Volvens Spaadom (Vǫlospǫ́)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 4. jul. 2018 kl. 20:04 av August (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899


Volvens spaadom
(Vǫlospǫ́)


1
Hør mig alle
helgede ætter;
høie og lave
Heimdals sønner!
Du, Valfader! vil,
vel jeg forteller
folke-frasagn,
første, jeg mindes

2.
Mindes jeg jotner
i old baarne,
som mig fordum
fostret havde,
de verdner ni,
verdensrum ni!
lovsælt livstræ
langt under muld.

3.
Var olds ophav,
der Yme bygde,
var ei sand, ei sø,
ei svale bølger;
jord ei fandtes,
oven ei himmel
- Ginnungagab -
græs ei spired.

4.
Bor’s sønner brat
bjerge reiste,
de som Midgard
mægtig skabte;
faldt sol fra syd
paa sal-stene,
med græs da grønt
blev grunden klædt

5.
Slog sol fra syd,
søster af maanen,
høire haanden
om himmelrand;
sol ei vidste,
hvor sal hun har,
stjerner ei vidste,
hvor sted de har,
maane ei vidste,
hvad magt han har.

6.
Samraads-sæder
søgte de magter,
hellige guder,
og herom raadslog:
nat og né-tid
navn da gav de,
morgen nevnte
og middags-tid,
undorn og aften –
til aaretal.

7.
Mødtes æser
paa Idavold,
som horg og hov
høit optømred,
gruer lagde,
guld smeded,
tenger virked,
verktøi gjorde.

8.
Glade i tunet
tavl de leged,
- ei var nød paa
noget af guld –
til thursemøer
trende der kom,
evnerige,
fra jotunverdner.

9.
Samraads-sæder
søgte de magter,
hellige guder,
og herom raadslog:
hvem skulde danne
dverges flokke
af Brime's blod,
af Blaaen’s ben.

10.
Modsogne der
blev mægtigst skabt
af dverges æt,
Duren der næst;
i muld mangen
mandeskabning
danned de dverge,
som Duren bød.

11.
Nye og Nide,
Nordre, Sudre,
Austre, Vestre,
Althjov, Dvalen,
Naa og Naaen,
Niping, Daaen,
Bivor, Baavor,
Bombor, Nore,
Aan og Aanar,
Aae, Modvitne.

12.
Vegg og Gandaalv,
Vindaalv, Thoren,
Thekk og Thraaen,
Thro, Lit og Vit,
Ny og Nyraad,
nu de dverge –
Regen og Raadsvinn –
jeg ret har nevnt.

13.
File, Kile,
Funden, Naale,
Hepte, Vile,
Hannar, Svior,
Billing, Brune,
Bild og Bure,
Fraa, Hornbore,
Fræg og Lone,
Aurvang, Iare,
Eikenskjalde.

14.
Tid er dverge
i Dvalen’s følge
til Lovar telle
for livsens æt,
de som søgte
fra sal-stenen
Aurvange-bo,
til Jorovolde.

15.
Der var Draupne
og Dolgthrase,
Haa, Haugspore,
Hlevang, Gloen,
Skirve, Virve,
Skaafinn, Aae.

16.
Aalv og Yngve,
Eikenskjalde,
Fjalar og Froste,
Finn og Ginnar;
saa lenge skal
det Lovars ættal
holdes i minde,
som mænd lever.

17.
Til af hint tal
trende æser,
høie og hulde,
til huse kom;
fandt paa land de
lidt evnende
Ask og Embla
uden skjebne.

18.
Aande de aatte ej,
evner ei havde,
livsblod, lader,
lød ej gode;
aande gav Oden,
evner Høne,
livsblod Lódor,
lød og gode.

19.
Ask jeg ved stande,
Yggdrasil nevnt,
høit træ vædet
med væld saa rent
- derfra den dugg,
som i dal falder –
staar evig grøn
ved Urde-brønd.

20.
Deden de møer,
mangt vidende,
tre fra den sal,
under træet staar;
Urd nevnte én de
anden Verdande,
skar de i skive
Skuld end tredje.
Lov de lagde,
liv de kaared
menneskers børn –
mandeskjebne.

21.
Mindes den fejde
først hun i verden,
da paa geir de
Gullveig løfted,
i Haavar’s hal
hende brendte;
trefold brendte
trefold baarne,
ofte ei sjelden,
end hun dog lever.

22.
Heid hun der hed,
hvor til hus hun kom,
volven vise;
vætter hun maned,
seided hvorhelst,
sind forhexed,
altid yndet
af onde kvind.

23.
Samraads-sæder
søgte de magter,
hellige guder,
og herom raadslog
skulde æser
skat udrede,
eller hver gud
gave mod tage.

24.
Kasted Oden,
i klyngen skød
var det end feide
først i verden;
brudt blev æsers
borge-gjerde,
voldsferds volde
vaner traadte.

25.
Samraads-sæder
søgte de magter,
hellige guder.
og herom raadslog:
hvem havde luft
med lyde fyldt,
og jotnens æt
Od's mø lovet.

26.
Thor kun slog der
trengt af harme,
sidder sjelden,
naar sligt han hør’:
brudt blev eder,
ord og løfter,
hvert tilsagn trygt,
som tiltro fandt.

27.
Véd hun Heimdals
horn forvaret
ved solvante
signede træ;
sprudlende sprøit
sprengt ser hun over
fra Valfaders pant.
Vil I end mér?

28.
Ene hun seided,
der ældet kom
æsers truer
og i øjne saa.
Hvi fritte mig,
hvi friste mig?
Alt jeg ved, Oden!
dit øje gjemt
i Mime's brønd
saa minderig:
Mjød hver morgen
Mime drikker
af Valfaders pant.
Vil I end mér?

29.
Hærfader gav
guld og ringe
for visdomsord
og varselstegn -
vidt saa hun, vidt
om verden hver!

30.
Saa valkyrjer
viden komne,
ferdige at ride
til Folkevang:
Skuld, hun skjold holdt,
Skogol der næst,
Gunn, Hild, Gondol
og Geirskogol.
Nu er Herjan's
hærmøer nevnt,
valkyrjer rede
vang at ride.

31.
Jeg for Balder,
blodstenkte gud,
Odens-sønnen,
saa uferd gjemt;
over volde
voxet stod der
myg, helt fager
misteltenen.

32.
Vorded af vexten,
som vár jeg blev,
dødsens harmskud
og Hod det skød;
Balders broder,
brat blev han født,
vog Odens søn
én nat gammel.

33.
Toed ei hænder,
hoved ei kjemmed,
før paa baal han bar
Balders drabsmand;
men Frigg, hun græd
i Fensale
ved Valhals vé.
Vil I end mér?

34.
Fange saa hun
i fjeldholt lagt,
lig den lede
Lokes skabning;
sad Sigyn hist
for husbond sin
ei vel tilsinds.
Vil I end mér?

35.
Gaar elv fra øst
om edderdal
med sax og sverd,
Slid er den nevnt.

36.
Stod mod norden
paa Nida-volde
en sal af guld
for Sindre's æt;
en anden stod
paa Okolne,
den jotuns bjorsal,
som Brime er nevnt.

37.
Saa sal stande
fra solen fjernt
paa Naa-Stranden,
nord vender dør; edderdryp faldt
ind ad ljóre;
den hal er hengt
med hugorm-slyng,

38.
Saa der stride
strømme vade
ménsvorne mænd
og mordvarger,
hver, som andens
elskte daarer.
- - - -
Der Nidhogg drak
af dødning-lig,
sled varg der mænd.
Vil I end mér?

39.
Øster hin gamle
i Jernskov sad
og fødte der
Fenres afkom;
vorder af ynglen
en enkelt én
maanens trengsel
i troldeham.

40.
Fylder sig mæt
Paa feig mands liv,
Guders bo den
Blodomsprøiter;
Solskin sortner
Somre derefter
- veir alt vétungt –
Vil I end mér?

41.
Paa haug der sad
og harpen slog
gygrens hyrde,
glade «Egder»;
gól om ham der
i gaglskoven
fagerrød hane,
som Fjalar er nevnt.

42.
Gól om æser
«Gollenkambe»
helte den vekker
hos hærfader;
men under jord
en anden gól,
sodrød hane,
ved Hel's sale.

43.
Nu Garm høit gjør
for Gnipahulen,
festet slitner,
Fenre render!
Véd frasagn mangt
frem jeg ser lengre:
magters, guders
grufulde fald!

44.
Brødre vil brydes,
bane volde,
søsterbørn vil
slegtskab spilde;
ondt er paa jord,
utugt saa stor,
øxtid, sverdtid,
skjolde kløves,
vindtid, vargtid,
før verdens fald;
grunden gjaller,
gygre farer;
ingen mand da
anden skaaner.

45.
Mims æt leger,
maalet varsles
ved gnyskarpe
Gjallarhornet;
høit blæser Heimdal,
hornet er løftet,
mæler Oden
ved Mim's hoved.

46.
Skjelver Yggdrasils
ask, den høie,
old-træ brager,
jotnen af baand gaar;
alle paa Helvei
angst omspender,
før Surts slegtning
opsluger den.

47.
Nu Garm høit gjør
for Gnipahulen,
festet slitner,
Fenre render!
Véd frasagn mangt,
frem jeg ser lengre:
magters, guders
grufulde fald!

48.
Hrym fra østen
ager skjolddekt,
Jormongand snor
i jotunharm sig,
orm slaar bølgen,
ørnen skriger,
flaar nebbleg lig,
«Naglfar» løsner.

49.
Skib gaar fra nord,
skarer fra Hel
stevner om sø,
styre gjør Loke;
hver vætte vild
med vargen gaar,
med dem Byleipts
broder farer.

50.
Hvad med æser?
hvad med alver?
Gnyr al jotunheim,
æser til thing er;
stønner dverge
for stendøre,
veggbjergs vísfolk:
Vil I end mér?

51.
Surt med flammer
sydfra farer,
val-guders sol
af sverdet staar;
bjerge brager,
mænd træder helvei,
himlen kløvner.

52.
Kommer saa Hlíns
kval den næste,
der Oden gaar
mod ulv til kamp,
og Bele's bane
bold imod Surt,
finder da Frigg’s
fryd sin bane.

53.
Seirfaders store
søn da kommer,
Vídar, at kjempe
mod valens dyr,
Hvedrung's søn han
sverd i hjertet
hugger med haand –
hevn't er hans fader!

54. Hlodyn's bolde
baarne da kommer:
(gaber «jordslyng»
fra grund mod sky,
spyr ud edder,
spruder gnister -)
Odens søn gaar
orm i møde.

55.
Midgards verger
vred den rammer;
brat hver mand nu
bosted rydder;
feig ni fjed da
Fjorgyns-sønnen
gaar fra ormen,
urædd nidord.

56.
Sol den sortner,
synker i hav jord,
blegner af himlen
blanke stjerner;
frøser da damp
og flammehav,
høi slaar heden
mod himlen selv.

57.
Nu Garm høit gjør
for Gnipahulen,
festet slitner,
Fenre render!
Véd frasagn mangt,
frem jeg ser lengre:
magters, guders
grufulde fald!

58.
Anden gang hun
op ser stige
jord af havet,
atter klædt grøn;
fosse falder,
flyver der ørn
som paa fjeldet
fiske veider.

59.
Æser mødes
paa Idavolden,
mindes mægtig
muldomslynger;
tunge tider
tanken søger
og «Fimbulty's»
fordums visdom

60.
Der vil efter
underfulde
gyldne brikker
i græs findes,
dem de aatte
i old-dage.

61.
Usaade vil
agre voxe,
hvert brudd blir bødt,
Balder vil komme;
paa Hropts hærtomt
bor Hod og Balder,
valguder, vel.
Vil I end mér?

62.
Da kan Høne
hente sin lod –
bygge kan «Tveggje’s»
brodersønner
vide vindhjem.
Vil I end mér?

63.
Fagrer’ end sol
sal ser hun staa
med guld tekket
i Gimle hist:
der skal skyldfri
skarer bygge
og livsens tid
lykke nyde.

64.
Kommer hin høie
til herre-dom,
sterk fra oven,
som styrer alt.

65.
Kommer dunkle
dragen i flugt,
blank orm neden
fra «Nidafjelde»
bærer i fjær sig
- flyver om vold -
Nidhogg døde.
Nu mon hun synke!




Noter

Volve ɔ: spaakvinde.
(1): alle jordens ætter, menneskene. Valfader ɔ: Oden.
(2): Livstræ ɔ: Yggdrasil.
(3): Yme ɔ: Ur-jotnen, af hvis legeme Bors sønner ɔ: Oden, Vile og Ve skabte verden. Midgard ɔ: Menneskenes bosted.
(6): Undorn ɔ: tidlig eftermiddag (Jv. Aas.)
(7): horg ɔ: offersted af sten i fri luft, hov ɔ: tømret gudehus.
(8): de tre norner, Urd, Verdande, Skuld.
(9): Brime og Blaaen, andre navne for Yme.
(16): Dvergenavnene tilhører ikke Volvens Saadom i digtets oprindelige form.
(17): Ask og Embla, to træer, hvoraf æserne dannede det første menneskepar.
(18): Oden, Høne og Lódor ɔ: en parallel til den tidligere trefoldighed: Oden, Vile og Ve.
(21): geir ɔ: spyd. Haavar ɔ: den høie (Odensnavn).
(24): Vaner ɔ: en æserne sidestillet gudeslegt, hvorfra Njord med hans børn Frey og Freyja stammede. –
(25): Od ɔ: Freyja's husbonde. –
(27): Heimdal ɔ: Æsernes vægter. Valfaders pant ɔ: Mimes brønd, hvor pantet, Odens øie, er gjemt. –
(28): Mime raader for Mimes brønd under den af Yggdrasils tre rødder, som gaar til Hrimthursernes verden.
(30): Herjans ɔ: Odens navn –
(32): Hod ɔ: Balders broder. –
(35): sax ɔ: kort, enegget sverd. Slid ɔ: den grufulde.
(36): vistnok senere indskud. Sindre ɔ: dvergenavn. Bjorsal ɔ: ølsal. –
(37): Naa-strand ɔ: Ligstrand.
(38): Mordvarger ɔ: mordere - Nidhogg ɔ: dragen, som gnaver Yggdrasils rod i Nivlheim.
(39): Fenres-ulven ɔ: et af Lokes tre børn med gygren «Angrboda» i Jotunheim - de to andre var Midgardsormen og Hel.
(41): gaglskoven ɔ: fugleskoven.
(43): Garm: Hel-hunden.
(46,5-8): tvilsom. –
(48): Hrym ɔ: Hrimthursernes fører. Jormongand ɔ: Midgardsormen. Naglfar ɔ: Jotunskibet, som først løsner ved verdens undergang.
(49): Byleipt ɔ: Loke's og Helblindes broder.
(51): Surt ɔ: føreren for «Múspel's» sønner fra ild- og lysverdnen i syd. «stage» cf, «staka», vakle, rave, Iv. Aas. –
(52): Hlin ɔ: aasynje, som vaager over dem, som Frigg vil verge mod farer. Bele's bane ɔ: Frey. (53): Hvedrung ɔ: Loke. Hv's søn ɔ: Fenresulven (valens dyr). –
(54): Hlodyn ɔ: «Jord», Thor’s moder - «jordslyng» ɔ: Midgardsormen. -
(55): Midgards verger ɔ: Thor. Fjorgyn ɔ: Jord, Thors moder –
(59): muldomslynger ɔ: midgardsormen. Fimbulty ɔ: Oden.
(61): Hropt ɔ: Oden
(62): Tveggje ɔ: Oden (hans brodersønner: sønner af Vile og Ve).