Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Handel og skibsbygningskunst

Fra heimskringla.no
Revisjon per 8. jun. 2022 kl. 16:10 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Knut)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden

Handel og skibsbygningskunst


Av Alexander Bugge


Christiania
1905



Handel

At skildre den betydning, vikingetiden har havt for udviklingen af Nordboernes handel, er ikke let. Arkæologerne har søgt at vise, at der alt i mellem-jernalderen, og kanske endnu tidligere har været forbindelse mellem Norge og Danmark paa den ene side og landene syd og vest for Nordsjøen. At Svensker alt før aar 800 har drevet handel og skibsfart baade paa Frankerriget og paa de Britiske Øer, kan ikke være tvivlsomt. Som jeg i afsnittet om prydkunst[1] nærmere søger at gjøre rede for, viser billedstenene paa Gotland, at gutniske mænd i anden halvdel af 8de aarh. har seilet til Shetlandsøerne og Orknøerne og at de sandsynligvis ogsaa er kommet længere mod syd paa de Britiske Øer. Mellem Birka og det Frankiske Rige, vel især Dorestad, maa der ogsaa ha været handelsforbindelse. Derom vidner ikke bare de historiske kilder; man har ogsaa paa det gamle Birkas grund og i de nærliggende graver fundet karolingiske mynter og kristelige gjenstande af tydelig frankisk oprindelse, som kun kan være kommet til Birka gjennem handelsforbindelse med det Karolingiske Rige[2].

Rekonstruksjon av bygninger i Hedeby. (Foto: Kai-Erik Ballak, 2008. Commons.)

I Danmark var der, som jeg alt i indledningen har nævnt, en stor og anselig kjøbstad i Slesvig (ligesom senere i Hedeby). Ogsaa mellem Slesvig og Dorestad var der ifølge Rimberts levnetsskildring handelsforbindelse. I Norge var det vist især Viken og bygderne deromkring, som stod i forbindelse med Dorestad og de andre egne ved Rhinens, Maas's og Scheldes udløb. Vestfold dannede, som vi ved, i begyndelsen af det 9de aarh. et rige sammen med Jylland og nævnes i Einhards annaler for aar 813 (ad Westeyfoldam)[3]. Det var vistnok ogsaa paa grund af gamle handelsforbindelser med Frankerriget, at mænd fra Vestfold tidlig tog del i tog til Frankrig; saaledes kom i 843 Wesifaldingi til egnene ved Loires munding[4]. Vi kan saaledes ikke sige, at vikingetogene aabnede Nordens handelsforbindelse med Vesterlandene, hverken tillands eller tilsjøs. Denne handel var tidligere — uden kanske for Gotlands vedkommende — nærmest at ligne med Europæernes handel paa det indre af Afrika; men nu aabnede Nordens lande sig for Europa og Europa sig for Nordboerne. Nordiske varer begyndte at faa afsætning i udlandet, og Nordboerne forsynes fra nu af regelmæssig med alle de frembringelser, som Vesterlandenes høiere kultur formaaede at skaffe. Ogsaa med Rusland og med Østen blev forbindelsen fra nu af langt rigere og frugtbarere end for. Nordboerne begyndte at formidle Østens og Ruslands frembringelser, især pelsværk, til Vesteuropa.

Det er ikke min opgave her at skildre den betydning, som Nordboerne har havt for udviklingen af Vesteuropas handel og skibsfart. Englænderne, som i vore dage er jordens største handels- og industridrivende og sjøfarende nation, vilde ikke være blit, hvad de nu er, uden de Dansker og Nordmænd, som grundede nybygder i det angelsaksiske rige. Flere af de vigtigste handels- og industricentrer i England er grundet af Nordboerne eller skylder dem sin blomstring. Jeg skal nævne Femborgene og Stamford, Derby, Leicester, Nottingham og Lincoln, særlig Derby, hvis navn ogsaa er nordisk (Dýrahýr). Fisker- og sjøfartsbyen Grimsby er, som navnet viser, ligeledes grundet af Nordboerne. Det samme er tilfældet med byen Swansea i Wales. York blev, medens Northumberland var et nordisk rige, en af Englands største og mest blomstrende stæder, som næsten kunde maale sig med London. Og Bristol skylder forbindelsen med de norske riger i Irland sin blomstring. Om denne Nordboernes betydning for England er nu de fleste enige, ikke bare nordiske, men ogsaa engelske forskere. Jeg skal særlig nævne W. Cumningham's udmerkede arbeide "Growth of English Industry and Commerce". Men Cunningham, som dog er en saa fremragende forsker, har en mangel, som han desværre deler med de fleste Engelskmænd. Hans kjendskab til Nordens historie og særlig til vikingetiden er overmaade lidet. Han taler om opdagelsen af Granland og Vinland og kjender ikke Gustav Storms grundlæggende undersøgelser om Vinlandsreiserne. Som de fleste engelske forskere, kalder han Nordboerne i England under ett for Danes uden at skjelne mellem Dansker og Nordmænd. De til St. Olaf og til orknøjarlen St. Magnus viede kirker i England er efter ham "a sign of Danish influence" (s. 89). Det er, synes jeg, en skam, at f eks. Johannes Steenstrup's "Normannerne" ikke er oversat paa engelsk.

I Irland har Nordboernes betydning for handelens og skibsfartens opkomst været endnu større end i England. Før de kom til Irland, fandtes der ingen virkelige byer og ingen kjøbmandsskibe seilede med varer til udlandet. Dublin, Waterford, Limerick og Cork, næsten alle de vigtigste byer i Irland er grundet af vikingerne og skylder dem sin blomstring. Ogsaa i Normandie skylder de vigtigste stæder, som Rouen f. eks., Normannerne sin blomstring som handelsstæder. Men som jeg alt har sagt, det ligger udenfor min opgaves ramme at tale mere om dette interessante æmne. Derimod kan jeg ikke skjønne andet, end at det maa høre med til opgaven at fortælle om, hvordan Nordboerne indrettede sig i sine nybygder vesterpaa, hvordan deres kjøbmænd aabnede handelsveie til nye lande og derfra fik alskens nye varer, hvordan kjøb- mændene organiserede sig slig som de saa kjøbmænd i mere udviklede lande gjøre det osv.

Jeg skal da først søge at skildre forholdene i Irland saa godt, som de faa og magre kilder tillader det. Det er en gammel overtro, som endnu lever, mest i udlandet, at vikingerne bare var vilde røvere, som kom for at herje og plyndre. Men intet kan være feilagtigere. Vikingerne var fuldt saa meget handelsmænd. Naar de kom til et fremmed land, sluttede de først kjøbefred med befolkningen paa en viss tid, dage eller uger. Saalænge den varede, var det ikke tilladt at røve eller plyndre.

Folk kom med sine varer; der blev holdt marked, kjøbt og solgt. Men efterat fredstiden var endt, stod det enhver frit for at røve og plyndre og gjøre strandhug. Sagaerne fortæller mangfoldige gange herom, saa vi kan ikke tvivle paa, at det virkelig pleiede at gaa til slig. Overalt, hvor Nordboerne i vikingetiden satte bo, bragte de med sig sin kjærlighed til sjøen og til at drage som kjøbmænd til fremmede lande. Vi maa huske paa, at i vore dage er det at være kjøbmand et fredeligt yrke. Men i gamle dage var det anderledes. Kjøbmanden pleiede selv at følge med sine varer, naar han skulde sælge dem. Tilsjøs var reisen fuld af møie og farer og tillands var det ikke stort bedre; retløs og uden værn og beskyttelse, som kjøbmandens stilling var paa de fleste steder. Den, som i gamle dage vilde være kjøbmand, maatte være en modig mand, som ikke bare forstod at bruge griffelen og at regne paa sin vokstavle; han maatte ogsaa ha sverdet rede ved sin side og forstaa at bruge det. Jeg tænker, det er derfor mest, at vore forfædre i gamle dage var slige dugelige kjøbmænd. De var ikke rædde for at seile over vilde sjøen baade ved nat og dag eller for i fremmed land at vove liv og lemmer. Hver Nordbo i de dage havde lidt i sig af Lodbrokssønnernes natur, om hvem det heder i den vidunderlige irske fortælling, at "deres forfængelighed og ungdommelige ærgjerrighed drev dem til at drage over den Biskayiske Bugt til Spanien og videre til Afrika, fra land til land, bare for at søge lykke og æventyr"[5]. Derfor kom Nordboerne til at aabne nye veie for handel og samfærsel; de bragte Østens varer fra Rusland til Vesteuropa og Sydens og Vestens varer til Norden. Men kjøbmænd i moderne forstand var de ikke; de manglede ævnen til at beregne og spekulere. Derfor blev de som handelsmænd snart afløst af andre nationer; først i fremmede lande og tilsidst ogsaa i Norden selv. Men dette hindrer ikke, at deres virksomhed paa handelens og sjøfartens omraade har været banebrydende for de Britiske Øer, ja for hele Vesteuropa.

De Nordboer, som bosatte sig i Irland, begyndte fra første færd af at drive handel paa fremmede lande. De indførte ordnet maal- og vægtsystem, ialfald i sine egne nybygder, og var de første, som i Irland prægede mynter[6]. — Det fortjener at merkes, at de nordiske ord "mark" (oldn. mǫrk) og "penninga" (oldn. penningr) begge er gaat over i irsk (mare og pinginn). Ordet mare nævnes første gang i Chronicum Scotorum for aar 1027, hvor det fortælles, at Dublinkongen Sigtrygs søn Amlaib (d. e. Olav) fanges af en irsk høvding. For at løskjøbe sig maa han udlevere Carlus's sverd og gi en mark til den mand, som fangede ham ("cloidheom Carlusa 7 mare ind ir rodnerijaibh"). Ordet bruges endnu i irsk i formen marg og betyder "mark in money" (O'Reilly). Ordet "pinginn" forekommer ogsaa første gang i en fortælling om Nordboerne i Dublin[7]. — Tidligst begyndte vel Nordboerne i Irland at drive handel over den Irske Sjø og St. Georg's Kanalen til Bristol og Chester[8]. Giraldus Cambrensis, som skrev i det 12te aarh., nævner flere gange handelen mellem Bristol og Irland. Han skildrer saaledes, hvordan Bristol endnu paa William Erobrerens tid var et marked for slavehandelen i al dens rædsel; dér solgtes trællene, bundet sammen med reb, og førtes over til Irland[9]. William af Malmesbury i sin bog "De gestis iwniificum". fra omkr. 1140, siger om Bristol, at den er en havn for skibe, som kommer fra Island, Norge og andre oversjøiske havne. Selv har jeg søgt at vise, at der paa begge sider af Bristolkanalen i gamle dage laa en række nordiske kolonier, som synes grundlagt ikke mindst for handelens skyld og hvorfra der blev drevet livlig handel, bl. a. paa Waterford og Dublin[10]. Men Nordboerne i Irland begyndte snart at udstrække sine handelsfærder videre end til England. En notis i Cormac's Glossar, som jeg snart skai tale nærmere om, viser, at de for aar 900 drev handel paa Frankrig, hvorfra de hentede vin. Vinhandelen, som endnu i slutningen af det 13de aarh. blev drevet af "Østmændene" i Waterford, maa vel især ha gaat paa Bordeaux og i det hele egnene ved Garonne's munding. Der har saaledes alt i det 9de og 10de aarhundred været en regelmæssig handelsforbindelse mellem det sydvestlige Frankrig og vikingebygderne i Irland. Hvor betydelig denne vinhandel var, kan vi skjønne af et digt, som den irske digter Mac Liag skrev til kong Brian Borumha, som faldt i Clontarfslaget 1014. Digtet skildrer Brians kongebolig i Kincora og de skatter og afgifter, som han faar fra alle stater og stammer i heie Irland. En del af hans tribut var saaledes 150 fader vin (tri chaogad dabhac fióna) fra Nordboerne i Dublin. Fra Nordboerne i Limerick skulde han faa en tønde rød vin hver eneste dag (tonna gach aonlá d´fión derg)[11].

Fra Syd-Frankrig var veien ikke lang til Spanien, hvor Maurerne havde grundlagt en civilisation, som ialfald i materiel henseende længe stod høiere end nogen anden i Europa. Til Spaniens kyster kom skibe fulde af Østens varer, edelstene, silke og kryderier. Maurerne selv indførte i Spanien dyrkningen af bomuldsplanten, sukkerrøret, daddelpalmen og vel ogsaa af morbærtræet. I Spanien som paa Sicilien udviklede der sig under det arabiske herredømme en blomstrende silkeindustri. Alle de kostbare, med guld indvævede tøier, som Orienten frembragte, vævedes ogsaa i Spanien. Læderindustrien blomstrede; det fine korduanskind har saaledes faat navn efter byen Cordoba i Spanien[12]. Til Spanien maa Nordboerne i Irland alt i det 10de aarh. være kommet som handelsmænd. Jeg skulde tro, at det især var Limerick paa Irlands vestkyst, som paa grund af sin geografiske beliggenhed stod i forbindelse med Spanien. I 968 indtog og plyndrede Munsterkongen Methgamhain og hans mænd Limerick. "De tog", saa fortæller den irske saga, "bort med sig deres (d. e. Nordboernes) klenodier og bedste eiendele, deres skjønne, udenlandske sadler, deres guld og sølv, deres skjønt vævede klæder af alle farver og alle slags, deres satin- og silkeklæder prægtige og straalende, baade skarlagenfarvede og grønne, og alslags klæde paa samme vis"[13]. Purpur og silke forstod paa denne tid ingen nord for Alperne at forfærdige. Nogen egentlig læderindustri var der, saavidt jeg ved, heller ikke hverken i Frankrig eller Nederlandene, men vel, som jeg alt har nævnt, i Spanien. Jeg tror derfor, at Nordboernes "skjønne udenlandske sadler" (a sadlaici alli allmarda) var indført fra det nuværende Spanien eller Portugal, og ligeledes at det var derfra, de fik sine pragtfuldt farvede silketøier. Jeg har alt talt om Lodbrokssønnernes tog til Spanien og Nord-Afrika i anden halvdel af 9de aarh.; dette tog udgik fra de Britiske Øer og vendte tilbage til Irland, hvor der længe efter den tid var "blaamænd" i Erin[14]. Jeg tænker mig da, at det var dette tog, som aabnede forbindelsen mellem Irland og Spanien.

Hvor rige og blomstrende de nordiske byer i Irland var, gir de irske sagaer os mange vidnesbyrd om. Vinteren 941 — 942 gjorde kong Muirchertach "med læderkappen", som han kaldtes, sin navngjetne rundgang rundt Irland, hvor han tog gisler af alle høvdinger. Paa sin vei kom han ogsaa til Dublin. Det heder herom i et digt, som er forfattet af en samtidig digter:


A supply of his full store was given
to Muirchertach son of Niall
of bacon, of good and perfect wheat;
also was got a blood-debt of red gold.


Joints (of meat), and fine cheese (were given)
by the very good and very pure Queen,
and then was given, (a thing) to hear,
a coloured mantle for each chieftain[15].


Muirchertach fik intet sted slige gaver som i Dublin. Men disse ting, baade skinken, hvedemelet og den fine ost, og først og fremst de farvede kapper, stammede vist ikke fra Irland, hvor den dag idag ligesom i Wales folk aldrig spiser ost. Dublinmændene havde faat dem paa sine handelsfærder til England og Frankrig.

Næsten seksti aar senere, efter slaget ved Glen-Mama i aar 1000, indtog og plyndrede kong Brian Dublin. Det fortælles derom i Cogadh Gaedhel bl. a.: "Paa dette ene sted blev der fundet de største rigdomme paa guld, sølv og findrun (en slags hvid bronze), paa kostbare stene og karfunkel-edelstene, drikkehorn og skjønne bægre"[16]. Edelstene og drikkebægre kom ogsaa fra udlandet, fra Frankrig og fra Syd- Europa. — Om betydningen af Nordboernes handel for Irland vidner ogsaa ordet matal, "kappe, mantel". Dette ord synes nemlig i Irsk at være laant fra oldn. mǫttul, som igjen stammer fra romansk (= lat. mantellum). Ordet forekommer ofte i middelirsk og bruges om kapper, som de irske høvdinger gav i tribut til sine konger. Handelen med disse kapper maa derfor ha havt stor betydning.

Fra Irland kom Sydens varer, silke og kostbart vævede tøier, og det meget andet, som folk i hjemlandet ikke formaadde at frembringe, op til Norden. Man har baade i Norge, Sverige og Danmark fundet irske mynter med Dublinkongen Sigtryg Silkeskjægs billede paa. — Dette tyder jo paa en handelsforbindelse mellem Irland og de nordiske lande. — Særlig synes der i det 10de aarhundrede at ha været en livlig forbindelse mellem Island og Irland og i det hele de keltiske dele af de Britiske Øer paa den anden side. Mest var det vel Islændinger, som fór paa Irland, som Torodd, om hvem Eyrbyggjasaga (k. 29) fortæller, at han var en stor farmand, som eiede skibe, som gik paa kjøbmandsfærd, bl. a. til Dublin. Eller Gudleiv, søn af Gudlaug den rige, som ogsaa drog paa kjøbfærd til Dublin (Eyrbyggja, k. 64). Eller Ravn Limericksfarer (Hrafn Hlýmreksfari), om hvem det i Landnaamabok (II, k. 22) fortælles, at han længe havde været i Limerick i Irland (er lengi hafði verit í Hlýmreki á Írlandi). Undertiden hændte det ogsaa, at folk fra Irland og Suderøerne seilede paa Island. Saaledes fortælles det i Eyrbyggjasaga (k. 50): "Den sommer, da kristendommen ved lov blev vedtat paa Island (d. e. i aar 1000), kom der et skib fra havet til land ved Snæfellsnes; det var en Dublinfarer; der var irske og suderøiske, men faa norrøne mænd ombord ". Sagaen fortæller ogsaa lidt om de varer, som de havde med sig. Det var bl. a. engelske lagener og silketøi og i det hele pynt og stas, som de høiættede islandske høvdinger var svært glade i. Hvor livlig forbindelsen mellem Norge og Island paa den ene side og Irland var i vikingetiden, ser vi ogsaa af en bemerkning i Egilssaga (k. 22). Brynjolv herse i Sogn vil ikke føie sin søn og gi ham et langskib for at drage i viking, men siger: "Et kjøbmandsskib skal jeg nok gi dig i hænde og dermed handelsvarer. Far du saa syd til Dublin. Den ferd gaar der nu størst ord af" (Sú ferð er nú frægst).

Det samme fremgaar af en fortælling i Olav Trygvessons saga (k. 175). Da Haakon jarl havde faat nys om, at Olav Trygvesson opholdt sig i Irland, kaldte han til sig sin ven Tore Klakk og sagde til ham: "Du skal i sommer drage paa en kjøbmandsfærd, som folk nu ofte bruger at foreta, nemlig vest til Dublin i Irland, og i hemmelighed spørge, om der dér vesterpaa er en mand, som kalder sig Ole den gerdske (d. e. den russiske)"[17]. Forbindelsen med Irland havde størst betydning i selve vikingetiden. Dog synes der, saalænge Dublin bestod som norsk kongerige, hele tiden at ha været lidt forbindelse mellem Irland og Norge, mest vel over Suderøerne og Orknøerne.

Vi har af det foregaaende sét, at de nordiske kjøbmænd, som bodde i Irlands byer, fra hjemlandet havde medbragt Nordboernes kjærlighed til sjøfart og handel. De seilede i syd helt ned til Spanien, og det hændte at de kom op til Island i nord. Men hvordan indrettede disse kjøbmænd sig ellers? Havde de f. eks. nogen slags organisation[18]. Eller var de, som saa mange norske og islandske kjøbmænd paa den tid, stormænd og kjøbmænd paa samme tid, folk, som seilede mellem landene ligesaa meget for at se sig om som for at drive handel? Fandtes der alt i det 9de og 10de aarhundred faste love, som bandt kjøbmændene der vesterpaa sammen, bestemmelser, som var almindelig vedtat og som gjaldt for alle, f. eks. om maal, vægt o.l.? I Syd-Europa, særlig i Syd-Frankrig og Italien havde jo kjøbmændene forlængst organiseret sig. Handelen var jo endnu forbundet med saa mange farer og besværligheder, at det gjaldt at slutte sig sammen og derved være sterkere end naar man optraadte alene. Derfor sluttede kjøbmændene fra de forskjellige byer sig sammen og dannede foreninger og handelsselskaber (societates). I Mellem- og Vest-Europa sluttede de sig, dog først i det i 11te aarh., sammen i gilder, som havde sine faste love og bestemmelser. Allerede i oldtiden havde man kjendt sjølove eller farmandlove, som havde almindelig gyldighed, nemlig den Rhodiske Lov. Tidlig i middelalderen fik den dengang meget betydelige handelsstad Amalfi i Syd-Italien skrevne sjølove, den saakaldte Tabula de Amalfa. Alt i det 10de aarh. var der kanske i Amalfi en egen domstol, som dømte i sjøretssager. Den ældste skrevne sjøret, som nu eksisterer, er de saakaldte "Ordinamenta et conseutudo maris" fra den lille by Trani i Syd-Italien ved Adriaterhavet; disse love stammer, ifølge deres eget udsagn, fra 1063[19]. Men længe forud for den tid har der visselig været love og bestemmelser, som gjaldt for kjøbmænd fra Middelhavslandene. Tidlig i middelalderen fik ogsaa Barcelona i Catalonien sin skrevne sjøret. Den sjøret, som i middelalderen var gjældende lov baade i det sydvestlige Frankrig og i England, har faat navn efter øen Oléron, lige nord for Garonne's munding. Denne lov stammer dog fra en tid, som ligger efter vikingetiden, og vedkommer os derfor ikke her.

Paa sine handelsfærder til Frankrig og længere sydover mødte da de nordiske kjøbmænd fra Irland kjøbmænd, som havde sin faste organisation og som rettede sig efter love og bestemmelser, som havde almindelig gyldighed i handelen mand og mand i mellem og for skibsfarten; — sjøfarts- og handelslovgivningen hænger jo den dag idag nøie sammen. — Selv havde disse Nordboer en medfødt retssans. I sit hjem dømte de jo paa thinge og vedtog dér nye love. Hvad under da, at de af samværet med de fremmede kjøbmænd lærte selv at slutte sig sammen og at de fik love og bestemmelser (endnu uskrevne naturligvis), som gjaldt for skibsfarten og handelen? Jeg slutter dette af et udtryk i Cormac's glossar. — Cormac var biskop og konge i Munster og skrev ved aar 900. — Det heder der: Epscop fina in the Sea-Laws, i. e. a vessel for measuring wine among (apud) the merchants of the Norsemen (gen. pl. gall) and Franks[20]. Irerne drev jo ingen handel og skibsfart paa udlandet. Desuden taler Cormac heller ikke om irske, men bare om nordiske og frankiske kjøbmænd. Cormac har da vidst, at de nordiske kjøbmænd i Irland havde en slags farmandslov, og at der var visse bestemmelser om vægt, maal, mynt osv., som gjaldt i handelen mellem dem og Frankerne. Og dette alt før aar 900! — Selv ordet epscop (eller rettere escop) synes, som Whitley Stokes mener, at være et laanord fra lat. scyphus, bæger. Nordboerne i Irland har vel optat det paa grund af sin vinhandel paa Frankrig[21].

De Nordboer, som grundede nybygder i England, udviklede ogsaa tidlig en betydelig handel. Jeg nævner andetsteds, at de nordiske konger i Øst-Angel og Northumberland alt i slutningen af det 9de aarhundred begyndte at præge mynter. Men særlig fra første halvdel af det 10de aarh. findes der fra Northumberland en række forskjellige mynter, som tyder paa en forholdsvis meget stor udmyntning. Heraf kan vi igjen slutte, at handel og næringsliv blomstrede. Det er ogsaa værd at lægge merke til, at de nordiske vægt- og værdienheder mark og øre har vundet indpas i England, langt ud over Danelagens grænser, og er optaget i landets almindelige myntsystem[22]. Der er endog meget som taler for, at de nordiske kjøbmænd i England tidlig begyndte at organisere sig som et sluttet hele. Jeg kan dog ikke komme længere tilbage end til Knut den stores tid, saa spørgsmaalet skulde strengt tat ligge udenfor min opgave.

Den, som er kjendt, vil sikkerlig midt i det travleste London, der hvor Strand gaar over i Fleet Street, ha lagt merke til en liden kirke. Dens ydre kalder os ikke tilbage til middelalderen. Den er nemlig ombygget af St. Paulskirkens navnkundige arkitekt, Wren. Men ved sit navn minder den om Nordboerne; den heder nemlig St. Clemens Danes, i latinske brevskaber kaldes den Ecdesia Sancti dementis Danorum eller "De Danskes St. Clemenskirke". Worsaae har først henledet opmerksomheden paa denne kirke og søgt at vise, at den har faat navn af de Danskes, fordi saamange Danske blev begravet dér. Men disse Danske har vistnok særlig været kjøbmænd og sjøfarere, som her havde et sted, hvor de paa landsmandsskabets vegne sluttede sig sammen. St. Clemens var nemlig de sjøfarendes skytshelgen og havde især kirker i handels- og sjøfartsstæder. Denne kirke maa ha eksisteret alt paa Knut den mægtiges tid; dér fandt nemlig Knuts søn Harald (i 1040) tilslut sin hvile[23].

Disse danske, og i det hele vel de nordiske kjøbmænd i London, som samledes til gudstjeneste i St. Clemenskirken og dér begrov sine døde, synes at ha dannet et slags kjøbmandsgilde. Jeg skal ikke her komme nærmere ind paa spørgsmaalet om gildevæsenets oprindelse. Dette spørgsmaal har betydning for middelalderens, men ikke for vikingetidens historie. Saa meget er dog sikkert, at kjøbmandsgilder (gilda mercatoria) forekommer først sent i Norden. De udviklede sig tidligst i Vest-Europa, i England og Frankrig. Kølnerne, som alt før William Erobrerens tid handlede paa England og nød store forrettigheder dér, havde i London en sal, som i et aktstykke fra det 13de aarh. kaldes la saille des Deneis, d. e. de Danskes sal ell. gildehus[24]. Dette kan ikke forstaaes anderledes, end at kjøbmændene fra Køln samledes i et gildehus, som tidligere havde tilhørt de Danske. Disse maa ha solgt det i begyndelsen af del I2te aarh., da deres handel paa England næsten var ophørt. I aaret 1157 tog nemlig Henrik II kjøbmændene fra Køln og deres gildehal (gildhalla) i sin beskyttelse[25]. Jeg tvivler ikke paa, at disse to ting staar i forbindelse med hinanden, de danske kjøbmænds til den hellige Clemens indviede kirke og Danskernes gildehal. Begge dele stammer visselig fra Knut den store, som naturligvis paa mange maader søgte at begunstige sine egne landsmænd.

En kan spørge, hvad "Danske" i udtrykkene "Ecclesia Sti. Clementis Danorum" og i "la saille des Deneis" betyder. Naar kong Harald Harefod blev jordet paa St. Clemens kirkegaard, saa viser dette, at det ikke bare var tilreisende Dansker, som udgjorde Clemenskirkens menighed. Jeg skulde tværtimod tro, at den var en kirke for de i London bosatte Dansker, og Nordboer i det hele. Det samme var vel ogsaa tilfældet med de "Danskes, som havde et eget gildehus i London. De har været danske, i London bosatte kjøbmænd.

Man kan ogsaa spørge: Hvor laa de Danskes gildehus? Herpaa kan jeg ikke gi noget sikkert svar. Enten har det ligget i nærheden af St. Clemenskirken, i det daværende Londons yderste Westend, eller ogsaa i nordøst, i nærheden af porten ved Bishopsgate, den vigtige port, som i gamle dage ledede samfærselen fra nord ind i London. Denne port skulde nemlig oprindelig holdes vedlige af Danskerne, sagtens som gjengjæld for de forrettigheder, disse nød i London. Men da kjøbmændene i Køln kjøbte Danskernes gildehus, gik forpligtelsen til at holde Bishopsgate port vedlige og til at holde vagt ved den fra Danskerne over til Kølnerne. Og da disse siden sluttede sig sammen med Hanseaterne og der i London blev en fælles tysk gildehal, gik forpligtelsen over paa Hanseaterne[26].

Danskerne nød ogsaa ellers, vel fra Knut den stores tid, store privilegier i London. De havde lov til hele aaret igjennem at opholde sig i London, stod under byen Londons love og havde tilladelse til at drage rundt til alle byer og markeder i England. De stod med andre ord paa lige fod med de indfødte. De norske kjøbmænd havde lov til at bo aaret rundt i London, men fik ikke forlade byen for at drage til andre markeder[27].

At de nordiske kjøbmænd i London saaledes alt paa Knut den stores tid dannede en særskilt organisation og havde sit eget gildehus og sin menighedskirke, vidner ikke bare om, hvor betydelig deres handel var. Det viser ogsaa, at de i kultur og dannelse stod fuldt paa høide med Vesteuropas kjøbmænd og at de af franske, flamske og tyske kjøbmænd havde lært organisationens og sammenslutningens kunst. Et andet spørgsmaal, som jeg ikke vover at gi svar paa, er det: Har de nordiske kjøbmænd i hjemlandet lært at organisere sig paa lignende vis? Jeg tænker især paa Gotland. Er det et tilfælde, at Visby er Hanse-forbundets vugge, og at det var de Tyskere, som handlede paa Visby, som først sluttede sig sammen til den forening, hvoraf det store Hanse-forbund skulde udvikle sig? Man kunde tænke paa, at de gutniske kjøbmænd fra gammel tid af havde sluttet sig sammen.

For de nordiske lande, og særlig for Norge og Danmark, kom handelsforbindelsen med England til at faa overmaade stor betydning. Før Hanseaterne kom og satte sig fast i de nordiske stæder og forandrede handelens retning, var seiladsen og handelen paa England ubetinget det vigtigste baade for Norge og Danmark. Englænderne var jo endnu ikke den store handelsdrivende og sjøfarende nation, som de siden er blit. De drev selv liden handel paa udlandet og var væsentlig afhængig af fremmed tilførsel. Fra gammel tid af, tildels endog forud for vikingetiden, kom frisiske, nederlandske, kølniske og franske kjøbmænd til de engelske markeder med tøier, metalvarer, vin, luksusartikler og alskens varer fra Mellem- og Syd-Europa; det, som de især kjøbte i England, var uld, som blev brugt ved de store væverier i det nuværende Belgien og de tilgrænsende egne af Frankrig. Nordboerne kunde saaledes i England faa alle de udenlandske varer, som de trængte. Særlig var det fint klæde — engang imellem kanske ogsaa silke til brug for høvdinger — samt hvede, honning og vin, som de indførte. Til England bragte de til gjengjæld fisk, som sikkerlig i tørret tilstand alt i vikingetiden har spillet en rolle som handelsvare; størst betydning havde dog endnu det pelsværk, som Vesteuropa fik gjennem Nordboerne. Før Hanseaternes tid var Nordboerne omtrent de eneste, som forsynede Vesteuropa med pelsværk. Det kom dels fra det nordlige Norge og dels fra Rusland, hvorfra gutniske kjøbmænd udførte det. De gutniske kjøbmænd, som i vikingetiden og den ældre middelalder var af overmaade stor betydning for handelen og samfærselen mellem Vest- og Øst-Europa, bragte vel ogsaa andre af Østens varer til Vesterlandene, som voks f. eks., eller varer, som kom fra Sortehavs- og Kaukasuslandene.

Angelsaksisk myntvekt fra vikingtiden, trolig av dansk opprinnelse. Funnet i Kent. (Foto: EttuBruta, 2016. Commons.)

Arkæologerne har vist, at der allerede forud for den yngre jernalder maa ha været nogen forbindelse mellem de Nordiske lande og England. Men denne forbindelse kan næppe ha været regelmæssig eller havt stor betydning. Skal vi dømme efter den mængde angelsaksiske mynter, som er fundet i Norden, var det først i det 10de aarhundred, og især fra dettes anden halvdel af, at forbindelsen med England fik sin store økonomiske betydning. Jeg taler andetsteds mere om disse myntfund[28]. Her skal jeg bare minde om, at der i det svenske Nationalmuseum i Stockholm findes næsten ligesaa mange angelsaksiske mynter som i British Museum i London. De allerfleste af disse er fundet paa Gotland. Nu deltog nok Svensker ikke saa sjælden i vikingetogene dér vesterpaa. Men dét er dog forskerne forlængst enige om, at disse store pengesummer ikke kan skyldes vikingetog og udredsler fra de angelsaksiske konger; — disse gik jo mest til Danskerne, og undertiden til Nordmændene; — de maa skyldes handelen. Jeg skulde tro, at de angelsaksiske mynter er kommet til Gotland dels ved gutniske kjøbmænds direkte handel paa England og dels over Danmark, paa grund af handelsforbindelser mellem Gutland og Danmark. I Danmark har man ikke fundet saa mange angelsaksiske mynter som i Sverige og i Norge endnu færre. Men nu er det saa, at ingen af de angelsaksiske mynter, som er fundet i Norden, er ældre end fra henved aar 900. B. E. Hildebrand i sit bekjendte verk "Anglosachsiska mynt i Svenska Kongliga Myntkabinettet" (2. udg.) anfører saaledes ingen mynter, som er ældre end fra Eadward I (901 — 924). Man har f. eks. i Norden ikke fundet nogen af de mynter, som blev præget af de nordiske konger i Øst-Angel eller Northumberland for aar 900. De ældste engelske mynter, som er fundet i Sverige, stammer merkelig nok ikke fra Gotland, men er fundet i kristne grave fra Björkö"[29]. Blant disse er de fleste præget under de nordiske konger i Northumberland i første halvdel af det 10de aarh. Fra kong Eadgar (9S9— 975) og Eadward II (975—978) findes der alt temmelig mange mynter. Men de fleste stammer dog fra Æthelred II (978 — 1014 og 1016) og Knut den store (1016— 1035).

Man bør kanske vogte sig for at slutte alt for meget af myntfundene. Der er jo i det hele i Norden fundet meget faa mynter fra tiden før det 10de aarh. Saa meget maa man dog ha lov til at slutte, at i det 9de aarh. gik handelen og skibsfarten fra Norden endnu for det meste paa landene syd for Nordsjøen. — Desuden seilede Nordmænd og Gotlændinger paa Skotland, de skotske øer og Irland. Først i det 10de aarh. fik forbindelsen med England sin store økonomiske betydning for Norden. De rundt om i Norden fundne northumbriske mynter synes ogsaa at vidne om, at det især var paa York og andre byer i det blomstrende nordiske kongerige i Northumberland at der blev drevet handel i den første halvdel af det 10de aarhundred. Omkring aar 1000 voksede stadig den engelske handels betydning. Baade Dansker og Nordmænd deltog og gutniske mænd bragte Øst-Europas frembringelser til England.

Myntfundenes vidnesbyrd støttes af de sparsomme historiske oplysninger. Vi kan følge flere forskjellige handelsveie. Den ene gik fra Norge og Island ned forbi Skotlands vestkyst, sydover gjennem den Irske Sjø og ind til Bristol. Som jeg før har nævnt, siger William af Malmesbury, at Bristol er en "havn for skibe, som kommer fra Island, Norge og andre oversjøiske lande". Forbindelsen med Bristol maa sikkerlig være begyndt alt i vikingetiden. Den vedblev ud gjennem middelalderen at ha sin betydning, især for Island. Graagaas nævner i sin Erfða-þáttr (61) det tilfælde, at engelske mænd dør paa Island; man kan se, at de ikke saa ganske sjelden kom til øen (Nv andaz enskir menn her. eða þeir er hingat ero ey okusare). Disse Englændere har, skulde jeg tro, mest været fra Bristol. Vi ved jo, at de Engelskmænd, som i begyndelsen af det 15de aarh. begyndte at drive torskefiske udenfor Islands kyster, var fra Bristol[30].

Til byerne paa Englands østkyst gik der andre handelsveie. Først og fremst til London, men hid var det vist Dansker, mere end Nordmænd, som kom. Hvad jeg før har meddelt, synes at vise dette, og fra senere tider finder vi heller ikke mange norske kjøbmænd i London. Længere nord i England var det især til York, at de nordiske kjøbmænd i vikingetiden søgte. Byen skal før William Erobrerens tid ha havt over 30000 indbyggere; den var utrolig rig paa alle slags varer, som bragtes did af kjøbmænd, som strømmede til allevegne fra, mest dog Daner[31]. Byen York er vistnok grundlagt af Romerne eller kanske endnu tidligere. Men efter Angelsaksernes erobring gik det tilbage med den; de gamle mure faldt i ruiner og blev ikke gjenopbygget. Først efterat Nordboerne havde grundet et rige i Northumberland, begyndte York paany at blomstre og under de senere angelsaksiske konger er byen fremdeles et af de vigtigste myntsteder i England. Og denne sin blomstring skylder den først og fremst Nordboernes handel.

En anden by, som vistnok alt i vikingetiden blev søgt af Nordboerne, kanske mest af norske kjøbmænd, er Grimsby lige udenfor Humber's munding. Sagnet om "Havelok Danske" (d. e. Olav Kvaaran, den senere Dublinkonge) har gjemt mindet om, at Grimsby er grundlagt af Nordboer[32]. I begyndelsen af det 12te aarh. var denne by særlig søgt af folk fra Norge, Orknøerne, Skotland og Suderøerne. Og et endnu bevaret aktstykke i rigsarkivet (Public Record Office) i London viser, at Nordmændene alt paa Henrik Vs tid (1100 — 1135) nød toldbegunstigelser i Grimsby[33]. Men handelen paa Grimsby maa, saavidt jeg kan skjønne, være begyndt alt i vikingetiden. Der er slet intet, som tyder paa, at Nordmændene i slutningen af det 11te aarh. begyndte at søge ind paa nye handelsveie.

Desværre ved vi, foruden hvad jeg før har nævnt, lidet om handelen mellem Danmark og England i vikingetiden. Vi ved nok, hvilke engelske byer det var Danskerne fortrinsvis besøgte. Men vi ved ikke, hvor i Danmark disse kjøbmænd hørte hjemme. Især har det vel været i Hedeby, det senere Slesvig, som engang var Nordens første handelsstad, men med hvis betydning det dog mod slutningen af det 10e aarh. synes at være gaat tilbage[34]. Ved siden deraf vil jeg nævne Ribe, som alt paa Knut den stores tid maa ha været en by; dens navn forekommer paa Knuts mynter. Danmarks handel, som paa Knuts tid havde været saa blomstrende, gik det nemlig udover i middelalderen mer og mer tilbage med, og ved aar 1300 var Danskernes selvstændige handel paa England næsten fuldstændig ophørt. Hanseaterne havde fortrængt dem. Den eneste by, i hvis handel og skibsfart der endnu var lidt liv, var Ribe. Derfra seilede der fra aar til andet ikke saa ganske faa skibe til England, som man kan se af de i rigsarkivet i London opbevarede toldruller. Jeg tænker mig, at denne Ribes handel paa østengelske byer ved aar 1300 er en levning fra gamle dages mere straalende tider.

Hvor livlig handelen og skibsfarten mellem Norge og England i det 10de aarh. og især fra Olav Trygvessons tid af var, gir sagaerne os mange vidnesbyrd om. Allerede ved aar 900 maa det ha været skik, at norske stormænd lod de livsfornødenheder, de trængte, indføre fra England; til gjengjæld solgte de derover skreid, huder og skindvarer. Saaledes fortælles det i Egils saga (k. 17), at Torolv Kveldulvsson byggede et nyt skib. "Der ombord lod han bære skreid, huder og lys vare (d. e. hermelinskind ?). Han lod ogsaa følge meget graaverk og anden skindvare som han havde faat fra fjeldet, og det var overmaade meget gods. Dette skib lod han Torgils Gjallande seile med vest til England for at kjøbe sig klæde og andet forraad, som han trængte. De styrede skibet sydover langs landet og siden tilhavs og kom frem til England. De fik dér godt kjøbstævne, ladede skibet med hvede og honning, vin og klæde og styrede tilbage om høsten." Torolv Kveldulvsson bodde, som vi véd, i Haalogaland, og denne landsdels økonomiske ydeevne maa, det kan vi af mange grunde slutte, i vikingetiden ha været forholdsvis større end nogensinde senere, indtil vore dage. — Dette har vist dels havt sin grund deri, at bønderne i Nordland endnu selv udnyttede Lofotfisket og udførte den tørrede skreid til fremmede lande. Men især indbragte Finnefærden og idethele handelen med Finnerne, fremforalt pelsverkhandelen, store rigdomme; men denne rigdomskilde synes udover i middelalderen at være blit stadig mindre og mindre, idet først Gotlændingerne og siden Hanseaterne overtog Europas forsyning med pelsverk. Dog hører vi endnu fra Olav Trygvessøns tid om Haaløiginger, som fór i kjøbfærd og drev handel paa England. Saaledes heder det i en liden fortælling, som er føiet ind i Olav Trygvessøns saga: "Sigurd hed en mand og en anden Hauk; de var haaløigske mænd af æt og unge af aar, store og sterke og var ofte paa kjøbfærd. Den samme sommer, som kong Olav drog vestover fra Viken, seilede Sigurd og Hauk vest til England."[35]

Men ikke bare Haalogaland, saa godt som alle dele af Norge stod i slutningen af det 10de aarh. i forbindelse med England. De merkelige billedstener fra Ringerike, Hadeland og Toten vidner om, at de mænd, som huggede billederne paa dem, havde færdedes i fredens yrke over i Elngland og været i London eller Northumberland[36]. Fra Viken hører vi om kjøbmænd, som seilede til England, som f. eks. de kjøbmænd, med hvilke Ragnvald Lodinssons hustru Sigrid drog ud og fandt Olav Trygvesson[37]. I Nidaros finder den uvørne Gunnlaug Ormstunge, da han har fornærmet Erik jarl og skjønner, det er bedst at forlade Norge, straks en "Englandsfarer" (d. e. et til England bestemt skib), som han blir med[38]. Fra Nidaros maa der i det hele ha været livlig forbindelse med England. En vinter opholder saaledes Islændingerne Kjartan og Bolle sig dér ved Olav Trygvessøns hird. Om vaaren spørger Kalv Aasgeirsson Kjartan, hvor han agtede sig hen til sommeren. Kjartan svarer: "Jeg tænkte, vi helst skulde seile med vort skib til England; for dér er der nu godt kjøbstævne for kristne mænd". Kongen vil imidlertid ikke lade Kjartan fare, saa Kalv drager alene med sit og Kjartans skib og varer til England og kommer tilbage om høsten[39].

Jeg har her ikke nævnt alle de eksempler, som kunde nævnes. Men det fremgaar dog af hvad jeg har fremdraget, at Vikingetogene fra slutningen af det 9de aarh. — eller kanske endnu tidligere — aabnede en regelmæssig handelsforbindelse mellem Norden og England. Gotlændingerne bragte til England Ruslands og hele Østeuropas frembringelser; Nordmændene fik et marked for sin tørfisk og sit pelsverk. Og fra England fik Nordboerne med sig hjem alle de varer, som deres eget land med det kolde veirlig og industrien, som næppe nok var i sin første vorden, ikke formaaede at frembringe.

Hvor vigtig forbindelsen med England har været for handelen, kan vi ogsaa skjønne af sproget selv. Der findes i oldnorsk en mængde ord, som er af engelsk oprindelse og som angaar handelen og vareomsætningen. Mange af disse maa være optat alt i vikingetiden. Jeg har andetsteds nævnt "klæde" (oldn. klaði, "vin", "næpe": (oldn. næpa) og "kaal" (oldn. kál). Ordet flitr "hvedemel" (= gl. engelsk flour, af lat. flos) er kanske ogsaa kommet ind i sproget alt i vikingetiden. Vigtigere er dog ordet mangan, "smaahandler, høker". Ordet forekommer hyppig tilligemed verbet manga "kjøbe" i retterboderne, og "Kongespeilets" høibyrdige forfatter ser (k. 3) med foragt ned paa dem, som gir sig kjøbmands navn, men bare er mangarar eða falsarar, kjøber og sælger falskt. Men smaahandleren, som gaar med sine varer i sækken og vandrer fra gaard til gaard, gjør alligevel sin nytte og kan vanskelig undværes i bygden. Kramhandlere har der vel været i Norden til alle tider, endog i de aller ældste, saaledes som stenaldersfund synes at vise. Men vikingetiden maa alligevel ogsaa paa dette omraade ha havt sin betydning. Ordet mangari er nemlig laant fra ags. mangere (nyeng. monger); det maa være kommet ind i sproget alt i det 10de aarhundrede; det findes nemlig i et vers i Kormaks saga (str. 6), og verset synes at være ægte.

Fra ældgammel tid af førte der handelsveie fra de nordiske lande til Frankerriget, dels tillands over Danmark, Nord-Tyskland og Frisland og dels tilsjøs. Jeg har nævnt, at Dorestad alt ved aar 800 stod i handelsforbindelse med Norden. Dels var det frisiske og nederlandske kjøbmænd, som drog til Hedeby og Birka, en enkelt gang kanske ogsaa til Norge. Men ikke sjelden hændte det, at norske, svenske og danske kjøbmænd drog paa kjøbfærd til Nederlandene, Saksland og Frankrig. Denne forbindelse blev nu ogsaa, efterat vikingetogene var begyndt, mere regelmæssig. Fra egnene ved Rhinens, Maas's og Scheldes udløb fik, som jeg før har nævnt, Nordboerne især finere tøier og vaaben. Ordet flæmingi, "Flamlænder", forekommer, som jeg andetsteds omtaler[40], i Ynglingatal i betydningen "sverd" og vidner, sammen med de mange udenlandske sverd, som er fundet i Norges jord, tydelig om den store indførsel af sverdklinger, som fra disse egne foregik til vort land. — Og disse sverd stammede i regelen ikke fra rov, som vikingerne havde gjort i udlandet. De fleste maa være indført ved handel og fredelig samfærsel mellem landene. — De karolingiske mynter, som er fundet i Norden, og fremforalt de nordiske efterlignere af Dorestad-mynterne vidner ogsaa tilstrækkelig om denne handels betydning.

Efterat Rollo var blit Normandiets hertug og Nordboerne havde faat fast fod i dette frugtbare land, begyndte handel og skibsfart, som længe havde ligget nede, paany at blomstre. Normannerne havde git Frankrig fred; men de var ogsaa de første, som selv forstod at høste frugterne af denne fred. Rouen, hertugdømmets hovedstad, blev snart midtpunktet for en vidtstrakt handel og en af Frankrigs og Vesteuropas første handelsstæder[41]. Til Rouen var det da ogsaa, at de Nordboer, som i det lode aarh. drog til landene ved Nordsjøens sydlige kyster, helst søgte. Den danske konge Harald Blaatand opholdt sig, ved vi, selv i længere tid i Normandie, og dette har visselig bidraget til at fremme handelen mellem Rouen og Danmark. I Norge fulgte Vikværingerne fra gammel tid, baade paa vikingetog og i handelsfærd, gjerne den samme vei som Danskerne.

Medens folk fra det øvrige Norge helst drog til de Britiske Øer, seilede derfor Vikværingerne ligesaa meget til Frisland, Nederlandene og Frankrig. Kjøbmænd fra disse egne gjæstede ogsaa hyppig Viken. I Olav den helliges saga (Kristianiaudg., k. 48) fortælles det, at Vikværingerne kjendte meget bedre til kristne sæder end folk nord i landet. "For baade sommer og vinter var det fuldt afkjøbmænd, baade danske og saksiske" (þvi at þar var beði vetr oc sumar fiolment af caupmonnum beðli daunscom oc saxnescom). Udtrykket "saksisk" er vel brugt om kjøbmænd baade fra Hamburg og Køln og fra Nederlandene. Sagaen fortsætter: " Vikværingerne drog ogsaa meget i kjøbfærd baade til England og Saksland og til Flandern og Danmark" (Vicveriar haufðuz oc mioc i kaupferðum til Englanz eða Saxlanz eða Flæmingalanz eda i Danmorc).

Midtpunktet for denne handel var Skiringssal ved Viksfjorden, en halv mils vei fra det nuværende Larvik. Fra Skiringssal udgik ialfald, i vikingetiden, den regelmæssige forbindelse med Hedeby, og de udenlandske varer førtes saa derfra videre, helt op til det nordligste Norge. Vi faar oplysning herom i kong Alfreds Orosius. Haalogalændingen Ottar fortæller i sin reiseskildring, at han seilede fra Haalogaland til Skiringssal, eller som det heder med kong Alfreds ord: "Ottar fortalte, at det fylke, hvor han boede, hed Haalogaland (Halgoland). Han sagde, at ingen mand boede nordenfor ham. Og saa er der en havn syd i landet, som man kalder Skiringssal" (þonne is ân port on sudeweardum þem lande, þone man hæt Sciringes heal). Derfra seilede Ottar sydover til Danmark. "Fra Skiringssal fortalte han, at han seilede i fem dage til den havn, som kaldes Hedeby (7 of Sciringes heale he cræð pæt he seglode on fif dagan to pæm piorte þe mon hæt æt Hæþum)[42]. Ottar vilde næppe være reist den lange omvei op til Skiringssal, naar han skulde til Danmark, hvis dette ikke havde været den almindelige rute, som farmænd brugte.

Ellers er det ikke ofte, at sagaerne nævner handelsforbindelser mellem Norge og landene syd for Nordsjøen. Sighvat skald drog dog engang i følge med en mand, som hed Berg, paa kjøbfærd til Rouen[43].

Selv islandske kjøbmænd har vist undertiden alt i vikingetiden gjæstet Normandiet, ifald vi har lov til at slutte tilbage derfra, at et islandsk skib, lastet med uld, i 1198 kom til Rouen[44].

Om Svenskernes handel paa Frankerriget — og omvendt — er det næsten bare myntfundene, som gir os oplysninger. — Det eneste er Rimberts levnetsskildring af Ansgar, som vidner om forbindelse mellem Birka, Hedeby og Dorestad. — I det 9de aarhundred synes Gotland endnu ikke at ha tat stor del i denne handel. Dette forhold forandredes i det følgende aarhundred. Dog synes Gotland, efter myntfundene at dømme, at ha staat i livligere forbindelse med Tyskland end med Frankrig[45]. Øens naturlige beliggenhed gjør jo ogsaa dette naturligt.

Kaster vi saa til slutning et blik tilbage paa dette afsnit, vil vi finde, at vikingetiden har havt en overmaade stor betydning for udviklingen af Nordboernes handel. Vikingefærderne til Vesteuropa fulgtes af fredlige handelstog, som aabnede en regelmæssig forbindelse mellem Nordens lande og Vesteuropa. Nordboerne finder nye markeder for sine egne varer og indfører desuden Østeuropas frembringelser til Vesterlandene. Med til hjemmet bringer de i tilstrækkelig mængde nye og før næsten ukjendte varer, fint klæde, silke og guldindvirkede tøier, ædelstene og smykker, glasvarer, damascerede sverdklinger, honning, vin og hvedemel. Velstanden stiger. Nye næringskilder begynder at faa landsvigtig betydning, saaledes i Norge pelsverkshandelen i Finmarken og fremforalt Lofotfisket. Byernes og kjøbmandsstandens betydning vokser. I Danmark kan man fra nu af begynde saa smaat at tale om en borgerstand. Gotland blir som bindeled mellem Øst- og Vest-Europa et af de vigtigste handelscentrer i det nordlige Europa, et sted, hvor kunst og haandverk blomstrer. Vikingetogene førte ogsaa til, at der i Vesterlandene blev grundet nybygder. Her udviklede Nordboernes medfødte handelsaand og deres kjærlighed til sjøen handels- og næringsliv til ny blomstring. De brød nye baner for handelen, seilede selv til fjærne lande. Og de var ikke alene modige kjøbmænd; de lærte ogsaa snart i samkvem med franske og vesterlandske kjøbmænd at slutte sig sammen for derved at vinde ny styrke, erobre nye markeder. Og Nordboerne der ude i Vesterlandene glemte ikke saa snart sine landsmænd i hjemlandet. De tilførte ogsaa dem nye rigdomme, ny kultur.

Skibsfart og skibsbygningskunst

Forstavnene på vikingskip og båter fra norsk middelalder fortøyd til bryggen i havnen i Tønsberg i Vestfold: "Saga Oseberg", en replika i full størrelse av "Osebergskipet" fra ca. 820, med spiralsnodd forstavn, sjøsatt 2012. "Saga Farmann", en rekonstruert kopi av"Klåstadskipet" fra ca. 820, sjøsatt 2018. "Sæheimr", en tolkning av"Fjørtoftbåten" fra ca. 860, sjøsatt 2016, med utskåret dragehode. Ellers sees Kaldnes gangbru fra sentrum over Byfjorden (Tønsbergfjorden) til Kaldnes på Nøtterøy-siden, med leilighets- og kontorbygg. (Foto: Wolfmann, 2019. Commons.)

Skibsbygningskunsten naaede hos Nordboerne i vikingetiden en høi grad af fuldkommenhed, høiere kanske end i de kristne lande. Skibene brugte snart aarer, snart seil. Hvert skib havde bare én mast og ett, firkantet raaseil. Hvor dygtige vore forfædre var i at bygge skibe, derom vidner især det nyfundne Osebergskib og det i nærheden af Sandefjord fundne Gokstadskib, som nu er en af de største skatte i oldsagssamlingen i Kristiania. Begge disse skibe maa dog ha været fjordbaade og ikke havgaaende skibe. Medens folk ellers i Europa nødig vovede sig ud paa den aabne sjø, naar de ikke ved kveldstid kunde være i havn igjen, seilede Nordboerne i vikingetiden frygtløst over havet til Island og videre til Grønland og Nord-Amerika. Det er derfor i sig selv lidet rimeligt, at de med hensyn til skibsbygningskunst har lært noget af forbindelsen med Vesteuropa.

Vi kan dog se, at de ogsaa paa dette omraade har havt øie og sind opladt, at de paa et enkelt og meget vigtigt punkt har indført forbedringer. Vi kan ogsaa se, at de har lært at kjende eller ialfald hørt om de store og fra Nordboernes fartøier helt forskjellige skibe, som byggedes i Middelhavslandene. Den type for handelsskibe, som blev den almindelige i middelalderen, var kort og fortil afrundet. Den vandt først sent indpas i Norden; men alt i vikingetiden maa ogsaa Nordboerne ha lært at kjende, ja muligens ha bidraget til at udvikle den.

Fra ældgammel tid har naturligvis Nordboerne ligesom andre sjøfarende folk forstaat ved en til et taug fæstet sten eller metalklump at holde skibet fast i havnen, saa det ikke drev bort. Derimod har der været en tid, da de ikke kjendte ankere med kroger og modhager, som greb fast i bunden. Det maa være Grækerne, som har opfundet ankeret. — Det græske αγχσα "anker" betyder egentlig "den krogede". — Af Grækerne lærte Romerne ankeret at kjende; de optog det græske αγχσα i sit sprog og omgjorde det til ancora. Gjennem Romerne blev Mellemeuropas folk kjendt med brugen af ankeret. Vi Nordboer har snarest lært det at kjende af Angelsakserne. Oldn. akkeri, n. "anker" synes nemlig at være laant fra ags. ancor. Ordet akkeri forekommer første gang i et vers af Hallfred Vandrædaskald (k. 5), hvor Hallfred kalder en fremmed mand, som drager ankerkjettingen op, for Akkeris- frakki, "Anker-Franker".

Et andet skibsudtryk af fremmed oprindelse er forkr, m., som i almindelighed betyder "baadshage", men ogsaa kan bruges om en "kjæp, jernbeslaat stang". Dette ord er laant fra ags. forca, "gaffel, fork", som igjen stammer fra lat. furka, "fork, høgaffel". Ordet er vistnok alt i vikingetiden kommet til Norden. Det findes nemlig i Landnaama i et vers, som skal være digtet af en son af en landnaamsmand (III, k. 14):


Fork lætr æ sem orklar.


Forkr kaldes i den foregaaende prosa járngaddr og i samme vers járnstafr.

Om Nordboerne alt i vikingetiden har begyndt at efterligne fremmede skibstyper, et et spørgsmaal, som det er meget vanskeligt at besvare. Dog skulde jeg snarest tro, at Nordboerne i Vesterlandene maa ha gjort det. I den angelsaksiske krønike for aar 1066 og hos Florentius Wigorniensis for aar 1052 bruges udtrykket butsccarlas et par gange om sjømænd, som bodde langs med kysten, i Hastings og Yorkshire. De var urolige kroppe og stadig rede til at gjøre opstand. J. Steenstrup har først gjort opmerksom paa dette ord og pegt paa, at den fuldkommen nordiske bestanddel af ordets sidste "halvdel" viser, at det er dannet af Nordboerne (Normannerne IV, 165). Ordet buza forekommer fra midten af det 13de aarh. af hyppig i oldnorsk og i gammel-svensk. Det betegner en slags brede, sterktbyggede fartøier, som bl. a. ofte brugtes til sildefangst. De fleste skibe, som i det 14de aarh. seilede mellem Norge og Island, kaldes saaledes busser. Ordet er dog ikke af nordisk, men af romansk oprindelse. Det svarer til gl. fransk buse, buce, f. "et større fartøi" (omkr. 1080) og m. lat. bucia f (omkr. 1100). Provengalsk bus og gl. spansk buzo, m. betyder et "rofartøi"[46]. Den i middelalderen almindelig brugte skibstype, som gaar under navnet "busse", synes saaledes at stamme fra omkr. aar 1000 eller fra begyndelsen af det 11te aarh. Ordet "busse" er af romansk oprindelse, men forekommer første gang brugt om de i England bosatte Nordboers skibe. Dette leder mig til den slutning, at "bussen" stammer fra Normandie og at det er Normannerne, som har opfundet denne eiendommelige skibstype. Vikingeskibene var ypperlige sjøgaaende fartøier, som trodsede storm og uveir. Men for fredelige handelsmænd passede de ikke saa godt. For kjøbmanden gjaldt det først og fremst at ha godt og meget rum for sine varer. Sjødygtigheden kom, skulde jeg næsten sige, i anden række. Middelalderens kjøbmænd gjorde jo sjelden lange reiser over det aabne hav, men fulgte kysterne fra havn til havn. For dem passede de brede skibe med høit dæk bedre end vikingetidens hurtigseilende ranke fartøier, af hvilke knapt et eneste havde fuldstændigt dæk. Denne nye skibstype er tidligst, mener man almindelig, kommet i brug i Middelhavet og er derfra vandret til Vest- og Nordeuropa. Dette hindrer dog ikke, at Normannerne kan ha havt sin betydning for udviklingen af en enkelt type. Efter min mening er overhovedet de eiendommelige brede og høie middelalderlige skibe tidligst udviklet i Nord- Frankrig og Flandern.

En anden midderalderlig skibstype, som fra det 13de aarh. af fik en stedse voksende betydning for Mellem- og Vest-Europa er koggen (oldn. kuggr). Koggen fik især sin eiendommelige udvikling hos Hanseaterne og i Nederlandene; den var meget bred i forhold til længden, tillod vanskelig entring og egnede sig ypperlig til krigsfartøi. Koggen er dog ikke først kommet i brug hos Hanseaterne. Den omtales i Tyskland for første gang i 1211, da keiser Otto IV tillod borgerne i Wismar at holde to kogger (cogken) og saamange mindre skibe, som de ønskede[47]. Typen stammer fra de romanske lande. Ordet "kogge" er nemlig af romansk oprindelse; det heder paa ital. cocci, sp. coca og gl. fr. coche. Hvor og naar koggen først er kommet i brug, er meget vanskeligt at afgjøre. Enkelte ting synes at tyde paa, at den først har faat sin eiendommelige form i Flandern eller i Nord-Frankrig. Den gamle florentinske historiker Villani skildrer nemlig sjøslaget ved Zieriksee i 1302, hvor Flamlænderne kjæmpede mod Franskmænd, Hollændere og Genuesere, Til denne kamp havde greven af Flandern udrustet "otti skibe, eller kogger, efter hint havs sædvane" (ottanti nari, owero coche, al modo di quello mare)[48]. Efter Villani var dette første gang, Sydeuropas galeier kjæmpede mod koggerne, som fra nu af ogsaa vandt indpas i Middelhavslandene.

Efter alt hvad man ved, er koggen først kommet i almindelig brug i det 13de aarhundred. Den maa dog ha eksisteret langt tidligere og endog ha været kjendt af Nordboerne i vikingetiden. To Islændinger ved landnaamstiden har nemlig tilnavnet kugg[49]. Dette tilnavn maa, som K. Rygh mener, hænge sammen med kuggr eller kuggi, "en kogge". Der har, skulde jeg tro, blant landnaamsmændene været enkelte, som har færdedes i Normandie. Dér har de hos sine stammefrænder set kogger. Fra England kan ordet ikke være kommet til Island; det findes nemlig ikke i angelsaksisk, men først i middelengelsk (cogge).

En skibstype, som Nordboerne maa ha lært at kjende fra Middelhavslandene alt i vikingetiden, er drómundr. Saa kaldes en bror af den islandske sagahelt Gretter ved aar 1015 (Þorsteinn drómundr, Grettis saga, s. 21). Han fik dette tilnavn, fordi han var sen i vendingen; "dromundr" betyder et slags stort krigsskib. Denne skibstype er først kommet i brug hos Byzantinerne, hvor den kaldes ðοónor. Derfra gik ordet over bl. a. i gammelfransk (dromon) og i middelhøitysk trag(e)-munt f. Til Island og Norge er ordet snarest kommet fra Frankrig.

Mod slutningen nf vikingetiden begyndte Nordmændene at kalde sine store langskibe for "drager" (dreki). Ordet findes tidligst i betydningen "drageskib" brugt i skaldevers fra Olav den helliges tid; dreki, m. "drage" stammer fra lat. draco, som igjen er laant fra gr. ςσιχων. Det maa være i Britannien, at Nordboerne først er begyndt at kalde sine store krigsskibe "drager". — Om dreki er laant fra det ensbetydende ags. draca, m. eller fra irsk drac, m., gen. dracon, kan man af formen ikke se. Derimod er det sandsynligt, at Irerne, før Nordboerne kom til Irland, har kaldt krigsskibe "drager". Den navnkundige irske konge Niall med de ni gidsler (of the Nine Hostages) regjerede aar 379 — 405 e. Kr. Om ham er der skrevet en liden saga, som ender med et digt til hans pris. Dette digt er, som udgiveren professor Kuno Meyer har vist, i det seneste fra begyndelsen af det gde aarhundred (Stories and Songs from Irish Manuscripts, i Otia Merseiana II, s. 85, jfr. s. 880 g 91). I dette digt heder det om Niall:


amail draic di thuind cen tair Niallmac Echach :Muigmedāin.


d. e. :


Lig et drageskib paa bølgen uden feil var Niall, søn af
Echu Mugmedon.


Hermed kan sammenlignes, at Irerne for krigsskibe har et andet udtryk, serrcend. Dette forklarer Dr. Whitley Stokes af lat. serpens, gen. serpeyitis, "slange"[50]. Ganske tilsvarende er Olav Trygvessøns navnkundige skibs navn "Ormen lange ", som dog skal ha havt et udskaaret slange- eller dragehoved i forstavnen. — Merkelig nok finder vi hos Romerne hverken draco eller serpens brugt om skibe. Efter al sandsynlighed maa de dog i Britannien, hvor flaaden spillede en forholdsvis stor rolle, ha brugt disse udtryk om sine skibe og kaldt dem "dragere eller "orme", selv om vi ikke finder dette bestyrket af litteraturen. Paa anden maade kan jeg ikke forklare, at Irerne kalder krigsskibe med de latinske laanord drac og serrend, og at Nordmændene paa de Britiske Øer har optat ordet dreki og at de ligesom Irerne kalder sine langskibe "orme".

I et digt om Olav Trygvesson kalder Hallfred Vandrædaskald Ormen lange lung it langa[51]. Ordet lung, "skib" bruges ogsaa andetsteds, muligens alt i et vers, som tiliægges Brage gamle; dette er dog ikke sikkert. Ordet er ikke nordisk, men laant fra det irske lang, det almindelige irske udtryk for "skib".

Vi ser saaledes, at Nordboerne ogsaa paa skibsbygningens omraade i Vesterlandene har modtat mange impulser, som de saa selv har udviklet videre. Ja det er endog muligt, at de skibstyper, som i den senere del af middelalderen blev de almindelige i Mellem- og Vesteuropa, for en væsentlig del skylder de i Vesterlandene, særlig i Normandie bosatte Nordboer sin udvikling.

I England havde i ældre tider flaaden og sjøvæsenet været sørgelig forsømt. Det var først Alfred den store, som søgte at bringe det paa fode. Under de følgende angelsaksiske konger hører vi lidet om flaaden før under Æthelred den raadvilde i 1008. Professor Johannes Steenstrup har underkastet de daværende angelsaksiske skibsudredningsdistrikter og den angelsaksiske flaade en indgaaende undersøgelse (Normannerne IV, 154 ff). Han fremhæver, at skibene maa ha havt en paafaldende størrelse, at de har talt 86 hamler[52] eller rorskarer, været "hvad vi vilde kalde 43 sædede skibe". Saa store skibe var ikke almindelige i Norden. Nu blev der, som vi ved, i Norge under Olav Trygvesson bygget usædvanlig store skibe, særskilt den navnkundige Ormen lange. Er dette, som professor Gustav Storm trodde, en efterligning af de store i England paa denne tid byggede langskibe eller scegd, som de med et nordisk navn kaldes (= oldn. skeid)[53].

Byanlæg

Nidaros på Snorres tid. Kartbilag til Olav den Helliges Saga ved Udvalget for Folkeoplysnings fremme, Kjøbenhavn 1906.

Jeg nævner i det følgende afsnit, at Nordboerne i vikingetiden i Vesterlandene lærte at bygge borge og befæstede stæder omgit af volde og grave. I Irland grundlagde de saaledes Dublin, Waterford og

Limerick eller gjorde dem ialfald fra at være landsbyer til virkelige stæder. Der kan vel ikke være tvil om at de i dette efterlignede — om end selvstændig og frit — fremmede forbilleder, byer, som de havde sét i Frankrig og i England. Her i Vesterlandene lærte Nordboerne ogsaa at bygge brolagte veier, først og fremst udenfor kongeborgen. De kaldte disse brolagte veier for stræti, vort "stræde". Ordet er optat fra angelsaksisk stræt. Som i næsten al materiel kultur var Romerne ogsaa Angelsaksernes læremestere i veiarbeider; derfor er ogsaa ags. stræt laant fra latin (via strata, "brolagt vei"). Ordet stræti maa tidlig være kommet til Norden. Det forekommer i Hamðismál (str. 13), som regnes blant de ældste Eddadigte: Fundu á stræti stórbrgótttan.

Senere gik stræti over til at betegne "stræde, gade i en kjøbstad". Da Olav Trygvessøn i 997 havde anlagt Nidaros, fik hovedgaden — eller vel den eneste gade — straks navnet stræti, "strædet"[54]. — Dette blev senere til "kjøbmandsstrædet" (kaupmannastræti). — At gaden i Nidaros saaledes lige fra begyndelsen af blev kaldt stræti, bestyrker den formodning, som professor Gustav Storm har fremsat, at Olav Trygvessøn grundlagde Nidaros efter engelske forbilleder[55]. Kong Olav havde jo selv sét baade London og Dublin.

Det gamle Dublin var anlagt ved en elvemunding. Skibene kunde lægge til saa langt oppe, at tidevandet og storm og bølger vanskelig kunde gjøre sin indflydelse gjældende. — Her, ved Steinene, blev der anlagt brygger. Hovedgaden, som udgik fra kongsgaarden (nu The Castle), synes at ha gaat parallel med elven, som der førte korte tværgader ned til. Lige ved kongsgaarden stod kirken (nu Christ Church, som dog endnu ikke fandtes paa Olav Trygvessons tid). Omtrent saaledes maa ogsaa det ældste Nidaros ha sét ud. Nede ved Skipakrok, hvor kongsgaarden og kirken byggedes, har der været brygger, og parallelt med disse har "Strædet" gaat. Kirken i Nidaros indviedes til St. Klemens, de sjøfarendes skytshelgen. Til ham var jo ogsaa Nordboernes kirke i London indviet[56]. Dette taler ikke mindst for, at Olav Trygvessøn har grundet Nidaros med London eller Dublin som forbilleder.

Olav Trygvessøn viser ved anlægget af Nidaros, hvor sterkt han var gjennemtrængt af vesterlandsk kultur. Før hans tid fandtes der knapt nogen by i Norge uden Tønsberg, om hvis oprindelse vi intet ved. Olavs forbillede blev siden efterlignet af Harald Haardraade og Olav Kyrre, som anlagde Oslo og Bergen efter Nidaros's mønster. — Olav den helliges Sarpsborg synes derimod fra først af at ha været et borganlæg, hvad navnet ogsaa viser. — Om oprindelsen til de danske og svenske byer, som fandtes ved vikingetidens slutning, ved vi heller intet. De synes dog at være vokset op lidt efter lidt. Det er saaledes umuligt at tale om vesterlandsk paavirkning, naar det gjælder deres bebyggelse.

Fotnoter

  1. Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Billedkunst
  2. Jfr. Hildebrand, Sveriges medeltid. I, 776 og Montelius, Les temps préhistoriqu Suéde, s. 232, hvor to kristelige, frankiske gjenstande fra Birka er afbildet.
  3. Pertz I, s. 200
  4. Se Steenstrup II, s. 243.
  5. Three Fragments, s. 159 fif.
  6. Se afsnittel om myntvæsen Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Myntvæsen, maal og vægt
  7. Fortællingen om skalden Ruman, udg. af Kuno Meyer i Otia Merseiana II.
  8. Jfr. Cunningham, Growth of Engl. Industry & Commerce, s. 82 og 89.
  9. De Vita S. Wlstani II. 20.
  10. A. Bugge, Contributions to the History of the Norsemen in Ireland II! (Norse Settle- ments round the Bristol Channel).
  11. ' Diglet, som er bevaret i to papirhdsk. i Royal Irish Academy, Dublin, begynder: Boraimhe baile na riogh. Stykket om Nordboernes afgifter lyder saaledes:
    Ar g-cáin ó lucht Atha Cliath
    ó Dhanaruibh na doinnsclath
    tri chaogad dabhach fióna
    do geibh mis go gnaith mhíolla.
    Ar g-cáin ó lucht Luimnigh luirc
    ó clanna Amlaoi iarnuigh
    tonna gach aonlá d'fión derg
    ó na Gallaibh fa gnaith mhedhg.
  12. Se Heid, Geschichte des Levantehandels im Mittelalter I, s. 57 ff. o. fl. steder.
  13. Cogadh Gaedhel, s. 78 f.
  14. Det heder i Three Fragments, s. 162 — 163, om Lodbrokssønnerne: "De førte med sig en stor mængde af dem (ɔ: Maurerne) som fanger til Erin; disse er nemlig de blaa mænd; for Mauri er det samme som sorte mænd, og Mauritania det samme som sorthed " (tugsad dna sluagh mór diobh a m-brait leo go hEirinn . i . siad sin na fir gorma, uttir is ionann Maitri n nigri : Mauritania is ionann is nigritudo). Udtrykket "de blaa mænd" (na fir gorma) om Maurerne hører ikke hjemme i irsk sprogbrug, men maa være en oversættelse af oldn. blámaðr. Dette viser, at fortællingen i Three Fragments stammer fra en nordisk kilde og følgelig, at dens grundlag er historisk paalideligt.
  15. Móirthimchell Éirinn uile dorigne Muirchertach, Mac Neill, (d. e "Den store rundgang rundt hele Erin, som M. sæn af Niall gjorde"), ed. F. E. Hogan, S. J., Dublin 1901, s. 20 f..
  16. Cogadh Gaedhel, s. 114 f.
  17. Flateyjarbók I, s. 217.
  18. Jfr. A. Bugge, Studier over de norske byers selvstyre og handel, s. 188 f., og Liber Custumarum I, indl, s. XLVIII (udg. i Master of Rolls' Series).
  19. Se "The Black Book of the Admiralty" (udg. af Sir Travers Twiss i Rolls' Series).
  20. Indledn. til b. IV og IV, s. 522. 2 Cormac's Glossary, transl. by O'Donovan, ed. by Whilley Stokes, s. 67.
  21. Jeg kan ogsaa nævne, at ifølge retslærdes mening minder bestemmelserne i den islandske Grågås om havari grosse om bestemmelserne herom i den Rhodiske Lov.
  22. Steenstrup, Normannerne IV, s. 171 f.
  23. Se nærmere Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene, s. 38 f.
  24. Liber Albus (i Rolls' Series) I, 229. Jfr. A. Bugge, Studier over de norske byers handel og selvstyre, s. 188 f.
  25. Hansisches Urkundenbuch I, n. 14.
  26. Jfr. et vidneprov fra 1275 (Hansisches Urkundenb. I, 747) samt et utrykt aktstykke i Londons Guildhall, hvor Danskernes pligt til at holde Bishopsgate port vedlige og til at holde vagt der omtales. Dette aktstykke har jeg set, men ikke faat lov til at afskrive.
  27. Liber Albus I, s. 63 f.
  28. Se afsnittet om myntvæsen, indledn. Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Myntvæsen, maal og vægt
  29. Jfr. Hildebrand, Ags. mynt, s. 3 f. og s. 473 f.
  30. Jfr. A. Bugge, Norse settlements round the Bristol Channel, s. 10 f.
  31. Vita S. Oswaldi, 454 (jfr. Steenstrup, Normannerne, III, 184): Est civitas Eboraca metropolis totius gentis Northanbimbrorum quæ tamen gaudet de multitudine populorum, non minus virorum ac mulierum, exceptis parvulis et pubetinis, quam 30 millia eadem civitate numerati sunt; quæ incredibiliter est repleta, et mercatorum gazis locupletata, qui undlque adveniunt, maxime ex Danorum gente.
  32. G. Storm, Havelok the Dane and the Norse king Olaf Kuaran, Kristiania Vidensk.- Selsk. Forhandl., 1879.
  33. Flateyjarbók II, 440 (Orkneyinga þáttr) og Gross, The Gild Merchant II. 377; jfr. A. Bugge, Handelen mell. England og Norge, Norsk hist. tidsskr., 3 R. B. II, s. 7.
  34. Sophus Müller, Vor Oldtid, s. 640 f. Vid.-Selsk. Skrifter. H.-F. Kl. 1904. No. 1. 13
  35. Flateyjarb. I, s. 37S (Þáttr Þorvalds tasalda).
  36. Se afsnitlet om prydkunst Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Billedkunst
  37. Flateyjarb. I, s. 292. Jfr. Olav den helliges saga (Kristiania 1853), k. 4S.
  38. Gunnlaugs s. Ormstungu, k. 6.
  39. Laxdælasaga, k. 41 og 43.
  40. Jfr. afsnittet om krigskunst Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Krigsvæsen, vaaben og udrustning
  41. Jfr. Normannerne I, s. 190.
  42. King Alfred's Orosius, ed. Sweet, s. 19.
  43. Fornmannasögur IV, s. 352.
  44. Diplomatarium Islandicum I, s. 718.
  45. Jfr. Hildebrand, Sveriges medeltid I, s. 592 f. og 776 f.
  46. Diez, Roman. Wörterb., Il c, s. 241 f. Ordet staar i forbindelse med græsk βιτις, "flaske" fr. "botte" osv., og bel. egt. "fad" o.l.
  47. Hanseatisches Urkundenbuch I, s. 87.
  48. Jal, Archéologie navale II, s. 242 f.
  49. Ldn. II, U. 32; III, k. S.
  50. Linguistic value of the Irish Annals, s. 19.
  51. Olafsdrápa v. 12 (Coipus poeticum boreale II, s. 92).
  52. Hamla bet. egentlig det baand ved aaretollen, hvori aaren laa og holdtes til tollen.
  53. Jeg gaar ikke nærmere ind paa dette æmne, da jeg selv ikke er sagkyndig.
  54. Olav Trygvessøns saga, k. 165. Jfr. Munch I,, s. 302.
  55. Norsk hist. Tidsskr. 3 R. V B., s. 436.
  56. Jfr. P. A. Munch I. s. 302 f.