Ynglingesaga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorre Sturlason

Heimskringla

Ynglingesaga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2012

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)

---

1. Her fortælles om landenes beskaffenhed

Verdens kreds — den som menneskene bebor — gennemskæres af mange vige; store have strækker sig fra udhavet ind i landjorden. Det er velkendt, at et hav går fra Nørvesund helt ud til Jorsalaland; fra det hav går en lang havbugt mod nordøst, som kaldes Sortehavet — det danner skel mellem de tre verdensdele. Øst for kaldes det Asien; det vest for kalder nogle Europa, andre Enea. Nord for Sortehavet har Det store — eller Det kolde — Svitjod sin udstrækning. Nogle siger, at Det store Svitjod ikke er mindre end Det store Serkland; andre jævnfører det med Det store Blåland. Den nordligste del af Svitjod henligger ubeboet på grund af frost og kulde, ligesom den sydlige del af Blåland er øde på grund af solens brænden.

I Svitjod er der mange, store herreder; dér findes også mange slags folk og mange sprog. Dér findes kæmper, og dér findes dværge; dér findes blåmænd, og dér er mange slags underlige folk. Dér findes også mærkeligt store dyr og drager. Fra de bjerge mod nord, som ligger udenfor al beboelse, falder en å gennem Svitjod, som rettelig kaldes Tanais — den blev førhen kaldt Tanakvisl eller Vanakvisl; den løber ud i Sortehavet. Landet ved åens forgreninger blev kaldt Vaneland eller Vanehjem. Den å skiller verdensdelene; øst for hedder det Asien og vest for Europa.

2. Om Odin

Landet øst for Tanakvisl — i Asien — blev kaldt Aseland eller Asehjem. Den hovedstad, der var i landet, kaldte de Asgård, og høvdingen i den borg hed Odin. Dér fandt man et stort offersted. Det var dér skik, at 12 tempelpræster var de øverste; de bestemte ved offerfesterne og dømte imellem folk. De blev kaldt for diar eller drotner, og dem skulle hele folket yde tjeneste og lydighed.

Odin var en stor kriger, og han kom vidt omkring og underlagde sig mange lande; han havde en sådan kamplykke, at han drog nytte af det i hver en kamp, og deraf kom det, at hans folk troede, at sejren på forhånd var sikret ham i hver en strid. Han brugte — før han sendte sine folk i kamp eller på andre sendefærder — at han lagde sine hænder på deres hoveder og velsignede dem; så troede de på, at det ville gå dem godt. Det var også sådan blandt hans folk, at når de kom i vanskeligheder til havs eller på land, så kaldte de hans navn, og de syntes til stadighed at få gavn deraf; de mente at kunne hente al deres tryghed dér, hvor han var. Han drog ofte så langt væk, at han var flere år undervejs.

3. Om Odin og hans brødre

Odin havde to brødre; den ene hed Ve, den anden Vile. Hans brødre styrede landet, når han var væk. Det skete engang — da Odin var draget langt væk og havde været borte længe — at aserne ikke forventede, at han kom tilbage. Da delte hans brødre arven efter ham, og de blev begge gift med hans kone — Frigg. Kort efter kom Odin hjem; han overtog da sin kone.

4. Ufred med vanerne

Odin drog med en hær imod vanerne, men de stod godt imod og forsvarede deres land, og de skiftedes til at sejre; de hærgede hver især de andres land og gjorde skade. Da man på begge sider blev trætte af det, aftalte man et forligsmøde imellem sig; der blev aftalt fred og udvekslet gidsler. Vanerne afstod deres ypperligste folk — Njord den Rige og hans søn Frey — hvorimod aserne udleverede ham, der hed Høner; de sagde, at han var godt skikket til at blive høvding — han var en stor mand og meget smuk. Med ham sendte aserne ham, der hed Mimer — den klogeste mand — og vanerne gav derimod ham, der var den klogeste i deres flok; han hed Kvaser.

Da Høner kom til Vanehjem, blev han straks gjort til høvding; Mimer forsynede ham med råd om alt, men når Høner befandt sig på ting eller til møde, hvor Mimer ikke var i nærheden, og der blev forelagt nogle vanskelige sager, svarede han altid på samme måde: »Andre må råde!« sagde han. Så overvejede vanerne, om aserne havde snydt dem ved udvekslingen af folk; de greb Mimer, halshuggede ham og sendte hovedet til aserne. Odin tog hovedet og smurte det med sådanne urter, at det ikke rådnede; han galdrede over det og indgød det en sådan kraft, at det talte til ham og fortalte ham mange hemmelige ting.

Odin indsatte Njord og Frey som offerpræster, og de blev diar hos aserne. Njords datter hed Freya; hun var offerpræstinde. Hun var den første, der lærte aserne den sejd, som blev brugt hos vanerne. Mens Njord havde opholdt sig hos vanerne, havde han været gift med sin søster — det var lovligt dér — og deres børn var Frey og Freya, men hos aserne var det forbudt at gifte sig med så nære slægtninge.

5. Om Gefjon

En stor bjergkæde løber fra nordøst til sydvest; den skiller Det store Svitjod fra andre lande. Syd for bjergene er der ikke langt til Tyrkland; der havde Odin store ejendomme. På den tid drog romerske høvdinge vidt omkring i verden og tvang alle folkeslag under sig, og mange høvdinge flygtede på grund af denne ufred væk fra deres besiddelser.

Da Odin var fremsynet og troldkyndig, vidste han, at hans afkom skulle bosætte sig i verdens nordlige del. Så satte han sine brødre — Ve og Vile — over Asgård, mens han selv drog væk sammen med alle diarne og mange andre folk; han tog først vestpå til Gardarige og så sydpå til Saxland. Han havde mange sønner; han tilegnede sig meget magt i Saxland og satte dér sine sønner til at bevogte landet. Så drog han nordpå til havet og slog sig ned på en ø; det sted kaldes nu Odinsø på Fyn. Derpå sendte han Gefjon nordpå over sundet for at lede efter land; hun kom til Gylfe, og han forærede hende et plovland. Så drog hun til Jætteland og fik der fire sønner med en jætte; hun gav dem okseskikkelser, og spændte dem for ploven og trak landet ud på havet og vestpå over imod Odinsø. Det kaldes Sjælland; det bebyggede hun derefter. Hende blev Skjold — Odins søn — gift med. Der findes nu vand eller en sø dér tilbage; det kaldes for Lögaren, og fjordene i Lögaren ligger, som næssene gør på Sjælland. Således kvad Brage den Gamle:

Gefjon (fro ved guldets

glimten) drog et plovland,

dengang Gylfes græsgang

gjorde Danmark større.

Otte øjne sad i

oksehov’der fire;

røg og damp fra dyr’ne

drev henover øen.

Da Odin erfarede, at der var god anledning til at få land østpå hos Gylfe, drog han dertil, og han og Gylfe blev forligte, for Gylfe syntes ikke, han havde styrken til at yde aserne modstand. Odin og Gylfe brugte mange kneb og forstillelser mod hinanden, men aserne løb altid af med sejren. Odin slog sig ned ved Lögaren — dér hvor det nu kaldes Gamle Sigtuna — og byggede dér et stort tempel, hvor han ofrede efter asernes sædvane; han tilegnede sig dér land vidt omkring, og han kaldte det Sigtuna. Han gav tempelpræsterne steder at bo: Njord boede i Noatun, Frey ved Uppsala, Heimdal på Himmelbjerget, Tor i Trudvang og Balder på Breidablik; han gav dem alle gode gårde.

6. Om Odins færdigheder

Det er sandt, som det fortælles, at da Ase-Odin kom til Nordlandene i følge med diarne, indførte de og fralærte sig de færdigheder, som folk længe derefter har haft. Odin var den gæveste af alle, og af ham lærte de alle færdighederne, for han kunne dem alle først — og flere end andre. Hvis det skal fortælles, hvorfor han blev æret så meget, så er dette årsagerne: Han var så smuk og værdig af udseende, at alle glædede sig over det, når han sad blandt sine venner, men når han var i sin hær, forekom han sine uvenner grusom; det skyldtes, at han besad den evne at kunne skifte udseende og skikkelse på den måde, som han ville. En anden var den, at han talte så godt og letforståeligt, at alle, der hørte på det, anså det, han sagde, for ene sandheder; han talte kun på vers — på samme måde som man nu kvæder det, der kaldes skjaldedigtning. Han og hans tempelpræster kaldtes sangsmede, for i Nordlandene stammede denne færdighed fra dem. Odin kunne i kamp gøre sådan, at hans fjender blev blinde eller døve eller slagne med rædsel, og deres våben ikke bed mere end træstokke, men hans egne folk løb brynjeløse omkring og var gale som hunde eller ulve, mens de bed i deres skjolde og havde kræfter som bjørne eller okser; de dræbte andre mænd, men hverken ild eller jern kunne stoppe dem — det kaldes for bersærkergang.

7. Om Odins evner

Odin kunne skifte ham; så lå kroppen som om han sov eller var død, men han var da en fugl eller et dyr, en fisk eller en slange, og han fór på et øjeblik til fjerne lande i sit eget eller andres ærinde. Han formåede også — alene med ord — at slukke ild eller gøre havet roligt og vende vinden til den retning, han ønskede. Han havde et skib, der hed Skidbladner, hvorpå han drog over store have, og det kunne foldes sammen som en dug. Odin bragte Mimers hoved med sig, og det fortalte ham mange nyheder fra andre dele af verden. Til tider vækkede han døde mænd fra jorden eller satte sig under hængte; af den årsag blev han kaldt for Gengangernes Herre eller De hængtes Drot. Han havde to ravne, som han havde lært at tale; de fløj vidt omkring og fortalte ham om mange hændelser. Af disse årsager blev han overordentlig klog.

Alle disse færdigheder lærte han fra sig ved hjælp af runer og de sange, der kaldes galder; derfor kaldes aser for galdersmede. Odin havde og brugte selv den færdighed, der gav den største kraft, og som kaldes sejd; dermed kunne han se folks skæbne og ting, der endnu ikke var sket, og ligeså bevirke folks død eller uheld eller sygdom og tilmed fratage folk deres forstand eller styrke og give den til andre. Men når denne slags trolddom fremmes, følges den af en så voldsom, utugtig liderlighed, at mandfolk ikke uden skam kan bedrive den; derfor blev præstinderne belært i denne færdighed.

Odin vidste, hvor alle skatte var skjulte i jorden, og han kendte sange, der åbnede jorden og bjerge og sten og høje for ham, og han bandt — alene med ord — dem, der rådede derfor, så han kunne gå ind og tage det, han ville have. På grund af disse kræfter blev han meget navnkundig; hans uvenner frygtede ham, men hans venner stolede på ham og troede på hans kraft og på ham selv.

Han lærte offerpræsterne de fleste færdigheder; de var ham nærmest i al slags klogskab og troldkyndighed. Mange andre begreb dog meget af det, og derfra spredte troldkyndigheden sig vidt omkring og holdt sig længe. Folk ofrede til Odin og de 12 høvdinge og kaldte dem for deres guder og troede længe derefter på dem. Af Odins navn blev navnet Audun dannet, og sådan navngav mænd deres sønner, og af Tors navn dannede man Tore eller Torarin eller satte det sammen med andre navne, sådan som Stentor eller Havtor, eller ændrede det på andre måder.

8. Odins lovgivning

Odin fastsatte de love i sit land, som før gjaldt for Aserne; således bestemte han, at alle døde mænd skulle brændes, og deres ejendele skulle bæres på bålet sammen med dem. Han sagde, at alle skulle komme til Valhal med tilsvarende rigdomme, som han fik med på bålet, og ligeså skulle han nyde godt af det, han selv havde gravet ned i jorden. Asken skulle spredes ud på havet eller graves ned i jorden, men efter gæve mænd skulle der opføres en høj til mindesmærke, og efter alle de mænd, der havde haft noget mandsmod, skulle man rejse bautasten. Denne skik holdt sig længe derefter.

Henimod vinter skulle man ofre for et godt år, ved midvinter for plantevækst og tredje gang om sommeren — det var sejrsofring. Fra hele Svitjod betalte folk skat til Odin — én penning for hver næse; derfor skulle han beskytte deres land imod ufred og ofre for dem for et godt år.

Njord fik en kone, der hed Skade; hun ville ikke være sammen med ham og giftede sig sidenhen med Odin. De fik mange sønner; én af dem hed Sæming — om ham digtede Ejvind Skjaldefordærver dette:

Asers slægtning —

æret af skjalde —

blev jarlsfar

ved jernvidjen;

i Mandheim

var mændenes ven

da fortsat

i fællig med Skade.

 

— —

og mange sønner

har skidisen

skænket Odin.

Jarl Håkon den Mægtige regnede Sæming blandt sine forfædre. Dette Svitjod kaldte de Mandhjem, men Det store Svitjod kaldte de Gudhjem; man fortalte mange historier fra Gudhjem.

9. Odins død

Odin døde af sygdom i Svitjod, og da han var døden nær, lod han sig mærke med spydspidser og tilegnede sig alle våbendræbte mænd; han sagde, at han nu ville drage til Gudhjem og dér møde sine venner. Nu mente svenskerne, at han var kommet til det gamle Asgård, hvor han ville leve i al evighed; så voksede troen på og påkaldelsen af Odin på ny. Svenskerne syntes ofte, at han viste sig for dem, før store kampe fandt sted; så gav han nogle sejren, men andre befalede han at komme til sig — man fandt begge vilkår gode. Odin blev brændt, da han var død, og den afbrænding blev gjort meget storslået; det var deres tro, at jo højere røgen steg op i luften, des mere ophøjet blev den, der blev brændt, i himlen, og jo rigere blev han, des flere værdier, der blev brændt sammen med ham.

Njord fra Noatun fik da magten over svenskerne, og han fortsatte offerfesterne; så udnævnte svenskerne ham til deres drot, og han tog imod skattegaver fra dem. I hans dage var der god fred og alt voksede godt og så meget, at svenskerne troede, at Njord bestemte over væksten og over folks velstand. I hans dage døde de fleste diar; de blev alle brændte, og siden ofrede man til dem. Njord døde af sygdom, han lod sig mærke til Odin, før han døde. Svenskerne brændte ham og græd meget ved hans grav.

10. Freys død

Så overtog Frey magten efter Njord; han blev udnævnt til drot over svenskerne og modtog skattegaver af dem. Han var afholdt, og under ham var der gode år som under hans far. Frey byggede et stort tempel i Uppsala og gjorde den til sin hovedstad; han lagde alle sine skatter og landindtægter og al løsøre derunder. Således opstod Uppsala Gods, som har bestået lige siden. I hans dage indledtes Frode-freden; da var der også gode vækstår i alle lande. Svenskerne tillagde dette Frey, og han blev derfor tilsvarende mere dyrket end de andre guder, som folket i hans dage blev mere velhavende end før på grund af freden og de gode år.

Hans kone hed Gerd Gymesdatter; deres søn hed Fjølner. Frey havde et andet navn: Yngve. Navnet Yngve blev længe derefter brugt som hædersnavn i hans slægt, og hans efterkommere blev siden kaldt for Ynglinger.

Frey blev syg, og da sygdommen var ved at gøre det af med ham, fandt man på kun at lade få folk komme til ham, og man byggede en stor høj, som havde én dør og tre glughuller. Da Frey døde, bar de ham i hemmelighed ind i højen og fortalte svenskerne, at han var i live; i tre år tog de vare på ham dér. Alle skatterne hældte de i højen: I én glug guldet, i en anden sølvet og i den tredje kobbermønterne. Således opretholdtes år og fred.

Freya fortsatte med ofringerne, for det var kun hende, der endnu levede af guderne. Hun blev da meget navnkundig; med hendes navn skulle man betegne alle fyrstelige koner — de, som nu kaldes fruer. På samme måde hed enhver freya over sine ejendele, og den, der ejede en gård, kaldtes hus-freya. Freya var noget ustadig. Hendes mand hed Od; hendes døtre hed Hnoss og Gerseme — de var meget smukke, og med deres navne betegner man de mest værdifulde ting.

Da alle svenskerne blev klar over, at Frey var død, men årsvæksten og freden endnu bestod, troede de, at det ville være sådan, så længe Frey blev i Svitjod; de ville derfor ikke brænde ham, men kaldte ham Hele verdens Gud og ofrede i al tid derefter mest til ham for årsvækst og fred.

11. Kong Fjølners død

Erik Werenskiold: Fjølner falder i mjødkarret

Fjølner — søn af Yngve-Frey — regerede derpå over svenskerne og Uppsala-godset; han var magtfuld og nød godt af årsvæksten og freden. Dengang levede Fred-Frode i Lejre; der var venskab imellem ham og Fjølner, og de bød hinanden som gæster. Da Fjølner besøgte Frode på Sjælland, blev der afholdt et stort gæstebud og indbudt dertil vidt omkring i landet.

Frode havde store bygninger på sin gård. Dér var lavet et stort kar, der var mange alen højt og forsynet med store, tværgående tømmerstokke. Det stod i den underste stue, men ovenover var der et loft med åbninger i gulvbrædderne, således at man derfra hældte væsken ned og blandede karret fuld af mjød; det var en overordentlig stærk drik. Om aftenen blev Fjølner fulgt til sit overnatningssted i det nærmeste loftsrum sammen med sit følge. Om natten gik han ud på svalegangen for at gå for sig selv; han var fortumlet af søvn og døddrukken. Da han vendte tilbage mod sit natteleje, gik han langs med svalegangsstolperne til en anden loftsdør, hvor han gik ind; dér mistede han fodfæstet og faldt i mjødkarret, hvor han omkom. Således siger Tjodolf fra Kvine:

Døden fandt

i Frodes hus

frem til dér,

hvor Fjølner lå;

drotten i

drikkehornets

brodfri hav

sin bane fandt

Svegde overtog magten efter sin far. Han aflagde løfte om at finde Gudhjem og Odin den Gamle. Han drog med 12 mand langt omkring i verden; han kom helt til Tyrkland og Det store Svitjod, hvor han mødte mange af sine slægtninge. Han var på denne rejse i fem år; så kom han tilbage til Svitjod, og han blev da hjemme en tid. Han havde ude i Vanehjem fået en kone, der hed Vana; deres søn hed Vanlande.

12. Om Svegde

Svegde drog igen ud for at finde Gudhjem. I det østlige Svitjod lå der en stor gård, der hed Sten; der fandtes en sten, der var så stor som et hus. Om aftenen efter solnedgang, da Svegde rejste sig fra drikken og gik til sovekammeret, kiggede han hen på stenen og så, at der sad en dværg under den. Svegde og hans mænd var meget fulde, og de løb hen til stenen. Dværgen stod i døren og kaldte på Svegde; han bad ham komme ind, hvis han ville møde Odin. Svegde løb ind i stenen, men stenen lukkede sig straks efter ham, og Svegde kom ikke ud igen; således siger Tjodolf fra Kvine:

Dagslyssky

Durner-ættens

sals vogter

Svegde lokked’.

Stormodigt

ind i stenen

Dusles søn

dværgen fulgte;

smækket blev

Søkmimers sal

— jætters bo —

bagved drotten.

13. Om Vanlande

Vanlande — Svegdes søn — overtog magten efter ham og regerede over Uppsala-godset; han var en stor kriger, og han drog langt omkring. Han tog vinterophold i Finland hos Sne den Gamle og blev gift med dennes datter — Drive. Da det blev forår drog han væk, men Drive blev tilbage; han lovede at komme igen inden tre år, men han var ikke kommet, da der var gået 10 år. Så sendte Drive bud efter sejdkonen Huld og sendte Visbur — sin søn med Vanlande — til Svitjod. Drive betalte Huld Sejdkone for, at hun skulle sejde Vanlande til Finland eller i modsat fald dræbe ham. Da sejden blev fremmet, opholdt Vanlande sig i Uppsala; han fik da lyst til at drage til Finland, men hans venner og rådgivere forbød ham det og sagde, at den lyst måtte være forårsaget af finsk trolddom. Så blev han søvnig og lagde sig til at sove, men netop da han var faldet i søvn, råbte han og sagde, at maren trådte på ham. Hans mænd løb til for at hjælpe ham, men når de tog fat i hovedet på ham, trådte hun ham på læggene, så de næsten brækkede; så greb de ham i fødderne, men da kværkede hun hovedet, sådan at han døde. Svenskerne tog hans lig, og han blev brændt ved den å, der hed Skutå; dér blev hans bautasten rejst. Således siger Tjodolf:

Vætteført

gik Vanlande

vejen hen

til Viles bror.

Grimhilds list

gramen fælded’;

trolden ham

hårdt betrådte.

Skutås bred

den brændte drot

— mare-kvalt —

må nu huse.

14. Visburs død

Visbur tog arven efter sin far — Vanlande. Han blev gift med en datter af Aude den Rige og gav hende tre storgårde og et guldsmykke i brudegave. De havde to sønner — Gisle og Øndur — men Visbur forlod hende for at tage sig en anden kone, og hun drog hjem til sin far med sine sønner. Visbur havde en søn, der hed Domalde; Domaldes stedmor lod ulykke sejde imod ham.

Da Visburs sønner var 12 og 13 år gamle, opsøgte de ham og krævede deres mors medgift, men han ville ikke betale; så sagde de, at guldsmykket skulle volde død over den bedste man i hans slægt — derefter drog de væk og hjem. Så blev der atter iværksat sejd, og der blev sejdet sådan, at de skulle kunne dræbe deres far. Vølven Huld sagde da til dem, at hun til og med kunne sejde således, at slægtsdrab altid herefter ville forekomme i ynglingernes slægt; de gav deres samtykke dertil. Derefter samlede de en flok og overfaldt uventet Visbur en nat og brændte ham inde; således siger Tjodolf:

Fader sendt

fra sønner fik

skovens træ’rs

skadevolder;

høje glam

glødehunden

retted’ mod

regenten selv,

og Visburs

viljes bolig

slugt da blev

af søens bror.

15. Domaldes død

Domalde tog arven efter sin far — Visbur — og regerede landet. I hans dage blev der sult og nød i Svitjod; så iværksatte svenskerne en stor offerfest i Uppsala. Det første efterår ofrede de okser, men det gjorde ikke årsvæksten bedre; det næste efterår ofrede de mennesker, men årsvæksten blev den samme eller værre. Det tredje efterår mødte svenskerne talstærkt op i Uppsala, da der skulle afholdes ofring. Høvdingene holdt da rådslagning, og de blev enige om, at misvæksten måtte skyldes Domalde — deres konge. Tilmed vedtog de, at de skulle ofre ham for årsvækst og gå imod ham og dræbe ham og farve alteret med hans blod — og det gjorde de. Således siger Tjodolf:

Farvet rød

i fordums tid

blev jorden

hvor blodet løb.

Svenske folk

med sværdets od

voldte da

Domaldes død.

Drottens drab

dengang skulle

årets vækst

atter fremme.

Erik Werenskiold: Domalde ofres.

16. Domars død

Domaldes søn hed Domar; han overtog derefter magten. Han herskede længe over landet, og der var god årsvækst og fred i hans dage. Der er ikke fortalt andet om ham, end at han døde af sygdom i Uppsala, og at han blev ført til Fyrissletten og dér brændt ved bredden af åen — dér står også hans bautasten. Således siger Tjodolf:

Kloge mænd

måtte ofte

trækkes med

mine spørgsmål:

Hvor lagdes

Domars leg’me

på kong Halfs

hede bane?

Nu jeg ved

hvor han brændte

værkbrudent:

Ved Fyriså!

17. Dygves død

Hans søn hed Dygve; han regerede derefter landet, og om ham fortælles der ikke andet, end at han døde af sygdom. Således siger Tjodolf:

Dødens dis

fik Dygves lig

skænket til

skæmt og glæde.

Atter fandt

Ulvens søster

sig en mand

imellem konger;

nu leger

Lokes datter

evigt med

Yngves slægtning.

Dygves mor hed Drot; hun var datter af kong Danp, der var søn af Rig, der som den første blev kaldt konge på dansk tungemål. Hans efterkommere anså altid siden kongenavnet for den fornemste hædersbetegnelse. Dygve var den første blandt sine slægtninge, der blev kaldt konge; før blev de kaldt drotner, og deres koner drotninger, men deres livvagt drot. Alle mænd i slægten blev bestandigt kaldt Yngve eller Yngune, og alle kaldtes de for ynglinger. Dronning Drot var søster til kong Dan den Storladne, som Danmark er benævnt efter.

18. Om Dag den Vise

Kong Dygves søn hed Dag; han overtog kongedømmet efter ham. Han var så vis en mand, at han forstod, hvad fuglene sagde. Han havde en spurv, som fortalte ham om mange hændelser; den fløj til andre lande. Der var engang, at spurven fløj til Reidgotland — til den gård, der hedder Vørve; den landede på bondens mark, hvor den spiste. Bonden kom, og han samlede en sten op og slog spurven ihjel. Kong Dag blev bekymret, da spurven ikke vendte hjem; han spurgte guderne ved en sone-ofring og fik det svar, at hans spurv var blevet dræbt på Vørve. Derefter udbød han en stor hær og drog til Gotland, og da han kom til Vørve, gik han frem med sin hær og hærgede; folk flygtede langt omkring. Kong Dag vendte, da det blev aften, tilbage til sine skibe med hæren; han havde dræbt mange folk og taget mange til fange. Da de skulle krydse en å, der hvor det hedder Skydevad eller Våbenvad, løb en arbejdstræl ud af skoven og frem til åbrinken. Han kastede en høtyv ind i deres flok, og den traf kongen i hovedet; han faldt straks af hesten og døde. På den tid blev en høvding, der hærgede, kaldt for gram og hærmændene for gramer. Således siger Tjodolf:

Jeg har hørt,

at hæderhungrigt

Dag med død

drog til Vørve;

dér med spyd

spurvens ejer

hævned’ den

med hærmænds følge.

 

Og de ord

østfra hørtes:

At den gram

i graven sendtes

da trællens

trefork ramte

hov’det på

hestens herre.

19. Om Agne

Dags søn, som hed Agne, overtog magten efter ham. Han var mægtig og navnkundig, en stor hærmand og på alle måder meget duelig. Det skete en sommer, at kong Agne drog med sin hær til Finland, hvor han hærgede. Finnerne samlede en stor flok og drog til kamp; deres høvding hed Froste. Der opstod en stor kamp, og kong Agne sejrede; dér faldt Froste og mange folk med ham. Kong Agne drog med hærskjold omkring i Finland og lagde landet under sig og fik et meget stort bytte; han fangede Skjalv — datter af Froste — og hendes bror — Loge — og tog dem med sig. Da han kom østfra, lagde han til ved Stoksund; han rejste sine telte sydpå på et fed, hvor der var skov.

Kong Agne havde det guldsmykke, som Visbur havde ejet. Kong Agne gik hen for at ligge med Skjalv; hun bad ham holde arveøl efter sin far. Han indbød da mange magtfulde mænd til sig og holdt et stort gæstebud. Han fik meget rosende omtale for denne færd. Der blev drukket meget, og da kong Agne blev fuld, bad Skjalv ham om at passe på smykket, som han havde om halsen; han tog smykket og bandt det godt fast om sin hals,

Hugo Hamilton:Kong Agne hænges af Skjalv

før han gik hen for at sove. Landteltet stod ved skoven, og et højt træ voksede over teltet; det var tænkt som beskyttelse mod solvarmen. Da kong Agne var faldet i søvn, tog Skjalv et tykt reb, som hun fæstnede til smykket. Så væltede hendes folk teltstængerne og kastede enden af rebet op ovre træets grene; derefter trak de, sådan at kongen kom til at hænge oppe ved grenene — og det blev hans død. Skjalv og hendes folk løb om bord på skibet og roede væk. Kong Agne blev brændt, og det sted kaldtes siden Agnefed — dér på den østlige side af Tauren, vest for Stoksund. Således siger Tjodolf:

Agnes hær

anså næppe

Skjalvs gerning

for skæbnebestemt;

gramen blev

— guldbesmykket —

løftet op

af Loges søster.

Ved Tauren

tæmmer han nu

Signys mands

sindige hest.

20. Om Alrek og Erik

Agnes sønner hed Alrek og Erik; de blev konger efter ham. De var mægtige mænd og store krigere og idrætsmænd. De plejede at ride på heste og tæmme dem både til gang og løb; det formåede de bedre end alle andre. De dystede mest om, hvem af dem der red bedst og havde de bedste heste. Der var engang, at de to brødre red fra de andre folk på deres bedste heste; de red ud på nogle sletter og kom ikke tilbage. Man tog ud for at lede efter dem og fandt dem begge døde — og hovederne var knuste på begge. De havde ingen våben, bortset fra bidslerne til hestene, og man mente, at de havde dræbt hinanden med dem. Således siger Tjodolf:

Erik fik

ved Alreks død

banehug

af broderhånd;

hovedtøj

til hestebrug

døden blev

for Dags frænder.

Aldrig før

i Yngves slægt

blev bidslet

brugt som våben.

21. Om Alf og Yngve

Yngve og Alf var sønner af Alrek; de overtog derefter kongemagten i Svitjod. Yngve var en stor kriger og altid sejrrig; han var smuk og den største idrætsmand, stærk og hurtig i strid, gavmild og meget munter — af alle disse årsager blev han navnkundig og afholdt. Kong Alf — hans bror — blev i landet og drog ikke på hærtogt; han blev kaldt for Elfsi. Han var en tavs, herskesyg og uvenlig mand; hans mor hed Dageid — hun var datter af kong Dag den Mægtige, fra hvem døglingerne stammer. Kong Alf havde en kone, der hed Bera; hun var en smuk kvinde, der var meget gæv og særdeles munter.

Yngve Alrekson var et efterår kommet fra et vikingetogt tilbage til Uppsala, og han var da meget navnkundig. Han sad tit længe over drikken om aftenen; kong Alf gik ofte tidligt til ro. Dronning Bera sad tit om aftenerne og talte sammen med Yngve; Alf talte ofte derom, og han bad hende gå i seng og sagde, at han ikke ville ligge vågen og vente på hende. Hun svarede og sagde, at den kone var lykkelig, der hellere ville have Yngve end Alf; han blev meget vred, for dette fortalte hun ham tit.

En aften kom Alf ind i hallen, hvor Yngve og Bera sad i højsædet og talte sammen. Yngve havde sit sværd liggende på sine knæ. Folkene var meget berusede, og ingen bemærkede, at kongen kom ind. Kong Alf gik til højsædet, trak sværdet fra under kappen og stak det gennem sin bror — Yngve. Yngve sprang op, drog sværdet og huggede Alf ihjel. De faldt begge døde om på gulvet. Alf og Yngve blev højlagt på Fyrissletten; således siger Tjodolf:

Og kong Alf

i avindsyge

templets værn

voldte døden;

sværdet blev

i blodet rødnet —

Yngve dræbt

af døglings stik.

 

Ej man skal

det skylde Bera,

at til drab

hun drotter ledte;

uden tvivl

de tvende brødres

skinsyge

var skæbnens lod.

22. Kong Hugleiks fald

Alfs søn hed Hugleik; han overtog kongemagten over svenskerne efter de to brødre, for Yngves sønner var endnu kun børn. Kong Hugleik var ingen kriger, og han holdt sig i ro hjemme i landet; han var meget rig, men påholdende med pengene. Han havde ved sit hof mange forskellige spillemænd: Harpespillere, gigemænd og fidlere. Han havde også sejdmænd og alle slags troldkyndige folk hos sig.

Hake og Hagbard hed to brødre, som var meget navnkundige; de var søkonger og havde et stort følge. De fulgtes indimellem ad, men var til andre tider hver for sig; mange kæmper fulgtes med dem begge. Kong Hake drog med sin hær til Svitjod imod kong Hugleik, men kong Hugleik samlede en hær til modstand. To brødre kom ham til hjælp — Svipdag og Geigad — de var begge berømte og de største kæmper. Kong Hake havde 12 kæmper i sit følge — Starkad den Gamle var dengang med ham — og kong Hake var også selv den største kæmpe. De mødtes på Fyrissletten, og der opstod en stor strid; Hugleiks folk faldt hurtigt, og så søgte kæmperne Svipdag og Geigad frem, men Hakes kæmper gik seks mand imod hver af dem, og de blev taget til fange. Så gik kong Hake i skjoldborg imod kong Hugleik og dræbte ham og hans to sønner; derefter flygtede svenskerne, men kong Hake lagde landet under sig og blev konge over svenskerne. Han opholdt sig da i landet i tre år, og i denne fredelige tid drog hans kæmper fra ham ud på vikingetogt, hvor de vandt sig bytte.

23. Kong Gudløgs død

Jørund og Erik var sønner af Yngve Alrekson; de lå i al denne tid ude på krigsskibene og var store krigere. En sommer hærgede de i Danmark, og dér mødte de Gudløg Helgelandskonge, som de kæmpede imod, og det endte med, at Gudløgs skib blev ryddet, og han selv blev taget til fange. De førte ham i land på Strømønæs, hvor de hængte ham. Hans mænd opkastede da en høj over ham; således siger Ejvind Skjaldefordærver:

Grumt måtte

Gudløg tæmme

Sigars hest

for høvdinge østfra;

i overmod

lod Yngves sønner

guldets øder

gynge i træet.

 

Træet stod,

tynget af liget,

vindblæst, skævt,

hvor vigen deles;

stenhoben

på Strømønæs

er vidt kendt

som kongens grav.

Brødrene Erik og Jørund blev meget berømte for dette værk, og de ansås nu for meget større mænd end før. De erfarede, at kong Hake i Svitjod havde sendt sine kæmper fra sig; så styrede de mod Svitjod og samlede herefter en hær. Da svenskerne hørte, at ynglingerne var kommet dertil, gik store flokke under dem. Derefter sejlede de op i Lögaren og drog mod Uppsala for at møde kong Hake; han gik imod dem på Fyrissletten, men havde en meget mindre hær. Der opstod en stor strid; kongen gik så hårdt frem, at han fældede alle, der var i nærheden af ham, og til sidst fældede han kong Erik og huggede brødrenes banner ned. Så flygtede kong Jørund til skibene med hele sin hær. Kong Hake fik så store sår, at han indså, at hans levedage ikke ville blive mange; så lod han tage en skeid, som han ejede, og laste med døde mænd og våben. Han lod det flyde ud til havs, fastgjorde roret og satte sejlet, og han satte ild til tørt fyrretræ og lavede et bål på skibet; der var fralandsvind. Hake var død eller næsten død, da han blev lagt på bålet; skibet sejlede da brændende ud på havet, og dette blev meget omtalt i lang tid efter.

24. Jørunds død

Jørund — søn af kong Yngve — blev konge i Uppsala; han regerede da landet, men var ofte på hærtogt om sommeren. Én sommer drog han med sin hær til Danmark; han hærgede i Jylland og sejlede om efteråret ind i Limfjorden, hvor han hærgede. Han lå med sin hær ved Oddesund. Dér ankom Gyløg Helgelandskonge — søn af Gudløg, som tidligere omtaltes — med en stor hær. Han lagde til kamp mod Jørund, og da landets indbyggere blev klar over dette, stimlede de til fra alle sider med både små og store skibe. Jørund blev overmandet, og hans skib blev ryddet; han sprang da i vandet, men blev pågrebet og ført i land. Kong Gyløg lod derpå rejse en galge; han førte Jørund dertil og lod ham hænge — dermed endte hans liv. Således siger Tjodolf:

Jørund lod

for længe siden

livet brat

i Limfjordslandet;

Hagbards hests

hørrebstømme

strammed’ om

den stridsmands hals.

Højt til vejrs

holdt da galgens

gedegjord

Gudløgs bane.

25. Kong Øns død

Jørunds søn hed Øn — eller Åne — og han blev konge over svenskerne efter sin far; han var en klog mand og ivrig til at ofre. Han var ingen kriger og blev hjemme i landet. På den tid — da disse konger, der her fortælles om, levede i Uppsala — var Dan den Storladne den første konge i Danmark; han blev meget gammel. Så kom hans søn, som hed Frode den Storladne — eller den Fredelige — og derefter hans sønner — Halvdan og Fridleif. De var store krigere; Halvdan var den ældste og på alle måder fremmeste af dem. Han drog med sin hær til Svitjod imod kong Øn. De kæmpede nogle gange; Halvdan sejrede hver gang, og til sidst flygtede kong Øn til Västergötland. Da havde han været konge over Uppsala i 20 år; han opholdt sig også 20 år i Götaland, så længe Halvdan var konge i Uppsala.

Kong Halvdan døde af sygdom i Uppsala, og dér er han højlagt. Derefter kom kong Øn igen til Uppsala; da var han 60 år gammel. Så afholdt han en stor offerfest og ofrede for at få et langt liv; han gav Odin sin søn, og denne blev ofret. Kong Øn fik det svar af Odin, at han skulle leve i endnu 60 år.

Øn var derefter konge i Uppsala i 20 år, så kom Åle den Tapre — søn af Fridleif — med sin hær til Svitjod imod kong Øn. De kæmpede, og hver gang sejrede Åle; så flygtede kong Øn for anden gang fra sit rige til Västergötland. Åle var konge i Uppsala i 20 år, inden Starkad den Gamle dræbte ham. Efter Åles fald drog kong Øn tilbage til Uppsala, hvor han atter havde magten i 20 år. Så afholdt han en stor offerfest og ofrede endnu en søn; da sagde Odin til ham, at han skulle leve evigt, så længe han gav Odin én af sine sønner hvert tiende år, og tilmed, at han skulle opkalde et herred i sit land efter antallet af de sønner, som han ofrede til Odin. Da han havde ofret syv af sine sønner, levede han i 10 år, hvor han ikke var i stand til at gå; han blev da båret på en stol. Så ofrede han sin ottende søn, og så levede han i endnu 10 år, hvor han lå til sengs. Derefter ofrede han sin niende søn, og så levede han i endnu 10 år; da drak han af horn som et spædbarn.

Så havde han én søn tilbage; ham ville han ofre, og så ville han give Odin Uppsala og de omliggende herreder og lade det kalde Tiendeland. Det forbød svenskerne ham, og der blev ikke ofret. Derefter døde kong Øn, og han blev højlagt i Uppsala. Det blev siden kaldt Åne-sot, når en mand døde sygdomsfri af alderdom. Således siger Tjodolf:

Oldtidsdag

i Uppsala

ramtes Øn

af Åne-sot;

børnemad

måtte kongen

æde da

for anden gang.

 

Oksens spyds

spidse ende

vendte han

villigt mod sig;

fra odden

på åg-renens

horn drotten

drak i sengen.

Kongen ej

ved egen kraft

dyrets dolk

dengang løfted’.

26. Kong Egils død

Øn den Gamles søn hed Egil; han blev efter sin far konge i Svitjod. Han var ingen kriger og sad i ro hjemme i landet. Han havde en træl, der hed Tunne, som havde været skatmester for Øn den Gamle, men da Øn døde, stjal Tunne en stor mængde løsøre, som han gravede ned. Da Egil blev konge, sendte han Tunne ned til de andre trælle; dette brød han sig meget dårligt om, og han stak af sammen med mange andre trælle. De fandt nu det løsøre frem, som han havde skjult; han gav pengene til de andre, og de tog ham til høvding. Sidenhen kom der mange forbrydere til ham; de gemte sig ude i skovene, men indimellem fór de rundt i herredet og bestjal eller dræbte folk. Kong Egil hørte om dette og drog med sin hær ud for at lede efter dem. Da han en nat havde indrettet sig til natophold, faldt Tunne uventet over dem med sin flok og dræbte mange af kongens folk. Da kong Egil blev klar over ufreden, vendte han sig til modstand og satte sit banner op, men hans folk flygtede i stort tal fra ham. Tunne og de andre gik dristigt frem, og da så kong Egil ingen anden udvej end at flygte. Tunne og hans folk forfulgte de flygtende helt til skovs; derefter fór de tilbage til landsbyerne, hvor de hærgede og ranede og ikke fik nogen modstand. Alt det bytte, som Tunne vandt i herrederne, gav han til sine hjælpere; derfor blev han meget afholdt og fik mange støtter.

Kong Egil samlede en hær og drog i strid mod Tunne; de kæmpede, og Tunne sejrede, men Egil flygtede og mistede mange mænd. Kong Egil og Tunne mødtes i otte slag, og Tunne vandt dem alle. Efter det flygtede kong Egil ud af landet og til Danmark til Frode den Tapre på Sjælland. Han lovede kong Frode skat af svenskerne for hans hjælp, og Frode gav ham en hær og sine kæmper; så drog kong Egil til Svitjod. Da Tunne erfarede det, drog han imod ham med sit følge, og der opstod en stor kamp; Tunne faldt, og kong Egil kom igen til magten. Danskerne drog hjem. Kong Egil sendte kong Frode gode og store gaver hvert halve år, men betalte ingen skat til danskerne, og dog holdt han sit venskab med Frode.

Efter Tunnes fald, blev kong Egil ved magten i tre år. Det skete i Svitjod, at en tyr, som man agtede at ofre, var blevet gammel og opdrættet så kappelysten, at han var blevet olm, og da folkene ville indfange ham, løb han til skovs, blev gal og var længe et skadedyr mod mennesker i skoven. Kong Egil var en stor jæger; han red ofte om dagen i skoven for at jage dyr. Det skete engang, at han var redet på jagt med sine mænd; han havde længe fulgt et dyr, og han red efter det ind i skoven og væk fra folkene. Så fik han øje på tyren og red frem for at dræbe ham; tyren vendte sig imod kongen. Kongen fik ram på ham, men spyddet faldt ud; tyren stak hornene i siden på hesten, så den straks faldt til jorden sammen med kongen. Så kom kongen på fødderne og ville trække sværdet, men tyren drev hornene i brystet på ham, så de stak dybt ind. Da kom kongens mænd til og dræbte tyren. Kongen levede kun i kort tid derefter, og han er højlagt ved Uppsala; således siger Tjodolf:

Tunnes magt

trængte kongen

— Tyrs frænde —

fra sit hjemland.

Jætters øg

dog — jernet lig —

hornet drev

dybt i Egil.

 

Oksen, som

østpå længe

brynets klint

bar i vejret,

jog sit sværd

— nu hjertevendt —

skedeløst

mod Skilfings frænde.

27. Kong Ottars fald

Egils søn hed Ottar; han overtog kongemagten fra ham. Han var ikke ven med Frode, og så sendte Frode folk til kong Ottar for at opkræve den skat, som Egil havde lovet ham. Ottar svarede, at svenskerne aldrig havde betalt skat til danskerne, og han sagde, at sådan agtede han at fortsætte. Sendebudene drog hjem.

Frode var en stor kriger. En sommer drog Frode med sin hær til Svitjod, hvor han gik i land og hærgede; han dræbte mange folk, men nogle tog han til fange. Han vandt et meget stort bytte, og han brændte landsbyerne langt omkring og øvede voldsomt hærværk. Næste sommer drog Frode på hærtogt ved Østersølandene. Ottar fandt ud af, at kong Frode ikke var i landet; han gik da om bord på sine krigsskibe og drog ned til Danmark, hvor han hærgede uden at få modstand. Han erfarede, at der var samlet mange folk på Sjælland, så han stævnede vestpå i Øresund og sejlede derefter sydpå til Jylland, hvor han sejlede ind i Limfjoden; han hærgede dér i Vendsyssel og lagde landet aldeles øde. Frode havde to jarler, der hed Vøt og Faste; dem havde Frode overladt landværnet i Danmark, så længe han var ude af landet. Da jarlerne fik at vide, at svenskekongen hærgede i Danmark, samlede de hær, løb om bord på skibene og sejlede sydpå til Limfjorden. De kom meget uventet over kong Ottar og lagde straks an til strid. Svenskerne tog dygtigt imod dem; der faldt folk på begge sider, men når der faldt folk blandt danskerne, kom nye og flere til fra herrederne, og de lagde til med alle de skibe, der var i nærheden. Kampen endte med, at kong Ottar faldt med størstedelen af sin hær. Danskerne tog hans lig, førte det i land og lagde det på en høj, hvor de lod dyr og fugle flå i ådslet. De lavede en klatrekrage af træ, som de sendte til Svitjod, og sagde, at mere var han ikke værd — deres kong Ottar. De kaldte ham siden for Ottar Vendelkrage. Således siger Tjodolf:

Ottar faldt

i ørnens klø’r

djærvt i kamp

mod danske våben;

hærgribben

greb i Vendel

blodigt fat

i fyrstens krop.

 

Dette værk

— Vøts og Fastes —

blev omtalt

blandt de svenske:

Frode lod

fredens bryder

dræbe af

ølandsjarler.

28. Kong Adils’ bryllup

Kong Ottars søn hed Adils, og han overtog kongemagten efter ham. Han var konge i lang tid og var meget rig. Han drog også nogle somre på vikingetogt. Kong Adils kom med sin hær til Saxland; dér regerede en konge, der hed Geirtjof, og hans kone hed Ålof den Mægtige — deres børn findes ikke omtalt. Kongen var ikke i landet, og kong Adils og hans folk løb op til kongens gård, hvor de plyndrede. Nogle drev dyreholdet ned som strandhugst; dyrene blev passet af trælfolk — både kvinder og mænd — og dem tog de alle med sig. I denne flok var der en bemærkelsesværdigt smuk, ung kvinde; hun sagde, at hun hed Yrsa. Så drog kong Adils hjem med sit bytte. Yrsa blev ikke anbragt sammen med trælkvinderne, og man fandt snart ud af, at hun var klog og veltalende og på alle måder begavet; alle mændene syntes godt om hende, men kongen dog mest. Det kom dertil, at kong Adils holdt bryllup med hende; Yrsa blev da dronning i Svitjod, og hun syntes at være en meget gæv kvinde.

29. Kong Adils’ død

Kong Helge Halvdansen regerede da i Lejre; han kom til Svitjod med så stor en hær, at kong Adils ikke så anden udvej end at flygte. Kong Helge gik i land med sin hær og hærgede og fik et stort bytte; han pågreb dronning Yrsa og tog hende med sig til Lejre, hvor han lå med hende — deres søn var Rolf Krake.

Da Rolf var treårig, kom dronning Ålof til Danmark; hun fortalte Yrsa, at Yrsas mand — kong Helge — også var hendes far og Ålof selv hendes mor. Så tog Yrsa tilbage til Adils i Sverige og var derefter dronning dér, så længe hun levede.

Kong Helge faldt på hærtogt; Rolf Krake var da otte år gammel, og han blev taget til konge i Lejre. Kong Adils lå længe i strid med den konge, der hed Åle den Oplandske — han var fra Norge. De kæmpede på isen på Vänern; der faldt kong Åle, og Adils sejrede. Om denne strid berettes der meget i Skjoldungernes Saga, og ligeledes fortælles dér om dengang, Rolf Krake kom til Adils i Uppsala; da såede Rolf Krake guldet på Fyrissletten.

Kong Adils holdt meget af gode hest; han havde de bedste heste på den tid. En af hans heste hed Sløngvir, en anden Ravn — den tog han fra den døde Åle — og på den blev der avlet en anden hest, der hed Ravn; den sendte han til kong Godgest i Helgeland. Den red Godgest på, men han fik den ikke standset, før han faldt af ryggen på den og døde af det; det skete på Åmd i Helgeland. Kong Adils var til dise-ofring og red omkring i dise-hallen på en hest; hesten snublede under ham og faldt, og kongen røg forover. Hans hoved ramte en sten, og hjerneskallen knustes, så hjernen lå på stenen — det døde han af. Han døde i Uppsala og blev højlagt dér; svenskerne anså ham for en mægtig konge. Således siger Tjodolf:

Jeg har hørt

at heksekunster

kong Adils

kosted’ livet

— Freys slægtning —

som slynget blev

fra hestens

hals til jorden.

 

Da med grus

gramens hjerne

blandet blev

på blodig sten,

og sin død

Åles uven

undgik ej

i Uppsala.

30. Rolf Krakes fald

Adils’ søn hed Øistein; han var den næste til at regere Sveavældet. I hans dage faldt Rolf Krake i Lejre. På den tid blev Sveavældet hærget af mange konger — både danske og norske. Der var mange søkonger, der ledte store hære, men ikke havde noget land. Kun den, der aldrig sov under en tilsodet bjælke og aldrig drak nær hjemmets ildsted, ansås med rette at kunne kaldes søkonge.

31. Kong Sølves død

Sølve hed en søkonge — søn af Høgne på Njardø — som hærgede i Østersølandene; han havde sit rige i Jylland. Han førte sin hær til Svitjod. Kong Øistein var da på gæstebud i det herred, der hed Lovund; dér kom kong Sølve uventet om natten, og han angreb kongens hus og indebrændte ham sammen med hele hans hær. Så drog Sølve til Sigtuna og fordrede navn og modtagelse som konge, men svenskerne samlede en hær for at forsvare deres land. Det kom da til så stor en strid, at det siges, at den ikke sluttede før efter 11 dage; så sejrede kong Sølve, og han var derefter konge af Sveavældet i lang tid, indtil svenskerne bedrog ham, og så blev han dræbt. Således siger Tjodolf:

Og jeg ved

at Øisteins liv

blev lukket

i Lovund Herred;

jyder sved

den svenske hær

sammen med

siklingen selv.

 

Bakkens tangs

bidende sot

jog imod

den hjelmklædte;

flådefolk

og fyrsten blandt

toftens skibs

tømmer brændte.

32. Kong Yngvars død

Kong Øisteins søn — Yngvar — blev derefter konge over Sveavældet. Han var en stor kriger, og han var ofte ude på krigsskibene, for Sverige var indtil da blevet meget hærget af både danskere og folk fra Østersølandene. Kong Yngvar aftalte fred med danskerne og begyndte så at hærge Østersølandene. En sommer havde han hær ude; han drog til Estland, hvor han den sommer hærgede på et sted, som hedder Sten. Så kom esterne ned med en stor hær, hvorefter de kæmpede. Landshæren var så talstærk, at svenskerne ikke kunne gøre modstand; dér faldt kong Yngve, og hans hær flygtede. Han er højlagt ved selve havet — det er i Adalsyssel. Svenskerne drog hjem efter dette nederlag; således siger Tjodolf:

Snakken gik,

at Syssel-folk

Yngvar da

ombragt havde;

kongen faldt

i kampen mod

esters hær

ved havets hjerte.

Østersø’n

for sveakongen

Gymers sang

til gammen synger.

33. Om kong Ønund

Yngvars søn, der hed Ønund, overtog derefter kongemagten i Svitjod; i hans dage var der god fred i Svitjod, og han blev meget rig på løsøre. Kong Ønund drog med sin hær til Estland for at hævne sin far; han gik i land med sin hær, hærgede vidt omkring i landet og vandt et stort krigsbytte og tog om efteråret tilbage til Svitjod. I hans dage var der god årsvækst i Svitjod; Ønund var den mest afholdte af alle konger.

Svitjod er et stort skovland, og der findes dér sådanne ødemarker, som det tager flere dage at krydse. Kong Ønund brugte megen iver og mange omkostninger på at rydde skoven og efterfølgende befolke rydningerne. Han lod også veje føre gennem ødemarken, og man kunne da se store skovløse strækninger i skovlandet, og dér blev store herreder befolket. På denne måde blev landet befolket, for der var rigeligt med indbyggere til at befolke det. Kong Ønund lod bryde veje gennem hele Svitjod — både gennem skove og moser og over fjeld — derfor blev han kaldt Vej-Ønund. Kong Ønund lagde sine gårde i alle storherreder i Svitjod, og drog rundt på gæstebud i hele landet.

34. Om Ingjald den Onde

Vej-Ønund havde en søn, der hed Ingjald. Dengang var Yngvar konge i Fjädrundaland. Han havde to sønner sammen med sin kone; den ene hed Alf, den anden Agner. De var næsten jævnaldrende med Ingjald. På den tid fandtes der herredskonger vidt omkring i Svitjod. Vej-Ønund herskede over Tiendeland; dér ligger Uppsala, og dér var alle svenskernes tingsted. Dér afholdt man store offerfester, og mange konger søgte da dertil; det foregik ved midvinter.

Én vinter, da store menneskemængder var kommet til Uppsala, var kong Yngvar og hans sønner der; de var seks år gamle. Alf — kong Yngvars søn — og Ingjald — kong Ønunds søn — legede drengeleg. Hver af dem skulle råde over en hær, men da de legede, var Ingjald mindre stærk end Alf, hvilket gik ham sådan på, at han græd meget. Så kom Gøtvid — hans fosterbror — og førte ham væk til Svipdag — hans fosterfar — og fortalte denne, at det var gået Ingjald skidt, idet han havde mindre kraft og styrke i legen end Alf — kong Yngvars søn. Svipdag svarede, at det var en stor skam. Dagen efter lod Svipdag tage et ulvehjerte og stege på spid, hvorefter han gav Ingjald Kongesøn det at æde; fra da af blev han den grusomste og mest ildesindede af alle.

Da Ingjald blev voksen, friede Ønund på hans vegne til Gøthild; hun var datter af kong Algøte, som var søn af kong Gøtrik den Gavmilde, som var søn af Gøt, som Götaland er opkaldt efter. Algøte anså sin datter for godt gift, hvis hun fik kong Ønunds søn, såfremt han havde sin fars sind, og den unge kvinde blev sendt til Svitjod, hvor Ingjald holdt bryllup med hende.

35. Ønunds død

Kong Ønund drog et efterår imellem sine gårde sammen med sin livvagt, og han kom til det sted, der kaldes Himmelfjeldet; det er nogle snævre fjelddale med høje fjelde på begge sider. Det regnede meget, og tidligere havde sneen lagt sig på fjeldet; så kom der et stort skred med sten og ler ned over kong Ønund og hans livvagt. Kongen omkom sammen med mange folk; således siger Tjodolf:

Ønund hist

ved Himmelfjeld

led jammer

som Jonakrs sønner;

heftigt had

fra horeungen

vandt over

esters fjende.

Jordet blandt

jættens knogler

lå da her

Høgnes morder.

36. Indebrændingen i Uppsala

Ingjald — kong Ønunds søn — blev konge i Uppsala. Uppsalakongerne var de ypperligste konger i Svitjod; der var kommet mange herredskonger til, siden dengang Odin var konge i Svitjod. De høvdinge, der sad i Uppsala, var enevældige, indtil Agne døde, men så blev magten fordelt mellem brødre, sådan som det tidligere blev fortalt, og derfra spredtes magten og kongedømmet i slægten efterhånden som den forgrenede sig. Nogle konger ryddede store skovstrækninger og befolkede dem og øgede derved deres magt, og da Ingjald fik magten og kongedømmet, var der — som før skrevet — mange herredskonger.

Kong Ingjald lod et stort gæstebud foranstalte i Uppsala; han agtede at holde arveøl efter sin far — kong Ønund. Han lod indrette en sal, der på ingen måde var mindre prægtig eller stod tilbage for Upsalen; han kaldte den for Syvkongesalen. Deri blev lavet syv højsæder. Kong Ingjald sendte folk rundt i hele Svitjod og indbød konger og jarler og andre udmærkede mænd til sig. Til dette arveøl kom kong Algøte — Ingjalds svigerfar — og kong Yngvar af Fjädrundaland og hans to sønner — Agner og Alf — og kong Sporsnild af Närke og kong Sigverk af Åttundaland. Kong Granmar af Södermannland kom ikke. Der blev indrettet til de seks konger i den nye sal; ét af de højsæder, som Ingjald havdet fået lavet, stod tomt. Alt det mandskab, der var fulgt med, blev ledt til den nye sal. Kong Ingjald havde indrettet til sin livvagt og alle sine folk i Upsalen. Det var sædvane på den tid, at når der skulle holdes arveøl efter en konge eller jarl, skulle den, der holdt det og som skulle arve, sidde på trinnet foran højsædet helt indtil den drikkeskål, der kaldtes Brageskålen, blev båret ind; så skulle han rejse sig imod Brageskålen, gøre højtidelige løfter og derefter drikke skålen ud. Derpå skulle han ledes til højsædet — det som hans far havde haft — og så havde han taget al arv efter denne. Nu skete der det, at da Brageskålen kom ind, rejste kong Ingjald sig og greb et stort dyrehorn; han lovede højtideligt, at han ville forøge sin magt til det dobbelte i alle verdenshjørner eller dø i modsat fald. Derefter drak han hornet ud.

Da folk blev fulde om aftenen, sagde kong Ingjald til Folkvid og Hulvid — Svipdags sønner — at de og deres følge skulle bevæbne sig, som aftalt var; de gik ud og hen til den nye sal, som de satte ild til. Derefter begyndte salen at brænde, og dér indebrændte seks konger og hele deres følge; de, der søgte ud, blev hurtigt slået ihjel. Efter dette underlagde kong Ingjald sig alle de riger, som kongerne havde haft, og han opkrævede skat i dem.

Erik Werenskiold: Svipdags sønner afbrænder Syvkongesalen.

37. Hjørvards bryllup

Kong Granmar erfarede disse hændelser, og han mente at vide, at der var tiltænkt ham lignende vilkår, hvis han ikke tog sig i agt. Den samme sommer kom kong Hjørvard — der blev kaldt Ylfing — sammen med sit følge til Svitjod, og han lagde til i den fjord, der hedder Mørkefjorden. Da kong Granmar erfarede det, sendte han folk til ham og bød ham til gæstebud med hele sit følge; han takkede ja, for han havde ikke hærget i kong Granmars rige. Da han kom til gæstebuddet, blev der taget godt imod, og om aftenen, da bægrene skulle drikkes, var det dengang sædvanligt blandt kongerne, der opholdt sig i landet eller ved de gæstebud, de lod afholde, at man om aftenen skulle drikke på tomandsvis — mænd for sig og kvinder for sig — som det rakte til, og de sammen for sig, som var tilovers. Men det var vikingelov, at man, når man var på gæstebud, drak flokdrik.

Kong Hjørvards højsæde var indrettet lige over for kong Granmars højsæde, og alle hans mænd sad på den bænk. Da sagde kong Granmar til sin datter — Hildegun — at hun skulle gøre sig klar og hente øl til vikingerne; hun var den smukkeste kvinde. Så tog hun et sølvbæger, som hun fyldte og bragte til kong Hjørvard; hun sagde: »Jeg hilser alle Ylvinger! Til Rolf Krakes minde ...« og drak halvt ud og rakte det til kong Hjørvard. Han tog derpå bægeret og hendes hånd og sagde, at hun skulle komme og sidde hos ham; hun svarede, at det ikke var vikingeskik at drikke på tomandsvis sammen med kvinder. Hjørvard sagde, at man snarest måtte forvente, at han ville vælge sådan, at han sad vikingeloven overhørig og drak på tomandsvis med hende. Så satte Hildegun sig hos ham, og de drak sammen og talte meget sammen om aftenen.

Da kongerne mødtes dagen efter — Granmar og Hjørvard — friede Hjørvard og bad om Hildeguns hånd. Kong Granmar forelagde sagen for sin kone — Hild — og andre magtfulde mænd og sagde, at de kunne finde megen støtte i Kong Hjørvard; der lød da tilråb, og alle fandt dette tilrådeligt. Det endte med, at Hildegun blev forlovet med kong Hjørvard, og han holdt bryllup med hende. Kong Hjørvard skulle derefter blive hos kong Granmar, for denne havde ingen søn til at varetage riget sammen med sig.

38. Kong Ingjalds kamp mod kong Granmar

Det samme efterår samlede kong Ingjald en hær og agtede sig imod svigerfar og -søn; han fik folk fra alle de riger, han tidligere havde underlagt sig. Da de besvogrede hørte om det, samlede de en flok i deres rige, og til hjælp kom dem da kong Høgne sammen med sin søn — Hilder; han regerede over Östergötland. Høgne var far til Hild, der var gift med kong Granmar.

Kong Ingjald gik i land med hele sin hær, og han havde en meget større flok. Der opstod kamp — og den blev hård. Da der var blevet kæmpet i kort tid, flygtede de høvdinge, der stod for Fjädrundaland og Västergötland, Närke og Åttundaland, til skibene sammen med hele den hær, der var kommet fra disse lande. Herefter kom kong Ingjald i vanskeligheder; han fik mange sår og flygtede derfor til sine skibe, men dér faldt Svipdag den Blinde — hans fosterfar — sammen med begge sine sønner — Gøtvid og Hulvid. Kong Ingjald drog således tilbage til Uppsala, og han syntes dårligt om sin færd; han mente, at den hær, han havde fra de af sine riger, som han havde vundet ved hærfærd, ikke var ham tro.

Efter dette var der megen ufred mellem kong Ingjald og kong Granmar. Da der var gået lang tid på den måde, prøvede venner af dem begge at få dem forligte, og kongerne aftalte at mødes, og de stiftede fred imellem sig — kong Ingjald og kong Granmar og kong Hjørvard, hans svigersøn. Freden skulle holdes, så længe de tre konger levede; de bandt sig dertil med eder og løfter. Foråret efter drog kong Granmar — som det var skik — til Uppsala for ved sommerdag at ofre for fredens bevarelse. Offerspånen faldt sådan for ham, at han ikke skulle leve længe; derefter drog han hjem til sit rige

39. Kong Granmars og kong Hjørvards død

Efteråret efter drog kong Granmar og kong Hjørvard — hans svigersøn — på gæstebud på deres gård på den ø, der hedder Sile, men da gæstebuddet blev holdt, kom kong Ingjald og hans hær en nat; de omringede deres hus og brændte dem inde med hele deres flok. Så underlagde han sig hele det rige, kongerne havde haft, og han satte høvdinge derover. Høgne og Hilde — hans søn — red ofte op i Sveavælde og dræbte de af kong Ingjalds mænd, som denne havde indsat i det rige, som kong Granmar — deres besvogrede — havde haft. Der var længe store stridigheder mellem kong Ingjald og kong Høgne, men kong Høgne holdt dog sit rige imod kong Ingjald til sin dødsdag.

Erik Werenskiold: Kong Høgne og hans mænd rider op i Sveavælde

Kong Ingjald havde to børn med sin kone; den ældste hed Åsa og den anden Olav Tælleøkse. Gøthild — kong Ingjalds kone — sendte drengen til Bove — hendes fosterfar — i Västergötland; han blev der opfostret sammen med Saxe — Boves søn — som blev kaldt Flækker.

Man siger, at kong Ingjald dræbte 12 konger og sveg dem alle imod fredsløfter. Han blev kaldt Ingjald den Onde; han var konge over størstedelen af Svitjod. Hans datter — Åsa — giftede han med kong Gudrød i Skåne. Hun lignede sin far af sind; Åsa forvoldte, at Gudrød dræbte Halvdan — sin bror. Halvdan var far til Ivar den Vidtfavnende. Åsa forårsagede også sin mands — Gudrøds — død.

40. Ingjald den Ondes død

Ivar den Vidtfavnende kom til Skåne efter sin farbrors — Gudrøds — fald; han samlede med det samme en stor hær og drog straks op i Svitjod. Åsa den Onde havde allerede opsøgt sin far. Kong Ingjald opholdt sig på gæstebud på Ræning, da han hørte, at kong Ivars hær var nær ved. Ingjald fandt ikke at have styrken til at kæmpe imod Ivar. Det vilkår forekom ham også åbenbart, at hans fjender ville drive imod ham fra alle kanter, hvis han begav sig på flugt. Han og Åsa tog den beslutning, der siden er blevet vidtberømt: De drak alle folkene døddrukne, og derefter satte de ild til hallen. Så opbrændte hallen og alle de folk, der var derinde, sammen med kong Ingjald. Således siger Tjodolf:

Og Ingjald

endte livet

på Ræning

i røgens storm;

hustyven

på tændte fødder

gik over

guders slægtning.

 

Fyrsten blev

blandt de svenske

omtalt som

i sandhed gæv,

da han selv

sit stolte liv

fuldmodigt

måtte tage.

41. Om Ivar den Vidtfavnende

Ivar den Vidtfavnende underlagde sig hele Sveavældet; han tilegnede sig også hele Danevældet og en stor del af Saxland, hele Østerrige og en femtedel af England. Fra hans slægt er de danekonger og svenskekonger, der har haft enevælde, kommet. Efter Ingjald den Onde mistede ynglingeslægten Uppsalavældet, såvidt man kan opregne faderslægten.

42. Om Olav Tælleøkse

Olav — kong Ingjalds søn — drog, da han erfarede sin fars død, væk med den flok, der ville følge ham, for hele det svenske folk gjorde opstand med det fælles mål at fordrive kong Ingjalds slægt og alle hans venner. Olav drog først til Närke, men da svenskerne dér hørte om ham, kunne han ikke være dér. Så drog han vestpå ad skovveje til den å, der fra nord løber ud i Vänern og som hedder Elv; dér slog de sig ned, og de begyndte at rydde skoven, svide jorden og derefter bygge. Dér opstod snart et stort herred, som de kaldte Värmland; dér var gode vilkår. Da det i Svitjod rygtedes om Olav, at han ryddede skove, kaldte de ham for Tælleøkse, og man fandt hans påfund vanærende.

Olav fik en kone, der hed Solveig eller Sølva — en datter af Halvdan Guldtand fra Solør vestpå. Halvdan var søn af Sølve Sølveson, hvis far var søn af Sølve den Gamle, der først ryddede Solør. Olav Tælleøkses mor hed Gøthild, og hendes mor var Ålof — en datter af Olav den Skarpsynede, der var konge af Närke. Olav og Sølva fik to sønner — Ingjald og Halvdan; sidstnævnte voksede op i Solør hos sin morbror — Sølve. Han blev kaldt Halvdan Hvidben.

43. Indebrændingen af Olav Tælleøkse

Der var en stor mængde folk, der fredløse drog fra Svitjod og fra kong Ivar. De hørte, at Olav Tælleøkse havde gode vilkår i Värmland, og der drev så store folkemængder til ham, at landet ikke kunne bære det. Der fulgte år med ringe vækst og stor sult, og det tilskrev de deres konge, således som svenskere har for vane at give kongen ansvaret for både årsvækst og sult. Kong Olav var ingen stor ofringsmand; det brød svenskerne sig ikke om, og de mente, at det var årsagen til sulten. Så samlede de en hær, drog imod kong Olav, omringede hans hus og brændte ham inde, og de gav ham til Odin og ofrede ham for at få gode tider. Det skete ved Vänern; således siger Tjodolf:

Opædt blev

så Olavs lig

nær vandet

af veddets uven;

Fornjots søn

fodred’ gløden —

tøjet sved

af svenskekongen.

Længe før

blev Lofdes slægning

jaget ud

af Upsals by.

De klogeste af svenskerne indså, at sulten blev forvoldt af, at befolkningen var større, end landet kunne bære, og at kongen ikke havde bevirket den. De besluttede nu, at drage med hele hæren vestpå over Edskoven, og de kom meget uventet til Solør, hvor de dræbte kong Sølve og tilfangetog Halvdan Hvidben; ham udnævnte de til høvding over sig og gav kongenavn. Så underlagde han sig Solør; derefter drog han med hæren ud til Romerike, hvor han hærgede og vandt sig det fylke.

44. Om Halvdan

Halvdan Hvidben var en mægtig konge; han var gift med Åsa — en datter af oplandskongen Øistein Hårdråde, som regerede over Hedemark. Halvdan og hans kone havde to sønner — Øistein og Gudrød. Halvdan tilegende sig meget af Hedemark, Toten og Hadeland og meget af Vestfold. Han blev en gammel mand; han døde af sygdom i Toten og blev siden bragt ud til Vestfold, hvor han blev højlagt på det sted i Skiringssal, som kaldes Skærnæs. Således siger Tjodolf:

Halvdans død

— det hørte alle —

tristhed blandt

tingmænd voldte.

Alders dom

dømte kongen

til døden

i Totens land;

Skærnæsfolk

i Skiringssal

skal græde

ved gramens lig.

45. Om Ingjald

Ingjald — Halvdans bror — var konge i Värmland, men efter hans død, underlagde Halvdan sig Värmland; han opkrævede skatter og udnævnte jarler dér, så længe han levede.

46. Kong Øisteins død

Øistein — Halvdan Hvidbens søn — der var konge efter denne i Romerike og Vestfold, blev gift med Hild — datter af Erik Agnarson, der var konge i Vestfold. Agnar — Eriks far — var søn af Sigtryg, som var konge af Vendel. Kong Erik havde ingen sønner; han døde mens kong Halvdan Hvidben endnu levede. Så underlagde far og søn — Halvdan og Øistein — sig hele Vestfold; Øistein regerede over Vestfold, så længe han levede.

På den tid var der en konge på Varna, der hed Skjold; han var overordentlig troldkyndig. Kong Øistein drog med nogle krigsskibe over til Varna, hvor han hærgede og tog, hvad han kunne finde af tøj, andre værdier og bøndernes redskaber. Han foretog også strandhugst og drog derefter væk. Da kong Skjold kom til stranden med sin hær, var kong Øistein væk og kommet over fjorden, men Skjold kunne se hans sejl; så tog han sin kappe af og svingede den, mens han pustede. Da de sejlede ind ved Jarlsø, sad kong Øistein ved roret; et andet skib sejlede tæt ved dem. Der blev lidt bølgegang, og sejlbommen på det andet skib slog kongen over bord; det blev hans død. Hans folk bjærgede liget, det blev flyttet ind til Borre, og man opkastede en høj over ham på kanten ud mod havet ved Vadla. Således siger Tjodolf:

Øistein drog

dræbt af bommen

til Byleists

broderdatter;

kystens kant

nu kongen huser

højlagt i

en hob af sten.

Iskoldt vand

fra Vadlas løb

flyder dér

ved fyrstens grav.

47. Kong Halvdans død

Kong Øisteins søn hed Halvdan; han overtog kongemagten fra ham. Han blev kaldt Halvdan den Gavmilde og Madgerrige; det siges, at han gav sine folk lige så mange guldpenge i løn, som andre gav sølvpenge, men han sultede sine folk, hvad angik mad. Han var en stor kriger og var længe på vikingetogter, hvor han vandt sig bytte. Han var gift med Liv — datter af kong Dag i Vestmar. Hans hovedgård lå på Holtan i Vestfold; dér døde han af sygdom, og han er højlagt på Borre. Således siger Tjodolf:

Elskovsting

den tredje konge

kaldtes til

hos Kvedrungs datter;

Halvdan nød

da norners dom

— han som på

Holtan bo’de.

På Borre

blev Budles slægtning

siden lagt

af sejrende mænd.

48. Gudrøds død

Halvdans søn hed Gudrød; han overtog kongedømmet fra ham. Han blev kaldt Gudrød den Storladne, men andre kaldte ham Jagtkonge. Han havde en kone, der hed Alfhild — en datter af kong Alfaren fra Alfhjem — og med hende fik han det halve Vingulmark; deres søn var Olav, som sidenhen blev kaldt Geirstad-Alf. Alfhjem kaldtes området mellem Raumelven og Götaelven. Da Alfhild døde, sendte kong Gudrød sine folk vestpå til Agder til den konge, som regerede dér; han hed Harald den Rødskæggede. De skulle på kongens vegne fri til Åsa — hans datter, men Harald sagde nej. Sendebudene vendte hjem og fortalte kongen om deres ærinde.

Noget tid senere skød kong Gudrød skibene i vandet, hvorefter han drog ud til Agder med en stor hær; han ankom meget uventet og gjorde landgang. Han kom om natten til kong Haralds gård, og da denne blev klar over, at en hær var kommet imod ham, gik han ud sammen det det følge, han havde. Det kom til kamp, men overmagten var stor; dér faldt Harald og Gyrd — hans søn. Kong Gudrød vandt sig et stort bytte; han tog Åsa — kong Haralds datter — med sig hjem og holdt bryllup med hende. De fik en søn, der hed Halvdan, og det efterår, da han var ét år gammel, drog kong Gudrød på gæstebud; han lå med sine skibe ved Stivlesund. Der blev drukket meget, og kongen var meget beruset; om aftenen, da det var blevet mørkt, gik kongen fra borde, men da han kom til enden af landgangsbroen, løb en mand imod ham og stak et spyd igennem ham. Det døde han af, og den anden mand blev straks dræbt. Morgenen efter, da det blev lyst, blev manden genkendt; det var dronning Åsas tjener, og hun skjulte ikke, at det var sket efter hendes befaling. Således siger Tjodolf:

Svigfældet

i fortid blev

den gæve

Gudrød konge;

hævnlystne

hov’der øved’

udåd mod

den øldrukne.

 

Sejren vandt

den svigefulde

— Åsa-sendt —

over kongen;

stukket blev

ved Stivlesunds

brede kyst

Budles ætling.

49. Kong Olavs død

Olav overtog kongemagten fra sin far; han var en magtfuld mand og en stor kriger. Han var den smukkeste og mest velvoksne mand. Han besad Vestfold, for kong Alfgeir underlagde sig hele Vingulmark, hvorover han indsatte Gandalf — sin søn. Oplandskongen Øistein havde en søn, der hed Høgne; han underlagde sig hele Hedemark, Toten og Hadeland. Da rev også Värmlands folk sig løs fra Gudrødssønnerne, og de vendte sig — for skattegaver — imod svenskekongen.

Olav var i tyveårsalderen, da Gudrød døde, og Halvdan — hans bror — tog magten sammen med ham. Så delte de riget mellem sig; Olav fik den vestlige del og Halvdan den sydlige. Kong Olav havde sit sæde på Gjerstad; han fik sygdom i foden og døde af det, og han er højlagt på Gjerstad. Således siger Tjodolf:

Slægtens gren

— groet af Tror —

trivsel nu

i Norge fandt;

Olav da

for Upse råded’

vidt og bredt

i Vestmars land.

 

Folkets ven

til fald bragtes

af fodværk

ved Foldens kant;

på Gjerstad

gød man jorden

højt over

hærkongens grav.

50. Om kong Ragnvald

Kong Olavs søn hed Ragnvald; han blev konge i Vestfold efter sin far; han blev kaldt Hæder-Høj. Tjodolf fra Kvine digtede Ynglingerækken om ham, deri siger han således:

Ét ved jeg

i verden bedst

blandt kongers

kendenavne:

Ragnvald skal

— den rorfører —

hilses som

Den Hæder-høje!