Øgersgildet (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

14. Øgersgildet
eller Lokes Skjændsmaal.

Øger, som ogsaa kaldes Gymer, havde brygget Øl for Aserne, efterat han havde faaet fat paa den store Kjedel, hvorom nu er talt. Til dette Gilde kom Odin og hans Kone Frigga, men Thor kom ikke; thi han var i Østerleden; Thors Kone Sif var der tilligemed Brage og hans Kone Idun. Der var ogsaa Tyr; han var eenhaandet; thi Fenrisulven havde, da den blev bunden, slidt den ene Haand af ham. Der var Njord og hans Kone Skade, Frey og Freya og Odins Søn Vidar. Loke var der, og Freys Tjenestefolk Beygver og Beyla. En stor Forsamling af Aser og Alfer.

Øger havde to Tjenere, Snubfænger og Ilder. Der var Lyseguld istedenfor Ildlys, og Øllet bar sig selv om; der var et stort Fristed. Man roste meget, hvor flinke Øgers Tjenere vare; det gad Loke ikke høre, og slog Snubfænger ihjel. Da rystede Aserne deres Skjolde, raabte mod Loke og drev ham bort til Skoven, hvorefter de atter satte sig til at drikke.

Loke kom igjen, traf Ilder udenfor, og tiltalte ham saaledes:

1.

Ilder! paa staaende

Fod lad høre,

Hvad Gildesnak Guder

Derinde nu føre!

Ilder.

2.

Talen blandt Sejrguders

Sønner skifter,

Nu om deres Vaaben

Og Krigsbedrifter;

Ingen blandt Aser

Og Alfer derinde

Et venligt Ord

Om Dig kan finde.

Loke.

3.

Ind i Øgers

Hal jeg gaaer,

At see, hvorledes

Den Højtid staaer;

Aserne bringer jeg

Klammer og Ave,

Med Meen jeg skal

Dem Mjøden lave.

Ilder.

4.

Hør, hvis i Øgers

Hal Du gaaer,

At see, hvorledes

Den Højtid staaer,

Og spyer Du mod Guder

Din Galde ud:

Dig selv de bruge

Til Vidskeklud.

Loke.

5.

Hør, Ilder! hvis vi to

Havde Trætte

Og skulde hinanden

I Skjældsord sætte,

Lidet Dig vilde

Din Ordstrøm baade,

En rigere stod dog Mig tilraade.

Derpaa gik Loke ind i Hallen; men da de, som vare inde, saae hvem der var kommen, tav de Alle.

Loke.

6.

Tørstig jeg her

Til Hallen kom,

Lange Veje

Drog Lopter om,

Aser at bede,

At de bød

Mig en Drik

Af den rene Mjød.

7.

I Guder! hvi tie I,

Harm i Hu,

Som mægted I ej

At mæle nu?

I give ved Gildet

Mig Sæde og Stade,

Eller mig byde

Det at forlade.

Brage.

8.

Sæde og Stade

Dig ved Gilde

Aldrig Aserne

Give ville.

Vel vide Aser,

Hvem til Gjæst

Byde de skulle

Ved Højtidsfest.

Loke.

9.

Odin! Hvorlunde

I gamle Dage

Vort Blod vi blanded,

Til Minde Du drage!

Drikken vilde Du

Aldrig nyde,

Med mindre os begge

Man kunde den byde.

Odin.

10.

Saa rejs Dig, Vidar!

Til Ulvens Fader

Din Plads i Laget

Du overlader,

At Loke Os ikke

I Øgers Hal

Med Smædeord

Anfalde skal.

Da stod Vidar op, og skjænkede for Loke; men før han drak, tiltalte han Aserne saaledes:

11.

Hil Aser og Hil

Asynier være,

Alle storhellige

Guder Ære!

Een As jeg haver

Dog ikke i Sinde,

Brage, som bænker sig

Hisset inde.

Brage.

12.

Hest og Værge

Af Mit jeg byder,

Saalunde Brage

Dig Bøder yder,

At ej Du Aser

For Had skal lægge

Og Guders Vrede

Mod Dig opegge.

Loke.

13.

Armringe og Heste,

Brage! Du aldrig

Skal have til Bedste;

Af Aser og Alfer,

Som ere her nu,

For Strid ej frygter,

For Skud ej flygter

Nogen, som Du.

Brage.

14.

Hvis udenfor Øgers

Hal jeg var,

Hvor nu jeg inde

Mit Sæde har,

Jeg skulde i Haand

Dit Hoved bære,

Derpaa kan Du

Sikker være.

Loke.

15.

Hvor Brage er tapper

Inden Døre!

Ej kunde Du, Bænkpynt!

Sligt udføre;

Hvis vred Du er,

Saa kom kun an,

Betænksom er ikke

En stridbar Mand.

Idun.

16.

Brage! For Børnenes

Slægtskabsheld,

Og alle Pleje-

sønners Vel,

Jeg beder, at her

I Øgers Haller

Loke Du ej

Med Haan anfalder.

Loke.

17.

Ti Du, Idun!

Blandt alle Kvinder

Ingen, som Dig,

Jeg mandgal finder;

Thi selv om ham,

Som Din Broder vog,

Din dejligtvættede

Arm Du slog.

Idun.

18.

Ej jeg, Loke,

Her anfalder

Med Smædeord

I Øgers Haller;

Brage jeg stiller,

Hidsig af Drik,

Vil ej, at vrede

Til Strid I gik.

Gefjon.

19.

Hvi ville herinde

I Aser tvende

Saarende Ord

Mod hinanden vende?

Lopter ej veed,

Han selv staaer paa Spil,

At Livsfordærv

Ham søge vil.

Loke.

20.

Ti Du, Gefjon!

Det melder min Røst,

At hin hvide Svend

Dig lokked til Lyst,

Han det herlige

Smykke Dig bød,

Det, som Du gjemte

I dit Skjød.

Odin.

21.

Gal er Du, Loke!

Reent fra Forstand,

At Gefjons Vrede

Du tirre kan;

Jeg troer hun Oldenes

Skjæbne saa nøje

Kjender, som mig

Den staaer for Øje.

Loke.

22.

Ti Du, Odin!

Naar Mændene stride,

Du kan ej veje

Til rette Side;

Ofte Du gav

Ubillig Gave

Og lod den Svagere

Sejer have.

Odin.

23.

Veed Du, om jeg gav

Ubillig Gave,

Og lod den Svagere

Sejer have?

Otte Vintre

Du under Jord

Som malkende Ko

Og Kvinde foer,

Og der du Fostre

Til Verden bar —

Sligt troer jeg en Uslings

Kjende var.

Loke.

24.

Paa Samsø, Man siger,

Du maatte dig neje,

Og ramme paa Slump

Som Vøler pleje;

Blandt Folk som Spaamand

Du løbet har —

Sligt troer jeg en Uslings

Kjende var.

Frigga.

25.

Aldrig skulde

I Aser tvende

Folk fortælle

Hvad Eder mon hænde,

Hvad I bedrev

I gamle Dage!

Fordums Værk

Er Mændenes Plage.

Loke.

26.

Ti Du, Frigga!

Du Livsglads Datter,

Mændene stedse

Din Lyst omfatter;

Thi Vile og Ve,

Skjøndt Vidrers Kvinde,

Begge Du lod

Din Elskov vinde.

Frigga.

27.

Ja, kunde i Øgers

Hal herinde

Jeg nu en Søn

Som Balder finde,

Da ud fra Aser

Du aldrig kom,

Da fældede Sværdet

Din Vredesdom.

Loke.

28.

Vil Du, Frigga!

At end dit Øre

Bittrere Ord

Af mig skal høre:

Jeg det volder,

At aldrig meer

Balder at ride

Til Sal du seer.

Freya.

29.

Raser Du, Loke,

At Du her

Ripper op,

I saa led Ufærd;

Vist Frigga veed,

Hvad i Skjæbnen boer,

Om end hun selv

Ej siger et Ord.

Loke.

30.

Ti, Freya! Jeg kan

Dig paa en Prik,

Næppe Du fri

For Laster gik;

Af Aser og Alfer,

Som ere her,

Din Boler været

Haver Enhver.

Freya.

31.

Falsk er din Tunge,

Jeg troer forvist,

Den galer dig selv

Fortræd tilsidst;

For Aser, Asynier

Er Du en Gru,

Du farer vist hjem

Bedrøvet i Hu.

Loke.

32.

Ti Du, Freya!

Din Trolddomskvind,

Fuldt af Ondskab

Er dit Sind;

Uhøvisk Du var nok,

Da Guder milde

Ved Sejd du stemte

Mod Broderen ilde.

Njord.

33.

Ej farligt det er,

At Ægtekvinde

I Bolskab og Sligt

Sig lader befinde;

Men Under det er,

At see herinde

Den tvekjøns As,

Der fødte som Kvinde.

Loke.

34.

Ti Du, Njord!

Til Østerleden

Som Gidsel for Guder

Du sendtes heden;

Af Hymers Møer

Blev tagen i Brug

Din Mund, og tjente

Til Vædsketrug.

Njord.

35.

Og sendtes jeg heden

Til fjerne Kyst

Som Gidsel for Guder,

Da var det min Trøst,

At Sønnen jeg fik,

Der elskes af Alle,

Og hvem de Asernes

Fyrste kalde.

Loke.

36.

Stop nu, Njord!

Du tæmme Dig maa,

Ej længer jeg lægger

Skjul derpaa:

Slig Søn din egen

Søster Dig bar,

Uventet, han værre

End Du ej var.

Tyr.


37.


I Asers Gaarde


Blandt Fyrster bolde


Frey man maa


For den ypperste holde;


Ej Mø eller Kone


Til Graad han bringer,


Og løser Alle


Af Baand, som tvinger.


Loke.


38.


Ti Du, Tyr!


Du mægter ikke


Af baade Hænder


Med Spyd at stikke;


Jeg minder Dig om,


Du led det Tab,


At miste din Højre


I Fenrers Gab.


Tyr.


39.


Jeg savner min Haand,


Du savner din Ære,


Begge Dele

Maa sørgeligt være;


Ej heller har Ulven


Det efter Behag,

Han venter i Lænker

Den yderste Dag.

Loke.

40.

Ti Du, Tyr!

Din Kone det gik

Ilde, en Søn

Med mig hun fik;

Aldrig en Stuv

Eller Penning dog

Din Stakkel for denne

Krænkelse tog.

Freyr.

41.

See, Ulven ligger

Ved Munding af Aa,

Saalænge til høje

Magter forgaae;

Du selv skal bindes

Paa samme Led,

Hvis ej Du tier,

Din Rænkesmed!

Loke.

42.

Gymers Datter

For Guldets Værd

Du kjøbte, og solgte

Saa dit Sværd;

Naar Muspels Sønner

Over Mulmskov ride,

Hvormed skal da

Din Stakkel stride?

Beygver.

43.

Hør, hvis jeg var

Af saa fornem Æt,

Som Ingunar Freyr,

Og saa herlig stedt,

Jeg knuste til Marven

Den slemme Krage,

Led for Led

Jeg skulde tage.

Loke.

44.

Hvad er det for Tingest,

Som loggrer der,

Og snylter efter

Levninger her;

Du er nok stedse

Frey ved Øre,

Og lader ved Kværnen

Din Piben høre.

Beygver.

45.

Beygver, jeg hedder,

En dygtig Svend

Kalde mig baade

Guder og Mænd;

Derfor med Ære

Jeg savnes ikke,

Hvor Hropters Børn

Samlede drikke.

Loke.

46.

Ti Du, Beygver,

Blandt Mand og Mand

Du Mad ej rettelig

Skifte kan,

Og naar i Striden

Man skulde gaae,

I Sengehalmen

Da skjult Du laae.

Heimdal.

47.

Beruset er Du,

Kan Intet sandse,

Loke! vil Du da

Aldrig standse?

Betagen af Fuldskab

Er den Mand,

Som egne Ord

Ej mindes kan.

Loke.

48.

Ti Du, Heimdal!

Fra gammel Tid

Dit Liv bestaaer

I et hæsligt Slid;

Mens Ryggen stadig

I Blød er lagt,

Du vaagen skal holde

For Guder Vagt.

Skade.

49.

Kry er Du, Loke!

Men snart Du standser,

Og ej saa frit

Med Halen svandser;

Thi Guder skulle

Dig bunden lægge,

Med Reb af din kolde

Søn, over Egge.

Loke.

50.

Om Guder mig end

Skulle bunden lægge,

Med Reb af min kolde

Søn, over Egge,

Saa viid, da vi havde

Med Thjasse Kiv,

Baade først og sidst

Jeg gik ham paa Liv.

Skade.

51.

Hvis Du, da I havde

Med Thjasse Kiv,

Baade først og sidst

Ham gik paa Liv,

Saa viid, fra mine

Stader og Vange,

Du kolde Raad

Skal stedse fange.

Loke.

52.

Mildere dog

Din Tone lød,

Da Løvøes Søn

Din Seng Du bød;

Sligt vi ogsaa

Her maa melde,

Naar nøje vi vore

Lyder optælle.

Da gik Beyla frem, skjænkede Loke Mjød i Iiskalken og sagde:

53.

Hil være Dig, Loke!

Tag Kalken hen,

Med gammel Mjød

Jeg fyldte den,

Fordi at Du ene

Lod hende der

Blandt skyldfri Aser

Uden Besvær.

Han tog Hornet og drak det ud.

54.

Dig ene jeg skaaned,

Var Du forsand

Saa streng og varsom

I Ægtestand.

Een dog findes,

Saavidt jeg mindes,

Der selv hos Lorride

Bolet har,

Og det den svigvise

Loke var.

Beyla.

55.

Fjældene skjælve!

Fra Hjemmet snart

Lorride stiler

Vist hid sin Fart;

Tavshed han her

Skal lære den,

Som haaner alle

Guder og Mænd.

Loke.

56.

Ti Du, Beyla!

Beygvers Kvinde,

Megen Ondskab

I Dig er inde;

Ej større Udvæxt

Saaes fremspire,

Blandt Aser end Du,

Din Skidenlire.

Da kom Thor til og sagde:

57.

Ti, Du Halvmand!

Min Hammer stærk,

Mjølner, skal stoppe

Dit Sladderværk;

Jeg hugger fra Hals

Din Skuldertinde,

Og dermed skal

Dit Liv forsvinde.

Loke.

58.

Nu Jordens Søn

Er kommen hid,

Thor! Hvi er Du

Saa graadig paa Strid?

I Kamp mod Ulven

Dit Mod skal falde,

Naar Sejerfader

Han sluger med Alle.

Thor.

59.

Ti, Du Halvmand!

Min Hammer stærk,

Mjølner, skal stoppe

Dit Sladderværk;

Øterud

Jeg slynger Dig op,

Saa Ingen mere

Skal øjne Din Krop.

Loke.

60.

Ej Folk om Farter

I Østerled

Du minde, siden

Din Tapperhed

Kroget i Handskens

Tommel foer;

Hvem skulde da troet,

At Du var Thor.

Thor.

61.

Ti, Du Halvmand!

Min Hammer stærk,

Mjølner, skal stoppe

Dit Sladderværk;

Min Højre med Hrungners

Bane Dig slaaer,

Saa hvert et Been

I Stykker gaaer.

Loke.

62.

Længe jeg end

At leve agter,

Trods dine truende

Hammerfagter;

Skrymers Remme

Dog vare for skrappe,

Kosten kunde Du

Ikke nappe,

Led, skjøndt sund,

Af en sulten Mund.

Thor.

63.

Ti, Du Halvmand!

Min Hammer stærk,

Mjølner, skal stoppe

Dit Sladderværk.

Hrungners Bane

Dig sender fort

Til Hel, dernede

Ved Dødens Port.

Loke.

64.

For Aser og Asers

Sønner lød

Min Sang, som Tanken

Mig det bød;

For Dig alene

Ud jeg gaaer,

Jeg veed, at Du

Er den, som slaaer.

66.

Øl Du brygged:

Gilder flere,

Øger, gjør Du

Aldrig mere.

Lystig skal Luen

Dit Eje brænde,

Alt hvad her er,

Og svie Din Ende.

Derefter skjulte Loke sig i Franangers Fos i Laxeskikkelse, der grebe Aserne ham. Han blev bunden med sin Søn Narves Tarme, og hans Søn Narve blev til en Ulv. Men Skade tog en Edderorm og hængte den op over Lokes Ansigt, af den dryppede Edder. Sigyn (Dybsind), Lokes Kone, sad der og holdt en Skaal under Edderen, og naar Skaalen var fuld, slog hun den ud. Imens dryppede Edderen paa Loke. Da fik han saa haard en Krampe, at hele Jorden skalv derved. Det er nu kaldet Jordskjælv.

---

Noter: