Akvarel af Aron fra Kangeq (1822-1869)
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
Tillæg om Eskimoerne
Almindelige Bemærkninger
Der gives neppe noget Folk paa Jorden, der er udbredt over saa store Strækninger, ved Siden af at frembyde saa ringe Forskjelligheder inden for dets egne Grændser og en saa skarp Adskillelse fra Nabofolkene, som Eskimoerne. I visse Henseender, og navnlig i den sproglige, forbliver dette altid gaadefuldt, men forøvrigt ligger Hovedaarsagen i deres Erhverv og Levemaade, som ere betingede ved Havet og det kolde Klima, der kun tilstede den ene bestemte Art af Livsophold. Naar man undtager nogle ganske enkelte smaa Stammer, der ligesom danne en Overgang mellem Kystboer og Indlandsboer, men dog vel paa Grund af Sproget maae henregnes til Eskimoerne, ligge deres Boliger altid ved Havet eller ved Floder, ganske nær deres Munding til Havet, og ved deres Jagt- og Handelsreiser fjerne de sig ialmindelighed neppe over 5, og vel kun i yderst sjeldne Tilfælde over 20 Mile fra Havkysten. Afseet fra en ringe Indblanding af europæiske Nybyggere ere Eskimoerne saaledes de udelukkende Beboere af hele det nordligste Amerikas Kyster med paa den ene Side Grønland og paa den anden en Strækning af henved 100 Mile af Asiens nærmeste Kyst. Sydgrændsen er mod Øst: Strædet af Belle-Isle nær 50°, samt 55° paa Øst- og 60° N. B. paa Vestsiden af Hudsonsbugten, og mod Vest Amerikas Fastland under 60° N. B., dog saaledes at de eskimoiske Kystboer paa et Par ganske smaa Strækninger afbrydes af indianske Stammer, nemlig Kenayer og Ugalenzer, som her ere trængte frem til Havet og drive Jagt paa samme. Med hele denne nordligste Kyst af Amerikas Fastland følge tillige de omliggende Øer, som ligeledes kun ere beboede af Eskimoer. En ganske særegen Gruppe af dem udgjøre dog de aleutiske, hvis Indvaanere rigtignok udvise en aldeles bestemt Forskjel fra samtlige øvrige her omtalte Kystboer, men dog paa den anden Side staae dem langt nærmere end noget andet Folk, altsaa maae betragtes som en ganske enestaaende Sidegreen. Aleuternes Sprog er efter Ordlyden meget forskjelligt fra det eskimoiske, men har ganske den samme Sprogbygning som dette, og hele den øvrige Forskjel synes at indskrænke sig til noget mere udviklede Samfundsindretninger hos Aleuterne. Vi have saaledes ved Siden af de egentlige Eskimoer med eensartede Bopæle, Levemaade og Sprog, dels Indlands-Eskimoerne, der afvige i Henseende til Bopælenes Beliggenhed, deels Aleuterne, der afvige i Henseende til Sprogets Ordlyd, deels et Par smaa indianske Stammer, der have tilegnet sig endeel af Eskimoernes Levemaade, og endelig kommer hertil, at Eskimoernes nærmeste Naboer i Siberien ligeledes have optaget endeel af Eskimoernes Jagterhverv paa Havet. Men alle disse Overgange eller Mellemled mellem Eskimoerne og Nabofolkene indskrænke sig til de vestlige Egne af de eskimoiske Kyster, forøvrigt er Befolkningen skarpt afsondret fra, og staaer for det meste i et fjendligt Forhold til Naboerne, de amerikanske Indianere.
Hvad Eskimoernes nordlige Grændse angaaer, da er denne ubestemt, eftersom man har truffet dem i Grønland under 74° paa Øst- og under 78° N. B. paa Vestsiden. Ligeledes har man fundet Levninger af deres Vinterboliger paa de nordligste amerikanske Øer, med andre Ord man har sporet dem saa langt man endnu hidtil er trængt frem mod Nord fra denne Side, og det er vel muligt at der findes Indvaanere endnu nordligere paa ganske ubekjendte Kyster.
Fra det nordvestlige til det sydostlige Hjørne er hele denne Samling af Fastland og Øer omtrent 800 Mile lang i lige Linie. Efter den eskimoiske Reisemaade i en Baad langs Kysten er der fra det yderste Punkt paa Vestkysten af Amerika til det yderste paa Østkysten, nemlig Belle-Isle-Strædet noget over 1400 Mile. Fra det vestligste Punkt paa den asiatiske Kyst er der noget over 1200 Mile til dette Stræde og ligesaa langt til Sydpynten af Grønland, og mellem begge de sidstnævnte Punkter indbyrdes, nemlig Labrador og Grønland synes der heller ikke at være nogen kortere Vei end noget over 1200 Mile, hvortil endnu kunde lægges 1 til 200 Mile om til beboede Steder paa Østkysten, men hvad der ligger længere mod Nord paa denne Kyst turde maaskee staae i nærmere Forbindelse med de vestlige Lande ved en Vei nordenom Grønland, hvis Tilstedeværelse forskjellige Omstændigheder tyde paa. Der gives saaledes i Hovedsagen 3 Yderpunkter: Behringsstrædet, Labrador og Grønland, og Afstanden fra et af dem til hvert af de to andre er i ethvert Tilfælde den samme, nemlig noget over 12 til 1400 Mile. Denne Omstændighed turde have nogen Betydning med Hensyn til Spørgsmaalet om Stammens Oprindelse og første Udbredelse over dens nuværende Enemærker. Naar man nemlig seer, at det er ligesaa vanskeligt for Labradorerne som for Asiaterne og Aleuterne at komme til Grønland, er der ingen Grund til, efter Landenes Beliggenhed at antage, at Grønlænderne skulde være nærmere beslægtede med Labradorerne end med Indbyggerne ved Behringsstrædet, og naar man kan paavise en Overeensstemmelse mellem Grønlænderne og Labradorerne i Henseende til Sprog og Sagn, er der Grund til at formode det samme for de øvrige Eskimoers Vedkommende, saalænge man ikke har opnaaet Erfaringer for det Modsatte. De lange Vejstrækninger mellem de omtalte Yderpunkter maatte strengt talt kunne tilbagelægges af de Indfødte med deres egne Befordringsmidler, men der findes dog enkelte Skillemærker, som ialtfald nu neppe mere overskrides, deels paa Grund af de naturlige Hindringer, deels fordi Indbyggerne have sondret sig i Stammer, der vel mødes indbyrdes for at drive Handel og andet, men dog ogsaa til visse Tider øve Fjendtligheder gjensidig. Man kunde af Hensyn hertil endog dele dem i mange mindre Stammer. Dog ville vi her indskrænke os til, for Oversigtens Skyld at skjelne mellem efternævnte større Afdelinger:
1) Østgrønlænderne langs hele Østkysten til Kap Farvel. Det er dog uvist om der ikke paa denne Strækning findes større Afbrydelser, som sondre dem indbyrdes. De sydligst boende foretage aarlig Handelsreiser til Egnen af Kap Farvel og have derved Samqvem med de næstfølgende.
2) Beboerne af de danske Handelsdistrikter eller Vestgrønlænderne, fra Kap Farvel op til 74° N. B. Skjøndt man efter Kolonierne pleier at dele dem i Syd- og Nordgrønlænderne, maae disse dog ikke forvexles med de følgende, fra hvilke de synes at have været afskaarne i al den Tid man har kjendt dem.
3) De nordligste Grønlændere eller Beboerne af Grønlands Vestkyst nordfor Melvillebugten.
4) Labradorerne.
5) De mellemste Eskimoer, beboende alle Kyster fra Baffins- og Hudsons-Bugterne mod Øst til Barter-Øen ved Mackenzie-Floden mod Vest. Denne Afdeling er den mest udbredte at dem alle, da den beboer eller ialtfald i sin Tid har beboet og befærdet Strækninger, der kunne betragtes som en af Havet i talrige Retninger gjennemskaaren eller afbrudt Landmasse af henved 500 Miles Længde og indtil 200 Miles Brede. Det er disse samme Kyster, hvis Undersøgelse har kostet saa store Offre, og som man endda kun har meget ufuldkomne Kaart over. Der synes ikke at være tilstrækkelig Anledning til at trække Grændser mellem dem indbyrdes, uagtet der muligen kan findes Afbrydelser, som gjøre, at visse Bygder kun staae i saare ringe Forbindelse med de nærmest følgende. Men ingen af disse Afbrydelser synes at være saa skarp som de, der adskille dem fra de foregaaende Afdelinger, og man har havt Leilighed til at iagttage mærkelige Forbindelser mellem meget fjerne Punkter, baade ved at møde de samme Indfødte paa forskjellige Steder og ved at see hvorledes Rygter forplante sig. Ligeledes holde de sig skarpt afsondrede ved et Slags Stammeforskjel fra de næstfølgende, med hvilke de nærmest boende dog aarlig regelmæssig mødes paa Barter-Øen for at drive Handel.
6) De vestlige Eskimoer beboe den øvrige Kyst fra Barter-Øen af mod Vest og Syd. De adskille sig i flere Henseender fra alle de øvrige, deriblandt ved visse Læbeprydelser hos Mændene og Haaropsætningen hos Qvinderne. Det er til dem at Aleuterne og Indlands-Eskimoerne slutte sig som Sidegrene. De der boe nærmest omkring Halvøen Alaska siges ogsaa at være stærkt blandede med indiansk Afkom paa Grund af indbyrdes Krige og Qvinderov.
7) De asiatiske Eskimoer.
I Henseende til Legemsbeskaffenheden er der vel nogen, men ingen synderlig skarp Forskjel mellem Eskimoerne og flere dem nærmest boende Folkeslag i Amerika og Asien. De ere lave af Væxt. En Høide af 63 Tommer[1] maa vel ansees for den almindeligste hos Mænd, dog har man ogsaa truffet paa 68—70 T., hvorimod Qvinderne saagodt som alle ere lave af Væxt. Forøvrigt ere de bredskuldrede, med fremstaaende Bryst, især Qvinderne. Hænder og Fødder ere paafaldende smaa. Hele Legemet har meget Kjød og Fedt, men egentlig korpulente Folk træffer man saa godt som slet ikke. Musklerne ere slappe, og Huden underlig kold og blød ved Berøring, hvilket især mærkes ved Haandtrykket. Desuagtet overgaae de i Styrke de fleste af Amerikas oprindelige Folkeslag. Hvad Kraniets Form angaaer, da ere de meget udprægede Langhoveder. Hovedet er oventil pyramidalt og Kindbenene udstaaende til Siderne i en nok saa høi Grad som hos Mongolerne. Næsen er lille og undertiden næsten i Linie med de tykke kjødfulde Kinder, Øinene ligeledes smaa og med nogen Tilbøjelighed til en skraa Stilling op imod Tindingerne. Haarene ere kulsorte, tætte, grove, lange og glatte. Kun sjældent findes der et nogenlunde tæt Skjæg, i Reglen er det kun svagt antydet og udrykkes desuden efter Skik. Hudfarven er ved Fødselen hvid, men bliver senere graalig bruun, dog skinner det Rødlige frem paa Kinderne. De kunne taale Sult og Kulde i en forbausende Grad, uden at nedstemmes eller hindres i deres Arbeide. I begge Henseender hjælper selvfølgelig den stærke Fedme, der ogsaa paa en paafaldende Maade aftager og atter tiltager i Løbet af faa Maaneder alt eftersom Velstanden er til.
Eskimoerne stode ved det første Bekjendtskab, man gjorde med dem, paa det Udviklingstrin, som maa betegnes ved de slebne Steenredskabers, med undtagelsesviis Anvendelse af Metal, uden egentlig Kjendskab til sammes Bearbeidelse, hvis man nemlig vil bedømme dem i Lighed med de forhistoriske Menneske-Ætter, som man kun kjender fra saadanne efterladte Levninger af deres Redskaber. Som bekjendt har man endnu indtil vor Tid pleiet at betegne saadanne Folkeslag, og deriblandt Eskimoerne, som »Vilde«, ja nogle have endog frakjendt dem Besiddelse af de væsentlige aandelige Eiendele eller Frembringelser, gjennem hvilke alt Kulturliv yttrer sig, saasom al Samfundsorden, Love, Videnskab, Konst og endog Religion. Man kan ikke undre sig over at slige Yttringer kunne fremkomme, naar man betænker den Letsindighed, hvormed der ofte fældes Dom i saa vigtige Spørgsmaal, naar man hører, at Reisende, der fra et Skib gaae iland paa en Kyst, under faa Timers Ophold ville udfritte af Indvaanere, der aldrig have seet Europæere før, hvad Mening de have om Guddommen og Verdens Skabelse, eller naar andre som have opholdt sig hos et Folk, med hvilket de aldeles ikke kunne gjøre sig forstaaelige, ville paastaae, at det er blottet for al Religion. Det synes dog at man efterhaanden nu kommer bort fra saadanne Anskuelser, som hvile paa Racefordom og overfladisk Iagttagelse, og at man kommer til Erkjendelse af, at ingen af hine Kulturlivets Hovedyttringer mangler hos noget Folk, om de end for størstedelen skjule sig under en anden Form, og først under den senere Kulturudvikling sondre og udfolde sig saaledes, at de blive synlige ogsaa for den overfladiske Iagttager. Skjøndt den Vildfarelse vistnok er stor, hvorved man frakjender saadanne Samfund al Religion, er den neppe mindre, at antage at de mangle Love i den Forstand, at den Enkelte hos dem skulde endog blot være mindre bunden ved det, der paalægges ham af Samfundet. Thi jo lavere et Kulturtrin er, desto mere faae Vedtægter og Skikke Lovenes Kraft og gjøre derved maaskee den Enkelte endnu mere ufri ved at foreskrive ham saa godt som alt, hans Levemaade og Huusvæsen Vedkommende. Efterhaanden som disse Baand løsnes, bliver det nødvendigt ved mere skarpt udprægede Love at begrændse de Enkeltes Vilkaarlighed, men selv en saadan Begyndelse til mere tydelig udtalte Love kan man vistnok ogsaa spore hos ethvert nulevende Folk. Endvidere er det jo bekjendt, hvorledes Religion og Stat forblive sammenknyttede endog paa de høieste Kulturtrin. Hos hine saakaldte Steenalderens Folk ere Love og Vedtægter i endnu høiere Grad begrundede i Troen, og den styrende Myndighed tillige Mellemleddet mellem de høiere Magter og Mennesket. Naar man har kunnet tale om Mangelen paa Religion og Love, tør det ikke undre os, at man ikke har kunnet opdage Videnskab og Konst, deriblandt da nærmest Historie og Digtekonst. Thi disse Aandsfrembringelser fremtræde i Form af Sagnfortælling, og denne er af alle Folkets Eiendomme den sidste, som Fremmede have Leilighed til at sætte sig ind i. Og atter er Sagnfortællingen paa det nøieste sammenknyttet, med Religion og Love, og kan betragtes som Midlet til at opbevare disse uforandrede i Tidernes Løb og under den store Adsplittelse. Dette være sagt nærmest med Hensyn til Inddelingen af det Følgende efter Afsnit.
Da man som bekjendt selv i de af Naturen meest begunstigede Lande kan træffe Folkestammer, der staae paa det laveste Kulturtrin, er der ingen Grund til at antage, at Eskimoerne paa Grund af det Himmelstrøg, hvorunder de leve, skulde være væsentlig forskjellige i Udvikling fra de Steenalderens Folk, der i andre Egne af Jorden have efterladt sig lignende Redskaber, som dem, Eskimoerne endnu have eller nylig have havt. De synes derfor at være af Interesse for Kulturhistorien derved, at man i dem har en Antydning af, hvorledes Steenalderens forsvundne Folk have været uddannede i de Retninger, i hvilke de ikke have kunnet efterlade sig Spor, og de ere saameget desto bedre skikkede dertil, som de have udviklet sig meest afsondrede og upaavirkede af Folk paa et andet Udviklingstrin.
Alle Forfattere ere enige at tillægge Eskimoerne den største indbyrdes Lighed med Hensyn til Næringsvei, Levemaade og Opfindelser. Vi skulle i det Følgende nærmere paavise, at man ogsaa med temmelig Rimelighed tør forudsætte det samme med Hensyn til Sprog, Religion og Sagn. Vi have saadanne Oplysninger fra Labradrorerne, at vi kunne paavise mærkværdige Ligheder mellem dem og Grønlænderne. Man har altsaa ifølge det Foregaaende Grund til at formode det samme for de vestlige Eskimoers Vedkommende. De faa Hentydninger, man finder i Beretninger derfra, bestyrke dette i enhver Henseende. Men ligesom der neppe kan tænkes nogen fuldkommen Stilstand med Hensyn til Kulturudviklingen, saaledes vilde en nøiere Undersøgelse dog sikkert ogsaa vise saa megen Forskjel mellem de enkelte Afdelinger, som var nødvendig for at godtgjøre, at der altid har fundet nogen Forandring Sted. Da imidlertid Grønlænderne saaledes dog kunne betragtes som Repræsentanter for de øvrige Eskimoer, og da det er Forfatterens Ønske, mere at dvæle ved det, som han selv har indsamlet, end ved det, som har maattet søges i andre Skrifter, ville vi i det Følgende nærmest holde os til Grønlænderne, og ligeledes ogsaa for deres Vedkommende mere dvæle ved det som kan udledes af deres Overleveringer, end ved deres Levemaade, Redskaber o. s. v., som findes udførligt beskrevet i ældre Skrifter. Det følger af sig selv, at hvor der ikke anføres en udtrykkelig Bestemmelse af Tid og Sted, er der ialmindelighed tænkt paa Grønlænderne, saaledes som de vare ved de nyere Europæeres Ankomst til Landet, hvorhos der for Fuldstændighedens Skyld er meddeelt et særegent Tillæg om Forandringerne ved Europæernes Paavirkning.
Fodnoter
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 152-158