Aandemaning mod ondt Vejr (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Aandemaneren Kingiuna

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Aandemaning mod ondt Vejr

Knud Rasmussen
København, 1926

Paa Stormens tredie Aften blev vi højtideligt indbudt til Aandemaning i et af Snehusene. Indbyderen var en udpræget blond Eskimo med skaldet Hoved og rødligt Skæg og et lille Stænk af blaat i sine Øjne. Hans Navn var Kigiuna, "den tandhvasse".

Stormen syntes nu paa sit Højdepunkt. Man maatte gaa tre sammen for at holde sig oprejst, og man maatte være forberedt paa at bygge sig et Snehus langt fra det Sted, hvor Festen skulde holdes. Vi var alle bevæbnede med store Sneknive og skød os med Hovedet helt nede i Isen frem mod den lille Landsby, hvor Festen skulde finde Sted. Kigiuna havde mig under den ene Arm og sin Partner for Natten under den anden.

"Det er Spædbarnet Narsuk, der græder, og det trækker gennem hans Ble!" Og nu fortalte man mig den gamle Myte om Kæmpens Søn, der havde hævnet sig paa de Mennesker, der havde dræbt hans Fader og Moder, ved at fare til Himmels og blive til Uvejr. Nu vilde man i Nattens Løb granske Grunden til Barnets Vrede og forsøge paa at tæmme Stormen. Vinden tog saa stærkt i os, at vi undertiden blot stod stille og holdt fast i hinanden for ikke at blæse ind i den Skrueis, som taarnede sig op omkring os. De vældige Kast inde fra Land slog ned over os som Svøber, og efter tre eller fire Slag kunde vi gøre et Par Skridt frem igen, indtil Kastevinden, fulgt af Stormdrengens Skrig, atter standsede os for næsten at slaa os i Isen. Jeg tror, den halve Kilometer tog en hel Time, og hvor var vi dog glade, da vi endelig skimtede Spæklampernes varme Straaler i Festhallens blanke Isrude! Gennem Lag af Hunde, der knurrede og snappede efter os, kravlede vi ind gennem den lange Husgang, til vi naaede ind i Festhallen, hvor hver Plads paa Briksene allerede var fyldt med Mænd og Kvinder.

Det var to Snehytter, der var bygget sammen, saa at Gulvet var midt for Indgangen, og de to Platforme, hvor man sov, var bygget af Sne lige over for hinanden. Den ene af Værterne, Tamuanuaq, "den lille Mundfuld", tog hjerteligt imod mig og førte mig til Sæde. Huset, der var 4 m bredt paa den ene Led og 6 paa den anden, var forsynet med et saa højt Loft, at Bygmesteren havde maatte stive det af med to Tømmerstokke af Drivved, der virkede pragtfuldt som Søjler inde i denne hvide Snehal; og saa god Plads var der paa Gulvet, at alle Naboernes Smaabørn under Festforberedelserne kunde lege Tagfat rundt om Stolperne.

Forberedelserne bestod i et Festmaaltid, der var sammensat af tørrede Laks, Spæk og frosne, uflænsede Sælkroppe. Med store Økser huggede man kraftigt ind i den frosne Diner, og medens Husvarmen langsomt drev Rødmen frem i alle Ansigter, der var bleven pisket af Storm og Sne, nedsvælgede man med Appetit Kødklumperne, efter at have aandet paa dem, for at de ikke skulde svide Huden af Læber og Tunge.

"Madkært Folk, haardført og altid festoplagte," hviskede "Ederfuglen" til mig med Munden fuld af frossent Blod.

Og sandelig, ikke blot stærke Maver skulde der til denne Kost, men ogsaa stærke Sind for at lave Fest ud af en Snestorm.

Aftenens Aandemaner var Horqarnaq, en ung Mand med intelligente Øjne og hurtige Bevægelser. Der var ingen Svig i hans Ansigt, og maaske derfor varede det lang Tid, før han kom i Trance. Han forklarede mig, inden han traadte frem, at han kun havde faa Hjælpere. Der var hans afdøde Faders Aand og dennes Hjælpeaand, en Trold fra Sagnene, en Jætte med Kløer saa lange, at de kunde skære Mennesker tværs igennem Kroppen blot ved at kradse dem; og saa var der en Figur, han selv havde skabt af blød Sne, af Skikkelse som et Menneske — en Aand, der kom, naar han kaldte. En fjerde og mystisk Hjælpeaand var en rød Sten ved Navn Aupilalánguaq, en mærkelig Sten, han engang havde fundet paa en Renjagt; den lignede livagtigt et Hoved med Hals, og da han skød et Rensdyr i Nærheden, gav han den et Hovedbaand af de lange Haar fra Renens Hals. Paa denne Maade gjorde han sin egen Hjælpeaand til Aandemaner og havde fordoblet dens Kraft.

Disse Hjælpere skulde han nu paakalde og begyndte Seancen med megen beskeden Tale om, at han ikke kunde. Alle Pladsens Kvinder stod i Kreds omkring ham og opmuntrede ham med letkøbt Snak.

"Du kan, og du gør det saa let, fordi du er saa stærk," smigrede de; men ustandseligt gentog han:

"Det er en svær Sag at tale Sandhed. Det er en vanskelig Sag at mane skjulte Kræfter frem." Længe bevarede han sin Alvor og sin næsten udfordrende Utilnærmelighed, men Kvinderne omkring ham blev ved med at ophidse ham, og tilsidst begyndte han langsomt at komme i Trance. I samme Øjeblik sluttede Mændene sig til, Kredsen omkring ham blev tættere og tættere, og alle raabte hidsende Ord om hans Evner og Styrke.

"Hvalbarden"s Øjne bliver vilde. Han spiler Øjnene op og synes at se ud over fjerne Vidder; nu og da snurrer han rundt paa sin Hæl, der kommer Uro over hans Aandedræt, og han kender ikke længere sine Bopladsfæller:

"Hvem er I?" raaber han.

"Dine egne!" svares der.

"Er I her alle?"

"Ja, undtagen de to, der rejste paa Besøg østover!"

Men det er, som om han ikke hører, hvad der bliver sagt, og han bliver ved med at gentage:

"Hvem er I? Er I her alle? Er I her alle?"

Pludselig retter han Blikket vildt imod "Ederfuglen" og mig og raaber:

"Hvem er de to, hvis Ansigter er fremmede?"

"Mænd, der rejser rundt om Jorden. Mænd, vi er glade for. Venner, som ogsaa gerne vil høre, hvad Visdom du kan bringe os."

Atter gaar "Hvalbarden" rundt i Kredsen, ser hver enkelt ind i Øjnene, stirrer vildere og vildere omkring sig og gentager tilsidst som en træt Mand, der har gaaet en lang Vej og nu giver op:

"Jeg kan ikke, jeg kan ikke!"

I samme Øjeblik høres der en gurglende Lyd, og en Hjælpeaand tager Bolig i hans Legerne. En Kraft har taget ham i Besiddelse, og han er ikke længere sig selv og sine Ord mægtig. Han danser, springer, kaster sig om mellem Tilhørernes Klynger og raaber paa sin afdøde Fader, der er blevet en ond Aand. Det er kun et Aar siden, hans Fader døde, og Moderen, Enken, der endnu sørger over Tabet af sin Forsørger, stønner tungt, aander dybt og og søger at berolige sin vilde Søn; men alle andre raaber i Munden paa hinanden, at han skal fortsætte, og at han skal lade Aanden tale.

"Hvalbarden" nævner flere Aander af døde, han ser inde i Huset blandt de levende. Han skildrer deres Udseende, gamle Mænd, gamle Kvinder, han aldrig har truffet, og forlanger, at de andre skal sige ham, hvem det er.

Raadvildhed, Tavshed, endelig hviskende Raadslagning mellem Kvinderne. Tøvende prøver man sig frem og nævner en og anden afdød, som Aandemanerens Ord kunde passe paa.

"Nej, nej, nej, ikke dem!"

Mændene staar tavse og afventende, medens Kvinderne skriger op i skingre Diskanter, ikke længere raadvilde, men ophidsede, paa Jagt efter Gaaden. Kun Enken efter den Mand, som siges at være til Stede, sukker fortvivlet og rokker grædende frem og tilbage med Hovedet. Da er der pludselig en gammel Kone, der hidtil har holdt sig helt tavs oppe paa Briksen, som springer frem paa Gulvet og raaber Navnene paa dem, de andre ikke turde tage i deres Mund, et Par lige afdøde, en Mand og en Kone fra Nagjugtôq, hvis Grave endnu er ganske friske.

"Qanorme!"

"Qanorme!"

"Netop dem, netop dem!" raaber "Hvalbarden" med en skærende Stemme, og en uforklarlig Uhyggestemning breder sig over alle Gæster, fordi disse to Mennesker endnu for faa Dage siden var lyslevende iblandt dem.

Nu var de bleven til onde Aander, netop de onde Aander, der voldte Uvejret. Rædslen breder sig i Huset. Det gaadefulde Liv har sænket en Mystik over alle; noget, ingen kan forklare, gaar for sig og forvirrer.

Ude tuder Stormen. Man kan ikke se en Haand for sig, og selv Hundene, der ellers sparkes ud af Husene, faar Lov til at søge Varme og Ly mellem Benene paa de ophidsede Mennesker.

Et Par Gæster, en Mand og en Kone, der bor lige ved Siden af, men er gaaet vild paa Vejen til Festhuset, kommer ind med Mund og Øjne fyldt med Sne. Det er tredie Døgn, Uvejret varer. Man har intet Kød til i Morgen, intet at spise, intet at varme sig ved, og det er, som om denne Trusel pludselig bliver levende. Stormdrengen græder, Kvinderne klager, Mændene mumler uforstaaelige Ord.

Seancen har varet en Time med Brøl og Paakaldelse af ukendte Kræfter, da noget hænder, som forfærder os, der aldrig nogensinde har set Stormguden tæmmet. "Hvalbarden" springer frem og griber den gamle, godmodige Kingiuna, som netop staar og synger en from Sang til Sødyrenes Moder, griber ham med et raskt Tag i Struben og slynger ham med stor Brutalitet frem og tilbage, frem og tilbage midt i Klyngen. I Begyndelsen udstøder begge klagende Strubelyde, men lidt efter lidt kværkes Kingiuna og kan ikke længere give en Lyd fra sig; men saa hvisler det ud af Munden paa ham, og i samme Øjeblik er ogsaa han et Bytte for Ekstasen. Han gør ikke længere Modstand, men følger med "Hvalbarden", der stadig har fat om hans Strube, og de tumler omkring ganske uden Sans og Samling. Husets Mænd maa stille sig foran de store Spæklamper, for at de ikke skal blive knust eller væltede; Kvinderne maa hjælpe Børnene op paa Briksen, for at de ikke skal blive slaaet fordærvet i Tumlen, og saaledes fortsættes der endnu en lille Stund, indtil "Hvalbarden" har faaet klemt alt Liv ud af sin Modstander, der nu slæbes efter ham som en livløs Bylt. Da først slipper han Grebet i Struben, og Kingiuna falder tungt om paa Gulvet.

Dette er Uvejret, der dræbes in effigie. Luftens Oprør kræver Liv, og ydermere bider "Hvalbarden" Kingiuna i Nakken og ryster ham af alle sine Kæbers Kræfter, som en Hund, der overvinder sin Modstander.

Der er Dødsstilhed i Huset. "Hvalbarden" er den eneste, der fortsætter sin vilde Dans, indtil der paa uforklarlig Maade kommer Ro over hans Øjne og han lægger sig paa Knæ foran den døde og giver sig til at gnide og stryge ham over hele Kroppen for at genoplive ham. Langsomt bringes Kingiuna til Live igen, vaklende bliver han stablet paa Benene, men næppe er han kommen helt til sig selv, før det samme gentager sig — det samme voldsomme Greb i Struben, den samme tøjlesløse Dans i Huset, den samme Stønnen efter Luft og Vejr, indtil den stakkels Mand atter slynges ned i Husets Snegulv som en livløs Skindbylt. Paa denne Maade dræbes han tre Gange! Mennesket skal vise sin Overlegenhed over Uvejret! Men da Kingiuna for tredie Gang kommer til Live igen, er det ham, der falder i Trance, og Horqarnaq eller "Hvalbarden", der falder sammen. Den gamle Seer rejser sig op i sin pudsige, alt for fedladne Vælde, men behersker os dog ved Vildskaben i sine Øjne og det uhyggelige, rødblaalige Skær, der er kommet over hans Ansigt ved al den Mishandling, han har været Genstand for. Alle føler, at der staar en Mand, Døden lige har rørt ved, og man viger uvilkaarligt et Skridt tilbage, da han med Foden paa "Hvalbardens" Bryst vender sig mod Tilhørerne og med en forbløffende Tungefærdighed forkynder sine Syner. Med en Stemme, der skælver af Bevægelse, raaber han ud over Snehytten:

"Himmelrummet er fyldt med nøgne Væsener, der farer frem gennem Luften. Nøgne Mennesker, nøgne Mænd, nøgne Kvinder, der farer frem og rejser Storm og Snefog.

Hører I det suse? Det bruser som af store Fugles Vingeslag oppe i Luften. Det er nøgne Menneskers Angst, det er nøgne Menneskers Flugt!

Vejrets Aande blæser Stormen ud, Vejrets Aande driver den fygende Sne hen over Jorden, og det hjælpeløse Stormbarn Narsuk ryster Luftens Lunger i sin Graad.

Hører I Barnets Graad i Vindens Hyl?

Og se: Blandt alle de nøgne Skarer af flygtende er der en, en eneste Mand, som Vinden har gennemhullet. Hans Legeme er som et Sold, og gennem Hullerne suser det: Tju, tju-u, tju-u-u! Hører I ham? Han er den vældigste af alle Vind-Rejserne.

Men min Hjælpeaand vil standse ham, vil standse dem alle. Jeg ser ham komme rolig, sejerssikker hen imod mig. Han vil sejre, han vil sejre! Tju, tju-u! Hører I Vinden? Pst, pst, psst! Ser I Aanderne, Vejret, Uvejret, der bruser hen over os med en Susen af store Fugles Vingeslag?"

Ved disse Ord rejser "Hvalbarden" sig op fra Gulvet, og de to Aandemanere, der nu har faaet et forklaret Udtryk i deres Ansigt efter den vældige Storm-Prædiken, synger med enkle, hæse Stemmer en Sang til Sødyrenes Moder:

Kvinde, store Kvinde dernede!

Lad det vige, lad det vige bort fra os, det onde!

Kom, kom, Dybets Aand!

En af dine Jordboer

kalder paa dig,

beder dig bide Fjender til Døde.

Kom, kom, Dybets Aand!

Saa snart de to havde sunget Hymnen igennem, faldt alle de andre Stemmer ind i et kaldende, klagende Kor af betrængte. Ingen vidste, hvad de kaldte paa, ingen af dem tilbad noget; men Forfædrenes gamle Sang gav deres Sind Vælde. De havde ingen Mad at give deres Børn, naar næste Dag kom. De bad om Ro for deres Fangst, om Mad til deres Børn.

Og pludselig var det, som om hele Naturen omkring os blev levende. Vi saa Stormen ride hen over Himlen i nøgne Aanders Fart og Trængsel. Vi saa de flygtende Dødninges Skare komme fejende gennem Snefogets Bølger, og alle Syner og alle Lydene samlede sig i de store Fugles Vingeslag, som Kingiuna havde faaet os til at lytte efter.

Hermed sluttede de to Aandemaneres Kamp med Uvejret, og enhver kunde trøstet og beroliget stride sig hjem til sin Snehytte og give sig Søvnen i Vold. For i Morgen vilde de faa fint Vejr.

Og vi fik det. I blændende Sol og fastføgne Driver kørte vi næste Dag videre vestpaa. . .

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 237-244. København, 1926.