»Op, op Kølle, op, op, naar Du maa!«
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
»Op, op Kølle, op, op, naar Du maa!«
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der var engang en Stodder og hans Kjælling i deres Hytte, som vare saa puur fattige, at de ikke havde Andet til deres Livsophold end en Træskaal, som rigtignok havde den Egenskab, at den altid var fuld af Grød. En Søn havde de, men hvad han hed, melder Historien Intet om. Med Undtagelse af disse Tre, var der ikke nogen anden levende Skabning i Hytten.
Skjøndt Hyttefolkene vare inderlig lede og kjede af den evindelige Grød, indsaae Stodderen dog, at Skaalen var ham aldeles uundværlig, thi det var jo den, som alene holdt Livet i hele Familien. Det traf sig engang, at Præsten paa sin Rundreise i Sognet ogsaa kom til denne Hytte. Da han var færdig med sine Embedsforretninger, førte han Talen hen paa Et og Andet og spurgte blandt Andet Stodderen, hvorledes han kunde friste Livet i denne Hytte? Den Gamle bad Præsten at lade være med at tale derom; det er kun et elendigt Liv, de føre, sagde han. Saasom nu Stodderen holdt meget af sin Præst, kunde han ikke afholde sig fra at byde ham Grød af sin Træskaal, idet han meddetsamme fortalte ham, at det er den og intet Andet, der holder Livet i dem; thi den har den Egenskab, at det aldrig tager nogen Ende med Grøden i den, hvormeget man end sætter tillivs af den. Da Præsten hører dette, vil han gjerne have den Skaal, og han siger, at Stodderen skal ikke lide noget Tab ved Byttet. Stodderen svarer, at om han end er led og kjed af altid at spise Grød, vil han alligevel ikke afstaae Skaalen. Men saasom Præsten blev ved at bede om den, lovede den Gamle tilsidst at sende sin Dreng til ham med den.
Præsten drager saa bort, men Stodderen og hans Kjælling ere meget bekymrede over dette Løfte. Ikkedestomindre sende de dog Drengen afsted med Skaalen efter et Par Dages Forløb. Paa Veien imellem Hytten og Præstegaarden laa der en Kongestad, som Drengen kom lige forbi. Han kom til Præsten og afhændede ham Skaalen. Præsten gav ham da en Dug til Bytte, og sagde, at han kun behøvede at brede den paa et Bord og sige: »Hans Dug, Hans Dug, fuld med den bedste Mad!« da vil den ene Ret komme frem paa Bordet efter den anden. Præsten siger til Drengen, at han skal gaae den lige Vei hjem, men at han paa ingen Maade maa aflægge noget Besøg i Kongestaden. Drengen lover det, siger saa Farvel til Præsten og vandrer hjemad.
Men idet han nærmer sig Kongestaden, faaer han en stor Lyst til at gjøre et lille Kig derind, og mener, at det ikke kan skade stort, om han ogsaa seer sig lidt om i Byen, og han gaaer da ind i den. Da han kommer derhen, møder han Kongens Datter, der spørger ham, hvor han skal hen. Drengen plapprer da ud med Hemmeligheden og fortæller hende hele Historien. Da hun hører tale om Dugen, beder hun Drengen paa det Ivrigste om at maatte faae den tilkjøbs, hun skal betale ham den mange Gange, siger hun. Drengen gav tilsidst efter for hendes Overtalelser og afhænder Dugen til hende, men faaer de blanke Sølvpenge istedenfor; de vare saa mange og saa smukke, at det tykkes ham, at han har gjort en god Handel, og han løber da med Pengene, saa hurtig som Fødderne kunne bære ham hjem til Hytten. Stodderen er ikke meget glad over Udfaldet af hans Reise, for han mener, at disse Penge ville dog engang faae en Ende, og heri fik han Ret; thi der gik ikke lang Tid hen, inden alle Pengene vare brugte, og han sendte derfor sin Søn anden Gang afsted til Præsten, med Bøn om, at han for Guds Skyld maatte hjelpe, thi nu havde han Ingenting at leve af.
Drengen gaaer da anden Gang afsted og kommer til Præsten. Denne bliver vred paa Drengen og siger, at han har gjort Nar af ham, idet han er gaaet ind i Staden imod hans Forbud. Da fortæller Drengen ham, hvorledes Alt gik til. Præsten siger, at han da faaer at finde paa en Udvei for dem, gaaer sin Vei, men vender snart igjen tilbage og tømmer nu et Føl bagefter sig, sigende, at han behøver kun at sige: »Hoppeføl, Hoppeføl«, saa vil Føllet ryste sig og Pengene ville strømme ud af det. Præsten beder Drengen at tage sig iagt for at gaae ind i Kongestaden, og det lover Drengen ham høit og helligt.
Nu gaaer han afsted, men da han nærmer sig Staden, kan han ikke modstaae sin Lyst til at gaae derind. Denne Gang skal han nok modstaae enhver Fristelse bedre end forrige Gang, mener han. Med denne Fortrøstning dreier han af og gaaer ind i Staden, tømmende Føllet efter sig. Da kommer Kongedatteren ham atter imøde, hilser venligt paa ham og spørger, hvor han nu skal hen? Drengen glemmer sig næsten selv og fortæller, at det, som hun gav ham for Dugen, fik en sørgelig Ende, saa at han anden Gang har maattet søge Præsten, og nu har han da hjulpet hans Fader med dette hersens Føl, til hvilket man kun behøver at sige: »Hoppeføl, Hoppeføl«, saa strømme Pengene ud af det fra alle Kanter. Kongedatteren bliver aldeles som ude af sig selv, da hun faaer dette at høre, og beder Drengen med mange blide og lokkende Ord at sælge hende Føllet, hvad det saa end skal koste, og hun lover ham denne Gang meget rigeligere og bedre Betaling end den, han flk sidst. Drengen lader sig da endelig bevæge, tager imod Betalingen og gaaer saa hjem til sine Forældres Hytte, hvor han ikke lader sig mærke med Noget. Stodderen synes nu vel, at han har faaet mange Penge hos Præsten, men det gaaer dog, som tidligere, at de faae en Ende; det var da ikke saa underligt, thi han havde kjøbt et Sæt nye nette Klæder til hver af dem, i den Tanke, at disse Penge længe vilde strække til for dem. Dog gik det saaledes, alt eftersom Tiden skred fremad, at hans Penge slap op, og han sendte derfor tredie Gang sin Søn til Præsten.
Drengen var fuld af Frygt og Bæven, fordi han jo vidste med sig selv, hvorledes han havde baaret sig ad, og han var bange for, at Præsten kunde lade falde knubbede Ord og give ham en dygtig Næse for hele hans Fremgangsmaade. Han skjød dog Hjertet op i Livet og gik lige til Præsten, hilsede saa høvisk, som det var ham muligt, og bad ham for Alting ikke at blive vred, men hjelpe ham ud af denne Forlegenhed, skjøndt han havde handlet imod hans Befaling og gaaet ind i Staden, hvor det ikke havde været ham muligt at slippe fra Kongedatteren, før han solgte hende Føllet. Denne Gang skjænder Præsten ikke paa Drengen, men gaaer fra ham stiltiende og kommer igjen med en dygtig Kølle, som han giver ham. Hvortil den Kølle skal bruges, fortæller Præsten ham ikke, men for at den skal udføre det Arbeide, hvortil den er bestemt, skal man blot sige »Op, op Kølle, op, op, naar du maa«. Præsten advarer ham ikke imod at gaae til Staden, han ønsker ham kun en lykkelig Reise.
Drengen er nu nok saa kry paa det og følger den lige Vei ind til Kongestaden. Nu skal han rigtig søge Kongedatteren og gaae lige ind i Byen, siden man ikke har advaret ham imod det, tænker han ved sig selv. Han kommer ind i Staden og behøver da ikke at lede længe efter Kongedatteren; thi hun har havt Øie med ham og kommer ham nu imøde med sit gamle Spørgsmaal, hvor han nu skal hen? Han fortæller, som sandt var, at han er gaaet sin Faders Ærinde, forat tale med sin Præst, og at denne har foræret ham denne hersens Kølle, som man ikke behøver at sige Andet til, naar man vil have den til at gjøre Gavn, end disse Ord: »Op, op Kølle, op, op, naar du maa« ! Kongedatteren tænker sig, at det sagtens maa være Undere og store Gjerninger, som Køllen udretter efter denne Besværgelse, og lader ham nu hverken have Rist eller Ro, saa begjærlig er hun efter Køllen. Det gik nu ganske imellem dem, som tidligere, at han sælger Køllen til Kongedatteren og bringer Betalingen hjem til sin Faders Hytte.
Da Kongedatteren er kommen i Besiddelse af alle disse kostelige Ting, gaaer hun til sin Fader og beder om Tilladelse til at holde et vældigt Gilde; hun kunde nok have Lyst til at prøve sine Klenodier og vise Andre, hvad de due til, siger hun. Kongen lader hende have sin Villie heri, og indbyder saamange Stormænd til Gildet, at hans Hal er propfuld af Gjæster. Som man har faaet Gjæsterne vel bænkede, kommer Kongedatteren paa den fastsatte Tid frem med sin Dug og ønsker en forskjellig Ret hver Gang sat frem paa den, den ene efter den anden, baade Viin og Mad, saalænge til ingen af Gjæsterne ere istand til at spise eller drikke Mere. Efter endt Maaltid, da der skulde sørges for Gjæsternes Morskab, henter Kongedatteren Føllet, fører det ind i Hallen og siger: »Hoppeføl, Hoppeføl.« Da ryster Føllet sig og Pengene strømme ud af det fra alle Kanter. Alle Folk undre sig storlig herover, og der er stor Munterhed i Hallen. Men Kongedatteren havde dog isinde at gjøre deres Fryd end større, og derfor hentede hun Køllen, bar den ind i Hallen og sagde til den: » Op, op Kølle, op, op, naar Du maa.« I samme Svip løfter Køllen sig iveiret og slaaer øieblikkelig hver Menneskesjæl derinde i Hallen, med Undtagelse af Kongedatteren, fordærvet.
Men om Stoddersønnen er at melde, at han var kommen hjem til Kongeriget, for at faae fat i en eller anden Levning fra Gjæstebudet, og stod udenfor Hallens Dør. Da han seer, hvad der er paafærde og hvad Køllen har udrettet, løber han ind i Hallen, griber Køllen og siger til Kongedatteren, at nu skal hun vælge imellem, enten at blive hans Hustru eller ogsaa at han byder Køllen at slaae hende fordærvet, ligesom alle de Andre. Kongedatteren siger, at hun vil foretrække det Første, og saa trolover Stoddersønnen sig med hende. Derpaa lader han sin kjære Præst vie dem, og blev siden Konge i Riget. Han lod Stodderen og hans Kjælling hente fra Hytten hjem til Kongeriget og gav dem mange Fornøielser og mange glade Dage. Han regjerede vel og længe, og saa kan jeg ikke fortælle Dig Mere om ham.
