Åmænd 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

D. Vandets ånder

3. Åmænd


36. Åmanden hedder nøkken i det sydlige Vendsyssel, syd for Vildmosen, ti i de egne bruger de kjendeordet «en», men nord for Vildmosen hedder åmanden Nøkki. Der siger man nemlig «i» som kjendeord, ligesom Fynboerne. Navnet åmand er et aldeles fremmed ord i Vendsyssel. Jeg har aldrig hørt det nævne af en Vendelbo, endda jeg er kjendt og har rejst i de fleste egne af Vendsyssel, ikke heller har jeg hørt andre navne bruge til ham end Nøkken.

Friskolelærer A. E. Jakobsen, Örritslev.


37. I gamle dage var der megen mangel på vand i Vendsyssel. Folk vidste da aldrig, hvad de skulde gjøre. Da kom der en gammel mand og sagde, at det kunde da aldrig være så farligt at få vand, det var ham en smal sag, når man vilde give ham en ordentlig betaling. Det blev ham lovet. Han tog da en kjæp, trak den bag efter sig, og hvor som helst han drog frem, kom der vand. Det er Ry å, og da manden rystede på hånden, så kom dens mangfoldige bugtninger deraf. Men da folk så, at der var vand i overflødighed, vilde de ikke give ham den lovede betaling. «Jaja, » sagde manden, «så skal åen nok kræve den.» Deraf kommer det, at der hvert år drukner et menneske i den.

(Sml. «Dannebrog» nr. 1.) Nik. Christensen.


38. Ry å i Vendsyssel tager et menneske hvert år, og når den kræver det, råber den: «Tiden og stunden er kommen, men manden er endnu ikke kommen.» Når folk hører denne røst fra åen, skal de vare sig for at komme den for nær, for gjör de det, så får de en uimodståelig lyst til at springe i den, og de kommer aldrig mere op igjen. Der skal være mange, der har hørt den råbe de ord. Blandt andre var der en pige, der gik langs med den og havde en hund ved siden. Da hun hørte den råbe, råbte hun: «Ikke mig, men hunden!» Og straks sprang den der ud i og druknede. Hun så også en lille bitte mand med et stort skjæg løbe i åen, det var Nøkken og vel sagtens den, der havde råbt.

Det, at åen sådan tager et menneske hvert år, er kjendt i vide kredse og bliver den dag i dag troet af mange. Mødrene advare ofte deres børn mod at komme denne slemme å for nær, og det ikke alene for at afholde deres børn fra at falde der i, men også fordi, at de selv tror, den har magt til at give folk lyst til at springe i den.

Om åens tilblivelse fortæller sagnet følgende: Vendelboerne manglede et vandløb til at lede vandet af de sumpige moradser, der dannedes af den store Vildmose og flere mosedrag i det sydlige Vendsyssel. De sluttede da overenskomst med en mand om, at han skulde grave et sådant vandløb; men denne mand var imidlertid en led trold, eller det måske var Nøkken selv, som nu løber i åen. Mere end sit Fadervor kunde han, ti han tog blot sin spade og slæbte efter sig, og der, hvor han slæbte den, brød åen frem i samme skikkelse, som den har endnu. Men da manden krævede betalingen derfor efter overenskomsten, svarede Vendelboerne, at da han var kommen så let fra det, vilde de ikke give ham nogen; derover blev manden vred og sagde: «Så skal den fra nu af hvert år tage et menneskeliv.» Og det har den nok også gjort og gjör endnu. Sit navn fik åen af det store ry, der gik om dens tilblivelse, og dens råben.

A. E. Jakobsen.


39. For en fyrretyve år siden stod en skjön sommereftermiddag en hyrde på broen over åen ved Rendbæk og fiskede. Som han stod dér i sin gode tommerumme, hører han pludselig bag sig i et høl, at der råbtes med stærk stemme: «Stunden er kommen, men manden er endnu ikke kommen.» Derpå gav det et vældigt plask i vandet, så det kom i stærkt røre. At drengen løb sin vej, er en selvfølge. Mange vil påstå at have hørt lignende råb, og det har været almindelig troet, at åen tager en mand om året.

Anton Andreassen.


40. Ry å er meget dyb, og den skal råbe en gang hvert år: «Tiden er kommen, men manden er endnu ikke kommen,» og så skal én drukne. Så var det en gang i tolv år, der var ingen, der druknede, men da hændte det, at tolv tærskere, der om vinteren havde været til hove på Birkelse og om aftenen gik hjem, de druknede alle tolv. For hvis det driver over et år eller flere, så tager åen på én gang alle dem, den har til gode.

Jens Mark, Vokslev.


41. Ry åes vand har uden at være mudret et sortagtigt udseende, hvilket måske hidrører fra dens moseagtige leje. I umindelige tider har den hvert år krævet et offer, enten ved badning, eller når man sætter over i de små sejlbåde. I seks år indtraf der en gang intet ulykkestilfælde, men i det syvende år druknede på én gang syv unge mennesker deri. Røsten siger: «Tiden og timen er der, men manden er der ikke.»

J. D. Jensen, Vindblæs.


42. De havde stensatte overgange eller overkjørsler over Ry å. Når de færdedes over dem, ofrede de en skilling til åmanden. Disse skillinger kan undertiden findes endnu, når man vader i åen.

Erik Sörensen, Sønder-Saltum.


43. I Odense går åmanden i åen og råber, og hvilket år der drukner ikke et menneske, så året efter får han to.

Jens Bircherod.


44. Åmanden i Odense å lader sig sjælden se. Der var nogle fra landet, som gik ind til byen, og de så, han sad splitternøgen på en sten i åen og sagde: «Tiden og stunden er kommen, men manden er ikke kommen.» För de gik hjem, var en mand druknet på samme sted.

D. Johansen.


45. I Odense å boer der en åmand. Hvert år kræver han sit offer, og skeer det et enkelt år, at der ingen drukner deri, så skal han nok sörge for at få to det næste år. Således fortælles der, at da der en gang gik to små drenge og legede ved åbredden, faldt den ene af dem i vandet. Den anden løb til for at hjælpe ham op; men idet han fik fat i sin legekammerats hånd, råbte åmanden op af vandet: «Nej, jeg vil have jer begge, jeg fik ingen i fjor,» og i det samme gled drengen ud i vandet, og de druknede begge. Et par mænd, der fra den modsatte bred i nogen frastand var vidne til ulykken, vilde med en båd ile børnene til hjælp, men de kom for sent. Drengene var druknede, og man fandt aldrig deres lig; åmanden havde beholdt dem.

Fortalt mig af mange i og omkring Odense, bl. a. af min egen moder og min moster, Maren Kirstine Johansen, der boede i Dræby, og af gamle Madam Brun og Smed Rasmussen i Odense. Herman Pedersen, Hammerum.


46. Nede fra Hersom å lød en stemme en gang om året, for den skulde i det mindste have en hvert år. Men tog den flere på én gang, kunde den godt vente lige så mange år, som den havde taget mennesker. Så råbte den f. eks. «I år tager jeg to eller tre, til næste år ingen.»

Niels Jensen, Glenstrup.


47. I Vendsyssel er der en å, som kaldes Liver å, og om den har jeg hørt fortælle, at der skal drukne to mennesker hvert år. Der er en bro over åen, hvor folk færdes meget ad, og det træffer da undertiden, at man hører råbet fra bunden: «Tiden og stunden er omme, mennesket er ikke kommen.»

På begge sider af åen er der engskifter, som ejes at folk langt borte, hvorfor der i høbjærgningstiden arbejdes både dag og nat, indtil høet er kommet bort. Så en nat, som folkene lå i høstakkene og sov, vågnede én af karlene og hørte en røst, som sagde: «Peter, Peter!» Der var nemlig en at dem, som hed Peter, men han sov. Han, der hørte røsten, sagde da: «Her er ingen anden end vor hund, som hedder Peter;» og straks, som han havde sagt det, foer hunden ud i åen, og man så den aldrig mere.

Karl Timmermann.


48. Liver å, som løber en halv mil vest for Hjørring og udmunder i havet ved Tornby, har et slemt ord på sig. Hvert år kræver den et menneskeliv. Man har somme tider fra åen hørt følgende ord: «Tiden er kommen, men manden er endnu ikke kommen.» Da varer det ikke længe, inden et menneske drukner, og det menneske, som er bestemt, undgår ikke sin skjæbne, ti det har ingen ro på sig, før det kommer ned til åen.

Chr. Ad. Christensen.


49. På Liver åes øvre løb kaldes den også Åstrup å. Den vil hvert år have et menneske. Når tiden er omtrent udløben, og den endnu intet menneske har fået, hører man den råbe med dyb, hul røst: « Tiden og stunden er kommen, men manden er ikke kommen endnu.» Det varer så ikke længe, inden man spørger, at nogen er kommen af dage i åen.

T. Kr. Kristensen.


50. Ved Sjelle bro løber en å, og dem, der boede ved åen og kjendte det, de kunde høre på den, når den vilde have nogen. Efter gammel snak skulde den sådan råbe om aftenen, og der druknede også tit nogle. De kunde altså høre det på den, når den vilde have et offer. Sådan var det en nat, der kom nogle Molboer og kjørte til Randers med fisk, og da var strømmen så svær, at de plat der ned mand og kone og hest og vogn og druknede. Folkene der omkring kunde høre næsten en hel time, te konen skreg, og de mente, at det var hendes skjorter, der havde holdt hende op, men mandens røst blev snart forstummet. Hun drev ned efter Flöjstrup, og der fandt de hendes lig.

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.


51. Den gamle Per Tip lå nede i engen ved øgene om natten og hørte, at det råbte i åen: «Tiden og stunden er kommen, men manden er endnu ikke kommen.» Så nogle dage efter druknede der én.

Niels Kristian Nielsen, Kvorup.


52. Et sted i Vestjylland var der en gang nogle folk, som slog græs i engen ved en å, da hørte de fra vandet en røst, som sagde: «Tiden er kommen, men manden er ikke kommen!» Lidt efter kom en mand løbende, alt hvad han kunde, og vilde vade over åen, men folkene standsede ham, greb i ham og sagde, at det måtte han ikke, for så druknede han. «Giv mig da noget vand at drikke, for jeg er så tørstig,» sagde han. De hentede da noget vand til ham, men som han havde drukket det, sank han sammen og døde på stedet.

T. Kristensen.


53. Nede ved åen i Ringive gik der en dag en karl og slog græs. Allerbedst som han nu der går og slår, hører han en røst, som siger: « Tiden er kommen, men manden er endnu ikke kommen!» Han så sig da omkring efter røsten, hvor den kom fra, men han kunde intet videre opdage, og forundrede sig meget over, hvordan dette hængte sammen. Han gav sig nu atter til at slå, men havde knap fået begyndt, før han fik en rytter at se, der kom oppe på bakken og red ned ad vejen og over broen, alt hvad hesten kunde springe. Men ligesom han kom på broen, styrtede hesten, og manden faldt ud i åen og druknede. Endskjøndt karlen løb derhen, det bedste han kunde, for at redde ham, var det dog for silde, der var ingen redning, og manden var og blev død. Nu kunde karlen forstå, hvorfra røsten var kommen.

Kristen Nielsen, Egsgård.


54. En gammel mand gik og arbejdede på en skrænt ned imod Limfjorden. Der hørte han en stemme, der sagde højt og tydelig, men han vidste ikke, hvor den kom fra: «Tiden er kommen, men manden er ikke kommen.» Det råbte det samme lidt efter endnu højere. Straks efter kom en mand løbende ned ad skrænten. Han talte til ham, men manden standsede ikke og løb lige ned og forsvandt i vandet.

Kjöbenhoved.


55. Der druknede én hvert år i Limfjorden ved Brovst. Der hørtes en røst, som sagde: «Tiden og stunden er kommen, men manden er ikke kommen.» Så var det i syv år, der druknede ingen, men så druknede der syv ét år.

Om Brabrand sø fortælles også, at den råber: Tiden er kommen . . . . Det er sådan på visse tider, og kort efter skete der al tid et eller andet. En gang havde nogle været ude i en båd, kort efter at røsten var hørt, og de blev der.


56. Det er en almindelig tro, at Randers fjord (Guden å) hvert år kræver et menneske, og fiskere, som har været ude på fjorden at fiske om sommernætter, har hørt stemmer fra dybet råbe : «Tiden er kommen, men manden er endnu ikke kommen!»

Laurits Thastum.


57. En mand i BorreMøen fortæller, at da hans nu afdøde fader tjente som karl på den gård, der ligger lige ved Hune sø, stod han en aften silde uden for gården og hørte, at der råbtes ude fra søen: «Mand, mand! timen er kommen, og du er ikke kommen endnu!» men om morgenen fandt man en mand, der var druknet i søen, og som blev begravet på Magleby kirkegård, uden at man nogen sinde fik opdaget, hvem eller hvorfra han var.

N. E. Hansen.


58. I Lang sø ved Tjele er der noget, der råber om efteråret. Det er en vis nat, og det giver et skrig for hver, der skal drukne. Der stanges meget på søen om vinteren, og det sker jo, at nogle drukner.

H. Chr. Hansen, Handest.


59. Der er en lille sø oppe ved Rold skov, jeg kan ikke komme på, hvad det er, den hedder. Den kan ordentlig brøle, når den vil have en mand, og så drukner der også snart én.

Jeg så den det andet år, da jeg og min kone var deroppe, det var da et mærkeligt vand at se på, det så ud, som var det ene guld og sølv, men jeg var ikke tæt ved det, for det måtte vi ikke. Man kan slet ikke komme til det fra de tre sider; ham, der ejede det, hans høveder går til det hver dag og drikker, men de går aldrig uden til den ene side.

Anders Svendsen ved K. M. Rasmussen.


60. Der skal have været en trold her i Tastum sø i skikkelse af en rød kalv, og han vilde ikke lade søen udtørre. En aften, nogle mænd var ude at fiske, gav det et stort plask lige uden for dem, et judetisk pludder, som den gamle mand sagde, og så vilde han ikke have mere med det fiskeri at gjøre.

Søby.


61. Der var nogle ude at fiske i Lillestrand. De hørte da en røst, som sagde: «Den fisk skal hr. Peder i Pjedsted have, og den fisk skal hr. [Jens] i Brædstrup have.» Men de så ingen. Nu strømmede der rigdom til disse to mænd, da de begge fiskede så overhånds meget.

Måske der i steden for præsten i Brædstrup skal sættes ejeren af Ødstedgård. Fortælleren kan ikke ret huske det.

Almind.


62. En gang vilde de på Birkelse drage våd i Gåselunerne i Vildmosen, men der boer en stor karl, som vil være enerådende her, og de almindelige garn var snart ødte. Så fandt de på at lave et garn af jærn og kaste det ud. Det hjalp dog lige meget, ti aldrig så snart det var kastet ud, så blev det draget ned i dybet. Siden prøvede de aldrig på at fiske der.

Nik. Christensen.


63. Der var en gang på Birkelse en rigtig stivnakket herremand, som lod sin fisker og to andre rejse ud til Gåselunerne med et våd for at fiske. Deres fangst tegnede også til at skulle blive god, for da de fik vadet midt i den ene af dammene, havde de alt hvad de kunde trække. Så hivede de til af alle kræfter, men da blev vådet med et så let, som om det var helt tomt, og da de fik det i land, var det revet fuldstændigt itu. De måtte da drage tomhændede hjem. Men da herremanden hørte, hvordan det var gået, og troede, at fiskene havde splittet vådet ad, lod han lave et af ståltråd, og så lod han folkene rejse anden gang ud til dammene tillige med to andre, så de var fem i alt. Denne gang tegnede det også til at blive en god fangst, men da de nu fik vådet tæt til land, havde de en aparte stor fisk i det med hale og manke ligesom en hest, men den fisk var dem for stærk, den tog hele vådet med tilbehør fra dem, og det hjalp ikke, at de firede i rebene, de blev omsider for korte, for der var ingen bund i disse damme, og da fisken stak rigtig langt ned, måtte de til sidst give slip på det hele.

A. E. Jakobsen.


64. På Gammelvrå drog de en gang i Lunerne med et stålvåd og fangede en fisk så stor som en kalv. Den havde både hale og manke. Våddet stødte sig løs og blev der og er der endnu.

Nik. Christensen.


65. I Gåselunerne findes en sø, hvor der i gammel tid blev nedmanet en stor del mennesker af præsterne. De skal siden være skudte op af vandet i fiskelignelse, men med mos på ryggen.

En gang forsøgte nogle at drage våd i søen, men da blev garnet sønderrevet af dem. Derpå gjorde de et våd af jærn, men det blev revet ned til søens bund af dem, og der ligger det endnu.

(Sml. nr. 62) Nik. Christensen.


66. På Dragstrup mark tæt op til kjæret findes et højt punkt agerland, som kaldes Stöjbjærg. Der gik en gang en mand og såede korn, medens folkene sad nede ved kjæret og spiste meldmad. Som de sad allerbedst, hørte de en røst, som råbte: «Timen er kommen, men manden er endnu ikke kommen.» Med det samme slængte såmanden hvad han havde i hænderne, og løb ned i et hul nede i kjæret, hvor man aldrig så ham mere. Manden hed Find, og hullet har siden den tid haft navnet Finds pyt. Dette hul er rædsomt at se ned i, det er temmelig stort i omfang og tragtformigt. Der er godt drikkevand, og det er meget klart, men ikke let at komme til, da grunden uden om er meget sumpig.

Mads Skriver.


67. En mand gik ovre på Mors og såede hans korn. Så hørte de en røst, te der råbte: «Tiden er kommen, men manden er ikke kommen,» og den kom fra en pyt eller et hul, de kaldte Vinds pyt. Så kyller manden sædeløben og flyver af sted hen til hullet, og der mistede han livet. Det hul var al tid blank, der var ingen bund at se og føle i det.

Hans Kirk, Rödding.


68. I kjæret mellem Dragstrup og Fröslev, som kaldes Søkjæret, findes et hul, der kaldes Finds pyt, og det er bundløst. Man har forgjæves forsøgt at nå bund der med lange stænger. En mand, der høstede på Frøslevgårds mark, hørte en røst, der råbte : «Tiden er kommen, men manden er ikke kommen.» Så kastede han leen, løb ned og styrtede sig i hullet.

Morten Jensen.


69. En vel bedaget mand, som endnu lever, haver beret for mig, at han udi sin oprindelse, der han var endnu hjemme hos sine forældre, som boede i en af disse (Tåsbro) møller, da haver han hørt en sælsom spillemand udi åen (Helle- å) ganske konstelig og liflig lege, så hannem tyktes, at jorden rystede under hannem.

Filkested, Villands herred. Præsteberetninger til Ole Worm.


70. I Hasselø-noret er en blødning, som hedder Hylleken eller Sortehylleken, for der er bare sort mudder og slet ingen rigtig bund at finde. Ja, nu er den rigtig nok udtørret, men det er da ikke svært mange år siden, man ikke kunde føle fast bund med en aljærnstage (ålejærnstage), og den er da heller ikke helt pålidelig på alle tider endnu. Der nede i Hylleken bor ålekongen. Han har en manke som en hest og låwrer (gnægger) også ligesom en hest. Ålestangerne kunde somme tider få ham på aljeren, men de kunde aldrig få ham helt op, så de fik kun overkroppen at se. For resten var det også sjælden, at de fik nogen rigtige ål der i Hylleken.

En hylleken er ellers et klæde, som småbørn her i gamle dage havde bundet om hovedet, det havde samme form omtrent som de russiske hætter, damerne brugte for en del år siden, og blev bundet i nakken ligesom de.

Karen Toxværd, Sillestrup.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.