Aino (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Aino i skoven
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Aino

Det var Aino, den unge Jomfru,    IV. 1

Søster til unge Joukahainen,

gik hun at hente Løv fra Lunden,

tage Badekoste fra Krattet,

brød en Badekost til sin Fader,

brød en anden af til sin Moder,

og en tredje bandt hun sammen,

een til sin unge, raske Broder.

Hjemad gik hun allerede,

iled let igennem Lunden:    10

da kom gamle Väinämöinen,

saae den unge Mø i Skoven,

fine Kjortelflig paa Græsset,

taled dær det Ord og sagde:

»Ikke for andre, unge Jomfru,

end for mig, min unge Jomfru,

skal du bære Perler om Halsen,

pryde dig med et Kors paa Brystet,

vinde Fletning omkring dit Hoved,

binde Silkebaand over Haaret!«    20

Pigen tager da til Orde:

»Ej for dig og ej for andre

bærer jeg et Kors paa Brystet,

binder Silkebaand om Hoved —

ønsker ikke Købeklæder,

skøtter ej om Hvedeskiver;

jeg gaar klædt i snævre Kjoler,

vokser op ved grove Skorper

hjemme hos min gode Fader,

hos min egen, kære Moder.«    30

Korset rykked hun fra Brystet,

rev af Fingren sine Ringe,

sled sit Perlebaand af Halsen,

rev de røde Baand af Haaret,

ned paa Jord, at pryde Jorden,

ind i Skov, at pryde Skoven,

gik med Taarer straks til Hjemmet,

gik med Graad til Fædregaarden.

Faderen sad ved sit Vindu

prydende Skaftet til sin Økse:    30

»Hvorfor græder du dog min Pige,

stakkels Pige, min unge Jomfru?« 

»Aarsag har jeg til at græde.

Kummer kalder frem min Klage;

derfor græder jeg, min Fader,

derfor græder jeg og klager:

Korset er gledet af Brystet,

Smykket smutted ned fra mit Bælte,

Sølverkorset faldt ned fra Brystet,

Kobbersnore fra Midjebæltet.«    50

Broderen stod ved sit Ledhul,

snitted paa Træ til Hestens Stavtøj:

»Hvorfor græder du dog, min Søster,

stakkels Søster, min unge Jomfru?« 

»Aarsag har jeg til at græde.

Kummer kalder frem min Klage;

derfor græder jeg, Kærbroder,

derfor græder jeg og klager:

Ringen min af Fingeren trilled,

mine Perler faldt ned fra Halsen,    60

gylden Ring af min Finger trilled,

Sølverperler faldt ned fra Halsen.« 

Hendes Moder paa Staburstrappen    75

var i Færd med at skumme Fløde:

»Hvorfor græder du dog, min Pige,

stakkels Pige, min unge Jomfru?« 

»O min Moder som mig fødte,

milde Viv, der gav mig Die,    80

derfor græder jeg. Kærmoder,    83

derfor klager jeg, du kære:

Nys hented jeg Løv fra Lunden,

Badekoste hjem fra Krattet,

gik i Gang at vandre hjemad,    91

iled lige gennem Lunden,

Osmoinen fra Dalen taled,

Kalevainen kaldte fra Svedjen:

»Ikke for andre, søde Pige,

end for mig, du søde Pige,

skal du bære Perler om Halsen,

pryde dig med et Kors paa Brystet,

vinde Fletning omkring dit Hoved,

binde Silkebaand over Haaret.«    100

Korset rykked jeg fra Brystet,

rev mit Perlebaand af Halsen

ned paa Jord, at pryde Jorden,    106

ind i Skov, at pryde Skoven.« 

Hendes Moder tog til Orde,    117

til sit Barn den gamle talte:

»Græd dog ikke kære Datter,

ej, mit Ungdomsbarn, du jamre:    120

Lækkert Smør ett Aar du spiser,

vinder bedre Huld end andre;

Flæsk et andet Aar du tærer,

vorder vakker fremfor andre;

Flødekager saa det tredje,

bliver yndig fremfor andre.

Stig paa Bakken op til vort Stabur,

og det bedste Bur skal du aabne;

dær ligger Skrin ved Skrin i Mængde,

Æske skuer du dær ved Æske;    130

og det bedste Skrin faar du aabne,

broget Laag med Bulder du løfte:

Gyldenbælter seks der gæmmes,

syv blaa Kjortler vil du finde,

Maanens Datter væved disse,

Solens Datter dem baldyred.

Fordums Tid i Jomfrudage,

da som Mø jeg endnu leved,

gik jeg at plukke Bær i Skoven,

efter Hindbær op under Højen,    140

Maanens Datter hørte jeg væve,

Solens Datter hørte jeg spinde

henne hvor Skovbrynet blaaned,

nær ved den elskovsfulde Løvsal.

Og jeg nærmed mig dær til Pletten,

vandrede ganske nær til Stedet,

og jeg dristed mig til at bede,

selv til Orde jeg tog og sagde:

»Giv af dit Guld, du Maanens Datter,

Solens Datter, o giv af Sølvet    150

hid til den dumme lille Pige,

skænk det til Barnet som beder!« 

Maanens Datter gav mig af Guldet,

Solens Datter skænked af Sølvet.

Guldet bandt jeg da paa min Pande,

Sølvervævet omkring mit Hoved;

lig en Blomst kom jeg nu til Hjemmet,

fuld af Fryd til Fædrenegaarden.

Een Dag bar jeg det og tvende,

men paa den tredje Dag derefter    160

tog jeg Guldet bort fra min Pande,

Sølvervævet ned fra mit Hoved,

op i mit Stabur jeg bar det,

under Skrinets Laag jeg det lagde;

dær ligger det siden dengang,

intet Øje har set det siden.

Bind nu Silken smukt for din Pande,

læg saa Guldet under din Isse,

hyll dig ind i en Klædeskjortel,    173

bær omkring den et Silkebælte!

Derfra træder du ind i Stuen,    181

stiger paany herned fra Bakken,

for at din hele Slægt maa glædes,

alle dine Frænder maa frydes;

ret som en Blomst du gaar i Gyden,

vandrer hos os ret som et Hindbær,

mere skøn end forhen at skue,

endnu favrere Barn end fordum.« 

Dette mæled hendes Moder,

til sit Barn hun dette talte,    190

hendes Datter adlød ikke,

ej sin Moders Ord hun agted,

gik med Taarer ud paa Pladsen,

gik forgræmmet ud i Gaarden,

førte derpaa denne Tale,

disse Ord hun dernæst ytred:

»Hvordan er de glades Hjærte,

lykkelige Sjæles Tanke?

Saadan er de glades Hjærte,

lykkelige Sjæles Tanke,    200

ret som et rindende Vandløb,

ret som Bølgekrusning i Karret.

Hvordan er det sorgfulde Hjærte,

hvordan en stakkels Vildands Tanke?

Saadan er det sorgfulde Hjærte,

slig er den stakkels Vildands Tanke

ret som en Dynge Sne ved Taget,

Vandet i trange, dybe Brønde.

Tidt min Hu, af Sorgen sløret,

Barnets Hu, af Sorgen sløret,    210

sniger sig blandt gule Græsstraa,

kryber lavt ved Jord i Krattet,

slæber sig afsted paa Engen,

ruller tungt i Skjul af Busken.

Bedre havde det mig været,    218

var jeg ikke født og fostret,

ikke vokset op og modnet

her til disse onde Dage,

denne glædeløse Verden.

Var jeg død seks Nætter gammel,

kunde jeg med lidt mig nøjet:    225

Med et lille Linnedklæde,

med en Smule Muld paa Marken,

nogle Taarer fra min Moder,

nogle færre fra min Fader

og slet ingen fra min Broder.« 

Heller skulde man have sendt mig    243

ned at bo i de dybe Bølger,

ned for at blive Laksens Søster,

vorde Ven med Fisken i Vandet.

Bedre var dog i Hav at bygge,

dær at bo under Bølgedækket,

end at gaa som en Oldings Støtte,    251

Hjælp for en Mand hvis Lemmer ryster,

een som snubler i sine Strømper,

falder over Kviste paa Vejen.« 

Op til Bakkens Stabur steg hun,

ind i Rummet dær hun traadte,

hvor det bedste Skrin hun aabned,

broget Laag med Brag hun løfted:

Gyldenbælter seks hun skued,

saa syv Kjortler, blaa af Farve.    260

Og i dem hun nu sig klædte,

dem hun om sit Legem lagde,

fæsted Guldet paa sin Isse,

Sølvet i sit Haar hun satte,

Silke blaa hun drog for Panden,

røde Baand omkring sit Hoved.

Dergaa gik hun gennem Lunden,

gennem den og langs den næste,

i led over Mark og Mose,

i led gennem mørke Skove.    270

Og hun sang, imens hun vandred,

tog til Orde, som hun iled:

»Pint af Sorgen er mit Hjærte,

og af Ve mit Hoved værker;

ej saa stærkt vil Pinen stige,

ej saa vildt mit Hoved værke,

at jeg Stakkel frister Døden,

at mit arme Hjærte brister

og jeg flyr de store Sorger,

slipper Sindets bitre Kummer.« 

Een Dag vandrer hun og tvende;    293

paa den tredje Dag omsider

ligger Havet lige forud,

sivbevokset Bred sig breder;

Nattens Mørke naaed hende,

Mulmet overvælded hende.

Pigen græd i Kvældens Time,

græd og jamred hele Natten,    300

mens hun sad paa Sten ved Vandet,

hist hvor viden Vig har Ende.

Ganske tidligt næste Morgen

saae hun ud mod Oddens Ende,

trende Piger laa ved Odden,

dær i Bølgen de sig baded;

Pigen Aino blev den fjerde,

spæde Spire blev den femte.

Over en Pil sin Særk hun bredte,

over et Aspetræ sin Kjole,    310

lagde Strømperne ned paa Jorden,

sine Sko paa de vaade Stene.

Stod der en broget Sten i Havet,    315

Fjæld som i gyldne Farver straaled;

did forsøgte hun nu at svømme,

vilde bjærge sig ud til Stenen.

Da hun vel var naaet til Stedet,

steg hun op at tage Sæde    320

paa den broget skønne Klippe,

Stenen som paa Vandet straaled:

Brat gik Klippen under Bølgen,

Stenen sank til Bunds i Havet,

og den unge Mø med Klippen,

Aino, som hun sad paa Stenen.

Saadan segned Hjemmets Høne,

døde dær den arme Pige,

taled dog endnu i Døden,

sagde, som hun sank i Bølgen:    330

»Ned til Hav jeg gik at bade,

ud i Søen for at svømme,

dær jeg lille Høne segned,

brat jeg Fugl har fristet Døden.

Ikke mere maa min Fader,

aldrig nogen Tid og Time,

drage Fiske frem af Fjorden

her paa dette Sted i Havet.

Ikke mere maa min Moder,    343

aldrig nogen Tid og Time,

hente Vandet til sin Brøddej

fra den brede Vig ved Hjemmet.

Heller ikke maa min Broder,    351

aldrig nogen Tid og Time,

vande mer sin stærke Stridshingst

paa den vide Strand ved Havet.

Thi hvor Havets Vande bølger,    363

dær er det mit Blod der bølger,

og hvor Havets Fiske fjæles.

dær er det mit Kød der fjæles;

hver en Kvist, paa Kysten ligger,

er et Ribben fra min Side,

alle Strandens grønne Græsstraa

er af mine Lokker revne.«    370

Hvem kan Dødens Budskab bringe,    373

hvem kan mundtlig Melding bringe

frem til Pigens stolte Bolig,

hendes Fædregaard, den favre?

Bjørnen skal det Budskab bringe,

den kan mundtlig Melding bringe.

Ikke bringer dog Bjørnen Buddet,

kaster sig over Køer i Hjorden.    380

Hvem kan da det Budskab bringe,

hvem kan mundtlig Melding bringe

frem til Pigens stolte Bolig,

hendes Fædregaard, den favre?

Ulven skal det Budskab bringe,

den kan mundtlig Melding bringe.

Ikke bringer dog Ulven Buddet,

kaster sig over Faareflokken.

Hvem kan da det Budskab bringe,    397

hvem kan mundtlig Melding bringe

frem til Pigens stolte Bolig,    400

hendes Fædregaard, den favre?

Haren skal det Budskab bringe,

den kan mundtlig Melding bringe.

Liden Hare lover det sikkert:

»Buddet svigter ej sit Ærend.« 

Haren gav sig nu til at springe,

Langøre hopped hastig fremad.

Krumben hen over Vejen piled,

Korsmund ud over Marken iled

frem til Pigens stolte Bolig,

hendes Fædregaard den favre.    410

Sprang til Badstuedørens Tærskel,

dukked sig dær ved Dørens Tærskel.

Stuens Rum var fuldt af Piger,

og med Kost i Haand de siger:

»Skævøje, kommer du at koges.

Rundglug, kommer du at steges

til vor Husbonds Aftenspise,

til vor Madmors Morgenspise,

Mellemmad for Gaardens Døtre,

Middagsmad for Husets Sønner?«    420

Haren vidste vel at svare,

Rundglug godt forstod at skryde:

»Pokker skulde da komme til Jer

for at koges her i Jer Kedel!« 

Og den bragte nu sit Budskab,

gav dem alle mundtlig Melding:

»Død er nu den skønne Pige,

borte hun hvis Barm var smykket,

segnet hun med Sølverspændet,

falden hun med Kobberbæltet;    430

ned i lette Vover veg hun,

under Vandets dybe Vidder

for at blive Laksens Søster,

være Ven med Fisken i Vandet.« 

Hendes Moder gik at græde,

Taarestrømme randt af Øjet,

og hun gav sig til at tale,

arme Moder til at klage:

»Ikke maa I, stakkels Mødre,

aldrig nogen Tid og Time    440

Eders Døtre dertil vugge.

Eders Spæde dertil fostre:

til en paanødt Bejlers Bolig,

saadan som jeg, den stakkels Moder,

har min lille Pige vugget,

har min lille Kylling fostret!« 

Moderen græd, og Taarer trilled,

Taarestrømmene randt saa stride,

ud over Øjets Blaa de gød sig

ned paa den stakkels Moders Kinder.    450

Taarer perled og Taarer trilled,

Taarestrømmene randt saa stride

over den stakkels Moders Kinder

ned over hendes Bryst, det brede.

Taarer perled og Taarer trilled,

Taarestrømmene randt saa stride,

randt over hendes Bryst, det brede,

ned paa Kjortelens fine Folder,

randt over hendes røde Strømper,    465

Skoenes gyldenstukne Læder,

randt fra Skoenes gyldne Læder    469

ned under hendes Fod til Jorden.

Da nu Strømmen naaed Jorden,    473

flød den fremad som et Flodløb,

og der fødtes trende Floder

af de Taarer som hun fælded.

Frem i hver af disse Floder    479

voksed trende Flammefosser,

op i alle Fossers Fraade

trængte der sig trende Klipper,

og ved alle Klippers Kanter,

op en gylden Høj sig hæved,

fra hver Guldhøjs Top og Tinde

voksed trende væne Birke,

op i alle Birkes Krone

satte sig tre gyldne Gøge.

Tog de Gøge til at kukke:

Elskov, Elskov — sang den første,    490

Bejler, Bejler — sang den anden.

Glæde, Glæde — sang den tredje.

Den som kukked Elskov, Elskov,

sang tre Maaneder igennem

for den elskovsløse Pige

som under Havets Bølge blunder.

Den som kukked Bejler, Bejler,

sang seks Maaneder igennem

for den frydforladte Bejler

som i Savn og Lede sidder.    500

Den som kukked Glæde, Glæde,

sang sit hele Liv igennem

for den glædeløse Moder

som i al sin Livstid græder.

Og den stakkels Moder sagde,

da til Gøgens Stemme hun lytted:

»Ikke tør en stakkels Moder

lytte længe til Gøgens Stemme;

hvergang naar Gøgens Kukken gjalder,

da maa vel hendes Hjærte bæve,    510

Graaden trænger sig frem i Øjet,

Taaren rinder ned over Kinden,

hele hendes Legeme segner,

naar hun lytter til Sommergøgen.«