Adam af Bremen: Om Winfred og Wilhad, samt om Karl den Store

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Håndskrift af Adams værk
(GKS 719 5r fol.)
Adam af Bremen


Adam af Bremens Kirkehistorie
Første Bog (788-936)

Om Winfred og Wilhad, samt om Karl den Store


oversat af

P. W. Christensen


[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]


Den Mand, der først af Alle optugtede Sydtydsklands afgudiske Egne i Erkjendelsen af den guddommelige og christelige Lære, var Winfred, en Angler af Byrd, en sand Christi Viismand, der siden for sin Dyds Skyld bar Tilnavnet Bonifacius. Lad saa være, hvad andre Krønike-Skrivere forsikkre om Gallus i Alemannien, om Emmeran i Baiern eller Kilian i Franken, eller dog forvist om Wilbrord i Frisland, at de endnu tidligere have forkyndt Guds Ord: Winfred er ligefuldt Manden, der ligesom Povel Apostel formedelst nidkjær og virksom Prædiken har overgaaet alle de Andre. Man kan jo i den Bog, der handler om hans Bedrifter, læse sig til, hvorledes han, støttende sig til det Apostoliske Sædes Myndighed, røgtede sit Ærinde til de tydske Stammer, til de Folk, hos hvem nu baade det Romerske Keiserdømmes Magt og den sande Guds Tilbedelse trives og blomstrer; ja hvorledes han hos dem forherligede Menighederne ved sin Lærdom og sine Dyder. Idet han fremdeles inddeelte sine Landskaber i Bispedømmer, knyttede han efterhaanden Frankerne paa denne Side Rhinen, saa Hesserne og Saxernes Naboer Thyringerne som en førstegrøde af sit Arbeide til Christus og Menigheden. Omsider blev han af Friserne, dem han i forveien havde omvendt til Troen, smykket med en herlig Martyrkrone. Hans Eftermæle er af hans Lærlinger bleven udbredt i rigeligt Maal, og efter deres Sigende har han stridt sin dødskamp i Fællesskab med over 50 Medhjælpere, 37 Aar efter sin Indvielse, altsaa netop Aar 755 efter Vor Herres Kjødspaatagelse, i Pipin den Yngres 14de Regjeringsaar.
[ Dengang Paul den første klædte Pave-Sædet. Skolie 2 ]


Efterat den hellige Bonifacius havde lidt døden, ilede Wilhad, ligeledes en født Angler, glødende af Kjærlighed til Martyrdommen, afsted til Frisland. Her standsede han ved det salige Blodvidnes Grav, tog imod Hedningerne, som fortrød hvad de nys havde gjort, og døbte Troende i Tusindviis. Paa en Vandring, han dernæst i Selskab med sine Lærlinger tiltraadte igjennem hele Landskabet, skal han have nedbrudt Afgudsbilleder og viist Folk Evangeliets Vei til Dyrkelsen af den sande Gud, men ogsaa derfor af hidsige Hedninger være bleven pryglet med Knipler og dømt til at halshugges med Sværd. Men om end Guds Naade saaledes havde tiltænkt ham en høiere Værdighed, vilde han alligevel, nu han selv raadte for at blive Martyr, nødig til det.1) Saa sendte Kong Karl ham til Saxland, og han var den første Lærer i Christendom, der opbød Saxlands Kyster og nordlige Egne, samt Folkene hinsides Elben, til den christne Tro. I syv Aar skal han have prædiket paa den Kant, indtil Saxer-Oprørets tolvte Aar, da Widukind hærgede Frankernes Landemærker lige til Rhinen og med det Samme reiste en Forfølgelse mod de Christne. I denne Forfølgelse skal nogle af den hellige Wilhads Lærlinger have lidt døden, somme i Bremen, andre i Frisland, de øvrige hinsides Elben. Under disse Forhold skal Wilhad, som en Guds Bekjender, have agtet det for en større Vinding at kunne omvende Flere og Flere og derfor, efter Evangeliets Forskrift, være flygtet fra By til By, indtil han, medens hans Medhjælpere spredte sig ad for at prædike Evangeliet, i Selskab med Liudger stædtes i Rom. Her fandt de Trøst og Husvalelse hos den hellige Fader Adrian, hvorefter Liudger trak sig tilbage til Cassino-Bjerget, for at indtræde i den hellige Benedikts Kloster-Orden, medens Wilhad drog til Gallien og tyede til den hellige Wilbrords Grav. Saaledes hengav de sig Begge i to Aar til stille Andagtsøvelser, især ved at gaae i Forbøn for deres Forfølgere og for Saxerne, at ikke Avindsmanden med sin Heire skulde kvæle Gudsordets Sæd hos dette Folk. Og her opfyldtes hvad Skriften siger: “Meget formaaer den Retfærdiges Bøn, naar den er stadig.”


Dette have vi nu udtogsviis, for Sammenhængens Skyld, fremdraget af Wilhads Liv og Levnet.


Da altsaa hine to Aar vare omme, det vil sige, i Karls 18de Regjeringsaar, da faldt Oprørets Stifter Widukind tilføie for Karl og lod sig døbe tilligemed de øvrige Saxer-Høvdinger. Dermed var endelig Saxen undertvunget og gjort til en Provinds. Med det Samme inddeeltes Landet i 8 Bispedømmer og underlagdes Erkebisperne i Maints og Kölln. En Afskrift af denne Delings-Lov opbevares paa Kongens Befaling i Bremens Kirke og lyder ordret saaledes:


“I Vor Herres og Frelsers Jesu Christi Navn. Karl, ifølge det guddommelige Forsyns Anordning, Konge. Saafremt Vi, med Herrens, den Hærskarernes Guds Bistand, have vundet Seier udi Krig, saa rose Vi Os deraf i Hannem og ei i Os, og haabe Vi saaledes at gjøre Os fortjente til Fred og Lykke i denne Verden, samt til den evige Løns Vederlag i den tilkommende. Desaarsag være det vitterligt for alle Christi Troende, at Saxerne — dem Vi, efter Vore Forfædre, formedelst deres haardnakkede Troløshed altid have fundet uregjerlige at være, samt gjenstridige mod Gud og Os, indtil Vi omsider i Hans Kraft og ei ved Vor egen Dygtighed baade have overvundet dem udi Krig og med Guds Minde bragt dem til Daabens Naade — dem have Vi gjengivet deres fordums Frihed og løst dem fra al den Skat, som Os skyldes, samt i Betragtning af Hans Kjærlighed, der haver bragt Os Seier, ydmygeligen tilegnet Ham selv dennem, Ham at være skatskyldige Undersaatter, saaledes nemlig, at saasom de hidindtil have vægret dem ved at bære Vor Myndigheds Aag, men nu, Gud skee Tak! ere blevne betvungne baade med Vaaben og med Troen, saa skulle de, baade Rige og Fattige, lovligen være forbundne til at udrede til Vor Herre og Frelser, Jesus Christus, og hans Præster, Tiendedelen af alt deres Kvæg og al deres Frugt, af hele deres Grøde og øvrige Næring.”
“Efterdi Vi fremdeles, ifølge de Romeres gamle Skik, have gjort hele deres Land til en Provinds, samt efter visse Grændser fordeelt samme imellem Biskopper: saa have Vi ydmygeligen frembaaret som Takoffer til den fromme Christus og til Høvdingen for hans Apostler, Petrus, den nordlige Deel af samme Provinds, som har det rigeligste Fiskeri2) og agtes for bedst skikket til Fædrift. Thi have Vi udi Wigmod, i den Stad, som er kaldet Bremen, ovenfor den Flod Werra, reist Ham en Kirke og et Bispesæde. Til dette Bispedømme have Vi henlagt 10 Herreder, som Vi derhos, med Aflæggelse af deres forældede Navne og Inddelinger, have afgrændset i tvende Kredse, dem Vi benævne Wigmod og Lorgau. Og idet Vi, til førnævnte Kirkes Bygning, i ovenmeldte Herreder udlægge 70 Gaarde tilligemed sammes Bønder, er det i Kraft af denne Vor Allerhøieste Forordning Vort Bydende, Vor Bevilling og Bestemmelse, at samtlige Stiftets Indbyggere skulle troligen udrede til Kirken og til deres Tilsynsmand deres Tiender.”
“Saa og have Vi, ifølge den ypperstepræstelige og alfaderlige Pave Adrians Forskrift, samt efter Maintser-Biskoppen Bullos og alle øvrige der tilstedeværende Geistliges Raad, for Gud og hans Helgener overdraget samme Bremer-Kirke og hvad dertil hører, til den i sin Vandel retskafne Mand Wilhad. Og have Vi under 13de Juli ladet ham indvie til denne Kirkes første Biskop, paa det at han, ved troligen, efter den ham tildeelte Viisdom, at udstrøe iblandt Folkene Guds Ords Sæd, samt ved tilgavns at oplære denne spæde Menighed i aandelig Tugt og med klosterlig Myndighed, maa kunne midlertidig plante og vande, indtil den almægtige Gud ved sine Helliges Forbønner maatte bevæges til at give Væxt.”
“Endvidere haver samme ærværdige Mand henledet Vor Allernaadigste Opmærksomhed paa, at det omtalte Stift, truet af fjendtlige Barbarer eller hvad andet Vanheld derudi pleier at møde, ingenlunde kan være tilstrækkelig til at underholde eller lønne de Guds Tjenere, der sammesteds stride for Gud. I Betragtning heraf, samt fordi Herren Almægtigste haver opladt Troens Dør ei mindre hos Frisernes end hos Saxernes Stamme, have Vi af førstnævnte Egn, nemlig Frisland,
[ Frisland er en formedelst ufremkommelige Moser utilgjængelig Kystegn med 17 Herreder, hvoraf Trediedelen tilhører Bispedømmet i Bremen, og bærer følgende Navne: Ostringien, Rustringien, Wange, Triesmarer, Harlingerland, Norden, Morseter. Disse 7 Herreder har henved 50 Kirker. Denne Deel af Frisland adskilles fra Saxland ved en Sump, som hedder Wapel, samt ved Mundingerne af Floden Werra. Fra det øvrige Frisland er det afgrændset ved Sumpen Emsgau, og ved Havet. Skolie 3 ]
for evige Tider henlagt den Deel, som vides at grændse til dette Stifts,
[ Af hine 17 Herreder henhøre 5 under Bispedømmet Münster, hvis første Biskop, den hellige Liudger, modtog dem som en Gave af Keiser Karl. De ere mærkede med disse Navne: Hugmark, Hunsgau, Fivilgau, Emsgau, Federitgau og Øen Bant. Skolie 4 ]
under samme Bremer-Kirke og dens Tilsynsmand Wilhad og hans Eftermænd. Og efterfom fordums Tildragelser gjøre os forsigtige for Fremtiden, saa have Vi, for at Ingen, mod Vort Ønske, skal tiltage sig nogen Myndighed udi samme Stift, ladet det afstikke inden dets visse Omkreds. Thi er det Vor Befaling, at disse dets Grændser:
“det store Hav, Elb-Floden, Lühe, Steinbeck, Hasel, Wimark, Schneidbach, Oste, Kuhmühlenbach, Mede-Sumpen, som kaldes Siegfriedsmoor, Twiste, Chissemoor, Aschbrook, Wysbrook, Bever, Otter, og atter Oste;

fra Oste og indtil man kommer til den Sump Colbeck; dernæst selve denne Sump indtil Floden Wümme; fra Wümme over Wieste og Forst indtil Floden Werra; dernæst fra samme Flods østre Side den Alfarvei, som kaldes Hesseweg, og som er Grændseskjel imellem Sturmgau og Lorgau, Sächelchenbach, Wölpe, kalte Aue, saa igjen Werra; fra den vestre Side derimod den Alfarvei, der hedder Volkweg, mellem Enterigau og Lorgau lige til Hunte-Floden;

dernæst selve denne Flod og Skovstrækningen Amrin, som de Indfødte kalde Wildloch, Vehne, Waldesmoor, Barpel, Eddenried-Sump, der adskiller Emsgau fra Ostergau, Brustlach, Biberlach, saa igjen Havet; skulle være faste og uoverstigelige”.
“Og for at denne Gave og Grændsebestemmelse med Herrens Bistand maa holdes i Hævd og forblive uomstødelig, saavel i Vore som i de tilkommende Tider, saa have Vi egenhændigen undertegnet samme og ladet den mærke med Vor Seglring.”
Keltisk kors.jpg
“Den uovervindeligste Herres, Kong Karls Segl.”

“Jeg, Hildebald, Erke-Biskop i Kölln og Slots-Capellan, har gjennemseet dette.”

“Givet den 14de Juli Aar 788 efter Vor Herres Kjødspaatagelse, i Rente-Terminens 12te Aar,3) men i den Herre Karls 21de Regjerings-Aar. Tillykke udfærdiget paa Slottet i Speier. Amen.”


Saa hensad da vor Herre og Fader Wilhad paa sin Bispestol efter sin Indvielse i 2 Aar, 3 Maaneder og 26 Dage. Men Ordet havde han forkyndt baade for Friser og Saxer i samfulde 35 Aar. Han døde gammel og mæt af Dage i Frisland, paa Godset Bleckense i Rustrien. Hans Liig blev ført til Bremen og begravet i Hellig Peders Kirke, den han selv havde bygget. Hans Bortgang ihukommes med stor Høitidelighed den 10de November, hans Indvielse den 13de Juli. Man har en fortrinlig Bog om hans Liv og Virksomhed, trolig udarbeidet af hans sterde Eftermand i Embedet, Ansgarius.4) Til denne Bog maae vi, idet vi selv haste fremad til andre Gjenstande, henvise den videlystne Læser.




Noter og Anmærkninger

1) Skjøndt nærværende Oversættelse, i det Hele taget, er bygget paa Lappenbergs Udgave, har jeg her dog foretrukket Maders Læsemaade. Sammenhængen tilsteder nemlig ikke at udslette den Spydighed, hvormed A. omtaler Wilhads Higen efter Martyrkronen og Tilbagevigen for Martyrdøden. Thi strax nedenfor kommer A. endnu engang tilbage paa det Selvsamme, der jo ogsaa stemmer med Sagens unægtelige Udfald (Lappenberg: erat ad martyrium. Mader: ad m. piger erat). En lignende Vending forekommer S. 192 om Gothernes anden Biskop, Gottskalk: “han var en viis og god Mand, som helst sad hjemme og holdt mere af Ro og Mag, end af Arbeide”.

2) Man oversee endelig ikke det Smukke i den Tanke, at den Egn, der har det vigtigste Fiskeri, skal tilegnes Fiskeren Simon Peder.

3) Hvad her er oversat ved “Rente-Termin”, hedder paa Latin indictio (ogsaa inductio, hvad dog næppe er rigtigt) og grunder sig paa en Lovbestemmelse af den romerske Keiser Constantin den Store fra Aar 313 e. Chr. angaaende Opkrævning af en vis Skat tre Gange i Løbet af 15 Aar. Udførligst omhandles dette af Du Cange, Glossarium ad scriptores mediae et infimae latinitatis. — Antallet af Terminens tilbagelagte Aar udfinder man derved, at man til det givne Aarstal efter Christi Fødsel adderer 3 og dividerer Summen med 15; Resten er da Tallet, man søger. Saaledes her: 788+3=791; dette divideret med 15 giver en Rest af 11 tilbagelagte Aar.

4) Bogen er til endnu, men ansees ikke mere for god nok til at kunne tilskrives Ansgarius. See Dr. Helveg: den danske Kirkes Historie til Reformationen, S. 79 f.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.