Wojens jæger og ellekvinderne 2
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
5. Wojens jæger og ellekvinderne
78. Howens jæger ham har a hørt. Han var en gang kommen efter en flok ellekvinder. Et menneske sad under en bro, og da kom deher ellekvinder løbende over. De kom tjattende ligesom en flok gjæs. Jægeren kom bag efter, og hans hunde nåstrede, og han sagde: «Tohejj, tohejj!» Det er et gammelt sagn, at han skal jage de ellekvinder af vejen, men manden, som sad under broen, vidste ikke, om han fangede dem eller ej.
Hans Kristian Pedersen, Haslum.
79. Fra Lundby ved Præstø er fortalt mig følgende: Det hændte ikke så sjælden, når hovfolkene gik på Lundbygårds marker, at de ved aftenstid så en höj kvinde komme farende ud af skoven, hendes bryster var så lange, at hun havde kastet dem over skuldrene. Bag efter hende jog en rytter på en kulsort hest. «Så I hende!» råbte han til hovfolkene, mens han forsvandt i mørkningen. Noget efter kom han tilbage og havde kvinden lagt tværs over hesten foran sig. «Så I, jeg fik hende!» råbte han igjen til hovfolkene, hvorefter han red ind i skoven. Det var kong Atterdag, på jagt efter ellefruen, forklarede min hjemmelsmand.
Somme tider hændte det også, når hovfolkene gik på marken ved aftenstid, at der kom en fremmed til dem og sagde: «Nu må I nok gå hjem, folk, nu er det nok for i dag.»— «Det var kong Atterdag,» tilföjede min hjemmelsmand, «men ham var folkene aldrig bange for, han gjorde dem ikke noget.»
Johannes Neve.
80. En gammel mand i Vester-Egesborg mødte en aften ved Vejlø-broen et ualmindelig stort fruentimmer, der pustede og stønnede, så han kunde høre hende, længe før hun kom til ham. I det klare måneskin så han, at tungen hængte langt ud af halsen på hende af bare anstrængelse, og hendes blottede bryster hængte helt ned til bæltestedet. Lidt længere henne, hvor Nørrestrand går lige op til landevejen, mødte han tre ildrøde hunde med gloende tunger, og så kom kong Vollermand farende på en snehvid hest og spurgte, om han ikke havde set eller mødt en slattenpatte. Jo, og hun lod til at have hastværk. «Ja, men det hjælper hende ikke,» og så red han videre. Lidt efter drønede et skud og hørtes et gjennemtrængende hvin. Det var den sidste slattenpatte.
P. N.
81. En bonde i Vordingborg-egnen var en gang ude at flytte heste, og da kom der en jæger med et kobbel hunde og bad bonden passe godt på dem, indtil han kom tilbage. Bonden slog lænken om et træ, og få öjeblikke efter hørte han et skud, og derpå kom jægeren jagende med et fruentimmer hængende bag over hesten. «Så du, jeg fik hende, men jeg måtte også til Falster for at hente hende.» Det var en ellepige.
Brockdorff.
82. Kong Valdemar blev, fordi han holdt så meget af jagten, sat ned i en åben begravelse med en hest og jagtredskaber hos sig. Han farer om natten gjennem luften med alle sine hunde, så det hviner og tuder efter. En karl fra Ormitslev har hørt det mange gange. En gang var han på jagt efter en havfrue, som hed Slattenpat. Han traf da en dreng, som måtte strø møg om natten, fordi han ikke kunde nå nok om dagen. Jægeren bad da drengen om at holde sine hunde, mens han red et stykke vej på jagt. Drengen holdt dem også, og jægeren red bort, men straks efter kom han tilbage med et fruentimmer hængende over hesten. Til løn for sin ulejlighed fik drengen lov at patte fruentimmeret, hvoraf han blev så stærk, at da manden næste aften vilde drive ham i marken, tog han ham og smed ham over huslængen.
Den samme jæger kom en gang ind til en kone og bad om noget at drikke. Konen undskyldte sig med, at hun havde ingen krukke, men jægeren tog da et sold og drak af. Da han havde drukket, fyldte han soldet med trækul, men konen regnede ikke disse for noget og satte dem afsides i en krog. Nogen tid derefter vilde hun koge mad ved kullene, men da var det bare sølvpenge.
Chr R.
83. To drenge stod ved et led i Snerreris skov. Da kom nattejægeren farende med sine hunde og bad dem holde dem en times tid. Efter denne tids forløb kom han igjen med et kvindemenneske hængende tværtover hesten. «Nu har jeg været oppe i Sverig og skudt Slanten-Langpatte,» sagde han og tog sine hunde.
Jørgen Hansen.
84. Ved åbredden mellem Brede og Agterp lå en mand, der var i fugled, som man her siger, for at skyde vildænder. Som han der ligger og lurer, ser han et kvindfolk komme farende med langt udslaget hår og skrigende: «Red mig, red mig!» Efter hende kom en mand til hest, som så river den jamrende pige op på hesten til sig og iler bort med.
A. L.
85. Horns jæger havde som bekjendt påtaget sig at udrydde alle ellekvinder. Ved Lyngå var en mand tidlig om morgenen gået ud at flytte hestene. Da han nu var færdig og vilde gå hjem, hørte han med forfærdelse en stærk susen i luften; den kom stedse nærmere, og med ét holdt en mand til hest for ham. Han råbte: «Hold mine hunde!» og manden adlød. Jægeren havde tre store hunde bundne ved en silketråd. Bonden betragtede denne med opmærksomhed, indtil jægeren efter få øjeblikke kom tilbage. Han havde over hestens ryg hængende to ellekvinder sammenbundne ved deres lange hår. «Giv mig mine hunde!» sagde jægeren, «og ræk mig din hånd hid, så skal jeg give dig drikkepenge.» Manden gjorde så, og jægeren stak de tre fingerspidser ind i bondens hånd, hvor de efterlod sig store brændte mærker. Derpå foer han susende bort under ellekvindernes hyl og hundenes larm.
R. H. K.
86. To mænd huggede gjærdsel af nogle stubbe, der stod på siden af Brændtebjærg. Da kom ellefruen; hun havde hastrærk og bad dem ikke at sige nogen, at de havde set hende. Så kom natjægeren, og de lod, som de ikke havde set nogen. Han red videre, og kort efter hørte de et skud. Da de næste morgen vilde fortsætte deres arbejde, var al deres gjærdsel splittet, formodentlig af natjægeren, der vilde hævne sig.
A. N.
87. Wöjens jæger skal have været konge en gang. A véd ikke, enten det var en bjærgkvinde eller ellekvinde, han en gang var kommen for, og hun havde givet ham et brev, som han flere gange prøvede på at begrave, men der var ingen råd til, at han kunde komme af med det. Da ønskede han, at han fra den tid af måtte jage efter de underjordiske, så længe verden står, og så blev det sådan.
De skal have set ham i en mølle en gang. Der kom to jomfruer løbende med hverandre ved hånden, alt hvad de kunde, gjennem møllen ved måneskin, og de så dem tilbage og sagde: «Vi redder os vist ikke for ham.» Så varede det ikke svar længe, inden jægeren kom igjennem møllen med hans hunde, og det var ret som et lyn, og så to timer efter kom han tilbage med dem begge to, de var bundne sammen i deres hår og hængte over manken på hesten.
Der har været sagt, te dersommenstid de holdt en naardør (nørred., frammersd.) åben, der skulde han have ret til at tage ind. Så skete det et sted, te de glemte at lukke døren om natten, og der kom hundene så ind. Jægeren talte så til manden: hvorfor han havde ladet den dør stå åben? nu havde han ret til at tage derind og kunde ikke holde hans hunde ude. Så skulde han give ham noget til dem. Ja, manden vidste ikke, hvad han skulde finde på. Men én ting skulde han give, og så springer han ud og læt en gammelagtig tyr, han havde, ud i gården, den var mamdolm og kunde nok værge sig selv. Så blev der sådant et forfærdeligt spektakel, og det varede ved, til det var næsten dag. Da manden kom op om morgenen og vilde se til tyren, da lå den og var split ad, lige så ussel småt, som den var malet. Siden den tid paste de på at have deres nørredøre lukkede. De siger, at det skal være værst at lade dem stå åbne til höjtidsaftener, for da skal han snarest fare.
Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.
88. En jysk karl fortalte mig, at da han om sommeren 1810 tjente ovre på Sjælland mellem Vordingborg og Næstved, hørte han fortælle af en karl, han tjente i gårde med, at dennes bedstemoder havde set den vilde jagt. Som hun gik en aften, hørte hun en rytter komme bag ved sig. Hun vendte sig hurtig om, og da var rytteren så nær, at hesten stejlede, da hun vendte sig. Rytteren gjorde en kort omkring og red hurtig bort; men tre gloende hunde fulgte ham, og han sukkede, så hun tydelig kunde høre det. Det forekom hende, som hun noget efter hørte skud.
K. P. Dalin.
89. I de huse, hvor der var gavldøre, og hvor de indvendige døre var lige imod hverandre og imod yderdørene, der kunde djævlene Voldborg aften komme igjennem. Sådan var der et sted, hvor djævelskabet havde sit træk igjennem. Der var én, der hed Gad, han kunde ride igjennem huset, om der var end aldrig så snæver plads. Dørene gik op af dem selv, når han kom, og gik selv i igjen. Det var sådan til visse tider, og folkene vidste nok af ham at sige. En gang han kom, spurgte han, om de ikke havde fornummet nogle ellefolk der omkring. Jo, der nede i den mose, der skulde være så mange, de havde da været der. Et bitte korn efter hørte de et par skud nede i mosen, og så kom han atter ridende gjennem huset og havde to med sig, én på hver side af bæstet. Han var nu så slem efter den slags folk.
Niels Pedersen, Stjær.
90. En mand kom gående fra Ersted til Årestrup. Så kom der to ellekvinder løbende nok så stærkt imod ham, og de satte ned der ad søndre side af byen, imens de sagde til hverandre: «Han tager os ikke end, for han er ikke rén.» Nå, manden blev jo ved at gå ad vejen hans gang, men så kom der én ridende imod ham, og det var ingen anden end Jons jæger. Han siger: «Kom der ingen imod dig?» — «Jo, der kom to bitte nogne rendende så stærkt, som de kunde.» — «Hvad sagde de til hverandre?» spurgte den ridende. «De sagde: han tager os ikke end, for han er ikke rén.» Så piste han i hans hånd og toede sig med, og så sagde han til manden: «Vil du nu lægge dig ned og stoppe dine fingre i dine ører, så skal jeg betale dig godt for det, når jeg om et bitte korn kommer tilbage igjen.» Ja, det gjorde han også, men så tykte han, det varede vel længe, og så vilde han tage fingrene af ørene lidt. Først tog han den ene finger af, og da hørte han én, der skød; men det var ikke så stakket henne, han tykte, det kunde være ude ved Hobro. Nå, så lægger han sig ned igjen et korn. Men det blev ham atter for kjedsomt at ligge sådan, og han letter sig og tager den anden finger fra. Da hører han igjen et skud, men det var så langt henne som ved Horsens. Nå, så skynder han sig at stoppe fingrene i ørene og lægger sig ned på sin gamle plads. Da kommer den ridende med dem begge to, og de var bundne sammen i hårene og hængte over hesten hver på sin side. Så siger han: «Du skal få en god betaling, men den skulde have blevet bedre; du har taget dine fingre af dine ører, og det skajj mig så meget, at jeg måtte ride fra Hobro til Horsens for at fange den sidste.» Nu havde hans hest tabt en sko der henne på vejen, og den kunde han gå hen og tage, så havde han betaling nok.» Da manden kom hen og fandt den, viste det sig at være en guldsko.
Jens Kristensen, Ersted.
91. Min moders fader og en anden mand gik ned til havet en morgen og vilde fiske. Der skulde jo komme flere, og da de var komne for tidlig, lagde de dem nede på stranden ved båden. Så kommer der to kvindemennesker løbende langs stranden af østen, og de vendte dem og så dem tilbage. Nu så de vel ikke deher to, der lå, og så sagde de til hverandre: «Han kan ikke nå os, for han er fnattet.» Ikke så meget længe efter kommer der én ridende, og han spurgte mændene, om de ikke havde set nogle. De siger jo, de havde set deher to kvindemennesker, og de havde sagt til hverandre, at han kunde ikke nå dem, for han var fnattet. Så sætter han sig af hesten og pisser og toer sig i vandet, og så rider han igjen. Det varer så ikke længe, inden han kommer tilbage, og havde dem bag ved sig på hesten. De hang hver til sin side og var knyttet sammen i derås hår.
Kristen Jepsen, Rødehus.
92. I en gård i Nielstrup i Rude sogn lå konen i barselseng. Det var i høstens tid, og manden og hans folk var ude i marken at binde korn. Det var en månelys, klar høstnat, og som hun nu lå i sengen, blev døren reven op, og der kom det pæneste kvindfolk springende ind ad den, og hun satte sig for bordenden, men sagde ikke et ord. Konen, der lå i sengen, var så ræd, te det var forfærdeligt, og hun rækkede over og gjorde kors for hendes barn. Så talte hun endda til kvindemennesket, men denne svarte ikke, hun sad ganske rolig en times tid der inde uden at sige nogen ting, og så rejste hun sig, da hun fik sind for det, og gik ud igjen. Da kunde konen se, at hun var helt hul i ryggen. Da manden kom hjem, lå konen i største angest i sengen. De gik omkring i huset for at se, om der ikke var noget at finde, siden der havde været sådan en én. Så fandt de også i ovnsgraven en bitte lille hundehvalp, og den tog de og lagde hen i en kurv, og der blev den liggende i den kurv anden dagen over. Så om anden dags aftningen tog de den og satte den uden for på et halvtag, og så forsvandt den i luften. De kunde jo nok forstå, hvor hvalpen var kommen fra. Det var én af Huens jæjeres hunde, den var kommen for uheld og plat ned igjennem skorstenen aftenen før, og så bleven liggende der, og han var jo kommen farende, lige i det pigen kom springende ind ad døren, for han jager jo som bekjendt efter det slagels, og så vilde hun frelse sig.
Folk siger jo, at der er noget, der nostrer og farer i luften, og at det er Huens jæjer. Når han får fat på nogle ellekjællinger, så binder ban dem sammen ved deres hår parvis og hænger dem over hesten.
Rasmus Kjær, Villendrup.
93. En mand fortæller, at ude på en höj, han havde, hørte han tit som en jæger komme ridende med hunde, der gjøede, og han gav skud. En fremmed mand vilde overbevise ham om, hvad det var, og tager en bøsse med og går med manden ud på höjen. Så lægger han an på det oppe i luften, og da falder der en natugle ned.
J. Jakobsen, N.-Vissing.
