Ahti og Kyllikki (Kalevala II)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kalevala II (F.Ohrt).jpg
Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt



IV. De enkelte Sanges Historie

Ahti og Kyllikki
(XI 1 — XII 212).


Noget før Lönnrot gik i Gang med Ny Kalevala, havde Europæus i Olonets (Repola) faaet optegnet en Sang der fortæller følgende: Ahti Saarelainen (ɔ: Øbo) sled hundrede Par Støvler op ved at fri til Kyllikki, Saaris (»Øens«) Pige; omsider svor de hinanden Eder foran Kobber-ikonet (Helgenbilledet): Ahti vil holde sig fra Krig, Kyllikki fra »Kylä«, Landsbyen. Ahtis Søster røber siden Svigerindens Edsbrud, og den vrede Ægteherre forlanger nu sine Krigsklæder; forgæves advarer den stakkels Kyllikki ved at nævne sine skræmmende Drømme, forgæves lokker hun med Hjemmels gode Øl og Pengeskatte; Ahti er ubøjelig og forlader sit Hus. De olonetsiske Sangformer plejer ellers i Fylde at staa tilbage for Dvina Lens; men de fleste nævnte Træk af denne Sang er Nord for Repola ikke nær saa godt bevarede; udførligere kendes i Dvina Len derimod Fortsættelsen: Ahti gaar til Søs, opsøger en Krigskamerat og faar denne, skønt han nylig har taget sig Hustru, med paa Færden; de fryser imidlertid fast i Isen og maa opgive Toget[1]. Selve denne »Ahtis Søfærd« kendes helt nede i Ingermanland, hvor man derimod intet veed om Forhistorien med Kyllikki. — Udviklingshistorisk synes det da ikke muligt at faa Rede paa denne saa magert repræsenterede Episode; Navnet Saari tyder alligevel paa ingrisk Oprindelse (i ingriske Viser specielt brugt om den hvor nu Kronstadt ligger). Navnet Kyllikki kendes blandt Vermlands Finner, men i magiske Formler (som »Stenens Moder« o. 1.).


I Kalevala er Ahti bleven ett af det kære Barn Lemminkäinens mange Navne. Oprindelig er Lemminkäinen, Kauko(-mieli) og Ahti tre forskellige Sanghelte, men Folket har blandet dem sammen, saa Ahti kan staa som Følgenavn snart for Kauko (allerede i en ingrisk Søfærdsvise), snart for Lemminkäinen. For saa vidt er Lönnrots hidføjning af Sangen i den store Lemminkäinen-cyclus hjemlet; men iøvrigt har han for at faa den udnyttet i Eposets ny Udgave stillet sig meget frit. Dels er Kvadets to Dele (Kyllikki-episoden og Søfærden med Vennen) bleven skilte ad, saa de staar som aller første og aller sidste Led i Ny Kalevalas Lemminkäinen-cyclus (Ahtis Søfærd fylder Kalevalas tredvte Sang, men er her ikke oversat); dels har Kyllik- kis, selv i Repolaopskriften meget kortfattede, Historie modtaget store Tillæg. Resultatet er blevet een af Kalevalas skønneste Episoder. Disse Tillæg er dog gennemgaaende ikke plukket helt vilkaarligt ud; foruden rent lyriske Stykker har Lönnrot udsøgt sig Træk der hos Folket staar i nogen Forbindelse med Lemminkäinens eller Kaukos Person (i Epos'ets Navneliste jo lig Ahti). Saaledes hører Samtalen med Saaris Møer, Hyrdelivet og de hastige erotiske Oplevelser (Vs 127 — 162) til den store Lemminkäinen-cyclus; væsentlig de samme Motiver har Lönnrot brugt paany i deres folkelige Sammenhæng (Kal. XXIX)[2]. Hyrdelivet forekommer ogsaa i en Sang der sammenblander Lemminkäinen og Kullervo, hvilke to Personer hos Folket ikke sjælden glider over i hinanden. Fra Kullervosange er selve Pigens Rov fra Legepladsen op i Slæden taget (sml. nedenfor); siden har man faaet en folkelig Variant, der har Lemminkäinen netop i denne Sammenhæng. Samtalen med Moderen efter Hjemkomsten er indsat fra en højst blandet Variant, hvori ogsaa Lemminkäinens Navn forekommer. Siden følger »Troldkarlens Pral«; og endelig Varselbörsten (XII 201 fl.), der senere skal omtales. — Det mærkeligste Indskud er imidlertid Stykket om Kyllikkis mange Bejlere før Ahtis Komme (Vs 21 — 60).


En Vise om Himmellysenes Frieri er overordentlig yndet nede i Estland. En ung Pige, »det aabne (isfrie) Sunds Jomfru«, er saa skøn at Maane-, Sol- og Stjærnesønnerne bejler til hende. Men Maanen er hende for ustadig:


Snart den skræmmer os ved Dæmring,
snart til højlys Dag den sover;


eller snart er den tyk, snart tynd, snart borte. Og samme Fejl har Solen:


Sommertid med Glød den straaler.
Vintertid med Kuld og Storme;


eller den giver Regn ved Høhøst, Tørke til den spirende Sæd. Men Stjærnen er en paalidelig Mand, vagtsom til enhver Tid, og faar derfor Pigens Haand. Vægten er altsaa i den oprindelige Form lagt paa moralske Hensyn; men allerede i Estland kan andre Motiveringer træde i Stedet, f. Eks., som i Kalevala, Sols og Maanes stadige Møje, en Ulempe der, naturligt nok, træffes anført ogsaa mod Stjærnen. — I en Del af Estland og især i Ingermanland forbindes den lille Sang med andre Frierviser hvor jordiske Bejlere optræder. I ingriske Former træffes saaledes Folk fra Viro og Inkeri; disse Navne betegner hernede egentlig Distriktet Virland i Nord-estland og det ingriske Sogn Ingeris, men lader sig ogsaa oversætte ved »Estland« og »Ingermanland«. Sangen er naaet finsk Karelen og Olonets, men ikke Dvina Len. Lönnrot har Hjemmel i nogle Opskrifter for Pigens to haanske Svar; et tredje afvisende Svar har han gæmt til at ramme Lemminkäinen (Vs 175 fl.). — Undertiden optræder Møen Syd paa som »Saaris Pige«, hvilket Tilnavn Kyllikki jo bærer i russisk Karelen; og i finsk Karelen lader man stundom Pigen der har afvist Himmellysene, bortføres med Vold af Kullervo (Tuiretuinen). Lönnrot udnyttede dette og gjorde den stolte Mø til Kyllikki, Røveren til Lemminkäinen.


Fodnoter

  1. K. Krohn minder om de karelske Sørøvertogter ved Aar 1200.
  2. Her i XI behandler Lönnrot Saari (med S) som Egennavn, i XXIX som Fællesnavn (saari med s, Øen).