Þrymskviða (JJA)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk	Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Udvalgte norske oldkvad

Oversat af
Jacob Jonathan Aars
1864

Tors Hammerhentning
(Þrymskviða)

Grundtanken i den oldnorske Gudelære er den om Striden mellem det gode og det onde, en Strid, som er til fra Verdens Ophav af, og som udvikler sig altid mere og mere og tager saaledes til, at den tilsidst gjennemtrænger alle Menneskelivets og Gudelivets Forhold og ender med den forfærdeligste af alle Kampe, Ragnarok, hvor alle Magter ødelægger hverandre. De gode Kræfter, alt, som er sandt og skjønt og ædelt, har i Mytologien især fundet sit Udtryk, sine Repræsentanter i Guderne eller Æserne, skjønt ogsaa disse efter de gamles Forestilling er smittede af Synden; og nærmest til dem slutter sig Vanerne, en egen Art guddommelige Væsener, hvis Betydning er dunkel, men som i ethvert Fald var vise og kloge og velsindede, skjønt de ogsaa engang var Æsernes Fiender, - og endvidere Alverne, Lysalverne. De onde Magter er især Jotnerne eller Turserne (ogsaa Rimturserne), raa Naturkræfter, fremmede for alt højere aandeligt Liv, avindsyge og forbitrede paa Guderne, men ogsaa rædde for dem, fulde af Følelsen af Gudernes Herlighed og ophøjede Væsen, men ogsaa af stadigt Nag til dem, og altid pønsende paa ved Svig og Ondskab at skade dem. Menneskene staar ligesom midt imellem begge, men hører dog nærmest til Guderne. Af Æserne er Odin den største, den viseste og fuldkomneste. Balder er den reneste og uskyldigste og derfor de øvriges Lyst og Haab, men ogsaa den, som det er de onde Magter mest om at gjøre at faa besejret; det lykkes dem ogsaa snart, saa han tidlig dør bort fra Gudernes Samfund. Tor, Odins Søn, er vel ikke vis, som hans høje Fader, men en ærlig, troværdig Gud, ren og hellig af Sindelag, nidkjær for Gudernes Sag og Jotnernes ivrigste Modstander, ihærdig i at forfølge og ødelægge dem, og med sit skrækkelige Vaaben, Hammeren Mjølner, frygteligere for dem end nogen anden Gud.¹⁾ Af de onde Magter er Loke²⁾ i Grunden den værste, den slueste, hjærteløseste, mest djævelske, fuld af Løgn og alslags Rænker, ret et Syndens og Ondskabens Sindbillede. Ussel og ræd er han tillige; derfor holder han sig ofte tilvens med Æserne og især med Tor; ti ham frygter han mest, og Tor er ogsaa den troskyldigste, som han derfor lettest kan indsmigre sig hos og stille tilfreds; og da Tor er noget klodset af sig, kan han mangen Gang have sin Nytte af den slu, smidige Loke. Det varer længe, før Æserne rigtig ved, om Loke er deres Ven eller Fiende; men engang faar de dog føle, at han er dem værre end nogen anden.

Af denne Strid og Modsætning mellem de onde og de gode Verdensmagter giver nu ogsaa dette Digt et Træk, en Episode.³⁾

En Jotunfyrste, Trym, har stjaalet Tors Hammer. Som Tors Vaaben og Attribut er denne Hammer vel nærmest et Billede paa Sandhedens Kraft ligeoverfor Løgnen, Ondskaben. At den er kommen i Jotners Vold, betegner altsaa en Sejer paa de onde Magters Side; men rigtignok kun en midlertidig Sejer; ti Tor faar sin Hammer igjen. Og dette er Digtets Stof.

1.⁴⁾
Vred var Vingtor,
da han vaagnede,
og sin Hammer
han savnede;
hans Skjæg risted,
og Haaret skalv,
den Jordens Søn
om sig famled.

2.
Og allerførst
det Ord han kvad:

Tor:
“hør nu, Loke,
hvad jeg mæler,
hvad ingen ved
end paa Jorden
eller i høje Himmel:
min Hammer er stjaalet.”

3.
De gik til Frøjas
fagre Tun,
og allerførst
det Ord han kvad:

Tor:
“Du, Frøja, maa mig
din Fjærham laane,
om jeg min Hammer
hitte kunde?

4.
Frøja:
“Jeg gav dig den gjerne,
om af Guld den var,
du skulde den faa,
om den var af Sølv.”

5.
Fløj da Loke, -
Fjærhammen suste -,
til han kom udenfor
Æsernes Gaarde
og indenfor
Jotners Hjem.

6.
Trym sad paa en Haug,
den Tursers Fyrste,
til sine Hunde han gyldne
Halsbaand snode,
og sine Hestes
Haar⁵⁾ han klipped.

7.
Trym:
“Hvor er det med Æser?
hvor er det med Alver?
hvi er du ene kommen
til Jotunhejm?”

Loke:
“Ilde med Æser,
ilde med Alver!
har du Hlorrides⁶⁾
Hammer skjult?”

8.
Trym:
“Jeg har Hlorrides
Hammer skjult
aatte Mile
under Jorden;
ingen Mand den
atter henter,
uden han fører mig
Frøja⁷⁾ til Hustru.”

9.
Fløj da Loke, -
Fjærhammen suste, -
til han kom udenfor
Jotners Hjem
og kom indenfor
Æsernes Gaarde;
mødte han Tor
midt i Gaarden,
og allerførst
det Ord han kvad:

10.
Tor:
“Lykkedes vel
din lange Rejse?
sig i Luften
de lange Tidender;
ofte svigter
den siddendes Tale,
og den liggende
lyver drøjt.”⁸⁾

11.
Loke:
“Vel den lange
Rejse lykkedes;
Trym har din Hammer,
Tursernes Fyrste;
ingen Mand den
atter henter,
uden han fører ham
Frøja til Hustru.”

12
De gaar den fagre
Frøja at træffe,
og allerførst
det Ord han kvad:

Loke:
“Bind om dig, Frøja,
Brudelinet,
vi skal age, vi to,
til Jotunhejm.”

13.
Vred blev da Frøja
og fnysede,
al Æsernes Sal
der under bæved,
skalv det store
Brising-Smykke:

Frøja:
“Meget giftesyg
maatte jeg være,
om jeg aged med dig
til Jotunhejm!”

14.
Samlet var alle
Æser paa Tinge
og Aasynjer⁹⁾
alle i Tale,
og derom mælte
de mægtige Guder,
hvorledes de Hlorrides
Hammer skulde faa.

15.
Da kvad Hejmdal,
den hvide Aas, -
vis han var
som de vise Vaner -:¹⁰⁾

Hejmdal:
“Lad os binde om Tor
Brudelinet,
han have det store
Brising-Smykke!

16.
Ved Bæltet klirre
Nøgleknippe,
og Kvindeklæder,
om Knæet falde,
men paa Brystet
brede Stene,
og stadselig Top
om hans Hoved vi sætte!”

17.
Sagde da Tor,
den stærke Aas:

Tor:
“En Kvinde vil mig
Æserne kalde,
om jeg lod binde om mig
Brudelinet.”

18.
Da kvad Loke,
Lauvøjs Søn:

Loke:
“Ti dog, Tor,
med slig en Tale,
straks vil Jotner
i Aasgaard bo,
om ej din Hammer
du dig henter.”

19.
De bandt om Tor da
Brudelinet,
lod klirre ved Bæltet
Nøgleknippe,
og Kvindeklæder
om Knæet falde,
men paa Brystet
brede Stene,
og stadselig Top
om hans Hoved de satte.

20.
Da kvad Loke,
Lauvøjs Søn:

Loke:
“Dig, Tor, jeg følger
som Trælkvinde,
vi skal age, vi to,
til Jotunhejm.”

21.
Da blev Bukkene
drevne hjem,
spændte til Skagler,
skulde vel rende;¹¹⁾
Bjærge brast,
og Jorden brandt,
Odins Søn aged
til Jotunhejm.

22.
Da kvad Trym,
Tursernes Fyrste:

Trym:
“Staa op, Jotner,
gjør Sæder istand,
fører mig nu
Frøja til Hustru,
Njords Datter
fra Noatun!

23.
Her gange tilgaards
guldhornede Kjør,
sorte Okser,
mig selv til Gammen;
fuldt har jeg af Skatte,
fuldt har jeg af Smykker,
ene Frøja at savne
synes jeg end!”

24.
Der om Kvelden
kom de tidlig,
for Jotnerne blev
Øl baaret frem,
ene aad han en Okse
og aatte Laks,
alle lækre Sager,
som laa der for Kvinder;
drak Sivs Husbond
tre Saald¹²⁾ af Mjød.

25.
Det kvad Trym,
Tursernes Fyrste:

Trym:
“Hvor saa du en Brud
bide hvassere?
ej saa jeg en Brud
bide bredere
eller mere Mjød
en Mø at drikke!”

26.
Der sad den slu
Tærne ved Siden,
og Ord hun fandt
til Jotnens Tale:

Loke:
“I aatte Nætter
aad ej Frøja,
saa heftig hun higed
til Jotunhejm.”

27.
Trym løfted paa Linet,
lysted hende kysse;
men bort han skvat
Salen over;

Trym:
“Hvi flammer saa
Frøjas Øjne?
mig tykkes af Øjnene
Ild at brænde !”

28.
Der sad den slu
Tærne ved Siden,
og Ord hun fandt
til Jotnens Tale:

Loke:
“Ej sov Frøja
i aatte Nætter,
saa heftig hun higed
til Jotunhejm.”

29.
Ind kom den gamle ¹³⁾
Jotnernes Søster,
som om Brudeskat
at bede voved:¹⁴⁾

Tryms Søster:
“Ræk mig fra din Haand
de røde Ringe,
om vinde du vil
Venskab af mig,
Venskab af mig
og Velvilje!”

30.
Da kvad Trym,
Tursernes Fyrste:

Trym:
“Bær Hammeren ind,
Bruden at vie,
Mjølner læg
i Møens Skjød,
vier os sammen
med Vaars¹⁵⁾ Haand!”

31.
Højt lo Hlorrides
Hu i hans Bryst,
da den haardsindede
Hammeren kjendte;
Trym dræbte han først,
Tursernes Fyrste,
og al Jotnens
Æt han knuste.

32.
Han slog den gamle
Jotnernes Søster,
som om Brudeskat
bedet havde;
Klask hun fik
for klingende Mynt.
og Hammerhug
for herlige Ringe.
Saa fik Odins Søn
atter sin Hammer.

For denne Gang sejrede altsaa endnu de gode Magter. Man føler let, at baade Æser og Jotner i dette Kvad er opfattet ganske menneskelig, og enhver faar Indtrykket af en godmodig, humoristisk Tone; Tor er, som ofte, ikke ganske fri for at være komisk; men han er dog den trofaste Gud, der gjør alt for at bekjæmpe Jotnernes, de onde Magters, Vælde. Det er vel mueligt, at Sagnet oprindelig kan have tydet paa Forhold i Naturen; og det er ogsaa mueligt, at hværken den fysiske eller den etiske Kjærne i Sagnet har været Digtets Forfatter ret bevidst. Men - mere eller mindre bevidst - Digteren har dog givet os en livfuld, naiv, kraftig Skildring af en Strid mellem Repræsentanterne for de baade i Natur- og Menneskeverdenen raadende Modsætninger, om end denne Strid her endnu ikke fremtræder i sin hele Dybde og Fylde, men kun som en enkelt Episode i Gudelivet.¹⁶⁾

---

Noter:

1) l det gamle Skrift Edda (af Snorre Sturlasson), i dets første, mytologiske Afsnit, Gylfaginning kaldet, heder det i K. 21 om Mjølner: den kjender Rimturser og Bjergtrolde, naar den kommer, og det er ikke underligt; den har knust mangen Skalle paa deres Fædre eller Frænder.
2) Udtales Laake.
3) Der er fremkommet mange forskjellige Udlæggelser saavel af dette Digt som af alle Gudesagnene, og mange Fortolkere vil ingenlunde billige den, som her er lagt til Grund. Det er imidlertid ikke her Stedet til at fremsætte og prøve de afvigende Fortolkninger; jeg gaar ud fra den ene, som jeg holder for den rigtige. Dog være det her engang for alle bemærket, at det ikke er min Mening at erklære enhver anden Fortolkning for absolut urigtig; meget mere tror jeg, at en stor Del af Gudesagnene har en flersidig Betydning, og navnlig, at mange af dem i sine Grundtræk er Udtryk for Naturfænomener, men dog senere i Folkets - maaske ofte først i den enkelte Skalds Bevidsthed har antaget en dybere, etisk Betydning, der i den Skikkelse af Sagnene, hvori de er komne til os, er den fremherskende. Dette vil vi nedenfor i Anledning af Myten om Balder komme tilbage til og udførligere forklare.
4) Jeg søger i Oversættelsen af de gamle Kvad at efterligne Originalens Versform; dog maa jeg paa nogle Steder ofre Formen, naar det ikke er mig mueligt at ramme baade den og Meningen. Man bemærke, at Versemaalet i disse Kvad beror paa Betoningen, Eftertrykket, som Sammenhængen let tilsiger, og dernæst den Betydning, som Bogstavrimene har; to og to Linjer rimer sammen, saa at i hver af dem et Ord, der har Eftertryk, begynder enten med en Vokal eller med en og samme Konsonant; i andre Kvad er der i den første Linje af Parret to Ord, i den anden et, som har Rimbogstaverne; ofte findes begge Arter i samme Kvad; i nogle er hele Versarten mere kunstig og sammensat.
5) Eg. Man.
6) Et Navn paa Tor.
7) Frøja, Njords Datter, er Skjønhedens og Kjærlighedens Gudinde.
8) D. e. sig mig straks, hvad du har at sige; giver man sig først god Ro og sætter eller endog lægger sig magelig tilrette, da bliver man let ufuldstændig eller unøjagtig i den Besked, man har at give; det er vel et Ordsprog, som her er lagt Tor i Munden.
9) Gudinder.
10) Se ovenfor P. 7.
11) Tor kjørte stadig med to Bukke.
12) Saald er et Maal, omtrent en Halvtønde.
13) Efter Konjektur af S. Bugge.
14) Det var Skik, at Bruden gav Brudgommens Frænder Gaver.
15) Løftets og navnlig Egteskabspagtens Gudinde; Gylfaginning K. 35.
16) Dette Digt er i en noget forvansket og udvandet Skikkelse vedligeholdt i en dansk Folkevise om ”Tor af Havsgaard”; den er bl. a. at finde i H. Lassens poetiske Læsebog.