Visernes senere Skæbne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Axel Olrik (1864-1917)

Dansk folkedigtning

Indledning
Visernes senere Skæbne

Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen

Der kom en Tid, da Viserne ikke mere ledsagede Dansen. Grunden var først og fremmest, at selve Dansen forandrede sig. Da man i 16de Aarh. byggede de prægtige Herresæder, dansedes der i Riddersalen den hvirvlende Polskdans til Violiners og Fløjters gennemtrængende Toner; Sang vilde her være en Umulighed. Visen trak sig ud af denne Larm og levede mere tilbagetrukkent ved de daglige Beskæftigelser. Ved denne Tid — i Aarene op mod 1550 — begynder man ogsaa at skrive Viserne i Bøger. Datidens Adelsmænd og især dens velbyrdige Jomfruer holdt „Poesibøger“, hvor deres Venner skrev Digte i og satte deres Navn under til venlig Erindring. Snart er det moraliserende Digte og elskendes langtrukne Klager over onde Tunger og Folkesnak, som søger at skille dem; snart er det ogsaa de gamle fortællende Viser. Men da man begyndte at gøre Udvalg af Poesibøgernes blandede Indhold, opstod de første rigtige Visesamlinger. Fra omtrent 1550 er det store Foliohaandskrift i Odense Frøkenkloster (Karen Brahes Bogsamling), skrevet paa en østjysk Herregaard og indeholdende over 200 gamle Viser. Snart efterfulgtes det af mange andre, saaledes „Dronning Sofias Visebog“, som Frederik II's Dronning gav til en af sine Hofdamer; Anders Vedels Visebøger o. fl.. I de adelige Gaardes Fruerstuer fandtes gærne et eller flere af disse omfattende Haandskrifter, og under Spinding og Syning paa de lange Vinteraftener sang en af Jomfruerne op af Bogen.Paa Visernes Tekst havde dette en ikke altid heldig Indflydelse; man søgte at hale hver enkelt Sang saa lang som muligt, at den kunde vare længe. „Aksel Og Valborg“ med sine 200 Vers fik først større Udbredelse efter 1600. — Ved det 17de Aarhundredes Midte fik de gamle Folkeviser en slem Medbejler i den indvandrede Hyrdedigtning i antik Stil; og i Enevældens første Menneskealder uddøde de samtidig med, at mange gamle Adelsgaarde kom i nye Ejeres Hænder.

Vel saa hurtig blev Digtningen fortrængt i Købstæderne, der aldrig havde staaet i saa nært Forhold til Visesangen. Derimod holdt Bondestanden med Sejhed fast ved Forfædrenes Sange; næst efter de adelige Jomfruer skyldes det Bondemænd og Bondekvinder, at Viserne er bevarede til vore Dage. Allerede langt tilbage i Middelalderen havde Bondstanden optaget den ridderlige Digtning, idet Bønderne ofte sad paa Gildesbænk med Egnens Herremænd, eller idet Ridderborgens Svende satte Bo som Bønder. Her levede Viserne videre uden den Forfinelse og Forlængelse, som de undergik hos det 16de Aarh.s Adel, men tværtimod kortere og undertiden lidt grovere. I Tidens Løb kom ogsaa Tilgang fra andre Sider; Rigeligst var da Indvandringen af de tyske, mere almueagtige Folkeviser; enkelte af disse blev frit opfattede og omarbejdede (Agnetevisen), de fleste blev ordret oversatte. Tillige var der mange nylavede Viser (Beretninger om Mord, moraliserende Digte, Kærlighedsklager og Klager over Bondens fortrykte Tilstand), der blev digtede af Bogtrykkere eller halvstuderte Personer og udbredte som Skillingsviser paa Markeder eller ved Gadesalg. Trods disse Indblandinger holdt de gamle Folkeviser sig i alle Egne af Landet langt ind idet 19de Aarh., i de jydske Hedeegne endogsaa i en rent overraskende Fylde; til det fælles Strikkearbejde i „Bindestuerne“ hørte der et Forraad af Viser og Eventyr, som skulde holde ud til mangfoldige Arbejdsaftener. Først de sidste Menneskealdres stærkere Samfærdsel, større Skoledannelse og Avislæsning har gjort Ende paa dette Forhold. Siden Aarhundredets Begyndelse, men især dog siden den nationale Vækkelse i 1840'erne, og indtil de sidste Aar er en stor Mængde af disse Viser blevne opskrevne, særlig af den jyske Lærer Evald Tang Kristensen, og hvad vi kender til Visernes Melodier, skylder vi næsten udelukkende Bøndernes Sang i dette Aarhundrede.

Tallet af de bevarede danske Viser fra Middelalderen er omtrent 500; hertil kommer o. 50, som er forfattede eller oversatte i 16de eller 17de Aarh.; men dertil maa endnu føjes mindst 100 rene Skæmteviser, som for en meget stor Del tilhører Middelalderen.

Danmarks Folkeviser er udgivne tidligere og fyldigere end noget andet Lands. Historikeren Anders Sørensen Vedel udgav 1591 Et Hundrede udvaalde danske Viser, væsenlig „Kæmpe“–Viser og historiske Viser; af Fortsættelsen udkom kun Tragica eller Elskoffs–Viser (1657, altsaa længe efter Vedels Død): Hundredvisebogen blev ofte optrykt, og i 1695 forøgede Sprogmanden Peder Syv den til 200 udvalde danske Viser. Under den genvaagnende Interesse for folkelig Digtning udkom i 1811—1813 „Danske Viser fra Middelalderen“ (ved Abrahamson, Nyerup og Rahbek) i 5 Bind; men dette Aarhundredes banebrydende Arbejde blev Svend Grundtvigs Danmarks gamle Folkeviser 1853 f., bestemt til at omfatte alle Viser i alle paa Folkemunde overleverede Former, med historisk Indledning til hver enkelt Vise. Paa Grundlag af dette Værk er der udgivet til Almenlæsning to Samlinger af S. Grundtvig samt dette Udvalg her (med 2den Samling 1909).

—————

Blandt Hjælpemidler til at lære Folkeviserne at kende maa særlig nævnes:

Letlæselige Udgaver: Foruden ældre Samlinger f. Ex. af N. F. S. Grundtvig og A. Øhlenschlæger: Svend Grundtvig, Danske Kæmpeviser og Folkesange (1867 i „Folkelæsning“); samme, Danmarks Folkeviser i Udvalg (1882). Gamle danske Folkeviser ved Ida Falbe–Hansen (1917).

Videnskabelige Udgaver: Svend Grundtvig, Danmarks gamle Folkeviser, 1.—5. Bd. (1853—1890); Fortsættelse heraf („Danske Ridderviser“) ved Axel O1rik (6—8. Bd., 1898 og senere); Evald Tang Kristensen, Jyske Folkeviser I—IV (1871—1891) trykt i Serien i Jyske Folkeminder, 1.—2. og 10.—11. Blid; samme, Hundrede danske Skæmteviser (1903).

Melodier: Thomas Laub, Danske Folkeviser med gamle Melodier, 1.—2. Hæfte (1899—1904); Berggreen, Danske Folkesange og Melodier (3: Udgave 1869). — [Th. Laub, Vore Folkemelodiers Oprindelse, i Dania, 2. Bd.; samme, Vore Folkemelodier og deres Fornyelse, i Danske Studier 1904; Thuren, Færøernes Kvaddigtning, Sang og Dans 1901 ); samme, Folkesangen paa Færøerne (1908).]

Visedigtningen, Stil, Fremstilling: W. P. Ker, Om de danske Folkeviser, i Danske Studier 1907; Johs. Steenstrup, Vore Folkeviser (1891); Rosenberg, Nordboernes Aandsliv, 2. Bd. (1880), S. 397—532; Julius Paludan: Danmarks Literatur i Middelalderen, S. 136—272; Carl S. Petersen: P. Hansens Dansk Litteraturhistorie, 1916, I S. 127 f.; A. Olrik, Nordisk Aandsliv (1907); K. Liestøl og Moltke Moe, Norske Folkeviser (1912); Knut Liestøl: Norske Trollvisor og norrøne Sogor. — E. v. d. Recke, Nogle Folkeviseredaktioner (1906); jf. Danske Studier 1906, S. 40 og 175; 1907, S. 79; J. Bing, Folkevisernes Versform, i Nordisk Tidskrift 1902; R. Steffen, Enstrofig nordisk Folklyrik (1898) i „Sv. Landsmålen“; A. Olrik, Folkeminder, i Salmonsens Konversationsleksikon, 6. Bd. (1891).] S. Larsen: Forskellige Afhandlinger i Dania, Danske Studier og Tilskueren.

Kultur: K. Erslev i Danmarks Riges Historie, 2. Bd., S. 223—242.

Historiske Viser: A. D. Jørgensen, Bidrag til Nordens Historie i Middelalderen (1871); samme, Samlede Afhandlinger, 1. Bd. (1898). — [H. Schück, Våra åldsta historiske Folkvisor, i (svensk) Historisk Tidskrift, 1891; samme, Ur gamla papper, 2 Ed. (Marsk Stigs visorna). Jf. ovenfor S. 51 og 57—63.]

Kæmpeviser: A. Olrik, Hagbard og Signe, i Tilskueren 1907 (udførligere i „Danm. Heltedigtning“ 4. Bd. (der paatænkes udgivet i Axel Olriks Efterladte Skrifter).

Overlevering og Historie: S. Larsen: Et miskendt Kildeskrift (ɔ: Vedels Folkeviseudgave) i Tilskueren August 1917. E. T. Kristensen, Jyske Folkeminder 1. (Forord) og 11. Bd. (Efterskrift); Knut Liestøl: Litt um E. T. Kristensens visesamlingar (i Festskrift til Evald Tang Kristensen 1917, S. 29 f. — [Steffen, Poesi– och Autografalbum, i Nordisk Tidskrift 1894; S. Grundtvig, Prøve af Danmarks gamle Folkeviser (2. Oplag 1847); Carl S. Petersen, Fra Folkevisestriden, i Danske Studier 1905; Moltke Moe, Det nationale gennembrud, i „Nordmænd i det 19de Aarh.“ 2det Bd., og særskilt.]

Sluttelig skal her gøres opmærksom paa

1) — at Vejledning til Opfattelsen af de enkelte Viser som Helhed findes i foranstaaende Indledning

2) — at sjældnere eller vanskeligere Udtryk er forklarede i Noterne efter hver Vise, og

3) — at en stor Del Ord og Ordformer, der er gængse i Folkeviserne, men nu er forældede, findes forklarede i en „Ordsamling“ bag i Bogen.