Þrymskviða (FJ)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Þrymskviða


Digtet findes kun i R.




Collingwood: Tryms bryllup
1.
Ręiðr vas þá Vingþórr,
es hann vaknaði
ok síns hamars
of saknaði,
skęgg nam at hrista,
skǫr nam at dýja,
réð Jarðar burr
umb at þrǫifask.



Ręiðr: det er usikkert, om der bör skrives vręiðr. — Vingþórr: ving- og Tors navn Vingnir er etymologisk uforklarede. — vaknaði, saknaði, metrum viser, at den anden stavelse har været bibetonet; dens vokal var oprl. lang. — skǫr: hovedhår. — L. 5-6 antyder det indtryk det gjorde på Tor, at hammeren var borte. — umb: denne fuldform, når ordet er betonet adverb.



2.
Ok hann þat orða
alls fyrst of kvað:
hęyr þú nú Loki,
hvat nú mælik,
es ęigi vęit
jarðar hvęrgi
né upphimins:
ǫ́ss es stolinn hamri.



vęit: subj. er maðr. — jarðar, upphimins: styres af hvęrgi, ‘ingensteds på jorden el. i himlen deroppe’.
Mellem 2 og 3 må det antages, at det er Loke, der har givet det råd at gå til Freyja. I det hele er digtet meget kortfattet og udelader selvfølgelige ting.



3.
Gingu fagra
Fręyju tuna,
ok hann þat orða
alls fyrst of kvað:
munt mér Fręyja
fjaðrhams léa,
ef minn hamar
mættak hitta.



fagra—túna: gen. betegner bevægelsen hen til. — kvað: subj. er Tor. — fjaðrhams: gen. af fjaðrhamr; naturligvis til brug for Loke.



Fr. kv. 4.
Þó mundak gefa þér,
þótt ór golli væri,
ok þó sęlja,
at ór silfri væri.



Þó—at: sål. adskilt findes oftere, fordelt på to sætninger, men þótt i l. 2. — selja: overlade. Det er mærkeligt, at rækkefølgen er ‘guld—sølv’, som om der var en stigning. Var sølv mere anset i digterens tid?
Mellem 4 og 5 modtager Loke hammen og ifører sig den.



5.
Fló þá Loki,
fjaðrhamr dunði,
unz fyr útan kom
ása garða,
ok fyr innan kom
jǫtna hęima.



dunði: for at betegne flugtens hurtighed og kraft. — L. 3-6: de to verdner støder altså op imod hinanden.



6.
Þrymr sat á haugi,
þursa dróttinn,
gręyjum sínum
gollbǫnd snøri
(ok mǫrum sínum
mǫn jafnaði.)



sat á haugi: dette omtales oftere, jfr. Vsp. 42, Skí 11. — L. 5-6 synes ikke at kunne være ægte, da det er en ret umulig situation at tænke sig at Trym siddende på en höj klipper manken på sine heste.



Þr. kv. 7.
Hvat ’s með ǫ́sum?
hvat ’s með ǫlfum?
Hví ’st ęinn kominn
í Jǫtunhęima?
Lo. kv.
Ilt ’s með ǫ́sum,
ilt ’s með ǫlfum;
hęfr þú Hlórriða
hamar of folginn?



ilt ’s: ‘det onde’ ligger i, at hammeren er forsvunden; dette antydes i Lokes hastige spörsmål. Digtet indeholder intet om, hvorfor Loke netop henvender sig til Trym. Men det har digteren vidst. I den mundtlig fortalte myte har der sikkert været en oplysning om, hvorledes Trym stjal hammeren. L. 6 mgl. i R, men må tilföjes efter l. 2.



Þr. kv. 8.
Ek hęf Hlórriða
hamar of folginn
átta rǫstum
fyr jǫrð neðan,
hann ęngi maðr
aptr of hęimtir,
nema fœri mér
Fręyju at kvæn.


9.
Fló þá Loki,
fjaðrhamr dunði,
unz fyr útan kom
jǫtna hęima
ok fyr innan kom
ása garða;
mœtti hann Þór
miðra garða,
ok hann þat orða
alls fyrst of kvað:



hann Þór: det vilde være fristende at skrive Þóri (med udeladelse af hann); denne form findes hos Brage. — miðra garða: gen. her for at betegne ‘på stedet’.



10.
Hęfr þú ęręndi
sęm ęrfiði?
seg þú á lopti
lǫng tíðęndi;
opt sitjanda
sǫgur of fallask
ok liggjandi
lygi of bęllir.



ęręndi: resultat. — sęm: i forhold til. — lǫng tíðęndi; nyt fra en lang rejse. — sitjanda: er dativ, ‘for den som sidder’, han bliver magelig, »og den liggende gider ikke engang sige sandheden«.



Lo. kv. 11.
Hęfk ęrfiði
ok ęręndi;
Þrymr hęfr þinn hamar
þursa dróttinn;
hann ęngi maðr
aptr of hęimtir,
nema hǫ́num fœri
Fręyju at kvæn.


12.
Ganga fagra
Fręyju at hitta,
ok hann þat orða
alls fyrst of kvað:
bitt þik Fręyja
brúðar líni,
vit skulum aka tvau
í Jǫtunhęima.



hann: ɔ: Loke, der straks — i henhold til hans sind og mission — er med til at udlevere Freyja. Jfr. bygmesterens fordring.



13.
Ręið varð þá Fręyja
ok fnasaði,
allr ása salr
undir bifðisk,
stǫkk þat hit mikla
męn Brísinga:
mik vęizt verða
vergjarnasta,
ef ek ęk með þér
í Jǫtunhęima.



fnasaði: fnyste; der skal mulig skrives fnás-. — L. 3-4 indeholder en overdrivelse, der skal understrege Freyjas vældige sindsoprør. — stǫkk: sprang op og faldt ned (er vel meningen); Freyjas hals svulmer så stærkt op på grund af hendes vrede; det kan være tvivlsomt om l. 5-6 er oprl.. męn Brísinga er Freyas særlige smykke; Brísingar var vistnok de dværge, der havde smedet halsringen. Som bekendt var disse ofte meget svære og kunstfærdige. — þér: stærkt betonet, »en sådan person som du er«, sagt i en foragtelig tone.



14.
Sęnn vǫ́ru æsir
allir á þingi
ok ǫ́synjur
allar á máli
ok of þat réðu
ríkir tívar,
hvé Hlórriða
hamar of sœtti.



L. 1-4. Der er blevet gjort den bemærkning, at aser og asynjer er samlede i ét møde, hvad der ikke kan have været skik hos Germaner og Nordboer, men dette står der heller ikke. De kan godt have rådslået hver for sig, og netop variationen: á þingi : á máli taler for, at sål. er sagen at forstå.



15.
Þá kvað þat Hęimdallr,
hvítastr ása,
vissi vęl framm
sem vanir aðrir:
bindum Þór þá
brúðar líni,
hafi hann hit mikla
męn Brísinga.



hvítastr ása: den lyseste, adj. kan ikke være nedsættende. Jfr. Lokas. 20; brugen af dette adj. her synes ikke at have nogen dybere mening, blot beskrivende. — vanir aðrir: som annarr ellers ofte bruges, betyder det ikke her, at Heimdal var af vaneslægten. Vanerne var det, der kunde sejd og derved få viden om fremtiden.



16.
Lǫ́tum und hǫ́num
hrynja lukla
ok kvenváðir
of kné falla,
ęn á brjósti
bręiða stęina
ok hagliga
of hǫfuð typpum.



hrynja lukla: som tegn på den (tilkommende) husfrueværdighed. — bręida stęina: brede (store, sikkert runde) sten, smykker af rav(?). — typpum: sætte vi top på, giver hende en topdannet hovedpynt, ɔ: en faldr, der rager höjt op.



17.
Þá kvað þat Þórr,
þrúðugr ǫ́ss:
mik munu æsir
argan kalla,
ef bindask lætk
brúðar líni.


18.
Þá kvað þat Loki
Laufęyjar sonr:
þęgi þú Þórr
þęira orða;
þegar munu jǫtnar
Ásgarð búa,
nema þinn hamar
þér of hęimtir.



Laufęyjar sonr: om Laufęy, hvis andet navn var Nál, vides intet; ęy findes i kvindenavne ellers (se Linds Dopnamn), men hvad Lauf- kan bet. er umuligt at sige; når man har villet sætte navnene i forb. med fyrretræ, er det helt grebet ud af luften. — þęira orða: styret af þęgi.búa = byggva, befolke, besætte. — Lokes bemærkning slår alle Tors betænkeligheder ned.



19.
Bundu Þór þá
brúðar líni
ok hinu mikla
męni Brísinga.


20.
Létu und hǫ́num
hrynja lukla
ok kvenváðir
of kné falla,
en á brjósti
bręiða stęina,
ok hagliga
of hǫfuð typðu.


21.
Þá kvað þat Loki
Laufęyjar sonr:
mun ek ok með þér
ambótt vesa,
vit skulum aka tvær
í Jǫtunhęima.



tvær: R har tvau, men dette er åbenbart en blot mekanisk gentagelse af ordet i v. 12. Her, hvor der er tale om to (forklædte) kvinder, må der læses tvær.



22.
Sęnn vǫ́ru hafrar
heim of reknir,
skyndir at skǫklum,
skyldu vęl rinna;
bjǫrg brotnuðu,
brann jǫrð loga,
ók Óðins sonr
í Jǫtunhęima.



Sęnn: straks. — reknir: ɔ: fra græsgangen, skyndir: part. til skynda; ‘hurtig førte til’. — Med l. 5-6 kan jævnføres Haustlǫng v. 15 og 16, hvor en lignende kraftig beskrivelse findes af tordengudens færd gennem luften.



23.
Þá kvað þat Þrymr,
þursa dróttinn:
standið upp jǫtnar
ok stráið bękki,
nú fœra mér
Fręyju at kvæn
Njarðar dóttur
ór Nóatúnum.



stráið bękki: læg halm på bænkene, jfr. bękki at stráa Eirm. Dette skete, når en fest skulde holdes. — fœra: R har ur. fœrið (meningsløst, påvirket af de to foregående verber), ‘bringer de, man’; man skulde tro, at Trym havde set Tor komme og hørt tordnerne.



24.
Ganga at garði
gollhyrnðar kýr,
øxn alsvartir
jǫtni at gamni,
fjǫlð ák męiðma,
fjǫlð ák męnja,
ęinnar mér Fręyju
ávant þykkir.



at garði: ved (udenfor) gården, ɔ: udenfor den indhegnede gård, på de græsbevoksede marker udenfor gærdet. — gollhyrnðar: med horn, hvori der lavedes spiralformede furer, i disse er så indsmæltet guld; jfr. ristin vǫ́ru horn á honurn ok rent gulli í stiklana Fas III, 30. — alsvartir: kulsorte okser har man særlig sat pris på. — męiðma: kostbarheder, vel især guldringe og lign. — ávant: manglende; »kun Freyja synes jeg jeg mangler«.



25.
Vas þar at kveldi
of komit snimma
ok fyr jǫtna
ǫl framm borit;
— — — —

Vas—komit: man (ɔ: Tor og Loke) kom dér. — at kveldi—snimma: tidlig om aftenen (ordene bet. ikke: »det blev tidlig aften«, hvad der er meningsløst).



26.
Ęinn át oxa,
átta laxa,
krásir allar
þærs konur skyldu,
drakk Sifjar verr
sǫ́ld þríu mjaðar.



sǫ́ld: et bestemt mål = mælar.



27.
Þá kvað þat Þrymr,
þursa dróttinn:
hvar sáttu brúðir
bíta hvassara?
Sáka brúðir
bíta bręiðara,
né in męira mjǫð
męy of drekka.



bíta hvassara: æde skarpere (mere voldsomt). — bíta bręidara: tage större mundfulde. — in: konj. med komparativ.



28.
Sat hin alsnotra
ambótt fyrir,
es orð of fann
við jǫtuns máli:
át vætr Fręyja
átta nóttum,
svá vas hón óðfús
í Jǫtunhęima.



alsnotra: al-kloge, meget kloge. — óðfús: rasende begærlig (efter).



29.
Laut und línu,
lysti at kyssa,
ęn hann útan stǫkk
ęndlangan sal:
hví eru ǫndótt
augu Fręyju?
þykki mér ór augum
ęldr of brinna.



línu: slør. — ǫndótt: bistre, frygtelige, — ęldr of: mgl. R.



30.
Sat hin alsnotra
ambótt fyrir,
es orð of fann
við jǫtuns máli:
svaf vætr Fręyja
átta nóttum,
svá vas hón óðfús
í Jǫtunhęima.


31.
Inn kom hin arma
jǫtna systir,
hin ’s brúðféar
biðja þorði:
lát þér af hǫndum
hringa rauða,
ef ǫðlask vill
ástir mínar,
ástir mínar,
alla hylli.



brúðféar: brude-gods, ɔ: brudegaver, gaver som bruden uddelte til brudgommens slægtninge. Hermed kan smlignes visen om Blak og Ravn, DgF II, 199, v. 9-14.



32.
Þá kvað þat Þrymr,
þursa dróttinn:
berið inn hamar
brúði at vígja,
lęggið Mjǫlni
í męyjar kné,
vígið okr saman
Várar hendi.



Várar: Vǫ́r var ifg. Snorre den gudinde, »der hører mænds eder og aftaler, de som mænd og kvinder giver hinanden«. »At vie med Vårs hånd« = at vi til lovformeligt ægteskab.



33.
Hló Hlórriða
hugr í brjósti,
es harðhugaðr
hamar of þękði;
Þrym drap hann fyrstan
þursa dróttin,
ok ætt jǫtuns
alla lamði.



harðhugaðr: adj. her brugt substantivisk. — þękði: fik öje på, så. — lamði: knuste.



34.
Drap hann hina ǫldnu
jǫtna systur,
hin ’s brúðféar
of beðit hafði;
hón skęll of hlaut
fyr skillinga,
ęn hǫgg hamars
fyr hringa fjǫlð.
Svá kom Óðins sonr *
ęndr at hamri. *



hin: man væntede acc., men her er ordet trukket til det følg. ’s (nom.). — skęll: rungende hug (ɔ: dræbende hug). Utvivlsomt er der tilsigtet lydmaleri med skęll : skill-, — L. 9-10 er rimeligvis en senere tildigtning.



HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.