Òluvu kvæði

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif Faeroysk.gif


V. U. Hammershaimb
Føroysk kvæði


Òluvu kvæði


Ved
Venceslaus Ulricus Hammershaimb

Antiquarisk Tidsskrift
Kjøbenhavn
1847.


Dette kvad, som jeg herved tillader mig at meddele, er ikke trykt før, ej heller findes det i Svabos og de andre håndskrevne samlinger af færøiske kvæder på det store kongelige bibliothek; alligevel er det et på Færøerne meget bekendt og yndet kvad. På min rejse deroppe tog jeg 4 optegnelser deraf, idet jeg lod mig det foresynge på Suderø, Skuvø, Sandø og Mikjunes; herved håber jeg at have fået det så fuldstændigt, som det er muligt nu at tilvejebringe; dog er det på flere steder tydeligt, at det før er blevet sunget fuldstændigere og vidtløftigere, end det nu her foreligger. Til grund for bearbejdelsen har jeg især lagt den suderøiske optegnelse, som fra indholdets side var den bedst sammenhængende og tillige med hensyn til sproget den reneste; hvad de andre havde fuldstændigere, har jeg flættet ind, hvor det kunde lade sig gøre uden endnu mere at afbryde gangen eller forstyrre enheden. Optegnelsen fra Mikjunes er langt kortere, og afviger temmelig betydeligt fra de 3 andre, hvorfor jeg kun enkelte steder har kunnet tage hensyn til den. Den vedføjede danske oversættelse må jeg bede læseren blot betragte som en såvidt muligt ordret gengivelse af den færøiske text, og ikke som en poetisk bearbejdelse deraf, hvilket jeg ikke formår at give.


Hvad kvadets ælde angår, da véd man intet herom at sige; dog synes det af indre kriterier at være meget gammelt; sproget er temmelig rent, forsåvidt som det ikke er blandet med nyere tilsætninger; således overgår dette kvad langt i denne henseende flere af de andre kvæder, som handle om Karlemagnus og hans samtids helte; enkelte af disse synes at være digtede i den nyere tid efter krønnikerne. Flere ældre og nyere færøiske kvæder begynde med de indledende ord om deres oprindelse: «Ein er ríman úr Íslandi komin, skrivað í bók so breiða" o.s.v.; Færingerne henføre således deres fleste kvæder til Island, de nævne endogså «á Fróðarsteini" (navnet vist dannet af fróður kyndig, vís) som det sted, hvor kvæderne skulle være digtede, og derfra komne til Færøerne. (Se P. E. Müller i hans fortale til Lyngbys «færøiske kvæder om Sigurd Fáfnersbane"). Heri ligger vel fornemmelig, at Færingerne vistnok også have været i besiddelse af islandske sagaer og skindbøger, efter hvilke de have digtet deres kvæder; eller også den almindelige udtalelse, at Færingerne i Island må søge kilden og grunden til deres sprog og sprogminder. — Også på Island findes et kvad af lignende indhold, som det her meddelte (se herom den i Oldskriftselskabets arkiv bevarede «Rímnabók" nr. 5: «Landres rímur, sonar Hugions hertoga af Englandi, og Ólífar, systur Karlamagnus keisara). Dette kvads indhold findes også fuldstændig og vidtløftig bearbejdet i en meget gammel spansk roman: «Historia de Enrique, fi de Oliva, rey de Jherusalem, Emperador de Constantinopla" (den er fortalt af Ferdinand Wolf i hans værk: über die neuesten leistungen der Franzosen für die herausgabe ihrer national-heldengedichte, ein beitrag zur geschichte der romantischen poesi. Wien 1833, side 98-123). Wolf antager, at denne ridderroman er sammensat af to forskelligartede bestanddele, af hvilke den ene, som indeholder Olivas historie, vel grunder sig på en ældre ægte saga; «für dessen ächtheit spricht, dass er die concrete gestaltung einer absoluten wahrheit, die individualisirte darstellung einer allgemeingültigen weltanschauung ist; denn in Oliva spricht sich doch wohl die idee aus, dass das urtheil über den sittlichen werth des menschen bloss nach der äusseren, zufälligen erscheinung seiner handlungen einer oft bis zur evidenz gesteigerten täuschung unterliege, und dass wir oft gerade das gegentheil der darauf gegründeten, allgemeinen meinung als das wahre fänden, wenn es uns vergönnt wäre in die tiefen des gemüthes der handelnden zu blicken . . . ., daher die gläubige berufung des miltelalters auf die höhere wahrheit des solchen täuschungen nicht unterliegenden gottesurtheils". Den anden bestanddel af romanen, som handler om Enriques korstog og bestigelse af kejserthronen i Konstantinopel anser Wolf for «en senere tilsætning, og i virkeligheden ikke andet end den med fabler gennemvævede fortælling om grev Henrik af Flanderns korstog, den anden latinske kejser i Konstantinopel". Vort kvad synes at bestyrke denne conjecturs rimelighed; Olufa er her hovedpersonen, hun kan vel og siges at fremstille den samme grundtanke her, som vi ovenfor (kun noget vel højtravende!) se Oliva fremstille i den spanske roman. De navne, som findes i kvadet, ere mere eller mindre forskellige fra romanens; således Pipin og Oliva blive i kvadet til Pippingur og Óluva, hertugen af la Rocha til Hugin, Tomillas til Mýlint, Aldigon til Galianna, Enrique til Landrus og Malindre til Málandrus. Det færøiske kvad har ingen stednavne uden Frakland, hvorimod den spanske roman er nøje localiseret. Desuden tager kvadet sig den frihed at gøre Hugin til konge, istedenfor han efter romanen kun er hertug og en af Pipins vasaller; endelig indfører kvadet en blåmand istedenfor en riddersvend.


Melodien til dette kvad er bekendt ved Syngemester Rungs optegnelse deraf, benyttet og udgiven til P.R.s digt: «Slaget ved Slesvig"; den findes bagved udsat for pianoforte af Organist Berggreen. Musiken til de færøiske kvæder må fornemmelig søges i omkvæderne, da selve kvadet foredrages halvt deklamerende halvt syngende , hvorfor versemålet ingenlunde altid er nøjagtigt. Omkvædet benyttes til afskedssangen den sidste aften de ere forsamlede i dansetiden, altså når fasten, Christi lidelsestid, begynder; de danse da ikke igen før efter Jesu fødselsfest, anden juledag. Til opmuntring og formaning især for dem, som under dansetiden ere blevne forlovede, vælger, man et kvad, hvor kvindens troskab skildres; vemodige ved tanken om, at den glædelige dansetid er forbi, skilles de nu ad med omkvædets ord; «Gud han råder; hvor vi holde jul igen".


Funningur kirke Foto: Erik Christensen

1.
Góða skemtun gera skàl,
hvàr eg gengi í dans:
kvøði um kong Pipping
og Óluvu dottur hans.

Viðgangur:
Stígum fast á várt golv, spàrum ei vár skó!
Gud mann ráða, hvàr vær drekkum onnur jól.


2.
Pipping kongur àf Fraklandi
Gertruð heitir hans frúgv,
væn er Óluva dottir teirra,
higgin og so trúgv.

3.
Karlamagnus Pippingsson
bróðir er hann àt fljóði,
væl eru tey af ættum komin,
Jóhannis hinn góði.

4.
Hugin situr í hásæti
tàlar við sína dreingi:
hvàr viti tàr mín javnlíka,
tàð hàvi eg hugsað leingi?

5.
Allir drýptu hövdi niður,
eingin tordi tàla,
uttan ein af sveinunum,
hann tók tá til at mæla.

6.
Uttan ein af sveinunum,
hann tekur til orða svá:
betst mannstú vita við sjàlvum tár,
hvört tín stendur hugur á.

7.
Betst mannstú vita við sjálvum tàr,
hvort tín stendur hugur á,
hoyrt hàvi eg gitið Pipping kong,
íð væna dottur á.

8.
Pipping kongur dottur á,
fögur er hon í brúnum,
flattad hár á herðar er lagt
við silkibondum snúnum.

9.
Pipping kongur dottur á,
björt er hon sum sól,
so er at líta á moyjarkinn,
sum droyri liggur á snjó.

10.
Er hon so væn og tekkilig,
sum tàr sigið frá,
hágar[1] streingi eg heiti mítt —
hàna skàl eg fá.

11.
Hàgar streingi eg heiti mítt,
Frakland fàri eg til,
biðja dottur Pipping kongs,
tàd standist hvàt àf íð vil.

12.
Letur hann so Hugin kongur
sini skipini búgva,
alla letur hann streingina
àf reyðargulli snúgva.

13.
Letur hann so Hugin kongur
búgva skipin sín,
bæði làðar hann í tey
virtin og so vín.

14.
Brýndir vóru brandar,
borðini vóru blá.
toppurin vàr af reyðargulli,
sum sól skein fàgurt á.

15.
Vindur nú upp síni silkiseg],
gulli vovin við rand,
strikar ei á bunka niður
firr enn við Pippings land.

16.
Kongur siglur til Fraklands burt,
bønarorð at bidja,
tá fall öllum folkum væl,
sum sögur munu siga.

17.
Lítil drengur í liðini situr,
goymur àt smàlu og geit,
hann sàr skip eftir hàvi koma,
havnir vil tàd leita.

18.
Allar rekur hann geiturnar
sàman á grønan völl,
síðan axlar hann kápu blà,
hann gengur í kongins höll.

19.
Síðan axlar hann kàpu blà,
hann gengur í kongins höll:
eg eri màr í einum luti
vísari enn tàr eruð öll.

20.
Eg eri màr í einum luti
vísari enn tàr erud öll,
eg sà skip eftir hàvi koma,
íð segl hàva hvít sum mjöll.

21.
Sàrtú skip eftír hàví koma,
íð segl hàva hvít sum lín,
vera mann einhvör hövdingi
at biðja dottur mína.

22.
Hegar[2] íð teirra snekkjur
kenndu fàgurt land,
làta teir síni akker falla
á so hvítan sand.

23.
Làta teir síni akker falla
á so hvítan sand,
firstur steig Hugin kongurin
sínum fótum á land.

24.
Firstur steig Hugin kongurin
sínum fótum á land,
tolv brinjaðir af hans monnum
undir hans hvörji hand.

25.
Hugin gekk frà strondum niðan
væl í skrúðum klæddur,
reyðargullhjàlm á hövðí bàr,
hann vàr firi ongum ræddur.

26.
Uppi í miðjum gràsgàrðí
axlar hann síni skínn,
og so búgvín gengur hann
í högar hallír inn.

27.
Og so búgvín gengur hann
í högar hallir inn,
sum Pippingur við borðí sàt
víð monnum hundra fim.

28.
Hugin gekk í höllina inn,
í forðum vár sà síður,
hevir nú allt í eínum orði:
heilsar og hann bíður.

29.
Hugin stendur á hallar golvi,
ber fram kvøðu sína;
sit væl reystur Pipping kongur,
tú gev màr dottur tína.

30.
Leingi sàt hann Pippingur,
hugsaðí um tey ráð,
hvursu hann skildi Hugin kongi
eitt gagnligt andsvàr fá.

31.
Tí svàraði Pipping kongur:
ikki skàl slíkum spàra,
leið mína dottur í höllina inn,
sjálv firi seg at svàra.

32.
Frúgvin vàr bæði studd og leidd,
hon inn í höllina gekk;
Hugin situr í hàsæti,
hann imsa liti fekk.

33.
Tekkilig vàr Óluva
í öllum vörildar tokka,
háríð vàr sum spunnið gull,
tàð làgaðist allt í lokka.

34.
Ver vælkomin min sæla dottír
biðlinum her at svàra,
síðan kannstu kjósa tàr,
um tú vilt kappan hàva.

35.
Svàraðí frúgvin Óluva
í firsta orðí tà:
hug bàr eg at Hugin kongí,
áður enn eg baon sá.

36.
Öllum fell tàd væl í lág
fáðír hennar og móðír,
og so frúnnar fosturfàðir,
Engilbret hínn góðí.

37.
Tá íð frúgvín Óluva
rattí hond ivir borð,
listuligt vàr á at lýða
teirra festnarorð.

38.
Tàd rar reystí[3] Hugin kongur,
fell à síni knà,
meðan hann frúnna Óluvu
til konu festi sàr.

39.
Drukkid vàr teirra brúdleypíð,
hírðín vár so fegin,
sum fuglurin á viði situr,
verður á ljósum degí.

40.
Hugin festí Óluvu,
førdi hàna heim,
hörpur og so pípur
leikaðu firi teim.

41.
Silki og so perlur
vàr eftir veginum breitt,
so vàr frúgvin Óluva
niður til strandar leidd.

42.
Tóku teir frúnna Óluvu
liftu ivir stavn,
fram gingu riddarar og sveinar,
teir góvu henni drottningar navn.

43.
Millum bàða stavnana
hàr brá ein fàgur litur,
sum hon frugvin Óluva
í liftingini situr.

44.
Millum bàða stavnana
ein fàgur litur brá,
hvàr hinn reysti Hugin kongur
frúnni situr hjá.

45.
Vindur nú upp síni silkisegl,
honum birur vöx,
siglur so til sjálvs sins lands
í tölum dàgar sex.

46.
Firstur steig hann Hugin kongur
sinum fótum á land,
og hon frúgvin Óluva
undir bans högru hond.

47.
Liftir hann frúnna Óluvu
upp á land vid sàr:
Gud og milda Maria moy
veri nú vid tàr!

48.
Tà vár hinn illi Mýlint
riðin oman á strond,
heilsaði hann drottningini
og tók i hennara hond.

49.
Tekkilig vár Óluva
bæði til fót og hond,
Mýlint hugaðist drottningina,
táid hon steig i land.

50.
Tey vóru ikki leingi sàman,
til tess tey gótu svein,
á góðum stundum gitin vár
og so vár hann borin í heim.

51.
Hann vàr lagdur í klæði væl,
gott er at tàka til evna,
so vàr hann til kirkju borin,
Landrus bàd hon nevna.

52.
Borin vár hann frà kirkju heim,
lagdur móður íhjà,
meira legði hon røkt á hann
enn allt tað gull, hon á.

53.
Hugin situr i hàsæti
við reyðum kinnum og bleikum:
hvör skàl goyma drottning mína,
meðan eg fremji leik?

54.
Tí svàraði frúgvin Óluva,
konginum vàr so kær,
Engilbret meg higar førdi,
hann skàl vera hjá màr.

55.
Eg velji út àf mínum monnum
Mýlint riddaran snjalla,
hann skàl goyma drottning
og so mína gripi alla.

56.
Velur tú út àf tínum monnum
Mýlint riddaran ríka,
kenni eg hann àf verkunum,
firstur mann hann teg svíkja.

57.
Hugin fór á skogva burt,
vildi fremja leik;
eftir situr Óluva,
hon er á kinnum bleik.

58.
Óluva situr i kirkjuni,
lesur úr síni bók;
hàr kom Mýlint gangandi,
og hendur um frúnna tók.

59.
Hoyri tàð Mýlint ríki,
íð ætlar at gera illa,
tú vilt svíkja kongin —
slíkt mann dømin spilla.

60.
Eg skàl geva tàr meira gull,
hann tekur til orða at birja,
enn hann gàv tàr Hugin kongur,
táíð hann fór at gilja.

61.
Hoyri tàð frúgvin Óiuva,
viltú jàttast màr,
tolv merkur í reyðargulli
vil eg geva tàr.

62.
Hàv tú sjàlvur títt reyðargull,
eg tiggi ei gávur àf tàr,
nogv mann eg firi eygum sjá,
sum gud hevur unnað màr.

63.
Tà íð Mýlint hetta sá,
hann kundi ei drottning vinna,
brátt hann snúist henni frá
á tí sàma sinni.

64.
Mýlint gengur í kjallara,
blandar mjöð og vin,
og so mikið óminni
làt hann hàr utí.

65.
Og so mikið óminni
letur hann hàr utí,
ber nú inn firi Óluvu,
biður hàna drekka til sín.

66.
Óluva tekur við kerinum,
gerdi firi seg kross:
Gud og milda Maria moy
veri nú við os!

67.
Tá íð hon hevði drukkið,
hon greiddi aftur ker,
minntist ei á Hugin kong
og ikki hvàr hann er[4].

68.
Tàð vàr hinn illi Mýlint,
illfúsur hann vinnur,
stedgar ikki síni ferð,
firr enn hann Blàmann finnur.

69.
Gakk tú tàr til hallar heim,
kjós tàr fàgurt fljóð,
frúgvin mann ikki undan sigast,
hon öllum er javngóð.

70.
Líkari vàr màr føðslan góð,
màtur og hàrtil drekka,
ongar eru höviskàr kvinnur,
sum tikja í màr tokka.

71.
Líkari vàr màr føðslan góð,
màtur og hàrtil klæði,
munnu flestallar höviskar kvinnur
meg bæði spotta og hàða.

72. Mýlint gàv honum óminnisdrikk,
sum sögur ganga ífrá,
nektaði hann úr öllum klæðum,
bàr til seingjar svá[5].

73.
Neyðugan tók hann Blàmannin,
frú Óluvu legði hjà,
tað vàr ei so undarligt,
at brúður í liti brá.

74.
Blàar leggur hann armanar
ivir drottningar hàls,
hann vár blíður og bjartur,
men fátt vàr henni til máls.

75.
Blàar leggur hann varranar
niður á drottningar munn,
henni vàr blíður og bjartur imót,
ganga nú svikini kunn.

76.
Stedgaðist Mýlint teimun hjà
eina so skamma stund,
síðan snúist hàðan frá
á Hugin kongins fund.

77.
Hugin kemur àf skogvi heim,
sàr tey merki stór:
hvör hevur her til hallar verið,
siðan eg heiman fór?

78.
Hugin tàlar við Mýlint ríka,
eg geri tàð ei at loyna:
hvàr er Óluva drottning min,
íð eg fekk tàr at goyma?

79.
Tàr stígið ivir breiða borð,
veldigi harri her,
síðan skàl eg siga frá,
hvàr Óluva drottning er.

80.
Leiddur vàr hann i husið inn,
sum Óluva firi là,
konginum varð so illa við,
tàid hann hetta sá.

81.
Hugin stendur á hallargolvi,
sortnar ratt sum mold:
illa hevur tú Óluva nú
spillt títt ljósa hold.

82.
Mýlint tók tann Blàmannin,
hann legði firi gátt:
her mannstu tann lagsmannin sjà,
íð hon hevur haft í nátt.

83.
Mýlint treiv sítt góða svörd,
hjó hann í luti tvá,
hvàr hans reyða blód tá rann,
hàr tendraðust ljósini á[6].

84.
Hoyri tàd tú Mýlint ríki,
hetta er mikil villa,
tú hevur dripið hann sàkleysan
og tàd gerdi tu illa.

85;
Tegi, tegi, veldigi harri,
tàli tàr ikki slíkt,
hetta eru frúnnar illgerningar,
tikir os vera líkt.

86.
Tàð vàr Hugin kongurin,
tekur til orða so:
heim skal bjóða Pipping kongi,
senda eftir honum boð[7].

87.
Tàð vàr hann tá Engilbret,
íð tey boðini bàr
hàdan og til landana,
sum Pippingur staddur vàr.

88.
Hoyr tú tàd nú Engilbret,
tú sig màr salt ífrà:
hvursu livur Óluva dóttir mín,
íð Hugin kongi er hjà?

89.
Eg kann ikki sannari
siga tàr nú til,
hon er funnin hjà öðrum manni,
kongur teg finna vil.

90.
Kongur kemur àt landinum
(broytur í bragdar tátti)
spir eftir Óluvu sini dottur:
munnum vit finnast aftur?

91.
Mýlint gengur í kjallara,
blandar mjod í ker,
stígur so inn firi Pipping kong
ok svik til hans tá ber.

92.
Mýlint gàv honum óminnisdrikk,
hann skuldi einki minnast,
ei til Óluvu sína dottur,
einki henni unna.

93.
Inn kom frúgvin Óluva,
hon fell sinum fàðir til fóta,
ràk hann hàna reiður burt,
hon sá sàr litið til bóta.

94.
Hann tók hövdið àf Blàmanni,
Óluvu kastar firi knà:
tàk tú hetta lagsmanns hövur,
tú elska tàð nàtt og dàg.

95.
Öllum vàr nú harrunum
svikini til mongdar,
uttan hinum trúgva Engilbret,
sum frúnni filgdi til landa.

96.
Eg skàl verja droltningina,
berjast skaltú við meg,
eg í berari skjúrtuni,
Mylint! herklæð teg!

97.
Riðu teir tá distin sàman
àf so tungari treyt,
Engilbret hevði Mýlint ríka
so langt àf sàðli á breyt.

98.
Tàð er mín firsta undanførsla:
flitið meg út á hàv!
eri eg sek í hesum verki,
sökki eg niður í kàv.

99.
Óluvu førdu á hàvið út,
so er greint firi màr,
tà íð teir komu til landana,
vàr Óluva firi hàr.

100.
Tàð vàr illi Mýlint,
ið nú mundi mæla svà:
hetta eru frúnnar illgerningar,
sum her vær munnum sjá.

101.
Tàð er mín onnur undanførsla
í lugandi bál at renna;
eri eg sek í hesum máli,
tá marin mítt lekam brenna.

102.
Óluvu settu á bálið út
(mangt varð henni àt meini),
beit ikki eldur á hennara holdi,
heldur enn knívur á hörðum steini.

103.
Ikki vildi kongurin
tàka tá frúgv àf livi,
tí hann hevði á nökrum stundum
unnað tí væna vívi.

104.
Óluva gekk àt vögguni
at minnast við sonín sín:
liv nú heilur og happadrjúgvur,
gloym ikki móður tína!

105.
Fram kom illi Mýlint,
íð bádum vildi mein,
spenndi örv á stinnan strong,
tàð brast í brúnabein.

106.
Mýlint fór firi kongin inn,
frúnni at vekja harm;
ei er hon í einum vond,
nú vil hon drepa sitt barn.

107.
Ikki verði tàr, Mýlint ríki,
eydna àf tínari giftu;
hann íð alla vörild skapti,
skàl millum okkara skifta.

108.
Tàd er mín triðja undanførsla,
um tàr viljið hàna tiggja:
setið meg í oyðumörk,
hvàr ormar og ódjór liggja.

109.
Fluttu teir drottning í oyðumörk
mitt í orma tál,
allir lögdust teir niður hjà henni,
allt gekk henni væl.

110.
Tóku teir frúnna Óluvu,
førdu í ormaborg;
heima liggur kongurin,
sjúkur í sínari sorg.

111.
Henni kom føði àf himni niður,
legðigt frúnni hjá,
meðan kongur í borgum liggur
treygur àf tungari trá.

112.
Settu teir frúnna í oyðumörk
í tá ormapínu;
men Mýlint býður konginum
Galionnu dottur sína.

113.
Eg mann ongari jomfrú lova
at leggja á mín arm
eftir Óluvu drottning míní,
tú hon vekir màr harm.

114.
Hoyr mín veldigt harri,
làt ikki á hàna minnast,
tàk nú vid Galionnu,
ástir vid hàna at binda.

115.
Mundi tá reysti Hugin kongur
falla á síni knà,
tàíð hann Galionnu Mýlints dottur
til konu festi sàr.

116.
Tey vóru ikki leingi saman,
til tess tey gótu svein;
hann vàr á illura stundum gitin,
og so vàr hann borin í heim.

117. Sveipar hon hann í klæði væl,
gott er at tàka til evna,
síðan làt hon presti bera,
Málandrus bàd hon nerna.

118.
Áður hann gàt á golvi gingið,
tá beit hann mann í føtur,
Mýlint og hon Galianna
bjóða firi hann bøtur.

119.
Upp hàr vuxu sveinarnir
bàðir á eini grund;
so vàr munur teirra millum
sum kristin màður og hundur.

120.
Teir vuxu upp í ríkinum
báðir í eini höll;
tàd vàr sonur Óluvu,
ið hirðin unti öll.

121.
Báðir riðu sveinarnir
eftir leikvöllum fram,
reystur vàr sonur Óluvu,
í hvörjum leiki vann.

122.
Málandrus hevði upp sína hond,
gàv honum högg á tenn,
blóðið fleyt í barmin niður,
sógu tàð mangir menn.

123.
Landrus slóg tá afturímót,
tàd brast hans brúnabein,
kenndi sàr illi Málàndrus
so brádliga fáa mein.

124.
Mýlint gengur firi kongin inn:
hvör skàl hetta mál verja,
at tú letur tín horkonuson
títt einkabarn so berja?

125.
Mýlint gengur firi kongin inn,
sveininum vildi sút;
Hugin letur Landrus unga
við lurkum lemja ut.

126.
Landrus fór tá uttan hallar,
til tess hevði hann frætt,
hvàr hin sæla kona býr,
við móður hans vàr í ætt.

127.
Á tí sàma kvöldinum
gisti hann Sivju heima,
minntust tey á móður hans,
sorgir vuxu hjà teimun.

128.
Hon gàv honum gullbúín klæði,
drongur er hann fríður,
heitur og sælur, Landrus mín,
á hvönn vegin tú ríður!

129.
Tàð vàr reysti Landrus,
ràð sàr út at ríða,
sviku teir àf honum klæðini
innan grøna líða.

130.
Snarlíga tá snúist hann
aftur á Sivju fund,
úti stóð og fagnaði honum
hit inniliga sprund.

131.
Tàð vàr Sivja fostra hans,
tekur so hátt at læga:
Gàlianna er tín sjúkmóðir,
enn vil hon teg æga.

132.
Skàr hon aftur gullbúin klæði,
gàv honum horsið friða:
ver væl um teg, Landrus mín,
hvönn veg tú manst ríða.

133.
Tàð vàr um ein annan dàg,
hann ætlar sína frændir vitja:
tá íð hann kom á skogvin fram,
hann sá tvá pílgríma sitja.

134.
Teir buðu honum stíga
inn firi breiða borð,
eta og drekka gott við sàr,
tí hann vàr so vælborin.

135.
Ikki visti Landrus àf,
firr enn horvið vàr àf breyt
màtur og drekka og klæði góð,
allt tá honum treyt.

136.
Nàkin ríður Landrus ungi
aftur á Sivju fund,
úti stendur og fagnar honum
hit inniliga sprund.

137.
Hevði hon upp sína høgru hond,
hann á kjàlka slær:
tàk tú ikki mannminkan
àf minni manni tàr.

138.
Gàv hon honum gullbúin klæði
horsið tàd hit sterka:
møtur tú tíni sjúkmóður,
tú vinn henni ábótaverk.

139.
Landrus reið hàr uttan halla,
vàr honum einki àt meini;
hoyrdi hann hàr dvörga tvá
mæla inni í steini.

140.
Hesin er sonur Óluvu,
íð teir vildu svölt,
firra drottning Hugin kongs —
mín bróðir, tàla ikki hvöllt.

141.
Óluva er í oyðumörk
væl í fimtan vetur,
henni kemur føði àf hinni niður,
tàð hevur at týða betur.

142.
Teir hàva sàr ein lítlan dúk
upp á seg at binda,
hàr er hvörs manns gødska í,
kann allar sútir rinda.

143.
Svàraði eldri dvörgurin
tàlar við sín bróður:
fá tú honum henda dúk
at føra síni móður.

144.
Undirstóð hann dvörga màl,
áður hann hàðan gekk,
brand hann hevði heim við sár,
íð góðan sigur fekk.

145.
Landrus reið tá hàðani burt,
er so greint firi màr,
aldrig hoyrði hann fagrari song,
enn tá firi oyrum bàr.

146.
Landrus vàr komin firi beygin tann,
íð bans lá móðir í dvàli,
hàr seng ein so heilagur fuglur
betur enn náttargàli.

147.
Landrus legði örv á strong,
hann býr seg til at skjóta,
fuglinum sàr firi brosti liggja
mangar ormar ljótar.

148.
Hoyr tú tàð hin ungi màður,
hvursu skál eg teg nevna,
firi hvàt vilt tú deyða meg,
hvàt hàvi eg gjört til hevndar?

149.
Landrus skalt tú nevna meg,
Hugin konungs son,
tàð vàr màr til móður sagt,
at Óluva hàt hon.

150.
Af gudi verði tú gövgaður,
Landrus sonur mín,
hvàt hevur hann til ráða tikið,
Hugin fáðir tín?

151.
Hann hevur fest sàr àðra drottning,
Galianna hon heitir,
Mýlint ríki er fàðir hennar,
so mongum illt hann veitir.

152.
Átt hàva tey ein ungan son,
Málandrus skulum vit nevna,
hann hevur eir úr móður kini,
borin til illt at evna.

153.
Livur hon Sivja, fostra mín,
íð býr firi handan á,
tú bið hàna senda màr klæði góð,
hevur hon til tess ráð.

154.
Brádliga fór tá Landrus ungi
aftur á Sivju fund,
úti stóð og fagnaði honum
hit inniliga sprund.

155.
Eg vàr màr í skogvi í dàg,
hàr mína móður eg sà,
hon bàð teg senda sàr klæði góð,
um tú hevur til tess ráð.

156.
Sivju varð so illa við,
hon tekur so sárt at gráta:
tín móðir mátti á skemri stund
sítt unga lívið láta.

157.
Gud firigevi tàr fostra mín,
tú grunar ei guds mátt,
eg hàvi við mína móður mælt,
og táð skàl frættast bràtt.

158.
Sivja skàr tá klæði góð,
gàv honum horsið sterka:
finnur tú tína sjúkmóður,
tú løna henni ábótaverk.

159.
Burtur reið tà Landrus ungi
bæði við gleði og gleim,
førdi hann sína sælu móður
aftur til Sivju heim.

160.
Táð vàr um ein helgan dàg,
hann ætlar til kirkju ríða,
visti ikki firr enn hann vàr
í sterkum streymi og stríðum.

161.
Visti ikki firr enn hann vàr
í sterkum streymi og stríðum,
rossið bar hann aftur til lands
á fagrar flötur og fríðar.

162.
Skàpar hon seg í drekalíki,
eitur vildi spràna,
horsið henni leyp á bak,
Galionnu tàð varð àt bàna.

163.
Tàd vàr um ein helgan dàg,
dreingir drekka jól,
drottning fell úr hásæti
deyð á hallargolv.

164.
Landrus tók sína sæla móður,
setti hàna á sín hest,
riðu tey tá til hallar heim,
sum tey máttu betst.

165.
Tàð vàr frúgvin Óluva,
hon gekk í höllina inn,
allar tær, íð inni vóru,
bliknaðu tá um kinn.

166.
Landrus gekk í höllina inn,
fàðir síns skegg hann ristur,
allir teir, íð inni vóru,
sótu tá alvæl tvistir.

167.
Landrus stendur á hallargolvi,
Mýlint àt honum neig:
sig màr skjott og skundiliga
hví tú mina móður sveik?

168.
Miskun, miskun, Landrus ungi,
vænti eg tó àf tàr,
tí at eg hàvi Hugin kongi
so leingi verið kærur.

169.
Tàð skàl eingin àf mínum monnum
vinna honum mein,
firr enn hann sigir á öllum lutum,
hvursu hann drottning sveik.

170.
Hoyr tàð Landrus, kappin reysti,
eg geri tað ei at loyna:
beyð eg henni gull og fà,
so vildi eg fljóðið royna.

171.
Einki vildi hon játta màr,
men vekja màr stóran harm,
tí tók eg sàkleysa Blàmannin,
og legði í hennara arm.

172.
Ræddur vàr nú Mýlint ríki,
fell Óluvu til fóta,
rak hon hann af reiði burt,
hon báð ikki sàlina njóta.

173.
Hesir somu ljótu ormar,
sum Óluvu vóru skjól,
bàgar førdu teir Mýlint ríka,
so sorgarfull vóru hans jól.

174.
Settu teir Mýlint í ormagröv,
táð vóru eingi undur,
áður hann kom hàr hàlvur inn,
teir rivu hann kikan sundur.

175.
Hugin situr í hásæti,
imsa liti fekk,
tá ið hann sá hit væna vív,
eftir hallargolvi gekk.

176.
Kongur býður drottning síni
á armi hjá sàr at liggja,
tökk hàvi frúgvin Óluva,
hon vildi tey boð ei liggja!

177.
Hon gàv seg í kloystur inn
àf so góðari trú,
aldrig á síni ævini
tàð livur hon betur enn nú.

178.
Tàð vàr frúgvin Óluva,
gàv seg í nunnukloystur;
Landrus heitir hennar sonur,
íð bæði varð ríkur og reystur.

Viðgangur:
Stígum fast á várt golv, spàrum ei vár skó!
Gud mann ráða, hvàr vær drekkum onnur jól.


Fodnoter

  1. hàgar opstået af þagat, þàngat ɔ: derhen; hàgar streingi eg heiti mítt er da det samme som det islandske: þess streingi eg heit.
  2. hegar = pegar strax, såsnart som.
  3. reystar er det islandske hraastr, tapper.
  4. Den spanske roman fortæller her, hvorledes Tomillas, greve af Köln, havde haft den plan at gifte sin datter, den skønne Aldigon, med hertugen af la Rocha (Hugin), men at den var strandet derved, at Pipin havde givet ham sin søster Oliva til ægte. Alligevel søgte den rænkefulde Tomillas (Mylint). ved forræderi at sætte sin plan igennem og hevne sig, skønt han udvortes viste sig som kongens fortrolige og hertugens ven. Da hertugen efter et længere ophold hos Pipin beslutter at drage hjem til sine lande med sin hustru og deres lille søn, besøge de efter løfte Tomillas i Köln. Det var en hed midsommerdag, de kom dertil, og Oliva beder til Tomillas's store glæde om noget at drikke, thi han har strax en trylledrik beredt, som hun drikker; hun føler sig syg; Tomillas får hende til at gå tilsengs; under hovedpuden har han lagt en seddel med mange trylle- og bevægelsesformularer, som har den kraft, at intet kan bringe den til at vågne, hvis hoved hviler derpå. Imidlertid har han indbudet hertugen og hans følge at indtage et måltid.
  5. Efterat have fået Oliva i seng, træffer Tomillas efter romanen en riddersvend, en søn af en af hans vasaller, der som en landstryger gik omkring i pillegrimsklæder; Tomillas lover ham ridderslaget, dersom han vil opfylde hans begæring, men viser ham med det samme en ring, som havde den mægtige egenskab, at når nogen så på den, da kunde han ikke afslå den nogen bøn, som bar ringen. Således får Tomillas ham at klæde sig af og lægge sig ned hos Oliva; og da dette er sket, har trylleseddelen under hovedgærdet den samme indflydelse på ham som på Oliva, og nu iler Tomillas efter hertugen, som han træffer ved måltidet, og fører ham ind til Oliva.
  6. Romanen lader her Oliva vågne og erklære riddersvendens uskyldighed; idet nemlig Tomillas rykker ham ud af sengen for at myrde ham, følger hovedpuden og trylleseddelen med, og Oliva kan således opvågne af sin bevidstløse tilstand og se, hvad der foregår ved hendes side. Kvadet derimod lader Blåmandens uskyldigt udgydte blod selv vidne om hans uskyldighed, idet «der går lysglans af det"; da hertugen sér dette tegn fra Gud, bliver han tvivlrådig og irettesætter Tomillas, at han har «dræbt sagløs mand; Mylint véd at kaste skylden på Olufa.
  7. Efter romanen lader hertugen budet true Pipin ufortøvet at komme til sig, da han ellers vil myrde Oliva og sig selv. Pipin kommer, Olivas uskyld bliver prøvet ved gudsdomme, også her går hun igennem det luende bål, uden at engang hendes klæder blive berørte deraf, men alligevel vil kongen ikke tro på hendes uskyld og hun går í kloster. Pipin overtaler nu selv hertugen til at ægte Tomillas datter Aldigon.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.