Wojens jæger og hans hunde 2
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
1. Wojens jæger og hans hunde
1. Da Kristendommen kom her til Norden, flygtede Odin her over til Møen og gjemte sig i Klinten, hvor man endnu påviser hans bopæl. Han blev den gang af præsterne kaldet jætten fra Upsala, men hedder nu i folkesproget Jön Upsal, og fra det navn stammer vist også det udråb, som man så tit hører på Møen: «Men jötten dog,» hvor det ellers hedder: «Men Jös dog!» Udenfor hans døråbning er der en grøn plet på den ellers hvide klint; det skal komme af, at på det sted plejer han at gå ud på naturens vegne. En mand, som nu boer i Kjøbenhavn, skal en gang, da han sejlede langs med Klinten, have set Jön slænge sit fejemøg ud; i alt fald stod der en svær støvsky ud af hans dør. Adskillige endnu levende folk skal ved at have faret vild i Klinteskoven være komne ind i Jön Upsals have, der skal være så stor og dejlig, at det er over al beskrivelse, og som også står i fuld flor midt om vinteren; men vil man så bag efter give sig til at lede efter denne have, så er den naturligvis ikke til at finde.
Lærer N. E. Hansen, Borre.
2. A har hørt Wojens jæger en aften. Vi var gåede udenfor døren og stod og ventede efter min kone, der var gået til Lerkenfeld, da kom det her over byens nordende og op efter Lerkenfeld til. Hun var kommen op at kjøre med en møllevogn, og imens manden var inde et sted med en pose, holdt hun ved bæsterne, og da kom det, så øgene blev gale og snorkede, og hun havde nær ikke holdt dem. Det myslede både under øg og vogn, for hundene kom langs ad jorden, men jægeren oppe i luften. Hvor der træffer at være døre åbne, kan hundene godt løbe ind.
Ullits.
3. Da jeg var bleven konfirmeret, tjente jeg nogle år hos Søren Olsen i Føns. En aften fik han mig forledt til at gå med ham ned i Tybrind skove for at stjæle brænde. Det var lige ved jul, men for resten kjønt frostvejr og måneskin. Som vi just var i lag med en ung esk, hørte vi noget borte en hest komme travende, og kort derpå råbte rytteren hallo. Jeg syntes, at det var den gamle skovrider Hastrups stemme. Han kom bestandig nærmere, red stadig stærkere og råbte nok en gang hallo. Nu blev vi nysgjerrige og løb ud til hegnet for at se, hvad det var. Da foer det forbi os som en susende stormvind, så at min kaskjet blæste af, skjøndt det ellers var ganske stille. Rytteren råbte nok en gang hallo, men vi kunde ikke se det allerringeste, og nu blev vi så rædde, at vi lod økserne ligge og skyndte os hjem over maen. Først næste dag turde jeg gå ind i skoven for at hente værktöjet.
P. Rasmussen.
4. De kan både høre og se Wojens jæger og hans hunde. A har kunnet fornemme, te de har løbet forbi mig, men a så dem ikke. A gik en gang til Grynderup huse, og da var de ikke fire favne fra mig. A hørte ham flöjte ad hundene, te det svarede i skyen. De rendte på jorden og myslede og pibte. A paste min tur, og så var de væk igjen. Min fader har også set dem en gang. Han kjørte til Lerkenfeld med tiende og havde lånt befordringen i Hvanstrup. Da han kjørte hjem igjen og kom over Sålbro, et stort vad, der er imellem Hvanstrup og Støtrup, så kom det. Han havde et føløg for, og føllet mærkede det først og rendte ind imod moderen. Så kom der fem bitte hunde, og de var hvide alle fem og rendte runden om vognen. Da de havde rendt en bitte krumme, så flöjtede jægeren ad dem, og så var de henne med det samme. Min fader blev lige godt bange.
Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.
5. Tranehöje på Mondrup mark består af tre tæt ved hinanden liggende höje, af hvilke de to nu til dels er lagt under ploven. Ved siden af er nogle sige med vældhuller i, som kaldes Tranekjærene. På den største af disse höje brænder lys, særlig i tåget vejr, og det er set af mange. Her har også været et ustyr af skarnstrolde, der ledede folk vild o. s. v. Huens jæger vandede sine heste i kjærene. De folk, der møder ham, kommer ikke hjem den nat og er småtossede i længere tid. Det anbefales at kaste sig plat ned på maven og læse sit Fadervor, så snart han høres. Der må nok være en forbindelse mellem Huens jæger og tranerne, siden han holder sig der til Tranekjærene.
S. Jensen Sort, Århus.
6. A gik en aften fra Trige og ned til Ølsted, og det var slet ikke mørkt. Da kom der tre hunde og foer omkring mig, de vifrede og gjøede, men a kunde ingen ting se, a kunde blot høre, at der var tre lyd. Så drog a min kjæp og trak den lige runden om mig og sagde: «Hvad er det for skytter, her går i aften?» Der kom intet svar. Så blev der sådan en tåge om mig, og a blev helt vild. A vidste ikke andet, end a stod nede ved Ellebækken, men nu vidste a slet ikke, hvor a var. Så bliver a ved at gå, indtil a kommer til et sted. Det tykkes a er smedens, og så går a hen og fornemmer på klinkfaldet på hans dør. Da a nu kan mærke, at det er rigtigt, går a hjem. Men da bliver a som en kalket væg og brækker, så det er grueligt.
Trige.
7. En aften a var i marken at flytte øgene, da hørte a noget hvisle i luften. Så troede a, det var Woens jægere, og løb hjem, som om der var ild i mig.
Knud Jørgensen, Nørbeg.
8. Wojens jæger har mødt Jens Kristian i Krastrup flere gange, og nogle bitte hunde har ordentlig pisset ham op ad benene, han hørte, de kom gjøende som hunde efter harer.
Chr. Sloth, Havbro.
9. Uls jægere de flyver hvert forår. De har 3 stemmer, og de er ligesom jagthundenes gjæf.
S. Jørgensen, Alken.
10. UIs jæger færdes mest sidst om høsten.
Smede-Rasmus, Dover.
11. Joens jæger kan høres i luften, det skriger som hunde. Når han kommer forbi, og folk i det samme flöjter ude, så kommer de, og hundene giver da lyd. Som børn blev det forbudt os at flöjte om aftenen, «for så kommer Jons iæger,» sagde de.
Jens Mark, Vogslev.
12. A har hørt æ Dywlsjægere om aftenen. Det er en jæger, der rejser i luften med hans jagt.
Mikkel Skrædder.
13. Hywls jæger er en skytte, der farer af og til i luften. Det tager på ligesom nogle små hundehvalpe. A har ellers hørt det tit, men har endda ikke hørt det i år.
Peder Hansen.
14. I Sødal skov farer en skytte med fem røde myndehunde efter sig. Min fader havde været øster på og kom ridende gjennem skoven. Da kom hundene om ham, og han måtte sætte sig af og holde ved øget, indtil de var komne forbi. De ordentlig pibte i buskene.
Niels Nedergård, Pederstrup
15. En nat kom noget, de kaldte Kåels Uen farende i luften. Så lå drengene og gjorde nar ad den og gjøede ad hundene. Da faldt de ned på drengene og overbed dem. Men så flöjtede jægeren, han kaldes Wåwns jæger, og så fløj alle hundene af vejen op i luften, og det susede, te det var forfærdeligt. A havde en morbroder, der var hyrde der på marken. Så kom bjærgfolkene op og vinkede ad ham med et hvidt tørklæde, han skulde komme hen til dem. Han paste dog på at komme ind på noget plöjet, for hvis de kom rendende efter ham, så vilde de falde for hver fure, der kunde de ikke gå.
Ane Marie Madsdatter, Brovst.
16. En mand i Margårds mølle i Vigerslev havde gjort en aftale med Palle Jæger, men han brød den, og nu vidste han godt, at det gjaldt for ham ikke at færdes ude på de tider, hvor han var udsat for at træffe Palle Jæger, og han vidste nok, at så snart solen var gået ned, havde Palle jagtret. Men en eftermiddag hen ad efteråret var han ude at plöje og havde en ager, som han gjærne vilde have plöjet af, så det trak ud til efter solnedgang. Da hørte han pludselig Palle Jægers hunde, og han skyndte sig nu, det bedste han kunde, med at spænde fra for at komme af sted i hus. Men inden han red fra ploven tog han sin pels af og bandt om plovstyret, og så satte han sig op på den ene af hestene og red, hvad han kunde. Hundene kom, og det første, de gjorde, var at splitte tröjen ad. Det opholdt dem så længe, at mølleren netop nåede at komme hjem og ind ad stalddøren, som han slog i efter sig. Men så nær var hundene på, at de hug kløerne i den indvendige side af døren, og mærkerne af dem kan sees den dag i dag.
En karl på Testrup höjskole.
17. En karl gik over gården ud at fodre, og da kom Hoens jægere flyvende. Som de sagde, sådan sagde han det efter dem, men så kom de og slog ned på ham, og hvis han ikke var sluppen ind ad stalddøren, så havde de split ham ad. Derfor har a al tid passet på ikke at efterligne sådanne lyd.
Vinkel.
18. I et hus, som kaldes Babes-hus, der ligger på Gultved mark i Kværndrup sogn, boede en mand, som de kaldte Niels Tobak, nu er han død for omtrent tredive år siden. Han havde den svaghed, at han aldrig kunde sige det, han vilde, men gav det al tid et forkert navn. Den svaghed havde han fået en nat, han var ude i en lille skov, Killepot, der ligger et kort stykke fra huset, for at samle brænde. Det var midt om natten, og just som han gik og sankede, får han en stor mængde sorte hunde at se, der færdes omkring ham, så han slet ikke kan få fat i noget brænde for dem. Så råber han: «Gå I væk, I himmel-hunde!» Han blev i kort tid derefter helt aparte, men det gik dog nogenledes over igjen; den forkerte talemade forvandt han dog aldrig.
Sødinge skole.
19. At høre den lyd, som Howens jæje og hans hunde frembringer, varsler både om krig og fred. Skriger det stærkt, skal der snart blive krig.
Kristen Pedersen, Vivild.
20. Der var én i gammel tid, der rendte Falster omkring. Alt det han kunde rende omkring i fire timer, det skulde høre Falster til. Det har a hørt efter min fader. Men den gang han fik så rendt en lidt, og de så, han rendte så stærkt, var der én, der skød ham, for det så jo ud til, som han vilde have taget hele verden. Efter ham gik der al tid noget spøgeri, de kaldte Marri-pytten. Der var en karl, der var ude at ride en aften, de skulde ride strandvagt, og han var så dristig, de andre turde ikke ride over det sted (hvor han var bleven skudt), men han regnede det ikke for noget. Men det kom efter ham og kom på ryggen af ham og tumlede ham sådan, så han var nær ikke kommen hjem eller bleven skilt ved det. Han var ikke for at komme derud siden. De mente, det var Marri-pytten, der var efter ham.
Jens Begs enke, Sundstrup.
21. Min fader var soldat i ni år og lå der oppe på Falster som rytter. Så havde han sandvåd tilfælles med en anden der, og de gik og fiskede om natten. Ligesom de gik og fiskede der ved det sted, hvor spøgeriet (Marri-pytten) vandrede, så kommer der en store ting i deres våd, ligesom det kunde have været en kalv eller et ungnød. De var nær aldrig at have fået gårnet slæbt til dem, men da de fik det, var der ingen ting. Så kunde de ikke stille våddet i fjorden. Men så fandt min fader på at vende kalven i garnet avet, så kunde de fiske.
Kalven er den pose, de samler fiskene i.
J. Begs enke, Sundstrup.
22. Når man ribber fjer, må man ikke klippe den yderste pyt af, ti så kommer Pytmanden efter den, der smider ribbene ud, da han nemlig betragter pytterne som sin lovlige ejendom.
Lærer N. P. Olsen, Selsinggårde.
