Åmænd
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 108
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
31. Raabelev, Villands H. Sydvest fra Fielkested ligger en By, som kaldes Torsege, og synes den at have sit Navn af den gamle Jove danico Tordero, og en Egeskov, som der i fordum Tid været haver, af denne Tordero haver Torsdag og Tors Maaned item Tosbro, som ligger over Helle Aa, og de Møller der ud ved paa begge Sider ved Aaen liggendes bekommet og deres Navn og kaldes Torsbro Mølle, eller per sincopen Taasbro Mølle.
En vel bedaget Mand, som endnu lever, haver beret for mig, at han udi sin Oprindelse, der han var endnu hjemme hos sine Forældre, som boede i en af disse Møller, da haver han hørt en sæl som Spillemand udi Aaen, ganske kunstelig og liflig lege, saa hannem tyktes, at Jorden rystede under hannem.
Indber. t. O. Worm.
32. Kvislemark og Fjuren dal. Et stort Aaløb med to temmelig store Broer gaar gjennem Pastoratet.
Der gaar gamle Sagn om et Aaskrig, som der til visse Tider høres.
Hertz.
33. Naar det stormer, lyder der en Røst i Aaen ved Hersum.
Mads Sørensen Stær, Glenstrup.
34. Mange Indsøer her i Landet kræver et Offer hvert Aar d. v. s. et Menneskeliv.
Anton Nielsen.
35. Maribo Sø kræver sit Offer hvert Aar.
Sognefoged H. J. Møller, Herridslev.
36. Sorø Sø kræver et Offer hvert Aar. Enkelte har hørt en Stemme der ude, der raaber, at nu er Tiden kommen, men Manden er endnu ikke kommen.
Naar saa én er druknet, saa hører de ikke Stemmen mere det Aar.
Særslev Højskole. Niels Kristian Jensen, Flakkebjærg Mark.
37. Ove Sø kræver et Menneskeliv hvert Aar. En Gang Pigerne fra Kovstrup i Sønderhaa stod nede ved Søen og vaskede Faar, da hører de en Røst ude fra den, der siger:
"Tiden og Stunden er kommen, men Manden er ikke kommen."
I det samme kom en Dreng ridende med et Kobbel Heste og red dem til Vands i Søen. Pigerne advarede ham og fortalte om Røsten. Det brød Drengen sig ikke om og red ud i Søen, som han plejede, men Hesten, han red paa, smed sig med ham, saa han druknede.
L. N. Bertelsen.
38. Der var en vaad Engstrækning i Hjermitslev, og saa stod to Mænd og samtalede en Dag med hinanden om at faa en Kanal gravet i den for at aflede Vandet, saa at de bedre kunde slaa Engen.
Som de nu talte om det, kom der en ældre Mand hen til dem med en Kjæp i Haanden. Han gav sig i Snak med dem, og da han hørte, hvad de spekulerede paa, spurgte han dem, hvad de vilde give ham for at grave den Kanal. De tilbød ham en Sum, og han forlangte saa, at den skulde være udbetalt, inden 7 Aar var omme. Men hvis ikke det var sket, saa skulde Kanalen have Lov til at tage et Menneske hvert Aar, og tog den ikke ét i hvert af de 7 Aar, saa skulde den have syv i ét.
De gik ind paa det, og den gamle Mand gik saa og lod Kjæppen slæbe bag efter sig, og paa den Maade blev Aaen til. Men da han var gammel, saa gik han ikke lige, saa det gik ud og ind.
Efter Folks Snak drukner der ogsaa et Menneske om Aaret i den Aa.
Risgaard Højskole. Kristine Kristensen, Øster-Vraa.
39. Der kom nogle fra Mols og kjørte hver Løverdag Morgen til Randers med Fisk. Saa skulde de over Alling Aa. Vandet kunde til sine Tider staa langt op over Broen, for den var lav, og der var intet rigtigt Fratræk for Vandet.
Saa kunde Folk en Gang imellem høre en Røst, der sagde:
"Tiden er kommen, men Manden er ikke kommen."
En Morgen kom et Par Æbeltoft-Folk kjørende med Fisk, og det var saadant Mørke og Mulm, te de kunde ikke se, hvor de skulde kjøre. Saa tog Vandet dem. Manden fik snart Ende paa det, men Konen skreg ynkelig i lang Tid, hun blev ved næsten en hel Time. Hendes Skjorter havde vel holdt hende oppe. De fra Fløvstrup kunde høre hende, for hun blev ført med Strømmen der ned ad, men de kunde ikke finde hende tids nok. Da de fandt hendes Lig, saa de, at hun var standset paa en Ellerod.
Min Morbroder græd, hver Gang han fortalte mig den Historie.
Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.
40. Overtro nok hersker der i Henseende til Aamanden ved Odense, som siges at raabe om Natten og hvert Aar at fordre et Menneske, ja og, om han ingen faar i dette Aar, da at tage to i det følgende.
(Søren Abildgaards Dagbog 1760-62.)
41. Men daarligt blev det at ville tale om Folks Superstition der ved med Aamanden ved Odense, som siges at raabe om Natten og at fordre hvert Aar et Menneske, ja og, om han ingen faar i dette Aar, da at tage tvende i det efterfølgende.
(GI. kgl. S. 2349.) J. B.
42. Der var nogle, der gik nede ved Holme Aa og slog Græs. Da hørte de en Røst, der sagde:
"Tiden er kommen, men Manden er ikke kommen."
I det samme kom der en Mand ridende, og han springer af Hesten og tæjer hans Hat og løber ned til Aaen og fylder den med Vand for at faa noget at drikke. Men saa falder han i Aaen og drukner.
Det har min Moder fortalt.
Niels Peter Rasmussen, Øse Mark.
43. Folkene paa Seemgaard var en Formiddag nede at hverve Hø, og da de skulde hjem til Middag, saa de én komme i æ bare Skind ud fra Gaarden og løbe ned efter Aaen, der løber tæt forbi. De kunde ikke forstaa, hvem det kunde være, den var for stor til at være Kodrengen, og andre var der ikke hjemme.
Da de nu kom hjem, forhørte de dem jo om det, men det havde ikke været nogen fra Gaarden.
Aldrig saa grov længe efter skete det, at en af Karlene løb ud af Karlekammeret om Natten og druknede sig i Aaen.
Peder Frøsig, Hillerup.
44. Der skal én drukne i Liver Aa hvert Aar. Der boer nemlig en Vandtrold eller Nøkke i Aaen, og han gjør den Fordring.
Drager det saa langt hen paa Aaret, inden han faar nogen, saa høres der gjærne ved Nattetid et højt Raab:
"Tiden og Stunden er kommen, men Manden er ikke kommen endnu."
Jeg har ogsaa hørt andre fortælle dette Sagn med den Tilføjelse, at den, der har hørt Raabet, gjærne bliver greben af Vanvid og saa styrter sig selv i Aaen.
Martin Iversen, Kvissel.
45. I Ry Aa raabes:
"Nu er Tiden og Stunden, men Manden er endnu ikke kommen."
Og varer det tre Aar, saa skal der tages tre paa én Gang. De haster fra Hjemmet ned til Aaen.
Else Mikaelsdatter, Grindsted.
46. Manden i Ry Aa kaldes Nøkken. Han raabte:
"Tiden og Stun den er omme, men Manden er endnu ikke kommen."
Naar der gik to Aar, skulde der komme to.
Morten Madsen, Ajstrup.
47. Der skal være en Drage i Ry Aa, og den raaber deri:
"Tiden og Stunden er kommen, men Manden er ikke kommen."
Der var nogle Slaakarle, som havde hørt om Natten, at det havde saadan raabt, og da de nu kom ud at slaa, saa slap deres Drikkelse op. Den ene blev saa meget pludselig tørstig og vilde hen og drikke ved Aaen, men den anden vilde ikke lade ham gaa, for han havde hørt Raabet, og saa sagde han:
"Nu skal a hente min Hat fuld af Vand til dig."
Da han saa havde drukket af Vandet, styrtede han om og var død, endda han ikke kom til Aaen.
Jens Mosen, Ø.-Br.
48. I en Mose mellem Dragstrup og Frøslev findes et Vandhul, som kaldes Finds Pyt. Det er en 5, 6 Alen tværs over, og Hullet er tragtformigt og altid fyldt med iskoldt Vand. De har ofte prøvet paa at maale, hvor dybt Hullet er, men de kan ikke naa Bunden.
Paa Skraaningen af Bakken ned til Mosen var en Gang en Mand ved at pløje tillige med sin Karl. Da de holdt Hvil for at spise Meldmad, sad de og snakkede med hinanden, og lige med ét hører de en Stemme der nede fra raabe:
"Tiden er kommen, men Manden er ikke kommen endnu."
Saa smider Manden Mad og Træsko og løber ned imod Mosen, og forsvinder paa det Sted, hvor Pytten er.
Han hed Find, og Pytten har faaet Navn efter ham. Han havde i sin Tid været meget fattig, men var paa én Gang bleven særdeles velstaaende, og der gik saa Tale om, at han havde forskrevet sig til den Onde, og nu var Tiden altsaa kommen, da han skulde have ham.
P. A. Dissing, Maribo.
49. Der fortælles, at Limfjorden blev dannet af en uhyre Vildso med elleve Grise, der gav sig til at rode i Jorden, og saa strømmede Vandet ind fra Vesterhavet.
Proprietær C. G. Mørch, Egholm.
50. I Vejlen imellem Egholm og Gjøl gaar "den lede Ting". Det er et Spøgelse eller en Uting, men beskrives ikke nærmere. Den er ikke god at komme i Kast med, og ingen Egholmer taler med sin gode Vilje om den. Troen paa Gjengangere, Helheste, kloge Mænd og Koner, Hegse, onde Øjne, Signen og Maalen, der benyttes af hver Beboer og ved hver Lejlighed, er overvættes stor her.
Proprietær C. G. Mørch, Egholm pr. Aalborg.
51. Der kom et Dyr op af Hullet, der lod sig til Syne, og Røsten hørtes over det hele Land. Henne blev han, og han blev aldrig synet mere. Han hed Vind, og Hullet Vinds Pyt.
Sml. Nr. 48. Hans Kirke, Rødding.
52. En Havtrold fortælles en Gang at være sluppen eller slumpet ind af Havet i Sneum Aa og der at have opholdt sig en Tidlang, men imidlertid diverteret sig med at lade sig se paa Kjøkkenskorstenen oven til i Allerup Præstegaard tit og mangen Gang og nøje set ned til Potterne og Panderne ligesom for at efterse, hvad der blev handlet. Endelig er igjen den Pilegrim forsvunden, efter at han og skal have været til Ulejlighed med undertiden at rive Sod ned i Maden.
Fortælles ellers ogsaa at skal være set midt ude i Kvie Sø noget i Menneskelighed oven Vande ind til Livet, og menes denne Personage at skulle være den Søtrold Nekkus.
Andsager. Pastor Jessen.
(Præsteindb. til Biskop Bloch.)
53. Der har en Gang været noget for mine Øren om, at ved Fiskekrog skal være opdragen en levende Kvie af en Sø imellem Andsager og Kvie, og dette have givet Byen Navn.
En anden gammel underlig Historie, der løber om ikkun i mundtlig Beretning og mest i Kjælling-fabler, er, at der i Kvie Sø skal have opholdt sig en Trold ved Navn Nekkus.
Somme siger, at et Par Kvier, andre et Par Stude, løb løbsk for en Plov paa Kvie Mark og rendte med en Del af Plovtøjet ud i Søen og skal i det samme være trufne paa Nekkus, der gav sig i Tog med dem med hans Fiskespyd, men de blev ham for mægtige og vendte til Land og ankom til Kvie By med Fiskestangen heftet i noget af Kj øretøjet, hvorover Nekkus i Fortørnelse har en Dag ved Kirkesamling posteret sig paa Lavkirken og med forskrækkeligt Skraal og Skrig lyste efter hans Spyd eller Krog, som just til Pas samme Dag var bragt til Kirken for at sees af alle Folk. Den kom ham da i Hænde igjen, og i hans Vrede har han stødt eller reven dermed paa det nordøst Sidehjørne af Kirkemuren, saa at Muren revnede derved op og ned. Endnu sees en Pievne der paa Muren, og Almuen vil ikke vide anden Aarsag dertil.
Et Ordsprog svæver endnu i Folkemunde om Passagen:
Kviekalve droge Krog af Nekkus Haand.
Andsager 17GG. Pastor Jessen.
(Præsteindb. til Biskop Bloch.)
54. Kloster Sø er en lille Sø, der ligger i Skjellet mellem Lund og Ørslev Kloster. Den Gang Kirkeklokken blev hængt op i Kirken, var der noget nede i Søen, som ikke kunde taale at høre den Ringen, og saa var der en Røst, som sagde, at kunde den ikke være her, saa vilde den gaa i Tasium Sø til, sin Mage.
Else Pedersdatter, Lundø.
