Forskjell mellom versjoner av «Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - De norske bygder paa Færøerne og Island»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 1: Linje 1:
 
+
[[Fil:Ingolf by Raadsig.jpg|thumb|En fremstilling fra nyere tid av de første norrøne nybyggerne på Island. Maleri av Johan Peter Raadsig, 1850.]]
{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 
|- style="background-color:#e9e9e9" 
 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 
|-
 
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - De norske bygder paa Færøerne og Island]] !!  !!
 
|-
 
|}
 
  
  

Revisjonen fra 4. aug. 2022 kl. 15:58

En fremstilling fra nyere tid av de første norrøne nybyggerne på Island. Maleri av Johan Peter Raadsig, 1850.


Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden

De norske bygder paa Færøerne og Island


Av Alexander Bugge


Christiania
1905



Indledning

For den gamle norrøne litteraturs, for skaldedigtningens og for sagaskrivningens historie er det af vigtighed at undersøge den islandske kulturs oprindelse, om den bare er runden af hjemlige rødder eller om fremmede kulturer, særlig Vesterlandenes, har været med til at udvikle den. Dette spørgsmaal kan ikke løses af sprogforskeren alene. Sprogforskningen og historieforskningen maa haand i haand søge at løse det. I det følgende skal jeg ud fra almindelige historiske forudsætninger søge at kaste lys over det.

Min opfatning er følgende: I) En stor del af de islandske landnaamsmænd, og blant dem næsten alle de ætstørste og indflydelsesrigeste kom fra og havde slægt paa de Britiske Øer, særlig paa de skotske øer og i Irland; II) ved siden deraf randt der en aldrig stansende kulturens strøm fra de keltiske lande over Færøerne til Island. Jeg skal først søge at vise, at Færøerne i gamle dage maa ha været sterkt paavirket af keltisk kultur.

Færøerne

Færøerne eier ingen Landnámabók slig som den islandske. Vor eneste kilde til øernes ældste historie er, kan vi sige, Færeyingasaga, som grupperer sig om Sigmund Brestessøn og Trond i Gata, men knapt nævner den tid, som ligger forud for disse to mænd. Havde vi kjendt mere til Færøernes ældste historie, vilde det visselig ha været muligt at vise, at en stor del af øernes første landnaamsmænd var kommet did over de Britiske Øer. Det lille, som vi ved, lader os dog ane dette. Den første Nordmand, som byggede paa Færøerne, bærer navnet Grim Kamban (Grimr kamban)[1]. Grim er et ægte nordisk navn; men tilnavnet kamban lader sig ikke forklare af nordisk sprog. Det maa være en forvanskning af et gælisk navn; — jeg bruger "gælisk" som et fællesnavn for irsk og det keltiske sprog i Skotland. — Endelsen -an er ialfald tydelig gælisk. Grim Kamban maa følgelig ha været bosat eller ialfald ha staat i forbindelse med de Britiske Øer, ellers kunde han umulig ha faat sit underlige tilnavn.

Færøernes ypperste æt var Gateskjæggerne (Gǫtuskeggjar), som bodde paa Østerø. De stammede paa morssiden fra Torstein Røde og dennes far Dublinkongen Olav Hvite. Da Aud efter sin søn Torsteins fald drog til Island, kom hun paa veien til Færøerne og bortgiftede dér en af Torsteins døtre, som blev stammor til Gateskjæggerne. Til denne æt hørte ogsaa Færøernes navnkundige helt Sigmund Brestesson.

Minnesmerke i Sandvík til minne om Sigmundur Brestisson, som kristnet Færøyene og i følge Færøyingesaga ble drept ved Sigmundsgjógv i Sandvík. (Foto: Erik Christensen, 2008. Commons.)

Hans far Breste maa ha levet ved midten af det 10de aarhundred. Han var ikke gift, men havde en frille, som hed Cecilia[2]. Vi kan ikke tvile paa at dette navn er historisk, saa sandt som noget i de gamle sagaer er det. For Færeyinga saga hører til de aller mest paalidelige sagaer og grunder sig paa gamle fortællinger fra Færøerne selv. Men navnet Cecilie er ikke nordisk. Det hører oprindelig hjemme i Rom og fik sin udbredelse i Europa gjennem dyrkelsen af den hellige Cæcilia. Til Færøerne maa navnet vel være kommet fra de Britiske Øer. Sigmund Brestessøns mor har, skulde jeg tro, været en kristen kvinde fra England.

Paa Sigmund Brestessøns tid levede der ogsaa paa Færøerne en mand, som bærer et keltisk navn, nemlig Gille lagmand (Gilli lǫgmaðr)[3]. Navnet Gilli er det irske gilla, "ung mand, tjener", som i irsk ofte bruges som personnavn i sammensætninger og paa en saadan maade at Nordboerne nødvendig maatte opfatte det som et selvstændigt personnavn[4]. Gille blev alt i det 10de aarhundred brugt som navn af Nordboerne i Irland. Navnet vandt ogsaa ellers indpas i Norden; jeg kan nævne den norske i Irland fødte konge Harald Gille (Haraldr gilli), hvis oprindelige navn skal ha været Gillikristr.

Et keltisk navn, som efter hvad dr. Jakob Jakobsen velvillig har meddelt mig, endnu bruges paa Færøerne, er Dunaldar. "Det er, saavidt jeg ved", skriver han, "særlig paa øen Hestur, at det har været brugt i den sidste tid (jeg kan ikke bestemt sige, om navnet er uddød nu eller ikke)." I ældre form findes ordet skrevet Duffnaldur[5]. Dette navn er det almindelige irske mandsnavn Domnhall. I den færøiske ordbog nævnes ogsaa et mandsnavn Donach. A. Olrik, i sin anmeldelse af denne ordbog, spørger om det er en skrive- eller læsefeil for Douach og lig med Dufpakr i Landnaama. Jeg tror, at Donach er den rigtige skrivemaade og at det er det almindelige irske mandsnavn Donnnchadh. Dette navn maa nemlig fra gammel tid ha været udtalt paa en maade, som gjorde skrivemaaden Donnach naturlig. I moderne engelsk er dette navn blit til Donnough og i navnelisten til O' Curry's "Manners & Customs of the Ancient Irish" opføres: "Donnchadh or Donagh".

Der findes ogsaa paa Færøerne en række stedsnavne af keltisk oprindelse. To øer i øgruppen bærer navnet Dimun, Store og Lille Dimun (Stóra Dímon og Litla Dímon). Dette navn kan ikke forklares af norsk. Det maa, som Whitley Stokes først har vist, være af irsk oprindelse; dí- er det samme som irsk di-, "to" og mun = ir. muin, " nakke, ryg"[6]. Der findes i Irland lignende stedsnavne, og paa norsk har vi "Tviberg". Dímun skulde saaledes egentlig betyde et fjeld med dobbelt top eller ryg. Baade Store og Lille Dimun hæver sig brat op fra sjøen, og om Store Dimun kan det vel siges, at den har en dobbelt top, derimod ikke om Lille Dimun[7].

Et navn som Dimun vilde ingen mand, som kom lige fra Norge og aldrig havde færdedes i fremmede lande, falde paa at gi nogen eller noget fjeld. De mænd, som har git de to smaa og klippefulde øer deroppe blant Færøerne dette navn, maa ha boet sammen med irsktalende folk. Og ikke det alene; de maa selv ha forstaat den irske tunge og kjendt irske ords betydning.

Ogsaa et par andre stedsnavne, som Dr. Jakobsen velvillig har oplyst mig om, er tydelig keltiske. Et af disse er sammensat med et personnavn, nemlig Dungangsvik. Dr. Jakobsen skriver: "En vik i det sydvestlige hjørne af en indsjø tæt ved bygden Eide (á Eiði') paa Østerø heder Dungansvik, og dennes ene (østlige) side dannes af et næss, som kaldes Dungansnes. Min første tanke gjaldt her det keltiske personnavn Duncan, og jeg tror, der kan være sandsynlighed for en afledning deraf." Navnets første led kan, ifølge Dr. Jakobsen, ikke være "bestemt form for dungi, brugt som høide- eller fjeldnavn". Der findes ingen høide i nærheden. "Næsset er ganske lavt og skraaner kun ganske lidet opad ud imod pynten." Dr. Jakobsens formodning er visselig rigtig, navnet er sammensat med Duncan, i ældre irsk Donncuan.

Af keltisk oprindelse er muligens ogsaa Kartnans- eller Kartnarsáir, saa kaldes — ifølge Dr. Jakobsen — nogle smaa øer, som skal ha faat navn efter en tjenestekar Kartnar (Kartnir), som omtales i sagn fra det 17de aarh. — Dr. Jakobsen oplyser, at rkn i færøisk ofte gaar over til rin. Man kunde da tænke paa at det oprindelige navn var Karknan og at dette var i slægt med det irske helgennavn Corcán[8].

Af usammensatte keltiske ord brugt som stedsnavne findes ligeledes et par paa Færøerne. Dr. Jakobsen skriver: "Udfor Sandø er der en fiskemed, kaldet Knokkur eller rettere (úti á Knokki), og en fiskemed af samme navn findes vest for Sydstrømo. Da fiskemedene i almindelighed opkaldes efter de landmerker, ved hjælp af hvilke de opsøges, og da disse landmerker oftest er hø i der, ser jeg i de anførte navne det keltiske cnoc, "høi"." Vest for Suderø er der ogsaa, ifølge Jakobsen, en fiskeplads ved navn Knokkarnir, som efter de indfødtes egen forklaring har navn efter to høider, som tjener som landmerke (fær. yti). Her maa man ialfald sikkert ha det keltiske cnoc. Dette ord er, som jeg før har nævnt, ogsaa gaat over i det færøiske sprog (knokkur), hvor det betyder "hoved, hovedskal".

Dr. Jakobsen tilføier: "Den omstændighed, at "Knokkur" paa Færøerne bruges som "sjønavn", minder mig om en omstændighed, som jeg har anført i "Shetlandsøernes stedsnavne". Paa Shetland fandt jeg undertiden, at fiskerne paa sjøen anvendte et navn af keltisk (piktisk) oprindelse, om et fremspringende landmerke, (høide, o. l.), som paa landjorden gik under et andet, et nordisk navn, — altsaa det almindelige gjængse navn, dette sidste."

Mere tvilsom er forklaringen af Lobbra; saa kaldes en arm af Vaagsfjorden (Suderø), paa sydsiden af fjorden. Dr. Jakobsen siger: "Navnet omfatter baade bugten og oplandet deromkring. Der haves: Lobbrans-bøur, -hagi, -eiði, -hólmur. I sammensætning kommer n altid frem, men aldrig naar navnet nævnes usammensat (í Lobbra, til Lobbra, — eller som Jakobsen ogsaa oplyser, i almindelighed: til Lobbrara (gen. af Lobbra, ikke í Lobhranum, til Lobbrans, osv.). Nominativ er Lobbra med a, — ikke Lobbri. H. Schrøter i Antikvarisk Tidsskrift 1849 — 51 (sagn ang. Frodebø) og efter ham N. Winther i "Færøernes Oldhistorie" (s. 164) meddeler et sagn om et plyndringstog af Irer i meget gammel tid til Suderø, og at Lobbra skulde ha navn efter en ved denne leilighed dræbt krigshund Brant, som drev iland i Lobbra. Men hvormeget i dette der er virkelig gammelt folkesagn og hvormeget der skyldes Schrøters fantasi, er ikke let at oplyse nu."

Jeg tror ikke, at denne forklaring er rigtig. Jeg vover at fremsætte en anden forklaring, hvis rigtighed jeg dog ikke indestaar for. I gl. irsk betyder lobra, "sygdom", især "spedalskhed" og lobrán "syg", især "spedalsk". Vistnok er h i senere irsk i dette ord blit aspireret; men det er dog muligt, at Lobbra kan hænge sammen hermed. Denne formodning støttes især derved, at man siger "til Lobbrara", som maa være gen. flertal; dette kunde da betyde "til de spedalske". Er min forklaring rigtig, har der i nærheden af viken Lobbra paa Suderø været et hjem for spedalske. Og denne sygdom, eller snarere midler til at pleie de spedalske, har Færingerne lært at kjende hos Kelterne. Det er ikke umuligt, at vore forfædre alt i vikingetiden i de keltiske lande lærte at pleie de spedalske, eller snarere at holde dem fjærnt fra andre folk, i egne huse. For i 919, da Dublinhøvdingen Godfred, Ivars sønnesøn, plyndrede Armagh, sparede han "bønnehusene med Guds folk og de spedalske og hele kirkebyen, med undtagelse af nogle huse, som blev brændt ved uagtsomhed".

Vi kan af disse keltiske person- og stedsnavne slutte, at Færøerne i gammel tid maa ha staat i forbindelse med keltiske lande og derfra modtat baade kultur og kolonister. Allerede før Nordboernes tid havde, ved vi, Irlændere landet paa Færøerne. Den irske geograf Dicuil fortæller i sit navnkundige værk "Liber de mensura orbis terræ", at irske munke og eneboere i begyndelsen af det 8de aarh. var kommet til Færøerne og havde slaat sig ned der. Dicuils ord synes at vise, at Nordmændenes ankomst skræmte disse irske eneboere bort fra øerne[9]. Dette er dog ikke sikkert. Ti der findes paa Færøerne flere spor af irsk kristendom, og disse maa, skulde man tro, skrive sig fra en tid, som ligger forud for den tid, da Olav Trygvesson kristnede Færøerne og indførte den romerske katholicisme, som han havde lært at kjende i Irland. De maa være minder fra det 9de og 10de aarhundred, da forbindelsen med de keltiske lande og keltisk kristendom endnu var levende paa Færøerne.

Om irsk kristendom minder saaledes en til St. Brandan indviet kirke (Ecclesia sancti Brandani), som senere i middelalderen fandtes paa Sandø (Sandey)[10]. Der findes, saavidt vi ved, ellers ingen spor til at den hellige Brandan blev dyrket i Norden. Men denne store sjøfarer, om hvis færder sagn og legende fortalte den ene fortælling mer vidunderlig end den anden, maatte netop være en helgen for de irske munke, som i sine skrøbelige skindbaader vovede sig over det vilde hav til de fjærne Færøer. Den hellige Brandan blev ogsaa meget dyrket baade i Irland og i Skotland, mest kanske paa Hebriderne, og derfra er det vel, hans dyrkelse er kommet til Færøerne.

Irlands apostel den hellige Patrik maa ogsaa i gamle dage ha været dyrket paa Færøerne. Dr. Jakobsen meddeler mig: "Paa den lille Mikines (vel rettere skrevet Mikjunes, af Mykjanes), i daniseret form "Myggenæs" — den vestligste af Færøerne — holdes endnu den saakaldte Pátursmessa eller Pátursmessudagr (udt. paators) som en halv-helligdag (fær. mishaljudagar) den 17de mars. Denne Pátursmessa maa være Pátriksmessa, opkaldt efter St. Patrik. — "Petersmesse" heder paa færøsk "Pætursmessa" (udt. pæators-), altsaa forskjelligt fra det foregaaende."

Baglhólmur, beliggende utenfor Víkarbyrgi på østkysten av Suðuroy. Det er mulig at holmen har fått sitt navn av oldn. bagall', "bispestav". (Foto: Erik Christensen, 2005. Commons.)

Endnu et minde om irsk kristendom har vi paa Færøerne, nemlig Baglhólmur; saa kaldes en græsgrodd, rund holme paa sydøstsiden af Suderø. Dr. Jakobsen mener, og visselig med rette, at dette navn er sammensat med oldn. bagall, m. (af irsk bachall, "bispestav, krumstav". De irske munke, som Nordmændene mødte paa Island, lod jo, fortæller Are frode, krumstaver (baglar) igjen efter sig. Har der ogsaa paa Baglhólmur bodd irske munke og eneboere?

Saaledes vidner baade personnavne og stedsnavne og øernes ældste kirkehistorie om at Færøerne i vikingetiden var sterkt paavirket af keltisk kultur. Endnu vægtigere er dog sprogets egne vidnesbyrd. Der er i færøisk adskillige keltiske laanord, og flere af dem findes ikke i noget andet nordisk sprog. Disse ord er vistnok allesammen optegnet i nyere tid, saa vi kan nu ikke med sikkerhed sige hvad tid de er kommet ind i sproget. Men alt taler for, at ialfald den største del af dem er kommet ind i vikingetiden. Siden forsvandt jo alt keltisk væsen fra Orknøerne og Shetlandsøerne og forbindelsen mellem disse øer og Færøerne ophørte ogsaa lidt efter lidt. For Færøingerne laa det nærmere at seile med sine varer til Bergen. — Did kom de, ved vi, paa Sverres tid[11].

De fleste af disse keltiske laanord i færøisk angaar agerbrug og fædrift og i det hele dyre- og plantelivet paa øerne. Jeg skal her opregne dem i alfabetisk orden efter den før nævnte fortegnelse, som min far professor S. Bugge har gjort og som Whitley Stokes har vist mig den godhed at gjennemse. Enkelte af ordene, som ogsaa findes i norsk eller islandsk, har jeg alt havt leilighed til at nævne; men for fuldstændighedens skyld gjentar jeg dem her.


1. Blok, a. (udt. blaak). "Kjernemelk", af det ens betydende, gl.irske blátschack.
2. Det før nævnte des, f. "høstak", som kommer af gæl. dais.
3. Drunnur, m. "rumpe, bagdel paa dyr". Ordet findes kun i færøisk. Deraf er afledet drunnhviti, navn paa en uveirsfugl (proccllaria pelaciga), og arunn-skeki, "den uld, som sidder tilbage paa faarets bagdel, efterat det øvrige er afrykket". Ordet er dannet af gæl. dronn, gen. droinn, "a rump, the Bard's portion of a mutton", af dette ord er afedet ferdroind, gen. (Brehon Laws III, 354), som bet. "laar".
4. Klárur, m. len kloss af træ, et bræt, heftet paa en stang, som man banker jorden til med, naar den er tilsaadd; muligens det samme ord som nyisl. klára ell. klárr, "en hakke, ryddehakke"; af gl. irsk clár, "bord, bræt".
5. Knokkur, m. "hoved" (kun i fær.), af gl.irsk cnoc, "høi". For betydningsovergangen sammenlign vort "koll", som betyder: i) hoved, især den øverste del af et hoved, ii) knold, kolle.
6. Koka, f. "det indvendige hul i ryggen tæt ved rumpen paa et kreatur" (kun i fær.), af gæl. (forældet) cóca, adj. "tom, hul", gl.ir. coca; det irske ord er, efler hvad prof. Kuno Meyer oplyser mig om, dannet efter lat. concavus.
7. Kørkje, "stenlav, farvemos", er et ord, som jeg tidligere har nævnt. Det stammer opr. fra lat. "purpura" og er over Irland vandret til Shetlandsøerne, Færøerne og Norge. Man kunde dog ogsaa, som prof. Kuno Meyer velvillig har meddelt mig, tænke paa en afledning af gl.irsk corcim, "jeg farver".
8. Lind, f. "kilde, bæk" (ogsaa i oldn., lind, f. og i nyisl.), af irsk lind, n. "vand, dam, liden sjø"; med dette ord er bl. a. byen Dublins navn sammensat.
9. Ravdi, n. (forek. i oldn. — refði — bl. a. i Færeyinga s.), "stav, stok, eller snarere en slags akse, som tillige brugtes som stav"; af irsk reinise, "klubbe, stav".
10. Slavak (ogsaa i nyisl. slafak), n. "bred vandbinde, et slags grent slim eller tang" (ulva marina viridis); af irsk slabhagan, "en slags spiselig tang".
11. Sodnur (= norsk sonn) "torrehus", af irsk sorn, lat. furnus.
12. Tusha, "at prygle, slaa"; tushan, f. "slag, hug". Dette ord synes at slaa i forbindelse med oldn. pust, "tærskeslav", som er laant fra irsk suist (af lat. fustis).

Island

En del at disse keltiske laanord findes bare i færøisk; andre er fælles for færøisk og islandsk, men findes ikke i norsk. Dette taler ogsaa for min formodning om at der fra Irland er gaat en kulturstrøm til Island over Færøerne. — Særlig vigtig i denne henseende er stedsnavnet Dimun (Dínum), som ogsaa findes flere steder paa Island. I Landnáma II k. 14 nævnes í Dimunarvági (nu Eriksvaag i Dala syssel). Denne vaag har faat navn efter en liden øgruppe, de saakaldte Dímunarklakka', som bærer navn efter to karakteristiske topformede klipper eller "klakker", der staar tæt ved siden af hinanden og rager op i luften som fjelde, høiere end nogen anden i Bredefjord[12]. Kålund mener, at Dimunarklakkerne i gamle dage tilsammen har været kaldt Dimun. Ialfald har vi her en ypperlig illustration af ordets oprindelige betydning paa irsk som "tviberg".

Endnu flere steder paa Island heder Dimun, saaledes Dímon, en høide ved Laugardalr i Arness sysla (Kålund I, 157), Dímon, et fjeld i Þjórsrdálr i Árness sysla (Kålund I, 199), og endelig Dímon, en holme i Bjarnarfjorðr i Stranda sysla (Kålund I, 628).

Dímun maa saaledes kaldes et almindeligt stedsnavn paa Island. Det nævnes alt i sagaerne, f. eks. i Eyrbyggja, og maa være kommet ind i vikingetiden.

Vestmannaeyjar. Illustration af W.G. Collingwood, (1854-1932). Kilde: Fegurð Íslands og fornir sögustaðir.

Ogsaa andre islandske stedsnavne tyder paa en forbindelse med Vesteuropa, f eks. Vestmannaeyjar, som blev kaldt saa, fordi nogle irske træler blev dræbt dér. "Vestmannaeyjar heita þar siðan, er þrælarnir voeu drepnir, þviat þeir voru kynjaðir restan um haf", heder det i Landnáma (I, k. 7, n. 12). Om de irske munker, som jeg nedenfor skal tale om, minder stedsnavnene Papey, Pappýli, Papafjǫrðr og Papós.

Et underligt stedsnavn, som forekommer flere steder paa Island, er Kumbaravaag (Kumbararogr). Saa kaldes en liden vik i Snefjeldsnes syssel, en i Dala syssel og en i Kardastrands syssel (Kålund I, 431, 491 og 537). Paa alle tre steder findes der tomter efter boder og der gaar sagn om at udlændinger, især irske, skal ha drevet handel dér. Navnet Kumbravogr kan neppe forklares af nordisk. Kålund siger om dette navn: "Ved denne leilighed kan maaske en fra kyndig side mundtlig fremsat formodning berøres. Skulde "Kumbara" i dette hyppig forekommende stedsnavn ikke staa i forbindelse med folkenavnet "Kumrar", indbyggerne af Cumberland, og skulde disse ikke være henregnet under det, som det synes, meget omfattende "Írar"? Kålunds forklaring er meget tiltalende. Jeg skal ogsaa minde om, at landskabet Cumberland i angelsaksisk heder Cumhraland. Dette vilde i nordisk naturlig bli til Kumb(a)raland, hvoraf et stedsnavn Kumbaravágr igjen kunde afledes. At dette navn stammer fra vikingetiden, er sandsynligt. En form Kumbrar eller Kumbarar som navn paa indbyggerne af Cumberland maa nemlig være meget gammel, da formen Kumrar alt tidlig forekommer.

Jeg skal desuden minde om, at navne paa fjorde og viker overalt hører til de ældste stedsnavne.

En række stedsnavne paa Island er opkaldt efter Irlænderne (Írar). Saaledes er der i Rangaavolde syssel en elv, som heder Iraa (Írá)[13]. Den nævnes alt i Landnámabók (I, k. 15) og skal ha faat sit navn efter irske mænd, som bodde dér i nærheden. — Som jeg senere skal omtale, maa det ha været irske munker. — To steder i Aanæs syssel forekommer stedsnavnet Íragerði (Kålund I, 170 og 178).

I Snefjeldsnes syssel, fra Skogarstrandens kyst til Dalasyssels vestligste pynt ligger der en række øer, som synes at spærre indløbet til Hvammsfjorden. De ordner sig dog ved nærmere eftersyn i to grupper, medens farvandet i midten er noget friere. Dette kaldes Bredesund (Breiðasund). Hovedveien mellem øerne fra Bredesund ind i Hvammsfjorden heder Írska leið eller "Irske vei". — Navnet minder vel, som Kålund (I, 455) mener, om at folk fra Irland i tidligere tider har drevet handel dér.

Den flade kyststrækning mellem Skraumuhlaupsaa og Hordudalsaa i Dala syssel bærer navnet Vestliðaeyri; her skal ifølge sagnet Irerne tidligere ha drevet handel, og Írsku búðir kaldes endnu nogle tomter, hvorfra handelen skal være foregaat[14].

Paa østsiden af den før nævnte Papey er der en haug, som kaldes Írski hóll. Her skal ifølge sagnet de irske munker eller "paper ha sat sit skib op og havt sin bolig"[15].

En fjord i Bardastrands syssel kaldes endnu Patreksfjǫðr. Den skal være kaldt saa af den kristne landnaamsmand Orlyg Hrappsson og har faat navn efter "Patrik biskop" paa Suderøerne[16].

I Vesterskaftafells syssel laa et sted, som nævnes hos Are og i Landnámabók (I k. 6) og kaldes Minnþakseyr. Islands første landnaamsmand Ingolv havde, som bekjendt, en fælle, som hed Hjorleiv. Denne havde med sig nogle irske træler. Mens de seilede langsmed land, fik de vandmangel. Da fandt de irske træler paa at knade sammen mel og smör; "det kaldte de minntak" (þat nefnðu þeir minnþak). "Men da minntaket begyndte at mugne, kastede de det overbord, og det drev iland paa det sted, som nu heder Mintaksøre" (þar sem nu heitir Minnþakseyrr).

Ordet minthak er irsk. Første led er det irske "min" (oldirsk "men"), som betyder mel. Ordet findes bl. a. i den saakaldte "lex Adamnani" og bruges dér i ganske samme betydning som paa Island om en blanding af mel og smør. Det siges om forbrydere, som sættes ud i en baad paa det aabne hav, at de ikke skal tage andet end minthak med sig. Man bruger endnu i Irland og Wales at knade mel og smør sammen som et middel mod tørste. De irske trælle, som dræbte Hjorleiv, blev siden selv dræbt af Ingolv. Det kan saaledes ikke ha været dem, som gav stedet navnet Minnþakseyrr. Andre islandske landnaamsmænd maa ogsaa ha kjendt og forstaat betydningen af ordet minnþak eller rettere minntas.

Sammensat med irske personnavne eller vidnende om forbindelse med Kelterne er forøvrigt Brjánslækr i Bardastrands syssel[17]. Navnet forekommer alt i Landnáma (I, k. 2) og maa være opkaldt efter en mand, som bar det irske navn Brian. Dufansdalr, saa kaldes en dal i Bardastrands syssel (Kålund I, 558). Den nævnes i Landnáma (II, k. 26) og er opkaldt efter Aan Raudfelds frigivne Dufan. Dette navn er det irske Duban (almindelig i sammensætningen Donnduban), diminutiv af dub "sort". Dugfusdalr, saa kaldes et dalføre i Hnappadals syssel. I sagaerne, f. eks. i Eyrbyggja, kaldes den med det rigtigere navn Dufgasdalr. Dufgus er det irske navn Dubhgus. I irske navne forekommer den samme metathesis (f. eks. Tundalus, rigtigere Tuágdal). Dupþaksholt, saa kaldes en gaard i Rangaavolde syssel (Kålund I, 230). Den har sit navn efter løisingen Dufþakr, efter hvem ogsaa Dupþekja og Dupþaksskor er opkaldt[18]. Dufþakr er det samme som det almindelige irske navn Dubhtach.

Efter landnaamsmanden Ketill gufa er opkaldt flere steder i Myre syssel, bl. a. gaarden Gufuskálar og elven Gufá[19]. Gufa er det irske goba, "smed". Efter Ketill gufa er også Gufudalr og Gufufjǫrðr i Bardarstrands syssel opkaldt.

Kaðalsstadir, saa kaldes en gaard i Myre syssel[20]. Den maa ha sit navn efter en mand ved navn Kaðall; to saadanne omtales i Landnáma (II, k. 18 og III, k. 16). Kaðall er det almindelige irske navn Cathal.

Kalmansá er navn paa en elv i Borgefjords syssel[21]. Den er opkaldt efter landnaamsmanden Kalman, som kom fra Suderøerne (Landnáma II, k. 12). Kalman er det irske navn Colmån, en almindelig forkortning af Colombán[22].

I Rangaavolde syssel laa i gamle dage en gaard Katanes, som bl. a. nævnes i Landnámabók (V, k. 2). I Borgefjords syssel kaldes et bredt næs og en gaard paa denne Katanes. Af samme oprindelse er navnet Katadalr, en dal i Hunavatns syssel[23]. Vi gjenfinder disse stedsnavne i Skotland. Nordboerne kaldte det nuværende Caithness, Katanes, og efter dette navn maa tydeligvis det islandske Katanes være opkaldt. Vi ved ogsaa, at paa Katanes i Borgefjords syssel boede en mand af keltisk herkomst med det gæliske navn Kalman (Ldn. i, k. 15). Første led i Katanes er vistnok et folkenavn og vel samme ord, som vi gjenfinder i innsi Cat, Katøerne, vistnok det irske navn paa Shetlandsøerne[24], og i Katanes, nu Caithness, den nordligste del af Skotland.

Kjaransvik er navn paa en vik og en gaard i Isefjords syssel[25]. De er opkaldt efter Geirmund Heljarskinn's træl Kjaran (Landn. II, k. 20), en gjengivelse af det almindelige irske navn Ciarun. Efter en mand af dette navn maa ogsaa den lille Kjaransey i Myre syssel (Kålund I, 388) ha faat navn.

I Vester-Skaftafelis syssel er der en stor vandmasse, en forening af flere elver, som kaldes Kúðafljót. I Landnámabók (IV, k. 11) fortælles det, at Viibald, bror af Aaskell hnokkan drog fra Irland til Island ombord paa et skib, som hed "Kude" (ok hafði skip þat er hann kallaði Kúða). Efter dette skib har Kúðafljót faat navn. Kúði maa være afledet af det irske cud (nyir. cudh), "hoved". Af nordisk sprog kan ordet ikke forklares. Kúði betegner saaledes et skib med hoved i forstavnen. At Kúðafljót har faat navn efter skibet Kúði kan man slutte af ordene i Landnámabók: Vilbaldr hét maðr...; han fór af Írlandi til Íslands, ok hafði skip þat er hann kallaði Kúða, ok kom i Kúðafjlótsóss.

Oppe i fjeldene i Bardastrands syssel ligger der en liden indsjø, som heder Kylonsvatn[26]. I nærheden laa vistnok i gamle dage gaarden Kýlanshólar. Begge dele har faat navn efter den suderøiske landnamsmand Kijlan[27], et irsk navn, ifølge Whitley Stokes = irsk Coclán (Coilan).

Kolkumýrar er navn paa en myrlændt bygd i Hunavatns syssel i det nordlige Island[28]. Bygden har faat navn efter en mand ved navn Þorbjǫrn kolkan. Alle haandskrifter af Landnáma har formen kolkan med undtagelse af ét, som har kolkr. Men i oldskriftsselskabets udgave er dette forandret til kolka, med den begrundelse, at "Kolkumýrar ikke kan komme af kolkan". K. Rygh ("Norske og islandske tilnavne") sammenligner kolkan med isl. kolkna, fryse ihjel". Det vilde dog være underligt at danne et tilnavn af dette ord. Derimod kan baade formen kolkan og Kolkumýrar saavel som tilnavnet selv lige til forklares af irsk. I irsk bruges meget almindelig baade som mandsnavn Colcu eller Colgu, gen. Colcan ell. Colgan[29]. Til de to former af dette navn svarer kolkan og Kolkumýrar nøie, formelt, om end ikke syntaktisk. Dog er det sidste navn kanske nærmest en nordisk tillempning af irsk. Colcu har, skulde jeg snarest tro, været det navn, som Torbjørn fik i daaben[30].

Kjallaksstaðir er navn paa en gaard i Dala syssel[31]. Den er opkaldt efter den islandske landnaamsmand Kjøllakr (Landnáma II, k. 19). Efter en mand af dette navn maa ogsaa gaarden Kjallaksá i Stranda syssel ha faat navn[32]. Kjallakr er det almindelige irske navn Cellach, senere Ceallach.

Blant fjeldene rundt Alvtafjord merkes Kofri, "der viser sig som en karakteristisk, bikubeformet tinde" (Kålund I, 586). Kofri, m. betyder en slags lue. Ordet er af romansk oprindelse og staar i forbindelse med det franske couvrir, "bedække". Deraf kan det dog ikke ligefrem være afledet. Snarest er det kanske en forkortning af gl.- engelsk coverchief, "hovedtøi, hovedbedækning". Da navne paa fjelde pleier at høre til de ældste stedsnavne, er det sandsynligt, at fjeldet Kovre's navn ogsaa stammer fra vikingetiden.

Lunansholt heder en gaard i Rangaavolde syssel[33]. Den har navn efter landnaamsmanden Þorsteinn lunan (Landnáma V, k. 7); lunan er det almindelige irske navn Lonán, diminutiv af lon, "svarttrost*.

Melkorkustaðir hed en alt tidlig ubeboet gaard i Dala syssel. Den har sit navn efter Olav Paa's mor, den irske kongedatter Melkorka. Dette navn gjengir, som Whitley Stokes har paavist, det irske Mael-Curcaigh, d. e. "(St.) Curcach's tjener".

I Skagefjords syssel ligger der i nærheden af Svartaadalen en liden fjelddal, som heder Mælifellsdalen. I Svartaadalen bodde landnaamsmanden Hrosskell. Han havde en træl, som hed Bodrekr. Denne sendte han op i fjeldet for at finde nyt land. Trælen kom ifølge Landnåma (in, k. 6) saa langt som til en kløft, der efter ham fik navnet Roðreksgil. Navnet Roðrekr er ikke nordisk, men snarest tysk; det er gaat over i romansk i formen Rodrigo. I alle fald vidner navnet om forbindelse med Vesteuropa.

En arm af Arnarfjorden i Bardastrands syssel kaldes endnu Trostansfjǫrðr. Ifølge Landnáma (II, k. 26) skal den ha faat sit navn af landnaamsmanden Geirþjófr Valþjófsson, efter hvem en anden arm af Arnarfjorden fik navnet Geirþjólfsfjǫrðr. Første led af stedsnavnet Trostansfjǫrðr er det piktiske, i Skotland brugte mandsnavn Drostan.

I Sønder-Mule syssel mellem Breddalen og Berufjorden er der et sted, hvor alfarveien mellem de to bygder gaar, som kaldes Stræti, hvorefter ogsaa en gaard har faat navn[34]. Dette navn synes efter Landnåma (IV, k. 7) at stamme fra landnaamstiden. Men stræti "brolagt vei, stræde* er, har vi hørt, laant fra angelsaksisk stræt og stammer yderst ude fra latin ("ria strata"). Dette ord vidner saaledes ogsaa om forbindelse mclleni Island og de Britiske øer.

Om tidlig (og irsk) kristendom paa Island minder bl. a. stedsnavnet Kristnes (Íslendingabók, k. 11), en gaard i Øfjords syssel, hvor landnaamsmanden Helge den magre boede (Kålund II, III). Ligesaa Krossavík, hin innri og Krossavík hin ytri i Vopnafjord i Norder-Mule syssel (Landnáma IV, k. I) og Krossavík i Sønder-Mule syssel (Landn. IV, k. 6). Begge navne stammer fra landnaamstiden. Det samme er ogsaa tilfældet med Krossáss ved Øksarfjorden. Det fortælles i Landnámabók, at Torv-Einar havde en dattersøn, som hed Einar. Han drog til Orknøerne for at besøge sine frænder. Men de vilde ikke kjendes ved ham; Einar kjøbte da del i et skib sammen med to andre. De seilede til Island og kom til en fjord. Dér satte de en øks op som merke og kaldte det Oxarfjǫrðr; paa det næste sted satte de en ørn op og kaldte stedet Arnarþúfa. Paa det tredje sted satte de et kors op og kaldte stedet Krossáss: svá helguðu þeir sér allan Øxarfjǫrð.

De irske paper

Jeg har i det foregaaende opregnet 40 stedsnavne fra de forskjellige dele af Island, som alle vidner om forbindelse med Vesterlandene, fremforalt med de af keltiske mænd beboede dele af de Britiske Øer. Mange af disse navne er vistnok opkaldt efter personer, som vi ogsaa ellers kjender. Men enkelte navne, som Dimun, er dog dannet efter keltiske appellativer; og i enkelte tilfælde, som ved Trostansfjǫrðr, kjender vi ingen landnaamsmand, efter hvem fjorden er opkaldt. Om en nær forbindelse med de Britiske Øer vidner ogsaa stedsnavnene Katanes og Kumbaravágr .

De islandske stedsnavne taler for den, som ser med et uhildet blik, et andet sprog end for professor Finnur Jónsson, som mener, at Island for allerstørste del blev bebygget og befolket fra Norge og at den keltiske indflydelse paa Island har været overmaade liden[35]. Ingen nægter, at Finnur Jónsson er den første kjender af den gamle norrøne litteratur. Han søger ogsaa at være upartisk og at gi Norge og Island den del, som tilkommer hver af dem, af den gamle litteratur. Men alligevel kan jeg ikke komme bort fra, at Finnur Jónssons syn, trods hans store lærdom og skarpsindighed, er noget snævert. Han har ikke rigtig forstaaelsen af, at en kultur aldrig udvikler sig indenfra alene. Der kræves ogsaa paavirkning udenfra. Skal man kunne forklare den islandske kulturs rige og eiendommelige blomstring, maa man ogsaa ta forbindelsen med de Britiske Øer med i regningen. Hjemme i Norge var der spirer og begyndelser. Men fra Vesterlandene kom den befrugtning, som bragte spirerne til at vokse og sætte blomst og frugt. For den, som gjennemgaar de islandske stedsnavne, hvoraf de fleste alt findes i Landnámabók, kan det ikke være tvivlsomt, at de Nordmænd, som først byggede paa Island, paa mangfoldige maader maa ha staat i forbindelse med de Britiske Øer.

Undersøger vi Islands ældste historie fra andre sider, vil vi finde denne opfatning bestyrket. Jeg har nævnt, at irske munker var kommet til Island, længe før Nordmændene havde opdaget øen. Are Frode taler ogsaa i sin Íslendingabók (k. I) om disse irske eneboere:


"Ísland bygþisc fyrst or Norvege á dǫdom Haralds ens hárfagra... En þat vas DCCCLXX vetrom epter burþ Crists... Þá varo her menn cristnir, þeir er Norþmenn calla Papa, en þeir fóro síþan á braut, af þrí at þeir vildo eigi vesa her riþ heiþna menn, oc léto epter bꜳer írscar ocǫllor oc bagla: af þrí mátte scilja at þeir vóro menn írscir."


Papey (Papøy på norsk) er en øy sørøst for Island. Øya høyrer til kommunen Djúpavogshreppi. Øya er 2 km² stor og på det høyeste 58 moh. Papey blir nevnt i Landnámabók og har navnet sitt fra irske eneboere, "paper". (Foto: Arian Zwegers, 2010. Commons.)

Hermed har man sammenstillet Dicuil´s ord om Island og Færøerne, nunc causa latronum Nortmannorum vacuæ anochoritis, og sluttet, at de norske landnaamsmænd jagede de irske munker og eneboere bort fra Island. Jeg tror dog, at denne slutning er meget forhastet, og skal, haaber jeg, gjøre det sandsynligt, at der ned gjennem hele det 10de aarhundred maa ha boet nogle faa, vist ikke mange, irske munke paa Island. Are rager vistnok med hensyn til troværdighed høit op blant alle tiders historieskrivere. Men selv den bedste kan undertiden tage feil. Lad os se lidt nærmere paa Ares ord. Han siger, at de irske eneboere "lod efter sig irske bøger, bjelder og krumstaver, hvoraf man kunde skjønne, at de var irske mænd." Skal man ta Ares ord efter bogstaven, maa man nødvendigvis slutte, at de islandske landnaamsmænd forstod irsk sprog, ja endog kunde læse irske bøger; thi ellers vilde de ikke kunne ha forstaat, at bøgerne var irske. At saa var tilfældet, vil dog de færreste være med paa. Jeg tror tværtimod, at de irske eneboere maa ha levet en stund sammen med de norske nybyggere, og at disse derigjennem har lært, hvad slags folk de var. Derfor taler ogsaa ordet bagall, m. "krumstav, bispestav". Dette ord er et laanord fra det ensbetydende gl.irske bachall, som igjen stammer fra det lat. baculus ell. bacillum, "stok". Hvordan skal de islandske nybyggere ha kunnet lære dette ord at kjende, uden gjennem en forbindelse med de irske eneboere. De maa ha sét Irernes gudstjeneste og modtat endel kulturpaavirkning fra dem. Og ligeledes, hvordan skulde Islændingerne kunne kalde de irske munke papar, havde de ikke af dem selv hørt, at de kaldte sig papa, et ord, som paa irsk betyder "geistlig, munk"?

Disse irske eneboere maa ha levet i det sydøstlige Island, hvor endnu i Øster-Skaftafells syssel en del stedsnavne, som før nævnt, minder om dem, nemlig Papafjǫðr, Papós og Pappýli, samt Papey i nabodistriktet Sønder-Mule syssel. Pappýli er vel, som Kålund (II, 276) formoder, istedenfor Papbyli, d. e. "Papernes bolig". Ogsaa en af Orknøerne bærer det samme navn, Papuli. I Vester-Skaftafells syssel havde de irske eneboere ligeledes en kirke, paa et sted hvor gaarden Kirkjubær endnu minder om dem (Kålund II, 315 f.).

Ogsaa fra andre dele af Island synes der at være spor af irske geistlige, ja muligens endog af irsk kristendomsforkyndelse. Jeg har før nævnt elven Írá i Rangaavolde syssel. Her bodde ifølge Landnámabók (I, k. 15) den kristne landnaamsmand Ásolfr. Ifølge en afskrift af Landnámabók (Hauksbok) kom Aasulv ikke alene, men selv tolvte (þeir fóru XII samann). Hans ledsagere var Irlændere (þeir voru irsker). Det fortælles ogsaa, at de byggede en kirke og kom i strid med de andre nybyggere, som ansaa dem for troldmænd. Allerede A. D. Jørgensen ("Den nord. kirkes grundlæggelse", s. 212 f.) har gjort opmerksom paa dette sted og formodet, at vi her har et eksempel paa irsk kristendomsforkyndelse inden den nordiske folkestammes omraade. Den irske kirke udfoldede jo en rig missionsvirksomhed rundt om i Europa. Naar de irske geistlige (culdeerne, som de kaldtes) drog rundt, pleiede de altid at være tolv i følge, ligesom apostlerne. At den kristne Aasulv kom selv tolvte i følge med irske kristne mænd, kan, som A. D. Jørgensen mener, ikke være nogen tilfældighed, men maa tyde paa, at han og hans ledsagere virkelig var irske kristendomsforkyndere.

Men dette eksempel er ikke det eneste. Efterat Grønland var fundet, foregik der i slutningen af det 10de aarh. (985) en stor udvandring did fra Island. Blant udvandrerne var Herjulv den yngre. Ombord paa hans skib var der en kristen Suderøing, som digtede Hafgerdinga dråpa om det forfærdelige soskjælv, som udvandrerne mødte paa veien. I dette digt, hvoraf en strofe endnu er fuldt bevaret (Landnáma II, k. 14), bruges som kjenning for Gud munka reynir, "munkenes prøver". Dette, saavelsom strofens hele eiendommelighed, viser, at digteren ikke bare har været kristen, men efter al sandsynlighed ogsaa munk. — Denne strofe lyder i oversættelse: "Jeg beder munkenes syndefrie kjender at lade min reise gaa godt. Den høie himmels herre holde sin haand over mig."[36]— Jeg skulde tro, at denne kristne Suderøing har hørt hjemme i det navnkundige kloster paa Iona. Derfra er han kommet til Irland, hvor han vel maa ha opholdt sig en stund for færden til Island. Er dette saa, har vi her endnu et vidnesbyrd om at geistlige tilhørende den irske kirke har opholdt sig paa Island. De eksempler, jeg i det foregaaende har nævnt, er dels fra den første landnaamstid, dels fra hedenskabets sidste dage, men de vidner tilsammen om, at Islændingerne i den tid, da skaldedigtningen udviklede sig til sin høieste blomstring og da sagafortællingen begyndte at spire, ikke, som mange mener, stod uden forbindelse med kristendom og Vesterlandenes kultur.

Kristendommen vinner innpass

Det er i det hele, tror jeg, en feiltagelse at forestille sig Island paa landnaamstiden som et fuldstændig hedensk samfund. De fleste bekjendte sig nok, i navnet ialfald, til åsatroen. Men mange troede paa slet ingen ting uden paa sin egen kraft og styrke og ikke saa faa var kristne. Vistnok sad kristendommen ikke saa dybt og de fleste af de kristne landnaamsmænds efterkommere sank igjen tilbage til hedenskabet. Men kristendommen maa dog ha sat sine spor, ellers er det umuligt at skjønne den uden sidestykke lette maade, hvorpaa kristendommen blev vedtat paa Island. Hvor meget vanskeligere gik det ikke baade i Danmark og Sverige og ikke mindst i Norge! Grunden kan være, at jordbunden paa Island var bedre forberedt til at modtage kristendommen.

Landnámabók selv siger jo ogsaa (V, k. 15):


"Svá segja vitrir menn, at nökkurir landnámsmenn hafi skírðir verit, þeir er byggt hafa Ísland, flestir þeir, er kómu vestan um haf. Er til þess nefndr Helgi magri ok Örlygr inn gamli, Helgi bjóla, Jörundr kristni, Auðr djúpúðga, Ketill inn fíflski ok enn fleiri menn, er kómu vestan um haf, ok heldu þeir sumir vel kristni til dauðadags. En þat gekk óvíða í ættir, því at synir þeira sumra reistu hof ok blótuðu, en land var alheiðit nær hundraði vetra."


Skal vi tro Landnaamaboks ord, maa vi altsaa slutte, at størstedelen af de landnaamsmænd, som kom fra de Britiske Øer, har været kristne. Før vi kan danne os en forestilling om hvor udbredt kristendommen var paa Island i landnaamstiden, er det dog nødvendigt at gjennemgaa selve Landnaamaboken og undersøge hvilke mænd den nævner som kristne. Jeg følger her Landnámabók kapitel for kapitel. Vi kommer da først til den mægtige og vidtforgrenede Ketill Flatnevs slægt, en af Islands høibyrdigste og anseligste ætter. Fra hans far Bjørn Buna er, siger Landnáma, næsten alt storfolk paa Island kommet (I, k. 10). Harald Haarfagre satte, ved vi, Ketill Flatnev til høvding over Suderøerne. Men Ketill gjorde sig uafhængig, og hele hans slægt maatte siden udvandre til Island. Paa Suderøerne maa alle Ketills børn være vundet for kristendommen, med undtagelse af Bjørn Austrøne, som blev hjemme i Norge (Landn. Il, k. 11). Blant Helges børn møder vi først landnaamsmanden Helgi bjóla (I, k. 11). Vi har allerede hørt, at han var kristen. Hans tilnavnbjóla er sandsynligvis hans irske daabsnavn; det er nemlig samme navn som det irske Beólan ell. Beóllan.

Helges søskendebarn var landnaamsmanden Ǫrlygr son Hrapps Bjarnarsonar buna (I, k. 12). Om ham fortælles det, at "han var opfostret hos den hellige biskop Patrik paa Suderøerne". Til Island havde han med sig kirketømmer, en jernklokke, et plenarium (d. e. en fuldstændig messebog)[37] og indviet jord. Ǫrlyg har da, maa vi tro, bygget en kirke i sit landnaam paa Island. Om ham og hans efterkommere heder det, at de troede paa den hellige Kolumbia (þeir Ǫgr frændr trúðu á Kolumba). Kolumba er Skotlands apostel og klosteret paa Iona's stifter den hellige Columba. Vi maa næsten tro, at Ørlyg er blit opdraget i klosteret paa Iona og at det er dettes abbed, som Landnåma kalder "den hellige biskop Patrik paa Suderøerne".

Ørlyg kom ikke alene, men i følge med mange slægtninger og venner. De maa visselig alle ha været kristne. Forst og fremst Ørlygs egen søn Valpjófr, som tog hele Kjos og bodde paa Medalfell og blev stamfar til Valtjovlingerne (Valþjöflingar)[38]. Selve navnet Valþjólfr, som blev temmelig almindeligt paa Island og i Norge, er en omændring af det angelsaksiske Weathpeow, d. e. "Vælsk træl". Sammen med Ørlyg den gamle kom ogsaa til Island hans fosterbror Kollr, som tog land ved Kollsvik samt landnaamsmanden Þórolfr spǫrr, og dennes søn landnaamsmanden Knúkr[39]. Disse maa ogsaa, da de fulgte Ørlyg, ha havt hjemme paa Suderøerne og har vistnok været kristne.

I Ørlyg den gamles æt blev den hellige Kolumba dyrket som en slags afgud. I en anden æt fik ogsaa kristendommen en eiendommelig udvikling. En af landnaamsmændene hed Svartkell og var fra Caithness (Svartkell hét maðr, katneskr)[40]. "Hans søn var Torkell, far af Glum, som bad saaledes for sig ved et kors: "Gid det altid maa være godt for gamle mænd, altid godt for unge!" (Hans son var Þorkell. faðir Glums, er svå baðst fyrir at krossi: gott ey gǫmlum mǫnnum, gott ey ungum mǫnnum!). Landnaamsmanden Svartkell' s sønnesøn maa ha levet, før kristendommen i aar 1000 ved lov blev vedtat paa Island. Desuden, var han først dengang blit kristen, vilde der ikke være nogen grund til at mindes hans dyrkelse af korset. Glums farfar Svartkell maa ha været kristen; men siden har, som naturligt kunde være, hans æt glemt kristendommens lære og bare husket korset som sin tros ydre symbol.

Landn. I, k. 15. Blant landnaamsmændene var der to brødre, som tog hele Akranes. Den ene hed Tormod, den anden Ketill. Af disse maa vel ialfald Ketill ha været kristen; han havde nemlig en søn, som kaldtes '"Jørund den kristne" (Jǫrundr enn kristni). Om denne fortælles det: "Jørund den kristne var søn af Ketill, søn af Brese" (Jsonrundr hinn kristni var sun Ketils (sun) Bresa; er Bresi det irske navn Bress, gen. Bresse? "Han holdt godt fast ved kristendommen til sin dødedag og var eneboer i sin alderdom" (Hann helt vel kristni til dauðadags ok var einsetumaðr í elli sinni). Trangen til eneboerliv var, ved vi, særlig udviklet i den irske kirke. Det ligger derfor nær at tro, at Jørund har lært kristendommen at kjende i Skotland eller Irland. Et haandskrift af Landnáma fortæller ogsaa, at Ketill brese havde en datter ved navn Edna, som blev gift med en mand, som hed Konall. — Edna er det irske kvindenavn Eithne, og Konall er det almindelige irske navn Conall. — En søn af denne Konall og Jørund den kristnes frænde var landnaamsmanden Ásólfr[41]. Om ham har jeg før talt og sagt, at det er meget som taler for, at han er kommet til Island i følge med irske culdeer og at han har drevet kristendomsforkyndelse dér. Landnámabók fortæller ogsaa, at "der hvor hans ben hviler, staar der nu en kirke, og han er kaldt en meget hellig mand" (Stendr þar nú kirkja, sem leiði hans er, ok er hann enn helgasti maðr kallaðr). Denne kirke blev, som et minde om at Aasulv og hans fæller havde tilhørt den irske kirke, indviet til den hellige Kolumba (ok helgaði Kolumkilla med Guði). Ogsaa Aasulvs irske ledsageres ben blev siden flyttet til kirke<refr> Maurer, Bekehrung des norw. Stammes I, 103. </ref>. Det ser næsten ud som om Aasulv har været dyrket som en slags helgen paa Island og som om det første kloster paa Island har staat i forbindelse med hans dyrkelse[42]. Denne skal ifølge legenden være begyndt ikke længe efter kristendommens indførelse. Dette vidner dog om at der i vikingetiden ved siden af åsatroen ogsaa var anden religiøs tro paa Island.

Til Ketills og Jørunds kristne slægt eller følge hørte ogsaa en mand ved navn Bekan, som tog land i Ketils landnaam og bodde paa Bekansstader (at Bekansstǫðum)[43]. Bekan er, som Wh. Stokes har vist, det irske Beccán, diminutiv af becc, "liden". Da landnaamsmanden Bekan bærer et irsk navn og kom til Island i følge med kristne mænd, folk, som ikke vilde omgaas med hedninger[44], maa vi slutte, at han selv ogsaa har været kristen.

Kristendommen var kun sjelden paa Island saa rodfæstet som i Jørunds og Aasulvs æt. Men selv dér, hvor den tilsyneladende kun sad i det ydre, formaaede den dog at sætte varige merker. Vi ser det tydelig af hvad L.andnamabok (II. k. i) fortæller om den suderøiske landnaamsmand Kalman og dennes æt. — Som jeg for har nævnt, er Kahnan Islændingernes gjengivelse af det irske Colmán. — Kalman maa ha været kristen. Han udvandrede i følge med Ketill Bresesøn, Jørund den kristnes far og Aasulv Alskiks morfar. Men saa kom han til Island og levede mellem hedenske folk. Selv kunde han sagtens hverken læse eller skrive. Han havde vel heller ingen ydre ting, som kunde minde ham om hans tro. Hvad under da, at han faldt tilbage i hedenskabet og endog blev hauglagt! Hans søn Sturla byggede et hedensk tempel, blev gode og ofrede til Æserne. Men kristendommen havde dog ikke ganske mistet sin magt over ætten. Sturla havde en søn Bjarne. Han havde engang en strid med Rolv, Illuges far, om en landtunge. Da mindedes Bjarne sine fædres tro og lovede at gaa over til kristendommen, hvis han vandt. — Vi maa mindes, at dette er før kristendommens indførelse. — Da brød Hvitaa sig et nyt leie, saa tungen blev landfast med Bjarnes eiendom, og Bjarne tilegnede sig denne. Til tak lod Bjarne sig døbe, byggede en kirke og holdt vel fast ved sin kristendom. Merkelig er især Landnaamaboks udsagn om, at Bjarne Sturlassøn lod sig døbe (Bjarni Sturluson tók skírn). En skulde næsten tro, at der ned gjennem hele det 10de aarh. paa Island har været mænd, som udførte geistlige forretninger. Dette er dog kanske en for dristig slutning.

Den ovenfor nævnte landnaamsmand Kalman havde en bror ved navn Kylan (II. k. 1.) Dette er, har vi hørt, det irske navn Coelán. Ogsaa Kylan har vel været kristen, om dette end ikke udtrykkelig siges i Landnámabók.

Til de mægtigste og høibyrdigste islandske nybyggere hørte landnaamskvinden Aud[45]. Hun var selv datter af Ketill Flatnev og havde været gift med Dublinkongen Olav Hvite. Hendes søn var vikingekongen Torstein Røde. Efter dennes fald forlod Aud Skotland og drog til Island. Ombord paa sit skib havde hun, fortæller Landnámabók, 20 frie mænd (XX karla frjálsa). Jeg skal her nævne en del af hendes ledsagere: Koll eller Dala-Koll, gift med en datter af Torstein Røde, Erp, søn af den skotske Meldun jarl, som med sin mor, den irske kongedatter Myrgjol, fulgte Aud. — Erpr er et nordisk navn; men Meldan og Myrgjól er keltiske. — Fremdeles Ketill og Hǫrdr samt Auds frigivne, Vívill, Hundi (skotskr at kyni) og Sǫkkolfr.

Af Torstein Rødes døtre blev Torgerd gift med Dala-Koll, den navnkundige Olav Paas farfar; en anden datter Torhild blev gift med Øistein Meinfret; en tredje Osk blev gift med Hallstein Gode. Selv boede Aud hos sin sønnesøn Olav Feilan; dennes tilnavn feilan er det irske navn Faelan og har vel været Olavs daabsnavn. Aud var selv døbt og vilde ikke jordes i uindviet jord. Derfor lod hun sit lig lægge ude i fjæren. Auds æt og de, som kom sammen med hende, var vel ogsaa kristne. Deres tro sad dog ikke saa dybt; for efter Auds død mistede de sin tro, siger Landnámabók. Eller rettere, deres tro gik over til en slags overtro. Aud forrettede nemlig sine bønner paa et sted, som kaldtes Krosshólar. Der havde hun ladet reise et kors. Senere viste hendes efterkommere haugene megen tilbedelse. De indrettede hørg eller et hedensk offersted dér og trodde, at de efter sin død kom ind og levede i haugene. Før Auds sønnesøns søn, den navnkundige høvding Tord Geiler, tiltraadte sin stilling, blev han ligeledes ført op i holerne. Kristendommen vedblev saaledes ogsaa for Auds efterkommere at ha sin betydning. Og der var vel ingen, som var kommet til Island med et større følge af slægt, venner og frigivne end Audr in djúpúgða eller "Aud den dybtænkte", som hun kaldtes.

Torstatuett, funnet ved Kristness på Island. Her bodde Helge den magre, som dyrket både Krist og Tor. Figuren er af bronse og stammer fra 900-tallet. (Illustrasjon fra Nordboernes gamle tro. Copyright: © Carsten Lyngdrup Madsen, 2011.)

Indgiftet i Ketill Flatnevs æt og selv en af de mægtigste og fornemste landnaamsmænd paa Island var Helge magre (Helgi enn magri[46]. Han var født i Irland og opfostret paa Suderøerne; hans mor skal ha været datter af den irske konge Kjarvalr (Cearbhall). Om Helge fortælles det, at han var meget blandet i troen. Han trodde paa Kristus, men paakaldte Tor ved sjøfærder og foretagender, som krævede mod og aandsnærværelse. Før han drog til Island, spurgte han saaledes Tor tilraads; men den gaard, han byggede, kaldte han Kristnes. "Blandet i troen" ligesom Helge selv var vel ogsaa hans nærmeste slægt, f eks. den høibyrdige Hámundr heljarskinn, som var gift med hans datter Ingunn og kom til Island sammen med ham; ligesaa Helge magres bror, landnaamsmanden Snæbjǫrn[47].

Endnu en landnaamsmand var gift med en af Ketill Flatnevs døtre, nemlig Ketill enn fitlski d. e. "Ketil faavetting". De hedenske Islændinger kaldte ham saa, fordi han var kristen (hann var vel kristinn, því kǫlluðu heiðningiar hann Ketill en fitlska)[48]. Ketil tog land i det sydvestlige Island og bodde paa gaarden Kirkjubær. Denne gaard blev kaldt saa, fordi irske munke eller paper før havde boet dér. Sagtens har der vel ogsaa fra disses tid staat en af de smaa og primitive irske kirker paa gaarden. Folk trodde, at paa Kirkebø kunde ingen hedning bo. Det fortaltes, at efter Ketills død vilde en af egnens folk ved navn Hildir flytte did; men før han kom til gaardstunet, styrtede han død om. Der er al grund til at tro, at Ketills ætlinger ogsaa holdt fast ved kristendommen, da vi aldrig hører om at gaarden blev forladt og da hedninger, som nævnt, ikke turde bo dér. Men ialfald kan ingen tvile paa, at minder om kristendommen og kristen overlevering har levet videre paa Kirkebø, og at gaarden i folkets øine, i sagn og i tale har staat som et heliigt sted. Her blev der nemlig senere i middelalderen, i 1186, oprettet et nonnekloster af Benediktinerordenen (Kålund I, 315).

Ved siden af disse kristne nævner Landnámabók ogsaa et par landnaamsmænd, som havde forkastet troen paa guderne og ikke vilde blote, nemlig Bersi fjoðlauss, "Berse den gudløse" (II, k. 4) og Hallr goðlauss, søn af Helgi goðlauss; om disse heder det, at de ikke vilde blote, men trodde paa sin kraft (I, k. 1 1). Om landnaamsmanden Ingulvs fosterbror Hjorleiv fortælles det ligeledes, at han aldrig vilde blote (I, k. 6). — Ingulv var derimod en ivrig blotmand. Under indflydelse af kristendommen maa det vel ogsaa være, at en landnaamsmand Ásgeir kneif af egen drift (sjalfráði) ophørte at blote[49]. — Alle disse mænd har vel, før de udvandrede til Island, opholdt sig i Vesterlandene, hvor de under paavirkning af kristendommen og af Vestens kultur har mistet troen paa sine gamle guder.

Folk kan indvende, at de var ikke mange i tal, disse landnaamsmænd, om hvem det udtrykkelig siges, at de var kristne, imod de mange, som fremdeles blotede til Æserne. Men vi maa ikke her bare dømme efter tal. En mand, som kom alene i en liden skute, kanske fulgt af en træl eller to, og fik lov til at ta land i en høvdings landnaam imod at sogne til hans godord og være hans lydige undergivne, en slig mand og hans tro eller vantro veiede lidet mod en kvinde som Aud eller landnaamsmænd som Helge magre og Ørlyg den gamle. Aud var jo, kan vi næsten sige, fører for et helt stort indvandringstog, hvoraf visselig de fleste var kristne, særlig da hendes mange og ofte høibyrdige keltiske frigivne og hendes egne barnebarn. I det hele gjælder det om alle de kristne landnaamsmænd, som Landnámabók nævner, at de hørte til Islands høibyrdigste og mægtigste. De var høvdinger, som kom fulgt af mange mænd, som havde magt og hvis ord gjaldt noget i bygden. Og de, som Landnáma nævner ved navn, var ikke de eneste. Denne vor fyldigste kilde til Islands ældste historie siger jo med rene ord, at de fleste af de landnaamsmænd, som kom fra Vesterlandene — og de var ikke faa — , at de bekjendte sig til kristendommen. Der er derfor al grund til at tro, at kristendommen lige fra den første landnaamstid har spillet en rolle paa Island og havt sin betydning for folkets udvikling. Og den ældste islandske kristendom var, — det maa vi ikke glemme — , hverken frankisk eller angelsaksisk: den var keltisk, den sidste spire af den vidtforgrenede og mægtige missionsvirksomhed, som udgik fra og havde sit midtpunkt i Columba's hellige ø Iona. Dernede paa Hebriderne begyndte Nordmænd og gælisktalende Kelter for noget andet sted at smelte sammen til ett folk med én kultur. Som konge over Hebriderne herskede alt ved midten af det 9de aarh. (han døde i 851) en mand, som selv bar et nordisk navn, nemlig Gofraidh mac Feargusa[50]. — Gofraidh er det nordiske Gudrød (Goðfroðr) ; Fergus er derimod et irsk navn. — Og Hebriderne kaldes alt ved denne tid "de fremmedes (d. e. Nordboernes) øer". Her paa Hebriderne fik paa Harald Haarfagres tid Ketill Flatnevs æt sin indvielse i kristendommens lære, og her, sandsynligvis i selve Ionas kloster, blev Ørlyg den gamle opfostret hos "den hellige biskop Patrik". Ogsaa senere synes Hebridernes befolkning at ha været halvt nordisk, halvt keltisk, et blandingsfolk, ikke bare i race, men ogsaa i kultur.

I første halvdel af det 10de aarhundred bar, skal vi tro fortællingen om Cellachan af Cashel, dronningen i Dublin eller ialfald en af de første høvdingers hustruer dér, navnet Mur. Hun var datter af en høvding eller konge paa Hebriderne, der ligesom sin datter har et irsk navn (Mor ingen Ædha meic Echaig ingen righ innsi gal, d. e. "Mór, datter af Ædh søn af Echu, datter af kongen over Hebriderne"). Samtidig kjæmpede der paa Nordboernes side i Limerick og mod Irerne høvdinger fra Hebriderne. Den ene bærer det keltiske navn Morann ("Den skjæggede Morann, søn af flaadekongen af Lewis")[51].

Intet under derfor, at Dublins konge Olav Kvaaran efter det ulykkelige slag ved Tara (980) drog paa pilgrimstog til Columba's hellige Iona, og ikke til Armagh eller Clonmacnois eller andre af Irlands navnkundige valfartssteder. Iona var det ældste midtpunkt for Nordboernes kristendom ikke bare i de keltiske lande, men ogsaa paa Island. Senere kom en ny og mægtigere kristendommens bølge fra Norge og skyllede over Island. Men de irske paper, som i sine aabne baade trodsede storm og havets farer, og landnaamsmændene, som paa Suderøerne havde lært kristendommen at kjende, de havde banet veien for Islands fuldstændige omvendelse. Derfor er ogsaa de ældste kirkelige udtryk paa Island, bagall og papar, af irsk oprindelse.

Vi maa heller ikke tro, at kristendommen i det 10de aarhundred var ganske forsvundet fra Island. Blant de ætter, som bevarede kristendommen, maa især fremhæves Ørlyg gamles, Ketil Breses, Aasulv Alskiks og Ketill den fivlskes[52]. Men sagaerne nævner ogsaa andre Islændinger fra det 10de aarh., som maa ha været kristne forud for den tid, da kristendommen blev vedtat paa Island. Allerede P. A. Munch har sét dette (Det norske folks hist. L,, s. 278). Han siger bl. a.: "At der dog fandtes flere kristne, om de just ikke nævnes, maa anses som afgjort. Man skulde næsten ogsaa formode, at disse enkeltstaaende kristne just som saadanne var sandere kristne og mere gjennemtrængt af kristendommens aand, end mange af dem, der et aarhundrede senere, efterat kristendommen var blevet oftentlig antaget, bekjendte sig til den." Munch gjengir derpaa efter Vaapnfirdingasaga (s. 6 ff.) den vakre fortælling om handelsmanden Torleiv kristne (Þorleifr hin kristini), som efter hans beregning har levet omkr. 960 — 970. Torleiv søger at hindre uret, som øves mod ham uvedkommende mænd. Han nægter at betale skat til bygdens hedenske hov (hoftollr), men viser alligevel gjæstfrihed og venlighed mod de mænd, som vil indkræve denne efter hans mening uretfærdige afgift hos ham. Han er en mand, som ved sin opførsel endog vækker hedningernes beundring. Blant andre kristne Islændinger kan nævnes en ved navn Kalv (Ljosvetningas., k. 28) og en anden ved navn Torvard, søn af Spakbodvar[53], som begge maa ha været kristne før aar 1000.


__________


Hvad jeg i det foregaaende har anført, er ikke meget. Men det er dog, haaber jeg, nok til at vise, at kristendommen, lige fra den første landnaamstid og indtil den i aar 1000 ved lov blev vedtat, aldrig har været helt forsvundet fra Island. Der har ikke, det er sandt nok, været meget missionsvirksomhed. Kristendommen har virket mere i det stille, gjennem samtale, naar folk langveisfra mødtes til gilde, og særlig paa Altinget. Derved har den lidt efter lidt omdannet sind og tanker. Men de kristne forestillinger, som i det 10de aarhundred var tilhuse paa Island, var vist ikke meget rettroende. Der var mere af overtro end af virkelig tro. Det var ydre symboler, som dyrkedes, mens kristenlærens trossætninger glemtes. Men netop derigjennem kom kristendom og hedenskab paa Island ikke til at staa som modsætninger og kunde derved saa meget lettere virke paa hinanden.

Denne blanding af kristendom og hedenskab, som vi saaledes kan følge paa Island, havde sikkerlig i endnu høiere grad hjemme hos Nordboerne paa de Britiske Øer. Jeg er alt kommet ind paa dette æmne under min omtale af de northumbriske mynter. Her skal jeg kun i faa ord gjenta og præcisere min opfatning. De fleste af de Nordboer, som havde bosat sig fast paa de Britiske Øer, særlig paa Hebriderne og i Northumberland, var alt ved aar 900 kommet i nærmere forbindelse med kristendommen. Mange var blit kristne, og i løbet af det 10de aarhundredes første halvdel blev endnu flere det. Men disse vikinger, som var blit døbt ofte i flokkevis og efter én eller to ugers kristendomsundervisning, hvad kjendte de til kristendommens væsen! De hørte nok om Hvite Krist og om korset, om Gud Fader og om enkelte store helgener som Patrik og Columba. Men de maatte, ifølge sit hele udviklingstrin, opfatte dem som guder, af samme art som, om end mægtigere end de gamle Æser. Derfor kom de naturlig til at blande begge trosbekjendelser sammen. Derfor ser vi paa de northumbriske mynter kristne og hedenske symboler side om side. Derfor ser vi paa Gosforth-korset i Northumberland baade kristne og hedenske billeder. Derfor er billedstenene paa Isle of Man kors med kristne indskrifter og ønsker for den afdødes sjælefrelse; men de billeder, som smykker stenene, er hedenske og fremstiller heltens liv i Valhal og hans kamp ved Alfaders side ved dagenes ende. Derfor beder mænd som Helge den magre snart til Kristus og snart til Tor. For det 9de og 10de aarhundredes Nordboer, som havde færdedes i Vesterlandene, var der intet gabende svælg mellem kristendom og hedenskab. Helge magre havde, kan vi næsten sige, optaget Kristus, og Ørlyg den gamles æt havde optaget den hellige Columba blant sine guder, paa samme maade som keiser Alexander Severus, dengang da kristendommen havde gjennemsyret Romerriget, gav Abraham og Kristus plads mellem sine husguder og endog tænkte paa at optage Kristus i gudernes tal. Det gaar sjelden eller aldrig slig, at et folk med én gang gaar over til en ny tro. Jordbunden beredes lidt efter lidt. Gammelt og nyt blandes sammen, det gamle paavirkes af og omformes under indflydelse af det nye, før det nye naar frem til endelig seir. Saaledes gik det i Romerriget under keisertiden; saaledes gik det i Arabien før Muhameds fremtræden; saaledes gik det i Mellemeuropa før reformationens gjennembrud. Havde ikke Nordboerne, og særlig Islændingerne paa deres fjærne ø, hvor ingen ydre vold kunde tvinge dem, i vikingetiden været paavirket af kristne forestillinger, vilde de ikke saa snart og saa let ha opgit troen paa sine gamle guder.

Landnåmsmennene

Sagan Landnama Um Fyrstu bygging Islands af Nordmoennum. Skalhollte, Hendrick Kruse, 1688.

Jeg har søgt at vise, at kristendom og vesterlandsk kultur har havt sin betydning for Island lige fra den tid, da landet først blev bygget. For at maale rækkevidden af den vesterlandske indflydelse er det dog nødvendigt at undersøge, hvorfra de islandske landnaamsmænd kom. Guftbrandr Vigfusson i "Safn til sögu Íslands " har allerede fremhævet, at en stor del af Islands fornemste landnaamsmænd kom fra Vesterlandene eller havde slægt dér.

Faa aar efter Vigfusson er P. A. Munch i sin fortale til den Manske krønike (Se også Chronica Regum Manniae) kommet ind paa den samme tanke. Han siger om Landnámabók, at hvis vi gjennemgaar dette merkelige verk grundig, vil vi finde, at af de fire hundrede vigtigste nybyggere, som delte hele øen mellem sig, kom de største og mægtigste og de, som førte de talrigste familier med sig, ikke direkte fra Norge, men fra de skotske øer, hvorhen de først var udvandret fra sine gamle odelsjorder i Norge. Munch formoder endog, at naar der ikke fortælles noget særskilt om en landnaamsmand i tiden mellem hans udvandring fra Norge og hans bosættelse paa Island, saa kan vi gjætte paa, at han har opholdt sig nogen tid paa de vestlige øer eller i Irland. "For Islænderne er derfor", siger Munch, "øerne paa Skotlands vestkyst deres races vugge i endnu høiere forstand end moderlandet Norge. "

Senere har J. E. Sars i sin "Udsigt over den norske historie" (I, 179) optat denne paastand. Han siger: "Landnaambok opregner i det hele et antal af 400 landnaamsmænd . . . Alle nybyggerne var paa nogle faa (skotske og irske) og et par svenske eller gautske kolonister nær — Nordmænd eller af norsk æt. Men halvparten af dem, eller vel saa det, kom ikke umiddelbart fra Norge, men fra de norske kolonier i Vesterlandene, hvor de tildels allerede længe forud havde været bosat og havt besiddelser."

Mod Sars, Munch og Vigfusson har Finnur Jonsson optraadt i sit hovedverk "Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie" (II, 188). Han siger: "Som det tidligere er fremhævet, blev Island for allerstørste delen bebygget og befolket fra Norge. Dette maa fastholdes. Det er fuldstændig urigtigt og uforklarligt, naar G. Vigfusson (jfr. J. E. Sars, Udsigt) ytrer, at godt og vel halvdelen af landet var befolket vestan um haf, d. e. af folk, der var komne fra de vestlige øer, efter at have opholdt sig der i en længere eller kortere tid, eller endogsaa var fødte der. Efter en optælling af de i Landnáma nævnte "landnaamsmænd" og de der i hovedteksten givne oplysninger om deres herkomst er der omtr. 90, der udtrykkelig siges at være komne fra forskjellige egne i Norge, mest fra vestkysten lige fra Agder og helt op til Haalogaland og Lofoten. Hertil kommer omtr. 55, der siges at have været "norske" og som maa antages at være komne direkte fra Norge. I andre kilder, ja i enkelte recensioner af Ldn., vil man om nogle kunne finde nærmere og bestemtere oplysninger. Omtr. 160—70 nævnes uden nærmere betegnelse, men ogsaa disse maa henføres direkte til Norge; i andre kilder vil man da ogsaa finde nogle af disse betegnede som indvandrede fra Norge. Det blir ialt godt og vel 300, hvortil kommer 5 svenske og danske udvandrere. I modsætning hertil er der kun ialt 36, der siges at være komne fra Suderøerne, Irland, Katanes og England, hvoraf dog flere var ret tilfældige vikinger. Der er altsaa omtr. 1/9 af det hele antal, der bevislig er kommet i berøring med de vestlige lande før bosættelsen paa Island." Til Finnur Jonsson har nu sidst Mr. W. A. Craigie sluttet sig i en artikel "Notes on the Norse-Irish Question"[54], hvor han tar til gjenmæle mod min afhandling "Nordisk sprog og nationalitet i Irland"[55]. — Jeg vilde ønske, at en mand, der som Mr. Craigie forener kundskaber i oldnorsk og desuden er bosat i England, vilde bruge disse sjeldne egenskaber netop til at opspore forbindelser mellem den islandske og Vesterlandenes kultur, istedenfor uden videre at slutte sig til dem, som søger at gjøre forbindelsen saa betydningsløs som muligt.


__________


En fremstilling fra nyere tid av de første norrøne nybyggerne på Island. Maleri av Johan Peter Raadsig, 1850.

Vi ser saaledes, at spørgsmaalet om hvorfra Island blev bebygget endnu ikke er løst. Jeg skal i det følgende søge at gi min egen mening om sagen. Dette gjør jeg bedst og sikrest ved at opregne de landnaamsmænd, som maa være kommet fra Vesterlandene eller havt forbindelser der. Min fortegnelse er ikke alfabetisk. Jeg følger Landnámabók.

Før Island blev bebygget, kom en mand ved navn Garðarr Svavarsson til øen. Han var svensk af æt, men maa ha havt forbindelse med de Britiske Øer. Den gang han fandt Island, var han nemlig paa vei til Suderøerne for at hente sin hustrus fædrenearv (Ldn. I, k. i). Jeg nævner Gardar i denne forbindelse, da hans søn Une (Uni) efter Harald Haarfagres tilskyndelse senere kom til Island og søgte at gjøre sig til herre over øen. Sammen med Gardar var paa hans første reise en mand ved navn Náttfari, som siden bosatte sig paa Island (III, k. 19).

De to første mænd, som virkelig bosatte sig paa Island, var fosterbrødrene Ingulv og Leiv eller Hjerleiv. Om den sidste fortæller Landnáma (I, k. 5): "Hjorleiv herjede videnom i Irland og fik dér meget gods. Dér tog han ogsaa 10 træler, som hed Duvtak (Dufþakr), Geirrød (Geirrøðr), Skjaldbjørn (Skjaldbjǫrn), Haldor (Hallðórr) og Dravdrit (Drafdritr); flere er ikke nævnt ved navn." Navnet Dufþakr er, som jeg før har nævnt, det irske Dubhtach. Første del af Drafdritr er ifølge Whitley Stokes sandsynligvis det irske drbabh, "affald, skolmer". De andre navne er helt nordiske. Vistnok blev Hjørleiv siden dræbt af sine træler og derpaa blev hans træler dræbt af Ingulv; men Hjørleiv maa dog regnes med blant landnaamsmændene, og af han har havt forbindelser i Vesterlandene, derom kan der ikke være tvil. Ogsaa Ingulv var i sin ungdom sammen med Hjørleiv paa vikingetog og havde visselig været i Vesterlandene.

Jeg har før nævnt landnaamsmanden Hallr goðlauss, søn af Helgi goðlauss (Ldn. I, k. 11) og sagt, at tilnavnet "den vantro" synes at tyde paa forbindelse med Vesterlandene. Ligeledes har jeg talt om Ketill Flatnev, hvis æt hørte til de anseligste paa Island. Knapt nogen af landnaamsmændene stod i saa nær forbindelse med de Britiske Øer, særlig med Suderøerne og Irland, som denne æt. Den første af Ketill Flatnevs barn, som nævnes i Landnáma, er Helgi bjóla (I, k. 11). Som jeg alt har nævnt, er hans tilnavn det irske Beolan.

Fra de Britiske Øer kom ogsaa Helges søskendebarn, den før omtalte Ørlyg Hrappssøn, som havde været opfostret hos "den hellige biskop Patrik paa Suderøerne". Ørlyg havde, siger Landnáma, mange barn; to sønner og én datter nævnes ved navn (I, k. 12). Blant disse opføres Valþjófr som en selvstændig landnaamsmand (I, k. 13).

Sammen med Ørlyg kom der ud fire andre landnaamsmænd, nemlig hans fostbroder Kollr, Þorbjǫrn (ell. Þórólfr) spǫrr og brødrene Þorbjǫrn talkni og Þorbjǫrn skúma, sønner af Bǫðvarr blóðdruskalla. Alle disse mænd maa ogsaa være kommet fra Suderøerne. Som særskilt landnaamsmand opføres (II, k. 25) Torbjørn (ell. Torulv) spør's søn Knjúkr (ell. Nesja-Knjúkr). Han har vel været voksen alt, da hans far kom til Island.

I nærheden af Ørlyg og hans søn Valtjov bodde der en mand fra Caithness i Skotland ved navn Svartkell (Svartkell hét maðr. katneskr).

I følge med Floki Vilgerðarson, som var en af de første, som opdagede Island, var der en mand ved navn Þórolfr smjór. Floke var en stor viking og havde bl. a. en suderøisk mand ombord paa sit skib. Torolv nedstammede fra Færøernes første landnaamsmand Grim med det irske tilnavn kamban, til hvem Færøingerne efter hans død blotede. Torolv maa, baade fordi han fulgte Floke og paa grund af sin herkomst, ha staat i forbindelse med de Britiske Øer. Torolv smør havde en søn ved navn Auðunn rotinn, som blev gift med en datter af Helge magre og bosatte sig paa Island (III, k. 16). En søn af Torolvs søn Solmund ved navn Þorsteinn hørte ogsaa til de islandske landnaamsmænd (I, k. 14). Hele denne slægt har visselig havt slægt paa og forbindelse med de skotske øer.

Ikke langt fra disse mænd, i Borgefjordssyssel, bosatte der sig ogsaa flere andre, som kom fra de Britiske Øer. Først den irskfødte Avangr (Avangr hét maðr, írskr af kýni, V, k. 14). — Navnet kommer vistnok af det irske abac, "dverg". — Dernæst to brødre, som tog hele Akranes, nemlig Þormóðr og Ketill (I, k. 15). De var sønner af en mand ved navn Bresi (det keltiske Bress?) og "drog fra Irland til Island". I følge med dem (jfr. II, k. 1) var ogsaa en mand ved navn Kalman, som siges at ha været irsk af æt og først at ha boet paa en gaard ved navn Katanes (Kalman var ok írskr... ok bjó fyrst í Katanesi). Denne Kalman (irsk Colmán) har vel været en Gæler, som oprindelig hørte hjemme i Caithness eller Katanes i Skotland.

Dattersøn af Ketill Breseson og søn af en irsk far var den før nævnte kristne Ásolfr alskik, som kom til Island i følge med 11 culdeer (I, k. 15). — Tilnavnet alskik er ikke nordisk; men jeg er ikke istand til at forklare det.

I Ketill Bresesøns landnaam tog ogsaa en mand ved navn Bekan land (I, k. 16). — Beka er, som jeg for har nævnt, det irske navn Becan.

Paa disse kanter, i Skallagrim Kveldulvssøns landnaam, tog en mand ved navn Þorgeirr meldun land (I, k. 19). Han maa ogsaa være kommet fra Skotland eller Irland og, skulde jeg tro, være døbt dér. Hans tilnavn meldun er nemlig det almindelige irske navn Mael-Duin.

Blant dem, som tog land i Skallagrims landnaam, var ogsaa en mand ved navn Óleifr hjalti (I, k. 20). — Forklaringen af denne mands tilnavn er ikke sikker. Men det kan muligens, uagtet Hjaltr forekommer i betydningen "Hjaltlænding", betyde det samme. — Er denne forklaring rigtig, er den ætstore og kloge Oleiv, som han kaldes i Egils saga (k. 29), kommet til Island fra Shetlandsøerne.

Landnåmet i Vestfjordene

Krusifiks fra Vestfjordene på Island. Skåret av drivtømmer. Ikke tidsfestet. (Illustrasjon fra Nordboernes gamle tro. Copyright: © Carsten Lyngdrup Madsen, 2011.)

Efter at ha talt om disse landnaamsmænd gaar jeg over til at tale om de mænd, som bosatte sig i Vestfírðinga fjórðungr. Blant disse kan nævnes den før omtalte Kalman. Videre dennes bror Kylan (II, k. 11|. — Navnet Kylan er en gjengivelse af det irske navn Coélan.

Jeg har ogsaa tidligere talt om landnaamsmanden Bersi godlauss (II, k. 4) og nævnt, at hans tilnavn synes at vise, at han paa en eller anden maade har staat i forbindelse med Vesterlandene.

Blant de mange Nordmænd, som under Harald Haarfagres regjering udvandrede til Suderøerne, var ogsaa en af hans hirdmænd ved navn Vale den sterke (Vali enn sterki) Il, k. 6. Tre af Vales sønner udvandrede igjen fra Suderøerne og drog til Island; deres navne er Atli, Alfarinn og Auðunn stoti. De maa allerede ha været ældre folk, da de drog til Island. Som landnaamsmand ved siden af Atle nævnes nemlig dennes søn Aasmund (Ásmundr). I modsætning til Ketill Flatnevs efterkommere maa Vale den sterkes æt ha været hedensk. Aasmund blev nemlig efter sin død hauglagt og lagt i et skib med en træl ved sin side. Ogsaa med Irland maa Vales æt ha staat i forbindelse. Auðunn stoti var nemlig gift med Myruna, datter af Maddad Irekonge (Auðunn átti Myrúnu, dóttur Maddadar Írakonungs[56]. — Maddadr er samme ord som det irske maddadh, "hund", hvoraf det almindelige irske navn Madadhán er afledet. Med Myrúna kan det irske mandsnavn Muirenn maaske sammenlignes.

I Hauksboks version af Landnáma heder det om Audun: hann átti Myrúna dottur Biadmaks Írakonungs. Bladmakr er ogsaa et irsk navn, det samme som det irske mandsnavn Blathmac.

En mand, som gjennem hele sin slægt stod i forbindelse med Vesterlandene, var Bjørn austrøne (Bjǫrn enn austræni), søn af Ketill Flatnev (II, k. 11). — Bjørn blev, har vi hørt, hjemme i Norge, da hans far drog til Suderøerne, og var den eneste af Ketills barn, som ikke var døbt. Han maa dog tas med i denne forbindelse. Efter at hans far havde gjort sig uafhængig paa Hebriderne, blev Bjørn gjort utlæg og maatte flygte fra Norge. Han drog da over til Hebriderne, hvor han skal ha ophoidt sig i to aar (Eyrbyggja saga, k. 6). Men Bjørn likte sig ikke paa Hebriderne, mest fordi hans frænder var gaat over til kristendommen, og udvandrede derfor til Island, hvorhen hele hans slægt snart skulde følge ham. Ogsaa paa en anden maade stod Bjørn austrøne i forbindelse med Vesterlandene. Hans hustru hørte vistnok hjemme paa Suderøerne. Hun hed Gjatlaug, var datter af en mand ved navn Kjallakr og søster til Bjørn den sterke. Dennes søn Kjallakr udvandrede ogsaa til Island[57]. — Navnet Kjallakr er, har vi hørt, det samme som det irske Cellach eller Ceallach. Bjørn austrønes efterkommere glemte heller ikke sin herkomst. De var vikinger og herjede paa de Britiske Øer, hvor Bjørns sønnesøn Ottar bl. a. vandt en irsk kongedatter og blev gift med hende. — Hun kaldes Niðbjǫrg, et nordisk navn, og var datter af kong Bjulan (det irske Beolan) og Kaðlin, som efter Whitley Stokes's forklaring er det irske Catilin (= Catharina). Denne Kadlin skal ha været datter af Ganger-Rolv.Er der noget sandt i denne fortælling, skulde jeg næsten tro, at kong Bjolan er den samme som Beolan Litill, der var høvding i Limerick og blev dræbt i 969[58]. Denne mands navn er irsk ; men tilnavnet er nordisk (oldn. litill = "liden"). Og Nidbjørg maa, det viser navnet, netop ha været datter af en slig halvt nordisk, halvt irsk høvding.

Jeg har flere gange tidligere talt om landnaamskvinden Aud, Ketill Flatnevs datter og Dublinkongen Olav Hvites hustru. Hun kom til Island sammen med sin sønnesøn Ólafr feilan og dennes tre søstre. Desuden skal hun ombord paa sit skib (hun maa dog visselig være kommet med flere skibe) ha havt 20 fribaarne mænd (II, k. 15). Alle disse, foruden en række frigivne, fik land af Aud, og alle kom de fra Skotland, hvor Aud havde holdt til indtil hendes søn Torstein Rødes fald. Flere af dem, som fik land af Aud eller kom i hendes følge, men blev selvstændige landnaamsmænd eller gaardeiere, nævnes ved navn i Landamabok.

Først og fremst Kollr, ogsaa kaldet Dala-Kollr (II, k. 16 og 18). Han var Auds betroede mand og var selv gift med en af Torstein Rødes døtre, Torgerd. Dala-Kolls sønnesøn var den navnkundige høvding Olav Paa, hvis mor var den irske kongedatter Melkorka (= irsk Mael-Curcaigh). Videre Auds frigivne Erpr, søn af Meldun jarl i Skotland (Melldun er, som vi har hørt, det irske Mael-Duin).

Blant Auds skibsfæller og blant dem, som fik land af hende, var ogsaa en ved navn Ketill, som bodde paa Ketilsstaðir i Hǫrdadalr (i Dala syssel), og en anden ved navn Horðr efter hvem denne dal er opkaldt (II, k. 17). Endvidere Auds frigivne Vífill, som kaldes kynsæll ok rikr ("ætstor og mægtig"). En anden af sine frigivne ved navn Hundi, som var skotsk af æt (skotskr at kyni) gav Aud "Hundadal". — Navnet Hundi er nordisk, men kan være oversæltelse af et irsk navn. En tredje løising hed Sǫkkolfr, ham gav Aud Sokkolfsdalr (II, k. 17).

Jeg har nævnt, at en af Torstein Rødes døtre var gift med Dala-Koll; de to andre blev gift med Øistein Meinfret og Hallstein Gode; om disse mænd ogsaa har staat i forbindelse med de Britiske Øer, ved jeg ikke. Aud opfostrede selv sin sønnesøn Ólafr feilan, som vel var et barn, da han kom til Island ; — tilnavnet feilan er det irske navn Faelan. — Olav feilan blev gift med Álfdís in hareyska, datter af Konall Steinmoðsson, søn af ǫlvir barnakarl (II, k. 19). — Konall er, som jeg alt har nævnt, det irske Conall. Han eller hans far maa en tid ha boet paa Shetlandsøerne; til denne gruppe hører nemlig Barrey. efter hvem Alfdis har faat sit tilnavn in bar(r)eyska. Senere maa Konall være flyttet til Island; hans slægt opregnes nemlig i Landnámabók (II, k. 19 og V, k. 11).

Til Auds kreds hørte ogsaa den før omtalte Kjallakr (irsk Cellach), hvis fars søster var gift med Bjørn den austrøne og som selv var stamfar til en talrig æt (II, k. 19).

Til Islands høibyrdigste landnaamsmænd hørte de to brødre Gjeirmundr heljarskinn og Hámundr heljarskinn, hvis far var konge over Hordaland. Begge brødrene maa, før de kom til Island, ha opholdt sig paa de Britiske Øer. Landnáma fortæller nemlig (II, k. 19): "Geirmund Heljarskinn var hærkonge; han herjede i vesterviking." Desuden havde han en træl med det irske navn Kjaran (= irsk Ciáran, II, k. 20). Haamund Heljarskinn var gift med Helge den magres datter Ingunn og kom sammen med sin maag til Island fra Suderøerne. Brødrenes æt maa ogsaa fra gammel tid af ha havt forbindelse med de Britiske Øer. Det fortælles nemlig, at de var sønner af Hjor Halvssøn med Ljuvvina, som var datter af Bjarmernes konge. Dette sidste er umuligt, da ingen Nordmænd endnu havde besøgt Bjarmeland paa den tid, da Geirmund og Haamund blev født. Ljuvina er et frankisk eller angelsaksisk navn, — hvilket, kan ikke afgjøres. Det er det samme som det i Tyskland og Frankrig i det 9de og 10de aarh. forekommende kvindenavn Leobuina og svarer til det meget almindelige angelsaksiske mandsnavn Leofwine[59]. — Denne kvinde, som kaldes Geirmunds og Haamunds mor, synes efter dette at ha hørt hjemme enten i England eller Frankrig.

Af Grettessaga (k. 3) ser vi ogsaa, at Geirmund Heljarskinn pleiede at ophoide sig paa Suderøerne. Han kaldes "den navnkundigste af vikingerne vesterpaa" (frægasfr af víkingum fyrir vesfan haf). Sammen med Geirmund udvandrede der ogsaa andre mænd fra Suderøerne til Island, nemlig Ulv den skeløiede (Úlfr enn skjálgi), hans frænde, som var gift med Helge magres søster, og Steinulv den laage (Steinolfr enn lági), søn af Rolv herse paa Agder (II, k. 19). I nærheden af Geirmund bosatte hans svigersøn, den før nævnte Ketill gufa sig, samt Geirleifr, Ulv Skjaalges brodersøn (II, k. 25), dennes fosterbror Armóðr enn rauði og Geirmunds frænde Ǫrn (II, k. 26). Alle disse mænd har sikkerlig staat i forbindelse med Vesterlandene. Geirmund selv optraadte med fyrstelig pragt og kaldes med rette den mægtigste af alle landnaamsmændene[60]. En af de ivrigste asadyrkere paa Island var landnaamsmanden Torolv Mosterskjæg (Þórolfr Mostrarskegg II, k. 12). "Han var en stor blotmand og trodde paa Tor." Før han udvandrede til Island, havde han været en mægtig høvding og tempelforstander paa Mosterøen. Men selv en mand som Torolv Mosterskjæg stod i forbindelse med de Britiske Øer. Han var ven af Ketill Flatnev og af dennes slægt, og da Bjørn maatte forlade Norge, skaftede han ham et langskib og gav ham sin egen søn Hallsteinn med paa reisen. Hallstein herjede siden i Skotland og blev gift med en datter af Torstein Røde. Efterat hans far var udvandret, kom han selv til Island og tog land ved Torskefjord og blev en mægtig høvding (II, k. 23).

Jeg har før nævnt landnaamsmanden Ketill gufa (II, k. 24). Han havde, før han kom til Island, været i vesterviking og havde med sig flere irske træler, ni i tal. — De har dog alle nordiske navne. — Tilnavnet gufa synes paa grund af betydningen ikke at kunne være det islandske gufa, "røg, damp"; det maa, som jeg før har nævnt, snarere være det irske goba, "smed".

Til de mange landnaamsmænd, som havde været i vesterviking, hørte ogsaa Án rauðfeldr (II, k. 26). Paa sine vikingetog kom Aan til Irland, hvor han blev gift med Grelǫð, datter af Bjartmarr jarl. — Navnet Bjartmar er nordisk; Grelǫð kan være en omtydning af et irsk navn. —

Ikke langt fra Aan Raudfeld laa landnaamet til en anden mand, som ogsaa maa ha staat i forbindelse med de Britiske Øer, nemlig Geiþjófr Valþjófsson (II, k. 26). Allerede mandens eget og hans fars navn vidner derom.

Valþjófr er, har vi hørt, Nordboernes gjengivelse af det angelsaksiske Wealhþeow, "den vælske træl*. Professor S. Bugge mener, at alle nordiske navne paa -þjofr er dannet som efterligninger af angelsaksiske navne paa -peow. Geirtjov tog land ved Arnarfjorden, hvor han gav flere steder navn. Selv bodde han ved den efter ham opkaldte Geirþjófsjfjǫrðr. Lige ved er der en anden arm af Arnarfjorden, som Geirtjov gav navn og kaldte Trostansfjǫrðr. Jeg har allerede nævnt dette navn og sagt, at det er sammensat med det piktiske navn Drostan. Men dette viser jo tydelig, at Geirtjov, som gav fjorden dette navn, selv maa ha været i Skotland.

Til de Nordboer, som fæstede bo paa Suderøerne og vandt magt og ære dér, hørte Øivind Austmand, som var gift med Rafarta[61], datter af den irske konge Kjarvalr (= ir. Cearbhall). Han havde to sønner, som begge drog til Island. Den ene var den navnkundige Helge den magre (Helgi inn magri), som var gift med Ketill Flatnevs datter (III, k. 12). Den anden hed Snæbjǫrn. Om ham har Landnáma ikke saa meget at fortælle som om hans bror. Men ogsaa han maa ha været en anselig mand. At han hørte hjemme paa Hebriderne er sikkert; dér bosatte nemlig — efter Landnáma — hans far sig med sin irske hustru.

Helge magre var en af de mægtigste islandske landnaamsmænd og kom med et stort følge af slægt og venner til Island. Han havde to sønner, Rolv og Ingjald, som begge fik land af sin far, og tre døtre. Den ene var, har vi hørt, gift med Haamund Heljarskinn; den anden blev gift med Gunnar, søn af lovgiveren Ulvljot, og en tredje med Torgeir. I Helges følge var desuden Auðunn rotinn, som nedstammede fra Færøernes første kolonist Grímr kamban. Allerede denne sidstes tilnavn viser, har vi hørt, hen til de keltiske lande. Auduns far hed Torolv Smør og var en viking, som ogsaa var kjendt paa de Britiske Øer. Han var bl. a. paa vikingen Flokes skib, da denne opdagede Island (I, k. 2). At Andun Roten har havt forbindelser i Skotland og Irland, kan der saaledes ikke være tvil om (III, k. 16).

Til Helges nærmeste venner hørte de to brødre Ásmundr og Ásgrimr, sønner af Ondott Kraaka. De var Harald Haarfagres svorne fiender og hørte til den kreds af norske høvdinger, som efter slaget ved Hafrsfjord holdt til paa Suderøerne. Senere drog de begge til Island, hvor Helge magre gav dem land (III, k. 15).

Landnáma siger ofte ikke, hvorfra de forskjellige landnaamsmænd stammede, men nævner undertiden, at de var "store vikinger". Dette er saaledes tilfældet med Hella-Bjǫrn. som var víkingr mikill (II, k. 31). Vi kan naturligvis af dette ikke med sikkerhed slutte, at manden har været paa de Britiske Øer; men dette er dog sandsynligt. For vikinger, som pleiede at ligge i Østersjøen, laa det fjærnt at udvandre til Island. Anderledes var det derimod for dem, som drog til de Britiske Øer.

Til de mange, som deltog i slaget ved Hafrsfjord mod Harald Haarfagre, hørte ogsaa Anund Træfot (Ǫnundr tréfotr, II, k. 32). Om ham fortælles der mere i Grettes saga (k. 1). Hans mors æt var fra Oplandene; men paa farssiden hørte han hjemme i Rogaland og Hordaland. "Ǫnundr var víkingr mikilll, ok herjaði vestr um haf", siger sagaen. Især var det ved Suderøerne han og hans fæller pleiede at ligge. Efter slaget ved Hafrsfjord drog Anund og hans fælle Þrándr mjóksiglandi igjen til Suderøerne og opsøgte Geirmund Heljarskinn og tilbød ham sin hjælp mod Harald Haarfagre. Men Geirmund turde ikke indlade sig paa dette, og enden blev, at de alle udvandrede til Island.

Samtidig med Anund Træfot kom ogsaa flere andre af hans venner til Island. Grettes saga viser os, at de alle tidligere havde holdt til paa Hebriderne. Disse landnaamsmænd nævnes paa forskjellige steder i Landnámabók; men for oversigtens skyld samler jeg dem alle paa dette sted. Først har vi Bálki Blæingsson, som tog land ikke langt fra Anund Træfot (II, k. 32). Ifølge Grettes saga var han Anunds fælle og herjede sammen med ham vesterpaa (Grettes s., k. i). Det samme var tilfældet med Orm den rige (Ormr auðgi)[62], som bosatte sig paa Vestmannaøerne.

Anunds fælle i slaget ved Hafrsfjord var den for omtaldte Þrándr mjóksiglandi. Han var halvbror af Øivind Austmand og havde det meste af sin slægt paa Suderøerne. Did drog han ogsaa, har vi hørt, efter Hafrsfjordkampen. Senere kom ogsaa han til Island (V, k. n). Han fik tilnavnet mjóksiglandi, fordi efter sin fars død "siglði hann or Suðreyum þá sigling er hann var mjóksiglandi af kallaðr", d. e. "den hurtig seilende*.

Til Anund Træfots venner paa Suderøerne hørte ligeledes Ófeigr grettir, sønnesøn af den navnkundige viking Ǫlvir barnakarl (V, k. 11). Ufeig drog til Island i følge med sin brodersøn Þormóðr skapti. Til denne høibyrdige æt hørte ogsaa Olav Feilans før nævnte hustru Alvdis den barrøiske. Endelig kan nævnes landnaamsmanden Hallvarðr sugandi (II, k. 29), som var med i slaget ved Hafrsfjord og siden var i vesterviking med Anund Træfot og Baalke Blæingsson.

Indgiftet i Ølver Barnakarls æt var Þorbjǫrn laxakarl, som havde ægtet hans sønnedatter Una (III, k. 11), samt Naddodd, Islands første opdager, som var gift med hans datter. Naddodd var en stor viking og holdt bare til paa Færøerne og i Vesterlandene. Hans to sønner, Brǫndulfr og Már, udvandrede ogsaa til Island, visselig fra Suderøerne, hvor hele denne kreds af mænd synes at ha havt sit hjem. Sønnesøn af Ølver var Hrolleifr. som ogsaa udvandrede til Island (V, k. 13).

En anden viking, som tog land i nærheden af Anund Træfot og dennes venner, var Þorbjǫrn bitra. Han var viking, men samtidig en ildgjærningsmand ("hann var víkingr ok illmenni" II, k. 32). Han voldte ogsaa paa Island megen fortræd og blev tilsidst dræbt. Hvorfra han stammede, siges ikke; men sandsynligheden taler for, at han ogsaa havde været i Vesterviking.

Landåmsmenn fra England og de britiske øer

Ikke bare fra de keltiske lande, ogsaa fra England kom landnaamsmænd til Island. Blant disse kan nævnes Auðunn skǫkull, sønnesøn af den engelske jarl Hunda-Steinar og af Aluv, Ragnar Lodbroks datter (III, k. i). Sammen med Audun kom til Island hans fælle Þorgils gjallandi, far af Torarin gode.

En af de mægtigste og anseligste landnaamsmænd var Ingemund den gamle (Ingímundr enn gamli), sønnesøn af hersen Ketill Raum[63]. Ingemund blev opfostret i Haalogaland, men drog siden paa vikingetog. Der sluttede han venskab og forbund med den tapre viking Sæmund den suderøiske (Sæmundr enn suðreyski). De vendte begge i følge tilbage til Norge, hvor Ingemund hjalp Harald Haarfagre ved Hafrsfjord. Sæmund derimod holdt sig udenfor kampen og vakte derved kongens vrede og maatte udvandre til Island (III, k. 6). Did kom senere ogsaa Ingemund selv, fulgt af sin maag Jǫrundr háls, og af sine venner Eyvindr sǫrkvir, Ásmundr og Hvati.

Alle disse mænd har sandsynligvis ligesom Ingemund selv staat i forbindelse med Vesterlandene. Blant Ingemunds træler nævnes én, som blev landnaamsmand, nemlig Friðmundr, som bosatte sig i Forsæludalen (Ldn.II, k. 3). Navnet Friðmundr er vistnok ikke nordisk, men angelsaksisk eller frankisk (Fredemund). Det kjendes nemlig ellers ikke hverken fra Norge eller Island.

I slægt med den før nævnte Sæmund den suderøiske var landnaamsmanden Hrolleifr, som kom til Island i følge med sin mor Ljot (III, k. 4). Rolleivs far hed Arnaldr og var bror af Sæmund. O. Rygh mener[64], at Arnaldr neppe er et oprlndelig nordisk navn. Det er snarest en gjengivelse af det fremmede "Arnold".

Ikke langt fra Ingemund bosatte der sig en høiættet mand ved navn Ærarr (III, k. 5). Han var dattersøn af Harald Guldskjæg i Sogn og fór til Island fra vikingefærder (Ævarr fór til Íslands or víkingu). Vi kan deraf med sandsynlighed slutte, at han har været paa de Britiske Øer. Uden at besøge Ornkøerne og Shetlandsøerne kom vel ialfald ingen mand fra vikingetog til Island. Ævar kom fulgt af sine to sønner samt af sin Irænde Gunnsteinn. Ævars søn Véfreyðr blev igjen vesterpaa, men kom ogsaa siden til Island og bosatte sig paa en gaard for sig selv. — Paa disse kanter bosatte ogsaa den før nævnte Þorbjǫrn med det irske tilnavn kolkan sig (III, k. 5).

En mand, som ogsaa maa ha staat i forbindelse med de Britiske Øer, var landnaamsmanden Eilífr ǫrn. Han havde nemlig en søn med det keltiske navn Koðrán (III, k. 6). Det samme var tilfældet med landnaamsmanden Þorðr, som paa farssiden nedstammede fra Ragnar Lodbrok. Selv var han gift med Torgerd, datter af Tore Hima og Fridgerd, som igjen var datter af den irske kong Kjarval (III, k. 10). Vi maa af dette ha lov til at slutte, at Tord før han kom til Island har opholdt sig paa de Britiske Øer, hvor han har faat sin halvt norske, halvt irske hustru. Hans fædreneæt synes nærmest at ha været svensk.

Ikke langt fra Tord bosatte der sig ogsaa en anden svensk mand, Friðleifr (III, k. 11). Hans fars æt hørte hjemme i Götaland; men hans mor var flamsk. Hun hed Bryngerðr, — forresten et nordisk navn. — Fridleiv og hans far maa ha hørt til de svenske vikinger, som i følge med Dansker og Nordmænd gjorde tog til Vesterlandene. Selv har han vel et eller andet sted i Skotland mødt Nordmænd og er i følge med dem udvandret til Island. Det samme var, skulde jeg tro, ogsaa tilfældet med en anden svensk landnaamsmand, som bosatte sig nær ved Fridleiv og Tord, nemlig Þordr knappr (III, k. 11). Han skal ha været søn af den svenske konge Bjørn paa Hauge, som igjen nedstammede fra Ragnar Lodbrok. Tord Knapp kom til Island paa samme skib som en mand ved navn Nafar-Helgi.

Disse svenskfødte mænd er sandsynligvis kommet til Island i følge med et par Nordmænd, som bosatte sig i nærheden af dem og som bevislig kom fra de Britiske Øer. Den ene bærer navnet Bárðr suðreyingr, "Baard fra Suderøerne". Den anden var Floki Vilgerðarson[65], den samme Floke, som selv var blant Islands ældste opdagere og var en stor viking (hann var víkingr mikill)[66]. Dengang da Floke opdagede Island, kom han først til Shetlandsøerne ; men han har vel ogsaa været paa Hebriderne; for der var, fortæller Landnáma, en suderøisk mand ombord paa hans skib.

Fra Vesterlandene kom sandsynligvis ogsaa UIfr víkingr og Ólafr békkr, som drog til Island paa samme skib[67]. Hvis tilnavnet er nordisk, maa det betyde "bænk" eller "bæk", hvilket synes lidet passende for et tilnavn. Derimod passer gammelirsk becc, "liden", hvoraf Bekan, (Békán) kommer, udmerket som tilnavn.

Til dem, som var knyttet til Aud og hendes slægt, hørte ogsaa Kampa-Grímr eller "Skjægge-Grim". Han var gift med en datter af Torstein Røde og drog fra Suderøerne til Island (III, k. 18). Kampa-Grims datterdatter var gift med en mand ved navn Þorgeirr Kadalsson (II, k. 18). Den samme Kadall var det vistnok, hvis datter Tordis blev gift med landnaamsmanden Haamund Heljarskinn's søn Tore (II, k. 16). Jeg har ikke kunnet finde denne Kadalls slægt. Men han eller hans far maa være kommet fra eller havt slægt i Skotland eller Irland. Kadall er jo, som vi har hørt, det irske Cathal.

De mænd, jeg i det sidste har nævnt, bosatte sig i det østlige Island. Her bosatte ogsaa to brødre sig, som var sønner af Þorsteinn hǫfði, herse i Hordaland. Den ene hed Eyvindr den anden Ketill (III, k. 19). Ogsaa disse brødre maa ha staat i forbindelse med Vesterlandene. En af Ketills sønner bar nemlig det keltiske navn Konáll (= irsk Conall).

Fra Orknøerne og Shetlandsøerne kom, har vi hørt, flere landnaamsmænd til Irland. Til disse hørte Þorir snepill og dennes skibsfælle Gautr (III, k. 17). Tore var en søn af Ketill brimill, som var en stor viking og udvandrede til Shetlandsøerne i følge med jarlen Torv-Einar[68]. Paa Shetlandsøerne maa følgelig Tore Snepil ha holdt til, før han drog til Island.

Fra Orknøerne kom den samme Torv-Einars dattersøn Einarr, som dog ikke længe havde opholdt sig paa øerne, og dennes fæller, de indfødte Orknøinger Vestmaðr og Vémundr (III, k. 20).

Flere landnaamsmænd, om hvem det siges, at de kom fra Norge, maa dog ha staat i forbindelse med de Britiske Øer. Dette er saaledes tilfældet med Hróaldr bjóla og hans fosterbror Eivindr vopni samt dennes bror Refr (IV, k. i). Det fortælles, at Øivind og hans bror blev uenige med Harald Haarfagre og drog fra Strinden til Island. Men Roalds tilnavn bjóla er det irske Beolan. Derfor maa han og sandsynligvis ogsaa hans fosterbror tidligere være kommet til Skotland eller Irland, hvor Roald er blit døbt og har antat navnet Beolan

En af landnaamsmændene hed Þorsteinn og bar det merkelige tilnavn trumbubein (W, k. 7). Hans tilnavn er vistnok afledet af ordet trumba, f. "t'rompet", som anses for at være laant fra det ensbetydende romanske "tromba". Vi maa vel af dette kunne slutte, at Þorsteinn trumbubein eller en af hans nærmeste havde været i Vesterlandene, i Frankrig eller England.

Fra England kom sandsynligvis ogsaa landnaamsmanden Þórðr skeggi. Han var sønnesøn af Bjørn Buna, Ketill Flatnevs far, og bror af landnaamsmanden, den kristne Ørlyg. Selv var han gift med to angelsaksiske kvinder, Vilborg Ósvaldsdóttir og Ulfrún Játmundardóttir (IV, k. 7). Baade Osvaldr og Jåtmundr er angelsaksiske navne (= ags. Osweald og Eadnmud). I Hauksbok kaldes Ósvaldr "konge" (konungr), medens Játmundr kaldes Englakónungr ("'Englændernes konge")[69]. "Hvis denne fortælling er rigtig, kan Osvaldr muligens være den samme som den Ôswald, som omkr. 870 var konge over Øst-Angel. — En Vestsakser Osweald, som levede omtrent samtidig, kalder sig "kongesøn" ('"filius regis"). — Navnet Eadmund var meget almindeligt hos Angelsakserne. Man kunde gjætte paa, at Játmundr Englakonungr kanske er den samme som Øst-Angels konge St. Eadmund, der blev dræbt i 870[70]. I alle tilfælde synes disse navne at vise, at landnaamsmanden Tord Skjegge, før han udvandrede til Island, har været i England, hvor han vel har hørt til den store Normannerhær, som under kong Gudrum satte sig fast i Øst-Angel.

Fra Bjørn Buna nedstammede ogsaa en mand ved navn Asbjørn, søn af Heyangrs-Bjǫrn, herse i Sogn; — han har sit tilnavn efter Heyangr, en arm af Sognefjorden. — Asbjørn vilde udvandre til Island, men døde underveis. Hans hustru Torgerd tog land der og bodde paa gaarden Sandfell sammen med sin søn Gudmund. Desuden havde hun to andre sønner, Torgils og Assur (IV k. 11). Da Asbjørn hørte til Bjørn Bunas æt, maa også han ha staat i forbindelse med Skotland og Suderøerne. Ogsaa to andre sønner af Heyangrs-Bjǫrn udvandrede til Island, nemlig Helgi og Bárðr.

Til Ketill Flatnevs og Bjørn Bunas vidt forgrenede æt hørte endvidere Ketills dattersøn, Ketill enn fíflski. Jeg har alt før nævnt, at han var kristen og udvandrede til Island fra Suderøerne (IV, k. 11). Da Ketill og Høiangers-Bjørns efterkommere bosatte sig nær hverandre, er de, skulde jeg tro, alle kommet omtrent samtidig fra Suderøerne.

En landnaamsmand, som ligeledes maa ha havt forbindelser i Skotland eller Irland, er Eysteinn son Hrana Hildissonar þar(r)aks (IV, k. 11). Jeg har alt nævnt tilnavnet þar(r)ak og sagt, at det er et laanord fra gæl. harrach, "reb, taug".

Horn. Illustrasjon af W.G. Collingwood, (1854-1932). (A Pilgrimage to the Saga-Steads of Iceland, 1899.)

En af de meget faa landnaamsmænd, om hvem det fortælles, at de igjen forlod Island, var Þorsteinn leggr, søn af Bjørn Blaatand. Han tog alt landet nord for Horn indtil Jøkulsaa. Men efter tre aars forløb blev han kjed af at være paa Island og vendte tilbage til Suderøerne, hvorfra han var udvandret (IV, k. 8).

To mænd, om hvem det udtrykkelig siges, at de udvandrede til Island fra Irland, er brødrene Vilbaldr og Áskell hnokkan (IV, k. 11, V, k. 8). Vilbaldr er forresten et angelsaksisk navn (= ags. Wilbeald), medens navnet paa det skib, hvori han kom, Kúði, som vi har hørt, er irsk. Hans brors tilnavn hnokkan er efter Whitley Stokes's forklaring det irske cnocán, "en liden haug ell. kolle". Brødrene var sønner af Dufþakr (= ir. Dubbtach), søn af Dufniall ell. Dufmall (= ir. Domhnall?), søn af den irske konge Kjarvalr, med hvem ogsaa flere andre landnaamsmænd stod i forbindelse.

Fra Vesterlandene kom vel ogsaa landnaamsmanden Hrafn hafnarlykill, d. e. "havnenøgle", som var "víkingr mikill" (IV, k. 12).

Ifølge Landnáma (V, k. 2) var der i Romsdalen en navngjeten mand ved navn Ufeig. Han blev uenig med Harald Haarfagre og blev tat af dage. Ufeigs hustru Ásgerðr udvandrede med sine barn, to sønner og én datter, og sin bror landnaamsmanden Þórolfr til Island (V, k. 2). Det kan dog ikke være saa, som man skulde tro af Landnáma's fremstilling, at Aasgerd og hendes følge er kommet lige fra Romsdalen til Island. De maa ha hørt til de mangfoldige Norske, som halvt havde sin bolig i Skotland eller paa Hebriderne, men som paa grund af Haralds Vesterhavstog blev nødt til at drage til Island. Aasgerd bosatte sig paa en gaard, som fik navnet Katanes efter Katanes ell. Caithness i Skotland. Og en af hendes og Ufeigs sønner kaldes Þorsteinn flǫskuskegg, "flaskeskjæg", af det fremmede, fra romansk stammende flaska.

Fra Vesterlandene (af Vestrlǫndum) kom ogsaa brødrene Hildir og Hallgeirr og deres søster landnaamskvinden Ljót (V, k. 4 — 5). Disse søskende havde en træl med det irske navn Dufþakr. Hallgeirs datter bærer det romanske navn Mábil. Dette navn stammer fra lat. "Amabilis", (elskelig), navn paa en mandlig helgen i Rom; senere brugtes det ogsaa, i formen "Aimable", af kvinder. Deraf er det til Mábil svarende engelske kvindenavn Mabel opstaat.

En landnaamsmand kaldes i Landnáma (V, k. 7) Þorsfein" lunan, og det siges, at han var norrøn og en stor farmand. Torstein maa længe ha opholdt sig blant keltisktalende folk; hans tilnavn lunan er nemlig det irske navn Lonán.

Blant de nybyggere fra de Britiske Øer, som satte bo i det sydlige Island, var der ogsaa to brødre Hroðgeirr enn spaki og hans bror Oddgeir (V, k. 9). Om disse siger den "yngre Melabók", at de var Vestmænd (váru Vestmenn)[71], det vil sige, at de var kommet fra de Britiske Øer.

Vestenfra (vestr um haf) kom to brødre Ráþormr og Jólgeirr til Island og tog land dér. Raadorms fosterbror kaldes Þorkell bjálfi. Han maa ogsaa ha hørt hjemme i Vesterlandene. Han var nemlig gift med Þorunn en eyverska, d. e. den, som er indvandret fra øerne ell. de Skotske øer[72].

Fra Orknøerne indvandrede ogsaa landnaamsmanden Þorbjǫrn jarlakappi til Island (hann fór or Orkneyjum til Islands, V, k. 1 1). Tilnavnet jarlakappi, "jarlekjæmpe" viser, at han havde staat i Orknøjarlernes tjeneste.

Til de landnaamsmænd, som kom til Island, efterat landet alt for det meste var bebygget langs kysten, men hvis æt alligevel kom til at bli en af de mægtigste paa øen, hørte Ketilbjǫrn, en navngjeten mand fra Namdalen (V, k. 12). Hans mor Æsa var datter af jarlen Haakon Grjotgardsson. Selv var han en af de rigeste mænd paa Island, Han reiste et tempel ved sin gaard og bad sine sønner at gjøre tværtræerne i hovet af sølv. Da de ikke vilde gjøre dette, tog han sølvet med op i fjeldet og skjulte det, saa ingen siden har kunnet finde det. — Vi maa dog ikke tro, at Ketilbjørn havde faat disse rigdomme ved bare at sidde fredlig hjemme i Namdalen og arve gaard og grund efter sin far. Ketilbjørn var gift med en datter af den før nævnte landnaamsmand Tord Skjegge og dennes angelsaksiske hustru og saaledes selv indgiftet i Bjørn Bunas og Ketill Flatnevs æt. Landnámabók viser os tydelig, at Ketilbjørn var gift, før han kom ti! Island. Vi maa da slutte, at han tidligere havde været paa de Britiske Øer, og at han der havde vundet sin hustru og sine rigdomme.

I nærheden af Ketilbjørn bosatte der sig flere andre mænd, som kom i hans følge eller hørte til hans slægt og vel ogsaa havde været paa de Britiske Øer, først hans halvbror Hallkell, som selv tog sig land, og to mænd Ásgeirr og Eilifr auðgi, som fik land af Ketilbjørn.

Eiliv audge var søn af landnaamsmanden Ǫnundr bíldr (V, k. 9), fra hvem mange stormænd nedstammede. Ogsaa han maa vistnok ha havt forbindelser paa de Britiske Øer eller snarest selv været indvandret fra Hebriderne. Anund havde nemlig en bror ved navn Þorgrimr bíldr, som ogsaa kom til Island og tog land ikke langt fra Ketilbjørn og sin brodersøn Øivind. Men denne Torgrim havde en frigiven, som selv fik land paa Island og hed Steinrauðr son Melpatrix af Írlandi (V, k. 13). — Melpatrikr er det meget almindelige irske navn Mael-Pairic, "Patriks tjener". — Vi maa af dette slutte, at Þorgrimr bildr havde været paa Hebriderne eller i Irland.

Til den kreds af Nordmænd, som hørte hjemme paa Hebriderne, hørte ogsaa landnaamsmanden Grímr. Han nedstammede fra Vemund den gamle, hvis søster var gift med Bjørn Buna. Selv havde han, før han drog til Island, været i vesterviking. Paa Suderøerne fældede han jarlen Aasmund Skerjablese og blev gift med dennes hustru Alov (V . k. 12).

Paa Hebriderne eller i Irland maa ogsaa landnaamsmanden Álfr enn egðski ha opholdt sig eller havt slægtsforbindelser. Landnáma (V, k. 13) fortæller vistnok, at han for Harald Haarfagres skyld forlod Agder i Norge. Men han har neppe udvandret derfra og lige til Island. Hans brodersøn og arving var nemlig Þorgrimr Grimólfsson, hvis mor var Kormljóð, dottir Kjarvals Írakonungs. — Denne irske kongedatters navn Kormljóð er det samme som det almindelige irske kvindenavn Gorm(f)laith — Alv og hans bror Grimulv har da rimeligvis hørt til de mange høvdinger fra det sydlige og sydvestlige Norge, som havde sit hjem halvt i Norge og halvt paa Suderøerne eller i Irland.

I slægt med Islands første landnaamsmand Ingulv var en kvinde ved navn Steinúðr, som fik land i hans landnaam (V, k. 14). Hun skal ha været gift med Skallagrims bror Herlaug. Dette er dog tvivlsomt og bekræftes ikke af andre kilder. I alle tilfælde maa Steinunn ha havt slægt i de keltiske lande. En af hendes sønner hed nemlig Njåll, det samme navn som det almindelige irske Niall.

Selv et saa fuldstændigt og merkelig udtømmende arbeide som Landnámabók har naturligvis ikke rukket at ta med alle de islandske iandnaamsætter. Om enkelte af disse slægter, som Landnáma intet nævner om, gir andre sagaer os oplysninger. Jeg skal her særlig pege paa en enkelt, nemlig Kormaks saga. I denne saga, hvis hovedperson er digteren Kormak (Kormakr), som levede ved midten af det 10de aarh., er versene gamle og næsten alle ægte, medens prosaen er yngre og temmelig daarlig. Prosaen fortæller, at digteren Kormaks stamfar ogsaa hed Kormak; han levede paa Harald Haarfagres tid og var en mægtig og ætstor høvding i Viken. Hvor meget sandt der er i denne tradition, skal jeg lade være usagt. Selve navnet Kormakr er i alle fald det irske "Comme". Det forekommer i vikingetiden ikke i nogen anden islandsk æt. Dette viser, at Kormaks æt maa ha havt slægtsforbindelser i Irland. Digteren Kormaks digte og hans karakters eiendommelighed bestyrker ogsaa denne opfatning[73].

Sluttord

Jeg har i det foregaaende nævnt de islandske nybyggere, som efter al sandsynlighed er kommet fra eller har staat i forbindelse med Vesterlandene. Fortegnelsen indeholder mindst 115 forskjellige personer, eller omtrent en fjerdedel af alle de islandske landnaamsmænd og ældste nybyggere, som vi kjender. Dette er dog noget andet end Finnur Jonssons magre 36. Men tallene siger i sig selv lidet. Vi maa ikke se bare paa kvantiteten, men ogsaa paa kvaliteten. Næsten alle de høibyrdigste og indflydelsesrigeste landnaamsmænd havde slægt paa de Britiske Øer eller kom selv derfra.

"Nær alt storfolk paa Island stammer fra Bjørn Buna", siger jo Landnáma. Jeg skal blant disse foruden Aud og hendes slægt paany minde om Helge magre, om brødrene Geirmund og Haamund Heljarskinn, om Anund Træfot, Trond mjoksiglande, om Ketilbjørn osv. Knapt nogen af de store ætter stod ganske uden forbindelse med Vesterlandene. Den ivrige blotmand Torolv Mosterskjæg sendte sin egen søn til Suderøerne sammen med Bjørn Austrøne. Skallagrim og hans mange slægtninge og venner havde, kunde man indvende, intet at gjøre med Vesterlandene. Men hvoraf kommer det da, at Skallagrims egen søn Egil mere end nogen anden Islænding opholdt sig paa de Britiske Øer? Der var nok mange smaafolk, hvem ingen ænsede, som kom til Island lige fra Norge. De vidste intet eller kun lidet om England og Irland. Men stormændene, hvis magt og ord naaede vidt, de havde næsten alle været dér vesterpaa. De havde sét og hørt om irsk kristendom, og mangen en af dem havde lyttet til irske skaldekvad. Mange havde ogsaa sét Englands kongeborge og kjæmpet mod Angelsakser og Franker. Det er ikke muligt at komme bort fra det faktum, som Vigfusson og P. A. Munch tidligst har havt øinene aabne for, at Islands bebyggelse skyldes ikke bare Norge alene. De Britiske Øer, særlig Skotland og Hebriderne, og i anden række Irland, har ogsaa virket med. Irsk kultur har lige fra den første landnaamstid sat sit præg paa Islands aandelige og materielle kultur. Og hvordan var det i det hele muligt at seile til Island fra det sydvestlige Norge uden at komme indom de Skotske øer, Shetlandsøerne og Orknøerne. Her bodde visselig Nordmænd; det er sandt nok. Men øernes oprindelige piktiske og irske befolkning var i slutningen af det 9de aarh. endnu næppe helt gaat op i den norske. Desuden viser kirkelige og arkæologiske mindesmerker, stedsnavne, sprog osv., at de norske nybyggere paa disse øer var overmaade sterkt paavirket af keltisk og delvis ogsaa af angelsaksisk kultur. Dette kan ikke ha undladt at virke paa de Nordmænd, som drog videre til Island.

Jeg skal til slutning nævne, at angelsaksisk og frankisk kultur lige fra den første landnaamstid ogsaa maa ha havt sin betydning for Islands udvikling. Flere landnaamsmænd maa, har vi hørt, gjennem ægteskab eller paa anden vis ha havt forbindelser med England. Enkelte navne, som stammer fra England, har ogsaa vundet indpas paa Island, saaledes som Valþjófr, Vilbaldr, Ósvaldr og Mábil. Om en eneste landnaamsmand fortælles det, at han havde slægt i Flandern. Frankisk synes trællenavnet Rodrekr at være. Flere af landnaamsmændene synes at ha tilnavne af romansk oprindelse. Jeg skal nævne Þorgrimr kuggi[74] (det samme tilnavn havde ogsaa en søn af den islandske høvding Tord Geiler)[75], samt Þorgeirr flǫskubak (II, k. 32), Þorsteinn flǫskuskegg (V , k. 2) og Þorsteinn trumbubein (IV, k. 7). Videre Þorunn græningjarhjúpa, en kvinde, fra hvem flere islandske stormænd nedstammede[76]. Sidste led i hendes tilnavn, -hjupa, er afledet af hjupr, — saa kaldtes et kort klædningsstykke, som dækkede overkroppen. — Dette ord er af romansk oprindelse og det samme som fransk jupe[77]. — Jeg har ogsaa nævnt et par gamle islandske stedsnavne, som synes at maatte udledes af romanske ord, nemlig fjeldet Kofri og Stræti, som strækningen mellem Berufjord og Breddalen kaldes. Denne indflydelse fra England og Frankrig kan dog ikke paa langt nær ha været saa sterk som den keltiske. Men begge dele gaar naturlig sammen, og ogsaa den angelsaksiske og frankiske indflydelse er vel for det meste kommet til Island over de Skotske øer[78].

Fotnoter

  1. Flaleyjarbók; I, s. 122.
  2. Flat. I, s. 126.
  3. Flat. I, s. 241, 242 og II.
  4. Eks. Gilla mac liac, Gilla mó Chaidbéo, Martyrology of Gorman, ed. Whtlley Stokes.
  5. Jfr. A. Olriks anmeldelse af Sv. Grundtvigs og A. Bloch's Førøyjakvæði og den færeiske ordbog, Arkiv f. nord. filologi VI, s. 248, anm. 2.
  6. Revue Celtique III, 187.
  7. Efter meddelelse fra provst Hammarshaimb til min far, professor S. Bugge.
  8. Jfr. Martyrology of Gorman.
  9. Jfr. Zimmer, Die frühesten Berührungen der Iren mit den Nordgermanen.
  10. Henrik Kalteisens kopibog, udg. af A. Bugge, s. 202.
  11. Sverres saga, k. 95.
  12. Kålund, Beskrivelse af Island I, 490.
  13. Kålund I, 271.
  14. Kålund, 1. 461.
  15. Kålund II. 265.
  16. Kålund I, 555; Landnáma I, k. 12.
  17. Kålund I, 548 f.
  18. Se Landn. V, k. 5 og Kålund 1, 280.
  19. Kalund I, 371 f.
  20. Kalund 1, 355.
  21. Kalund I, 292 f.
  22. Wh. Stokes, On the Gælic names in the Landnámabók.
  23. Kålund, I, 266 og 293, 11, 12.
  24. Cogadh Gaedhel, 152.
  25. Kalund, I, 613.
  26. Kålund I, 513.
  27. Landnáma II, k. I.
  28. Kålund II, 47.
  29. Ldn. III, k. 5.
  30. Se f. eks. registeret til Three Fragments.
  31. Kålund 1, 488.
  32. Kålund I, 631.
  33. Kålund I, 207.
  34. Kålund I, 552 f.
  35. Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie
  36. Efler Finnur Jonsson's udg. af Landnáma (Kbh. 1900, s. 55.) Ordet "munkr" forekommer her for første gang i oldn. og oldisl.
  37. Maurer, Bekehrung 1, 98.
  38. Landn. I, k. 13.
  39. Landn. II, k. 25, 26.
  40. Landn. I, k. 13.
  41. Landn. I, k. 15 — 16.
  42. Diplomatarium Islandicum I, 255, 4S3.
  43. Landn. I, k. 17.
  44. Landn. 1, k. 15.
  45. Landn. II, k. 15 f.
  46. Landn. III, 1;. 12.
  47. Landn. II, k. 30.
  48. Landn. (udg. Khhvn. 1900).
  49. Landn. IV, k 11.
  50. Four Masters, A.D. 851.
  51. Morann monngac . . mac righ loingsi Leoghasa.
  52. Jfr. P. A. Munch 1. 563.
  53. Flateyjarb. 1, 43.
  54. Arkiv for nordisk filologi XIX, 173 — 180.
  55. Aarbæger for nordisk oldkyndighed, 1901.
  56. Landnámabók (Kjøbenhavn 1900), s. 30, 1. 15 f.
  57. Landnámabók (Kjøbenhavn 1900), s. 160, k. 30.
  58. Cogadh Gaedhel, s. 84 — 86.
  59. S. Bugge, Bidrag til den ældste skaldedigtnings hist., 92,
  60. Jfr. Munch Ij, 527 f.
  61. Med kvindenavnet Rafarta kan sammenlignes det irske mandsnavn Rob(h)artach (Three Fragments, 174, 196).
  62. Han kaldes ogsaa enn ánauðgi III, k. 5.
  63. Ldn. III, k. 2.
  64. Gamle Personnavne i norske stedsnavne, s, 8.
  65. Ldn. m, k. II.
  66. Ldn. I, k. 2.
  67. Ldn. III, k. 10.
  68. Ldn. (Kbhvn. 1900), s. 80, I. 6 — 7: Ketill brimill var víkingr mikill, hann fór til Hjaltlands með Torf-Einari.
  69. Landn. (Kbbvn. 1900), s. 9.
  70. Se Searle, Onomasticon Anglo-Saxonicum, under Eadmund og Osweald.
  71. Jfr. Landnámabók (Kbh. 1900 udg. af Finnur Jónsson), s. 25S, I. 40
  72. Efter K. Rygh, Norske og isl. tilnavne, Ldn. V, k. S.
  73. Jfr. S Bugge, Mere om versene i Kormaks saga
  74. Ldn. 111, k. 8.
  75. Ldn. 11, k. 32.
  76. Ldn. I. k. 10; V, k. 8.
  77. Jfr. Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Klædedragt, smykker og bohave
  78. Jeg har i dette afsnit talt om en række fremmede person- og stedsnavne paa Island, særlig navne af keltisk oprindelse. I Norge er antallet af slige navne langt mindre, særlig er der faa keltiske. Det almindelige irske mandsnavn Niall vandt ogsaa indpas i Norge (Njál) og blev bl. a. brugt af Øivind Skaldaspillers bror (Flateyjarb. I, 41). Navnet er endnu, i formen Njell ell. Njedl, almindeligt i Ryfylke. I Romedal i Hedemarkens amt er der en gaard, som lieder Irstad (i ældre form Írastaðir, Norske gaardnavne III, 132). O. Rygh formoder, at dette navn er afledet af mandsnavnet Iri, egl. "en Irlænder". Af angelsaksiske navne vandt Valþjofr og andre navne paa -þjofr i vikingeliden indpas i Norge. Gunhild kongemoder havde en skosvend, som i Flatøbogen kaldes Kifsigr (I, s. 61). Heimskringla har den rigtigere læsemaade Kisingr. Dette navn er sands, fremmed og staar i forbindelse med ags. ciqfes, f. "konkubinen; heraf kunde et cicfesing afledes. — Jfr. oldn. kefsir, tysk Kebsweib. Jeg skal til slutning minde om Portør, saa kaldes en havn mellem Kragerø og Risør. Stedet kaldtes i gamle dage Portyrja og nævnes ofte i sagaerne (Fornmanna s. VII. 213 o. fl.). Første led af delte navn er ags. port "havn", som igjen er laant fra lat. portus. Navnet vidner om gammel handel og skibsfart paa England.