Vor Folkeæt i Oldtiden: Udgård

Fra heimskringla.no
Revisjon per 1. jan. 2019 kl. 14:45 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Vor Folkeæt i Oldtiden: Udgård)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Femte bog:
Excurser og henvisninger


Excurser

5. Udgård


(side 292) Det norske Udgård er jo levende tegnet i Torsmyterne. Der har vi de store skove, fjældhederne, de rivende floder; og intet er hvad det synes. Man færdes frem over stormfejede, våde fjælde eller gennem dybe dale. Der bagved bor blandt andre de kolde, fygende frostjætter.


I æventyrsagaerne er fantasien som drukken, ravende; middelalderens riddercourtoisi og lyst på uhyrlige oplevelser virker på disse mennesker, der lever i en hel anden sfære, nærmest som ildvand på naturfolk. Her er ikke nogen indoptagelse mere. Men der er dog visse ting som sidder fast, noget man kender, om ikke altid ved oplevelse, så fra tradition. For beskrivelsen af trolde og troldehjem er der et fast skema: en lysning i skoven, eller i fjældskoven, ofte hyllet i tåge, stejlt nedhængende klipper, en hule med beboere hvis hænder løber ud på en ganske bestemt, hvas facon, og hvis øvrige apparition er formet i overensstemmelse med neglene.


(side 293) Udgårds karakter skildres i beskrivelser af helvejen.


Undertiden mærkes fjordens nærhed og den nordlige lokalisering.


Et ganske særegent præg, personligt og virkelighedspræget har Hålogelandssagnene. Islandske efterklange finder vi også – dog delvis med en egen kolorit, som tyder på at oplevelsen ikke var død da folket flyttede over; bag den traditionelle, om man vil literære, tillæmpning mærkes personlig tilpasning.


Andre beskrivelser af Udgårds beboere finder vi i Hymiskviða m. fl. steder.


Andre steder er Udgård først og fremmest skoven, jærnskoven, med troldene i ulveham, eller også er det mosehederne.


Endelig er slettelandets hemmelighedsfuldhed skildret i Haddings færd til dødsriget.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 404) 292. Det norske Udgård, S E 44 ff., 88, 89; cf. Vsp. 36; Grim. 27; Skjald. I 139 ff.; Skirn. 10; Svipdagsm.; Saxo I 420-33; Adam Brem. IV 38; 39 f., i hvis klassiske visdom de nordiske Udgårdsoplevelser er let kendelige, – til sammenlign, se Paul. Diac. I 6. ¬– Fast skema, her er nogle exx., der fremviser flere eller færre af de stående træk: Fornald. III 387, 412, 471; Flat. I 257 f., 527; Islend. 434; Austf. 188 f.; og et utvetydigt forhold til virkeligheden Ol. Tr. 44 f.; Flat. I 398. Cf. også den obligate rydning Flat. I 278.

293. Helvejen, Bugge: Norr. Skr. 69; SE 59. – Fjorden, f. ex. Fornald. III 653 o. a. - Nordlig lokalisering, Fornald. III 568 ff.; Islend. 466. – Hålogelandssagnene, Fornald. II 107 ff.; cf. her II 34 f. — Islandske efterklange, Bard. og smst. 123 f. – Udgårds beboere, Hym.; Fornald. III 482; Islend. 464 af jætten Frosti er navnet og hans frændskab bevaret; Flat. I 21, 219. – Andre steder, SE 17. Sådan tænkte også Heliands mennesker (v. 1121). En interessant variant se Sturl. I 4: dalen hvor kvæget henter usundhed. Tanken går let til senere almueforestillinger, jfr. som antydning Grimm: Myth. I 381, III 132. – Mosehederne, Beow. 103 f., 161 f., 1348 ff., 1402 ff.; jætten 120 f., 726 f., 983 f., 1615 ff.; B A Po. I 340 (42). – Hadding, Saxo I 51.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)