Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Nordboerne og deres omverden

Fra heimskringla.no
Revisjon per 6. mai 2022 kl. 16:48 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Knut)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden

Nordboerne og deres omverden


Av Alexander Bugge


Christiania
1905



Det her foreliggende arbeide er en besvarelse af en af Nansenfondet paa Kristiania Videnskabsselskabs aarsmøde 3. mai 1900 for aarene 1900 — 1903 givet opgave: "Hvorvidt er Nordboernes og særlig Nordmændenes ydre kultur, levesæt og samfundsforhold i Vikingetiden blevet paavirket fra Vesterlandene?" Den til bedømmelse nedsatte komite bestod af professorerne M. Moe, G. Storm og A. Torp. Ved Gustav Storms død indtraadte professor J. E. Sars. Paa grundlag af deres bedømmelse blev min besvarelse paa Videnskabsselskabets aarsmøde 3. mai 1903 tilkjendt Fridtjof Nansens pris.

Forskjellige omstændigheder har medført, at mit arbeide først nu foreligger i trykken. Især har min udnævnelse til professor gjort, at jeg i de sidste to aar kun har havt liden tid til at omarbeide dette. Min besvarelse er langtfra udtømmende. Paa mange punkter staar jeg ogsaa selv tvilende. Især har mine anskuelser, siden jeg skrev dette arbeide, i én retning forandret sig: Jeg tror ikke, at Vikingetiden i den grad, som man før antog, indleder et nyt afsnit af de nordiske folks liv. Paavirkningen fra det civiliserede Europa begyndte sterkt og varigt alt i det første aarhundred af vor tidsregning, da Romerrigets magt strakte sig helt op til Elbens og Rhinens mundinger og romerske kjøbmænd sendte sine varer helt op til Norge. Men især betegner Folkevandringstiden et gjennembrud ogsaa for de nordiske folk. Mænd baade fra Norge, Sverige og Danmark kommer under Folkevandringens tog for første gang personlig i berøring med Roms og Grækenlands kultur og med kristendommen. Folkevandringstiden har ikke bare omdannet stammeforhold og geografiske forhold i de nordiske lande, den har ogsaa bidraget til at omforme vore forfædres tænkesæt, religiøse forestillinger og livsvilkaar. Under omarbeidelsen af mit arbeide er jeg kun leilighedsvis kommet til at berøre dette. Her vil jeg paany betone det og pege paa at endel af den vesterlandske paavirkning, som jeg sætter til Vikingetiden, ogsaa kan ha fundet sted endnu tidligere. Dette forminsker ikke Vikingetidens betydning, men gjør at vi bedre kan se denne tid i dens historiske sammenhæng. Jeg vil ogsaa gjøre opmerksom paa at jeg under mit arbeide er kommet ind paa omraader, hvor jeg ikke egentlig er hjemme, særlig sproglige og arkæologiske. Jeg vil derfor bede sprogforskere og arkæologer bære over med min manglende viden paa disse omraader.

Jeg har under mit arbeide modtaget hjælp og belæring fra mange videnskabsmænd. Min far, professor Sophus Bugge, har gjennemset hele mit arbeide og givet mig en mængde værdifulde oplysninger. Hypothekbank-direktør Ebbe Hertzberg har vist mig den store velvilje at gjennemse afsnittet om statsforfatning og ud fra sit rige kundskabsforraad at give mig en række vigtige oplysninger. Medlem af det franske Institut, dr. Whitley Stekes, London, har med sin sædvanlige velvilje gjennemgaat og forklaret en række irske ord. Professor ved universitetet i Liverpool, dr. Kuno Meyer, har ligeledes givet mig flere vigtige oplysninger. Dr. phil. Jakob Jakobsen i Kjøbenhavn har givet mig en række oplysninger om stedsnavne paa Færøerne, oplysninger uden hvilket afsnittet om Island og Færøerne vikle ha været ufuldstændigt. Jeg bringer herved alle disse herrer min bedste tak for deres værdifulde hjælp.

Jeg staar ogsaa i stor taknemmelighedsgjæld til bibliothekar ved Universitetsbibliotheket A. Kjær, som har læst korrektur paa mit arbeide og forfattet det medfølgende register, som i væsentlig grad vil lette benyttelsen af mit arbeide. Bibliothekar Kjær har ogsaa stadig med stor redebonhed og velvilje hjulpet mig med oplysninger og boghenvisninger.

En særlig tak vil jeg rette til professorerne M. Moe, J. E. Sars og A. Torp, som paatog sig det møisommelige hverv at gjennemgaa min opgave og hvis altfor velvillige bedømmelse skaffede mig Fridtjof Nansens pris. Jeg mindes med taknemmelighed min for tidlig afdøde lærer, professor Gustav Storm, som fra begyndelsen af var med i bedømmelsen af mit arbeide og hvis undervisning har havt saa stor betydning for min videnskabelige udvikling.

Til slutning vil jeg rette en ærbødig tak til Nansenfondets bestyrelse, som har tilkjendt mig Fridtjof Nansens pris, og til Videnskabsselskabets bestyrelse, som har indvilget i at trykke mit arbeide blant Videnskabsselskabets skrifter.


Kristiania 10. marts 1905
Alexander Bugge


Paavirkning af Nordboernes aandsliv

Den opgave, som har fremkaldt det her foreliggende arbeide, spørger : "Hvorvidt er Nordboernes og særlig Nordmændenes ydre kultur, levesæt og samfundsforhold i vikingetiden blevet paavirket fra Vesterlandene?" Opgaven spørger saaledes ikke om gudetro og religiøse forestillinger, om livsanskuelse, digtning og sagafortælling, i det hele ikke om Nordboernes aandsliv i vikingetiden eller om dettes forhold til Vesteuropa. Det blir derfor intet samlet billede af Vesterlandenes indflydelse paa Nordboerne i vikingetiden, som jeg i det følgende kommer til at gi. Og dog er et folks aandelige og materielle kultur knyttet uløselig sammen, ligesom det indre og det ydre menneske er det.

Jeg kommer i det følgende til at søge at vise, hvordan Nordboerne i vikingetiden lidt efter lidt skifter ham og fremtræder næsten som nye mennesker. De seiler ud fra hjemmet i sit hjemmevævede vadmel og i sine svære ulve- og bjørneskindskofter, som ulvhedner og berserker, men de vender tilbage i kjortler og mantler af skarlagen og mangefarvet klæde og med høviske lader som en Angelsakser eller Franker. Men sammen med det ydre hamskifte gaar en indre udvikling. Synet blir videre, livsanskuelsen dybere.

Yggdrasil som sentrum for det norrøne verdensbilde i både flate- og høydeplan. Midgardsormen ligger midt ute i havet og omkranser Midgård. Illustrasjon av professor Finnur Magnússon. (Commons)

Yggdrasils ask vokser fra at være den krøgede ask hjemme i tempel-lunden op til at bli det mægtige verdenstræ, hvis grene skygger over guder og mennesker og som har sine rødder i fortid, nutid og fremtid, i skjæbnens urdyb. Guderne er ikke længer bare de vældige naturmagter, som fylder sindene med gru og rædsel. Menneskene rykker guderne nærmere ned mod sin egen verden, digter dem om i sit eget billede, med menneskelige feil og menneskelige lidenskaber. Det er en lignende udvikling som den, vi kan følge i græsk digtning og aandsliv. Tor er ikke længer den vældige tordner alene, hvis hammerslag spreder rædsel over menneskenes boliger. Efter hans møde med Skrymer og hans ophold i Utgardelokes hal er det næsten, som om lidt af det vældige og skrækindjagende er gaat af ham. Man vil huske Odin i det høviske ord om Tors ophold i Skrymers hanske i Haarbardsljod (str. 26.) Tor slaar nok med storslæggen og kjæmper drabelig mod trold og jætter. Men det er ikke frit for, at der er andre, som er klogere end han og som undertiden har sin glæde ved at narre ham. Og jætter og uvætter er ikke det mest dannede og slebne selskab. Det er næsten, som om Tor selv lidt efter lidt faar en smule lighed med disse sine stadige fiender. Det kan ikke nægtes, at han er lidt klodset og bondsk. Han er ikke den europæiske verdensmand, som Odin mer og mer udvikler sig til at bli. Odin færdes i Vesterlede, ægger kongerne til kamp, men forliger dem aldrig. Han har talrige elskovseventyr, — ligesom sin fælle paa Olympen, Zeus, om hvem han minder ikke saa Iidet. Han kjender kraftige runer og magisk virkende tryllemidler. Han er den kloge og vise, den ensomme gamle, som smiler over menneskenes daarskaber og lidenskaber og selv er høit hævet over godt og ondt. Han er snedig og underfundig som en gammel vikingehøvding og hans venskab er ikke altid at stole paa. Han vækker splid og strid og volder sorg blant menneskene. Som Dag siger til sin søster Sigrun, da han har dræbt hendes elskede, Helge:


Ene Odin al
ulykken volder;
thi mellem frænder han
feideruner bar.


Men dette er bare én side af Odin. Han er først og fremst tænkeren og grubleren, vismanden. Hans klogskab og visdom gjør ham ensom blant guder og mennesker og gjør, at hans sind sjelden er glad, fordi han véd formeget og kjender dagenes ende. Og dog har Odin bragt menneskene den gave, som er den herligste og som volder den største og dybeste glæde, nemlig digtningen, gudedrikken. Som han selv siger i Haavamaal (str. 106):


Vel kjøbt drik
vel har jeg nydt[1];
faa ting den kloge fattes;
for nu er Ódrere[2]
op kommet
til Alfaders hellige hal.


Paa denne maade kunde vi gjennemgaa Æsernes og Vanernes store skare og vi vilde finde, at vikingetidens mænd har omdigtet dem alle i sit eget billede, bare større og vældigere, men lige sære blandinger af godt og ondt, af ophøiet og lavt, som de selv var. Loke, som lidt efter lidt tænkes som en djævel, har dog i tidernes morgen blandet blod med Alfader og ved hans side stilles Sigyn, det skjønneste billede af en kvindes kjærlighed og troskab, som Nordboerne har skabt.

Vikingetidens livsanskuelse kan ikke længer kaldes hedensk, om den end heller ikke er kristen. Det var nok saa, at de, som blev hjemme i bygden, fremdeles trodde paa sine gamle guder, alver og vætter. Men de, som færdedes i Vesterlede, blev mere skeptiske og mistede ofte sin barnetro. De blev kristne eller det gik dem som Helge den magre. Han var meget blandet i troen; "han trodde paa Kristus, men paakaldte Tor til sjøfærder og naar det gjaldt foretagender, som krævede styrke og haardførhed." (Helgi var blandinn mjǫk i trú ; hann trúdi á Krist en hét á Þór til sjöfara ok hardræða[3]). Om mange vikinger gjaldt det dog, at de slet ikke trodde paa noget uden paa sin egen "kraft og styrke".

Vikingetidens mænd var, som saa mange andre primitive folkeslag, naar de begynder at udvikle en høiere kultur og at gruble over livets gaader, udprægede determinister. Eddadigtenes syn paa livet er en skjæbnetro, pessimistisk farvet, men stolt og mandig. Menneskenes liv, deres sorger og glæder ligger i skjæbnens haand; ingen magter at bryde de traade, som nornerne har spundet.

Ved heltens fødsel kommer nornerne og spinder hans livs skjæbne. Som det heder i det første digt om Helge Hundingsbane (str. 2 f.):


Nat blev i gaarden;
nornerne kom,
de, som ædlingen
alder satte.
Snoed med kraft de
skjæbnens traade,
mens borge brødes
i Braalunde.
Ud de strakte
de gyldne strenge
og fæsted dem midt
under maane-sal.


Saa vokser helten op. Han kjæmper og strider, — og falder, naar nornerne vil det. Men skjæbnetroen knækker ikke mandens livsmod og bøler ikke hans nakke. Tværtimod, den gjør, at hans hoved kneiser des rankere, stolt over at kunne kjæmpe og være mand lige til det sidste paa trods af skjæbnen og de høie guder. Aldrig har denne Nordboernes livsanskuelse faat et mere gribende udtryk end i Hamders ord[4], da han og hans bror Sørle tilslut bukker under for Goternes overmagt, efterat de har hævnet sin søster Svanhild:


Vel har vi kjæmpet;
vi staar paa Goters val.
over eggtrætte mænd[5]
som ørne paa kvist.
Godt navn har vi vundet,
skal vi end de nu eller imorgen.
En lever ei nat
efter nornernes dom.


Det eneste, som det er værd for menneskene at stræbe efter, er ry, navnkundighed, et godt eftermæle. Som det heder i Haavamaal (str. 75-76):


Fæ dør,
frænder dør;
selv dør du paa samme vis.
Men ærens ry
aldrig dør,
for den som god navnkundighed naar.


Fæ dør,
frænder dør;
selv dør du paa samme vis.
Ett jeg ved,
som aldrig dør,
dommen over hver død.


Haavamaals vers gir os et sandere billede af vore forfædre i vikingetiden, end det billede af dem, som de fleste baade herhjemme og i udlandet har dannet sig og som stammer fra skræmte munkers bøn: "Herre, fri os fra Normannernes raseri!* Vildhed var der, det er sandt nok, og barbari, især i begyndelsen. Fortællingen i "Three Fragments" om Nordmændenes og de Danskes kampe i Irland ved midten af det 9de aarhundred vidner tilstrækkelig tydelig derom. Danskerne hvilede sig ud efter seiren, da kong Maelsechlainn's sendebud traf dem. "Ved deres ankomst holdt Danskerne paa at koge og deres kjedler stod paa hauger af faldne Nordmænd og den ene ende af de spyd, som kjødet hang paa, var stukket ind i Nordmændenes kropper, og ilden brændte deres legemer, saa at det kjød og flesk, som de havde spist natten i forveien, væltede ud af deres maver."

Maelsechlainn's sendebud saa dem, medens de holdt paa med dette, og bebreidede Danskerne denne vilde opførsel. Men Danskerne svarede: "De vilde gjerne ha kunnet gjøre det samme med os". Derpaa gav Danskerne et bæger fyldt med guld og sølv til den hellige Patrik, som de trodde havde hjulpet dem i kampen. Og den fromme irske historiker føier til: "For Danerne var et folk, som havde en slags fromhed; de kunde for en stund opgi mad og kvinder, for fromheds skyld"[6]. Men denne vildskab fremtraadte bare i begyndelsen og under indflydelse af blodsudgydelsens rus. Knapt sytti aar senere (i 919) optraadte Nordboerne i Irland paa en anden maade. Ulsterannalerne fortæller: "Armagh's plyndring af Godfred, sønnesøn af Ivar (en Dublin-høvding), med hans mænd, som reddede bønnehusene, med Guds folk og de spedalske, og hele kirkebyen, med undtagelse af nogle huse, som blev brændt ved uagtsomhed."

Ved vikingetidens slutning er det endog, som om bløde, vege toner begynder at høres; de kommer som et forvarsel om riddertiden og folkevisen. Som naar Sigrun gaar til den faldne Helge Hundingsbanes haug og kysser sin elskede, som moder hende i graven, og Helge saa siger:


Ene du, Sigrun
fra Sevafjeld,
volder, at Helge er
slagen med harmdugg.
Hver en, som du graaler
af grumme taarer,
solfagre, sydrene,
for du at sove ganger,
den falder blodig
paa fyrstens bryst,
kold og klam,
af kummer full.


Paa baggrund af vikingetidens livsopfatning og aandelige kultur maa dens materielle kultur ses.

Ogsaa i en anden henseende kommer det billede, jeg i det følgende skal søge at gi af vikingetidens kultur, til at bli ufuldstændigt, ja næsten misvisende. Jeg taler bare om indflydelse fra fremmede kulturer, men ikke om alt det, som er ægte nordisk. Vi maa dog ikke glemme — senere skal jeg komme udførligere tilbage til det — at Nordboerne ved vikingetidens begyndelse langtfra var barbarer eller halvvilde. De havde sin eiendommelige, i mange retninger temmelig høit udviklede kultur, sine ordnede samfundsforhold og sit udmerkede retsvæsen. Heller ikke maa vi glemme alt det, som Nordboerne i vikingetiden selv udrettede, og at den indflydelse, de dengang øvede baade i Østens og Vestens lande, var næsten ligesaa stor som Vesterlandenes indflydelse paa Nordboerne. Jeg kommer saaledes i det følgende ikke til mere udførlig at nævne opdagelsen af Grønland og af Vinland. Jeg nævner ikke, at store riger som det Russiske er grundlagt af Nordboer eller at vi den dag idag rundt om paa de Britiske Øer og i Normandie kan finde minder om vore forfædre. Ikke bare i stedsnavne og jordfund, men i forfatning og retsvæsen. Øen Man's forfatning, som nedstammer i lige linje fra Nordmændenes gamle tingordning. Jeg udvikler ikke, at de senere angelsaksiske og de anglo-normanniske love er fulde af nordiske retsudtryk. Ei heller, at det var af Nordboerne, at Angelsakserne lærte sin dygtighed i sjøfart og handel, at det var Nordboer, som først grundede stæder i Irland, og at flere af Englands vigtigste handels- og sjøfartssteder, som Bristol, skylder Nordboerne sin blomstring, eller som Grimsby er grundlagt af dem. Jeg taler heller ikke nærmere om Normandie, hvor vikingetidens kultur — omdannet i kristen aand — fik sit skjønneste udtryk, og hvorfra de udgik, Siciliens og Syditaliens erobrere og korstogenes førere, riddertidens mest straalende skikkelser.

Jeg regner Johannes Steenstrups " Normannerne" for det værdifuldeste bidrag, som er git til vikingetidens historie. Høiest sætter jeg kanske fjerde bind "Danelag", hvor Steenstrup paaviser de mangfoldige og dybe spor, som Nordboerne har sat efter sig i det engelske samfund. Det her foreliggende arbeide vil paa mangfoldige punkter vise, hvor meget jeg er Steenstrup skyldig. Men Steenstrup gaar i sit arbeide ud fra en opfatning, som jeg ikke kan dele. Han siger i slutningen af sit store værk: "Mit foreliggende arbeide har formentlig opstillet et fuldkomment modbillede til det, prof Sophus Bugge i sit lærde og skarpsindige værk ´Studier over de nordiske gude- og heltesagns oprindelse´ har givet af Nordboernes forhold til nationerne paa de Britiske Øer." Professor Steenstrup synes at se disse to ting som modsætninger. Han mener, at hvis det viser sig, at den nordiske vikingetids kultur paa ett punkt har været selvstændig, saa maa den ogsaa ha været det paa alle andre punkter. Jeg maa tilstaa, at jeg ser spørgsmaalet paa en anden maade. Jeg ser det ikke som et " enten — eller", men som et "baade — og". Jeg tror, at baade professor Steenstrup og professor Sophus Bugge i hovedsagen har ret, og at vi først ved at sammenholde begges anskuelser faar det rigtige billede af vikingetiden.

Der er dem, som synes at regne det for lidt af en vanære, at vore forfædre i vikingetiden er blit paavirket af Vesterlandenes kultur. Intet er feilagtigere, Ser vi paa det enkelte menneske, viser det ikke netop en mands udviklingsdygtighed, at han formaar at modtage indtryk udenfra? Jo større en aand er, des sterkere og varigere vil ogsaa paavirkningen være. En almindelig døgnets træl vandrer sin opstukne bane uden særlig at paavirkes fra et enkelt hold; men gjælder det aander som Goethe eller Ibsen, da kan vi nævne deres aandelige fædre og følge de forskjellige strømme og indflydelser, som har virket paa dem. Men ved siden deraf har naturligvis hvert enkelt menneske noget, som er hans eget og som, naar alt kommer til alt, vel er det vigtigste til at bestemme udviklingen af hans personlighed.

Det er med hele folket som med det enkelte menneske. I enhver kultur vil der altid være noget individuelt og selvstændigt, som gir den enkelte kultur dens farve og særpræg. Men skal en kultur være leve- og udviklingsdygtig, maa den ogsaa staa i forbindelse med udenverdenen og stadig modtage nye impulser og indtryk. Selv Kinas fire hundrede millioner kan ikke leve paa sig selv alene uden at staa stille og saaledes — gaa tilbage.

Enhver kultur opstaar paa den maade, at det hjemlige befrugtes af det fremmede. Der er spirer, udviklingsmuligheder i hjemmet selv, men de formaar ikke at udvikle sig og blomstre uden befrugtning udenfra. Saaledes er den hellenske kultur opstaat, ved paavirkning fra Fønikere, Ægyptere og lilleasiatiske folk; men hvad skaar gjør det i dens skjønhed og selvstændighed! Og den romerske kultur ved Kristi tider. Kunsten er græsk; filosofien er græsk; digtningen er præget af græske forbilleder. Uden "Iliaden" og "Odysseen" vilde "Æneiden" aldrig være blit til. I den romerske gudeverden er Olympens beboere flyttet ind og har fyldt den med nye billeder og ny, leende, livsglad skjønhed. Men hvem vilde af denne grund falde paa at nægte Romeraandens storhed og selvstændighed! Har græsk kunst og græsk tænkning erobret Romerriget, saa har til gjengjæld romerretten erobret næsten hele den civiliserede verden. Og paa de veie, som Romerne byggede mellem landene, færdes menneskene mangesteds endnu den dag idag. Det er — i det smaa — med vore forfædre i vikingetiden paa samme maade som med Romerne i oldtiden; deres kunst og digtning saavelsom deres daglige liv paavirkes sterkt og varig fra Vesterlandene; men til gjengjæld præger de Vesterlandene med sin nordiske retsopfatning, vækker handel og skibsfart til live.

Ser vi historien i dens lovmæssige sammenhæng og tror vi, at i folkenes udvikling det ord tilfældig ikke eksisterer, men at enhver ting sker som et udslag af evige love og som en følge af forudgaaende aarsager, som kun vor egen begrænsning hindrer os i at opfatte, da vil det ogsaa staa klart for os, at kultur ikke lettelig kan opstaa paa én maade i det ene land og paa en anden maade i det andet. Paa samme maade som den græske og den romerske maa ogsaa vikingetidens kultur ha udviklet sig.

Den opgave, jeg skal søge at besvare, spørger om vikingetidens kultur. Jeg maa derfor først søge at gjøre det klart, hvad vi skal forstaa ved Vikingetiden. Herved forstaar man ialmindelighed det tidsrum af nær halvtredje hundrede aar, da de nordiske folk, Nordmænd, Svensker og Dansker, drager paa tog til fremmede lande, først for at plyndre og røve, og videre for at vinde land og grunde nybygder. Som vikingetidens begyndelse sætter man ialmindelighed aaret 793, da "hedenske mænd grulig ødelagde Guds kirke paa Lindisfarne (i Northumberland) ved rov og manddrab."[7]. Allerede ved 787 omtaler dog angelsaksiske krøniker indfald af vikinger, men uden at sige, at disse indfald begyndte netop i aar 787. Krønikens ord lyder saaledes: "Aar 787. I dette aar tog kong Brihtnod Eadburh, kong Offas datter, til ægte. Og i hans dage kom for første gang tre skibe af Normanner fra Hærethaland (III scipu Nordmanna of Hæreðalande). Disse var de første skibe med danske mænd, som søgte til den angliske stammes land". (Þæt wæron þa ærestan scipu Deniscra manna þe Angelcynnes land gesohton)". Vi tør saaledes gaa ud fra, at vikingernes indfald i England er begyndt ved aar 790 eller deromkring. I 795 plyndrer de ved kysterne af Wales og Irland og fra disse aar begynder vi ogsaa at høre om indfald paa Frislands og Nederlandenes kyster.

Vikingetogene - den sidste folkevandring

Omtrent samtidig med vikingetidens begyndelse sætter flere arkæologer begyndelsen af et nyt tidsafsnit, den saakaldte yngre jernalder, som efter deres mening strækker sig fra omkr. aar 800 til henimod midten af det i 11te aarhundred. Ogsaa sprogforskerne ser i det 8de aarhundred — om end lidt før arkæologerne — en ny tid oprinde. Den saakaldte længere rækkes runer, som var fælles for alle germanske stammer, afløses af den kortere rækkes runer, som er særegne for de nordiske folk. Samtidig foregaar der ogsaa i sproget en gjennemgribende forandring; det blir fra nu af mere afgjort nordisk, for siden — ved aar 1000 — tydelig at spalte sig i norsk, svensk og dansk. Sprogforskere mener, at denne forandring begynder ved aar 750 og fortsættes udigjennem det 8de aarhundred. Saaledes viser baade sprogvidenskaben, arkæologien og historien, at der i anden halvdel af det 8de Aarh. begynder en ny tid i Norden. Man maa dog ikke forestille sig det, som om vikingetiden pludselig og med ett begynder, eller som om Nordboerne før den tid ikke havde staaet i nogen forbindelse med Vesteuropa eller nogensinde tidligere seilet over Nordsjøen.

Vikingetogene er i mine øine bare det sidste udslag af den store bevægelse, vi kalder folkevandringen; dermed forstaar vi i almindelighed de germanske folks fremrykning mod de af romersk og græsk kultur prægede lande. Folkevandringen foregik dog ikke bare tillands, men ogsaa tilsjøs. Goter og Vandaler gjorde vikingetog nede i Sortehavet og Middelhavet. Angler, Sakser og Jyder kom i baade over til Britannien. Deres erobring kan i førstningen ikke i nogen væsentlig grad ha skilt sig ud fra de senere vikingetog. Og selve folkevandringen, hvori ogsaa nordiske folk tog en vigtig del, er ikke en alenestaaende hændelse i de germanske folks historie. Paa Cæsars tid foregik der, som vi ved, en lignende fremrykning af Germanerne mod Gallien, og endnu tidligere har vi Kimbrernes og Teutonernes store tog. Alle disse folkevandringer og fremrykninger er udslag af de samme aarsager. Primitive folkeslag føler sig altid dragne mod sol og varme og mod rigere lande med høiere kultur; desuden var Germanerne endnu ikke saa fast bosiddende som de senere blev, og i hungersaar maatte naturlig de unge, handlekraftige mandskaber føle sig draget til at søge ud paa tog og æventyr. Ogsaa andre ariske folkestammer, f eks. Kelterne, har havt sine folkevandringer baade tillands og tilsjøs.

Nordboerne har, tror jeg, fra umindelige tider seilet over sjøen og staat i forbindelse med Vesteuropa[8]. Længe før den egentlige vikingetid havde de foretaget sjøtog, som vi uden tvivl maa kalde vikingefærder. Allerede paa Kristi tider drev Nordboerne skibsfart. Tacitus taler i sin Germania (kap. 44) om Svearnes mægtige flaader. Dog brugte Svearne paa hans tid endnu ikke seil, men bare aarer. Der er grund til at tro, at Nordboernes skibsfart først er opstaat hos de svenske og gotiske stammer i indhavet ved Østersjøens bredder og at færdigheden derfra bredte sig til Nordmænd og Dansker. Blant de første Nordboer, som drog paa vikingefærd til fremmede lande, var Herulerne. Herulere hørte sandsynligvis hjemme i den sydlige del af den Skandinaviske halvø, mulig ogsaa paa de danske øer, hvorfra Danerne fordrev dem (Jordanes, Getica kap. 3). Efter dette drog Herulerne paa folkevandringstiden sydover og fik bolig i det nuværende Ungarn, men blev tilslut undertvunget af Romerne. Endel af Herulerne vilde dog ikke underkaste sig Romernes herredømme, men drog tilbage til sit hjemland. De kom til Danernes land og satte derfra over til den Skandinaviske halvø, hvor de fik boliger ved siden af Gauterne[9]. Herulerne har altsaa uden tvivl været Nordboer. Ingen anden af de germanske stammer, som tog del i folkevandringen, sværmede saa viden om som Herulerne. Vi finder dem ikke bare i Østeuropa, men ogsaa i Vesteuropa. Fra det 3die og ned til det 5te aarhundred optraadte de i de vestlige have som sjørøvere, dels alene og dels i forbindelse med Saksere. De plyndrer paa kysterne af Gallien og Spanien, og kom endog i 455 ned gjennem Middelhavet helt til Lucca i Italien[10].

I Britanniens erobring, som begyndte ved aar 449, deltog Angler, Sakser og Jyder. De to første var sandsynligvis nær beslægtede nedertyske stammer. Men navnet synes snarest at vise, at Jyderne er kommet fra Jylland og var af dansk nationalitet. — De bosatte sig, som bekjendt, paa øen Wight og i Kent. — En fortsættelse af disse tog, som vi med fuld ret kan kalde vikingefærder, var det tog, som den danske konge Chochilaicns (Hugleik) omkr. 515 eller 516 foretog til det Frankiske rige, hvor han plyndrede i Atuariernes land, egnen omkring det nuværende Nijmwegen i Nederlandene, men tilslut faldt i kamp mod den austrasiske kongesøn Theodebert[11]. Dette dristige vikingetog prægede sig dybt i Nordboernes sind og mindedes i sang og digtning. Det skildres i det angelsaksiske, paa nordiske kilder grundede heltedigt "Beowulf", hvor Hygelâc (d. e. Hugleik) kaldes Geaternes konge[12]. Endnu ophørte dog ikke dette det første store afsnit af vikingetogene. Danerne maa ogsaa efter Hugleiks tid ha gjort mindre sjøtog nedover mod Frankerriget. I et digt, som Venantius Fortunatus omkr. 580 skrev til kong Chilperic, nævnes saaledes Daner blant Frankernes fiender[13]. Jeg kan nævne, at selve ordet "viking" ogsaa var kjendt af Angelsakserne længe før den egentlige vikingetid. Det forekommer saaledes i det gamle digt "Wicingas", hvor Wicingas nævnes som betegnelse for Headhobarderne, som førte krig med Hrodwulf og Hroftgar (v. 45 — 49)[14]. Og i den ags. Exodus (v. 333) kaldes Jøderne, som drager gjennem det Røde Hav, sæwikingas. Det er saaledes ikke rigtigt, naar enkelte forskere har ment, at vikingr i nordisk er et laanord fra ags., eller omvendt at det i ags. er laanord fra Nordboerne i vikingetiden. Alt dette viser, som ogsaa tyskeren Müllenhoff har fremhævet ("Beowulf", s. 95 ff.), at Nordboerne alt paa folkevandringens tider har draget paa vikingefærder til Vestens lande. Men saa blir det stille og fra slutningen af det 6te aarhundred hører vi ikke længer om at Nordboerne herjer langs Frankerrigets og Englands kyster. Men endnu senere gjorde, saa synes det, Nordmænd tog til de Skotske øer, ja helt ned til Irland.

Den bekjendte tyske sprog- og oldforsker, professor H. Zimmer, har af irske beretninger sluttet, at Nordgermaner fra Norges vestkyst alt mellem aar 590 og 644 var kommen til Shetlandsøerne[15]. Zimmers formodning har ikke vundet almindelig tilslutning, men bør, paa grund af nyere undersøgelser, kanske sés i et nyt lys. Zimmer henleder opmerksomheden paa to vanskelig forklarlige optegnelser i de irske aarbøger. De Fire Mesteres Annaler melder for aar 612 : "Torach (d. e. Tory Island's) fuldstændige ødelæggelse ved en fra havet kommende sjøflaade" (Fasiighadh Toraighe la murchohlach muridhe). Tory Island ligger udenfor kysten af Donegal i det nordvestlige Irland. Øens hærjing omtales ogsaa af Ulster-annalerne (for aar 616) og af Chronicum Scotorum (aar 617). Ingen begivenhed fra det 7de aarhundred i Irlands og Skotlands historie er, ifølge Zimmer (s. 33) bekræftet af flere vidner end den kjendsgjerning, at Iona's datterkloster paa øen Eigg den 17de april 617 blev opbrændt og at alle klosterets indvaanere, abbeden Donnan og hans 32 fæller, blev myrdet. Eigg er navnet paa en af de sydlige Hebrider, en liden ø, som ligger syd for Skye mellem øerne Rum og Muke. Zimmer mener, at Tory Island's og Eigg's plyndring ikke kan skyldes de paa den tid kristne Pikter; den maa skyldes Nordboer, som fra Shetlandsøerne har vovet sig længere mod syd.

Disse beretninger viser i sig selv ikke saa meget; men de stilles i et nyt lys ved dr. Jakob Jakobsens undersøgelser. Dr. Jakobsen, som i længere tid har opholdt sig paa Shetlandsøerne for at studere nordiske stedsnavne og andre minder om nordisk sprog paa disse øer, er paa grund af stedsnavnene kommet til den slutning, at Nordmænd alt ved aar 700 maa ha sat sig fast paa Shetlandsøerne, hvor de forefandt en kristen, keltisk befolkning[16]. Denne bestod dels af piktiske, med Kymrerne nær beslægtede bønder og dels af irske munke og geistlige.

Jeg selv søger i afsnittet om billedstener at vise, at gutniske mænd sammen med Nordmænd alt i 7de og 8de aarhundred har seilet til Shetlandsøerne og Orknøerne og der modtaget paavirkning fra keltiske stenkors prydet med billeder og ornamenter. Arkæologerne, fremforalt Sophus Müller, men ogsaa Oscar Montelius[17], antager indflydelse fra irsk paa nordisk prydkunst. Men denne paavirkning maa være begyndt forud for den yngre jernalder — i mellemjernalderen —, og den kan kun forklares ved en sjøforbindelse mellem nordiske og keltiske lande.

Vi har saaledes paa folkevandringstiden, med et rundt tal fra aar 300 tilaar 600, det første afsnit af vikingetogene, Nordboernes store møde med Vesterlandene og deres høiere fra Rom prægede kultur. Nordiske mænd plyndrede langs Galliens og Britanniens kyster. Og Nordboer var med paa de store tog nedover mod Romerriget. Den norske stammekonge Rodulf gjæstede saaledes Østgoternes konge Theodorik den store i Italien[18]. Men det vigtigste bindeled mellem Norden og romersk kultur var kanske de Heruler, som vendte tilbage og fik bolig ved siden af Gauterne. Der kan ikke være tvivl om at folkevandringstiden har havt den allerstørste betydning for Norden og at en rigt befrugtende kulturstrøm fra Sydens og Vestens lande paa den tid har naaet Norden. Men i enkelthederne nærmere at godtgjøre dette er vanskeligt, for ikke at sige umuligt. Et tydeligt vidnesbyrd om denne indflydelse er de rundt om i Norden fundne hængesmykker af guld, de saakaldte brakteater, som er selvstændige efterligninger af romerske mynter og medaljer. Der findes ogsaa en del kulturord, yderst ude stammende fra græsk og latin, som alt før vikingetiden maa være kommet til Norden.

Jeg skal nævne oldn. sekkr, "sæk", af lat. saccus, græsk σαχχσς, fønikisk-hebraisk sak. Dette ord findes i gamle norske fjord- og ønavne, som viser, at ordet alt før vikingetiden har fundet hjemstavnsret i sproget. Det samme er muligens tilfældet med taska, f. "taske, pose", og skutill, m. "lidet Bord, Fad", som forekommer i gamle gaardnavne. Et andet fremmedord, som ogsaa før vikingetiden synes at være kommet til Norden, er oldn. tafl, "brætspil" og tafla, "brikke", af lat. tabula, brætspil var nemlig alt i den ældre jernalder kjendt i Norden[19]. Fremdeles kan nævnes spidul, d. e. spindul, "naal, fibula", som forekommer i indskriften paa Fonnaasspænden, der synes at være fra 7de aarhundred. Ordet stammer middelbart fra lat. spiunla[20]. Paa en brakteat fra Tjorkö ved Karlskrona forekommer dativen wallhakurne, hvilket flere sprogforskere har forklaret som "den vælske krone" og forstaaet som en betegnelse for diadem eller krans paa det brystbillede, som de romerske mynter fremstillede og som blev efterlignet paa brakteaten. Ordet viser da, at brakteatkunstneren har kjendt det latinske corona.

Men det vigtigste vidnesbyrd om kulturforbindelse mellem Norden og Sydeuropa er runerne selv, som er en omdannelse af sydeuropæisk skrift og sandsynligvis fra Goterne er kommet til Nordboerne.

Dog følger jeg i dette arbeide, af praktiske grunde, den almindelige tidsinddeling, som sætter vikingetidens begyndelse ved aar 793. Thi ved denne tid begynder de store sjøtog, som snart skulde bli til virkelige erobringstog og ha tilfølge Nordboernes faste bosættelse paa de Britiske Øer og i Normandie.

Skal man sætte vikingetidens grænse nedover i tiden, møder man de samme vanskeligheder. Ingen kan sige, naar vikingetiden egentlig ender. Den ender nemlig til forskjellig tid i de forskjellige lande. De svenske runeindskrifter viser, at der udgik vikingetog fra Sverige ned gjennem hele det i 11te aarhundred. For Norge og Danmark ender vikingetiden praktisk talt med Olav Haraldssøns tronbestigelse og Knut den mægtiges erobring af England. Og dog er Magnus Barfod en ligesaa fuldblods viking som Lodbrokssønnerne eller Ganger-Rolv. I Irland synes vikingetiden afgjort at ende med Clontarfslaget i 1014. Og dog omtaler de walisiske Annales Cambriæ vikingetog fra Dublin til Wales ved midten af det 11te aarhundred; Nordboerne kaldes endog efter gammel skik "hedningerne"[21]. Det blir derfor i mange stykker en skjønssag, hvad jeg i denne opgave tager med og hvad jeg ikke tager med. Jeg skal dog her i korthed redegjøre for, hvordan jeg ser sagen. Kulturindflydelse, som bevislig er kommet til Norden i forbindelse med kristendommens indførelse som statsreligion, undlader jeg at tale om. Vikingetiden ender nemlig i virkeligheden med Nordboernes overgang til kristendommen. Jeg regner derfor vikingetiden som endt i Norge ved Olav Haraldssons tronbestigelse. Dog kan det nok i enkelte tilfælde hænde, at jeg drager forhold fra Olav den helliges tid ind i undersøgelsen. For Danmarks vedkommende stiller forholdene sig noget anderledes. Vistnok indføres kristendommen som statsreligion alt under Harald Blaatand. Men dennes søn Svein er i ett og alt en typisk vikingekonge, og Knuts erobring af England tilhører ogsaa vikingetiden. Men efter erobringen hersker Knut som en middelalderlig, vesteuropæisk konge, ikke som en vikingehøvding. Vikingetiden er endt. Jeg tror derfor, at Knut den mægtiges styre ligger udenfor min opgaves ramme: kun i et par enkelte tilfælde tager jeg forhold under hans regjering med i undersøgelsen. Om Sveriges indre forhold ved vi saa lidet, at jeg tager med hvad jeg kan finde ogsaa fra midten af 11te aarhundred. Forholdene i de nordiske nybygder i England, Skotland og Irland hører, saavidt jeg kan skjønne, ind under opgaven. Jeg regner, som før nævnt, vikingetiden i Irland for afsluttet ved Clontarfslaget. Efter den tid blir de nordiske konger i Irland i første række kristne og irske fyrster; forbindelsen med de nordiske lande taber sin betydning. Derimod kommer jeg, i afsnittet om bildende kunst, til at tale om forhold paa Man saa sent som ved midten af 11te aarh. Med hensyn til Frankerriget har jeg taget opgaven paa en noget anden maade. Vikingetogene til Frankrig og Nederlandene i det 9de aarhundred ligger utvivlsomt indenfor denne opgaves ramme. Derimod ligger Nordboernes historie i det Karolingiske Rige, i tiden efterat Rollo i 912 blev Normandiets hertug, udenfor opgaven. Rollo selv blev kristen og den franske konges vasal. Hans mænd blev ogsaa temmelig snart kristne og Franskmænd. Normandiets historie tilhører, ligefra begyndelsen af, den kristne middelalder og Frankrig, ikke vikingetiden og Norden, i modsætning til nybygderne paa de Britiske Øer. Hvordan Nordboerne i Normandie paavirkedes af fransk kultur og lidt efter lidt omdannedes til Franskmænd, kommer jeg derfor ikke til at undersøge. Vikingetog til Østersjølandene, Rusland og Konstantinopel kommer jeg heller ikke til at tale om, da opgaven kun spørger om kulturpaavirkning fra Vesteuropa, og herunder indbefatter jeg de Britiske Øer, Frankrig og de nuværende kongeriger Nederlandene og Belgien.

For at kunne afgjøre spørgsmaalet om Vesterlandenes indflydelse paa Nordboernes ydre kultur, levesæt og samfundsforhold i vikingetiden er det nødvendigt, at vi først søger at danne os et billede af forholdene i Norden ved vikingetidens begyndelse. Et saadant billede kan dog vanskelig komme til fuldt at svare til virkeligheden eller til at gaa ind paa de mindre enkeltheder; dertil er mangelen paa kilder for stor. Jeg vil ogsaa paa forhaand gjøre opmærksom paa, at meget af hvad jeg her kommer til at sige siden vil bli gjentaget under de enkelte afsnit.

Det ligger da nær at tage vort udgangspunkt i samfundsforholdene og forfatningen, som - saa at sige — udgjør rygraden i folkets liv. En af vore vigtigste kilder til kundskab om den tid, som ligger forud for vikingetiden, er det paa danske sagn byggede angelsaksiske digt "Beowulf". Dog gjælder det ved dette digt at skjelne mellem, hvad der er oprindelig dansk og hvad der skyldes den angelsaksiske digter. De oplysninger, som indskrifter med den ældre rækkes runer gir om samfundsforholdene, er vigtige og sikre nok; men de er desværre yderst sparsomme. Eddadigtene, skaldekvad, sagaerne, Sakso, Sven Aagesøn og lovene kan ogsaa bruges til sammenligning. Hertil kommer de faa spredte oplysninger, som f. eks. Tacitus, Prokop og Jordanes gir om nordiske forhold. Man bør dog være meget varsom ved at slutte fra det, som Tacitus meddeler om Germanerne i Tyskland. Disse havde, især efter at de først var kommet i berøring med Romerne, gjennemgaat en fra Nordboerne forskjellig udvikling. Derimod kan man, tror jeg, med større ret drage slutninger fra forhold hos de med Nordboerne nær beslægtede Goter, ialfald forud for den tid, da Østgoterne nedsatte sig i Italien og Vestgoterne i Spanien.

Vikingesamfundets organisering

Nordboerne eller Nordgermanerne var oprindelig ikke samlet til tre forskjellige folk, Nordmænd, Svensker og Dansker, saaledes som vi i historisk tid finder dem. De var, som alle germanske folk, delt i indbyrdes uafhængige stammer, hvis navne vi endnu gjenfinder i mange landskabsnavne. Mange af de svenske og norske stammer nævnes bl. a. af Goternes historieskriver Jordanes i hans Getica (III 21 — 24). Landets ældste inddeling synes at ha været i herreder (oldn. herad), et ord som brugtes baade i Norge, Sverige og Danmark. Ordets etymologiske forklaring er vanskelig; men sædvanlig sætter man det i forbindelse med oldn. herr, "hær". Falk og Torp siger i sin etymologiske ordbog over det norske og danske sprog: "Ordet er sammensat og svækket for *her-rud, egentl. "raadighed over en hær". Den tilsvarende inddeling hos andre germanske stammer er hundredet, "centena" hos Frankerne, huntari hos Svaberne og hundred hos Angelsakserne[22]. I Sverige brugtes hundari (ældre *hund) i Uppland og paa Gotland, men hæraþ i de øvrige svenske landskaber. Sakso synes ogsaa at ha kjendt og sammenblandet de to ord hæraþ og hundari, idet han oversætter "herred" med centurionatum[23]. Det er sandsynligt, at "hundredet" oprindeligt var et rent talbegreb, som kan føres tilbage til hærens inddeling i "hundreder" (= 120).

Flere herreder udgjorde tilsammen i Norge et fylke (oldn. fylkt), eller "folkland", som det hed i Sverige, af folk, "folk, krigerskare, stammen som krigerskare" (jfr. Falk og Torp Etym. ordbog). Landskabsinddelingen er ældgammel i Norden. Man har overhovedet ingen historiske efterretninger om en tid i Norden, som ligger saa langt tilbage, at de forskjellige herreder dannede indbyrdes uafhængige enheder. Plinius taler i sin naturhistorie om Hillevionernes stamme, som bebor en del af Skandinavien og bor i fem hundrede landsbyer[24], — vistnok i det nuværende Sverige. Plinius's udtryk synes at hvile paa en misforstaaelse. Rimeligvis har han hørt, at Hillevionerne bodde i fem "hundreder", og misforstaaet dette som "fem hundrede landsbyer". I saa fald skulde vi hos Plinius ha den neldste omtale af hundred- eller herredsinddelingen i Norden.

Stammehøvdinger var i Norge herserne, oldn. hersir, et ord som man har sat i forbindelse med "hær" og "herred". Ogsaa i Sverige har man kjendt herser og rimeligvis ogsaa i Danmark. Det er dog ikke sikkert, at hver herse netop styrede over et herred. Over større omraader styrede jarler. Oldn. jarl (ældre erilaR) betegnede i gammel tid "krigerhøvding". Jarlerne var vistnok oprindelig uafhængige stammehøvdinger[25].Men allerede før vikingetidens begyndelse havde kongerne under sig jarler som en slags tjenestemænd med fyrstelig værdighed (tign). I Norge stod før rigets samling de fleste landsdele — med undtagelse af Haralds fædrenerige samt Trøndelagen — under "fylkeskonger" (fylkiskonungr), som var herskere over de større stammer, som Egder, Ryger, Horder osv. Slige stammekonger fandtes alt ved aar 500 i Norge, f. eks. Rodulf (Roodulf), som ifølge Jordanes synes at ha været konge over Raumerne (Ranni feil for Raumi?) og som blev Theodorik den stores mand[26].

Snorre fortæller, at paa Ingjald Illraades tid fandtes mange "herredskonger" (heraðskonungar) i Svitjod[27]. Fra Danmark hører vi om mindre konger i Skaane, paa Fyn og i Jylland; ja selv paa Sjælland hører vi om konger ved siden af Leirekongen[28]. Alle disse har vistnok været "mediatiserede", oprindelig uafhængige stammehøvdinger.

De ældste forhold i Norden, som historien viser os, synes saaledes at tale for, at de forskjellige stammer har staaet under hver sin høvding. Disse høvdinger har vistnok baaret forskjellige værdighedsnavne, ligesom romerske forfattere hos Germanerne skjelner mellem reges (konger) og principes (fyrster), uden at der dog synes at ha været nogen væsensforskjel mellem disse[29].

Det næste skridt i udviklingen er stammernes samling til "folkeslag", oldn.þjóð f., et ord, som bl. a. findes i Sciþjóð, de gamles navn for Sverige. I Norge var det før Harald Haarfagres tid bare i Viken og paa Oplandene, at der havde begyndt at danne sig større folkeenheder. Danmark og Sverige synes derimod længe før vikingetiden at være vokset sammen til nationale enheder. Vistnok udgjorde Svear og Gøter endnu ved middelalderens begyndelse to skarpt adskilte stammer; men Alfred den stores gjengivelse af Dansken Wulfstans reise (i hans oversættelse af Orosius) viser os dog Sverige som ett rige; det omfattede ikke Halland og Skaane, som hørte til Danmark, men derimod Bleking, som senere kom til Danmark. Af det nuværende Danmark var Bornholm endnu uafhængig og havde sin egen konge. Ogsaa Danerne samlede sig, sandsynligvis paa folkevandringstiden, til ett folk, men hvor vidt deres rige dengang strakte sig, kan vi nu ikke afgjøre.

I forbindelse hermed staar det ogsaa, at kongedømmet i Danmark og Sverige langt tidligere end i Norge havde udviklet sig til stor magt og anseelse. Germanerne havde nok alt i den ældste tid "konger" eller stammekonger. Men disse var noget helt forskjelligt fra hvad en gammel Nordbo vilde ha kaldt þjóðkonungr, d. e. "konge over et helt folk". I Norden fandtes der ved vikingetidens begyndelse bare "tjod-konger" i Sverige og Danmark samt i Harald Haarfagres fædrenerige. Disse konger svarede til hvad moderne retshistorikere hos de øvrige germanske stammer har kaldt "storkonger"[30]. Dog er der, som jeg før har nævnt, ogsaa i Danmark og Sverige spor af, at de forskjellige stammer har været uafhængige og staat under hver sin høvding.

Jeg skal i det følgende søge at skildre kongen eller rettere "storkongen" og hans stilling i Norden ved vikingetidens begyndelse. Kongen kaldtes þjóðann (af þjóð), et ældgammelt ord, som ogsaa kjendtes af Goter, Franker, Sakser og Angelsakser. Ordet konungr er i betydningen "konge" yngre i Norden.

Kongeværdigheden var arvelig hos Nordboerne. Derom vidner de alt for vikingetiden navnkundige kongeætter, Ynglingerne i Uppsala, eller Scilfingas, som "Beowulfc kalder dem, og Skjoldungerne i Leire paa Sjælland ("Beowulf" kalder deres hal Heorot ell. "Hjort"). Begge ætter troede vistnok, at de nedstammede fra guderne.

I Norge fremtræder sterkere end i Sverige og Danmark den ogsaa hos andre Germaner, bl. a. hos Goterne, men især hos Frankerne herskende forestilling, at kongedømmet er en odel, som alle kongesønner har lige ret til. — Det stred mod nordisk retsskik, at dronninger herskede over folket. — Denne opfatning af kongedømmet som en odel førte i Frankerriget til stadige delinger og i Norge til et for rigets enhed faretruende samkongedømme[31]. I Danmark og Sverige synes derimod enekongedømmet[32] at ha været gjennemgaaende regel, om vi end ogsaa dér kan finde flere spor til samkongedømme.

Tresnitt om kongevalg fra Olaus Magnus´ "Historie om de nordiske folk". (Commons)

Blev man saaledes end konge paa grund af sin fødsel, kunde man dog ikke tiltræde styret uden at faa sin ret anerkjendt af folket[33]. Dette havde endog, kan man sige, en indskrænket valgret. Det valgte kongen indenfor den herskende slægt. Dette er en ældgammel germansk retsskik. Tacitus siger om Germanerne i Tyskland (Germania k. 7): reges ex nohilitate sumunt. I Sverige og Danmark synes folkets valgret at ha været mere udviklet end i Norge. Men ogsaa i Norge maatte kongen ialfald hyldes og anerkjendes af folket. Hyldningen foregik altid paa tinge. Efter gammel germansk retsskik blev kongen løftet op paa et skjold (jfr. Grimm, Rechtsalterthümer, s. 234). I Sverige hyldedes kongen ved at løftes op paa en sten (Mora sten ved Uppsala), en skik som ogsaa gjenfindes i Danmark og i andre lande, bl. a. hos Kelterne. Ligesom folket havde ret til at vælge kongen, om end indenfor en snæver kreds, saaledes kunde det ogsaa i visse tilfælde afsætte ham. "Sveær egho konung at taka ok sva vrekæ", siger Vestgötalagen. Samtidig øvede det gjerne, hvad man med et moderne udtryk kunde kalde lynchjustits, og tog kongen af dage. Gamle svenske sagn fortæller, at Svenskerne i hungersnød ofrede sine konger til guderne, saaledes som de gjorde med Olav Tretelgja[34]. Snorres gjengivelse af Torgny lagmands tale paa Uppsalatinget viser ogsaa, at Svenskerne tidlig forstod at tage sig selv til rette ligeoverfor sine konger[35]. I det hele synes det mig, som om baade kongens og folkets rettigheder ved vikingetidens begyndelse maa ha været tydeligere udpræget i Sverige end baade i Danmark og Norge.

Adam af Bremen, som skrev i anden halvdel af det ute aarhundred, siger om Svenskerne (IV 22): reges habent, quoruni tamen vis pendet in populi sententia. Dog skulde jeg tro, at den svenske kongemagt paa Adams tid ikke var fuldt saa sterk som den tidligere havde været. Jeg tror, at det af flere grunde er sandsynligt, at den nordiske kongemagt — d. e. kongen som þjódkonungr — tidligst har udviklet sig i Sverige, i bygderne rundt Mälaren. Snorre lader en af Olav Skotkonungs raadgivere sige om den uppsvenske kongeæt, at den er "den fornemste (tignust) i Norderlandene; thi den æt er kommet fra selve guderne"[36]. Kongemagten synes først at ha udviklet sig hos Østgermanerne og senere, i tiden mellem Cæsar og Tacitus, at ha trængt frem til de i Tyskland boende Germaner[37]. Men mellem Goterne, den vigtigste østgermanske stamme, som i det første aarhundred efter Kristus endnu boede ved Østersjøens kyster, og Svenskerne var der nært slægtskab og vistnok ogsaa livlig forbindelse. Det ligger da nær at slutte, at kongemagten fra Goterne har udbredt sig til Svearne. Ogsaa Tacitus nævner, at kongemagten var sterk hos Svearne[38]. — Dog nægter jeg ikke, at Leirekongerne kanske var de navnkundigste i Norden.

Kongerne havde — ligesom enhver anden husherre — i hallen sit "høisæde" (ǫndvegi), hvor de sad. Høisædet kan saaledes ikke kaldes noget symbol paa kongemagten. Et saadant var derimod Leirekongernes stóll (senere kaldtes keiseren i Konstantinopel stólkonungr). Stóll, m. betyder i oldn. "en stol, et løst, fritstaaende sæde". I Grottesangen (str. 20) synger jættemøerne til kong Frode:


Munat þu halda
Hleíðrar stóli.


Leirekongens stóll synes at ha været tænkt som en slags trone. Svarende hertil er "Beowulf's" udtryk brego-stól, "herskerstol", et ord, som ogsaa billedlig bruges om herskermagten. Sindbillede paa kongemagten var hos Merovingerne det kongelige høisæde, cathedra, solium regni[39]. I følge Amira har det ophøiede kongesæde som sindbillede paa kongemagten udviklet sig under indflydelse fra senromersk symbolik[40]. Paa den anden side kan overensstemmelsen mellem Hleiðrar stóll og solium regni hos Merovingerne næppe være tilfældig. — Ellers i Norden hører vi ikke om det ophøiede kongesæde (stóll) som sindbillede paa kongemagten. — Tør vi da slutte, at Leirekongernes "stol" er en efterligning af Merovingiske forbilleder ? Med andre ord, at forhold i Frankerriget alt før vikingetiden har paavirket Nordboerne ? Man kunde i det tilfælde tænke paa fredelige handelsforbindelser over Nederlandene og Frisland til Danmark, eller paa krigstog som kong Hugleiks.

Et symbol paa kongens værdighed som hærens fører var hos Nordboerne "merket" eller "kampfanen", som blev baaret foran kongen i kampen[41]. Det synes dels at ha været afudskaaret træ eller at ha været af metal (oldn. merki = segn i Beowulf af lat. signum). Dels var det et virkeligt banner af tøi eller klæde (oldn. gunnfani = ags. guðfana, oht. gunþfano).

Kongen er først og fremst folkets anfører i krig; dette synes at ha været hans oprindelige stilling. I Norge havde før Harald Haarfagres tid bønderne ingen pligt til at følge kongen i krig udenfor fylket. Noget lignende har vel ogsaa oprindelig været tilfældet baade i Danmark og i Sverige. Det paahvilede ogsaa kongen at vaage over landets indre ro og at straffe ildgjerningsmænd, som krænkede landets fred. Derfor skulde der ogsaa for forbrydelser betales bøder til kongen, foruden hvad der udrededes til den fornærmede eller dennes Slægt. Dog er det at merke, at freden var folkets og ikke kongens.

Kongen havde ret til at omgi sig med et følge af væbnede mænd (drótt ell. verðung = comitatus hos Tacitus). Det angelsaksiske heltedigt Beowulf viser, at følget er ældgammelt i Norden. Dets medlemmer blev under høitidelige ceremonier optaget i følget og aflagde ed paa at forsvare og beskytte sin herre. Følget levede i kongens hal og fik af ham mad, klæder og vaaben, samt mange slags gaver, som heste og armringe. Derfor er ogsaa "ringbryderen" og "klenodieuddeleren" (ældgamle poetiske betegnelser for "konge" og "høvding" hos Germanerne[42]. Det ældste navn paa følgets medlemmer var muligens þegnar (oldn. þegn = oht. degan, glsaks. thegan, ags. þegen) eller sinnar (jfr. oht. gasindi, ags. gesið). Den af et følge af væbnede mænd omgivne høvding kaldtes drottinn, af drott, en fællesgermansk betegnelse for følget.

Kongen synes hos Nordboerne før vikingetiden ikke at ha havt nogen del i den lovgivende og dømmende myndighed. Retten var vokset frem ved folkets egne beslutninger paa tinge, hvor ogsaa retssagerne afgjordes af tingalmuen. Naar sagnene udhæver visse konger som lovgivere, saa vil dette enten sige, at de nye love er blit til paa vedkommende konges tid, eller at kongen paa grund af sin visdom og anseelse af folket har faaet i opdrag at gi nye love[43]. Det sidste har vistnok sjelden været tilfældet. Derimod er det bevisligt forekommet i Norge, og vel ogsaa i de andre nordiske riger, at kongerne har forenet mindre landsdele til en større retsenhed[44].

Kongen synes hos de nordgermanske folk med sin stilling ogsaa at ha forenet værdigheden som gode eller præst. Beretninger baade fra Danmark, Sverige og Norge synes afgjort at tyde paa dette. — Ogsaa de underordnede stammehøvdinger eller herserne synes tillige at ha været præster. De islandske høvdinger fik, som vi ved, sit værdighedsnavn "goder", fordi de tillige var tempelpræster.

Hvad angaar kongens indtægter, saa havde han foruden den før nævnte andel i retsbøderne (sakøre, sakareyrir) ingen faste indtægter af det offentlige. Han havde kun, hvad hans mange gaarde indbragte ham, og det bytte han kunde gjøre i krigen. Derimod synes det at ha været en gammel forrettighed for kongen, at han og hans følge forsynedes med levnetsmidler og skydsedes af bønderne, naar de drog gjennem bygden. Ligesaa havde kongen ret til herreløst gods (dánarfé) eller til arv, som fremmede eller mænd, der døde uden arvinger, efterlod sig (dánararfr). Baade gl. svensk og gl. dansk ret har nemlig det samme udtryk (gl.sv. dana arver, gl.d. danearv og danefæ). — Ordene er ældgamle og staar i forbindelse med dáinn, "afdød". — Muligens havde ogsaa kongen ligesom de islandske goder forkjøbsret til varer.

Under kongen stod i Norge ved vikingetidens begyndelse herser samt, i alle de nordiske lande, enkelte jarler. I det hele fandtes der overalt i Norden ædle slægter, som ved sin fødsel udmerkede sig fremfor de øvrige bønder og derved fik øget indflydelse.


__________


Tradisjonelle islandske torvhus. Fra Torbær (Skógum) på Island. (Foto: Stefan Schafft, 2006. Commons.

De nordiske samfund kan endnu med fuld ret kaldes bondesamfund. Der fandtes ved vikingetidens begyndelse ingen borgerstand, handelsstand eller haandværkerstand, ligesaalidt som der i den hedenske tid var nogen egen præstestand. Samfundets kjerne var de jordeiende bønder. Særlig i Norge var det eiendommelige retsinstitut udviklet, som kaldes odel, odelsret. Det har dog havt nærbeslægtede paralleler i andre germanske lande, oldn. óðal = gl.svensk og gl.d. oþal, oht. uodal, oldsaks. odil, ags. eðel. Ordet betegner oprindelig ikke andet end fuld eiendomsret. Men eiendomsret var i den germanske verden fra først af en familieret, som samlet tilkom de i formuesfællesskab levende nærmeste slægtninge. I Norge, hvor familiefællesskabet blot forekom i forhistorisk tid, gik "odel" videre over til at betegne dels de til deltagelse i arveskiftet berettigede ættemedlemmers enearveret til jorden, og dels en forkjøbsret i tilfælde af gaardens salg[45]. I Sverige synes man ogsaa i gammel tid at ha havt noget tilsvarende til den norske "odel". Det kaldtes senere "bordsret". I Danmark var forholdene i gammel tid anderledes. Dér var befolkningen delt i slægter, som bodde sammen i byer og dyrkede markerne i fællesskab; der var i den ældste tid i Danmark ikke bare landsby, men ogsaa familiefællesskab.

Det er merkeligt, at de islandske nybyggere ikke førte begrebet óðal med sig fra Norge; de talte aldrig om sin "odelsjord" paa Island eller kaldte en islandsk bonde oðalborinn. Paa Shetlandsøerne bruges derimod endnu den dag idag ordet udal, "odel", og fra Orknøerne er der en fortælling om at Torv-Einar tog odelen fra bønderne. Dette viser, synes det mig, at bønderne paa Orknøerne og Shetlandsøerne alt paa den tid, da Island blev bebygget, havde eiet sin jord dér i saa mange slægtled, at de kunde kalde den sin "odel", med andre ord, at Orknøerne og Shetlandsøerne er blit bebygget af Nordmænd lange tider før Island blev det, et resultat, som dr. Jakob Jakobsen i sin afhandling om stedsnavne paa Shetlandsøerne tidligere ad andre veie er kommet til.

Under de fri mænd (oldn. frjáls, egt. "frihals", fri) stod trællenes retsløse mængde. De fleste træller var kanske krigsfanger af fremmed herkomst, men ved gjæld eller forbrydelser kunde ogsaa den fribaarne synke ned til at bli træl. Desuden fandtes der ogsaa frigivne træller, som indtog en halvfri stilling (leysingi).

De nordiske folk har fra umindelige tider været frie. De betalte før vikingetidens begyndelse ingen skatter. De skyldte ingen konge ubetinget lydighed; de var ikke tvunget til at følge ham i krig udenfor landet eller landskabet. Paa tinge gav de sig selv sine love og dømte lov og ret. Tingordningen er ældgammel i Norden som overhovedet hos Germanerne. Allerede Tacitus nævner Germanernes tingforsamlinger (Germania k. 11). Guden Ty havde hos vestgermanske stammer af tingene navnet Things, som er bevaret i navne paa tirsdagen, f eks. tysk Dienstag. Oprindelig synes hvert herred at ha havt sit ting (heradsþing). — Senere sluttede ogsaa de større landskaber sig sammen til tingforbund, hvor ens lov og ret var gjældende. Høvdingerne havde ingen selvstændig del i den lovgivende og dømmende myndighed; derimod var det i Norge herserne, som afgjorde hvem der skulde sidde i lagretten, den i virkeligheden afgjørende myndighed. Det store folk, som vedtog dommene eller lovene ved at række sine vaaben i veiret eller slaa paa dem (vápnatak)[46], havde kun i navnet afgjørelsen. Lovene var ved vikingetidens begyndelse og endnu længe efter ikke nedskrevne, men huskedes og overleveredes mundtlig fra mand til mand. — Ved vers og allitteratlon, navnlig i formler, lettede man hukommelsen. — Derfor kaldes ogsaa paa øen Man i middelalderen medlemmerne House of Keys, den gamle norske lagret, i latinske aktstykker for claces legvs, "lovens nøgler", som de der skulde gjemme loven i sit bryst. Af dette udtryk er ordet Keys en oversættelse.

Nordboernes retsorden var dog fast og logisk udviklet, især for strafferettens, men ogsaa for arverettens og formuerettens vedkommende; navnlig var odelsretten udviklet. Romerretten kom derfor efter Nordboernes forbindelse med Vesteuropa ikke til at faa nogen nævneværdig indflydelse paa nordisk retsudvikling, hvad heller ikke angelsaksisk eller irsk ret synes at ha havt. Tværtimod kom nordisk ret til paa mange maader at præge retsudviklingen baade i England og Normandie. — Jeg henviser for dette æmne til Johannes Steenstrups "Normannerne", 4de bind, "Danelag".

Mange udenlandske forskere og lærde, baade før og nu, har kaldt vikingerne barbarer. Men dette syn er i høi grad ensidigt. Nordboerne havde, længe før de mødtes med Vesterlandenes høiere kulturer, sit ved lov og vedtægt ordnede samfund, sin kjærlighed til ret og frihed, sit selvstyre, hvor hele folket tog del i styrelsen. Og det i høiere grad end de fleste germanske folk. Kvindens stilling var fri og agtet. En skikkelse som den islandske landnaamskvinde Aud kan intet uciviliseret eller halvbarbarisk samfund fostre. Nordboerne stod i sin frihedsfølelse og ved sin kjærlighed til lov og ret høiere end de fleste af Europas folk paa vikingetiden. Men i meget af det, som hjælper til at forskjønne livet, i luksus og ydre kultur, dér stod de tilbage og kunde lære af de fremmede.

Nordboerne var fra gammel tid tapre og krigslystne. Vi hører om kampe og slag længe før vikingetiden, og det er vel kjendt, at flere af de stammer, som deltog i folkevandringen, kom fra de nordiske lande[47]. Intet under derfor, at hær- og krigsvæsenet oprindelig udgjorde brændpunktet i deres som i alle germanske stammers liv. Folkets øvrighed er dets hærførere. Tinget er egentlig en forsamling af stammens vaabenføre mænd. Tvekamp er et lovlig anerkjendt institut i rettergangen; den foregaar paa tinge under vedtagne former; paa samme maade er feide eller privatkrig mellem de enkelte slægter, paa grund af drab eller fornærmelser, lovlig anerkjendt, ja opfattedes endog som en pligt for de fornærmede[48].

Ældgammel er hærens inddeling i hundreder og tusender. Dette var oprindelig en inddeling, hvorved stammens og hærens mindre og større enheder gjensidig svarede til hverandre. Endnu i historisk tid dannede hos Nordboerne de forskjellige stammer taktiske enheder i kampen, om man tør slutte fra skildringen af Braavallaslaget[49]. — Hærens inddeling i hundreder, den mindste taktiske enhed, synes at ha været kjendt af alle germanske stammer. Brunner, i sin retshistorie, kjender inddelingen i tusender, den høiere taktiske enhed, bare fra de østgermanske stammer, som tog del i folkevandringen. Ogsaa Nordboerne maa dog, tror jeg, ha kjendt den samme inddeling. Den høieste taktiske enhed er hele stammen eller folket (oldn. folk, fylki = fylking). Denne hærens ældste inddeling skildres i Hervarar saga (k. 14), som fortæller om Goternes kampe med Hunnerne. Den gamle Goterhøvding Gissur Grytingalide melder kong Angantyr om Hunnernes hær og siger:


Mikit er
mengi þeira.
Sex ein
eru seggja fylkt,
i fylki hverju
fimm þusundir,
i þúsund hverri
þrettán hundruð,
í hundrað hverju
halir fjórtalðir.


Vi ser af dette vers, at ordene hundrað og þúsund ikke staar i sin oprindelige talbetydning (120 og 10 store hundreder), men at de bare betegner den mindre og den større taktiske enhed[50].

Den samme taktiske inddeling gjenfindes i det første digt om Helge Hundingsbane, hvor det heder:


Ganga fimtán
folk upp á land,
þó er í Sogn út
siau þúsundir.


Man kunde af Hervarar saga fro, at Nordboerne bare kjendte inddelingen i tusender fra Goterne; men digtet om Helge Hundingsbane viser, at de ogsaa selv har brugt den.

Nordboerne kjæmpede næsten udelukkende tilfods; kun høvdingerne fulgte tilhest i krigen. Om selve slagordenen skal jeg tale nærmere i afsnittet om krigsvæsen. De vaaben, som brugtes, var de samme som i vikingetiden, om end formen delvis var en anden, nemlig sverd, spyd, øks, bue og pil. For at beskytte sig bar krigerne hjelm paa hovedet — ofte i galteskikkelse — ; over sig havde de en tyk vams (ofte en bjørne- eller ulveskindspels) eller en brynje; i haanden bar de et skjold.

Nordboerne kjæmpede før vikingetiden ikke bare tillands, men ogsaa tilsjøs. De brugte baade seil og aarer og forstod at bygge fuldt sjøgaaende skibe. I det hele var deres skibsfart og skibsbygningskunst allerede ved vikingetidens begyndelse saa udviklet, at de i dette stykke kun havde lidet at lære af fremmede folkeslag, men tværtimod lærte de andre. Alle de vesterlandske folk, med hvem Nordboerne i vikingetiden kom i forbindelse, optog fra dem en mængde ord, hentet fra sjølivet.

Jordbrug, jagt og handel

Rekonstruksjon av langhus fra vikingtiden i vikinglandsbyen på Bukkøy, Avaldsnes. (Foto: Knut Rage, 2020. Commons.)

Hjemme paa gaarden gik livet enkelt og tarveligt efter den fra fædrene nedarvede skik. Dragten var oftest gjort af grovt, hjemmevævet vadmel. Kostbare tøier fra fremmede lande brugtes sjelden. Dog var husfliden ikke saa lidet udviklet. Man forstod at væve fine, mønstrede stoffe, dels af uld og dels af lin, saaledes som flere danske fund fra folkevandringstiden viser. Og kostelige tøier er vistnok ogsaa for vikingetiden kommet til Norden.

Huset havde alt før vikingetidens begyndelse faat sin faste form. Det var — for Norges vedkommende — af træ og rektangelformet, med aabning i taget, hvorigjennem lys og luft slap ind og røgen trængte ud. Ildstedet var midt paa gulvet. Langs væggene stod bænker med høisædet i midten. Til stas hængtes paa væggen vævnader i enkle mønstre. Glasvarer og prydsager var alt længe før vikingetiden kommet til Norden, først fra Romerriget og siden fra Vest-Europa, og smykkede den nordiske høvdings hal. Men dette hændte ikke ofte og sjelden naadde strømmen helt op til Norge. Og de fremmede ting kaldtes for størstedelen endnu ikke med sine fremmede navne.

Nordboerne var fra gammel tid dygtige smede og haandværkere. Ogsaa kunsthaandværket var drevet op til en ikke liden høide. Man har kaldt den for mellemjernalderen eiendommelige ornamentik folkevandringens. De benyttede motiver er som regel fugle og firføddede dyr, hvis lemmer ofte er opløst og sammenleddet paa den mest fantastiske maade. Meget vakkert arbeide blev dog udført; især udmerker de gotlandske sager sig. Man forstod allerede at fremstille den enkelte menneskeskikkelse ganske levende, som f. eks. en svensk bronceplade fra Vendel viser[51]; denne stammer fra tiden nærmest forud for vikingetiden. Paavirkningen i kunst og prydsager var tidligere kommet søndenfra. Men allerede før vikingetidens begyndelse viser den nordiske, især den gotlandske ornamentik tydelige spor af paavirkning fra keltisk eller irsk kunst[52]. Herom skal jeg dog tale nærmere i afsnittet om prydkunst.

Allerede i den yngre stenalder blev der drevet agerbrug i Norden, ialfald i Danmark og i det sydlige Sverige. Hvede er den ældste kornsort i Norden; men dens dyrkning trængte dog først i historisk tid op til Norge. Senere kom bygg og lin, som dyrkedes i broncealderen. Bygg blev den almindelige kornsort i de nordiske lande. "Hverken rug eller havre er truffet mellem de mange aftryk af korn paa lerkar fra alle enkelte tidsafsnit lige indtil oldtidens slutning," siger Sophus Müller i "Vor Oldtid" (s. 411). At havre ikke er fundet i aftryk af korn paa lerkar, beviser dog ikke, at denne kornsort før vikingetiden ikke blev dyrket i Norden. Dette er tværtimod sandsynligt, idet ordet i meget gammel tid synes at være gaat over i finsk (oldn. hafri, finsk kakra). Men havren blev i Europa først dyrket som fodervækst og det er derfor naturligt, at man ikke finder aftryk af havrekorn paa lerkar. Om der før vikingetiden ogsaa har været dyrket nytteplanter i Norden, mangler vi nu midler til at afgjøre.

Fra ældgammel tid af har Nordboerne pløiet sine marker. Paa en helleristning fra broncealderen findes en plog fremstillet. Det ældste ord for "plog" er ardr, som er urbeslægtet med latinsk arutrum. Ordet "plog" (oldn. plogr), som ogsaa findes i de fleste germanske sprog, betegner oprindelig et fra ardr forskjelligt redskab. Dog skulde jeg tro, at Nordboerne alt ved vikingetidens begyndelse kjendte baade plogr og ardr. Begge ord bruges nemlig i Rigsþula (str. 22), hvis digter synes at ha opfattet ardr og plogr som to forskjellige ting.

Ardr har vel betegnet det enklere redskab (oprindelig var plogen af træ). Nordboerne synes i gammel tid mest at ha pløiet med okser. Derpaa tyder snarest Rigsþulas ord. Den før nævnte helleristning (fra Tegneby i Bohuslen) synes ogsaa at fremstille en mand, som pløier med okser. Dog fortæller Haalogalændingen Ottar, i sin reiseskildring i kong Alfreds Orosius, at han pløiede med hester. Paa sine steder i Norge bruger bønderne endnu okser til pløining.

Ved siden af agerbrug har Nordboerne fra de aller ældste tider drevet kvægavl, som vistnok i gamle dage var en vigtigere næringsvei end agerbruget. Længe forud for vikingetiden kjendte man her i Norden næsten alle den senere tids husdyr, okse, faar, gjed, hest, svin og høns. — Knogler af en høne er fundet i et jydsk fund fra den ældre jernalder. — Om ænder og gjæs har været kjendt, ved jeg ikke. Gjæs omtales dog i Eddadigtene; de synes fordum at ha været regnet for gildere dyr end nuomstunder. De kaldes nemlig mærir fuglar, de herlige fugler (Guðrunarkviða I str. 16). Ogsaa biavl blev en sjelden gang drevet, ialfald i den yngre jernalder, saaledes som fund fra Gotland viser[53]. I Norge havde man endog i landets nordligste egne ved vikingetidens begyndelse et husdyr, som Nordmændene senere ikke har opdrættet, nemlig renen. Ottar fortæller, at han i sit hjem i Haalogaland havde store renhjorder.

Jagt var i forhistorisk tid, da skogen dækkede store dele af de nu opdyrkede strækninger, en meget vigtigere næringsvei end i vore dage. Egilssaga nævner endog (k. 4) "fangstmænd" (veiðimenn) næsten som en egen klasse i samfundet sammen med saltkogere.

Ved siden af jagt spillede fiskeri en stor rolle. Nordmændene har vistnok lige fra de ældste tider forstaaet at udnytte Lofotfisket og at lade skreiden tørre i vinden for derved at gjore den skikket til at gjemmes og udføres. Dette viser selve ordet torsk (oldn. þorskr, tysk Dorsch), som er urbeslægtet med russisk treska, "stokfisk", der igjen hænger sammen med roden ters-, "at tørre"[54]. Ordet "torsk" synes saaledes alt i den fællesariske tid at ha betegnet "tørret fisk".

Ligefra de ældste tider har Nordboerne gjennem handel staat i forbindelse med andre europæiske lande. Allerede i broncealderen, i sidste halvdel af det 2det aartusen før Kristus, maa fremmede kjøbmænd fra Grækenland eller Lille-Asien være kommet til Norden for fra Østersjøens kyster at hente det dyrebare rav, som fordum skattedes høiere end guld og ædle stene; samtidig bragte de ogsaa kulturens første spirer til de nordiske lande. Senere knyttedes forbindelser med Romerriget og — allerede forud for folkevandringen — med Vesteuropa, især med egnene ved Rhinens munding, som hører til de ældste handels- og industricentrer i Mellem-Europa. Kjøbmanden fulgte i den tid altid selv med sine varer. Handelen var som oftest en byttehandel; man tilbyttede sig andre varer for sine egne. Ved siden deraf brugtes dog ogsaa guld og sølv som betalingsmidler. Man havde det i barrer, i stænger, som blev rullet sammen, eller i spiralringe og veiede det. Alt før vikingetiden var der dog kommet ikke faa myntede penge til Norden. Men disse gik ikke i kurs paa samme maade som nutidens penge; ogsaa dem veiede man.

Handel og i det hele al samfærsel mellem menneskene var i de ældste tider forbundet med farer og vanskeligheder, som vi nu knapt kan gjøre os nogen forestilling om. Veiene var heroppe i Norden bare til at ride paa. Skogene strakte sig milevidt og var fulde af vilde dyr, fredløse og stimænd. Tilsjøs vovede folk sig nødig iid, uden om vaaren og sommeren. De seilede helst bare om dagen og laa om natten i havn, saaledes som vi ser at Ottar reiste fra Haalogaland til det sydlige Norge. Det var derfor naturligt, at folk mødtes til fastsatte tider af aaret for at drive handel og bytte sine varer. Saaledes opstod de aarlige markeder, som spillede en saa stor rolle i middelalderens handelshistorie. I Norden var markedspladsene byernes forlöbere. Slige markedspladse voksede i hedendommens tider gjerne op rundt de store gudehov, hvor folk strømmede sammen ved de religiøse høitider. Paa samme maade er baade i Tyskland, Frankrig og England byer vokset op rundt klostre og kirker, hvor navnkundige helgeners ben gjemtes.

En saadan handels- eller markedsplads var i Norge ved vikingetidens begyndelse Skiringssal ved Viksfjordens munding, en halv mils vei nordøst for Larvik. Selve navnet Skiringssalr tyder paa, at her har staat et tempel. Stedet er vistnok kommet op sammen med Ynglingekongerne i Vestfold. Det voksede aldrig til at bli en virkelig by, men var bare en markedsplads, hvorhen dog folk fra landets nordlige egne søgte[55].

Paa lignende maade er Visby paa Gotland opstaat (ordet kommer af vi == oldn. nj, helligdom, tempel). Visby var ved vikingetidens begyndelse ikke andet end en markedsplads og blev først i middelalderen en kjøbstad.

Vikingmuseet i Hedeby er et museum i kommunen Busdorf, Amt Haddeby, i Tyskland. Museet presenterer den danske vikingbyen og kaupangen Hedeby, og baserer sine utstillinger på funn fra de arkeologiske utgravingene på stedet. (Foto: Frank Vincentz, 2013. Commons.)

Andre markedspladse opstod ved indløbet til store elve eller befærdede sund og fjorde, saaledes som markedet paa Brennøerne ved Gøtaelvens munding, eller Haløre marked (nær det nuværende Helsingør eller efter andre i Skaane). — Et gammelt norsk handelssted, som vistnok fandtes alt ved vikingetidens begyndelse, var paa øen Torget (Torgar) i Helgeland. Øens navn er det samme som vort "torv", svensk "torg", som er et laanord fra russisk "torg" (et gl. laanord fra latin?): marked, markedsplads ; handel. Ordet er sandsynligvis over Sverige vandret til vort land.

I Norge fandtes der før vikingetidens begyndelse ingen virkelige stæder. Dette var derimod tilfældet baade i Danmark og Sverige. Ved bunden af Slienfjorden laa der alt paa Karl den stores tid en navnkundig kjøbstad, Slesvig[56]. Byen kaldes i Rimberts levnetsskildring af den hellige Ansgar et sted hvor kjøbmænd fra alle kanter strømmede sammen (Sliasivich .... Hhi ex omni parte conventiis fiebat mercatortim)[57]. Byen stod, kan vi se, i handelsforbindelse baade med Frankerriget, med Dorestad bl. a., med Østersjølandene og med Norge og Sverige. Hertil kom, fra vikingetiden af, en livlig handelsforbindelse med England. — Fra slutningen af det 9de aarhundred og indtil vikingetidens sidste tid blev det nærliggende Hedeby den vigtigste handelsstad i disse egne og forminskede vistok i høi grad Slesvigs betydning.

Ikke mindre ry stod der ved vikingetidens begyndelse af byen Birka, paa den lille Björkö i Mälaren. Did var det, Ansgar kom paa sin missionsfærd ved aar 830. Birka skildres af Rimbert i hans levnetsskildring som en stad hvor der var mange rige kjøbmænd, en overflod paa alle goder og store skatte og rigdomme[58]. Endog med Dorestad havde byen forbindelse. Adam af Bremen, som dog først skrev i en senere tid, fortæller at Dansker, Nordmænd, Slaver og andre skytiske folk kom did paa sine skibe. Jordfund har vist, at Birka ved vikingetidens begyndelse stod i livlig forbindelse med det frankiske rige[59].

Man har i senere tid gjort udgravninger baade paa Björkö og ved det gamle Hedeby. Ingen af byerne kan ved vikingetidens begyndelse ha været meget store. Vi vilde vel knapt ha kaldt dem mere end flækker eller strandsteder.

Forholdene i Norden var i det store og hele ved vikingetidens be- gyndelse omtrent ens i alle de nordiske lande, kunde de end i et enkelt stykke ha udviklet sig lidt anderledes i det ene land end i det andet. Paa enkelte punkter havde fremmed indflydelse alt begyndt at gjøre sig gjældende. Der stod ingen uigjennemtrængelig mur, som skilte mellem Norden og Vesteuropa. Sagte og umerkelig ofte, men stadig og uafbrudt randt kulturens strøm fra Syd- og Vesteuropa til Nordens Riger.

Irland

I Irland møtte vikingene kristendommen. Cloncha cross og ruiner av kirke fra 800- eller 900-tallet i Culdaff, dagens Nord-Irland. (Foto: Radosław Botev, 2008. Commons.

Lad os endnu, før vi gaar over til i enkelthederne at undersøge forholdene i Norden, som de blev i løbet af vikingetiden, kaste et blik paa de vesteuropæiske samfund, som vikingetogene skulde bringe Nordboerne i en saa nær og langvarig forbindelse med. Lad os tænke os, at vi følger vore forfædre paa deres færder til Vesteuropas lande, lad os søge at se med deres øine, at høre med deres øren og lære, hvad de lærte. Vi seiler ud en sommerdag, fra Hordeland eller Rogaland, og stevner mod vest. Saa kommer vi, efter faa dages seilads, først til de havombruste nogne øer nord for Skotlands kyster, til Shetlandsøerne og Orknøerne, hvor Atlanterhavets bølger brede og vældige slaar mod klipperne. Her oppe kunde nok Norske bo, og føle sig vel ogsaa; der var jo saa meget som mindede om Skjærgaarden og øerne derhjemme. Men den, som har forladt fædrenebygden, higer altid mod større og rigere forhold end dem, han havde i hjemmet. Naar saa en stund er leden, gaar færden videre mod syd, forbi Hebriderne med de nøgne klipper og vindkrogede furuer, hvor havet bruser og stormen tuder og regn og mørkskodde hænger over dalene med de usle hytter. Vi lander ved Cumberlands kyster, det vakreste landskab i England, "sjøernes land", med dale og træklædte aaser, med brusende elve og sølvglinsende fossefald, med dybe skoge og speilblanke, som et perlebaand sig bugtende sjøer. Men skuden sætter fra land paany. Snart øiner vi en liden ø, som stiger op af havet i vest. Det er Man, midt ude i den Irske Sjø, med frugtbare sletter i nord, med vilde, forrevne klipper i vest og i syd, og i øst med halvmaaneformige bugter og viker og med trygge havne for skibe i storm og i uveir. Op imod midten af øen hæver landet sig til aaser og fjelde med trange dale, med skummende bækker og skyggende trær og vedben, som slynger sig fra træ til træ. Ude fra den lille by Peel eller Holm-Peel, hvor de norske konger fik sit sæde, ser vi, naar solen synker i vest og kaster sit sidste gyldenskjær over de røde sandstensklipper, Antrims blaanende fjelde i Ulster.

Saa stiger vi i skuden paany og styrer over mod Irland, "Smaragd-øen", som den kaldes med et af sine mange navne. Her findes vilde, forrevne klipper, især i vest og i nord, som styrter lodret ned i havet og hvorhen bare den kredsende maage og den snøftende sæl finder sin vei. Undertiden er det, som om selve klippen faar liv og tager skikkelse, vild og fantastisk, som kun den særeste fantasi kan skabe den. Saaledes er "The Giant Causenay", ikke langt fra Irlands nordøstlige hjørne, hvor sagnet lyder, at fortidens jætter har tømret sten til sten og bygget bro og vei. Men her er ogsaa plastisk modellerede forbjerge og aabne bugter, hvor landet hæver sig amfitheatralsk op fra kysten og i sin bygning minder om Italien, rent og harmonisk som det er i linierne. Her er vide, frugtbare marker, hvor plogjernet sætter dybe furer; men her er ogsaa øde strækninger, hvor vandreren mil efter mil bare møder myr eller øde heier og hvor intet menneske holder til. Her er trange dale, glens som de kaldes, hvor elven flyder sort og dyb og hvor knapt en eneste solstraale naar ned gjennem de skyggende grene til den tætte underskog af kristtorn og barlind og slyngende vedben. Men saa aabner dalen sig og gir plads for en stille skogsjø, hvor egen og bøgen speiler sig i det sortbrune vand, og vi ser i det fjærne aaserne, hvis sider lyngblomsten har klædt i sit rosenrøde skrud, oplyst af solens straaler. Et land med sterke modsætninger, vildskab og mørk uhygge side om side med smilende ynde og harmonisk skjønhed. Og over det hele himmelen med de drivende skyer, som kommer tunge og i tætte lag ind fra Atlanterhavet. Snart kaster de dybe skygger og klæder landskabet i mørke og tungsind; men saa bryder solens straaler igjennem og det er, som om himlene aabner sig og øiet skuer syner af overjordisk skjønhed[60]. Som landet saaledes var ogsaa folket selv.

I alle disse lande, helt fra Shetlandsøerne i nord, byggede keltiske folk. I det østlige Skotland, fra Firth of Forth indtil Shetlandsøerne i nord bodde Pikter, et vildt og dengang neppe endnu helt civiliseret folk. De skal ha faat sit navn (Picti), fordi de havde for skik at male og tatovere sin krop, en skik, som de bevarede længer end de andre folk, som stod under Romernes herredømme. Pikterne var sandsynligvis beslægtet med Kymrerne i Wales[61]. Dog var der i Pikternes samfundsforhold mange underlige træk, som man ellers neppe gjenfinder i Europa. Saaledes finder vi helt ind i den historiske tid hos Pikterne spor af matriarkatet, "das Mutterrecht", som Tyskerne kalder denne mærkelige skik, som vi kjender fra de forskjelligste lande og tider, nemlig at barnet ved navnetagning og arv følger moderens og ikke faderens slægt[62]. Dette gjaldt hos Pikterne særlig høvdingeværdighedens arvegang[63]. Paa Hebriderne og langs Skotlands vestkyst bodde Dalriader, som var kommet over fra Irland. I Cumberland og de tilgrænsende egne af Skotland, som ved vikingetidens begyndelse sammen udgjorde kongeriget Strathclyde, bodde rester af Englands urindvaanere Briterne, af samme stamme som Kymrerne i Wales. Til en anden stamme af de keltiske folk hørte Irerne. Men alle disse lande var i det 8de aarhundred præget af irsk kultur.

Et underligt folk det irske, en kultur med sterkt lys og dybe skygger, med blidhed og ynde side om side med vildskab og barbari. Irerne var tidlig, vistnok alt i det 4de aarhundred, blit kristne. Men alligevel var der i folket og samfundet mange spor af det fordums barbari. Krigsførelsen var vild og grusom. Naar en læser om Irernes kampe med vikingerne, ved en ikke rigtig, paa hvilken side raaheden var størst. Deres krigsførelse minder i det hele om Dajakernes eller "hovedjægernes"; paa Borneo. Aarbogsbrudstikkerne "The Three Fragments" fortæller baade om irske og om norske høvdinger, som hugger hovedet af sine afdøde fiender. Flann, son af Conang, dræbes ved aar 868, og hans hoved hugges af og sendes til hans modstander, Erins konge[64]. Ved denne tid dræber ogsaa Nordboerne en Leinsterhøvding; de hugger hans krop i smaa stykker og stiller hans hoved paa en stage, skyder paa det og kaster det siden i sjøen[65]. I fortællingen om kong Cellachan af Cashel og dennes kampe med Nordboerne i første halvdel af lode aarhundred faar vildheden frie tøiler. Cellachan kommer paa veien til Dublin fulgt af 80 kongesønner. Efter en haard kamp blir han selv fanget; men de fleste af hans mænd falder. Udenfor Dublins porte mødes han af mænd, som kommer én efter én og fører hovederne af hans faldne fæller i triumf. De holder efter tur de afhugne hoveder op og spørger Cellachan: "Hvis hoved er dette? — Hvis er dette?" osv. — Ganske det samme gjorde Mahdiens folk i Chartum efter general Gordons fald. — Men snart kom regnskabets dag for Nordmændene i Dublin. Der blir et sjøslag oppe ved Dundalk, hvor Irerne seirer. De irske og de norske høvdinger mødes i enkeltkamp ombord paa skibene; Irerne hugger hovedet af sine fiender, svinger dem i triumf i luften og stiller dem op paa skibenes forstavn.

Var saaledes selve krigsførelsen vild, saa var ogsaa paa anden vis barbari forbundet med Irernes kampe. Allerede Tacitus fortæller os om dronninger, som fører krig og selv tager del i kampen. Det irske heltesagn ved ogsaa at fortælle om skjoldmøer. Underligere er det dog, at ifølge gamle irske fortællinger paalaa det kvinder at tage del i Irernes hyppige kampe. De blev under hug og piskeslag drevet frem til slaget af sine mænd. Denne skik skal først ved midten af det 7de aarhundred[66] være blevet afskaffet af den hellige Adamnan. Om vilde sæder og megen moralsk fordærvelse vidner det irske heltesagn, som vistnok handler om forhistoriske tider, men dog, om end med forsigtighed, tør bruges for senere tiders vedkommende. Ulsters helte kommer for at gjæste kong Ailill og hans dronning Medb i Cruachan, Connaught's kongebolig. Medb ser heltene komme og beder skjønne unge piger, ganske nøgne, gaa dem imøde[67]. Saa kommer heltene til kongeborgen og hver mand tildeles der en kvinde. som følger ham til hans kammer. Den navnkundige Cuchulainn faar selve kongedatteren Findabair. Cæsar omtaler fra Gallien (De bello Gallico 1. VII, c. 47, § 5) et sidestykke til disse nøgne kvinder, som modtager krigerne[68].

Heltene, som udmærkede sig i kampen, hædredes ogsaa paa anden maade. De fik ved maaltidet det bedste stykke af kjødet, sandsynligvis marvbenet, som kaldtes heltens stykke, (ciirath-mir). Denne ældgamle skik omtales ofte i heltesagnet; om den er det saaledes, at den navnkundige fortælling af Cuchulainn-sagnkredsen, som kaldes "Bricrius fest" (Fled Bricrend), dreier sig[69]. Det ser endog ud, som om skikken holdt sig ned i den historiske tid. I det irske lovværk Senchus mor, som stammer fra det 9de eller 10de aarhundred[70], nævnes det nemlig som en forbrydelse at tage "heltestykket" fra den, hvem det tilhører[71].

Kvindens dyd synes — at dømme efter de gamle heltesagn — ikke at ha været høit agtet i Irland. Høvdingerne havde — ligesom middelalderens lensherrer — jus prime noctis[72]. Ægteskabet var heller ikke nogen meget bindende institution. Ved siden af det varige ægteskab kjender det irske heltesagn et andet, lidet hædrende, paa aaremaal[73]. Og det er paafaldende, hvor let i den historiske tid ægteskaber løses. Dronning Gormflaith, den rænkesyge kvinde, hvis had var en af drivfjærene til Clontarf-slaget, var saaledes gift med tre konger, Maelsechlainn, Olav Kvaaran og Brian, og blev skilt fra dem alle.

De irske love synes at vise, at manden i ti dage havde sin hustru "paa prøve"; først efter udløbet af disse var ægteskabet retslig bindende[74]. Det irske heltesagn kjender som form for ægteskabets indgaaelse exogami eller kvinderov[75]. Det er dog tvivlsomt, om dette holdt sig ind i den historiske tid. Det almindelige keltiske ægteskab var en kjøbekontrakt. Faderen solgte sin datter for en viss nærmere fastsat sum. Paa denne maade kjøbte Dunlinkongen Olav Hvite sin skotske hustru, kong Cinaedh's datter[76].

Selve det irske samfund var underlig ufuldkomment og primitivt. Der var i Irland fire konger, i Ulster, Leinster, Munster og Connaught. Over dem alle skulde kongen af Tara, i provinsen Meath, staa. Han bar titelen "Erins konge". Hele denne ordning kunde tage sig godt nok ud i theorien; men i virkeligheden var det anderledes. Hver konge havde under sig andre konger, som nok betalte en slags tribut til sin overkonge, men praktisk talt var uafhængige. Særlig var den magt, som Taras konge havde, bare i navnet. Fra den historiske tid kjender jeg kun en eneste konge, Brian Borumha, som formaadde at gjøre sin indflydelse gjældende over hele Irland. Arvegangen i de fem store kongeriger, hvor kongen snarest kunde kaldes overkonge, var ogsaa meget indviklet. I Münster var der saaledes to slægter, efterkommerne af Eoghan Mor, de saakaldte Eoghanachts, og efterkommerne af Cormac Cas, de saakaldte Dalcassier, som vekslede om at være konger af Cashel; saa kaldtes Munsters Overkonger[77]. Noget lignende var ogsaa oprindelig tilfældet med Taras kongestol. Arvefølgen gik heller ikke fra far til ældste søn, men til den ældste og dygtigste inden hele slægten. Det eneste bindende i Irernes samfund var stammen eller klanen (gl. ir. cland). I den havde hver mand sin faste plads lige fra svinehyrden og op til høvdingen. Men udover den var der ingen enhed eller samfølelse. Derfor var der ogsaa stadige krige og kampe mellem de forskjellige stammer og riger. Som forfatteren af "Three Fragments" siger (s. 195): "For Irerne lider ikke bare forurettelser af Nordboerne; men de lider ogsaa mange forurettelser af hverandre indbyrdes."

Fædrelandskjærlighed saaledes som vi forstaar det, var næsten ukjendt for de gamle Irlændere. Første gang, vi hører nærmere om Irland, er i Tacitus's "Agricola" (c. 27), hvor han fortæller om en irsk høvding, som indbød Agricola til at komme over til Irland og erobre landet for Romerne. En irsk høvding, Diarmid, konge af Leinster, var det ogsaa, som kaldte Englænderne over til Irland. Og under kampene mellem Irerne og Nordboerne hænder det stadig, at irske høvdinger kaldcr vikingerne til hjælp mod sine egne landsmænd. — Paa sin vis var dog Irerne dengang, ligesom de er den dag idag, glødende fædrelandsvenner og betragtede Irland og alt irsk med den samme hellige følelse, hvormed en gammel Hellener saa paa Grækenland i modsætning til hele den øvrige verden.

Ligesom hos Nordboerne i gamle dage blev forbrydelser betragtet som private forgaaelser, som staten som saadan eller kongen og samfundet ingen ret eller pligt havde til at straffe. Nordboerne havde dog som alle Germaner et vigtigt retsinstitut, den offentlig forkyndte fredløshed, som Kelterne ikke kjendte[78]. — Derimod havde Irerne et til norsk-isl. manngjǫld, gutnisk vereldi, og Tyskernes "Wehrgeld" svarende begreb, cric. — Den forurettede maa selv søge at hævne sig, enten efter skriftens ord "øie for øie, tand for tand", eller ogsaa kan en pengebod gjøre forurettelsen god igjen. For at bestemme bødernes størrelse havde hver klan sine arvelige dommere (gl. ir. hrithem, paa engelsk skrevet hrehoti). Men dommeren havde ingen magt til at tiltvinge sig domsafsigelsens gjennemførelse. Enhver underkastelse under dommerne er frivillig.

Den gamle irske ret var i mange henseender meget udviklet. — I fem tykke bind har den irske kildeskriftkommission udgit "Ancient Laws of Ireland". — Men i andre henseender var den merkelig uudviklet og fjærnede sig fra al anden europæisk retsopfatning. Man har talt om "poesi" i den gamle nordiske ret. Hos Irerne kan man med end større grund tale om fantasi i retten. Lovene er fulde af historiske henvisninger og unødige ordforklaringer. For de irske lovgivere synes det at ha været mere magtpaaliggende at føre de enkelte bestemmelser tilbage til mænd og hændelser i en fjærn fortid end klart og logisk at forme lovens sætninger.

Mange af de eiendommelige institutioner i den irske ret kunde fortjene en nærmere omtale. Jeg skal nævne opfostringen, hvorom et helt afsnit i den gamle irske lovbog Senchus mor handler; det kaldes Cainiarraith eller "lov om opfostring". Et af de vigtigste træk i det irske samfund var den skik, at forældrene, især høvdinger og ledende mænd, lod sine børn i deres spæde aar opfostres af andre medlemmer af stammen[79]. — Jeg kommer ikke til senere at tale om denne skik. Men jeg anser det ikke for usandsynligt, at opfostringen, som vistnok er en ældgammel nordisk institution, paa Island fik sin sterke udvikling under indflydelse fra Irland.

Det eiendommeligste træk i den irske proces er fasten. Naar en kreditor eller forurettet ikke fik sin ret ligeoverfor en høvding, gik han til dennes bolig og blev udenfor denne i et vist antal dage uden at tage føde til sig. Denne underlige fremgangsmaade har sit sidestykke hos Hinduerne, hvor det at sidde "dharna" er et, alt i Manus lov hjemlet led i rettergangen. Kreditor faster udenfor skyldnerens dør, indtil denne af frygt for at manden skal dø opfylder sine forpligtelser[80].

Ogsaa i andre henseender var det irske samfund forunderlig uudviklet.

Der fandtes før Nordboernes tid ingen virkelige byer i Irland. Handelen laa nede. Irerne prægede ingen mynter og brugte i det hele ikke, for vikingerne kom til Irland, myntede penge. Ingen handels- eller kjøbmandsskibe gik i fart mellem Irland og fremmede lande. Det er overhovedet tvivlsomt, om Irerne før vikingetiden har forstaat at bygge seildygtige skibe. Derimod havde de baader af skind og huder, og i disse skrøbelige farkoster vovede irske geistlige sig ud paa det vilde hav til Oceanets fjerneste øer.

Den, som læser den foregaaende skildring, kunde let tro, at Irerne var et barbarisk og uciviliseret folkeslag. Og dog var Irerne i den tidligere middelalder paa flere omraader naadd høiere i kultur end noget andet folk i Europa. Irerne, som alt i det 4de aarhundrede, ialfald for Sydirlands vedkommende, var blit kristne, sluttede sig med den varmblodige keltiske naturs hele begeistring og glød til den nye lære. Klostere reiste sig rundt om i Irland, ikke pragtfulde borglignende bygninger som Monte Casino i Syd-Italien, men smaa, usle hytter, som voksede op rundt den lille kirke, lidt i lighed med det ældste munkevæsen i Ægypten og Syrien. Den irske kirke blev, kan vi sige, i sin organisation en klosterkirke[81].

Der var i den irske kristendom en dyb trang til betragtning og eneboerliv. Derfor drog irske munke ud til havets yderste øer, f. eks. til Færøerne og Island, hvorhen de kom, før Nordmændene havde opdaget Island. Ja endog til Grønland synes irske munke at ha fundet vei sammen med de norske og islandske nybyggere. Med denne trang var der hos fortidens som hos nutidens Irer forbundet en higen efter rastløst, omflakkende liv, som førte de irske munke sydover til Europas fastland, hvor de paa mangfoldige steder ude i vildmarken grundede klostere, som gjennem aarhundreder var midtpunkter for aandelig og materiel kultur. Jeg skal som de navnkundigste blandt disse nævne St. Gallen i Schweiz og Bobbio i Nord-Italien. Undertiden drev forholdene i de fremmede lande munkene ud af deres eneboerliv og forvandlede dem til missionærer og folkets lærere. Det var saaledes de opløste forhold i Frankerriget under Klodevigs sønnesønner, som førte til Columban af Luxeuils betydningsfulde og velsignelsesrige virksomhed[82].

Irske geistlige er det, hvem Pikternes omvendelse til kristendommen skyldes. I 563 forlod den hellige Columha Irland pro Christo peregrinari volens. Han satte med sine tolv fæller bo paa den lille Hi eller Iona i de sydlige Hebrider. Her voksede der op et kloster, som blev et af de navnkundigste paa de Britiske Øer og i aarhundreder var den skotske kirkes, ja endog for en tid den northumbriske kirkes midtpunkt og overhoved.

Den irske kirke var ikke bare i sin organisation, men ogsaa i sin aand forskjellig fra Romerkirken. Paasken beregnedes paa en anden maade og der var ogsaa andre mindre uoverensstemmelser. Vigtigere er det dog at den irske kristendom synes at ha været gjennemtrængt af en menneskelig og overbærende, en i sandhed "katholsk" aand, som Romerkirken tidlig blev fremmed for.

Kellsboken (irsk: Leabhar Cheanannais) er en evangeliebok i form av en kodeks av illuminerte manuskript fra 700- eller 800-tallet. Den er kjent for sine mange og vakre illustrasjoner. Boken ble tidligere også kalt «Sankt Columbas bok», etter den hellige Columba av Iona. Illustrasjon av Jesus på tronen. (Commons.)

De irske klostere blev snart midtpunktet for aandelig kultur og for videnskabelige sysler. Der opstod navnkundige høiskoler, som søgtes ikke bare fra Irland og Skotland, men ogsaa af Angelsakser, ja selv af Franker. Mellem disse kloster-høiskoler udmærkede sig særlig Bangor. Clonard og Clonmacnois. Her fandt, kan vi sige, klassisk kultur og aandsdannelse i de mørke aarhundreder efter folkevandringen sit første tilflugtssted. Her dyrkedes latin, ja endog lidt græsk og hebraisk. Man har flere eksempler paa at græsk blev studeret; ja irske videnskabsmænd oversatte endog græske skrifter.

Ogsaa naturvidenskaber og astronomi blev dyrket, for ikke at tale om filosofi og theologi. Et værk som munken Diculs i Frankrig skrevne værk Liber de Alensura orbis terræ fortæller om Island og Færøerne og vidner om nøie kjendskab til Palæstina, Egypten og Syrien. Alle disse videnskaber dyrkedes ved de irske høiskoler. Desuden var der professorer i lovkyndighed, diktning og historie[83].

Hvor høit irsk videnskab og tænkning kunde naa, viser Johannes Scotus Erigena, en af middelalderens dybeste og originaleste aander, som levede ved Karolingernes hof i det 9de aarhundred. Han læste Aristoteles i originalen og fattede nyplatonismens lærdomme og danner selv det store bindeled mellem den græske filosofi og middelalderens skolastiske tænkning[84]. Irske lærde var agtede og ærede hele Europa over. Derom vidner brevvekslingen mellem den navnkundige Angelsakser Alcuin, en af de mest straalende stjerner ved Karl den stores hof, og Colcu, som var professor i Clonmacis († 794). Brevene vidner om Alcuins dybe ærbødighed for Colcu en ærbødighed, som ogsaa faar sit praktiske udslag i en pengesum, som Alcuin sender den gamle lærer. I Et af Alcuin's breve ender med de vakre ord: "Nescio quid peccavi quia tuæ paternitatis dulcissimas litteras multo tempere non merui videre: tamen pernecessarias orationes sanctitatis tuæ me quotidie sentire credo"[85].

Mere end nogen anden videnskabsgren blomstrede historieskrivningen i Irland. I de irske klostere begyndte man tidlig at skrive aarbøger. De ældste er nu tabt; men vi eier dog aarbøger, som er forfattet i det i 11te aarhundred. Irerne havde ogsaa sagaer, svarende til de islandske ættesagaer, hvor fortællingen dreier sig om en enkelt mand eller en enkelt tid. En saadan saga er f. eks. det skrift, som kaldes "Irernes kampe med de fremmede" (Cogadh Oaedhel re Gallaibh) og som er en af de vigtigste kilder til vikingernes historie i Irland. Man kunde kalde dette skrift en Munsterkongernes eller en Brian Borumhas saga. Ligesom i den islandske saga afbrydes prosaen af vers, som citeres ikke bare for sin egen skyld, men som en slags historiske bevissteder. Digtene indledes gjerne med et: "Og for at bevidne sandheden af dette gjorde digteren verset" (Ocus do rinne mi file an laidh aga foirgell sin). Som kunstværker staar dog de irske sagaer langt tilbage for de islandske ættesagaer. Karakterskildringen er ofte malende og levende og der findes i Cogadh Gaedhel samtaler og skildringer, som præger sig dybt i læserens erindring. Men ofte er det, som om Irernes tøilesløse fantasi løber af med dem. Adjektiv dynges paa adjektiv, hvoraf det ene slaar det andet ihjel, og der opstaar sætninger og perioder, som er rene uhyrligheder af bombastisk stil. Trods dette er dog Irernes historiske sans merkelig, ja næsten enestaaende. Hele folket omfattede historieskrivningen og historiefortællingen med varm kjærlighed. — Samfundets inddeling i ætter og klaner, som gjorde det nødvendigt at holde greie paa slægtrækkerne, bidrog ikke mindst hertil. — Hos hver konge, ja hos hver stammehøvding var der en arvelig historiker eller rettere sagamand (sencha), hvis opgave det var at holde den historiske tradition i live[86].

Fra sagaen føres vi naturlig over til heltesagnet. Hos næppe noget andet europæisk folk var heltesagnet saa frodig udviklet som hos Irerne. Men Irerne naadde aldrig til nogen stor, harmonisk afrundet episk digtning som Rolandssangen eller som Odysseen og Iliaden. Det irske heltesagn havde hos Irerne lige fra begyndelsen af prosaens form, om end med indstrødde vers. Det svarede saaledes i sin ydre form ganske til den historiske saga. Det irske heltesagn samler sig i flere grupper: Ulsterkredsen, Leinsterkredsen osv. Ulsterkredsens midtpunkt er Conchobar, Ulsters konge, og Cuchulainn, Irlands navnkundigste sagnhelt. Den irske sagnkreds, som vor tid kjender bedst, har faat navn efter Ossian (Oisin) sagnkredsen om Finn Mac Cumhail og hans søn, sangeren Oisin, har dog først faat sin faste form under og efter vikingetiden.

Der er over det irske heltesagn den samme fantasiens glød, som endnu præger den irske folkekarakter. Der er sterke lidenskaber og tragisk elskov. — Endog den moderne læser blir grebet af fortællingen om Usnech's sønner. — Men ofte er det, som om fantasien sprænger alle baand og tøiler, blir taaget og uformelig som selve de drivende skyer, der kommer fra Atlanterhavet og kaster skygge over Erins grønne Ø. Der er ufrivillig burleske overdrivelser, som naar det fortælles om Conall "seierherren" ved maaltidet efter kampen: "Han tog grisens hale og førte den til sin mund. Der maatte ni mand til for at bære den. Dog fortærede Conall den fuldstændig"[87]. Kraftig, men vildt er dét, som i den irske omdigtning af Trojanersagnet fortælles om Herkules: "Da kom vreden og kraften og det store raseri over krigeren Herkules, og hans heltemods fugl hævede sig over hans aande og kredsede rundt hans hoved, og han gjorde et vildt udfald mod Trojanerne, som naar en flods dæmning brister eller naar lynet slaar, og han uddelte saar, saa at den ene krop faldt mod den anden, overalt hvor han gik frem i kampen"[88].

Men undertiden lyder der ogsaa milde, vemodige toner af øm og trofast kjærlighed. - Derdriu[89], som efter sin elskedes død aldrig har et smil paa sine læber; hun sover ikke og spiser ikke og løfter ikke sit hoved fra knæerne, og tilsidst styrter hun sig af sorg og harm udfor den bratte klippe. Der er strengeleg og lokkende fuglesang og langt ude i havet, hvor solen rødmende synker i vest, ligger "Ungdommens land" (Tir na n-óg) med evig skjønhed og ungdom.

Vidunderlig er det i det hele, hvor tidlig naturfølelsen vaagnede i Irland. De irske munke, som drog ud i ensomheden for at tjene Gud med bøn og faste, søgte med forkjærlighed til de stille skogsjøer med det dybe vand og de skyggende trær, fra hvis toppe nattergalen og svarttrosten jublede sine sange. Et vakrere sted finder man ikke let i hele Irland end Glandalough (de to sjøers dal), hvor den hellige Kevin havde sin hule i fjeldet over den lille sjø. Og slig kunde jeg nævne mange andre eksempler. Talende er ogsaa den sang, som den irske munk i St. Gallen skrev. Han sad bøiet over bogen, i hvilken han med flid og møie skrev sine store snørklede bogstaver. Døren til hans celle stod aaben, og svarttrosten sang i trætoppen udenfor. Dens toner gik til hans hjerte og han stansede i sit arbeide og skrev paa margen af sin bog den følgende fordringsløse sang[90]:


Mig omgiver et gjærde af tjernekrat.
Til mig klinger svarttrostens muntre sang, som jeg
ikke vil skjule.
Medens jeg sidder over min bog og skriver,
lyder til mig fuglenes melodi.
Til mig lyder gjegens klare, vakre tale
i dens blaagraa kappe fra buskenes top;
visselig, paa min brodherres bud,
skriver jeg vel til fuglenes sang.


Ved siden af videnskab og sagafortælling blomstrede ogsaa digtekunsten i Irland. Hver høvding havde ved sit hof en skald, som sang lovkvæder til hans pris, digtede "genealogiske digte" om hans navnkundige forfædre, skrev om hans kongebolig o.s.v. I det hele var kunstdigtningen eller skaldedigtningen, som vi gjerne kunde kalde den, mere udviklet i det gamle Irland end den lyriske digtning. Lyriske digte finder vi mest indstrøet i heltesagaerne, som f. eks. i sagaen om Lir's børn.

Ogsaa bildende kunst fik i Irland en rig og eiendommelig udvikllng. De irske klostere blev sæder for en illustrationskunst, som regnes blandt det vakreste af hvad der i den retning overhovedet er frembragt. Den irske fantasi har i ormenes slyngninger og i spiralernes cirkelløb faat et vidt spillerum og frembragt de mest vekslende og forunderlige mønstre; men samtidig har linjernes strenge love holdt fantasien i tømme, saa den ikke er blit uformelig og grotesk. De med billeder prydede haand-skrifter, som Book of Kells, Book of Durrow o.s.v. med deres endnu lige straalende, vidunderlige farver, er derfor det skjønneste vidnesbyrd om den irske aands frodige fantasi. Fra pergamentet blev den irske prydkunst og ornamentik overført paa smykker, helgenskrin, bispestave o.s.v. saavelsom paa høie stenkors med billeder fra Bibelen og hellige mænds liv, billeder, som paa samme tid skulde fylde sindet med skjønhedsindtryk og undervise folket i Bibelens lærdomme[91].

Saaledes var da Irernes samfund for tusen aar siden. Et folk, som paa mange maader var ufærdigt og uudviklet, lidet skikket til at møde det praktiske livs krav, men hvor al aandelig kultur paa den anden side stod høiere end hos noget andet folk i Vest-Europa, saa at de irske munke, som fra sine lave lerhytter i sine skindbaader drog bort fra hjemmet til fjærne egne, alligevel paa mange maader blev Europas læremestere. Et forunderligt folk det irske, et folk, hvor aandens høieste og reneste higen fandtes side om side med vildhed og barbari, et folk fuldt af modsætninger, som vi den dag idag finder igjen i den irske folkekarakter.

Angelsakserne

Jeg har i det foregaaende talt saa udførlig om den irske kultur, mest fordi den er saa lidet kjendt og skrevet om. Man vil kanske ogsaa finde, at en skildring af Irernes aandelige kultur ikke hører med i denne opgave. Hertil skal jeg svare, at det er umuligt at gi et nogenlunde klart og forstaaligt billede af forholdene og livet i Irland paa den tid, da Nordboerne først kom til øen, uden at man taler baade om Irernes aandelige og om deres materielle kultur.

Af andre keltiske folk, som Nordboerne under vikingetogene kom i forbindelse med, havde særlig Kymrerne i Wales udviklet en selvstændig kultur. Denne lignede dog meget den irske, om den end ikke kan ha været saa eiendommelig og i enkelte henseender saa høit udviklet. Jeg kan heller ikke finde noget omraade, hvor kymrisk kultur har paavirket Nordboernes samfundsforhold eller levesæt i Vikingetiden. Jeg ofrer derfor ikke det kymriske folk nogen nærmere omtale.

Sutton Hoo-hjelmen, fra gravfunn i Suffolk. Hjelmen er dekorert med stempeldekorerte plater av fortinnet bronse, motivene antyder at de henspiller på historiske begivenheter eller myter. Disse er direkte sammenliknbare med dekoren på hjelmene fra gravfunnene i Vendel og Valsgärde nord for Uppsala i Sverige. (Foto: Geni, 2015. Commons.)

Nutidens Englændere har baade fysisk og aandelig sit særpræg, sit racemerke, som gjør dem til det i mange henseender kanske mest karakteristiske og eiendommelige blant alle Europas folkeslag. Men jeg tvivler om, at et nutidsmenneske vilde ha dømt paa samme maade om fortidens Angelsaksere i modsætning til Europas andre folkeslag paa den tid. Det er netop Englændernes historie i løbet af de sidste tusen aar, som har gjort dem til hvad de nu er. Den stadige folkeblanding, det stadige indsig af keltisk, af nordisk, af normannisk og fransk blod er det, som har git baade Englændernes udseende og ydre fremtræden og deres kultur sit racemerke. Den angelsaksiske kultur havde, da William Erobreren kom til England, endnu ikke rigtig formaaet at udvikle sig til nogen helstøbt personlighed. Der var spirer og muligheder; men alt det fremmede, først og fremst den sterke indflydelse fra Romerkirken og dens kultur, og i anden række fra keltisk og fransk kultur samt paavirkningen fra Nordboerne, alt dette laa endnu ligesom bare halvt fordøiet og havde endnu ikke smeltet sammen med det oprindelig angelsaksiske til en fast enhed. Særlig under Alfred den store og hans nærmeste efterfølgere viser den angelsaksiske folkekarakter og den angelsaksiske kultur verden sine smukkeste sider. Men vi tør dog med tryghed sige, at Englænderne aldrig var blevet den store og særprægede nation, som de nu er, var ikke William Erobreren og hans Normanner kommet til England. Vi Nordboer bør heller ikke glemme vor egen store betydning for den engelske nation, først og fremst for udviklingen af Englands handel og sjøfart.

De tre stammer, Angler, Sakser og Jyder, skilte sig, før de landede i Britannien, visselig ikke i levesæt og øvrige livsvilkaar synderlig ud fra de andre germanske stammer, som bodde paa den Jydske Halvø og i egnene syd og sydvest for denne. Angelsakserne fremtræder i historien, hvad sprog og raceeiendommelighed angaar, som et vestgermansk folk, hvad mening man saa end har om Jydernes nationalitet, enten de var Vestgermaner eller Nordboer. Forskjellen mellem oldnordisk og angelsaksisk kan dog, da Nordboerne først kom over til England, ikke ha været større end at det maatte være forholdsvis let for Nordboerne at lære Angelsaksernes sprog. En følge af dette var naturligvis, at Vikingerne havde lettere for at lære og paavirkes af Angelsakserne end af Irerne og de halvt romaniserede Franker.

Angelsakserne var i begyndelsen delt i slægter og stammer, som først lidt efter lidt samlede sig til større enheder. De bodde, som de havde gjort i sit hjemland, i landsbyer (lat. villata, vicus, ags. tûn). Større inddelinger var "hundredet" (ags. hundred) og "shiret" (ags. seir, engl. shire). Ligesom de tilsvarende inddelinger i Norden havde hundredet og shiret sine dømmende forsamlinger, som og i begyndelsen vel ogsaa var lovgivende[92] og hvor repræsentanter for de frie bønder mødte (ags. gemót).

Grundvolden og midtpunktet i det angelsaksiske samfund var ligesom i Nordboernes den frie bonde, som dyrkede sin egen jord. Han kaldtes ceorl, væsentlig det samme ord som oldn. karl, "karl". — Jeg skal til sammenligning nævne, at i det gamle Eddakvad Rigsþula, som skildrer de forskjellige klasser i samfundet, kaldes ogsaa bonden Karl. — Den jord, som bonden selv dyrkede, som var saa at sige hans fædrenejord, kaldtes hōcland[93]. Stammen eiede ogsaa land i fællesskab, ligesom man i Norden havde almenninger; dette kaldtes folcland. Ved siden af den frie, selveiende bonde var der ogsaa i det angelsaksiske samfund leilændinger, som ikke selv eiede jord, men mod en aarlig afgift dyrkede andres jord; sligt land kaldtes lænland.

Under den frie mand stod trællen pēow, som var retløs og endog kunde dræbes af sin herre. Alt i sit germanske urhjem havde Angelsakserne træller. Men i England øgedes trællenes antal paa grund af de stadige kampe med Briterne. Et talende vidnesbyrd herom er det, at ordet wealth (pl. wealas, det samme som oldn. Valir), der opr. betyder "en fremmed, Briter, Waliser", i angelsaksisk kom til at betyde "slave, træl".

Angelsakserne havde, alt da de kom over til England, ædle slægter, som stod i spidsen for folket og var dets førere. De kaldtes paa ags. (þeling, "ædling". — Senere fik dette ord en mere indskrænket betydning og gik over til at betegne "kongesøn, tronarving"[94].

Sakserne havde, før de udvandrede, ingen konger. De var i den første tid efter erobringen styret dels af "hærførere" (heretogan), saa kaldes bl. a. Hengist og Horsa, og dels af ealdormen[95] — Ag. ealdorman svarer i sin betydning til lat. senior "ældre, ældste". — Først paa engelsk jordbund fik Angelsakserne konger.

Kongen havde fra gammel tid ret til at omgive sig med et følge af væbnede mænd (ags. gesíþ). Heraf udviklede der sig i tidens løb en tjenesteadel, som kom til at optage i sig baade det gamle følge og den gamle fødselsadel; (ags. þegn = 1) fri mand i en andens tjeneste, 2) adelsmand).

De angelsaksiske stammer samlede sig efterhaanden til fem store kongeriger (heptarkiet), nemlig Wessex, Kent, Øst-Anglia, Mercia og Northumberland. Lidt efter lidt begyndte ogsaa enheds- og samlingstanken at spire. I 825 blev kong Ecgberht af Wessex anerkjendt som overherre over hele England syd for Themsen, og Vest-Saksernes konger var det, som tilslut forenede alle Angelsakser under sit herredømme.

Efterhvert som de angelsaksiske riger samledes til større enheder, øgedes ogsaa kongens magt. Han fik høiere værdighed og nye høihedsrettigheder. Han begynder at salves (under indflydelse fra den kristne kirke og efter gammel-jødiske forbilleder)[96]. — Han blev rettens kilde; han blev hele folkets herre og beskytter. Efterhvert som tjenesteadelen vandt indflydelse og kongerne gav sine mænd land, begyndte der ogsaa at udvikle sig et vasalvæsen i England, ikke saa udviklet, men paa mange maader svarende til hvad der fandt sted i Frankerriget. Kongens thegn blev paa grund af sin eiendomsbesiddelse forpligtet til paa egen bekostning at gjøre krigstjeneste. I denne organisation, som først under Alfred den store fremtræder fuldt udviklet, tør vi visselig se indflydelse fra det Karolingiske Rige[97].

Folkets pligter øgedes ogsaa; fra begyndelsen af det 8de aarh. af kjender vi den "tredobbelte pligt" (trinoda triiwda neccessitas), som paalaa alle eiere af jord i England, nemlig til at gjøre krigstjeneste og holde broer og fæstningsværker vedlige. Det er rimeligt, at denne forpligtelse over Frankerriget stammer fra Romerne[98].

Ved kongens side stod hans raad witenagemot. Dets medlemmer var "de vise mænd", witan: kongen, ofte med sin dronning og sine sønner, rigets biskopper og dets ealdormen, samt kongens thegner eller ministri, som de almindelig kalder sig. Witenagemot, som svarede til høst-rigsmødet hos Frankerne, spillede en meget stor rolle hos Angelsakserne. Dets samtykke krævedes, naar kongen udstedte nye love, naar han skjænkede land bort, paalagde skatter o.s.v. Det var i det hele rigets høieste lovgivende og dømmende forsamling[99]. Man har kaldt witenagemot et parlament; men dette leder tanken hen paa en repræsentativ forsamling. Da skulde jeg snarere, skjønt ogsaa denne sammenligning halter, sammenligne det med det romerske senat overflyttet i en middelalderlig stat og ikke folkevalgt, men kongevalgt.

Der var i det angelsaksiske rige endnu ikke noget fuldt ordnet embedsværk. Over de større landsdele styrede en ealdorman, hvis stilling noget nær kan sammenlignes med den frankiske comes. Den angelsaksiske ealdorman's stilling var dog forsaavidt høiere, som har oprindelig havde været en uafhængig høvding og hans værdighed fremdeles synes at ha gaat i arv. — Over shiret styrede en " sheriff" (ags. scīrgerefa). Han var, for at bruge Stubbs' ord (I, s. 113) "judicial president of the shire. the administrator of the royal demesne and administrator of the law". I de mindre landsenheder, hundredet og landsbyen, var der folkevalgte ombudsmænd, hvis embedspligter var dels dømmende, dels fiskale.

Ligesom de fleste andre germanske stammer havde Angelsakserne en udviklet retsfølelse. De angelsaksiske love, som endnu er bevarede, minder i sine grunddrag om de nordiske. Staten som saadan straffer endnu ikke de fleste forbrydelser. Derimod kunde samfundet lyse en mand fredløs. Ligesom i Norden havde ogsaa hver mand sin personlige ret (wergield) og forbrydelsen kunde sones med bøder.

Som den foregaaende kortfattede skildring har søgt at vise, var benbygningen i det angelsaksiske samfund ægte germansk. Men fremmed indflydelse skulde snart begynde at gjøre sig gjældende. Da Angelsakserne kom over til Britannien, manglede de endnu, hvad vi kalder høiere kultur. De stod omtrent paa samme trin som de Germaner, Tacitus skildrer. Man troede tidligere, at da Romerne trak sine tropper bort fra Britannien, ophørte latinsk sprog at tales og at romersk kultur uddøde paa de Britiske Øer. Til Angelsakserne talte kun, saa mente man, døde minder om Roms storhed. Angelsakserne saa nok, og blev grebet af, Romernes mægtige fæstningsanlæg, af deres veie og byer, omgivne af volde og grave. Men de mødte ingen latinsktalende eller af romersk kultur gjennemsyrede mænd. Vel er det saa, at provinsen Britannien dannede en udkant af Romerriget. Men nyere undersøgelser, f. eks. af Wright: "The Celt, the Roman, and the Saxon" og af E. Winkelmann i hans "Geschichte der Angelsachsen", har dog vist, at den gamle opfatning er urigtig. Hiibner's udgave af Britanniens latinske indskrifter har vist, hvor dybt latinen var trængt ned. Særlig banebrydende er A. Pogatscher's "Zur Lautlehre der griechischen, lateinischen und romanischen Lehnworte im Altenglischen" (Strassburg 1888). Pogatscher redegjør for den mængde latinske laanord, som findes i angelsaksisk, og viser, at et stort antal[100] af disse er optaget af Angelsakserne i Britannien i de første aarhundreder efter erobringen. De nyere undersøgelser gaar da i korthed ud paa, at romersk sprog og romersk kultur i Britannien ikke pludselig har ophørt, men at de langsomt, i aarhundredernes løb er udslukket. Særlig i byerne — som i London — vedblev romersk kultur at leve og at øve sin indflydelse paa Angelsakserne. Vistnok var den indfødte befolkning i Britannien ikke blevet fuldstændig romaniseret, saaledes som tilfældet var i Gallien. De, som mener dette, gjør sig vel skyldig i en overdrivelse. Kymrerne i Wales og Cornwall kom ikke under latinsk paavirkning til at tale et romansk sprog, men vedblev at tale sit keltiske sprog og bevarede sin eiendommelige keltiske kultur og samfundsordning. Men tiltrods for dette kom den romerske kulturs dannende og udviklende indflydelse til tidlig at vise sig paa de fleste af livets omraader. Jeg skal, efter Pogatscher, nævne en række latinske laanord, som tilfulde viser dette.

Sterkest virkede kanske de romerske by- og fæstningsanlæg i begyndelsen paa Angelsakserne, som fra sit hjemland ikke kjendte noget lignende. Til de ældste latinske laanord i angelsaksisk hører derfor stræt, brolagt vei (af lat. via strata), ceaster "by" (af lat. costra), -coln endelse i bynavne som Lincoln (af lat. colonia), port i) "portaabning" (af lat. porta), 2) "havn" (af lat. portus) og mur "vold, mur" (af lat. murus).

Men ogsaa paa mange andre omraader viser indflydelsen sig. Fra Romerne stammer dyrkningen af de fleste kjøkken- og nytteplanter i England, som "pære" (ags.pern = lat. pirus), "næpe" (ags. nāp lat. napus), "kaal" (ags. cawel, cāl = lat. caulis) og "kirsebær[træ]" (ags. cires-béam af lat. cerasus). Til husets udstyr føiedes " skrin " (ags. scrín) = lat. scrinium) og "bægre", ofte af glas (ags. calic = lat. calix). Man smykkede sig med ædle stene som Romernes gemmer (ags. gimm = lat. gemma). Paa væggene hængte man vævede tapeter (ags. teped = lat. tapetum). Dragten blev paavirket og man fik nye klædningsstykker og tøier, f eks. ags. cæppe, "kappe" (af lat. cappa), mentel, "mantel" (af lat. mantellum), cemes, "skjorte" (af lat. camisia), pæll, "en kostbar kappe, purpur" (af lat. pallium), og síde, "silke* (af lat. seta). Agerbruget blev udviklet og forbedret under paavirkning af romersk kultur. Derom vidner slige ord som cyll(e)n, "ovn, tørreovn", vel især til at tørre korn i (af lat. culina), mylen, "mølle" (af lat. molina) og sigle, en slags "rug" (af lat. secale).

Det fremmede virkede, skulde jeg tro, paa Angelsakserne, efterat de havde bosat sig paa de Britiske Øer, paa samme maade som Vesterlandene virkede paa Nordboerne i vikingetiden. Virkelig vesteuropæisk kultur fik dog Angelsakserne først efter sin omvendelse til kristendommen. Kristendommen var kommet til Britannien alt under Romernes herredømme og blev siden aldrig fuldstændig udryddet. Kristendommen blev dog først henimod slutningen af det 6te aarhundred almindelig an-taget af Angelsakserne, efterat Augustinus i 597 havde omvendt Kent til kristendommen.

Medens det sydlige England sluttede sig til Romerkirken, var i nord kristendommen kommet ind ad andre veie, nemlig gjennem irske Missionærer. Kongeriget Northumberland, som dengang strakte sig helt op til Firth of Forth, anerkjendte abbeden over klosteret paa Iona som sit aandelige overhoved. Det saa endog en tid næsten ud som om hele England skulde slutte sig til den irske kirke. Men efter synoden i Whitby 664 sluttede ogsaa Northumberland sig til Romerkirken. Den irske indflydelse havde dog allerede faat tid til at vokse sig sterk og til at bidrage til at gi angelsaksisk kultur dens særpræg.

Da Nordboerne først kom til England, stod Angelsakserne, skulde jeg tro, i materiel kultur ikke saa høit som befolkningen i det gamle Gallien. Der var lidet handel og industri. Og det, som fandtes af industri, var nærmest beregnet paa at dække de lokale behov. De vigtigste handelsstæder var fra Romernes tid af London og York, og hid kom ikke faa fremmede kjøbmænd; saaledes nævnes alt i 8de aarhundred Frisere. Vi hører ogsaa en sjelden gang tale om Angelsaksere som drev handel paa udlandet[101]. Men dette var en undtagelse. Angelsakserne var ikke, som vore tiders Englændere, noget handelsfolk; — dog begyndte de i modsætning til Irerne tidlig at præge mynter. Angelsakserne var fra hjemlandet af et agerdyrkende folk. Derfor levede de ogsaa helst i aabne landsbyer. De fleste byer, som London, Lincoln, York og Chester, stammede fra Romernes tid. Lidt efter lidt begyndte dog byerne at faa en ikke saa liden betydning som handelscentrer og samtidig at faa den første primitive form for selvstendighed. Saaledes havde Lincoln alt i det 7de aarhundred en gerefa. Paa grund af vikingetogene blev ogsaa Angelsakserne, der hadede mur- og voldomgivne byer som frihedens grave, nødt til at befæste sine byer og at søge at gjenopbygge de gamle romerske fæstningsanlæg. Denne bevægelse begynder dog først under Alfred den store og skyldes visselig frankisk paavirkning.

Den tid var endnu ikke kommet, da engelske skibe pløiede alle have og engelske sjømænd saaes i hver havn. Angelsakserne var ikke i nogen udpræget grad en sjøfarende nation. Skibsfarten spillede hos dem en liden rolle. Derfor stod ogsaa landet forsvarsløst ligeoverfor vikingernes angreb, og det var forst under Alfred den store, at Angelsakserne fik en virkelig flaade.

Første side av Beowulf. Beowulf er et gammelengelsk heltedikt skrevet av en ukjent skald omkring 750. Diktet har røtter tilbake til nordisk muntlig tradisjon, og er blant det eldste som fins av angelsaksisk litteratur; det er det best bevarte verket på gammelengelsk. (Commons.)

Ude blant folkets store mængde, ja selv blant de fornemme var der vel — ialfald før Alfred den stores tid — lidet af aandelige interesser og i det hele af høiere dannelse. Dog synes det angelsaksiske heltedigt "Beowulf" at vise os Angelsakserne som et folk med mildere sæder end Nordboerne i vikingetiden. Der er i dette digt, der dog, som vi maa huske paa, er omdigtet i kristen aand, mindre vildhed og grusomhed end i Eddadigtene. Den grundige kjender af Angelsaksernes litteratur Ten Brink siger om "Beowulf" : "Den ethiske kjerne i denne digtning ligger særlig i opfatningen af mandlig dyd, som bestaar i utæmmeligt mod, i stoisk at møde døden, i taus at bøie sig for skjæbnen, i villig at hjælpe andre, i fyrstens mildhed og gavmildhed mod sine thegner og i den selvopofrende lydighed, hvormed de gjengjælder ham"[102]. — Som vi ser, vikingetidens dyder og karakteristiske egenskaber, men blødgjort og mildnet.

Aandeligt liv trivedes hos Angelsakserne som ellers i Europa paa den tid bedst i klostrene. Og skal vi dømme Angelsakserne efter hvad de har frembragt i aandens verden, kan de ikke ha staat lavt. Der er digtere som Cædmon og Cynewulf. En mand som Beda med tilnavnet "venerabilis" (den ærværdige) mestrede hele samtidens videnskab og hører til middelalderens navnkundigste lærde. Han har skrevet baade theologiske, astronomiske, sproglige og historiske verker. Hans vigtigste arbeide er hans "Kirkehistorie", som er et af de betydningsfuldeste historiske arbeider, som overhovedet er skrevet i England.

Under vikingetogene gik det for en tid tilbage med det aandelige liv i England. Men Alfred den store, som fremfor nogen anden var sit folks lærer, arbeidede baade gjennem sine egne skrifter og oversættelser og ogsaa paa anden maade for at bringe det op igjen.

Angelsakserne udmerkede sig fremfor de fleste germanske stammer paa fastlandet og i særdeleshed fremfor Frankerne ved sin kjærlighed til modersmaalet. Meget af Angelsaksernes bogavl er visselig skrevet paa latin, men meget er ogsaa forfattet i angelsaksisk sprog. Ikke bare heltedigte som "Beowulf", men ogsaa religiøse digte som Cædmons theologiske arbeider, love, aktstykker, brevskaber og fremfor alt historiske arbeider. Jeg ser i denne udstrakte brug af angelsaksisk ogsaa udenfor heltedigtningen en paavirkning fra irsk kultur.

Der er forholdsvis faa keltiske laanord i angelsaksisk, mest kanske fordi der i de egne af Britannien, hvor Angelsakserne først bosatte sig, ikke blev talt keltisk, men et slags fordærvet latin. Tiltrods for dette maa dog keltisk og særlig irsk kultur ha havt en overmaade stor betydning for udviklingen af angelsaksisk kultur og aandsliv. Jeg har alt nævnt, at Nord-England en tid lang sluttede sig til den keltiske kirke. Irerne stod, som vi har hørt, tidlig meget høit som videnskabsmænd og havde en rig og blomstrende litteratur paa modersmaalet, bl. a. baade kunstdigtning og historieskrivning. Det synes derfor at være mere end et tilfælde, naar angelsaksisk videnskabelighed, kunstdigtning og historieskrivning altsammen er begyndt i Northumbrien. Cædmon, Angelsaksernes første religiøse digter, var munk i Whitby kloster i Northumberland. Beda var født i Jarrow i Northumberland og levede det meste af sit liv i det kloster, som blev grundet paa hans fødested. Klosterets første abbed havde været i udlandet og bragt hjem en bogsamling fra Rom og Vienne. Intet sted kunde man som her sætte sig ind i romersk, gallisk, irsk og angelsaksisk videnskabelighed[103]. Bedas forfatterskab maa sés i lys af denne paavirkning fra fastlandets og fra irsk aandsliv.

Det er almindelig anerkjendt, at den angelsaksiske annalskrivning, som gjør, at vi kjender saa godt til Angelsaksernes historie, er opstaaet i Northumberland. Mange mener ogsaa, at det var angelsaksiske missionærer, som indførte den skik at skrive aarbøger i Frankrig og Tyskland. Men er der nogen forbindelse mellem angelsaksisk og irsk annalskrivning? Den eneste, som — mig bekjendt — har opkastet dette spørgsmaal, er dr. Whitley Stokes i sin af handling "On the linguistic value of the Irish Annals". Han siger her: "Naar vi betænker den nære aandelige forbindelse mellem Irland og Lindisfarne, som længe var Nord-Englands geistlige hovedstad, kunde det være værd at undersøge, om Northumbrerne lærte annalskrivningen af sine irske læremestere, eller om det omvendte var tilfældet." Whitley Stokes besvarer ikke selv spørgsmaalet. Men man merker alligevel, at han helder til den mening, at det var Northumbrerne, som lærte annalskrivningen af Irerne. Baade synes irske munke at ha skrevet aarbøger, for de northumbriske begyndte dermed, og desuden var jo Irerne i det hele Northumbrernes aandelige læremestere.

Ogsaa i angelsaksisk digtning tør man vistnok spore indflydelse fra irsk. Professor S. Bugge har pegt paa den elegiske tone, som ofte klinger gjennem den angelsaksiske digtning. Eddakvadene — med undtagelse af de yngste — og i det hele den gammel-germanske heltedigtning var fri for ethvert spor af elegi og sentimentalitet. Men allerede i heltedigtet "Beowulf" og endnu mere i digte som "Sjøfareren" og "Vandreren" er der et sterkt elegisk drag. I dette ser S. Bugge ikke bare almindelig kristelig paavirkning, men ogsaa indflydelse fra irsk digtning[104]. Særlig karakteristiske er i mine øine de elegisk farvede og lyriske naturskildringer, som vi ofte finder i angelsaksisk poesi. Læg f eks. merke til "Beowulf's" skildring af aarstidernes vekslen og det indtryk, vaarens komme gjør paa menneskene (v. 1133— 1138):


"- — — — — — Vinteren belgerne fængsled
i lænker af is, indtil der atter kom
et aar til gaarde, som det end altid gjør,
-— — — — — -— — — — — -— — — — — [105]
det straalende veir. Da var vinteren leden;
fager var jordens barm. Den landflygtige[106] stunded,
gjæsten fra gaarde."


Endnu eiendommeligere er en naturskildring i digtet "Sjøfareren", som igrunden er en eneste poetisk-religiøs betragtning over menneskets forhold til naturen. Det heder her (v. 48 — 55):


"Træ og busk nu blomstrer; borgene blir fagre;
vang og eng sig smykker; verden bliver glad.
Alt dette lokker den, som længes ud,
til at drage paa færd, maner den, som saa tænker,
til fjærnt at vandre paa bølgernes veie.
Saa maner og gjøgen med klagende røst ;
sommerens vægter synger; sorg den bebuder
bitter i brystet"[107].


Slige naturskildringer med fuglesang og vemodig lokkende toner er fuldstændig fremmede for al nordisk digtning forud for folkevisen. I den lyder kun ravnens og ørnens hæse skrig og hanen, som vækker mændene til kamp. Naturskildringer som de i "Sjøfareren" har sine rødder ikke i germansk, men i keltisk digtning. "Sjøfarerens" digter har aandeligt slægtskab ikke med Eddakvadenes eller "Hildebrandlieds" digtere, men med den irske munk, som sad i sin celle nede i St. Gallen og digtede om gjøgen og svarttrosten, som sang til ham fra træernes kroner. Den elegisk-lyriske naturskildring i angelsaksisk digtning stammer fra irsk digtning, hvor den især gir sig udtryk i sagnkredsen og digtene om Finn og Oisin.

Endnu sterkere end paa videnskab og digtning var den irske kulturs indflydelse paa Angelsaksernes kunst og ornamentik. Det er paavirkning fra Irland, som præger den angelsaksiske kunst i de første aarhundreder efter kristendommens indførelse[108]. Rundt om i Northumberland, hvor der i gammel tid stod kirker og klostere, findes der den dag idag levninger af stenkors, som er prydet med ganske den samme slags baandslyngninger og ornamenter, som vi finder paa stenkors fra Irland og Skotland[109]. Vi gjenfinder det snoede baand, som i lokker slynger sig nedover stenens flade; vi ser dyr, hvis lemmer og krop er blit til slyngende baand, og vi ser det karakteristiske keltiske kors og de keltiske linjemotiver. Enhver, som ser de gamle stenkors, som er fundet i Durham og andre steder i Northumberland, vil straks se, at de tilhører det samme kulturomraade, som de af irske mænd reiste eller af irsk kultur paavirkede stenkors i Cumberland og Skotland. Blant de steder i Northumberland, hvor man har fundet slige kors, er ogsaa Jarrow[110], hvor som vi har hørt Beda levede, — et vidnesbyrd mere om, at Beda og hans kreds var paavirket af irsk kultur og aandsliv.

Jeg har talt saavidt udførlig om den irske kulturs indflydelse paa den angelsaksiske, dels fordi dette æmne er lidet kjendt og undersøgt, men endnu mere fordi det ogsaa har betydning for spørgsmaalet om Irernes paavirkning paa Nordboerne. Vi har hørt, at der kun er faa irske og i det hele keltiske laanord i angelsaksisk[111]. Paa den materielle kulturs udvikling, paa samfunds- og retsforhold, statsforfatning osv. hos Angelsakserne fik Irerne liden eller ingen indflydelse. Men alligevel var de i aandens verden Angelsaksernes læremestere, i videnskab, i historieskrivning, i digtning og kunst. Netop paa disse omraader var det ogsaa, Irerne og irsk kultur i vikingetiden fik indflydelse paa Nordboerne, medens det, som vore forfædre i det praktiske liv lærte af Irerne, ikke var stort.

Frankerriget

Senere end den irske gjorde indflydelse fra Frankerrigets kultur sig gjældende paa Angelsakserne. Denne indflydelse begynder først i det 9de aarhundred og blev særlig sterk i det 10de. Paa de northumbriske stenkors finder vi ved siden af de irske baandslyngninger og linjemotiver undertiden ogsaa bladværk og plantemotiver. Undertiden ser vi ogsaa bladværk alene eller bladværk og fugle osv[112]. Disse motiver tilhører ikke den oprindelige irske kunst, men stammer fra det Karolingiske Rige, saaledes som Sophus Müller har paavist. Han siger: "Det var først ved Karl den stores tid, at det frie antike lovværk blev gjenindført i kunsten i den særlig nuancerede form, som forekommer paa de northumberske stenkors"[113]. Forbindelsen med det Karoiingiske Rige fik ogsaa en ikke liden betydning for kongemagtens udvikling. Hoffet blev — fra midten af det 9de aarhundred af — omdannet efter karolingsk mønster; der blev indført nye hofembeder osv. Den begyndende vassalitet, som udviklede sig hos Angelsakserne fra Alfred den stores tid af, tør vel ogsaa for en del ha sin grund i forbindelsen med Frankerriget. Under Alfred den store og især under dennes datter lady Æthelfled af Mercia og under kong Eadward bygges der rundt om i England som værn mod vikingerne en række nye fæstninger, og de gamle, som stod igjen fra Romernes tid, istandsættes. Ogsaa i dette viser indflydelsen fra Frankrig sig. Thi dér begyndte borgerne fra midten af det 9de aarh. af — som værn mod Normannerhærens angreb — at befæste sine byer og at omgi dem med volde og mure. Paa myntvæsenet og paa handelens og næringslivets udvikling hos Angelsakserne øvede Frankerriget ligeledes sin indflydelse, særlig fra Karl den stores tid af.

Vikingene beleirer Paris 885–886. Maleri av Jean-Victor Schnetz (1787–1870). (Commons.)

Da vikingerne først kom til Frankrig, traf de ikke, saaledes som vi nu gjør i disse egne, en i det væsentlige ensartet romansktalende befolkning. Det gamle Gallien havde ophørt at eksistere og det moderne Frankrig havde endnu ikke dannet sig. Der boede — ligesom nu — Basker i Pyrenæerne og keltisktalende Bretoner i Bretagne; de sidste var i det 5te og 6te aarh. kommet over fra Britannien. Hovedmængden af befolkningen talte ogsaa dengang — ligesom nu — et fra latin stammende, romansk sprog. Men i nord og øst især havde der slaat sig ned germanske stammer, hvem folkevandringens strømme havde ført over til Gallien. Syd-Frankrig tilhørte en tid Vestgoterne og Burgunder var bosat i øst, hvor landskabet Bourgogne ved sit navn endnu minder om dem. Intet af disse folk satte spor efter sig. Ulige vigtigere var Frankernes bosættelse i det nordøstlige Frankrig. Frankerne erobrede lidt efter lidt hele det moderne Frankrig, som jo ogsaa har faaet navn efter dem. Deres rige gik i nord til Rhinens munding, men strakte sig ogsaa over helt germanske egne øst for Rhinen[114]. Under Karl den store blev, som vi ved, Frankerriget en verdensmagt, som foruden de for nævnte lande bl. a. omfattede alle tidligere helt eller halvt uafhængige tyske stammer, som Friser, Sakser og Bairer, dere slaviske folk, Corsica, Nord- og Mellem-Italien samt det nordligste af det nuværende Spanien.

Karl den stores rige blev snart delt paany; men i theorien og i folkenes øine vedblev det endnu længe at danne en enhed og at være og ansees for Europas mægtigste rige.

Af Frankerrigets befolkning var saaledes ved aar 800 omtrent halvdelen romansk og halvdelen germansk. Men naturligvis var forholdet mellem disse forskjelligt i de forskjellige dele af riget. I Austrasien boede der kun Germaner, medens Frankerne i Neustrien bare var den herskende race, og i Akvitanien spillede det germanske element en rent forsvindende rolle. Hele Frankerrigets kultur er ogsaa en blanding af romansk og germansk. Statsforfatningen er i sine grunddrag germansk, fremforalt selve kongemagten og kongens følge af væbnede mænd. Men kongens stilling omdannes lidt efter lidt efter romerske og byzantinske forbilleder, indtil Karl den store søger at gjenoprette det romerske keiserdømme. Hirden omdannes til et hof i romersk stil; embedsværket udvikler sig efter romerske forbilleder; — dette gjælder ikke saa meget rigets administration i det store, der var mere germansk, som det gjælder de embedsmænd, som stod ved kongens side. En mængde høitstaaende mænd bærer alt under Merovingerne romerske navne, som Segundinus og Paternus, der var Klodwigs sendebud, Celsus, Amatus og Mummolus, som var patriciere i kongeriget Burgund, og Desiderius, som førte Chilperiks hær[115]. Retten er i sine grunddrag germansk, ikke romersk. Men alt det, som fandtes af skatter og andre offentlige indtægter, told o. 1., var en arv fra Romerne. I det hele var Frankerriget, særlig da det nuværende Frankrig, gjennemsyret af romersk kultur. Ligeledes er det moderne franske sprog, tiltrods for de mange germanske ord det har optaget i sig, et romansk sprog, latinens datter og søster til italiensk og spansk osv.

De germanske ord i moderne fransk omfatter særlig krigsvæsenet. Ord som guerre, "krig", herberge, "leir", epieu, "spyd", gonfanon, "krigsfane", banniere, "bannere". Mange retsudtryk er ogsaa germanske, som maller, "kalde for retten", garantir, "gaa i borgen for", saisir, "lægge beslag paa", fief, "len", alleu, "allod". Fra administrationen kan nævnes marichal, sénéchal, échevin, "dommer". Fra bebyggelsen kan nævnes bourg, "flække" (optaget i latin alt i kelsertidens slutning), hameau "liden landsby". Flere ord for klædedragt, bohave og husets udstyr er ogsaa germanske, som malle, "sæk, pose", hanap, "bæger", canif, "kniv"[116]. En mængde andre ord, som viser Germanernes indflydelse paa de forskjellige omraader, kunde ogsaa nævnes. Hertil kom siden indflydelsen fra Nordboerne, som gjorde, at en række skibsudtryk i moderne fransk er af nordisk oprindelse, ord som hune, "mers paa masten" (jfr. oldn. hunn), esnéque, "snekke" (oldn. snekkja), matelot "matros" (af oldn. mǫtunautr, "mand, som er i kosthold hos en anden "), esturnan, "lods" (af oldn. styrimaðr). Det germanske element i fransk er vigtigere end det keltiske; men i forhold til det latinske har det kun en underordnet betydning.

Særlig var kirken romersk. Dens sprog var latin; dens medlemmer havde sit midtpunkt i Rom og fik derfra sin uddannelse og det meste af det, som fyldte deres aand og tanker. I klostrene levede, saa godt det lod sig gjøre, romersk kultur videre. Det aandelige liv var i langt høiere grad endog end hos Angelsakserne paavirket af romersk kultur. Klodwigs sønnesøn Chilperik gjorde latinske vers og vilde udvikle det latinske alfabet. En anden af hans sønnesønner, Charibert, talte flydende latin og syslede med literatur. Den italienske digter Fortunatus, som kom til disse "barbarers" hof for at gjøre sin lykke, sagde til Charibert: "Hvor stor maa ikke din veltalenhed i dit modersmaal være, siden du overgaar os Romere i brugen af vort eget sprog!"[117]. I de følgende aarhundreder voksede stadig — gjennem kirken og geistligheden — den romerske indflydelse. Interessen for videnskab og literatur og i det hele det aandelige liv i Frankerriget stod dog før renaissancen under Karl den store temmelig lavt. De fleste forfattere, som Fredegar f. eks., skriver et barbarisk og forvirret latin. Der er ingen videnskabsmænd som Angelsakseren Beda eller Irlænderne Cormac og Johannes Scotus Erigena. Merovingernes historie viser os billedet af et dybt fordærvet og forraaet samfund, hvor barbarerne har lært mere af den høiere civilisations daarlige end af dens gode sider. Et samfund, hvor alle baand sprænges, hvor barbarerne holder bakkanal paa Romerrigets rygende ruiner. Men lidt efter lidt blir dannelsen almindeligere og samfundet faar fra det 8de aarhundred af og især efter Karl den stores tid sin faste bygning.

Derimod stod den materielle kultur betydelig høiere i Frankerriget end hos Angelsakserne, for ikke at tale om Irerne. Fra Romernes tid af var egnene ved Rhinens, Maas's og Scheldes udløb vigtige industricentrer. Her fabrikeredes sverdklinger og andre jernvarer, samt glas og tøier. Især var Arras (Atrebates) bekjendt for sine tøier, medens Køln og Lüttich var midtpunkter for vaabenfabrikalionen. Egnene ved Loire's og Garonnes mundinger var ogsaa gamle handels- og industricentrer. Inde i landet kan nævnes Limoges og Lyon. Handelen vedblev at blomstre, især i de sydlige dele af Frankrig, hvor Marseille og andre byer fremdeles — ligesom i oldtiden — stod i handelsforbindelse med Orienten og sendte sine skibe til Konstantinopel, Syrien og Ægypten. Østerlandske varer, som f eks. krydderier, nævnes ofte under Merovingerne. Og naar Karl den store søgte kalifen Harun Arraschid's venskab, saa var det ikke bare for at beskytte de kristne pilegrime, som drog til Jødeland, men ogsaa for handelens skyld; selv paa arabiske markeder var frisiske tøier kjendt. Østerlandske varer blev ogsaa bragt til Frankrig af italienske kjøbmænd, som personlig gjennemstreifede landet. Ved de store markeder, især i St. Denis lige ved Paris, mødtes franske og fremmede kjøbmænd og byttede sine varer. Hid kom "langobardiske" kjøbmænd (fra Lombardiet), Venetianere, Spaniere (fra Barcelona, som fra gammel tid var en vigtig handelsstad), Jøder, Angelsakser og Friser, hvilke sidste i den tidligere middelalder var store handelsmænd og sjøfarere<ref.>Jfr. Steenstrup, Normannerne II, s. 28. </ref>.

Det indtryk, vi faar af Frankerrigets kultur, er, at det aandelige liv — ialfald før Karl den stores tid — kanske ikke stod saa høit som hos Angelsakserne og Irerne. Men landet var i langt høiere grad end England og Irland gjennemsyret af romersk kultur. Der var byer, som lige fra Cæsars tid eller endog langt tidligere — saaledes som det af Grækerne grundede Marseille — havde været midtpunkter for aandsliv, handel og industri. Derfor stod ogsaa den materielle kultur langt høiere end i noget andet land nord for Alperne. Medens i England haandværk og industri før William Erobrerens tid næsten udelukkende var tilhuse i klostrene, var i Frankerriget byerne de vigtigste industricentrer. I byerne i Frankerriget smededes der sverdklinger, lavedes glas og vævedes tøier, som ingen Angelsakser kunde gjøre magen til. Vel kan ikke den frankiske ornamentik, som vi ser den i bøger og paa smykker, i skjønhed og vekslende mangfoldighed maale sig med den irske, — ogsaa paa dette omraade kom der dog under Karl den store en gjenfødelse; man optog klassiske motiver, bl. a. akanthusbladet[118]. Men alligevel vil jeg sige, at kunsten stod høiere i Frankrig end i England og Irland. I Frankrig levede dog, om end usselt og tilbagevist til kirken og klostrene, den klassiske tradition videre. Menneskefremstillingen er baade hos Irerne og Angelsakserne klosset og ubehjælpelig. Der er ingen bevægelse i skikkelserne. Ser vi derimod paa karolingiske miniaturmalerier fra slutningen af det 8de og fra det 9de aarhundred, vil vi finde liv og bevægelse baade i menneske- og dyrefremstillingerne[119]. Men især stod bygningskunsten langt høiere end i England og Irland. Der findes mangesteds i Irland bevaret kirkebygninger fra det 9de og 10de aarhundred. Ingen bygninger kan være mere enkle og primitive. Tag og vægge gaar oprindelig i ett. Der er ingen søiler, som bærer en hvælving; — buede hvælv findes ikke[120]. Heller ikke de navnkundige irske rundtaarne kan det ha været nogen stor kunst at bygge. Angelsakserne stod neppe saa meget høiere end Irerne i bygningskunst. Den angelsaksiske stil synes i sin begyndelse at ha været mest at regne som et første forsøg af bygmestere, som var mere vant til at arbeide i træ end til at efterligne de levninger af romersk bygværk, som havde overlevet erobringskrigene og Angelsaksernes bosættelse. Paa fastlandet, hvor barbarerne havde flere og bedre forbilleder at efterligne, udviklede de snart en eiendommelig bygningsstil. Angelsakserne, som havde daarligere forbilleder og ingen udlærte haandværkere, naaede for det 10de aarh. ikke længer end til at frembringe den angelsaksiske stil, den plumpeste datter af den romerske kunst; desuden byggede, som det synes, Angelsakserne i begyndelsen mere i træ end i sten[121]. I Frankerriget udviklede der sig derimod tidlig en virkelig bygningskunst. Jeg kan nævne kirken i St. Denis, som blev bygget i 613, og kapellet Jonarre, som blev bygget i slutningen af det 7de aarhundred s. Fra Karl den stores tid, da som vi har hørt kunst og videnskab gjenfødtes, findes der et virkelig imponerende bygværk bevaret, nemlig domkirken i Aachen. Den viser paavirkning fra byzantinsk kunst og er vel bygget nærmest efter forbillede af kirkerne i Ravennat[122].

Efterat Karl den store havde sat keiserkronen paa sit hoved, stod der om hans og hans riges navn en glans, som verden ikke havde sét magen til siden Roms storhedstid. Keiser Karl, en sagnfigur alt i levende live, blev det store og uopnaalige forbillede for alle middelalderens herskere. De statsretslige ideer og de eiendommelige samfundsforhold i hans rige, fremforalt lensvæsenet, vinder indpas rundt om i Europa. Ligesom Karls keiserdømme forbandt hans egen tid med den romerske oldtid, saaledes var ogsaa den materielle kultur i hans dage en datter af oldtidens kultur og Frankerriget var selv det store bindeled hvorigjennem varer fra Sydeuropa og Orienten førtes til Vesteuropa.

For vikingetiden havde de nordiske folk kun svagt været udsat for paavirkning fra kristendom og romersk kultur. I Vesteuropa formaadde folkevandringens strømme og de indllyttende germanske stammer ikke at udrydde kristendommen og romersk kultur. Germanerne blev snart selv Romerkirkens troende sønner og omdannet — baade med hensyn til sit ydre og indre menneske — under romersk indflydelse. Gallien vedblir ogsaa under sit nye navn Frankrig at være et romansk land. Tyskland er gjennem keiserdømmet og hele sin historie i middelalderen knyttet til Italien. Angelsakserne er, fra den stund de satte foden paa Britanniens jord, sterkt og varig paavirket af romersk kultur. Den gamle irske kultur er mere selvstændig; men ogsaa den har sine rodder i kristendommen og i Rom. Vikingetidens store betydning er, at den bragte Nordens folk under varig indflydelse fra den romerske kultur. Denne indflydelse kom sent og middelbart, det er sandt nok, men den er det dog, vi Nordboer i første række skylder, at vi er et led af de store europæiske kultursamfund.

Fotnoter

  1. Helgakv. Hundingsbana 11, str. 33.
  2. d. e. skaldemjøden, som Odin bragte op fra underverdenen
  3. Landnámabók 111, k. 12.
  4. Hamðidmál, str. 29.
  5. d. e. mænd, som er trætte af sverdenes egg, d. e. faldne.
  6. Three Fragments, ed. 0'Donovan, s. 123 — 125.
  7. Anglo.Saxon Chronicle ed. Thorpe, A. D. 793. Jfr. Steenstruup, Normannerne II. s. 9 f. og G. Storm i Salmonsens Konversationsleksikon, art. Norge (Historie), XIII, s. 616.
  8. Den fremragende svenske arkæolog: professor Monlelius formoder, at der allerede ved stenalderens slutning har fundet en direkte forbindelse sted mellem Sveriges vestkyst og Englands østkyst (Sveriges Historia I s. 35).
  9. Prokop, De bello Gothorum 2, 15; jfr. Zeuss, Die Deutschen und ihre Nachbarstamme, s. 481.
  10. Zeuss, s. 477 — 479; Müllenhoff, Beowulf s. 19.
  11. Gregor af Tours 3, 3 og Gesta Francorum, k. 19; jfr. Müllenholf, Beowulf s. 18 f.
  12. Müllenhoff, Beowulf, s. 17 ff.
  13. Zeuss, s. 501.
  14. Vidsid, s. 47: wicinga cynn, "vikingenes ætt".
  15. Über die frühesten Berührungen der Iren mit den Nordgermanen, s. 21.
  16. Shetlaadsøernes stedsnavne, i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1901.
  17. Les temps préhistoriques en Suéde, trad. par S. Reinach, s. 217 0. fl.
  18. Jordanes, Getica.
  19. Sophus Müller, Vor Oldtid, s. 527.
  20. S. Bugge. Norges indskrifter med de ældre runer, s. 58.
  21. Annales Cambriæ, udg. i Roll´s Series, A.D. 1041 og 1050. Jfr. A. Bugge, Contributions to the History of the Norsemen in Ireland III, s. 5.
  22. Jfr. H. Brünner, Deutsche Rechtsgeschichte I, s. 116 f.
  23. Saxo, ed. Müller I, s. 216.
  24. Plinius, Historia naturalis IV 96: Hillivionum gente quingentis incolente pagis
  25. Brünner I, s. 128. I afsnittet om Harald Haarfagres slatsstyrelse taler jeg mere baade om herser og jarler.
  26. Getica III 24.
  27. Ynglinga saga, k. 40.
  28. J. Steenstrup i Danmarks Riges Historie I, s. 168.
  29. Brunner, Deutsche Rechtsgeschichte I, s. 119 f.
  30. Brunner, Deutsche Rechtsgeschichte I, s. 51.
  31. Samkongedømmet kjendes ogsaa fra begyndelsen af Nordboernes historie i Irland. Jfr. Zafti ell. Svein og Jargna ell. "Jernknæ", Dublinmændenes to halvkonger (leithri). Three Fragments, ed. 0'Donovan, s. 119 og 123. Senere synes dog enekongedømmet at være indført, ialfald i Dublin og Waterford, Ogsaa i Northumberland maa der under de norsk-dublinske kongers styre ha været samkonger.
  32. Det er: at kun én konge hersker ad gangen.
  33. Jfr. J. Steenstrup i Danmarks Riges hist. I, s. 170 f. Brunner I, s. 122.
  34. Ynglingasaga, k. 47.
  35. Heimskringla, Olafss. helga, k. 81.
  36. Sammesteds k. 96.
  37. Brunner, Deutsche Rechtsgeschichte I, s. 127.
  38. Germania, k. 44.
  39. Brunner, Deutsche Rechtsgeschichte II, s. 16.
  40. Amira, i PauVs Grundriss der Gcrmanischen Philologie II o, s. 127.
  41. Paul, Grundriss II, s. 126. Angelsakserne tog i 878 en guðfana (kampfane) kaldet Hrafen (Ravn) fra vikingerne (Ags. Chron.).
  42. Jfr. Brunner, Deutsche Rechfsgesch. I, s. 137 ff.
  43. Jfr. Danmarks Riges hist. I, s. 173. Kong Frodes love er, som Steenstrup (Normannerne I) har vist, vikingelove.
  44. Jfr. Brunner I, s. 126.
  45. Efter E. Hertzberg i Salmonsens Konersationsleksikon" (odel).
  46. Brunner, Deutsche Rechtsg. I,
  47. Jfr. Jordanes, Getica I 9.
  48. Jfr. Brunners fremstilling, Deutsche Rechtsgesch. 1, s. 133.
  49. Fortællingen om Braavallaslaget er visselig en digtning; men selve kampen maa dog være skildret saaledes som virkelige slag foregik, paa den tid da digtningen opstod (sandsynligvis i 11te aarh.).
  50. Jfr. Hervarar saga, udg. af S. Bugge, anm. til s. 2S6.
  51. Broncepladen fra Öland, hvor en kriger med galtehjelm er fremstillet, synes at være fra vikingetidens begyndelse.
  52. Jfr. Montelius, Les temps préhistoriques, s. 217 og f. 302 — 303.
  53. Montelius, Les temps préhistoriques, s. 261.
  54. Holger Pedersen, i Indogermanische Forschungen, udg. af Brugmann og Streitberg V, s. 72.
  55. Haalogalaendingen Ottar, som ikke nævner Harald Haarfagres samling af Norge, drager fra Haalogaland til Skiringssal og derfra til Danmark og videre til Alfred den store i England.
  56. Det nuværende Slesvig har ikke havt ganske den samme beliggenhed som fortidens Hedeby.
  57. Pertz, Scriptores II, s. 709.
  58. Pertz II, s. 703.
  59. Montelius, Les temps préhistoriques, s. 232 (fig. 31S f.).
  60. Det er en kjendt sag, at hos intet folk er fantasien saa udviklet som hos Irerne, og hos intet andet folk har bønderne saa meget at fortælle om syner af straalende borge og væsener af overjordisk skjønhed.
  61. Dette synes bl. a. at fremgaa af keltiske (kymriske) stedsnavne, som dr. Jakobsen har fundet paa Hebriderne. Andre forskere, som prof. Rhys i Oxford, anser som bekjendt Pikterne for et ikke-arisk folk.
  62. Jfr. Ratzel, Volkerkunde I, indledn., s. 81.
  63. Jfr. J. Rhys, Celtic Britain, s. 167 f.
  64. Three Fragments, s. 183.
  65. Sammesteds s. 185.
  66. D'Arbois de Jubainville, Cours de litterature celtique V, s. 49.
  67. Sammesteds, s. 117.
  68. D'Arbois de Jubainville V, s. 147.
  69. Sammesteds V, s. Si — 146.
  70. Zimmer, Keltische Kirche in Britannien und Irland (i Realencyklopadie für protestantische Theologie und Kirche. 3. Aufl. X) s. 204 f.
  71. Ancient Laws of Ireland, 1 s. 180 — 181.
  72. Jfr. D'Arbois de Jubainville V, s. 366 o. fl.
  73. Sammesteds, s. XXVII.
  74. Ancient Laws of Ireland II, s. 296 — 297.
  75. D'Arbois de Jubainville V, p XXVII n. 1 ; jfr. Ratzel, Volkerkuade I, s. 81 (indledn.).
  76. Three Fragments, s. 172 — 173; jfr. D'Arbois de Jubainville V. p. XXVII.
  77. Jfr. War of the Gaedhill with the Gaill (Cogadh Gaedhel re Gallaibh), ed. Todd. p.
  78. Naar sagnet fortæller om at Diarmid og Usnechs sonner flygter til Skotland, saa var dog dette faktisk en slags fredløshed.
  79. Ancient Laws of Ireland II p. XLlll.
  80. Sammesteds I, p. XIVI ff. Jfr. Sir H. Maine, Early Institutions, s. 39 f.
  81. I Glendalough og ogsaa andre steder i Irland kan man endnu danne sig et billede af Irernes ældste kirkebygninger og klostere.
  82. Jfr. Zimmer, Keltische Kirche, s, 226 ogsaa for det følgende.
  83. Jfr. herfor og i det hele for spørgsmaalet om Irernes videnskabelighed G. Stokes, Ireland and the Celtic Churrh, Lecture XI.
  84. G. Stokes, s. 228.
  85. Sammesteds, s. 209.
  86. O´Curry, Manners and Customs of the ancient Irish III, s. 204.
  87. D'Arbois de Jubainville V, s. 78.
  88. Togal Troi, ed. Whitley Stokes, s. 75.
  89. D'Arbois de Jubainville V, s. 231.
  90. Beiträge zur vergleichenden Sprachforschung VIII, s. 320; efter Nigra, Keliquie Celtiche 1, s. 23. Jeg oversætter med svarttrost, hvilket dog ikke er fuldt korrekt. Ir. lon oversættes med Amsil, blackbird.
  91. Se nærmere under afsnittet om prydkunst.
  92. Stubbs I, s. 115.
  93. Ordet bet. egt. jord som man besidder i kraft af et retsligt dokument.
  94. Jfr. betydningsudviklingen af oldn. konungr.
  95. Jfr. Stubbs, English Constitutional History I, 66, hvis fremstilling jeg her i det hele har fulgt.
  96. Jfr. Brunner, Deutsche Rechtsgeschichte II, s. 19. Fra Angelsakserne vandt den skik at salve kongen indpas i Frankerriget (under Karolingerne).
  97. Jfr. Stubbs I, s. 191.
  98. Jfr. .Stubbs 1, s. 76 og anm.
  99. Efter Stubbs I, S. 124 ff.
  100. Herfra undtages, som jeg siden skal tale mere om, de kristelige ord.
  101. Lappenberg, Geschichte von England I, s. 623 IT. Stubbs I, s. 93.
  102. Early English Litterature, overs, af Furnivall, s. 29.
  103. Jfr. Alfred J. Church, Early Britain, s. 157.
  104. S. Bugge, Über Beowulf, Paul u. Braune, Beitrage XII, p. 77 — 79.
  105. V. 1136 þâ þe syngales sête bæwitad synes her ikke at staa paa sin rette plads ; se S. Bugge i Paul u. Braune' s Beiträge XII, s. 30 f.
  106. d. e. den landflygtige Hengest.
  107. Grein, Bibliothek der angelsachsichen Poesie, I, s, 243.
  108. Sophus Müller, Dyreornamenliken i Norden, i Aarb. f. nordisk Oldkyndighed 1880, s. 336.
  109. Stuart, Sculptured Stones of Scotland II, pl. CVII— CXVIII.
  110. Sammesteds II, pl. CXVI.
  111. Jfr. Grundriss der germanischen Philologie I, s. 7S3.
  112. Sculpt. Stones of Scotland II, pl. LXXXVllI, XCIII og XCIV.
  113. Dyreornamentiken, s. 338.
  114. Ogsaa vest for Rhinen, i det ripuariske Franken og i det Alemannerne tilhørende Elsass var der en helt germansk befolkning.
  115. Jfr. Rambaud, Hist. de la civilisation francaise (2 éd.) I, s. 73.
  116. Jfr. G. Paris, La litterature frangaise au Moyen Age, s. 22 ff., og Diez, Romanisches Wörterbuch.
  117. Gaston Paris, La litterature frangaise au Moyen Age, s, 18 f.
  118. Jfr. Sophus Müller, Dyreornamentiken i Norden.
  119. Jfr. afbildningerne, s. 971 og 1017 i F. Daha's "Urgecschichte der germanischen u. romanischen Völker" (i Onckea's Allgemeine Geschichte).
  120. Jfr. Anderson, Scotland in Early Christian Times (first Series), kap. "Early struclural remains".
  121. Efter Companion to English History, ed. by F. P. Baruard, s. 6.
  122. Jfr. Dahn, Urgesch., afbildn. til s. 584 og 644.