Aandemaneren Najagneq (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Filosofen og Aandemaneren Najagneq saa uhyggelig ud. En Fjende havde engang knust hans Underkæbe, og dog kom der en egen vild Skønhed over ham, naar han øste ud af sit Livs Visdom.

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Aandemaneren Najagneq

Knud Rasmussen
København, 1926

Skæbnen vil, at jeg denne sidste Morgen faar Besøg af en Aandemaner — en af de faa, der endnu er tilbage i disse Egne. Og som han kom til mig sidst af alle, finder jeg det naturligt at slutte med ham.

Hans Navn var Najagneq, og jeg mødte ham første Gang i Nornes Gader som en vildfaren Flygtning. Han vakte Opsigt og ikke uden Grund; thi det var, som om han var kommen paa en fejl Klode, denne Aandemaner, mellem fint Folk, elegante Butikker og skrattende Biler. Hans Udseende var frygtindgydende; hans smaa og stikkende Øjne flakkede vildt omkring, og Underkæben dinglede i et Bind, der var bundet alt for slapt. En Mand, der havde forsøgt at dræbe ham, havde ødelagt hans Ansigt.

Man fortalte mærkelige Ting om ham. Han havde lavet en Fæstning i sit Hus og førte ganske alene Krig mod hele sin Stamme. Ogsaa mod alle hvide. Han havde allerede dræbt flere Mænd, og som farlig for sine Omgivelser blev han da med List overrumplet af en Skibskaptajn og ført til Nome. Her var han holdt fængslet et Aar og var nu netop bleven løsladt af Mangel paa Bevis. Meningerne delte sig i to Lejre; der var dem, der paastod, at han kun var halvgal og farlig for sine Omgivelser, andre derimod, at han kæmpede sin Kamp for sine Landsmænd mod den hvide Mands Enevælde og mod Eskimoer, der ikke forstod deres eget Vel. I Fængslet blev det ham forbudt at tale sit eget Sprog, og da han hverken torstod eller talte Engelsk, holdt han sig tavs et helt Aar; saa blev der hentet 10 Vidner imod ham fra hans Boplads, men da de blev konfronteret med ham, frafaldt de alle som en deres Anklage. Man vidste, at Najagneq var en stor Aandemaner, og der var ikke en eneste, der turde vidne imod ham. Saa var der ikke andet for at gøre end at løslade ham og transportere ham tilbage igen til hans Ø, Nunivak Island.

Det lykkedes mig at komme i Forbindelse med ham umiddelbart efter hans Løsladelse, og da jeg netop i de Dage arbejdede sammen med hans Landsmænd, fik jeg en udmærket Lejlighed til at gøre nogle Iagttagelser. Han var ikke ked af at fortælle om sit Fængselsophold, og med et Blink i Øjet morede han sig med at spille sig en Smule ud over for de Bopladsfæller, der — til Trods for et hjerteligt Ønske om at lade de hvide Mænd uskadeliggøre hans besværlige Excentricitet — skamfulde havde slaaet Øjnene ned, da de mødte hans Blik ved Vidneskranken.

Hans Fantasi havde faaet ny Næring i den store By. Han, som kun kendte Jordhytter, Slæder og Kajaker, lod sig ikke imponere af de store Huse, Damperne og Automobilerne — men en hvid Hest, der trak en tung Arbejdsvogn, havde sat hans Sind i Bevægelse. Derfor fortalte han nu sine undrende Bopladsfæller, at de hvide Mænd i Norne havde dræbt ham 10 Gange i den Vinter, der var gaaet, men han havde haft 10 hvide Heste som Hjælpeaander, og dem havde han ofret en for en og saaledes reddet sit Liv. Opholdet i den ensomme Celle havde ikke kuet ham. Den store Jæger havde lært at tale til Mørket, og han havde overvundet Ensomheden, og nu, da han endelig blev sluppet løs, havde han allerede vænnet sig til at undvære Friluftsliv, Tale og Mennesker.

Manden med de 10 Hestes Kræfter var af Middelhøjde, en Gamling med Ild i Øjnene, Magt i Ordene og en Tone, der beherskede de Mennesker, han talte til. Han havde fattet en egen mild Godhed for mig, og naar vi var alene, var han heller ikke bange for at tilstaa, at han havde sine Landsmænd en Smule til Bedste. Han var ingen Humbugsmager, men en ensom, der var vant til at gøre Front mod mange og derfor maatte have sine smaa Tricks. Men saa ofte han kom ind paa sine gamle Syner og Fædrenes Tro, slog urokkelig Alvor ud af hans Svar, der var korte og klare. Han holdt ikke af Omsvøb og satte Pris paa, at jeg gik lige løs paa Sagen, og derfor kom vore Samtaler til at forme sig paa følgende Maade:

"Hvad bestaar Mennesket af?"

"Af Kroppen, som er det, du ser; af Navnet, som du har arvet efter en afdød; og saa af noget andet, en gaadefuld Kraft, som vi kalder Yutir — Sjælen, det, som giver alt levende Liv, Form og Udseende."

"Hvordan synes du, Mennesker lever?"

"Splittet, fordi de blander alting sammen, svage, fordi de ikke kan gøre een Ting ad Gangen. En stor Jæger maa ikke samtidig være en stor Kvindeelsker. Dog kan ingen lade være dermed. Dyr er uudgrundelige; derfor maa den, der skal leve af dem, være forsigtig. Men Menneskene stiver sig af med Amuletter og bliver ensomme i deres Umyndighed. Ved en Boplads skal der være saa mange forskellige Amuletter som muligt. Ensartethed splitter Kræfterne, Lighed gør værdiløs."

"Hvor ved du alt det fra?"

"Jeg har gransket i Mørke, jeg har været stille i det store, ensomme, tyste Mørke. Her blev jeg Aandemaner gennem Syner og Drømme, gennem Møder med flyvende Aander. I vore Forfædres Tid var Aandemanerne ensomme Mænd, nu er de alle Præster eller Læger, Vejrprofeter eller Tryllekunstnere, der fremskaffer Fangstdyr, eller snilde Købmænd, der gør deres Gerning for Betaling. De gamle ofrede sig for Universets Ligevægt, for store Ting, for umaadelige, uudgrundelig store Ting."

"Er der nogen af alle de Magter, du taler om, som du tror paa?"

"Ja, en Kraft, som vi kalder for Sila og som ikke kan forklares i enkelte Ord. En stærk Aand, Universets, Vejrets, ja, hele Jordelivets Opretholder — saa vældig, at hans Tale til Menneskene ikke lyder gennem almindelige Ord, men gennem Storme, Snefald, Regnskyl, Havets Oprør, gennem alle de Kræfter, som Mennesket frygter. Men han har ogsaa en anden Maade at tale paa, gennem Solskin, Havblik eller smaa, uskyldigt legende Børn, der intet forstaar. Børnene hører en fin og nænsom Stemme, næsten som en Kvindes. Den taler til dem paa en hemmelighedsfuld Maade, men saa venlig, at de ikke bliver bange; de hører blot, at en Fare truer. Børnene fortæller det ligesom tilfældigt, naar de kommer hjem, og da er det Aandemanerens Sag at træffe Foranstaltninger, der kan forebygge en truende Ulykke. I gode Tider har Sila intet Budskab til Menneskene; han er forsvundet i sit uendelige Intet og bliver borte, saa længe Menneskene ikke misbruger Livet, men nærer Ærbødighed for den daglige Føde.

Ingen har set Sila; hans Opholdssted er saa gaadefuldt, at han paa samme Tid er hos os og uendelig langt borte."

____________

Lad denne magtfulde Forkyndelse blive det sidste Ord i denne Bog, hvor jeg har forsøgt paa at skildre eskimoisk Aand og Fantasi. Inden mange Aar vil denne Religion være en Saga, og den hvide Mand vil have underlagt sig alt, Landene og Menneskene, deres Tanker, deres Syner og deres Tro.

Jeg føler mig lykkelig over, at det faldt i min Lod at gaa fra Boplads til Boplads paa en Tid, hvor der endnu laa den store Oprindelighed over alle Sind. Derfor oplevede vi ogsaa det vidunderlige, der ligger bag den Kendsgerning, at vi paa hele den vældige Strækning fra Grønland og til Stillehavet ikke blot mødte eet Folk og eet Sprog, men ogsaa een Kultur, som til alle Tider vil komme til at staa som et Eksempel paa menneskelig Sejghed, Kraft og Skønhed.

Najagneqs Ord lyder som et Ekko af den Visdom, vi beundrede hos de gamle Aandemanere, vi traf overalt paa hele Vejen — i det barske King Williams Land eller i Auas festlige Snehytte ved Hudson’s Bay eller hos Ur-Eskimoen Igjugarjuk, hvis Fyndord staar over dette Kapitel.

____________

En Maaned senere stod jeg paa Taget af en Skyskraber og saa ud over New Yorks Stenørken. "Ederfuglen" og Arnarulúnguaq stod ved Siden af og manglede ligesom jeg Ord for alt det utrolige, vi saa omkring os.

"Ak," kom det stille fra Arnarulúnguaq, "vi, som altid har troet, at Naturen var det største og ufatteligste af alt! Og her staar vi i et Bjerglandskab med Afgrunde og dybe Kløfter, alt skabt ved Menneskers Haandarbejde. Naturen er stor, Sila, som vi kalder det hjemme, Naturen, Universet, Verden, altsammen Sila, som vore Aandemanere fortalte, de kunde holde i Ligevægt. Og jeg, som aldrig kunde tro derpaa, ser det her. Naturen er stor, men er Menneskene ikke større, de smaa bitte Væsener, som vi ser dernede i Dybet haste om mellem hinanden? De lever mellem disse Stenmure, paa den Slette af kunstigt skabte Sten. Sten, Sten, Sten. Intet Vildt ser vi, og dog lever de og faar deres Mad. Har de lært af Dyrene, siden de graver sig ned under Jorden som Murmeldyr, dingler i Luften som Edderkopper, flyver som Fugle, dykker under Vandet som Fisk og synes at have sejret over alt det, vi andre kæmpede imod?

Hvad jeg ser, kan jeg ikke fatte, og jeg redder kun min Forstand ved at tro, at vi alle er afgaaet ved en pludselig og voldsom Død, og at det, vi nu ser, hører et andet Liv til."

Ekspeditionen var endt. De Aar, hvor vi andre havde haft vore store Oplevelser, havde været dagligt Liv for de to Grønlændere. Nu begyndte deres Ekspedition. Men idet jeg tog dem med ud til den nye Verdens Vidundere, vendte mine Tanker ustandseligt tilbage til det farende Folk, vi kom fra, og aldrig skal jeg glemme de Mænd og Kvinder, der forstod at fortælle paa saa enkel og stærk en Maade baade om de største og om de mindste Ting. Om Sult eller Livsglæde, om Trængsler eller Lykke, om Festdag eller Hverdag — altid var Tonen stilfærdig og ægte. Og selv her midt i Virvar og Kaos svigtede den ikke i Arnarulúnguaqs undrende Udbrud.

Naturen er stor. Menneskene er større.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 402-407. København, 1926.