Adam af Bremen: Adeldag

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Håndskrift af Adams værk
(GKS 719 5r fol.)
Adam af Bremen


Adam af Bremens Kirkehistorie
Anden Bog (936-1043)

Adeldag
(936—988)


oversat af

P. W. Christensen


[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]


Erkebisp Adeldag hensad i 53 Aar. Han er den, der hos os har, saa at sige, gjenoprettet de forfaldne Sager1) . Af fornem Slægt, ung af Alder, smuk af Udseende, prydet med retskafne Sæders endnu større Glands, udvalgtes han af det Hildesheimer Domcapitels Midte, som Frænde og Lærling af den salige Biskop Adelward i Verden, hvis prøvede Vandel, uplettede Rygte og Troskab var dengang godt kjendt ved Hove, hvis Lærdom og Jærtegn der gik Ry af, og som skal have prædiket for Slaver-Folkene paa samme Tid, som vorUnni var Sendebud til Skytherne. Ved denne Mands ivrige Anbefaling modtog Adeldag Hyrdestaven af Otto, Bispekaaben af Pave Leo den Syvende, Haandspaalæggelsen, ligesom hans Forgjængere, af Overhyrden i Maints.


Endnu havde Erkesædet i Hamborg ingen Lydbiskopper havt; dem fik det først ved denne Adeldags Omhu. Saasnart han havde besteget sit Bispesæde, udvirkede han, at Bremen, som i lang Tid havde været undertrykt af keiserlige Fogeder og Dommere, ligesom de øvrige Stæder fik Skattefrihed og Uafhængighed. Baade Kongens og andre dertil sigtende Forskrifter har jeg ved Haanden.


Længe varede det ei heller, førend Tilsynet med Hedningernes Frelse, som han jo havde overtaget efter sine Forgjængere, vandt saa glædelig en Fremgang, at han kunde høste med Fryd, hvor Andre saaede med Graad. Men det var ogsaa hans Liv og Lyst at udføre, hvad hans Fromhed i den Retning havde foresat sig. Og fordi Alting tjener dem tilgode, som elske Gud, saa gav Herren ham til hans Ønskes Opfyldelse baade heldige Tidsforhold og Kongens Gunst. Kongens Fortrolighed besad han i den Grad, at han sjelden veg fra hans Side. Dog forsømte han aldrig enten sit Stift eller sin Sendelse til Hedningerne; tvertimod, da han saae den seierrige og retfærdige Konge rede til Alt hvad Guds er, aflod han aldrig at opflamme dennes Iver for Hedningers Omvendelse, hvilket da ogsaa lykkedes ham efter Ønske, idet Gud var med den Sag og styrkede den fromme Konges Haand i Alt.


Støttet til den guddommelige Bistand gav altsaa Kong Otto Folkene Lov og Ret, saasnart han var bleven fri for sine Brødres Efterstræbelser. Efterat han dernæst havde underkastet sig næsten alle de Riger, som efter Karls død havde løsrevet sig, greb han til Vaaben mod Danskerne, dem hans Fader iforveien have betvunget. Disse vare nemlig opsatte paa Krig, havde ved Hedeby nedsablet Ottos Gesandter tilligemed Markgreven og aldeles ødelagt den Saxiske Coloni. For i saa Henseende at hævne Skade trængte Kongen med en Hær strax ind i Danmark, og saasnart han havde overskredet de Danskes ved Slesvig tilforn opreiste Grændser, hærgede han med Ild og Sværd hele Landet lige op til det yderste Hav, der skiller Danskerne fra Normannerne, og som indtil denne Dag efter Kongens Seire kaldes Ottesund. Paa Tilbageveien mødte Harald ham ved Slesvig og tilbød Slag. Efterat der paa begge Sider var stridt tappert, gik Saxerne af med Seiren, og de overvundne Danske trak sig tilbage til deres Skibe. Omsider enedes man om Fredsvilkaarene: Harald falder tilføie for Otto, modtager af ham sit Rige og lover at lade Christendommen gjælde i Danmark. Og med det Samme blev Harald selv døbt tilligemed sin Hustru Gunild og deres lille Søn, hvem vor Konge holdt over Daaben og kaldte Svend Otto.


Ved den Leilighed blev Danmarks paa denne Side Havet beliggende Deel, som Indbyggerne kalde Jylland, deelt i 3 Bispedømmer og underlagt Erke-Sædet i Hamborg. I Bremens Kirke gjemmes de kongelige Skrivelser, som udvise, at Kong Otto saaledes har eiet Danmark, at han endog har bortgivet Bispestole. Af Romer-Sædets Gavebreve sees fremdeles, at Pave Agapetus, lykønskende Hamborger-Kirken med Hedningernes Frelse, ligeledes har indrømmet Adeldag Alt hvad der af hans Forgjængere Gregor, Nikolaus, Sergius og Andre er bleven tilstaaet Erkebispedømmet i Bremen. Tillige har han givet Adeldag sin apostoliske Fuldmagt til, i sit Sted at indvie Biskopper saavel for Danmark som for de øvrige Folk i Norden. Som en Følge heraf var da vor høisalige Fader den første, som indviede Biskopper for Danmark, nemlig Horit eller Hared for Slesvig, Livdag for Ribe, Regnbrandt for Aarhuus. Til dem anbefalede han ogsaa Menighederne hinsides Havet i Fyen, Sælland og Skaane, samt i Sverrig. Dette skeete i Erkebispens 12te Aar. Og denne den himmelske Barmhjertigheds Begyndelse vandt en saadan Tilvæxt, idet Gud hjalp med, at fra hiin Tid af og indtil den Dag idag de Danskes Menigheder sees at flyde over af Frugtens Mangfoldighed iblandt Nordboerne.


Paa samme Tid skal den tappre Kong Otto ogsaa have lagt samtlige Slaver-Folk under sit Herredømme. I eet stort Felttog havde hans Fader tæmmet dem; men nu knyttede han dem ved sin egen Tapperhed saa fast til sig, at de, mod at beholde Livet og Fædrelandet, villig tilbød Seierherren Skat og Christendom, samt lod sig døbe, hver Hedning i hele Folket. Da først byggedes der Kirker i Slavenland. Men hvorledes det dermed gik til, ville vi henimod Slutningen faae bedre Leilighed til at omtale.


I vor Kirkes Brevskaber finde vi fremdeles anmærket, at den daværende berømte Erkebisp i Kölln, Bruno, da han saae, at vort Hamborg nu ogsaa havde sine Lydbiskopper, fornyede den gamle Besværing angaaende Bremen, idet han haabede, lettere at kunne trænge igjennem, fordi han var Broder til Kong Otto. Men efter forgjæves at have anstrængt sig paa al mulig Maade, skal han dog hverken have opnaaet Pavens Bifald eller Broderens Bistand. Den ligesaa kloge som høitstaaende Mand blev saaledes med Lethed overfløiet af Adeldags Anseelse og udsonede sig med Hamborger Stiftet, ja gav denne vor Kirke Opreisning, med den offentlige Erklæring, at den, i Betragtning af dens farlige Stilling til Hedningerne, ei burde krænkes af Nogen, men kun nyde Trøst og Kjærlighed, Gunst og Berømmelse af samtlige Menigheder hvorsomhelst. Endnu mindes Efterkommerne, hvorledes Erp, som var Erkebisp Adeldags Diakonus, for Hjælpen, han i denne Strid saa trolig ydede samme, af Kongen lønnedes med Bispedømmet i Verden, medens tillige nogle andre af Brødrene, der havde viist sig nidkjære for, i Erkebispens Tjeneste at prædike for Danske og Slaver, forfremmedes til høiere Lære-Embeder, i Forhold til deres Arbeide.


Fader Adeldags hele Stræben var nemlig henvendt paa Hedningernes Omvendelse, paa Menighedernes Fremme, paa Sjælenes Frelse; og som en Mester i disse Ting stod den af Gud og Mennesker elskede Mand i almindelig Agtelse, endog hos sine Modstandere.


Siden efter, da den seierrige Kong Otto kaldtes til Italien, for at befrie det Apostoliske Sæde, da holdt han først, siger man, Raad om hvem han skulde efterlade sig som Fuldmægtig til Retfærdighedens Haandhævelse i de Egne, der grændse op til Barbarerne. Lige siden Karls Dage havde nemlig Saxland, paa Grund af Befolkningens Oprør fra gammel Tid, ikke havt anden Høvding end Keiseren selv. Nu derimod indsaae Kongen Nødvendigheden af at indsætte en saadan, og han beskikkede da først Hermann til Statholder i Saxland. Om denne Mand og hans Efterkommere troer jeg, for Bremer-Kirkens og andre Kirkers Skyld, hvem denne Slægts Opkomst synes at have været til ubodelig Skade, at maatte udbrede mig med megen Udførlighed.


Den omtalte Mand var født i trange Kaar. Han maatte, siger man, i Begyndelsen nøies med sin Fædrenearv, bestaaende af 7 Bøndergaarde og ligesaa mange Fæstebønder. Da han imidlertid udmærkede sig ved et godt Hoved, et smukt Udvortes, samt ved Troskab mod sine Foresatte og Beskedenhed mellem sine Ligemænd, blev han snart bekjendt ved Hoffet og opnaaede Deel i selve Kongens Fortrolighed. I Betragtning af den unge Mands Dygtighed optog Kongen ham iblandt sine Statstjenere, gjorde ham dernæst til Hovmester for sine Sønner, og da Alt gik godt, betroede han ham endog Statholder-Embeder. Disse beklædte han med Dygtighed, og da han i denne Stilling blev Dommer over sine Fæstebønder, der vare anklagede for Tyveri, skal han have dømt dem alle til at henrettes. Denne nye Fremgangsmaade gjorde ham baade yndet hos Folket og endmere anseet ved Hoffet. Da han saaledes var bleven forfremmet til Saxlands Hertug, styrede han denne Provinds med Ret og Retfærdighed og værnede med Nidkjærhed til sit Yderste om Kirkerne. Baade Bremer-Stiftet og Hamborgs Moderkirke forblev han tro og hengiven, ligesom han og gjorde meget Godt mod alle Klosterbrødre og Klostersamfund i Saxland.


Saadan var altsaa den Mand, til hvem den fromme Konge tilligemed vor Erkebisp ved deres Afreise til Italien betroede deres Anliggender i denne Egn. — I Italien afholdt Kongen et Bispemøde, lod Pave Johannes, med Tilnavn Octavian, som var anklaget for mange Forbrydelser, skjøndt fraværende — han havde nemlig ved Flugt unddraget sig Retten — afsætte og Secretæren Leo indsætte i hans Sted. Af denne kronedes han kort derpaa, samt hyldedes af det Romerske Folk som Keiser og Augustus, i sit Kongedømmes 28de Aar og 153 Aar efter Karls Kroning. I fem Aar opholdt Keiseren sig dengang2) tilligemed sin Søn i Italien, bekrigede Berengars Sønner og fornyede Roms gamle Frihed. I al denne Tid forblev vor Erkebisp som øverste Raadgiver i Italiens Rige, ikke frivillig, det tør jeg sige, men fordi han ikke turde vige fra Kongernes Side. Ved sin Udenlandsreise skaffede han Bremer-Kirken stort Udbytte. Da skal han nemlig have samlet de betryggende Helgenlevninger, som er vort Bispedømmes Triumph nu og til evig Tid. Man fortæller, at hans Menighed ikke kunde afsee den gode Hyrde i saa lang Tid, men ved Bud og Brev omsider indgød ham en saadan Bekymring, at han værdigede sin Hjord et Besøg. Og da han nærmede sig, kom baade hans Egne og Fremmede ham tre Dagsreiser imøde, grædende af Glæde og tilraabende ham som en anden Johannes: “velsignet den som kommer i Herrens Navn!3)


Da Erkebispen vendte hjem til sit Fædreneland, da medbragte han, eftersom vi have hørt forvist og vore Fædre fortalt os, i sit Følge den Benedict, der var indviet til Pave, men nu afsat af Otto, der endog vilde havt ham fængslet i Hamborg, hvorimod Erkebispen, under stor Æresbeviisning, beholdt ham hos sig, indtil han døde. Det skal nemlig have været en baade from og lærd Mand, der nok kunde klædt det Apostoliske Sæde med Værdighed, dersom ikke det havde været i veien, at han under et Oprør var bleven valgt af det Romerske Folk, som havde jaget den Pave bort, Keiseren vilde have indsat. Saa henlevede han da hos os et gudeligt Levnet, lærte ogsaa Andre at leve gudeligt og hensov fredelig i Hamborg, just som han paa Romernes Forlangende skulde gjenindsættes af Keiseren. Hans død er antegnet under 4de Juli.


Som Provst i Bremen udmærkede sig paa samme Tid Eilhard ved frivillig Fattigdom og streng Iagttagelse af Klostrets Regler. Menighedens Skoler styrede Tjadhelm, som ret fik dem til at blomstre; selv var han en Lærling af den store Oktrik i Magdeborg.


Imidlertid gjorde vor Erkebisp sig megen Flid for at fordele de hellige Martyr-Levninger, han havde bragt med sig fra Rom, over sine Sogne. Hans Forgjængere havde, siger man, oprettet fem Klostre for Sjæle, som vilde tjene Gud; dertil føiede han et sjette ved Heselingen, hvor en høibaaren Christi Jomfru, Wendilgardt, hvis Fader hed Haldo, offrede hele sin Fædrenearv til Gud og den hellige Martyr Vitus og samlede en stor Forening af Klosterfrøkener. En syvende Forening af fromme Mænd stiftede han i Reepsholt i Frisland af et Gods og andre Offergaver fra to troende Fruer, Reingerd og Wendila, og der gjemte han den hellige Mauritius's Levninger; andre Helgenbeen nedlagde han andetsteds. De Helgen-Levninger, som Hr. Adeldag bragte med sig fra Italien, ere Legemerne af Kviriakus og Cæsarius, af Victor og Corona, af Felix og Felicianus, af Kosmas og Damian.


Ligesom nu denne fromme Præstemand udviste en faderlig Omhu for alle sine Menigheder, saaledes skal han ogsaa have havt stor Omsorg for Gjæste-Herberget i Bremen. Dette berigede han nemlig med langt større Indtægter end hans Forgjængere havde gjort, saa at foruden de Fremmede, som ofte optoges deri, endog 24 Fattige daglig bespistes ved Gjæstebordet. I denne Tjeneste var Ingen saa tro som Libentius, hvem Erkebispen havde bragt med sig fra Italien.


Paa samme Tid havde Otto den Store, efter at have undertvunget Slaver-Folkene og knyttet dem til den christne Tro, anlagt den berømte Stad Magdeborg ved Elbflodens Bredder; den gjorde han til Hovedstad for Slaverne og lod Adelbert, en høihellig Mand, indvie til Erkebisp sammesteds. Saasnart denne var bleven ansat i Magdeborg, begyndte han at styre sit Bispedømme med Dygtighed og vedblev dermed i 12 Aar, og mange Slaver-Folk omvendte han ved sin Prædiken. Hans Indvielse fandt Sted i Keiserens og vor Erkebiskops 35te Aar, det er 137 Aar efter den hellige Ansgars Indvielse4) . Til Erkesædet i Magdeborg er hele Slavenland indtil Pene-Floden henlagt, med fem Lyd-Stifter: Merseborg og Zeiz ved Saale, Meissen ved Elben, Brandenborg og Havelberg i det Indre. Et sjette Bispedømme i Slavenland er Oldenborg, som ligger os nærmere, og som Keiseren derfor henlagde under Erkesædet i Hamborg. Til første Biskop sammesteds indviedes af vor Erkebisp Evrak eller Egward, paa Latin kaldet Evagrius.


Efterdi Leiligheden her tilbyder sig, vil det ikke findes unyttigt at forklare, hvilke Folk der hinsides Elben tilhøre Hamborg Stift. Dette Landskab lukkes mod Vest af det Britiske Hav, mod Syd af Elben, mod Øst af Pene-Floden, som falder i det Barbariske Hav, mod Nord af Eider-Floden, som gjør Skjel imellem Danskerne og Saxerne. Saxerne hinsides Elben udgjøre 3 Stammer: først, ved Havet, Ditmarskerne, hvis Hovedkirke er Meldorf; dernæst Holstenerne, saaledes kaldte efter Skovene, som de beboe; deres Egn gjennemløber Floden Stør, deres Kirke er Schönefeld; for det Tredie de mere anseelige Stormarer, saaledes hedde de, fordi dette Folk hyppig stormer frem til Oprør.
[ Østerfra beskylles Stormarerne af Bille-Floden, der ligesom den ovennævnte falder i Elben. Skolie 12 ]
Iblandt dem kneiser især Hamborg som Hovedstad, fordum mægtig og folkerig, samt velhavende ved Ager og Abildgaard; nu priisgivet Tugtelsen for sine Synder og gjort til en Ørk. Ja, Modersædets Deilighed er borte, dog gjemmer det endnu Kræfter i sit Skjød, trøstende sig i sin forladte Enkestand med Sønnernes Opblomstring og øiensynlige Tilvæxt Dag for Dag formedelst sin Mission over hele Norden. Med dem for Øie synes hun at udbryde i Glædesraabet: “Jeg har forkyndt og talt, de ere blevne mangfoldige uden Tal.”


Endvidere har vi udfundet, at med den Grændse for Saxland, som hinsides Elben er foreskreven af Karl og andre Keisere, forholder det sig saaledes. Den strækker sig fra den østlige Elbbred hen til en lille Bæk, som Slaverne kalde Mescenreiza, hvorfra Grændsen drager sig opad igjennem Delvunder-Skoven lige til Floden Delvenau; saa kommer den til Hornbeck og Bille-Kilden, derfra til Liudwinestein og Wesenberg og Bissenitz. Saa gaaer den fra Garbeck til Travenhorst,
[ Trave er en Flod, som løber gjennem Wagrernes Egn og falder i det barbariske Hav. Ved denne Flod hæver sig et eneste Bjerg: Segeberg, samt Staden Lübeck. Skolie 13 ]
derigjennem opad til Blunk; derfra strax til Vadstedet Tensebeck, og endelig stiger den i lige Linie opad til Stocksee. Her var det, at Burwid bestod Tvekampen med Slaver-Kjæmpen og fældte ham; en Steen til Minde herom er opreist sammesteds. Fra samme Vadsted gaaer Grændsen opad til Plöner-Søen og kommer saaledes til den østre Fælled Bornhøst og lige til Schwentine-Floden,
[ Schwentine-Floden løber fra den Sø, hvor Staden Pløn ligger. Derfra gaaer den igjennem Isarnho Skov og falder i det skythiske Hav. Skolie 14 ]
hvorved da Saxlands Grændse bevæger sig hen til det Skythiske Hav, den saakaldte Øster-Sø.


Om Beskaffenheden af dette Hav anmærker Einar i sin Bog om Karls Bedrifter, i Anledning af Slaver-Krigen, kortelig Følgende. “En Bugt er der, som strækker sig fra det vestlige Hav imod Øst; dens Længde er ubekjendt, men i Breden indtager den intetsteds over 100.000 Skridt og paa sine Steder skal man finde den endnu snævrere. Omkring denne boe mange Folk, nemlig Danske og Svenske, som vi kalde Normanner; de sidder inde med den nordlige Kyst og med alle Øerne ved samme. Men Sydkysten beboe Slaver og flere andre Folkefærd, deriblandt især Wilzerne, dem Kongen dengang paaførte Krig, og som han i et eneste af ham selv udført Felttog saaledes knuste og kuede, at de ansaae det for raadeligst, aldrig mere at nægte Lydighed.” Det var nu hans Ord. Men efterdi vi saa ofte har maattet nævne Slaverne, er det vel ikke afveien, i Korthed at omhandle Slavernes Land og Folkestammer og Begivenheder, især da Slaverne paa den her omtalte Tid, formedelst vor Biskop Adeldags Nidkjærhed, næsten alle skulle være blevne omvendte til Christendommen.


Slavenland er et meget omfangsrigt tydsk Landskab, som beboes af Vendlerne, der fordum kaldtes Vandaler.5) Det skal være ti Gange saa stort som vort Saxland, især naar man regner Böhmen med, saavelsom Polakkerne hinsides Oderen, der hverken i udvortes Henseende, ei heller hvad Sproget angaaer, er forskjellige derfra.
[ Hinsides Oderen boe først Pomerinkerne, dernæst Polakkerne, med Preusserne paa den ene og Bøhmerne paa den anden Side, samt med Russerne mod Øst. Skolie 15 ]
Dette Landskab er nu ikke blot rigt paa vaabenført Mandskab og meget frugtbart, men tillige paa hver Kant aflukket ved faste Skov- eller Flodgrændser. I Breden strækker det sig sydfra mod Nord, det vil sige, fra Elben til det Skythiske Hav. I Længden maa det regnes at begynde fra vort Hamborg-Stift, saa at det i østlig Retning udvider sig i det Uendelige, lige mod Baiern, Ungarn og Grækenland. De slaviske Folkestammer ere mangfoldige: forrest mod Vest Transalbingernes Grændsenaboer, Wagrerne, med Søstaden Oldenborg til Hovedsæde.
[ Oldenborg er en Storstad hos Slaverne, at sige, hos Wagrerne. Den ligger ved det baltiske eller barbariske Hav, en Dagsreise fra Hamborg. Skolie 16 ]
Dernæst Obotriterne, som nu kaldes Reriger, hvis Hovedstad er Meklenborg. Iligemaade i vort Nabolaug Polaberne med Staden Ratzeborg. Paa den anden Side af disse boe Lingonerne og Warnaberne. Strax derefter Chizziner og Circipaner,
[ Chizziner og Circipaner boe paa denne Side Penefloden; paa hiin Side Tholosanter og Rehtarier. Disse 4 Folkefærd kaldes paa Grund af deres Styrke Wilzer eller Leutiker. Skolie 17 ]
dem Pene-Floden skiller fra Tholosanter og Rethrer; deres By er Demmin. Her er Grændsen for Hamborg Stift. Desuden andre Slaver-Folk mellem Elben og Oderen, saasom Havellerne ved Floden Havel; Dossaner, Leubuzzer, Wiliner, Stoderaner og mange andre. Midterst og mægtigst iblandt dem er Rethrerne, hvis Hovedstad er Rethre, bekjendt allevegne som Afgudsdyrkelsens Hovedsæde. Her er et stort Tempel, bygget for Vætterne, hvis Høvding er Radegast. Hans Billede er af Guld, hans Leie af Purpur. Byen har ni Porte, er heelt indhegnet af en dyb Indsø og kun tilgjængelig ved Hjælp af en Træbro, som endda kun tør betrædes af dem, der ville offre eller indhente Gude-Svar. Dermed skal, tænker jeg, tilkjendegives, at jo Afgudsdyrkernes fortabte Sjæle “af Stygiske Flod nifoldig ombæltes”.6) — Der skal være fire Dagsreiser fra Hamborg til dette Tempel.


Hinsides Leutikerne eller Wilzerne, som de ogsaa kaldes, møder os Floden Oder, som er Slavenlands rigeste Strøm. I Mundingen af samme, der hvor den skyller de Skythiske Vande, ligger den berømte Stad Jomne. Den frembyder en høist navnkundig Stapelplads baade for Barbarer og Græker, som fare paa de omliggende Kyster. Hvad Ry der gaaer af denne By — thi det er store og næsten utrolige Ting, der fortælles om den — er det mig en Fornøielse, i Korthed at meddele det Mærkeligste af. Det er virkelig den største Stad, hele Europa indeslutter, og den beboes af Slaver i Fællesskab med andre Folkefærd, baade Græker og Barbarer. Endog Saxere, som ere komne derhen, har faaet lige borgerlige Rettigheder med de Øvrige, at sige, naar de under hele deres Ophold sammesteds har fortiet deres Christen-Navn. Alle ere de nemlig endnu hildede i Hedenskabet; men forresten er ingen Befolkning mere skikkelig eller mere gjæstfri. Byen er det rigeste Oplagssted for Varer fra alle Nordens Folkefærd, og der er ingen Behagelighed eller sjelden Kostbarhed til, som jo findes der. Der er Vulkans Gryde, som Indbyggerne kalde den græske Ild, og som selv Solin omtaler.7) Der sees Neptun i en tredobbelt Skikkelse, idet Øen beskylles af tre Slags Vande, hvoraf det ene siges at være immergrønt, det andet hvidligt, det tredie oprørt af idelige Storme. Ved Hjælp af nogle faa Aaretag sætter man fra Byen over ad Demmin til paa den ene Side — denne Stad ligger ved Pene-Flodens Munding, og der boe Folk fra Rygen — paa den anden Side til Semland, som tilhører Preusserne. Veien til Byen Jomne er denne: fra Hamborg eller fra Elben over Land syv Dagsreiser; men tilskibs fra Slesvig eller Oldenborg. Fra Jomne er der en fjorten Dages Seilads til Østergaard i Rusland.


Hovedstaden i dette Land er Kiew, en kirkelig Medbeilerske til Konstantinopel, en af Grækenlands herligste Prydelser.


Som forhen anmærket, udspringer Oderen dybt inde i Skoven hos Mæhrerne,
[ Mæhrerne ere en slavisk Stamme østenfor Böhmerne, omgivne paa den ene Side af Pomerinker og Polakker, paa den anden Side af Ungarer og af de grusomme Pescinager, som ere Menneske-Ædere. Skolie 18 ]
hvor ogsaa vor Elbflod tager sin Begyndelse; deres Kilder ere ikke langt fra hinanden, men deres Løb antager en forskjellig Retning. Den ene, nemlig Oderen, løber mod Nord, midt igjennem Vendlernes Bopæle, og trænger sig omsider frem lige til Jomne, hvor den gjør Skjel imellem Pomerinker og Wilzer. Den anden derimod, det vil sige Elben, løber mod Vest, streifer i sin første Fart Böhmer og Sorber,
[ Sorberne ere Slaver, som boe paa Fællederne mellem Elben og Saale; deres Grændsenaboer ere Thyringer og Saxer. Andre Sorber forekomme hinsides Ohre-Floden. Skolie 19 ]
adskiller midtveis Saxer fra Hedninger, danner tilsidst en Rift imellem Hamborg og Bremen Stift, og drager seierrig ind i det Britiske Hav.
[ Britannien er en Ø i Oceanet, tilforn kaldet Albion. Den ligger mellem Nord og Vest i lang Afstand fra Europas Hovedlande: Tydskland, Frankrig og Spanien. Sydfor sig har den det belgiske Gallien, fra hvis nærmeste Kyst der er Overfart til Richborough. Næst efter Britannien er Irland den største af alle Øer; den ligger vest for Britannien. Den er kortere mod Nord, men naaer længere sydpaa, henimod det nordlige Spaniens Havn. Skolie 20 ]


Dette faaer nu at være nok om Slaverne og deres Fædreland, eftersom de alle paa den Tid formedelst Otto den Stores Tapperhed omvendtes til Christendommen. Hermed vende vi os til de øvrige Begivenheder efter Keiser Ottos død, som forefaldt i denne Biskops Levetid.


I Biskop Adeldags 38te Aar var det, at den store Keiser Otto, alle Nordens Folks Betvinger, lykkelig indgik til sin Herre og blev begravet i Staden Magdeborg. Ham fulgte Sønnen, Otto den Mellemste, som i 10 Aar med Dygtighed styrede Keiserdømmet. Han nødte strax Franke-Drotterne Lothar og Karl til at underkaste sig, spillede derpaa Krigen over i Kalabrien, vandt og tabte mod Saracener og Græker, og døde i Nærheden af Rom. I hans Sted kom Otto den Tredie, dengang endnu en Dreng, som i 18 Aar prydede Sceptret med et retfærdigt og tappert Herredømme. Med disse tre baade tappre og retfærdige Keisere stod den hellige Adeldag, som det tilkom hans Dyd og Lærdom, paa saa kjærlig og fortrolig en Fod, at han sjelden veg fra deres Side. Beviis herpaa afgive Keiserens Befalinger, udstædte efter Erkebiskop Adeldags Vink; hvorved endnu er at anmærke, at Otto den Tredie under sit Ophold i Wildeshausen udgav Forordninger.


Paa samme Tid døde Saxernes Hertug Hermann. Hans Herredømme gik i Arv til Sønnen Benno, der ligeledes omtales som en brav og dygtig Mand, der dog deri vanslægtede fra sin Fader, at han trykkede Folket ved Udsugelser.


I Nærheden af Magdeborg døde fremdeles Biskop Adelbert, efterfulgt af den ei mindre hellige Mand Gisilhar, som med sin Lærdom og sit dydige Exempel oplyste de nys omvendte Vendler.


Danskernes Konge Harald, udmærket ved Fromhed og Tapperhed, havde allerede for længe siden budt Christendommen velkommen i sit Rige; og den fastholdt han indtil Enden.
[ Aar 966 efter Herrens Byrd omvendtes Danskerne til Troen ved en vis Poppo, der i Folkets Paasyn bar paa et handskeformet Stykke Jern, som var glohedt, og dog skadte det ham ikke. Da Kong Harald saae det, kastede han Afguderiet og omvendte sig med hele sit Folk til den sande Guds Tilbedelse. Poppo forfremmedes til Biskop. Skolie 21 ]
Idet han saaledes styrkede sit Herredømme ved Hellighed og Retfærdighed, udvidede han tillige sin Myndighed over Normænd og Engelskmænd. Emund Eriksøn var dengang Konge i Sverrig; han stod i Forbund med Harald og var forekommende mod de Christne, som kom didhen. Jarl i Norge var Hakon; han blev for sin overmodige Fremfærds Skyld forjaget af Normændene, men af den ædle Harald gjenindsat i Herredømmet og gunstig stemt mod Christdyrkerne. Denne grusomme Hakon, der stammede fra Ingvar og var af Jetteblod, var den første, som gjorde sig til Konge over Normændene, medens de tilforn styredes af Jarler. Efter saaledes at have regjeret i 35 Aar, døde Hakon, efterladende sig som Thronarving Hartild, der sad inde med Danmark og Norge tillige.8) — England forblev, som ovenfor anmærket, og som der er skrevet i de engelske Krøniker, efter Gudreds død, fra hans Sønner Anlaf, Sigtryg og Reinald at regne, henved 100 Aar i de Danskes Vold. Men derpaa sendte Harald sin Søn Hiring med en Hær til England. Han undertvang Øen, men blev omsider forraadt og dræbt af Northumberlænderne.


Erkebisp Adeldag indviede Adskillige til Biskopper i Danmark; Navnene paa disse Mænd har vi fundet, men hvad for et Sæde de hver især beskikkedes til, har det ikke ret villet lykket os at komme efter. Grunden hertil er, efter min Formodning, den, at saalænge Christenheden var i sin raa Begyndelse, blev der ikke tilkjendt nogen Biskop et bestemt Sæde, men hver Biskop skred i sin Iver for at udbrede Christendom videre frem, saa de kappedes om at forkynde Guds Ord for deres Egne og for Fremmede under Eet. Dette synes endnu den Dag i Dag at være Fremgangsmaaden hinsides Danmark, i Norge og Sverrig. Til Biskopper i Danmark indviedes altsaa: Hored, Livdag, Regnbrand; og efter dem Harig, Stærkulf, Folbrekt, Adelbrekt, Merka og flere Andre. Den ældre Odinkær skal af Adeldag være bleven indviet for Sverrig og der have røgtet sin Sendelse til Hedningerne med Dygtighed. Han var nemlig, eftersom vi høre, en samvittighedsfuld og lærd Mand i gudelige Sager, og desuden i verdslig Henseende af høiadelig dansk Herkomst. Saaledes kunde han lettelig meddele Barbarerne et ønskeligt Indtryk af vor Religion. Blandt de øvrige Biskopper er vel næppe Nogen bleven saa navnkundig fra gammel Tid som Livdag i Ribe, der endog ved Jærtegn skal have vundet Berømmelse som Prædikant hinsides Havet, d. e. i Sverrig eller Norge.


I Oldenborg indviede Erkebispen, som sagt, først Edvard eller Evagrius, dernæst Wego, saa Eziko. I disse Mænds Dage vedblev Slaverne at være Christne. Ligeledes var der Fred i Hamborg. I Slavenland byggedes der Kirker allevegne, saavelsom et stort Antal Klostre for gudfrygtige Munke og Nonner.
[ Aar 973 efter Herrens Byrd blev Böhmens Hertug Wenceslaus gjort til Martyr af sin Broder Bugislaus, som tiltog sig Herredømmet. Wenceslaus hviler i Staden Prag, som Gud for hans Skyld forherliger med mange Jærtegn. Skolie 22 ]
Min Hjemmelsmand i saa Henseende er de Danskes Konge, som lever endnu, nemlig Svend; han opregnede de 22 Landskaber, som Slavenland er inddeelt i, og forsikkrede os, at paa tre nær var de alle omvendte til Christendommen. Han tilføiede, at Fyrsterne paa den Tid vare Missizla, Nakkon og Sederik, samt at der under dem var stadig Fred, og at Slaverne betalte Skat.


I Erkebispens sidste Levetid gik det ilde med vore Sager hos Barbarerne. Christendommen blev i Danmark forstyrret: Avindsmanden vovede at udstrøe sin Heire over vor guddommelige Religions herlige Spirer. Svend Otto, Søn af den store Danekonge Harald, lagde mangehaande Raad op mod Faderen, som var gammel og svagelig, og hvem han vilde frarive Herredømmet; især indlod han sig med de Folk, hans Fader havde paanødt Christendommen mod deres Villie. En uventet Sammensværgelse kom istand, Danskerne frasagde sig Christendommen, hyldede Kong Svend og forkyndte Harald aaben Feide. Harald, som lige fra den Stund han var bleven Konge, havde sat alt sit Haab til Gud, befalede nu ret alvorlig Christo sin Sag i Vold og besluttede, skjøndt Krigen var ham en Gru, at forsvare sig med væbnet Haand. Som en anden David rykkede han i Marken, begræd sin Søn som en anden Absalon, og sørgede mere over dennes Forbrydelse, end over sin egen Fare. I denne ulyksalige Krig, værre end en Borgerkrig, blev Haralds Parti overvundet. Selv flygtede han, saaret i Slaget, ombord paa et Skib, og slap over til Slaver-Staden Jomne. Her fandt han saa menneskekjærlig en Modtagelse, som han ikke havde ventet sig af disse Hedninger. Nogle Dage senere døde han af sit Saar; men som en Christi Bekjender foer han heden. Hans Lig blev af Hæren hjembragt og bisat i Roeskilde i den Kirke, han selv havde grundlagt til Ære for den hellige Trefoldighed. Da jeg angaaende hans Endeligt gjerne vilde forhøre mig nøiere hos hans Sønnedatters Søn Svend, Danmarks nuværende Konge, saa taug denne, som en anden Tydeus,9) med Bedstefaderens Brøde; men da jeg fremhævede Fadermordet, sagde han: “ja, det er det, vi Efterkommere maae bøde for, og som Fadermorderen selv har maattet afsone ved sin Landflygtighed.” Men hvad nu vor Harald angaaer, han som først paabød det danske Folk Christendommen, han som fyldte hele Norden med Kirker og Prædikanter, da tør jeg sige, han blev uskyldig saaret og forjaget for Christi Skyld, og han vil, haaber jeg, ikke savne Martyrkronen. Konge var han i 50 Aar. Han afgik Allehelgensdag. Han og hans Dronning Gunild ville aldrig glemmes hos os.


Disse ere de Begivenheder, som vi have erfaret at være skeete i Erkebiskop Adeldags Dage, medens vi dog ikke har kunnet efterforske alle hans Fortjenester. Somme forsikkre, at der ved ham ere skeete vidunderlige Helbredelser og andre Jærtegn, baade mens han levede og efter hans død ved hans Grav. Iblandt Brødrene tales der baade om Blinde, som have gjenvundet deres Syn, og om andre kraftige Gjerninger, som skulle være blevne ham forundte. Men aldeles vist er det, at han har givet baade vort Folk og dem hinsides Elben, saavelsom Friserne, Love og Retsbestemmelser, som disse af Agtelse for Manden endnu stræbe at holde i Hævd.10)


Imidlertid gik den gamle troe Adeldag, efterat have opfyldt sit Hverv efter Ønske og havt Held med sig i al sin Gjerning baade ude og hjemme, i moden Alderdom hjem til Herren i sit hæderlige Præstedømmes 54de Aar. Hans Bortgang indtraf i Herrens Aar 988. Begravet blev han i Bremens Kirke, ved Biskop Leuderiks Hovedgjærde paa den søndre Side. Han døde i Rente-Terminens første Aar, den 29de April.




Noter og Anmærkninger

1) Dette Udtryk sigter til et bekjendt Udsagn af den romerske Digter Ennius om Fabius Cunctator: unus qui nobis cunctando restituit rem. Dette Vers (“han som ene ved Nølen igjen vor Sag fik istandbragt”) behøver A. ikke just at have læst sig til hos Virgil; han kan gjerne have fundet det hos Cicero. Om det er en smagfuld Anvendelse, han har gjort deraf, er et andet Spørgsmaal.

2) Vel ikke fuldt 5 Aar, men kun fra Slutningen af Aaret 961 til Begyndelsen af 965. Endvidere maa mærkes, at Ottos Kroning ikke falder i hans 28de, men i hans 26de Regjeringsaar, 126 Aar efter Karl den Stores Kroning.

3) Læseren seer nok, at A. forvexler Jesus og Johannes.

4) Altsaa efter Adams Regning, Aar 971; men i Virkeligheden Aar 968. Denne Adelbert døde Aar 981.

5) Dette er en Feiltagelse. Vendlerne eller, som de siden kaldtes, Longobarderne er et ganske andet Folk end Vandalerne, som de netop laae i Krig med. See Grundtvigs Haandb. i Verdenshist. II., S. 170 f. Et tredie Folk, forskjelligt baade fra Vandler (Vendler, Vendelboer) og Vandaler, er Venderne; og dem er det, A. her taler om.

6) Virgils Æneide VI., 439. Det er næppe rimeligt, at man i Rethre har været saa stiv i Latinen, at man der skulde have indrettet Byens Udenværker efter de græsk-romerske Forestillinger om Dødningriget med Floden Styx; men dette er vel ogsaa kun Adams behagelige Skjemt.

7) Solin taler hverken om “Vulkans Gryde”, ei heller om “den græske Ild”, og det er derfor næppe muligt at blive klog paa, hvad A. mener med Alt dette. Vil man sønderhugge Knuden, kan man jo antage, at Texten her er i Vilderede, skjøndt den forresten seer ganske umistænkelig ud; og vil man gjætte sig til Meningen, har man Valget mellem flere forskjellige Sager, saasom Rav, Pottemager-Vare, ildsprudende Bjerge og Fyrtaarne. See Lappenberg hos Pertz, Archiv VI., S. 813-17.

8) Hele dette Sted er hidtil blevet misforstaaet af alle mig bekjendte Fortolkere og Oversættere, mig selv iberegnet. Endda har Lykken været bedre end Forstanden, saa at jeg nu seer mig istand til at rette den hidtil gjængse Fortolkning, uden dog at skulle ændre en eneste Tøddel i min Oversættelse. Man er nemlig snublet over denne “Hartild”, hvem Ingen vil vedkjende sig, allermindst som Konge i Danmark. I Betragtning af den Omstændighed, at dette Sted gjenfindes hos Albert af Stade, samt at denne istedetfor “Hartild” skriver Harald, har man da formodet, at Adam har tænkt paa Harald Graafeld. Men hvor uefterrettelig Adam end viser sig i sin Tale om Norges ældre Begivenheder, veed han dog altfor god Besked med Danmark, til der at ville indsætte en Hartild eller Harald Graafeld til Konge paa Harald Blaatands Bekostning. “Hartild” maa ganske vist, paa Albert af Stades Ord, rettes til “Harald”; men denne “Harald” er saa dog ingen Anden end Harald Blaatand. Dette vil man let kunne forvisse sig om, ved endnu engang at eftersee Stedet. Adam gik nemlig ud fra, at Harald Blaatand “udvidede sin Myndighed over Normænd og Engelskmænd.” I denne Sammenhæng indskyder han nu en meget forvirret Efterretning om Hakon Hladejarl. Denne Ætmand af Ingwar (d. e. Yngve) har, efter Adams Formening, regjeret over Norge, ikke blot som Jarl, men som Konge, i 35 Aar. Beskyldningen for at have opkastet sig til Norges første Konge sigter uden Tvivl til den Kjendsgjerning, at Hakon nægtede at betale Harald Blaatand Skat. At Harald vel ikke “gjenindsatte” men dog “indsatte” Hakon i Herredømmet, det har jo sin Rigtighed. Naar Adam fremdeles siger, at Harald med det Samme “stemte ham gunstig mod Christdyrkerne”, saa tør jeg ikke med Grundtvig (Haandb. i Verdenshist. II,, S. 269) deri see en Forvexling af Hakon Hladejarl med Hakon Adelsteen; jeg seer deri blot en Hentydning til Poppos Kunststykke med det gloende Jern og den Tvang, Harald Blaatand i den Anledning udøvede over Hakon Hladejarl, hvem han jo paanødte baade Daab og christne Præster. At nemlig Adam har anderledes høie Tanker baade om Poppos og om Haralds Christendom end vi, med Historien saavelsom med Øhlenschlægers og Grundtvigs Digtninger (“Palnatoke” og “Optrin af Nordens Kæmpeliv”) paa vor Side, kan enten fatte eller tilegne os, er jo noksom bekjendt. Endelig feiler A. ogsaa, baade ved at anslaae Hakons Regjeringstid (975—995) til 35 Aar, og ved at lade Harald B., som døde før Hakon, arve denne; men dette er ligefuldt Adams Mening.

9) “Som en anden Tydide” skulde A. have sagt. Tydeus havde af Vanvare dræbt sin Broder; og ligesom nu Diomedes, Søn af Tydeus, helst taug stille med Faderens Vaadesgjerning, saaledes, mener A., vilde Svend Estridsøn nødig omtale sin Oldefader Haralds og Morfader Svend Tveskjægs blodige Mellemværende.

10) Det vil være Adams lærde Læsere bekjendt, at hele dette Afsnit, lige fra Ordene: “Da jeg angaaende hans Endeligt” (S. 70, L. 9 f. n.) indtil: “endnu stræbe at holde i Hævd” (S. 71, L. 17 f. o.) er bleven stærkt omtvistet af vor Forfatters fædrelandshistoriske Kyndinger. Sagen er den, at Adams Fremstilling er utydelig, idet man ikke ret seer, hvor den danske Konges Tale, som begynder med de Ord: “ja, det er det, vi Efterkommere maae bøde for” — igjen afbrydes ved Adams egen Fortælling. Enten maa Kongens Tale være endt med Ordet: “Landflygtighed”, eller strække sig til: “aldrig glemmes hos os,” eller først slutte med: “endnu stræbe at holde i Hævd.” I de to første Tilfælde bliver det endda lige tvivlsomt, om Afsnittet: “Disse ere de Begivenheder ... endnu stræbe at holde i Hævd” — skal forstaaes om Harald eller om Adeldag; og som en Følge heraf bliver Spørgsmaalet dette: om den her omtalte frisiske Lovgivning skal tilskrives Kongen af Danmark eller Erkebispen i Bremen. Under den tredie Forudsætning derimod, hvorefter Kong Svend vedbliver at føre Ordet eller dog A. at henholde sig til Kongens mundtlige Meddelelse lige indtil: “stræbe at holde i Hævd” — er det en Selvfølge, at Talen er, ikke om Erkebiskop Adeldag, men om den danske Konge, Harald Blaatand, og det saaledes, at denne Konge, efter hvad A. har hørt af Kong Svend, har givet Friserne Love. — Angaaende hele denne Forhandling om den rette Fortolkning af dette vanskelige Sted maa jeg nærmest henvise til C. Paludan-Müllers Indbydelsesskrift: “Om Harald Blaatands Lovgivning. En hermeneutisk Undersøgelse.” (Odense 1832). Resultatet af denne Undersøgelse er da dette: at Adams Fremstilling i Henhold til Kong Svends mundtlige Meddelelse først er tilende med Ordene: “endnu stræbe at holde i Hævd.” Heri er nu jeg, for mit Vedkommende, aldeles enig med Paludan-Müller, dog ikke ganske af selvsamme Grund. Hvad der nemlig i mine Øine afgjør hele Sagen til Fordeel for Paludan-Müllers Fortolkning, er den Omstændighed, at baade Helmold og Albert af Stade aabenbar har opfattet Adams Ord paa selvsamme Maade. Denne Omstændighed kan jeg ikke tillægge en saa underordnet Betydning, som Paludan-Müller tilkjender den, hverken i “hermeneutisk” eller i “historisk” Henseende. Hvad nemlig den bogstavelige og sproglige Fortolkning af Adams Fremstilling angaaer, saa bør man efter min Overbeviisning antage, at Mænd som Helmold og Albert af Stade ifølge hele deres Dannelse besad en umiddelbar Sikkerhed i at opfatte Adams Latinitet; en umiddelbar Sikkerhed, som vi, med vor grammaticalske og classiske Underviisning i Latinen, næppe tør rose os af. Og i historisk Henseende var Helmold og Albert atter saaledes stillede, baade i Tid og Rum, at de vel, selv naar de fulgte Adam, maatte have en selvstændig Mening om, enten den omspurgte Lovgivning stammede fra Harald eller fra Adeldag. Derimod har jeg ikke kunnet overbevise mig om, at man, afseet herfra, just er nødt til at lade Paludan-Müllers Opfattelse af Adams Ord, skjøndt den vistnok er den eneste rette og rigtige, gjælde for den eneste mulige, saa at enhver anden Opfattelse skulde være en Misforstaaelse eller Krænkelse af den bogstavelige Mening. Utydeligheden eller Tvetydigheden vedbliver, synes jeg, ligefuldt at være tilstede. Dette anmærker jeg blot til Retfærdiggjørelse af min Oversættelse. Som Oversætter er det ikke min Sag at følge denne eller hiin Fortolkning; min Opgave bestaaer netop i, trolig at gjengive Latinens utydelige eller tvetydige Udtryksmaade. Det er aldeles utilladeligt, at bære sig ad som Miesegaes, der i sin tydske Oversættelse af A. her indskyder to Ord (S. 132: “mit ihm”) som der ikke findes mindste Spor til i Texten. Derfor er jeg heller ikke uvillig til at indrømme, at de Citationstegn, jeg i min Oversættelse, S. 70, L. 3 og 5 f. n., har anbragt, helst maatte været borte, skjøndt de til Nød kan forsvares dermed, at de dog indskrænke sig til de Ord, A. ligefrem lægger Kong Svend i Munden. Det Følgende er, som sagt, Adams egen Fremstilling i Henhold til hvad han hørte Kong Svend fortælle om Harald Blaatand; først med de Ord: “Imidlertid gik den gamle troe Adeldag” o. s. v. gaaer A. over til at omtale Erkebispen. Dette er nu min Opfattelse af Sammenhængen; men at min Oversættelse ogsaa tilsteder en anden Fortolkning, f. Ex. Lappenbergs (han vil nemlig have Kong Haralds og Dronning Gunilds Ihukommelse “hos os”, S. 11 L. 5 f. o., henført til dem i Bremen og Hamborg) — det anseer jeg ikke for at være en Feil.