Vikingerne - Vikingetidens Kultur

Fra heimskringla.no
Revisjon per 16. jun. 2021 kl. 18:15 av Knut (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Vikingerne


Vikingetidens Kultur


av Alexander Bugge

Gyldendalske Bokhandel
Kra. 1904




Der var en Tid, da Nordens Lande laa fjærnt fra den civiliserede Verden. Det var Vinter med Mørke og og tung Sne over Dalene. I Stammer levede Folket uden Enhed, uden Samfølelse. Ingen Skibe seilede over Havet i regelmæssig Fart til fjærne Lande. Kun faa var de fremmede Kjøbmænd, som landede ved vore Kyster, uden ved et Tilfælde, slaaet hid op af Storm og af Havets Bølger. Kun langsomt naaede hid op til Nordens Folk Efterdønningerne af den høiere Kultur, som var blomstret op i Sydens rigere og solvarmere Lande og herligst i Landene ved Middelhavets Strande. Først sent fik Menneskene heroppe Kundskab om de store Opfindelser, som Folkene dér Syd lidt efter lidt havde gjort. Kunsten at smede Guld og Sølv, at støbe Bronce, at smede Jern og at bruge dem til Smykker, Kar, Redskaber og Vaaben. Men lidt efter lidt begyndte det dog at lysne og Sneen at smelte i Dalene. Nordens Lande rykkes nærmere ned mod det civiliserede Europa. Cæsar erobrer Gallien og vinder det for romersk Kultur, ja kommer endog paa sine Tog helt over Kanalen til Britannien, som i det første Aarhundred efter Kristus bliver en romersk Provins. Romerne bliver fra nu af Germanernes Naboer. Provinsen Germanien grundlægges; helt op til Rhinens Munding, til Bataver og Friser strækker Roms Vælde sig; en romersk Flaade viser sig i Aar 5 e. Kr. i de danske Farvande. Romerske Kjøbmænd, romerske Varer og Mynter (Sølvdenarer) begynder alt i det første Aarhundred af vor Tidsregning i større Mængder at naa op til Norden, og med dem kom ogsaa andre Paavirkninger fra romersk Kultur. Særlig i det andet Aarhundred e. Kr. synes dog Forbindelsen med Romerriget efter Myntfundene at dømme at ha været livlig. Ad to Veie var det især, Strømmen naaede til de nordiske Lande. Den ene fulgte Weichsels og Oders Løb og mundede ud paa Gotland. Den anden Strøm gik til Danmark og kom vistnok fra Rhinegnene.

"Danske vikinger invaderer England", fremstilt i miniatyrmaleri fra Miscellany on the life of St. Edmund (engelsk helgenkonge, ca. 840–870) fra 1100-tallet.

Saa begynder Folkevandringen og i den tager ogsaa Nordboer selvstændig Del. Herulerne, mere omflakkende end nogen anden af Folkevandringens Stammer, naar helt ned til Balkanhalvøen og til det solbeskinnede Italien; mange af dem bringer med sig tilbage til Norden kostelige Lærdomme, hentede fra Sydens høiere Kultur, særlig kanske Kundskaben om den af Goterne opfundne Runeskrift, ja mulig endog de første Fortællinger om Kristendommens Lære.

For en Tid stanser Forbindelsen. Hunner og andre asiatiske Folkeslag bryder ind i Europa. Men snart bringer Samfærselen nyt Liv til Nordens Lande.

Danerne begynder at drage vesterud og naar paa sine Tog til Frisernes og Frankernes Lande; Nordmænd seiler til Orknøerne og Shetlandsøerne og bringer med sig hjem de første Impulser fra keltisk Kultur og Kristendom. Mange Steder i Norden, særlig paa Gotland, men ogsaa paa Sjælland, ved Mälarens Strande og i enkelte Dele af det sydlige Norge udvikler der sig en forholdsvis høi materiel Kultur. Digtere synger i Kongeborgen. Prydkunsten begynder at blomstre; især er de paa Gotland gjorte Sager vakre og stilfulde. Endog i Menneskefremstillingen begynder Kunstnere at prøve sig. Paa Bronceplader paa de i Vendel i Upland fundne Hjelme ser vi Billeder af rustede Krigere tilfods og til hest, og paa Brakteater — saa kaldes runde Hængesmykker af Guld - har Nordboerne selvstændig, om end ofte klosset og ubehjælpelig søgt at efterligne romerske Guldmynter. Men snart bliver det paany stille i Norden. De nordiske Folks Tog til fremmede Lande ophører lidt efter lidt. Frankerrigets og Englands Kyster udsættes ikke længer for fiendtlige Overfald. Kirker og Klostere reiser sig i Mængde langs Kysterne. Goterne var alt tidlig i Folkevandringstiden draget bort fra Østersjøens Lande. Herulerne tilintetgjøres og forsvinder fra Historien og med dem ophører ogsaa det vigtigste Bindeled med Sydens Kulturer. Fremmede, i Kultur endnu lavtstaaende slaviske Stammer sætter Bo ved Østersjøens sydlige Strande.

Kun langsomt rinder atter Kulturens livbringende Strømme til Nordens Lande fra det kristne Europa, mest kanske fra Frankerriget og især fra de gamle Handelsstæder i Rhinegnene og Nederlandene, Køln, Dorestad, Utrecht osv., men ogsaa fra Skotland og Irland over Orknøerne og Shetlandsøerne til Norge. Gotland er fremdeles et Kulturcentrum og gotlandske Kjøbmænd seiler med sine Varer rundt til Landene ved Østersjøen og videre helt til Norges Vestkyst.

Lidt efter lidt begynder det dog for Alvor at lysne og Dagene at længes. Og saa kommer Vaaren, pludselig, som den altid gjør i Norden, med spirende Knopper og Bække, som fosser ud imod det aabne Hav. I hver Fjord, hver Vik, i hver Vraa, i hver Dal bliver det Liv. Menneskene strømmer mod Havet; Skibene rulles i Sjøen; Nordboerne bliver paany farende Folk, Folk i Udfærd; Vikingetiden begynder[1]. Svenskerne drager mod Øst, til Rusland og helt ned til Sortehavet og Konstantinopel, Danskerne drager til Nederlandene, Frankrig og England og Nordmændene til Nord-England, Skotland og Irland og videre til Island, Grønland og Vinland. Under disse Tog er det, at Nordens Folk selv bliver en Del af det kristne romersk Kultur prægede Europa. Og gjennem disse Tog er det ogsaa, at Nordens Folk først varig finder sig selv, vokser til tre Folk og Stater, Nordmænd, Svensker og Dansker.

Saa opstaar da Vikingetidens Kultur, den, hvorpaa vi senere — sammen med den ved Kristendommen komne Kultur — gjennem Aarhundreder har levet, saa rig, saa vekslende, saa fuld af Farver og skiftende Toner som knapt nogen anden Tids her i Norden. Den er et Barn af de nordiske Folks Møde med fremmede Folk og fremmede Kulturer. Den er nordisk i sit Væsen og i sine Grundtræk (og fra det 10de Aarhundred af mere tydelig dansk, svensk og norsk). Men det hjemlige er befrugtet af det fremmede, har faaet vokse og spire i Straaler fra Sydens varmende Sol. Det er som i Naturen selv. Skov og Mark og Eng ligger endnu i Vinterens Dvale, dækket af Sne og Is. Men lidt efter lidt begynder Dagene at længes, Sneen at tine og dryppe og Isen at smelte. Saa kommer Vaaren; Solen sender sine varmende Straaler helt op til det kolde Norden; alt vaagner til Liv; Træerne grønnes; Markerne dækkes med Blomster; Sangfuglene kommer fra Syd; det er Sommer i Landet. Eller for at bruge et andet Billede, hentet fra Begyndelsen af det gamle Eddakvad "Volundarkvida" :


Møer fløi søndenfra,
Mørkskog igjennem,
unge Svaner,
paa Skjæbnens Bud.
Og de ved Sjøstrand
sig satte til Hvile;
sydlandske Kvinder
dyrt Lin spandt.


Saa kommer Vølund og hans Brødre fra det høie Nord skridende paa sine Ski, paa Jagt efter Ulv og Bjørn; de vinder Sydens Kvinder, Frankerriget og Irlands Døtre[2], bygger for dem høiloftede Sale og smeder til dem det dyre Guld.

Al Kultur opstaar paa denne Maade, derved at det hjemlige paavirkes og befrugtes af det fremmede. Stænger et Folk sig ude fra Samkvem med den øvrige Verden, da vokser ikke Kulturen, men visner og dør ligesom en Plante, der mangler Sol og Væde. For at Kulturen kan vokse og bære skjønne Blomster og kvægende Frugter, maa den faa Lys og Sol og livbringende Regn fra mange Lande; men den maa ogsaa ha sine Rødder i dyb Jord, i Folket, i Tidsaanden, i Fortiden og i Historien. Den Kultur er lidet værd, som bare er fremmed Laan og Flitterstas. Men den Kultur har ingen Udviklingsevne, som bare suger sin Saft fra Hjemmets Jord og stænger sig ude fra alt fremmed.

Vi ser det paa alle Livets Omraader, hvordan der med Vikingetiden indvarsles en ny Tid i Norden. Tag f. Eks. Sproget. I Aartusender, lige fra den Tid, da de germanske Folk først bosatte sig i Danmark og paa den skandinaviske Halvø, havde Nordens Folk overalt ett og det samme Sprog. Kun sagte og umerkelig udviklede Sproget sig; det er næsten det samme ved Aar 700 som ved Aar 400, og Dialektforskjelligheder er der endnu næsten ingen af. Men fra Midten af det 8de Aarhundred bliver det anderledes. Skriften bliver en anden. Den ældre eller "længre", for alle Germaner fælles Runerække afløses af den yngre eller "kortere", som er særegen for de nordiske Folk. Sproget udvikler sig nu i Løbet af hundrede Aar hurtigere, end det før havde gjort i fire hundrede. Først og fremst bliver det nordisk, bestemt forskjelligt fra Tysk og Gotisk, og saa udvikler det sig henimod Vikingetidens Slutning til tre forskjellige Sprog, Norsk, Svensk og Dansk, hvortil senere Islandsk slutter sig. Ogsaa flere Arkæologer regner fra omtr. Aar 800 et nyt Tidsafsnit, den yngre Jernalder. Og ligedan med Gudetro, med Kunst, med Digtning, med Sæder og Skikke, kort sagt med alt det, som vi med ett Ord kalder Kultur.

Der hviler mørke, blodige Skygger over Vikingetiden og særlig over dennes første Afsnit, da Plyndringer, brændte Kirker og Klostere og Kvinderan var Vikingetogenes snart sagt eneste Frugter. Vi har hørt om Kampene mellem Nordmænd og Dansker i Irland ved Midten af det 9de Aarhundred og om den forfærdelige Raahed, som da udfoldede sig. Men det var ikke bare, som vi let kunde faa Indtrykket af ved at læse Krønikeskrivere og Aarbøger, Vildskab og Raahed, Mord og Drab altsammen. Nordens Folk var før Vikingetidens Begyndelse langtfra Barbarer. De havde sit paa Lov og Ret byggede Samfund, sin høit udviklede Retsorden, sit Kjendskab til Sjølivet, sin Dygtighed i Skibsbygningskunsten og sin Lyst til at drive Handel. Nordisk Retssædvane har præget mange af de Samfund, hvor Vikingerne grundede Nybygder. Vi finder Spor af deres Lovgivning i de gamle russiske Love som i Normandie og i England. I den senere angelsaksiske og den ældste anglo-normanniske Lovgivning vrimler det af nordiske Laanord. Endnu findes, eller fandtes for ikke lang Tid siden paa Shetlandsøerne, paa Orknøerne, i Dumfries i Skotland, ved Cromarthyfjorden i Østskotland, i Cheshire, ved Whiteby i Yorkshire og udenfor Dublin de Tinghøie eller Tingvolde, hvor Nordboerne i gammel Tid mødtes for at dømme Lov og Ret og give sit Bifald til nye Love, og Øen Mans Forfatning den Dag idag stammer, som vi har hørt fra Nordmændenes Vælde[3].

De gamle Vikinger var Krigere og Kjøbmænd paa samme Tid og ofte det sidste mere end det første. Naar de kom til en Havn, sluttede de gjerne først Fred med Indbyggerne paa en viss Tid, Dage eller Uger; da holdt de Marked, handlede og kjøbslog. Først naar denne Tid var forbi, var der Krig og Ufred og de kunde røve og plyndre, som de bedst lystede. Hvor de gamle Vikinger kom hen, gav de Handelen nyt Opsving: i Rusland, hvor Holmgaard eller Nowgorod blev en af Europas første Handelsstæder; i Irland, hvor der før Nordboernes Tid ikke fandtes nogen muromgivne Stæder, ingen i Landet selv prægede Mynter og ingen regelmæssig Handel med fremmede Lande; i England og Wales, hvor Byer som Grimsby, Derby og Swansea bærer nordiske Navne, eller andre, som Bristol, York og Chester skylder Nordboerne sin Betydning som Handelsstæder, og i Normandie, hvor Hovedstaden Rouen voksede op til at blive en af Frankriges første Stæder. Rundt om i sine Nybygder lærte Vikingerne at præge Mynter, og i Northumberland var det Vikingerne, som indførte Sølvpenge istedenfor de gammeldagse Kobberstycas. De gammelnordiske Betegnelser for Vegt og Mynt, Marken, Halvmarken, Øren og Penningen, vandt Udbredelse rundt om i Vesteuropa, i England, i Skotland, i Irland, i Nord-Frankrige. I Rusland betegner Ordet "Gjæst" (gosti) endnu en Slags Handelsmænd og Ordet "Væring" har faaet Betydningen "Bissekræmmer". Kjærligheden til Sjøen gjorde Nordboerne til de dygtigste Skibsbyggere og Sjømænd i Europa paa den Tid.

Medens de europæiske Folk, som ellers drev Handel og Skibsfart, nødig uden i det lukkede Middelhav vovede sig bort fra Land og ud paa det aabne Hav, men helst seilede langs Kysterne i frygtsomme Dagsreiser fra Havn til Havn, seilede Nordboernes Drager og Knarrer frygtløst ud paa det aabne Verdenshav. Nordmændene var det første Folk i Nord-Europa, som over Havet gjorde Opdagelsesreiser i Middelalderen. Paa Harald Haarfagres Tid levede der nordligst i Haalogaland en Høvding ved Navn Ottar. "En Sommer vilde han finde, hvor langt mod Nord Landet strakte sig, og om der boede Folk nordenfor Ødemarken (d. e. Fin-markens Vidder)." Og saa seilede han langs Finmarkens Kyst, rundt Kolahalvøen og helt ned til Bunden af det Hvide Hav. Senere drog han over til England, gik i Alfred den stores Tjeneste og gav denne en nøjagtig og kyndig Skildring af sin Reise, fuldstændig fri for alle de Skipperskrøner, som det ellers vrimler af i Middelalderens Reiseskildringer[4]. — Den første videnskabelige Polarfærd. — Nordmændene seilede ogsaa, som vi alle ved, til Grønland og Nord-Amerika. Og de formaaede ikke alene at opdage disse Lande; men i Grønland grundlagde de en Nybygd, som holdt sig lige ned til det 15de Aarhundred og hvor der udviklede sig en i Forhold til de naturlige Vilkaar merkelig høi Kultur. Et af Eddakvadene, "AtlemaaI det grønlandske", maa saaledes være digtet paa Grønland. Ikke alene Navnet viser dette; men Bjørnen i dette Digt er Isbjørnen (hvitabjǫrn). Vi har ogsaa bevaret Brudstykker af Skaldekvad, som er blevet til paa Grønland, f. Eks. det saakaldte Norðrsetudrápa, som har skildret Seiladsen der høit mod Nord op til Hvalfangstfelterne ved Diskobugten.

Vikingetidens Møde med fremmede Folkeslag og fremmede Kulturer, med Angelsaksere, Frankere og Irer, Tyskere, Russere og Arabere, med Karl den stores Verdensrige og med Konstantinopels Pragt gjorde Blikket videre. Synet friere. Samfundet og Menneskene udvikler sig og forandrer sit Præg. Harald Haarfagre samler Norge til ett Rige og indfører ny Statsskik; han tager Odelen fra Bønderne og indfører nye Skatter, Told og Høihedsrettigheder; rundt om i sit Rige sætter han Skattejarler og Herser eller Lendermænd for at styre og inddrive Skatter. Hele denne nye Statsskik havde Harald og hans nærmeste Forgjængere udviklet under Paavirkning fra Karl den store og hans Statsskik. Og selve Haralds Samling af Norge er et Led i den store vesteuropæiske Bevægelse, som viser sig deri, at Karl den store samler de tyske Stammer, og at Vestsaksernes Konger samler Angelsakserne.

I Danmark virker Dronning Tyre i den angelsaksiske Lady Æthelfleds Aand og gjenreiser Kong Godfreds Danevirke; og hendes Søn Harald Blaatand søger, kanske under tysk Paavirkning, at øge Kongens Magt og Virkekreds. Hirden forandrer rundt om i Norden sit Præg. Den er ikke længer det enkle gammelgermanske Krigerfølge, som vi kjender fra Tacitus, men begynder at udvikle sig til et virkeligt Hof i Lighed med det frankiske og angelsaksiske. Selve Ordet "Hird" er ikke nordisk, men angelsaksisk (hired) og er kommet til Norden i Vikingetiden. Hirden deles i Klasser med forskjellig Rang og faar sine Embedsmænd, blant hvilke Stallaren kan nævnes. Hans Navn som hans Stilling stammer fra "Staldgreven" (stabularius) i den senromerske Keisertid; derfra overførtes han til Frankerriget og videre i det 10de Aarh. til England og til de nordiske Lande, Ligesom de irske Fyrster omgiver Harald Haarfagre sig med Hirdskalde, som hører til hans nærmeste Venner og Raadgivere. De digter ligesom de irske Hofskalde i indviklede Versemaal og kunstige Kjenninger Lovkvæder til Fyrstens Pris Der er i Haralds Gaard videre Krigere, som lønnes med Vaaben, Guld og prægtige udenlandske Klæder. Der er, som vanlig ved Middelalderens Hoffer, Spillemænd og Gjøglere; de kaldes paa Oldnorsk trúðr, et angelsaksisk Ord, som synes laant fra irsk (druth). Ja, ved Haralds Hof er endog den første Hofnar, som nævnes ved Navn i Norden, Andad (Andaðr). Han spiller den taabelige, leger med sin øreløse Hund og faar Kongen til at le[5]. Saaledes faar, ser vi, Samfundet og Livet i Kongeborgen lidt efter lidt et mere middelalderligt Præg.

I Prydkunsten raader ikke længer den saakaldte Folkevandringens Stil. En ny, Vikingetidens Stil udvikler sig, paavirket af fremmede, især vesterlandske Forbilleder. Særlig er det den keltiske Prydkunst med dens rige og vekslende Linjemønstre og Baandmotiver og den under Karl den store og under Paavirkning fra klassisk Kunst gjenfødte Prydkunst i det frankiske Rige, som paavirker Nordboerne. Keltiske Baandslyngninger og karolingiske, i Grækenland oprindelig hjemmehørende Bladmønstre, f. Eks. det fligede Akanthusblad, vinder Hjemstavnsret i Norden og fæstes paa Smykker, paa Vaaben og paa Stenens Flade sammen med Drager og Orme og hjemlige, fra Fædrene arvede Mønstre. Ligesom irske Munke i Irland og Skotland i Billeder paa Stenens Flade til Minde for levende og for kommende Slægter fortalte om Bibelen, om hellige Mænds Liv, om Paradisets Glæder og om Dommens Dag, og ligesom angelsaksiske af irsk Kultur paavirkede Munke i Nord-England efterlignede de keltiske Kors, medens andre Angelsakser baade paa kristne Kors og paa udskaarne Skrin fremstillede sine egne, hjemlige Heltesagn, Sigurd Fafnesbane, Weland Smed osv., saaledes søgte ogsaa Nordboerne at skabe en bildende Kunst, som for kommende Slægter skulde vidne om Æsers og Sagnheltes Liv. Rigest og mangfoldigst udvikler denne Prydkunst sig i Overgangstiden fra Vikingetid til Middelalder i de to Udkanter af Nordboernes Verden, paa Man og paa Gotland. Her ser vi paa reiste Stene i broget Mangfoldighed hele Valhals Gudeverden og alle Fortidens Sagnhelte fremstillet for os i naive Billeder, indrammede af Baandslyngninger og Bladornamenter. Og med Hedenskabet blander paa Stenens Flade Kristendommen sig uløselig sammen. Men helt ind i Middelalderen, lige ned til det 13de Aarhundred, paa Gravstene, paa Døbefonter, paa Kirkedøre, lever baade i Norden og paa de britiske Øer disse hedenske Billeder videre og viser, hvilket mægtigt Greb Asatroen har havt paa Menneskenes Sind og Tanker.

Odin som vandringsmann, av Georg von Rosen (1886).

Vikingetiden med dens Kamp og Strid, fuld af Farer, af snar Daad, af sterke Karakterer, Mødet med Kristendommen og med aandelig overlegne Kulturer, satte sit Præg paa Nordboernes Gudstro og gjorde den til en Kampens og Stridens, en Vikingereligion. Hjemme i Bygden, helst langt inde i Landet, fjærnt fra Tidens store Hændelser blev nok Troen den samme som før. Saaledes som vi hører om fra Gøtaland, did Sighvat Skald kom paa sin Færd i 1018 og hvor han har skildret os Bøndernes endnu hedenske Tro, deres Alveblot og deres Frygt for at vække Odins Vrede, om de gav en kristen Mand Husly[6]. Dér troede Folk endnu paa sine gamle Guder, som de gjorde før Vikingetiden begyndte.

Hos Almuen baade i Norge og i Sverige er Thor, Tordenens Gud, fremdeles Hovedguden, hvad han ogsaa synes at ha været i Dublin. Ved Siden af ham er Vaneguderne, Njord og Frøi, Gjenstand for megen Dyrkelse. Kun i Danmark er, synes det, Odin alt paa Folkevandringens Tid blevet Hovedguden. Den ældgamle Krigsgud Ty, hvis Navn er bevaret i Tirsdagens Navn, er derimod overalt i Norden i Vikingetiden sunket ned fra sit tidligere Vælde og har faaet Plads blant de lavere Guder. Men blant Vikingerne og i Vikingenybygderne blev Valhal og Einherjernes Kampliv mere og mere Midtpunktet i Menneskenes Tro. Selve Valhals-forestillingen er dog sikkerlig ældre end Vikingetiden; i svenske Grave alt fra Folkevandringstiden har man fundet ganske smaa Kvindefigurer i Metal, visselig en Slags Amuletter, som vel har forestillet Valkyrjer. Og i svenske Grave fra Vikingetiden er Amuletter i Form af Valkyrjer med Horn i Haanden meget almindelige. — Lidt efter lidt udbreder Odin fra Danmark af sit Vælde over Nordens Folk. Han er ikke længer Vindguden (Wodan), hvem alle Germaner havde dyrket. Han vokser nu som den snilde Krigskunstens Gud op til at blive Aasgaards og det guldtækkede Valhals Herre, den øverste blant Guderne, Guders og Menneskers Herre, Alfader (Alfǫðr), som han med ett visselig fra Kristendommen laant Udtryk kaldes[7]. I ham har ligesom hele Vikingetidens Livsanskuelse faaet Kjød og Blod. I ensom Storhed sidder han i Hlidskjalf og skuer ned paa Guders og Menneskers Færden, selv ligesom hævet over godt og ondt. En underlig, næsten tragisk Skikkelse i al sin Ensomhed vandrer han gammel og enøiet om blant Menneskene, svigefuld som en gammel Vikingehøvding og volder Død og Fordærvelse selv blant sine bedste Venner, for at samle Kjæmper i Valhal til den sidste store Kamp i Ragnarok. Men Menneskene forstaar ikke altid hans Veie og undertiden staar han for deres Øine som ond, grusom og ulykkebringende. Som Dag i det andet Kvæde om Helge Hundingsbane siger til sin Søster Sigrun, da han har dræbt hendes Elskede, Helge (Str. H):


Ene Odin al
Ulykken volder;
thi mellem Frænder han
Feideruner bar.


Men Odin vokser ogsaa i Vikingetiden i aandelig Henseende; han bliver større og dybere. Han er den viseste blandt Guderne; men sjelden er han glad; thi han ved for meget. Ligesom Kristus ofrer han sig, dog ikke for Menneskenes Synders Skyld, men for selv at vinde Kundskab og Visdom. Som han selv siger i "Haavamaal" (Str. 137):


Jeg ved, at jeg hang
i det vindige Træ (ɔ: Galgen)
i Nætter alle ni,
saaret med Spyd
og givet til Odin,
selv til mig selv,
paa det Træ
hvorom ingen ved
af hvis Rødder det vokser (d. e. Yggdrasils Ask).


Efter dette bliver han vis og tryllekyndig, lærer ramme Runer og mægtig virkende Tryllesange. Men som sin herligste Gave til Menneskene har Odin fra Underverdenen bragt Suttungs Mjød, Skaldedrikken (Oðrænir), Som han selv siger i "Haavamaal" (Str. 106):


Vel kjøbt Drik
vel har jeg nydt
— faa Ting den Kloge fattes — ;
thi nu er Odrøre
op kommet
til Jordens hellige Hjem.


Ogsaa Yggdrasils Ask vokser i Vikingetiden under Indflydelse fra det kristne Kors, med hvilket det paa Billedstenene i Vikingenybygderne paa Man og i Cumberland og i Westmoreland ofte sammenblandes, fra at være den krøgede, veirbidte Ask hjemme i Tempellunden op til at blive Livsens Træ, Verdenstræet, som skygger over Mennesker og Guder og har sine Rødder i Skjæbnens Urdyb, et Sindbillede paa Verdensaltet. Ældgamle Forestillinger om Verdens Oprindelse og Troen paa dens Undergang ved Ild vokser — under Indflydelse fra kristne Forestillinger og middelalderlig Filosofi — i Vøluspaa op til en mægtig Digtning om Verdens Oprindelse og Undergang, et Forsøg paa at tyde Tilværelsens Gaader[8].

Digtningen fornyes og gjenfødes. Som Vikingetidens herligste Skat opstaar der nu som en Frugt af de nordiske Folks Møde med Angelsakser, Irer og Franker en Digtning, som dels er ny, dels, ja mest kanske en Omdigtning af ældgamle nordiske Sagn eller af Sagn og Digte, som er vandret fra andre germanske Folk, men en Digtning, som i alle Tilfælde er ny i sin Form og i sit ydre Præg, et Barn af Vikingetiden. Kun Brudstykker af denne Digtning om Guder og Helte er det, som Edda-kvadene har bevaret os. Men langt mere er det, som nu er tabt, og talrigere de Digte, af hvilke vi nu bare kjender Navnet eller et Par Verslinjer.

Alle Nordens Lande har ydet Bidrag til denne Vikingetidens Digtning. Fra Grønland eier vi "Atlemaal det grønlandske"; en Mand fra det nordligste Norge, fra Midnatssolens Land, har i Eddakvadet "Volundarkvida" fuldstændig omdigtet et angelsaksisk Kvad om Vølund Smed. Danskerne har i Vikingetiden fuldendt Digtningen om Skjoldungerne og skabt det skjønne Digt om Rolv Krakes Død, "Bjarkemaal". Og Vikingetidens skjønneste Elskovsdigtning, den om Hagbard og Signe, stammer ligeledes fra Danmark. Men hvor den først er opstaaet denne Vikingetidens Digtning om Guder og Sagnhelte, dens Omdigtning af gamle Sagn saavel som dens digteriske Nyskabning, det ved vi ikke. Rigest har den ialfald i den Skikkelse, hvori vi nu kjender den, blomstret i Vikingenybygderne paa de britiske Øer. Her mødtes Nordmænd, Dansker og Svensker og levede i Krig som i Fredens Yrke sammen med Angelsakser og Kelter. De lyttede til Irernes lidenskabsfyldte, fantastiske og billedrige Fortællinger om Cuchulinn, om Finn og Oisin, om Havguden Manannan, Lers Søn, og hans Svin, der ligesom Sæhrimner i Valhal kom til Live og var lige helt igjen, naar det var spist op. De hørte Angelsaksernes Kvad om Fortidens Helte, om Vølund Smed, om Volsunger og Gjukunger, om Didrik af Bern og om Goternes Kampe med Hunnerne. De nordiske Kors og Billedstene fra Man, Hebriderne, Lancashire, Cumberland og Westmoreland viser, hvor yrende rig Digtningen har været i disse Nybygder, hvor nordisk, angelsaksisk og keltisk Kultur mødtes og blandedes. Her, hvor Billederne hører hjemme, er ogsaa, tror jeg, mange af Eddadigtenes Hjemstavn, og herfra har de vandret til Norden. Et enkelt Sagnmotiv, en Mand, som trædes under Hjortefødder, kjendes kun fra Billedstene paa Man og Gotland. Men en Digtning, hvor Hjorte spiller en Hovedrolle, kan ikke været opstaaet i Norden; den maa stamme fra de britiske Øer, Hjortens og Daadyrets Land. Og Eddakvadet "Rigsthula", som efter saa mange Forskeres Mening er opstaaet i en Vikingenybygd, hvor der boede baade Nordboer og Irer eller Gæler, mon ikke det ogsaa, som vi siden skal søge at vise, er digtet paa Man eller Hebriderne? Endelig har Professor Sophus Bugge paa Grund af de mange angelsaksiske Laanord i Eddadigtene ment at slutte, at flere af dem er digtet i England. Ogsaa Billederne synes at vise, at Sigurdsdigtningen er kommet til Norden over England og ikke den lige Vei fra Tyskland. Her vesterfra er Eddakvadene vandret til Norden, til Færøerne, hvor mange af dem end idag klinger igjen i Kvæder paa Folkets Munde, til Island, hvor de fæstedes i Skindbøger og opbevaredes for kommende Slægter, til Norge, til Danmark og til Sverige, men ogsaa særlig til Gotland, hvor de ligesom paa Island har levet et rigt og blomstrende Liv, hvorom Billederne paa Stenens Flade endnu vidner. Her kjendtes Digtene om Sigurd Favnesbane og om Gunnar i Ormegaarden; her blev det af en Mand fra Nordland digtede Kvæde om Vølund Smed og hans Broder, Skiløberen Egil, sunget og fæstet i Billeder paa en Sten, som er fundet under Gulvet paa Ardre Kirke.

Det meste af denne Digtning handlede om Gudernes Liv eller om Helte, der har tilhørt langt ældre Tider end Vikingetiden. Sagn, som engang har været kjendt af næsten alle germanske Stammer, ligger til Grund for Digtningen om Vølund Smed og om Sigurd Fafnesbane; Helgedigtene derimod handler om danske Konger fra Folkevandringen, om end disse er omdigtede til Vikingehøvdinger og Digtene er fulde af malende Skildringer af Vikingetidens Sjøtog til fjærne Lande. Nogen stor Digtning om sine egne Helte formaaede Vikingetiden egentlig ikke at skabe. Dens kjæreste Helte er Ragnar Lodbrok og Lodbrokssønnerne, hvis "Overmod og ungdommelige Ærgjerrighed", som en irsk Saga siger, "driver dem fra Land til Land gjennem den hele Verden" til Spanien og til Nord-Afrika for at opleve Æventyr og vinde et udødeligt Navn[9]. Hos dem er der den Ungdom og det Ungdommens Overmod, den Higen mod det uopnaalige, som enhver Helt maa eie, om hvem Sagn og Digtning skal ranke sig. Men Digtningen om Lodbrokssønnerne, om Halv og Halvsrekkerne osv. blev kun til svage Tilløb og ikke til nogen stor Digtcyklus. I Edda-digtene er det, vi fremfor noget andet Sted maa søge Vikingetidens Digtning.

Det er en Digtning, som i Tankens Dybde, i Menneskeskildringens Klarhed, i Handlingens dramatiske Knaphed staar paa Høide med den ypperste Heltedigtning. Vi er ikke som i Homers Digte omgivet af en stedse klar og skyfri Himmel; vi føres ikke paa brede Bølger i "den rosenfingrede Morgenrødes Skjær over det vinfarvede Hav" forbi solglade Strande med skjønne, harmoniske Mennesker. Der er ikke som i den indiske Heltedigtning en Urskov af Billeder, en tropisk Fantasi. Ei heller eier Eddakvadene den irske Heltedigtnings Vildhed og sydende Lidenskaber, og heller ikke dens som og den kymriske Heltedigtnings Toner fra Naturen og Fuglenes Sang, fra Livet ude i de store Skove og ved de stille Skovsjøer. Det er som i Kampen, hvor Sverdene mødes og Klingerne farer som Lyn gjennem Luften; alt er skarpt og knapt; der er Ordskifte og dramatisk Handling, men ingen udførlig malende Billeder, ingen digterisk Dvælen, som i næsten al anden episk Digtning. Eddakvad som "Lokasenna" eller "Hárbarðslióð" kan snarere kaldes Dramaer end episke Digte. Alene "Rigsþula" maa kaldes et bredt fortællende Digt. Skikkelserne staar i disse Digte som meislede, klare og lyslevende: Odin, den kloge og vise, hævet over godt og ondt. Repræsentanten for Vikingetidens aristokratiske, af Forbindelsen med Europa prægede Kultur; Thor, den brede, folkelige, som slaar med Storslæggen, let at narre og ikke saa fin og sleben som Odin, men den, som tager det store Tag, naar det gjælder; Loke, denne underlige Blanding af godt og ondt, som i Tidernes Morgen har blandet Blod med Odin, men som dog volder Æserne det meste Ondt, Gud og Djævel paa samme Tid. Og Heltene: Vølund, Smeden med den dybe Kjærlighed og det endnu dybere Had, fuld af dæmonisk Vildhed, som alene Vikingetiden formaaede at skabe Menneskene; de to Helger, de høisindede og ridderlige, af Middelalderens Idealer prægede Helte med deres bløde, næsten romantiske Kjærlighed, som varer ud over selve Døden; ogsaa tilsidst Sigurd Fafnesbane, Nordboernes Helteideal, høi og lys, modig og frygtløs ind i selve Døden og med den Ulykkens Forudbestemthed over sig, som udgjør Heltelivets Tragedie. Og ved Mændenes Side staar der Kvinder. Ved Lokes Side staar Sigyn, det skjønneste Billede paa ægteskabelig Troskab og Kjærlighed, som gammelnordisk Digtning har skabt. Og ved Sigurds Side de to saa modsatte Kvinder, som elsker ham, den mørke, dæmoniske Brynhild og den lyse, nordiske Gudrun, hvem Sorgen gjør vild og grum. fuld af Had og Hevnlyst, kanske det mest storslagne Drama, som Nordboer har digtet.

Volven i Vǫluspá, fremstilt av den svenske maleren Carl Olof Larsson (1853–1919).

Men Eddadigtene indeholder endnu mere, de giver os i kort Sum Vikingetidens hele Syn paa Livet. I "Vøluspaa" har en hedensk, af Asatroens Poesi opfyldt Digter søgt at gi os det samme, som Henrik Wergeland har forsøgt i sin " Skabelsen, Mennesket og Messias", et digterisk Udsyn over Verdens Oprindelse, Udvikling og endelige Skjæbne. Vølven, som skuer ud over Verden fra Tidernes Morgen til Dagenes Ende:


Aarle var det,
da Ymer bygged,
var ei Sand eller Sjø
eller svale Bølger.
Jord ei fandtes
og oven ei Himmel.
Ginnungagap var der;
Græs ei voksed.


Saa kommer de første lykkelige Tider, da Guderne glade legede paa Idevolden, før Menneskenes Slægt endnu var skabt og Kamp og Strid ved onde Væsner kommet ind i Verden, før den Tid kom, da "Eder brødes og høihellige Løfter". Derpaa ser Vølven fra Fortiden udover til Fremtiden, lige til Verdens sidste Dage, da — ligesom efter Johannes's Aabenbaring — Ondskab og Styggedom skal herske paa Jorden:


Brødre skal kjæmpe
og hinandens Bane volde;
Søskendebørn skal
Slægtskabet bryde.
Haard er Verden,
Hordom stor,
Sverdlid, Spydtid,
kløvede Skjolde,
Vindtid, Vargtid,
før Verdens Fald,
ei skal nogen
sin Næste skaane.


Saa gaar Jord og Sol, Guder og Mennesker under i den sidste Kamp og i den store Verdensbrand. Men:


Atter ser hun
op at stige
Jord af Havet
grøn igjen.
Fosse falder.
Ørnen flyver,
som paa Fjeldet
Fiske veider.


Guderne samles paany ligesom i Tidernes Morgen paa Idevolden og en ny, lykkeligere Menneslægt vokser op.


Da kommer den Sterke
til Dommen den store
den mægtige fra oven,
som alt styrer.


Eller som det heder i det korte "Vøluspaa" i "Hyndlulióð" (Str. 44):


Da kommer en anden
end mægtigere;
dog ei jeg ved Navn
ham vover at nævne.
Faa ser nu
længre frem,
end til at Odin skal
Ulven møde[10] -


En mægtig og gribende, af Asatroen gjennemsyret, men af Kristendommen beaandet Digtning. Er det den samme Tanke, nemlig at Valhals og Æsernes straalende Verden er forgjængelig, men at det, som skal vare evig, er Kristi og Gud Faders Rige, som ogsaa fremtræder paa en Billedsten fra Kirk Andreas paa Man? Her ser vi paa den ene Side af Korset Odin i Kamp med Fenrisulven, altsaa et Billede fra Ragnarok, Gudernes Undergang. Paa den anden Side ser vi en Mand, som i sin høire Haand løfter et Kors og i sin venstre holder en Bog og som træder paa Orme og Slanger. Ned fra Korset hænger der en Fisk, vistnok Kristi Symbol, ζγδνς. Det er den seirende Kristus, den end mægtigere, som skal komme fra oven "til den store Dom" (at regindómi[11]).

Ved Siden af Eddadigtene eier vi fra Vikingetiden Skaldekvad, hvis digteriske Værd næppe er mindre, som Torbjørn Hornkloves pragtfulde Seiersdigt over Slaget ved Hafrsfjord, kraftig malende, fuldt af djervt, saftigt Lune. Saaledes, naar Digteren fortæller om Haralds Modstandere, at "de blev kjede af at forsvare Landet mod Lufa[12] og lod Holmen tjene sig til Skjold, de sloges under Sæderne, de som saarede var, lod Bagen stikke op, stak Hovedet ned i Kjølen." Eller Mindedigte som "Eiriksmaal" og "Haakonarmaal> eller Egil Skallagrimssøns "Sønnetabet", det mest personlige Digt fra Nordens Oldtid, en sterk Karakters trodsige Klage mod Skjæbnen og de høie Guder. Ikke alene i Aandens Verden, men ligesaa meget i det virkelige Liv greb Vikingetiden ind, omdannende, frugtbringende, frigjørende. Høvdingen, som havde faret til fjærne Lande, tjent fremmede Konger og kjæmpet ved Paris's Mure, i Dublin eller i Konstantinopel var et andet Menneske end den, som i hele sit Liv bare havde siddet hjemme paa Gaarden og sovet under sodet Aas eller drukketn Øl i Arnens Vraa. Og Tiden følte selv dette. Som "Haavamaal" siger (Str. 18):


Ene den ved,
som vide vanker
og har mangen Færd faret,
hvilket Sind
hver Mand eier,
som har Samling og Sans.


Disse Vikingetidens Høvdinger var fødte Aristokrater og saa med Foragt ned paa Bonden og Hjemmemanden.

Tydeligst kommer kanske denne Vikingetidens overlegne, jeg kunde næsten sige blaserede Følelser frem i Edda-kvadet "Hárbardslioð", hvor den paa Vikingetog i Vesterlandene vundne Kultur og finere Dannelse stilles ligeoverfor Hjemmets uslebne Mænd med de grove Sæder og tarvelige Livsvaner. Færgekarlen Haarbard, som ikke er nogen anden end den forklædte Odin, haaner Thor som simpel, tarvelig og enfoldig. Til ham kommer bare Trællenes Æt; men Odin eier alle Høvdinger, som falder paa Valen. Medens Thor er i Østerled og kjæmper med Jætter og Troldkjærringer — en latterlig Beskjæftigelse, mener Haarbard — er han selv i Valland og fylker Mændene, hidser Kongerne sammen, men forliger dem aldrig. Han elsker skjønne Kvinder, men sviger dem alle, og lærer magiske Kunster, Naturens overnaturlige Kræfter. Odin fremstilles i dette Digt tydelig som Repræsentanten for Vikingetidens høiere, i Vest-Europa opstaaede Kultur.

Sagaerne har bevaret for os Billedet af en Mængde typiske Vikingenaturer: Raa og brutale ofte, men alligevel ægte Grand-seigneurer, Folk, som forstod at byde og at optræde, fødte Førere og Høvdinger. Ærgjerrige er de og ærelystne; men de kjender ogsaa Ærens Fordringer, gjør aldrig noget lavt og usselt. Mest typisk baade i godt og ondt er kanske Egil Skallagrimssøn. Som Gut hugger han Nakken af en Træl, "fordi han stod godt til Hug". Som voksen klemmer han i Fuldskab Øiet ud paa en stakkars Bonde og vetskræmmer hans Hustru og Datter. Men alligevel kan vi ikke lade være at beundre ham. Han er glad i Pragt og Guld som alle Vikinger, er han end ikke helt fri for Havesyge og Gjerrighed. Han er slagfærdig og tungerap, fuld af bredt, folkeligt Lune, men samtidig en dyb, alvorlig Natur, som selv har tænkt over Livet og dets Mening og som har dannet sig sit eget Livssyn. Han er Digter som knapt nogen anden af de gamle Skalde og er hjemme i Skaldekunstens mest indviklede Kjenninger og Versemaal. Han forstaar at riste Runer og staar paa Høiden af sin Tids Viden her i Norden. Han rager et Hoved op over alt Folket og er den selvskrevne Fører, hvor han kommer. Ikke for intet er han end idag Islændernes Nationalhelt.

Ogsaa fremmede Krøniker og Aarbøger har bevaret for os Billedet af mange Vikingeskikkelser. Vi har før hørt om Lodbrokssønnerne. Jeg kan ogsaa nævne den engelske Krønikeskriver William af Malmesbury's Skildring af "den gamle Sjørøver" (pirata vetos) Godfred Sigtrygssøn. En Tid er han Konge i Dublin; saa søger han at gjøre sig til Herre i Northumberland, men maa flygte for Kong Æthelstan. Efter at ha udstaaet meget ondt baade paa Sjø og Land kommer han tilsidst (i 926), siger den gamle Krønikeskriver, bønfaldende til Kongens Gaard. Der blev han vel modtaget af Kongen og i fire Dage beværtet af ham paa det prægtigste. Men saa søgte den gamle Sjøhane atter til sine Skibe og forsvandt som en Fisk i Vandet[13].

Gjennem Eddakvadene som gjennem Runeindskrifternes korte Linjer kan vi se endnu dybere ind i Menneskenes Tankegang og Syn paa Livet. Særlig giver "Haavamaal", kanske det merkeligste af Eddadigtene, os i korte, fyndige Sætninger Vikingetidens hele Livsopfatning. Det er ikke længer det fra Fædrene nedarvede Syn paa Livet, hvor alt er bundet i Aarhundreder gamle Former og Vedtægter. "Haavamaals" Digter og de Mænd, som med ham har færdedes paa Vikingetog, hvor Kamp og Strid, Svig og List hørte til Dagens Orden, har mistet sin Tro baade paa Menneskene og næsten paa Guderne med. Hver Mand maa stole paa sig selv og sin egen Klogskab. Den kloge prises, men Taaben haanes. Den listige kommer længst i Verden:


Ei bedre Byrde
du bærer paa Vei
end meget Mandevid.
Bedre end Guld det
tykkes paa ukjendt Grund.
Det er trængendes Trøst.


Taaben koper,
naar til Folk han kommer,
mumler eller maaber.
Aldrig saasnart
har en Slurk han faat,
saa viser sig Mandens Vid.


Uklog Mand
tror, at han i alle eier
Venner, som vil ham vel.
Men dét han finder,
naar han paa Tinge færdes,
at kun faa fremmer hans Sag.


Er der en,
som ilde du tror,
og tvivler du paa hans Tro,
da le med ham
og lad som han.
Lige for lige Gave du giv!


Altid maa Manden være paa Vagt og ikke tro paa nogen, næppe nok paa sin Ven, men allermindst paa Kvinden. Endog paa Guderne vover de sterkeste blant dem at tvivle. En Hrafnkel Frøisgode f. Eks., en af de eiendommeligste og mest udprægede Skikkelser i denne saa særprægede og personlige Tid. Han er stor og mægtig, hovmodig, ja overmodig, i Tillid til at han eier Gudernes Yndest. Saa kommer Ulykken over ham. Men han lader sig ikke kue, og da han midt i sin dybeste Fornedrelse faar høre, at hans elskede, til Frøi indviede Hingst Frøifakse er dræbt og Gudehovet brændt, siger han: "Jeg tror, det bare er Snak og Taabelighed at tro paa Guderne." Og han sagde, at han fra nu af aldrig vilde tro paa Guderne; — "og det holdt han siden", føier Sagaen til.

Der gaar et Drag af Pessimisme og Mistro til Verden gjennem de gamle Nordboers Syn paa Livet. End ikke for megen Kundskab er god for Menneskene. Som "Haavamals" Digter siger:


Middels klog
være hver Mand,
ei altfor klog.
Thi klog Mand sjelden
er glad til Sinds,
om han alt i Verden ved.


Den, som vil uden Sorger leve, skal ikke prøve at lære sin Skjæbne at kjende. Derfor er ogsaa Odin, som kjender sin egen og Guders og Menneskers Skjæbne, ensom og sjelden glad i Hu. Det eneste, som er værd at stræbe efter, er Ry, Navnkundighed, et godt Eftermæle, Ordets Pryd (orðstirr), som Digteren kalder det, i Slægtens Minde, i Runerne paa Bautastenen og i Skaldenes Kvad.


Fæ dør;
Frænder dør;
selv dør du paa samme Vis.
Men Ordets Pryd
aldrig dør,
for den, som god Navnkundighed naar.


Fæ dør;
Frænder dør;
selv dør du paa samme Vis.
Ett ved jeg,
som aldrig dør,
Dommen over hver død.


For Eftermælets Skyld er det, at Bautastene reises over de afdøde Slægtninge med Ønsket om at Stenen maa staa evig og at den, som ødelægger den, maa straffes af Guder og Mennesker. Og i Runer hugne i Stenen priser man den Afdøde med Ord, der er som sprungne ud af "Haavamaals" Tankegang, Saaledes læser vi paa en Runesten ved Ifla Gärde, Finheden, Smaaland: "Vemund satte denne Sten efter sin Broder Sven, (som var)


gavmild mod sine Mænd
og god til at give Mad,
høilig i Ord
lovprist af alle Mænd[14]."


End hyppigere melder Runeindskrifterne, at den Afdøde var "en god Kjæmpe", "en god Bonde", eller "den mindste Niding blandt Mænd" (manna mæstr óniðingR)[15].

Havde end mange af Vikingetidens Mennesker mistet sin Tro baade paa Guder og Mennesker, saa fandtes der dog hellige Baand, som bandt dem alle. Slægten og Slægtsfølelsen havde for den Tids Mennesker en Betydning, som et moderne Bymenneske vanskelig kan fatte. Vel udgjorde ikke Nordboerne saaledes som Kelterne Klaner, hvis Medlemmer alle troede at nedstamme fra en fælles Stamfader. Men der var dog, mest kanske i Norge, mange Spor af den Tid, da Slægten havde været det bindende i Samfundet. Naar et Mord eller en Forbrydelse var begaaet, følte hele Ætten sig som en Enhed og havde fælles Pligt til at hjælpe for at hævne Forurettelsen; thi Blodhevnen gjaldt endnu i Norden. Ved Arvegang og i det hele i retslig Henseende følte ogsaa tydelig Slægten sin Enhed. Og i Danmark var det endnu som Regel Medlemmer af samme Slægt, som boede i Landsbyerne. Alt dette gjorde, at Blodets Baand føltes sterkere og som noget helligere end i vore Dage. Sit mest dybtfølte Udtryk har Slægtsfølelsen, Sorgen over at staa igjen som den sidste af Ætten faaet i Egil Skallagrimssøns "Sønnetabet". Som naar Egil siger:


Thi min Æt nu
mod Enden stunder
som Skogstammer stormslagne.
Frisk er ei den Mand,
som Frænders Ben
fra Ligbænken bærer til Graven[16].


Sjörupstenen ved Sjörups kirke i Skåne. Innskriften er datert til vikingtiden. Runene er risset på granitt, og lyder i oversettelse: Saxi satte denne sten etter Asbjørn, sin felle, Tokes sønn. Han flyktet ikke ved Uppsala; men kjempet så lenge han hadde våpen. Foto: O.E. Henriksen, 2007. Commons.

Forholdet mellem Høvdingen og hans Mænd var ogsaa i denne Tid langt nærmere og inderligere end det blev, efterhvert som Hirden omdannedes til et Hof med talrige Hirdmænd af forskjellige Grader, Runestenene vidner om trofaste Mænd, som kjæmper ved sin Herres Side og følger ham ind i Døden, ja endnu længer, i hans Følge til Odin i Valhal. Fremfor alt de skaanske Runestene, som taler om Toke Gormssøn, der faldt i det navnkundige Slag paa Fyrisvoldene ved Upsala (omkr. 983). Paa den ene af disse Stene heder det: "Sakse satte denne Sten efter Asbjørn, sin Fælle, Tokes Søn.


Han flygted ikke
ved Upsala,
men vog,
mens han Vaaben eied."


Paa en anden Sten, hugget af samme Mand, læser vi: "Eskil satte denne Sten efter Toke Gorms Søn, sin hulde Drot.


Han flygted ikke
ved Upsala.
Kjæmper satte
efter sin Broder
paa Bjerget Sten,
som staar med Runer;
de Gorms Toke
nærmest ginge"[17].


Og Nordboernes Livssyn i Vikingetiden var, trods den Gudløshed, ja Haan mod Guderne, som ofte kommer frem, dybt alvorligt. Vikingetidens Mennesker var som saamange andre Folk, der begynder at gruble over Tilværelsen og Livets Gaader, udprægede Determinister, opfyldte af Troen paa en haard og ubøilig Skjæbne, for hvis Bud endog Guderne selv maa bøie sig. Som det heder i "Skirnismaal" (Str. 13):


Paa Dagen mig Livets
Længde blev tilmaalt
og alt Liv af Skjæbnen tilrette lagt.


Menneskenes Liv og Lykke ligger i Skjæbnens Haand. Ingen magter at bøie og bryde de Traade, som Nornerne har spundet. Ved Heltens Fødsel kommer Nornerne og bestemmer hans Livs Skjæbne. Saa vokser Manden op. Han kjæmper og strider, men falder, naar Nornerne vil det. Men denne Tro knækker ham ikke eller bøier ham til Jorden. Tværtimod, den gjør, at hans Hoved kneiser des rankere, stolt over at kunne kjæmpe og være Mand lige til det sidste trods Skjæbnen og de høie Guder. Som Hamder saa gribende udtrykker denne Tanke, da han og hans Broder Sørle tilslut bukker under for Goternes Overmagt, efterat de har hevnet sin Søster Svanhild:


Vel har vi kjæmpet;
vi staar paa Goters Val
over eggtrætte Mænd
som Ørne paa Kvist.
Godt Navn har vi vundet,
skal vi end dø nu eller imorgen.
En lever ei Nat
efter Nornernes Dom[18].


Dog var ikke de gamle Nordboer Pessimister i dette Ords moderne Betydning. Skjæbnetroen førte dem ikke til Livslede og Livstræthed. Tværtimod, de dyrkede Glæde og Skjemt næsten paa Trods af Skjæbnen, kunde en sige. Som "Haavamaal" udtrykker det:


Glad og munter
være hver Mand,
til han sin Bane faar.


Helten, som glad og frimodig gaar ud af Verden, er Vikingetidens Ideal.


Høit lo Hogne,
da hans Hjerte de skar.


Eller som Ragnar Lodbrok siger: "Leende skal jeg dø". Det er, som om de gamle Nordboer skulde ha ment, at Menneskenes Liv og Lykke er som Siv for Vinden i Skjæbnens og de høie Guders Haand. Men over Mandens Sind, over hans Karakter eier de ingen Magt. De kan knække Legemet; men at bøie Sjælen det evner de ikke. Tydelig træder denne Tanke frem i Slutningen af Egil Skallagrimssøns "Sønnetabet", hvor den sønneløse Egil siger:


Valg er nu ei let
mellem Vilkaar onde;
Nares Frænke
paa Nes stander;
dog skal glad jeg
og med god Vilje
og freidig i Hu
paa Hel vente[19].


Saaledes er da Vikingetiden ikke en Kampens og Stridens Tid alene, men en Tid, hvor alle Menneskenes slumrende Evner vækkes til nyt Liv. Fra Kampen og Striden hævede de sine Tanker opad og skabte Valhals straalende Gudeverden og digtede om Helten, hvis Maal det er at ofre sig til Odin for i Einherjernes Skare at kjæmpe i den sidste Kamp ved Dagenes Ende, eller de fremstillede paa Stenens Flade hans Ridt til Valhal, hvor Valkyrjen rækker ham det fyldte Velkomsthorn. De grublede over Tilværelsens dybeste Gaader og lod sine Tanker klinge igjen i "Vøluspaa"s kraftfulde Vers, og fra "Haavamaal"s Linjer lyder til os Summen af deres Livs rige Erfaring, af deres Syn paa Menneskene og paa alle Livets Forhold. Og gjennem Tilværelsen flød forsonende og mildnende som Gudernes herligste Gave til Menneskene Digtningen, Gudedrikken.

Ogsaa det ydre Liv, som det levedes fra Dag til Dag, blev i Vikingetiden rigere, mangfoldigere — fremforalt hos Høvdingen og hans Mænd. De Krigere, som havde gjæstet fremmede Lande, bar udsømmede og pelsverksmykkede Skarlagen- og Silkekaaber; paa Armen havde de Guldringe og paa Brystet Spænder med Ædelstene (oldn. gimstein, i Eddakvadet "Volundarkvida" gimr alene, over Angelsaksisk laant fra det latinske gemma "Ædelsten"); i Haanden bar de kostbare, med Forsiringer indlagte Sverd eller økser, som de havde faat af Miklagardskeiseren, af Dublinkongen eller af Æthelstan i England. Over Rusland især, men ogsaa over Nybygderne i Irland, kommer Silke og guldindvirkede Tøier til Norden. Høvdingen og hans Mænd klæder sig, som Torbjørn Hornkloves Digt om Harald Haarfagre viser, i skarlagenrøde og andre prægtig farvede udenlandske Tøier. Mest har det vel været Tøier fra Egnene ved Rhinens Munding, hvor fra Alders Tid Vævekunsten stod høit. Byen Arras's Væverier var navnkundige alt paa Romernes Tid og frisiske Tøier søgtes endog paa arabiske Markeder. Herfra har de vel stammet de "vælske Serke" og det "vel farvede vælske Tøi", som Eddakvadene nævner[20]. Ikke bare Tøier, ogsaa Vaaben, Sverd, Lanser og Hjelme kom der i Vikingetiden mange af til Norden fra Poitou og særlig fra Rhinegnene, hvor Køln og Solingen fra ældgammel Tid har været navnkundige for sine Smedeverksteder. En Mængde af de i Norge fundne Vikingesverd bærer saaledes som Stempel det frankiske Navn Ulfbern. Eddakvad og Skaldedigte taler om "vælske Sverd" og om Lanser og Hjelme fra Poitou. I det gamle Digt "Ynglingatal" kaldes Sverdet flæmigr (egt. "en Flamlænder", d. e. "et flamsk Sverd"). Og et Spyd kaldes i Digtersproget frakka, egt. "et frankisk Spyd".

Fra alle Europas Lande bragtes der Vaaben, Smykker og kostelige Varer til Nordens Lande. Handelsvejene gjennem Rusland til Sortehavet og det kaspiske Hav førte arabiske og andre østerlandske Varer og Mynter til Norden, især til Gotland. I Vikingegrave paa Gotland er der fundet Skaller af en Musling, som kun lever i det indiske Ocean[21]. Fremmede Moder vinder Indpas og nye Klædningsstykker kommer i Brug, som de mange i Vikingetiden fra Romansk eller Angelsaksisk indkomne Ord viser, Ord som mǫttull "Mantel", skikkja "Kappe", skyrta "Skjorte" osv. Nævnes kan ogsaa klæði" Klæde, som er et Laanord fra Angelsaksisk.

Vin bliver Høvdingens Drik, ligesom den er Odins Drik i Valhal. Vikingerne "længtes efter søde berusende Drikke, ret som Bjørnen paa sin Jagt efter Honning". Paa sine Tog til Frankerriget gjør de de dumdristigste Udfald for at skaffe sig god Vin og i 885 fordrede Vikingehøvdingen Godfred af Keiseren, at denne skulde afstaa til ham Koblenz, Andernach, Sinzig og andre rige Vinegne ved Rhinen, for at han der kunde faa den Vin, han ikke kunde skaffe sig i Frisland som Keiseren før havde afstaat til ham[22].

Høvdingens Hal smykkes med Gjenstande af fremmed Oprindelse til Pryd og til Nytte. Paa Gulvet staar der Kister; oldn. kista stammer over Angelsaksisk fra det latinske cista, "Kiste"; det ensbetydende ǫrk, Gen. arkar, vort "Ark", stammer ogsaa fra Latin og Græsk. Paa Bordet eller til Stas i et Hjørne i Hallen staar der Bægre, old. kalkr, som over Angelsaksisk er kommet fra Latin (calix "et Bæger"). Ofte er Bægrene af slebet Krystal (oldn. hrimkalkr = calix crystallinus). Til Tidsfordriv spiller Mændene Brætspil (oldn. tafl af lat. tabula "Bord"). Brætspillet er ældgammelt i Norden; men i Vikingetiden fik ogsaa Nordboerne Brætspil med udskaarne Figurer i Menneskeskikkelse og med forskjellige Navne, noget i Lighed med vort Schakspil. I Irland havde man ogsaa lignende Brætspil; og dér er det vel, Nordboerne har lært det at kjende. Dette tør vi saa meget mere tro, fordi man i en Grav paa Hebriderne fra det 11te Aarh. har fundet et saadant Brætspil[23].

Naar det er mørkt om Kvelden, faar Hallen baade hos fattig og rig endnu sit Lys fra Ilden, som brænder paa Gulvet eller fra fede Tyristikker. Kjerter og Lys var endnu ikke kommet i Brug. Dog turde det vel være, at de første Vokskjerter alt var begyndt at lyse i Kongeborgen; thi Ordet "Kjerte" (kerti) forekommer alt i Digte hos Skalden Kormak, som levede ved Midten af det 10de Aarhundred. Fra ældgammel Tid havde man paa Hallens Vægge til Høitids hængt Tæpper og Aaklæder, vævede i forskjellige og mangefarvede Mønstre. Tøistykker, som man har fundet i Grave fra Folkevandringstiden, viser, hvor høit Vævekunsten alt dengang stod. Men nu begyndte ogsaa Væggene at smykkes med Billeder af Mennesker og Dyr, med Fremstillinger af Æsers og Sagnheltes Liv. Valhal, Thor og Midgarsormen, Heimdal og Loke i Kamp om Brisingesmykket, Sigurd og Ormen Fafner. Dels er Billederne udskaarne og malede i Træ, som i Olav Paas Hal i Hjardarholt paa Island eller som de Billeder, Islændingen Þorkell hákr havde skaaret ud over sit Sengerum, med Fremstillinger fra hans egne Storværk i fremmede Lande. Billeder i udskaaret Træværk nævnes ogsaa i irske Kongehaller og er, tror jeg, en Skik, som fra de britiske Øer er kommet til Norden. Endnu vanligere var det kanske, at der rundt Væggene hængtes vævede eller udsømmede Tapeter med Billeder fra Sagnet og Gudeverdenen eller fra Samtidens Stordaad, saaledes som det navnkundige Bayeuxtapet viser os dem. I England var det Vikingerne fik disse vævede Tapeter; her vævedes og sømmedes i Guld og Silke Billedtæpper, som alt længe før Vikingetiden var en søgt Handelsvare. I Vikingenybygderne der vesterpaa lærte vel ogsaa mangen norsk eller dansk Kongedatter at sømme eller væve kunstfærdige Billeder, saaledes som fornemme angelsaksiske og irske Damer brugte at gjøre[24]. Fra Livet her er det hentet, hvad Gudrun i det andet Gudrunkvæde fortæller om sit Ophold hos Thora Haakonsdatter i Danmark efter Sigurds Død:


Hun mig til Gammen
i Guld virkede
sydlandske Sale
og danske Svaner,
sømmed med Haanden
Høvdingens Mænd.


Men ogsaa til Norden bredte Haandarbeidets Kunst sig, som naar Moderen paa Dynnastenen paa Toten siger om sin Datter: "Hun var den flinkeste i Haandarbeide paa Hadeland ". Selve Kunsten at væve og sømme, endog i vakre og kunstfærdige Mønstre, er dog ældgammel i Norden og visselig meget ældre end Vikingetiden. Jeg mener kun, at Billeder med Scener fra Menneskelivet pleiede man før den Tid ikke at væve eller brodere. Ei heller havde man vel før den Tid i Norden Broderier med Guld og Silke.

I Hallen samles Mændene til Gilde; Hornene gaar rundt; Mand og Kvinde drikker Tvimenning. Skalden træder frem og kvæder sin Draapa om Høvdingen, Ringbryderen, som uddeler Guld til sine Mænd, eller han fremsiger — ofte til Toner fra Harpen, et Instrument, som Nordboerne i Vikingetiden havde lært at kjende, især hos Kelterne — de gamle Kvæder om Guder og Helte.

I Eddakvadet "Rigsthula" faar vi det bedste Billede af Livet i Vikingetiden, i Nybygderne paa de britiske Øer. Digtet handler om Guden Heimdal, som her kaldes Rig (Rigr), et Ord, som ikke er nordisk, men irsk eller gælisk og betyder "Konge". Rig vandrer gammel og sterk, kyndig i Trylleruner gjennem Menneskenes Boliger. Først kommer han til Trællen, som skildres med Høvdingens hele Foragt: graableg i Huden, sort Haar, digre Fingre, krøget Ryg, lange Hæle. Til ham kommer Trælkvinden traskende tilgaards med grov Sand under Fødderne, solbrændte Arme og Snabelnæse. De bor sammen uden Ægteskab og faar ligesaa hæslige Børn sammen. De binder Kviste, sætter Gjærder, gjødsler Agrene, steller med Svinene, gjeter Gjeder, graver Tørv. Fra Trællens Hytte gaar Rig til Bondens Hal. "Døren stod paa Klem. Ild var paa Gulvet. Ægtefolk sad dér, drev sin Syssel. Manden telgede Træ til Vævbom, med studset Skjæg, Haaret ned i Panden, trang Skjorte; Kiste stod paa Gulvet.". — "Hustruen sad der, svingede Rokken, strakte Armene ud, stellede til Væv. Krokfald bar hun paa Hovedet, Smække paa Barmen, Dug rundt Halsen, Knapper paa Akslerne. "Efter ni Maaneder faar Hustruen en Søn, som svøbes i Dug og kaldes Karl ("Bonde"). "Han tog til at vokse og vel at trives; Plog at gjøre, Hus at tømre. Lader at reise, Lastvogne at gjøre og at kjøre Plog". Karl faar en Hustru, "hjem de hende kjørte, med hængende Nøgler, i Gjedeskinds Kjortel". Fra dem nedstammer Bondens Æt.

Fra Bondens Hus vandrer Guden til Høvdingens Sal. "Døren stod aaben og vendte mod Syd; Ring var paa Stolpen." — Det var den rige og gjæstfri Mands Hus han kom til. — "Gulvet var straatækt. Ægtefolk sad der, saa hinanden i Øinene, Fader og Moder, spillede med Fingrene. Husbonden sad, snoede Strenge, bøiede Alm til Bue, skjæftede Pile." Hustruen sad og stellede med sin Stas; Sølje var paa Brystet, Slæb paa Kjolen, Serken skinnende blaa. "Saa tog Moder en mønstret Dug, hvid af Lin, lagde paa Bordet Derpaa tog hun tynde Lefser hvide af Hvede, lagde paa Dugen. Frem hun satte fulde Kar, sølvprydede Fade, stegte Fugle og skinnende Fleskeskiver. Vin var i Kanden, metalindlagte Bægre. De drak og spøgte den ganske Dag." — Her i Høvdingens Sal er mangt og meget af fremmed Oprindelse: Vinen, Kanden og de forsølvede eller sølvindlagte Bægre (kalkr). — Efter ni Maaneder føder Høvdingens Hustru en Søn, som faar Navnet Jarl. Saa kommer Guden Rig paany vandrende, lærte ham Runer, kaldte ham sin Søn og gav ham sit eget Navn, Rig.


Ene han raaded
for atten Gaarde,
Gods han uddelte,
gav til alle,
Søljer og Smykker,
svangribbede Heste,
Ringe han skjænkede,
skar Bauge[25] i sønder.


Jarlens Mænd kjører til Hersens Hal og fører hans smalfingrede, hvide og kloge Datter med sig hjem som Jarlens Hustru. Hun bærer det ellers ikke i Gammelnordisk forekommende, snarest angelsaksiske Navn Erna. "Hun gik under Brudelin; de levede sammen i Kjærlighed, øgede Ætten og nød sine Aar. Op voksede dér Jarlens Sønner, tæmmede Heste, bøiede Skjold, skjæftede Pile, svingede Spyd." Den yngste Søn er Kon den unge. Han er kyndig i Trylleruner, og forstaar ved dem at bjerge Mænd, døve Sverd og stille Sjøen. Han prøver Styrke (i Runekyndighed) med sin Fader Rig Jarl, men er Faderen overlegen og faar selv Navnet Rig (d. e. "Konge"). Han bliver med andre Ord sin Faders Arvtager. Men han bærer ikke længer Jarlenavn; han er Konge. Thi saaledes maa hans Navn, Kon den unge, forstaaes. Konr ungr er konungr d. e. "Konge". — Ordet "Kongen" betegner egentlig "en Mand af Slægt, d. e. af god Slægt" og hænger sammen med oldn. kyn "Slægt".

Saaledes viser da "Rigsthula" for os de forskjellige Stænder i Samfundet, Trællen, Bonden og Høvdingen. De nedstammer alle, siger Digtet, fra Guden Heimdal, Himmelens Vogter. Men i særlig Grad gjælder dette Høvdingens Slægt. Digtet synes her, derom er alle Forskere enige, at skildre en enkelt Høvdingeslægt, som stiger fra Jarlens til Kongens Værdighed. Men denne Høvdingeslægt bærer ogsaa det irske Værdighedsnavn ri (gen. rig) "Konge". Den har med andre Ord havt baade nordiske og irsktalende Undersaatter. Dens Medlemmer har været mægtige Vikingehøvdinger, som har vundet Herredømme ikke alene over norske, men ogsaa over danske Mænd. Thi Digtet, som ikke er fuldstændig bevaret, ender med en Opfordring til Kon den unge om at øge sin Magt: "Dan (d. e. de Danske) og Danp har dyre Haller, ypperligere Odel end I eier". Ifølge Snorre og Arngrim Jonsson (1597) synes Kon tilsidst at ha ægtet den danske Kong Danps Datter. Hvor har den levet denne Høvdingeslægt, til hvis Ære "Rigsthula" er digtet? Som alt Gudbrand Vigfusson og senere Sophus Bugge og flere Forskere har ment, maa det være paa de britiske Øer, hvor Nordmænd og Kelter levede sammen. Desuden findes der intet Vidnesbyrd om, at Konger i Norge har gjort Landevindinger i Danmark i Vikingetiden. Norske Høvdinger fra Irland gjør derimod i Begyndelsen af det 10de Aarhundred Erobringer i det nordvestlige England og bliver paa fredlig Vis — vel gjennem Ægteskab — Herrer i Northumberland, hvor der før havde været danske Konger[26]. Paa Orknøerne kan Rigs Slægt ikke ha levet. Thi dér beholdt Høvdingerne altid Jarlenavnet; blev aldrig Konger. De norske Høvdinger paa Man og Hebriderne var derimod i Begyndelsen Jarler, ikke Konger, saaledes som den Gille Jarl, vi hører om i Njaals Saga Enkelte, som Ketil Flatnev, var i Hjemmet Herser, ligesom ogsaa Jarls Svigerfar kaldes Herse. Men ved Midten af det 10de Aarh. blev Man et Kongerige. En af Øens første Konger var, som vi har hørt, Godfred Haraldssøn, en stor Vikingehøvding, som kraftig udvidede sit Rige. I Sagnet mindes han under Navnet Gorry eller Orry som den første Konge paa Øen. Det fortælles, at da han kom til Øen og Folk spurgte, hvorfra han kom, pegte han op paa Himmelen, paa Melkeveien[27].

Kong Orrys grav i Douglas, Isle of Man. Kong Orry, eller kong Godred of Crovan, var konge over Man på slutten av 1000-talet. Det er diskutabelt om han virkelig er gravlagt her. Foto: Knut Rage, 2008. Commons.

Nu var, ved vi, Guden Heimdal Aasgaards Vogter. Hans Bolig var "Himmelbjerge " og han tænktes siddende ved Foden af Bifrost eller Regnbuen. Men ogsaa med Gjallarbroen, med Melkeveien (vetrar-braat) og i det hele med alle Broer mellem Menneskenes og de andre Verdener sattes vistnok Heimdal i For- bindelse[28]. Kong Gorry sagde med andre Ord, at han var Heimdals Søn. Sagnet har altsaa ført den manske Kongeslægts Oprindelse tilbage til Heimdal. At Heimdal var Menneskenes Stamfader, er en Forestilling, som muligens har havt en videre Udbredelse. I "Vøluspaa" kaldes Menneskene saaledes "Heimdals Sønner". Men vi eier intetsomhelst Vidnesbyrd om, at nogen Kongeslægt udenfor Man førte sin Herkomst tilbage til Heimdal. Og føier vi saa hertil, at en Billedsten paa Øen viser os Heimdals Billede, da maa vi, synes jeg, ha Lov til at slutte, at "Rigsthula" lovpriser Kongeætten paa Man, som havde hævet sig fra Jarlens til Kongens Værdighed, hvis Stamfader havde ægtet en Herses Datter, og som under Brødrene Magnus og Gudrød Haraldssøn gjør Landevindinger i danske Nybygder.

Saaledes var Vikingetidens Kultur. Aristokratisk, som al Kultur er det i sin Begyndelse, de faas Eiendom, for siden at sprede sig til de mange. Den foragter de svage og hjælpeløse, det vanføre Barn og den syge og udtjente gamle Træl eller Frigivne, hvem den uden at blues lader fryse eller sulte ihjel; den foragter Trællen med den ludende Ryg, de digre Fingre og det mørke, unordiske Haar, han er god nok til at staa for Øksehug, men faar ikke deltage i den frie Mands Virke, i Krig, paa Jagt og i Sjømandsfærd. Den beundrer den sterke, den kloge, den selvhjulpne, den, som alene stoler paa sin egen Kraft og Styrke. Den beundrer ogsaa den ensomme, den, som lider alene uden at klage for Verden sin Sorg og sin Smerte. Den har ikke mange bløde, ømme Strenge, denne Kultur. Den har intet Syn for den sprættende Birkeli, for Vaarens duftende Blomster eller for Bækken, som risler mellem Græsset. Den forstaar ikke en ung Piges første, drømmende Kjærlighed; den eier intet af det ømme, ridderlige Syn paa Kvinden, som Kristendommen og Middelalderen bragte Menneskene. Den er en Kultur skabt af Mænd og passende for sterke Naturer. Den elsker de sterke Lidenskaber og den elsker ogsaa Naturen, om end ikke paa samme Vis som moderne Mennesker eller som Kelterne elskede den. Den elsker de høie Fjeldtinder, hvor Ørnen og Falken bygger Rede, og den elsker Vidden og de vide Udsyn. Eddakvadene giver os et Glimt deraf i Billeder malende og morgenfriske som de homeriske Digtes. En Ting var det dog især, som de gamle Nordboer elskede og som de tilfulde forstod at skildre, og det var Havet, helst i Storm og i Uveir, naar Vinden tuder og Bølgerne staar over Stavnen og Rans Døtre rækker sine graadige Arme ud efter Mændene. Som i "Reginsmaal", hvor Odin i Skikkelse af en gammel Mand staar paa Pynten og raaber ud til Sigurd og hans Mænd, som i forrygende Storm seiler forbi:


Hvem rider dér
Rævils Heste[29],
høie Bølger
brusende Hav?
Seilhestene er
vaade af Sved;
Vovens Hingste
sig mod Vinden ei staar.


Regin svarer:


Her er vi med Sigurd
paa Sjøtrær.
Bør har vi faaet
næsten til Bane,
brat over Baugen
Bølgen falder;
Stavnfolerne styrter.
— Hvem spørger om det?


Eller Skildringen af Snestorm og Uveir i det grønlandske Norðrsetudrápa:


Først tog Fornjots fæle Sønner[30] til at fyge,
da Æges stormglade Døtre[31] væved og spandt
den blege Fjeldgards haarde Sjøraakshvirvler næret af Frosten.


Hvor seirsglad og malende er ikke Skildringen af Seiladsen i det første Kvad om Helge Hundingsbane, hvor Helge seiler fra Øresund ned til Østersjøen for at kjæmpe med Granmorssønnerne:


Saa lod Styresmanden
Stavntjeldene falde,
at Mildingers[32]
Mængde vaagned,
og Kjæmperne
saa Dagen gry,
og Siklinger
snøred op til Mast
vævede Seil
i Varinsfjord.


Aarer knaged,
Jernvaaben braged,
runged Skjold mod Skjold,
roed Vikinger.
Ilende gik
under Ædlinger
Fyrstens Flaade
fjærnt fra Land.


Saa var at høre,
naar sammen de tørned,
Kolgas Søster[33]
og lange Kjøle,
som brødes Braadsjø
og høie Bjerge.


Høiere bød Helge
Skibene hale;
Ei Mændene veg
i Vovedysten
da Havjættens grumme
grulige Datter
Stagstyringshestene
styrte vilde.


Men dem selv
Sigrun fra oven,
den folkdjerve bjerged
og deres Flaade.
Af Rans Hænder
rev hun kraftig
den gjæves Brændingsdyr
i Gnipalund.


Ind mod Aften
i Unavaag
flød den fagre
Flaade samlet.


Vikingetidens Mennesker elsker det pragtfulde og storladne. Den elsker Smykker, Silkeklæder, Vin og skjønne Kvinder. Den beundrer det fremmede, de prægtige Kongeborge, de muromgivne Stæder, det rigere Liv ude i det kristne Europa. Men dog er den i hele sit Væsen nordisk. Den tager det bedste af det fremmede og væver det uløseligt ind i sit eget. Og hjemmefra bringer den med som sin Gave til fremmede Lande sin Kjærlighed til Sjøen, sin Dygtighed i Kjøbmandsskab og i Skibsbygningskunst og fremfor alt sin Kjærlighed til Lov og Ret, til Frihed. Hvor der end boede Nordboer, i Norge, i Danmark eller Sverige som paa de britiske Øer og i Normandie, overalt samledes Folket paa Tinge for at dømme Ret og Skjel og sætte sig selv Love. Der falder mørke, blodige Skygger over Vikingetiden; men det var en stolt Tid, en Tid for sterke, uafhængige Mænd; en Tid fuld af spirende Kræfter, en Tid modtagelig for friske og dybe Indtryk.


Fotnoter

  1. Vikingetiden regnes, i store Drag, fra Slutningen af det 8de Aarhundred til Kristendommens Indførelse i Begyndelsen af det i 11te Aarhundred.
  2. De to Svanemøer er Døtre af Kong Ludvig (Hlǫðvér); den tredje er Datter af Kong Kiárr af Vallandi, en Forvanskning af Kiarvalr (Kiar Valr), den nordiske Form for Cearbhall, en Konge af Ossory i anden Halvdel af 8de Aarh., og med hvis Døtre islandske Landnaamænd var gifte.
  3. Navnene paa disse Tingvolde findes i Steenstrup, Normannerne IV, S. 179 ff.
  4. Se Kong Alfreds Oversættelse af den latinske Geograf og Historiker Orosius.
  5. Se Torbjørn Hornkloves Digt, Hrafnsmål.
  6. Se Sighvats <Austrfararvisur", Heimskringia, Olav den helliges Saga, K. 92.
  7. Grimnismåi, Str. 48.
  8. Se om dette Sophus Bugge, Studier over de nordiske Gude- og Heltesagns Oprindelse.
  9. Three Fragments, ed. O'Donovan, S. 159—163.
  10. ɔ: Odins Møde med Fenrisulven i Ragnarøk.
  11. Saaledes opfattet er Billedet af Mr. Kermode, Traces of the Norse Mythoiogy in the Isle of Man, London, 1904, jfr. S. Bugge, Nordiske runeindskrifter og billeder på mindesmærker på øen Man (Aarbøger 1899), S. 250.
  12. Harald Haarfagres Tilnavn i den Tid, han ikke kjæmmede sit Haar, "den lurvede"(?).
  13. William af Malmesbury, 2den Bog, Kap. 134; jfr. Steenstrup, Normannerne III, S. 26 og 65.
  14. Brate og S. Bugge, Runverser, S. 242.
  15. Brate og S. Bugge, Runverser, S. 242.
  16. Rosenbergs Oversættelse, i "Nordboernes Aandsliv".
  17. Runverser, S. 281 — 287.
  18. Hamdismál, Str. 29; eggtrætte Mænd, d. e. de, som er trættet af Svendenes Egg, de faldne.
  19. Efter Rosenbergs Overs, i "Nordboernes Aandsliv". Nares Frænke, d. e. Hel.
  20. Atlakviða str. 4 serki valræna; Sigurðarkviða in skamma Str. 66 valaript vel fóð, her kan ikke valaript betyde Ligklæde (af valr, Valpladsen, hvor de døde ligger); vala maa ligesom i følgende Linje Vala mengi (Valers Mængde) være Geniliv Flertal af Folkenavnet Valir.
  21. Et opbevares i Latinskolens Museum i Visby.
  22. Steenstrup, Normannerne I, S. 184 f.
  23. Annaler for nordisk Oldkyndighed 1838 — 39.
  24. I irske Sagaer, f. Eks. i Sagaen om Cellachan af Cashel, tales der om Kongedøtrenes Haandarbeider.
  25. Oldn. baugr = "Ring".
  26. Steenstrup, Normannerne III, S. 16, 32. Den første af disse norske Høvdinger heder Sigfred Jarl.
  27. Jfr. Kermode, Traces of the Norse Mythology, S. 13.
  28. E. H, Meyer (Mythologie der Germanen, S. 408) sætter Heimdal i Forbindelse med Gjallarbroen.
  29. Rævil er et Sjøkongenavn ; R.s Heste, d. e. Skibene.
  30. En Kjenning for Vindene.
  31. En Kjenning for Bølgerne.
  32. Mildinger og Siklinger er poetiske Udtryk for høiættede Krigere.
  33. Kolgas Søster, d. er Bølgen.