Volundskvæde (Vǫlundarkviþa)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

G. A. Gjessing: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899

Volundskvæde
(Vǫlundarkviþa)

Nidud hed en konge i Svíthjod. Han havde to sønner og én datter, hun hed Bodvild. Der var tre brødre, sønner af Finnekongen. Den ene hed Slagfinn, den anden Egil, den tredje Volund. De fór paa ski og jaged dyr. De kom til Ulvdale og byggede sig der hus. Der er et vand, som heder Ulvsjø. Aarle en morgen fandt de paa stranden tre kvinder, og de spandt lin. Der laa hos dem deres svanehamme. Det var valkyrjer. Der var to døtre af kong Hlodve, Hladgunn svanhvit og Hervor alvitr, den tredje var Olrun, Kiar’s datter af Valland. De førte dem hjem med sig til skaalebygningen. Egil egtede Olrun, Slagfinn Svanhvit og Volund Alvitr. De levede sammen syv aar. Da fløi de at gjeste kampene og kom ikke tilbage. Da fór Egil paa sine ski at søge efter Olrun, og Slagfinn søgte efter Svanhvit; men Volund sad igjen i Ulvdale. Han var den hændigste mand, som folk ved om i gamle sagn. Kong Nidud lod ham gribe, som det her er kvædet derom.

Om Volund og Nidud

1.
Møer fra syd fløi
mulmskov gjennem
— Alvitr unge —
at øve dyst;
satte paa søstrand
sig de til hvile,
sydens diser,
spandt dyre lin.

2.
En af dem der
Egil slutted,
heltemø fagre,
i favnen lys;
næste var Svanhvit,
bar svaneham,
- - - - -
- - - - -;
men af de tre
tredje søs tren
hang ved Volunds
hals den fagre.

3.
Sad de siden
syv aar dernæst,
ottende aar
jevnt de lengted,
niende saa
nød dem skilte,
stunded de møer
mod mørken skov
— Alvitr unge —
at øve dyst.

4.
Skred fra jagten
skytte veirsynt,
Volund lakkende
lange veien.
Slagfinn og Egil
sale fandt øde,
gik ud og ind
og om sig saa;
øst fór Egil
Olrun efter,
men Slagfinn syd
Svanhvit efter.

5.
Ene Volund
i Ulvdal sad,
slog røde guld
om glimsten blank,
bandt alle bauge
med bast af lind;
saa han vented
sin den lyse
viv, om ham hun
vilde gjeste.

6.
Hørte det Nidud,
Niarer’s konge,
Volund ene
i Ulvdal sad;
svende ved nat fór,
naglde var brynjer,
skjoldene skinned
mod skjeve maane.

7.
Svang sig af sadel
for salens gavl,
skred saa ind de
opefter sal,
saa paa bast de
bauge dragne,
hele syv hundred,
heltens eie.

8.
Og tog de af,
og trak de paa,
én foruden,
som af de tog;
skred fra jagten
skytte veirsynt,
Volund lakkende
lange veien.

9.
Brad af brune
bjørn han stegte;
tendte i baret
tørfuren snart,
vindtørre ved,
for Volund der.

10.
Sad paa bjørnskind,
baugene talte
den alvers drot —
én han savned;
tenkte den havde
Hlodve’s datter,
Alvitr unge,
atter kommen.

11.
Sad saa lenge,
at søvn ham tog,
og velferdsløs
han vaagned op;
saa sig om hænder
de haarde baand,
og om fødder
fodjern sig spendt.

12.
Volund kvad.
«Hvem er de herrer,
som hilded mig
i bastereb
og bandt mig saa?»

13.
Raabte Nidud,
Niarer’s konge:
«Hvor fik, Volund!
vore skatte
du alvers drot!
i Ulvdale?»

14.
Volund kvad.
«Guld ei laa der
paa Grane's vei,
fra Rinens fjeld
fjernt er vort land;
mindes jeg, mere
malm vi eied,
da vi husfolk trygt
i hjemmet sad.

15.
Hladgunn og Hervor
var Hlodve’s børn,
kjær var dem Olrun,
Kiar’s datter.»

16.
Niduds kvinde
klog stod ude,
og ind hun gik
opefter sal;
stod paa tilje
stilled sin røst:
«Er ei huld nu han,
som af holt kommer.»

Kong Nidud gav sin datter Bodvild den guldring, som han tog af bastrebet hos Volund, men han selv bar det sverd, som Volund havde eiet.
Dronningen kvad:

17.
«Øinene ligner
ormen blanke,
tænder han viser,
tér man ham sverdet,
og han Bodvild’s
baug gjenkjender;
snitte I ham
for hans seners kraft,
setter ham siden
i Sævarstø.»

Saa blev gjort, at hans sener blev skaarne I knæhaserne, og han blev sat paa en holm, som laa der for landet og hed Sævarstad. Der smedede han kongen alskens kostbarheder. Intet menneske turde gaa til ham uden kongen alene.

18.
Volund kvad.
«Ser jeg Nidud
sverd ved belte,
det jeg brynte
bedst, jeg kunde,
og jeg herded,
som mig hued bedst;
bæres den blanke
brand mig fjernt,
ser den ei Volund
til smidje bragt.

19.
Nu bær’ Bodvild
— bod jeg faar ei -
min egen bruds
blanke ringe.»

20.
Sad jevnt, sov ei,
slog med hamren,
svig helst snart han
smeded Nidud;
drev to drenge
til dør at se,
Nidud’s sønner,
til Sævarstø.

21.
Kom de til kiste,
kreved nøgler,
ondt laa aabent,
der í de saa;
fuldt var af svig,
der de svende saa
kun røde guld
og rigdomme.

22.
Volund kvad.
«Kommer alene,
kommer imorgen!
eder det guld
jeg give vil;
sig det ei møer,
ei saltyend,
ei nogen mand,
at mig I traf!»

23.
Aarle saa svend
paa svend kaldte,
broder paa broder:
«Kom baug at se!»
Kom de til kiste,
kreved nøgler,
ondt laa aabent,
der í de saa.

24.
Hugg de gutters
hoved han af,
grov saa kroppen
for gruen ned;
men de skaaler,
skjulte af haaret,
slog med sølv han,
sendte dem Nidud.

25.
Men af de øine
ædelstene
Niduds kloge
kvinde han sendte;
men af de tvendes
tænder slog han
bryst-ringspender,
Bodvild dem gav.

26.
Roste sig Bodvild
af ringen sin,
- - - - -
- - - - -
bar den til Volund,
da brudt den var:
«Ei tør jeg si’ det
andre end dig.»

27.
Volund kvad.
«Saa jeg bøder
brist i guldet,
at det din fader
fagrere tykkes,
og din moder
meget bedre,
og selve dig
i samme stand.»

28.
Daared med drik han,
djervest han var,
saa i sædet
hun sovned ind;
«Hevnet nu har jeg
harmverk mod mig,
alle uden ét,
de avindsmænds.»

29.
«Vel mig!» kvad Volund,
«var jeg ved kræfter,
dem mig Niduds
drenge lammed.»
Leende Volund
i luft sig svang,
grædende Bodvild
gik af øen —
faders vrede,
vens flugt tynged.

30.
Niduds kloge
kvinde stod ude,
og ind hun gik
opefter sal
— han sig paa salhegn
satte til hvile — :
«Vaager du, Nidud,
Niarer’s herre?»

31..
Nidud kvad.
«Vaager jevnt jeg
saa velferdsløs,
sovner jeg sent
efter sønners død;
isner i hoved,
is dine raad mig,
vel jeg nu vilde
med Volund tale.

32.
Sig du mig, Volund,
vern for alver!
hvad rammed mine
raske sønner?»

33.
Volund kvad.
«Først hver ed du
fast mig sverge
ved skibets bord
og skjolderand,
ved hestens bóg
og hærsverds egg,
at du Volunds viv
ei volder kval,
bliver min brud
til bane ei:
skjønt viv jeg har,
I vel kjender,
afkom eier
inden hallen.

34.
Gak du til smidjen,
du gjøre lod,
der du ser belger
med blod stenkte;
hugg dine gutters
hoved jeg af,
grov saa kroppen
for gruen ned.

35.
Men de skaaler
skjulte af haaret,
slog med sølv jeg,
sendte dem Nidud;
men af de øine
ædelstene
Niduds kloge
kvinde jeg sendte.

36.
Men af de tvendes
tænder slog jeg
bryst-ringspender
Bodvild dem gav,
nu gaar Bodvild
med barn tynget,
eders begges
ene-datter.»

37.
Nidud kvad.
«Nevnte du neppe,
hvad naged mer,
hvad jeg dig, Volund!
verre gad hevne;
er ei mand saa høi,
han fra hest dig tog,
i skud saa sterk,
han skød dig her,
der du skoller
mod sky oppe.»

38.
Leende Volund
i luft sig svang,
men uglad Nidud
der efter sad.

39.
Nidud kvad.
«Op staa, Thakkraad,
træl min bedste!
bed du Bodvild,
brynklare mø,
fagerklædte,
sin fader se.»

40.
«Bodvild! er sandt det,
som sagt mig er
sad du og Volund
sammen paa holm?»

41.
Bodvild kvad.
«Sandt er det, Nidud!
som sagt dig er:
sad jeg og Volund
sammen paa holm
— gid aldrig saa —
i sandsers rus;
slet ei ham jeg
hindre vidste,
slet ei ham jeg
hindre magted.»

---

Noter
Skaale ɔ: stuebygning — væsentlig én stor langstue.
(4): veirsynt ɔ: som forudser veiret.
(5): glimsten ɔ: ædelsten Iv. Aas. - bauge ɔ: ringe.
(14): Grane ɔ: Sigurd Faavnesbane’s hest.
(15): «kjær» — texten: «kjendt».
(18): brand ɔ: sverd.
(37): skoller ɔ: viser sig stort, rager frem. Iv. Aas.