Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Krigsvæsen, vaaben og udrustning

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden

Krigsvæsen, vaaben og udrustning


Av Alexander Bugge


Christiania
1905


Vaaben, udrustning

Er der noget punkt, hvor man skulde tro, at Nordboerne i Vikingetiden har været selvstændige, saa maatte det vel være i deres krigskunst. Det er jo netop ved sin overlegenhed i kampen, at Vikingerne udmerker sig. Gang paa gang slaar de ikke bare halvvilde folk som Vender og andre Slaver. Men de seirer næsten ligesaa hyppig over Europas høieststaaende og mægtigste nationer; de trænger frem lige til Konstantinopels mure, seirer over karolingiske keisere, angelsaksiske konger og mauriske emirer, og rundt om i Europa, paa de Britiske Øer, i Frankrig og i Østeuropa gjør de store og varige erobringer. Og dog kan det ikke være tvivlsomt, at Nordboerne i sin krigsførsel har lært overmaade meget af udlandet, baade med hensyn til vaaben og udrustning og til taktik, og at de netop ved sin lærvillighed opnaaede saa store resultater i fremmede lande.

Ogsaa før vikingetidens begyndelse havde nok Nordens folk og stammer ført krig, baade indbyrdes og i fremmede lande. Men langvarige krige og store slag med fremmede, mere udviklede folkeslag havde der vistnok ikke været saa mange af. Først i løbet af vikingetiden fik Nordboerne leilighed til fuldt at udvikle sin egen eiendommelige krigskunst. I begyndelsen var disse tog mest at ligne med røverfærder. Et par skibe lander ved fremmede kyster, plyndrer et kloster eller en værgeløs ø, og saa forsvinder de igjen som et lyn. Først ved slutningen af 830-aarene indledes der — ved de norske vikingers planmæssige erobring af Irland — et nyt afsnit af vikingetiden. Især er det dog i anden halvdel af det 9de aarhundred, at der begynder at udvikle sig en virkelig vikinge-krigskunst.

Da danner den store Normannerhær sig under kampene i England og Frankrig. En virkelig erobringskrig begynder. Store slag udkjæmpes; byer beleires; skanser og fæstninger bygges. Men imidlertid havde Nordboerne i det trefjerdedels aarhundred, som var forløbet siden vikingetogenes begyndelse, lært overmaade meget baade af Irer, Angelsakser og Franker, ja kanske endog af Maurerne i Spanien. Deres hærvæsen havde udviklet sig; de havde faat en virkelig krigskunst; men fremfor alt havde de forstaat at skaffe sig ypperlige vaaben.

Nordboerne satte fra gammel tid af stor pris paa gode vaaben og maa vistnok ogsaa ha været ganske dygtige vaabensmede. Smedehaandverket var ved siden af handel og agerbrug en af de faa sysler, en fribaaren mand kunde drive. Sagnet fortæller om mange kostelige sverd, f. eks. "Tyrving", "der aldrig skulde ruste, aldrig lægge sig, men bide jern som klæde og bringe sin eier seier"[1], — Sigurd Faafnesbanes sverd "Gram", der var saa skarpt, at Sigurd med det skar i sønder en ulddot, som flød nedover Rhinen[2].

Sagaerne fortæller ogsaa om mange ansete mænd, som drev smedehaandverk. Om Skallagrim heder det saaledes, at han var "en stor jernsmed og havde megen tilvirkning af myrmalm om vinteren. Han lod gjøre en smedje nede ved sjøen langt fra Borg paa et sted, som heder Raufarnes"[3]. Og Vermund Rolvsson staar i smedjen, medens han fortæller om sine bedrifter og kvæder for sin træl:


Én mod elleve
Ene jeg var.
Bane jeg gav dem.
Blæs bare videre![4]


Folk smedede dog mest til husbrug; naar det gjaldt særlig udmerkede vaaben, sverd eller lignende, foretrak man at faa dem fra udlandet. Thi det jern, man i gamle dage udvandt her i Norden, var bare myrmalm. Hildebrand siger i sin "Sveriges medeltid" (I, s. 713): "Jernet brødes dengang ikke ud af fjeldet; man var udelukkende henvist til den myrmalm, som forekom i indsjøer, bække og tjern, som let tildrog sig opmerksomheden og var let at komme til. Man holdt sig til myrmalmen ned gjennem hele middelalderen." Myrmalmen kunde være god nok, naar det gjaldt almindelige redskaber til gaardens brug. Ogsaa til at forfærdige vaaben som økser kunde den bruges. Men til at forfærdige skarpe og holdbare sverdklinger var myrmalmen næppe tjenlig, og godt staal fik man vanskelig af den.

Sverd fra vikingtiden med dekorerte skjefter og ornamenterte blader, laget både i Norge og hentet fra utlandet, ca. 800-1000. Funnet i Telemark, Nordland, Hedmark. (Foto: Wolfmann, 2020. Commons.)

Lorange har i det efter hans død udgivne arbeide, "Den yngre Jernalders Sværd", underkastet spørgsmaalet om Nordboernes vaaben i vikingetiden en omhyggelig drøftelse. Lorange synes at mene, at de navnkundige vikingesverd, som bragte rædsel rundt om i Europa og hvoraf mange er fundne i Norge, alle er forfærdigede i udlandet, og at man i Norden selv knapt har forstaat at smede sverdklinger. Jeg tror dog, at Lorange er gaat noget for vidt. Allerede fra den ældre jernalder har man fundet sverd baade i Norge, Sverige og Danmark, og ordene sverð, sax og mækir er ældgamle i sproget. Dog har vistnok Lorange ret i, at mange, kanske de fleste af de lange, tveæggede og ofte damascerede vikingesverd er af udenlandsk fabrikat, om end sverdets udstyr ofte er nordisk. Det er ogsaa at merke, at knapt noget af de navnkundige sverd, som omtales i sagaerne, udtrykkelig siges at være forarbeidet i Norden. Tværtimod. Snorre fortæller saaledes om Haakon den godes sverd "Kvernbit", at det var det bedste sverd, som var kommet til Norge[5]. Man kan ialfald af dette slutte, at paa Snorres tid fik man paa Island og i Norge sine gode vaaben fra udlandet. Og anderledes kan det heller ikke ha været i vikingetiden. Thi smedehaandværket maa dog ha udviklet sig videre i løbet af det 11te og 12te aarhundred. Nordboerne har i Vikingetiden visselig forstaaet at forarbeide baade spyd, økser og sverd. Men sine bedste vaaben indførte de fra udlandet, ligesom de ogsaa lærte meget af udlandets mere udviklede vaabenteknik og delvis efterlignede denne.

Vaabensmed-kunsten stod i gammel tid ikke saa høit hos Kelterne som hos de andre vesteuropæiske folk. Dog synes ogsaa smedekunsten paa Island og i Norge at være bleven paavirket af forbindelsen med Irer og Skotlændere.

En af de islandske landnaamsmænd hed saaledes Ketill gufa. Han kom til Island vesterover havet fra Irland og havde med sig mange irske trælle[6]. Ketil gufa har altsaa været en af de mange norske høvdinger paa Hebriderne eller i Irland, der blev fordrevet fra disse egne og udvandrede til Island. Hvad selve tilnavnet gufa angaar, saa kan dette næppe komme af det oldnorske gufa, som betyder "damp". Dette ord passer ikke som tilnavn paa en mand. Da Ketil er kommet fra Irland eller Hebriderne, ligger det nær at slutte, at hans tilnavn ogsaa er keltisk. Det er vistnok det gl. irske goba[7], "smed" (nyirsk gobha). Ketil har faat dette tilnavn, fordi han var en dygtig smed; men naar han kaldes gufa og ikke smiðr ell. járnsmiðr, saa viser det, at han har lært smedehaandverket hos keltiske folk. — Hvad slags smed Ketil har været, kan man desværre ikke se.

Et enkelt vaaben synes ogsaa at være optaget fra keltiske folk, nemlig oldn. kesja, der synes at være laant fra irsk ceis, spyd — udtalt omtr. som kesj- — ; kesja betegner "et slags langt spyd til at støde eller stikke med"[8]. Ordet forekommer ikke i den ældre skaldedigtning; men da det er laant fra gælisk[9], maa det vistnok være kommet ind i vikingetiden.

En "kesje" skildres paa følgende maade i Egilssaga (k. LIII):

"En kesje havde han (d. e. Torolv i slaget ved Brunanburg) i haanden; bladet var to alen langt, og yderst ude var der hamret en firkantet od; men oventil var bladet bredt. Falen var baade lang og diger og skaftet ikke længere, end at en kunde række med haanden op til falen; dertil var skaftet overmaade digert. Slige spyd kaldes bryntvarer (brynþrarar)".

At netop dette ord er optaget fra irsk, er intet tilfælde. Thi Irerne havde stor færdighed i spydkastning, medens Nordboerne foretrak at bruge økse og sverd i kampen. Det fortælles saaledes om en norsk kongesøn i Dublin ved aar 869, at han overgik alle Irer i spydkastning og Nordboerne ved styrken af sit sverd[10].

Det, som Nordboerne optog fra Irer og Skotter med hensyn til vaaben og krigskunst, var dog ikke meget. Mere lærte de af Angelsakserne, men især af Frankerne. Lige fra Romernes tid var egnene ved Rhinens munding samt det nuværende Flandern og de tilstødende dele af Frankrig blant Europas vigtigste industricentrer. Ogsaa vaaben forarbeidedes her. I Regensburg, Køln og Solingen har klingetilvirkningen og staalfabrikationen gamle ahner og allerede tidlig blev flanderske staalarbeider meget efterspurgte. Men især synes vaabentilvirkningen i hele Rhindalen at ha taget et stort opsving under Karl den stores krigerske og kraftfulde regjering, der ivrig tog sig af den indenlandske industris og særlig af smedehaandverkets udvikling[11]. I Frankrig selv var Poitou berømt for sine vaaben, ligesom ogsaa sverdene fra Bordeaux var navnkundige[12].

Vaabenteknik og i det hele krigernes udrustning naaede under Karl den store høidepunktet af sin udvikling i Vesteuropa før Korstogene. Broncen var nu til krigsbrug fuldstændig fortrængt af jernet. Frankernes almindelige vaaben paa den tid var : langsverd, kortsverd (sax, hvorefter Sachserne har faat sit navn), og spyd samt bue og pil. Stridsoksen holdt derimod paa at gaa af brug.

Krigerne af fodfolket skulde være væbnet med skjold, spyd og bue med tolv pile. Rytteren (caballarius) maatte være forsynet med scutum (skjold), lancea (spyd, lanse), spata (sverd) og semispatum (kortsverd). De, som eiede 12 mansj land eller mere, skulde møde i brynje, medens de almindelige krigere havde en tyk vams eller et stykke skind eller læder over skuldrene. De rige havde desuden hjelme paa hovedet, medens de ringere krigere maatte nøie sig med en pikkelhue[13].

Munken fra St. Gallen skildrer med glødende farver Karl den stores udrustning[14]. "Man saa den jernklædte Karl, med jernhjelm paa hovedet, med armene dækket af jernskinner og det sterke bryst og de brede skuldre værnet af en rustning af jern. I sin venstre haand svang han jernlansen; thi hans høire haand var altid rede til at gribe det seirrige staal. Læggene, som andre for lettere at kunne stige til hest pleiede at lade være uden harnisk, var hos ham dækket med jernskjæl. Benskinner af jern behøver jeg ikke at nævne; for de brugtes af hele hæren. Paa hans skjold saa man intet andet end jern. Farven som modet hos hans hest var af jern. Denne rustning efterlignede efter evne alle, som gik foran ham, ved hans side eller efter ham, og overhovedet hele hæren." — En saa fuldstændig rustning havde vistnok ingen nordisk kriger før vikingetiden eiet. Krigerne paa Vendelhjelmen bærer lange brynjer, men har ubeskyttede ben.

Paa sine tog til Vesteuropa lærte Nordboerne Frankernes overlegne vaaben og rustninger at kjende. Og blant de ting, de først og fremst søgte at vinde paa sine tog, var ikke bare guld og sølv, men ogsaa gode vaaben.

Lorange har søgt at vise, at en hel del af de i Norden fundne vikingesverd er af frankisk oprindelse. Paa et sverd, der er fundet nær ved Upsala, læses saaledes paa klingen navnet Ingelram eller Ingebrant, skrevet med latinske bogstaver[15]. Dette navn er ikke nordisk, men frankisk og brugtes i middelalderen i Frankrig og Tyskland. At sverdet maa være udenlandsk, viser ogsaa de latinske bogstaver. Thi en Nordbo vilde, naar han skulde merke sit sverd, bruge runer. Det heder saaledes i Sigrdrifumál (str. 4):


Seierruner skal du kunne,
om du vil seier have,
og riste paa sverdets hjalt;
negle paa klingerne,
andre paa valbasten,
og nævne to gange Ty.


Ingelram eller Ingebrant har uden tvivl været den mands navn, som har fabrikeret sverdklingen.

Endnu talrigere er de i Norge fundne vikingesverd, der som fabrikmærke bærer navnet Ulfbern. Heller ikke dette navn er i den form, hvori det skrives paa sverdklingerne, nordisk, men snarere frankisk. Ulfberns vaabenfabrik har vel ligesom Ingelrams ligget i Rhinegnene eller i Flandern, næppe derimod, som Lorange mener, i Poitou. Den sydlige del af Frankrig var nemlig i det 9de og 10de aarhundred næsten fuldstændig gallisk eller romansk og talte overmaade faa frankiske indbyggere. Disse sverd er vel for største delen kommet til Norden ved fredlig handel, mest kanske over Dorestad, som i vikingetiden var Nord- Europas fornemste handelsstad.

Fremmede og hjemlige oplysninger saa vel som gamle laanord i sproget viser ogsaa i samme retning, nemlig at Nordboerne i stor udstrækning dels brugte og dels efterlignede frankiske vaaben. I Edictum Pistense C. 35 bestemmer Karl den skaldede (aar 864), at den der som gave eller til løskjøbelse overlader Normannerne harnisk eller vaaben skal straffes med døden som fædrelandsforræder[16]. Grunden til dette strænge forbud kan ikke ha været nogen anden, end at Vikingerne, som havde lært Frankernes overlegne vaaben at kjende, paa alle maader søgte at skaffe sig dem. I slaget ved Hafrsfjord møder Harald Haarfagres modstandere væbnet med vesterlandske vaaben. Torbjørn Hornklove skildrer i sit "Haraldskvæde", hvordan Haralds fiender seiler til kampen[17]:


Knerrer kom østenfra,
kamplystne,
med gabende hoveder

og indgravne smykker.


Fulde var de af krigere
og hvide skjolde,
af vesterlandske spyd
og valske sverd(vigra vestrænna ok valskra sverða)[18].


Ved vikingetidens slutning anvendte Nordboerne fremdeles med forkjærlighed frankiske vaaben. Sighvat skald skildrer saaledes Olav Haraldssons kampe foran London og siger: "Valske sverd bed; men vikingerne værgede der diget" (Sverð bitu vǫlsk, en vǫrðu vikingar þar diki)[19]. Og i slaget ved Nesjar havde kong Olav, forteller Snorre, paa sit skib hundrede mand; de havde ringbrynjer og valske hjelme[20]. Og Sighvat taler i sit digt om kampen baade om valske hjelme (und hjálm hinn valska) og om hjelme fra Poitou (Peitneskr hjálmr )[21].

Ogsaa i Eddadigtene nævnes "valske sverd ". Saaledes heder det i Oddrúnargrátr (str. 17):


Þá var víg vegit
vǫsku sverði,
ok borg brotin
sú er Brynhildr átti.


Endnu mere siger kanske de ord for vaaben, som bruges i det gamle sprog, især i digtersproget. En række af disse hører naturligvis oprindelig hjemme i sproget; men mange er ogsaa af fremmed oprindelse. Et i digtene almindelig forekommende ord for "spyd" er saaledes frakka (ell. frakki). Det findes alt i Rigþula (str. 35), hvor det fortælles om den unge høvding:


Upp óx þar Jarl á fletjum,
lind nam at skelfa
frǫkkur dyja.


"Op voksede der Jarl i huset;
han begyndte lanser at ryste,
spyd at slynges.


Ordet frakka maa saaledes, da det findes i Rigsæþula, alt omkr. 900 ha faat hjemstavnsret i gammelnorsk. Rigsþula er vistnok, som flere antager, digtet paa Britiske Øer, i Irland eller snarest i Skotland. Man kan derfor ikke af dette digt slutte, at ordet frakka har været brugt i Norden. Men ordet forekommer ogsaa i skaldevers, bl. a. i Hákonar-drápa, som Hallfred Vandrædaskald digtede for Haakon jarl[22]. Man kan deraf slutte, at ordet alt i det 10de aarh. har været kjendt i Norden. Ordet frakka staar i forbindelse med ags. franca, spyd, lanse. Begge ord betegner et frankisk spyd[23]. Det er dog al grund til at tro, at frakka virkelig i nordisk oprindelig betegner en frankisk lanse. Baade har man i oldnorsk flere lignende ord og desuden er Frakkar det sædvanlige navn paa Frankerne.

Medens frakka bare findes i digtersproget, er en sammensætning af ordet gaat over i hverdagssproget, nemlig ryðfrakka (ell. rydfrakki), et rustent vaaben ell. redskab. Hvad betydningsudviklingen af frakka angaar, saa kan merkes, at Frankerne selv brugte en stridsøkse, der baade hos dem selv og af fremmede folkeslag blev kaldt francisca, "den frankiske"[24].

Ganske tilsvarende til frakki er i sin udvikling ordet peita. Det betyder egt. "en lanse fra Poitou" (hasta Pictavia; Peita = Poitou), men bruges overhovedet om spyd, lanse, Det forekommer tidligst i et vers fra 1024[25], men har vel alt været i brug tidligere.

Dannet paa samme maade som de to foregaaende ord er et ord for "sverd", som alt forekommer i det gamle digt "Ynglingatal"[26]. Oksens horn kaldes i dette digt (str. 27) flæmingr farra trjónu, d. e. "oksetrynets sverd ". Flæmingr betyder egentlig en Flamlænder; derpaa er det gaat over til at betegne et flamsk sverd. Men alle er enige om, at ordet i "Ynglingatal" maa betegne et sverd i sin almindelighed[27]. Da "Ynglingatal" almindelig antages at være digtet omkr. aar 900 eller kanske endnu tidligere, maa ordet flæmingr i betydningen "sverd" være meget gammelt i nordisk og alt være kommet ind i sproget i det 9de aarhundred eller tidligere.

Blant andre ord af romansk oprindelse kan nævnes gaflak n., et let kastespyd (= gl. fransk jarelot, engl. jacelin). Muligens er dog dette ord afledet af ags. gaftac, som igjen stammer fra det samme romanske ord. Ordet gaftak bruges baade i poesi og prosa, og er sandsynligvis alt i vikingetiden kommet ind i oldnorsk. Derimod synes buclari først at være kommet ind senere i middelalderen; det er det samme som fr. bouclier og betegner et lidet rundt skjold, mindre end det almindelige skjoldr. Ordet findes ikke i det ældre skaldesprog, men først i en af de versificerede ramser i Snorres Edda (I 571, 2).

De her nævnte ord, men især frakka, og flæmingr, viser — som saa meget andet — , at der lige fra vikingetidens begyndelse har gjort sig en sterk indflydelse fra Frankerriget gjældende i de nordiske lande. Thi slige ord kommer ikke ind i sproget ved en tilfældighed. De er kommet ind sammen med de fremmede gjenstande, som de betegner, og har faaet hjemstavnsret i sproget, efter hvert som brugen af disse er blit almindelig. Hvert enkelt af disse ord er i sig selv et lidet stykke kulturhistorie, som vidner om indflydelse fra og forbindelse med fremmede folk og kulturer. Der, hvor skriftlige vidnesbjrd i aarbøger og breve er tause og hvor fund fra fortiden intet viser, dér maa vi ty til sproget selv. Thi sproget gir gjennem sit ordforraad oplysning om kulturforbindelser og berøringer, som man ad andre veie vanskelig eller slet ikke kan efterspore. Det er dette, som Hehn mesterlig har paavist i sin bog "Kulturpflanzen" og Vilh. Thomsen i sit arbeide, "Den gotiske sprogklasses indflydelse paa den finske".

Derfor er ogsaa sprogstudiet et uvurderligt hjælpemiddel for alle, som vil undersøge fortidens kulturhistorie.

Blant angelsaksiske laanord i nordisk kan merkes darraðr m., som synes at betyde "spyd, lanse". I Øivind Skaldaspillers Haakonarmaal heder det (str. 2)[28]:


drupþu dólgárar,
en darraðr hristisk,
upp vas þá hildr of hafið.


Her synes darraðr tydelig at betegne spyd. Den samme forklaring er det da vel ogsaa, som ligger til grund for refr darraðar, der er en kjending for "kamp"[29]. Darraðr synes ikke at være et oprindelig nordisk ord, men at være laant fra ags. daroþ, spyd. Herimod kunde man dog indvende, at man paa oldn. ogsaa har darr n., spyd; men dette er kanske heller ikke nordisk. Forklaringen er dog usikker.

Et andet ord, som muligens er laant fra angelsaksisk, er taparǫx, som betyder en slags stridsøkse. Dette ord findes kun i prosa[30]. Det synes at være laant fra ags. tapereax, som bet. en liden øks (securis parvula, quam Angli vocant tapereax)[31]. Engelsk taper bet. "at smalne af mod enden, være tilspidset". — Andre mener dog, at ordet stammer fra Østeuropa. —

Nordboerne brugte fra ældgammel tid af hjelm og brynje. Saaledes siges det i et gammelt digt i Hervararsaga:


var þar borinn
hjálm ok með brynju.


Replikaer av skjold og ringbrynje med hjelm fra vikingtiden. Fra vikingbyen Njardarheimr i Gudvangen. (Foto: Knut Rage, 2021.)

Dog er det vist ikke tvivlsomt, at deres rustninger ogsaa under vikingetiden har udviklet sig og er blit forbedret. Brynjen var en slags panserskjorte, som blev trukket udenpaa dragten for at værne imod hug og skud. Ved siden af overkroppen brugte man undertiden ogsaa at beskytte den øvre del af laarene; men fuldstændig benbeklædning (brynhosa) kjendte man først senere i middelalderen[32]. I Frankerriget brugte man derimod alt paa Merovingernes tid benskinner (beinberga); disse synes især at ha været alm. brugte under Karl den store og nævnes hyppig af forfattere fra hans tid[33]. Slige benskinner ser det ogsaa ud, som om Nordboerne i Irland har brugt. Et alm. navn i kongeætten i Dublin var alt i det 9de aarhundred Jargna (= oldn. Járnkné) eller Glún-iaran, som navnet heder i irsk oversættelse[34]. Dette ord, som egt. betyder "jernknæ", har oprindelig været et tilnavn, men er siden gaat over til at bli et personnavn. "Jernknæ" som navn er da opstaat derved, at den første, som kaldtes saa, var rustet paa en eiendommelig maade. Han kan ikke bare ha havt overkroppen og laarene beskyttet. Selve navnet viser, at han ogsaa har havt knæet beskyttet med jernplader. Men dette maa ha været en slags benskinner. At Járnkné eller Glún-iaran blev et personnavn og det fortrinsvis i Dublins kongeæt, viser, at denne slags rustning ikke kan ha været almindelig. Folk maa ha pegt paa det som noget særegent og eiendommeligt. Men ogsaa dette viser, at det var efterligning af fremmed skik, naar Nordboerne i Irland dækkede knæet med jernplader.

I det hele havde Nordboerne i Irland, som før nævnt, langt bedre rustninger end Irerne. Med glødende farver skildrer forfatteren af "Irernes krig med de fremmede"[35] vikingernes rustninger i Clontarfslaget (1014): "De havde ogsaa skinnende, bøielige, tredobbelt pladede, svære, sterke rustninger af hærdet jern og af kold aldrig rustende messing, som beskyttede deres krop, hud og skuldre mod skarpe, frygtelige sverd og mod alle slags farlige vaaben." Man skulde af denne skildring tro, at Nordboerne i Clontarfslaget brugte ikke bare ringbrynjer som i Norden, men ogsaa en slags pladepansere (lurecha tredualacha)[36]. Skildringen er dog altfor ubestemt til at man med sikkerhed tør slutte noget.

Ogsaa i fortællingen om kong Ceallachan af Cashels kampe med Nordboerne i Irland (omkr. 950) faar vi en levende, om end lidt farvet skildring af disses rustninger. Nordboerne og Ceallachan af Cashel ordner sig til kamp nær Limerick. Først skildres Irernes bevæbning og det siges udtrykkelig at heltene ikke havde behagelige, straalende rustninger eller skinnende kyrasser, men bare skjold, hjelm og beklædning til at dække halsen. Derpaa skildres Nordboernes rustninger i følgende ordelag: "Saa ordnede Nordboerne sig i et sterkt, haardt befestet brystværn af sterke brynjer og i en mørk, fast fæstning af sort jern og i et haardt, skinnende blaat fort af skjolde og i en kreds af sterke spyd"[37]. Resultatet af den foregaaende udvikling blir da, at Nordboerne under vikingetiden i stor maalestok har indført, men ogsaa efterlignet fremmede folkeslags vaaben. — Fra Frankerne fik de hjelme og spyd, men især gode sverd. — Derimod maa Nordboernes økser altid ha været fortrinlige. I slaget ved Clontarf var saaledes Irerne selv væbnede med nordiske stridsøkser (tuaga Lochlannicha)[38].

Hærens ordning

Gaar vi fra udrustningen over til at betragte selve vikingehæren, saa vil vi se, at ogsaa den i løbet af det 9de aarhundred undergaar store forandringer. I 865 nævnes for første gang den store Normannerhær, der for at bruge Steenstrups ord "skulde udrette nogle af de største gjerninger, som vikingetiden har at udvise"[39]. Normannerhæren var saa at sige en egen stat med sin særegne organisation og sin udviklede taktik. Normannerhæren, som snart laa i Frankrig, snart i England, havde sine faste anførere, sit fodfolk og rytteri, sine krigsmaskiner til beleiringsarbeider, sine speidere, sit forpleiningskorps osv.[40]. Nordboerne havde aldrig før sét en slig hær. Men man kan heller ikke sige, at Normannerhæren har udviklet sig under paavirkning af fremmede forbilleder. Det var forholdene, som skabte den. Da Nordboerne først havde sat foden i England og Frankrig og faat lyst til at bosætte sig der for stedse, maatte de danne en slig staaende hær, om de vilde naa sit maal. De kunde ikke længer operere i indbyrdes uafhængige flokke og bare stole paa tilfældig hjælp fra hjemlandet. Er saaledes Normannerhæren selv skabt af Nordboerne uden fremmede forbilleder, saa hindrer dette dog ikke, at den har lært meget af udlandet, især af Frankerne.

Moderne rekonstruksjon av normanniske krigere, ryttere og infanteri. (Foto: Copyleft, 2016. Commons.)

Rytteriet spillede hos Germanerne i oldtiden ikke paa langt nær den rolle, som det gjorde senere i middelalderen. Endnu saa sent som i 720 bestod den frankiske hær for en overveiende del af fodfolk. Det var bare de fornemme som red, for derved lettere at kunne redde sig ved flugt. Men lidt efter lidt begyndte hæren i større mængde at optage ryttere. Denne udvikling begyndte i de sydvestlige dele af Frankrig. Dels hørte disse lande til de rigeste i Frankerriget; men især trængte man her til rytteri for at værge sig mod Maurernes indfald og mod disses lette kavalleri. Alt under Karl Martel skéde den første begyndelse. — I forbindelse hermed staar ogsaa, som bekjendt, den første udvikling af lensvæsenet.

Under Karl den store blev brugen af kavalleri mere og mere almindelig, især i Frankrig, hvor de beredne vasaller alt i 840 spiller en afgjørende rolle i kampene. Og i 891 var, hører vi, Frankerne alt kommet ud af vane med at kjæmpe tilfods[41]. — I Tyskland var det først Ungarernes indfald ca. 925, som gjorde indførelsen af rytteri nødvendig. — Allerede under Karl den skaldede er hesten en nødvendig betingelse for den fribaarne mands krigstjeneste. Hermed havde riddervæsenet, som i saa lang tid skulde bestemme middelalderens krigsførsel, i principet seiret[42].

Baade Irer og Angelsakser kjæmpede for det meste tilfods. Irerne synes ikke at ha havt noget egentligt rytteri[43]. De brugte derimod i gammel tid ligesom de østerlandske folk vogne i kampen[44]. Angelsakserne brugte heller ikke meget rytteri. Endnu i slaget ved Hastings kjæmpede de gjennemgaaende tilfods og angreb William Erobreren og hans mænd med kastevaaben, bue og pil og spyd. Det maa altsaa være under paavirkning fra Frankrig, at rytteriet i Normannerhæren mod slutningen af det 9de aarhundred fik en stedse større betydning. Thi Nordboerne selv havde før vikingetiden ikke noget virkeligt rytteri, men foretrak at kjæmpe tilfods.

Fra gammel tid af var Nordboerne vistnok dygtige ryttere. De var glade i kapridt f eks., og heste spiller en stor rolle i den gamle digtning. Enhver høvding maatte være en øvet rytter. Som det heder i Rigsþula (str. 43):


Op voksed der
Jarls sønner,
tæmmed heste,
bøied spyd.


Men i krigen kjæmpede, som nævnt, Nordboerne helst tilfods. Et af de ældste krigstog af Nordboer var det, som den danske kong Hugleik (Chochilaicus) omkr. aar 515 foretog til Friesland. Gregor af Tours fortæller derom[45], og det angelsaksiske heltedigt Beowulf har ligeledes bevaret mindet om kampen. Det fortælles der, at kong Hugleik (Hygelac) falder i slaget i fodkjæmpernes skare (feóll on feðan). Men Beowulf tilkjæmper sig med ære tilbagetoget. "Ikke turde Hetwarerne rose sig af fodkampen" (Nealles Hetware hrêmge porfton fêdewiges)[46]. Vi ser altsaa, at den første kamp af Nordboer, som historien omtaler, foregik tilfods. Og endnu saa sent som i det 11te aarhundred kjæmpede baade Nordmænd og Dansker tilfods. I slaget ved Lyrskogs Hede gik saaledes — ifølge et samtidigt digt — Magnus den gode selv tilfods væbnet med øks i spidsen for hæren[47]. Kun høvdingerne deltog undertiden tilhest i kampen. Hertil sigter kanske, hvad der siges om Jarl i Rigsþula (str. 38):


hesti hleypti,
ok hjǫrfi brá,
vig nam at vekja
vǫll at rióða.


Første gang ryttere nævnes i Norge, er i vinteren 1064 - 1065, under Harald Haardraades tog mod jarlen Haakon Ivarsson og de med ham forbundne Gauter. Harald gik iland ved en elv i nærheden af Konghelle. Han lod det nødvendige mandskab bli igjen for at passe skibene; men med de øvrige gik han Haakon Ivarssøn imøde. Kongen var selv tilhest saa vel som endel af hans folk; men de fleste var tilfods[48]. Men selv paa dette krigstog kan rytteriet ikke ha spillet nogen betydelig rolle. Og hvad tidligere kampe angaar, saa udkjæmpedes baade slaget ved Stiklestad og det mythiske Braavallaslag[49] tilfods. — Jeg nævner Braavallakampen, selv om den aldrig er foregaaet, fordi den ligefuldt viser os, hvordan Nordboerne i vikingetiden kjæmpede. —

Selve sproget synes ogsaa at vise, at rytteri ikke oprindelig har hørt hjemme i Norden. Det gammelnorske sprog har saaledes intet eget ord for rytter eller rytteri som militær institution. Hestalið forekommer først sent[50], og hestmaðr findes slet ikke, bare det sene, fra udlandet importerede riddari. Isteden derfor bruges omskrivninger som riðandi maðr, maðr á hesti.

Om Nordboerne i Rusland ved vi ogsaa, at de i begyndelsen intet rytteri havde. Leo Diaconus siger (VIII. 4): neque enim præliandi ex equis consuctudiuem habent neque in ea re exercentur. Men vi ser ogsaa af samme forfatter, at de senere fik rytteri (IX. i): Scythæ vergente die corperunt cum equitata ex moenibus prodire, tuncque primum in equis sedentes apparuerunt. Consueuerant enim semper pedihus prælium inire, quod nullum habetit neque in sellas ascendendi neque ex equo cum hostibus pugnandi usum[51].

Normannerne i Frankrig havde heller ikke i den første tid noget rytteri; men senere fik de det ligesom Franskmændene selv. Dette fremgaar med klare ord af de i slutningen af 9de aarhundred forfattede Miracula S. Benedicti af Adrevald af Fleury: primo pedites quidem, eo quod equitandi peritia deesset, deinde equis erecti more nostrorum, omnia perragantur ("i begyndelsen var de tilfods, fordi de manglede øvelse i at ride; men siden streifede de paa vor (ɔ: Franskmændenes) vis om overalt tilhest")[52]. Ogsaa det før nævnte Edictum Pistense af 864 forudsætter, at Normannerne i Frankrig kjæmpede tilhest.

I den store Normannerhær fik rytteriet snart stor betydning. Saaledes fortælles det i den angelsaksiske Krønike, at der i 866 kom en stor hedensk hær til Øst-Angel og dér skaffede sig heste (and þar gehorsade wurdon). Ved 881 fortæller den samme krønike, at hæren kom til Frankrig, kjæmpede med Franskmændene og efter kampen blev forsynet med heste (þa ward se here horsud)[53]. Senere nævnes rytteriet ofte i de frankiske annaler. I aar 881 kom saaledes, fortælles det, Normannerne under anførsel af kongerne Godfred og Sigfred til Aschloh ved Mosel med en utallig mængde af fodfolk og ryttere (cum inæstimalabili multitudine peditum et equitum)[54]. En anden gang fortælles det, at de (i slutningen af aar 883) kom med ryttere og fodfolk og hele sin udrustning (cum equitibus et peditibus atque omni supellectili veninnt)[55]. I det store slag ved Saucourt, som Frankerne 3die august 881 vandt over Nordboerne, var, efter hvad vi hører, alle Normannerne beredne. Og da Normannerne i vinteren 881 - 882 tog opholdssted ved Aschloh ved bredderne af Maas, var noget af det første de gjorde at bringe sit rytteri, som i de sidste kampe havde lidt meget, i den gamle stand[56].

Ogsaa i Irland brugte Nordboerne alt i det 9de aarh. rytteri. De saakaldte "Three Fragments"[57] fortæller for aar 869 at Irerne nedsablede "kongen af Lochlanns livgarde, det vil sige kongen af Lochlanns rytteri" (aosa gradha righ Lochlann .i. marcshluagh righ Lochlann). Sagaen om Ceallachan af Cashel og hans kampe med Nordboerne i første halvdel af 10de aarhundred fortæller ogsaa, at Nordboerne i Dublin havde rytteri. Da Ceallachan og hans 80 kongesønner nærmer sig Dublin og opdager Nordboernes forræderi, søger de at flygte. Men Dublinmændene sender "baade fodfolk og kavalleri" efter dem (Ot conncatur na Lochlann sin do fuacradar dá roibbi isin m-baili a leanmhuin idir cois ocus each)[58]. Rytteriet spillede dog aldrig, saavidt man kan se, nogen stor rolle for Nordboerne i Irland. Clontarf-slaget synes saaledes helt igjennem at være udkjæmpet tilfods.

Endog over den Britiske kanal forstod Normannerne at bringe sine heste. Saaledes satte i 893 hele Normannerhæren i løbet af én maaned over fra Boulogne til England "med heste og alt"[59]. I Norden var derimod Erik Emune den første, som bragte heste over havet (til Rügen)[60].

Vi ser af det foregaaende, at rytteriet alt i anden halvdel af 9de aarhundred spillede en vigtig rolle i Normannernes kampe. Det udviklede sig under kampene i Frankrig og England og havde til forbillede det frankiske rytteri. Under kampene mellem Angelsakser og Nordboer i det 10de aarhundred omtales derimod næsten aldrig rytteri. — Slaget ved Brunanburg var saaledes en fodkamp. — Nordboerne, som nu havde sat sig fast i England og var paavirket af angelsaksisk kultur, efterlignede vel ogsaa disses krigskunst. Først ved oprettelsen af Knut den stores thingamannalid begyndte rytteriet at faa betydning for England, og selv da kun i ringe udstrækning. I Danmark var det ikke førend ved slutningen af det ute aarhundred, rytteriet begyndte at spille nogen rolle; i Norge og Sverige var det endnu senere. I Norge havde rytteriet overhovedet ikke nogen betydning i middelalderen, ialfald ikke før end mod slutningen af det 14de aarhundred.

Taktik

Et spørgsmaal, som er meget vanskeligt at afgjøre, er, hvorvidt Normannerne har lært taktik af Frankerne eller Angelsakserne. Intet af disse to folk stod synderlig høit i sin krigskunst. Og Frankernes under Karl den stores godt udviklede hærvæsen forfaldt mer og mer under hans efterfølgere. Vikingerne var derimod virkelige militære genier[61]. Men deres styrke laa for en stor del i deres merkværdige evne til at rette sig efter forholdene, hvor de kom hen. Naar de saa noget fremmed, som var bedre end deres eget, optog de dette og tillempede det efter sine egne forhold. Saaledes er det ogsaa sandsynligt, at de i udlandet — og især for sin krigskunst — har faat mange gode ideer og lært meget af ting, som Frankerne og Angelsakserne selv kanske ikke udviklede i sine fulde konsekvenser.

Jeg har alt nævnt, at Normannerne under sine kampe i Frankrig lærte at bruge kavalleri. Ellers er det meget lidet, som vi ved om Nordboernes slagorden og taktik i vikingetiden. Og da jeg ikke selv er krigshistoriker, skal jeg kun nævne en enkelt ting, som jeg kun opstiller som en formodning uder med sikkerhed at vove at besvare den: Har Nordboerne lært svinefylkingen i udlandet?

Skjematisk modell av svinefylking. (Ill.: Gryphonis, 2011. Commons.)

Svinefylking kaldes som bekjendt den kileformede slagorden, der i spidsen havde to mand og stadig blev bredere og bredere. Enkelte forskere synes at mene, at kilen eller svinefylkingen var kjendt allerede i den fællesariske tid, og at de forskjellige indogermanske folk medbragte kjendskab til den fra sit urariske hjem[62]. Manu's indiske love omtaler kilen i form af "et vildsvinehoved". Ogsaa grækerne kjendte i oldtiden denne slagorden; ligesaa Romerne. Den romerske militærskribent Vegetius taler saaledes om den kileformede slagorden (cuneus), "som soldaterne kalder svinehoved" (quam rem milites nominant caput porcinum)[63]. Ammian siger (17, 13), at det var de "enfoldige soldater", som brugte udtrykket "svinehoved" (quem hahitum caput porci simplicitus militaris appellat). Benævnelsen var altsaa rent folkelig, og brugtes ikke af taktikerne eller officererne. Den er derfor kanske kommet til Romerne fra Germanerne, som alt i gammel tid brugte kilen. Saa sent som i 892 i en kamp ved Montpensier brugte Frankerne denne slagorden mod Vikingerne[64]. Ja endnu i det 10de aarhundred var den ikke ganske gaat af brug[65]. I Schweiz holdt den sig ned gjennem hele middelalderen, og i slaget ved Sempach kaldte Schweizerne endnu kilen for "svinehoved"[66]. Angelsakserne kjendte ogsaa kilen og brugte den endnu i 1066 i slaget ved Hastings[67].

Vi ser altsaa, at Tyskerne alt meget tidlig maa ha kjendt den kileformede slagorden og vistnok ogsaa kaldt den "svinehoved". Derimod er det lidet sandsynligt, at kilen er en fælles-arisk krigskunst. Hos folk, som ikke var kommet ud over den primitive stenalder, kan der vel næppe ha været tale om nogen krigskunst. Og selv om saa var, anser jeg det for høist usandsynligt, at navnet "svinehoved" hos de forskjellige indoeuropæiske folk skulde være et minde fra den fællesariske tid. Der er saaledes slet intet, som tyder paa, at svinefylkingen har været kjendt i Norden før vikingetiden. Tværtimod er der meget, som taler for, at den forholdsvis sent blev indført til de nordiske lande.

Svinefylkingen heder paa oldnorsk svínfylking eller rani (egt. svinetryne), eller ogsaa kaldes det at fylkja hamalt (hamall = afstumpet, kastreret).

Reginmál omtaler den kileformede slagorden som en kunst, i hvilken kun faa er indviede og som de har lært af selve Odin. Odin kommer under navn af Hnikar ombord i den unge Sigurds skib og gir ham gode raad, om hvorledes han skal seire i kampen:

"De sverdraske mænd vinder seier, som kan se eller fylke i kile". (Þeir sigr hafa er siá kunnu hiǫrleiks hvatir eða hamalt fylkja)[68].

Ogsaa Saxo skildrer paa lignende maade kunsten at fylke i kile som noget, Odin lærer sine yndlinge. Kong Hadding skal ha været den første, som lærte den. Han kom med sin flaade til Norge; dér saa han ligesom Sigurd paa stranden en gammel mand (den forklædte Odin), hvem han tog ombord i sit skib. Odin lærte nu Hadding at ordne hæren i svinefylking: Quem, nave susceptum centuriandi exercitus auctorem habuit, in ordinanda agminum ratione curiosius atiendere solitum, ut prima per dyadem phalanx, ac per tetradem secunda constaret, tertia vero ogdoadis adjectione succresceret, semperque priorem insequens duplicitatis augmeuto transscenderet[69] .

Om Harald Hildetand fortæller baade Saxo[70] og Sogubrot, at Odin havde lært ham svinefylkingen. Men tilsidst blir Odin ham utro og volder hans bane. Da Harald kommer til Braavold og fylker sin hær, ser han, at kong Ring alt havde opstillet sin hær i svinefylking (þá þótti svá þykk fylkingin yfir at sjá, at hrani var í brjósti)[71]. Da skjønner Harald, at Odin vil hans død.

Ogsaa de historiske sagaer omtaler svinefylkingen. Sigmund Brestessøn skal ha brugt den i en af sine kampe i Østersjøen[72] og Olav Haraldsson anvendte den i slaget ved Nesjar. Einar Tambarskjelver siger før slaget til Svein jarl: "Ikke kommer det mig uventet, om rånen paa fylkingen hans (raninn á fylking hans) blir haard at vinde bugt med i kveld, før sol gaar ned"[73].

Dette er de steder i de gamle skrifter, hvor svinefylkingen omtales fra vikingetiden. Vi ser, at den i historisk tid først kan paavises fra vikingetidens slutning, og at den kun omtales som anvendt af to mænd, som paa sine vikingefærder kan ha lært kunsten i Vesteuropa. Fortællingen om Sigmund Brestessøns vikingetog er desuden langt fra at være paalidelig. Den skiller sig ved sit skablonmæssige præg ud fra den øvrige saga, er tydelig en efterligning efter andre sagaer og hviler ikke paa gammel tradition. Den eneste, som i vikingetiden sikkert har brugt svinefylkingen, er saaledes den fra vikingefærd vesterpaa nys hjemkomne Olav Haraldsson.

Tager vi saa svinefylkingens forekomst i sagnet for os, saa ser vi, at dette enstemmig henfører svinefylkingens opfindelse til Odin, vikingernes kjæreste gud, og svinefylkingen fremstilles ikke som en almindelig kjendt og brugt krigskunst, men som en hemmelighed, hvori kun faa udvalgte er indviede. At fylke i kile under galtens tegn maa derfor ha været en eiendommelig vikingekrigskunst, som kun sjelden blev brugt i Norden selv. Det ligger da nær at slutte, at Nordboerne har lært svinefylkingen at kjende paa sine tog til Vesteuropa og at de har lært kunsten enten af Angelsakserne eller af Frankerne, hos hvem de mødte den i slaget ved Montpensier og vistnok ogsaa i flere andre slag. Kun ved at antage dette kan man forklare, at kunsten at opstille i svinefylking skildres som en hemmelighed, som den almindelige hærfører i Norden ikke er indviet i. Havde den været almindelig kjendt og brugt, vilde dette hovedmotiv i digtningen om Braavallaslaget aldrig være opstaat.

Beleiringer og fæstningsanlæg

I de nordiske lande saavelsom i Frankrig, Tyskland og England findes der fra ældgammel tid værn, som blev reist mod fiendtlige angreb. "Det var volde, ofte af betydelig udstrækning, men af ringe høide, med eller uden ledsagende grav. I bjergegne benyttedes sten- og klippeblokker; i lavlandene dannedes voldene af jord, ikke sjelden med en kjerne af sten." Hvor langt tilbage i tiden disse "bygdeborge" kan sættes, har vi nu ingen midler til at afgjøre. De ligger i alle tilfælde langt forud for den historiske tid"[74].

Disse værn var dog ganske primitive og der krævedes ingen særlig kunst til at bygge dem; ei heller krævedes der særlige foranstaltninger, naar man skulde angribe og beleire dem. Overhovedet var beleirings- og befæstningskunst før vikingetiden ukjendte begreber for Nordboerne. Først paa sine tog til Vesteuropa mødte de — især i Frankrig — byer omgivet af volde og grave, og borge, som de i begyndelsen forgjæves søgte at indtage. Men merkeligt er det, hvor hurtig de ogsaa i dette stykke lærte at tage efter, saa de snart overgik selve sine læremestre. Før hundrede aar var gaat, havde Normannerne lært at indtage de sterkeste borge og de bedst forsvarede byer. De befæstede sine byer med volde og grave, byggede borge, ja indførte endog forbedringer i disses bygning og befæstning. — Vi kan tydeligst følge denne udvikling i vikingenybygderne i Frankerriget og paa de Britiske Øer; men vi ser ogsaa spor af den i Norden selv, hvor Nordboerne under vikingetiden udførte flere merkelige fæstningsanlæg.

Steenstrup fremhæver udtrykkelig Normannernes dygtighed i beleiringskunsten, hvori de alt ved midten af det 9de aarhundred synes at ha været rene mestre. "Skjult af løbegrave gik de tæt ind paa den beleirede by; ved bevægeligt kurveværk kunde de i en fart opkaste værn tæt ved murene; egne vogne, som bevægedes frem mod murene med skjulte hjul og hvis tag skjulte krigerne, førte beleirerne tæt ind paa byen"[75]. Sin dygtighed i beleiringskunsten udviklede Nordboerne især i Frankrig. De frankiske annaler fortæller mangfoldige gange, at Nordboerne beleirer fæstninger og byer omgivne af mure, opkaster løbegrave, bygger beleiringsmaskiner for at rive murene ned; ja de synes endog at ha havt kastemaskiner, hvorfra de udslyngede stene og lignende. Men ogsaa til andre lande overførte Nordboerne sin dygtighed i krigskunsten. I slaget ved Ashdown (871) anvendte saaledes vikingerne "skjærmtage" eller testudines Pagani... æquali lance testudines parant. Disse "skildpadder" blev merkelig nok ikke brugt ved en beleiring, men i et aabent slag. Angelsakserne efterlignede ogsaa, kan vi se, disse Nordboernes krigsmaskiner[76]. En typisk beleiring var den af Chester i 909, hvoraf vi har en udførlig skildring i de saakaldte "Three Fragments*; (s. 232 ff.). Chester var lige fra Romernes tid en befæstet by, og har visselig ikke været let at indtage. Vikingerne blev jo ogsaa tilslut slagne og fordrevne. Udenfor Chester stod der først en kamp, hvori Vikingerne var underlegne. — Der var baade Dansker og Normænd fra Irland blant dem. Men Nordboerne gav alligevel ikke tabt. De tog det raad "at gjøre mange vidjetage (cliatha) og at stille vagtposter under dem for i ly af dem at gjennembryde muren". Dette gjorde de. Men de beleirede begyndte at kaste store stene ned paa vikingerne. For at værge sig maatte Nordboerne stille støtter under skjærmtagene. Men saa greb Angelsakserne til det middel at hælde kogende vand ned paa vidjetagene, saa at de, som stod under disse, fik sin hud skoldet af. "Det middel, som Nordboerne da greb til, var at lægge huder ovenpaa vidjetagene ". Tilslut maatte dog Nordboerne opgi beleiringen, da de beleirede kastede sine bikuber ned paa dem.

Slige skjærmtage kjendtes alt af Romerne, som kaldte dem vinene. De var træbygninger 8 fod høie, 7 fod brede og 16 fod lange med fladt tag af bretter eller vidjefletning; ved huder eller vaade puder hindrede man, at der blev tændt ild paa dem[77]. — Fra Romerne arvede Frankerne sin kundskab i beleiringskunsten. De var fuldstændig afhængige af sine klassiske forbilleder, og efterhvert som traditionen forsvandt, blev ogsaa den tekniske færdighed mindre og mindre[78]. Dog forstod Frankerne at bygge baade skjærmtage og beleiringsmaskiner. Saaledes anvendte kong Ludvig IV ved beleiringen af Laon i 938 en beleiringsmaskine, som førtes frem paa hjul og hvis tag var af fast fletværk[79]. Det kan da ikke være tvivlsomt, at Nordboerne lærte beleiringskunsten af Frankerne. En anden sag er det, at de snart blev sine læremestre fuldstændig overlegne.

En af de navnkundigste beleiringer, som Normannerne udførte, var den af Paris i 885 — 886. Baade Nordboerne og Franskmændene udmærkede sig under denne ved sin tapperhed og udholdenhed. Desuden var beleiringen usædvanlig langvarig og blev for Frankrig selv af stor politisk betydning, et af merkepunkterne i den nationale gjenreisning. Beleiringen er ogsaa udførligere skildret end de fleste andre af vikingernes kampe og gir os et godt billede af disses krigskunst. Beleiringens historie er gjenfortalt, bl. a. af professor Steenstrup[80]. Jeg skal derfor her nøie mig med at fremhæve et par enkelte punkter.

Efter først forgjæves at ha søgt at storme Paris, begynder vikingerne at fylde gravene: jord, halm, kvister, træværk og røvet kvæg kaster de i dem ; ja selv krigsfanger dræbte de og styrtede dem ned. Derpaa førte de væddere frem mod murene, men blev drevet tilbage af Frankernes blider. Dette var i begyndelsen af aaret 886. Tidlig paa høsten samme aar, da beleiringen begyndte paany, gravede vikingerne løbegrave, i fod brede og 3 fod dybe og tildækkede dem med kvister og jord. Allerede tidligere havde de forskanset sig paa den høire Seinebred og bygget en fast leir med skanser af sten og jord.

Vi ser, at Normannerne kjendte de ogsaa i Romernes krigskunst almindelige løbegrave og væddere (aries). Derimod tilhørte det vistnok især middelalderens mere ufuldkomne krigskunst at bygge modforskansninger.

Det merkeligste ved Normannernes beleiring af Paris er dog de uhyre krigsmaskiner, de førte frem mod byen.

Abbo gir en udførlig skildring af disse i sit digt om Paris's beleiring, hvoraf jeg her efter professor Steenstrups oversættelse gjengir et uddrag[81]:


Bygged med soildhed og kunst de da et merkeligt under;
tre uhyrer i rad, som otte par hjul frembare;
ryggen var tømret af eg og stetted de dækkende tage;
brystets hvælvede gjem og bugens og lyskens hulhed
rummed af rustede mænd tre snese, som rygtet fortalte.


Abbo skildrer derpaa, hvordan bygmestrene dræbes ved blidekast, netop som værket skulde fuldendes, saaledes at det hele ødelægges.

Modell av rambukk v Château des Baux, Frankrike. (Foto: ChrisO, 2005. Commons.

Slige beleiringsmaskiner, som førtes frem, forat man under dem kunde anbringe de krigere, som skulde gjenfylde gravene eller ved hjælp af en murbrækker eller paa anden vis nedbryde murene, var vel kjendt baade i oldtiden og middelalderen. Jähns siger om middelalderens beleiringskunst[82]: "Gelang weder Ueberrumpelung noch Leiterersteigung, so ging man zunächst daran die Gräber auszufüllen. Um ungestört von den Schüssen der Vertheidiger diesem Geschäft obliegen zu können, konstruierte man die Katze, ein auf Rädern zu bewegendes holzernes Blockhaus, unter dessen Schutze man sicher arbeiten konnte, und welches gegen Stein- und Feuerwürfe von den Mauern gesichert wurde, indem man diese unter dichtem Pfeilhagel hielt".

En saadan "kat" var det f. eks. kong Ludvig IV byggede, da han i 938 indtog Laon. Det var et hus, som rummede 12 mand og blev drevet frem paa hjul. "Katten" behøvede forresten ikke at være et bevægeligt hus; den kunde ogsaa svare til Romernes "løbegange" (rineae).

De beleiringsmaskiner, Normannerne brugte foran Paris, synes dog at ha adskilt sig noget fra de i middelalderen almindelig brugte. Disse skildres nemlig altid som huse, der føres frem paa hjul. Abbo fremstiller derimod Normannernes som uhyre dyr. Dette kan vist ikke bare skyldes digterens fantasi; for Abbo maa selv ha oplevet beleiringen. Det ser virkelig ud, som om Normannernes krigsmaskiner har tilstræbt en vis lighed med dyr.

Allerede Steenstrup (I s. 1 10 f.) har fremhævet, at Abbos skildring ligner en beskrivelse hos Saxo af Ragnar Lodbroks kampe ved Hellesponten. Vistnok har vel Ragnar Lodbrok selv aldrig været ved Hellesponten; men ligheden mellem Saxos og Abbos skildringer gjør, at vi maa tro, der ogsaa ligger noget virkeligt til grund for Saxos fremstilling. Da Ragnar saa sine fienders mængde, fortæller Saxo, mistvivlede han om at vinde seier ved almindelige midler. Han lod derfor bygge kobberheste, som han stillede paa ruller og bevægelige vogne. Disse blev nu med stor kraft ført frem mod fienden, som bukkede under for det voldsomme angreb[83].

Steenstrup siger: "Det forekommer mig, at Abbos beskrivelse, hvor maskinen netop fremstilles som et uhyre dyr, kongruerer fortræffelig med Saxos, og det er jo muligt, at en saadan maskine har været benyttet af Normannerne foran Konstantinopel. Imidlertid kan jo ogsaa sagnet om Trojas erobring ha bevirket, at Saxo lader Normannerne anvende den i Østen, og at han netop sammenligner den med en hest."

Jeg tror ogsaa, at der er forbindelse med Troja, men paa en noget anden maade. De her nævnte beleiringsmaskiner kaldtes, som før nævnt, i almindelighed "katte" (gatti, catti). Men undertiden kaldes de ogsaa "so" (sus, troja).

Troja (gl. fransk truie) kunde i middelalderen betyde flere slags krigsmaskiner, dels en kastemaskine eller kanske snarere den bygning, hvori kastemaskinen befandt sig, dels ogsaa en løbegang, dels en bevægelig beleiringsmaskine overhovedet. — Du Cange har flere eksempler paa disse forskjellige betydninger[84] .

Dr. Axel Olrik har senere udtalt sig mod Steenstrups opfatning. Han siger: "Hvorledes skulde denne efterretning i tre — fire hundrede aar have holdt sig paa folkemunde, uden at være omdannet til noget mere bestemt, i al fald til en enkelt kobberhest, eller til en krigslist eller en overnaturlig magt, og uden at være knyttet til en betydeligere handling, end den her er? Efter alt hvad jeg kjender til folkelig overlevering af historiske begivenheder og allermest af vikingetidens, maa jeg anse det for en umulighed. Spørgsmaalet løses, om vi antager, at Saxos kilde slet og ret har udsagt, at Regner ved hjælp af "rulleheste" overvandt Daxon (eller: overvandt det folk, som Sakse med et lærd navn kalder Hellespontiere). Thi "rullehest (hlannfákr, hlunngoti, hlunnjór osv.) er et almindeligt digterudtryk for "skib"; og Sakses kilde har da paa dette punkt været et skaldevers om Regners bedrifter i østerled. At Hellespontierne bliver overvundne i et søslag passer godt nok til, at man hos Sakse altid kommer seilende til deres land"[85].

Dr. Olrik løser ikke vanskelighederne; han bare omgaar dem. Saxo kalder hestene equos acneos, "kobberheste". Nordboernes skibe var nok undertiden, men efter Ragnar Lodbroks tid, beslaat med jern, men aldrig med kobber. Det er derfor ikke sandsynligt, at dette udtryk er en gjengivelse af hlunnjór o.l. Hvorfor kan ikke et skaldevers ha talt om at Ragnar byggede "heste"? Naar de kaldes "kobberheste", saa sigter kanske dette til, at de var beslaat med metal. — Jeg tror ikke med Steenstrup, at det er tilstedeligt uden videre at forandre equos aenus til equos ligneos, "træheste".

En anden indvending, som man kunde gjøre, er den, at Abbo skildrer en beleiring, medens Saxo skildrer et aabent slag. Denne indvending gjælder dog ikke. For det første er det vel muligt, at Saxos kilde og traditionen havde glemt i hvad slags kamp det var, at Ragnar Lodbrok brugte sine maskiner. Desuden har vi alt set, at Normannerne i aabent slag brugte lignende krigsmaskiner, som de byggede til beleiringer. I alle tilfælde er ligheden mellem Saxos og Abbos fremstilling for stor til at kunne være tilfælde.

De her nævnte beleiringsmaskiner kaldtes, som før nævnt, i almindelighed "katte" (gatti, catti). Men undertiden kaldes de "svin, so" (sus, troja). En saadan maskine skildres paa følgende maade af William af Malmesbury: "Unum fuit machinamentum, quod nostri suem, veteres vincam rocant, quod machina levibus lignis colligata, tecto, tabulis cratibusque contexto, lateribus crudis coriis communitis, protegit in se subsidentes"[86] . Ogsaa kastemaskiner eller snarere den bygning, hvori kastemaskiner befandt sig, kunde kaldes troja[87].

Ordet troja, fransk truie forekommer i de fleste romanske sprog og betyder oprindelig en "so". Diez mener, at ordet er afledet af byen Troja"s navn. Porcus Trojanus, en romersk ret, var et med andre dyr fyldt svin; dette er en hentydning til den trojanske hest, machina focta armis (Æneiden II v. 237)[88]. Muligens er dog troja et ægte latinsk ord. Men ialfald maa, synes det mig, folkeetymologien ha sat krigsmaskinen troja i forbindelse med den trojanske hest. Nu er det at merke, at de krigsmaskiner som skildres under navnene gattus, sus og troja altid omtales som bevægelige hus. Derimod skildrer baade Abbo og Saxo Normannernes krigsmaskiner som uhyre dyr eller heste. Dette tyder kanske hen paa, at disse sidste har havt en eiendommelig form.

Tør man heraf slutte, at Nordboerne i vikingetiden baade har vidst, at en egen slags krigsmaskiner kaldes troja, og at de har kjendt det i middelalderen overalt udbredte sagn om kampene foran Troja? Tør man endvidere slutte, at det er paa grund heraf, at Nordboerne har søgt at gi sine krigsmaskiner form af heste eller uhyre dyr? I saafald har vi her en indflydelse af fremmede sagn ikke bare paa sagn og mythologi, men ogsaa paa det praktiske liv. Jeg vover dog ikke at fremstille dette som mer end formodning. Men ialfald maa Saxo og Abbo ved sine skildringer ha tænkt baade paa Trojanerhesten og paa krigsmaskinen troja.

Endnu mere forbausende end Nordboernes dygtighed i beleiringskunsten, er det mesterskab, de snart erhvervede sig i fæstningskunsten. Grunden ligger vel for største delen i forholdene selv, som tvang vikingerne til at bygge faste borge, vilde de beholde de landstrækninger, de havde vundet.

Medens vikingernes øvrige krigskunst bare har forbigaaende betydning, saa fik deres borge og fæstningsanlæg varige følger ikke bare for Frankrig og Normandie, hvor deres fortifikationskunst først udviklede sig, men ogsaa for de Britiske Øer, især for Irland, hvor Nordboerne var de første, som byggede borge og befæstede byer. Ja op til Norden selv kan vi følge spor af den samme bevægelse. Kong Godfred anlægger og dronning Tyre befæster Danevirke, gjennem aarhundreder Danmarks faste vold mod syd. Byer befæstes; borge bygges, hvorom senere byer vokser frem, saaledes som Sarpsborg i Norge. Alt dette er en følge af den dygtighed i fæstningskunsten, som Nordboerne erhvervede sig under sine kampe vesterpaa, i England og i Frankrig.

I Norden selv fandtes der før vikingetiden ingen virkelige fæstningsanlæg, saaledes som der fra Romernes tid havde været i Vesteuropa. I Irland fandtes der fra gammel tid stensætninger og mindre volde, som brugtes til forsvar. Mest benyttede dog Irerne sig i kampen af naturlige forskansninger. Virkelige borge eller befæstede byer synes de ikke at ha havt. Selve Tara, hvor Erins overkonge boede, synes saaledes at ha ligget aabent og ubeskyttet. Det angelsaksiske England var ogsaa fattigt paa befæstningsverker. Der fandtes fra Romernes tid en del fæstningsverker, som i tidens løb var forfaldt mer og mer. Men det var ogsaa det hele. Angelsakserne selv byggede intet nyt. saaledes siger Robert Wace i "Roman de Rou" om dem:


Ni aveit gaires forlelesce
Ne tur de pierre ne bretesce
Se n´esteit en vielle cité
Ki close fust d´antiquité.


Vi maa af dette slutte, at det var af Frankerne, Nordmændene lærte befæstningskunsten. Men heller ikke hos dem stod denne kunst meget høit. Det eneste, som i løbet af det 5te, 6te og 7de aarhundred blev gjort i Frankerriget, var igrunden at istandsætte de forfaldne romerske fæstningsverker. Den første, som begyndte at bygge nye fæstninger, var Karl Martel. I Tyskland byggede han bl. a. Salzburg i Franken, paa et fremspringende punkt, hvor Brend flyder ud i den frankiske Saale. Endnu under Karl den store blev der ikke bygget mange nye fæstninger; og de fleste var af træ, ikke af sten. Karl den store anlagde fæstninger i Aquitanien, Sachsen og ved nordgrænsen. Desuden byggede han, for at værge landet mod Normannernes begyndende angreb, en del vagttaarne.

Det var Normannernes indfald, som først bragte fart i fæstningsarbeidet i Frankrig. Byen Chartres synes her at ha gaat i spidsen; den skildres alt ved midten af det 9de aarhundred som omgit af en stenmur[89]. Og siden blir der i det 9de og 10de aarhundred, især i Nord-Frankrig, anlagt en række nye fæstninger.

Jeg har tidligere nævnt Normannernes dygtighed i at opkaste skansearbeider. Men de lærte ogsaa snart at bygge virkelige fæstninger. I 872 tog saaledes de vikinger, som havde hærget i Loire-egnene, bolig i Angers, som var forladt af sine indbyggere. Det første, de gjorde, var yderligere at befæste byen med volde og grave[90]. Ti aar senere (881 — 882) tog Normannerne vinterleir ved kongsgaarden Aschloh ved bredderne af Maas; ogsaa her befæstede de sig ved volde og mure[91]. Jeg har ligeledes nævnt, at Normannerne under den store beleiring af Paris selv forskansede sig udenfor byen og byggede en fast leir med skanser af sten og mur[92].


Ogsaa flere andre eksempler kunde nævnes; men dette turde være tilstrækkeligt[93].

Normannernes senere historie i Frankrig efter grundlæggelsen af hertugdømmet Normandie ligger, saavidt jeg kan forstaa, væsentlig udenfor denne opgaves ramme. Jeg skal derfor her kun nævne det almindelig kjendte faktum, at riddertidens borgkunst i sin typiske skikkelse stammer fra Normandie. De normanniske erobrere, som maatte holde sig mod en undertvungen befolkning, var ligefra begyndelsen af nødt til at befæste sine gaarde. De hyggede derfor borge og indførte ved disse mange forbedringer. Særlig er den i mur opførte donjon typisk normannisk. Donjon'en var et firkantet taarn, som kronede borghallen. En træbro, som førte op til den høitliggende indgang, kunde let kastes af, og taarnet laa saaledes der sikkert og vanskeligt at indtage. — De ældste bevarede donjon'er synes at stamme fra slutningen af det 10de aarhundred. Men allerede tidligere havde Normannerne i Normandie befæstet de gamle byer og visselig ogsaa bygget nye borge.

I Normandie er det dog vanskeligt at afgjøre, hvad der er fransk og hvad nordisk. Normannerne havde ogsaa her stadig fremmede forbilleder for øie; desuden begyndte de snart at føle sig mere som Franskmænd end som Nordboer. Lærerigere er det derfor at undersøge, hvordan Nordboerne indrettede sig i et land, hvor der tidligere ikke fandtes befæstede borge eller byer, og hvor Nordboerne ikke havde nogen forbilleder at efterligne eller lære af, — jeg mener Irland. I Irland bevarede desuden Nordboerne meget længere end i Normandie sit sprog og sin nationalitet. De kom aldrig til rigtig at føle sig som Irlændere, og mistede først sin nationalitet efter Englændernes erobring, ligesom de ogsaa hurtigere smeltede sammen med Englænderne end med Irerne.

Noget af det første, Nordboerne gjorde efter omkr. 840 at ha faat fast fod i Irland, var at bygge fæstninger og skanser rundt om i landet, ved havnene og ved elvenes udløb, men ogsaa inde i landet ved de store indsjøer. Saaledes omtales ved denne tid et fort ved Lough Neagh, den store indsjø i Ulster, og ligesaa skanser inderst inde i Carlingford Lough, ved Linn-Duachaill og ved Linn Rois, altsammen ved kysten af Ulster.

Vikingflåten lander i Dublin. (Maleri av James Ward (1851-1924). Dublin City Hall. Commons.)

Det var paa denne tid, at den store vikingehøvding Turgeis (Torgest) var Nordmændenes overkonge i Irland. Turgeis var det ogsaa, som ved mundingen af elven Liffey, der hvor elven kaldes Dublin (den sorte dam), byggede en borg, som blev oprindelsen til Irlands senere hovedstad. Turgeis maa i det hele ha udmerket sig ved sine fæstningsanlæg. Giraldus Cambrensis, der fulgte med de anglo-normanniske erobrere over til Irland, fortæller saaledes, at der paa hans tid rundt om i Irland fandtes en del ubeboede fæstninger, som stammede fra Turgesius's tid[94]. Dette er vistnok bare sagn, men fortjener dog at lægges merke til.

Ogsaa i det sydlige Irland havde Nordboerne ved midten af det 9de aarhundred bygget skanser og fæstningsverker, ved Limerick, Cork, Waterford og andre steder, f. eks. det saakaldte Dun Medhoin, der synes at ha ligget i grevskabet Waterford.

Det gamle skrift "Irernes kampe med de fremmede" gir os et tydeligt billede af, hvordan Vikingerne ved begyndelsen af det 10de aarhundred havde besat Munster: "Hele Munster blev opfyldt af umaadelige floder og utallige af havet opspyede skibe, ledingsflaader og flaader, saa der fandtes ingen havn eller landingsplads, ingen fæstning, borg eller befæstning i hele Munster uden flaader af Daner og vikinger."[95].

Hvordan disse Nordboernes ældste fæstninger i Irland saa ud, kan vi nu vanskelig danne os et billede af.

Det ser dog ud, som om Nordboerne alt i det 9de aarhundred har havt virkelige borge i Irland. Saaledes skildrer de saakaldte "Three Fragments" (s. 166 — 169) en del kampe mellem Irerne og Nordboerne i Cork ved aar 866. Vikingernes høvding Gnim Cinnsiolla falder og Irerne indtager hans borg, hvor han, som aarbogen siger, "havde tilbragt sin tid i vellyst". Denne borg kaldes dels caisteol (kastel, af lat. castelum), dels 'caistail daingen (d. e. et befæstet kastel). Den lærde udgiver O'Donovan siger: "This is the earliest notice of a Danish castle in Ireland." Det kan ikke være tvivlsomt, at dette Gnim Cinnsiolla's "kastel" har været en virkelig borg, bygget efter forbillede af de borge, som alt fandtes i Frankerriget.

Fra det 10de aarhundred ved vi ikke saa lidet om Nordboernes fæstningsarbeider i Irland. Deres herredømme var ikke længer som paa Turgeis's tid udstrakt over det indre af øen, men væsentlig indskrænket til kysterne med omliggende distrikter. De lagde derfor hovedvægten paa at befæste sine byer og omgav dem med volde og grave. Dublin var saaledes alt i 941 en sterk fæstning omgit af volde og grave. — Vinteren 941 — 942 gjorde kong Muirchertach med tilnavnet Læderkappen en siden navnkundig rundgang rundt Irland og krævede skat og gidsler af alle Erins fyrster. Hans rundgang er beskrevet i et samtidigt endnu bevaret digt. I dette skildrer ogsaa digteren, at Muirchertach og hans mænd kommer og leirer sig udenfor Dublins mure:


Dublin gjæsted vi en nat den skjønne,
hvad de fremmede kun ilde tykkes.
I den sterke fæstning var en kvinde,
Niall´s søn (d. e. Muirchertach) var hendes sjæl og tanke,
og trods nattens kuld og skarpe vinde
ud af borg og vold hun vilde vanke[96].


Vi ser af dette digt. at Irerne ikke formaaede at komme ind i Dublin. De leirer sig udenfor murene, faar der en del gaver og drager bort medførende en høvding som gidsel. Dublin er allerede en sterk festning (dún trom), omgit af volde og grave. Rimeligvis har dog Dublin endnu ikke været omgit af en stenmur, men af en vold af jord og træverk, ligesom vel borgen ogsaa har været af træ, paa samme maade som de fleste frankiske fæstninger fra Karl den stores tid.

Det er muligt, at Dublin ned gjennem hele det 10de aarhundred vedblev at være en træfæstning. Efter den store seier ved Glenmama i aar 1000 forfulgte Brian Rorumha og hans mænd Nordboerne lige til Dublin og indtog borgen. "De plyndrede og brandskattede fæstningen (an dûn), og Brian opslog sin leir i byen fra store til lille Jul[97]. Derpaa kom han ind paa markedspladsen, og hele fæstningen blev brændt af dem (ocus ro loiscendh an dûn uile leo)".

At Dublin blev brændt er dog ikke ganske sikkert, thi hverken digtet om seiren ved Glenmama[98] eller en anden beretning om Brians ophold i Dublin nævner dette. I hvert fald blev Dublin i tiden mellem slaget ved Glenmama og slaget ved Clontarf i 1014 gjort til en langt sterkere fæstning end før. Den gamle træbefæstning maa være blit afløst af sten. Ellers kan man ikke forklare, at seierherrerne ved Clontarf intet forsøg gjorde paa at indtage Dublin. Isteden sluttede de vaabenstilstand med kong Sigtryg Silkeskjæg og lod ham sidde i Dublin paa samme vilkaar som før.

Murene rundt Dublin var paa Clontarfslagets tid forsynet med bastioner. Det gamle skrift "Irernes kampe med de fremmede", som efter den almindelige mening er skrevet ikke mange aar efter slaget ved Clontarf, nævner ogsaa, hvad Nordboerne selv fortalte om kampen, og siger bl. a.: "Og det blev bevidnet af Nordboerne og deres kvinder, som fra bastionerne paa Ath Cliath (ɔ: Dublin) vogtede [paa kampen" (Ocus ro forglestar na Gaill ocus nn Gaillsearcha hatar uaitibh ac feithium ar scemleadh Atha Cliath)[99]. Et andet sted i samme skrift heder det: "Og det forekom folket i Ath Cliath, som vogtede dem fra sine bastioner" (fors na scemlib)[100]. Dublin maa ogsaa paa denne tid ha havt en virkelig borg, der ligesom de franske var forsynet med en donjon. — Om denne var af træ eller sten, kan man dog ikke se. — Under Clontarf-slaget deltog ikke Sigtryg Silkeskjæg i kampen, men opholdt sig i Dublin og vogtede sammen med sin hustru paa dens udfald. Cogadh Gaedhel taler i den anledning om Sigtryg, som fra "bastionerne paa sit eget vagttaarn" vogtede paa de kjæmpende (bai ar scemled a grianan fein acu fein). Sammenhængen og udtrykkene viser, at der her ikke er tale om Dublins mure, men om kongens egen borg.

Dublin saa visselig alt dengang ud, saaledes som en anden irsk by, Limerick, skildres i digtet om Irlands erobring af Englænderne[101]:


Eclose estcit la cit:
de live, de mur, de fosse,
que tuz iceuz de cest munde
ne passereient san nef u ponde.


Dublin var med andre ord alt ved aar 1014 som de fleste middelalderlige byer omgit af mure og grave. Man kunde bare komme op til byen ved skibe — opover Liffey — eller over broer, af hvilke én, Dubhgalls bro (droicet Dubgaill), allerede fandtes paa Clontarfslagets tid[102]. Den var vistnok dengang Dublins eneste bro, da den ogsaa kaldes "Ath Cliaths bro" (droicet Atha Cliath .i. droicet Dubgaill.[103]

Ogsaa Limerick og Waterford var ved midten af det 10de aarhundred befæstede byer. Munstermændene under Mathgamhain og hans bror Brian vandt i 968 en stor seier ved Sulcoit over Nordboerne i Limerick. Derpaa forfulgte de Nordboerne dag og nat, indtil de kom til Limerick. "De fulgte ogsaa efter dem ind i fæstningen (dûn) og nedsablede dem paa gaderne og i husene." De tog med sig alle Nordboernes rigdomme og bortførte som slaver deres kvinder og unge mænd. " Derpaa forvandlede de fæstningen og den gode stad til en sky af røg og til rød ild" (Tuccad in dûn ocus in degbaili fo dlaim diad ocus is dergtened iarsin).

I et kvad, som blev digtet til minde om Irernes seier, heder det ogsaa:


Limerick blev fuldstændig hærjet af dig.
Du førte bort deres guld og deres sølv.
Du plyndred deres fæstning paa samme tid,
og omgav den med en mur af ild[104].


Af dette synes det at fremgaa, at byen Limerick selv var befæstet og at der inde i byen var en borg. Selve borgen saa vel som husene i byen maa ha været af træ, siden de kunde brændes. De fleste borge i Frankrig og England var jo ogsaa i det 10de aarhundred opført af træ og laa paa toppen af en oftest konisk haug, som hvis der ikke fandtes naturlige høidedrag var kunstig opført. Om voldene rundt Limerick fortælles derimod intet.

Om kong Cellachan af Cashel og hans kampe med Nordboerne i første halvdel af 10de aarhundred findes der en endnu uudgiven saga, som staar i nær forbindelse med skriftet om "Irernes kampe med de fremmede".

Sandsynligvis er fortællingen om kong Cellachan fra samme tid som dette sidste skrift. lalfald maa det i sine hovedtræk være historisk. En af Cellachans første seire er over Nordboerne i Limerick. Efter nederlaget flygter Nordboerne til sin by. De faar ikke tid til at lukke byens porte, før Irerne indhenter dem. De trænger ind gjennem dem og kommer ind i byen, hvor de nedsabler Nordboerne i taarnene og i husene (gur marbad is na tigleib ⁊ is na toraibha na trein-fhir.)[105]. Siden plyndrer de byen.

Forskjellen mellem skildringen i Cogadh Gaedhel og i fortællingen om Cellachan af Cashel er ikke stor. Paa det sidste sted ser vi tydeligere, at Limerick var omgit af volde, hvori der var porte, som førte ind til byen. Desuden var der i byen taarne, hvori vistnok høvdingerne boede. Efter fortællingen om Cellachan ser det næsten ud, som om der rundt Limerick — delvis ialfald — var stenmure. I et digt i anledning af de før nævnte kampe kaldes nemlig byen "Limerick med de sammenklinkede stene" (Luimnech na cloch cengail)[106]. Jeg vover dog ikke at slutte noget sikkert af et saadant poetisk billede.

Reginalds tower i Waterford ble bygget av vikinghøvdingen Ivars etterkommere. Ivar var konge i Dublin en periode på slutten av 900-tallet. Den øverste delen av tårnet er en senere normannisk konstruksjon. (Foto: Ramón, 2007. Commons.)

Waterford skildres i fortællingen om Cellachan ganske paa samme maade som Limerick. Den var omgit af lave volde, hvorigjennem porte førte ind til byen. Disse mure kan dog ikke ha været meget høie; for Irerne klatrer over dem[107] Ogsaa i Waterford var der vel fra gammel tid af en borg, som var byens faste punkt og hvor kongen havde sin bolig. Den dag idag findes der i Waterford et taarn, som kaldes "Ragnvalds taarn" (Reginald' s Tower). Det ligger ved den forbiflydende elv og synes at ha ligget lige indenfor de mure og volde, som i gammel tid omgav Waterford. Dette taarn fandtes alt, da Englænderne i 1170 indtog Waterford; — det nævnes baade i de Fire Mesteres Annaler og hos Giraldus Cambrensis (Turris Raghnaldi)[108]. Det er vistnok det sandsynligste med afdøde toldinspektør Vogt[109] at antage, at Ragnvaldstaarnet var donjonen i borgen i Waterford. Dette slutter jeg bl. a. deraf, at i de meget paalidelige Tigernachs annaler (fortsættelsen) kaldes en Mac Gilla Muire, som blev fanget i Ragnvaldstaarnet, "fæstningens befalingsrnand" (armand an duin). I et endnu bevaret aktstykke fra 1311 fortælles der — efter gammel tradition i byen — om Englændernes erobring af Waterford[110]. I dette kaldes taarnet Renandescastel og det siges, at det er gammelt og forladt (antiqua mota deserta). Ragnvalds- taarnet har altsaa været en virkelig borg eller rettere donjonen i en saadan. I sin nuværende skikkelse er det vistnok ikke ældre end fra slutningen af det 11de aarhundred. Men det er al rimelighed for, at borgen i Waterford har staat paa samme plads.

I Waterford var der ligesom i Limerick i gammel tid ikke bare étt, men flere taarne eller donjoner, hvor høvdingerne i byen bodde. Ved siden af Ragnvaldstaarnet nævnes nemlig i det før nævnte aktstykke et andet taarn, som dengang (i 1311) var "overmaade gammelt og forfaldent" (in quadam Turri, que modo est valde antiqua et diruta). — Tør man af udtrykkene slutte, at dette taarn stammede fra vikingetidens slutning, eller fra første halvdel af 11te aarhundred?

Jeg har medtaget disse oplysninger om Waterford i det 12te aarhundred, da jeg tror, at byerne i Irland i tiden mellem Clontarfslaget og Englændernes erobring ikke væsentlig forandrede sin karakter. Der blev bygget kirker og klostre; men befæstningsverkerne, borgen, murene osv. blev de samme som før.

Den forudgaaende udvikling har vist os, at Nordboerne i Irland, belært af forholdene paa Vesteuropas fastland, søgte at styrke sin magt ved skanser og fæstningsverker, saasnart de havde faat fast fod i Irland. Om disse ældste befæstningers karakter ved vi dog intet. Men alt i 866 omtales i Irland en virkelig borg, bygget ligedan som Frankrigs og Vest-Tysklands borge. I det 10de aarhundred var Nordboernes byer i Irland befæstede, omgivne af volde og grave. Inde i byerne var der en borg, byens faste værn. Undertiden var der endog flere borge. Men borgen var endnu som oftest af træ og voldene var lave, saa byerne var lette at indtage. — Lige efter aar tusen begynder byernes befæstning at bli sterkere, dels fordi Irernes paatryk blir heftigere og dels efter forbillede fra Normandie; — der var ikke liden forbindelse mellem Dublinriget og Normandie; normanniske høvdinger tog saaledes del i Clontarfslaget. — Byerne begynder at faa stenmure, kransede af bastioner. Og bag murene hæver borgen sig med sin donjon.

At danne sig en forestilling om Nordboernes befæstningsarbeider i England er ikke saa let. Dels fortæller aarbøgerne lidet herom og dels fandtes der fra Romernes tid ikke faa af mure og volde omgivne byer, hvoraf flere kom i Nordboernes vold. Saa meget kan man dog slutte, at Nordboerne optraadte paa samme maade i England, som de gjorde i Normandie og Irland.

Jeg har tidligere nævnt den dygtighed i at befæste sine stillinger og anlægge skanser og forsvarsverker, som den store Normannerhær udviste i Frankrig. Det samme mesterskab lagde den ogsaa for dagen i England. — Vi maa huske paa, at det var den samme hær, som optraadte snart i Frankrig, snart i England. — Dens krigskunst er derfor den samme i begge lande. — Det ser ud, som om hæren, hvergang den gik i vinterkvarter, befæstede sin leir og omgav den med volde og grave. Et par eksempler vil være nok for at vise dette. — I 868 drog saaledes hæren ind i Mercia og tog vinterkvarter i Nottingham. Her befæstede de byen. En afdeling Angelsaksere under Westsaksernes konge Æthelred og dennes bror Alfred forfulgte dem og kom op til Nottingham, hvor de fandt hæren i dens fæstningsverker (pone here par metton on pam geweorce). Men Angelsakserne beleierede forgjæves byen; de maatte trække sig tilbage og det endte med at indbyggerne i Mercia sluttede fred med Nordboerne[111].

Faa aar efter, i 871, indtraadte den store armés erobringstog i England i et nyt afsnit. En del af hæren gik over Themsen og trængte ind i Wessex. De valgte her en udmerket strategisk position, nemlig byen Reading i Berkshire. Denne by ligger paa en landtunge mellem Themsen's og Kennet's vande og var saaledes beskyttet fra to sider. Kun paa den tredje var den ubeskyttet; men her opførte vikingerne straks en vold (aliis valium inter duo fiumina Tamesin & Cyneiam a dertrali parte ejuadem reiæ vilæ facientibus.[112] Angelsakserne angreb dem kort efter, men blev slaat tilbage. Ikke mange dage senere stod dog det store slag ved Ashdown, hvor vikingerne blev slagne.

Senere udmerkede hæren sig mange gange ved sine fæstningsanlæg. I 885 kom den saaledes til Rochester i Kent. Vikingerne beleirede byen og byggede i den hensigt en ny fæstning lige overfor denne (worhton oper fæsten gmb hie selfe). De opgav dog denne, da kong Alfred med sin hær kom mod byen; de drog isteden til sine skibe[113]. I 896 bygger hæren en fæstning ved Lea, ovenfor London. Londonerne blir slaat tilbage; men hæren trækker sig siden bort, da dens skibe ikke kan komme saa langt opover floden[114].

Men Nordboerne nøiede sig ikke bare med i England at bygge skanser og befæstede leire. Efter at de havde faat fast fod i landet og begyndt at sætte bo og bygge det, var det første de gjorde at anlægge borge og at befæste de erobrede byer. Professor Steenstrup siger (IV s. 40): "Ved studium af kilderne vil vi ha leilighed til at bemerke, at Normannerne særlig vidste at beskytte sig og støtte sig indbyrdes ved at ha fæstninger, til hvilke de omboende krigere, holder og bønder hørte som til et midtpunkt." Særlig navnkundige var de saakaldte "Femborge" i Mellem-England i det tidligere kongerige Mercia, nemlig Leicester, Stamford, Derby, Nottingham og Lincoln. Sammen med Northampton, Bedford, Cambridge, Huntingdon og andre byer, som for kortere eller længere tid stod under Nordboernes herredømme, dannede de et forbund af aristokratiske republiker og var et af midtpunkterne for Nordboernes herredømme i England. Alt under Alfred den store kom "Femborgene" i Nordboernes besiddelse. Lige fra Romernes tid havde kanske enkelte af disse byer været befæstede; men selve navnet "Femborgene" (Burga five), som stammer fra det nordiske herredømmes tid, viser dog, at det var Nordboerne, som omdannede dem til virkelige fæstninger. Særlig klart er dette med Derby, som eksisterede alt før Nordboernes tid, men lige fra begyndelsen af det 10de aarhundred stedse kaldes med sit nordiske navn Deoraby.

Paa hvilken maade disse byer var befæstede, ved vi ikke. I den Angelsaksiske Krønike, den vigtigste kilde til denne tids historie, kaldes de stadig "borge" (burh); men om deres udseende hører vi intet[115]. Men at Femborgene var sterke fæstninger, virkelige borge omgivne af volde og grave, tør vi vel slutte deraf, at det regnedes for en af kong Eadmunds største heltegjerninger, at han i 942 endelig erobrede Femborgene, og at der til minde om seiren blev digtet et kvad[116]. I dette endnu bevarede digt fortælles det: "Her Eadmund konge, Anglers herre, daadsterke drot, overvandt Mercia, borge fem."

Ogsaa York, Northumberlands hovedstad, hvor Nordboerne i tre fjerdedels aarhundrede herskede, var en befestet by. I Egils saga kaldes den saaledes en "borg"[117]. Dog er det vel sandsynligt, at murene om York delvis stammede fra Romernes tid, og at Nordboerne bare paany havde befæstet byen.

Ogsaa fra den sydlige del af England har vi endel vidnesbyrd om Nordboernes dygtighed i at anlægge fæstninger. Den sydlige del af London, ligeoverfor City, kaldes endnu Southwark. Worsaae mener, at dette navn er af nordisk oprindelse, at Nordboerne kaldte stedet "Sydvirke" (Suðrvirki) eller det sydlige fæstningsverk[118], Worsaaes antagelse er vistnok meget tiltalende; men den kan ikke bevises. I et digt af Sighvat skald kaldes stedet Suðvirki, ikke Suðrvirki[119]. Men denne form af navnet viser hen paa angelsaksisk, ikke paa nordisk. Stedet nævnes ogsaa en enkelt gang i den angelsaksiske krønike (A, D. 1052), hvor det kaldes Suðgeworce. Det er naturligvis muligt, at Nordboerne først kaldte stedet Suðrvirki og at Angelsakserne omdannede dette til Suðweorc eller Suðgeweorc; men dette kan ikke bevises. Derimod er der vist ingen tvivl om, at Danskerne var de første, som befæstede Southwark.

Sagaerne omtaler Southwark i anledning af Olav Haraldssons kampe i England. Efter Svein Tjugeskjægs død vendte kong Ethelred, som bekjendt, tilbage til England, og Olav Haraldssøn sluttede sig til ham, fortæller sagaerne. De leirede sig først ved London. "Paa den anden side af elven er der en stor handelsplads, som heder Sydvirke (Suðvirki). Der havde Danskerne gjort store foranstaltninger og gravet store diger. Indenfor reiste de en vold af træverk, sten og torv og havde der mange folk"[120].

Denne maade at bygge volde paa, af sten, træverk, torv, jord og grønsvær, var den almindelige, naar man ikke vilde bygge stenmure. Sit forbillede havde Danskerne vistnok i England selv, hvor man alt længe havde brugt slige volde. Naar de angelsaksiske konger opfører borge eller andre fæstninger, bruger den Angelsaksiske Krønike ofte udtrykket "tømre" (timbrian)[121]. Saaledes anfører den for aaret 921:

"Kong Eadward tømrede borgen i Gladmouth" (Her Eadward cyning getimbrede þa burh at Cledemûþan)[122]. Da det vigtigste ved disse fæstningsanlæg overalt er den mur, som omgir byen eller borgen, maa man vel slutte at timbrian betyder at opføre en vold af træverk, jord osv., bygget paa samme maade som volden om Southwark og som Danevirke, som jeg straks nedenfor skal omtale. Professor Steenstrup er af samme mening[123]: han har, synes mig, bevist, at man i England for størstedelen byggede af jord og træ, medens man i Frankrig og Tyskland helst brugte mur eller sten[124]. Begyndelsen gjordes i England af Mercia's fremragende herskerinde Ethelfled, som i 907 gjenopbyggede Chester. Hendes arbeide fortsattes af kong Eadward.

Hvad vi ved om Nordboernes fæstningsarbeider i England, er saaledes ikke meget. Alt tyder dog paa, at Nordboerne i Øst-Angel, Northumberland og Mercia viste den samme dygtighed i at anlægge fæstninger som den, de lagde for dagen i Normandie og Irland. Desuden er det værd at lægge merke til, at Angelsakserne før vikingetiden ikke forstod fæstningers betydning. De befæstede byer, som stod igjen fra Romernes tid, laa for det meste øde. Nordboerne var de første, som paany byggede borge i England, og deres eksempel var det Æthelfled og Eadward efterlignede.

Normannernes indfald og lensvæsenets opkomst bragte rundt om i Nordeuropa ny fart i de gjennem lange tider forsømte fæstningsarbeider. I Frankrig begynder man i anden halvdel af det 9de og særlig i det 10de aarhundred at bygge en hel række nye borge til værn mod Normannerne. Bevægelsen breder sig til England, hvor lady Æthelfled og kong Eadward anlægger en række fæstninger mod Waliser og Nordboer. Faa aar efter begynder i Tyskland Henrik I (918—936) en ganske lignende virksomhed, vistnok tilskyndet af kong Eadward, som han stod i venskabelig forbindelse med. Han bygger nye borge, omgir byerne med volde og søger paa alle vis at værne dem og landet mod Normannernes, Slavernes og især mod Magyarernes indfald[125].

Fra Vesteuropa breder bevægelsen sig ogsaa til Norden, først til Danmark og siden til Sverige og Norge. Vi kommer da først til det mægtige værn Danevirke, Danæwirki eller opus Danorum som det kaldtes[126].

Deler av Danevirke er fremdeles godt synlig i terrenget, som her i Schleswig-Holstein. (Foto: Willi Kramer, 2006. Commons.

Selve Danevirke er, som de af direktør Sophus Müller foretagne undersøgelser har godtgjort, Kong Godfreds, Karl den stores modstanders, verk[127]. Godfred gik i 808 med sin hær til Slistorp og bestemte, at der til værn for rigets grænse mod Sakserne skulde bygges en vold, "som skulde gaa fra den østlige havbugt, som kaldes Østersalt, til Vesterhavet". Saaledes har Saxo og Sven Aageson ikke ret, naar de gjør Tyre Danebod, Gorm den gamles dronning, til Danevirkes egentlige bygger. At Tyre har bygget værn mod Danmarks naboer i syd, kan dog ikke være tvivlsomt. Paa den ene af de navnkundige Jellingestene læser vi nemlig: "Gorm konge gjorde dette mindesmerke efter Tyre sin kone, Tanmarkas but ("Danmarks bod" d. e. "hun, som bøder Danmarks brøst"). Sophus Müller (Fortidsminder I, s. 246) har paavist, hvad Tyre har bygget. Hun har udbedret Vestervolden paa det udsatte stykke mellem Danevirkesjøen og Kurborg. Her har hun foran den gamle vold bygget en vold af kampestene med træverk og trækasteller ovenover.

Det er ikke usandsynligt, at Danevirkes bygning, baade Kong Godfreds store verk og dronning Tyres nybygning, hænger sammen med forsvarsbevægelser i det kristne Europa.

I Tyskland og Frankrig havde Karl den store — vistnok med romerske forbilleder for øie — befæstet rigets grænser. Saaledes opførte han den saakaldte Limes Saxoniæe, til værn mod Slaverne i nord. Det var en forsvarslinje, som gik gjennem det østlige Holsten fra Elben indtil Østersjøen. Sophus Müller gjætter paa, at Limes Saxoniæ har været et af forbillederne for Danevirke. Dog var Limes Saxoniæ en grænselinje, ikke en grænsevold. Skal vi søge forbilleder for Danevirke, bør vi maaske ogsaa gaa til England.

For at sikre provinsen Britannien opførte allerede Agricola kasteller; senere anlagde man sammenhængende befæstningslinjer. Endelig byggede keiser Hadrian den navnkundige Hadrians mur (valium Hadriani), som i lige linje gaar fra øst mod vest, fra Tyne's munding til Firth of Solvvay. Denne vold, som endnu staar og er bedre kjendt end noget andet af Romernes fæstningsarbeider, er bygget af kvadersten og har havt en høide af mindst 16 fod. Paa murens nordside gaar der en bred og dyb grav. Syd for muren har der gaat en bred militærvei med leirpladse og vagthuse. Paa sydsiden af denne strækker der sig to parallele jordvolde, som endnu er en 6 — 7 fod høie; mellem de to jordvolde er der en 7 fod dyb grav. — Senere opførte Antoninus Pius og Severus længere mod nord en anden vold, en virkelig grænsevold (vallum Pii). Denne gik fra Firth of Forth til Firth of Clyde; men var et svagere anlæg end Hadrians mur[128].

Angelsakserne byggede senere enkelte lignende, men meget mindre betydelige volde, saaledes det saakaldte "Offa's dige" (Off'a's dyké), en række af jordvolde, som gik fra mundingen af Wye til mundingen af Dee og skulde adskille Wales fra det angelsaksiske England. Dette arbeide skal være udført under kong Offa af Mercia (758 — 796). Men det egentlige fæstningsarbeide i England begynder, som jeg før har fremhævet, lidt efter aar 930, da Æthelfled af Mercia og kong Eadward i løbet af et halvt snes aar bygger ikke mindre end 27 fæstninger mod Nordboerne (912 — 921)[129]. Det er vel ikke tvivlsomt, at Tyres udbedring af Danevirke er et udslag af denne samme bevægelse. Ligesom den før omtalte borg. som Danskerne (rigtignok efter Tyres tid) byggede om Southwark, er Tyres vold opført af sten, træverk og jord. Det er al grund til at tro, at Æthelfled og Eadward opførte sine befæstninger af det samme materiale og at de ikke byggede dem af sten. Derpaa tyder bl. a. udtrykket timbrian, som jeg før har nævnt, ligesom ogsaa den omstændighed, at de angelsaksiske befæstninger som oftest blev opført i løbet af et par maaneder.

Steenstrup har allerede pegt paa, at hele den angelsaksiske nation deltog i dette fæstningsarbeide[130]. Det er ikke bare saa, at det enkelte steds egne indbyggere reiser borge, men hæren kommanderes dertil, ja ofte hænder det f. eks. at folket i Mercia paa kongens bud gjenreiser borge i Northumberland eller at Vestsakserne gjør dette i Østangel. Den angelsaksiske krønikes ord viser tydelig rigtigheden af dette. I 914 opholdt saaledes kong Eadward sig med en del af hæren i Maldon i Essex; en anden del af hæren byggede Witham (getimbrede æt Withâm), en tredje afdeling byggede paa kongens bud Hertfords nordre borg (Her an þys geare het Eadweard cyng atimbran þa norðran burg æt Heorotford)[131]. I 918 drog kong Eadward med en hær af Vestsakser (mið Westsæxna furde) til Colchester helt ude i Østangel og gjenreiste borgen, som havde ligget i ruiner[132]. I aaret 920 drog kong Eadward efter høsten til Thetwall og bød at borgen skulde bygges, befolkes og bemandes (het gewyrcan þa burg. ⁊ gesettan. ⁊ gemannian) og han bød en anden hærstyrke, ligeledes af Mercias folk, at indtage Manchester i Northumberland og at gjenopbygge og bemande det[133].

Skulde det ikke være paavirkning herfra, naar efter Sven Aagesøns fortælling alle de danske landskaber deltar i bygningen af Danevirke, saaledes at hver landsdel faar sin del af volden at bygge?[134] — Selv om Sven Aagesøn overdriver Tyres betydning, kan det dog være rigtigt, naar han fortæller, at dronningen lod udgaa bud til alle rigets indbyggere om at reise dette værn.

Baade i Sverige og i Danmark fandtes der allerede før vikingetidens begyndelse virkelige byer, nemlig Birka ved Mälaren og Slesvig. Sophus Müller har, som man almindelig mener, godtgjort, at det gamle Hedeby ikke har havt nøiagtig samme beliggenhed som byen Slesvig. Denne ligger paa nordsiden af Slienfjorden, medens det gamle Hedeby har ligget ved dennes sydlige arm Hadeby Nor[135]. Det gamle Birka har ligget paa nordsiden af Bjorko i Mälaren[136]. Begge byer har været omgit af en halvkredsformet jordvold. Paa den ene side af bypladsen, sagtens lige ved volden, og omsluttet af et brystværn har der ligget en liden høide, hvortil indbyggerne i krigstid tog sin tilflugt, med andre ord en borg.

Begge disse anlæg henføres af Sophus Müller til vikingetiden. Dog maa de tilhøre dennes begyndelse; for borgen i Birka nævnes alt i Rimbert's levnetsskildring af Ansgar, og Rimbert døde i 888, medens Ansgar selv kom til Sverige ved aar 830. Det er dog lidet sandsynligt, at disse anlæg har udviklet sig under paavirkning fra udlandet. Muligens turde selve borganlægget, som visselig har været en træbefæstning ovenpaa den lille haug, vidne om indflydelse fra Vesteuropa.

Vi hører ogsaa om andre nu forsvundne fæstningsanlæg fra vikingetiden. Paa et af sine første vikingetog kom Egil Skallagrimssøn til byen Lund i Skaane. Hans saga fortæller, at der var en træborg rundt staden (var þar tréborg um staðinn)[137]. Og i et vers, som Egil kvæder til minde om sine kampe i Lund, siger han: "Jeg lod blodige kropper ligge nedhugget i borgporten" (ek lét bloðga búka í borg-hliðum sæfask)[138]. Man ser heraf, at Lund ligesom mange af Vesteuropas byer var omgit af en træbefæstning. Vi maa især tænke paa borgene i England og Irland, hvor træbefæstning jo var det almindelige og hvor udtrykket "tømrede" brugtes om borganlæggene. Dog var ogsaa i Frankrig, ialfald i det 10de aarhundred, selve borgen ofte af træ, medens volden rundt byerne gjerne var af jord eller sten.

Først fra vikingetidens slutning hører vi om borganlæg i Norge. I aaret 1016 grundede Olav den hellige Borg eller Sarpsborg, nærmest kanske som en grænsefæstning mod Svearne[139]. Hans saga fortæller derom: "Ud paa sommeren vendte han tilbage til den nordlige del af Viken og drog op over Raumelven (ell. Glommen). Der er en stor fos, som heder Sarpen. Et nes stikker fra nord ud i elven ved fossen. Der lod kong Olav gjore en vold tværs over næsset af sten, torv og tømmer og udenfor gravede han et dige; han gjorde der en stor jordborg. Men pladsen inde i borgen æslede han til kjøbstad. Han lod der bygge en kongsgaard og opførte Mariakirken"[140].

St. Olavs voll (ofte kalt Olavsvollen) er et festningsanlegg fra middelalderen i Sarpsborg. Anlegget har blitt datert til første halvdel av 1000-tallet og omkranset middelalderbyen Borg. Festningsanlegget ble ifølge sagaene oppført av Olav den hellige i 1016, samtidig som han anla kjøpstaden Borg. (Foto: Colliekar, 2007. Commons.)

Denne vold kaldes St. Olavs Vold og sés endnu tydelig. Dens høide kan man nu ikke afgjøre, men bredden har været omtr. 6 — 8 alen. Man har i det sidst forløbne aarhundred foretaget udgravninger, som viser at Snorres beretning er paalidelig. Hvad selve anlægget angaar, vil man først lægge merke til ordet "borg". Dette bruges her ikke for at betegne en enkeltborg, men paa samme maade som burg i angelsaksisk. Det betegner hele det befæstede af volde omgivne byanlæg, i hvis indre der naturligvis er en befæstet forhøining (Snorres jarðborg). Kong Olavs vold er opført af sten, jord og tømmer. Sit nærmeste forbillede for dette havde han kanske i volden rundt Southwark, som han selv havde været med at beleire. Men ogsaa Tyre's Danevirke og Angelsaksernes ældre borganlæg var bygget paa lignende vis. Naar Olav byggede sin borg paa den odde, som stikker ud i elven lige mod det nuværende Hafslund og tæt ved Sarpsfossen, saa havde han for dette forbilleder rundt om i Vesteuropa. Det var typisk for middelalderens borganlæg, at de var bygget paa fremspringende odder, saaledes at "borgen" paa to sider var omgit af vand og bare paa den tredje behøvede at afgrænses ved en vold og en grav. Saaledes var f. eks. den af Karl Martel byggede Salzburg i Franken, som jeg før har nævnt. Alt i 871 byggede, hører vi, Normannerne en lignende forskansning ved byen Reading i Berkshire. Denne by er paa to sider skjærmet af floderne Themsen og Kennet; alene paa den tredje side laa den uden værn. Her opførte da vikingerne en vold tværs over næsset fra den ene elv til den anden[141]. Ogsaa senere sørgede Nordboerne i sine nybygder vesterpaa gjerne for at lægge sine borge ved elve, saaledes at de ikke paa alle sider trængte til at omgives af mure eller volde.

Vi ser af det foregaaende, at Olav den hellige da han grundlagde Borg eller Sarpsborg har havt fremmede forbilleder for øie. Han har i udlandet, særlig i England, sét ganske tilsvarende anlæg. Mange af disse kaldtes vistnok i daglig tale burg — eller af Nordboerne borg — ; dette har vel f. eks. været tilfældet med "Femborgene". Det var naturligt, at Olav den helliges by- og borganlæg ogsaa kom til at kaldes Borg; endnu den dag idag minder navnet Sarpsborg om byens oprindelse. Sarpsborgs grundlæggelse fører os fra vikingetiden over i middelalderen. Men jeg har medtaget den her, fordi den er et udslag af den store vesteuropæiske forsvarbevægelse, som vikingetogene gav stødet til eller ialfald fremskyndede, og fordi Olav Haraldsson paa sine egne vikingetog havde sét de forbilleder, han havde for øie, da han grundede sin borg.

Thingamannalid

En institution, hvis dannelse falder lige efter den egentlige vikingetids ophør, men som dog paa grund af sin oprindelse tilhører vikingetiden, er thingemanlidet (þingamanna lið). Dette krigerkorps blev oprettet af Knut den store, efterat han havde vundet magten i England; — man mener omkr. aar 1018. Knut havde ikke længer brug for en erobringshær. Han var overalt i England anerkjendt som konge. Det, han trængte, var en staaende hær, som var stor nok til at holde befolkningen i ave og til at kunne brages i alle paakommende tilfælde.

Kong Knut havde opløst sin flaade og sendt størstedelen af den hjem til Danmark; selv beholdt han bare 40 skibe[142]. Samtidig oprettede han et krigerkorps, hvis antal ikke skulde overstige 3000 — efter andre 6000 — mand; de skulde alle udmerke sig ved sin tapperhed og sine vaaben[143]. For dette korps forfattede han, som bekjendt, den saakaldte "Vederlov", som længe var gjældende lov for de danske kongers hofholdning. Den blev noget formildet under kong Nils (1104 — 34) og fornyet og optegnet paa foranstaltning af kong Knut (i 1182 — 1202) og erkebiskop Absalon[144]. I denne sin sidste skikkelse findes Vederloven bevaret baade i en kortere dansk tekst[145] og i en latinsk bearbeidelse af Sven Aagesøn[146]. Ogsaa Saxo ofrer baade loven og thinglidet en udførlig omtale.

Jeg skal i det følgende ikke gaa nærmere ind paa de strenge love, som bandt korpset sammen og gjorde det til et sluttet lag, saa man endog har kunnet kalde thingemanlidet et militært gilde[147]. Jeg skal her kun tale om korpset selv og om dets organisation.

Thinglidet vedblev at bestaa i England ogsaa efter Knuts og hans sønners død. Det tog en heltemodig del i slaget ved Hastings, hvor størstedelen af den gamle stamme faldt. Senere synes det ikke at være blit fornyet; det opløstes vistnok under William Erobreren.

Medlemmerne af korpset kaldtes thingamenn eller huskarler (húskarlar). De gjorde tjeneste ved hove og stod i nært forhold baade til kongen og til hverandre indbyrdes. De var med andre ord "en hirdtrop, som færdedes ved kongens side". Som krigere, eller kanske snarere som et slags politikorps, gjorde de især tjeneste tilhest. Dette fremgaar tydelig af lovens ord, hvoraf man kan se, at hvert medlem af thinglidet havde sin hest. Saaledes var der, fortæller Sven Aagesøn, en bestemmelse om, at "huskarlerne" gjensidig skulde tjene hverandre. "De bestemte derfor, at hvis en mand førte sin kammerats hest sammen med sin egen til vandingsstedet. saa skulde han paa fremveien ride paa den ene hest og paa tilbageveien paa den anden"[148]. Saxo siger ogsaa, at naar nogle af huskarlerne var fraværende, skulde de øvrige passe disses heste. Det kunde naturligvis ogsaa hænde, at Knut undertiden førte huskarlerne med paa krigstog tilsjøs[149]. Men dette modbeviser ikke, at thinglidet var en landhær og først og fremst et rytterkorps[150]. At det var et rytterkorps forklarer ogsaa medlemmernes ringe antal. Thi ryttertjeneste var endnu ikke blit almindelig, hverken i England eller i Norden; den var desuden meget kostbarere end tjenesten tilfods.

Sandsynligvis var thingamannalidet inddelt i flere hold, hvoraf ett eller flere ad gangen gjorde tjeneste. Resten opholdt sig paa sine gaarde eller forleninger rundt om i landet. Saaledes fortæller Saxo, at thinglidet om sommeren pleiede at ligge ude for at værne landet mod fiendtlige overfald, medens det om vinteren var delt i forskjellige hold[151]. Og af Sven Aagesøn maa vi slutte, at thinglidet var inddelt i fjerdinger og at dets medlemmer havde besiddelser eller forleninger[152]. Vederlagsrettens danske tekst viser ogsaa, som Steenstrup har paavist, at thingamannalidet var inddelt i sveiter og fjerdinger[153]. Steenstrup har efter Doomsday Book paavist, at huskarlerne ved begyndelsen af William Erobrerens regjering havde forleninger rundt om i det sydlige England, men ikke i de væsentlig af Nordboer befolkede egne[154].

Jeg har i det foregaaende væsentlig fulgt Johannes Steenstrups udtømmende fremstilling i hans "Danelag" (s. 127 — 154). Steenstrup har godtgjort:

I) at thingamannalidet blev stiftet af Knut den mægtige faa aar efterat han var blit Englands konge,

II) at det var et rytterkorps.

III) at det fik underhold paa gaarde rundt om i landet, naar det ikke gjorde tjeneste ved hove.

Allerede P. A. Munch har pegt paa ligheden mellem thingemanlidets og Jomsvikingesamfundets love[155]. Steenstrup har paavist, at de love, som gjaldt for Normannerhæren, har været forbilledet for dem begge[156]. Den samme slags love gjaldt overhovedet for alle nordiske krigersamfund i vikingetiden; jevnfør f. eks. de saakaldte "kong Frodes love"[157], og de love, som gjaldt for Halv og Halvsrekkerne[158].

Men dette forklarer ikke thingamannalidets oprindelse. Den store Normannerhær kjæmpede baade tillands og tilsjøs. Den bestod saavel af rytteri, som af fodfolk, artilleri, forpleiningskorpser osv.[159]. Jomsvikingerne kjæmpede helst tilsjøs eller ogsaa tilfods; vi hører intet, om, at de optraadte som ryttere eller kjæmpede tilhest. — En anden sag er det, at mange af Jomsvikingerne gik over i thingamannalidet. — Der er den store forskjel mellem disse krigersamfund og thingamannalidet, at det sidste var et rytterkorps, som gjorde tjeneste ved hove og til sin forpleining havde gaarde rundt om i landet, hvor de sad, naar de ikke gjorde tjeneste.

Steenstrup mener, at man ikke behøver at søge fremmede forbilleder for "det karakteristiske af den nordiske kampdygtighed og lange krigserfaring udsprungne thingemanlid"[160].

Stubbs siger (Constitutional Hist. of England, I s. 150): "The Danish huscarls of Canute are a late reproduction of what the familia of the Northumbrian kings must have been in the eighth century." Samme mening har ogsaa Freeman udtalt (I, 490). Vistnok var Knuts thingemanlid paa en maade en udvidet hird og dets medlemmer kaldtes, ligesom kongens haandgangne mænd i Norden, huskarlar. Men hverken i England i det 8de aarhundred eller i Norden paa Knuts egen tid gjorde kongens følge af væbnede mænd ryttertjeneste eller havde den eiendommelige ordning, som udmerkede thingemanlidet. Havde da Knut den store slet ingen forbilleder, da han oprettede sit navnkundige rytterkorps?

Slaget ved Svolder i året 999 eller 1000, hvor jomsvikingene kjempet på svensk og dansk side mot Olav Tryggvason . Maleri av Otto Sinding (1842 – 1909). (Commons).

Steenstrup har selv vist veien. Han har søgt at vise, at selve korpsets navn (þingamanna lið i de islandske sagaer og Thinglið hos Sven Aagesøn) er afledet af det angelsaksiske ord þegnung, þenng, þening "tjeneste"[161]. Ved de angelsaksiske kongers hof fandtes der et þeningmanna gemót[162]. Efter dette skulde da þingamannalið være istedenfor þenngmannalið og Thinglið istedenfor peninglið). Man kunde som indvending anføre en svensk runeindskrift (E. Bråte og S. Bugge, Runverser, s. 411), paa hvilken der læses: hann andaðis auðr at þingum, d. e. "han døde østerpaa i tjeneste", nemlig ved væringkorpset i Konstantinopel. Her er altsaa þing brugt i samme betydning som þingamanna lið. Paa en anden svensk runeindskrift staar det: sum uestr sat i þikaliði, d. e. "som sad vesterpaa i thingemanlidet". Man kunde da sige, at þingamenn og þingmannalið kommer af þing i husþing, d e. den forsamling, hvortil en høvding sammenkalder sine haandgangne mænd. Det er dog, som baade min far professor S. Bugge og professor E. Hertzberg, som har vist mig den velvilje at gjennemgaa dette stykke, mener, rimeligere at tro, at Nordboerne i England har sammendraget þenninglið til þinglið og forstaat dette som sammensat af oldn. þing. Derved er at þingum paa den svenske indskrift opstaat. Det at ha sit eget thing var ikke noget særegent for Knuts thingemanlid og kunde derfor neppe gi denne institution dens navn. Desuden er den svenske indskrift yngre end thinglidets stiftelse. Ordet þingmannalið blev først brugt om Knut den stores krigerkorps og vandrede derfra til Norden, hvor det ogsaa blev brugt om det senere oprettede Væringkorps i Konstantinopel.

Ligesom selve navnet þingamannalið stammer fra de Britiske Øer, saaledes har ogsaa selve institutionen, saa vidt jeg kan se, sine forbilleder dér, dels i England og dels i Irland. Jeg tror, at Nordboerne i Irland alt længe før Knut den stores tid havde en staaende hær, som var organiseret paa en lignende maade af dennes thingemanlid. Fra det gamle skrift "Irernes kampe med de fremmede" (Cogadh Gaedhel re Gallaibh) kjender vi særlig godt til Nordboernes hærorganisation i Munster. — Den var dog visselig den samme over hele Irland. — Vi ser da, at Nordboerne i Munster, d. e. i kongeriget Limerick, havde sin staaende hær. Kong Mathgamhain, Brian Borumha's bror, hærjede 968 i Munster. "Han dræbte i ethvert distrikt de fremmede (ɔ: Nordboernes) hvervede soldater" fortælles der (Ro marh swartletn gall an cach tir)[163]. Lidt efter heder det om Mathgamhain, at Nordboernes "hvervede tropper og soldater blev gjort til træller af ham (Ro daerait . . . . a suaitrigh ocus a n-amhsaigh)[164]. Ordene suaitrech og suartlech er egt. samme ord og betyder "leiesoldat, billeted soldier"; amsach betyder "soldat". I fortællingen om Cellachan af Cashel er der tale om nordiske leietropper (som sammen med Irlændere fra Cork og Cashel kjæmper med kong Cellachan (buana pl. buanadh = "billetted soldier").

Denne staaende hær synes delvis at ha været anbragt paa gaarde rundt om i landet. Der er nemlig en fortælling om Nordboernes voldsherredømme i Munster ved midten af det 10de aarh. Fortællingen findes baade i Cogadh Gaedhel, som antages at være fra 11te aarh., i sagaen om Cellachan af Cashel og i Mac Firbis's genealogiske verk. De tre versioner er noget forskjellige og kan derfor ikke være afskrifter af hverandre, men maa stamme fra én og samme fælles kilde. Vi kommer derved tilbage til en saa gammel tid, at vi tør slutte, at fortællingen i sine grunddrag er historisk. Det heder her: "Saa trykkende var de fremmedes afgifter og skatter over hele Erin, at de satte en konge over hver landsdel, en høvding over hvert distrikt, en abbed i hver kirke, en styrer over hver landsby og en soldat i hvert hus" (suartleach cach tighi)[165]. Hvordan disse soldater har været indkvarteret, siges ikke udtrykkeligt. Dog er det lidet rimeligt, at de ligefrem har været indkvarteret hos irske bønder. Skal vi slutte fra Nordboernes fremgangsmaade i andre lande, maa vi tro, at de har bemægtiget sig de indfødtes eiendomme. Ordene i Cogadh Gaedhel vil da kun sige, at medlemmer af Nordboernes staaende hær har faat anvist eiendomme rundt om i landet til sit brug. At disse "leiesoldater", som Irerne kalder dem, har været kongens haandgangne mænd, kan vi ikke tvivle om. Nordboerne kjendte regelmæssig ingen andre krigsmænd end folket i opbud og høvdingernes følge af haandgangne mænd. Vi ser altsaa, at Nordboerne i Munster ligesom Knut den store anbragte en del af sin staaende hær paa gaarde rundt om i landet. Ligheden med thingamannalid blir endnu større, naar vi hører, at de norske konger i Irland ogsaa havde sit beredne hirdkorps.

Ved aar 866 var der i Munster heftige kampe mellem Nordboerne og Cennedigh, søn af Gaithin, konge af Leix i Oueen's County. Herom fortælles det i Three Fragments bl. a.: "Denne skare, d. e. Gaithin's søn og hans mænd, nedsablede endvidere i en anden del af Munster en mængde af kongen af Lochlann's haandgangne mænd, d. e. kongen af Lochlann's kavalleri" (Ro mharbsat dno an luchtsa .i. mac Gaithin co mhinitir dergar aosa gradha righ Lochlann[166] i n-áird aile sin Mumhnin .i. marcshunagh righ Lochlan)[167]. Da disse kampe foregik i Munster, er det sandsynligt, at de mænd, Gaithins søn kjæmpede med, var fra Limerick. Det irske ord aes-gradha var navn paa de irske høvdingers følge af haandgangne mænd, deres "hird"; ordet oversættes paa engelsk med "servants of trust". I det ovenfor anførte stykke sidestilles aes-gradh og marcshluagh, egt. "hesteskare" d. e. " rytteri, kavalleri" (aosa gtadha righ Lochlann .i. marcsluagh righ Lochlann). Vi kan heraf slutte, at de nordiske konger i Irland, ialfald de i Limerick, havde organiseret sin hird som et rytterkorps. Rytteri omtales ogsaa i sagaen om Cellachan af Cashel hos Nordboerne i Dublin.

Ligheden mellem hærordningen i de nordiske riger i Dublin og Knuts thingemanlid blir efter det foregaaende for stor til at kunne være helt tilfældig. Men hvorfra havde Nordboerne i Munster faat forbillederne for sit ridende hirdkorps og sine leiesoldater, som blev anbragt paa gaarde rundt om i landet? Jeg tror fra Frankerriget. Derpaa peger de irske ord for leiesoldat stiaitrech eller suartlech. Whitley Stokes mener, at suartlech er et laanord fra nordisk, = siartleggr. Professor S. Bugge tror ikke, at denne tydning er rigtig. Suaifrech og suartlech er i virkeligheden bare to former af ett og samme ord. I Cogadh Gaedhel har det ene haandskrift suartleach cach tighi, medens det andet haandskrift har suaitrech cach tighi[168]. Ordet er ikke ægte irsk, men et laanord fra gl. fransk soldoier, soudoier, "leiesoldat". At det er kommet ind i irsk gjennem Nordboerne, tør man slutte deraf, at det første gang bruges om Nordboernes soldater. Men naar ordet stammer fra Frankrig, maa vi ogsaa ved sagen selv ba lov til at tænke paa en paavirkning fra hærordningen i Frankerriget.

Denne paavirkning kan være kommet ad mange veie. Jeg har tidligere nævnt, at den store Normannerhær under frankisk paavirkning begyndte at udvikle sit rytteri. Karl den store og hans nærmeste efterfølgere havde sin livvagt, som kaldes satellites, milites eller ciri militares. Den bestod for en væsentlig del af vasaller, delvis vel ogsaa ai ufrie ministerialer[169]. Nu maa vi huske paa, at vasallitet fra Karl den stores tid mere og mere udviklede sig til ryttertjeneste. Ved midten af det 9de aarh. var, som jeg tidligere har nævnt, i Frankerriget ryttertjeneste regelen og fodtjeneste en undtagelse. Og særlig var naturligvis kongens livvagt et rytterkorps. Desuden vilde en Nordbo efter sin udtryksmaade naturlig kalde en vassal for fyrstens haandgangne mand. — En vassal havde jo bl. a. at gjøre tjeneste ved hove[170].

At de nordiske konger i Irland har omdannet sin hird (eller dele af den) til et rytterkorps under frankisk paavirkning, kan der derfor næppe være tvivl om. Man kunde ogsaa tænke paa, at de saakaldte "leiesoldater", som blev anbragt rundt om paa landet, er en efterligning af Frankerrigets vassal- og beneficialvæsen. Noget virkeligt lensvæsen synes dog Nordboerne i Irland aldrig at ha indført, og denne sidste forklaring er i det hele ikke sikker.

Ogsaa i England selv synes Knut at ha havt forbilleder for sit thingemanlid. Derpaa tyder ikke bare selve ordet þingmannlið. Asser fortæller, at Alfred den store inddelte sine hustropper (satellites) i tre hold, hvoraf hvert hold i en maaned gjorde tjeneste ved hove og saa i de følgende to maaneder sad hjemme paa sine gaarde[171].

Krigsopbudet (fyrdi) inddelte Alfred paa lignende vis i to hold, saaledes at en del ad gangen skulde være ude og gjøre krigstjeneste, medens den anden del skulde være hjemme og dyrke jorden, foruden de mænd, som skulde holde borgene besat[172]. Der er dog den forskjel mellem Alfreds hustropper og Knuts thingemanlid, at de første bare gjorde tjeneste tilfods. Men i inddelingen i flere hold stemmer de overens.

Steenstrup gjør ogsaa opmerksom paa, "at de danske krigere (i England) tidlig var spredt ud over det hele land og maatte være det for at holde befolkningen i ave. Allerede Wallingford (hos Gale, Scriptores XV 547) omtaler, hvorledes de danske krigere fra Æthelstans tid fik de bedste gaarde og eiendomme, og hvorledes Wessex's konger stadig benyttede den danske hærstyrke til at holde landet i ave, saa at hver gaard, som var istand dertil, skulde forsyne en dansk kriger med underhold"[173].

Resultatet af den foregaaende undersøgelse er følgende:

I) Knut den stores thingamannalid er en eiendommelig udvikling af det følge af haandgangne mænd, som de nordiske konger fra ældgammel tid havde omgit sig med.

II) Men naar Knut omdannede sine huskarler til et rytterkorps, saa havde han fremmede forhold, især i de nordiske riger i Irland, til sit forbillede. Hærordningen hos Nordboerne i Irland var igjen paavirket fra Frankerriget.

III) Naar Knut inddelte denne sin staaende hær i flere hold, som dels gjorde tjeneste ved hove og dels sad paa sine gaarde og forleninger rundt om i landet, saa efterlignede han dels forholdene i Irland, men især forhold i England, Alfred den stores ordning af sin livvagt og kongerne af Wessex, som havde anbragt danske krigere i gaarde rundt om i landet for at holde folket i ave.

De love, som bandt thingemanlid sammen, er derimod præget af ægte nordisk aand, ligesom ogsaa selve lovens navn er nordisk. Det er de samme slags love som de Normannerhæren, Jomsvikingerne og Halvsrekkerne, kort sagt alle vikingekrigersamfund bøiede sig under.

Fotnoter

  1. Hervararsaga.
  2. Reginsmál, prosa efter 14.
  3. Egils saga, k. 30 (Finnur Jonssons udg., s. 97).
  4. Landnåma, IV. s. 12; cit. af Lorange, Den yngre Jernalders Sværd, s. 38.
  5. Heimskringla, Haralds s. hárfagra. k. 43. Haakon skal ha faat sverdet af kong Æthelstan i England.
  6. Egils s. k. LXXVII (s. 280) ; jfr. Landnáma.
  7. b har været udtalt som v, ligesom i gufa.
  8. Fritzner, Ordbog.
  9. Under gælisk sammenfattes i ældre tid baade irsk og det keltiske sprog, som tales i Skotland.
  10. Three Fragments, ed. O'Donovan, s. 170 — 171.
  11. Lorange, s. 44.
  12. Jfr. Lorange, s. 59.
  13. Jfr. Jahns, Handbuch des Kriegswesens I, 52S f.
  14. Monachus Sangall. De gestis Karoli Magni 2. 17 (i Pertz, Monumenta). Jfr. Jahns 527.
  15. Lorange, Den yngre jernalders sverd, s. 15 f.
  16. Pertz, Leges I, 494.
  17. Wisén, Camina Norræna I, s. 12 (str. 7 — 8).
  18. valskr betyder oftest nord- eller vestfransk, men ogsaa vesteuropæisk overhovedet.
  19. Heimskr., Olafs s. helga. k. 12.
  20. Sammesteds, k. 47.
  21. Heimskringla (ed. Unger), s, 250.
  22. Wisén, Carmina Norræna I, s. 33 (str. 6: fleygjanda frakkna).
  23. Egilsson, Lexicon poeticum, overs. frakka med hasta Francica.
  24. Secures quas el Hispani ab usu Francorum franciscas vocant. Isidor, Etymol. 18, 6. 9. Cit. hos Jahns, s. 409.
  25. Fornmannasögur IV, s. 282.
  26. Wisén, I, s. 3—8.
  27. Jfr. S. Bugge, Bidrag til den ældste Skaldedigtnings Historie, s. 118 f., og G. Storm.
  28. Jfr. Fritzner, Ordbog.
  29. Hǫfuðlausn, str. 5 og Darraðarlióð; jfr. Atlakviða 4 (dafar darraðar = kampspyd).
  30. Jfr. Fritzner, Ordbog.
  31. Thorpe, Diplomatarium Anglicuin ævi Saxonici, s, 315. I den ags. tekst heder det taperax (s. 317).
  32. Jfr. Fritzner, Ordbog.
  33. Jahns 526 og 529. Lex Anglior. et Werinor. tit. XXXVI v; 11. ed. Walter I 175 og det før nævnte citat efter munken fra St. Gallen.
  34. fr. A. Bugge, Nordisk Sprog og Nationalitet i Irland, i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed, 1900 s. 2S4 f.
  35. Cogadh Gaedhel re Gallaib, ed. Todd i Rolls' Series, s. 158— 159; jfr. s. 152 — 153.
  36. lúrech er laanord fra lat. lorica.
  37. Caithreim Ceallachain Caisil, i Book of Lismore, f. 149 a, c. 2.
  38. Cogadh Gaedhel, ed. Todd, s. 162 — 163.
  39. Normannerne II, s. 56.
  40. Jfr. skildringen hos Steenstrup I 358 — 373.
  41. Pertz, Scriptores 1 s. 407; jfr. Brünner, Der Reiterdienst u. die Anfange des Lehnswesens, i Zeitschr. der Savigny-Stiftung, Germ. Abth. VIII, s. i f.
  42. Ang. rytteriet hos Frankerne se Jahns, s. 531 — 533, Dahn, Die Könige der Germanen S. 3 Abth., s. 273 ff., Brunner, s. 1—38.
  43. Naar rytteri en enkelt gang nævnes, var det kanske under indflydelse fra Nordboerne, eks. Three Fragments, s. 176—177 (A. D. 870): Ro comhraic da marcshluagh, "de to rytterskarer mødtest".
  44. Jfr. O'Curry, Manners and Customs of the ancient Irish II, 299 f.; skildringen af Cuchulinns kampvogn. Om Irerne brugte kampvogne endnu paa den tid, da Nordboerne kom til Irland, vover jeg ikke at afgjøre; sandsynlig er det ikke.
  45. Hist. Franc. II 27.
  46. Beowulf, ed. Heyne, v. 2365 ff
  47. Heimskr., Magnus s. góða, k. 29.
  48. Munch, Det norske folks historie, II s. 298.
  49. Naar Harald Hildetand i Braavallaslaget optræder tilvogns, saa skyldes dette muligens irsk paavirkning. Jfr. S. Bugge, Sagaskrivning i Irland.
  50. Flateyjarbok 11 s. 380, Barlaams ok Josapbats saga, 103.
  51. Jfr. Steenstrup I 359.
  52. Pertz, Scriptores XV, I. s. 494. Jfr. Brunner, s. 8.
  53. Steenstrup I, 35S f.
  54. Pertz I, 592.
  55. Pertz II, 200.
  56. Steenstrup II, 197.
  57. Three Fragments, ed. O´Donovan, s. 166 f. Jeg skal senere omtale denne livgarde nærmere. Lochlann var hos Irerne oprindelig et navn paa Norge, men siden paa hele Norden. "Konge af Lochlann " kaldtes de nordiske vikingekonger i Irland.
  58. Caithreim Ceallachain, f. 151 b, c. I; udtrykket svarer nøiagtig til det engelske "both foot and horse".
  59. Anglo-Saxon Chronicle, A. D. S93. Jfr. Steenstrup I, 35S, IV, 137.
  60. Saxo ed. Müller, s. 661.
  61. Steenstrup, Normannerne II, kap. 14.
  62. Jähns, s. 438 f. Peucker, Das deutsche Kriegswesen der Urzeiten, II, 206 ff.
  63. Vegetius, De re militari, lib. 3, cap. 19.
  64. Richeri Hist. 1, c. 8; Pertz Scripl. Ill 591.
  65. Dahn, Die Könige der Germanen, 8, Abth. 3, s. 270 f,
  66. Jahns, 439.
  67. Peucker, II 341.
  68. Reginsmál, 23.
  69. Saxo I, s. 52.
  70. Saxo, Ub. VII.
  71. Fornaldarsögur I, s. 381.
  72. Flateyjarbok. I, 140.
  73. Flat., II, 43.
  74. Sophus Müller, Vor Oldtid, s. 630.
  75. Steenstrup I s. 365.
  76. Asser, De rebus gestis .Elfredi A.D. 871.
  77. Vegelius 1. 4, c. 15; Cæsar de Bello Civili 1. 2, c. 2; jfr. Jahns. 296, anm. 9.
  78. Jähns, 627 f.
  79. Se Richer, hos Pertz, Script. III.
  80. Steenstrup II, kap. 8, s. 215 lif.
  81. Steenstrup I (s. iii). Originalen lyder (Pertz, Il s. 7S2 f.):
    Ergo bis octonis faciunt mirabile visu.
    Monstra rotis ignara, modi compacta Triadi,
    Roboris ingentis, super argrte quodque cubante
    Domatt sublimi cooperto. Nam capicbant
    Claustra sinus archana uteri penetralia ventris
    Sexaginta viros, ud adest rumor, galeatos.
  82. Handbuch der Geschichte des Kriegswesens ; s. 633.
  83. Saxo I 452: Quorum Regnerus immensum animadvertens exercitum, diffidentia copiarcum habita, ecuos aneos ductilibus rotulis superpositos ac versatilibus curriculis circumductos in confertissimos hostes maxima vi exagitari præcepit. Quæ res tantum ad laxandam adversariorum aciem valuit, ut vincendi spes magis in machinamento quam mælte reposita videretur, cuius intolerabilis moles, quiequid impulit, obruit.
  84. Jfr. Jahns, s. 644 anm. 5 og s. 650.
  85. Axel Olrik, Kilderne til Sakses oldhislorie 11, s. 117 f.
  86. Will. Malmesb. Hist. L. IV.
  87. Se Jahns, s. 644 anm. 5 og s. 650; smlgn. Du Cange under troja, hvor ordets forskjellige betydninger anføres.
  88. Diez, Romanisches Wörterbuch, 3 udg., I s. 427.
  89. Jfr. angaaende fæstningsvæsenct hos Frankerne Jähns s. 595 ff., Steenstrup 11, s. 343
  90. Pertz III 169, Steenstr. II 265.
  91. Jfr. Steenstr. II 198.
  92. Abbo, v. 174 — 176 (Pertz II, s. 782):
    et castra beatum
    Girmamtm circa teretem componcre vallis
    Commixto lapidum cumula glebisque laborant.
  93. Se eks. Annales Fuldenses, A. D. 880 (Pertz I, s. 394): Nordmanni... Noviomagum vallo firmissimo et muris circumdantes, hiemandi sibi locum in falatio regio paraverunt.
  94. Giraldus Cambrensis, Expulsio Hiberniæ, i Rolls' Series,
  95. Cogadh Gaedhel, p. 40 — 41.
  96. The Circuit of Muirchertach, ed. by E. Hogan, S. J. Dubhn 1901, 20—21. Oversættelsen er efter Steenstrup II 122.
  97. D. e. fra Juledag til Hellig Tre Kongers dag.
  98. Cogadh Gaedhel, s. 112 — 113.
  99. Cogadh, s. 180—181.
  100. Sammesteds, s. igo — 191,
  101. Poem on the Conquest of Ireland, ed. Wright, v. 3418 — 3421.
  102. Cogadh, s. 185 og 191.
  103. Sammesteds, s. 25
  104. Cogadh, s. 78— 81.
  105. Caithreim Ceallachain, f. 149 b., col. 2.
  106. Sammesteds, f. 149 a., col. I.
  107. Sammesteds, f, 150 b,, col. I.
  108. Expugnatio Hiberniæ, 1. II c. 3
  109. Dublin som norsk by, s. 198.
  110. Public Record Office, Dublin, Extract from Justiciary Roll II mem. 18, trykt hos A, Bugge i Aarb. f. nord. Oldynd. og Hist., 1900, s. 327 f.
  111. Ags. Chronicle; A. D. 868.
  112. Asser. De rebus gestis .Elfredi, A. D. 871.
  113. Ags. Chron., A. D. 885
  114. Sammesteds, A. D. 896.
  115. Ags. Chron., A. D. 917, 91S, 921.
  116. Sammesteds, A. D. 942. Digtet er i sin helhed oversat af Steenstrup II. s. 80.
  117. Egils s., k. LIX: borginni Jórvik.
  118. Egils s., k. LIX "uppi borginni Jorvik".
  119. Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene, s. 39 f.
  120. Heimskr., Olafs s. helga. k. 11. At Olav kjæmpede ved Southwark, nævnes ogsaa i Sighvat Skald's Vikingarvisur, str. 6 (Wisén I, s. 39). 6.
  121. Jfr. Steenstrup III, s. 53. Ordet timbrian vilde man vel neppe bruge om stenbygninger.
  122. Sml. Ags. Chron., A. D. 910: py ilcan grarc Æþelflæd getimbrede þa burh æt Bremcsbyrig; og mange andre steder; A. D. 913, 91S, 920 osv.
  123. Steenstrup 111 46 f.
  124. Dette gjælder dog bare for den senere tid; Karl den store byggede ogsaa, som før nævnt, træfæstninger.
  125. Lappenberg, Gesch. v. England, I 356.
  126. Sven Aageseøn, i Langebæk, Scriptores Rerum Danicarum I 50 og Saxo I 713.
  127. Se undersøgelsen i "Nordiske Fortidsminde" I, 5te hefte.
  128. Mommsen, Römische Geschichte V, s. 169 f.
  129. Steenstrup, i Danmarks Riges Hist. I 308.
  130. Steenstrup, Normannerne III 47
  131. Ags. Chron., D. 913.
  132. Sammesteds D. 921 (orig. s. 195).
  133. Sammesteds, A. D, 923.
  134. Steenstrup synes ogsaa at helde til denne anskuelse; Danmarks Riges Hist. I, s. 294.
  135. Sophus Müller i Vor Oldtid, s. 636 ff., og i Aarb. f. nordisk Oldk., 1900 s. 240 ff.
  136. Se Sveriges Historia I s, 307—309 og Hj. Stolpe, Undersökningar paa Björkö i Mälaren,
  137. Egils saga, k. 47.
  138. Sammesteds, k. 48.
  139. Se Munch I, s. 542.
  140. Olafs s. helga, k. 47.
  141. Asser, A. D. 871; jfr, Steenstrup, Normannerne 11, s. 64.
  142. Ags. Chron., A. D. 1018.
  143. Sven Aageson, kap. 2. Saxo 1, s. 524.
  144. Maurer, De nordgermanske retskilders hist., s. 135.
  145. Udg. af Kolderup-Rosenvinge.
  146. Kemble, The Saxons in England II, s. 118.
  147. Sven Aagesen, kap. V (s. 147): Unde constituerunt, ut, si quis sodalis sui equim cum proprio adaquaret, alterum eundo, alterum equitaret redundo.
  148. Saxo I, s. 527, hvor han siger, at Knut oftere gjorde tog tilsjøs end tillands
  149. jfr. Steenstrup IV, s. 137 f.
  150. jfr. Steenstrup IV, s. 137 f.
  151. Saxo I, s. 524: Eandem [ɔ: clientelam suam ell. thingemanlidet], æstate pro tuendo imperio excubatitem, hyemu contuberniis discretam niere consvevit.
  152. Langebek III, s. 150 (Sven Aagesøn om eiendomsstridigheder): Tum vero is, cui commilitonum judicium jus venditionis adjudicabit, cum sex sortitis in suo coeto, ia est Fiarthing, territorii sui continuatam possessionem sibi vendicare debet, præscriptionemque lege assignata tuebilur.
  153. Normannerne IV, s. 141
  154. Sammesteds IV, s. 151
  155. Det norske folks hist. I, s, 109
  156. Steenstrup I, s. 291.
  157. Saxo I, 225 — 230; jfr. Steenstr. I, 311 f.
  158. Halvs saga, udg. af S. Bugge.
  159. Steenstrup II s. 235.
  160. Sammesteds IV, s. 139, anm.
  161. IV, s. 133 f.
  162. Thorpe, Dipl., s. 246,
  163. Gogadh Gaedhel, s. 82 f.
  164. Cogadh Gaedhel, s. 84 f.
  165. Sammesteds, s. 48 f.
  166. Lochlann var Irernes navn paa Norden, især Norge.
  167. Three Fragments, s. l66 f.
  168. Cogadh G., s. 48 f. og anm. 15.
  169. Brunner, Deutsche Rechtsgeschichte II. s. 10 1.
  170. Brunner II, s. 26S f.
  171. Asser, De rebus gestis Alfredi, ed. Oxford 1722, s. 65 f. In tribus namque cohortihus præfati regis satellitts (livvagt) prudentissime dividebantur ; ita ut prima cohort uno mense in curto regio die noctuque administratis commoraretur, menseque finito, & adveniente alia cohortc, prima domum redibat; & ibi duobus, propriis quivis necessitatibus studens, commorabaiur mensibus. Secunda itaque cohors mense peraeto, adveniente tertia, domum redibat, ut ibi duobus commoraretur mensibus. Sed & illa, finito unius mensis ministerio, &' adveniente prima cohorte, domum redlibat, ibidem commoratura duobus mensibus: & hoc ordine omnibus vita prærsentis temporibus talium vicissitudinum in regali curto rotatur administratio.
  172. Ags. Chron., A. D. 894.
  173. Steenstrup IV, s. 150 f.