3. Qvad om Gudrune (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Det Tredie Qvad om Gudrune.

[Det betragtes i den svenske Udgave som en Fortsættelse af det andet, hvortil det dog, efter Fortællings-Maaden, ikke kan henföres, See d. kh., Udg. II, 325-34, 942-44, samt Saga-Bibl. II, 317, hvor den lærde Forf. antager, at denne Sang er af tydsk Oprindelse, og ikke saa gammel som de övrige eddiske. Efter min Mening er den, ligesaavel som de fleste andre, fra den hedenske Tidsalder, skjönt den, ligesom nogle af dem, da kan have været paa en eller anden Maade forplantet hid fra de sydlige Gother eller andre germaniske Folkeslag. Den herommeldte Thiodrek (Theuderich , Dietrich) kunde gjerne have været forskjellig fra den berömte Gothiske Theodorich, men senere dog forvexlet med ham. Med historisk Vished vide vi, at den ostgothiske Konge Theodemir (Theudemir, Thiodmar, af samme Betydning som Thiodrekr) blev nödt til at fölge Attila en Tidlang paa hans Feldttog. Saaledes bliver det os höjst mærkeligt, at den Fyrste, hvem Gudrun beskyldtes for at have omgaaedes paa en ulovlig Maade, virkelig kaldes Thiodmar i Digtets 8de Strophe, hvorved Suhm ogsaa har skriftlig antegnet det mere fremmede Theodemir i en Codex af Edda. Da Digtet blev opskrevet har man troet at Navnet her var urigtigt, og forvandlet det paa de övrige to Steder (Str. 2 og 5) til Thiodrek. En Theuderic (Thiodrek) herskede ellers over Vestgotherne i Attilas Tid, og förte Krige med ham. Ham eller Theudemir havde rimeligvis den ældste Digter meent. Er Sangen saaledes hidkommet fra Tydskland, er det ikke underligt, at de der fra Arildstid brugte Ordalier forekomme deri. Skulde dens Urstof söges i Orienten, vare de ligeledes gjængse der paa den selvsamme Maade. Vel kunde man og i meget gamle Tider have kjendt dem her i Norden, skjöndt de ikke fik Lovskraft i Island. Selv Poppos Mirakel (som jo dog skulde overbevise de danske Hedninger om hans Sags Retfærdighed) synes at vise det. Desuden finde vi, at den hedenske Berserk i Island, som satte sig imod Omvenderen Thagbrands Forkyndelse af den kristne Lære, brystede sig af at kunne vade uskadt gjennem brændende Baal, hvormed han vilde overtyde sine Troesforvandte om de hedenske Guders Magt, og bevise den gamle Troes Rigtighed. Gjennem to af Hedningerne viede Ilde gik han saaledes, men over den tredie, som Thangbrand havde viet, kunde han ikke gaa (Nials S. 104de Kap., jfr. Krisini S. 2det Kap.) Her forekommer tydelig nok et Ordal ved Ilden, foreslaaet af den hedenske Islænder Gest Oddleifsen, og Berserkerne synes ellers der tiere at have benyttet det til deres Fordeel. See endvidere, i Henseende til andre gamle Folks Ordalier, min Anmærkning ved den store Udg. II, 943-44. Foruden de derommeldte ældre og nyere Inder, de gamle Græker, Romere og Germaner, kan man tillægge Celler, samt Mongoler og Kalmukker. Disse bruge endu Ild- og Jern-pröverne paa samme Maade som de gamle germaniske Folk ; det bedste Bevis for at de ikke bör tilskrives Kristendommen, hvori de ere blevne indpodede i Middelalderen med saa megen anden hedensk Overtro],

Herkia hed Atles Terne; hun havde forhen været hans Frille. Hun sagde Atle at hun havde seet Thiodrek og Gudrun Begge tilsammen. Atle blev da meget sörgmodig. Da sagde Gudrun:

1. "Hvad fattes dig immer

Atle, Budles Sön!

Har du Hjertesorg?

Hvi leer du aldrig?

Rettere det vilde

Jarlerne tykkes

At med Folk du talte

Og til mig du saa."

2. ATLE. "Det smerter mig Gudrun,

Giukes Datter!

Mig i Hallen

Herkia sagde,

At Thiodrek og du

Under Tag sove.

Og let (hinanden)

Indhylled i Lin."

3. GUDR. "For det alt jeg dig

Eder skal vinde

Ved den hvide

Hellige Steen,

At jeg intet havde

Med Thiodmar at gjöre

Som Herre eller

Ægtemand tilkommer.

4. Uden at en Gang

Jeg omfavned

Hærens Hersker,

Hæderlig Konning; —

Af anden Art

Vor Adfærd var

Da sorgfulde to

Sammen vi talte.

5. Hid Thiodrek kom

Med tredive Kjæmper;

Af dem alle tredive

Een ej lever nu.

Omring mig med Brödre,

Brynjeklædte Mænd,

Omring mig med alle

Ypperligste Frænder.

6. Send du Bud til Saxe

Sydlandske Konning,

Han kan hellige

Sydende Kjedel."— —

7. Syv Hundrede Mænd

I Salen ginge,

För Kongens Qvinde

I Kjedelen tog.

8. "Ej kommer nu Gunnar,

Ej kalder jeg Högne,

Ej seer jeg herefter

Elskede Brödre.

Med Sværd vilde Högne

Slig Uret hævne,

Nu selv jeg nödes

At nægte den Bröde."

9. Den skinnende Haand

Til Bunden hun rakte,

Og der op hun tog

Ædle Stene.

Skuer nu I Mænd! —

Saglös jeg er

Helligen vorden —

Hvor den Kjedel syder!"

10. I Atles Bryst

Hjertet lo

Da han Gudruns Hænder

Hele saa. —

"Nu skal Herkia

Til Kjedelen gaa,

Hun, som Gudrun

Spaaede Fordærv."

11. Ynkeligt saa ingen

Som ej det saa

Hvorledes Herkias

Hænder forbrændtes.

Til stinkende Sump

De förte den Qvinde —

Saa da Gudrun sine

Sorger hævned.