»Tyv er han, Dalemand«
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
»Tyv er han, Dalemand«
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Engang kom en Dreng Vest fra Dalene til Skalholt. Det var Paaskeløverdag; han bad om Tilladelse til at maatte blive der Høitiden over, og den fik han. Denne Dreng havde Ord paa sig for at være noget langfingret, ja endog for at være en Faaretyv, skjøndt der ikke blev snakket høit derom og han endnu aldrig var bleven overbeviist om noget Tyveri. Dette vidste nogle Disciple, der vare fra samme Bygd, som Drengen, og de foresatte sig at spille ham et eller andet Puds, eller idetmindste at gjøre ham lidt flad og flau, hvis det ellers var muligt.
Da Klokkerne Paaskedag ringede til Høimesse, ringedes der, som Loven byder, med tre Klokker, nemlig først med en saare stor og dumptlydende Klokke, dernæst med en anden, noget mindre, men mere skingrende, og tilsidst med en tredie lillebitte Klokke, som havde en overmaade skjær og skarp Klang. Da Ringningen begyndte, gik Disciplene lidt bort fra Gaarden. De havde Drengen med sig og snakkede med ham om Dit og Dat, medens Klokkerne klang. Men da der blev ringet sammen med alle Klokkerne paa eengang, bade de ham at lægge Mærke til, hvad Klokkerne sagde. Drengen gav sig til at lytte, men han kunde da ikke høre Andet end den sædvanlige Klokkelyd, meente han. Da sagde een af Disciplene: »Tag dig iagt, Mand, hører Du ikke, at den store Klokke drøner med mørk Røst:
- Tyv er han, Dalemand,
- Dalemand, Dalemand.
Mellemklokken fortæller, hvormeget Faarekvæg Du har stjaalet, hør nu:
- Tolv Lam tog han,
- Tolv Lam tog han,
- Tolv Lam tog han.
Men den lille Klokke, som lyder skjærest, den er dog den allerværste, for den siger nu med sin fine Røst:
- Ta" ham,
- Ta' ham,
- Ta' ham.«
Da lod Drengen sig ikke længer bede om at blive, men løb bort fra Paaskegildet og vovede aldrig tiere at sætte sin. Fod paa det Sted.
