Anmærkninger
Ahti
Ahti er tavasternes gamle vandånd. I folketroen optræder han som en stor helt. (Harva, 1927: 207). Kuusi omtaler folkesagn, hvor Ahti på grund af slem kulde var frosset fast i havet. En fisker kendte dog til en trylleformel, som begyndte således: "Vattnets Ahti i skjorta av skum, havets herre med skägg av vass, skänk mig dina gåvar..." Også når havet blev oprørt påkaldte man Ahti: "Vattnets gyllne gud, vattnets nådiga Ahti..." (KLNM 1: 62).
Hiisi
Hiisi er ifølge Matti Kuusi et af de mest centrale begreber i finnernes førkristne trosliv. Ordet ældste betydning var "hellig offerlund" eller muligvis "helligt offertræ". (KLNM 6: 549). Men ifølge Kuusi har ordets betydning gennemgået en dramatisk forskydning fra et helligt sted til et ondt og farligt sted for til sidst at få betydningen helvede. I Agricolas tekst anvendes ordet som et egenavn, nærmest som en personificering af den hellige lund, måske i betydningen "den heliga skogsdungens skyddsande". (Samme). Se også noten om Tapio.
Hittavanin
Hittavanin (eller Hitavainen) er ligesom Nyrkäs en skov- eller jagtånd. (Harva, 1927: 185). (KLNM 6: 603).
Ilmarinen
Ilmarinen er sammen med Väinämöinen de to mest centrale skikkelser i finsk folketro. I Kalevala er Ilmarinen "den evige smed", hvis kunst overgår alle andres, da han har smedet selve himlen. Hos Agricola er Ilmarinen finnernes vejrgud, hvilket stemmer med den samiske gud Ilmaris, der var afbildet på den hundredårige Anders Poulsens tromme. Myndighederne havde konfiskeret trommen og stillet den gamle mand for en dommer. Ifølge retsprotokollen blev Anders Poulsen bedt om at forklare de enkelte figurer, som var malede på trommeskindet. Om figuren, som han benævnte Ilmaris, forklarede han, at denne skikkelse havde med "storm og slemt vejr" at gøre. (Qvigstad, 1903: 71). Også Honko og Kuusi beskriver Ilmarinen som en vindgud. (KLNM 5: 529 og 7: 360).
Kalevas kæmper
Kalevas kæmper eller Kalevas sønner er jætter. "Uppgiften går tilbaka på flera västfinska sägner, i vilka jättestora kalevasöner uppträdde som ödeläggare; på den sved deras lie mejat kan intet grässtrå mera gro." (KLNM 8: 150). Vi ser her, at ikke alle Agricolas guder er guder i egentlig forstand.
Kapeet
Se noten Rahkoi og Kapeet.
Karelske guder
Martti Haavio anlægger en tolkning af Agricolas karelske guder, hvor disse i virkeligheden ikke var guder men katolske helgener, hvis fejring fordeler sig over året med jævndøgn og solhverv som markeringspunkter. Anttonen følger Haavios tolkning. (Anttonen 2012: 205ff.) Uno Harva mente, at fleste af Agricolas karelske guder var diffuse rådere over naturens vækster og dyr. (KLNM 5: 529).
Kekri
Kekri er ikke en gud men en høstfest til ære for de afdøde. Efter kristendommens indførelse, smeltede den sammen med den katolske Allehelgensfest (Anttonen 2012: 205f; Honko: KLNM 8: 371ff). Se også Kekri – en høstfest til ære for de afdøde.
Kratti
Kratti var ejendommens og ejendelenes beskytter. I folketroen skiftede han senere karakter og blev opfattet som et spøgelse eller mare. (KLNM 9: 250).
Köndös
Köndös regnes for den mest gådefulde figur i Agricolas liste. (KLNM 10: 104). Det står dog klart, at han indgår i finnernes agerbrug, og at han er særligt forbundet med svedjebrug og tilvejebringelse af nye marker. Forbindelsen mellem oplysninger om Köndös og efterleddet "og så deres afgudstro" er aldeles uklar. Måske er meningen, at karelerne forstod sig på svedjebrug til trods for deres afgudstro.
Liekkiö
Liekkiö betyder egtl. den flammende (Harva, 1927: 82). Ifølge Honko har man i det vestlige Finland på Satakunda-egnen forstået Liekkiö som "ett i skogen begravt, odöpt och rolöst spökande avlidet barn." (KLNM 5: 529). Hos Agricola fremstilles Liekkö som en vegetationsguddom, der råder over alle vækster fra det mindste græsstrå til det største træ.
Menninkäinen
Menninkäinen: døden og de dødes ånder. (Harva, 1927: 59).
Nyrkäs
Nyrkäs er en skov- eller jagtånd. (Harva, 1927: 185). Nyrkäs er blevet regnet for "skovkongen" Tapios hustru, men andre forskere har hævdet, at navnet er maskulinum og refererer til Tapios søn (KLNM 12: 405). Ifølge Honko dyrkede bjørnejægere i Østkarelien en gud ved navn Nyrkys, der må anses for at være en variant af Nyrkäs. (Samme).
Pellonpekko
Pellonpekko giver kornet grokraft. I modsætning til Agricola placerer Ganander denne guddom blandt tasvasternes guder, men han kan være blevet dyrket over et større område. Selv om Agricola ikke anfører nogen bestemt kornsort, så er byg blevet foreslået (Valle og Anttonen), fordi Pellonpekko også sættes i forbindelse med ølbrygning. Harva siger således, at Pekko er "kornets och korndryckens gudom". (KLNM 13: 164).
Piru
Ganander fortæller, at Piru er et andet ord for Djævelen og ser heri en parallel til den samiske Perkel. (Ganander 1789: 70). Det siges endvidere, at Piru har funktionen som smed – en ond smed, der kunne smede pestfremkaldende pile. Hans arbejde med det glødende jern ved essen knytter ham i senere fortællinger til ilden, hvilket ledte ældre forskere til den antagelse, at finnerne havde dyrket ilden som en gud. Der findes dog ikke noget belæg for dette lige så lidt som for, at de har dyrket Piru som en gud.
Rahkoi og Kapeet
Om Rahkoi og Kapeet skriver Uno Harva: "According to Agricola, the Finns believed that at eclipses, the 'animals' (kapeet) 'ate up the moon,' and lunar markings were explained by saying that Rahkoi makes the moon black in parts. In Northern Finland the man in the moon is called Rahkonen." (Harva 223f). I 1706 skriver den finske matematiker og biskop: "Så har också bland oss finnar i forna tider rått en sådan övertro i fråga om månens förmörkelse, att månen då hade att utstå svåra lidanden och liksom bleve uppäten av hundar och enligt denna vantro har man då månen förmörkats sagt: 'Månen ätas', vilket talesätt fortfarande användes i fall av förmörkelse." (KLNM 8: 245).
Rauni
Afsnittet om Rauni regnes af Laukanen til tekstens mest problematiske (KLNM 13: 679) og har været tolket på flere forskellige måder. Som oftest tolkes Rauni som Ukkos hustru. Martti Haavio mente dog ikke, at dette var tilfældet, men at der var tale om en maskulin guddom med det sammensatte navn Rauni-Ukko. Når denne havde samleje med sin (unavngivne) hustru, var det en karelsk variant af hieros gamos (det hellige bryllup), hvilket udløste torden og regn, der ville fremme jordens frugtbarhed. (Anttonen 2012: 211ff). Andre forskere (bl.a. E. N. Setälä) har hæftet sig ved forbindelsen mellem navnet Rauni og det oldislandske *rauniR – røn. I nordisk mytologi forbindes Tor med rønnen, og da Ukko også er en tordengud, ville det være nærliggende at se en lignende forbindelse. Anttonen fremhæver rønnens udbredte rolle i folketroen både i middelalderen og tidligere. Rønnen er blevet tillagt magisk betydning, den er blevet anset som hellig og for at have særlige egenskaber. I religiøs sammenhæng forbindes den både med Tor og med jomfru Maria. (Anttonen 2012: 212). I Kalevalas 23. sang gives en række råd til den kommende brud. Heri hedder det bl.a.:
- "Tag dig klogt i agt for rønnen,
- hvis dens trær står rundt om gården!
- Rønnetrær er helligdomme,
- rønnens grene æres helligt,
- helligt er selv rønnens løvværk,
- helligst er dog rønnebærret,
- som kan bruges til at styre
- pigers tanker, døtres længsler,
- som en yngling drømmer om,
- som han attrår i sit hjerte."
- (Erik Skyum-Nielsen i Søndergaard 2017: 232).
Anttonen, hvis tolkning ligger til grund for denne oversættelse, siger: "In Agricola’s famous verses, Rauni is a metaphorical marker of the value placed on proper behaviour during the decisive period of seasonal growth. In the verses Agricola expresses in poetic form how the Karelians ensured seasonal growth and a good harvest at the time in spring when the rowan’s white blossoms ‘splash’, if Ukko (Köntös < St Urbanus), representing auspicious weather conditions, gives rain from the bottom of the heavens." (Anttonen 2012: 213).
Rongoteus
Alle de førstnævnte karelske guder – Rongoteus, Pellonpekko, Virankannos, Ägräs og Köndös – fremstilles som vegetationsguder, der råder over bondesamfundets forskellige afgrøder. Om Rongoteus skriver Ganander: "Rongoteus er en rug- og høstgud". (Ganander 1789: 79).
Tapio
Tapio er skovguden i finsk folketro. Oprindeligt betød Tapio blot "skov". Navnet optræder her som en personificering af skoven. Harva fortæller, at navnet blev overtaget af russiske samer i formen Tava eller Tava-ajk (Tava-moder), som var en skovånd. Også Hiisi betød "skov", men i betydningen af "en hellig lund". I sange og bønner kunne man henvende sig direkte til skoven i formuleringer som: "Du gode skov, du rene skov, vogt nu over min hjord." (Harva, 1927: 189). Tapio er ifølge Honko også den, der råder over natur- og kultpladser (KLNM 5: 529). At dette er tilfældet, skyldes, at Tapio er den, som giver jagtlykke. Han er herre over skovens dyr og derfor bringes der offer for at vinde hans gunst. Offerpladsen hed Tapion pöytä – "Tapios bord". Ifølge Honko var Tapios bord oprindeligt et improviseret sted på jorden, hvor der var anbragt nogle tætte grangrene, men efterhånden blev der etableret mere permanente offersteder. (KLNM 18: 135). I denne sidste betydning kan "Tapios bord" sammenlignes med samernes offerlave.
Tonttu
Ligesom skoven, vandet og andre naturlokaliteter havde sine rådere (halter), havde også gården eller huset sine. Tonttu var husets skytsånd – genius loci – og svarer til hustomten i svensk folketro. Ligesom naturens rådere skulle behandles med respekt, var det også vigtigt at bevare et godt forhold til hjemmets tomte. Gårdens skytsånd kunne være ånden fra den første, som tændte ild på stedet, den første, som boede på stedet eller den første som døde på stedet. Honko fortæller, at stedet ifølge visse traditioner allerede havde en råder inden det blev beboet. "I Gränskarelen slängde man en silverslant i den grop, der grundstenen lades, och sade: 'Min mor, jordrådare, rummets rådare, tag silver, giv lycka!'" (KLNM 6: 78).
Turisa
At der optræder en krigsgud i denne kontekst, virker sært malplaceret, og ifølge Honko findes ikke nogen støtte for denne figur i senere finsk tradition. Agricola fortæller, at Turisa "gav sejr i krig". Dette har fået nogle forskere til at sammenholde Turisa med den nordiske krigsgud Tyr, om hvem det hedder: "han råder meget for sejr i kamp." (Snorres Edda 24). (KLNM 19: 69). Under formen Turilas beskriver Ganander ham som "en stark Jette, som gungade klippor, hällar och berg, lika som bollar." (Ganander 1789: 93). Da der findes flere referencer til en Turilas og en Tursas, mener Kuusi, at der evt. kan være tale om en skrivefejl hos Agricola, hvilket kan være årsagen til de manglende referencer. (KLNM 19: 69).
Ukko
Ukko var tordenguden og himmelguden, der var den øverste af de finske guder. Han var en vejrgud og derfor vigtig for afgrøderne. Kuusi omtaler flere eksempler fra finske dombøger, hvori et kultisk gilde for Ukko er nævnt. "I samband med en ceremoni", skriver han, "som 1662 hade firats i Tavastland, omtalas att ett byalag 'om våren, då stor torka rådde', tilsammans inköpt 9 kannor öl och att ritens ledare förestavat en bön om regn till den 'helige Ukko', stående till midjan i en sjö och kastande upp vatten i luften med händerna samtidigt som han tilsammans med de andra drack 'skålen'. Alla återvände hem längs bäckfäran kastande vatten på varandra med orden 'så må det regna'." (KLNM 19: 272).
Ukkos såkurv
Såkurven var fremstillet af birkebark, og under festen blev den fyldt med fødevarer som et offer til Ukko, hvorefter kurven blev båret til Ukkos bjerg. (Harva 1927: 228f.). Verset vil derfor kunne oversættes: Offer blev til Ukko skænket.
Vandets moder
Egtl. Veden emä. Hun har samme funktion som tavasternes Ahti: at føre fiskene i nettet. Når man om foråret havde fanget årets første fisk, kogte man disse på stranden og intet ben måtte brydes. Når fiskene var kogt, påkaldte man Veden emä og indbød hende til at spise med. (KLNM 19: 612). Veden emä svarer til de sibiriske folks sø- og flodmødre. Der var tale om en personificering af forskellige vandlokaliteter.
Virankannos
Virankannos er ifølge Agricola den gud, som sikrer havrens vækst og en god havrehøst. Ifølge Honko indgår navnet i flere finske plantenavne og ligeledes i en samisk vandplante. Forskere er ikke nået til enighed om navnets etymologi og flere forskellige teorier har været fremført bl.a., hvor Virankannos forbindes med myten om den døende og genopstående vegetationsgud. (KLNM 20: 161f).
Väinämöinen
Også Väinämöinen siges at have været en vandånd (Harva, 1927: 207), hvilket dog ikke fremgår af Agricolas tekst. Väinämöinen er den store legendariske helt i folkedigtningen og hovedfiguren i Kalevala. Hos Agricola er han dog blot digtningens gud, der skænker runesange. Etymologisk knytter Väinämöinens navn sig til vand, den brede strøm, den stilleflydende flod o. lign. Derfor anses de sagn, hvor han optræder som en helt, der driver om på havet eller på floden for at være de ældste. (KLNM 20: 302). Hvorvidt Väinämöinen skal forstås som en helt, en gud eller en halvgud har været debatteret.
Ägräs
Agricola fremstiller Ägräs som beskytteren af en række vigtige kulturplanter, men i folketraditionen var han særligt knyttet roehøsten. Hans navn er ofte efterfulgt af den hellige eller tilsvarende efterled. Et særligt tegn under roehøsten var såkaldte tvillingeroer (to sammenvoksede roer). Honko gengiver et sagn herom: "Då man vid rovskörden finner en tvillingrova bärs den genast till rovgropen i en högtidlig procession; under vägen faller bäraren eller bärarna flere gånger ner på ena knäet och säger: 'Den helige Äkräs är tung, så tung att jag inte orkar bära'." (KLNM 20: 512). Tvillingroen bliver herefter opbevaret for sig og måtte ikke anvendes før det efterfølgende forår.
