Ólafsdrápa (Hallfröðr Óttarsson vandræðaskáld)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
Hallfröðr Óttarsson vandræðaskáld
Ólafsdrápa
1.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Den gavmilde var (kun) 12 år gammel, da Hørdernes tapre ven udrustede sine krigsskibe (til rejse) fra Garderige; fyrstens mænd ladede skibene med brynjer og skjolde og hjælme, og rorene drejedes (af søgangen).]
2.
Øster mellem Garder
Og ved Borgundeholmen
Haarde Vaaben han væded,
Hvi skal hans Roes man dølge?
3.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Dernæst har jeg erfaret, at hørgbryderen opdyngede høje valdynger på mange steder med fjendtligt sind. Ofte fik ravnen blod.]
4.
Jæmters og Venders Sønner
Siden Krigerdrotten
Fældte i Striden, han tidlig
Kampfærd var vant at øve;
Hersers frækne Fyrste
Farlig for Goters Liv var,
Gjorde Skaane Guldets
Giver Landsetummel.
5.
Skibes hurtige Styrer,
Sønden for Hedeby i
Danmark, af Brynjebirke (1)
Barken ganske hugged.
6.
Tryggves Søn til Slutning
Saxers hæslige Aadsler
Hugge til Bytte for Hexens
Barske Hest lod ofte;
Vennesæle Konning
Vide Frisers sorte
Blod gav Aftenryttres
Blakkede Heste (2) at drikke.
7.
Urostifteres Tvinger
Trak af Balgen Sværdet,
Hærens Fører uddeelte
Flæmingers (3) Kjød til Ravne.
8.
Heftig den unge Konning
Hærjed paa Anglers Lande,
Vaabenregns Opvækker
Voldte Nordimbrer Bane;
Ulves Mætter vide
Ødelagde Skotter,
Sværdleg paa Man opførte
Mægtige Gulduddeler.
9.
End lod Krigeren Irers
Øboers Hære falde,
Hæder søgte ved Kampfærd
Heltes tapre Fører;
Fyrsten slog de bretske
Folk, og hug de valske
Ned for Fode; Glentens
Graadighed da blev standset.
Fodnoter:
1) Brynjeklædte Krigere.
2) Aftenryttere, d.e. Hexe; deres Heste, Ulvene, hvorpaa de troedes at ride.
3) Flandere
1. Oldnordiske Sagaer - Kong Olaf Tryggvesøns Saga, Bind 1-3, oversatte af C. C. Rafn, København, 1826-27
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15
Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)
Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."