Vikingen (Arentzen)
Hopp til navigering
Hopp til søk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Kristian Arentzen
Vikingen
Nogle Digte
Kjøbenhavn, 1888
- Jeg veed ikke ret, hvordan det er fat!
- jeg glædes ei mere ved Bølgedandsen.
- Min Sjæl er urolig, mit Hjerte mat;
- og Øiet kjedes ved Vaabenglandsen.
- Før tumled jeg stolt paa den vilde Sø
- i Storm og Brænding min prægtige Skude;
- jeg elskede Snekken, som var det en Mø —
- men nu er det rent med min Glæde ude!
- Naar Luren gjalded, og Sværdene klang,
- og Blodet flød paa Dækket i Strømme,
- da stemmed jeg op en jublende Sang —
- nu gaaer jeg omkring i vemodige Drømme.
- Og kasted jeg Anker ved fremmed Kyst
- og tog mig en deilig Mø paa det Samme,
- jeg hviled, beruset, ved hendes Bryst —
- nu ledes jeg ved den vilde Flamme.
- O hvad er Ægirsdøttrene ni
- mod Bondens unge, livsalige Datter!
- Jeg troer, det er Freias Kogleri;
- jeg hører i Skyen Disens Latter.
- Naar mod mig hun løfter de Øine blaa —
- hvor er de klare, hvor er de milde!
- saa maa jeg mine til Jorden slaae,
- jeg rødmer og blegner og skaber mig ilde.
- O hvad er paa Kampens blodige Vang
- Valkyriens Kvad til Skjoldebraget
- mod Bondedatterens smeltende Sang
- derhjemme i Gaarden med Grønsværstaget!
- Jeg drømmer: jeg vandrer stille bag Plov,
- mens Storken paa Gaardens Mønning kneiser,
- og ser paa den grønne, viftende Skov
- og Skyen, der over mit Hoved reiser.
- Jeg drømmer: jeg sidder ved Arnens Ild
- og vugger en rødmusset Pusling paa Armen.
- Hun nærmer sig sagte — en Hustru mild,
- og Hjertet mig hopper af Fryd i Barmen.
