Akamaliks Drømmesyn og Omvendelse (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
105. Akamaliks Drømmesyn og Omvendelse
(Fortælling fra Sydgrønland)
Dengang der var kommet Præster til Nouk, men Folk andetsteds endnu vare Hedninge, levede der sydpaa en Mand ved Navn Akamalik, en rask og dygtig Fanger, som havde en Fætter, han holdt meget af. Nu hændtes det engang, at Akamaliks Ven blev syg og døde; dette smertede ham og forbittrede hans Sind. Dengang fødte Konerne tilfældigviis ingen Sønner, og da Akamaliks Kone var barnløs og han længe ingen Navne kunde faae til sin Ven, begyndte han at mishandle sin Kone, slog hende og stak hende med en Syl. Men nu hændtes det, at en Kone paa en Nabo-Plads havde faaet et Barn, og opkaldt det efter hans Ven, og da Akamalik hørte dette, reiste han strax derhen, og blev saa glad ved at see dette, at han ikke kunde sove i 5 Nætter og 5 Dage. Ved sin Hjemkomst begyndte han endelig at sove den sjette Dag.
Imedens han sov, drømte han, at et Menneske kom fra den venstre Side af Huset, kiggede ind igjennem Vinduet og raabte: »Akamalik, kom og faae dig et Flensestykke; man siger, at Usuligsuak har fanget en Hvalfiskeunge.« Da han hørte dette, gik han strax ud og fulgte efter den Kaldende, som var en Qvinde. Han løb efter hende over en stor Slette, der var saa udstrakt som Havets Overflade. Alt som han løb, mærkede han, at han kom høiere og høiere, og at det blev lysere og lysere, og han saae foran sig Sanddynger, der rullede nedad, som en strømmende Elv. Han tænkte: »jeg Stakkel kan ikke komme derover.« Da de kom nærmere til, kaldte Qvinden paa ham, og da Akamalik var sluppen derover, saae han paa Sletten en Mængde Mennesker, som legede med et Hvalroshoved. Da Akamalik saae disse, vilde han være med, men Qvinden skyndte paa ham, og han kunde ikke standse, skjøndt de kaldte paa ham. Men ved at betragte disse Mennesker gjenkjendte han nogle af dem, men han undrede sig meget, eftersom de for lang Tid siden vare døde, og nu gik ganske raske. Medens han nu fulgte sin Ledsagerinde videre, saae han for sig en Trappe med 3 Trin og han tænkte atter: »jeg kommer vist aldrig derop.« Men da han saae efter sin Veiviser, som sprang rask derop, fulgte han ligeledes springende efter, og da han kom derop, saae han paany en Slette foran sig. Det var meget lyst; men Veiviseren forsvandt. Da han fandt en Fodsti, fulgte han den, og fik Øie paa en Mængde smukt klædte Mennesker, der flensede en Hvalros ved Randen af en stor Indsø. Ved dette Syn standsede Akamalik og tænkte: »mon Hvalrossen er saa stor, at man kunde betrække en heel Baad med dens Skind?« — I det samme vendte en af dem sig om og sagde: »ja, der er nok til at betrække en Baad med.« - Da Akamalik hørte dette, forundrede han sig saare, fordi hans Tanker bleve besvarede, og han tænkte anden Gang: »mon det var nok til et Teltebetræk?« — Akamalik blev ilde tilmode og gyste, da han saae disse smukt klædte Mennesker, og hans Tanker bleve besvarede, endskjøndt han ikke udtalte dem med Ord; og han saae iblandt dem den forlængst dræbte Usuligsuak, i hvis Drab han selv havde deeltaget. Da han stod stille, hørte han østerfra et Raab, som kaldte til Gudstjeneste, og i det samme begyndte de mange Mennesker, som flensede, at ile ned til Søen og vadske deres Hænder. Da de havde vadsket sig, løb de mod Nordost, idet en af dem vinkede ad Akamalik om at følge dem. Akamalik standsede først lidt, men fulgte saa den Vinkende, skjøndt han ikke vidste hvad der meentes med »Gudstjeneste«, og ei heller havde seet den, der kaldte dertil. Medens de gik en lang Vei, saae han foran sig en lille sort Stribe, som ingen Ende havde fra Nord til Syd. Den første, som kom til den, sprang derover, den anden ligesaa, tilsidst blev Akamalik alene og da han kom til Stedet, hvor de sprang, saae han en stor Afgrund for sig, men han kunde ikke standse sin Gang, og skjøndt han ikke kunde vente at naae den anden Side, sprang han dog over. Imidlertid saae han ned i Afgrunden, og see! — der var en stor Ild, som han var kommen over. Derpaa kom der en utallig Mængde Mennesker tilsyne, og da han saae efter dem, kjendte han sine Ledsagere og vilde hen til dem, men den, der skulde prædike, bød ham at staae stille paa en afsondret Plads. Da han stod stille her paa den bare Slette, siges der, at han første Gang følte Skam. Den som stod ved Alteret og skulde prædike, var Frelseren. Der siges, at Akamalik blev udstødt, fordi han var Hedning og ikke kjendte de Kristnes Skik og Gudstjeneste. Imidlertid betragtede han den der stod ved Alteret og forrettede Gudstjenesten. Han var iført skjønne Klæder, og ovenpaa Alteret var der en Mængde smaa Mennesker; de fjerneste vare større end de nærmeste, og de gik i en Række, følgende Solens Retning, og paa Alteret flød der en Vædske, der var som Mælk og meget sød. Derpaa toge de alle deres Bøger og istemmede en Sang. Akamalik havde aldrig seet en saa smuk Himmel eller hørt saadan Sang. Da Sangerne holdt inde og Prædikanten kom frem og læste noget op, bleve de, som vare ovenover, ved at synge, men sagtere. Da han havde læst, begyndte de at synge den sidste Psalme, hvorpaa han nærmede sig til Akamalik, og da han kom ham ganske nær, blev denne skamfuld over sin egen Uværdighed. Frelseren sagde: »jeg kaldte dig hertil, fordi du var hovmodig og ryggesløs. Har du ikke stukket din Kone med en Kniv og har du ikke dræbt Usuligsuak?« — Da Akamalik saaledes ransagedes i sine dybeste Hemmeligheder, bemærkede han, at han stod for den Alvidende, og skjælvende af Frygt tilstod han Alt. — Frelseren pegede paa en af Mængden og sagde: »er hiin ikke Usuligsuak, som du dræbte? — Disse, som jeg har samlet her, ere de Dræbte, som engang skulle lovprises af deres Banemænd, og disse mange Mænd har jeg samlet, fordi de ere min Lignelse, skjøndt Hedninge, eftersom de ere saarede og dræbte ligesom jeg. — Vil du nu ogsaa vedblive at myrde?« — Akamalik svarede: »nei, jeg vil aldrig dræbe Nogen mere.« — Derpaa sagde Frelseren: »vil du heller ikke troe paa mig?« — Derpaa tog han sin Kjortel af og viste Saarene i sine Hænder og sin Side, og ligeledes tog han sine Skoe af og viste sine Fødder, og der flød Blod og Vand ud, som om de nylig havde været saarede, og Øinene blændedes af Skotvingernes Glands. Endvidere sagde Frelseren: «jeg har en Fader i Himlen, seer du min Fader hist oppe?« Men Akamalik vendte sit Blik opefter og saae kun en lysende Ild. Derpaa fulgte Frelseren ham til et Sted, som han kaldte Dømmestedet. Det var den Afgrund, som Akamalik havde seet og var sprunget over, deri saaes den evige Ild og et fælt Menneske. Frelseren sagde: »han der er Tornarsuk; men naar du vil lære noget og troe paa mig, skal denne Afgrund ikke være din Plads, men du skal boe hist oppe. Til Sommer skal du reise til Nouk, for at du der kan lære noget.« — Akamalik begav sig paa Hjemveien, og da han kom til Afgrunden, sagde han til Frelseren: »jeg kan ikke gaae over den.« — Men Frelseren svarede: »saalænge du følger mig, er der ingen Hindring.« — Da Akamalik var kommen over den og gik ned ad Jorden til, saae han sit stakkels Legeme, som gik frem og tilbage paa Gulvet uden Forstand, og nogle meente, at han var gal. Da han kom til det, væmmedes han ved det. »Thi,« sagde han, »det lignede en Mødding fuld af Maddiker; dog gik han. ind i det, da han ingen anden Plads havde, og da han tog sit Legeme paa, blev han ligesom død og ganske afmægtig. Derefter fik han sin Forstand igjen og var ligesom vaagen. Han angrede siden sit ryggesløse Liv og kom til Nouk om Foraaret, og blev døbt af Brødre-Missionærerne. Han blev ikke alene Kristen af Navn, men tillige et godt Menneske og en elskværdig Ægtemand.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 288-292.
