Afguderiets Dempelse og den sande Lærdoms Fremgang

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Samisk ren


Jens Kildal
Afguderiets Dempelse
og den sande Lærdoms Fremgang

1730


handlende om Lector hr Thomas
von Vestens arbeyde paa de aar 1722 og 1723
til Norlandenes og Trondhiems Amtes afgudiske lappers
omvendelse, og om den store omvendelse, som der paa fuldte.


Fortale med dedikationer

At unge Lærere, som sendes til afgudsdyrkere, skal, uden kiødelighed, kiælskab, og verslighed, forholde sig efter dette Skrift.

Dette Skrift bestaar af en Prædiken med dens Appendice. Af Prædiken kand unge Lærere, som udsendes til, at omvende afgudsdyrkere, betiene sig udj taler til dem. Prædikens Appendicem maae de, hvor unge de end kand være, fylge, og have til instrux, i deres forhold med afgudsdyrkere: og allermest maae de tage sig til hierte til instruering for sig 3 Poster.

1. Post. Jeg har skrevet i Prædikens Appendice paa et, og andet, sted om en sær stor kiærlighed, som hr Thomas havde til lapper; dog ieg, langt fra, har kundet anført den saa stor, som den i sig selv var, naar nu unge Lærere lese om den, da maae de ikke tænke, at det er deres respect for nær, at elske saadanne mennisker, som lapper ere.

Videre: Naar de lese, at hr Thomas sagde, i sine venners, og, i lappers, saa og i min, paahør, at hand gierne vilde blive til en lap for lappernes skyld, gierne vilde, om det kunde lade sig giøre, blive begraven blant lapper, vilde glæde sig, om Gud vilde værdige lapperne, at gaae for ham ind i Guds Rige, og hand saa maatte værdiges, at gaae efter dem.

Item, at hand ret virkelig laae blant lapper i støven og græd iblant dem, og for dem, bedendes, at Gud vilde omvende dem.

Naar de, siger ieg, lese dette om ham, da (u-agtet kiød og blod vil sette sig imod, som vi synge i Psalmen) maae de, efter hans exempel, have en ret christen brændendes kiærlighed til de afgudsdyrkere, som de skal omvende; thi den kiærlighed vil, som seis i Prædikens Appendice, blive, i mange ting, middel til deres omvendelse.

2. Post. Jeg har skrevet i Prædikens Appendice, paa et, og andet, sted, om en sær stor flittighed, som var hos hr Thomas, i at undervise afgudiske lapper, saa hand idelig, hele dagene ud igennem, og, store dele af netterne, underviste dem, og blev ved i denne store flittighed indtil hand fik dem i videnskab om, at de guder, som de, til den tiid, havde dyrket, vare dievle, og fik dem i kundskab om, at den Gud, som havde skabt, igenløst, og oplyst dem, var den Sande Gud, paa dette fylgede, at de lode sig omvende; og denne hans store flittighed var, i saa maade, med Guds hielp, middel til deres omvendelse.

Vilde nu unge Lærere, som udsendes (tilstedendes deres kiød lit pine) lade dem føre af saa stor en flittighed, som der var hos hr Thomas, da skulle den deres flittighed og blive middel til, at mange afgudsdyrkere, med Guds hielp, bleve omvendte.

3. Post. Der tede sig altidt hos hr Thomas en stor siæleglæde, hvor om ieg har skrevet, paa et og andet sted, i Prædikens Appendice.

a) Hand stillede altidt Evangelium for lapperne glædeligt, anseende, det leder til den store glæde i Guds Rige. Dette var, med Guds hielp, middel til lappers omvendelse.

b) Enten hand gik blant lapper, eller reyste fra lappe-samlinger, til lappe-samlinger, opmuntrede hand sig altidt, ved Sange, til glæde udj den store glæde, som Jesus har forhvervet os i Guds Rige. Dette var, med Guds hielp, middel til lappers omvendelse.

Min forklaring over faae (blant mange) lapp-guder, og, deriblant, lappe-guders, og andre ords, oversettelse af lappiske paa dansk.

Der er en ganske liden dør inderst i lappe-kiældet[1], hvilken altid er tillugt, uden, naar qvinders personer, for deres u-værdigheds skyld for Leybolmaj, older-manden, nødes til at gaae ind ad den dør.


  • Poskio — Det inderste rom af lappe-kiældet.
  • Poskio-akka — Qvinden, som boer under Poskio, nede i iorden.
  • Vurnes lodde — Ond fugel.
  • Leybolmaj — En mand for skytterie. (Denne Leybolmaj vil have offer, om hand skal tillade skytteren, at faae biørn i hans skov, older-skoven. Hand holder alle qvinders personer i stor foragt, og, for deres skyld, forakter Maderakka, Sarakka, Jux-akka og Uxakka, af aarsag, de ere qvindernes gudinder, om hvilke mere herefter.)
  • Jabme — En dødning.
  • Ajmo — land, sted, eller ort.
  • Jabme-akka — Dødningernes qvinde, herskerinde, og raader over dødningerne.
  • Passe vare — hellige fiæld.
  • Giøugen paa Passe vare — Sang paa hellige fiæld.
  • Noyd — En viis mand, en Run-mand.


Lector hr Thomas von Vestens anmærkninger om lappeguder, og andet, som hand i hans tiid (Syv aar førend hand døde) fast-satte saa at, skulle forstaaes, saasom fylger:


  • Maylmenradien — Verdens raadere (denne er Jupiter.)
  • Kirva radien — Raabs raaderen (Kiorva radien maae raabe Maylmenradien om hielp udj raaden over verden, saa Kiorvaradien er en under-raader over verden, og er en gud for jordens grøde. Denne er Saturnus.)
  • Rana neyda — en gudinde. (denne qvinde, hvilken er for jordens grøde, dyrkes med ligesaa store ofringer, som Maylmenradien og Kiorvaradien, af aarsag, hun er den største af alle gudinder, og kaldes til ære, for det grøne græs, hun giver, Rana-neyda, en grøn jomfru, hvilket navn er anseeligere, end en grøn qvinde. Denne er Isis.)
  • Hora gallis — Torden. (Torden, en blaa-klæd mand i skyerne, hvilken beloves offer, naar hand tordner, og lyner, for haart, at hand skal ikke giøre skade. Denne er Aeolus.)
  • Kiase olmaj — en mand for vandet. (Kiase olmaj beloves offer, at hand skal ikke giøre skade til vands. Denne er Neptunus.)
  • Sarakka — Skile-qvinde. (denne skiller barnet fra moderen i barnsnød; hun er Juno.)


Spiritus familiares ere:


  • Passe vare olmaj — de hellige fiælds mænd.
  • Passe vare neyda — de hellige fiælds jomfruer.
  • Passe vare sarva — de hellige fiælds oxe-reyn.
  • Passe vare guli — de hellige fiælds fisk.
  • Vurnes lodde — ond fugel, gan-fuglen.
  • Passe vare lodde — fuglen, som sendes omkring til de hellige fiælds mænd. Denne er Mercurius.


Den høyfornøden aarsag, ieg havde til at skrive dette Skrift, denne Bog, er saasom fylger:

Jeg var i stor betryk de aar 1727. 1728. 1729. 1730 og derefter, ved det, jeg saae, at omvendelsens værk gik ikke for sig; thi paa de tider, vare (ikke langt fra) alle lappe-skolemestere uvidende om den sær gode maade, som hr Thomas, i sin tiid, havde brugt, og forholdet sig paa, med afgudiske lapper til deres omvendelse, saa hver lappeskolemester derfor da, efter hr Thomasis død, brugte hver sin forvendte maade, at tale paa, og forholde sig paa, med lapper, saa deres forhold gik frugtesløs [!] af; men saa skrev ieg derfor denne Bog (bestaaende af en Prædiken med dens foregaaende fortale og dedicationer, og efterfylgende Appendice) hvilken Bog lappeskolemesterne da leste, og holte sig efter, hvor ved de bleve lykkelige i deres forhold; thi mange lapper lode sig da omvende; saa og leste mange af giemene folk i denne Bog ret med behag, skiønt den var ikke trykt, og opmuntredes til Guds frykt.

*


Dedikationer


Hr Johan Petter Muus

Velærværdige, og vellærde hr Johan Petter Muus, Pastor for Snaasens Pastorat. — Jeg ærindrer den tiid, da Lector hr Thomas von Vesten, ieg og flere, saa og I selv, tillige med os, havde det store arbeyde med de mange afgudiske lapper i Eders huus, hvor paa, til største glæde for os alle, den Guds Naade fylgede, at de samme bleve alle omvendte. Jeg kommer og ihu den gang, der, efter det store arbeyde med lapper, ved taler af Guds Ord, og, med den klogelige omgang, hr Thomas i adskillige maader havde med dem, fulte saa stor en bevegelse af dem til omvendelse, saa en stor hob af dem, paa een gang, vilde ind til hr Thomas, at bekiende for ham, i hemmelighed, deres afguderie, og, fordj hand kunde ikke imodtage enhver, eftersom hand kunde ikke have meer, end een af gangen i hemmelig aandelig behandling, da maatte J hielpe ham i, at tage da een, da en anden, ind til Eder, at de kunde giøre deres hemmelige bekiendelser for Eder; thi saa haart trængtes de til at obne deres hierter, til at bekiende deres afguderie, at de havde ikke roe til, at bie den korteste tiid der til.

Nu har ieg her en Prædiken, hvor i er indført noget lidet af hr Thomasis taler til lapper, og dens Appendicem, som handler om hr Thomasis forhold med lapper, hvilke begge ere giorde til lappeskolemesteres tieniste, dem dedicerer ieg til Eder, og i dem skal J see det, som J selv med egne øyne, og ørene, har seet og hørt: Nemlig, at hr Thomas brugte en sær god maade, at omvende afgudiske lapper paa, om hvilken gode maade ieg kiærlig beder, J vil vidne for vore lappeskolemestere, naar een eller anden af dem, ved indfalden leylighed, ærbødigst taler med Eder.

Jeg vil have Eder, og Eders ganske Huus, den Høyestes protection overleveret. Eders beredvilligste ven og tiener,
Kiornæs i Tysfiorden
Jens Kiildahl.
d: 29. Janv. 1730.

P. s. Kiære hr Pastor Muus! J faar lese i Prædikens Appendice, at hr Thomas var sær aktsom for, at ikke lade nogen anden tage hemmelige bekiendelser af lapperne, end hand selv, baade fordj hand havde de bæste gaver der til, saa og fordj hand havde taget sig for, at anskrive i Confessions Bog alt det afguderie, som lapperne bekiendte, endelig og, naar de fornyede deres Daabes Pagt, vilde hand være tilstede hos dem, for at giøre bøn med og for dem: For saadanne aarsager skyld, kiære hr Pastor! kunde det komme Eder underligt for, at hr Thomas tillod Eder, at tage hemmelige bekiendelser; men hr Thomas betænkte, at J baade selv var de lappers siælesørger, hvilkes bekiendelser J imodtog; saa og baade hvad afguderiets anskrivelse angik, og, hvad bønnen angik, at giøre med dem, da de fornyede deres Daabes Pagt, det udrettede hand dog selv, derefter, ganske hemmeligt. Vale!

*


Mon. Eerik Heiset

Aktbare, og troe Guds Ords Lærere, Mon. Eerik Heiset.

J havde de aar 1721 og 1722 baade, paa adskillige maader, stræb, saa og taler af Guds Ord mod det grove afguderie, som gik i svang blant lapperne i Nummedalens Provestie; og da Lector, hr Thomas von Vesten, paa sin sør-reyse blant lapperne, kom til Eder i Eders arbeyde, som J havde mod afguderie, da fuldte J med ham, baade i dette Provestie, saa og i Jndherrets og Dalernets Provestier, hvor og et forferdeligt stort afguderie, blant lapperne, gik i svang; vel havde hr Thomas, med os hans medfylgere, befundet et saare stort afguderie, førend vi kom sør til Eder, da vi reyste blant lapperne igennem Senjens, Saltens og Helgelands Provestier; thi lapperne i de Provestier havde runet, ofret, giort reyser til Jabme-aymo, brugt omdøbelse, gøuget paa Passevare, og indsat gan paa andre; men i Nummedals og Jndherrets Provestier blev Maylmenradiens og Sarakkas alterens sakrament brugt, som ikke, efter hr Thomasis videnskab, var brugt i Senjens, Saltens og Helgelands Provestier. Saa og i Nummedals og Indherrets Provestier bleve større Noyde-krige, blant Noyderne, holdne indbyrdes, ved gans udsettelse imod hverandre, end skiedt var i Senjens, Saltens og Helgelands Provestier. Saa længe J fylgede med hr Thomas, og os andre, hielpte J udj mange ting til lappers omvendelse, og fornemmelig hielpte J udj, at tale mod afguderie, hvorfor J fik god forstand paa hvorledes tales og prædikes skal mod afguderies synd, saa J derfor vel forstaar, at denne Prædiken mod afguderie, hvilken er giort til lappeskolemesteres tieniste, nok passer sig til at bruge af dem til afgudiske lappers omvendelse, saa ieg derfor dedicerer den til Eder. Jeg dedicerer og Prædikens Appendicem til Eder, hvilken og er giort til vore lappeskolemesteres tienniste, i den skal J see det, som J selv, med egne øyne og ørene, har seet og hørt: Nemlig, at hr Thomas brugte en sær god maade, at omvende afgudiske lapper paa, om hvilken gode maade ieg beder, J vil vidne for vore lappeskolemestere, naar en eller anden af dem, ved indfalden leylighed, taler med Eder.

Jeg vil have Eder, med Eders ganske Huus, den Høyestes protection overleveret. Eders beredvilligste,
Jens Kiildahl.
Kiornæs i Tysfiorden
d: 29. Janv. 1730.

*


Mon. Petter Noreus

Meget ærede og velagtet Monsieur, Mon. Petter Noreus.

De aar 1722 og 1723 fylgede J, saa vel som ieg, med Lector, hr Thomas von Vesten, norden af, sør ad, igennem Senjens, Saltens, Helgelands, Nummedalens, Jndherrets og Dalernes Provestier for, at arbeyde med ham til afgudiske lappers omvendelse; derfor dedicerer ieg til Eder denne Prædiken, og dens Appendicem, hvilke begge ere agtede vore lappeskolemestere, at betiene sig af i taler, og forhold med lapper.

1. Hvad Prædiken angaar, da bestaar den, til en liden deel, blant alt andet, af de taler, som J hørdte af hr Thomas, hvilke hand havde til lapper, og, saasom J syntes vel om dem, da J hørdte dem af ham, saa vil J nok og synes vel om det lidet, J nu igen faar lese af de samme i denne Prædiken.

2. Hvad Prædikens Appendicem angaar, da faar J lese i den, blant alt andet, dette, som Eder fornemmelig angik: Nemlig a) at I var Høvetsmand for dem, som hentede lapper ned af fiældene til hr Thomas, b) at da een deel af lapperne havde bekiendt, og forsaget, deres afguder, dievlene, og de, ved dievlenes forgiftes udspyelse paa dem, bleve enten rasendes, eller, i dybt melancolie, fortvivlende om Guds Naade, saa de vilde tage livet af sig selv, da, tillige med os andre, maatte J nat og dag (alternatim med os) holde vagt over dem, indtil de, med Guds hielp, ved hr Thomasis store stræb med dem, komme til rette igen, c) at J var oeconomus hvad lappernes kost angik, d) at J med stor fliid maatte giemme og beopagte de store Confessions Bøger, e) at J maatte have alle Runbommer i beopagt alt ind til vi kom til Trondhiem hvorfra de bleve sendte til Kiøbenhavn.

Saa dedicerer ieg da denne Bog til Eder, for at J i den: Nemlig i Prædiken, og i dens Appendice, skal see det, som J selv, med egne øyne, og ørene, har seet, og hørt, som var, at hr Thomas brugte en sær god maade, at omvende afgudiske lapper paa, om hvilken gode maade ieg beder, J vil vidne for vore lappeskolemestere, at den (maade) var god, hvilket kand skie ved een, eller anden, anledning, at een, eller anden, af dem, taler med Eder.

Jeg vil have Eder, og alt hvad Eder kiært er, den Høyestes protection overleveret.
Eders beredvilligste,
Jens Kiildahl.
Kiornæs i Tysfiorden
d: 29. Janv. 1730.

*


Hr Per Brun

Veledle, velærværdige, og høylærde hr Per Brun, Pastor for Gilleskaals Pastorat, og Provest over Saltens Provestie.

Jeg har intet, hvor med ieg kand vederlegge Eders store godhed, som J haver bevist mod mig, baade i den lange tiid, som Lector, hr Thomas von Vesten, havde afgudiske lapper samlet i Eders huus til, at arbeyde paa dem til omvendelse (i hvilket arbeyde Gud giorde ham lykkelig) saa og mange gange, baade før, og efter, den tiid; men ieg kun eniste betakker høyelig Eders godhed; thi i steden for, ieg nu skulle sige: Jeg vil, til et lidet taknemmeligheds tegen, for Eders godhed, dedicere denne Prædiken, og dens Appendicem, til Eder, da bliver mine ord disse: Hav den godhed for mig, at J imodtager denne Prædiken, og dens Appendicem. De ere begge giorde til vore lappeskolemesteres brug, og de samme havde aarsag, at sette priis paa dem ved det, at J antager dem.

1. J vil, maae skie, synes vel om Prædiken, fordj ieg i den haver indført noget lidet af de taler, som J hørte af hr Thomas, hvilke hand havde til lapper, og, saasom J syntes vel om dem, da J hørte dem af ham, saa vil J vel og synes vel om det lidet, J nu igen faar see af hans taler i denne Prædiken, og J vil vel kiende denne Prædiken, at være nyttig for vore lappeskolemestere.

2. J vil, maae skie, og synes vel om Prædikens Appendice; thi der udj er at lese om hr Thomasis store stræb med lapper til deres omvendelse, og om den store omvendelse, som Gud giorde, at der skiede ved hans fliid, da baade fordj J elskede hr Thomas meget, saa og fordi J glædde Eder høyelig, tillige med os, over lappernes omvendelse, vil J visselig lese med fornøyelse om alt dette i Prædikens Appendice.

Nu saa dedicerer ieg da denne Bog til Eder for, at J o. s. v. (omtrent som i forrige brev). — Jeg vil have Eder, med Eders ganske huus, den Høyestes protection overleveret.
Eders beredvilligste tienner,
Jens Kiildahl.
Kiornæs i Tysfiorden
d: 29. Janv. 1730.

*


Hr Simon Kiildahl

Veledle, velærværdige, og høylærde, hr Simon Kiildahl, Pastor for Trondenæs Pastorat, og Provest over Senjens Provestie.

Hierte kiære Broder! Jeg dedicerer denne Prædiken, og dens Appendicem, til Dig, hvilke begge ere giorde for vore lappeskolemestere til at betiene sig af, og rette sig efter, i deres arbeyde til, at omvende afgudiske lapper.

1. J Prædiken straffes paa afguderies synd, og beloves bodferdige syndere Guds Naade, ved troen til Christum; og, saasom Du, kiære Broder! blev meget vel forfaren i alt saadant, da Du 1726 og 1727, med Guds hielp, omvendte mange afgudiske lapper i Follerne og Saltdalen, da forstaar Du nok, at denne Prædiken passer sig for vore lappeskolemestere, at betiene sig af i deres taler for afgudiske lapper, og de da, efter Din forstaaelse paa den, nok havde aarsag, at antage den.

2. J Prædikens Appendice er at lese om det store afguderie, som Lector, hr Thomas von Vesten, befant, blant lapper af Senjens, Saltens, Helgelands, Nummedalens, Jndherrets, og Dalernes Provestier, paa sin reyse iblant dem, de aar 1722 og 1723, saa og om de meget mange lapper, som, med Guds hielp, ved hans fliid, bleve omvendte.

Denne Prædikens Appendix indeholder, blant andet, at lapperne har havt en stor hob guder, og at lapperne, paa alle steder, har været afgudsdyrkere, hvilket er det, som Du, kiære Broder! skriftlig, under haand og segel, statfæstede sant, at være, da en vis u-benævnt[2] fornemme mand (ikke af sønden) sendte et Skrift til Dig, kiære Broder, hr Simon Kiildahl! og hr Linnert Sidenius, hvilket handlede om, at alle lapper har været afgudsdyrkere, og, at de har havt mange guder; thi denne visse u-benævnte mand begierte i Skriftet, at Du, min Broder! og hr Sidenius, vilde statfæste begge disse ting. Din, min Broders, statfæstelse lyder, saasom den befindes efter originalen, saasom fylger:

Jeg salvâ conscientiâ, et qvidem, in conspectu Dei, bevidner, at, blant mange lappe-guder, som ieg ikke er synderlig bekant om, ere disse mig bekante

Passe vare olmaj.
Passe vare neyda.
Passe vare Sarva.
Passe vare guli.
Vurnes lodde.
Jabme akka.
Poskio akka.
Mader akka.
Maylmen radien.
Kiorva radien.
Rana neyda.
Biex olmaj.
Nemo guli.
Leyb olmaj.
Sarakka.
Passe vare lodde.
Ux akka.
Kiase olmaj.

Disse vare dyrkede i Folerne, Saltdalen, og Lapmarken, som grænser til nor- og sør-Huttene, hvilket ieg oprigtigt har faaet, at vide af lapper, som ieg har havt i hemmelig aandelig behandling, da de vare blevne omvendte. Dette bevidner ieg Nor-follen d: 23. Sept. Aô 1728. Simon Kiildahl. E: S:

Nu saasom da dette, som Du, kiære Broder! statfæstede, indeholdis, som før er sagt, blant andet, i Prædikens Appendice, saa havde vore lappeskolemestere derfor aarsag, at sette priis paa den.

Nu saa dedicerer ieg da denne Bog til Dig for, at Du i den (nemlig i Prædiken og dens Appendice) skal see det, Du ellers selv er ret vel videndes om, nemlig, at hr Thomas brugte en sær god maade, at omvende afgudiske lapper paa, om hvilken gode maade ieg broderlig beder, Du vil vidne for vore lappeskolemestere, at den (maade) var god, hvilket kand skie ved een, eller anden, anledning, at een, eller anden, af dem ærbødigst taler med Dig.

Jeg vil have Dig, med Dit ganske Huus, den Høyestes protection overleveret. Din trofaste broder til døden,
Jens Kiildahl.
Kiornæs i Tysfiorden
d: 29. Janv. 1730.

*


Hr Linnert Sidenius

Velærværdige og vellærde hr Linnert Sidenius, Pastor for Buxnæs Pastorat. — J arbeyde 1725 og 1726 paa mange afgudiske lapper til omvendelse, baade sør ved Tronhiem, saa og paa nordre steder; fornemmelig giorde J adskillige reyser op paa fiældene til dem, og der stræbede til deres omvendelse; dette var Eders forretning, og, Gud giorde Eder lykkelig i den: Om sligt er det, som handles i denne Prædiken og dens Appendice, hvilke begge ere giorde for vore lappeskolemestere i haab, at Gud og vil giøre dem lykkelige ved, at bruge dem i taler, og forhold, blant lapper: Det passer sig derfor vel, at ieg dedicerer dem til Eeder.

1. Hvad Prædiken angaar, da vil J nok, naar J overveyer adskilligt i den, befinde, at den er tienlig for vore lappeskolemestere til, at betiene sig af, naar de skal tale for afgudiske lapper til deres omvendelse.

2. Hvad Prædikens Appendicem angaar, da vil J befinde, at den, blant andet, indeholder, at lapperne har havt en stor hob guder, og, at lapper, paa alle steder, har været afgudsdyrkere, hvilket er det, som J, skriftlig, under Eders haand, og segel, og, under andres hænder, og segel, statfæstede sant, at være, da en vis, u-benævnt, fornemme mand (ikke af synden) sendte et Skrift til min Broder, hr Simon Kiildahl, og Eder, hr Linnert Sidenius, hvilket handlede om, at alle lapper har været afgudsdyrkere, og, at de har havt mange guder; thi denne visse u-benævnte mand begierte i Skriftet, at min Broder, og J, vilde statfæste begge disse ting.

Eders statfæstelse lyder (saasom den befindes efter originalen) saasom fylger:

Jeg har befundet, at lapperne har havt efterfylgende guder:

Passe vare olmaj.

Passe vare neyda.
Passe vare sarva.
Passe vare guli.
Vurnes lodde.
Nemo guli.
Poskio akka.
Mader akka.
Ux akka.
Jabme akka.
Maylmen radien.
Kiorva radien.
Rana neyda.
Passe vare lodde.
Leyb olmaj.
Sarakka.
Biex olmaj.
Kiase olmaj.

Disse har været de fornemste guder, blant lapperne; men de har ellers havt mangfoldige andre, Umea, Pita og Jngermand lands[3] lapper, som skatter baade til Norge, og Sværik, har, sandelig! giort deres bekiendelser, og tilstaaet deres afguderie, hvilket har været forferdelig grovt. J øvrigt undertages ingen lap, sør eller nor, fra, at have brugt afgudsdyrkelse; men Maylmen-radiens og Sarakkas alterens sacrament har kun været brugt sør i landet; men ikke nor.

Saaledes at være, som sagt er, det bevidner ieg Linnert Sidenius. E: S: og beder Jens Siursøn, som var med hr Thomas i fiældene, da hand der arbeyde paa lapper til omvendelse, at hand dette med mig vil besegle. Jens Siurssøn. E: S:

Saa og beder ieg Niels Nielssøn, Skolemester i Follerne, at hand ogsaa dette med mig vil besegle, Niels Nielssøn. E: S:
Buxnæs d: 23. Julii 1728.

Saasom da dette, som J, Hr Sidenius, statfæstede (nemlig, at lapperne har havt mange guder, og at alle lapper har været afgudsdyrkere) indeholdes, blant andet, i Prædikens Appendice, da er det derfor og tillige statfæstelse for den, saa vore lappeskolemestere da, dis heller, der ved burde opmuntres, at rette sig efter den i forhold blant lapper.

Nu saa dedicerer ieg da denne Bog til Eder, at J i den (nemlig i Prædiken og i dens Appendice) skal see det, som J selv, med egne øyne o.s.v. (omtrent som i brevet til Noreus)
Eders beredvilligste ven, og tienner,
Jens Kiildahl.
Kiornæs i Tysfiorden
d: 29. Janv. 1730.



Prædiken

Nu saasom nogle af Samaritanerne havde ofret til dievelen, under navn af Jove, saa har og et folk, som Scheyferus siger, at være kommet af de Scythær[4], hvilket opholder sig i nordiske lande, ofret til dievelen, under navn af Maylmenradien, Jove (om hvilken herefter) og saasom Israel og Ephraim havde ofret til dievelen paa bierge-toppe, saa har og disse nordiske landers Scythær ofret til dievlene, hvilke i adskillige paatagne skikkelser have indbildet dem, at de have boet i fielde, som de have kaldet hellige fielde ex. g. De have ofret til dievlene i Passe vare olmay skikkelser; de have ofret til dievlene i Passe vare neydas skikkelser; de have ofret til dievlene i Passe vare sarvas, og gulis, skikkelser.

End videre; saasom Jeroboam havde ofret til marke-dievle, saa har og disse nordiske landers Schythær ofret til disse marke-dievle under navn af Sarakka, Junone, som bode, efter deres troe, under gulvet i deres kiæld; og ofret til dievle under navn af Uxakka, een afdød qvinde, som bode, efter deres troe, i kiældet baade inden for døren, og uden for døren, nede i marken; om disse qvinder herefter.

Saaledes har da disse nordiske landers Scythær havt disse dievle til deres guder, og gudinder, og mange, dis verre! af disse folk, har endnu disse samme dievle til deres guder, og gudinder.

O Gud give, at de vilde lade sig omvende! ia forsage dievelen, og al hans gierning, og alt hans væsen, og troe paa Gud Fader, Søn og Hellig Aand!

. . .

(Lapperne) ofrede til ham (Jupiter, Maylmen radien) for hand skulle vel opholde verden, og, til betegnelse paa denne opholdelse, satte de en stytte, oversmurt med ofre creaturets blod, ved ofrealteret, som de kaldte Maylmen-stytto for ham til, at opstytte verden med, og naar der var formørkelse i soel, eller maane, lovede de offer til ham, at hand skulle borttage formørkelsen, for, at soel, eller maane, skulle faae lys igen til at skinne i verden; og, saasom de holt ham for verdensraadere, saa ofrede de og til ham for andre ting, som næring af verden angik, saa som, for lykke til creatur (reyn).

Nu maae her agtes, a) at det offer, som giordes til denne Jovem, Maylmen radien, det var offer til dievelen 1 Cor. 10,20 og b) den løgen, at denne Maylmenradien opholt verden, og hialp udj hvad verden angik, den (løgen) var af dievelen. (mere om Jove ved anledning.)

O! det er da forferdeligt, at disse nordiske landers Scythær dyrkede dievelen, under Maylmenradiens, Jovis, navn, og mere forferdeligt, at her ere mange iblant dem, som endnu sammeledes dyrke dievelen; og, for denne dyrkelse, komme de til at brænde tillige med dievelen i helvides evige ild, saa fremt de ikke lade sig omvende. O Gud give da o.s.v.

2. Hvad Mercurium angaar, da var hand Jovis søn, som hand avlede med Maya. Poeterne, efter hans død, opdigtede meget om ham, og, iblant andet, fingerede de, at hand var gudernes sændebud, og de afmalede ham med udbredde vinger af hovedet og fødderne til betegnelse paa hans hastige fart igennem luften med sendebud imellem guderne.

Og et folk, som Scheyferus siger, at være kommet af de Scythær, hvilket opholder sig i nordiske lande, kaldede ham derfor en fugel, ia Passe vare lodde, og disse nordiske landers Scythær, med deres gøugen, kalde paa ham, og i gøuge-sangen bad ham, at flyve om til visse Passe vare, for at hente visse Passe vare olmay til sig, hvor om paa sine steder; men det var dievelen, som spøgede med omflyven i luften, under denne Passe-vare loddes (Mercurii) navn; men var dog kun en gud i luften, en lav gud, under denne Mercurii navn; men det gik høyere paa med dievlene, naar de, under Maylmenradiens, Jovis, navn; og, under Kiorvaradiens, Saturni, navn, indbildte dette folk, at de boede hen mod oppe under stiernene (hvor om paa et og andet sted herefter) men [ellers har dog dievlene aldrig tort indbilde nogen Noyd, at de har boet oppe i himmelen; men kun under himmelen, og ere de da, som Paulus siger Eph. 6,12 de onde aander under himmelen. Een dievel har ellers og indbildet de nordiske landers Scythær, at hand, under navn af den afdøde qvinde Junone, dea partus[5], har boet under gulvet i deres kiæld; og en anden dievel har indbildet dem, at hand, under navn af den afdøde qvinde dea cardinis[6], har boet i marken inden- og udenfor døren i deres kiæld; men her har disse dievle under disse qvinders navne kun været marke dievle, 2. Krøn. 11,15 paa ringe og lave steder; men disse samme dievle ere og under himmelen, saa de henhøre til de foriges tal; ia ere onde aander under himmelen; men Gud skabte dem ikke til at være onde o.s.v.

. . .

At ieg skal tale lit mere forstaaeligt her om, da, naar dievelen taler i en Passe vare olmay skikkelse til Noyder, og, med lydelig røst, lover paa den ene side saa, og saa, stor lykke til en ting, om hand faar et vist offer; og, paa den anden side, saa og saa stor ulykke til samme ting, om hand ikke faar det offer, da overtales de til, at giøre ham dette offer.

Foruden dette bruger dievelen mangfoldige stræge, een deel, nogenledes kiendelige, og, een deel, ganske subtile og skiulte til, at forføre u-oplyste mennisker med. At ieg skal give exempel paa et nogenledes kiendeligt stræg . . . . som dievelen giemenlig bruger, naar hand forfører u-oplyste mennisker til, at ofre til sig for jordens grøde, da gaar hand sagen an saaledes:

Dievelen er en stor Physicus til, at kunde mærke førud hvad væyr, paa et vist tilkommende aar (efter de af Gud forordnede naturlige aarsager), vil falde ud til grøde-væyr, da, naar dievelen veed, førud, at Gud vil give et got grøde-aar, saa opfylder hand Noyderne med den løgen, at, ikke Gud; men hand (dievelen) vil giøre dem dette aar grødigt, om hand faar offer af dem. De ofre da til ham, og det gode grøde-aar kommer, som Gud giver; men ikke dievelen, for deres offer skyld; . . . det er dievelens løgen for Noyderne, at hand giver grøde.

. . .

(Disse scythær) kunde ikke naae til Delphos, og der giøre spørsmaal om hvad de vilde vide, og derfor (saa som der siges) gav dievelen deres Noyder tilkiende, at de skulle giøre lignelsen af Apollinis hovet af skind og træ[7], det de og giorde; det, som bemærkede ansigtet, var af skind; men det, som bemærkede nakken, var af træe. Denne lignelsen af Apollinis hovet kaldte de Runbomme (om den ved anledning) og disse Noyder runede da paa den, ia spurdte dievelen, under dens navn, og det, som de da mest lode sig undervise udj af dievelen, var om ofringer og anden deres guders tieniste; men agt vel hvor saare grove de da vare ved dette i deres afgudsdyrkelse, hvilket man og kand giøre sig slutning om af det, som arriverede Paulo. Paulus grimmedes hæftig i aanden over de Atheners afguderie, som var stort; men dersom hand havde seet disse nordiske landers Scythærs afguderie, som udj runen (hvilket er kilden til alt afguderie) var langt større, end de Atheners, da havde hand udj aanden langt mere grimmet sig; thi de Athener giorde hverken spørsmaal til dievelen (hvilket skiede under Apollinis navn) tiere, end, naar de reyste til Delphos, ikke heller var deres spørsmaal til ham, saa meget om hvorledes dyrkelse skulle være; men deres spørsmaal var mere om andre ting; Men de nordiske landers Scythærs runen skiede baade idelig hiemme hos dem selv i deres kiæld, saa og runede de mæst for, at faae at vide hvorledes de nærmeste kunde holde sig udj dyrkelse efter deres gamle troe; men saasom det var dievelen selv (skiønt under Runbommens navn), som gav dem det tilkiende, da underviste hand dem om hvorledes hand (selv) vilde være dyrket.

. . .

(De nordiske Scythær har også) dyrket denne qvinde (Isis, Rananeida), hvilken de i sang til hende, og i deres dyrkelse, som de giorde hende, kaldte, til ære-titel, neyda (iomfru) ikke akka (qvinde). Denne qvinde gav de hvert høst til offer en oxe af reyn, eller andet fæe, for hun, paa tilkommende aar, skulle i betids om vaaren, giøre fieldene grøne til creaturets (reynens) føde, og kaldte hende saa for dette grøne græs skyld hun skulle lade voxe: Rana neyda: den grøne jomfru. Men saasom denne Rana neyda (Isis) var død og i iorden forrodnet, saa var det ikke hun, som imodtog offeret; men dievelen imodtog det under hendes navn 1. Cor. 10,20, o.s.v.

Dette var forferdeligt, at disse nordiske landers Scythær dyrkede dievelen i steden for Gud, og endnu mere forferdeligt, at her ere endnu mange af dette folk, som dyrke dievelen, i steden for Gud: O Gud give, at de vilde giøre sig ædrue af satans snare!

. . .

(De har også dyrket) afdøde qvinder, og de kaldte den første Sarakka (Skille-qvinde) for hun skulle skille barnet vel fra moderen, naar det skulle fødes, og den anden kaldte de Uxakka (dør-qvinde) for hun skulle vogte paa døren og barnet, naar det var født; og naar det, i sin tiid, begyndte at gaae, vogte det for stød, og fald; og de ofrede grød til den første, kaldet Sarakkas grød, og kiød, ost og brød til den sidste; ellers, saasom Sarakka, efter deres tro, bode neden under gulvet i deres kiæld, og Uxakka bode inden, og uden, for kiældets dør, nede udi marken, da seymede de til dem brændevin paa de steder, hvor under de gave til kiende, at de bode; saa og grov ned i marken til dem levendes creature, hvor om i denne Prædikens Appendice. Saaledes dyrkede disse nordiske landers Scythær dievelen, og her ere endnu mange af dem, som dyrke ham. O Gud give, at de vilde lade sig omvende!

. . .

Et folk, som Scheyferus siger, at være kommet af de Scythær, hvilket opholder sig i nordiske lande, holt og Saturnum for at være stor, dog mindre, end Jovem; thi Jovem kaldte de Maylmenradien (Verdens raadere) fordj de holt ham for, at være deres største gud, saa, at det var hand, som raade over verden; men Saturnum kaldte de Kiorvaradien (Raabsraaderen) fordj hand som en Under-raader over verden, maatte raabe til Jovem om hielp, naar hand skulle giøre store gierninger, angaaende verden, eller verdens ting, sine dyrkere til tieniste. Dette folk ofrede og til denne Kiorvaradien for hand skulle give dem grøde af iorden; men nu var denne Saturnus, denne Kiorvaradien, som sagt blev, død og begraven, saa hand ikke, til vederlag for offer, kunde giøre noget til jordens dyrkning, for, at af den skulle komme frugt og grøde; men dette offer, som dette folk giorde til ham, det, giorde de til dievelen under hans navn, og det haab de satte til ham om grøde at faae, det satte de til dievelen (meer om denne gud i Prædikens Appendice).

Det var beklageligt, at dette folk var saa daarligt, at det dyrkede Saturnum, Kiorvaradien, og er endnu mere beklageligt, at her findes endnu de, iblant dette folk, som dyrke ham, saasom de og dyrke de andre guder. O! en forferdelig stor synd begik, og endnu begaae, de som dyrkede, og dyrke, disse guder, og der er den straf for afgudsdyrkere, som Guds Aand fremfører ved Paulum Gal. 5: afgudsdyrkere etc. skal ikke arve Guds Rige.

Gud give da, at de, som af disse nordiske landers Scythær endnu dyrke afguder, vilde dog lade sig omvende fra afguder og til den Sande Gud!

. . .

Det begyndte hellige værk, til østindiske hedningers omvendelse, tog hans Allernaadigste Mayestet, Kong Friderich Den Fierde, sig nær an Ao 1716 til at giøre fliid til deres omvendelse. Og, efter Hans Allernaadigste Mayestets tiid, er dette samme Hellige værk, med stor fliid, fortsat af Hans Allernaadigste Mayestets Arvinger, De udj Riget Allernaadigste Mayesteter, og mange østindiske hedninge ere blevne omvendte.

Hans Allernaadigste Mayestet, Kong Friderich Den Fierde, sendte Aô 1720 hr Hans Egede til Straddaver, for at, med Guds hielp, omvende Grønlands hedninge. Og, efter Hans Allernaadigste Mayestets tiid, er continuerlig af Hans Allernaadigste Mayestets Arvinger, De udj Riget Allernaadigste Mayesteter, sendt Guds Ords Lærere til Straddaver, for værket at fortsette, og har man hørt hver gang, naar Straddafs farerne ere hiemkomne fra Straddaver, at Grønlender har ladet sig omvende og døbe; ere end og de, som har lærdt Catechismum med forklaring, samt Sprog af Bibelen.

De Svænske Konger har, med Guds hielp, udrettet meget ved de Guds Ords Lærere, som de har sendt til America til de americanske hedningers omvendelse; thi man med glæde har hørt af de Guds Ords Lærere, som Aô 1721 og 1722 fra America til Sværik hiemkomne, at mange americaner, ved Svænske Læreres fliid, med Guds hielp, vare blevne omvendte.


Appendix

Efter Hans Allernaadigste May: Kong: Friderich Den Fierdes befaling, giorde Lector hr Thomas von Vesten Ao 1716 en reyse over alt i Finmarken, end og der synden for, i det ærinde, at arbeyde paa disse steders afgudiske lapper til omvendelse.

Nok en anden reyse giorde hand, efter Denne Allernaadigste Konges befaling, sør i landet, udj Norlandene og Trondhiems Amt i de aar 1722 og 1723, ogsaa der i det ærende, at omvende afgudiske lapper, hvor hand, med Guds hielp, fik omvendt mangfoldige.

Om denne sidste reyse er ieg ganske vel bekant, fordj ieg var selv med hr Thomas paa denne hele reyse: Derfor vil ieg eniste handle om den.

Nu denne reyse giorde da hr Thomas norden af, og sør ad, med mig og flere medfylgere i disse fornævnte aar 1722 og 1723: een heel vinter med foregaaende, og efterfylgende, dele af sommeren, og arbeyde idelig blant Norlandenes og Trondhiems Amtes afgudiske lapper til deres omvendelse; men ieg faar dog, for tiden at spare, udelukke meget af denne omvendelses forretning; ellers hvad ieg om den skriver, skier tydeligt, og med omstændigheder, saa det kand være tienligt for vore lappeskolemestere, som paa vore lappe-fiælde arbeyde til afgudiske lappers omvendelse, saa de kand holde sig efter det i deres forhold med lapper, og have det til deres Instrux for sig i deres omgang med lapper.

Nu agter da, at de lapper, som Hr Thomas fandt for sig, vare i en elendig tilstand; thi de vare vel døbte; men vare alligevel hedninge, hvilket mærkedes der af, at de befalede sine børn, og tiennere, at de skulle ikke agte hvad de hørte af Præsterne; men, i den sted, skulle de blive ved den lærdom, som de havde af Noyder om ofringer til guderne, om runen, om reyser til Jabme-ajmo, og om gøugen paa Passe-vare etc.

Disse afgudiske lapper, hvilke vandrede frem og tilbage paa fiældene, lod hr Thomas hente ned til sig; de som ikke vilde fylge med det gode, bleve tagne med magt; de som hentede dem, vare af hr Thomasis folk, som hr Thomas havde med sig, hvoriblant, saa som den fornemste, var hr Thomasis tienner og Famulus, og een deel af dem vare Skolemestere, som vare af lappe-slægt; saa og een deel af dem vare lapper, som vare blevne omvendte, da det i førstningen vare af de lapper, som af hr Thomas vare blevne omvendte paa hans forige reyse; men siden af de lapper, som bleve af ham omvendte paa denne reyse. Disse omvendte lapper vare og hr Thomas til stor hielp, da hand siden stræbede paa, at omvende afgudiske lapper, hvilket seis herefter.

Da nu hr Thomasis folk havde ført afgudiske lapper ned af fiældene til ham, da frygtede de sig saare for ham; men hand tog ganske venlig, og kiærlig, imod dem, og takkede Gud i deres paahør, at den gode tiid da var kommen, at de med ham vare blevne samlede; thi den tiid (sagde hand) skulle blive dem en u-sigelig lykkelig, og glædelig, tiid; han tilsagde, og lovede, dem, i største kiærlighed, al den tieniste, og alt det gode, hand kunde giøre dem; hand spurde den tiid ingen lap hverken aabenbar, eller hemmelig, om hvad afguderie hand havde bedrevet; thi, om hand det havde giort, da havde ingen tilstaaet for ham, at hand havde dyrket guder, fordj de ikke enda vare blevne videndes om, at deres guder vare dievle; men hand vidste dog selv allerede ikke allenniste, at lapperne i almindelighed vare afgudsdyrkere; men, end og, vidste hand om en hver lap i sær hvad afguderi hand havde bedrevet, og paa hvad maade hand havde dyrket sine guder; thi førud (ia førend hand kom til et beramt sted, at arbeyde paa lapper til omvendelse) da havde hand deres afguderi nøye opskrevet, hvilket de lapper havde aabenbaret for ham, i hemmelighed, som hand sidst var kommen fra, og i sidste lappe-samling, med Guds hielp, havde omvendt; thi hand udspurde i hemmelighed af hver den lap, som hand, i en lappe-samling, fik omvendt om hans naboe-lapper, som hand da skulle reyse til, hvad afguderie en hver af dem havde brugt, og saa opskrev nøye hvad afguder, og afguderie, hand om en hver lap fik udspurdt, og i saa maade kunde hand faae 10, 12 eller 16 vidne over en hver lap i sær om hans afguderi; derfor, da hand siden kom til et beramt sted, hvor til hand havde ladet lapper hente, for at samles med sig; dog, skiønt hand før aldrig havde seet dem, alligevel, naar de kun eniste sagde ham deres navne, da saae hand under enhvers navn hvad afguderi hand havde bedrevet (nytten deraf, at hand vidste om deres afguderi førud, det seis herefter).

Det bæste var, at af veyen var da det, som paa forige reyse meget havde hindret ham, at faae lapper omvendte; thi det havde staaet saaledes til, paa hans forige reyse, at ingen lap havde tort tilstaaet, at hand havde runbomme, havde ofret, og, i andre maader, dyrket afguder; fordi lapperne havde hørt sagt, at Kongen vilde lade de lapper miste deres liv, som befantes, at have brugt saadant afguderi; thi, da hr Thomas, paa samme forige reyse, med sine taler, og hierte-trængende Prædikener, ofte havde betaget lappernes hierter til at aabne dem til deres afguderies bekiendelse, holt dog denne frygt for livs straf dem meeget tilbage; men der denne samme frygt blev Kongen tilkiende given, da gav hand tvænde Allernaadigste Breve ud, det ene efter det andet, at lapper, som befantes, at have brugt afguderie, skulle aldeles intet lide derfor.

Af disse Allernaadigste Konge-Breve, som vare, efter Christi sind, og som christeligen udgivne, bleve lapperne saa dristige, at, naar de kun først af hr Thomas, og os, som fylgede med ham, fik videnskab om, at runen, ofringer, og andet afguderie, var af dievelen, til menniskers fordømmelse, og, derimod, fik kundskab om, at den lærdom, som da blev prædiket for dem, bestod af Guds Ord, til menniskers Salighed, da bekiendte de deres afguderie, og lode sig omvende.

Men vi maatte saare længe arbeyde paa dem med undervisning, førend vi fik dem til den videnskab, og kundskab; thi naar vi i en lappe-samling begyndte med at undervise lapper om deres falske guder, og, der tvertimod, om den Sande Gud, da var det endelig ikke saa meget længe, førend vi fik dem til at troe, at den Treenige Gud var den Sande Himmelens Gud; men vi maatte arbeyde saare længe paa dem, førend vi kunde faae dem i videnskab om, at deres guder vare onde; thi de holt for, at de vare gode, og hielpsomme, og, omskiønt de vare ikke saa høye, som den Treenige Gud, vare de dog den Treenige Guds hofmænd, og gode til, at giøre menniskene hielp; derfor maatte vi arbeyde paa dem i lang tiid, dagene udigennem, og store dele af netterne med undervisning, førend vi fik dem i videnskab om, hvad deres guder vare for nogle.

Hr Thomas selv med grundige bevisninger underviste dem om, at den Treenige Gud i himmelen var allenne Gud; men havde ikke andre guder tillige med sig, eller under sig. Vi andre Lærere giorde og vor største fliid med, at undervise dem om det samme, saa og, med grundige bevisninger, sagde dem, at deres guder vare dievle. Lappeskolemesterne (hvilke vare af lappe-slægt) som hr Thomas havde med sig, underviste dem idelig om, at den gode tanke, de havde om deres guder, og om runbommer, var dem af dievelen indgiven, og, at dievelen havde saaledes fortryllet dem, at de vilde ikke imodtage det Guds Ord til Salighed, som blev prædiket for dem.

De omvendte lapper, som hr Thomas havde i sit fylge, førdte og, paa hvad maade de kunde, bevisninger frem, at lappeguderne vare dievle, og bebreydede lapperne deres daarlighed deri, at de vilde ikke lade sig afskille fra dem. Da nu endelig, efter lang tiid, een deel lapper kom i videnskab om, at deres guder vare dievle, da begyndte vi paa, at sige dem, at de havde høy aarsag til, at have skræk for dem, og afskye til dem; men derimod igen, at sette troe, tillid og kiærlighed, til den Treenige Gud i Himmelen. De omvendte lapper stræbede og med deres tale, at giøre dievlene vederstyggelige for lapperne, og, naar de fattedes ord der til, fangede de an med at spytte til disse dievle, og forbande dem ex. g. Forbandet være Vurnes lodde! Forbandet være Nemo-guli! etc. Da vi nu længe havde giort vor fliid med at forhaane og beskiemme disse samme dievle, begyndte giemenlig een, og anden, lap i lappe-samlingen ogsaa tillige med os, at forhaane dem med spytten, og at forbande dem, og nogle lapper i lappe-samlingen bleve meget urolige, fulte (sic), med hvert, i besvimelse, og komme i en stor graad.

J nogle faae lappe-samlinger droge nogle lapper sig hen til hr Thomas, der hand sad og underviste, og bleve der liggendes paa gulvet ved hans fødder, indtil sluttet blev, og saa fuldte de efter ham, da hand gik af lappe-samlingen, og, grædendes, begiærte, at hand vilde tage dem i hemmelig aandelig behandling etc. Og giemenlig skiede det, at naar lapper kom i videnskab om, at deres guder vare dievle, de da, af forskrekkelse der over, bade hr Thomas med graad og taarer, at hand vilde tage dem i hemmelig aandelig behandling, at de kunde faae bekiendt for ham, at de havde dyrket dem, og nyde hans forbøn for sig om frelse fra dem, og hans raad om forhold til afskillelse med dem; men saasom hr Thomas kunde ikke tage imod mere, end een af saadane lapper, af gangen, til at handle aandeligt med i hemmelighed, da tog hand den først ind i hemmelig aandelig behandling, som saae ud til at være mæst angergiven, og hierte-klæmt.

Da (at ieg skal tale om een af disse; men forbie-gaae, at tale om de øvrige, saa gik det dog, paa det næste, sammeledes til med dem saa som med denne) efter at hr Thomas i hemmelighed havde faldet paa knæ med lappen, og længe giort tak, og bøn, til Gud med lappen i den form, som da udfordredes, begyndte lappen først (i hemmelighed) at sige, at hans guder havde med store truseler forbødet ham, at aabenbare dem for hr Thomas; men eftersom hand (lappen) havde faaet, at vide, at de vare dievle, vilde hand u-mulig lyde dem; men ret, tvert imod deres forbud, aabenbare dem for hr Thomas.

Hand bekiendte da for hr Thomas, at dievlene i den og den, post havde bedraget ham til at dyrke dem, og saa falt i hiertelig graad; og beklagede, at hand var saare bange, at Gud skulle ikke ville forlade ham hans store afguderies synder; men hr Thomas trøstede ham, og forsikkrede ham om Guds Naade ved troen til Jesum, da, saasom hand vidste,at hr Thomasis store kiærlighed til lapper tillod ham ikke, at tale løgen for ham, som var en lap, da antog hand for sant (saasom det og sandelig var) alt det, som hr Thomas prædikede for ham om Guds Naade, og saa fattede trøst der af i sit hierte ved Jesu fortieniste.

Hand bekiendte mere af sit afguderie, og saa, iblant, lod sig undervise af hr Thomas udj et og andet, som hans omvendelse angik, og saa fremdeles bekiendte alle sine afguderies stykker det ene efter det andet, saa hand ikke vidste mere, at bekiende, hvilke hans bekiendelser hr Thomas allesammen nøye anskrev i Confessions bog.

Nu havde omvendte lapper, som før er sagt, angivet for hr Thomas u-omvendte lappers afguderie, hvoriblant dennes afguderie og var angivet, hvilket alt hr Thomas havde nøye anskrevet; efter denne opskrift fornam hr Thomas, at hand havde ikke meer, at bekiende; hr Thomas sagde da til ham, at hand et par dage skulle holde sig for sig selv, for at tage sig betænkninger om Guds store Naade imod sig, og for at giøre hiertelig tak til Gud, som havde beveget hans hierte til omvendelse; item for at bede hiertelig til Gud om sine store afguderies synders forladelse; og naar hand det havde giort, skulle hand i hans (hr Thomasis) paahør (saasom hand vilde giøre bøn for ham) oprette sin Daabes Pagt.

Dette efterkom lappen; og da hand kom til hr Thomas igen, bekiendte hand, at dievlene om natten, imidlertid hand havde været fra hr Thomas, havde med store truseler, ved straf og u-lykke, forbødet ham, at være hr Thomas lydig i at oprette sin Daabes Pagt; men hr Thomas sagde til ham, at dersom hand falt ind til Gud med hiertelige bønner i en sand troe, da formaade dievlene ikke til det ringeste, at beskade ham, saa hand havde ikke fornøden, at agte deres truseler.

Saa fornyede da lappen sin Daabes Pagt i hr Thomasis paahør, og med hans forbøn om bestandighed i Pagten, og derpaa falt hr Thomas paa knæ tillige med ham, og hr Thomas takkede Gud hiertelig med ham for den store Naade, at hand da var frelst fra dievlene, og kommen i forbund med Gud, og i Naade hos Gud. Saa og bad hr Thomas hiertelig til Gud med ham, at Guds Aand, efterdags, maatte regiere ham; og Guds Engle beskytte ham, saa dievlene ikke mere skulle faae magt over ham.

Til slutning formanede hr Thomas lappen, at, saa som hand da var bleven omvendt, hand og skulle lade see frugt af sin troe, og, blant andet, til troens frugt, aabenbare for ham (hr Thomas) hvad afguderie hand vidste med en hver af de lapper, som hand, efter afskieden fra det sted, hand da var paa, skulle reyse til, det lappen og gladelig lod sig bevege til, saa hand aabenbarte saadant med alle sine omstændigheder, og hr Thomas anskrev alt det, som lappen bekiende.

Da nu alle angergivne lapper næsten paa samme maade, saa som denne lap, havde bekiendt for hr Thomas deres afguderie, (hvilkes bekiendelser hand nøye anskrev i Confessions-bog) og de havde fornyet deres Daabes Pagt i hans paahør, og med hans forbøn om bestandighed i Pagten, saa og havde aabenbaret for ham enhver lappes afguderie, til hvilke hand da skulle reyse, (og hand havde fattet det i pænen) falt der meget ind angaaende disse angergivne lappers omvendelse, og Daabes Pagtes oprettelse, som foraarsagede ham stort arbeyde, og besværing; thi ved det mange lapper bleve enda ved, at græde, og beklagede deres forige daarlighed, da beloe adskillige normænd dem, og vrangelig udtolkede deres graad; udj dette maatte hand forsvare lapperne. Een deel af disse lapper falt i et saare stort melancolie, og sær stor hierte-klemmelse over deres forige vildfarelse, saa det falt ud til raserie, saa de vilde tage livet af sig selv, dem maatte vi holde vagt over baade dag og nat, indtil Gud naadelig hialp, at de kom til rette igen. Een deel lapper, skiønt de beholt deres forstand, falt dog i saare dyb anger og hierte-klemmelse, og tvivlede om, at faae Guds Naade, saa at hr Thomas fik nok at giøre, førend hand fik dem forsikret om Guds Naade ved troen til Jesum.

Nogle lapper beklagede for hr Thomas, at de havde brødre, søstre, børn, eller andre af sin slægt paa fiældene, som vare afgudsdyrkere, og bade ham, at hand vilde, ved sit folk, hente dem ned til sig, og hielpe dem til omvendelse; dette efterkom hand; men de runbommer, som lapperne havde lagt efter sig paa fiældene, dem bleve de selv betrode til at hente, og de leverte dem oprigtigt til hr Thomas. Nogle lapper, som hr Thomas paa forige lappe samlingers steder, med Guds hielp, havde omvendt, kom mange mile efter os, og beklagede, at de af afgudiske lapper, som ikke havde været hos hr Thomas, bleve forfuldte fordj de havde forladet deres gamle troe, og omvendt sig til Gud, da maatte hr Thomas, paa en eller anden maade, hielpe udj dette.

Nogle kom og ligedant mange mile efter os, som beklagede, at de havde ingen roe for dievlene, som de havde forsaget, og bade derfor hr Thomas, at de længer maatte være i hans fylge, for at blive mere bestyrkede imod dievlene, det dem og blev tilladt.

Nu saasom tiden ved alt dette blev meget forlænget, saa skiede det med nogle faae lapper, at de bleve kiede af, at være saa længe i den publiqve lappe-samling, og derfor rømte til fiælds igen, hvilke enda ikke just kunde være nogle haardnakkede lapper; men heller kun saare enfoldige, dem maatte hr Thomas, ved sit folk hente tilbage, for videre, at arbeyde paa dem til omvendelse, hvilke og, efter langt, og haart, arbeyde paa dem, med Guds Ord, bleve, med Guds hielp, omvendte.

Nogle lapper beklagede for hr Thomas, at dievlene om natten sloge dem, og vilde drage dem af deres sænge, fordj de havde forsaget dem, og vilde ikke, paa nye, give sig til dem, og dyrke dem, og bade ham (hr Thomas) derfor, at de om natten maatte ligge paa gulvet i det samme huus, som hand laae, hvilket og blev dem bevilget, og hver nat, som de der laae, plagede dievlene dem intet: Og da dette kom ud iblant lapperne, at dievlene formaadte ikke, at beskadige omvendte lapper i hr Thomasis nærværelse, da, saasom der var en, og anden, af de omvendte lapper i lappe-samlingen, som, om natten, bleve plagede af dievlene, da kom flere lapper til hr Thomas med den begiering, at de, om natten, maatte ligge i det samme huus, som hand laae, hvilket og dem blev tilladt, saa vit der for dem paa gulvet var rom; men for dem, som ikke var rom der til, blev foranstaltet, at de skulle ligge i de huse, inom natten, hvori vi andre lærere laae, der de og bleve fri fra dievlene.

Naar hr Thomas tog afskied fra et sted, hvor hand havde holdet lappe-samling paa 6 eller 8 ugers tiid, begierte altidt nogle lapper, at de maatte fylge med ham, for at blive dis mere bestyrkede til at kunde staae dievlene imod; dette bevilgede hand dem gierne, fordj de vare omvendte, saa hand vidste, at de vilde blive en stor hielp til, at faae andre lapper omvendte, det de og altidt vare.

Iblant de lapper, som dievlene ikke forlode, at plage om natten, vare tvænde, som af forskrekkelse for deres truseler falt fra Gud igen, som de havde fornyet deres Daabes Pagt med, og til dem til atter at dyrke dem, saa som de før havde giort, og laae da, om natten for sig selv allenne, frie fra deres plage; men ved Guds Ord, som idelig blev talt i den publiqve lappe-samling, kom de i hierte-anger for deres affald fra Gud til dievlene: Og da, saasom de vidste, at hr Thomas høyelig elskede lapper, understode de sig til, at begiere hans forbøn, og raad til frelse for dem fra dette nye forbund med dievlene, at de kunde komme atter igen i Guds Naade, og i Pagt med ham, hvilken Pagt de da efterdags, med Guds hielp, bedre vilde holde, end de, denne gang, havde giort.

Hr Thomas giorde da, tillige med dem, inderlig bøn til Gud om hans Naade, og forladelse for denne store synd, og saa oprettede de igen deres Pagt med Gud, paa nye, i hr Thomasis paahør, og, med hans forbøn, om bestandighed i Pagten. (Her ved kand mærkes, at dersom Kongens Naade, i hans fornævnte Breve, kun havde været saaledes, at lapper eniste skulle være frie for straf for det afguderie, som de havde begaaet, for (ɔ: før) deres omvendelse; men ikke frie for straf for det afguderie, som de kunde falde til, efter deres omvendelse, da havde disse lapper ikke tort giort hver deres sidste bekiendelse, og saa kunde de have blevne fast holdne i dievelens strikker til fordømmelse; men ikke blevne omvendte, og komne igen i Pagt med Gud; derfor er saare vel, at Kongebrevene, hvor om tilforen, lyde i almindelighed, at ingen lap skal lide nogen straf for afguderie; Nemlig hverken for det afguderie, som hand havde begaaet, for sin omvendelse, ey heller for det afguderie, som hand kunde falde til, efter sin omvendelse. Saa er der da ingen straf for den lap, som giør saadant affald, som disse giorde, uden dette ene, at hand holdes fra Guds Bord, indtil hand igen, af Guds Naade, bliver omvendt, og faar oprettet sin Daabes Pagt atter igen paa nye).

Det skiede og, (dog skiælden) at der vare saadane lapper i lappesamlingen, som idelig, blant alle andre lapper, i mange uger havde hørt taler af Guds Ord til omvendelse; men vare enda ikke blevne bevegede der til. Her vil ieg for, at give videnskab om, at slige lapper findes, til exempel tale om 2 af saadane.

1. Den ene af dem var kommen i sindets store urolighed; men vilde dog ikke begiere af hr Thomas, at maatte komme i hemmelig aandelig behandling; men hr Thomas, mod hans vilie, tog ham der til, og efter at hand havde giort bøn med ham paa knæ, og med mange ord giort fliid, at instruere ham til at giøre frivillig, og oprigtig bekiendelse, fik hand og beveget ham der til, saa hand ret frivillig bekiendte sit afguderi stykke for stykke, det ene efter det andet, og hr Thomas af opskriften, som hand havde paa lappers afguderie, saa og paa dennes afguderi, kunde ikke andet fornemme, end hand joe bekiendte oprigtigt, saa og var hos ham anseelse af, at hand kiendte sin store elendighed; men da hr Thomas forelagde ham, at hand skulle fornye sin Daabes Pagt, som hand havde giort med Gud i Daaben, ia forsage dievlene, som hand havde havt til guder, og saa allenniste troe paa Gud-Fader-Søn og Hellig Aand, da vegrede hand sig derfor; men endelig, efterat hr Thomas, dag efter dag, imellem sine andre forretninger, havde havt ham i hemmelige aandelige behandlinger, kom det endelig, paa sidstningen, saa vit med ham, at hand frivillig fornyede sin Daabes Pagt i hr Thomasis paahør, og med hans forbøn om bestandighed i Pagten; men saa fik hand endelig derefter, nattetider, u-fred af dievlene; men hr Thomas lod ham derfor ligge, om natten, i det huus, hvor i hand selv laae, og giorde idelig bøn med ham, og for ham, mod dievlene, og de maatte give sig tabt.

2. Den anden af disse toe lapper var ganske haardnakket; thi da hr Thomas havde taget ham, imod hans vilie, i hemmelig aandelig behandling, og da eniste sagde et ord til ham, at hand var ikke fri for afguderi, da giorde hand sig vred og sagde: O! hvad for en lap har sagt saadant om mig? men hr Thomas vilde ikke sige ham hvem der havde angivet hans afguderie; thi naar nogen af de omvendte lapper, hvor om herefter, havde aabenbaret for hr Thomas u-omvendte lappers afguderi, da lovede hand dem, at hand aldrig skulle røbe deres navne, det hand og altidt oprigtigt holdt. Hr Thomas havde da et saare haart arbeyde med lappen; hand underviste ham da grundig om hans elendige tilstand; hand formandte ham hæftig til omvendelse; hand laae paa knæ med ham, og bad hiertelig til Gud, at Gud vilde aabne hans hierte til at bekiende sine guder, og til at skille sig af med dem.

Endelig kom det saa vit med lappen, at hand sagde: Jeg har endelig giort nogle smaae ofringer: Nemlig, ieg har seymet til Poskio-akka for ieg, og mine, udj vort forhold, i vort kiæld havde fortørnet hende, hvilken seyming ieg har giort saa som fylger: Jeg har et beger, som ieg har brugt eniste til at seyme med; men ikke til andet, det er af træ, smugt udskaaret, og malet, det har ieg opfyldt med brændevin, og saa har ieg i mit kiæld, med brændevins begeret omsvinget mig nogle gange, og har saa i samme omsvingen slaaet brændevinet ud af begeret, og saa ladet Poskio-akka selv, i det brændevinet er nedfaldet, styrt det hen til det sted paa jorden, hvor under hun, som hun selv bæst vidste, bode.

Med samme beger, fuldt af brændevin, har ieg, paa samme maade, seymet til Mader-akka for hun skulle være gunstig mod min hustru, og hendes foster, naar hun har været frugtsommelig; men lad være, at ieg har dyrket disse qvinder med de smaae ofringer, saa dyrker ieg alligevel tillige ogsaa Gud i himmelen; derfor kand dette, som ieg har giort, ikke være saa stor synd.

O! min kiære søn! sagde hr Thomas: har du ikke i den publiqve lappe-samling, nu i saa lang en tiid, hørt hvor forferdeligt det er, at anseis, at dyrke Gud, naar man og tillige dyrker dievle? Ney, det gaar ikke an, at den som vil være en Jesu Brud, kand og tillige være dievelens hore. En brudgom kand ikke lide sin brud, som er ham til deel, dersom hun og er horkarle til deel, saa kand Gud ikke heller lide de mennisker, som vil anseis, at dyrke ham, naar de og tillige dyrke diefle.

Du har og i den publiqve lappe-samling saa mang en gang hørt disse 2 Sprog af Bibelen 1. Cor. 10, 20. 21, Hvad som hedninge ofre, ofre de dievlene, og ikke Gud. Jeg vil ikke, at J skal have samfund med dievlene, J kand ikke drikke Herrens kalk og dievlenes kalk. J kand ikke være delagtige i Herrens Bord og dievlenes bord.

O hvor kand du, min søn! da komme til at tale saadane ord, at du dyrker Gud, al den stund, du dyrker dievle? Kand skie du tror ikke, at vi lese disse toe Sprog ret med sine ord, saaledes, som de staae i Bibelen? Nu her er en lap af dine naboer, som kand lese i bog; ieg skal kalde ham ind, og lade ham lese disse Sprog for dig, paa det, du ikke skal tvivle paa, de joe af os altidt blive ret leste. Dette blev efterkommet, lappen, som kunde lese i bog, leste Sprogene.

(Det var sædvanligt i lappe-samlinger, at naar lapperne ikke trode, at ofringer til guderne var synd, blev til een af lapperne, som kunde lese i bog, leveret Bibelen, og peget paa et vist Sprog for ham mod ofringer, som hand skulle lese, paa det, at lapperne skulle troe, at Sproget var saa i sig selv, som det blev lest ex. g. det Sprog 2. Mos. 22, 20. Hvo som ofrer til guder, skal være forbandet.)

Da nu de fornævnte toe Sprog: Nemlig 1. Cor. 10, 20. 21 vare leste af denne lap, som af hr Thomas var indkaldet, da saae det ud til, at den haardnakkede lappes hierte blødnede noget, og saa bekiendte noget af sit grove afguderie, Nemlig 2 runbommer; ofringer til alle sine dievle; reyser til Jabmeaymo etc.

Nu havde hr Thomas opskrift paa alle lappers, saa og paa dennes, afguderie, og saae der i, at hand og var omdøbt, havde nemo-guli, havde brugt Maylmenradiens, og Sarakkas alterens Sacrament, og derfor sikker kunde paastaa, at hand skulle bekiende mere; men hr Thomas vilde ikke opnævne for ham dette hans afguderi, som stod tilbage u-bekiendt; men stod alt efter, at hand skulle aabne sit hierte, og selv bekiende det; thi den stund een selv lader sit hierte udbryde til bekiendelse i en synd, da skier, ordentlig vis, omvendelsen samme stund (ellers skiede forbemælte angergivne lappers omvendelse, førend de kunde faae kommet til, at aabne deres hierter til bekiendelse; men, at en Lærer overbeviser en synder, at hand har begaaet en synd, da skier derved ingen omvendelse; men ellers kand slig overbevisning blive, ved Lærerens stræb, en drivelse, og hielp, til synderens omvendelse).

Hr Thomas blev da hæftig, og u-afladelig, ved, at arbeyde paa, at lappen, med egen mund, skulle bekiende det afguderie, som hand ikke enda havde bekiendt; hand underviste ham grundig om den tilstand, hand var udj, og om hvad tilstand hand kunde komme udj; hand formandte ham hæftig til omvendelse; hand laae i heele timer paa knæ i bøn for ham, hand fældte mange øyne-taarer for ham; men da blødnede endelig lappen saa vit, ved hr Thomasis stræb, og ved hans graad, at hand og falt i graad, og i samme graad falt det ud til hiertets aabnelse til, at bekiende alt sit afguderie udj alle sine grove stykker, saa intet, efter opskriften paa hans (blant andre lappers) afguderie, var tilbage u-bekiendt, og da det var giort, blev hand frivillig til, at afsige sig fra sine dievle, og, derimod, til, at forbinde sig til den sande Guds dyrkelse uden nogen tvang, og saa oprettede hand sin Daabes Pagt i hr Thomasis paahør, og med hans førbøn om bestandighed i Pagten; og hr Thomas falt da paa knæ med ham, og takkede Gud hiertelig med ham for den store Naade, som Gud da havde bevist ham.

Hand blev ellers, efter at hand havde oprettet sin Daabes Pagt, nattetider plaget af dievlene, og det temmelig haart, hvilket vel var fordj, hand havde været haart forbunden til dem, derved, at hand var omdøbt, havde havt Nemo guli, og havde brugt Maylmenradiens og Sarakkas alterens Sacrament; men hr Thomas bevilgede ham, at ligge, nattetider, paa gulvet i det samme huus, hvor i hand selv laae, og idelig giorde inderlig bøn med ham mod dievlene, hvilke da maatte give sig tabt.

Saavit er handlet om hr Thomasis arbeyde udj, at omvende afgudiske lapper; men ieg har ikke giort beskrivelse over afguderiet; men, at ieg her, à parte, skulle handle om lappers afguderie, efter som ieg baade selv hørdte lappers bekiendelser om det, saa og leste flittig i hr Thomasis Confessions bøger om det samme, anfører ieg, for tiden, at spare, kun noget af de groveste afguderiets Poster, hvilke da blive 7.


Beskrivelse over afguderiet


1. Post om lappers siælers afkom, og hvor de komme hen; samt om deres legemers afkom, og deres endeligt.

Maylmen radien er lappernes øverste gud, og, til et barns afling, nedsender en siæl til Maderakka, hvilken hun hengiver til sine døtre Sarakka, Juxakka, og Uxakka, hvilke tilsammen boe i iorden, neden under gulvet i lappernes kiæld; Sarakka skal da lade voxe kiød omkring siælen i moders liv, og, om der ofres til hende, da giøre god barnefødsel; saa og, mod offer, giøre menstrua. Juxakka forretning er vel, at omvende pigebarn til drængebarn i moders liv; men hun vil have et got offer, om hun skal ville lade sig beqvemme til at forrette det, fordj, naar hun forvender pigebarn til drængebarn, da giver hun barnet hen til sin, og sin moders, og søstres, fiende Leybolmaj, som er gud for skytterie, til hvis exercitium barnet da, naar det til voxer, bliver tilholdet. (disse gudinder vil ellers, derforuden, have et à parte offer for bevilgelsen til, at barnet maae komme til Leybolmaj exercitium i skytteri, saasom hand er deres fiende, hvilke hand og holder i stor foragt, saa hand, for deres skyld, ved det, de ere qvindekiønets gudinder foragter alt qvindekiøn, hvor om i den her paa fylgende 2: Post.)

Uxakka skal, naar der ofres til hende, vogte paa døren, og tage vare paa barnet, naar det bliver født, og, naar det i sin tiid begynder, at gaae, vogte det for stød og fald.

Naar en lap døer, og hans krop forrodner, da staar den aldrig op igjen; men har lappen været sine guder lydig, da kommer hans siæl ned i Jabmeajmo (som ligger et stykke nede i iorden) hvor den faar en nye krop, og, efter at lappen da, en lang tiid, har været i Jabmeajmo, kommer hand op til Mailmen radien; men har lappen ikke været sine guder lydig, da kommer hans siæl til den meget onde Rota nede i Rotaymo, som ligger ganske langt nede i iorden, hvor den og faar et nyt legem; men lappen kommer aldrig der fra, og op til Maylmen-radien.


2. Post. Om den foragt, som qvindekiønet er udj for Leybolmaj.

Leybolmaj foragter qvindekiønet.

  • Qvindes personer værdiges ikke, at gaae omkring det kiæld, hvor i en bysse ligger; fordj den er ham, saasom en gud for skytteri, tilhørende.
  • fordj det er Leybolmaj, saasom en gud for skytteri, som giver skytteren biørn, værdiges qvinders personer ikke, naar biørne-skytteren kommer hiem-bærendes med biørne-kiødet, at gaae i selskab med mænds personer, at takke Leybolmaj med sang for hand gav skytteren biørn; men de skal møde skytteren med olderbark i munden, at sprøyte imod ham; og igennem den samme dør, som skytteren bær kiødet ind i lappe-kiældet, værdiges qvinders personer ikke, at gaae ind; men de maae gaae ind i Poskio (bag i kiældet) og, naar mænds personer har koget kiødet, værdiges qvinders personer ikke, at tage der paa med deres hænder; men der bliver af mænds personerne præsenteret dem kiød til munden paa en stikke.


3. Post. Om Noyders, og andre afgudiske lappers runen.

Runen skier fornemmelig paa Runbomme, ellers endelig og paa andre instrumenter. Runbomme er dievelens bibel: Noyden maa kunde lese de adskillige figgurer, som staae paa den, og, iblant andet, maae hand kunde kiende guderne af deres afmalinger, som staae paa den samme, saa hand maae kiende Maylmenradien af hans afmaling, som staar paa den. Hand maae kiende Kiorvaradien af hans afmaling, som staar paa den, og saa fremdeles maae hand kiende de mange guder, som staae på den. Hand maae bruge Runbommen saa, at hand af dievelen, ved den, kand faae at vide hvad gud (dievel) mod offer vil hielpe udj et og andet. Den giemeniste Runbommens brug er som fylger:

  • a. Noyden legger en ring paa Runbommen, og saa slaar paa den med en hammer, og ringen da beveges til den guds afmaling, som hielpen vil giøre.
  • b. En Noyd, som er støre i afguderiets kunst, end de giemeniste, legger undertiden baya paa Rundommen i stedet for ringen, hvilken ved slaaen paa Runbommen gaar hen til den guds afmaling, som hielpen vil giøre, og saa reyser sig op i veyret, og bliver staaendes paa afmalingen ( danna baya har, hen ved en halv fingers længde, er træ-kantet, og saa bred i den ene ende, at den kand staae; men er spis i den anden ende.
  • c. Den Noyd, som er iblant de allergroveste udj afguderiets kunst, holder Runbommen undertiden op under øret, og da giør spørsmaal til den om hvad han vil vide, og dievelen da svarer ham med lydelig røst af Runbommen paa det, hvor om hand spørger (thi dievelen er inde i Runbommen saaledes, som dievelen var inde i svinene i de gergeseners ægen, og dievelen underviser Noyden af Runbommen hvad hand skal giøre, ret ligesom dievelen talte af slangen til Eva hvad hun skulle giøre etc.).
  • d. Noyder, naar de ikke har Runbomme ved handen, og giemene afgudsdyrkere, som ikke eyer Runbomme, runer saaledes ved en bysse, at de ophenger den i et baand, og saa giør spørsmaal til den om de skal giøre det eller det, da, til ney svar, beveges ikke byssen; men naar de atter spørger om de da skal giøre annerledes, saa, eller saa, da til ia svar, beveges byssen; ved et hæste-been runes og paa samme maade.


4. Post. Om Noyders Spiritibus familiaribus.

En Noyd har Spiritus familiares udi 2. 3 eller 4 Passe vare; nemlig

  • Passe vare olmaj
  • Passe vare guli
  • Passe vare neyda
  • Passe vare sarva
  • Passe vare lodde.

En Noid har mange Passe vare olmaj, og mange Passe vare neyda, saa, at om hand end har 4 Passe vare, saa har hand dog Passe vare olmaj, og Passe vare neyda i et hvert af dem; men en noyd har gemenlig ikke meer, end een Passe vare lodde, een Passe vare guli, og een Passse vare Sarva; En hver af disse boer kun i et af hans Passevare; dog kand det endelig vel hende sig, at en Noyd har 2 Passe vare lodde, een i et hans Passe vare, een i et andet; men 2 Passe vare guli har hand ikke; i et hans Passe vare kand hand have staaendes sin afdøde fader (eller en anden nær beslægtet) hvilken hand, efter accord, mod offer, har faaet op af Jabmeaymo til at være reyn-vogter af Passe vare 1. 2 eller 3 aar, og saa farer faderen (eller hvem hand har faaet til reyn-vogter) ned i Jabmeajmo igjen.

Naar nu en Noyd vil have Passe vare olmay til sig, for at spørge dem om raad udj et, eller andet, da kalder hand med sin gøuge-sang [joik] sin Passe vare lodde til sig, for at hand skal flyve hen, og hente til ham Passe vare olmaj; og saa som hand da giemenlig har bedre haab om et hans Passe vare, at dets olmaj skal komme til ham, end til et andet Passe vare om dets olmaj skal komme til ham, saa siger hand Passe vare lodde, til hvilket et af hans Passe vare hand skal flyve hen, for at begiere, at dets olmaj skal komme til ham, vil de ikke komme, saa sender hand denne lodde til et andet hans passe vare, komme da dets olmaj, saa spørger hand dem om hvad hand trænger om, at spørge, og faar svar der paa.

Naar Noyden setter gan ud paa andre, da bruger hand fornemmelig Vurnes lodde, og Passe vare guli der til, endelig og Passe vare lodde; ellers naar det angaar store ting, setter hand og Passe vare Sarva, og Passe vare Olmaj ud, hvilket gan dog ikke giør virkning uden paa afgudiske, eller vantroe mennisker (ex.g. i hemmelig aandelig handling fik hr Thomas af lapper, som hand i en vis fiæld-bygd havde faaet alle omvendte, mange vidne (ia vidne af en hver lap i sær) at de selv, førend hand kom op i samme fiæld-bygd til dem, holt alle samtlig den største Noyde-kionka og spanderte 14 oxe-reyn til offer for at faa gan udsat paa ham; men alt gan kom med en sær fart tilbage, og Noyderne, som havde giort ganen ud, kom i stor fare).

En Noyd setter undertiden gan ud mod en anden Noyd, hvilken da setter sin gan ud mod ham igjen; og da settes Passe vare Sarve ud paa begge sider, saa som de ere sterke til at gaae i strid. Naar saadant skier, da er det aarsagen, at der er den skik iblant lapper, at hvad for en Noyd, som er god for med sin gan, at holde andre Noyder fra sig, hand bliver udvalt til menighedens Noyd, og da faar den almindelige aarlige noyde-løn af hver mand. Naar nu 2 Noyder staar i val, hvem der skal blive menighedens Noyd og faae noyde-lønen, da bliver det den, som med gan er sterkeste.

Naar nu 2 Noyder har hver sat sin Sarva ud til striid mot hverandre, da gaar det saaledes til, at just det samme som overgaar disse stridende Sarva til at vinde, eller tabe, det selvsamme overgaard Noyderne selv til seyer, eller ikke seyer; stanger den ene Sarva hornet af den anden, da bliver den noyd syg, hvis Sarvas horn blev afstanget; dræber den ene Sarva den anden, da dør den Noyd, hvis Sarva blev dræbt; det skier og i denne striid, at saa træt, og udmattet, som en stridende Sarva bliver, saa træt og udmattet bliver den Noyd, som hand (samme sarva) strider for. Udj slig Noydens udmattelse kand det undertiden skie, at der kommer een af hans Passevare neyda, og giver ham til vederqvegelse af Passe vare kiase, at drikke.

Naar det hender sig, at en Noyd er saa stærk, at hand har 2 Passe vare sarva, een i et hans Passevare, een i et andet, da er hand frie fra, at nogen anden Noyd, som har kun een Sarva, tør vaave sig til, at sette gan imod ham, i haab, at overvinde ham; men selv bliver, uden hinder, menighedens Noyd, og giør da lapperne hvad tieniste hand af dem bliver begiert, at giøre, for à parte betaling derfor; og, i blant anden tieniste, som hand giør, saasom den fornemste, er, at hand, naar det begieres, giør reyse til Jabmeaymo: Dette skier saasom fylger:

Naar en lap bliver ganske haart syg, da trois, at hans siæl er kommen ud af hans legem, og ned i Jabme aymo, og Noyden og alle naboe-lapper, og slægtninge blive hentet, og noyde kionka bliver holdet. Samlingen beder da for den syge udj giøuge-sang, at Jabme akka for offer vil slippe den sygis siæl fra sig, at hun kand komme i hans legem igjen. Noyden runer i samme indhold; hand drikker og brændevin, og giør sig meget til; gaar hæftig omkring i tul paa knæerne; tager gloende ild i hænderne; skiærer paa sin haand med en kniv; tager Runbommen, at slaae paa; og naar hand da længe med stor iver saaledes har forholdet sig, falder hand død ned til jorden, og der bliver liggendes aande-løs 3: korters tiid, da hand, i midlertid, i sin Passe vare guli giør en reyse ned i Jabme aimo for der, at accordere med Jabme akka om offer til hende, for hun skal lade ham faae den syges siæl op med sig fra Jabme aymo, og til den syge igjen, og, saa som det i Jabmeajmo giælder paa Noydens løfte om saa, og saa, stort offer til siælens løsning der fra, saa giælder det og undertiden paa Noydens giesvindighed, at hand, ved sin Passe vare guli hielp, dødningene u-formærket, kand faae siælen hen fra dem snappet.

Og al den tiid, Noyden ligger aande-løs, maae absolut en qvindes person idelig, og u-afladelig, giøuke paa ivrigste maade, en deel, for, at paaminde ham om hans forretning i Jabme-aymo, og, een deel, for, at faae ham til livs igjen; og for denne saadan en høy fornøden gøugen, faar hun betaling af Noyden.

Naar Passe vare guli har førdt Nøyden u-skad op af Jabme-aymo, og til hans legem igjen, da begynder han at drage aanden, og røre sig, og saa forteller hvorledes hans reyse gik af, og vhor stort et offer hand maatte udlove til Jabme akka, førend hand, ved sin Passe vare guli hielp, fik den syges siæl fra hende, som hand da havde op med sig til den syge.

Nu dette er sagt om Noyderne, og deres Spiritibus familiaribus, hvor af seis, at de ligge saare dybt udj afguderie, og fordj de ere saa haart forbundne til dievlene, har de nød for at blive frie fra dem, naar de vil omvende sig, besynderlig om de ere omdøbte, og har faaet nemo guli i omdøbelsen; iten har brugt Maylmenradiens og Sarakkas alterens Sacrament, hvor om i de 2: her paa fylgende Poster.


5. Post. Om lappernes omdøbelse.

Naar enten en Noyd, ved runen, eller en anden afgudiske lap, i drømme, faar den videnskab, at et sygt barn har sin sygdom af Præstens Daab, og af det navn, som Præsten har lagt paa det; da omdøber en afgudiske lap det saaledes:

Hand legger nemo skielo (navn-ring) i vand, øser saa af vandet, som nemo skielo ligger udj, paa barnet, og siger: Jeg løuker dig i navn Maylmenradiens (Kiorvaradiens, eller en andens) og du skal have det navn N. (et gement og brugeligt navn) og med det navn skal du have god helse (nemo skielo skal barnet alltid bære paa sig). Og, om barnet er et drænge-barn, faar det undertiden nemo guli (navn-fisk) hvilket hielper til, at det med tiden kand blive en stor Noyd, og da gaar nemo guli siunlig for Noyden over elve og kiær, hvor der er vanskeligt for ham, at komme frem.


6. Post. Om Maylmenradiens og Sarakkas alterens Sacrament.

Een deel lapper pleyer, om morgenen paa deres kirke-vey, førend de kommer til kirken, at gaae til Guds Bord, udj brød, eller ost, æde. Maylmenradiens legem, og i vand drikke Sarakkas blod.


7. Post. Om lappernes ofringer.

Der ofres af afgudiske lapper, aarlig, hvert høst, en oxe af reyn, eller andet fæe, til Maylmenradien fordj, at saasom hand er lappernes øverste gud, hand da ikke skal lade verden nedfalde, og at hand skal give dem lykke til reyn; og ved ofre alteret settes ham til ære en stytte med en klift i enden, kaldet Maylmen stytto, som hand skal opstytte verden med, hvilken stytte skal være over-smurt med den oxes blod, som hliver ham ofret, og det tegen, som hand giver til, at hand har behag til offeret, er, at hand ved Noydens slaaen paa Runbommen med en hammer, lader dens ring gaae til det øverste af den, ved den side af den, som vender mod den høyre haand, der er det og, som hand staar afmalet, hvilket betegner, at hans bolig er saa høyt opp frem for de andre guders boliger, at hand boer hen mod oppe under stiernene.

Foruden denne aarlige ofring til Maylmenradien, skier der og partikulere ofringer til ham for adskilligt, og, blant andet, naar formørkelser skier i soel eller maane, da lover lapperne offer til ham, for at hand skal borttage formørkelserne, paa det, at soel eller maane skal komme til at skinne igjen paa jorden.

Til Kirvaradien, en gud for iordens grøde, som er mindre, end Maylmenradien ofres og aarlig, hvert høst en oxe af reyn, eller andet fæe, til den ende, at hand skal aarlig give skiøn grøde paa jorden, og et ungt træ med løv, grene og rod af jorden opgravet, settes, ham til ære, ved ofre-alteret, saaledes, at toppen bliver vendt til jorden; men roden op mod himmelen, hvilket og oversmøres med den oxes blod, som bliver ofret til ham, og det tegen, som hand giver til, at hand har behag til offeret, er at hand, ved slaaen paa Runbommen, lader dens ring gaae hen op under Mailmenradiens afmaling paa den, til den side af den, som vender mod den venstre haand, der er det og, som hand staar afmalet, hvilket betegner, at hand er en gud, som boer saa langt neden under stiernene, at hans bolig er neden under Maylmenradiens bolig.

Til Rananeyda ofres og aarlig, hvert høst, en oxe af reyn, eller andet fæe, til den ende, at hun i betids om vaaren skal giøre fiældene grøne, at reynen kand faae nyt græs, at æde, og hende til ære settes ved ofre-alteret en rok og snælle, hvilke blive oversmurdte med den oxes blod, som bliver hende ofret, og det tegen, som hun giver til, at hun har behag til offeret, er, at hun ved slaaen paa Runbommen, lader dens ring gaae hen op under Kiorvaradiens afmaling paa den til den side af den, som vender mod den venstre haand, der er det og, som hun staar afmalet, hvilket betegner, at hun er en gudinde, som boer, saa langt neden under stiernene, at hendes bolig er neden under Kiorvaradiens bolig, og derfor er en gudinde, som er mindre, end Kiorvaradien.

Naar nu en Noyd, eller en anden giemen afgudiske lap, vil ofre en oxe af reyn, eller andet fæe, til een af fornævnte guder, eller fornævnte gudinde, beder hand sin slægt og naboer til sig, og saa gaae de alle til skovs med de bæste klæder paa, som de eyer. Naar de komme hen mod den plads, hvor paa offeret skal skie, og har oxen med sig, da tager Noyden, eller lappen, som offeret skal giøre, sit belte af sig, og, til ydmygheds tegen, henger det over sine skuldre, og baade hand og alt folket, som hand har med sig, ydmyge sig saa dybt, at de gaae, til ydmygheds tegen, med staver, dybt krommendes mod jorden hen til pladsen, hvor paa offeret skal skie, og, naar oxen er slagtet, da skier blodsmurningen over det træ af de fornævnte træer, som hør til guden, eller gudinden, som offeret da giøres til, og det de af oxen til offer aflegger, er begge hornene, hans pudenda (kniv) et stykke af tungen, et stykke af lungen, et stykke af hiertet, alle benene, hvor af inten (been) maae brydes. Til den ende har Noyden, eller lappenb, som ofrer, saa mange mennisker til et ofremaaltid samlet, at de kand æde kiødet af alle benene; thi benene med alt dette andet opnævnte annammer guden, eller gudinden, som ofres til, saasom et tienligt offer; thi hand, eller hund, skaber selv kiød paa benene, og giver oxen liv i sit hiem, og har saa der en fuldkommen og levende oxe.

Det alter, hvor paa Noyden, eller lappen, som ofrer, legger offeret, er enten en høy steen, eller en klift i et stort træe, hvilken klift er ikke mer, end en favn fra iorden, og opreyses da ved saadane ofre-altere det træe af de tit bemælte blodsmurdte træer, som hør hen til guden, eller gudinden, til hvilken offeret skier.

(Jeg maae, for vitløftighed, at skye, gaae forbie nogle af de paa Runbommen afmalede guder, som ofres til paa forige maade; men om nogle gudinder, og den onde Rota, hvilke ofres til paa en anden maade, vilieg dog handle lidt.)

Maderakka, Sarakka, Juxakka og Uxakka, af hvilke den første er moderen; men de 3 sidste ere døtrene, boer, som før er sagt, baade nede i jorden under lappe-kiældet, saa og staae de afmalede hen mod det nederste af Runbommen, moderen, Maderakka, paa den side af den, som vender mod den høyre haand; men døtrene paa den side af den, som vender mod den venstre haand.

Og naar der hugges med øxe, eller brugis anden banken, i lappe-kiældet seent om afterne, da fortørnes de; men lade sig dog ved ofringer til freds stille, som skier saaledes, at der bliver seymet brændevin ned paa jorden til dem; saadan seymen skier og til dem for god barnefødsel, og for fosteret: Saa og bliver af frugtsommelige qvinder lagt til dem kiød og ost; samt bliver af frugtsommelige qvinder med deres veninder ædet Sarakka til ære en grød, kaldit Sarakkas grød: Ellers for à parte hielp, som de enten skal giøre en frugtsommelig qvinde, og hendes foster, eller for andre ting skyld, vil de have af dette slags creatur til offer: Namlig qvier, kalve, faar, lam, gedder, kied, grise, katte, haner etc.

Ved Noyders runen, eller i giemene afgudiske lappers drømme, give de tilkiende hvad creatur af disse opnævnte de forlange, efter tienistens beskaffenhed, som de giøre; saa og give de ved samme runen, eller drømmere tilkiende hvad farve det creatur skal have, som de udvælger, hvilket da bliver sat levendes ned i iorden til dem, og bliver saa qvalt ved jords kastelse over det; men er det en hane, som bliver nedsat til dem, da bliver hand ikke qvalt af jord; men bliver giordt sten-reysning over ham, saa hand kand leve for at skal gale nede hos dem indtil hand døer af hunger.

Jabme akka staar allernederst paa Runbommen, paa den side af den, som vender mod den høyre haand, og af saadane creatur, som disse fornævnte vil hun have til offer, og giver ved Noyder tilkiende hvad for et hun, efter tienistens beskaffenhed, som hun giør, udvælger, hvilket skal være af sort farve; og vil, saasom de forige, have det qvalt i jorden; uden det er hane, thi med ham forholdes aa som før er sagt.

Rotas afmaling staar allernederst paa Runbommen paa den side af den, som vender mod den venstre haand, hand er saare ond, og undertiden plager en lap med en sær ond sygdom; men da bliver hand gierne ved offer til Maylmenradien relst fra hans plage; men skulle Maylmenradien ikke kunde frelse ham, da nødes lappen til at ofre til Rota selv for at hand skal god villig fare fra ham; og til offer, graver en hest ned i jorden, til den ende, at Rota paa den skal ride fra ham, og ned i hans hiem, Rotaymo.


Slutning til lappeskolemestere

Nu saa har ieg da beskrevet noget af de groveste afguderiets Poster, som har været i brug blant lapper. Her paa videre, da saasom Prædiken og dens Appendix ere giorde til brug for lappeskolemestere, da vil ieg og her à parte til slutning komme med lidt undervisning til dem.

Noget lidet vil ieg da, du kiære lappeskolemester! selv undervise dig om; men fornemmelig vil ieg have dig tilraadet, at tage i betænkning noget af Lector hr Thomas von Vestens forhold med lapper, saa du efterfylger det.

I. En stor kiærlighed havde hr Thomas til lapper.
II. Hans store kiærlighed til dem var middel til deres omvendelse.


I. En stor kiærlighed havde hr Thomas til lapper.

Hand talte, tiid efter anden, i min og hans venners, samt i lappers, paahør disse ord: Jeg vilde gierne blive en lap, og hede en lap, for lappernes skyld. Naar ieg dør, vilde ieg gierne, om det kunde lade sig giøre, blive begraven blant lapper. Jeg vilde glæde mig, om Gud vilde unde lapperne det fortrin for mig, at hand vilde værdige dem, at gaae for mig ind i Guds Rige, og at ieg saa maatte værdiges, at gaae efter dem ind i Guds Rige: Og saa fremdeles lod hr Thomas sig høre med mangfoldige saadane ord i min og sine venners, samt i lappers, paahør. Og hvor meget vel hand giorde mod lapper i mangfoldige ting, hvor udj de saae hans store kiærlighed til dem, det vilde blive alt for vitløftigt her at anføre.


II. Hr Thomasis store kiærlighed til lapperne var middel til deres omvendelse

1. derudj, at da lapperne trode nogle løgne, som tiid efter anden, opkom der i, at Kongen da skulle ikke ville længer lade afgudiske lapper være frie for livs straf efter sine allernaadigste Breve, saa lapperne derfor tænkte, at ville holde dølt, at de dyrkede dievle, da ved det hr Thomas sagde, at der skulle ingen livs straf gaae over dem for deres dievle-dyrkelse, forsikkrede de sig om, at hans store kiærlighed til dem tillod ham ikke at tale det til dem, som vilde blive aarsag til deres død, og derfor dristede de sig til at aabenbare for ham hvad dievle de havde dyrket; men havde nu denne hans kiærlighed til dem ikke været middel til, at de aabenbarte for ham hvad dievle de havde dyrket, da havde de kundet beholde dem til fordømmelse.

Nu, kiære lappeskolemester! Der kand snart, dig til hinder, i dit arbeyde til afgudiske lappers omvendelse, opstige løgen for lapperne, at Kongen vil begynde, at lade livs straf overgaae dem for deres afguderi, ligedant, som saadane løgne, tiid efter anden, ere opstigne, efter hr Thomasis tiid. Da siger du vel, der tvert imod, til dem, at de skal ikke troe dem, som saa sige; men da staar det paa om lapperne kand være saa vit forsikkret om, at du elsker dem, saa at de kand haabe, at din kiærlighed til dem tillader dig ikke, at lyve for dem til deres u-lykke; thi saa tør de nok driste sig til, at bekiende for dig deres afguderie; men fornemme de, at du har ingen kiærlighed til dem, saa agte de ikke dine ord til dem, og har da ingen forsikkring om, at dine ord sigter hen til deris bæste; men saa troe de meer hvad løgnere sige, end hvad du siger, og de tør da derfor ikke aabenbare deres afguderie for dig, og kand saa blive i deres afguderies synd til fordømmelse.

Men nogen maatte sige: Om en lap var hverken bleven videndes om, at hans guder vare dievle, ey heller bar tvivel om, at Kongen ioe skulle lade sine Ord staae fast i pardon for afguderies straf, saa skulle ieg dog med mine klygtige og omdreyende Spørsmaal til ham saaledes trække tungen af halsen paa ham, at hand, førend hand af vidste skulle bekiende, at hand dyrkede fremmede guder, og brugte Runbomme.

O ney! i hvor klog een mente sig at være til at kunde udfritte hvad skiult i en lappes hierte laae, saa skulle hand dog ikke med alle sine omdreyende Spørsmaal kunde udforske af ham, at hand dyrkede dievle, og brugte Runbomme.

a. Thi om een vilde spørge en lap om een af hans dievle, som hand havde til gud, da vilde hand vel udj vrede lade sig mærke, at hand aldrig havde hørt den guds navn, at være nævnt, og til at give tilkiende sin u-videnhed om den, da vilde hand lade, som hand vilde vrie tungen til at nævne den; men kunde dog ikke ret faae vredet den der til. En vis fornemme person nævnede engang een afgud for en lap, og truede ham til at hand skulle forbande den; men da nævnede lappen noget andet i steden for guden, hvilket hand forbandede med paaskud, at hand kunde ikke nævne guden anderledes, eftersom hand aldrig havde hørt den gud, at være nævnt.

b. Og om een vilde spørge en lap om hans Runbomme, da vilde hand og udj vrede lade sig mærke, at hand kunde ikke nævne den fordj hand aldrig havde hørt den at være nævnt. En gang ex. g. skulle en lap nævne en Runbomme efter en vis læreres mund, da kaldte hand den ronkepompu ved paaskud, at hand ikke anderledes kunde nævne den, eftersom hand var u-bekient om sligt.

Men ellers at en lappeskolemester er klog til at kunde omdreye Spørsmaal, det er ham en meget tienlig ting der i, at naar hand har en hykkelske lap for sig, som vil have navn for, at hand vil bekiende alt afguderie ganske rigtigt; men udelukker dog det fornemste, saa hand ikke bekiender rigtigt; thi da kand lappeskolemesteren med klygtige og omdreyende Spørsmaal komme ham til at bekiende ret.

2. Derudj var og hr Thomasis store kiærlighed til lapperne middel til deres omvendelse, at naar hand lovede omvendte lapper, at deres navne skulle blive skiulte, om de aabenbarte for ham u-omvendte lappers afguderie, da torde de aabenbare det for ham, fordj de forsikkrede sig om, at hans store kiærlighed til dem ikke tillod ham, at røbe deres navne for at føre dem i had og eftersettelse blant afgudiske lapper.

Nu du kiære lappeskolemester! Det staar nu paa, at du kand elske lapperne saa, at de omvendte lapper kand have den tillid til dig, at du ikke røber deres navne, om de aabenbare u-omvendte lappers afguderi for dig; thi saa aabenbare de det nok.

3. Der udj var og hr Thomasis store kiærlighed til lapperne middel til deres omvendelse, at, naar hand i en lappe-samling, førend lapperne der bleve omvendte, holt hæftig paa, at undervise dem, hele dagene ud igennem, og det i ganske mange dage, da bleve de der ved ikke urolige; thi de forsikkrede sig om, at hans store kiærlighed til dem tillod ham ikke andet, end at være dem til Saligheds bæste med den megen undervisning, det de ellers selv fik forstand paa saa at være, da de der efter bleve omvendte.

Nu, kiære lappeskolemester! See nu til, at du hiertelig elsker lapperne, saa slutte de der af, skiønt de ere ikke enda blevne omvendte, at du, med en idelig og langvarig undervisning, vil dem intet ont, og, naar de da siden blive omvendte, saa forstaae de selv den Saligheds nytte der er i megen og langvarig undervisning.

4. Der udj var og hr Thomasis store kiærlighed til lapperne middel til deres omvendelse, at da hand havde faaet lapper i een lappe-samling ganske overbeviste, at de guder, de havde dyrket vare dievle, da, saasom de gierne vilde blive afskildte fra dem, havde de hr Thomas at gaae til, som de vidste høyelig elskte dem, og vilde af sit ganske hierte giøre sit til, at de kunde blive afskilte fra dem, saa de derfor dristede sig sikerlig til, at aabne deres hierter for ham, angaaende baade hvad dievle de havde havt til deres guder, saa og hvorledes de havde dyrket dem; saa og vidste de, at de raad om forhold mod dem, som de trode hr Thomas til, at ville give dem, vel vilde blive gode og værde, at fylge. Hr Thomasis raad mod dievlene vare og, sandelig, gode; thi ellers havde dievlene, som ere saa meget underfundige, een deel med truseler, og een deel med lokken, visselig faaet lapperne, saasom enfoldige mennisker, til at antage dem igen til deres guder; thi en lap kand vel nogenledes lettelig skille sig med sine dievle; men det er ikke saa let for ham, at staae dem imod, naar de igen vil drage ham til deres dyrkelse.

Nu, kiære lappeskolemester! See nu til, at du elsker lapperne meget, saa kand du forsikkre dig om, at, naar du har faaet lapper i en lappe-samling ganske videndes om, at deres guder ere dievle, saa driste de sig til, at aabne deres hierter for dig til at bekiende baade hvad dievle de har havt til guder, og hvorledes de har dyrket dem.

Men har du ikke en oprigtig kiærlighed til lapperne, da, naar de har faaet forstand paa, at deres guder ere dievle, hvor gierne de end vilde blive afskilte fra dem, kand de dog faae den tanke, at de vil ikke gaae til dig, for at søge hielp og raad imod dem; men de kand falde paa den tanke, at de kun hemmelig i sindet vil forsage dem; men en lap bliver ikke skilt med dievle eniste ved det; thi for mig, efter hr Thomasis tiid, statfæstede mange lapper, som vare blevne frie fra dievlene, hvilke de tilforen havde havt til sine guder, at saa længe lapperne eniste hemmelig i sindet forsagede dem, da agtede de ikke den forsagelse for at være en afskillelse med dem, og derfor ikke heller, natte-tider, plagede dem for nogen afskillelse; men da lapperne, derefter, i en Lærers paahør, med lydelig røst, forsagede dievlene, ia oprettede deres Daabes Pagt, da først ansaae dievlene forsagelsen, at være skiedt, saa det var en afskillelse med dem, og da strax begyndte dievlene, at handle ilde med lapperne om natten, hvorom tilforen; men saasom lapperne vidste, at de vare dievle, da lode lapperne sig ikke lettelig true af dem til at antage dem igen til sine guder; dog skiede det, disværre! undertiden, at lapper lode sig, ved deres truseler, forskrekke til at bryde deres nye oprettede Pagt med Gud, og til at tage dem igen til sine guder, hvorom tilforen.

Derfor til bestyrkelse for lapper, at de skal staae faste, og ikke falde til dievle igen, da skal du føre lapper til giemytte, hvilken en u-sigelig stor Naade det var, at de engang bleve befride fra dievlene, og fik fornyet deres Daabes Pagt; og ofte formane lapperne, at de tage sig vare, de ikke igen falde til dievlene.

Du skal og ofte i eenrom tale med de lapper, som ere opvagte til at fremme Guds ære, og udforske af dem om nogen, blant lapperne, er igen falden til dievlene, skulle du da faae at vide, at een lap var falden igen til at dyrke dievle, da skal du ikke sige denne falden lap hvem der har aabenbaret dette om ham; men du skal ofte have ham hos dig i een-rom til grundig undervisning, og der ved opnaaer du det med ham (saa fremt du omgaaes ganske kiærlig med ham) at hand bekiender sit affald for dig, og da skal du forholde dig med ham baade angaaende bønnen og hans Daabes Pagtes oprettelse igen, ligesom hr Thomas giorde, hvor om tilforen.

Der kommer vel ellers til dig, med hvert, lapper af dem, som har oprettet deres Daabes Pagt, og vemodig beklager, at dievlene handle ilde med dem, natte-tider, fordj de vil ikke falde til dievlene igen, da skal du med kraft, og i største alvorlighed, foreholde en lap af saadane, hvor mægtigt et middel bønnen er mod dievlene, fornemmelig skal du formane ham til at bruge inderlige og alvorlige bønner til Frelseren, Jesum Christum om frelse fra dievlenes plager, hvor om du og selv skal giøre alvorlige bønner for ham til Frelseren; skier kun saadanne bønner alvorlig, og bestandig baade af den lap, som bliver plaget af dievlene, saa og af dig, saa slaar det aldrig fæyl Jesus joe da forbyder dievlene, at plage lappen; thi ieg har mange og sikkre exempler paa, at bønner, som skier til Den Anden Person i Guddommen har havt saadan kraft, at dievlene har maaet give sig tabt, og maaet holde sig tilbage med deres plager. Og de Psalmevers, som du, efter hr Thomasis exempel, skal lære de lapper uden af, som blive plagede af dievlene, ere disse:

Det hellige Kors Vor Herre selv bar for vore synder etc.
og det vers af Frelserens bøn:
Naar vi og fristes, lad os staae, at satan os ey etc.
item det vers:
Der al verden fuld af dievler var, og vilde os etc.

Her er intet andet middel, hvor ved man kand faae dievlene til at vige, og give sig tabt, end Bønnen; men at man forbander dievelen, det agter hand ikke meer, end man spytter til ham, og forhaaner ham; saa ere da de forbandelser, som man raaber over dievlene af ingen kraft; ellers er det endelig saa, at naar det ord forbandelse over dievlene legges til det ord, at forsage ham, da synes forsagelsen, at være af større anseelse, end som ellers.

Lappernes guder, hvilke man skal forsage, ere mangfoldige, iblant disse saa mange, er den største deel i sig selv dievle; men eniste nogle faae ere dievle under andres navn.

Af den største hob, som i sig selv ere dievle, vil ieg kun opnævne disse:

Passe vare olmay.
Passe vare neyda
Passe vare sarva.
Passe vare guli
Vurnis lodde
Nemo guli
Poskio akka
Mader akka
Jux akka
Jabme akka

Iblant de faae, som ere dievle under andres navne, ere

Maylmenradien,
Kiorvaradien,
Rananeyda,

de fornemste.

Man kand forbande alle lappernes guder, enten de ere i sig selv dievle, eller de ere dievle under andres navne; ellers hvad disse sidste angaar, da kand man, om man vil, legge det ord dievle til, naar man forbander dem ex. g. forbandet være den dievel Maylmenradien nemlig, som kalder sig Maylmenradien under Jovis navn.

Ved dette kand og agtes, at naar dievlene plager en omvendt lap, fordj hand vil ikke falde til dievlene igen, da bruger lappen giemenlig ikke andet, end eniste det, at hand raaber forbandelser over dievlene, derfor har saadan en lap høy aarsag til, at aabenbare dievlenes plager for dig; thi saa bruger du alvorlige bønner med ham til Frelseren, som sagt er, og hand bliver da frie fra dievlenes plager.

Tænk nu hvor ilde det staar til med en omvendt lap, som bliver plaget af dievlene, naar hand ikke aabenbarer deres plager for dig, som baade kunde formane ham til, at bruge bøn mod dievlene, saa og du selv kunde bruge bøn med ham mod dem. Derfor, naar hand ikke aabenbarer dievlenes plager for dig, saa bliver hand ikke fri for deres plager, fordj bønnen bliver forsømmet, og da er farligt, at dievlene med truseler komme lappen til at begive sig til dem igen til at dyrke dem; saa og om de faae ham til dem igen, saa fylger der paa, at hand maae være dem lydig, og, som det verste, at hand maae være dem lydig derudj, at hand, efter deres befaling, maae gaae fra igen den bekiendelse, som hand før, i hemmelig aandelig behandling, har giort for dig om dievlenes ondskab, og deres dyrkelse. Men du vil svare, at lappen kunde ikke igen gaae fra den bekiendelse, fordj ieg har skrevet hans bekiendelse, iblant andre lappers bekiendelser, i min Confessions Bog.

Nu ieg skal strax svare dig paa dette om din Confessions Bog; men her er først noget, at agte om det ieg talte om dievlenes forgiftes udspyelse paa en omvendt lap, saasom fylger:

Det kand joe tit saaledes skie, at en omvendt lap, som plages af dievlene, kand ikke naae til dig, for at faae undervisning, og hielp, af dig angaaende middelet, nemlig bønnen til at blive fri fra dievlene; derfor skal du ganske vel undervise omvendte lapper om bønnen til Frelseren, og om dens kraft; og, foruden det, at du lærer dem uden af fornævnte Psalme-vers, at bruge mod dievlene, skal du give dem formen til kraftige bønner at bruge til Frelseren.

Saa og skal du lære dem kraftige Skriftens Sprog, fornemmelig om forløsning ved Jesu Blod, som de kand bruge mod dievlene i din fraværelse, af aarsag, de faae ikke hørt dem muntlig af dig, naar du er fra dem. Blant andet kand du lære dem disse Sprog om forløsningen ved Jesu Blod:

1. Joh. 1,7. Jesu Christi Guds Søns Blod renser os af al synd.
Aab. 1,5. Jesus Christus tode os af vore synder med sit Blod.
Rom. 5,9. Vi ere retferdige giorde i Jesu Blod.

Nu Det ieg lovede at svare paa, angaaende din Confessions Bog, bliver dette: Det er ganske vel, at du opskriver lappers hemmelige bekiendelser i Confessions Bog; thi da, saasom de veed, at deres bekiendelser ere opskrevne, saa gaae de, saasom du siger, ikke nogen tiid siden fra den: Men er ikke fornøden, du opskriver alt lappernes afguderie det mæste med det mindste; men er nok, du opskriver de groveste afguderiets stykker; men om du vil svare, at hr Thomas skrev saa saare meget; ia opfyldte 2: tykke folianter med confessioner, da skal ieg sige dig hvor af det kom sig, at hand falt til den vitløftige skriven om afguderie i lappernes hemmelige aandelige behandlinger: Nemlig, at da hand hørte lappers bekiendelse om dievle, at de kunde udrette noget; kunde lade sig høre med lydelig tale, og lade sig klarlig see, hvor om tilforen, da lod hand sig høre for os sine medfylgere, og for nogle Præster, som vare hans fortroligste venner, at hand forundrede sig over, at dievlene formaadde dette, og derfor i hemmelige aandelige behandlinger ikke allenniste udspurdte nøye om lappers afguderie; men end og vitløftigt fattede i pænen det samme paa det der kunde skie vished der om ikke allenne for ham selv; men og for sine anrørende, og, ved dem, for efterkommerne. Hand fik da vished nok om dette, eftersom hand havde alle lapper, baade sør og noer, i hemmelige aandelige behandlinger, og alle lapper, saasom med een mund, bekiendte dette paa een og den samme maade, saa det var ikke 2 eller 3 vidner, hand fik der om; men vidner udj hundrede tal.

Nu kand dette blive vitterligt for dig, du kiære lappeskolemester! thi du kand tale med dem, hvilkes øyne saae hr Thomas i hans arbeyde med lapper, og hvilkes ørene hørte hr Tomasis mund angaaende dette samme, thi dine veye op til lappe-fiældene ligge nær ved der de boe.

Jeg har i mine dedicationer for denne Prædiken banet vey for dig til at gaae til dem, og tale med dem, saa kand du nøye udspørge hos dem om det ikke i alle maader havde sig saa.

Skulle du ikke troe, om 2 eller 3 af dem statfæster det, saa ere de veledle, velærværdige, agtbare og velagte 6 i talet, hvilke ieg i mine dedicationer for denne Prædiken har bedet, at de vil vidne for dig hvad de har seet og hørdt.

Nu videre, kiære lappeskolemester! Leg trolig fliid paa, at omvende, med Guds hielp, afgudiske lapper! Faar du det udvirket, saa ytrer sig i dig siæle-glæde der ved, at du faar bringet siæle til Vor Herre; og da, til trøst for de omvendte, kand du, fordj du er glad, fremsette Evangelium, som du bør, glædeligt for dem.



Fodnoter

  1. teltet.
  2. Provsten af Torne i Sværik (Henric Forbus.)
  3. Ångermanlands.
  4. Scheffer stiller i Lapponia finnerne fortrinsvis sammen med kvenerne. Men den skytiske hypotese var så ofte blitt hevdet av andre, at feiltagelsen er forklarlig.
  5. Fødselsgudinde
  6. Cardea var skytsguddom for hjemmet.
  7. I Kildal, Runebommens beskrivelse: Odins hode.