Adam af Bremen: Libentius (II.)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Håndskrift af Adams værk
(GKS 719 5r fol.)
Adam af Bremen


Adam af Bremens Kirkehistorie
Anden Bog (936-1043)

Libentius II
(1029-1032)


oversat af

P. W. Christensen


[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]


Libentius klædte Bispesædet i henved 4 Aar. Han var i Slægt med den ældre Libentius og i hans Dage ansat som Domprovst. Som en Følge heraf modtog han ved Keiserinde Gislas Gunst Bispestaven af Keiser Konrad, og Kaaben af Pave Johannes den 19de. Han var en jævn og ligefrem Mand, gudfrygtig uden Skrømt,
[ Derfor paabød han som Sjælehyrde, at af de Kvinder, der aabenlyst havde indgaaet et brødefuldt Forhold til Kannikerne, ikke en eneste maatte forblive i Staden. De bleve altsaa fordeelte paa Byerne i Omegnen samt stillede under strengt Tilsyn. Dermed ophørte den Sygdom, indtil Helligdommen brændte og Klostret nedreves. Skolie 43 ]
venlig mod Alle, men især en Ynder af Præstestanden, og i høi Grad deeltagende for Trængendes Nød. Saaledes kjøbte han af de Indfødte Landsbyen hinsides Floden og skjænkede den til Brødrene, med den Bestemmelse, at for Indkomsterne af samme skulde der afholdes 30 Gjæstebud aarlig. Overhovedet var hans Omhu for Herbergets Anliggender saa stor, at han i saa Henseende maa ansees for at have indhentet alle sine Formænds Forsømmelser. Saavel Bispedømmet, som og Provstiet og Herberget viste sig nu saa rigelig udstyret, at der i samme næppe fandtes nogen Trængende. Dette maa sagtens klinge utroligt for hvem der seer hen til vore Dages Fattigdom; men dengang troede maaskee heller Ingen paa Muligheden af hvad der nu sees for Øie. Saa var da Libentius en god Provst, og en endnu bedre Erkebisp, idet han med brændende Iver tog sig af sit Kald til Hedningerne.


Det første, han i saa Henseende gjorde, var at sætte sig paa en god Fod med den danske Kong Knud.
[ Paa samme Tid tiltraadte den berømte danske Biskop Poppo, der snart fik Esiko til Eftermand, en Reise, men faldt, da han havde naaet Eideren, i en Sygdom, hvoraf han døde. Skolie 44 ]
Derpaa beskikkede han Aveco til Gerbrands Eftermand i Sælland, indviede Meiner til Biskop i Oldenborg og indsatte Gottskalk til Thurgots Eftermand i Rameslo.
[ Man fortæller, at baade Thurgot og Odinkær lang Tid iforveien har spaaet Hamborgs og Bremens Menighed en Ødelæggelse for deres Synders Skyld. Denne Spaadom sees nu at være gaaet i Opfyldelse. Skolie 45 ]
Den salige Biskop Thurgot havde nemlig dengang tilbragt længere Tid i Bremen hos Erkebispen, for at prædike, og var under dette Ophold bleven svært angrebet af Spedalskhed, saa at han nu med stor Taalmodighed ventede paa den Dag, han skulde kaldes herfra. Endelig naaede han en salig Bortgang og bisattes i Hellig Peders Kirke. Der er ogsaa Hvilestedet for Folkvar og Harik, for Odinkær den Ældre
[ Søster til Biskop Odinkær var Asa, en saare from Kvinde, som eiede en geistlig Stiftelse i Bremen. Hun gik bestandig barfodet, tilbragte henved 20 Aar med Faste og Bønner og Almisser, forlod sjelden Kirken og døde i god Fred, uden at efterlade sig anden Formue end sine Børn, som hun skjænkede Kirken. Skolie 46 ]
og for Poppo.


Det var udmærkede Talsmænd for Christendommen, som i de Dage indfandt sig hos Erkebiskoppen. Der kom Odinkær den Yngre fra Danmark, Sigfred fra Sverrig, Rodulf fra Norge; disse Biskopper kom og fortalte ham om de store Ting, Herren havde gjort til at frelse Hedningerne, hvoraf daglig Nogle omvendtes. Det forstaaer sig, at Erkebispen viste dem al Hæder og ære, hvorpaa han lod dem drage bort, for at de paany kunde vedblive deres Forkyndelse.


Paa den Tid giftede Keiser Konrad sin Søn Henrik med en Datter af Kong Knud. Strax derpaa reiste han i Selskab med de Nygifte, med kongelig Pragt, til Italien, for der at skaffe Riget Ret. Han ledsagedes paa denne Reise af Kong Knud, der nu som Herre over trende Riger var frygtet af Barbarerne. Tre Sønner havde han, og hver af dem gav han et Rige at forestaae, medens han selv undertiden var i Danmark, undertiden i Norge, men som oftest i England.


Erkebiskoppen besøgte flittig Moderstaden Hamborg. Thi formedelst Knuds og Hertug Bernhards Tapperhed var der Fred og Sikkerhed hinsides Elben; tilmed havde Keiser Konrad avet Vendlerne.
[ Keiser Konrad førte hvert Aar en Hær imod Slaverne; derfor var der dyb Fred hinsides Elben. Skolie 47 ]
Disses Fyrster, Gneus og Anatrog, vare Hedninger; den Tredie derimod, Uto, Mistiwois Søn, var en daarlig Christen, som for sin Grusomheds Skyld blev dræbt af en saxisk Rømningsmand. Uto havde en Søn, som hed Gottskalk; han var dengang i den hertugelige Stiftelse i Lyneborg, for at uddanne sig i boglig Konst, og der var den gothiske Biskop Gottskalk paa samme Tid Klostrets Forstander. Ved Efterretningen om sin Faders død blev nu Sønnen som rasende, kastede baade Bøgerne og Troen fra sig, greb til Sværdet, foer over Floden og forbandt sig med de ugudelige Vendler. Understøttet af disse, angreb han de Christne og skal have nedlagt mange tusinde Saxer til Mandebod for sin Fader. Endelig blev han, som en Røverhøvding, taget tilfange af Hertug Bernhard, der først holdt ham i Forvaring, men derpaa, af Agtelse for hans Tapperhed, sluttede Forlig med ham og lod ham gaae. Saa drog han til Kong Knud, gik med ham til England og blev der i lang Tid.


Med Himlen for Øie var imidlertid vor Erkebiskop flittig til gode Gjerninger. Som en Biskop prydede han sin Kirke og som en Hyrde opfostrede han sin Kirkes Sønner. Yndet var han af Alle, ja, hvad mere er, endog af Fyrsterne. I hans Tid nød vor Kirke meget Godt af Hertug Bernhard og hans Broder Theodemar. Det var den fromme Emma, som formaaede dem dertil,
[ Den ædle Fru Emma skjænkede i Erkebiskop Libentius's Dage til den hellige Bremer-Kirke to Kors, en Altertavle og en Kalk, Alt af Guld og Ædelstene, med 20 Mark Guld i. Desuden Tæpper til hellig Brug, mange Zirater, guldbaldyrede Kapper, Alterklæder og Bøger. Skolie 48 ]
thi hun bar stor Kjærlighed til Bremer-Stiftet og offrede næsten hele sin Formue til Gud og hans Moder og den hellige Wilhad. Med samme Ømhed som Erkebispen sørgede hun for alle Kirkens Børn som for sine egne.


Skjæbnen undte os ikke at glæde os ret længe ved en Hyrde som Libentius, der var afholdt, jeg tør nok sige, baade af Gud og Mennesker. Det var, siger man, paa den hellige Apostel Bartholomæi Høitidsdag, at Libentius, skjøndt han allerede var syg, læste to Messer, sluttede paa sædvanlig Viis med Psalteriet, og vandrede samme Dag til Christus, sig til Glæde, men til uslukkelig Sorg for Sine. Hans Bortgang indtraf den 25de August i Herrens Aar 1032, i Rente-Terminens 13de Aar.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.