Af Skjaldskabslæren
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
||||||
|
Oversat fra oldnordisk af Thøger Larsen
Udgivet 1928
Bragis Beretninger
I).
En Mand, som hed Ægir eller Hler, boede paa den Ø, der nu kaldes Læsø[1]. Han var meget tryllekyndig og gjorde en Rejse til Asgaard. Men da Aserne forud saa hans Komme, blev han meget vel modtaget, dog i mange Henseender med Synforblændinger. Om Aftenen, da de skulde til at drikke, lod Odin bære Sværd ind i Hallen; de var saa blanke, at det lyste fra dem, og der blev ikke benyttet andet Lys, medens man sad ved Drikkelaget[2]. Da gik Aserne til deres Gilde. Tolv, der skulde være Dommere, satte sig i Højsæder, det var: Tor, Njård, Frey, Tyr, Hejmdal, Bragi, Vidar, Vali, Ull, Hønir, Forseti, Loki. Ligeledes Asynjerne: Frigg, Freyja, Gefjun, Idun, Gerd, Sigyn, Fulla, Nanna. Ægir fandt, der var herligt til alle Sider derinde. Alle Vægpaneler var behængte med fagre Skjolde. Mjøden var kraftig, og der blev drukket meget. Bragi sad nærmest ved Ægir, og de drak og talte sammen. Bragi fortalte Ægir mange Begivenheder, som Aserne havde oplevet.
II).
Han begyndte sine Beretninger med at fortælle om tre Aser, der drog hjemmefra, nemlig Odin, Loki og Hønir. De rejste over Fjælde og Ødemarker, og det kneb med Maden. Men da de kom i en Dal, saa de en Flok Høveder. De tog en Okse, som de gav sig til at koge. Da de mente, den maatte være kogt, anstillede de en Prøve, men den var ikke kogt. Efter en Tids Forløb prøvede de anden Gang, men endnu var den ikke kogt. De talte sammen om, hvorledes dette kunde være. Da hører de en Stemme i Egen ovenover sig. De saa op; der sad en Ørn, og den var ikke lille; den sagde, at det var dens Skyld, Kødet ikke vilde blive kogt. Men - sagde den - vil I give mig Del i Oksen, skal den komme i Kog. - De svarede Ja. Da lader Ørnen sig dale ned fra Træet, sætter sig paa Gryden og snapper straks begge Oksens Laar og Bove. Det blev Loki vred over, greb en stor Stang og svang den af al sin Kraft mod Ørnens Krop. Ørnen fôr op ved Slaget og fløj til Vejrs. Men Stangens ene Ende hang fast ved Ørnens Bag og Lokis Hænder ved Stangens anden Ende. Ørnen flyver hurtigt i en saadan Højde, at Lokis Fødder slæbes mod Sten og Urer og Træer, og han tror, hans Arme skal slides fra Skuldrene. Han raaber og beder jammerligt Ørnen om Fred, men faar det Svar, at han aldrig skal slippe løs, hvis ikke han sværger at bringe Idun tilligemed hendes Æbler ud af Asgaard. Da Loki har lovet det, slippes han løs og vender tilbage til de andre. Der forlyder ikke mere om deres Rejse, før de kom hjem. Men til den aftalte Tid lokker Loki Idun ud af Asgaard og ind i en Skov under Foregivende af, at han har fundet nogle Æbler, som hun vil anse for sjældne Skatte, hvorfor han har overtalt hende til at tage hendes egne Æbler med til Sammenligning. Da kommer Jætten Tjazi i Ørneham, tager Idun og flyver med hende til sin Bolig i Trymhejm. Men Aserne blev meget foruroligede ved Iduns Fraværelse. De blev snart graahaarede og gamle. De holdt da Ting og spurgte hverandre om, hvad hver især sidst havde erfaret om Idun. Det sidste, man havde set, var, at hun fulgtes med Loki ud af Asgaard. Loki blev nu greben og ført til Tinget, hvor man truede ham med Død eller Pinsler. I sin Rædsel sagde han, at han vilde søge efter Idun i Jåtunhejm, dersom Freyja vilde laane ham sin Falkeham. Han faar Falkehammen og flyver nordefter til Jåtunhejm. En Dag kommer han til Jætten Tjazi. Jætten var roet ud paa Havet, og ldun var ene hjemme. Loki forvandlede hende til en Nød, tog hende mellem Kløerne og fløj alt, hvad han kunde. Men da Tjazi kom hjem og savnede Idun, trak han i Ørnehammen og fløj efter Loki, saa der lød Sug under Vingeslagene. Da Aserne saa, at Falken fløj med Nødden, og at Ørnen var efter den, gik de ud under Asgaards Mur og bar Bunker af Høvlspaaner derhen. Saasnart Falken naaede ind over Borgen, lod den sig falde lige indenfor Borgvæggen. Da antændte Aserne Høvlspaanerne. Men idet Ørnen ikke ramte Falken, kunde den ikke stanse. Ilden fik fat i Ørnens Fjer, og dermed endte Flugten. Aserne var straks tilrede og dræbte Jætten Tjazi indenfor Asernes Gærde. Dette Drab er meget berømt. Men Tjazis Datter Skadi iførte sig Hjælm og Brynje og fald Bevæbning og drog til Asgaard for at hævne sin Fader. Aserne bød hende Forlig og Mandebod, især, at hun maatte udvælge sig en af dem til Mand. Men hun skulde træffe sit Valg uden at kunne se mere end Mandens Ben. Hun fik da Øje paa et Par Ben, der var ualmindelig smukke, og sagde: Ham vælger jeg. Baldr er lydefri. - Men det var Njård fra Noatun. Blandt Forligets Betingelser var ogsaa den, at Aserne skulde faa hende til at le, hvad hun mente, de var ude af Stand til. Da bandt Loki en Snor om Skægget paa en Gedebuk og Snorens anden Ende om sine egne Kønsdele. De gav skiftevis efter og brægede højt begge to. Derefter lod Loki sig falde i Skadis Skød, og da lo hun. Forliget var dermed i Orden. Det siges, at Odin til Oprejsning for hende tog Tjazis Øjne, slyngede dem op til Himlen og gjorde to Stjerner af dem.
Ægir sagde: "Tjazi forekommer mig at have været meget fremragende. Af hvilken Slægt var han?" Bragi svarede: "Hans Fader hed Ålvaldi, og du vil undre dig over, hvad du hører, dersom jeg fortæller om ham. Han ejede meget Guld, men da han døde, og hans Sønner skulde skifte Arven, da opmaalte de ved Delingen Guldet paa den Maade, at hver skulde tage en Mundfuld ad Gangen og alle lige mange Mundfulde. Den første var Tjazi, den anden hed Idi, den tredje hed Gang. Vi betegner nu undertiden Guldet som disse Jætters Mundmaal, og vi forklæder det i Runer eller Skjaldskab ved at kalde det deres Maal eller Ord eller Tale". Ægir sagde: "Det tykkes mig at være vel tilhyllet i Runer".
(III).
Endvidere spurgte Ægir: "Hvad var Oprindelsen til den Idræt, som hedder Skjaldskab?" Bragi svarer: "Oprindelsen var, at Guderne laa i Ufred med det Folk, som hedder Vaner. Men begge Parter kom sammen til et Fredsmøde, hvor de bekræftede Freden ved begge at spytte i et Kar. Ved Afskeden vedtog Guderne, at dette Fredstegn aldrig skulde gaa tabt, og skabte af Spyttet en Mand, som hed Kvasir. Han var saa vis, at ingen kunde spørge ham om noget, som han ikke kunde give Svar paa. Han drog vidt omkring i Verden for at lære Menneskene Kundskab, og da han besøgte to Dværge, Fjalar og Galar, indbød de ham til en Samtale i Enrum og dræbte ham. Hans Blod lod de flyde i to Kar, Son og Bodn, og Kedelen Odrørir. De blandede Blodet med Honning, og derved dannedes en saadan Mjød, at enhver, som drikker af den, bliver Skjald eller Vismand. Dværgene fortalte Aserne, at Kvasir var bleven kvalt i sit eget Vid, fordi ingen var kyndig nok til at spørge ham saaledes, at Visdommen fik tilstrækkeligt Afløb.
Dværgene indbød til sig Jætten Gilling og hans Kone. De bad Gilling ro med sig ud paa Havet. Men da de var et lille Stykke fra Land, roede Dværgene mod en Revle og væltede Skibet. Da Gilling ikke kunde svømme, druknede han. Men Dværgene fik deres Skib paa ret Køl igen og roede til Land. De fortalte nu Gillings Kone, hvad der var sket; hun blev utrøstelig og græd højt. Fjalar spurgte hende da, om hun ikke troede, det vilde lindre hendes Sorg at se ud over Søen, hvor hendes Mand var forsvunden. Det vilde hun prøve. Saa opfordrede han sin Broder Galar til at klatre op over Døren og lade en Kværnsten falde ned i Hovedet paa hende, naar hun gik ud, thi han kunde ikke fordrage hendes Skrigen. Broderen gjorde dette. Men da Gillings Søn, Jætten Suttung, fik det hele at vide, gik han hen til Dværgene, greb dem og førte dem ud paa Havet, hvor han satte dem paa et Skær, som Vandet stod over ved Flodtid. De trygler Suttung om at spare deres Liv og byder ham til Forlig den kostelige Mjød som Faderbod, hvorefter Forliget kommer i Stand.
Suttung fører Mjøden med sig hjem, gemmer den et Sted, som hedder Hnitbjerge, og lader sin Datter Gunnlåd bevogte den. Derfor kalder vi Skjaldskab: Kvasirs Blod, Dværges Drik eller Fylde, Odrørirs eller Bodns eller Sons Væld, Dværges Fartøj (fordi Mjøden reddede dem fra at omkomme paa Skæret), Suttungs Mjød eller Hnitbjerges Væld".
(IV).
Ægir sagde: "Det synes mig mørk Tale at bruge disse Benævnelser til Skjaldskab. Men hvorledes fik Aserne Suttungs Mjød?" Bragi svarer: "Sagnet siger, at Odin rejste hjemmefra og kom til et Sted, hvor ni Trælle slog Hø. Han spørger, om de ønsker, han skal hvæsse deres Leer. De siger Ja. Han løser en Hvæssesten fra Bæltet og hvæsser, og de synes nu, Leerne skærer langt bedre end før, og vil derfor købe Stenen. Han siger, at den, der vil købe, skal betale, hvad Stenen er værd. Det vilde de alle. Han slyngede da Stenen op i Luften, men da de alle vilde gribe den, kom de i et saadant Slagsmaal, at de hver halshug en af de andre med Leen. Odin søgte derefter Nattely hos Jætten Baugi, Suttungs Broder. Baugi klagede over Vanskeligheder med at faa Arbejdet paa sin Ejendom udført, hans ni Trælle havde slaaet hinanden ihjel, og han vidste ikke, hvor han nu skulde faa Arbejdsfolk fra. Odin sagde, at hans Navn var Bålverk, og tilbød at paatage sig ni Mands Arbejde for Baugi. Som Løn forlangte han en Drik af Suttungs Mjød. Baugi svarede, at han havde ingen Raadighed over Mjøden, Suttung vilde have den for sig selv. Men han tilbød at rejse med Bålverk til ham og prøve, om de kunde faa Mjøden. Bålverk udrettede Sommeren igennem ni Mands Arbejde for Baugi, og da Vinteren kom, vilde han have sin Løn. Baugi fortæller sin Broder Suttung om Aftalen med Bålverk, men Suttung nægter dem paa det bestemteste saa meget som en Draabe af sin Mjød. Bålverk foreslog da Baugi, at de skulde prøve at liste sig til Mjøden, og Baugi giver sit Samtykke. Bålverk tager et Boreredskab frem, som hedder Rati, og opfordrer Baugi til at bore igennem Bjerget, hvis Boret bider. Han giver sig til at bore og siger omsider, at nu er Bjerget gennemboret, men Bålverk blæser i Borehullet, og Spaanerne fyger tilbage imod ham. Da opdager han, at Baugi vil bedrage ham, og siger, at han skal bore helt igennem Bjerget. Baugi borede paany, og da Bålverk blæste anden Gang, føg Spaanerne ind. Bålverk paatog sig nu Skikkelse af en Slange og krøb ind i Hullet. Baugi stak efter ham med Boreodden, men ramte ham ikke. Bålverk drog hen, hvor Gunnlåd var, og laa hos hende i tre Nætter; hun gav ham da Lov til at drikke tre Drag af Mjøden. I det første Drag tømte han hele Odrørir, i det andet hele Bodn og i det tredje hele Son og havde nu faaet al Mjøden. Derefter paatog han sig Ørneham og fløj i største Hast. Men da Suttung saa Ørnens Flugt, paatog han sig ogsaa Ørneham og fløj efter ham. Aserne saa imidlertid Odin komme flyvende og satte Kar ud i Gaarden. Og da Odin naaede ind over Asgaard, spyttede han Mjøden ud i Karrene. Men Suttung var da meget nær efter ham, han sendte derfor en Straale af Mjøden bagud mod ham. Denne Mjød var der ingen, der brød sig om, saa hvem der gad, kunde tage den. Det er de uduelige Skjaldes Del. Suttungs Mjød gav Odin til Aserne og til de Mennesker, der kan frembringe Skjaldskab. Derfor kalder vi Skjaldskab Odins Fangst, Fund, Drik eller Gave og Asernes Drik".
XVII.
Bragi fortalte Ægir, at Tor en Gang var rejst til Østerled for at knuse Trolde, men Odin red paa Slejpnir til Jåtunhejm og kom til Jætten Hrungnir, som spørger, hvem Manden med Guldhjælmen er, der rider i Luft og over Hav, og tilføjer, at han har en overmaade god Hest. Odin siger, at han vil vædde sit Hoved paa, at der ikke findes saa god en Hest i Jåtunhejm. Dertil svarer Hrungnir, at vel er det en god Hest, men han har een, der hedder Gullfaxi,[3] den tager meget længere Skridt. Hrungnir besteg i Vrede sin Hest og satte efter Odin for at lønne ham hans Pral. Odin red til, saa han stadig var en Fjældryg forud, men Hrungnir var saa jætterasende, at han fôr ind over Asagærdet uden at ane det. Da han kom til Hallens Døre, bød Aserne ham ind til Drikkelag. Han modtog Indbydelsen og gik med ind. De Skaaler, Tor plejede at drikke af, blev taget frem, og Hrungnir tømte dem alle. Men da han blev drukken, strøede han om sig med store Ord. Han truede med at tage Valhal og føre den til Jåtunhejm, jævne Asgaard med Jorden og dræbe alle Guderne saa nær som Freyja og Sif, dem vilde han have med sig hjem. Freyja var den eneste, som turde skænke for ham, og han brovtede med at ville drikke alt Asa-Øllet. Da Aserne ikke længere kunde døje hans Skryden, nævnede de Tors Navn, og i samme Øjeblik traadte Tor ind med Hammeren hævet i Luften. Han var fnysende vred og spurgte, hvem der havde foranlediget, at hundvise Jætter skulde drikke der, eller hvem der havde givet Hrungnir Lov til at være i Valhal, og hvordan det gik til, at Freyja skulde skænke for ham som ved et Asagilde. Hrungnir laante ikke Tor venlige Øjne, da han forklarede, at han var indbudt til Drikkelaget af Odin og var til Stede med hans Tilladelse. Tor sagde, at inden han slap ud, skulde han fortryde, at han tog mod denne indbydelse. Hrungnir svarer, at det ikke er til Ære for Asator at dræbe ham vaabenløs. Det vilde vise større Mod, om han turde kæmpe med ham ved Landsskellet ved Grjotunagaard. - Og det var taabeligt af mig - sagde han - at jeg lod mit Skjold og min Hvæssesten blive hjemme, thi havde jeg haft mine Vaaben her, skulde vi gaaet i Holmgang med det samme. Men jeg betegner det som Niddingsværk, hvis du dræber mig vaabenløs. - Tor vilde paa ingen Maade unddrage sig den tilbudte Tvekamp. Sligt havde ingen vovet før. Saa skyndte Hrungnir sig af Sted til Jåtunhejm. Der gik stort Ry blandt Jætterne af hans Rejse og af, at der var sat Stævne mellem ham og Tor. Jætterne fandt, at Kampens Udfald betød meget for dem alle; hvis Hrungnir, som var den stærkeste af dem, faldt, kunde de vente sig det værste af Tor. Da dannede Jætterne i Grjotunagaard en Mand af Ler, han var ni Mile høj og under Armene tre Mile bred, men de kunde ikke finde noget passende stort Hjerte til ham, før de tog Hjertet af en Hoppe, men det sad ikke fast i ham, da Tor kom. Hrungnir havde det berømte Hjerte af en haard Sten, pigget med tre Horn, hvorefter man siden har ristet det Tegn, som hedder Hrungnirshjertet. Ogsaa hans Hoved var af Sten; ligeledes det store, tykke Skjold, som han holdt for sig, da han stod i Grjotunagaard og biede paa Tor. Sit Vaaben, Hvæssestenen, bar han paa Skuldren, og han saa ikke imødekommende ud. Ved Siden af ham stod Lerjætten, som hed Måkkrkalfi; han var hundeangst; det siges, at han lod Vandet, da han saa Tor. Tor kom til Holmgangen, fulgt af Tjalfi, der løb frem til Hrungnir og sagde: Det er uforsigtigt af dig, Jætte, at du holder Skjoldet foran dig. Tor har set dig og gaar nu under Jorden for at angribe dig nedenfra. - Hrungnir skød da Skjoldet under Fødderne og stod paa det, men tog Hvæssestenen mellem begge Hænder. Da saa han Lynglimt og hørte høje Tordenskrald, hvorefter han saa Tor komme farende forfærdelig i sin Asavrede. Tor hævede Hammeren og slyngede den i lang Frastand mod Hrungnir, der ligeledes hævede Hvæssestenen med begge Hænder og kylede den mod Tor. De to Vaaben mødtes i Flugten, og Hvæssestenen sprang itu; dens ene Del faldt til Jorden, og deraf er alle Sandstens-Klipper komne; dens anden Del fløj i Hovedet paa Tor, saa han tumlede forover mod Jorden. Men Hammeren Mjållnir ramte Hrungnir midt paa Hovedet og splintrede Skallen i smaa Skærver. Han faldt frem over Tor, saa hans ene Ben laa over Tors Hals. Tjalfi gik løs paa Måkkrkalfi, som faldt med liden Ære. Derefter gik han hen til Tor for at løfte Hrungnirs Ben af ham, men det oversteg hans Kræfter. Alle Aserne ilede til, da de hørte, Tor var falden, ogsaa de vilde befri ham for Jættens Ben, men maatte opgive det. Da kom Magni, en Søn af Tor og Jarnsaxa; han var kun tre Nætter gammel. Han slængte Hrungnirs Ben af Tor og sagde: Det var ærgerligt, Fader, at jeg kom saa sent. Jeg tror, jeg kunde have smældet denne Jætte ihjel med min Næve, om jeg havde mødt ham i Tide. - Da stod Tor op, omfavnede sin Søn og sagde, at han vilde faa vældige Kræfter. Og han tilføjede: Jeg vil give dig Hrungnirs Hest Gullfaxi. - Odin indvendte, at det ikke var rigtigt af Tor at give den gode Hest til Gygens Søn i Stedet for til sin Fader. - Tor drog hjem til Trudvang med Hvæssestenen i Hovedet. Da kom Groa, en Vålve, Årvandil den modiges Kone; hun gol sine Galdre over Tor, indtil Stenen løsnedes. Men da Tor mærkede det og ventede, at den skulde komme ud, vilde han belønne og glæde Groa for Helbredelsen. Han fortalte hende da, at han havde vadet nordfra over Elivager og baaret Arvandil i en Kurv paa Ryggen nord fra Jåtunhejm. Det kunde bevises ved, at en af Årvandils Tæer, som havde stukket ud af Kurven og var bleven frossen, havde Tor brækket af og slynget den op paa Himlen og deraf dannet den Stjerne, som hedder Årvandils Taa. Tor sagde, at det kunde ikke vare længe, før Arvandil kom hjem. Derover blev Groa saa glad, at hun ikke kunde galdre, og Hvæssestenen kom ikke yderligere løs, men sidder endnu i Hovedet paa Tor. Og der advares mod at kaste et Stykke Hvæssesten tværs over Gulvet, fordi saa rører Stenen sig i Tors Hoved.
Efter dette Sagn har Tjodolf fra Hvini skildret samme Bedrift i "Høstlang":
[Malet ses paa Skjoldet,
som jeg fik af Torlejf]
Jætters Angst[4] at age
ud mod Grjotun-Højen.
Ud til Jærnleg aged
Jordens Søn[5] mod Jætten.
Mørk var Mejlis Broder[6],
Maanevejen[7] dønned.
Brand i Ginnungs Bolig[8]
brød om Ulls Slægtning[9],
Stormen lod sin Svøbe
svinge over Jorden.
Bukkevogn bar Guden
bort til Hrungnirs Stævne,
Svålnirs Enke[10] syntes
sønderbrudt og bristet.
Baldrs vrede Broder[11]
brød mod Verdens Fjende[12],
Bjerge brast og bæved,
Brand i Himlen flammed.
Jættekroppen kraftigt
krummed sig ved Synet
medens Banemanden
mørkt ham kom i møde.
Skræmt jog skummel Bjergdrot[13]
Skjoldet under Fødder.
Ængstet fik ham alle
Aser, alle Diser[14].
Stendreng[15] fik kun stakket
Stund at vente, inden
Tryne-Trolden Mjållnir
traf ham, saa han segned.
Jættedræber[16] jog mod
Jættens Hoved Hamren.
Frem i Luften fløj den,
fôr i Hrungnirs Pande.
Slagen Hrungnir segned
ned paa Skjoldets Ø-Grund.
Klippeherrers Knuser
knak hans haarde Pande.
Hvæssesten var hvistet
hvinende mod Guden,
ind den fôr i Issen,
Jordens Søn den ramte.
Sten, som heftigt stødte,
stænket blev af Blodet,
stadig fast paa Stedet
staar den i hans Hoved.
Kvinden[17] sang da siden
sine Galdersange
for den hvasses Haar-Saars
Hvæssesten at fjerne.
Disse Storbedrifter,
dragne frem i Farver,
malet ses paa Skjoldet,
som jeg fik af Torlejf.
XVIII.
Ægir sagde: "Jeg synes, Hrungnir var meget mægtig. Udrettede Tor flere Kæmpeværker, da han færdedes mellem Trolde?" Bragi svarer:[18] "Tors Rejse til Gejrrådsgaard er i høj Grad værd at omtale. Da havde han hverken Hammeren Mjållnir, Styrkebæltet eller Jærnhandskerne med sig, og det var Lokis Skyld. Han ledsagede ham. En Gang, da Loki forlystede sig med at flyve i Freyjas Falkeham, fløj han af Nysgerrighed ind i Gejrråds Gaard, hvor han saa en stor Hal. Han satte sig og kiggede ind ad Gluggen. Gejrråd opdagede ham og sagde, at man skulde gribe Fuglen og bringe den til ham. Udsendingen havde stort Besvær med at klatre op ad Hallens høje Mur. Dette morede Loki, og han gav sig god Tid. Han mente, det var tidsnok at flyve op, naar Udsendingen havde klatret hele den besværlige Vej. Først da Manden vil tage ham, slaar han Vingerne ud og sætter fra med Fødderne, men da sidder de fast. Loki blev nu greben og ført til Jætten Gejrråd, der fik Mistanke om, at det maatte være et Menneske, da han saa hans Øjne. Han bød ham svare, men Loki tav. Gejrråd laaste saa Loki ned i en Kiste og sultede ham i tre Maaneder. Og da han atter tog ham op og bød ham tale, sagde Loki, hvem han var. For at redde Livet tilsvor han Gejrråd, at han skulde skaffe Tor til Gejrrådsgaard uden Hammer eller Styrkebælte.
Tor gæstede Gygen Grid, Vidar den tavses Moder. Hun fortalte ham Sandheden om Gejrråd, at han var en hundvis og uomgængelig Jætte. Hun havde et Styrkebælte og Jærnhandsker og en Stav, Gridvållen, disse Ting laante hun Tor. Han gik til den Aa, som hedder Vimur, den største af alle Aaer. Han spændte Styrkebæltet om sig og støttede sig mod Strømdriften ved Hjælp af Gridvållen, og Loki holdt sig fast under Styrkebæltet. Da Tor var kommen midt ud i Aaen, steg Vandet, saa det naaede ham til Skuldrene. Han kvad:
Voks ikke, Vimur, som jeg vader for at være
Gæst i Jætternes Gaarde!
Vid, hvis du vokser, da vokser min Asakraft
helt til Himlens Højde.
Da ser Tor, at Gejrråds Datter Gjalp staar oppe i en Kløft og skræver over Hovedaaen, og at det er hende, som faar Vandet til at stige. Han tog en stor Sten op af Aaen, kastede den mod hende og sagde: I Udspring skal Aa stemmes. - Han traf, hvad han sigtede efter. I samme Øjeblik naaede han til Land, fik fat i en Rønnebusk og kom derved op af Aaen. Deraf kommer Ordsproget: Røn bjerger Tor. Men da han kom til Gejrråd, blev de to Rejsefæller først anvist Herberge i et Gæsterum, hvor der kun var een Stol at sidde paa. Der satte Tor sig. Da mærkede han, at Stolen hævede sig op mod Taget med ham. Han stak Gridvållen op i Sparreværket og klemte derved sig og Stolen ned. Da hørtes et højt Knæk og et stort Skrig. Gejrråds Døtre Gjalp og Grejp havde været under Stolen, og han havde brækket Ryggen i dem begge. Da kvad Tor:
Een Gang brugte jeg Asastyrken
gævt i Jætternes Gaarde,
da Gjalp og Grejp, Gejrråds Døtre,
vilde hæve mig til Himlen.
Gejrråd lod derefter Tor kalde ind i Hallen til Leg. Der var tændt store Ilde langs med Hallen. Men da Tor var kommen ind og var lige overfor Gejrråd, tog Jætten med en Tang en gloende Jærnbolt og kastede mod Tor. Tor greb den imidlertid med Jærnhandskerne og svang den i Luften. Gejrråd sprang bag en Jærnsøjle for at redde sig. Men Tor kastede Gløden, saa den brød gennem Søjlen og gennem Gejrråd og gennem Væggen og fôr ud i Jorden".
Guldsagn.
XXXII.
Hvorledes skal man betegne Guld?
Ved at kalde det Ægirs Ild og Glasirs Løv, Sifs Haar, Fullas Hovedbaand, Freyjas Graad, Jætters Mundmaal eller Stemme eller Ord, Drypnirs Draaber og Regn eller Rusk fra Drypnir eller fra Freyjas Øjne, Asernes Odderbod eller Tvangsbod, Fyrisvoldes Frø, Helgis Højtag, Haandens og alle Vandes Ild, Haandens Sten og Stenskær og Glans.
XXXIII
Hvorfor kaldes Guld Ægirs Ild?
Denne Fortælling knytter sig til det før fortalte, at Ægir var til Gilde i Asgaard, og da han var færdig til at rejse hjem, indbød han Odin og alle Aserne til at besøge sig tre Maaneder senere. I denne Rejsefærd deltog Odin, Njård, Frey, Tyr, Bragi, Vidar, Loki og Asynjerne Frigg, Freyja, Gefjuna, Skadi, Idun og Sif. Tor var ikke med, han var i Østerleden for at slaa Trolde ihjel. Da Guderne var kommen til Sæde, lod Ægir bære lysende Guld ind paa Hallens Gulv, saa det skinnede og oplyste hele Hallen som Ild, ligesom man i Valhal havde ladet Sværd lyse i Stedet for Ild. Da kom Loki ved Øllet i Skænderi med Guderne, og han dræbte Ægirs Træl Fimafeng; hans anden Træl hedder Reseld[19]. Ægirs Kone hedder Ran. [Om hende hedder det:
Højt mod Himlen op Gløder
Havet jog og raste,
Ror skarpt gennem Sky rendte,
Rans Vej[20] rørte Maanen][21].
[Refr kvad:
Gymirs fugtsvale Vålve[22]
fører, hvor Bølgen bryder,
tvundne Toves Bjørn[23]
tit i Ægirs Kæfter[24].
Her er sagt, at Ægir og Hler og Gymir er Navne paa den samme Person][25].
Ægir og Ran har ni Døtre, [deres Navne er: Himinglæva, Dufa, Blodughadda, Hefring, Ud, Hrånn, Bølge, Dråfn, Kolga. Ejnar Skulasøn nævnte i denne Vise seks af deres Navne:
Søens Hylen hidses af
Himinglæva og Dufa,
op mod de kække den ægges,
Uds Bulder øges.
Blodughadda stryger
begede Stavne, mens Kolga
hæftigt Plankerne hærger,
og Hefring Havskummet hæver][26].
[Snæbjørn kvad:
Snelt ni Skærenes Brude
svinger den hærgrumme Grotti,
Ø-Kværnen ilsomt
udenfor Jorde-Næsset,
Møllekvinderne maled
Mel forlængst for Amlodi.
Sømand skærer med Skibets
skarpe Stavn gennem Bølgen.
Her kaldes Havet Amlodis Kværn][27].
Alt til Asernes Opvartning frembar sig selv, baade Mad og Øl og Genstande, som behøvedes til Opdækningen. Dengang opdagede Aserne, at Ran havde et Net, hvori hun fangede alle de Mænd, som kom paa Søen. Hensigten med denne Fortælling er at forklare, hvorfor Guld kaldes Ægirs, Rans eller Ægirs Døtres Ild, Lys eller Skin. Og af denne Kenning ses, at Guld kan benævnes Søens og alle dens Navnes Ild, eftersom Ægir eller Ran har Navne tilfælles med Søen, endvidere Vandenes eller Flodernes og alle Flodnavnenes Ild. - - -
XXXIV.
Hvorfor kaldes Guld Glasirs Knop eller Løv?
- I Asgaard foran Valhals Døre er der en Lund, som kaldes Glasir, og alt dens Løv er det røde Guld. Som det hedder i dette Kvæde:
Glasir staar med gyldent Løvhang
foran Sigtyrs Sale.
Det er den fagreste Skov hos Guder og Mennesker.
XXXV.
Hvorfor kaldes Guld Sifs Haar? - Loki Laufeyssøn havde begaaet den Nedrighed at klippe alt Haar af Sif. Men da Tor opdagede det, greb han Loki og truede med at grutte hver Knokkel i ham. Loki svor da, at han skulde faa Svartalferne til at udfærdige Sif et Haar af Guld, og at det skulde vokse som almindeligt Haar. Loki rejste til de Dværge, som er Sønner af Ivaldi, og de udfærdigede Haaret og Skibladnir og Odins Spyd Gungnir. Loki væddede sit Hoved med Dværgen Brokk paa, at Dværgens Broder Sindri ikke kunde fremstille tre ligesaa gode Klenodier. Da de kom til Smedjen, lagde Sindri et Svineskind i Essen og bad Brokk trække Blæsebælgen og ikke stanse, for han tog det ud, som han havde lagt i Essen. Straks efter, at han var gaaet fra Smedjen, satte en Flue sig paa Broderens Haand og stak, men han trak dog Bælgen som før, indtil Smeden tog ud af Essen; det var en Galt med Børster af Guld.
Derefter lagde han Guld i Essen og bad ham blæse og ikke stanse Bælgen, før han kom igen. Saa gik han. Da kom Fluen og satte sig paa Brokks Hals og stak nu dobbelt saa haardt. Men han blæste, til Smeden tog Guldringen Drypnir ud af Essen. Saa lagde han Jærn deri, bad Broderen blæse og sagde, at det hele var forgæves, hvis Blæsningen afbrødes. Da satte Fluen sig mellem Brokks Øjne og stak Laagene, saa Blodet randt ham i Øjnene, og han ikke kunde se. Han slap nu Bælgen et Øjeblik, jog Haanden op og svippede Fluen bort. Saa kom Smeden og sagde, at det var lige ved, at det, der var i Essen, var gaaet til Spilde. Han tog denne Gang en Hammer ud af Essen. Derefter lagde han alle Klenodierne i Hænderne paa sin Broder Brokk og bad ham rejse til Asgaard med dem for at vinde Væddemaalet. Loki bar sine Klenodier for Aserne, og de satte sig paa deres Domstole. Odin, Tor og Frey skulde afsige Dommen, som ikke kunde ændres. Loki gav Odin Spydet Gungnir, Tor Haaret, som Sif skulde have, og Frey Skibladnir. Han forklarede Klenodiernes Egenskaber: Spydet lod sig aldrig stanse i Kastet; Haaret vilde gro fast, saa snart det kom paa Sifs Hoved, og Skibladnir havde Medvind, saa snart Sejlet hejstes, lige meget hvorhen det skulde sejle, og man kunde vikle det sammen som en Dug og have det i sin Pung, hvis man vilde. Derpaa bar Brokk sine Klenodier frem; han gav Odin Ringen og sagde, at der hver niende Nat vilde dryppe otte lige saa tunge Ringe fra den; Frey gav han Galten og sagde, at den kunde løbe gennem Luft og over Hav, Nat og Dag, hurtigere end nogen Hest, og aldrig var Natten eller Mørkets Verden saa sort, at der ikke vilde være lyst nok, hvor Galten løb, saaledes lyste Børsterne. Han gav Tor Hammeren og sagde, at han kunde slaa til med den saa haardt, han vilde, og til hvad det skulde være, aldrig skulde Hammeren svigte; slyngede han den ud, vilde den altid ramme, og hvor langt den end blev slynget, vilde den altid vende tilbage til hans Haand; og dersom han ønskede det, skulde den blive saa lille, at han kunde putte den under Skjorten; men den havde den Fejl, at Skaftet var lovlig kort. Asernes Dom lød, at Hammeren var det bedste af alle Klenodierne og det ypperste Værn mod Rimturserne, og de erklærede, at Dværgen havde vundet Væddemaalet. Loki tilbød nu at indløse sit Hoved, men Dværgen svarede, at det kunde han ikke. - Tag mig da, sagde Loki, men da han vilde tage ham, var han langt borte. Loki havde Sko, hvori han kunde løbe gennem Luft og over Hav. Dværgen bad da Tor om at gribe ham, hvad Tor gjorde. Dværgen vilde hugge Hovedet af Loki, men Loki sagde, at han kun havde Ret til Hovedet, ikke til Halsen. Saa tog Dværgen Rem og Kniv og vilde stikke Hul i Lokis Læber og rimpe Munden sammen, men Kniven bed ikke. Han sagde da, at hans Broders Syl vilde være bedre, og straks, han nævnte den, var den der; den stak Huller i Læberne, som han rimpede sammen, men Loki rev Hullerne ud. Den Rem, hvormed Munden blev sammenrimpet, hedder Vartari.
XXXIX.
Hvorfor kaldes Guld Odderbod? - Det fortælles, at tre Aser drog ud for at undersøge hele Verden. Det var Odin, Loki og Hønir. De kom til en Flod, som de fulgte til en Fos, og ved Fossen var der en Odder, som havde taget en Laks fra Fossen, og nu sad den søvnig og aad den. Loki tog en Sten og kastede den i Hovedet paa Odderen. Han pralede af sin Fangst, at han havde faaet baade Odder og Laks ved eet Stenkast. De tog Laksen og Odderen med sig og kom til en Gaard, hvor de gik ind. Bonden paa Gaarden hed Hrejdmar; han var meget anselig og meget tryllekyndig. Aserne bad om Nattely og sagde, at de havde Mad nok med sig, idet de viste Bonden deres Fangst, men da Hrejdmar saa Odderen, kaldte han paa sine Sønner Fafnir og Regin og sagde, at deres Broder Odder var bleven dræbt, og fortalte, hvem der havde gjort det. Faderen og Sønnerne angreb nu Aserne, bandt deres Hænder og meddelte, at Odderen var Hrejdmars Søn. I Løsepenge for deres Liv bød Aserne saa meget Gods, som Hrejdmar selv vilde forlange; det blev en edfæstet Overenskomst mellem dem. Saa blev Odderen flaaet. Hrejdmar tog Bælgen og krævede, at de skulde fylde den med det røde Guld og derefter dække den fuldstændigt; saa skulde Forliget være i Stand. Da sendte Odin Loki til Svartalfehjem, hvor han kom til Dværgen Andvari. Dværgen var en Fisk i Vandet, og Loki fangede ham med Hænderne og forlangte for at skaane hans Liv alt det Guld, han havde i sin Klippehule. Da de kom ind i Stenen, bar Dværgen alt det Guld frem, som han ejede, og det var en stor Slump. Men han forstak en lille Guldring under Hænderne. Det saa Loki og bød ham komme frem med Ringen. Dværgen bad om at maatte beholde den, da han i saa Fald vilde være i Stand til atter at forøge sit Eje. Loki sagde, at han ikke skulde bebolde en Penning tilbage, tog Ringen fra ham og gik ud. Men Dværgen spaaede, at den Ring skulde blive Dødsaarsag for hver, som ejede den. Loki svarede, at det kunde han godt gaa med til, og han skulde bidrage til, at det stod ved Magt, ved at meddele denne Skæbne til den, der overtog Ringen. Han gik til Hrejdmar og viste Odin Guldet, og da Odin saa Ringen, fandt han den fager, tog den fra og overgav Hrejdmar det øvrige Guld. Denne fyldte Odderbælgen saa meget, han kunde, og stillede den op som et levende Dyr, da den var fuld. Odin kom nu og skulde tilhylle Bælgen med Guld, og han bad Hrejdmar se efter, om Bælgen var helt hyllet. Hrejdmar saa til og undersøgte omhyggeligt, han opdagede da et Mulehaar, som han bad ham dække, ellers blev der intet Forlig. Da dækkede Odin Mulehaaret med Ringen og sagde, at nu var de løst fra Oddergælden. Men da Odin havde taget sit Spyd og Loki sine Sko, og de ikke behøvede at frygte, meddelte Loki, at det skulde gaa efter Andvaris Udsagn, at denne Ring og dette Guld skulde volde Døden for Ejermanden, og saaledes gik det siden. Nu er det forklaret, bvorfor Guld kaldes Asernes Odderbod, Tvangsbod eller Nidmalm.
XL.
Hvad mere fortælles der om dette Guld? Hrejdmar fik Guldet som Sønnebod, men Fafnir og Regin forlangte en Del af det i Broderbod. Hrejdmar undte dem ikke saa meget som en Penning. De lagde da onde Raad og dræbte deres Fader for at faa Guldet. Nu forlangte Regin, at Fafnir skulde dele lige med ham. Fafnir svarede, at der ikke var megen Grund til at dele Guldet med sin Broder, fordi han havde dræbt sin Fader for Guldets Skyld, og han bad Regin rejse bort, da det ellers skulde gaa ham som Hrejdmar. Fafnir havde taget den Hjælm paa, som Hrejdmar havde haft, og som kaldes Ægirshjælm, den skræmte alt levende, som saa den; desuden bar han Sværdet Hrotti. Regin bar Sværdet Refill og flygtede bort. Men Fafnir drog op paa Gnitahede og byggede sig et Bo der, hvorpaa han forvandlede sig i Slangeskikkelse og lagde sig paa Guldet.
Regin drog til Kong Hjalprek paa Tjod og blev hans Smed. Han tog til Fostersøn Sigurd, der var Søn af Sigmund Vålsungssøn og Hjårdis, Eylimis Datter. Af alle Hærkonger var Sigurd den berømteste med Hensyn til Æt, Styrke og Mod. Regin fortalte ham, hvor Fafnir laa paa Guldet, og æggede ham til at erobre det. Han smedede Sværdet Gram, som var saa skarpt, at da Sigurd stak det ned i et rindende Vand, kløvede det en Uldtot, som Strømmen drev mod Eggen. Derefter hug han det ned i Regins Ambolt og kløvede Blokken. Saa drog Sigurd og Regin til Gnitahede. Sigurd gravede en Grav paa Fafnirs Vej og satte sig deri. Og da Fafnir gik til Vandet og kom over Graven, gennemborede Sigurd ham med Sværdet, saa han døde. Regin kom til Stede og sagde, at han havde dræbt hans Broder, men de skulde være forligte, hvis han tog Fafnirs Hjerte og stegte det paa Ild. Saa lagde Regin sig ned, drak af Fafnirs Blod og lagde sig til at sove. Da Sigurd stegte Hjertet og antog, det var gennemstegt, følte han med Fingeren efter, hvor haardt det var. Derved fik han noget af Hjertets Fedt paa Fingeren og brændte sig. Han jog Fingeren i Munden, men da Hjerteblodet vædede hans Tunge, forstod han Fugletale og opfattede, hvad to Spætmejser oppe i Træet sagde.
Den ene kvad:
Der sidder Sigurd, stænket af Blodet,
steger paa Flammen Fafnirs Hjerte,
viseligt vilde det være af Fyrsten
Hjertets møre Muskel at æde.
Den anden kvad:
Der ligger Regin, Rænker han smeder,
Svig i Søvne mod Svenden, som tror ham,
samler i Vrede vrange Klager,
ond han brygger paa Broderhævnen.
Da gik Sigurd til Regin og dræbte ham, besteg siden sin Hest Grani og red til Fafnirs Bolig. Der tog han Guldet, delte det i to Byrder og lagde dem over Granis Ryg. Saa steg han selv op og red sin Vej. - Hermed er nu oplyst Aarsagen til, at Guld kaldes Fafnirs Bo eller Gaard, Gnitahedes Malm eller Granis Byrde.
XLI.
Sigurd red, indtil han fandt et Hus paa Fjældet. Inde i det sov en Kvinde i Hjælm og Brynje. Han trak sit Sværd og sprættede Brynjen af hende. Da vaagnede hun og sagde, at hun hed Hild. Hun kaldtes Brynhild og var Valkyrje. Sigurd red derfra og kom til Kong Gjuki; hans Kone hed Grimhild; deres Børn var Gunnar, Hågni, Gudrun og Gudny. Og Gjuki havde Stifsønnen Gottorm. Der opholdt Sigurd sig i lang Tid. Han ægtede Gjukis Datter Gudrun, og Gunnar og Hågni svor sig i Broderskab med ham. Sigurd og Gjukis Sønner drog til Atli, Budlis Søn, og bejlede for Gunnar til Atlis Søster Brynhild. Hun boede paa Hindefjæld, og hendes Sal var omgivet af blafrende Ild. Hun havde aflagt et ubrydeligt Løfte om kun at ægte den Mand, der turde ride gennem Flagreluen. Da red Sigurd og Gjukungerne (som ogsaa kaldes Niflunger) op paa Fjældet, og Gunnar skulde ride gennem Luen. Hans Hest hed Goti, og den turde ikke løbe ind i Ilden. Sigurd og Gunnar skiftede da baade Udseende og Navn, thi Grani vilde ikke bære nogen anden Mand end Sigurd. Sigurd sprang paa Grani og red gennem Flagreluen.* Om Aftenen holdt han Bryllup med Brynhild. Men da de gik til Sengs, drog han Sværdet Gram af Skeden og lagde det imellem dem. Om Morgenen, da han klædte sig paa, gav han i Brudegave Brynhild den Guldring, som Loki havde taget fra Andvari, og hun gav ham en anden Mindering i Bytte. Sigurd besteg sin Hest og red tilbage til sine Fæller. Han og Gunnar vekslede atter Skikkelse og drog tilbage til Gjuki med Brynhild. Med Gudrun havde Sigurd to Børn, Sigmund og Svanhild.
Engang gik Brynhild og Gudrun til Vandet for at tvætte deres Haar. Da de kom til Aaen, vadede Brynhild et Stykke ud, idet hun sagde, at hun ikke vilde have Vandet fra Gudruns Haar over sit Hoved, eftersom hendes Mand stod over Gudruns. Gudrun gik ud efter hende og svarede, at det for Resten tilkom hende at tvætte sit Haar øverst i Aaen, da hverken Gunnar eller nogen anden i Verden kunde staa Maal med hendes Mand, der havde dræbt Fafnir og Regin og taget Arv efter dem begge. Brynhild sagde: Det var større Bedrift, at Gunnar red gennem Flagreluen, mens Sigurd ikke turde. - Gudrun lo og svarede: Tror du, Gunnar red gennem Flagreluen? Jeg antager, at den, der gav mig denne Guldring, var den samme, som var i Sengen hos dig. Og Guldringen om din Arm, din Brudegave, hedder Andvaranaut;[28] jeg tror ikke, det var Gunnar, som vandt den paa Gnitahede. - Da tav Brynhild og gik hjem. Hun æggede nu Gunnar og Hågni til at dræbe Sigurd, men da de var hans Edsbrødre, overtalte de Gottorm dertil. Han gennemborede Sigurd med et Sværd, medens han sov. Men da Sigurd fornam Saaret, kastede han Sværdet Gram efter sin Drabsmand, saa han blev skaaret midt over. Foruden Sigurd dræbte de ogsaa hans treaarige Søn. Efter dette gennemborede Brynhild sig selv med et Sværd, og hun blev brændt sammen med Sigurd. Gunnar og Hågni tog da Fafnirsarven og Andvaranaut og raadede nu over Riget.
XLII.
Budlis Søn og Brynhilds Broder Kong Atli ægtede nu Gudrun, Sigurds Enke. De fik Børn sammen. Kong Atli indbød Gunnar og Hågni, og de drog til Gæstebud hos ham, men før de rejste derfra, skjulte de Fafnirs Arveguld i Rhinen, og dette Guld har aldrig siden været til at finde. Men Kong Atli havde en stor Skare ude efter det. Disse Mænd stredes med Gunnar og Hågni, som de fangede. Kong Atli lod Hjertet levende udskære af Hågni. Saaledes omkom han. Gunnar lod han kaste i Ormegaard,[29] men Gunnar havde hemmeligt faaet en Harpe; den slog han med Tæerne, fordi hans Hænder var bundne; Spillet dyssede alle Slangerne i Søvn undtagen een; den rendte imod ham og hug ham saaledes for Mellemgulvet, at den jog Hovedet ind i Bughulen og hang ved hans Lever, til han døde. Gunnar og Hågni kaldes Niflunger og Gjukunger; derfor kaldes Guld Niflunge-Skat eller Arv. Kort Tid efter dræbte Gudrun sine to Sønner [med Atli] og lod udfærdige guld- og sølvrandede Drikkeskaaler af deres Hovedskaller. Saa blev Niflungernes Gravøl drukket. Ved dette Gæstebud lod Gudrun skænke Mjød for Kong Atli i disse Skaaler. Mjøden var blandet med Drengenes Blod. Men deres Hjerter lod hun stege og satte dem for Kongen. Da han havde spist dem, aabenbarede hun ham det hele med mange haarde Ord. Det manglede ikke paa berusende Mjød, saa de fleste faldt i Søvn, hvor de sad. Samme Nat gik Gudrun og Hågnis Søn hen og dræbte Kongen, mens han sov. Derpaa stak de Ild i Hallen, og de, som var derinde, brændte. Efter dette gik hun til Søen og sprang i den for at drukne sig, men hun drev over Fjorden og kom til Kong Jonaks Land. Da han saa hende, tog han hende til sig, hvorefter han ægtede hende, og de fik tre Sønner: Sørli, Hamdir og Erp. De var alle sorthaarede som Ravne, ligesom Gunnar og Hågni og de andre Niflunger havde været.
Der opfostredes Sigurd den unges[30] Datter Svanhild, den skønneste af alle Kvinder. Det fik Kong Jårmunrek den mægtige at vide. Han sendte sin Søn Randver for at bejle til hende paa Faderens Vegne. Hos Jonak blev Svanhild overgivet i hans Varetægt, for at han skulde føre hende til Jårmunrek. Da tilraadede Bikki Jarl, at Randver skulde ægte Svanhild, fordi de begge var unge, mens Jårmunrek var gammel. Dette Raad tiltalte de unge, og Bikki gav Kongen Meddelelse derom. Men Jårmunrek lod sin Søn gribe og føre til Galgen. Randver plukkede da Fjerene af sin Høg og bad om, at den maatte blive sendt til hans Fader. Saa blev han hængt. Men da Kong Jårmunrek saa Høgen, kom han til at tænke paa, at ligesom Høgen ikke kunde flyve og var fjerløs, saaledes saa det daarligt ud for hans Rige, da han var gammel og sønneløs. Og mens han red hjem med sin Hird fra en Jagt i Skoven, saa han Dronning Svanhild sidde og vaske sit Haar. Da red de over hende, og hun blev traadt ihjel under Hestenes Hove. Men da Gudrun fik dette at vide, æggede hun sine Sønner til Hævn over Svanhild. Og da de beredte sig til Rejsen, gav hun dem Brynjer og Hjælme saa stærke, at Jærn ikke kunde bide paa. Hun lagde den Plan, at naar de kom til Kong Jårmunrek, skulde de opsøge ham om Natten, naar han sov. Sørli og Hamdir skulde hugge Hænder og Fødder af ham og Erp Hovedet. Da de var undervejs, spurgte de Erp, hvad Hjælp de kunde have af ham, naar de traf Kong Jårmunrek. Han svarede, at han kunde hjælpe dem, saaledes som Haanden hjælper Foden. De sagde, at det var noget Snak, at Foden støttedes af Haanden. De var saa vrede paa deres Moder, fordi hun havde hidset dem af Sted, at de havde i Sinde at gøre det mod hende, som hun vilde finde værst; de dræbte Erp, fordi hun elskede ham mest. Kort Tid efter gled Sørli med den ene Fod og støttede sig paa Haanden. Da sagde han: Nu hjalp Haanden Foden. Det havde nok været bedre, om Erp havde levet. - De kom til Jårmunrek om Natten, mens han sov, og hug Hænder og Fødder af ham. Han vaagnede og raabte efter sine Mænd for at vække dem. Da sagde Hamdir: Væk var nu Hovedet, om Erp havde levet. Hirdmændene stod op og angreb dem, men Vaabnene bed ikke paa dem. Jårmunrek befalede, at de skulde kaste Sten. Det skete, og der faldt Sørli og Hamdir. Da var al Gjukis Æt og alt hans Afkom død. - Brynje kaldes derefter Hamdirs og Sørlis Klæder eller Væv.
Der levede en Datter af Sigurd den unge ved Navn Aslaug; hun opfostredes hos Hejmir i Hlymdale. Fra hende stammede store Slægter. Det siges, at Sigmund Vålsungssøn var saa kraftig, at han drak Edder og tog ingen Skade. Og Sinfjåtli og Sigurd, hans Sønner, var saa haardhudede, at de ingen Skade tog af Edder, som ramte dem udvendig. - -
XLIII.
Hvorfor kaldes Guld Frodes Mel?
(Herefter følger Grottisangen og dens Indledning; se "Nordens Gudekvad").
XLIV.
Hvorfor kaldes Guld Krakis Sæd? -
En Konge i Danmark hed Rolf Kraki. Han er den berømteste af Fortidskongerne og gik foran alle i Godhed, Mod og Naturlighed. Et Tegn paa hans ligefremme Væsen er meget omtalt: En lille fattig Dreng ved Navn Vågg kom ind i Kong Rolfs Hal. Da var Kongen ung og slank. Vågg gik frem imod ham og saa op paa ham. Kongen sagde: Hvad mener du, Dreng, med at se saaledes paa mig? - Vågg svarede: Da jeg var hjemme, sagde man, at Rolf i Lejre skulde være den største Mand i Nordens Lande, men her sidder en lille Kraki[31] i Højsædet, og ham kalder man Konge. - Da svarede Kongen: Du har givet mig Navn, Dreng, og sagt, at jeg skal hedde Rolf Kraki, og det er Skik hos os, at Gave skal følge Navngivning. Det ser ikke ud til, at du har nogen Gave til at glæde mig med. Saa skal da den give, som har mest. - Han tog en Guldring af sin Arm og gav den til Drengen. Da sagde Vågg: Jeg ønsker den højeste Lykke over dig for din Gave, Konge. Og det lover jeg dyrt: at dræbe din Banemand. - Kongen lo og svarede:
"Lidet volder Vågg Glæde!"
Et andet Træk fortælles om Rolf Krakis Mod. Kong Adils i Uppsale var gift med Rolf Krakis Moder Yrsa. Han laa i Strid med Noregs[32] Konge Ali. De stævnede til Kamp paa Isen over Søen Vænir[33]. Kong Adils sendte Bud til sin Stifsøn Rolf Kraki om at komme ham til Undsætning og lovede at lønne hele hans Hær, saa længe Togtet varede. Kongen selv skulde faa tre Klenodier fra Svitjod[34] efter eget Valg. Kong Rolf kunde ikke rejse, fordi han havde Krig med Sakserne, men han sendte dog Adils sine tolv Berserker. Blandt disse var Båduar-Bjarki, Hjalti den modige, Hvitserk den tapre, Vått, Vidseti og Bejgud. I denne Kamp faldt Kong Ali og en stor Del af hans Hær. Kong Adils tog Hjælmen Hildisvin fra den døde samt hans Hest Ravn. Da udbad Rolf Krakis Berserker sig deres Løn: tre Pund Guld hver, endvidere skulde de vælge Klenodierne til Rolf Kraki, og bad om Hjælmen Hildigalt, Brynjen Finnslejf, som ingen Vaaben bed paa, og Guldringen Sviagris, som Adils' Forfædre havde ejet. Men Kongen vilde hverken udlevere Klenodierne eller udbetale Lønnen. Berserkerne drog da utilfredse bort og fortalte det til Rolf Kraki. Straks rejste han af Sted til Uppsale, hvortil han sejlede gennem Aaen Fyri; hans tolv Berserker fulgte ham, og ingen havde Lejde. Han blev vel modtaget af sin Moder Yrsa, som førte ham til Herberge og ikke til Kongehallen. Der blev tændt store Baal for dem, og de blev beværtede med Øl. Da kom Kong Adils' Mænd ind og bar Brænde paa Ilden og fyrede saa stærkt, at der gik Ild i Rolfs Klæder. De spurgte: Er det sandt, at Rolf Kraki og hans Berserker hverken viger for Ild eller Jærn? - Rolf Kraki sprang op tillige med sine Mænd og sagde:
"End øger Ild vi i Adils' Huse".
Han kastede sit Skjold paa Ilden og sprang over, mens Skjoldet brændte. Da sagde han:
"Ej flyr den Ilden, som over springer".
Hans Mænd gjorde ligeledes, hvorefter de kastede de Folk, som havde øget Ilden, ind i Flammerne. Da kom Yrsa og gav Rolf Kraki et Dyrehorn, fuldt af Guld, tilligemed Ringen Sviagris, og bad ham og hans Mænd ride til deres Hær. De sprang paa Hestene og red ned paa Fyris-Sletten. Da saa de, at Kong Adils kom ridende bagefter med sin vel bevæbnede Hær for at dræbe dem. Rolf Kraki greb med højre Haand ned i Hornet og saaede Guldet ud over Vejene. Da Svierne saa det, sprang de af Sadlerne, og hver tog saa meget, han kunde faa. Men Kong Adils bød dem ride og red selv utrætteligt paa Slungnir, den hurtigste af alle Heste. Nu saa Rolf Kraki, at Kong Adils red nær efter ham. Han kastede da Ringen Sviagris til ham og bad ham modtage den som Gave. Kong Adils red hen til Ringen, jog Spydodden ind i den og rendte den op paa Spydhalsen. Da kiggede Rolf Kraki bagud, saa, at Adils ludede ned, og udbrød: Svinekrum har jeg nu den mægtigste blandt Svier! - Dermed skiltes de. - Det er Grunden til, at Guld kaldes Krakis eller Fyris-Slettens Sæd, som Eyvind Skaldaspillir kvad:
Sværdets Ull![35] vi bar paa
Høge-Sædets Højder[36]
Fyris-Slettens Frøkorn[37]
fro, mens Hakon leved.
XLV.
I det gamle Bjarkemaal findes mange Benævnelser paa Guld[38]:
[Dagen er opkommen,
dønne Hane-Fjedre;
al Træl-Yngel
gaar ud til Arbejde.
Vaagn og vær nu vaagne,
vaagn, o Venner,
alle de ypperste
Adils' Kæmper.
Har den haardnævede,
Rolf Henslyngeren,
gode Mænds Ætlinge,
som ikke viger!
Jeg vækker ej til Vinrus
eller Vivs Gammen,
men Helte til Hilds
haarde Leg.
Segnet er i Græsset
Rolf den storladne].
Høvdingen gavmild
gav Hirden Rigdom:
Fenjas Flidsværk,
Fafnirs Midgaard,
Glasirs Glimmerløv,
Granis Favrbyrde,
Drypnirs Sveddraaber,
Dun fra Gravvitnir.
Fyrsten den gavmilde
gav til Mændene
Sifs Skindgrøde,
skærest Arm-Is,
møjsom Odderbod,
Mardålls Taarer,
Oruns Ild og
Idis Lys-Ord.
Striddjærve Stordrot
-skærmet af Baldr dog næppe -
glædede Stridsmænd
i god Rustning,
gav tætte Togt-Fylker
Tjazis Tilmaal,
Rhinens Rødmalm,
Niflungers Ram-Nid.
[Som Huskatten griber
den graa Gnaver
skal jeg kværke Odin
for Udaaden].
Spredte Kapitler.
L.
Kamp kaldes Hjadninge-Vejr eller -Byge og Vaaben Hjadninge-Luer eller -Ris. Derom fortælles følgende: Den Konge, som hed Hågni, havde en Datter Hild. Hende tog Kong Hedin, Hjarrandis Søn, i Hærfang. Da var Kong Hågni rejst til Kongestævne. Men da han spurgte, at der var hærget i hans Rige, og at hans Datter var røvet, drog han ud med sin Hær for at søge efter Hedin. Han fik at vide, at Hedin var sejlet nord langs Landet. Da Kong Hågni kom til Noreg, hørte han, at Hedin var sejlet vestpaa over Havet, Hågni sejlede efter ham helt til Orkn-Øerne, og da han kom til Ha-Ø,[39] var Hedin ankommen dertil med sin Hær. Hild gik hen og mødte sin Fader. Hun bød ham et Halssmykke fra Hedin til Forlig, men vilde han ikke lade sig forlige, sagde hun, var Hedin rede til Kamp, og da kunde Hågni ingen Skaansel vente af ham. Hågni svarede sin Datter med et ubøjeligt Afslag, og da hun kom tilbage til Hedin, meddelte hun ham, at Hågni havde afslaaet Forliget, og bad ham gøre sig rede til Kamp. Begge Kongerne gik op paa Øen og fylkede Hærene. Atter henvendte Hedin sig til sin Svigerfader Hågni og bød ham Forlig og meget Guld i Bøder. Hågni svarede: Det er for sent, du byder dette og begærer Forlig, thi nu har jeg draget Sværdet Dainslejf, som Dværgene dannede, og som skal fælde en Mand, hver Gang det blottes; det stanses aldrig i Hugget, og det Saar, det skærer, gror aldrig sammen mer. Hedin sagde: Du praler af Sværdet, men ikke af Sejren. Det Sværd kalder jeg godt, som er sin Herre tro. - Da begyndte de den Kamp, som kaldes Hjadninge-Krig, og den kæmpedes hele Dagen, men om Aftenen gik Kongerne til deres Skibe. Om Natten gik Hild til Valpladsen og vakte ved Trolddom alle de døde op. Næste Dag gik Kongerne igen til Slagmarken og stredes og med dem alle, der faldt Dagen før. Denne Kamp fortsattes Dag efter Dag saaledes, at alle de, der faldt, og alle Vaaben, som laa paa Slagmarken, og Rustningerne blev til Sten, men naar det dagedes, stod alle døde Mænd op og stredes, og alle Vaaben var atter brugbare. Det siges i Kvad, at Hjadningerne skal blive saaledes ved til Ragnaråk. - -
LXIV.
En Konge hed Halfdan den gamle, han var den berømteste af alle Konger. Ved Midvinter gjorde han et stort Offer for at opnaa at leve som Konge i 300 Aar. Men han fik det Svar, at han ikke kunde opnaa mere end et langt Menneskeliv, dog skulde der i 300 Aar ikke fødes nogen Kvinde eller Mand i hans Æt udenfor Høvdingestand. Han var en stor Hærfører og drog vidt om i Østerled; der dræbte han i Tvekamp en Konge, der hed Sigtrygg.[40] Da fik han den Kone, som hed Almvig den vise, Kong Eymund den mægtiges Datter af Holmegaard. De havde atten Sønner, som var født ni ad Gangen. Deres Navne var: 1. Tengill,[41] som kaldes Menneskers Tengill, 2. Ræsir, 3. Gram, 4. Gylfi, 5. Hilmir, 6. Jåfurr, 7. Tiggi, 8. Skyli eller Skuli, 9. Harri eller Herra. Disse ni Brødre blev saa berømte i Hærtog, at deres Navne siden i alle Beretninger er regnet for Hædersnavne ligesom Konge- eller Jarlenavn. De havde ingen Børn og faldt alle i Kamp. Ottar den sorte kvad:
Tengill var alt som Yngling
tapper og kampsnar,
jeg ønsker, han længe maa leve,
Øverste var han tilvisse.
Markus kvad:
Ræsir gød fra Dragers Rovgab
Rhinens Sol[42] paa Søens Fjælde.
Egill kvad:
Gram ved Armringsgaven
glatted Pandens Rynker.
Eyvind kvad:
Leged med kamplystne
(skulde Land værge)
Gylfi den gladstemte,
stod under Guldhjælmen.
Glum kvad:
Hilmir under Hjælmen
hug sit Sværd i Goter.
Ottar den sorte kvad:
Jåfurrs Lov skal lyde,
løfte sig Kongens Pris
(tage han nu vel
til sig min Hæderssang).
Stuf kvad:
Hæderægget hug Tiggis
to Hænder mod Kæmper
hist søndenfor Nizi
(Hær gik glad under Skjolde).
Halfred kvad:
Skilt jeg er fra Skyli,
Sværdtid har det forvoldet.
Vist er det nu forgæves
atter at vente Kongen.
Markus kvad:
Danmarks høgehjertede Harri
høre det herlige Heltekvæde.
Endvidere havde Halfdan ni andre Sønner: 1. Hildir, fra ham stammer Hildinger, 2. Nefir, fra ham stammer Niflunger, 3. Audi, fra ham stammer Ådlinger, 4. Yngvi, fra ham stammer Ynglinger, 5. Dag, fra ham stammer Dåglinger, 6. Bragi, fra ham stammer Bragninger, det er Halfdan den mildes Æt, 7. Budli, af Budlungers Æt var Atli og Brynhild, 8. Lofdi, han var en stor Hærkonge, ham fulgte den Skare, som kaldtes Lofder, hans Efterkommere kaldtes Lofdunger, fra dem stammer Eylimi, Morfader til Sigurd Fafnirsbane, 9. Sigar, fra ham stammer Siklinger, det er Siggejrs Slægt, han, som var Vålsungernes Svoger, og Sigars Slægt, han, som hængte Hagbard. Fra Hildinge-Slægten stammede Harald den rødskæggede, Halfdan den sortes Morfader. Af Niflunge-Slægten var Gjuki, af Ådlinge-Slægten var Kjar, af Ylfinge-Slægten var Erik den veltalende. Disse er ogsaa berømte Konge-Ætter: Ynglinger, som stammer fra Yngvi, Skjoldunger, som stammer fra Skjold i Danmark, Vålsunger fra Vålsung i Frakkland[43]. Skelfir hed en Hærkonge, og hans Æt kaldes Skilfinge-Slægten, den lever i Østerled. Disse Ætter, som nu er nævnt, har man sat saaledes i Skjaldskab, at deres Navne alle holdes for Hædersnavne.
Grani kvad:
Dågling gav som Drikke
danskes Blod til Ørnen.
Ejnar kvad:
Bed Budlungs Sværd,
Blod farved Spær,
brød Hild sin Sky
ved Hvideby.
Arnor kvad:
Skjoldung, større Konge avles
ingen Sinde under Solen.
Yngvi er ogsaa en Kongebenævnelse, som Markus kvad:
Eriks Lov skal Ætter høre,
Ingen kender større Fyrste,
Yngvi holdt med Hæder længe
Høvdingstol i denne Verden.
VIII.
Hvorledes skal man betegne Hejmdal? Ved at kalde ham ni Mødres Søn, Gudernes Vogter eller Hvide-As, Loki-Fjende, Frejas Halssmykke-Søger. Sværd hedder Hejmdals Hoved; det hedder sig nemlig, at der blev hugget et Mandshoved igennem ham. Om ham er der berettet i Hejmdals-Galder, og Hoved er siden betegnet som Hejmdals Mjåtud, Sværd kaldes Mands Mjåtud. Han søgte til Vagaskær og Singasten, hvor han kapsvømmede med Loki efter Brisingsmykket. Ulf Uggason kvad i "Husdrapa" længe efter dette Sagns Oprindelse, at de var i Sælhundeskikkelse, da denne Kamp fandt Sted. Hejmdal er Odins Søn, han er Ejer af Guldtop, og han hedder ogsaa Vindler.
Fodnote:
Siden rider Sigurd med Gram i Haanden, han binder sig Guldsporer paa Fødderne. Grani løber frem til Ilden, da den kender Sporen. Nu bliver der stort Gny. Ilden tog til at rase og Jorden at skælve, Luen steg til Himlen. Dette havde ingen vovet før, og det var, som han red i Mørke. Da lagde Ilden sig. Han steg af Hesten og steg ind i Salen. Saaledes er der kvædet:
Ild saas at æde og Jord at skælve
og høj Lue ved Himlen hvælves.
Kæmper faa turde Færden vove:
Ild at ride, at overstige.
Sigurd drev med sværdet Grani,
Ilden sluknede foran Ådlingen,
Luen faldt for den lovsangslystne,
Regins gyldne Ridetøj skinned.)
Fodnoter
1. Hles Ø.
2. Sml. Loki-Spliden, Indl. [Guld til Belysning].
3. Guldmanke.
4. Tor.
5. Tor.
6. Tor.
7. Himlen.
8. Himlen.
9. Tor.
10. Jorden eller Tordenskyen (Gunnlåd?).
11. Tor.
12. Hrungnir.
13. Hrungnir.'
14. Gudinder.
15. Hrungnir.
16. Tor.
17. Groa.
18. Foranstaaende Linjer er i Originalen henført til det foregaaende Kapitel.
19. I Loki-Spl. Eldir.
20. Havet.
21. [ ] Her indsat fra Kap. 61.
22. Ran.
23. Skib.
24. Havdybene.
25. [ ] Her indsat fra Kap. 61.
26. [ ] Her indsat fra Kap. 61.
27. [ ] Her indsat fra Kap. 25.
28. Andvaris Eje.
29. Slangegaard.
30. Betegn. til Sigurd Fafnirsbane på Grund af hans tidlige Død.
31. Stang, Stage.
32. Norges.
33. Vänern.
34. Sverige.
35. Sværets Guld = Kriger.
36. Hænderne.
37. Guld.
38. Versene i [ ] findes ikke anført i Snorris Edda.
39. Nu Hoy.
40. Sml. Hyndla-Sangen 14-15 og iøvrigt senere flere Steder.
41. Fyrste.
42. Guld (Høvdingen lod fra Dragehoverne Guldet skinne på Bølgernes Rygge.
43. Frankrig.
44. Fornaldar S. 1, 391.
