Øgersgildet (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


14. Øgersgildet
eller Lokes Skjændsmaal.



Øger, som ogsaa kaldes Gymer, havde brygget Øl for Aserne, efterat han havde faaet fat paa den store Kjedel, hvorom nu er talt. Til dette Gilde kom Odin og hans Kone Frigga, men Thor kom ikke; thi han var i Østerleden; Thors Kone Sif var der tilligemed Brage og hans Kone Idun. Der var ogsaa Tyr; han var eenhaandet; thi Fenrisulven havde, da den blev bunden, slidt den ene Haand af ham. Der var Njord og hans Kone Skade, Frey og Freya og Odins Søn Vidar. Loke var der, og Freys Tjenestefolk Beygver og Beyla. En stor Forsamling af Aser og Alfer.


Øger havde to Tjenere, Snubfænger og Ilder. Der var Lyseguld istedenfor Ildlys, og Øllet bar sig selv om; der var et stort Fristed. Man roste meget, hvor flinke Øgers Tjenere vare; det gad Loke ikke høre, og slog Snubfænger ihjel. Da rystede Aserne deres Skjolde, raabte mod Loke og drev ham bort til Skoven, hvorefter de atter satte sig til at drikke.


Loke kom igjen, traf Ilder udenfor, og tiltalte ham saaledes:


1.
Ilder! paa staaende
Fod lad høre,
Hvad Gildesnak Guder
Derinde nu føre!


Ilder.
2.
Talen blandt Sejrguders
Sønner skifter,
Nu om deres Vaaben
Og Krigsbedrifter;
Ingen blandt Aser
Og Alfer derinde
Et venligt Ord
Om Dig kan finde.


Loke.
3.
Ind i Øgers
Hal jeg gaaer,
At see, hvorledes
Den Højtid staaer;
Aserne bringer jeg
Klammer og Ave,
Med Meen jeg skal
Dem Mjøden lave.


Ilder.
4.
Hør, hvis i Øgers
Hal Du gaaer,
At see, hvorledes
Den Højtid staaer,
Og spyer Du mod Guder
Din Galde ud:
Dig selv de bruge
Til Vidskeklud.


Loke.
5.
Hør, Ilder! hvis vi to
Havde Trætte
Og skulde hinanden
I Skjældsord sætte,
Lidet Dig vilde
Din Ordstrøm baade,
En rigere stod dog Mig tilrande.


Derpaa gik Loke ind i Hallen; men da de, som vare inde, saae hvem der var kommen, tav dé Alle.


Loke.
6.
Tørstig jeg her
Til Hallen kom,
Lange Veje
Drog Lopter om,
Aser at bede,
At de bød
Mig en Drik
Af den rene Mjød.


7.
I Guder! hvi tie I,
Harm i Hu,
Som mægted I ej
At mæle nu?
I give ved Gildet
Mig Sæde og Stade,
Eller mig byde
Det at forlade.


Brage.
8.
Sæde og Stade
Dig ved Gilde
Aldrig Aserne
Give ville.
Vel vide Aser,
Hvem til Gjæst
Byde de skulle
Ved Højtidsfest.


Loke.
9.
Odin! Hvorlunde
I gamle Dage
Vort Blod vi blanded,
Til Minde Du drage!
Drikken vilde Du
Aldrig nyde,
Med mindre os begge
Man kunde den byde.


Odin.
10.
Saa rejs Dig, Vidar!
Til Ulvens Fader
Din Plads i Laget
Du overlader,
At Loke Os ikke
I Øgers Hal
Med Smædeord
Anfalde skal.


Da stod Vidar op, og skjænkede for Loke; men før han drak, tiltalte han Aserne saaledes:


11.
Hil Aser og Hil
Asynier være,
Alle storhellige
Guder Ære!
Een As jeg haver
Dog ikke i Sinde,
Brage, som bænker sig
Hisset inde.


Brage.
12.
Hest og Værge
Af Mit jeg byder,
Saalunde Brage
Dig Bøder yder,
At ej Du Aser
For Had skal lægge
Og Guders Vrede
Mod Dig opegge.


Loke.
13.
Armringe og Heste,
Brage! Du aldrig
Skal have til Bedste;
Af Aser og Alfer,
Som ere her nu,
For Strid ej frygter,
For Skud ej flygter
Nogen, som Du.


Brage.
14.
Hvis udenfor Øgers
Hal jeg var,
Hvor nu jeg inde
Mit Sæde har,
Jeg skulde i Haand
Dit Hoved bære,
Derpaa kan Du
Sikker være.


Loke.
15.
Hvor Brage er tapper
Inden Døre!
Ej kunde Du, Bænkpynt!
Sligt udføre;
Hvis vred Du er,
Saa kom kun an,
Betænksom er ikke
En stridbar Mand.


Idun.
16.
Brage! For Børnenes
Slægtskabsheld,
Og alle Pleje-
sønners Vel,
Jeg beder, at her
I Øger s Haller
Loke Du ej
Med Haan anfalder.


Loke.
17.
Ti Du, Idun!
Blandt alle Kvinder
Ingen, som Dig,
Jeg mandgal finder;
Thi selv om ham,
Som Din Broder vog,
Din dejligtvættede
Arm Du slog.


Idun.
18.
Ej jeg, Loke,
Her anfalder
Med Smædeord
I Øgers Haller;
Brage jeg stiller,
Hidsig af Drik,
Vil ej, at vrede
Til Strid I gik.


Gefjon.
19.
Hvi ville herinde
I Aser tvende
Saarende Ord
Mod hinanden vende?
Lopter ej veed,
Han selv staaer paa Spil,
At Livsfordærv
Ham søge vil.


Loke.
20.
Ti Du, Gefjon!
Det melder min Bøst,
At hin hvide Svend
Dig lokked til Lyst,
Han det herlige
Smykke Dig bød,
Det, som Du gjemte
I dit Skjød.


Odin.
21.
Gal er Du, Loke!
Reent fra Forstand,
At Gefjons Vrede
Du tirre kan;
Jeg troer hun Oldenes
Skjæbne saa nøje
Kjender, som mig
Den staaer for Øje.


Loke.
22.
Ti Du, Odin!
Naar Mændene stride,
Du kan ej veje
Til rette Side;
Ofte Du gav
Ubillig Gave
Og lod den Svagere
Sejer have.


Odin.
23.
Veed Du, om jeg gav
Ubillig Gave,
Og lod den Svagere
Sejer have?
Otte Vintre
Du under Jord
Som malkende Ko
Og Kvinde foer,
Og der du Fostre
Til Verden bar —
Sligt troer jeg en Uslings
Kjende var.


Loke.
24.
Paa Samsø, Man siger,
Du maatte dig neje,
Og ramme paa Slump
Som Vøler pleje;
Blandt Folk som Spaamand
Du løbet har —
Sligt troer jeg en Uslings
Kjende var.


Frigga.
25.
Aldrig skulde
I Aser tvende
Folk fortælle
Hvad Eder mon hænde,
Hvad I bedrev
I gamle Dage!
Fordums Værk
Er Mændenes Plage.


Loke.
26.
Ti Du, Frigga!
Du Livsglads Datter,
Mændene stedse
Din Lyst omfatter;
Thi Vile og Ve,
Skjøndt Vidrers Kvinde,
Begge Du lod
Din Elskov vinde.


Frigga.
27.
Ja, kunde i Øgers
Hal herinde
Jeg nu en Søn
Som Balder finde,
Da ud fra Aser
Du aldrig kom,
Da fældede Sværdet
Din Vredesdom.


Loke.
28.
Vil Du, Frigga!
At end dit Øre
Bittrere Ord
Af mig skal høre:
Jeg det volder,
At aldrig meer
Balder at ride
Til Sal du seer.


Freya.
29.
Raser Du, Loke,
At Du her
Ripper op,
I saa led Ufærd;
Vist Frigga veed,
Hvad i Skjæbnen boer,
Om end hun selv
Ej siger et Ord.


Loke.
30.
Ti, Freya! Jeg kan
Dig paa en Prik,
Næppe Du fri
For Laster gik;
Af Aser og Alfer,
Som ere her,
Din Boler været
Haver Enhver.


Freya.
31.
Falsk er din Tunge,
Jeg troer forvist,
Den galer dig selv
Fortræd tilsidst;
For Aser, Asynier
Er Du en Gru,
Du farer vist hjem
Bedrøvet i Hu.


Loke.
32.
Ti Du, Freya!
Din Trolddomskvind,
Fuldt af Ondskab
Er dit Sind;
Uhøvisk Du var nok,
Da Guder milde
Ved Sejd du stemte
Mod Broderen ilde.


Njord.
33.
Ej farligt det er,
At Ægtekvinde
I Bolskab og Sligt
Sig lader befinde;
Men Under det er,
At see herinde
Den tvekjøns As,
Der fødte som Kvinde.


Loke.
34.
Ti Du, Njord!
Til Østerleden
Som Gidsel for Guder
Du sendtes heden;
Af Hymers Møer
Blev tagen i Brug
Din Mund, og tjente
Til Vædsketrug.


Njord.
35.
Og sendtes jeg heden
Til fjerne Kyst
Som Gidsel for Guder,
Da var det min Trøst,
At Sønnen jeg fik,
Der elskes af Alle,
Og hvem de Asernes
Fyrste kalde.


Loke.
36.
Stop nu, Njord!
Du tæmme Dig maa,
Ej længer jeg lægger
Skjul derpaa:
Slig Søn din egen
Søster Dig bar,
Uventet, han værre
End Du ej var.


Tyr.

37.

I Asers Gaarde

Blandt Fyrster bolde

Frey man maa

For den ypperste holde;

Ej Mø eller Kone

Til Graad han bringer,

Og løser Alle

Af Baand, som tvinger.



Loke.
38.

Ti Du, Tyr!

Du mægter ikke

Af baade Hænder

Med Spyd at stikke;

Jeg minder Dig om,

Du led det Tab,

At miste din Højre

I Fenrers Gab.



Tyr.

39.

Jeg savner min Haand,

Du savner din Ære,

Begge Dele
Maa sørgeligt være;

Ej heller har Ulven

Det efter Behag,
Han venter i Lænker
Den yderste Dag.


Loke.
40.
Ti Du, Tyr!
Din Kone det gik
Ilde, en Søn
Med mig hun fik;
Aldrig en Stuv
Eller Penning dog
Din Stakkel for denne
Krænkelse tog.


Freyr.
41.
See, Ulven ligger
Ved Munding af Aa,
Saalænge til høje
Magter forgaae;
Du selv skal bindes
Paa samme Led,
Hvis ej Du tier,
Din Rænkesmed!


Loke.
42.
Gymers Datter
For Guldets Værd
Du kjøbte, og solgte
Saa dit Sværd;
Naar Muspels Sønner
Over Mulmskov ride,
Hvormed skal da
Din Stakkel stride?


Beygver.
43.
Hør, hvis jeg var
Af saa fornem Æt,
Som Ingunar Freyr,
Og saa herlig stedt,
Jeg knuste til Marven
Den slemme Krage,
Led for Led
Jeg skulde tage.


Loke.
44.
Hvad er det for Tingest,
Som loggrer der,
Og snylter efter
Levninger her;
Du er nok stedse
Frey ved Øre,
Og lader ved Kværnen
Din Piben høre.


Beygver.
45.
Beygver, jeg hedder,
En dygtig Svend
Kalde mig baade
Guder og Mænd;
Derfor med Ære
Jeg savnes ikke,
Hvor Hropters Børn
Samlede drikke.


Loke.
46.
Ti Du, Beygver,
Blandt Mand og Mand
Du Mad ej rettelig
Skifte kan,
Og naar i Striden
Man skulde gaae,
I Sengehalmen
Da skjult Du laae.


Heimdal.
47.
Beruset er Du,
Kan Intet sandse,
Loke! vil Du da
Aldrig standse?
Betagen af Fuldskab
Er den Mand,
Som egne Ord
Ej mindes kan.


Loke.
48.
Ti Du, Heimdal!
Fra gammel Tid
Dit Liv bestaaer
I et hæsligt Slid;
Mens Ryggen stadig
I Blød er lagt,
Du vaagen skal holde
For Guder Vagt.


Skade.
49. Kry er Du, Loke!
Men snart Du standser,
Og ej saa frit
Med Halen svandser;
Thi Guder skulle
Dig bunden lægge,
Med Reb af din kolde
Søn, over Egge.


Loke.
50.
Om Guder mig end
Skulle bunden lægge,
Med Reb af min kolde
Søn, over Egge,
Saa viid, da vi havde
Med Thjasse Kiv,
Baade først og sidst
Jeg gik ham paa Liv.


Skade.
51.
Hvis Du, da I havde
Med Thjasse Kiv,
Baade først og sidst
Ham gik paa Liv,
Saa viid, fra mine
Stader og Vange,
Du kolde Raad
Skal stedse fange.


Loke.
52.
Mildere dog
Din Tone lød,
Da Løvøes Søn
Din Seng Du bød;
Sligt vi ogsaa
Her maa melde,
Naar nøje vi vore
Lyder optælle.


Da gik Beyla frem, skjænkede Loke Mjød i Iiskalken og sagde:


53.
Hil være Dig, Loke!
Tag Kalken hen,
Med gammel Mjød
Jeg fyldte den,
Fordi at Du ene
Lod hende[1] der
Blandt skyldfri Aser
Uden Besvær.


Han tog Hornet og drak det ud.


54.
Dig ene jeg skaaned,
Var Du forsand
Saa streng og varsom
I Ægtestand.
Een dog findes,
Saavidt jeg mindes,
Der selv hos Lorride
Bolet har,
Og det den svigvise
Loke var.


Beyla.
55.
Fjældene skjælve!
Fra Hjemmet snart
Lorride stiler
Vist hid sin Fart;
Tavshed han her
Skal lære den,
Som haaner alle
Guder og Mænd.


Loke.
56.
Ti Du, Beyla!
Beygvers Kvinde,
Megen Ondskab
I Dig er inde;
Ej større Udvæxt
Saaes fremspire,
Blandt Aser end Du,
Din Skidenlire.


Da kom Thor til og sagde:


57.
Ti, Du Halvmand!
Min Hammer stærk,
Mjølner, skal stoppe
Dit Sladderværk;
Jeg hugger fra Hals
Din Skuldertinde,
Og dermed skal
Dit Liv forsvinde.


Loke.
58.
Nu Jordens Søn
Er kommen hid,
Thor! Hvi er Du
Saa graadig paa Strid?
I Kamp mod Ulven
Dit Mod skal falde,
Naar Sejerfader
Han sluger med Alle.


Thor.
59.
Ti, Du Halvmand!
Min Hammer stærk,
Mjølner, skal stoppe
Dit Sladderværk;
Øterud
Jeg slynger Dig op,
Saa Ingen mere
Skal øjne Din Krop.


Loke.
60.
Ej Folk om Farter
I Østerled
Du minde, siden
Din Tapperhed
Kroget i Handskens
Tommel foer;
Hvem skulde da troet,
At Du var Thor.


Thor.
61.
Ti, Du Halvmand!
Min Hammer stærk,
Mjølner, skal stoppe
Dit Sladderværk;
Min Højre med Hrungners
Bane Dig slaaer,
Saa hvert et Been
I Stykker gaaer.


Loke.
62.
Længe jeg end
At leve agter,
Trods dine truende
Hammerfagter;
Skrymers Remme
Dog vare for skrappe,
Kosten kunde Du
Ikke nappe,
Led, skjøndt sund,
Af en sulten Mund.


Thor.
63.
Ti, Du Halvmand!
Min Hammer stærk,
Mjølner, skal stoppe
Dit Sladderværk.
Hrungners Bane
Dig sender fort
Til Hel, dernede
Ved Dødens Port.


Loke.
64.
For Aser og Asers
Sønner lød
Min Sang, som Tanker
Mig det bød;
For Dig alene
Ud jeg gaaer,
Jeg veed, at Du
Er den, som slaaer.


66.
Øl Du brygged:
Gilder flere,
Øger, gjør Du
Aldrig mere.
Lystig skal Luen
Dit Eje brænde,
Alt hvad her er,
Og svie Din Ende.


Derefter skjulte Loke sig i Franangers Fos i Laxeskikkelse, der grebe Aserne ham. Han blev bunden med sin Søn Narves Tarme, og hans Søn Narve blev til en Ulv. Men Skade tog en Edderorm og hængte den op over Lokes Ansigt, af den dryppede Edder. Sigyn (Dybsind), Lokes Kone, sad der og holdt en Skaal under Edderen, og naar Skaalen var fuld, slog hun den ud. Imens dryppede Edderen paa Loke. Da fik han saa haard en Krampe, at hele Jorden skalv derved. Det er nu kaldet Jordskjælv.




Noter:

  1. Sif, til hvem den næste Strofe er henvendt.