Ajijak og hans bror finder et skibsvrag (Rosing)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Ajijak og hans bror
Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing
finder et skibsvrag
Ajijak og hans bror fulgte deres forfædres tradition ved at have fast vinterboplads på øen Puisorqaq.
Der kom en tid, hvor Ajijak ofte holdt åndebesværgelser, men når han var færdig, holdt han sig tavs og hemmelighedsfuld.
En dag Ajijak og hans bror – de to var uadskillelige – var på fangst nord for Ikermîn, så de en lang rødlig genstand oven på isen. De roede hen til den og så nu, at det var en slup (hvalfangerbåd), der lå med bunden i vejret. De krøb ud af kajakkerne og kravlede op på isflagen. Da de vendte båden, fandt de fire døde qavdunân under båden. De fire var altså forliste søfolk.
Ajijak stillede sig op med hænderne på knæene og fremsagde en trylleformular over ligene, og derefter gjorde hans bror det samme. Først da klædte de de døde af og tog deres klæder. Hver af brødrene fik således to mænds tøj.
De søsatte sluppen og lagde klæderne i bunden af den og roede hjem med båden på slæb. Ved hjemkomsten blev båden hugget op, og man fik gode materialer i træ og metaller.
Og jeg kan huske, at min farfar Maratse, da jeg var barn, havde en drilborsbue af egetræ, som stammede fra den båd, Ajijak og hans bror fandt.
Kort tid efter fundet af de forliste hvide mænd, holdt Ajijak en vældig åndebesværgelse. Da han var færdig, fortalte han sine bopladsfæller, at han havde set tre skibe stævne ind mod kysten, hvor de havde i sinde at udrydde befolkningen. Men han havde viftet ad dem og angivet dem en kurs. Skibene fløj da gennem luften, og det ene af dem faldt ned mellem storisen. De to andre skibe fløj ind over fjeldene, hvor de faldt ned.
Næste morgen roede Ajijak og hans bror ud mellem isen for at finde det skib, der var styrtet ned derude. For – som Ajijak sagde – hvis han havde gjort det rigtigt, lå skibet derude. Ajijak vidste ikke selv bestemt, hvor skibet faldt, men de roede sydover.
Mens de spejdende roede fremefter, fik broderen øje på noget mørkt langt til havs og sagde: »Se, hvor velformet den isfjeldsrevne er derude«.
Da Ajijak havde fået øje på det, sagde han: »Det er ikke nogen revne, det ligner en lang træstage, der er rejst på højkant«.
Brødrene banede sig vej gennem tæt og høj is. Og da de rundede en isflage, fik de skibsskroget i sigte midt i en bræmme af tætpakket is.
De lagde sig op ad skibssiden og gav sig til at vente på, at nogle mennesker skulle vise sig. Men der kom ingen.
De krøb ud af kajakkerne og fortøjede dem til skibssiden. Da de kom på dækket, var alt dødt, ikke et menneske var at se om bord. Lastelugen midtskibs var åben.
Brødrene stod overvældede, midt i en rigdom af jern. Men det sad godt fast, og de kunne kun fjerne det, de kunne slide løs med deres bare næver.
Der var meget vand i lasten, og skibet slingrede, rørt af en stærk undergående dønning. En lang stige kom drivende nede i lasten. Ajijak firede sin bror ned i en fangstline, og da han havde sat en løkke om stigen, halede Ajijak broderen op på dækket igen, og sammen forsøgte de at trække stigen op på dækket. Men den var så tung, at fangstlinen, de havde bundet den fast med, sprang. Så prøvede de at hale nogle store tønder op, men det gik som med stigen. Hver gang, de havde hevet dem et stykke op, sprang linen, og tønderne styrtede ned i lasten med et vældigt sprøjt. Da det var umuligt at få halet noget op af lasten, kravlede Ajijaks bror rundt langs lastesiden for at finde noget, de kunne bruge. I et siderum fandt han da også en stor rulle klæde, der var hvidgult. Klædet fik de op på dækket, og broderen fortalte, at der lå flere ruller derinde.
De tog en flig af klædet og strammede det ud, lagde munden til og sugede. Men det var så mørt, at det sprak. »Det duer ikke«, sagde brødrene til hinanden, og smed det bort.
De halede en ny rulle op. Det var sort, og det stod heller ikke for suget, men måtte kasseres. Det har sikkert været papir, de der har fået fat i.
De fandt derefter andre ruller, som kunne stå for suget. Med ordene: »Dem tager vi med til anorakker«, lagde de dem til side. Derpå gik de igen løs på jernbeslagene. De sled og hev, indtil de havde samlet sig en pæn bunke.
»Nu tager vi, hvad vi har fået, og ror hjem efter redskaber til at hugge op med«, sagde Ajijak, og brødrene roede hjem med deres værdifulde last.
Der blev stort røre ved Puisorqaq ved synet af alt det kostbare jern og klæde, Ajijak og hans bror kom hjem med.
Man gjorde sig nu klar til at tage ud til skibet igen, godt bevæbnet med værktøj. Nu skulle der rigtig ryddes op i jernbeslagene derude.
Blandt de mænd, der gjorde sig klar til togt, var en mand, der var i dødsbod. Ajijak sagde til ham: »Du må hellere blive hjemme, for ellers forsvinder skibet for os. Når vi kommer hjem fra togtet, skal du få alt det jern, du ønsker dig!«
Men manden var ikke til at tale til fornuft, og man roede ud stærkt i tvivl om, at man igen skulle finde skibsvraget.
Da man nåede ud til det sted, hvor skibet havde ligget, var det borte. Og det fortælles, at skibet forsvandt, fordi en mand i dødsbod var taget med på togtet.
Kilde
Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 237-238, København, 1963.
Næste kapitel ►
