Vor Folkeæt i Oldtiden: Festuca

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Vor Folkeæt i Oldtiden II Vilhelm Grønbech Femte bog: Excurser og henvisninger Excurser 9A. Festuca (side 314) De to mest iøjnefaldende former for festucas anvendelse kan illustreres ved, på den ene side det per festucam se exitum dicere (facere) som har sin hjemlede plads i skødningen, og på den anden side ved det ikke mindre tekniske læsoverpire. Det første var ganske sikkert opgivende. Sælgeren gav viljen i det solgte fra sig, og det var en afgørende omstændighed ved handlingen, at han umiskendeligt slap festuca af hænde og lod den ligge. Ceremoniens til grund liggende, psykologiske betydning, som gør den juridisk bindende, udtrykkes, – med tydelig udtalelse af lykkesondringen mellem sælger og afhænd – i de to sætninger: absacito feci, eller exsortem reddidi. Det er samme sag fra en anden side, når staven kastes som en opsigelse af huldskab og troskab. Festuca bruges ved salg og gave. Anvendt for retten har festuca samme virkning. Den som lå under i sagen kastede sine prætensioner fra sig, kastede den omstridte ting ud af sin besiddelse. Så sandt som festuca var hamingja, gjaldt den naturligvis lige godt for fast ejendom og for krav af enhver art: Efter drabssag, Ved arvedeling, Når det gælder ejendom. På den anden side står læsoverpire som det aktive, hvor tonen ligger på modpartens opfangen af det tilkastede med den lykke og de rettigheder som det indbærer. Som tidligere antydet skal kastet ikke forstås à la bombardement, i og for sig kan kaste lige så godt oversættes ved lægge. Ordet bruges ved overdragelse af myndighed; men der er ingen modsætning mellem de to former, de er samme handling, blot med betoningen lagt på forskellige steder. Undertiden ligger trykket helt ude på yderste venstre fløj: ihændehaveren befrier sig for noget; i læsoverpire kommer det til at hvile på den tilsvarende højre: handleren overdrager; og i alle de mellemliggende nuancer indebæres forholdet til en modpart, som annammer retten. Man verpit til en; contra »i påsyn af« bliver realiter ensbetydende dermed. Selvfølgelig tog den anden festuca op som det levende opgivelsens og forsikringens ord; virgula gemmes på alteret. Den kastede festuca var da selve tilsikringen: nyd tingen, og trivsel følge. Den var garanti for at sælgeren »hjemlede«, så at køberen havde ikke blot liberam, men også firmissimam potestatem. Oprindelig er vadium og festuca identiske, festuca er kun en særlig form for vadium, eller lidt oprindeligere udtrykt: for det der også har (side 315) taget skikkelse som vadium, og man finder stadig: per vad. id est f. res in manu A. reddere et guerpire. De to kommer i deres udvoksede skikkelse til at stå broderligt side om side ligesom alle de kære vidner på skødningen, men deres fællesskab i natur og virkning gjorde sig længe gældende. Middelalderens jurister har med formalistisk fantasi differentieret og systematiseret de nedarvede former, som blev mere og mere stive og uhandlelige; og virkningerne af den skolastiske foretagsomhed er også i dette tilfælde åbenbare – cf. f. ex. per v. reddere et per f. se exit facere. Adhramire, achramire hedder hos Frankerne det som Nordboerne ved rettergangen kalder at fæste. a. fæste møde. b. fæste ed. c. fæste tvekamp. d. fæste vidner. e. fæste hjemmelsmand. f. fæste bevis. g. love garanti. h. love at udføre en forpligtelse, Hvor der tilføjes noget om fremgangsmåden ved denne fæsten, hedder det projecta f. a. eller per sua f. a. Naturligvis er brugen ikke indskrænket til retssag, den kunde f. ex. gælde løfte om fremtidig handling, eller den gælder køb, – hvor festuca og andelang har indgået et uadskilleligt broderskab. Ved per f. menes overhændelsen, udhænderen lægger sit ord på, inden han giver festuca fra sig, og vilje og lykke overhændes altså materielt; men grænsen er ikke skarp over til den tredje form, hvor »staven« tjener som beskæftelseshåndfyld, de to ting står i nøje, reel, d. v. s. psykologisk forbindelse. Et interessant exempel på anvendelsen er en lovbestemmelse som denne: en mand der er stævnet og står uden testimonia og ikke har nogen til at gå i borgen for løftet om fremtidigt bevis, han kan tage festuca i venstre hånd og byde et løfte frem med højre. Paragraffen lovfæster ikke gammel retspraksis; det gjaldt om at fylde et hul, og så griber man tilbage til en gammel form, og tillæmper den behovet. Stave eller stokke var over hele det germanske område en gængs form for bekræftelse eller overdragelse. I dokumenterne går ihændet under navnene: fuste, virga, baculum, lignum: a. ved overdragelse. b. ved forlig og tilsigelse af glemsel. (side 316) c. der siges om staven at den er i handlerens hånd, d. at han griber den, e. at den går over i den andens hånd. Stavens folkeyndest som retsvidne beror vel, ligesom handskens, på den omstændighed at de hørte til mandens udhaling (på dokumenternes tid) – tilknytningen til romerske former er rent udvortes – ligeså utvivlsomt er det, at stokken i oprindeligere tider havde en kraftigere skikkelse. På alle områder sætter den fredeligere stok ind for det krigerske våben, eden bliver stef. For øvrigt skal man ikke lade sig lede for langt af det sagtmodige navn, et ord som skaft betegner i hvert fald en stage med god brod i den yderste ende; de svenske oversætter den på latin med hasta. På den anden side rækker modsætningen stav – våben jo ikke ned i selve bekræftelsens væsen; de langobardiske sværd der almindeligvis fungerer ved fæstemålet er ikke i sig selv mere personlige end den Stok Tassilo overhændede Karl eller den baculum som hjalp Maghenolfus til hans hustru. Ofte er disse virgae blot stokke fra det jordstykke som overdrages; her kommer den middelalderlige forkærlighed for symboler til syne – men naturligvis tillæmpet til det gamle synspunkt (lykken og retten uløseligt knyttet til jorden). I dokumenternes tid er erfaringens distinktion udvisket i det formelles enhed, og for så vidt kan man med rette i virga se en sammenblanding af to ting, det personlige tilbehør, alias våbnet, og ramus, men den psykologiske enhed gør jo at forskellen ikke var så afgørende, eller overgangen så uformidlet som vi nu får indtryk af. Sommetider præsenteres os stokken udtrykkeligt som hasselkæp eller buksbom eller lignende; muligvis kan gamle erfaringer angående træarternes hamingja spille med ind, men det er selvfølgelig ganske uberettiget straks at fare ud med almuetroens botanik eller at umage gamle guder og »dæmoner« – de stakler kan nok trænge til en stunds hvile. Særlig vilde jeg gerne lægge et godt ord ind for »dæmonerne,« de har været så hårdt forspændte nu i adskillige år. Ved alle formelle handlinger var ordet nødvendigt, hvis ceremonien skulde være gyldig. I den svenske form er stereotypt udtrykt begge sider ved fæsten: ordene og deres bekræftelse gennem viljeskanalen; skæl kaldes de første, med et ord der udtrykker det faste, regelbundne og bindende, skapt hedder det andet, hasta. Hovedmanden i transaktionen, der udtalte de formelle ord, hed forskialaman, skilaman, den som skal skilja firir, udtalte de bindende ord. I Sverrig ser vi tydeligt hvordan håndslag og skaftefæsten går side om side, den sidste åbenbart som en kraftigere form. Ved siden af har vi en antydning af at Svenskerne fæstede ed ved »træ.« (side 317) Endelig er der selve eden, svoret på våben fra bekræftelse per festucam: a. exempler fra livet. b. rettergangsformer. I frisisk er stef blevet et pseudonym for ed. Medens manden oprindelig aflagde ed på sit eget sværd, blev våbnet i løbet af middelalderen retsinventar – som bibelen i vore dage. Men springet er ikke uformidlet; oldtiden kendte også løftet på anden mands våben, når sværgerens hamingja var forsikret i ham. Hirdmanden forpligtede sig på sin herres våben, og alle vegne hvor kongsfreden herskede, der rejstes kongens våben som centrumsklenodiet, på samme måde som ætteklenodiet var midtpunktet der hvor hjem- og festfreden rådede. Berøringen af kongens våben betød indoptagelse af hans fred og hamingja og underkastelse under hans vilje. Da kongsfreden blev en statslig faktor, fik dens former også en tilsvarende betydning. Således er vel det »ene våben« at forstå som figurerer ved angelsachsisk tilsigelse af fred. En form for gensidig bekræftelse var collisio armorum; virkningen var naturligvis ikke svagere end ved håndslag. Som retslig bekræftelse anvendes det i Norden, og langobardisk gairethinx lå i hvert fald ikke langt derfra. Henvisninger (side 408) 314. absacito feci, Thév. 105, 143; Loersch 50; Cod. Lang. n. 906. – exsortem reddidi, Thév. 136. — Opsigelse, Grimm: Rechts. 123. — Salg og gave, Thév. 29, 124, 148; Loersch 23; Roz. 255, 289; Pérard p. 40 (n. 26), 57, 162; Roz. 256. – Efter drabssag, Roz. 511 – Ved arvedeling, Thév. 108. – Ejendom, Thév. 103, 130, 131, 125, 141; Mon. Germ. Dipl. I 103 (16), 107 (21, 22); Mon. Germ. Script. 21, 344; Pérard p. 153; Cluny I n. 272. Og så har vi symbolismens bessermachen, når kasteren af lutter iver stamper festuca ned i støvet. – Overdragelse af myndighed, objekt er tingen eller sagen: Loersch 16; Lex Sal. 46 — ib. 77, jfr. Roz. 392. – verpit, cf. Thév. 133, 164. – contra, Thév. 108, 130, 131; Cluny I n. 799, II n. 1087. – virgula, Thév. 173 udtrykker ikke andet end gammel skik. – Køberen havde potestatem, Thév. 29. – Vadium og festuca identiske, Vaissete V n. 121 cf. formlen Mur. Ant. I 381 og Loersch 31, hvor projecta f. rekapituleres i vadium et obs. 315. Fællesskab, cf. per cultrum reddere et verpire, som jeg desværre kun kender fra Hiibner: Gerichtsurk. n. 559; Roz. 124 bekræfter f. arvens deling; i sideformen 123 optræder den for exit. facere. — Foretagsomhed, Thév. 73, 103; Bibi. Éc. Chartes 6 V p. 427; Bouquet V 697. –adhramire, achramire, a. Thév. 107; Roz. 454, 456; Mon. Germ. Cap. I 284 (15) cf. Ficker n. 23. – b. Thév. 100 ter, 109; Roz. 479, 481, 486, 498; Mon Germ. Cap. I 70 (32), 149 (14), 284 (14), 440 (26). – c. Thév. 160. – d. Thév. 36, 100; Vaissete II n. 6, 90; Pérard 34 (15), 36 (19). – e. Lex Sal. 37, 47. – f. Thév. 123 (grupperingen må jo delvis blive vilkårlig, da de forskellige handlinger griber over i hinanden). — g. Thév. 118. — h. Thév. 114. — Fremgangsmåden, Thév. 107; Roz. 454, 479, 486; Mon. Germ. Dipl. I 53 (59); Mon. Germ. Form. 464 (side 409) (3) cf. Lex Rib. 30, 1; Mon. Germ. Dipl. I 59 (66), og derefter at forstå Lex Rib. 71: det løfte om ed som er fæstet p. f., må man ikke forhindre modstanderen i at opfylde, med andre ord: man er bunden til at lade den ed afgøre sagen; og på den anden side Lex Cham. 16, 48: a. per vad. = fæste at svare for ham (næppe her om borgensmand). – Glosse: a. = stabon, Mon. Germ. Cap. I 440 (26). Cluny I n. 3: f. jactante på at det er rigtigt, og han vil stå inde for det. — Løfte om fremtidig handling, Thév. 108 (ved forlig). – Køb, Roz. 118, 133, 159, 172, 200 f., 228, 242, 273, 331. — Overhændelse, cf. sådanne exx. som Ficker n. 43, 51; Murat. Script. I 2, 467 cf. 468, cf. II 2, 525 note o. lign.; og eftervirkningen i berøring af dokumentet, Tosti: Monte Cassino I 222, Archiv. Stor. Ital. 3. Ser. 13, p. 27. – Interessant exempel, Ed. Chilp. c. 6 (Lex Sal. p. 85). Hvordan bestyrkelsen virkede gammeldags læres af Lex Sal. 50, 3, cf. i det foregående II 111 f. — Stave eller stokke, a. per fust., Thév. 116; cf. Pérard p. 65 per f. et fust.; Cod. Lang. n. 138, 236, 370; Ficker n. 11 (p. 17), n. 62 (p. 86); Murat. Ant. I 529; Mon. Germ. Leg. IV 601 (Cart. L. 21); virga, Cod. Cav. I n. 108, Redon n. 21; baculum, Thév. 135 cf. Mon. Germ. Script. I p. 43, Mur. Ant. I 381; lignum, Mur. Ant. I 299; Ficker n. 48 (p. 71). Cf. pedum pastor., Ughelli: Italia Sacra VIII 82. – b. Roth. 143 form.; Tosti: Monte Cassino I p. 222. 316. c. per fuste q. in suis tenebat manibus investivit etc., Cod. Cav. I n. 108; Murat. Ant. I 299, 498, id. Script. I 2, 12; Thév. 116; Grenoble n. 24; Ficker n. 54–5. — d. Murat. Script. I 2, 467; Sublac. n. 78, 118; Cod. Lang. n. 673; Archiv. Stor. Ital. 3. Ser. 13 p. 24, p. 29; Ficker n. 26 (p. 33). – e. Roth. 143 Expos. § 7; Murat. Ant. I 494, Script. II 2, 525 note; Ficker n. 43 (p. 66), n. 51 (p. 75); Mon. Germ. Hist. Dipl. Reg. et Imp. I p. 466; ibid. Script. XXI 64 1. 16 cf. 65 I.30; cf. også udtrykket Ficker n. 48 p. 71. – hasta, cf. scapt, scaptlegi, Graff II 96, VI 460. – Langobardiske sværd, Roth. 182, 195 form.; Cart. Lang. 16. – Tassílo, Mon. Germ. Script. I 43. – Maghenolfus, Thév. 135. – Dæmoner, Redon 21; Thév. 116; Vaissete V n. 121; Cod. Cav. In. 185 etc. – skæl og skapt, cf. når det gælder ægteskab: giptær mæþ mund ok mæþ mælæ, Vestg. I Ærf. 7, 8, d. v. s. med brudesum, og de udtryk der rettelig hører sammen dermed. – Håndslag og skaftefæsten, se Amira lp. 269 ff., hvor anvendelsen er fremstillet med de senere former som udgangspunkt. — Ed ved »træ«, Østg. Ræfst. 22. 317. Eden, cf. Sv. Grundtvig: Om de gotiske Folks Våbened. – a. Ammian XVII 12; Mon. Germ. Script. I 198, 386; Fredegar IV c. 74; cf. Grimm: Rechts. 166 øverst: usque ad sanguinis eff. – symbolismen begynder at tage det prydede, men tomme hus i besiddelse. – b. Lex Rib. 33, I; 66, 1; Lex Alam. 86; cf. Lex Baj. Legg. III p. 351; Lex Sax. 8; Lex Sal. 102; Roth. 359, 366 cf. Lex Alam. 81, der som nævnt i teksten har en egen interesse, fordi den direkte antyder retskraften i våbnet. –Frisisk, Richt. 1046; mellem frænder må der ikke komme stef, her stillet i modsætning til den simple ed. — Cf. også Thorsen: Stadsretter 159 (14). – Retsinventar, Thév. 24, cf. Roz. 491 p. 593. — Kongsfreden, cf. Lieb. 652 f.; Saxo 109 cf. NGL. c. 31 p. 422; Lieb. 392. — collisio armorum, Dudo hos Duchesne p. 96, cf. Heims. III 346, Mork. 207, og sml. A. D. Jørgensen: Saml. Afh. I 323 f. – Retslig bekræftelse, Gul. 267, 292–; And. Sun. 90 cf. Skånel. 139. – gairthinx, Roth. 386. Fodnoter