Vor Folkeæt i Oldtiden: Heil, séls

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Vor Folkeæt i Oldtiden II Vilhelm Grønbech Femte bog: Excurser og henvisninger Excurser 4. Heill, séls (side 291) Enheden mellem sjæl og legeme præger moralforestillinger og tanker om etisk værd. Synd er simpelt hen usundhed og gennemtrænger hele mennesket og alt hvad der hører til hans personlighed. Synden kan have sin oprindelse i en åndelig skyld: ulovligt drab, kyskhedsbrud, at man affinder sig med en krænkelse, mangel på foretagsomhed, men fordærvelsen vil gennemtrænge ildgerningsmandens legeme og ejendele, og gøre ham uren og smittebringende overfor alle der kommer i berøring med ham. På den anden side kan synden også krybe ind gennem legemet ved smitte fra ting som er uhyre; den ringeste besudling af hænderne kan arbejde sig indad og forgifte tanker og bevæggrunde, og hvis den ikke standses, ødelægge sjælen og styrte den hovedkuls ud i nidingskabet. Det oldnordiske adjektiv heill betyder lykkehel i legemlig forstand: sund, uskadt, usåret, og åndelig hel: hel hu, helt råd etc.; heill hugr indbefatter ærlighed, retlinethed og velvilje; heil ráð betyder planer eller råd som ventelig vil lykkes, og som gives med de bedste hensigter. Den åndelige og etiske betydning understreges i gotisk séls, der (side 292) direkte svarer til oldnordisk sæll, vort »sæl«; séls og modsætningen unséls er for den gotiske bibeloversætter de bedste ækvivalenter for nytestamentlig »god« og »ond«. Denne brug springer lige så direkte ud af ordets dybe og omfattende betydning som den specielle anvendelse af oldnordisk heill, »lykkelig« på legemstilstanden, til at betegne sundhed og helse. Kraften i ordet går tabt, når det differentieres, cf. for exempel Hávamál, hvor digteren synger tryllesange over dem der går til kamp, så at de går »hele« til striden og »hele« fra striden – hertil svarer angelsachsisk: lykkelig til og fra kamp. Den til grund liggende betydning springer fuld og ubeskåren frem i hilsensformler: »vær hel« (ags. wes hál), og i tilråbsformler (oldn. mæl heill), der efter vore begreber indbefatter en lykønskning, en hilsen, og et ønske om at de udtalte ord skal være virksomme og have magt: lykke være i dig og i de ord du siger. Heill, lykke, hamingja; våbenlykke; illu heilli; góðu heilli; lykke, velsignelse, som følger af en hellig ceremoni, og som giver sig udslag i gode varsler; til heilla, for lykke og godt varsel; ordsprog: fall er farar heill; rituelle redskaber. Henvisninger (side 403) 291. heill, cf. her I 133. 292. Hele, Hav. 156: 'heilir hildar til, heilir hildi fra, koma þeir heilir hvaðan; disse to linjer er overtallige i verset, men den kritiske ordenssans som stryger efter skema i de gamle digte, burde på forhånd afskære læserens forundring over at de linjer som vejer for tungt på den metriske vægtskål ofte tillige er de vægtigste i indhold og alderdommelighed. – Angelsachsisk, Beow. 300, 1974, 1503; gesælig, rig, f. ex. Byrhtnoth 219; for øvrigt må jeg nøjes med i almindelighed at henvise til sprogbrugen i angelsachs., og i Heliand. – heill, lykke, hamingja, (nogen distinktion i betydningen mellem fem. og neutr. er der ikke) Svarfd. 17, Flat. I 538, Grettir 176, Austf. 95, Njála 4, Gró. 16, Beow. 1217 cf. 204; (side 404) Ancient Laws and Institutes of England 356 (32). – Oldht., se Graff IV 864 f., cf. her II 101. – Våbenlykke, Forns. 48 l. 10, Kormak 20. – illu heilli, Flat. II 189; Islend. 141; Gud. I 22; Hel. 4; Hynd. 49. – góðu heilli, Svarfd. 7. – Lykke, velsignelse, leita heilla, Flat. I 144 cf. 145, Egil 152, Heims. III 450, Kormak 46, Bard. 7, Landn. 7 l. 1, cf. Hynd. 49 f., cf. heillum snua, Islend. 59. — til heilla, Eyrb. c. 44, Forns. 123, Landn. 7 l. 15. – Ordsprog, Mork. 116 cf. Regin 19 f. med 22. – Rituelle redskaber, Sigrdr. 17. Fodnoter