Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Landets styrelse

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. mai 2022 kl. 13:56 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Knut)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif



Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden

Landets styrelse


Av Alexander Bugge


Christiania
1905



Landets styrelse, kongemagten. Indledende ord

Den, som vil undersøge et moderne lands forfatning og styrelse, maa følge en ganske anden fremgangsmaade end den, der vil undersøge rigsstyrelsen i ældre tider i et politisk uudviklet land. I det politisk udviklede land har hver af statsmagterne sit afgrænsede virksomhedsomraade, sine rettigheder og pligter, ordnet ved lov eller vedtaget hævd. Staten har sin grundlov eller sine grundlove, optegnet og nedskrevet. Deres ordlyd kan læses af enhver; vi kan følge de almene forudsætninger, hvorfra lovgiverne er gaat ud ; vi kan drage sammenligninger med andre lande og se fra hvilke hold indflydelse har virket og efterligning har fundet sted. Anderledes med den, som vil søge at sætte sig ind i Norges, Sveriges og Danmarks forfatning og styrelse i vikingetiden. Han gaar som paa gyngende grund uden nogen tryg sten at sætte foden paa. Der er ingen forfatning, ikke engang noget, som vi vilde kalde et embedsværk. Og dog har folket ogsaa her sine rettigheder opstukket efter grænser, som enhver kjendte, og kongen er ikke enevældig; tværtimod, hans magt strækker sig ikke udover visse omraader. Men vanskeligheden er, at alt dette er grundet paa aarhundreder gammel hævd; og sker der forandringer, saa kommer de for det meste lidt efter lidt, umærkeligt næsten.

Skal vi derfor undersøge det spørgsmaal, om statsstyrelsen i Norge, Sverige og Danmark i vikingetiden er blit paavirket under indflydelse fra Vesteuropa, da har vi ingen sikkert opstukne veie at følge. Der findes fra den tid ingen skrevne love, som kan danne udgangspunktet for vor undersøgelse. Vi maa følge sagaernes sparsomme og ofte utydelige eller misforstaaede beretninger, en sjelden gang kan vi ogsaa slutte tilbage fra de i senere tid optegnede love. Men noget helhedsbillede er det vanskeligt at faa. Ja, om Danmarks og endmere om Sveriges forfatning i vikingetiden ved vi knapt nok til at komme med almindelige antydninger.

Derfor vil svaret, naar der spørges om indflydelse udenfra paa dette omraade, altid bli svævende og usikkert. Bedst støtte har vi i fremmedordene. Finder vi, at navnet paa en institution er et laanord fra angelsaksisk, irsk eller romansk, saa har vi ogsaa ret til at slutte, at selve institutionen er fremmed og at den er indført til Norden i vikingetiden, da forbindelsen med Vesteuropa aabnede sig. Forresten kan vi kun slutte tilbage fra en mere almindelig overensstemmelse mellem institutioner i Norden og i England og særlig i det Karolingiske Rige. Er der overensstemmelse mellem nordiske og f. eks. karolingiske institutioner, og viser det sig, at disse sidste ikke er gamle og fællesgermanske, saa kan vi med noksaa stor tryghed slutte, at overensstemmelsen har sin grund i laan i de nordiske lande fra Karolingerriget. Dette er saaledes tilfældet med Harald Haarfagres statsstyrelse, som jeg siden skal komme nærmere tilbage til. Harald Haarfagre indfører en række i Norge, ja i hele Norden for ukjendte forandringer i statsstyrelsen. Han tilegner sig høihedsrettigheder, som ingen norsk konge for ham havde nydt. Men lignende høihedsrettigheder havde herskeren i Frankerriget alt længe været i besiddelse af. Maa vi ikke ha lov til at slutte, at Harald Haarfagre har faat impulser og hentet sine forbilleder fra Karl den stores stat, som i middelalderen var alle herskeres store forbillede?

Jeg kommer til at dele denne undersøgelse i flere afsnit. Først taler jeg om hirden, som en, der skulde skrive om nutidens historie vel neppe vilde tage med i et afsnit om statsstyrelse og kongemagt. Men hirden i gamle dage var noget andet end et hof i nutiden. Det var paa den, kongens magt først og fremst hvilede. Hirden var kongens krigerfølge; men den udførte ogsaa det lille, som her i Norden krævedes af embedsforretninger. Jeg har desuden gode gamle forbilleder for min inddeling. Hincmar af Reims, der i slutningen af det 9de aarhundred i sit lille arbeide "De ordine palatii"[1] skrev om statsforfatningen i Karolingerriget, skjelner saaledes ikke mellem hofholdningen og statsstyrelsen, mellem hoffets og statens embedsmænd. Jeg vil dog indrømme, at jeg under omtalen af Harald Haarfagres hirdstyrelse ogsaa kommer til at tale lidt udførligere om livet ved hirden. En saadan skildring hører ikke strengt logisk med i dette afsnit; men den føier sig naturlig ind og gir billedet dets rette farve, naar vi mindes, at opgaven ikke er at gi en skildring af hirdstyrelsen saa meget som at vise, i hvilken udstrækning fremmed indflydelse har gjort sig gjældende.

Efter hirden gaar jeg over til at tale om kongemagtens symboler. Tilslut taler jeg om selve statsstyrelsen, først i Norge, hvor jeg, som naturligt er, lader undersøgelsen knytte sig om Harald Haarfagres stat. Harald Haarfagre grunder fra nyt af og bryder med hævd, som havde hersket aarhundreder før ham. Efter ham kommer reaktionen, og først ved kristendommens indførelse begynder ogsaa i statsstyrelsen nye strømninger at gjøre sig gjældende. Til slutning gjør jeg nogle spredte bemærkninger om Sveriges og Danmarks statsforfatning i vikingetiden.

Hirden

Hirdskråen (norrønt hirðskrá) er en norsk lovbok fra middelalderen som regulerte forholdet mellom kongen og hirden, herunder hirdmennenes rettigheter, plikter og oppgaver, og inngikk i Magnus Lagabøtes Landslov. Utsnitt av miniatyrmaleri fra lovskriftet Codex Hardenbergianus, et illuminert håndskrift fra 1300-tallet, som viser kong Magnus Lagabøte som gir fra seg Landsloven 1274–1276. (Foto: Christian Bickel, 2006. Commons.)

Hirden er i sin oprindelse ældgammel og en fællesgermansk institution. Allerede de germanske fyrster paa Tacitus's tid var omgit af et følge af haandgangne mænd (comitatus). De unge mænd tragtede efter at tilhøre fyrstens krigerfølge. Det medførte hæder i fredstid og i krigstid indflydelse baade for dem og for fyrsten (in pace decus, in bello præsidium). De haandgangne mænd (comites) sendes i fyrstens ærender og hædres med gaver (expetuntur enim legationibus et mimeribus ornantur et ipsa plerumque fama bella proftigant)[2].

Men krigerfølgets stilling var endnu ganske privat; det havde endnu ikke faat nogen offentlig karakter og udgjorde intet offentlig anerkjendt led i statens styrelse. Der var ingen væsensforskjel mellem fyrstens krigerfølge og andre frie mænd, der arbeidede paa en bondes gaard.

Saadan, som Tacitus's skildrer det, var i det væsentlige krigerfølgets stilling ogsaa i Norden ved vikingetidens begyndelse. Hver konge eller jarl havde sit følge af haandgangne mænd.

De haandgangne mænd var ikke bare et krigerfølge. De drog som sendebud til fremmede fyrster og gik kongens ærende rundt i landet selv; de var med andre ord et slags embedsværk i kimen. Vel var det saa, at det var stammehøvdingerne, herserne, der havde den største magt i Norge. Men i ethvert samfund vil der dog, hvor liden og omgjærdet fyrstens magt end er, altid være brug for en del mænd, som gaar hans ærender og udfører hans bud, med andre ord for et slags primitive embedsmænd.

De mænd, som traadte i kongens tjeneste, rørte ved hans sverd eller lagde sine hænder i kongens, blev derved hans sverdtagere eller haandgangne mænd (sverðtakari eller handgenginn maðr). Der var oprindelig ingen rangsforskjel mellem følgets medlemmer; de kaldtes under ett huskarler (huskarlar)[3]. Heller ikke havde følget oprindelig nogen embedsmænd, uden kanske merkesmanden (merkismaðr), som bar merket eller banneret foran kongen i kampen. En anden sag er det, at kongen naturlig hædrede én eller flere fremfor de andre og lyttede til enkeltes raad mere end til andres.

Hos Frankerne og Angelsakserne havde i tidens løb forholdene forandret sig overmaade meget fra oprindelig germansk skik. De frankiske konger og karolingiske keisere havde faat en hofholdning, ordnet efter romersk mønster, med høie geistlige og verdslige værdighedsbærere; ved siden af dem traadte det gamle krigerfølge i skygge og sank ned til bare at bli en livvagt. De angelsaksiske kongers hird blev i det 9de og 10de aarhundred under indllydelse fra Karolingerriget omdannet ganske i den samme aand. En mængde høie og lave, mer og mindre unyttige embedsmænd fyldte hoffet og bidrog til at øge kongens anseelse.

Under Harald Haarfagre begynder, synes det, allerede fremmed indflydelse at gjøre sig gjældende og forandre det norske krigerfølges karakter. De nordiske ord drótt og verðang begynder at afløses af det fremmede "hird" (hirð), som i middelalderen blev det almindelige, medens drótt og verðung sank ned til at bruges bare af skaldene. Ordet hirð, som efter de flestes mening er af angelsaksisk oprindelse og stammer fra ags. hireþ, hird, 1) familie, 2) hird, findes alt i Eddadigtene og i de ældste skaldekvad[4].

Ordene "hird" og "hirdmand" brugtes ogsaa i Danmark og Sverige, men mest om stormænds huskarler. De synes dog ikke at ha været saa almindelig brugte i disse lande som i Norge og har vel derfor tidligst faat hjemstavnsret i Norge.

Ordet "hird" viser, at angelsaksiske hirdskikke alt ved slutningen af det 9de aarhundred havde vundet indpas i Norge. Intet er naturligere; for "alt, hvad der angaar hofvæsen og hofskik, har en stor lethed ved at forplante sig fra land til land", som Johannes Steenstrup siger[5]. Og vi ved, at der gik stadige sendefærder mellem Harald Haarfagre og kong Æthelstan i England.

Baade sagaerne og samtidige skaldekvad gir os tydelig det indtryk, at Harald Haarfagre søgte at indrette sin hird efter fremmed mønster, efter hvad han havde hørt om de angelsaksiske kongers og de karolingiske keiseres hofholdning. Det laa i forholdene selv, at Haralds hofholdning maatte bli langt prægtigere end nogen norsk konges før ham havde været. Han havde nok af guld og af gods, som rundt om i landet var tilfaldt ham efter hans fiender. Selv var ogsaa Harald gavmild og glad i pragt. Han vilde ikke bare ha magten; han vilde ogsaa i sin ydre optræden vise folket, at han var en hersker, ikke bare en bygdekonge, der stellede som Sigurd Syr hjemme paa gaarden, men en virkelig hersker som Karl den store eller som hans egen samtidige Alfred den store. Mellem disse tre mænds liv og virksomhed er der en lighed, som ikke kan være tilfældig. — Derfor kappedes ogsaa de tapreste mænd af de bedste ætter om at søge til Haralds hird. De gamle kunde nok raade fra; men de unge, som havde lyst til fremgang og daad, flokkedes om ham. — Samtalen mellem den gamle Kveldulv og hans søn Torolv i Egils saga (k. 6) gir os et tydeligt indblik i stemningen hos de gamle, som hadede og frygtede den nye voldshersker, og hos de unge, som lokkedes af glansen, som stod om hans navn og hans mænd[6].

Før Haralds tid var vist livet ved de norske kongers hird enkelt og lidet høitideligt. — I Danmark, ved Leirekongernes hof, synes det derimod alt tidlig at ha gaat mere stivt og høitidelig for sig. — Men Harald har visselig efter udenlandske forbilleder indført et mere indviklet hofceremoniel. Saaledes fortæller Nornagest, at Harald Haarfagre var den mest nøieregnende med hensyn til hirdskikke af alle de konger og sagnhelte, som han i sit trehundred aar lange liv havde tjent[7]. Fortællingen om Nornagest tilhører visselig sagnet og ikke virkeligheden; men dette hindrer ikke, at der ligger noget historisk til grund for Nornagests karakteristik af Harald Haarfagre.

Allerede professor Ernst Sars har i sin af handling "Om Harald Haarfagres samling af de norske fylker" talt om Haralds hird og ment, at livet ved denne var paavirket af fremmede hofskikke[8]. Dette synes ogsaa at fremgaa af Torbjørn Hornkloves "Haraldskvæde", som er vor hovedkilde til kundskab om livet ved Haralds hird[9]. Digtet har formen af en samtale mellem en valkyrje og en ravn, som tænkes at ha fulgt Harald og hans tog. Valkyrjen spørger først, hvordan Harald lønner sit krigerfølge (inndrótt). Ravnen svarer:


Rigelig lønnes
de raske krigere,
som i Haralds gaard
leger med brikker.
guld faar de i mængde,
hunlandsk malm
og træller fra østen.


Da er de glade,
naar kamp de venter.
Raskt op de springer
aarer at svinge[10]
hamler at slite,
baaer[11] at bryde,
og ro, saa havet skummer,
paa høvdingens bud.


Valkyrjen:
Om skaldenes udstyr
du synes at vide besked,
du, som nøie kjender
digternes færder,
deres som med Harald lever.


Ravnen:
Paa deres rustning en ser
og deres gyldne ringe,
at de er kongens kjendte venner;
de bærer røde kapper
med fagre render,
sølvvundne sverd,
ringrævede serke,
gyldne remmer
og gravne hjelme[12],
ringe paa haanden,
som Harald dem skjænked[13].


Valkyrjen:
Om spillemænd og gjøglere
har jeg ei spurgt dig.
Hvormed underholder
Andad og hans flok
i Haralds huse?


Ravnen:
Andad stiller sig tosset
og steller med hunden sin,
den øreløse,
og vækker kongens latter.
Andre der er,
som gjennem ilden
brændende spaaner bærer.
Luende huer
har de under beltet stukket,
de trippende mænd.


Vi ser af dette digt, at Harald ved sin hird havde haandgangne mænd, det egentlige krigerfølge, og berserker, samt skalde, spillemænd og gjøglere. For at begynde med de sidste, saa synes spillemændene og gjøglerne at være indført til Norge fra Vesteuropa. Selve Andad, den første hofnar, som nævnes i Norden, har visselig et norsk navn[14]; men han har dog sine forfedre i England eller Irland, og ikke i Norge. S Spillemænd, gjøglere og hofnarre hørte fra gammel tid hjemme ved de frankiske og angelsaksiske kongers hof. I angelsaksiske haandskrifter findes der en mængde tegninger af de forskjellige slags spillemænd og gjøglere, som underholdt folk i høvdingens hal. Vi ser saaledes paa et billede mænd, som spiller paa harpe og cither og som blæser i horn; i forgrunden er der en mand og en kvinde, som danser. Paa et andet ser vi en mand, som kaster med kniver og kugler ligesom en moderne jonglør[15].

At hele den skik at ha spillemænd, gjøglere og hofnarre som underholdning ved kongens hird er kommet til Norge fra de Britiske Øer, det viser sig af selve de ord, som Haraldskvædet bruger. Valkyrjen siger til ravnen: at leikurum ok truðum hef´k þik litt fregit ("Om spillemænd og gjøglere har jeg ei spurgt dig"). Sprogforskerne mener almindelig, at ord paa -ari (eller i ældre form -ere) er af fremmed oprindelse og at denne endelse gjennem angelsaksiske ord paa -ere stammer fra den latinske endelse -arius. Saaledes vidner allerede ordet leikari om vesterlandsk indflydelse. Ordet trúðr "gjøgler" er ogsaa et laanord. Det stammer fra ags. trup, som igjen synes at være et laanord fra irsk druth "klovn, gjøgler" (trods lydflytningen). De irske konger havde ogsaa i sit følge alleslags spillemænd, gjøglere og hofnarre, som der i gamle irske sagaer ofte findes udførlige skildringer af[16].

Om Haralds mænd og særlig om hans skalde fremhæves det, at de gaar klædt i røde kapper med fagre rænder (á feldum rauðum ok vel fagrrenduðum). Ogsaa dette viser vesterlandsk indflydelse. Sligt dyrebart rødt tøl, som trængtes til disse kapper, blev paa Haralds tid ikke vævet hjemme i Norge; folk indførte det fra Vesteuropa[17].

Særlig mærkelig er Haraldskvædets omtale af skaldene. De er, kan vi se, stadig i kongens følge, lønnes med rige gaver og kaldes hans fortrolige venner (þeir eru i kunnleik við konung). Sagaernes skildring stemmer overens med digtets. I Egils saga heder det saaledes (k. 8): "Af alle sine hirdmænd agtede Harald sine skalde mest. De sad i det andet høisæde. Inderst inde sad Audun Illskallda; han var den ældste og havde været skald hos Halvdan Svarte, kong Haralds far. Dernæst sad Torbjørn Hornklove og efter ham Ølve Hnuva".

Nordboerne har som andre germanske folk vistnok fra ældgammel tid havt digtere. Men lovkvædernes kunstskalde hører bare hjemme i Norge og paa Island og som fast institution ved kongehoffet synes de næppe at være ældre end Harald Haarfagres tid. — Dette er ogsaa P. A. Munchs mening[18]. Det ligger da nær at spørge, om ikke Harald Haarfagre, da han omgav sig med skalde og tog dem til sine raadgivere, delvis ialfald har havt udenlandske forbilleder for øle.

Flere forskere har ment at finde overensstemmelse mellem den norsk-islandske skaldedigtning og den irske kunstdigtning, som blomstrede alt for vikingetiden, en lighed, som viser sig baade i versemaal, udtryk og valg af emner[19]. Skaldenes stilling ved Harald Haarfagres hird minder ogsaa, som professor S. Bugge har fremhævet (Skaldedigtningens historie, s. 56 f.), meget om forholdene i Irland. Som alle keltiske folk elskede Irerne sang og digtning. Enhver irsk fyrste havde ved sit hof én eller flere digtere (fili). Disse var høit agtede mænd og fyrsternes fortrolige raadgivere. I gamle irske skrifter fortælles det, at en ollamh eller doktor i litteratur var ved hoffet hos hver konge, hos hver provinskonge og hos hver stammehøvding i Erin[20]. — Enhver ollamh fik frit land af sin herre; hans person var ukrænkelig og hans land fredet. At være hoveddigter (ard ollamh) for hele Erin var en høit anset stilling. Den, som indehavde den, regnedes blant Erins første mænd.

En irsk hofdigter skulde først og fremst forfatte lovkvæder om sin fyrste. Han digtede om livet i kongens hal, priste hans bedrifter, skrev digte om hans æt og berømte forfædre og naar kongen var død priste han hans heltegjerninger[21]. En irsk skald (fili) forfattede i det hele al slags improviserede vers, saasom nidviser o.l. Derimod var en fili ikke bærer af det nationale heltesagn eller den historiske tradition. Denne bestilling havde historikerne (senchaid), hvis hverv skarpt maa adskilles fra digterens; de kan nærmest kaldes sagamænd.

Der er saaledes stor lighed mellem digternes stilling i Irland og ved Harald Haarfagres hird. Begge steder finder vi flere skalde i kongens umiddelbare nærhed som hans fortrolige venner og raadgivere. Skaldene er ikke først og fremst episke digtere, og deres yrke er ikke at foredrage gamle kvad. De er mere at regne for "poetae laureati". De forfatter lovkvæder og digter til høvdingens pris ved alle vigtige leiligheder.

Det var noget nyt dette, at Harald Haarfagre saaledes omgav sig med skalde; derom er de fleste enige. Men man kan indvende, at der endnu var for liden forbindelse mellem Nordboerne og Irerne til at irske forhold saaledes skulde kunne paavirke de norske.

Denne indvending gjælder dog ikke. Alt ved aar 700 maa Nordmænd paa Shetlandsøerne og vel ogsaa paa Orknøerne ha mødt irsktalende mænd. Da Harald Haarfagre kom til magten, havde Nordboerne i næsten trefjerdedels aarhundred været i Irland. Fra omkring 840 havde der været et norsk rige med Dublin til hovedstad. Irske konger som Cearbhall havde giftet sine døtre med norske høvdinger. Paa Hebriderne maa alt i første halvdel af 9de aarhundred Nordmænd ha ægtet irske kvinder. Mellem de islandske landnaamsmænd var der mange, som kom fra Suderøerne og var kristne. Harald Haarfagre selv var jo ogsaa paa sit Vesterhavstog kommet helt til Hebriderne og til Man, hvor keltisk kultur herskede. Fra senere tid har vi ialfald mange vidnesbyrd om at Nordboerne hørte og var paavirket af irsk digtekunst. Da Grønland omtrent 980 blev bebygget fra Island, var der saaledes ombord paa et af skibene en kristen Suderøing, som digtede Hafgerðingadrápa om det frygtelige søskjælv, de modte paa veien[22]. I dette digt bruger han for "Gud" kjenningen munka reynir og viser saaledes forbindelse med irsk munkeliv, snarest paa øen Iona. — Ved aar 1000 var Irlands to navnkundigste digtere Erard Mac Coise, kong Maelsechlainn's hofskald, og Mac Liag, Brian Borumha's hofpoet, samtidig i Dublin, visselig paa besøg hos Dublinkongen. I et digt, som endnu findes, tiltaler Mac Liag sin bror i digtekunsten[23]:


Langt være dit liv, o, ædle Erard!
O, Mac Coise med den straalende forstand !
Det er paa tide for os at vende hjem;
vi har været her et helt aar.
Om kort for dig og mig
vort ophold i Dublin tykkes,
Brian af Banba[24] synes det er langt,
naar han ikke lytter til min veltalenhed.


Jeg kan ogsaa nævne, at efter slaget ved Clontarf i 1014 ilede Mac Liag til Dublin og bad Dublins konge om ikke at jorde Tadg O'Kelly, før Mac Liag havde kastet et sidste blik paa ham. Digtet findes endnu og er tydeligvis rettet til Dublinkongen selv[25].


Ogsaa i Limerick beskyttede de nordiske konger irske skalde. En af høvdingerne i Limerick ved midten af det 10de aarhundred var Dubhvenn (d. e. Svarthoved), søn af kong Ivar af Limerick. Han var ven af en irsk digter fra Munster, som kaldes "den blinde barde", og som, maa vi slutte, har foredraget sine kvad ved Dubhvenn's hird. Ved forræderi af en del misfornøiede irske høvdinger blev Brians bror Mathgamhain i 976 udleveret til kong Ivar af Limerick og dræbt. Ved denne leilighed digtede "den blinde barde" en klagesang, hvori han bl. a. siger[26]:


"Jeg vil ikke bebreide de fremmede (d. e. Nordboerne)
paa grund af mit venskab med Dubhvenn."


De foregaaende opiysninger har vist os, at Nordboerne i Irland i det 10de aarhundred kom i forbindelse med irsk skaldskab og irske skalde. Og denne forbindelse maa vistnok være begyndt endnu tidligere. Vi ved ogsaa, at de nordiske konger i Irland havde nordiske skalde ved sin hird. Ikke bare mænd som Gunnlaug Ormstunge, der i forbigaaende kom til Dublinkongens hof; men ogsaa faste skalde. Om en islandsk skald Torgils Orraskald heder det saaledes, at "han var med Olav Kvaaran i Dublin"[27]; det vil sige før 981, i hvilket aar Olav Kvaaran døde. Torgils Orraskald nævnes ikke i Skaldatal og hans digte kjendes overhovedet ikke. Vi maa af dette i forbindelse med Landnaamaboks oplysning slutte, at Torgils Orraskald har været Olav Kvaarans hirdskald og øvet sin digtervirksomhed i Irland, ikke i Norden. — Der er saaledes intet til hinder for at allerede Harald Haarfagre kan ha hørt om skaldenes stilling og store anseelse i Irland og at han ved sit eget hof har søgt at efterligne irske forhold, idet han samtidig knyttede det nye til det gamle forhold, at kongen gjerne havde én eller et par digtere ved sin hird.

Harald Haarfagre omgav sig ikke bare med skalde, men i det hele med "gamle vismænd". Han søgte, som Sars siger, at gjøre sit hof til "et slags aandeligt centrum for det hele folk"[28]. Det heder herom i et digt, som tillægges Tjodolv den hvinverske, der ogsaa var en af Haralds hirdskalde[29]:


Mange var det
af kjække mænd,
som søgte hjem
til den tapre høvding.


Ikke mindre
ædlingen fulgte
gamle mænd
og blev hans venner.


Lærenem lærte han
mangen vis lærdom
af gamle mænd,
han, som guld skjænked[30].


Disse gamle mænd, som fulgte kongen og gav ham "mange vise raad" (marga speki), nævnes ogsaa under de senere norske konger. Det er de samme mænd, som Fagrskinna taler om, hvor den skildrer gamle hirdskikke i Norge før Olav Kyrres tid: "Den gjæveste mand, som tilllge var gammel og forstandig, blev kaldt kongens raadgiver (rádgjafi); — det var nemlig dengang kongernes skik at ha gamle vismænd (gamla spekinga) til at oplyse dem om, hvordan folk i fordums tid havde baaret sig ad, og om forfædrenes skik og sæder. — Denne mand sad paa den ringere pall lige overfor kongen og paa det ringere høisæde[31].

Er disse "gamle vismænd" (gamlir spekingar) en institution, om vi kan kalde det saa, som selvstændig har udviklet sig i Norge, eller tør vi ogsaa her se en efterklang af fremmede forhold, omændret og tillempet efter de norske? Jeg skal nævne, at i Karolingerriget begynder under Ludvig den fromme kongens "raadgivere" (consiliarii) at bli en fast institution[32]. Kanske kunde man ogsaa tænke paa de angelsaksiske witan, som udgjorde witena-gemót. Vistnok er der ikke stor lighed mellem selve institutionerne; men ags. wita betyder: 1) forstandig, vis mand, 2) raadgiver. Harald Haarfagre kan ha hørt, at de angelsaksiske konger havde et raad af "vise mænds witan". Dette er dog bare løse formodninger.

Sars siger, at Harald Haarfagre med sit følge af skalder og gamle vismænd minder om Karl den store og hans navnkundige hofakademi, i hvis forhandlinger han tog ivrig del[33]. Ligheden er vistnok ikke tilfældig. Sit nærmeste forbillede havde dog, skulde jeg tro, Harald i sin egen samtidige Alfred den store, for hvis hele virke Karl den store igjen paa mange maader var forbilledet[34].

Ogsaa kong Alfred søgte at gjøre hoffet til det aandelige midtpunkt for sit folk. Han knyttede de bedste mænd i tiden til sig og omgav sig gjerne ligesom Karl den store med boglig interesserede mænd. En mand som Asser, der har skildret Alfreds liv, var jo en af hans fortrolige venner og raadgivere. Særlig nærede kong Alfred en varm kjærlighed til sit eget folks sprog og digtning. Han oversatte selv latinske værker paa angelsaksisk, og en af hans kjæreste sysler var at lære udenad angelsaksiske digte, ligesom han ogsaa paalagde andre at lære dem[35]. Et virkeligt hof begyndte at danne sig om ham; den for uafhængige adel, som i rang bare stod under kongen, begyndte at gjøre tjeneste hos ham og at opgive meget af sin tidligere magt[36]. Og i kongsgaarden havde han sin livvagt og en række høiere og lavere tjenestemænd, lige ned til guldsmede og falkejægere. I det hele stod der om Alfred og hans hof en ganske anden glans end om de tidligere angelsaksiske kongers[37].

Forbindelsen med England var paa Harald Haarfagres tid saa livlig, at det er utænkeligt andet end at Harald Haarfagre maa ha hørt om kong Alfred og hans hofholdning. Asser fortæller (s. 44), at selv nordiske vikinger blev Alfreds mænd. Vi kjender to Nordboer af navn, Haalogalændingen Ottar og Dansken Ulvsten. I Øst-Angel og i Northumberland sad nordiske vikingekonger. Og ialfald med Alfreds efterfølger underholdt Harald venskabelige forbindelser — efter sit Vesterhavstog stod han jo ogsaa selv i fiendtligt forhold til vikingerne. — Alle maa indrømme, at Harald Haarfagre fremtræder med en ganske anden ydre glans end nogen norsk konge før ham. Han søger at omgi sig med et virkeligt hof, hvor der hersker et fast ceremoniel, god tone og dannede sæder. Og ved dette hof tænkes der ikke alene paa ydre pragt; der drives ogsaa aandelige sysler. Jeg kan ikke skjønne andet end at indflydelse fra Vesteuropas høiere kultur, fra Karl den store og fra Alfred den store her maa ha gjort sig gjældende.

Den foregaaende skildring har søgt at vise, at Harald Haarfagres maal var at lade livet ved sin hird forme sig paa samme maade som ved de karolingiske keiseres og ved de angelsaksiske kongers hof. Ordet "hird" viser ogsaa med sikkerhed, at angelsaksiske hofskikke ved slutningen af det 9de aarhundred begyndte at vinde indflydelse i Norge. Derimod fortæller de samtidige skaldekvad og sagaerne intet om hvorvidt Harald har foretaget ændringer i selve hirdens ordning, om han har inddelt den i klasser, indført nye hirdembeder o.l.


__________


Lendmennene var en del av hirden. Lendmannen Erling Skakke og mennene hans før det første slaget på Re i 1163, tegnet av Erik Werenskiold til Snorre-utg. 1899. (Commons.)

De norske kongers hird var ved vikingetidens slutning inddelt i tre klasser, hirdmænd (hirðmenn), gjæster (gestir) og huskarler (húskarlar)[38].

Hirdmændene var det, som udgjorde kongens egentlige følge og dannede hans livvagt. De skulde stadig være om kongen, hirða[39] og gæta ham. Gjæsterne var et slags konstabelkorps, som gjorde polititjeneste for kongen[40]. De forrettede i fredstid det ydre vagthold ved hirden; i krigstid udførte de speidertjeneste ; desuden drog de i kongens ærende i alle slags vanskelige og farlige sendefærder, for at overraske forbrydere og kongens uvenner, o.l.[41]. Som det siges i "Kongespeilet" (k. 27): heita þeir gestir, ok fá þeir þat nafn af fjólskyldri sýslu, því at þeir gista margra manna híbýli, ok þó eigi allra með vináttu[42].

Huskarler var ved vikingetidens slutning navn paa den laveste klasse af dem, som opholdt sig rundt kongen[43]. Deres forretning var at udføre alt slags arbeide, som kunde forefalde paa kongsgaarden, og at skaffe tilveie varer og andet, som kongen og hans aarmænd trængte, o.l.

Man mener i almindelighed, at det var Olav den hellige, som inddelte hirden i tre klasser[44]. Sagaerne fortæller nemlig om Olav Haraldssøn, at "han fordelte mænd i tjenester, saaledes som kongernes sæd var. Han havde hos sig 60 hirdmænd og 30 gjæster og gav dem sold og love; han havde ogsaa 30 huskarler, som skulde ha arbeide paa gaarden, sligt som trængtes, og føre varer did. Han havde ogsaa mange træller"[45]. Denne oplysning siger dog i grunden ikke andet, end at kong Olav fastsatte hirdmændenes, gjæsternes og huskarlenes antal og gav dem nye love. Selve hirdens tredeling kan godt være ældre. Fælles- nordisk er den dog ikke; for den kjendes hverken fra Sverige eller fra Danmark[46]. Men der er intet til hinder for at den stammer fra Harald Haarfagres tid.

Haraldskvædet skildrer kongens krigerfølge (inndrott), de egentlige hirdmænd. At det ikke nævner de lavbyrdige huskarler (i snævrere forstand), er ganske naturligt. Men gjæsterne? De omtales vistnok ikke i Haraldskvædet. Men der er alligevel meget, som tyder paa at gjæsterne som institution allerede fandtes paa Harald Haarfagres tid, om end deres samfund kanske endnu ikke havde faat sin faste ordning. Den, som først har udkastet denne tanke, er professor Finnur Jonsson i fortalen til sin udgave af Egils saga (s. LXVII). Han peger paa sagaens skildring af brødrene Sigtryg snarfare og Hallvard hardfære (k. 18). Om dem heder det: "Sigtryg og Hallvard havde alle kongens sendefærder baade indenlands og udenlands, og de havde faret mange færder, som var farefulde, baade for at tage folk afdage og for at lægge beslag paa de mænds gods, som kongen lod hjemsøge. De havde en stor skare om sig. Ikke var de vel likt af den menige mand; men kongen agtede dem høit." Sagaens skildring, som støttes af Landnamabok (V, k. 3), svarer nøie til Kongespeilets og Hirdskraaens skildring afgjæsterne og deres virksomhed. Sigtryg og Hallvard havde en stor skare om sig, de egentlige gjæster. Selv har de været en slags "gjæstehøvdinger" (gestahǫfðingi) eller anførere for gjæsterne. Denne forklaring er visselig ikke sikker; men jeg tror dog snarest, at gjæsterne allerede fandtes paa Harald Haarfagres tid og at hirdens tredeling skriver sig fra ham.

Som jeg alt har nævnt, er hirdens inddeling i tre klasser ikke fællesnordisk, men særegen for Norge. Det ligger da nær at spørge, om vi ikke i dette tør se indflydelse udenfra, nærmest fra det Karolingiske Rige, hvis statsforfatning og hofholdning blev forbilledet for saa mange af Europas stater og herskere. Jeg vover ikke med sikkerhed at afgjøre dette. Men jeg skal nævne, at der virkelig er en ikke liden lighed med Hincmar af Reims's skildring af det karolingiske hof og dettes ordning. Hincmar taler i sit skrift De ordine palatii først om de høiere hofembedsmænd ved det karolingiske keiserhof. Derpaa nævner han den øvrige mængde af hoffolk, som stadig skulde være ved hoffet, og inddeler dem i tre klasser (Et ut illa multitudo, quæ in palatio semper esse debet, indeficienter persistere posset, his tribus ordinibus forebatur)[47]. Den første af disse klasser udgjøres af mænd, som vi nærmest maa kalde keiserens livvagt eller haandgangne mænd (expediti milites). De er de samme, som af andre samtidige historikere kaldes keiserens militares viri eller milites[48]. En Nordmand i vikingetiden vilde kalde dem kongens drótt, inndrótt eller verðing. Den anden klasse, som Hincmar nævner (k. 28), har intet at gjøre med de norske "gjæster", men var nærmest en slags pager (Alter ordo per singula ministeria discipalis congruebat qui, magistro suo singuli adhærentes, et honorificahaut et honorificabantur, locisque singuli suis, prout opportanitas occurebat, ut a domino videndo vel alloquendo consolarentur).

Den tredje klasse svarer derimod paa mange maader til de norske kongers huskarler (Tertius orda item er at tam major um quam minorum in pueris vel vasllis)[49].

Der er, synes jeg, en ikke saa liden overensstemmelse mellem Hincmars skildring af det karolingiske hof og sagaernes skildring af hirden i Norge ved vikingetidens slutning. At hoffet paa begge steder inddeltes i tre klasser, kan være en tilfældighed. Men naar vi ved, hvor let særlig hofskikker har for at forplante sig fra land til land, og naar vi samtidig husker paa den store indflydelse, som Frankerriget forovrigt øvede paa Norden i vikingetiden og særlig ved det 9de aarhundredes slutning, saa maa det vel være tilladt at tænke paa en paavirkning ogsaa i dette stykke.

Af hirdens tre klasser er ialfald de to nordiske i sin oprindelse. Krigerfølget eller hirdmændene nedstammer direkte fra det følge af haandgangne mænd, som de germanske fyrster allerede i oldtiden omgav sig med. Huskarlenes institution har vel udviklet sig lidt efter lidt. Oprindelig betegner huskarl enhver fri mand, som er i en anden mands hus som hans tjenestekarl. Ikke bare kongens, men enhver bondes eller høvdings husfæller kaldtes "huskarler". Denne betydning holdt sig langt ned i tiden[50]. I svenske runeindskrifter fra det 11te aarh. kaldes høvdingens krigerfølge uden forskjel hans huskarler[51]. Det samme var tilfældet med Knut den stores "thingemanlid", hvis medlemmer under ett kaldtes "huskarler". Det samme maa ogsaa oprindelig ha været tilfældet i Norge. Men saavidt jeg kan finde, er det bare i Norge, at huskarlene kom til at udgjøre en egen klasse af hirden, som mere var en slags frie arbeidere og gaardsfuldmægtiger end kongens haandgangne mænd[52]. Denne betydning af ordet huskarl har dog udviklet sig lidt efter lidt ud fra ordets oprindelige betydning. Efterhvert som kongens magt og dermed ogsaa hans hofholdning voksede, trængtes der naturlig mange folk til at udfore alskens ærender og lavere sysler, som hirdmændene ikke vilde udføre. men som dog ikke kunde overlades til trællene.

Om "gjæsternes" oprindelse har der derimod været delte meninger. Da "gjæsterne" i historisk tid ikke kjendes fra Sverige og Danmark, tror jeg ikke, at institutionen er fællesnordisk. Det, som skulde lede en paa denne tanke, er en indskrift fra Stentorta i Blekinge, hvor det siges, at en mand viede et nyt mindesmærke til sønner og til gjæster[53]. Man kan kanske heraf slutte, at de i indskriften nævnte gjæster (dat. pl. gestumR) har staat i et nærmere forhold til den mand, som reiste mindesmærket. Men mere kan man ikke slutte.

P. A. Munch og Johannes Steenstrup har gjættet paa sammenhæng mellem de norske kongers gestir og de gosti, som nævnes i den traktat, som Russernes storfyrste Igor omkring aar 994 sluttede med keiser Romanos[54]. Det ægte russiske ord gosti er urbeslægtet med oldn. gestr og betyder ligeledes "gjæst". Men de i traktaten nævnte "gjæster" var ikke hofembedsmænd, men en slags kjøbmænd. Gosti har dér samme bet., som gestr ofte har i oldnorsk, nemlig uindkommen udlænding, særlig om tilreisende handelsmænd. Denne betydning har ordet gastsj ogsaa i moderne russisk.

Steenstrup nævner ogsaa, at de kymriske konger i Wales havde nogle hoffolk, som kaldtes "gjæster" (kymr. gwestai, lat. hospites). De havde 24 overhofbetjente og 12 gwestai[55]. Vi kan dog ellers ikke nævne et eneste tilfælde, hvor forholdene hos Kymrerne har paavirket Nordmændene. Jeg tror derfor, at lydligheden mellem gwestai og oldn. gestir er tilfældig og at den norske hirdinstitution ikke er paavirket af den kymriske. Paa den anden side er de fleste enige om, at det vanskelig ud fra norske forhold alene lader sig forklare, hvordan gestr "gjæst" er kommet til at betegne en hirdmand af en underordnet klasse. — At Kongespeilets og Hirdskraaens forklaring af ordet ikke er rigtig, turde være sikkert. Det ligger derfor nær at undersøge, om ikke indflydelse udenfra, snarest fra Frankrig eller fra England har virket med til at danne gjæsteinstitutionen. Jeg skal fremsætte en formodning, om hvis rigtighed jeg dog selv har mine tvivl.

Vi maa huske paa, at gjæsterne indtog en slags mellemstilling; de blev ikke regnet blant de egentlige hirdmænd, men stod dog høiere end huskarlene. I Frankerriget og særlig i Normandie og Flandern fandtes der fra den tidlige middelalder af en egen klasse bønder, som kaldtes hospites "gjæster", (gl.fr. hoste = fr. hôte). De havde oprindelig en stilling, som svarede til de romerske coloni. De var frie mænd, men bundet til den jord, de dyrkede, og kunde endog bortskjænkes sammen med denne[56]. Undertiden maa dog deres stilling ha været meget god. I flanderske aktstykker fra det 11te aarhundred er der saaledes tale om hospites, som kaldes borgere (burgenses) og ikke vilkaarlig kan dømmes af herremanden, men har sine egne dommere[57]. Enkelte af disse hospites kom i et nærmere forhold til husherren og havde undertiden det hverv at vogte dennes hus og person. Som Godefroy siger i sin gammelfranske ordbog under ordet "hoste": "lls étaient taillables et devaient parfois garder la maison et la personne du seigneur mais entre eux et lui il y avait du contrat: ils n' étaient pas irrévocahlement attaches å la terre et donnaient ou recevaient congé de lexir tenure." Af et aktstykke vedrørende kannikerne i Reims fremgaar det ogsaa tydelig, at disse hostes (gl.fr.) eller hospites (lat.) kunde høre til herrens husstand og regnes blant hans familiares[58]. Ofte var der ogsaa rundt i landsbyerne en eller flere hospites, som var herremandens kommissionærer eller korrespondenter og skaffede ham logi, naar han var paa gjennemreise[59].

Af det foregaaende fremgaar det, at der i Normandie og Flandern, de to dele af Frankerriget, som Nordboerne kjendte bedst, paa vikingetogenes tid fandtes en klasse bønder, som kaldtes hospites eller hostes, hvilket Nordboerne naturlig maatte oversætte med "gjæster". De dannede et mellemled mellem vasallerne og de livegne bønder. Undertiden bodde de paa sin egen gaard, undertiden paa herremandens; de regnedes blant herrens husstand og vogtede hans person, eller naar han var fraværende, hans hus.

Andre forhold kan ha virket med til gjæsteinstitutionens dannelse; men det synes mig ikke umuligt, at indflydelse fra Nord-Frankrig ogsaa har gjort sig gjældende.

Ved hirden fandtes der oprindelig ingen embeder. Den eneste undtagelse dannede merkesmanden, som vistnok eksisterede allerede før vikingetiden[60] Han bar i kampen høvdingens merke eller fane og var alt paa Harald Haarfagres tid en af hirdens formænd[61]. Merkesmandens stilling fandtes vistnok fra ældgammel tid i alle de tre nordiske lande[62]. I krigstid var der vel ogsaa andre anførere for kongens haandgangne mænd; men de kan ikke egentlig kaldes hirdembedsmænd.

En virkelig hirdembedsmand er derimod stallaren (stallari), som i ældre tid var en af de høieste funktionærer ved de norske kongers hird. Han talte efter kongens bud paa tinge og ved hirdstævner; han holdt orden i hirden og fremførte dennes sager for kongen. Stallaren skulde ogsaa ha opsyn med skydsen paa kongens reiser. Stallaren havde i den ældste tid sin plads paa det ringere høisæde ligeoverfor kongen, og fra Olav Kyrres tid paa den saakaldte stallarestol (stallarastôll) sammen med de øvrige høvdinger[63].

Stallaren nævnes alt paa Olav Trygvessons tid. — En Kolbjørn stallare kjæmpede saaledes i forstavnen paa Ormen lange i slaget ved Svolder[64]. — Under Olav Haraldsson omtales stallarerne ofte og havde alt dengang, kan vi se, ganske de samme embedsforretninger som senere[65]. I senere tid var der oftest to eller flere stallarer ad gangen. Det samme maa ogsaa ha været tilfældet i den ældste tid; ti Sighvat skald taler i sine digte altid om "kongens stallarer".

Ogsaa i Danmark var det at være stallare et høit hirdembede, som endnu fandtes paa kong Nils's tid (1104 — 1134). Det fortælles i vederlagsretten, at under kong Nils's regjering krænkede en mand ved navn Aage Tver vederlaget ved at nedhugge en anden mand i Vide stallares hus (hema at Withe stallir). Kongen og hans mænd vilde gribe Aage. Men Vide tilstedede det ikke og satte igjennem, at der blev git bøder for den dræbte[66]. Man kan af dette se, at stallaren ogsaa i Danmark var en af hirdens høvdinger. Stallarens embede synes at ha bestaat i Danmark indtil Valdemar Seiers tid, da "marsk" og "marskalk" under tysk indflydelse kom i brug[67].

I Sverige var ligeledes stallarens stilling kjendt. Baade konger og andre høvdinger havde en saadan i sin tjeneste. I det 13de aarhundrede var stallarens stilling bilt mindre anselig. Stallare ok stekare nævnes i Östgotalagen sammen som herremænds tjenere[68]. Ogsaa kongens stallare nævnes, men synes nu at være en underordnet embedsmand[69]. Dog maa ogsaa i Sverige stallaren oprindelig ha indtaget den samme høie stilling ved hirden som i Norge. Ordet forekommer første gang i Sverige paa en runeindskrift fra det 11te aarhundred fra Kornstad i Smaaland: "Tufa reiste denne sten efter Ure, sin fader, Haakon jarls stallare" (Tufa risti stin þina eftiR Ura faþur sin stalara Hakwnar Jarls[70]. Den samme Haakon jarls søn Assur var, ved vi, paa vikingetog vesterpaa, vel til England[71]. Det er da sandsynligt, at Haakon jarl ogsaa har været i England, og da er det kanske ogsaa en efterligning af engelske forhold, naar han har havt en stallare i sin tjeneste.

Enkelte, som Keyser, mener, at stallarens embede og navn er af angelsaksisk oprindelse og at det stammer fra ags. steallere[72]. Omvendt mener professor Steenstrup, at ordet i angelsaksisk er et nordisk laan[73].

Titelen "stallare" forekommer ogsaa ved de angelsaksiske kongers hof. Men Steenstrup mener, at den ikke findes der før i det 11te aarhundred, efter Olav Trygvessøns tid. De første stallarer, Steenstrup citerer, nævnes ved aar 1044[74]. Dog nævner Kemble en "Dored steallere" alt fra aar 1020[75]. Ligesom i Norge var der ogsaa i England flere stallarer paa én gang. Titelen steallere synes i England at ha afløst det ældre cyninges horsþegn, som nævnes første gang i 897.

Stallarerne var, kan man se, i England anførere for huskarlene eller thinglidet, som Knut den store havde oprettet. I et aktstykke fra 1053 optræder blant vidnerne: "Esger stallare, Raulph stallare, Lifing stallare og alle kongens huskarler" (on Esgeres stealres. on Raulphes stealres. on Lifinges stealres. on eallra þæs kynges húscaran... gewitnesse)[76].

De tre stallarer vilde visselig ikke ha været nævnt sammen med kongens huskarler, havde de ikke været disses anførere. Det ligger da nær at slutte, at titelen er indført ved de angelsaksiske kongers hof samtidig med thinglidets oprettelse. Men at ordet i angelsaksisk er et laanord fra nordisk, kan man af dette ikke slutte. Vi ved intet om, naar stallareembedet først indførtes i Danmark, og i Norge fandtes det ikke før Olav Trygvessons tid.

Jeg tror, at ordet stallare først er dannet paa de Britiske Øer; om blant Nordboer eller blant Angelsakser, kan man af ordets form ikke se. Nordboerne har vel i alle tilfælde sat det i forbindelse med stallr, en stald. Derimod er, som jeg før har nævnt, endelsen -ari (-ere) ikke oprindelig nordisk.

Selve stallareembedet er derimod opstaat under indflydelse fra det karolingiske hof. Allerede hos Romerne i den senere keisertid var staldmesteren en høi hofembedsmand, hvis titel var tribunus stabuli[77]. Dette embede fandtes ogsaa hos de merovingiske konger, hvor dets indehaver sædvanlig kaldtes med den germanske benævnelse mariskalk (d. e. hestetjener) eller ogsaa med den romerske titel comes stabuli, "staldgreve", hvilken titel ogsaa brugtes hos Vestgoterne[78]. Hos Karolingerne blev comes stabuli den almindelige betegnelse, medens mariscalcus blev brugt om de lavere staldtjenere. "Staldgreven" var hos dem en af de høieste hofembedsmænd, medens de forskjellige mariscalcus nu var hans undergivne. — Dette forhold ændredes dog igjen i det 10e aarhundred[79]. — Staldmesteren havde hos Frankerne at sørge for hestenes forpleining og i det hele for herskerens reiser og underhold, — det sidste i forbindelse med mansionarius (maitre des logis)[80]. Han sendes ogsaa som hærfører i overordentlige ærender.

I middelalderens latin kaldes denne embedsmand ofte constabularius, constabulus og stabularius[81]. Heraf er igjen det franske connétable opstaat. Der kan ikke være tvivl om at stallarens navn og stilling er en efterligning af den karolingiske comes stabuli. Nordboerne har sat det latinske strabatarius i forbindelse med sit eget stallr. At netop "staldgreven" kom til at bli den høieste hirdembedsmand i Norge og Danmark, er ganske naturligt. Thi kongerne havde ved vikingetidens slutning endnu ingen fast residens. Sagaerne viser os de norske konger stadig paa reise fra kongsgaard til kongsgaard eller paa veitsle hos høvdingerne. Under slige omstændigheder maatte den, som havde at gjøre med hestene og deres forpleining og i det hele med kongens og hans følges underhold paa reisen, naturlig bli hirdens vigtigste embedsmand.

Skal jeg i faa ord gjenlage hovedindholdet af den foregaaende undersøgelse, saa maa det være: Hirden er i sin oprindelse nordisk, ja fælles-germansk. Men i løbet af vikingetiden blir dens organisation delvis forandret, under indflydelse fra Vesteuropa. Hirden deler sig i forskjellige klasser; der opstaar virkelige hirdembeder[82]. Samtidig faar ogsaa livet ved hirden sit præg af forbindelsen med England og Frankrig, og ordet "hird", som selv er et laanord fra angelsaksisk, vidner om, hvor sterk den fremmede indflydelse har været. Denne vesterlandske indflydelse viser sig alt under Harald Haarfagre; men vi kan ogsaa spore den under Olav Trygvesson og Olav Haraldsson, da hirden faar sine egne embedsmænd og sine love (under indflydelse fra Knuts Vederlagsret?).

Kongemagtens ydre værdighedstegn

Den nordiske kongemagt havde fra gammel tid ingen ydre tegn paa sin værdighed, hvis man ikke dertil vil regne merket eller fanen, som blev baaret foran ham i kampen. Krone, sverd og scepter blir først i løbet af middelalderen kongemagtens ydre symboler.

I hallen havde kongen sit høisæde, der skildres som høiere end fodpallen, hvor jarlerne pleiede at sidde[83]. Men enhver bonde havde ogsaa et høisæde i stuen paa sin gaard. Kongerne brugte ogsaa, fortælles det, i gamle dage at sidde paa en haug[84].

I Haakon den godes saga fortælles det (k. 31), at Haakon i slaget ved Fitjar havde en gylden hjelm paa hovedet. Men om dette var et tegn paa hans kongeværdighed, er vel lidet sandsynligt.

I sine nybygder paa de Britiske Øer kom Nordboerne i nærmere forbindelse ogsaa med den vesteuropæiske kongemagt, og de nordiske konger i Irland og Northumberland søgte naturlig i sin ydre fremtræden at efterligne de angelsaksiske, frankiske og irske herskere. Et vidnesbyrd herom er det, at de fik ydre tegn paa sin værdighed.

Til Dublinkongens klenodier i det 10de aarhundred hørte Tomar's (d. e. guden Tors) ring og Carlus's sverd (claideb Carlusa). De irske aarbøger fortæller for aaret 994, at "Tomar's ring og Carlus's sverd med vold blev ført bort fra de fremmede i Ath-cliath (d. e. Dublin) af Maelsechlainn" (Fail Tomhair claideabh Charlusa ilo tahhairt do Maoilsechlainn mac Domlmdill ur euxin o Ghallajhh Atha Cliatk)[85]. Tors ring hører vi intet mere om; den har vistnok, ligesom Tors Lund udenfor Dublin, været et sindblilede paa Nordboernes hedenskab. — Vi ved ogsaa fra andre steder, saaledes fra Island, at de hedenske Nordboer havde hellige ringe, som laa paa alteret i gudehovet[86]. Og den angelsaksiske krønike fortæller, at vikingerne svor ved sin hellige ring[87]. — Irerne har vel ødelagt Tors ring, eller Nordboerne, som i begyndelsen af det 11te aarhundred for størstedelen blev kristne, har ikke brydd sig om at faa den igjen. Carlus's sverd hører vi derimod oftere om. Dublinmændene maa paa en eller anden vis ha vundet det tilbage. I aaret 1027 blev saaledes Amlaib (ell. Olav), søn af kong Sitric (ell. Sigtryg) af Dublin, fanget af en irsk konge og ikke git fri, a før han udleverede 200 kjør, 120 britiske hester, 60 unser guld og Carlus's sverd samt en mare til den mand, som havde fanget ham[88]. Endnu en gang, i aaret 1056, blev Carlus's sverd tat fra Dublinkongen af en irsk høvding[89].

Jeg har andetsteds paavist, at navnet Carlus stammer fra det frankiske kongenavn Carolus eller Carlus[90]. Men om Carlus's sverd virkelig har tilhørt Karl den store eller en af hans efterfølgere af navnet Karl, eller om saa har været troet, er vel tvivlsomt. Endnu usandsynligere er det, at sverdet har tilhørt Dublinkongen Olav Hvites ellers ukjendte søn Carlus, som faldt i 866[91].

Carlus's sverd kan ikke ha været noget hedensk symbol. Det viser navnet og desuden vilde ikke Nordboerne da ha regnet det blant sine klenodier ogsaa efter kristendommens indførelse. Det maa ha været et sindbillede paa kongemagten, ligesom Tors ring var det paa hedenskabet. Det er vel kjendt, at navnene Carlus og Magnus (Maccus eller Manus) brugtes blant nordiske høvdinger paa de Britiske Øer og at begge navne er opkaldelser efter Karl den store (Carolis magnus). Vi ved ogsaa, at det udtrykkelig nævnes, at Magnus den gode blev opkaldt efter Karl den store. Sighvat skald svarer jo, da kong Olav spørger, hvorfor han har kaldt gutten Magnus: "Ek hét hann eptir Karlamagnusi konungi, þann vissa ek mann beztan i heimi"[92]. Det kan endvidere merkes, at Karl den stores navn hos alle slaviske nationer har faat betydningen "konge". Ordet findes alt i kirkeslavisk, dog ikke i de ældste haandskrifter, men først i skrifter fra den senere middelalder; det heder der krali. Paa tsjekkisk heder "konge" král, paa polsk król og paa russisk koroli. Ordet er ogsaa gaat over i lithauisk. Alle disse ord er afledede af Carolus ell. Carlus, paa samme maade som vort "keiser" kommer af Cæsar. — Man tør da kanske slutte, at "Carlus's sverd" i Dublin netop ved sit navn betegner sig som navn paa kongemagten.

Det var dog ikke i Dublin alene, at sverdet var et ydre tegn paa kongemagten. Ogsaa de norske høvdinger paa Hebriderne og kongerne paa øen Man havde et sverd som sindbillede paa sin værdighed. De Fire Mesteres Annaler fortæller saaledes for aaret 1165 om en konge i Ulster, Mac Duinnsleibhe, som til en anden Ulsterkonge foruden gidsler og mange smykker gav "jarlens søns sverd" (cloidhemh mheic an larla). Den lærde udgiver O'Donovan siger om dette sverd: "This was evidently a sword which Mac Duinnsleibhe had won from the Danes (sic) of the Hebrides." Efter irsk sprogbrug kan "jarlens søn" i denne slags mere ubestemte udtryk betegne "jarlen" eller kanske snarere jarlens ældste søn. Det er derfor vel muligt, at det her nævnte sverd har været et slags værdighedssverd for en norsk høvding paa Suderøerne. Sikkert er det ialfald, at kongerne paa øen Man havde et sverd som tegn paa sin magt. Man har endnu det gamle manske rigssverd, "som de bedste authoriteter mener skriver sig fra det 12te, eller i det seneste fra begyndelsen af det 13de aarhundred. — Paa dette sverd er der en fremstilling af øen Mans vaaben, de tre ben med panserplader og sporer[93]. Endnu den dag idag bruges sverdet, naar øens storting, "tingvoldretten" (Tynwald Court) hvert aar den 5te juli høitidelig aabnes paa tingvoldhaugen (Tynwald Hill) i nærheden af byen Peel. Ledsaget af militær eskorte drager tingvoldrettens medlemmer op til haugen. Paa toppen af denne sætter kongemagtens repræsentant guvernøren sig paa en stol dækket med rødt klæde. Han har blikket vendt mod øst og holder et draget sverd foran sig. Dette sverd ligesom de øvrige skikke ved tingvoldrettens aabning stammer vistnok fra den tid, da Nordmændene herskede paa Man[94].

Sverdet hadde fra gammel tid en symbolsk betydning hos germanerne, ikke minst rikssverdet som symbol på kongenmakten. Skulpturen Sverd i Fjell fra 1983 av Fritz Røed til minne om slaget ved Hafrsfjord 872. (Foto: Jesper Lauridsen © 2010)

Ogsaa hos Nordboerne i Northumberland synes sverdet at ha været et symbol paa kongemagten. Som jeg andetsteds søger at vise[95], forekommer et sverd (af samme type som de kjendte vikingesverd) paa flere mynter, som er præget af de nordiske konger i Northumberland. Disse mynter er i det hele merkelige ved sine billeder. Vi finder paa dem fremstillet bl. a. Odins ravn, Tors hammer, og fanen, som blev baaret foran kongen i kampen. Alt tyder paa, at sverdet paa disse mynter ogsaa maa ha en mening, og har det en slig symbolsk betydning, kan det kun være som sindbillede paa kongemagten. — Hvis sverdet har været kongemagtens ydre værdighedstegn hos Nordboerne i Dublin, maa det ogsaa efter al sandsynlighed ha været det i Northumberland. Det er vel kjendt, at medlemmer af kongeætten i Dublin gjennem den første halvdel af 10de aarhundred ogsaa herskede i Northumberland. Vel kan man ikke lige til sige, at begge riger dannede en enhed; men ialfald maa der ha været en meget nær forbindelse mellem dem. Det ligger da nær, at de to riger ogsaa har havt tilsvarende institutioner, og især at kongemagten paa begge steder har optraadt paa den samme maade.

Sverdet havde fra gammel tid af hos Germanerne en sindbilledlig betydning. Man aflagde ed ved at gribe om sverdets hjalte. Ogsaa ved brylluper og ved mange andre leiligheder spillede sverdet en rolle hos Germanerne[96].

Derimod var sverdet ingenlunde fra gammel tid et symbol paa kongemagten[97]. Naar sverdet har denne betydning hos Nordboerne paa de Britiske Øer, saa viser dette en indflydelse fra det Karolingiske Rige. Sverdet hørte sammen med kronen hos Karl den stores efterfølgere til apparatas regius. Karl den store bar selv ved høitidelige leiligheder et med edelstene smykket sverd. Rigssverdet kaldtes hos de senere karolingiske keisere "St. Peters sverd ". Saaledes, da keiserinde Richildis i 877 overdrog Ludvig den stamme riget, gjorde hun dette ved at overrække ham en krone og "et sverd, som kaldtes St. Peter's" (spatam, quæ locatur Sandi Petri)[98]. Hvorfra dette sverd stammer, ved man ikke. Dahn gjætter paa, at det er en gave fra en pave[99]. — Der er en vis lighed mellem disse to navne, "St. Peters sverd " og "Carlius's sverd". Det første var et symbol paa den fra Gud stammende keisermagt; det andet var et symbol paa kongemagten, hvis navnkundigste repræsentant i Vesteuropa Karl den store var.

Dette er vistnok ikke det eneste vidnesbyrd, vi har om indflydelse fra Frankerriget paa udviklingen af Nordboernes herskermagt paa de Britiske Øer. En northumbrisk mynt fra omkr. aar 900 er udstedt af Sitric Comcs (d. e. Sigtryg jarl). De nordiske jarler svarede paa mange maader til de angelsaksiske ealdormen; — begge værdigheder blev jo ogsaa senere blandet sammen. — Nu findes der, som bekjendt, bevaret en mængde angelsaksiske aktstykker, hvor bl. a. ealdormen optræder som vidner. Men disse kalder sig næsten altid dux, eller en sjelden gang princeps og ikke comes[100]. Det samme er tilfældet med de nordiske jarler, som ofte undertegner angelsaksiske dokumenter, medens historikere fra Normannertiden, som Florence af Worcester, gjerne oversætter ealdorman med comes. I Frankerriget derimod var jo fra Karl den stores tid comes det sædvanlige værdighedsnavn for mænd, hvis stilling svarede til de norske og danske jarlers. Det viser derfor, skulde jeg tro, sandsynligvis indflydelse fra det Karolingiske Rige, naar den norsk-irske jarl Sigtryg af Northumberland kalder sig comes og ikke dux.

Som jeg før har nævnt, synes sverdet som symbol paa kongemagten først senere i middelalderen at ha været brugt i Norden. Derimod havde det alt paa vikingetiden paa mange andre maader symbolsk betydning for kongemagten. At de haandgangne mænd gik i kongens tjeneste og svor ham troskab ved samtidig at gribe med sin høire haand om haandtaget paa kongens sverd, har jeg alt før nævnt[101]. Denne skik at bli kongens "sverdtager" (sverðtakari) er vistnok ældgammel i Norden. Thi den nævnes, som det synes, alt i det gamle angelsaksiske digt "Beowulfi"[102]. Hengest var vinteren over hos Finn og pønsede paa hævn.


Swá hê ne forwyrnde worod-rādenne,
þonne him Hûn Lâting hilde-leôman,
billa sèlest, on bearm dyde[103].


Dette oversætter professor S. Bugge saaledes[104]: "So (d. h. da sich Hengest somit nach einem ausweg umsah, wodurch er seine rache vollziehen konnte, und da jeder anderer ausweg ihm gesperrt schien) verweigerte er es nicht, sich für einen dienstmann (Finns) zu erklären, als ihm Hun[105] den Lafing, die strahlende waffe, der schwerter bestes in den schooss legte."

Paa Olav Haraldssons tid brugtes, ved vi, den samme skik ved de norske kongers hird. Sighvat skald siger nemlig i et digt til kong Olav, da han blir dennes hirdmand: Ek tók við sverði þinu[106].

Det er et minde om denne samme sædvane, naar det fortælles at kong Æthelstan sendte et sverd til Harald Haarfagre og lod ham gribe i dette; — ok nu skaltu vera þegn hans, er þú tókt við sverdi hans[107].

Ligesaa, naar det fortælles i Rolv Krakes saga (k. 23): Háralðr konungr brá brókabelti sinn, ok fekk Hjǫrrarði konungi á meðan sverð sitt; ok sem Hrólfr konungr hafði brugdit um sik aptr brokaheltinu, tok hann apir við sverðinu, ok mælti til Hjǫrvards konungs: þat vitu vit buðir, sagdi hann, at þat hefir lengi verit mælt, at sá skal vera undirmaðr annars jafnan siðan, er tekr við sverði annars, á meðan hann bregðr brokabélti.

Ogsaa naar kongen udnævnte jarler, spillede sverdet en rolle og havde sin symbolske betydning. Her har vi dog, saavidt jeg kan skjønne, ikke en ældgammel, fællesgermansk retssædvane, men derimod efterligning af fremmede skikke. Det fortælles i Harald Haarfagres saga (k. 8), at da Harald kom til Namdalen, var der to konger der, Herlaug og Rollaug. Herlaug gik i haug ; men Rollaug nedlagde sin kongelige værdighed, gik imod Harald og tilbød sig at bli hans mand. "Da tog kong Harald et sverd og fæstede i hans belte; saa hængte han et skjold ved hans hals, gjorde ham til sin jarl og ledede ham op i høisædet. Derpaa gav han ham Naumdølafylke og satte ham til jarl derover." — Den samme ceremoni gjentages under Magnus den gode, da han gjør Svein Estridssøn til jarl. "Da stod kongen op, tog et sverd og fæstede det i Sveins belte; saa tog han et skjold og hængte det ved hans aksel; derpaa satte han en hjelm paa hans hoved og gav ham slige veitsler i Danmark, som hans far Ulv jarl for havde havt".

Endnu langt senere i middelalderen brugtes den samme skik, naar kongen udnævnte hertuger og jarler. Ceremonien skildres udførlig i Hirdskraaen (§ 12 og 16). Sidan er honum værðr gefet hertogha nafn þá skal konongr taka i hond honum oc setia han i hásæti hia ser. konongr skal gefa honum sværð oc fa honum i hond. skal han i þui við kennazt at han helldr þan hertoghaðom af konongðominum oc er hans sværdtakare rettom til styrks. rongum til refsingar. kononge til lettes oc hans hollu raðe oc riki oc sæmd til værndar oc uirðingar huar sem han ma sinu liði uid koma.

Den her skildrede høitidelighed, som fulgte med udnævnelsen af jarl, er som man vil se, ganske forskjellig fra den meget enklere ceremoni, som hørte med, naar en mand gik i kongens tjeneste og blev hans "sverdtagere". Skikken er næppe ældgammel i Norden. Den hele ceremoni hænger nøie sammen med sædvaner i det Frankiske Rige. Naar unge fyrstesønner fik egne landstrækninger at styre, pleiede kongen samtidig at fæste et sverd ved deres belte og gi dem andre arma virilia som tegn paa deres mandlige, krigerske værdighed. Saaledes fortælles det om keiser Ludvig den fromme: domnus imperator filiiim suum Karolum armis virilibus, id est ense, cinxit, corona regali caput insignivit, partemque regni quam homoninius eins Karolus habuit, id est Neustriam, attribuit[108]. Denne ceremoni er ganske den samme som den, som skildres i Heimskringla, naar undtages at vi der istedenfor krone har en hjelm.

Greven (comes) i Karolingerriget bar ogsaa sverd, naar han optraadte i embeds medfør. "Der alte comes erschien nicht ohne schwert vor gericht, und der freigraf wurde noch später per gladium et funis traditionem investiert"[109]. I England blev senere, under indflydelse fra lensvæsenet og normannisk retsskik, jarlerne eller greverne omgjordet med sverd. Saaledes fortæller Mattheus Parisiensis om Hugo de Puiset, biskop af Durham, som i 1188 blev jarl af Northumberland: Qui a rege gladio comitatus accinctus, nomen sibi comitis usurpavit. Quo gladio accineto, rex cum cachinno astantibus ait: Juvenem feci comitem de episcopo veterano[110]. Denne "Schwertleite", som Tyskerne kalder det, var en af riddervæsenets vigtigste ceremonier. "Das bel erreichter Waffentuchtigkeit feierlich angehängte Wehrgehänge (cingulim militare) var det ogsaa, som særlig udmerkede ridderen fremfor den almindelige frie mand[111].

I forbindelse med det foregaaende skal jeg ogsaa henlede opmerksomheden paa det første digt om Helge Hundingsbane, hvor det fortælles (str. 8), at kong Sigmund, da han gir sin unge søn navnet Helge, ogsaa gir ham en del landstrækninger og samtidig overrækker ham et sverd.


Gaf hann Helga nafn
ok Hringstaði,
Sólfiǫll, Snæfǫll
ok Sigarsvǫllu,
Hringstoð, Hátun
ok Himinvanga,
blóðorm búinn
bræðr Sinfiǫtla.


Sverdet overrækkes her samtidig med at kongen gir sin søn de i digtet nævnte landstrækninger. Overrækkelsen af sverdet synes at være tænkt som en del af den hele ceremoni. Desuden er Helge jo netop en ung kongesøn, som faar dele af landet at herske over. Men dette minder ikke lidet om de før nævnte skikke i det karolingiske rige, saaledes da Ludvig den fromme spænder et sverd ved sin søn Karl II´s belte[112].

Professor S. Bugge mener, at Helgedigtenes forfatter selv har været paa de Britiske Øer og at digtene ogsaa middelbart viser indflydelse fra Frankrige[113]. Det passer godt til denne opfatning, at sverdet nævnes, hvor det fortælles, at kong Sigmund overdrager sin unge søn dele af sit rige.

Harald Haarfagres stat

Riksmonumentet Haraldshaugen er et monument til minne om Harald Hårfagres samling av Norge i 872. Støtten ble avduket i 1872 i forbindelse med tusenårsjubileet for slaget i Hafrsfjord, der Norge ifølge sagaen ble samlet til ett rike. Monumentet står like nord for bykjernen i Haugesund på stedet der Harald Hårfagre sies å ha blitt gravlagt. Det er tegnet av arkitekt Christian Christie som en stor gravhaug omgitt av en granittmur med 29 bautasteiner, en fra hver av de gamle norske fylkene. På toppen av haugen står en 17 meter høy granittobelisk, med fire bronsepaneler rundt basis. Hvert av panelene avbilder viktige scener fra Harald Hårfagres liv og levnet. (Foto: Jóhann Þröstur Pálmason © 2010. Tekst: Commons.)

Før Harald Haarfagres tid var, som vi alle véd, Norge delt i en mængde smaariger. Der var ingen enhed eller samfølelse. En undtagelse herfra dannede Trøndelagen, som tidlig synes at ha udgjort en enhed og at ha været en aristokratisk bonderepublik, som havde sit fælles ting paa Øren hvor senere Øretinget holdtes[114]. En samling af landet til en større enhed, men af en anden slags, havde begyndt at udvikle sig i det sydøstlige Norge, i Viken og paa Ringerike, hvor Harald Haarfagres forfædre og især hans far Halvdan Svarte alt havde forberedt Norges samling.

I Danmark og i Svealand synes kongeværdigheden og flere landskabers samling under én konge til et "storkongedømme" at ha eksisteret længe forud for vikingetiden. I Norge var det, saavidt jeg kan skjønne, først paa grund af de forhold, som laa nærmest forud for vikingetidens begyndelse, at folkets øverste styrer fik kongsnavnet. Selve navnet konge (konungr) er visselig ældgammelt; det er saaledes gaat over i finsk-estnisk (kuningas). Men oprindelig betegner ordet "en mand af slægt", d. e. af fornem slægt, og hænger sammen med oldn. kyn. konungr og kom derved til at betyde "en høiættet mand, en kongesøn", især "den til efterfølger udpegede kongesøn". Først senere blev det navn paa folkets øverste styrer[115]. Denne forandring i værdighedsnavn, hvormed vel ogsaa en magtforøgelse var forbundet, maa først være indført hos et enkelt af de germanske Tolk og derfra ha udbredt sig til de øvrige. I Norge er, tror jeg, forandringen først foregaat ved eller lidt før aar 800.

Da Nordmændene først kom til Irland, synes de ikke at ha havt nogen overkonge. Deres første konge var Turgeis, som i 839 "tilegnede sig kongedømmet over de fremmede i Erim" (ro gab rigi Gall Erend)[116]. Navnene paa de norske Dublinkonger i anden halvdel af 9de aarhundred og paa disses forfædre synes at vise, at kongedømmet ikke har været gammelt i ætten. Olav Hvite, som ved aar 852 kom til Irland, vandt magten fra de Danske og selv blev konge i Dublin, og senere hans bror Ivar bærer saaledes i annalerne begge tilnavnet Conung (d. e. konungr)[117]. I en slægtrække over Olav Hvites og hans bror Ivars forfædre, som findes i de paalidelige aarbogsbrudstykker "Three Fragments", bærer disses farfars far det samme tilnavn (Gothfraidh Conung).

Baade Gudrøds og Olavs tilnavn Conung synes at betegne dem som "den til kongeværdigheden udséte kongesøn". Den samme overgang fra den oprindelige betydning af ordet konungr til den senere finder vi i Rigsþula, hvor Jarls søn Kon den unge (Konr ungr) tydelig er opfattet som en repræsentant for kongeværdigheden; dog heder han fra fødselen af Konr ungr (= konungr). Konungr som tilnavn har vi endvidere i Guþrødr Veiðikonungr, Harald Haarfagres stamfar.

Saaledes var alt grundvolden for et norsk kongedømme lagt for Harald Haarfagres tid. Nordmændene var begyndt at føle sig som ett folk. — Alt ved aar 850 kjæmpede Nordmænd og Dansker paa liv og død om herredømmet i Irland. — Og Haralds egen æt havde mer end nogen anden banet veien for ham.

Dog var det ikke bare ud fra særlig norske forhold, Harald Haarfagre handlede, da han samlede Norge. Han var, bevidst eller ubevidst et led i en stor europæisk bevægelse. I Frankerriget havde Karl den store virket; han havde knyttet Frankrig, Tyskland og Italien sammen, knækket de tyske stammehøvdinger og forenet rigets adskilte dele. Vel blev enheden snart atter brudt; men keiserdømmet forbandt dog endnu længe, særlig udadtil og i folkenes øine, de adskilte dele. I England virker de samme samlingstanker. Heptarkiet brydes; Angler, Sakser og Jyder forenes under konger af det vestsaksiske hus. Allerede Alfred den store hersker over alle de dele af England, som ikke staar under Nordboernes herredømme. Hans søn og efterfølger, Eadward den ældre, som ogsaa var Harald Haarfagres samtidige, kalder sig alt "rex Angul Saxonum". Og Æthelstan antager titelen "rex Anglorum et curagulus totius Britanniæ"[118]. Med det øgede magtomraade og den øgede værdighed fulgte ogsaa en større virkelig magt, ikke bare i Frankerriget, men ogsaa i England. Som Stubbs siger: "So as the kingdom became united the royal power increased, and this power extending with the extension of the territory, royalty became territorial also. The Consolidated realm enters into continental politics and borrows somewhat of the imperial form and spirit; and this brings on important changes."[119] Ingen kan nægte, at Haralds samling af Norge er et sidestykke til Karl den stores og de vestsaksiske kongers virksomhed.

Havde saaledes Harald Haarfagres samling af Norge baade sine ydre og indre forudsætninger, saa maatte dog hans kongedømme paa mange maader forekomme folket en fuldstændig nydannelse, et brud med aarhundreders udvikling. Vi kan om ham mere end om nogen anden af vore konger, mere endog end om de to Olaver og om Sverre, med sandhed sige, at han har grundet en ny statsskik i Norge[120]. Man maa da naturlig spørge, om Harald Haarfagre, da han udførte dette nybygningsarbeide, bare handlede ud fra sit eget hoved eller om han efterlignede forhold i andre lande. Vi ser i nyere tid, hvordan statsretslige forhold i det ene land paavirker forholdene i andre stater, saaledes at næsten alle europæiske og amerikanske frie forfatninger kan føres tilbage til den engelske statsforfatning og til de fra den franske revolution udgaaede ideer som sine forbilleder. Det ligger da nær at slutte, at man i gamle dage, om end mere ubevidst, gik frem paa samme maade, at forholdene i det ene land ved forandringer i statens styrelse paavirkedes af forholdene i andre lande.

Naar vi nu skal søge at opgjøre os en mening om dette spørgsmaal, kommer vor undersøgelse naturlig til at falde i to afdelinger. Den første afdeling omfatter Harald Haarfagres tilegnelse af odelen og de nye skatter, han samtidig paalagde folket, og de nye høihedsrettigheder som han tilegnede sig, med andre ord: Harald Haarfagres finansstyrelse. Den anden afdeling omfatter hans egentlige statsstyrelse med jarler og lendermænd, hele det nye embedsværk, som han paa en vis maade søgte at indføre i Norge. Af begge disse sider af Harald Haarfagres styre har Ernst Sars git en grundlæggende skildring i sin af handling "Om Harald Haarfagres samling af de norske fylker"[121]. Hvad jeg selv kan tilføie, blir ikke meget. Jeg maa for det meste nøie mig med en gjenfremstilling af kjendte forhold.

Harald Haarfagres ordning af kongedømmets indtægter

Harald Hårfagre får det norske kongedømmet av sin far Halvdan Svartes hender. Illustrasjon fra Flatøybok, Árni Magnússon-instituttet i Reykjavik. (Commons.)

I indledningen til mit arbeide har jeg talt om kongedømmets indtægter ved vikingetidens begyndelse og søgt at vise, at kongen ikke havde forholdsvis stort flere indtægter og økonomiske forrettigheder end den fri bonde. Der krævedes ingen skatter, told eller andre afgifter af varer, skibe og ladning, eller af næringsveiene. Sagaerne skildrer Harald som en voldsom mand, hvis styre er et fuldstændigt brud med gammel, hævdvunden sæd og skik. Men dette sagaernes syn paa sagen er næppe uhildet. Det stammer visst fra de misfornøide islandske landnaamsmænd, som ikke vilde finde sig i Haralds ofriki, men heller forlod sin fædrenebygd og satte bo i fremmed land. Jeg tror, at de nyordninger, som gaar under Haralds navn, for en stor del alt var gjennemført i Haralds fædrenerige og af hans nærmeste forfædre. Herfor taler bl. a. hele den norske Ynglingeæts udprægede erobringspolitik. Halvdan Hvitbein, ættens stamfar, skildres i "Ynglinga saga" ganske paa samme vis som Harald Haarfagre. Det fortælles bl. a. om ham (k. 48): "Siden fór han med hæren til Romerike og herjede dér og fik det fylke ved hernad." Og efter sin bror Ingjalds død "lagde kong Halvdan Vermland under sig, tog skatter af det og satte jarler derover, saalænge han levede" (k. 50). Karl den stores modstander kong Godfred (Godefridus ell. Gotricus), som jeg tror er den samme som sagaens Gudrød Veidekonge, optræder ikke bare som hærkonge, men lægger ogsaa efter Saxos fremstilling skatter paa de undertvungne folk. Haralds egen far Halvdan Svarte blev konge i Sogn. Derpaa satte han "Atle jarl over Sygnafylke for at dømme landslov og indkræve skatter", ganske som hans søn siden gjorde da han havde samlet Norge. — Det som fortælles om Halvdan Hvitbein er visst ikke meget paalideligt eller fuldt til at stole paa. Men med Gudrød Veidekonge og hans søn Halvdan Svarte begynder den mere sikre historie, og det som fortælles om dem kan vi, tror jeg, saa nogenlunde lide paa. Dette forringer dog ikke Haralds egen storhed. Han maa ha været en virkelig herskerskikkelse, som personlig har grebet ind, ændret og grundet fra nyt af.

Det som fremfor noget andet vakte bøndernes harme og det som skildres som kjernen i hans ofriki er, at han tog odelen fra bønderne[122]. Snorre fortæller om dette i Harald Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Nordboerne og deres omverden]]. Snorre fortæller om dette i Haarfagres saga: "Kong Harald satte den ret overalt hvor han vandt landet under sig, at han tilegnede sig al odel og lod bønderne yde ham landskylder, baade mægtige og ringe"[123]. I Haakon den godes saga skildres det, at Haakon paa tinget i Trondhjem bad bønderne tage imod ham og gi ham kongsnavn. Men til gjengjæld tilbød han dem at gjøre alle bønder odelsbaarne og gi dem den odel, som de bodde paa[124]. I Egils saga heder det lidt udførligere: "Kong Harald tilegnede sig i hvert fylke al odel og alt land, dyrket og udyrket, ja endog sjøen og vandene, og alle bønder skulde være hans leilændinger. Ligesaa de, som ryddede i skogerne, saltkallerne og alle veidemænd, baade paa sjø og land, de skulde alle være ham tjenstbundne"[125].

Hermed har man sammenstillet, hvad der paa Haralds egen tid skede paa Orknøerne. Jarlen Torv-Einar havde dræbt en af Haralds egne sønner og Harald drog nu selv over til Orknøerne for at kræve bod for sin søns drab. Tilslut kom det til forlig mellem kongen og jarlen, og Harald dømte, at Einar og alle bønderne skulde bode 60 mark guld. "Dette tyktes bønderne altfor meget. Da tilbød jarlen dem, at han skulde betale alene; men til gjengjæld skulde han tilegne sig al odel paa øerne. Dette gik de ind paa, mest fordi de fattige havde smaa jorder. Men de rige mente, de skulde gjenløse sin jord, saasnart de vilde. Længe efter denne tid eiede jarlerne al odel paa Orknøerne, indtil Sigurd Lodvesson gav odelen tilbage"[126]. Det var for at faa hjælp af bønderne mod den skotske Finnleik jarl, at Sigurd jarl gav Orknøingerne odelen tilbage (ved aar 986)[127].

Allerede Konrad Maurer har pegt paa dette sted og sammenlignet det med fortællingen om Haralds tilegnelse af odelen. Sars har vistnok ret i at fremhæve, at Orknøingerne ved en fuldt frivillig overenskomst overdrager sin odel til Torv-Einar, medens Haralds foranstaltninger er skét med tvang[128]. Men baade Maurer og Sars synes at gaa ud fra, at Orknøingernes overenskomst er midlertidig, at bønderne paa Orknøerne bare havde pantsat sine eiendomme, indtil de fik raad til at indløse dem.

Saavidt jeg kan skjønne, viser sagaens ord ikke andet end at bønderne haabede siden at kunne indløse sin odel (hugðust mundu leysa sin óðul þegar er þeir vildu). Men eftertiden viste, at bønderne slet ikke fik odelen tilbage, saasnart de ytrede ønske om det. Det var først en frivillig viljesakt af Sigurd Lodvessøn, som gav bønderne odelen tilbage, paa samme maade som Haakon den gode havde gjort i Norge. Dog har kanske Sars ret, naar han mener, at de omstændigheder, hvorunder Torv-Einar tilegnede sig Orknøingernes odel, var forskjellige fra de omstændigheder, hvorunder Harald Haarfagre tilegnede sig de norske bønders odel. Det første var vistnok en slags pantsættelse, hvor forholdene siden hindrede bønderne fra at indløse sit pant, d. e. sine eiendomme, for Sigurd Lodvessøn, i navnet frivillig, men i virkeligheden tvunget af omstændighederne gav bønderne deres pant tilbage.

Større tilsyneladende lighed er der kanske med Gudrød Crovans fremgangsmaade, efterat han ved aar 1075 havde vundet øen Man. Det fortælles i den Manske Krønike, at kong Gudrød efter seiren gav sine mænd valget mellem at bli paa Man og dele landet mellem sig eller at plyndre øen og vende hjem. De fleste valgte det sidste. "Men de faa af øboerne[129], som var blit tilbage med ham, indrømmede han den sydlige del af øen og de, som levede igjen af Manksmændene gav han den nordlige del paa slige vilkaar, at ingen af dem nogensinde skulde vove at tilegne sig nogen del af jorden ved arveret. Deraf blev følgen, at hele øen indtil den dag idag er kongens eiendom alene og at alle dens indkomster tilhører ham."[130]. At vi her har at gjøre med lignende forhold som de, der i Norge fulgte af Harald Haarfagres tilegnelse af odelen, blir klart, naar vi ser paa udtrykket jus hæreditarium. Dette kan ikke være andet end en oversættelse af det norske "odel". Denne odel er det, som Gudrød Crovan fratager bønderne paa øen Man. De skal ikke længer besidde sine eiendomme med odelsret, men som kongens leilændinger; saa vilde vel en gammel Nordbo ha udtrykt det.

Dog kan Gudrød Crovans tilegnelse af odelen i virkeligheden slet ikke sammenstilles med Harald Haarfagres. Naar Gudrød Crovan gjorde sig til den øverste herre af al jord paa Man, saa gjorde han dette under paavirkning af lensvæsenet og dettes opfattelse af eiendomsretten. Som sit nærmeste forbillede havde han William Erobreren, som i hans egen tid havde erklæret sig for den øverste herre af al Englands jord[131]. Harald Haarfagre derimod indførte ikke, det staar fast, noget lensvæsen i Norge. Jeg tror derfor, at vi gjør rettest i at holde os til sagaernes egne ord og slutte ud fra de norske forhold alene.

Den klareste af de to skildringer af Haralds tilegnelse af odelen er Heimskringlas. Man kan spørge, om dette skyldes Snorres vel kjendte lyst til at gi en knap og prægnant fremstilling. Snarest tror jeg dog, at det er fordi han med sin skarpe forstand klarest har opfattet forholdet. Udførligere, men alligevel mere uklar er skildringen i Egils saga. Gaar vi nu uden forudfattede meninger til Snorres skildring, vil dens mening gi sig for os paa følgende maade. Snorre siger først: Haraldr konungr setti þann rett alt þar, er hann vann riki undir sik, at ("Kong Harald satte den ret overalt hvor han vandt landet under sig, at . ."); det vil sige: Kong Harald indførte den ret i de nye lande, han erobrede, at han tilegnede sig al odel. Inddragelsen af bøndernes odel gjaldt altsaa bare de nyerobrede landstrækninger, ikke Haralds egne arvelande[132]. Beretningen i Haakon den godes saga taler ikke imod denne udlægning. Haakon gir sit løfte om at gi odelen tilbage til bønderne i Trøndelagen, en landsdel, som hans far havde underlagt sig. Sagaen fortæller, at budet om dette vækker glæde paa Oplandene. Men Oplandene var den første landsdel, som Harald Haarfagre underlagde sig[133]. Og endnu under Olav den hellige og Harald Haardraade var høvdingerne paa Oplandene rigsenhedens værste fiender. Heller ikke ordene i Egils saga taler imod min formodning. Derimod taler én omstændighed for, at Harald ikke tog odelen fra bønderne i sine arvelande, Viken og Ringerike. Vi hører knapt nok om en eneste høvding fra disse egne, som sluttede sig til Haralds fiender eller som udvandrede til Island. — Den eneste mand fra disse kanter, som Landnámabók nævner, er Ketill veðr, som var herse paa Ringerike. Hans datter var gift med Ketill flatnef; men vi hører intet om at han selv var blant Haralds fiender.

Allerede P. A. Munch har opkastet dette spørgsmaal, om inddragelsen af odelen bare gjaldt de nyerobrede landsdele, og har besvaret dette benægtende[134]. Som sin hovedindvending nævner han, at Sogn var Harald Haarfagres arveland, men at det samtidig hørte til de landsdele, hvorfra udvandringen til Island var størst. Men det var, har vi hørt, Haralds egen far, Halvdan Svarte, som blev konge i Sogn, og han gik der frem ganske paa samme vis som hans søn after sin samling af Norge, han satte en jarl over Sygnafylke for at dømme lov og ret og indkræve skatter. Dette har visselig alt under Halvdan vakt misnøie, om vi end i den kortfattede saga ikke hører noget derom, og misnøiet har holdt sig under Harald Haarfagre. Anderledes derimod paa Vestfold, hvor det samme skattesystem, om det overhoved var indført, var blit det alt ved aar 800.

Lad os nu gaa over til den næste sætning i Snorres fremstilling: Haraldr konungr setti þann rétt... at hann eignaðisk óðul ǫll ok lét alla bændr gjalda sér landskyldir, bæði rika ok órika. Det er, sér vi ordene i sammenhæng, klart at de to udtryk: eignaðisk odul ǫll og lét alla bænðr gjalda sér landskyldir er ensbetydende. Det vil sige: tilegnelsen af odelen fik sit synlige udtryk deri, at bønderne skulde betale kongen landskyldir, d. e. "landskyld, den aarlige leieafgift af jord"[135]. De, som betalte landskyld, var leilændingerne, og nu siges det netop om tilegnelsen af odelen i Egilssaga: ok skylldu aller bútendr vera hans leiglendingar ("og alle bønder skulde være hans leilændinger").

Vi finder saaledes, at tilegnelsen af odelen havde til følge, at bønderne betalte kongen en afgift af sine eiendomme. Men tilegnede Harald sig samtidig den øverste eiendomsret til bøndernes jord? Dette spørgsmaal har igrunden ikke saa stor betydning, som man skulde være tilbøilig til at tro. Vi maa huske paa, at Harald Haarfagre ikke var en theoretisk retslærd, som i sit studerkammer søgte ut udpønske og afgjøre, hvad der er eller har været gjældende ret: han var det, som er uendelig meget mere, en af dem, som grunder ny ret for sin egen tid og for kommende slægter. Han stod midt oppe i livet, i erobringernes morgenrødme og i samlingens og nydannelsens gjærende tid. Og da spørges der ikke efter spidsfindige udlægninger og lovfortolkninger, men efter en snar haand og dristigt tiltag. For Harald Haarfagre var det det vigtigste at faa bøndernes skatter og deres følge i krigen; denne pligt gjaldt nu, som jeg siden ska! søge at vise, for hele Norge, og ikke som før for det enkelte fylke.

Sagaerne fremstiller det nok, som om kongen gjorde bønderne til sine leilændinger. Men dette viser bare sagaernes, og vel ogsaa bøndernes eget syn paa sagen; det viser ikke det virkelige retslige forhold. Den germanske storkonge kunde nok i nyvundne landsdele udrydde befolkningen eller gjøre den til sine livegne, saaledes som Karl den store undertiden gjorde ligeoverfor halvvilde, ikke germanske stammer, men han krævede ingen høihedsret over al rigets jord; han havde intet "Bodenregale", som Tyskerne kalder det. P. A. Munch trodde, at Harald Haarfagre havde gjort sig til den øverste herre over al rigets jord og derved indfort et slags lensvæsen i Norge. Men hans opfatning hvilede paa den falske forudsætning, at lensvæsenet er en ældgammel, fællesgermansk institution.

Naar sagaerne fortæller, at Harald Haarfagre tilegnede sig bøndernes odel, saa vil dette kun sige, at han paalagde bønderne en eiendomsskat. Men de frie odelsbønder, som tidligere havde besiddet sin jord med fuld eiendomsret, maatte naturlig se dette, som om de mistede sin odel og blev kongens leilændinger. Det var jo — i deres øine — den samme aarlige afgift, som leilændingerne betalte til dem selv som jordens herrer. — Denne opfatning af Haralds tilegnelse af odelen synes nu at være blit den almindelige. Den er i senere tid bl. a. fremholdt af E. Hertzberg i hans afhandling "Lén og veizla i Norges sagatid" i "Germanistische Abhandlungen zum LXX Geburtstage Konrad v. Maurer's") og af Halvdan Koht ("Det norske kongedømes utvikling", Samtiden 1900, s. 307 f.).

Det er muligt, at Haralds tilegnelse af odelen grundede sig paa fællesgermansk retsskik med hensyn til nyvundne lande. Dette kan dog vanskelig godtgjøres. Sikkert er det imidlertid, at der til Haralds optræden fandtes et sidestykke i en nær fortid, som kan ha tjent ham til forbillede. Det er en beretning i Ludvig den frommes levnetsbeskrivelse, som Halvdan Koht og andre har gjort opmærksom paa[136]. Det fortælles nemlig i Vita Hladorici, at Karl den store paa grund af Frisernes og Saksernes troloshed fratog dem deres odel (jus paternæ hereditatis). Men Ludvig den fromme gav dem paa grund af sin mildhed kort efter sin tronbestigelse odelen tilbage (Quo etiam tempore (ca. 815) Saxonibus atqtue Frisonibus ius paternæ hereditatis, quod sub patre (d. e. Karl den store) legaliter perdiderant, imperatoria restituit clementia. Jus paterna' hereditatis er tydeligvis det samme som vort "odel", som i den latinske skildring af Gudrød Crovans tilegnelse af odelen paa Man er oversat paa lignende vis (jure hæreditario sibi aliquani partem terræ usurpare). Desuden bør vi lægge merke til, at Sakserne og Friserne siges at ha tabt sin odelsret "paa lovlig vis" (legaliter). Ogsaa Harald Haarfagre indførte ny retsskik.

Man kan indvende, at forholdene heller ikke her kan jevnføres med Haralds tilegnelse af odelen. Sakserne og Pariserne mistede sin jus paternur hereditatis, ikke da Karl den store første gang havde undertvunget dem, men efter den store opstand i 783 og paa grund af denne. Jeg tror dog ikke, at denne indvending er rigtig. Sakserne var efter sin første undertvingelse udtrykkelig fritaget for at betale tribut til kongen. Derimod maatte de gi tiende til kirken og geistligheden. Men ogsaa dette betragtede de som en forminskelse af sin personlige frihed. Efter den store opstand tilegnede nok Karl den store sig, ligesom Harald Haarfagre i Norge, store dele af Saksernes land, hvorved kronen fik betydelige grundeiendomme i Sachsen. Men det kan ikke bevises, at Karl den store tilegnede sig al Frisernes og Saksernes jord og heller ikke, at han gjorde dem til livegne[137]. Det er al sandsynlighed for, at han tvang dem til at betale skat af sine eiendomme, paa samme maade som Harald Haarfagre gjorde det i Norge. Samtidig søgte Karl den store ogsaa ved andre foranstaltninger at knytte de nyvundne landsdele nærmere til riget. En fortælling hos Saxo tyder endog paa, at Karl den stores modstander Godfred, Haralds egen stamfar, har fulgt Karls eksempel og lagt Friserne i skat[138].

Hvad enten Harald Haarfagre, da han tilegnede sig bøndernes odel, har efterlignet fremmede forbilleder eller ikke, ett er dog sikkert, nemlig at dette bare er et enkelt led i hans nyordning af rigets styrelse. Inddragelsen af odelen maa ses som led i et helt nyt system.

Foruden de nye indtægtskilder, som Harald skaffede sig ved at tilegne sig odelen i de nyerobrede lande, hvorefter bønderne maatte betale ham en eiendomsskat, forøgede han ogsaa paa anden vis kongedømmets indtægter. Han indførte bl. a. en personskat eller kopskat. Det heder i Fagrskinna (k. 32) om Haakon den godes indførelse af ledingsvæsenet: "Kong Haakon tog det raad, at de nevgildesskatter, som hans far kong Harald havde lagt paa hele landet, dem lod han tage i kystlandet og i Trøndelagen og lægge til skibsudrustning". (Við þessari ætlan gerir Hákon konungr þat ráð, at nefgildis skatta, er Haraldr konungr faðir hans hafði lagt á alt landit, lét hann taka hit ytra með sjó ok um Þrændalag ok Ieggja til skipa gerðar). Denne skat maa være forskjellig fra de nye afgifter, som Harald fik ved sin tilegnelse af odelen. Nefgildisshattr betyder "udredsel pr. hoved, kopskat" (af ned "næse"). Det var heller ikke, da Haakon fik kongsnavnet, at han i kystlandskaberne og i Trøndelagen forandrede kopskatten til ledingsudredsel; det var først senere, da Erikssønnernes angreb truede landet og nødte ham til at gjøre hærvæsenet mere effektivt. Kopskatten eller nevgildesskatten havde Harald Haarfagre lagt "paa hele landet" (á allt landit), ikke bare paa de nyerobrede landstrækninger. Vi kan dog ogsaa tænke paa, at denne skat alt før Haralds tid ydedes i hans fædrenerige. Inde i landet vedblev den vel derfor at ydes, efter at den i kystegnene og i Trøndelagen var forandret til en ledingsudredsel[139].

Ved siden af at paalægge skatter tilegnede ogsaa Harald Haarfagre sig nye høihedsrettigheder. Det heder i Egilssaga, at han tilegnede sig "alt land, baade dyrket og udyrket, og ligeledes sjøen og vandene". Vi maa af dette slutte, at Harald tilegnede sig eiendomsretten til alle udyrkede strækninger i landet (land óbygt), almenningerne, som før havde været fælleseiendom for bønderne inden hvert fylke[140], og ligesaa, at han har hævdet sin overhøihed over havet langs kysterne og over alt rindende vand. Dette forhold synes ikke at være blit forandret senere i middelalderen; for baade Frostatings- og Gulatingsloven siger, at eiendomsretten til almenningerne tilhører kongen, d. e. kronen, staten, som i middelalderen var ensbetydende begreber. I strid hermed staar dog kongerne Sigurd Jorsalfarers, Øisteins og Olavs retterbod til Haaløigerne, hvorefter de gir tilbage til disse alle de almenninger, som de havde havt i hellig Olavs dage. Hafa þeir oc gefit almenninga alla slica sem þeir höfðu um hins helga Ólafs daga. bæði hit ytra oc hit öfra. sunnarla oc norðarla[141]. Hvordan denne modsætning skal forklares, ved jeg ikke[142]. Paa grund af sin eiendomsret til almenningerne har kongen sandsynligvis krævet en naturalafgift af dem, som ryddede og satte bo i almenningerne.

Høihedsretten over havet langs kysterne tilkom i den senere middelalder kongerne baade i Danmark og ellers i Europa; men om de norske konger ogsaa efter Harald Haarfagres tid har udøvet dette regale, kan man ikke tydelig se; dog skulde jeg tro, at saa har været tilfældet.

I nær forbindelse med kongens høihedsret over almenningerne og sjøen langs kysterne staar den afgift, han krævede af jagten, fiskerierne og saltkogningen. Ordene i Egils saga: Svá þeir er á morkinn ortu uk saltkarlarner ok aller veiðimenn, bæði á sjó ok á landi, þá voro aller þeir honum lýðskyllder, tyder bestemt hen paa en saadan afgift. Om jagtretten i gamle dage ved vi meget lidet. Af Gulatingsloven fremgaar det, at hver mand frit havde lov til at drive jagt paa sin egen grund og i sin egen udmark. Det heder dér (§ 95): Vapnom scal dyr veiða, hvar sein rna. hverr sem more a. Dette sted indeholder vistnok en tilsiglet allitteration og stammer derfor, skulde jeg tro, fra en tid, da Gulatingsloven endnu ikke var nedskrevet. I senere tid havde kongen forkjøbsret til alle falke og til at drive falkejagt i hver mands skog og udmark[143].

Om at salttilvirkningen senere i middelalderen var et regale, derom siger de gamle love intet. Dog er det at merke, at leilændingen ikke havde lov til at tilvirke mere salt, end hvad han trængte til sit kvæg og til at kjøbe bark og næver for[144].

Den afgift af fiskerierne, som Harald opkrævede, synes at ha været kaldt fiskigjafir (fiskegaver og — ialfald for Lofotfiskets vedkommende — at ha været fastsat til fem fisk.(d. e. fem stykker skreid) for hver mand, som deltog i fisket. Svein Alfivasøn paalagde, som vi ved, landet nye skatter, i form af forskjellige naturalydelser, et skattesystem, hvis forbillede vi vistnok maa søge hos Nordboerne paa de Britiske Øer, især i Irland[145]. Disse Svein Alfivasøns skatter skildres, foruden i Heimskringla, ogsaa i Frostatingsloven (XVI § 1 — 3). De blev siden afskaffet af kongerne Sigurd Jorsalfarer, Øistein og Olav, som bare beholdt de skatter, som havde været indkrævet før Svein Alfivasøns tid[146]. De afskaffer saaledes fiskigjafir allar bæði af nesium öllum oc af öllum fiskistöðum. fyrir utan þat er menn hafa gefit konung. V. fisca. þat scal hverr maðr fá er í fisci er í Vágum. VI kan heraf slutte, at de fem fisk var en afgift, som blev betalt til kongen alt for Svein Alfivasøns tid. Det er vistnok den samme afgift, som i den bekjendte overenskomst mellem Magnus Lagabøter og erkebiskop Jon af Nidaros kaldes kommgs skreid og betaltes til kongen[147]

I nær sammenhæng med kongens ret over havet langs kysterne og over almenningerne staar ogsaa hans ret til herreløst gods, vrag og andet, som drev iland paa kysten, en ret, som kongerne vistnok fra ældgammel tid udøvede i Norge. Saaledes heder det i Gulatingsloven (§145): Rec þau oll er reca i almenninga. þa a konongr. Nu sigla menn firi land fram. æða af have oc briota skip sin. sitt fe a hverr er kenner með vattom. hverr sein iorð a. er a recr. hafrec oll onnur þa a konongr. Og om hval, som driver paa land, heder det i Gulatingsloven (§ 149): Recr hval a iorð mannz. innan gardz. þann hval a sa er iorð a. Recr hval a iorð mannz utangarðz oc er meri en einfyndr. þa a konongr halvan. en sa halvan er iorð a.

At de norske konger fra gammel tid har opkrævet en slags toldafgift og at denne netop stammer fra Harald Haarfagres tid, gir foruden Egils saga ogsaa andre kilder os grund til at slutte. Saaledes fortæller Are frode om forholdene paa Island, efterat øen var blit opdaget: "Der begyndte da en meget stor udvandring fra Norge hid ud til Island, indtil kong Harald nedlagde forbud mod det, fordi han frygtede for at det skulde lægge landet øde. De forligtes da paa de vilkaar, at enhver som drog didhen skulde betale kongen 5 ører, i fald han ikke blev fritaget for det. Paa den maade er den afgift opstaaet, som nu kaldes "landøre" (landaurar). Den blev dengang ydet, snart større, snart mindre, indtil Olav digre traf den bestemmelse, at alle, som for mellem Norge og Island, med undtagelse af kvinder og dem, han selv fritog for det, skulde betale kongen en halv mark[148]. At Islandsfarere paa Olav den helliges tid betalte "landøre" kan man ogsaa slutte af et vers af Sighvat skald, hvor han bruger udtrykket gjalda landaura af knerri[149].

Landaurar var dog ikke bare en afgift, som Islændinger havde at betale, naar de kom til Norge. Det var i det hele en slags told- eller skibsafgift[150]. Oprindelig skulde vistnok denne afgift ydes baade af indgaaende og udgaaende skibe og sandsynligvis baade af Nordmænd og udlændinger. Sagaerne fortæller saaledes om en Islænding paa Magnus den godes tid, som reiste i kjøbfærd til Dublin og ikke havde betalt landaura, er gjaldkeri konungs hafði heimt"[151]. Vigfusson har visselig ret, naar han siger om landaurar: "this tax was probably the beginning of the custom dues of after times". Naturligvis var der ikke paa Harald Haarfagres tid et ordnet toldvæsen med bestemte afgifter for de forskjellige varer. Men de skibe, som kom til eller seilede fra landet, synes at ha betalt en vis afgift.

Under kongerne Sigurd Jorsalfarer, Øistein og Olav blev, som det synes, disse toldafgifter (de kaldes "landaurar") ophævet for alle norske undersaatter. Det heder herom i Frostatingsloven (XVI § I): Her hefr upp réttarbætr þær er konungar gáfu. Sigurðr konungr. Eysteinn oc Olafr gáfu öllum lögunautum. þat er fyrst giafir allar nýar oc fornar. reycmæla oc afrád oc landaura alla. öllum þeim mönnum er her eru i utgerðum[152] med oss oc scipleigar allar[153]. Den skibsafgift, som kaldes skipleiga, var indført af Svein Alfivason. Det heder i Olav den helliges saga om Svein Alfivasøns skattepaalæg bl. a.: Scip hvert er fari af landi a bravt scylldi giallda konungi rum ifir þuert scip. Sagaen siger ogsaa, at "hver mand, som drog til Island, baade indenlandske og udenlandske, skulde betale kongen landøre". Dog tror jeg, at den toldafgift, som kaldtes landaurar, har været i kraft helt siden Harald Haarfagres dage: muligens har dog bare udlændinger og Islændinger maattet betale den. Ogsaa senere i middelalderen opkrævede, som vi ved, kongerne told af udenlandske handelsmænd.


__________


Ved middelalderens slutning og i den nyere tid ansaa de danske konger handelen paa Norges skatlande som et monopol, der tilkom dem og som de kunde overdrage til kompanier af inden- eller udenlandske kjøbmænd. De danske konger handlede her i overensstemmelse med almindelig europæisk handelsret. Dog har kongens eneret til at drive handel paa de norske skatlande sine rødder meget langt tilbage i tiden. Allerede omkr. aar 1300 synes Islands- og Grønlandshandelen at ha været i hænderne paa priviligerede handelskompanier[154]. Oprindelsen til dette kongelige handelsmonopol kan dog føres tilbage helt til Harald Haarfagre. Harald indførte nemlig den saakaldte finnferd eller "Finnefærd", det vil sige at han gav en af sine lendermænd i Haalogaland eneret til at drive handel med de Lapper, som streifede om paa fjeldvidderne i Finmarken, og til at inddrive skat af dem. At "Finnefærden" ikke eksisterede før Harald Haarfagres tid, kan vi se af kong Alfreds "Orosius". Haalogalændingen Ottar fortæller her om forholdene i det nordligste af Norge og siger bl. a.: "Han var en af de første mænd i landet; dog havde han ikke mere end tyve stykker hornet kvæg, tyve faar og tyve svin, og det lille, han pløiede, pløiede han med hester. Men deres rigdom bestaar for størstedelen i den skat, som Finnerne betalte dem (Ac hyra ár is mæst on þæm gafole þe ða Finnas him gyldað[155]). Det fremgaar heraf, som alt Gustav Storm har fremhævet, at før Harald Haarfagres tid var det de forskjellige nordlandske høvdinger selv, som krævede skat af Finnerne. Dette forhold forandrede Harald Haarfagre. Han lod Finnernes skat gaa til kongen. Samtidig hermed synes Harald ogsaa at ha tilegnet sig eneret til at drive handel med Finnerne (finnkaup). Ifølge Egilssaga (k. 9) gav Harald "Finnefærden" til Baard Brynjulvssøn og efter dennes død til Torolv Kveldulvssøn. Allerede under Harald Haarfagre fik de, som havde faat "kongens syssel" i Haalogaland, ogsaa eneret til at drive handel med Finnerne. Efterat Torolv Kveldulvssøn havde mistet sin lendermandsværdighed og Hilderidessønnerne isteden havde faat kongens syssel, drager nok Torolv endnu en gang op i Finmarken. Men han driver ikke lovlig handel; han bare plyndrer og herjer blant Finnerne[156]. "Finnefærden" holdt sig uforandret ogsaa efter Harald Haarfagres død. Saaledes heder det om en af kong Sverres sysselmænd: hann hafði syslu norðr á Hálogalandi i nyrðstu þínghá; hann hafði ok finnferd ok fór um vetrinn á fjall at flunkaupum ok at skatti.

Vi ser saaledes, at Harald Haarfagre i væsentlig grad har forøget kongedømmets indtægter. Disse kom nu til at beståa af: 1) eiendomsskat, som betaltes af bønderne i de nyerobrede landsdele og rimeligvis fra før af ogsaa i Haralds arvelande, 2) nevgildesskatten, som alle rigets indbyggere pligtede at yde, 3) afgift, som de der ryddede i almenningerne maatte betale, 4) afgift af fiskerierne, jagten og saltkogningen, 5) afgifter af handelen og skibsfarten (landaurar), 6) indtægter af inddraget og af herreløst gods, 7) sagøre eller retsbøder, 8) indtægter af kongens arvede gaarde. Af disse indtægtskilder er de fem første — delvis ialfald — nye for Harald Haarfagre og hans styre. Indtægter af inddraget og af herreløst gods havde alt kongerne før Haralds tid, om end denne indtægtskilde under ham blev væsentlig forøget. Indtægt af sagøren havde ogsaa kongerne tidligere havt; dog synes Harald Haarfagre at ha tilegnet sig halvdelen istedetfor tredjedelen af denne.

Professor Gustav Storm har gjort gjældende en anden opfattelse af Harald Maarfagres tilegnelse af odelen og de dermed sammenhængende forøgelser af kongedømmets indtægter. Efter at ha omtalt sagaernes skildring siger han: "I denne udstrakte form er sagnet ikke historisk, idet kongens tilegnelse af odelen kun betyder en fiktion om, at al arv tilfalder kongen, og den virkelige arving nu maa løse odelen, altsaa ved en slags arveafgift; paa samme maade maa man betale en personlig afgift for at drive jagt og fiskeri, benytte almenningerne osv."[157] Jeg har i det foregaaende gjort min egen opfatning gjældende. Saavidt jeg skjønner, siger kilderne tydelig: l) at tilegnelsen af odelen ikke gjaldt Haralds arvelande, men bare de nyerobrede landstrækninger, 2) at denne tilegnelse af odelen fik sit synlige udtryk i en "landskyld", som svarede til den aarlige leieafgift af jorden, som leilændingerne havde at betale. Det er muligt, ja kanske endog sandsynligt, at arvingerne maatte betale en slags arveafgift for at løse odelen, men dette siges intetsteds udtrykkelig. Harald tilegnede sig odelen først og fremst for at faa sikre aarlige indtægter og ikke for i ny og næ — ved odelsbøndernes død — at tjene noget. De andre nye indtægtskilder opfatter jeg omtrent paa samme maade som professor Storm. Dog vilde jeg kanske ikke kalde afgiften af fiskerierne for personlig. Folk betalte ikke én gang for alle for at faa lov til at tage del i Lofotfisket; men de betalte en engang for alle fastsat afgift, hver gang de tog del i dette fiske. Vi véd dog for lidet til med sikkerhed at kunne udtale os om enkelthederne i Harald Haarfagres finansstyre. Selv med hensyn til tilegnelsen af odelen vil vel altid forskjellige opfattelser kunne gjøre sig gjældende. Saa meget er ialfald sikkert, at Harald Haarfagre berigede kongedømmet med en række nye indtægtskilder som dette før ikke havde havt.

At Harald Haarfagre har taget sin nye finansforvaltning helt ud af sit eget hoved, er lidet troligt. Sandsynligere er det, som Sars fremhæver, at han har været paavirket af tidens almindelige politiske ideer og at han har søgt at omdanne kongedømmet efter vesteuropæisk mønster. Sandsynligvis har ogsaa, som jeg før har nævnt, spirer til denne udvikling alt været at finde hos Haralds nærmeste forfædre, som ligefra begyndelsen af det 9de aarhundred havde staat i nær forbindelse med Karl den store og det Frankiske Rige. — Det er ialfald en kjendsgjerning, at Vestfold og Jylland i de første tiaar af det 9de aarhundred udgjorde ett rige og at mænd fra Vestfold tog en nævneværdig del i Vikingetogene til Frankerriget. — I det svenske eller rettere uppsvenske kongedømme fandtes der ingen forbilleder for Harald Haarfagres skatteordning. I Danmark heller ikke. Der er intet, som tyder paa at de danske bønder i det 9de eller 10de aarhundred betalte nogen eiendoms- eller kopskat. Tværtimod, som jeg siden nærmere skal søge at udvikle, var det først Harald Blaatand, som i Danmark søgte at gi kongedømmet den samme magtfylde som det norske havde under Harald Haarfagre.

Om kopskattens ældste historie hos Nordboerne ved vi lidt mere end om eiendomsskattens. Irerne i Munster maatte hvert aar til Nordboerne betale en unse sølv eller hvid bronce for hver næse (ungi d´argut no d' fionndruine cacha srona)[158]. Dette har tydeligvis været en nefgildissháttr. Karl den stores modstander kong Godfred skal endog ha paalagt Svenskerne en lignende skat, fordi de havde dræbt en af hans udsendinger. Hver af udaadens udøvere maatte som bod herfor betale 12 talenter guld; enhver anden af folket maatte betale en unse guld[159]. Saxos fortælling lyder dog ikke meget sandsynlig. Heller ikke er det godt at sige, hvor meget historisk der er i Snorres fortælling om at folk i hele Svitjod betalte Odin skat, en penning for hvert hoved (fyrir nef hvert); men Odin skulde til gjengjæld værge landet for dem og blote for dem til gode aaringer[160]. Saa meget tør vi dog kanske slutte, at Nordboerne alt før Harald Haarfagres tid i erobrede lande har paalagt indbyggerne en kopskat. Men der er intet, som taler imod, at de begyndte at gjøre dette under indflydelse fra Vesteuropa.

Det er nemlig en fællesgermansk retsregel, som oprindelig gjaldt hos alle germanske stammer, at den frie mand skulde ingen afgift betale hverken af sin eiendom eller sin person[161]. Alle skatter og offentlige afgifter, som vi finder i de germanske lande, er derfor ikke germanske i sin oprindelse, men stammer middelbart eller umiddelbart fra det Romerske Rige og dettes skatteordning. Naar Harald Haarfagre forandrer Norges styre og indfører nye skatter, saa gjør ogsaa dér yderst ude Romerrigets indflydelse sig gjældende, men med det Karolingiske Rige som mellemled. Fra Karolingerriget er det nemlig, at Harald Haarfagre i det store og hele har hentet forbillederne for sine forandringer i rigsstyrelsen. Ikke saa at forstaa, at Harald Haarfagre i alle enkeltheder har efterlignet det fremmede. Han har i store drag taget hvad der passede for ham og har i det hele været paavirket af tidens politiske ideer. En sammenligning med forholdene i Frankerriget turde næmere vise dette.

Da Frankerne bosatte sig i Gallien, forefandt de der et udviklet beskatningssystem, der hvilede som en tung byrde paa folket og gjorde at mange ikke var uvillige til at gi sig under de indvandrede Tyskeres herredømme. Det fra Romerne nedarvede skattesystem vedblev dog i hovedsagen at gjælde ogsaa i det Frankiske Rige. Det var væsentiig en eiendomsskat, som blev opkrævet i forhold til gaardens størrelse og jordens afkastning. Paa Romernes tid fandtes der nøiagtige skattelister. Men senere fornyedes disse sjeldnere og sjeldnere. Dog vedblev grundskatten at bestaa. Men ved siden deraf var der ogsaa en kopskat, som endog blev betalt af træller; derimod var rent fattige og hjælpeløse samt enker og forældreløse barn fritat. Saaledes synes i de store drag skatteordningen hos Frankerne at ha været[162].

Skattesystemet var i det Karolingiske Rige i det store og hele det samme som under Merovingerne. Endnu saa sent som i 864 opkrævedes baade kopskat og eiendomsskat (de sno capite vel de suis rebus). Ligesom før skjelner man fremdeles mellem disse to slags skatteydelser[163]. Dog var det fremspirende lensvæsen paa mange maader begyndt at gjøre brud paa den gamle skatteorden. Men i hovedsagen bestod den endnu i det 9de aarhundred. Jeg skal ogsaa minde om at hele denne skatteordning i det store og hele bare synes at ha gjældt de tidligere Romerske provinser[164]. De frie Germaner i Tyskland paalagde man vistnok ingen skatter uden paa den maade, som Karl den store gik frem paa ligeoverfor Sakser og Friser, at han fratog dem odelen. Det er en undtagelse, naar der øst for Rhinen, blant Alemannerne, fandtes skattepligtige mænd[165]. De frie Germaner saa i disse skattepaalæg en forminskelse af sin personlige frihed. Gregor af Tours taler saaledes (1. VII c. 15) om en dommer, som "tvang mange af Frankerne, som paa kong Childebert den ældres tid havde været fri, ind under den offentlige skattepligt" (multos de Francis, qiu tempore Childeberti regis senioris ingenui fuerant, jmhlico tributo subegit). Sakserne ansaa det endog for en forminskelse af deres personlige frihed, at de maatte betale tiende til kirken. Alcuin siger i et brev: "Decimæ, ut dicitur, Saxonum subverterunt fidem" (Jfr. Waitz, Deutsche Verfassungsgescliichte, 2 udg , 3, s. 135).

Denne overensstemmelse mellem Harald Haarfagres nye skatter og skattevæsenet i det Frankiske Rige kan næppe være helt tilfeldig. Paavirkning fra Frankerriget maa ha gjort sig gjældende baade paa Harald selv og paa hans nærmeste forfædre. Men endnu tydeligere viser indflydelsen sig, naar vi ser paa de andre nyordninger, som Harald Haarfagre indførte for at øge kongedømmets indtægter, hans tilegnelse af alt ubebygget og uopdyrket land, hans indførelse af skibsafgifter og af afgifter paa saltkogerier, jagt og fiskeri, hans handelsmonopol i Finmarken osv.

Ogsaa i det Karolingiske Rige synes monarken at ha havt ret til uopdyrket land, som ikke var i enkeltmands eller landsbyernes besiddelse. Især gjaldt dette landstrækninger i nyerobrede lande. De, som nedsatte sig der, maatte indhente kongens samtykke[166]. Gammelnorsk ret har lignende bestemmelser[167].

Herreløst gods blev, i overensstemmelse med romersk ret, regnet for at tilhøre kongen. Det samme var, ligesom i norsk ret, ogsaa tilfældet med vraggods, hvalfisk og andet, som drev iland paa stranden[168].

Fra gammel tid krævede hos Frankerne kongen høihedsret over havet, vandene og de seilbare elve. Endog over vande, hvis bredder tilhørte privatfolk, udøvede han sine rettigheder[169]siquidem cuiuscumque potestatis sint littora, nostra tamen est regalis aqua, Watlz 4, s. 114. </ref> Keiser Ludvig siger saaledes: "Hvem end kysterne tilhører, vort er dog det kongelige vand."[170]. Dels som følge af denne høihedsret, aquaticum som den kaldes[171], og dels som en arv fra Romerne havde kongen ret til at opkræve told og skibsafgifter. Fra Gallien blev toldsystemet indført ogsaa til landene øst for Rhinen og gjaldt i hele Karl den stores rige[172].

Det var i det hele kongen eller keiseren, som havde eneretten til at træffe alle slags afgjørelser om handel og skibsfart. Han tog fremmede kjøbmænd i sin beskyttelse, gav særlig forrettigheder til enkelte, osv. Told- og skibsafgifter og i det hele en fast ordning af handelen var oprindelig en ukjendt ting for Germanerne. Frankerne optog det hele system fra Romerne, men udstrakte det til ogsaa at gjælde de dele af sit rige, som ikke havde staat under Rom[173]. Naar derfor Harald Haarfagre indførte skibsafgifter i Norge og krævede Finnehandelen som et kongeligt monopol, saa er det klart, at han ved dette havde fremmede, særlig frankiske forbilleder for øie. Handelsmonopoler har ogsaa sin oprindelse fra Romerriget.

Noget egentligt fiskeri-regale synes kongen hos Frankerne ikke at ha havt. Derimod ved man, at der har været opkrævet en afgift af fiskerierne (census pinscinus og piscaticum)[174]. Det kan ogsaa nævnes, at kongen havde retten til at fiske i de offentlige floder, f. eks. i Seinen, og at han kunde gi bort denne rettighed[175]. Ellers tilhørte retten til at fiske i almindelighed grundeieren[176]. Det samme var tilfældet med jagten. Dog kunde større skogstrækninger stilles under kongens "bann", saaledes at det blev forbudt for den almindelige mand at jage i dem[177]. I det hele kunde han øve overeiendomsret ogsaa over offentlige skoge, som ikke var krongods.

Salt var i det Karolingiske Rige en almindelig handelsartikel, som der blev opkrævet told af Man kjender ogsaa tilfælde, hvor der blev opkrævet afgift af saltkogerierne[178]. Dog havde vistnok kystbefolkningen lov til at udvinde det salt, den trængte til eget brug.

Ogsaa hos Angelsakserne havde kongen ret til at indkræve told og skibsafgifter ; han havde ligeledes ret til vraggods og andet herreløst gods, kunde lægge "bann" paa skoge osv. Men skattevæsenet var, som jeg for har nævnt, ikke fast ordnet som hos Frankerne.

Naar vi nu finder, at i det Karolingiske Rige havde kongen fra gammel tid ganske de samme indtægter og høihedsrettigheder som de, Harald Haarfagre indførte i Norge, saa maa vi vel slutte, at det er fra Frankerriget, han har hentet forbillederne for sin nyordning. Der kan ikke være tale om urgermansk fællesskab; thi Frankerne havde arvet de fleste led af sit finansstyre fra Romerne.

Ogsaa fra senere tider finder vi tilfælde, som tyder paa, at de norske konger i sin finanspolitik fulgte udenlandske forbilleder. Snorres fortælling om Asbjørn Selsbane er vel kjendt. Den grunder sig paa gammel tradition og er vistnok i hovedsagen historisk. En sommer var der uaar i landet og Asbjørn havde vanskeligt ved at skaffe, hvad han trængte til husholdningen. Han søgte da at faa kjøbt korn sydpaa i landet; — selv boede han jo i Nordland — . Men dette faldt ikke let. For "kong Olav (d. e. Olav den hellige) forbød at udføre korn, malt og mel sydfra til nord i landet"[179]. Den slags udførselsforbud kjendes vel fra middelalderen. Men dette er sikkerlig første gang de bragtes i anvendelse i Norge. I Vesteuropa brugte man derimod, naar det var uaar, at forbyde udførsel af korn. Saaledes siger Karl den store i et af sine capitularier: Et in præsenti anno de famis inopia, ut suos guisque adjucet prout potest et suam annonam non nimis care vendat. Et ne foris imperium nostrum vendatur aliquid alimonice[180].

De samme principer, som ligger til grund for Harald Haarfagres finanspolitik, trængte ogsaa senere igjennem i Sverige og Danmark. Dog ved vi for lidet om disse landes beskatningsforhold og i det hele om kongedømmets indtægter paa vikingetiden, til at jeg kan søge at gi en fremstilling deraf — I Norge blev, som jeg før har nævnt, Harald Haarfagres paalæg og skatter for en væsentlig del afskaffet af Haakon den gode, og bønderne i kystlandskaberne paatog sig istedenfor at betale kopskat den gamle nordiske ledingspligt. Derimod vedblev kongens høihedsrettigheder til almenninger, vraggods, ilanddrevne hvaler osv. at bestaa.

Harald Haarfagres administration

Harald Hårfagre i slaget ved Hafrsfjord. Maleri av Ole Peter Hansen Balling, 1870. (Commons.)

Efter at ha talt om Harald Haarfagres skattevæsen og hans ordning af kongedømmets indtægter skal jeg i det følgende søge at skildre grunddragene i hans statsstyrelse. Men før jeg gaar over til dette, blir jeg nødt til at søge nærmere at gi grundene for min opfatning af forholdene i Norge før Harald Haarfagres tid. Om kongens stilling har jeg alt talt i indledningen og nævnt, at hans magtfylde forholdsvis ikke var meget større end de mindre stammehøvdingers. Jeg har ogsaa nævnt, at der ved siden af kongen fandtes andre høvdinger, nemlig jarler og herser.

"Jarl" (oldn. jarl) fandtes som værdighedsnavn længe for Harald Haarfagres tid. Det er det samme ord som den ældre runerækkes erilan, der egentlig betyder "krigerhøvding". Denne sin ældre betydning synes ordet endnu ved den historiske tids begyndelse undertiden at havt. Det heder saaledes i Ynglingasaga (k. 31) om kong Ottar, som blev dræbt af den danske kong Frodes mænd[181]:


Det verk, ved jeg,
af Volt og Faste
hos svenske folk
i sagn nævnes;
at Frodes jarler (jarlar Froða)
i ølandet
den drabelige
dræbt havde.


Om disse jarler hører vi i prosaen kun, at de var landeværnsmænd, som kongen havde sat til at værge landet, medens han var borte. Der synes ogsaa i senere tid (endnu i det 11te aarh.) i Danmark at ha været slige landeværnsmænd med jarletitel.

Ordet jarl synes i dette vers af Ynglingatal at ha samme betydning som i By-indskriftens eirilaR hroraR d. e. "krigerhøvdingen Hror" eller i Veblungsnes-indskriftens eirilaR wiwila d. e. "krigerhøvdingen Wivila"[182]. Flere af de jarler, der i de irske krøniker nævnes som vikingernes anførere i det 9de aarhundred, synes ogsaa bare at ha været krigerhøvdinger, f. eks. Baethharr iarla (= Bǫdvarr jarl) og Tomar ell. Tomrair iarla (= Þórir járl, som begge synes at ha været i Irland ved 850-aarene[183]. Det samme var vel tilfældet med de fleste af de jarler for den store Normannerhær, som i anden halvdel af 9de aarh. optraadte i Frankerriget og England[184]. I digtet Vellekla fortælles det, at Haakon jarl i sin kamp mod kong Ragnfred var fulgt af sjau landrekar. Dette gjengir Snorre i prosaen (Heimskringla, Saga Olafs Tryggvasonar, k. 18) med: honum fylgðdu 7 jarlar, ok hǫ ðu þeir allir úgrynni hers. Snorres oversættelse er vistnok, som E. Hertzberg har fremhævet, ganske rigtig[185]. Men paa den anden side er jeg uenig med Hertzberg, naar han mener, at der her er tale om skattejarler af samme slags som de, Harald Haarfagre indsatte rundt om i Norge. Jeg tror, at landreki i "Vellekla" kun er et poetisk udtryk for fyrste, uden at deres stilling nærmere betegnes.

Ligesom hersen, som jeg nedenfor skal søge at vise, fra at være anfører for hæren gik over til at bli stammehøvding, saaledes kunde ogsaa jarlen bli stammehøvding. En norsk vikingehøvding, som i aaret 845 faldt i Irland, kaldes Onphile iarla[186]. Dette betyder efter professor S. Bugges mening Án Fila jarl d. e. "Aan (ell. Aun) Fjaler mændenes jarl". — Den sydlige del af Firdafylke kaldtes i midten af det 9de aarhundred Fjalafylki; det nævnes endog et par gange i sagaerne som eget jarledømme. Senere blev det dog en varig del af Firdafylke[187]. Den her nævnte Aan (ell. Aun) har saaledes været en norsk stamme- eller fylkesjarl. Ladejarlerne synes før Harald Haarfagres tid at ha været en uafhængig herskeræt og fra ældgammel tid at ha ført jarletitelen som sit værdighedsnavn[188]. Ser vi paa digtet Rigsþula, vil vi finde, at jarlen ogsaa dér optræder som uafhængig hersker. Rig Jarl staar ikke under nogen konge; tværtimod fremstilles kongedømmet som et senere udviklingstrin. Jarls egen søn er Konr ungr, kongemagtens repræsentant.

Men jarleværdigheden skulde i tidens løb endnu engang komme til at forandre sin betydning. Alt ved vikingetidens begyndelse synes man i Danmark at ha havt grænsejarler. De var vel krigerhøvdinger, som af kongen blev sat til at forsvare grænselandskaberne mod fremmede fiender. Saadanne nævnes under kong Godfreds kampe mod Karl den store. Senere nævnes grænsejarler i Halland. Saaledes blev Finn Arnessøn i 1051 dansk jarl i Halland for at forsvare landet mod Nordmændene[189]. Disse danske grænsejarler havde vel samme stilling som Haralds morbror Guttorm hertug (Guthormr hetfogi), som var en slags landeværnsmand i grænselandskaberne mod Sverige og samtidig synes at ha været anfører for Haralds hær[190]. Ingen af disse jarler, som jeg i det foregaaende har nævnt, var dog "skattejarler". Eller for at udtrykke mig tydeligere: jeg tror nok, at de nordiske konger alt før vikingetidens begyndelse kunde ha jarler under sig. Men disse var enten landeværnsmænd, hvis væsentligste opgave det var at beskytte rigets grænser. — Ved siden deraf faldt det vel naturligt, at de ogsaa styrede den landsdel, de skulde beskytte. — Eller ogsaa var disse underjarler tidligere uafhængige stammejarler, som havde mistet sin selvstændighed. Men jeg tror ikke, at de nordiske konger før vikingetidens begyndelse havde et embedsværk, hvori jarlerne dannede et led, eller med andre ord, at jarlerne i Norden alt i forhistorisk tid havde en lignende stilling som de frankiske comites. Denne slags jarler er en senere udvikling; den første af dem, som nævnes i historien, er, saavidt jeg kan skjønne, Atle jarl, som Halvdan Svarte satte over Sogn for at han dér skulde dømme landslov og indkræve skatter[191]. Men ogsaa han har muligens været en gammel stammejarl. Han kaldes jarl alt før Halvdan Svarte indsatte ham. Endnu en slags jarler fremtræder ved den historiske tids begyndelse i Norge, nemlig yngre medlemmer af kongeætten, der bærer jarletitelen som værdighedsnavn. Denne eiendommelige udvikling af jarleværdigheden hørte ikke hjemme i Harald Haarfagres fædrenerige. Den første, som i Norges samlede rige gav et arveberettiget medlem af kongeætten ringere navn end konge, var Sverre. Det er i det sydvestlige Norge, vi finder denne skik udviklet. Blant Harald Haarfagres modstandere i slaget ved Hafrsfjord var "kong Sulke af Rogaland og hans bror Sote jarl"[192]. I det norske kongerige i Dublin synes ved slutningen af det 9de aarhundred ogsaa de yngre medlemmer af kongeætten at ha baaret jarlsnavn[193]. I det med Dublinriget nær forbundne Northumberland var det samme tilfældet. Ved begyndelsen af det 10de aarh. optræder dér en Sitric comes, som synes at ha været tronarving og hvis navn forekommer paa mynter[194]; — det latinske comes er en oversættelse af "jarl".

En anden opfatning af jarleværdighedens udvikling hævder E. Hertzberg i sin lærerige og vækkende afhandling "Lén og veizla i Norges sagatid" (s. 288 ff.). Hertzberg mener, at skattejarlerne er en ældgammel institution. Han henviser til Frodes jarler Vott og Faste, som dog synes at ha været krigerhøvdinger eller i høiden landeværnsmænd, og til de svenske jarler i Vestergotland. Om disse ved vi visselig ikke stort, men for mig staar det, som om de ikke var kongelige ombudsmænd, men tværtimod gamle stammejarler, "mediatiserede", fordum uafhængige stammefyrster, som Brunner udtrykker det[195]. Hertzberg anfører videre Ynglingasaga (k. 50), hvor det fortælles, at Halvdan Hvitbein lagde Vermeland under sig og satte jarler derover. Denne fortælling støttes ikke af Ynglingatal og viser derfor bare traditionen eller rettere opfatningen paa den tid, da sagaen blev til. End mindre vægt kan man lægge paa den sagnhistoriske Halvs saga (k. i), som fortæller om kong Alrek af Hordaland: Konungr launaði Koll vel trúleik sinn ok gaf honum jarlsdom ok atsetu i Kollsey fyrir sunnan Harðsr. Versene i denne saga er nok gamle, men prosaen er ganske uhistorisk i sit syn paa fortiden. Den taler om tog til Bjarmeland før vikingetidens begyndelse og om "kjertesvende" (k. 7) og har en række lignende anakronismer, som gjør sagaen ubrugelig som historisk bevismateriale.

I forbindelse med skattejarlerne taler ogsaa Hertzberg om skattekongedømmet. Han mener, "at ogsaa, de i Norges og Nordens ældste historie saa hyppig omtalte skatte- eller underkonger ligeledes havde sine riger til len af overkongens"[196]. Jeg har i indledningen søgt at udvikle min opfatning af de gamle nordiske underkonger. Jeg forklarer dem ligefrem som efterkommere af tidligere uafhængige fyrster, som i tidens løb, efterat en enkelt kongeæt havde begyndt at udvide sit magtomraade, var blevet nødt til at gi sig under denne. Efterkommere af slige mediatiserede kongeslægter fandtes endnu omkr. 1200 i Sverige[197]. Ganske paa samme maade gik det hos Angelsakserne. Uagtet de forskjellige smaariger lidt efter lidt begyndte at samle sig til en større enhed og gi sig ind under de større riger, saa ophørte dog ikke derfor smaakongerne med det samme at eksistere. De bestod tværtimod i flere smaariger temmelig længe, om end deres magt blev mere og mere titulær[198]. Saavidt jeg skjønner, kan man ikke kalde disse nordiske underkonger en organisationstype i det forhistoriske erobringsmonarki. Efter min opfatning var det ikke storkongen, som indsatte underkonger, men tidligere uafhængige konger, som gav sig ind under en overkonge. En anden sag er det, at sagaerne og Saxo under indflydelse af middelalderens palitiske anskuelser opfatter det, som om underkongerne havde sit rige i "len" af overkongen.

Kunde saaledes jarlen optræde som uafhængig fyrste eller endog som stammehøvding, saa var dog herserne de egentlige stammehøvdinger. De var de selvskrevne anførere for stammens eller fylkets mænd. De ledede tingforhandlingerne, var forstandere for gudehovet og bøndernes førere i krigen. De var dog i alt dette mere de ledende og førende end de, som havde magten til at byde og befale. Man mente tidligere, at ordet "hersir" var afledet af heruð "herred", og at der følgelig var en herse i hvert herred. Professor G. Storm har paavist, at disse to ord ikke har noget med hinanden at gjøre og at hersen oftest styrede et større omraade, vanligvis et fylke[199]. Ordet hersir hænger vistnok sammen med oldn. herr, "hær", og betyder egentlig en "hærfører". Professor Storm er "tilbøielig til at tro, at hersetitelen er opfunden eller ialfald første gang teknisk anvendt af Harald Haarfagre og ikke tilhører tiden før ham". Deri kan jeg dog ikke være enig. Jeg tror, at "herse" netop var det gamle navn paa stammehøvdingerne og at det har været brugt, ikke bare i Norge, men ogsaa ellers i Norden. I Sverige forekommer saaledes Hersir som mandsnavn; det findes paa runestene[200]. Ogsaa Hersefn findes som navn paa svenske runestene[201]. Men disse mandsnavne vilde ikke ha været brugt, havde ikke hersen iforveien været kjendt som værdighedsnavn. Det kan nævnes, at en af Haaløigeætten, Ladejarlernes forfædre, ligeledes bærer navnet Herse (Hersir)[202]. I det gamle, sandsynligvis i Skotland eller paa Orknøerne forfattede kvad Rigsþula forekommer ogsaa ordet "herse". Digtet synes at opfatte hersen som en af de oprindelige klasser i samfundet i modsætning til kongen, ja vel endog til jarlen[203]. Ogsaa i Atlamál (str. 96) og i Guðrunarkviða I (str. 8) nævnes herser. Hertil kommer sagaernes og særlig Landnámabóks vidnesbyrd, som fortæller, at mange af de islandske landnaams-mænds forfædre var herser. Desuden er selve ordet hersir gammelt i sin dannelse og maa ha været brugt før Harald Haarfagres tid. Alt dette tyder, synes jeg, paa at hersetitelen er ældgammel i Norden, og at den ikke først er blit indfort af Harald Haarfagre. Var dette tilfældet, vilde det neppe være blit et mandsnavn i Sverige eller ha været brugt i Eddadigtene, selv om disse kanske er lidt yngre end Harald Haarfagres tid. En lignende opfatning af herserne, som den jeg her har fremholdt, har allerede været fremhævet af Ebbe Hertzberg i hans bog "Det norske aristokratis historie" (s. 3 — 7).

Under herserne stod i sluttet kreds de frie odelsbønder, haulderne, der ikke som enkelte har ment dannede et demokrati, men tværtimod var et temmelig faatalligt aristokrati. Paa anden maade kan man, saavidt jeg skjønner, ikke forklare den omstændighed, at vikingehøvdinger (vistnok norske) i England kaldes haulder (ags. hold)[204].

Slig var forholdene i Norge, da Harald Haarfagre begyndte at samle landet. Stammeforfatningen, the Tribal System, som Englænderne kalder det, satte endnu sit præg paa samfundet. Men dette havde samtidig et sterkt aristokratisk præg, styret som det var af gamle ætter.

Harald Haarfagre gjorde ved sin samling af Norges fylker kongemagten til den virkelig herskende myndighed i landet. Ikke bare ved sine skattepaalæg og krav paa nye høihedsrettigheder, men ved sit hele styre. Alle rigets indbyggere skulde være ham undersaatlig forpligtede (honum lýðskyllder), siger Egilssaga. Dette udtryk synes at tyde paa, at alle fribaarne mænd paa en eller anden vis har aflagt ham troskabsed og forpligtet sig til at vise ham den samme troskabspligt, som hans haandgangne mænd skulde. Dette maatte visselig synes de odelsbaarne bønder et stort skaar i deres frihed og selvstyre. Medens de før ikke havde behovet at følge kongen udenfor fylket, naar de selv ikke vilde, saa blev nu deres ledingspligt større, mere ubetinget. Vi hører saaledes, at Harald før sit Vesterhavstog havde leding ude hver sommer og ransagede øer og udskjær[205]. Og til selve dette tog maa han visselig ogsaa ha udbudt leding fra store dele af landet.

Harald Haarfagre tiltog sig ogsaa, synes det, andel i den dømmende og lovgivende myndighed. Vistnok vedblev de gamle ting og stammelovene at bestaa. Men kongen indsatte ved siden deraf i hvert fylke en jarl, "som skulde dømme lov og landsret" (þann er dæma skyldi Iǫg ok landsrétt), det vil sige, at de skulde lede tingforhandlingerne. Fra Haralds tid begynder vistnok ogsaa kongemagtens deltagelse i lovgivningen gjennem nýmæli eller nye lovbud. Sligt et nyt lovbud, som blev git af kongen og gjaldt for hele landet eller store dele deraf, er f. eks. Haralds nye skattepaalæg og hans bestemmelse om, at de, som ud vandrede til Island, skulde betale 5 øre[206].

Kongen tiltog sig ligeledes retten til at berøve dem deres eiendom, som ikke vilde lystre hans bud eller som brød sin undersaatlige troskabspligt. Landnaamabok og sagaerne nævner mange eksempler paa dette. Saaledes fortælles det, at da Ketil Flatnev, hvem Harald havde sendt til Suderøerne, holdt op med at betale ham skat, "lagde kongen hans eiendomme under sig og drev hans søn Bjørn bort"[207]. I enkelte tilfælde har vistnok ogsaa kongen af egen magtfuldkommenhed lyst mænd i utlægd. Saaledes minder i Egilssaga (k. 56) Arinbjørn herse Egil om, at denne har været i landet, efterat kong Erik har gjort ham fredløs (siðan er Eirikr konungr gerði þík útlægan). Dog maatte vel fredløsheden bekjendtgjøres paa tinge.

I mange tilfælde er det næsten umuligt at afgjøre hvad der er en følge af kongens forfatnings- eller lovmæssig øgede magt og hvad der er et udslag af hans voldsherredømme, ofriki[208]. Det maa ogsaa huskes, at Haralds lovgivende og dømmende myndighed vistnok var større end hans nærmeste efterfølgeres.

Allerede i disse almindelige principer, som synes at ha ligget til grund for Harald Haarfagres styre, gjenfinder vi lighedspunkter med udlandet, særlig med det Frankiske Rige. Undersaatterne skylder ogsaa dér kongen troskab. De kaldes i den merovingiske tid kongens leudes eller homines og maa "love og sværge troskab og undersaatlig lydighed" fidelitatem et leudesamio (homagium) promittere et cotnurare). Den undersaatlige troskabsed er en efterligning af den ed, hvormed følget forpligtede sig til at tjene kongen[209]. Der er her en overensstemmelse med Harald Haarfagres styre og sagaens ord om at alle undersaatter skulde være hans tjenstbundne mænd (lyðskylldir), en overensstemmelse, som næppe kan være tilfældig. Harald Haarfagre kan dog ikke direkte ha efterlignet forholdene hos Merovingerne. Kongemagten hos Frankerne sank nemlig i det 7de aarhundred ned til en ren skygge og blev først under Pippin paany en virkelig herskermagt. Men de gamle, fra Romerne arvede, principer for rigsstyrelsen gjorde sig nu atter med styrke gjældende. Kongen er ikke længer den første blant ligemænd. Hans magt er af guddommelig oprindelse og alle skylder ham lydighed. Den undersaatlige troskabsed, som var gaat af brug i begyndelsen af det 7de aarhundred, indføres paany af Karl den store, som i 789 bød alle sine undersaatter, at de skulde aflægge ham troskabsed. Efterat Karl var blit keiser, krævede han en ny ed, som skulde sværges til ham som keiser. Denne ed lyder saaledes: "Jeg lover, at jeg fra denne dag skal være tro mod min herre Karl, den meget fromme keiser, kong Pippins og dronning Berthas søn, med rent sind og uden svig og onde tanker fra min side mod ham og hans riges hæder, saaledes som en mand (d. e. en vassal) med rette bør være ligeoverfor sin herre" (sicut per drictum debet esse homo domino suo)[210].

Eden til Karl den store er vel en efterligning af den undersaatlige troskabsed, som blev aflagt under Merovingerne. Naar Egils saga, som ovenfor nævnt, siger at rigets undersaatter skulde være Harald lyðskylldir, saa minder dette om keisereden til Karl den store, og særlig om den sætning, at undersaatterne lover at tjene keiseren som en mand (eller vassal) sin herre. Jeg mener ikke med dette, at der er en direkte forbindelse mellem keisereden til Karl den store og det nye undersaatlige forhold, Nordmændene kom i til Harald Haarfagre. Jeg mener bare, at aanden er den samme. Desuden maa vi huske paa, at det var noget ganske nyt i Norge, naar Harald krævede særlig lydighed og et saa at sige personligt tjenesteforhold af alle sit riges frie mænd. Jeg skal ogsaa nævne, at troskabseden under Karls efterfølgere flere gange paany blev svoret. At unddrage sig sin undersaatlige troskabspligt var en svær forbrydelse, der ligesom i Norge straffedes med inddragelse af de skyl- diges eiendomme, ikke bare deres forleninger, men ogsaa deres odels- jord[211].

Paa troskabseden hvilede folkets pligt til at følge kongens "heerbann", det vil sige at gjøre tjeneste med hæren og følge kongens krigsopbud. Denne pligt hvilede paa alle frie mænd og gjaldt baade i og udenfor riget. Saaledes heder det i Karl den stores rigslov af 802, som blev git i anledning af den nye ed, som rigets undersaatter skulde aflægge: "Ut ostile hannum domni imperatori nemo pretermittere presumat[212]. — Ogsaa i Norge synes folkets pligt til at følge kongen i krigen baade i og udenfor fylket at være blit knyttet til og udtrykkelig indbefattet i det nye troskabsforhold, hvori folket kom til Harald Haarfagre. — Kongen havde hos Frankerne ogsaa "gerichtsbann". Han var al rets kilde og ophav, fra hvem alle dommere udledede sin myndighed. Sin øverste dommermyndighed udøvede kongen især gjennem sine grever[213], paa samme maade som Harald Haarfagre gjorde det gjennem sine jarler og de øvrige fylkesstyrere, som han indsatte. Kongen greb ogsaa direkte ind i lovgivningen gjennem sine love og forordninger (capitularium, decretum, edictum osv.), som han udstedte dels alene, dels i forbindelse med rigsdagen[214]. Dette hindrede dog ikke, at baade sædvaneret og de gamle stammelove fremdeles vedblev at gjælde; men ved siden deraf kom der til et nyt element, som man ligesom i Norge kunde kalde landsréttr[215]. Dette spillede dog i Frankerriget en mangfoldige gange større rolle end i Norge.

I selve enkelthederne ved Harald Haarfagres administration træder overensstemmelserne med det Karolingiske Rige endnu tydeligere frem. De norske konger før Haralds tid trængte intet embedsverk. Deres rige og magt var vel ikke større, end at de selv kunde greie det meste af landsstyrelsen, især da stammehøvdingerne styrede hver sin bygd, ledede tingforhandlingcrne og i krigstid stod i spidsen for opbudet. Desudcn fik jo kongcrne heller ingen regelmæssige skatter, hvis indkrævning nødvendiggjorde et fast embedsverk. Alt dette forandredes ved Harald Haarfagres samling af Norge.

Vor vigtigste kilde til kundskab om Harald Haarfagres administration er Snorre Sturlassøn i Heimskringla, som siger[216]: "Han satte i hvert fylke en jarl, som skulde dømme lov og landsret og modtage skatter og landskylder, og jarlen skulde ha tredjedelen af skatter og skylder til bordhold og omkostninger. Hver jarl skulde under sig ha fire herser eller flere og hver af dem skulde ha 20 marks veitsle[217]. Enhver jarl skulde skaffe kongen 60 hærmænd til krig paa sin egen bekostning, men hver herse 20. Men saa meget havde kong Harald øget paalæg og landskylder, at hans jarler havde større magt end kongerne havde fordum". ("Hann setti jarl í hverju fylki, þann er dœma skyldi lög ok landsrétt ok heimta sakeyri ok landskyldir, ok skyldi jarl hafa þriðjung skatta ok skylda til borðs sér ok kostnaðar. Jarl hverr skyldi hafa undir sér 4 hersa eða fleiri, ok skyldi hverr þeirra hafa 20 marka veizlu. Jarl hverr skyldi fá konungi í her 60 hermanna af sínum einum kostnaði, en hersir hverr 20 menn. En svá mikit hafði Haraldr konungr aukit álög ok landskyldir, at jarlar hans höfðu meira ríki en konungar höfðu fyrrum. En er þetta spurðist um Þrándheim, þá sóttu til Haralds konungs margir ríkismenn ok gerðust hans menn".)

Professor G. Storm har — og med fuld ret — gjort opmerksom paa, at denne Snorres fremstilling lider af mange usandsynligheder og næppe i sin helhed er til at stole paa[218]. Sandsynligvis har der aldrig under Harald Haarfagre virkelig været én jarl i hvert af de 30 fylker, som der med et rundt tal fandtes i det gamle Norge. "Ved Haralds død findes ikke mere end to jarleslægter i riget, Ladejarlerne og Mørejarlerne, og selv disse reduceres til én, idet Sigurd Ladejarl ægter Thore Mørejarls datter. " Heller ikke kan det være rigtigt, at hver jarl havde fire eller flere herser under sig, altsaa mindst fire herser i hvert fylke. Det ser tværtimod, som Storm ogsaa viser, ud som om hersen i regelen havde et helt fylke at styre. Saaledes optræder under Erik Blodøkse Arinbjørn herse som repræsentant for Firdafylke, og Sogn har ligeledes bare én herse, Tord paa Aurland[219].

Men selv om Snorres fremstilling saaledes ikke er helt paalidelig, saa kan dog Snorre ikke selv ha fundet paa sin fortælling om, at Harald Haarfagre satte én jarl i hvert fylke og at hver jarl skulde ha mindst fire herser under sig. Jeg skulde tro, at Harald Haarfagre i begyndelsen af sin regjering virkelig har havt til hensigt at inddele Norge i jarledømmer og at han ligeledes for en del har udført denne sin plan. I de første aar efter Haralds samling af Norge finder vi som jarler nævnt: Haakon Grjotgardsson i Trøndelagen, — et andet medlem af Haaløige-ætten, den tidligere kong Rollaug, har muligens været jarl i Naumdølafylke[220]. — Desuden har vi Ragnvald jarl paa Møre, Roald jarl i Firdafylke[221], Atle jarl i Sogn[222], Audun jarl i Egdafylke[223], Øistein jarl paa Hedemarken, Haarek jarl paa Oplandene, Halvdan, som efter Munchs mening var jarl i Namdalen eller paa Helgeland, samt Kvig jarl[224]. Vi kjender saaledes fra begyndelsen af Haralds regjering mindst 9 jarler. Desuden havde Haralds morbror Guttorm "hertug" (hertogi) styrelsen over Norges sydøstligste del fra Gøtaelven til Svinesund, samt Ranrike. Et par af disse jarler havde vistnok jarletitelen som arveligt værdighedsnavn; men de fleste synes at være indsat af Harald Haarfagre istedenfor de gamle konger, som Harald tog magten fra. Saaledes fortæller Egils saga (k. 3 og 4), at kongen over Firdafylke hed Audbjørn. Men han og hans bror Vemund faldt begge i kampene mod Harald og hans mænd, og Harald "satte Roald til jarl over Firdafylke". — E. Hertzberg tænker sig ogsaa, at Harald Haarfagre virkelig indsatte jarler rundt om i landet (Lén og veizla, s. 289).

Naar Snorre siger, at hver jarl havde fire herser eller flere under sig, saa kan dette, som jeg før har nævnt, ikke være rigtigt. Landnámabók nævner vistnok en Grim herse paa Agder, som synes at ha staat under Haralds jarl Audun[225]. Men dette kan ikke ha været det regelmæssige. Tværtimod synes det, som om de som var mest misfornøiet med Haralds nye styresæt, netop var herserne. De var jo de gamle stammehøvdinger og syntes, som naturligt var, at deres magt minskedes, naar de kom i et personligt afhængighedsforhold til Harald og blev dennes mænd. Derfor finder vi ogsaa, at en stor del af de islandske landnaamsmænd er herser eller hersesønner. Et typisk eksempel er Kveldulv[226], som vægrer sig ved at bli Harald Haarfagres mand og ugjerne finder sig i, at sønnen Torolv gaar i kongens tjeneste. Et andet eksempel blant mange er Asgrim, søn af Ulv gyldir, herse i Telemarken. Han nægter at betale Harald skat og blir dræbt; men hans sønner udvandrer til Island[227].

Jeg forklarer disse tilsyneladende modsigelser slig, at de herser, som bøiede sig for Harald, fik lov at beholde sin stilling som bygdens eller stammens førere; de andre blev dræbt eller maatte udvandre. Paa den vis kunde der i de første aar efter Haralds samling af Norge nok være jarler, som havde herser under sig. Men de nye jarler, som Harald havde skabt, var i sit væsen forskjellige fra de gamle jarler, der som Ladejarlerne var uafhængige høvdinger med arvelig og fyrstelig værdighed. Jarlerne var af Harald bestemt til først og fremst at være kongelige embedsinænd, som udledede sin magt fra kongen. Paa den anden side maatte, synes det, jarlenavnet i folkets øine vistnok indebære en høiere værdighed end den, Harald egentlig havde tiltænkt høvdinger, der som Roald og Audun bare havde et fylke at styre. Desuden voksede mod slutningen af Haralds regjering hans egne sønner op, og de skulde ogsaa ha land at styre. Dette er, tror jeg, grunden til, at Harald Haarfagre igjen afskaffede jarlerne. At Ladejarlerne og Mørejarlerne vedblev at bære jarletitelen, er naturligt; for de skyldte jo ikke Harald Haarfagre sit værdighedsnavn. Men de fleste andre jarler har vistnok været af gammel herseæt, og deres sønner og efterfølgere blev derfor ikke udnævnt til jarler, men beholdt sin æts gamle hersenavn. Roald jarl efterfulgtes saaledes som styrer af Firdafylke af sin søn Tore ; men baade denne og hans søn Arinbjørn bærer hersetitelen[228]. Snorres fortælling er vistnok en sammenblanding af disse to ting, at de kongelige tjenestemænd, som Harald i begyndelsen af sin regjering satte over ett eller flere fylker, almindelig kaldtes jarler, medens mod slutningen af Haralds tid jarlenavnet for det meste var opgit og afløst af det gamle hersenavn.

Naar mænd som Arinbjørn eller Tord paa Aurland kaldes herser, saa maa dog ikke dette, saavidt jeg kan skjønne, opfattes saaledes, som om de har faat hersetitelen at Harald Haarfagre. Deres æt var tværtimod fra gammel tid herser, og de beholdt denne titel, selv om de gik i kongens tjeneste, ifald de ikke fik en høiere værdighed som jarler. Der findes endog fra Harald Haarfagres tid tilfælder, hvor disse kongelige tjenestemænd ikke kan ha baaret hersetitelen. De paa morssiden lavættede Hilderidessønner, som foragtedes af alle de nordlandske høvdinger og ikke hørte med til aristokratiets kreds, kan ikke ha været herser. Og dog var de kongemagtens repræsentanter i Nordland. De havde, som det heder, konungs syslu á Hálogalandi, d. e. "kongens ombud i Haalogaland"[229].

Ved siden af "herse" begynder nemlig et nyt navn at komme op paa disse kongelige ombudsmænd, og det er lendr maðr. De fleste forfattere mener, at lendermandsinstitutionen stammer fra Harald Haarfagres tid og at lendermand bare er et andet nyere navn for herse. Dette synes ogsaa Snorre at mene; for den ældre tid taler han nemlig stadig om herse; men i anden halvdel af 10de aarhundred bruger han afvekslende ordene herse og lendermand, og fra Olav den helliges tid af bruger han stadig at kalde landets høvdinger lendermænd[230]. I sin "Edda" sammenstiller ogsaa Snorre herser og lendermænd (heita þeir hersar eða lendir menn í danskri túngu)[231]. Man har ogsaa eksempler paa at den samme mand snart kaldes herse og snart lendermand[232].

Professor Storm har dog ret, naar han mener, det ikke bare er en navneforandring, naar hersenavnet fortrænges af lendermandsnavnet. Lenðr maðr vil sige en mand, som kongen har overladt jord til brug og med tilhørende indtægter (í veizlu), mod at han overtog visse forpligtelser[233]. Ordet " lendermand" viser saaledes hen til et nærmere forhold til kongemagten og betegner en mand som kongens tjenestemand. Herse var derimod stammehøvdingernes arvelige værdighedsnavn. Kongen kunde gjøre en mand til lendermand. Som det heder i Egils saga (k. 9): Gerer konungr (dvs. Harald Haarfagre) Þórólf lendan mann ok veiðer honum þá allar veizlur þær, sem aðr hafði Bárðr haft. Men kongen kunde ikke gjøre en mand til herse. Sagaerne og de gamle love indeholder heller ikke et eneste vidnesbyrd om at saa er skét. En mand kunde saaledes være lendermand uden samtidig at være herse. Men naar begge værdighedsnavne snart kom til at falde sammen, saa er grunden den, at kongen naturlig valgte sine tjenestemænd blant herserne. Thi først ved at vinde stammehøvdingerne for sig kunde kongen haabe at vinde indflydelse over høvdingeklassen, hvis magt i folkets bevidsthed endnu var dybt rodfæstet. Vi ser ogsaa, at lendermænd, der som Hilderidessønnerne bare havde sin magt fra kongen og var uden rod i fylkesaristokratiet, kun en stakket stund formaaede at holde sig oppe. Lendermandstitelen er saaledes kommet op som følge af det nye system, som Harald Haarfagre indførte i Norge. Den var, skulde jeg tro, oprindelig intet egentligt værdighedsnavn. Naar saaledes sagaen siger: gerir konungr hann lendan mann, saa betød dette oprindelig vistnok ikke andet, end at kongen overdrog en mand en del af kronens land til brug og paa visse vilkaar. Først lidt efter lidt er "lendermand" blit et værdighedsnavn, og fuldt udviklet fremtræder lendermandsinstitutionen tidligst under de to Olaver.

Harald Hårfagre og Gyda i Nordvegen Historiesenter på Avaldsnes, Karmøy. Avaldsnes regnes som Harald Hårfagres viktigste kongsgård. (Foto: Marit S. Vea, 2021. (Commons.)

Saaledes ser vi, at Harald Haarfagre har søgt at skabe et nyt, vi kunde næsten kalde det embedsværk i Norge. Rundt om i landet satte han jarler, som skulde være kongemagtens repræsentanter i de forskjellige landsdele. Paa hans vegne skulde disse, som Snorre siger, "dømme lov og landsret", det vil vel sige, at de skulde føre overopsyn med tingforhandlingerne og sørge for at lovene blev overholdt og fred og orden opretholdt. Endvidere skulde de sørge for at skatter og sakøre blev indkrævet[234] og selv modtage dem og aflægge kongen regnskab for dem. Endvidere var de i kampen anførere for krigsopbudet og skulde selv stille 60 væbnede mænd til kongens tjeneste. Jarlen var kongens haandgangne mand, om han end havde fyrstelig værdighed (tign). — Naar Harald Haarfagre binder et sverd ved Rollaugs belte og hænger et skjold ved hans skulder, idet han gjør ham til jarl, saa er dette et symbolsk udtryk for, at Rollaug blir Haralds haandgangne mand.

Til sit underhold fik jarlerne anvist en tredjedel af alle skatter og skylder. Men foruden dette fik de ogsaa store dele af kronens gods i veitsle (veitsla) af kongen, det vil sige, at de fik lov til at bruge og tage indtægterne af kongens eiendomme mod visse forpligtelser, nemlig i krigstid at stille 60 væbnede mænd til kongens tjeneste.

Under sig havde, som jeg før har nævnt, jarlen undertiden én eller flere herser. Undertiden stod ogsaa hersen eller lendermanden, som han hyppigere og hyppigere blev kaldt, direkte under kongen uden at ha nogen jarl over sig, og dette blir mod slutningen af Haralds regjering det sædvanlige.

Herserne eller rettere lendermændene var næst jarlen i værdighed, men havde ikke fyrstelig rang. De hørte ogsaa til kongens haandgangne mænd og regnedes, naar de var tilstede i hirden, blant hirdstyrerne. Lendermændene var kongens repræsentanter indenfor det distrikt, hvor de havde kongens ombud (konungs sysla). De havde politimyndighed, anklagemyndighed, ret til at foretage husundersøgelser og eksekutioner; de opnævnte mænd til lagtinget, men havde selv ikke lov til at sidde i nogen ret. Desuden havde de overtilsyn med ledingsudredselen fra sit distrikt og skulde i krigstid være anførere for krigsopbudet. lalfald i ældre tider har lendermændene vistnok ogsaa havt at aflægge regnskab for de offentlige indtægter fra sit distrikt[235]. Ligesom jarlen, saaledes fik ogsaa lendermanden jord overdraget af kongen. — Ifølge Snorre skulde hersen ha 20 marks veitsle (d. e. jord, som i landskyld indbragte 20 mark); til gjengjæld skulde han holde 20 væbnede mænd til kongens tjeneste. Ifølge Hirdskraaen (§ 19) tilkom der lendermanden mindst 15 marks veitsle, og han havde lov til at holde indtil 40 huskarle. Det meste af hvad jeg her har nævnt som lendermandens pligter, kjender vi vistnok bare fra lovene. Men vi maa fra dem ha lov til at slutte tilbage til ældre tider.

Jarleværdigheden, slig som Harald oprindelig tænkte sig den, skulde vistnok ikke være arvelig, uden for skatlandenes og kanske ogsaa for Lade- og Mørejarlernes vedkommende. Lendermandsværdigheden var heller ikke arvelig. Vi har fra Harald Haarfagres tid eksempler paa, at kongen gjør en mand til lendermand, men siden fratager ham hans syssel, som tilfældet var med Torolv Kveldulvssøn. Dette var dog meget sjeldent. I almindelighed gik lendermandsværdigheden i arv fra far til søn, saa at man kunde sige, at en mand var lendborinn. Men dette var bare det sædvanlige, ikke det lovmæssige. Dog kan man heller ikke sige, at lændermændene var embedsmænd i vor forstand. Det vigtigste for kongerne var, at de regelmæssig opkrævede og indbetalte skatter og sakøre, som tilkom kronen, og at de stillede det fastsatte tal af væbnede mænd til kongens tjeneste. Ellers hvilede deres myndighed mest paa gammel vedtægt og sædvane[236].

Vi har altsaa her en række tjenestemænd, som paa kongens vegne og i egenskab af hans haandgangne og tjenstbundne mænd styrer landets forskjellige dele og holder væbnede mænd til kongens tjeneste; til gjengjæld faar de krongods til brug, ikke som gave, samt — for jarlernes vedkommende — en tredjedel af de offentlige indtægter. Noget tilsvarende til dette fandtes paa Harald Haarfagres tid hverken i Danmark eller Sverige. Vi maa søge til indlandet for at finde et sidestykke.

Embedsværket blev under Karl den store ordnet paa en fast og ensartet maade over hele det Frankiske Rige, baade den romanske og den germanske del. Kun hos Briterne i Bretagne, hos Baskerne og i Italien fik hertugerne lov til at bestaa. De tyske stammehertuger, som saa længe havde været samlingstankens farligste modstandere, blev derimod afskaffet. I de nyerobrede grænselandskaber indsattes der markgrever. Forøvrigt var greven (comes, grafio) den vigtigste embedsmand[237]. Greven var fra gammel tid af hos Frankerne kongemagtens repræsentant i de forskjellige landsdele. Riget var inddelt i grevskaber, og det var regelen, at greven kun havde ett grevskab at styre. Greven indsættes og udnævnes af kongen, i regelen paa livstid; men han kan ogsaa afsættes, straffes og forflyttes. Hans stilling er ikke arvelig. Under Merovingerne var greveværdigheden begyndt at gaa i arv. Men Karl den store søgte at bryde med dette. Han skal ha overdraget vigtige grevskaber endog til lavættede mænd. Dette var dog ikke det vanlige. Oftest overdrog ogsaa Karl den store grevskaberne til mænd af de gamle greve- eller hertugslægter eller til andre høiættede mænd. Og under Karls efterfølgere udviklede greveværdigheden sig paany til at bli arvelig. Det kan ogsaa merkes, at under Ludvig den fromme begynder greveværdigheden at forlenes efter lensretslige grundsætninger[238].

Greven skulde inden sit omraade (ministerium) være kongemagtens repræsentant. — Det kan merkes, at ordet ministerium bruges paa samme maade som oldn. sysla. Opr. betyder det "det at gjøre tjeneste", men det bruges ogsaa om embedsomraade (districtus), bl. a. om grevskabet (comitatus). Paa samme maade betyder sysla: a) "arbeide, syssel; b) administrativt embedsomraade saavelsom embedet selv"[239]. — Som kongens repræsentant forlenes greven med dennes høihedsrettigheder, bl. a. med hans "Heerbann" og "Gerichtsbann". Hans titel er illustrissimus ("meget berømt") og serenissimus (= tysk erlaucht). Allerede paa Karl den stores tid kalder greverne sig undertiden "af Guds naade" (Dei gratia, favente gratia). Grevens værdighed nærmer sig saaledes den fyrstelige, uden dog endnu helt at være det. Som særlig udmerkelse havde greven alt under Merovingerne ret til tredobbelt mandebod, og i det hele hvad en Nordmand i middelalderen vilde ha kaldt "tredobbelt ret".

I kraft af det ham af kongen overdragne "Heerbann" havde greven i krigstid at opbyde og føre grevskabets mænd. I kraft af sit "Gerichtsbann" er han dommer og leder retsforhandlingerne. I det hele er det hans pligt at sørge for fred og ro, for rettens fuldbyrdelse og lovenes overholdelse. Desuden har han at opkræve de kongelige indtægter inden grevskabet, at overlevere dem til kongen og aflægge regnskab for dem[240].

Grevens indtægter bestaar i en tredjedel af de fleste offentlige indtægter[241]. Desuden faar greverne sig overdraget land af krongodser, ikke som gave, men som beneficium, d. e. til brug paa visse vilkaar. Land, som var tillagt grevestillingen, kaldtes pertinentia comitatus. Efter at beneficialvæsenet og vassaliteten havde begyndt at udvikle sig, blev det land, som hørte til grevskabet, overdraget i overensstemmelse hermed, og bevirkede derved grevskabernes overgang til kongelige len[242]. Dog var grevens indtægter i de forskjellige grevskaber vistnok vekslende. Til gjengjæld for de indtægter, som kongerne overdrog greverne, var disse forpligtede til at gjøre vaabentjeneste ud over det almindelige d. e. stille et bestemt antal væbnede mænd til kongens tjeneste i krigstilfælde[243].

Naar greven i det Karolingiske Rige faar overdraget land som beneficium, saa er dette ikke bare en følge af hans embedsstilling, men staar i forbindelse med en stor nydannelse, som i det 8de og 9de aarhundred begynder at gi samfundet et andet præg, jeg mener lensvæsenet. Alt under Merovingerne, men især fra Karl Martels tid begynder de to former af afhængighed, hvoraf siden lensvæsenet skulde udvikle sig, at vinde indflydelse i samfundet, nemlig beneficium og vassalitet[244]. Vassalitet kaldes det personlige afhængighedsforhold, hvori en mand for at faa beskyttelse af eller brød hos en mægtigere stiller sig til en anden mand. Vassalitet gaar oprindelig paa personen, ikke paa jorden. Beneficium kaldes det, naar en grundeier overdrager en del af sin jord til en anden, ikke som eiendom, men til brug paa visse vilkaar (ganske paa samme maade som det gammelnorske veizla). Regelen var, at den, som forlenedes med beneficicium fik bruge dette til sin død, men at det saa ikke gik over til arvingerne og at det faldt tilbage til forlenerens arvinger ved dennes død.

Begge disse former af afhængighed spillede en stor rolle i det Karolingiske Rige og gik ofte over i hinanden. Dog var Frankerriget under Karl den store endnu ingen lensstat. Lensvæsenets grundsætning var endnu ikke eneraadende: "Ingen tjeneste uden len; intet len uden tjeneste". — Ordet "len" bruges i det hele ikke i dets tekniske betydning under Karl den store og hans nærmeste efterfølgere. — Lensvæsenets trappetrinmæssige ordning af samfundet og eiendomsbesiddelsen var endnu langtfra gjennemført i sin fulde udstrækning. De frie odelsbønder (alodialbesidderne) fandtes endnu, om end deres tal var minsket, og kongen var endnu ikke jordens øverste herre, fra hvem alle de andre i direkte eller indirekte afhængighedsforhold afledede sin besiddelse. Ligesaa lidet kan beneficiernes arvelighed siges at være gjennemført.

Med andre ord, det var i det Karolingiske Rige under Karl den store og hans nærmeste efterfølgere skik at overdrage dele af kronens godser til kongens tjenestemænd, ikke som gave, men til brug, enten paa livstid eller saalænge deres embedstid vårede, og paa visse vilkaar[245]. Vanligvis var vilkaaret, at den som modtog beneficiet til gjengjæld skulde følge kongen med et nærmere fastsat antal af væbnede mænd, udover hvad han som enhver anden fri mand var pligtig til. At noget lignende fra ældgammel tid fandtes i Norden, ved vi intet om. Man har i høiden havt spiren til en slig udvikling. Naar vi derfor hører, at Harald Haarfagre bortgav kronens jord paa samme maade, som beneficierne i Karolingerriget bortgaves, saa er det naturligt at slutte, at han har hentet sit forbillede fra Karl den stores statsskik. Endnu sandsynligere blir dette, naar vi husker paa, at Harald fremfor alt bortgav kronens jord paa denne maade til de kongelige tjenestemænd, som skulde repræsentere ham og hans myndighed rundt om i landet, ligesom det i Frankerriget særlig var grever og andre kongelige embedsmænd, som fik beneficier af kronen. Desuden kan der, tror jeg, næppe være tvivl om, at Harald Haarfagres administration, slig som han oprindelig planlagde den, med jarler rundt om i landets fylker, er en efterligning af Karl den stores statsskik.

Ligesom greverne, saaledes indsættes ogsaa jarlerne af kongen. De er tænkt i regelen ikke at skulle være arvelige, men er det for enkeltes vedkommende. Jarlen har ligesom greven faat sig overdraget kongens "Heerbann" og "Gerichtsbann". Han udbyder og er fører for krigsopbudet i sit jarledømme. Han skal, som Snorre siger, "dømme lov og landsret" og sørge for fredens opretholdelse og lovenes overholdelse, og han lader opkræve og modtager alle skatter og offentlige indtægter. Til gjengjæld faar han — ligesom greven — jord i veitsle mod at holde væbnede mænd til kongens tjeneste, og han oppebærer selv — ligesom greven — en tredjedel af de offentlige indtægter. — Denne sidste overensstemmelse kan, som Sars har fremhævet, næppe være tilfældig. — Greven havde i Frankerriget ret til tredobbelt mandebod ("Wehrgeld"). Beregningen af hver mands personlige ret i de gammelnorske love synes at gaa ud fra haulden (i Frostatingsloven V § 53), der er den samme som óðalborinn maðr i Gulatingsloven (§ 185)[246]. Lendermanden, som har afløst hersen, har dobbelt saa stor ret som haulden. Og jarlen dobbelt saa stor ret som lendermanden. I sin oprindelse er vistnok beregningen af hver mands personlige ret (réttarfar) ældgammel i Norge. Men den stilling, som jarlen indtager, synes ikke at passe til forholdene før Harald Haarfagre. Er det muligt, at den frankiske greves tredobbelte "Wehrgeld" har virket med til fastsættelsen af jarlens ret i Gulatings- og Frostatingsloven?

Foruden de ovenfor nævnte overensstemmelser kan det ogsaa merkes, at greve (comes) paa oldnorsk almindelig oversættes med jarl og at en norsk jarl i Northumberland alt i begyndelsen af det 10de aarhundred bevislig kalder sig comes. Skulde Harald Haarfagre indføre Frankerrigets embedsverk med dets grever i Norge, maatte det ligge nær for ham at kalde de tilsvarende embedsmænd "jarler". Sproget havde intet andet, ord, som i betydning laa saa nær op til comes eller grafo. — Jeg kan til sammenligning minde om at da lensvæsenet med William Erobreren blev indført i England, vandt den mellemeuropæiske grevetitel heller ikke rigtig indpas hos Englænderne, men blev snart fortrængt af det gamle ord earl, som i sin senere betydning er laant fra nordisk jarl.

Som en klog, vidtskuende og selvstændig statsmand efterlignede dog ikke Harald Haarfagre slavisk det fremmede. Han byggede videre paa hvad han fandt af æmner at tømre af hjemme i sit eget samfund. Han omdannede, men han skabte ikke fra grunden af. Han afskaffede ikke stammehøvdingerne, men søgte at knytte dem til sig og gjøre dem til kongelige tjenestemænd efter fremmed mønster. Det var heller ikke Harald, som skabte jarleinstitutionen. Men det var han, som inddelte hele landet i jarledømmer og gjorde jarlerne til en slags tjenestemænd efter frankisk mønster. Man kan sige, at de gamle stammehøvdinger vedblev at eksistere; men de var tillige blit kongelige embedsmænd, som holdt land af kronen, og havde som saadanne faat nye pligter og nye rettigheder, laant fra det karolingiske embedsværk.

Overensstemmelsen mellem Harald Haarfagre og den Karolingiske stat kan ikke fores tilbage til fællesgermanske forudsætninger. Embedsværket i Frankerriget havde udviklet sig dels ud fra germanske og dels fra romerske forhold. Og lensvæsenet er ikke, som P. A. Munch trodde, oldgermansk i sin oprindelse[247]. Nyere undersøgelser af Waitz, Brunner og andre har tilfulde godtgjort dette. De første spirer til lensvæsenet saavel som til riddervæsenet kan forfølges tilbage til Karl Martels kampe med Maurerne i Spanien. Den forløber for lensvæsenet, som vi finder i form af beneficium, eller jordafstaaelse med indskrænket eiendomsret, er heller ikke oldgermansk, men har sin oprindelse i Frankerriget og fik først i det 8de aarhundred sin fulde udvikling. Men naar saa er tilfældet, maa vi følgerigtig slutte, at Harald Haarfagre ved sin nyordning af Norges styrelse har været paavirket af forholdene i det Frankiske Rige.

Mod denne opfatning af Harald Haarfagres statsstyre tager professor Ebbe Hertzberg tilorde i sin afhandling om lén og veizla (s. 325 f). Han indrømmer visselig, at "lighedspunkterne med den gamle norske ordning er saa mange, at man kunde fristes til baade at anse ordet veida for en direkte oversættelse af beneficium, og jarl, der jo overhovedet i middel- alderens latin gjengives med comes, for at være en ligefrem substitution for greve. Men en nøiere overveielse turde dog erkjendes at umuliggjøre en saadan konstruktion."

Som sin første indvending anfører Hertzberg: "Medens der inden den ældste norske statsret kan paavises flere sproglige træk, der peger hen paa angelsaksiske forbilleder, mangler enhver saadan antydning fra frankisk side. Heller ikke kan der nævnes veie, ad hvilke kjendskab til og forstaaelse af de frankiske rigsinstitutioner i løbet af det 9de aarhundred med nogen sandsynlighed kunde være naaet op til Norges magthavere. De rovlystne og tøilesløse vikingeskarer var vistnok de sidste til at bekymre sig om principerne for haandhævdelsen af myndighed og ret i de af dem erobrede lande."

Jeg kan ikke dele denne opfatning. Mit indtryk af vikingetiden er netop, at Nordboerne i det 9de aarhundred stod i livligere forbindelse med det Frankiske Rige end med England. I første halvdel af det 9de aarhundred var vikingetogene og handelsfærderne til Frisland og de nuværende kongeriger Holland og Belglen særlig hyppige. I anden halvdel af det 9de aarhundred danner den store Normannerhær sig, denne hær, der som Steenstrup har vist, var organiseret næsten som en stat. Og Normannerhæren havde, synes det, sit faste tilhold i Frankerriget, ikke i England. Paa en række punkter viser indflydelsen fra Frankerriget sig, bl. a. i krigsvæsen og i mynter. — De ældste i England prægede nordiske mynter er efterligninger efter de kafolingiske. — Ogsaa i statsforfatningen viser indflydelsen sig. Jeg har i indledningen nævnt det ophoiede herskersæde, der var symbol paa kongemagten i Leire. Jeg skal videre minde om sverdet som kongemagtens symbol og om livgardens ordning hos Nordboerne i Irland, endvidere stallareembedet osv. Endelig skal jeg minde om kong Hlǫðver i Eddadigtene.

Vigtigere er Hertzbergs anden indvending, at "selve det kronologiske grundlag for antagelsen af en frankisk indflydelse paa det norske lens- væsen svigter". Hertzberg siger: "Det er i den første del af Harald Haarfagres enevoldsregjering (ca. 870—900), at Norges lensordning fremtræder klarest og kraftigst, medens den senere stadig afsvækkes. Men paa frankisk-tysk jordbund er det netop i løbet af denne samme anden halvdel af det 9de aarh., at statsembedernes omdannelse til len (i feudalistisk forstand) for alvor begynder og delvis ud føres." Han citerer derpaa Brunner ("Deutsche Rechtsgeschichte" II, s. 255): "In Westfrancien, das bekanntlich in der Feudalisierung des Amtervvesens den übrigen Reichsteilen voranging, sind seit der zweiten Halfte des neunten Jahrhunderts die Grafschaften bereits in Lehen verwandelt".

Saaledes som jeg ser det, er ordningen med jarler rundt om i riget bare et led i Harald Haarfagres hele styre. De øvrige lighedspunkter, som jeg har troet at finde mellem Harald Haarfagres og Karl den stores stat, grunder sig paa forhold i det Frankiske Rige, som alt fandtes i det 8de aarhundred. Jeg tror heller ikke, at Harald Haarfagre indførte nogen fuldstændig lensstat i Norge. Den efter min mening til Harald Haarfagres jarl svarende comes var alt paa Merovingernes tid en kongelig embedsmand. Til greveembedet hørte ligeledes fra gammel tid land, som greven fik lov til at bruge, medens han stod i sin stilling. Beneficialvæsenet begyndte alt paa Karl Martels tid at udvikle sig; det gjaldt i første linje kirkens eiendomme, men siden ogsaa den verdslige magts eiendomme. Det blev regel, at kongen besatte de høiere embeder med mænd, som alt i forveien var vasaller. Tilslut blev ogsaa embeder, især greveværdigheden, et beneficium. Men denne udvikling, som alt ved midten af det 9de aarhundred — altsaa dog for Haralds tronbestigelse — i det væsentlige var fuldendt i Vest- Franken, behøver vi slet ikke at forudsætte i dens sidste trin, for at kunne tale om paavirkning fra Frankerriget paa Harald Haarfagres stat. Ligheden mellem denne og forholdene i Frankerriget mellem aar 800 og 850 er stor nok til at vi kan sammenligne og tænke paa en paavirkning.

Allerede mod slutningen af Harald Haarfagres regjering indtraadte der et tilbageslag. Enhedstanken havde endnu ikke rigtig fæstet rødder i folkets sind. Harald havde ægtet døtre af de mægtigste høvdinger rundt om i landet og med disse faat sønner. Men efter hvert som sønnerne voksede op, blev de selvskrevne talsmænd for stammefølelsen, for adskillelsestanken, og deres krav var det ikke saa let at vise tiibage. For efter gammel nordisk retssædvane havde ikke den ene kongesøn større ret til kongedømmet end den anden. Harald bestemte sig da til paany at dele riget, men paa en saadan maade, at enheden alligevel blev opretholdt.

Sagaen fortæller, at Harald dengang var femti aar gammel, men af hans sønner var mange voksne og somme døde. Harald stevnede da et ting sammen syd i landet og indbød Oplendingerne til det. — Tinget har vel, som Munch mener, været holdt paa Eidsvold[248]. — Paa dette ting gav han sine sønner kongsnavn og skiftede landet mellem dem. De skulde i hvert fylke ha halvdelen af indtægterne og fik ret til at sidde i høisæde, et trin høiere end jarlerne og et trin lavere end han selv. "Men dette sæde tiltænkte efter hans død hver af hans sønner sig; men han selv tiltænkte Erik det"[249]. Harald mente med andre ord at gjøre sin søn Erik til overkonge efter sig og har tydeligvis allerede i levende live udpeget ham til denne stilling.

Alt et par aar for sin død overgav, fortæller sagaen, Harald hele magten i Eriks hænder. "Han ledede sin søn Erik op til sit høisæde og gav ham magt over hele landets[250].

Der er ved denne fortælling tre ting at lægge merke til; for det første, at Harald Haarfagre i levende live deler sit rige mellem sine sønner; dernæst at han bestemmer, at én af sønnerne skal være overkonge, og endelig at denne overkonge ikke er den ældste søn.

At Erik Blodøkse ikke var Haralds ældste søn, er sikkert; men han var den fornemste, født af den danske kongedatter, for hvis skyld Harald opgav sine mange andre hustruer[251]. I det hedenske Norden, hvor det var tilladt for høvdingerne at ha flere koner, maatte der naturligvis bli liden eller ingen forskjel mellem ægte og uægte sønner. Endmindre kunde der gjøres nogen forskjel mellem de barn, som kongens virkelige hustruer fødte. Vi ved jo ogsaa, at langt ned i tiden regnedes i Norge alle kongesønner for lige odelsbaarne eller arveberettigede til kongedømmet, hvad enten de var ægte eller uægte fødte.

Naar derfor Harald gjorde den ene af sine sønner, og dét ikke engang den ældste til overkonge over de andre, saa maa dette ha været noget nyt og før ukjendt i norsk statsskik, — Vi ved jo ogsaa, at styresættet med én overkonge og de øvrige underkonger bare blev opretholdt under Harald Graafeld og hans brødre og at det senere aldrig blev forsøgt i Norge. — Det ligger da nær at tro, at Harald Haarfagre her har havt fremmede forbilleder for øie[252].

Arvefølgen til kongedømmet var hos Frankerne — ligesom i Norge — den samme som ved den private arvegang. Kongedømmet var en odel, som alle sønner havde lige ret til at arve, hvad enten de var født i eller udenfor ægteskabet. Man har fra Merovingernes tid mange eksempler paa, at de uægte sønners arveret blev anerkjendt. Men efterhvert som kirkens indflydelse steg, gjorde ogsaa kravet paa ægte fødsel sig mere og mere gjældende. Karl Martel delte saaledes majordomus-stillingen bare mellem sine to ægtefødte sønner; hans to uægte sønner fik slet intet og en tredje søn, hvis mor var den agilolfingske hertugdatter Svanhild, maatte nøie sig med et lidet landomraade. Karl den store tog heller intet hensyn til sine uægte sønner, ja ikke engang til en søn, som var født før hans ægteskab med den langobardiske kongedatter og af en forbindelse, som vistnok dengang blev regnet for legitim[253]. — Hermed kan sammenlignes, hvad der fortælles, at Harald Haarfagre opgav sine andre hustruer, da han ægtede den danske kongedatter, og bare regnede hendes søn Erik for fuidt arveberettiget.

Ved de tidligere delinger af Frankerriget hændte det aldrig, at den ene del blev underordnet under den anden. Dette skéde først, efterat Karl den store var blit keiser. Saaledes bestemte han i 813 sin søn Ludvig til sin efterfølger i keiserværdgheden og kronede ham som medkeiser; Italiens konge, Bernhard, maatte aflægge hyldningsed (homagium) til Ludvig. Ludvig efterlignede i 817 sin fars forbillede, idet han gjorde sin søn Lothar til medkeiser og sikrede ham arvefølgen som keiser. Hans andre sønner skulde bare være konger og deres underordning under sin ældste bror blev indskjærpet. De skal hvert aar indfinde sig hos keiseren og forhandle med ham om rigets styrelse; keiserens bifald trænges ved afgjørelsen af krig og fred og naar ægteskab skal sluttes[254]. Tilsidst kan merkes, at disse rigsdelinger blev foretaget paa rigsdagen og med dennes samtykke.

Vi ser saaledes, at det styresæt, hvorved den ene af brødrene blev gjort til de andres overhoved, ikke er oldgermansk. Det blev først prøvet af Karl den store og hans søn Ludvig. Det var dels kirken, men især var det keiserdømmets idé, som krævede, at riget ikke skulde deles. Naar Karl den store i 813 kronede sin søn Ludvig som medkeiser, saa efterlignede han, saglig og formelt, byzantinske forbilleder[255]. Ludvigs deling af 817 med ulige rettigheder og ulige dele var et forsøg paa at forene de to stridende anskuelser[256]. Sit forbillede havde Ludvig den fromme muligens i keiser Diocietians ordning af Romerriget med én keiser og flere underkeisere. Det var ogsaa efter romersk forbillede, at keiseren alt i levende live udpegede sin efterfølger (designatio imperii).

Naar Harald Haarfagre imod al tidligere norsk retsskik alt i levende live udpegede sin søn Erik, som tilmed ikke var den ældste af sønnerne, til sin efterfølger og gjør ham til overkonge, medens de andre sønner kun blev underkonger, saa er det klart, at han har gjort dette under paavirkning fra Frankerriget. — Om Frankerriget minder det ogsaa, naar han foretager denne sin rigsdeling paa et særskilt ting, som i denne anledning blev sammenkaldt.


__________


Vi har af det foregaaende sét, at Harald Haarfagre ligefra begyndelsen af sin regjering har været paavirket af de ideer for statsstyrelsen, som var de herskende i Vesteuropa og som stammede fra Karl den store og hans stat. Harald Haarfagre fremtræder i Norge som en nydanner, der bryder med gammel retsskik og grunder ny ret. Hvad vi ved om Haralds forfædre, er knapt mere end navnet. Umuligt er det dog ikke, som jeg før har nævnt, at de store grundprinciper for hans statsstyre ikke stammer fra Harald selv, men at alt tidligere planen var udkastet i hans æt. Vigtigere er det, at Harald Haarfagre i hele sin virksomhed — først og fremst ved selve sin samling af riget — har havt Karl den store og Alfred den store som sine forbilleder. Dette forringer ikke Haralds fortjenester. Det viser tværtimod hans vide syn og hans selvstændige aand.

Efter Harald Haarfagres død kom der, som jeg før har nævnt, et tilbageslag. Bønderne fik odelen tilbage og samfundet fik paa mange maader sit gamle udseende igjen. Haralds værk var dog ikke forgjæves. Seirede end sondringstanken for en tid, saa skulde dog samlingstanken tilslut alligevel bli den seirende. Og heller ikke de store principer, som laa til grund for Haralds styre, skulde dø. De fleste af kongemagtens høihedsrettigheder vedblir at gjælde. Hersernes overgang til lendermænd fuldendes i løbet af det lode aarhundred. Og vesterlandske statsidéer siver fremdeles ind, om end umærkelig og halvt ubevidst ofte.

Med Olav Trygvessøn og Olav Haraldsson blir, som vi ved, kristendommen Norges statsreligion. Kongedømmet faar derved nye rettigheder og nye pligter. Det taber lidt efter lidt sit oldgermanske præg og former sig i overensstemmelse med almindelig europæisk retsskik. Denne omdannelse, som alt begynder med de to Olaver, strækker sig gjennem flere aarhundreder. At undersøge spørgsmaalet om dette tilhører dog ikke denne opgave. Det er en undersøgelse, som tilhører middelalderens og ikke vikingetidens historie.

Kongemagt og statsstyrelse i Sverige og Danmark

Jeg skal, før jeg forlader undersøgelsen af, hvorvidt statsstyrelsen i de nordiske lande i vikingetiden er paavirket fra Vesteuropa, ogsaa tale nogle faa ord om forholdene i Sverige og Danmark. — Islands forfatning forbigaar jeg af gode grunde. De mænd, som grundede den islandske fristat, var jo for størstedelen mænd, som udvandrede fra Norge, fordi de var misfornøiet med Harald Haarfagres styre og hans brud med gammel hævd. De, som ikke kom til Island fra Norge, kom næsten alle fra de dele af de Britiske Øer, hvor Keltiske folk bodde. Af Kelterne kunde Nordboerne nok lære sans for digtning og for kunst og i det hele for alt høiere aandsliv. Men Nordboernes samfundsorden var for forskjellig fra Kelternes og tillige for meget ud viklet, til at de skulde kunne lære noget af Kelterne i dét stykke. Der er vistnok intet i den islandske statsforfatning i dennes oprindelige skikkelse, som tyder paa indflydelse fra vesteuropæisk statsskik. Islands statsforfatning staar som det smukkeste mindesmærke over nordisk aand og nordisk ret i vikingetiden. Dog tror jeg, uden at jeg her skal gaa nærmere ind paa det, at der er adskillig overensstemmelse mellem den islandske fristats forfatning og forholdene i de nordiske nybygder paa Hebriderne, Man og især i England, i de saakaldte Femborge.

Hvad jeg har at sige om forholdene i Sverige og Danmark i vikingetiden, er ikke meget, knapt nok til at jeg kan komme med enkelte spredte antydninger.

Sverige

Sveriges historie i vikingetiden er, kan vi næsten sige, et ubeskrevet blad. Vi maa oftest nøie os med de spredte og usammenhængende oplysninger, som de islandske sagaer og de svenske runestene gir. Derfor er ogsaa vikingetidens følger i de fleste tilfælde langt vanskeligere at spore i Sverige end i Norge, ja endog vanskeligere end i Danmark. Vi kan dog ikke tvivle paa, at forbindelse med Vest-Europa ogsaa i Sverige har bidraget til at omforme samfundsforholdene, om det end tør hænde, at det svenske samfund ved vikingetidens slutning havde et noget mere gammeldags præg end det norske. Den svenske konge synes saaledes i begyndelsen af det 11te aarhundred ikke at ha havt fuldt saa mange høihedsrettigheder som den danske eller norske konge. Ligesom i Norge og Danmark havde kongen ret til herreløst gods (dana-arver) og ilanddrevet vrag; ligeledes forføiede han umiddelbart over de vidstrakte og for det meste ubeboede marker og skogstrækninger, som laa ved Sveriges nordgrænse og ikke hørte ind under noget af de svenske landskabsomraader. Derimod havde kongen ikke — som i Norge — høihedsret over almenningerne, uden i Gøtalandene, hvor han eiede en tredjedel af disse. — Denne ret maa, som Hildebrand mener, føres tilbage til et bestemt kongeligt magtbud; den er vel en følge af Sveakongens erobring af Gøtalandskaberne. — Heller ikke nogen høihedsret over vandet fandtes fra gammel tid i Sverige[257].

Sine indtægter havde kongen væsentlig af krongodset, Uppsala auð (auðr = rigdom), og af sit slægtgods. Desuden havde han ret til bøderne for dølgsmaalsdrab (d. e. drab, hvis ophavsmand ikke var kjendt) samt tredjedelen af al sakøren eller de øvrige boder[258].

I Sverige som i Norge og Danmark havde folket fra gammel tid ledingspligt. — Muligens har endog ledingsvæsenet, som Gustav Storm har fremhævet, først udviklet sig i det østlige Sverige ved Svealands kyster. I ældre tider betegnedes med ordene Roper, Ropin de dele af Uppland og Östergötland, som grænsede til havet og i krigstid var forpligtet til at udruste de i leding gaaende roere[259]. Herfra stammer vel ogsaa folkenavnet Rus (Russer). Ledingsvæsenet maa saaledes ha eksisteret, før svenske mænd grundlagde det Russiske Rige. Fra Øst-Sverige har ledingsvæsenet udbredt sig til Danmark og til Norge; derfra synes det videre at ha udbredt sig til de norske nybygder paa de Britiske Øer, især paa Man og Hebriderne. Muligens var ledingsvæsenet endog en fast institution hos Nordboerne i Irland, fra hvem Irerne igjen optog det. I fortællingen om Cellachan af Cashel og dennes kampe med Nordboerne skildres nemlig et sjøtog, som Irerne fra Munster gjør op til kysten af Ulster for at befri den al Nordboerne fangne Cellachan. Skildringen af Irernes flaade og af maaden, hvorpaa denne blev bemandet, viser en umiskjendelig lighed med de nordiske ledingsflaader[260].

Foruden ledingspligten havde de svenske bønder ogsaa pligt til at forsyne kongen og hans følge med levnetsmidler, naar de drog gjennem bygden. Denne pligt kaldtes i Sverige almindelig gengärþ, eller i det nordlige Sverige vetsla[261]. I Danmark kaldtes det nathold og i Norge veizla.

Enkelte forskere har antaget, at der i forhistorisk tid ogsaa betaltes skat til Sveakongen. Man har sluttet dette af Yngligasagas fortælling: "Over hele Svitjod betalte folk skat til Odin, en penning for hvert hoved; men han skulde (til gjengjæld) værge deres land for ufred og blote Tor dem for at faa gode aaringer". (Um alla Sviþjoð guldu menn Oðni skatt, penning fyrir nef hvert, en hann skyldi verja land þeira ok blota þeim til árs).

Jeg tror ikke, at denne fortælling gir os nogen direkte opiysning om svenske samfundsforhold i hedenskabets tid. Fortællingen om den næse- eller kopskat, som blev betalt til Odin, er opstaaet i egne, hvor Nordboerne levede side om side med irsk- eller gælisktalende mænd. Der er flere ting, som bringer mig til at tvivle paa fortællingens ægthed og til at henføre dens oprindelse til de Britiske Øer:

I. Hver mand skulde betale en penning til Odin; men myntede penge brugtes i vikingetiden ikke i Sverige; næseskatten kan saaledes ikke ha været udredet i penge.

II. Kopskat hørte, som jeg før har søgt at vise, ikke hjemme i de nordiske lande, men brugtes bare — fra omkr. aar 800 — i lande, som Nordboerne erobrede; den kjendes saaledes fra Munster; fra andre steder i Irland omtales det, at Nordboerne selv betalte en þinginn (= oldn. penningr) for hver mand[262].

III. Snorre fremstiller Odin som hovedguden i Sverige. Men efter den ældre og langt paalideligere Adam af Bremen var det Frøi, som i det 11te aarhundred var hovedguden i templet i Uppsala. IV. Snorres øvrige fortællinger om Odin[263] vidner om at disse er blit til i lande, hvor irsk- eller gælisktalende mænd bodde. Naar Odin sendte sine mænd i kamp eller paa farlige færder, pleiede han, siger Snorre, at lægge sine hænder paa deres hoved og gi dem hjannak. Som professor S. Bugge har fremhævet, stammer dette ord fra irsk beannad, "velsignelse", der igjen kommer af lat. benedictio[264]. Selve handlingen minder om den kristne haandspaalæggelse og velsignelse. Odin havde ogsaa, ifølge Snorre, ved siden af sig tolv "hovgoder" (hofgoðar), som skulde raade for blot og dømme mand imellem. De kaldtes ogsaa, siger Snorre, diar. Dette ord er heller ikke nordisk, men stammer fra irsk díu, "Gud". De gamle tænkte sig gjerne æserne som tolv i tal (se Hyndluloð, str. 39). Dog hænger fortællingen om de tolv hovgoder vistnok ogsaa sammen med lagrettens inddeling i tylvter. Det kan ligeledes merkes, at i et digt om Magnus Barfod tilhørende Ossian-sagnkredsen kaldes Nordmændene clan an da chomhairleach dheac, d.e. "de tolv dommeres stamme"[265]. Jeg tror, at oprindelsen til Snorres fortælling om Odin og næseskatten er den, at man i Norden fra gammel tid betalte en tempelafgift, hoftollr. Denne blev hos Nordboerne paa de Britiske Øer, som tidlig fik myntede penge, betalt i rede penge. Da Odinsagnet blev stedfæstet til Sverige, og Odin — i overensstemmelse med middelalderlige lærde kombinationer — blev gjort til en historisk konge, var det naturligt, at fortællingen om en i penge betalt hovtold, der blev misforstaaet som en almindelig skat, ogsaa blev henlagt til Sverige.

Den svenske stat maa saaledes ved vikingetidens begyndelse ha været styret omtrent som Danmark og Norge. Men forholdene vedblev i Sverige, saa mener man, meget længere at bevare sit oprindelige præg end i Norge. Det svenske samfund i vikingetiden havde ogsaa, efter de flestes mening, et meget mindre aristokratisk præg end det norske. Der fandtes ganske vist store bondeætter, hvis døtre regnedes for høibyrdige nok til at endog konger og jarler kunde ægte dem. Men nogen afsondret høvdingeklasse — saaledes som i Norge — fandtes der, mener man, ikke, og overhovedet var der intet, som svarede til de norske lendermænd. At dette er saa, er jeg dog ikke sikker paa. Jeg tror tværtimod, at der ogsaa i Sverige før middelalderens begyndelse fandtes mange høibaarne ætter, efterkommere af oprindelig uafhængige høvdingeslægter. Jeg tror desuden, at enkelte dele af Sverige — og dels under indflydelse fra Norge, dels fra udlandet — har begyndt en lignende udvikling som den norske. Men Sveriges indre historie under vikingetiden og den første del af middelalderen er saa lidet kjendt, at jeg kun vover at udtale mig med den største forsigtighed.

Runestein i Flens i Södermanland. Innskriften lyder i svensk oversettelse: "Torsten och Östen och Nattfare reste stenen efter Finnvid och Olev, Torkel, sina bröder. Voro alla Vikings söner av länsadelsbörd läto resa stenen. Stenkil ristade runorna." (Foto: Skvattram, 2009. Commons.)

Det hændte én og anden gang ogsaa i Sverige, at kongen gav bort land som et slags beneficum, men paa hvilke vilkaar, kan vi ikke se. Da Svein jarl efter slaget ved Nesjar flygtede til sin maag Olav i Sverige, tilbød denne ham "dér at faa sligt rige at raade over, som maatte tykkes ham sømmeligt"[266]. Og senere i det 11te aarhundred fik, hører vi, Haakon Ivarssøn af kong Steinkell Vermland at styre over (veitti Steinkell kontungr jarli þar yfirsóku)[267]. Af dette kan man dog ikke slutte, at der alt ved vikingetidens slutning i Sverige har været høiættede mænd. som har holdt land af kongen paa samme maade som lendermændene i Norge. Saa har dog muligens været tilfældet. En sten i Södermanland — fra første halvdel af 11te aarhundred — er reist over tre mænd, som kaldes Vikings sønner" og lændbornis mænn". De to sidste ord vil i fonetisk omsætning lyde landbornis menn eller lændbornis mænn[268]. Professor S. Bugge har formodet at landbornis er den rette læsemaade, og at det er det samme som oldn. óðalbornir. Men denne forklaring tvivler han nu selv paa. Der findes i oldnorsk intet ord landborinn. Derimod findes, som bekjendt, ogsaa ellers ordet lendborinn, d. e "af lendermandsæt"; det svarer i sin dannelse ganske til hauldborinn, herskorinn osv. Er denne forklaring rigtig, har man ogsaa i Sverige ved vikingetidens slutning havt mænd, som paa en eller anden vis har holdt land som et slags beneficium. En mand kan ikke ha kaldt sig lendborinn, fordi hans slægt har faat land i gave og til eiendom. Dette kunde ikke gi en mand ret til at bære en titel forskjellig fra den almindelige bondes. Der maa snarere tænkes paa landoverdragelse i lighed med det oldnorske veizla. At saa er tilfældet, blir sandsynligere, naar vi tænker paa, at der i det 13de aarhundred virkelig fandtes "lendermænd" i Sverige.

I Vestgötalagen, som er forfattet i begyndelsen af det 13de aarhundred, forekommer ordet lændær maþær[269], som formelt er det samme som oldn. lendrmaðr. Schlyter oversætter ordet med vasallus; ellers har, saavidt jeg ved, ingen drøftet disse svenske "lendermænd". Man kan af lovens ord se, at den svenske "lendermand" i rang har staat over bonden, men under biskopen (Biskupær a vitu (d. e. bevisbyrden] firi kononge. ok lændær maþr firi biscupn. ok bonde firi allum þem). Lendermanden er ligesom bonden gaardeier (Egho böndar by. ok annan lændir mæn). Dog er han forskjellig fra bonden. "Hvis en lendermand kalder sig bonde, men bonden kalder ham lendermand, skal han bevise med tolvmandsed, at han er bonde. Og ikke er han lendermand efter vore love, medmindre hans far er lendermand" (æn lænder maþer callær sik bondæ. oc bonde callar kan lænden varæ. viti meþ tylftær eþe. at han ær bonde, oc eig ær han lender at laghion varum. num faþer hans ær lender). Man ser af dette, at lendermandsværdigheden er arvelig. Men alligevel medførte det kanske visse fordele at være bonde (d. e. odelsbonde), siden det kunde hænde, at en lendermand kaldte sig bonde. Dette synes igjen at vise, at lendermandens og bondens ret til sin jord maa være opstaaet paa forskjellig vis. Lendermanden har ikke som bonden havt en fra ældgammel tid hævdvunden odelsret til sin jord. Alt dette leder mig til den slutning, at Vestgötalagens lendermænd virkelig har været noget lignende af den norske lendermand, at han har holdt land af kongen og derved faat en holere rang end odelsbonden. Naar vi senere ikke hører noget om disse svenske lendermænd, er det vel, fordi frælset og lensvæsenet i dettes mere europæiske form begyndte at vinde indpas i Sverige. — I det hele bør man, saa vidt jeg kan skjønne, ikke forestille sig det svenske samfund ved middelalderens begyndelse fuldt saa oprindeligt i sit præg, som man i almindelighed er tilbøilig til at gjøre. Kongen havde alt høie forestillinger om sin egen magt og værdighed, saaledes som Olav Skotkonungs historie viser. Han omgav sig med en hird, havde hirdembedsmænd som stallaren og lyttede gjerne til de islandske skalder. Samfundet havde ogsaa begyndt at faa forskjellige, temmelig skarpt skilte lag. De mangfoldige, men endnu altfor lidet undersøgte svenske runestene, mest fra det 11te aarhundred, synes at gi os et fra det almindelig vedtagne forskjelligt billed af det svenske samfund ved vikingetidens slutning og middelalderens begyndelse. Høvdinger, som hverken er konger eller jarler, omgir sig med huskarler (huskarla) og kaldes "de bedste mænd (hjemme) i landet og ude i leding"[270]. Andre høvdinger kaldes, paa grund af sin deltagelse i vikingefærder, liðsforungi (krigerhøvding)[271] og vikinga vǫrðr (vikingers vogter)[272]. Jarler og endog en jarls "stallares nævnes, osv.[273]. Dette svenske aristokrati, som runestenene viser os, havde vistnok delvis faat sin anseelse og magt paa grund af vikingetog; men andre havde vel ogsaa faat det paa grund af sit forhold til kongemagten.

Det svenske samfund i det 11'te aarhundred var langtfra stillestaaende og oldgermansk i præg. Det var et samfund i udvikling, hvor gammelt forsvandt og nyt kom isteden. Det var vikingetiden, der kom som et friskt pust til Nordens lande og blæste ikke bare over Norge og Danmark, men ikke mindre over Sverige.

Danmark

Om Danmarks indre forhold i vikingetiden ved vi igrunden ikke stort mere end om Sveriges. Saxo kan, sine store og fortræffelige egenskaber ufortalt, ikke ha været nogen strengt logisk eller juridisk anlagt aand; og særlig de indre forhold fæster han sig lidet ved. Sven Aageson, som maa ha været en mere nøgtern, men kanske ogsaa en klarere aand, er for knap til at man af hans skildring kan danne sig noget helhedsbillede. Det er derfor umuligt at give nogen indgaaende eller sammenhængende skildring af statsstyrelsen og forfatningen i Danmark i vikingetiden. Saameget kan vi dog se, at den samme vesteuropæiske indflydelse, som virkede i Norge, ogsaa i Danmark har gjort sig gjældende. Kongen har oget sit magtomraade og tillagt sig for ukjendte høihedsrettigheder.

Danevirke var et dansk forsvarsverk som strakk seg fra vestre Jylland til handelssenteret Hedeby i øst, det senere Slesvig ved Slien. Anlegget dekket et område som i dag er en del av den tyske delstaten Schleswig-Holstein. Ifølge skriftlige kilder ble arbeidet på Danevirke igangsatt av kong Godfred i 808 fordi han fryktet en frankisk invasjon. (Foto: Paal Sørensen, 2008. Commons.)

De danske kongers øgede magt viser sig tidligst og tydeligst ved nybygningen af Danevirke[274]. Ifølge Sven Aagesøns fortælling lod dronning Tyre udgaa bud til alle rigets indbyggere om at reise dette værn mod Danmarks fiender i syd. Hver landsdel fik sit stykke af volden at bygge. Jyderne skulde skaffe fødemidler til det arbeidende mandskab. Som allerede Johannes Steenstrup har fremhævet, vidner Danevirkes bygning om engelske fæstningsanlæg ved begyndelsen af det 10de aarh.[275]. Ogsaa i England udbød kongerne folket, naar nye borge og fæstninger skulde bygges. Og det var ikke bare bønderne fra den nærmeste omegn, som blev opbudt; men Vest-Sakserne deltog i borgarbeide i Mercia og Øst-Angel og omvendt. — En saadan pligt for hele folket til at deltage i borganlæg og fæstningsarbeide eksisterede for vikingetiden ikke i Norden, men vel i England. Vi kan da slutte, at de danske konger ved at paabyde alle sit riges indbyggere at deltage i bygningen af Danevijke har øget sit magtomraade efter engelsk mønster.

Senere i middelalderen havde de danske bønder pligt til — foruden ledingsudredsel — at gjøre tre slags arbeide, nemlig I) til at skydse kongen og hans følge og til at forsyne dem med levnetsmidler, naar de drog gjennem bygden, II) til at arbeide til landets forsvar, hjælpe til ved fæstningsanlæg o.l., og III) til at arbeide paa kongens gaarde. Denne tredobbelte pligt kaldtes innæ[276]. Den omtales ofte i det 12te og 13de aarh., men fandtes vel alt i det 10de aarhundred. Det er kanske til denne pligt til at arbeide paa kongens gaarde og deltage i fæstningsanlæg, Sven Aagesøn sigter ved en bemærkning, han gjør i anledning af Danevirkes bygning: "Thi i den grad hvilede forpligtelsen til at adlyde paa alle, at alle — baade rige og fattige — som festere hjalp til ved dyrkningen af hans (dvs. kongens) ågre og marker. Thi ligesom kongerne erhvervede rigets styrelse, saaledes besad de dengang hele rigets jord med eiendomsret[277]. Johannes Steenstrup har gjort opmerksom paa, at Sven Aagesøns fortælling ikke er fuldt at stole paa[278]. De danske love viser, at kongen ikke havde eiendomsretten til al rigets jord. Sven Aagesøns ord er da, skulde jeg tro, dels et minde om at de danske konger paa Gorm den gamles og Harald Blaatands tid søgte at øge sin magt, og dels et forsøg paa at forklare grunden til de danske bønders pligt til at arbeide paa kongens gaarde. Baade pligten til at deltage i fæstningsanlæg og til at arbeide paa kongens gaarde synes saaledes alt ved midten af det 10de aarh. at ha paahvilet de danske bønder. Pligten til at skydse kongen og hans følge og til at forsyne dem med levnets- midler synes at ha været fælles nordisk. Den tredobbelte pligt minder i det store hele om den tredobbelte forpligtelse — trinoda necessitas — , som hvilede paa enhver mand, som eiede jord i England, nemlig pligten til at gjøre krigstjeneste, til at deltage i brobygning og veianlæg samt i fæstningsarbeide og borganlæg[279].

Det ser saaledes ud, som om de danske konger i sin statsstyrelse har efterlignet forholdene hos Angelsakserne. Harald Blaatand opholdt sig, som vi ved, i længere tid i Normandie og synes i det hele at ha været paavirket af vesterlandsk kultur og af de i Frankrig og England herskende politiske forbilleder. Ligesom sin samtidige Haakon den gode optraadte han som lovgiver. Han skal ha git love for Jomsvikingerne og for Abodriterne i Holsten, ligesom han lod Rollos love paany træde i kraft i Normandie. Johannes Steenstrup siger om Harald Blaatands styre: "Meget i den ordning af riget, som vi senere ser gjennemført og hvorved styrelsen fik en fastere centralisation og der opnaaedes større ensartethed i undersaatternes pligter, synes at maatte føres tilbage til hans tid." Det er sandsynligt, at Harald Blaatand mistede livet, netop fordi han gjorde sin kongemagt for sterkt gjældende og af ledingsbønderne krævede arbeide, som disse før ikke havde været vant til at yde[280].

Blant de høihedsrettigheder, som Harald Blaatand tilegnede sig, har muligens vragretten været. Dette er vistnok ikke sikkert, da vragretten ogsaa tilkom de norske og svenske konger. Følgende fortælling i Knytlingasaga (k. 3) tyder dog muligens derpaa: En af Harald Gormssøns fogeder bemægtigede sig paa kongens vegne et islandsk skib, som var strandet i Danmark; i den anledning digtede Islændingerne en nidvise, om Harald, som til hævn tænkte paa at gjøre et tog til Island<ref.>Knytlingasaga, k. 3 ; jfr. Steenstrup, Studier, s. 266.</ref>. Da det syntes Islændingerne en slig forurettelse, at Harald Blaatand benyttede sig af sin vragret, maa vi vel tro, at de danske konger ikke saa længe i forveien havde tilegnet sig denne høihedsret. Havde det fra ældgammel tid været kjendt, at der tilkom kongerne ret til vraggods, vilde Islændingerne næppe være blit saa forarget.

En anden dansk høihedsret i vikingetiden var kongens ret til al uopdyrket og ubeboet jord. I Knytlingasaga heder det (k. 28): "Kongen eier alt øde her i landets (konungr á hér auðan alla í landi)[281]. Dette fremstilles alt paa Knut den helliges tid († 1086) som en rettighed, der fra gammel tid tilkom kongen; den stammer vel derfor fra vikingetiden. — Kongen havde ogsaa, ligesom i Norge, høihedsret over rindende vand, sjøer og hav. Denne ret blev dog først senere i middelalderen fuldt udviklet i Danmark; paa grund af den var det saaledes, at Øresundstolden blev opkrævet. Ellers skal Knut Lavard efter Knytlingasagas sigende (k. 85) ha været den første, som opkrævede told i Danmark; han gjorde det efter tysk forbillede. — Dette sagaens udsagn er dog, som Johannes Steenstrup gjør opmerksom paa, ikke ganske rigtigt. For allerede Knut den store opkrævede en afgift af skibe eller varer, det saakaldte forban. Steenstrup mener, at dette oprindelig har været en afgift, som kjøbmændene betalte for at undgaa, at kongen skulde nedlægge forbud mod at de drog bort efter endt handel[282]. Han minder om fortællingen om Trond i Gata paa Haløre marked i Færeyingasaga k. 3. En af Harald Blaatands hirdmænd er blit frastjaalet en pung med penge. Da tyven ikke kan opdages, nedlægger kongen forbud mod at noget skib seiler bort. Nu leggr konungr farbann, svá at engi skip skulu sigla burt. Ordet forban kan dog ikke godt være det samme som oldn. farbann: det betyder ligefrem oversat "forbud" (jfr. oldn. fyrirbanna). Alligevel er vistnok Steenstrups forklaring af skattens oprindelse i det væsentlige rigtig. De fremmede kjøbmænd stod oprindelig udenfor kongens fred. I Slesvigs ældste stadsret § 31 nævnes blant de rettigheder, som kong Sven havde tilstaat byens borgere, ogsaa den, at de én gang fik lov at modtage og føre med sig til Slesvig fremmede kjøbmænd. Derpaa skulde kongen raadspørges. Hvis han ikke vilde indrømme dem fred, skulde de vende tilbage i den fred, hvori de var komne, men for fremtiden ikke komme uden kongens tilladelse og fred. Da fremmede kjøbmænd saaledes oprindelig stod udenfor loven og var fred- og retløse, maatte kongen ha lov at lægge beslag paa deres varer. For at sikre sig mod dette, har da kjobmændene betalt en afgift. Dette forklarer ogsaa, at ordet forban har faat den underlige betydning af en slags told eller en handelsafgift. Ordet forbannus bruges i aktstykker fra det Karolingiske Rige om mange slags retslige forbud og lignende, bl. a. om beslaglæggelse af gods, konfiskation[283]. Nu var, som jeg tidligere har søgt at vise, toldpaalæg ikke oprindelig kjendt i Norden, men blev først i vikingetiden indført under indflydelse fra det Karolingiske Rige. Er det da ikke muligt, at den eiendommelige tekniske brug af ordet forbannus hos Frankerne kan ha bidraget til at det tilsvarende nordiske ord forhån fik betydningen handels- eller skibsafgift.?

Vi ser af det foregaaende, at de danske konger i det 10de aarhundred, mest kanske under Harald Blaatand, som personlig kjendte vest- europæiske forhold, har tilegnet sig nye høihedsrettigheder og paalagt indbyggerne nye pligter: bønderne maa deltage i fæstningsanlæg og arbeide paa kongens gaarde; kongerne tilegner sig vragret, kræver afgift af skibe osv. I alt dette kan vi, som jeg for har nævnt, spore fremmed, dels frankisk og dels angelsaksisk indflydelse.

Ogsaa ved hirdens ordning gjorde, som jeg for har nævnt, fremmed paavirkning sig gjældende. Stallare-embedet indføres. Knut den store stifter i England sit thingemanlid, efter hjemlige og fremmede forbilleder. Denne institution blev af Knut selv overført til Danmark, hvor den ligesom i England optog hirden eller hoffet i sig, og den for thingemanlidet forfattede lov, Vederlaget, vedblev at gjælde som hirdskraa i Danmark[284]. Ellers er vort kjendskab til Danmarks indre forhold i vikingetiden for lidet til at vi kan gaa nærmere ind paa enkelthederne.

Oppsummering

Jeg skal til slutning i faa ord søge at gjentage det vigtigste af den foregaaende undersøgelse. Fra slutningen af det 9de aarhundred begynder i Norge saavel som i Danmark og Sverige samfundsforholdene lidt efter lidt at faa et andet præg. Kongerne søger under indflydelse fra England og Frankrig at udvide sit magtomraade og forøge sine indtægter. De paalægger nye skatter, gjør krav paa nye høihedsrettigheder og lægger nye pligter paa undersaatterne. Det gammelgermanske følge af væbnede mænd omdannes, saa det mere faar karakteren af et hof, med embedsmænd og haandgangne mænd af forskjellig rang. Det endnu uudviklede lensvæsen, eller rettere dettes forgjænger beneficial-væsenet, paavirker Harald Haarfagre og forholdene i Norge i det 10de aarhundred, og forandrer derved høvdingeklassens forhold til kongemagten.

Indllydelsen udenfra gjør sig først gjældende i Norge; saa kommer turen til Danmark, og endelig til Sverige. Mangelen paa kilder gjør dog, at vi baade for Danmarks og Sveriges vedkommende har vanskeligere ved at efterspore de forandringer, som i løbet af vikingetiden er foretaget i statsforfatningen.

At paavise fremmed indflydelse, naar det gjælder samfundsforhold og styresæt, er ikke let. Vi har ikke som paa mange andre omraader fremmedord, som afgjørende beviser laan og kulturforbindelse. Vi maa slutte fra en mere almindelig lighed i forhold og institutioner. Derfor maa der ogsaa bli mange gisninger og løse formodninger; men jo flere lighedspunkter, man finder, des større blir sandsynligheden for en efterligning af fremmede forhold. Jeg tror i det foregaaende at ha vist, at der mellem forfatningen og samfundsforholdene i de Nordiske lande og i England og Frankerriget i vikingetiden er mange lighedspunkter, som ikke kan ha sin grund i urslægtskab eller ligeartet udvikling. Vi maa da slutte, at laan og overføring har fundet sted. At saa har været tilfældet, er i sig selv naturligt. I Norden fandtes der, kan vi gjerne sige, for vikingetiden ingen virkelig ordnet statsforfatning med fast bestemte og ved lov ordnede grænser for hver enkelt statsmagt. Folket styrede sig selv, som det bedst kunde, efter hævdvunden skik. Kongens magt var liden og paa alle kanter omgjærdet. Hans indtægter var ingenlunde faste og sikre. I England og især i Frankerriget fandtes alt dette, som man i Norden manglede, en ordnet statsstyrelse og en sterk kongemagt med faste indtægter og tydelig udtalte høihedsrettigheder. Er det da underligt, at kraftige og ærgjerrige konger som Harald Haarfagre eller Harald Blaatand søgte at efterligne forhold, som de vel kjendte dels gjennem sine mænds fortællinger og dels ved eget øiesyn?

Fotnoter

  1. Udg. af M. Prou, Paris 1884.
  2. Tacitus, Germania, k. 13.
  3. Jfr. Hirdskraa, § 27.
  4. Hyndluljdóð str. 27, Bjarkemaal str. 3. Jfr. S. Bugge, De nordiske gudesagns opr., s. 5. Maurer, De nordgerm. retskilders hist., s. 9.
  5. Normannerne IV s. 123.
  6. Jfr. Heimskr., Haralds s. hårfagra, k. 9.
  7. Nornagests þáttr (ed S. Bugge) k. 9.
  8. Norsk hist. tidsskr. 1 R., II B., s. 183 ff.
  9. Wisén Carmina Norræna I, s. II — 14; en del af digtet er oversat i Sars's før nævnte afhandl., s. 184.
  10. Der staar egentlig "bøie" (sveigja).
  11. d. e. aaretoller
  12. grofnum hjǫlmum, gravne hjelme; d. e. hjelme med indgravne prydelser.
  13. To vers, som handler om berserkerne, tager jeg ikke med.
  14. Andaðr ell. Ǫnduðr er egentlig et jættenavn, men brugtes ogsaa som navn paa den ene af kongerne i schakspillet. Se Hervarar saga, udg. af S. Bugge, anm. til s. 360.
  15. Th. Wright, A Hist. of English Culture, 2. ed., Cg. 25.
  16. O'Curry, Manners aud Customs of the Ancient Irish III, s. 219.
  17. Se afsnittet om klædedragt.
  18. Se afsnittet om klædedragt.
  19. Se S. Bugge, Bidrag til den ældste skaldedigtnings historie. Digtningen" ligger udenfor denne opgaves ramme.
  20. O'Curry, Manners and Customs of the Ancient Irish II, s. 78.
  21. Der findes mangfoldige eksempler paa dette. Jeg henviser her til 0'Curry, Manuscript Materials of Irish Litterature, og Manners and Customs of the ancient Irish.
  22. Landnámabók II, k. 14.
  23. O'Curry, Manners and Customs II, s. 127. O'Curry henfører ved en feiltagelse digtet til Mac Coise istedetfor til Mac Liag.
  24. Banba er el poetisk navn paa Irland.
  25. O'Curry, Manners and Customs II s. 125.
  26. Cogadh Gaedhel, s. 98 — 99:
    Ní dingnem tāinsíumh na n-gall
    ar mo díle le Dubibgenn.
  27. Landnámabok I k. 19: Þorgils orraskald, er var med Ólafi hváran i Dýflinni
  28. Harald Haarfagres samling af Norges fylker, s. 185.
  29. Flateyjarbók I 567.
  30. d. e. kongen.
  31. Fagrskinna, s. 149 f.; jfr. Morkinskinna. s. 126.
  32. d.e. kongen.
  33. Hincmar, De ordine palatii, c. 31: jfr. Dahn, Könige der Germanen S Ablh. 3, s. 47 f.
  34. Harald Haarfagres samling, s, 185 f.
  35. Asser, De rebus gestis Ælfredi, ed. Oxford 1722, s. 41 f.: it Saxonicos libros recitare; et maxime carmina Saxonica mcmoriter discen aliis imperare ; ei solus assidtu pro viri bus studiosissinii non desinebat.
  36. Se R. Pauli, The life of Alfred the Great, overs, af B. Thorpe, s, 233.
  37. Jfr. Asser, s. 43.
  38. Keyser, Norges stats- og retsforfatning, s. 78.
  39. Folkeetymologien har vel sat hirdmaðr i forbindelse med verbet hirða.
  40. Hertzberg, Glossar til Norges gamle love (V), under gestr.
  41. Kongespeilet, k. 27.
  42. Jfr. Hirdskraa, § 43: Þuyi hæita þeir gestir at þeir hafa par morgum stoðum gisting sem þeri værðr engi þok firir kunnað.
  43. Om huskarle se Heimskr. Olafs s. helga k. 55; Morkinskinna, s. 126.
  44. Munch I, s. 640.
  45. Hskr. Olafs s. helga, k. 55; jfr. Morkinskinna, s. 126 og Fagrskinna, k. 220.
  46. Naar Sven Aageson i Vederlagsretten, k. 5 taler om miiites, armigeri og famuli, tænker han paa de tider, da riddervæsenet med dets riddere, væbnere og svende begyndte at vinde indpas i Danmark.
  47. Hincmar, k. 27, udg. af M. Prou i Bibliotheque des Hautes Etudes (58 fascicule); Paris 1885.
  48. Se nærmere afsnittet "thingmannalid".
  49. pueris vel vasallis. De to ord oversættes med det ene ord "tjenere".
  50. Se Fritzner, Ordbog.
  51. Brate og S. Bugge, Runverser, no. 56 og 60.
  52. Jfr. Morkinskinna, s. 126 og Fagrskinna k. 220, hvor det siges, at huskarlene paa Olav Kyrres tid ikke regnedes mellem kongens haandgangne mænd.
  53. S. Bugge, Norges indskr. med ældre runer I, s. 23. Jfr. Hertzberg, Glossar til Norges gamle Love, under gestr.
  54. Munch I s. 80 f., Steenstrup IV, s. 124 f.; jfr. Smiths oversættelse af Nestors krønike, s. 45, hvor ordet gjengives med "kjøbmænd".
  55. Steenstrup IV, s. 124 f.
  56. Lappenberg, Gesch. von England II, s. 20; jfr. Dugdale, Monasticon Angiicanuni VII, 1 108 o. fl.
  57. Auberti Miræi Opera diplomatica et historica (Bruxelles 1723 fol.) I!I, 513.
  58. Archives administratives de la ville de Reims III, 367 f, Compositio inter Archiepiscopum Remensem et ejus capitulum (14 aarh.). I dette aktstykke siges det, at kannikernes familiares, consanguinei osv. skal staa under kannikernes jiirisdiktion. "Item Je hospitbus dictorum canonicoriim qui non essent domestici, dicimus et declaramus, quod de jurisdictione dictorum canonicorum non senseniur (!)" Heraf fremgaar, at "hospites" ogsaa kunde være domestici. Det samme viser sig ogsaa af den derpaa følgende paragraf: "Ei si revocatur in dubium, an tales sint familiares, domestici vel hospites, canonicus vel persona familiaris . , relative de veritate præstabunt juramentum." At de opholdt sig i kannikernes bolig for at beskytte denne i disses fravær, fremgaar af den følgende paragraf i aktstykket. At hospites alt tidlig havde en saadan stilling, fremgaar af Archives de Reims I, 446; jfr. Ducange under hospites dominici.
  59. Léopold Delisle, Études sur la classe agricole en Normandie, s. 12. I dette tilfælde synes hospes (hôte) nærmest at ha betydningen "vært". Delisle regner dog disse hôtes sammen med de før omtalte hospites.
  60. Keyser, s. 80.
  61. Egils saga, k. 16.
  62. . Af Saxo kaldes han primifilus; se Steenstrup I 2S4.
  63. Keyser, s. 81.
  64. Fornmannasögur II s. 331.
  65. Jfr. Munch II, s. 541, 547. 551 o. fl., om Bjørn stallare.
  66. Kolderup-Roseavinge, Gl. danske love V. s. 6; Sven Aageson (Scripl. III, s. :56): in adi Guidonis Stabularii.
  67. Se Molbech, Dansk Glossarium.
  68. Östgötal., Drapa B. XIV § 3 og Uajja B. XII, § 3.
  69. Östgötal., Drapa B. XIV § 3 og Uajja B. XII, § 3.
  70. Liljegren, Run-Urkunder, n. 1241.
  71. Liljegren, Rua-Lara, s. 110.
  72. Keyser, s. 80 og anm. 2.
  73. Steenstrup, IV s. 125 f.
  74. Thorpe, Diplomatarium, s. 361 og 372.
  75. Kemble, Saxons in England II, s. 108; jfr. Codex dipl., no. 1328.
  76. Thorpe, Dipl., s. 372; jfr. Kemble II s. 122. Keyser nævner (s. 80 anm. 2) at stallareembedet ogsaa fandtes hos de gamle Friser, Delte forholder sig saaledes, at en høi dommer hos Eider-Friserne i 15de aarh. kaldtes staller (jfr. Diefenbach, Glossarium Latino-Germ.). Men dette Embede er vistnok opstaat under dansk indflydelse.
  77. Ammian, lib. 14, 18, 20.
  78. Waitz, Deutsche Verf.gesch., 3. udg., II., s. 72; Fustel de Coulange, Hist. des institutions poliliqucs, la monarchie franque, 148 f.
  79. Dahn, Könige der Germ.. 8 abth. 3, s. 138 f. H. Brunner, Deutsche Rechtsgesch. II, s. 101.
  80. Hincmar, De ordine palatii, k. 23.
  81. Se Ducange, under stabulum og Diefenbach, Glossarium Latino-Germanicum. Sven Aagesøn ovets. "stallare" med stabularius. Jfr. Regino, A. D. 80S (Pertz I) quod corrupti constabulum vocamus. Om stallaren se ogsaa Munch IV,, s. 601 f. Allerede Gregor af Tours bruger formen stabularius, Mirac, S. Martini I, 29.
  82. Fra tiden efter kristendommens indførelse. sandsynlig fra Olav Kyrres tid, stammer skutilsvendene og kjertesvendene. Heller ikke drotseten (dróttseti) og skjenkeren (skenkjari) synes at ha eksisteret paa vikingetiden.
  83. Jfr. fortællingen om kong Hrollaug i Namdalen (Heimskr., Haralds s. hárf., k. 8.
  84. Jfr. fortællingen om hunden Saur (Hskr,, s. Hákonar góða, k. 13): hann sat á haugi sem konungar. Se ogsaa Fridtjovs saga.
  85. Four Masters, A. D. 994.
  86. Keyser, Norges stats- og retsforf., s. 388.
  87. Ags. Chronicle, A. D. 876.
  88. Chronicon Scotorum, s. 267.
  89. Chron. Scot., s 285.
  90. Contributions to the History of the Norsemea in Ireland I, s. 16.
  91. Four Masters, A. D. 866.
  92. Hskr., Olafs s. hdga, k. 131.
  93. A. W. Moore, History of the Isle of Man, I 137.
  94. Jfr. min af handl.: Vore forfædre paa øen Man, Samtiden 1900, s. 250 ff.
  95. Se under kap. Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Myntvæsen, maal og vægt
  96. Grimm, Deutsche Rechtsalterthiimer, s. 165 ff.
  97. Senere i middelalderen nævnes ogsaa de norske kongers sverd som et symbol paa deres værdighed; men dette er først i Hirdskraaen (§ 31), og da denne er fra Magnus Lagabøters tid, kan vi ikke fra den slutte tilbage til Vikingetiden. Naar Ermoldus Nigellus (1. IV v. 373 ff.) fortæller, at den danske kong Harald efter sin daab af Ludvig den fromme blant andre gaver fik et prægtigt sverd, da beviser delte heller ikke noget.
  98. Annales Bertiniani, A. D. S77 (Pertz, Script. I); jfr. sammesteds A. D. 879 ( coronant et spatam ac reliquum regium apparatum).
  99. Könige der Germanen, 8 Ablh, 6, s. 99.
  100. Se Bosworlh-Toller, Anglo-Saxon Dictionary, under ealdorman
  101. Jtr. Hirdskraa, § 31.
  102. Min far professor S. Bugge, har gjort mig opmerksom paa dette sted i Beowulf.
  103. Beowulf, v, 1142 ff.
  104. S. Bugge, Studien über das Beowulfepos, Paul u. Braunc, Beträge XII, s, 32.
  105. Hun var hersker over de med Finn og Friserne forbundne hattuariske Franker.
  106. Hskr., Olafs s. helga, k. 41.
  107. Hskr.. Haralds s. hárf, k. 41.
  108. Vila Hludowici, k. 59 (Pertz, Script. II, s. 643; 838. Jfr. Deutsche Verfassungsgesch., 3 s. 216 f. (i. udg.); Dahn, Könige der Germ., 8 Abth. 6, 99 f.
  109. Grimm, Rechtsalterthümer, s. 167.
  110. Matth. Paris., Chronica niajora. Ed. Luard. II s. 352.
  111. Grundriss der germanischen Philologie. 2. udg., 3, s. 133.
  112. Jfr. per spathám regna investire, Ann. Bertiniani, 877 (Pertz, Script. I). Senere heder det: Est enim consuetudo curiic, ut regna per glndium, provinciæ per vexillum tradantur vel recipiantur (Grimm, Rechlsalterth., s. 167).
  113. S. Bugge, Helge-digtene i den ældre Edda, s. 260 ff., 275 fl., o. fl. sleder.
  114. Se E. Hertzberg, i Heggtveits "Trøndelagen før og nu".
  115. Det er vel kjendt, at Angelsaksernes førere, da de kom over til England, ikke kaldte sig cyning, men heretoga eller ealdorman. De første, som antog kongsnavnet, var Cerdic og Cynric, som i 599 blev Vesl-Saksernes konger. Stubbs, Constitulional Hist. of England I, s. 66 f.
  116. Cogadh Gaidhel re Gallaib, ed. Todd, s. 8.
  117. Three Fragments, ed. O'Donovan, s. 126.
  118. Stubbs, Constitutional Hist. of England I, s. 173 anm. 2 og 177 anm. 1.
  119. Stubbs, 1. c, s. 174 f.
  120. Jeg glemmer ikke, at stammearistokratiet efter Haralds død paany for en tid fik magten og at det nye, samlede Norge egentlig først kan siges at stamme fra Olav Haraldssøn.
  121. Norsk hist. Tidsskrift I R. II B. (1872).
  122. Om odel [[
  123. Haraldr konungr setti þann rétt alt þar er hann vann ríki undir sik, at hann eignaðist óðul öll, ok lét alla bœndr gjalda sér landskyldir, bæði ríka ok úríka.
  124. En þar í mót bauð hann þeim at gera alla bœndr óðalborna ok gefa þeim óðul sín er á bjoggu.
  125. Haraldr konungr eignaðist í hverju fylki óðul öll ok allt land, byggt ok óbyggt, ok jafnvel sjóinn ok vötnin, ok skyldu allir búendr vera hans leiglendingar, svá þeir, er á mörkina ortu, ok saltkarlarnir ok allir veiðimenn bæði á sjó ok landi þá váru allir þeir honum lýðskyldir.
  126. Flateyjarbok, I s. 227. Det norske jarl gjengir det gæliske "maormor", som var Finnleiks ell. Finnlaich's egentlige titel.
  127. Gcrmania XIV, s. 27—40.
  128. Sars, Hist. Tidsskr. 11, s. 198.
  129. d.e. Gudreds hjælpetropper fra Hebriderne, hvorfra Man stammede.
  130. Chronica regum Manniæ et Insularum, ed. P. A. Munch, s. 4: Godredus autem paucis qui secum remanserant de insulanis australem parlem insulæ, et reliquis Mannensium aquilonarem tah pacto concessit, ut nemo eorum aliquando auderet jure hæredilario sibi aliquam partem terræ usurpare. Unde accidit ut usque in hodiernum diem tota insula solius regis sit, et omnes redditus ejus ad ipsum pertineant.
  131. Jeg skylder professor E. Hertzberg tak, fordi han har fræmhævet dette for mig.
  132. Det er professor A. Taranger, som har sat mig paa denne forklaring.
  133. Haralds s. hårf., k. 2.
  134. Det norske folks historie I, s. 485 f.
  135. Hertzberg, Glossar til Norges gamle Love,
  136. Perz, Scriptores II, s. 6 fg.
  137. Jfr. Wailz, Deutsche Verfassungsgescliichle (2. Aufl.) 3, s. 153 ff., hvor ogsaa ligheden med Haralds inddragelse af odelen nævnes. Jfr. Sybel, Königthum, s. 86.
  138. Saxo II, s. 437 f.
  139. Jfr. Keyser, Norges stats- og retsforf., s. 97.
  140. Jfr. Sars, Hist. Tidsskr., s. 214.
  141. Frostatingsl. XVI § 2.
  142. Se Hertzberg, Glossar, under almenning.
  143. Landsloven VII § 52 (NGL. II, side 57).
  144. Gulatingsl. § 75, Frost. XIX § 4.
  145. Jfr. A. Bugge, Contributions to the Hist. of the Norsemen in Ireland II p. 15 f., irske skildringer af Nordboernes og Fomoriernes voldsherredømme i Erin.
  146. Jeg kommer i dette arbeide ikke til nærmere at tale om Svein Alfivasons skattepaalæg, da de ikke tilhører den egentlige vikingetid. Jeg skal kun nævne, at Svein eller rettere hans far Knut den store søgte at gjennemføre erobringsmonarkiels grundsætninger i sit styre af Norge. En lignende afgift af alle gaardens produkter osv. som den, Svein Alfivasøn indførte i Norge, maatte bl, a. Irerne betale til Nordboerne.
  147. NGL. II, s. 475.
  148. Íslendingabok, k. i. Jfr. Olav den helliges forordn, om Nordmænd og Islændinger, NGL. I, s. 437.
  149. Olafs s helga (Kristiania 1S53), k. 38.
  150. Hertzberg, Glossar, overs, landaurar med "told, skibsafgift".
  151. Fornmannasögur, VI 98.
  152. Vigfusson & Cleasby, Icelandic Dictionary, p. 371.
  153. Hdskr. har ved en skrivfeil utgarium
  154. Jfr. min afhandl. "De norske byers handel og selvstyre", s. 131 ff.
  155. King Alfred's Orosius, ed. Sweet, s. 18.
  156. Egils s., k. 17.
  157. I Salmonsen's Conversationsleksikon, art. Norges historie.
  158. Cogadh Gaedhel re Gallaibh, ed. Todd, s. 50-51.
  159. Saxo I, s. 435.
  160. Ynglingasaga, k. 8.
  161. Waitz, Deutsche Verfassungsgeschichte, 2 udg., 4, s.
  162. Se Waitz, Deutsche Verfassungsgeschichle, 3 udg., Hg s. 258 ff. Fustel de Coulange, La monarchie franque, s. 264 ff.
  163. Dahn, Die Könige der Germanen, 8 Abth. 5, s. 30 ff.
  164. Jfr. Waitz, 2 udg. 4, s. 112 ff. Waitz staar ievrigt ene med sin mening, at det merovingiske skatlevæsen var traadt ud af kraft under Karl den store og hans nærmeste efterfølgere.
  165. Dahn, 8 Abth. 5, s. 32; Waitz, 2 udg. 4, s. 116 — 118.
  166. Waitz, 2 udg. 4, s. 136.
  167. Frostatingsl. XIV J 7. Gulatingsl. § 145.
  168. Waitz, I udg. 4, s. 415.
  169. Dahn, 8 Abth. 5, s. 118 ff.
  170. siquidem cuiuscumque potestatis sint littora, nostra tamen est regalis aqua, Wailz 4, s. 114.
  171. Se Ducange.
  172. Se Ducange.
  173. Waitz, 2 udg. 4, s. 55.
  174. Dahn, 1. c, s. 52; Waitz, i udg. 4, s. 115 anm. 1.
  175. Dahn, 1. c, s. 113 f.
  176. Dahn, 8 Abth. 5, s. 118 ff.
  177. Dahn, 1. c, s.118 f.
  178. Man maa huske paa, at i det Karolintriske Rige er der næsten bare tale om ferskvandsfiskerier.
  179. Hskr., Olaf s. helga, k. 123.
  180. Waitz, 2 udg. 4, s. 54 og anm. 3.
  181. G. Storms oversættelse af Heimskringla; Ynglingasaga, k. 27.
  182. S. Bugge, Norges indskrifter med de ældre runer I. s. 100 ff.
  183. Cogadh Gaedhel, s. 231 og 25.
  184. Kun om en krigerhøvdings stilling er der vel tale, naar Three Fragments (s. 246) siger: "Men da Ottar (Oittir), som var den mest indflydelsesrige jarl i slaget, saa . ."
  185. Lén og veizla. s. 290 anm. i.
  186. Cogadh Gaedhel, s. 227 og 15.
  187. Munch, Beskrivelse over Norge, 6, 97.
  188. Munch, Det norske folks hist. I, s. 327; jfr. Mørejarlerne, Ragnvald jarl, som lige fra begyndelsen af kaldes Mørejarl.
  189. Munch II, s. 257.
  190. Heimskr., Haralds s. hárf., k. I, k. 18 og k. 21.
  191. Heimskr,, S. Halfdanar Svarta, k. 3.
  192. Hskr., Haralds s. harf., k. 19.
  193. Jfr. Steenstrup, Normannerne II, s. 143.
  194. Se afsnittet Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Myntvæsen, maal og vægt
  195. Deutsche Rechtsgeschichte I, s. 12S. E. Hildebrand (Svenska statsforfattningens hist. utveckling, s. 24) siger om jarlerne: "Jarlanamnet betecknade i Sverige ett ambete, men det var en efter hand forsvinnande institution, som synes ha varit fast vid vissa hogborna alter och dermed forråder sitt eget urspring."
  196. Lén og veizla, s 291 f.
  197. E. Hildebrand, Svenska statsforfattningens hist. utveckling, s. 24 f.
  198. Jfr. Stubbs, English Conslitutional History.
  199. Norsk hist. Tidsskr., 2 R., B. 4, s. 135 ff.
  200. Liljegren, Runurkunder, no. 870 og 107S; jfr. E. Bråte og S, Bugge, Runverser s. 170 f.
  201. Efter meddelelse af professor S. Bugge. Ordet "herse" har muligens endog været kjendt af Germaner udenfor Norden. Som navn paa en Heruler forekommer nemlig Hariso, sproglig det samme ord som hersir. (Indskr. fra Concordia i Nord-Italien. Bullettino dell' inst. 1876 p. 87; efter meddelelse af prof. S. Bugg
  202. <Munch, Det norske folks hist. I, 326.
  203. Rigsþula, str. 40: kómu at hollu, þar er Hersir bjó.
  204. Anglo-Saxon Chronicle, A. D. 905, 911, 918; jfr. Steenstrup IV, s. 111 f.
  205. Hkr., Haralds s. hárf., k. 22.
  206. Íslendingabók, k. 5.
  207. Landnámabók, 2 P., 11 K. Jfr. Ulv gyldir, en mægtig herse i Telemarken, og dennes søn Asgrim, som blev dræbt, da han ikke vilde betale skat (Landn. V, k. 6).
  208. Egilssaga k. 18.
  209. H. Brunner, Grundziige der deutschen Rechtsgeschichte, s. 52.
  210. Capitularia I, s. 101. Jfr. Dahn S, Abth. 6, s. 21 ff. og 28.
  211. Dahn, 8 Abth. 6, s. 35.
  212. Capitularia I, s. 93 (c. 7).
  213. Dahn, 8 Abht. 4, s. 6 ff.
  214. Dahn, 8 Abth. 3, s. 2 ff.
  215. Jfr. Keyser, Norges stats- og retsforf., s. 231 f.
  216. Haralds s. hárf., k. 6.
  217. .Veitsle (veizla) kaldes "det retsforhold, som opstod ved, at kongen paa visse sædvansmæssige vilkaar overdrog nogen kongeligt jordegods til afkastning eller brug"; Hertzberg i Glossar til Norges gamle love, under veiz/a.
  218. Lendermandsklassens talrighed, i Norsk hist. tidsskr., 2 R., B. 4, s. 131 ff.
  219. Egils s., k. 57 og 81.
  220. Fortællingen om Rollaug og Herlaug er dog tvivlsom ; jfr. Munch I, s. 469.
  221. Egils s., k. 4.
  222. Íslendingasögur I, s. 31 (Landnámabók); jfr. for denne og de følgende navne Munch I, s. 575.
  223. Isl. I, s. 215 f.
  224. Der nævnes ogsaa et par af Haralds jarler, som faldt alt i begynde!sen af hans kampe; se Egils s., k. 4 (Asgaut og Asbjørn, som faldt i kampen ved Solskel).
  225. Ísl I s. 2:3 f; jfr. Storm, s. 132.
  226. At Kveldulv var herse fremgaar af digtet i Egils s., k. 27: Nús herses hefnd við hilme efnd.
  227. Ísi. I, s. 292.
  228. Egils s., k. 57 og 81.
  229. Egils s., k. 16.
  230. Efter Storm, Lendermandsldassen, 3. 131.
  231. Snorres Edda I, s. 456.
  232. . F. eks. Erling Skjalgsson, som i et vers af Tord Kolbeinsson kaldes herse (Olav Trygvessøns saga, k. 260), og i et af Sighvat skald kaldes lendermand (k. 261).
  233. Se Fritzner, Ordbog, under lendr.
  234. Selve indkrævningen forestodes af kongens naarmænda, som var lavtstaaende mænd, i almindelighed trælle eller frigivne. først i en langt senere tid forandredes dette forhold.
  235. Jfr. fortællingen i Egilssaga om Torolv Kveldulvsson, hvor der dog bare er tale om Finneskatten.
  236. Jfr. Keyser, Norges rets- og statsforf., s. no ff.
  237. Om greven se Waitz (3. udg.) II, s. 21 — 41 og (2. udg.) III, s. 376 ff. Dahn, S Abth. 3, s. 72—94.
  238. H. Brunner, Grundzuge der deutschen Rechtsgesch., s. 57.
  239. Hertzberg, Glossar til NGL.
  240. Jfr. Waitz (3 udg.) II, s. 28.
  241. H. Brunner, Deutsche Rechtsg. II. s. 168: "Ein festes Amtsgehalt war den Grafen nicht ausgesetzt. Dafür bezogen sie einen Teil der fiskalischen Grafschaftseinkünfte, jedenfalls ein Drittel der Friedensgelder und der Bannbussen, die sie für den königlichen Fiskus erhoben hatten".
  242. Om beneficium og vassalitet se nedenfor.
  243. Jfr. Dahn, 8 Abth. 2, s. 145.
  244. Dahn, 8 Abth. 2, s, 87 ff.
  245. Ogsaa andre, kirken og enhver grundbesidder kunde gi jord som beneficium.
  246. Jfr. F. Seebohm, Tribal Custom in Anglo-Saxon Law, p. 23S ff.
  247. Det norske folks hist. I, s. 466.
  248. Munch I, S85.
  249. Hkr., Haralds s. hárf., k.
  250. Sammesteds, k. 44.
  251. Jfr. verset (Wisén I, s. 13):
    Hafnaði Hólmrygja
    ok Hǫrða meyjum,
    hverri Heinversku
    ok Hǫlga ættar
    konungr kynstóri,
    es tók konu Dǫnsku
  252. Professor G. Storm har velvillig fortalt mig, at han ogsaa paa sine forelæsninger har udtalt denne opfatning.
  253. Dahn 8 Abth. 6, s. 70; Waitz 3, s. 240. Se især H. Brunner, Deutsche Rechtsgesch. Il, s. 25 ff. (i System. Handbuch der deutschen Rechtswissenschafl, 2 Abth.).
  254. Dahn, 1. c, s. 81.
  255. Brunner, Grundzuge der deutschen Rechtsgesch., s. 54.
  256. Brunner, Deutsche Rechtsgeschichte II, s. 28.
  257. Denne fremstilling er nærmest hentet fra Hildebrand, Sveriges medeltid II, s. 45.
  258. Hildebrand I, s. 233 f.
  259. V. Thomsen, Rysska rikets grundläggning (overs, af V. Söderberg), s. 84 f.
  260. Jeg skal i min udg. af Caithreim Ceallachain Caisil nærmere komme ind paa dette spergsmaal.
  261. Hildebrand, Sveriges medeltid II, s. 100.
  262. Se fortællingen om Rumann, som kvad for Nordboerne i Dublin, udg. af Kuno Meyer i Otia Merseiana I.
  263. Ynglinga saga k. 2 og 6.
  264. S. Bugge, Studier, s. 308.
  265. Jfr. A. Bugge, Contributions to the Hisl. of the Norsemen in Ireland II, s. 9 f.
  266. Hskr., Olafs s. helga, k. 52.
  267. Hskr., Haralds s. harðraða, k. 72.
  268. E. Bråte og S, Bugge, Runverser, s. 319 f.
  269. I lordþær B., k. 5; II Jorþæ B., k. 13.
  270. E. Bråte og S. Bugge, Runverser, s. 148 f.
  271. Sammesteds, s. 84 f.
  272. Sammesteds, s. 54.
  273. Liljegren, Runlära, s. 100 f.
  274. Jeg taler mere herom i afsnittet om Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Krigsvæsen, vaaben og udrustning.
  275. Danmarks riges historie I, s. 293 f.
  276. Johannes Steenstrup, Studier over Kong Valdemars Jordebog, s. 177 ff.
  277. Script. Rer. Danic I, s. 49; Quippe adco necessitas obseqvendi universos urgebat, ut omnes divites et pauperes ejus agris et prædis, culturam, tanquam coloni, impenderent. Nam prout regni regimen obtinuim, ita tunc temporis universam regni tellurem juri dominii reges possidebant.
  278. Kong Valdemars Jordebog, s. 325 f.
  279. Kemble, The Saxons in England I. s. 293 f.
  280. Danmarks Riges historie I, s. 361.
  281. Se Steenstrup, Studier, s. 334 ff.
  282. Studier, s. 25S ff.
  283. Capitularia I, s. 70, 1. 10: Si quis homo fidicussorem invenire non potuerit, res illius in forbanna mittantur usque dum fideliussorem præsentet Jfr. Brunner, Deutsche Rechtsg. II, s. 457 f.
  284. fr. Kinch, Den danske adels udspring fra thinglid, i Aarb. for nord. Oldk. 1S75, s. 250 f.