Americas opdagelse af skandinaverne i det 10de århundrede
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Af Carl Christian Rafn
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1840
Americas forcolumbiske Historie har i de seneste Aar mere og mere tildraget sig den almindelige Opmærksomhed. Ad flere Veie ere Kjendsgjerninger hentede, der udbrede uventet Lys over hin Periode, hvilken man var bleven vant til at betragte som indhyllet i et uopløseligt Mørke. Mangt et Vink, og mere end Vink, mangt et umiskjendeligt Mærke, som er fremstillet for os, har betaget os af Overraskelse, og vi ere allerede komne paa det Punkt, at vi fatte en større Tillid til de Granskninger, hvis værdige Formaal det er at opklare hiin Verdensdeels dunkle Fortid. Med Rette vil Americas Opdagelse i det tiende Aarhundrede regnes til een af de mærkelige Begivenheder i Verdenshistorien, og den skjønsomme Eftertid vil ikke nægte de djærve Nordboer, som udførte denne Opdagelse, den Plads i Historiens Aarbøger, hvortil deres Bedrifter give dem Adkomst. Det er Bestemmelsen af de følgende Blade at gjøre opmærksom paa Gyldigheden af denne Adkomst. Imidlertid søge man deri intet videre end en aldeles kortfattet og sammentrængt Fremstilling af de historiske Begivenheder i det egentlige America og af de Bidrag til denne Verdensdeels Geographie, Hydrographie, og Natur-Beskrivelse, som fra hine Tider ere ved Fædrenes Omsorg bevarede i Nordens Oldskrifter. Til mine udførligere Undersøgelser i Antiqvitates Americanæ, og navnlig til selve Kildeskrifterne for Americas Oldhistorie, henviser jeg iøvrigt de Læsere, der ønske at tilegne sig fuldstændig Kundskab om denne Begivenhed. Grønland havde i de Tider en betydelig europæisk Befolkning, og udgjorde gjennem flere Aarhundreder et særeget Bispedømme. Til den Masse af gamle Efterretninger, som omhandle dette, ogsaa til America hørende, Polarland, har her ikke kunnet tages Hensyn. Det vilde Pladsen ikke tillade. Islands Opdagelse i Midten af det niende Aarhundrede; Ingolfs Nedsættelse der ved Aaret 874, og Landets derefter følgende fuldstændige, tildeels af Nordens mægtigste og rigeste Familier udførte, Colonisering, hvilken medtog henved 100 Aar, ere Begivenheder, der her maae tænkes som forudgaaede. Efterat Islands Farvande havde i saa lang Tid været idelig beseilede i alle Retninger, kunde Grønland ikke forblive uopdaget; og naar vi kaste et Blik paa den overordentlige Mængde af Kildeskrifter til Islands Bebyggelses Historie, og bemærke hvilket Liv der den Gang bevægede sig paa hint fjerne Øland, da staaer Amerieas Opdagelse for os næsten som en naturlig Følge af Begivenhedernes Gang, eller dog som en Hændelse der under saadanne Forhold meget let maatte fremkaldes.
Erik den Røde drog i Foraaret 986 fra Island over at nedsætte sig paa Grønland, og tog Bopæl paa Brattelid i Eriksfjord. Med ham fulgte blandt andre Herjulf, en Søn af Baard, som var Ingolfs, Islands første Landnamsmands, Frænde. Herjulf nedsatte sig paa Herjulfsnæs. Dennes Bjarne var den Gang fraværende paa en Handelsreise til Norge. Ved hans Tilbagekomst til Øre (Eyrar) om Sommeren, var Faderen afreist. Den dristige Sømand besluttede sig dog til at tilbringe ogsaa den forestaaende Vinter, ligesom alle de foregaaende, hos sin Fader, uagtet ingen af hans Folk forhen havde befaret Grønlands Hav. De begave sig paa Reisen, men overfaldtes af Nordenvinde og Taager, og vidste under mange Dages Seilads ikke hvor de fore. Efterat Solen igjen var kommen til syne, og de kunde skjelne Verdenskanterne (deila áttir), bleve de omsider Land vaer, og talte da imellem sig om, hvad Land det kunde være. Bjarne formeente at det ikke kunde være Grønland, men raadede dog at seile nær ved Landet. Dette gjorde de, og saae da at Landet var uden Fjelde, og bevoxet med Skov, og at der vare smaae Høie. Da dette Land ikke svarede til Grønlands Beskrivelse, lode de det ligge paa Bagbord (venstre Side), og seilede i to Døgn, og saae da et andet Land, som var fladt (slétt) og bevoxet med Skov. Derfra seilede de ud i rum Sø med SV - Vind i tre Døgn, og saae da det tredie Land, som var høit og bedækket med Fjelde og Isbjerge; de seilede langs med Kysten, og bemærkede at det var en Ø. Heller ikke her vilde de lande, thi Bjarne fandt dette Land ikke at være indbydende. De satte Bagstavnen mod Landet, og seilede ud i rum Sø med samme Bør, og med en rygende Storm naaede de i fire Døgn Herjulfsnæs paa Grønland.
Bjarne besøgte, formodentlig i Aaret 994, Erik Jarl i Norge, og fortalte ham om sin Reise og Opdagelse af ubekjendte Lande. Man bebreidede ham, at han ikke havde undersøgt disse Lande nøiere. Efter hans Tilbagekomst fra Norge til Grønland taltes der meget om at foretage en Opdagelsesreise. Erik den Rødes Søn Leif kjøbte Bjarnes Skib, og udrustede det med en Besætning af 35 Mand, deriblandt en Tydsker, ved Navn Tyrker, som længe havde været hos hans Fader og elsket Leif meget i dennes Barndom. De tiltraadte i Aaret 1000 den besluttede Reise, og kom først til det Land, Bjarne havde seet sidst. De kastede Anker, gik i Land, saae intet Græs, men store Isbjerge overalt oppe i Landet, og fra Søen til disse var det som en Steenflade (hella); Landet forekom dem at være uden Herligheder, og de kaldte det Helluland. De seilede derfra ud i rum Sø, og kom til det andet Land, hvor de ligeledes landede; det var fladt (slétt), og bevoxet med Skov, og vidt omkring, hvor de gik, vare der hvide Sandrevler (sandar hvitir), og Strandbreden var uden Bratheder (ósæbratt). De kaldte dette Land Markland (Skovland). Derfra seilede de igjen i rum Sø med NO - Vind, og vare ude i to Døgn, inden de igjen saae Land. De kom til en Ø, som laae østen for Landet, og seilede ind i et Sund imellem denne Ø og et Næs, som strakte sig øster (og nord) ud af Landet. De seilede vesterpaa. Der var meget grundt i Ebbetiden. Omsider gik de i Land paa et Sted, hvor en Flod faldt igjennein en Indsø og derpaa ud i Havet. De førte deres Skib op i Floden og derfra i Indsøen, hvor de ankrede. Der gjorde de sig Brædehytter, men besluttede sig siden til at overvintre der, og byggede da store Huse, som senere benævntes Leifsbuðir. Efterat Huusbygningen var fuldendt, deelte Leif sine Folk i to Afdelinger, som skulde skiftes til, den ene at undersøge Landet paa smaae Udflugter, ikke længere bort end at de kunde komme hjem om Aftenen, og uden at skilles ad, medens den anden opholdt sig hjemme ved Husene. Leif afvexlede ogsaa selv, saa at han den ene Dag drog med, men blev hjemme den anden. Det hændte sig nu en Dag at den ovenmeldte Tydsker Tyrker savnedes. Leif drog da med tolv Mand ud at søge efter ham, men de vare ikke komne langt fra deres Huse, inden han kom dem imøde. Paa Leifs Forespørgsel om Grunden til hans lange Udeblivelse svarede han først paa Tydsk, men de forstode ikke hvad han talte; siden sagde han paa Nordisk: «Jeg var ikke gaaet meget længere, men dog har jeg nogen ny Opdagelse at berette, jeg fandt Viinranker og Viindruer.» Han bekræftede dette end ydermere ved at tilføie, at han var født i et Land, hvor der hverken fattedes Viinranker eller Viindruer. De havde nu to Sysler, at hugge Bygningstømmer til Skibets Ladning og at samle Viindruer; med disse sidste fyldte de Skibets Storbaad. Leif gav Landet Navn, og kaldte det Vinland. Om Vaaren seilede de igjen derfra og tilbage til Grønland.
Der taltes nu i Grønland meget om Leifs Viinlandsreise, og hans Broder Thorvald syntes at Landet var altfor lidet undersøgt. Leif laante ham da sit Skib, og med 30 Mand begav han sig i Aaret 1002, efter Broderens Raad og Anviisning, paa Reisen. De kom til Viinland til Leifsboder, hvor de opholdt sig om Vinteren og dreve Fiskeri. Om Vaaren 1003 lod Thorvald Skibet sætte i Stand, og beordrede Storbaaden med nogle Mand paa en Undersøgelsesreise om Sommeren sønderpaa. De fandt Landet smukt og skovrigt, og kun kort imellem Skov og Hav, og hvide Sandstrækninger; der vare mange Øer og meget grundt. De fandt ingensteds Kjendemærker paa at der havde været Mennesker, undtagen et Kornskuur af Træ paa en vestlig beliggende Ø. Først om Høsten kom de tilbage til Leifsboder. Den anden Sommer, 1004, drog Thorvald med det store Fartøi østerpaa og nordefter (fyrir austan ok hit nyrðra fyrir landit) forbi et udenfor en Bugt beliggende mærkeligt Næs (andnes), som de kaldte Kjalarnes. Derfra seilede de langsmed Landets østlige Kyst ind i de nærmeste Fjordmundinger til et Forbjerg (höfði) som strakte sig der frem, hvilket overalt var bevoxet med Skov. Der gik Thorvald i Land med alle sine Ledsagere. Han fandt saa megen Behag i dette Sted, at han sagde: « Her er fagert, og her ønsker jeg at reise min Bopæl.» Da de siden vilde gaae ombord, bleve de vaer paa den sandige Strandbred indenfor Forbjerget tre Forhøininger. De droge did, og saae tre Skindbaade og tre Skrællinger (Eskimoer) under hver; de kom i Haandgemæng, og de dræbte de otte, men den niende undkom med sin Baad. Siden kom en utallig Mængde inde fra Fjorden ud imod dem. De søgte at beskytte sig ved at anbringe Stridsskjerme paa Skibets Borde. Skrællingerne skjøde en Stund paa dem, og undflyede siden. Thorvald var bleven saaret af en Piil under Armen. Da han fandt Saaret dødeligt, sagde han: «Nu raader jeg at I berede eder som snarest til Tilbagereisen, men I skulle føre mig til det Forbjerg, hvor det syntes mig bedst at boe; det kan hændes at det var et sandt Ord, som faldt mig i Munden, at jeg skulde boe der en Stund; der skulle I begrave mig og sætte Kors ved mit Hoved og mine Fødder og kalde det Krossanes bestandig herefter.» Han døde, og de gjorde som han havde budet. Siden droge de tilbage til deres Stalbrødre til Leifsboder, og boede der om Vinteren; men om Vaaren 1005 seilede de igjen til Grønland, og havde da en vigtig Tidende at berette Leif.
Eriks tredie Søn Thorstein besluttede sig til at reise til Viinland efter sin Broders Lig; han udrustede det samme Skib, og valgte store og stærke Folk til dets Besætning, 25 Mand; ogsaa hans Kone Gudrid fulgte ham. De dreve om paa Søen hele Sommeren, og vidste ikke hvor de fore, og da Vinterens første Uge var forløben, landede de i Lysufjord i Grønlands vestre Bygd. Der døde Thorstein om Vinteren, og om Foraaret drog Gudrid tilbage til Eriksfjord.
Den paafølgende Sommer, 1006, kom to Skibe fra Island til Grønland. Det ene styredes af Thorfin med det betydningsfulde Tilnavn Karlsefne, det er den som tegner til at blive en Karl eller stor og brav Mand; han var en rig og mægtig Mand og af stor Æt, nedstammende fra danske, norske, svenske, irske og skotske Forfædre og tildeels Kongeslægter. Med ham fulgte Snorre Thorbrandson, ligeledes en Mand af anseet Slægt. Det andet styredes af Bjarne Grimolfsøn fra Bredefjord og Thorhall Gamlason fra Østfjordene. De høitideligholdt Julen i Brattelid. Thorfinn fattede Kjærlighed til Gudrid, fik ja af hendes Svoger Leif, og deres Bryllup holdtes om Vinteren. Der taltes endnu som før om Viinlandsreiserne, og Folk, baade Gudrid og andre, tilskyndede Thorfinn at foretage sig en saadan Reise. Den blev besluttet, Karlsefne og Snorre beredte i Foraaret 1007 deres Skib, Bjarne og Thorhall ligeledes deres. Et tredie Skib, paa hvilket i sin Tid Gudrids Fader Thorbjørn var kommen til Grønland, styrede Thorvard, som var gift med Erik den Rødes Slegfreddatter Freydis, og paa dette Skib var tillige Thorhall, der længe havde tjent Erik som Jæger om Sommeren og som Huusfoged om Vinteren, og var vidt omkring bekjendt i Ubygderne. De havde i alt CXL Mand (d. e. , da C betyder et stort Hundrede, 160). De havde med sig alle Slags Kvæg, thi de agtede at bebygge Landet, om det blev dem muligt. De seilede først til Vesterbygden, derfra til Bjarney (Disco). Derfra seilede de i Sønder til Helluland, hvor der var en Mængde Ræve. Fra dette Land seilede de igjen sydpaa i to Døgn til Markland, et skovbevoxet Land, hvor der vare mange Dyr. Derfra seilede de i sydvestlig Retning i lang Tid, saa at Landet laae paa Styrbord (Skibets høire Side), indtil de omsider naaede Kjalarnes, hvor der vare uveibare Ørkener, samt lange og sandige Strande, som de kaldte de forunderlige Strande, Furdustrandir. Efterat de havde seilet dem forbi, begyndte Landet at blive indskaaret af Vige. De havde to Skotlændere, Hakk og Hekkja, med, hvilke Leif i sin Tid havde faaet af den norske Konge Olaf Tryggvason, og som vare meget hurtige til Fods. Dem landsatte de, for at de skulde løbe sydvest efter, for at undersøge Landet. Efter tre Døgns Forløb kom de tilbage, og medbragde Viindruer og Hvedeax, som voxede vildt i denne Egn. De seilede nu videre, indtil en dyb Fjord skar sig ind i Landet. Udenfor den laae der en Ø, hvorom der gik stærke Strømme ligesom ind i Fjorden. Paa Øen vare der en utallig Mængde Ederfugle, saa at man neppe kunde gaae der for Æggene. Øen kaldte de Strømø, Straumey, og Fjorden Strømfjord, Straumfjörð. I denne landede de, og beredte sig til Vinterophold. Egnen var meget skjøn. De foretoge sig intet andet end at undersøge Landet. Thorhall vilde nu drage N efter, for at opsøge Viinland, men Karlsefne i SV. Thorhall beredte sig ude under Øen, og skilte sig selv niende fra det øvrige Reiseselskab; og da han bar Vand paa sit Skib og drak, kvad han denne Vise:
- Folk mig loved, naar hid jeg
- Kom, da skulde den bedste
- Drik jeg have; men Landet
- Laste bør jeg for alle;
- Her man nødes med Haanden,
- Spanden at styre til Vandet,
- Jeg mig til Kilden maa bøie,
- Viin kom ei paa min Læbe.
Og da de vare færdige, heisede de Seil; og nu kvad Thorhall videre:
- Lad os drage tilbage
- Hjem til vore Landsmænd
- Lade Skibet forsøge
- Havets brede Veie;
- Medens de ufortrødne
- Mænd, som rose Landet,
- Bygge og Hvaler syde
- Her paa Furdustrande.
Siden seilede de nordefter forbi Furdustrande og Kjalarnæs, men de bleve ved Vestenvinde forslaaede til Irland, hvor de bleve slaaede og kuede i Trældom, eftersom Kjøbmænd have fortalt. Karlsefne med Snorre og Bjarne og hele det øvrige Mandskab, tilsammen CXXXI (151) Mand seilede vest efter, og kom nu til det Sted, hvor en Flod faldt ud igjennem en Vig eller Indsø. Der laae store Øer udenfor; de seilede ind i Flodmundingen, og kaldte Stedet Hop. De fandt der selvsaaede Hvedeagre, hvor der var sildt, men Viinranker paa de høiere Steder. Da de en Morgen tidlig saae sig om, bleve de vaer en stor Mængde Skindbaade. Paa givet Fredstegn roede de nærmere, og disse Folk forundredes over dem som de traf der. Disse Mennesker vare sortladne og stygge, havde et hæsligt Haar paa Hovedet, store Øine og brede Kinder. Da de havde forundret sig en Tid, roede de igjen bort sydvest forbi Næsset. Karlsefne havde ladet sine Vaaningshuse bygge ovenfor Vigen. De vare der om Vinteren. Der kom ingen Snee, og alt deres Kvæg nærede sig selv ude paa fri Mark. I Begyndelsen af Foraaret 1008 saae de en Morgen tidlig en Mængde Skindbaade komme SV fra forbi Næsset. Paa givet Tegn fra Karlsefnes Side ved et hævet hvidt Skjold kom de til dem, og de begyndte at kjøbslaae. Disse Folk vilde helst have rødt Klæde, og havde Skindvarer og ægte Graaskind at give derfor. De vilde ogsaa kjøbe Sværd og Spyd, men Karlsefne og Snorre forbøde deres Folk at sælge dem Vaaben. Skrællingerne toge for et ganske graat Skind et Stykke rødt Klæde af et Spands Brede, og bandt det om deres Hoved. Saaledes gik deres Handel en Tid. Da begyndte Klædet at gaae op for Nordboerne, og de skare det nu i smaae Stykker, ikke bredere end en Fingers Brede, og Skrællingerne gave dog ligesaa meget derfor som tilforn eller mere. Karlsefne lod ogsaa Kvinderne bære Melkemad ud, og da Skrællingerne fik Smag paa den, vilde de kjøbe den fremfor alt andet. Skrællingernes Kjøbmandskab blev da saaledes, at de bare deres kjøbte Varer bort i deres Maver. Medens denne Handel gik for sig, traf det sig at en Tyr, som Karlsefne havde med, løb frem af Skoven og brølede høit. Derover forskrækkedes Skrællingerne, og de løb ud paa deres Baade, og roede sønderpaa. I den Tid fødte Karlsefnes Kone Gudrid et Drengebarn, som fik Navnet Snorre. I Begyndelsen af næste Vinter kom Skrællingerne igjen meget talrigere, og de gave Tegn paa Ufred og hylede høit. Karlsefne lod bære et rødt Skjold imod dem. De gik nu mod hinanden og sloges. Der blev en haard Skudregn. Skrællingerne havde et Slags Blider; de hævede op paa en Stang en overmaade stor Kugle, næsten at ligne med en Faarevom og blaaagtig af Farve; denne svang de af Stangen op paa Land over Karlsefnes Folk, og den gav et skrækkeligt Skrald, idet den faldt ned. Derved opkom Skræk blandt Nordboerne, og de trak sig tilbage langs med Floden. Freydis kom ud og saae dem flye; hun raabte da: «Hvi løbe I, saa raske Mænd som I ere, for disse Stakler, som jeg troede I kunde fælde som Fæ; hvis jeg havde Vaaben, troer jeg at jeg skulde slaaes bedre end nogen af eder.» De gave dog ingen Agt paa hendes Ord. Hun vilde følge dem, men hun var langsommere , da hun var frugtsommelig. Dog gik hun efter dem i Skoven. Skrællingerne satte efter hende. Hun fandt for sig en død Mand: det var Thorbrand Snorrason; en flad Steen sad fast i hans Hoved; Sværdet laae blottet ved hans Side: dette tog hun op og beredte sig til Modværn. Hun tog Brysterne frem af Klæderne, og slog dem ud paa det bare Sværd. Derover bleve Skrællingerne bange og undløb til deres Skibe, og roede bort. Karlsefne kom da til, og de roste hendes Mod. Karlsefne troede nu at indsee, at skjøndt Landet havde mange Herligheder, vilde man dog der bestandig svæve i Frygt for Ufred af Landets tidligere Beboere. De beredte sig derfor til Afreise, og agtede sig tilbage til deres eget Land. De seilede østerpaa, og kom til Strømfjord. Karlsefne seilede med eet Skib, at opsøge Thorhall, men de øvrige bleve tilbage. De droge nord om Kjalarnæs. og førtes derefter imod Nordvest; Landet laae paa Bagbord; der vare lide Skove overalt, saa langt de kunde øine, og næsten ingensteds andre Pladser i dem. De ansaae den Fjeldstrækning, som var i Hop, og den, de nu traf, for een og den samme. Den tredie Vinter vare de i Strømfjord. Karlsefnes Søn Snorre var nu tre Aar gammel. Da de seilede fra Viinland, havde de Søndenvind, og kom til Markland, hvor de traf fem Skrællinger. De grebe to Drengebørn og førte dem med sig, lærte dem det nordiske Sprog, og døbte dem. De kaldte deres Moder Vethilldi og Fader Uvæge, og sagde at over Skrællingerne vare Høvdinger, een hed Avaldamon, en anden Valdidida; de sagde at der var ingen Huse, men Folk boede i Grotter eller Huler. Bjarne Grimolfson blev forslaaet til Irlands Hav, og kom i en Ormesø, og Skibet begyndte at synke under dem. Nogle reddede sig i en Baad, som var smurt med Sæltjærc, thi den, hedder det i den gamle Beretning, angriber Søormen ikke. Karlsefne fortsatte Reisen til Grønland til Eriksfjord.
Samme Sommer, 1011, kom et Skib fra Norge til Grønland, styret af to Brødre fra Østfjordene paa Island, Helge og Finnboge, som opholdt sig om Vinteren paa Grønland. Freydis drog til dem, og indbød dem til at reise med til Viinland, og dele halvt med hende alt det Udbytte, som denne Reise vilde give. Dette tilstode de. Freydis og Brødrene gjorde den Aftale indbyrdes, at hver af dem skulde have 30 stridbare Mænd paa sit Skib foruden Kvinder; men Freydis overtraadte strax dette, og havde fem Mand flere, som hun skjulte. De kom 1012 til Leifsboder, hvor de opholdt sig den følgende Vinter. Freydis's Fremfærd foranledigede et spændt Forhold, og ved Snedighed forførte hun sin Mand til at dræbe Brødrene og deres Følge. Efter denne bedrevne Udaad seilede de om Foraaret 1013 tilbage til Grønland, hvor Thorfinn laae seilklar for Norge og ventede paa Bør, og det er et almindeligt Ord, at der ikke er gaaet noget rigere ladt Skib fra Grønland end det han førte. Saasnart Vinden blev god, afseilede han til Norge, hvor han tilbragde den næste Vinter, og solgte sine Varer. Da han den følgende Vaar laae seilfærdig for Island, kom der en Tydsker fra Bremen i Saxland til ham og vilde kjøbe et Stykke Træ. Han gav derfor en halv Mark Guld; det var Mosur fra Viinland. Karlsefne drog til Island, og kjøbte næste Aar, 1015, Glaumboland i Skagefjorden paa Nordlandet, hvor han boede, saalænge han levede, og hans i Viinland fødte Søn Snorre efter ham. Da denne var gift, gjorde hans Moder Gudrid en Pillegrimsreise til Rom, hvorfra hun igjen kom tilbage til sin Søns Gaard, og han havde da ladet bygge en Kirke paa Glaumbo. Moderen levede længe som Nonne. En talrig og anscet Slægt nedstammer fra Karlsefne, deriblandt den lærde Biskop Thorlak Kunolfsøn (født 1085 af Snorres Datter Halfride), hvem Islands ældste i Aaret 1123 udstædte Kirkeret fornemmelig skyldes; ved ham ere Beretningerne om hans Oldeforældres mærkelige Keiser rimeligviis først optegnede.
Det er en heldig Omstændighed at de gamle Beretninger have bevaret saavel nautiske som ogsaa geographiske og astronomiske Angivelser, der kunne lede til at bestemme de navngivne Landes og Steders Beliggenhed. De nautiske ere særdeles vigtige, endskjøndt de hidtil ikke ere blevne tilbørlig paaagtede, nemlig Angivelsen af Seiladsens Retning og de i Dagseiladser (dægr) angivne Distancer. Af Bestemmelser i Landnama og flere gamle islandske geographiske Skrifter kan man udregne, at en Dagseilads ansloges til omtrent 27 til 30 Miil. Fra Øen Helluland, senere benævnt Litla Helluland, seilede Bjarne Herjulfson til Herjulfsnæs (Ikigeit) paa Grønland med SV - Vind og en rygende Storm i 4 Døgn. Afstanden mellem dette Næs og Newfoundland er omtrent 150 Miil, som vil passe, naar man tager den stærke Storm med i Overslag. Nyere Reisende beskrive dette Land som tildeels bestaaende af nøgne Klippeflader af større eller mindre Udstrækning, hvor intet Træ, ikke engang en Busk kan trives, og som derfor sædvanlig kaldes Barrens, aldeles svarende til de gamle Nordboers hellur, hvoraf de gave Landet Navn.
Markland laa SV for Helluland i en Afstand af 3 Dages Seilads eller omtrent 80 til 90 Miil. Det bliver altsaa Nova Scotia, hvis Beskrivelse af de Nyere svarer til de Gamles af Markland: «Landet er lavt (low) i Almindelighed; Kysten mod Søen er flad og lav (level and low to the seaward), og Strandbreden kjendelig ved hvide Klitter; Landet er lavt med hvide Sandklitter (white sandy cliffs), som falde stærkt i Øinene fra Søen af»; saaledes hedder det i een af de nyere Seilingsbøger (Pilots), og en anden udtrykker sig derom: «Paa Kysten ere nogle Klitter af overordentlig hvidt Sand (cliffs of cxceedingly white sand).» De engelske Sømænds level svarer aldeles til det islandske slétt, deres low to the seaward til det korte Ord osæbratt, og white sandy cliffs til de Gamles hvitir sandar. Nova Scotia samt New Brunswick og Nedre Canada, som rimeligviis regnedes til de Gamles Markland (af mork, Skov) ere overalt bedækkede med mægtige Skove.
Vinland laae to Dagreiser, altsaa omtrent 54 til 60 Miil i sydvestlig Retning fra Markland. Afstanden fra Cap Sable til Cap Cod angives i Seilingsbøgerne til omtrent 70 leagues i SV, der altsaa bliver omtrent 52 Miil. Bjarnes Beskrivelse, at Landet var uden Fjelde, bevoxet med Skov og beklædt med smaae Høie, er træffende, og i den østen for Landet beliggende Ø, mellem hvilken og det sig øster- og nord udstrækkende Næs Leif seilede, gjenkjende vi Nantucket. De Gamle fandt der meget grundt (grunnsæfi mikit) ; de Nyere anmærke i samme Sund utallige Rev (rifs) og andre Grunde (shoals), og sige at det hele fremstiller Udseendet af et undergaaet Land (drowned land).
Kjalarnes (af kjölr, en Kjøl), rimeligviis saa benævnt formedelst dette Næs's paafaldende Lighed med Kjølen paa et Skib, især paa eet af Oldtidens Langskibe, bliver da Cap Cod,. som de nyere Geographer have sammenlignet snart med et Horn, snart med en Lee. Det kaldes andnes, d. e. et Næs som ligger lige over for et andet Næs (her Cap. Ann) ved Mundingen af en Fjord (Boston Bay). De gamle Nordboer traf her uveibare Ørkener (öræfi samt lange Strande og Dyner (strandir lángar ok sandar), som vare af forunderligt Udseende og Beskaffenhed, hvorfor de kaldte dem Furbitstrandir (af furða, en forunderlig Ting, og strönd, Strimmel, Strand). Man sammenholde Beskrivelsen af dette Næs (Indianernes Nauset) af en nyere Forfatter Hitchcock, (Report on the Geology, Mineralogy, Botany, and Zoology of Massachusetts, Amherst, 1833): «Dynerne eller Sandbankerne, som ofte ere næsten eller aldeles blottede for Vegetation og sneehvide, tiltrække sig overordentlig Opmærksomheden ved deres Besynderlighed (forcibly attract the attention on account of their peculiarity). Da vi nærmede os det yderste af Næsset, tiltog Sandet og Ufrugtbarheden, og paa ikke faa Steder behøvedes der blot at den Reisende skulde møde en Trop arabiske Beduiner, for at man kunde føle sig dybt inde i en arabisk eller lybisk Ørken.» Et særeget Natur-Phænomen, som bemærkes der, har rimeligviis ogsaa bidraget til det særegne Navn. Dette beskrives af den samme Forfatter saaledes: «Ved at gaae over Sandbankerne paa Næsset bemærkede jeg en besynderlig Forblændelse eller Bedrag. I Orleans for Exempel syntes vi at stige opad i en Vinkel af tre eller fire Grader, og jeg blev ikke vaer, at dette ikke forholdt sig saaledes, førend jeg ved at vende mig om, bemærkede at en lignende Opstigning viste sig paa den Vei, vi nylig havde passeret. Jeg vil ikke forsøge at forklare dette optiske Bedrag, men allene bemærke, at det rimeligviis er af samme Art, som det Humboldt bemærkede paa Pampas i Venezuela: «Rundt omkring os,» siger han, «syntes Sletterne at stige op imod Skyerne.» Med et passende Navn finde vi saaledes at de gamle Nordboer have benævnt de tre Strande Nauset Beach, Chatham Beach og Monomoy Beach.
Den store saa kaldte Golfstrøm, som kommer fra den mexicanske Bugt og gaaer imellem Florida og Cuba samt Bahama-Øerne nordefter parallel langs med Nordamericas Østkyst, og hvis Flodseng skal i ældre Tider have nærmet sig endnu mere til Kysten, bevirker stærke Strømninger netop paa dette Sted, i det Halvøen Barnstable byder de sønden fra kommende Strømme Modstand. De Gamles Straumsfjörðr maa antages at være Buzzards Bay og Straumsey Martha's Vineyard, skjøndt Angivelsen af den Mængde Æg, som fandtes der, nærmest kunde passe paa den ved Indløbet beliggende, nu af samme Aarsag saa kaldte Egg Island.
Krossanes bliver rimeligst Gurnet Point. Det maa have været noget nordligere Karlsefne landede, da han saee den Bjergkjede (The Blue Hills) som han holdt for, at være den samme, der strækker sig til den Egn, hvor vi gjenfmde det Sted, som de gamle Nordboer benævnte Hop (í Hópe).
Hop betyder egentlig en lille Vig, dannet ved en Flod oppe fra Landet og et Indløb fra Havet, og dernæst det om en saadan beliggende Land. Dertil svarer Mount-Hope-Bay, hvorigjennem Taunton River løber og igjennem den meget smalle, dog seilbare Pocasset River forener sig med Havets tilstrømmende Vand i Udløbet ved Seaconnet. Ved dette Hop laae Leifsbuðir; ovenfor samme, altsaa vel især paa det saa skjønt beliggende Mount-Hope (Indianernes Mont-Haup), anlagde Thorfmn Karlsefne sine Boliger. Udenfor Flodens Munding laae store Øer.
Om Landets Clima og Jordbundens Beskaffenhed samt om nogle af dets Producter indeholde Oldskrifterne enkelte oplysende Bemærkninger. Climaet var saa mildt, at dem syntes at Kvæget ikke kunde behøve Foring der om Vinteren, thi der kom ingen Frost, og Græsset visnede kun lidt (þar kvomu engi frost á vctrum, ok litt rènuðu þar grös). Wardens Beskrivelse af denne Egn (Description des États Unis de l'Amérique sept. , Paris 1820, T. I), er ligelydende: «Temperaturen er saa mild, at Vegetationen sjelden lider af Frost eller af Tørke (la vegetation souffre raremerit du froid ou de la séchercsse). «Man kalder dette Land Americas Paradis, fordi det overgaaer andre Lande ved sin Beliggenhed, sin Jordbund og sit Clima. En Udflugt fra Taunton til Newport paa Rhode-Island gjennem Taunton River og Mount-Hope-Bay fører den Reisende gjennem et Landskab af stor Skjønhed og Yndighed» , siger Hitchcock; og naar han tilføier, «at Egnens skjønne Udseende og de interessante historiske Minder, som ere knyttede til den, forene sig for at holde Opmærksomheden spændt og for at tilfredsstille Smagen»; da vil han finde dette sidste Tillæg udvidet til fjernere Tider, end han ved denne Yttring havde tænkt paa.
Et Land af en saadan Beskaffenhed kunde vistnok med største Grund fortjene Navn af det gode, it góda, som de gamle Nordboer tillagde det, især da det frembød Producter, som de satte megen Priis paa, og som for største Delen savnedes i deres koldere Fædrelande.
Viinranker (vinviðr ok vinbér, Viindruer), voxede der af sig selv. Det er en Kjendsgjerning (quod vites ibi sponte nascantur), som en udenlandsk Skribent af det samme, nemlig 11te Aarhundrede, Adam af Bremen, beretter at have erfaret ikke ved en fabelagtig Formodning, men ved paalidelig Beretning af Danske (non fabulosa opinione sed certa relatione Danorum). Som sin Hjemmelsmand nævner han ved denne Leilighed den danske Konge Svend Estridson. «Viinranker voxede her i en saadan Mængde, at de Gamle efter dem gave Landet Navn, og kaldte det Viinland.» At Viinranker endnu voxe vildt i denne Egn i stor Overflødighed (in great abundance), er oplyst ved paalidelige Vidnesbyrd og i en Beretning fra selve Landet, som paa vort Selskabs Anmodning er efter det i Providence værende Rhode Islandske historiske Selskabs Foranstaltning afgiven af Dr. Webb i Forening med Albert G. Greene og John R. Bartlett. Ogsaa paa den udenfor beliggende Ø voxe de i stor Mængde (in great profusion), og den er derfor af dens Gjenopdagere i nyere Tider bleven tillagt Navnet Martha's Vineyard.
Selvsaaede Hvedeagre (sjálfsánir hveitiakrar) eller, som Adam af Bremen udtrykker sig, fruges non seminatæ, fandtes i dette af de gamle Nordboer opdagede Land.Ved Europæernes senere Ankomst voxede her ligeledes Mais eller saakaldet Indian Corn, som Indbyggerne høstede uden at saae og opbevarede i Huler i Jorden, og som udgjorde eet af deres fortrinligste Fødemidler.
Honningdug (sæt dögg á grasinu). Leif og hans Følge gik op paa den udenfor Landet beliggende Ø (Nantucket), og bemærkede at der var Dug paa Græsset, og det traf sig da saa, at de rørte ved Duggen, og stak derpaa Fingrene i Munden, og de syntes ikke at have smagt noget saa sødt som det var (ok þottiist ekki jafnsætt kennt hafa, sem þat var). Paa Forespørgsel er det oplyst, at Honningdug (honey dew) end findes paa Nantucket.
Mösur, et Slags Træ, eller rettere Ved, af mærkelig Skjønhed, som de gamle Nordboer satte megen Priis paa, og som ogsaa i Tydskland maa have været høit vurderet, eftersom en Mand fra Bremen i Saxland gav Thorfinn Karlsefne, da han efter sin Tilbagekomst fra Viinland var i Norge, for at sælge sine fra hint Land bragte kostbare Varer, en halv Mark Guld (omtrent 34 Species - Ducater) for et Stykke af dette Træ, hvorved man dog desuden maa bringe med i Overslag de ædle Metallers høiere Værdi før Americas senere Gjenopdagelse. At Mösur ellers var kjendt i Norden, vide vi blandt andet af Snorres Beretning om at Harald Haardraade forærede Thorer paa Steig en Mösurbolle, som var gjordet med et Sølvbaand og forsynet med en Sølhank, hvilke begge vare forgyldte. Det har været en Art af den Løn eller Valdbirk, der endnu benævnes masureret, fordi Træet er inden i ligesom marmoreret, hvorved det fortrinlig egner sig til fiint Snedkerarbeide. Formodentlig har det Træ, som Karlsefne solgte til Bremeren, været af een af de i hine Egne af America voxende Afarter af Acer rubrum (rødblommet Løn) og Acer saccharinum, som benævnes bird's eye (Fugleøie) og curled maple (kruset Valdbirk), hvis Ved beskrives som udmærket skjønt.
Det var imidlertid især Bygningstømmer (tré svá mikil at i hús voru lögð), de gamle Nordboer hentede fra Viinland, som de, efterat have fældet Træerne, tilhuggede og lagde paa Klipperne til Tørre, og ladede siden dermed deres Skibe.
En stor Mængde Dyr i Skoven af alle Arter (mikill fjöldi dýra í skóginum meðr allu moti), fandtes ifølge vore Oldskrifter i dette Land. I den fra selve Landet modtagne Beretning hedder det, at man i Almindelighed holder for, at Indianerne havde valgt denne Egn til Opholdssted fornemmelig for den fortræffelige Jagts Skyld. Nu ere Skovene for det meste omhuggede, og Vildtet har trukket sig længere ind til Skovegnene.
Graavarer og Zobel og alskens Skindvarer (grávara ok safvali ok allskonar skinnavara) , og i Særdeleshed ganske graa Skind (algrá skinn), nævnes blandt de Varer, Nordboerne tilforhandlede sig af de Indfødte. Som bekjendt, udgjør disse udmærkede Graavarer netop i denne Egn endnu en vigtig Udførsels-Artikel. Af de forskjellige Arter der værende Væseler benævnes Mustela canadensis i nogle Egne Zobel (Sable), svarende til de gamle Nordboers safvali.
Hvaler (hvalir) fangedes udenfor Viinlands Kyster, blandt andre Rørhvalen (reiðr, Balæna physalus). Ved Kysterne af Massachusetts og Rhode Island var en mindre Art at den grønlandske Hval (Balæna mysticetus) endnu i forrige Aarhundrede ikke sjelden. De kom paa deres Toge (thi om Vinteren gaae de sydefter og vende i Foraaret tilbage) hyppig til Cape Cod Bay og Vandene omkring Nantucket, og fangedes fra Kysterne i Baade og smaae Fartøier af 40 Tønders Drægtighed. I Aaret 1731 var paa denne Maade et Antal Skibe af 300 Tønders Drægtighed beskjeftigede. Senere findes de ikke længer saa hyppig ved Kysterne, men have trukket sig længere ud paa Dybet. I Mundingen af Narraganset Bay ligger en Klippe, som har faaet Navn af Whale Rock, fordi Hvaler der hyppig opholdt sig og fangedes. Ogsaa de nyere Beskrivelser bevidne, at Rørhvalen besøger disse Vande. Der var ogsaa en Hval, som Karlsefne, der ellers havde meget Kjendskab til de forskjellige Slags Hvaler, ikke kjendte. Denne, som havde Kjød, der ikke var spiseligt, men bekom Mandskabet ilde, maa altsaa ikke have været almindelig i de islandske og grønlandske Farvande. Det maa overlades americanske Zoologer at afgjøre, om denne kan antages at have været den ved disse Kyster hyppig forekommende, der benævnes the righ whale.
Ederfugle (æðr) og andre Søfugle fandtes i stor Mængde paa de omliggende Øer. Paa een Ø var der saa mange Ederfugle, at man neppe kunde gaae der for Æggene (at varla mátti gánga fyrir eggjum), eller, som det hedder i en anden samstemmende Beretning, sætte en Fod der mellem Æggene (at trautt mátti fæti niðr koma í milli eggjana). I nyere Beskrivelser af Massachusetts berettes det, at der paa de ubeboede Øer findes en overordentlig Mængde vilde Gjæs og Ænder og deriblandt Ederfugle. Nogle af disse Øer, navnligen, den tæt ved Monomoy Beach beliggende, som rimeligviis er den Oldskrifterne omtaler, eller som har givet Anledning til deres ovenanførte Beretning, benævnes endnu af den selv samme Aarsag Egg-Islands.
Enhver Bæk var der fuld af Fiske (hverr lækr var þar fullr af fiskum). Blandt disse nævnes fortrinlige Lax, som gaves i Overflødighed baade i Floden og i Indsøen, hvorved Leifsboder vare opførte, og større Lax end de havde seet før (hvorki skorti þar lax i ánni nè í vatninu, ok stærra lax en þeir hefði fyrr sèd). Ogsaa paa Kysterne fangedes en Mængde Fiske. Nordboerne gjorde Grave, der hvor Landjorden begyndte og Floden gik høiest op, og naar Havet da veg tilbage, vare der Helleflyndre (helgir fiskar, Pleuronectes hyppoglossi) i Gravene. Nyere Beskrivelser af denne Egn stemme ordlydende med den gamle. «Alle Flode ere meget fiskerige», og om Vandene deromkring: «Der er en stor Overflødighed af Fiske af næasten alle Artner.» Den fra Rhode Island modtagne Beretning omtaler ogsaa, at der i denne Egns mange Floder og Bække, navnligen i Taunton River, hvert Aar fanges en uhyre Mængde af forskjellige Fiske, og blandt disse endnu de samme, som nævnes i de gamle Beretninger, Lax (Salmo trutta, S. fontinalis), hvis Fortrinlighed Warden bemærker (la truite des riviéres et des ruisseaux est excellente). Blandt de Fiske, hvoraf Vandene deromkring vrimle, nævnes ogsaa i Særdeleshed Pleuronectes hippoglossus (Holibut) saavel i andre nyere Beskrivelser som i Dr. Webbs Beretning.
Foruden de nautiske og geographiske Angivelser har det ene af Oldskrifterne bevaret os et astronomisk Mærke, i det der siges at Dag og Nat vare der mere lige lange paa Grønland eller Island. Paa den korteste Dag stod Solen i dette Land op ved Dagmåls Begyndelse og gik ned ved Enden af Eykt (sol hafði þar eyktarstað ok dagmálastað um skamdegi). Ligesom de gamle Nordboer deelte Horizonten i 8 Verdenskanter, uttir, saaledes inddeelte de ogsaa Døgnet i 8 dertil svarende, ved Solens tilsyneladende Gang bestemte lige Dele, eyktir, af hvilke enhver altsaa udgjorde 3 Timer eller 1/8 af Døgnet. For større Tydelighed Skyld vedføies her en Solskive, som fremstiller denne Døgnets Inddeling efter Verdenskanterne (se Ill.)
Inddelingen, ligesom dette Forhold, grunder sig paa Oldskrifterne, navnligen paa Islands gamle Christenret, der udgaves i 1123 af Biskopperne Thorlak til Skalholt og Ketil til Holum, af hvilke den første, som ovenfor bemærket, var en Dattersøn af Thorfinn Karlsefnes i Viinland fødte Søn Snorre. Denne Kirkeret, for hvilken fornemmelig Hellig Olafs tidligere paa Island indførte er lagt til Grund, bestemmer (Cap. 34) Udstrækningen af den nordlige Verdenskant, Nórðnátt, hvortil Eykten Miðnætti svarede, fra NNV til NNO, og saaledes tillige de øvrige Ottendele af Horizonten, hvorefter Inddelingen af Døgnet rettede sig. Dagmálaeykt svarede til Landsuðrsátt, og regnedes efter den i Christendommens første Tider vedtagne Bestemmelse fra Kl. 7 1/2 til 10 1/2 f. M. Senere, henved Aaret 1200, fik Munkene, for deres Bekvemmeligheds Skyld, Eykternes Begyndelse henflyttet til disses Midte, og saaledes Dagmáls Begyndelse til Kl. 9. Imidlertid vedligeholdt Dagmál hos Menigmand paa Island sin oprindelige Plads i Døgnet, som Dagens Begyndelse fra Kl. 7 1/2. Den til Utsuðrsætt svarende Eykt, som senere benævntes Non, tillagdes i ældre Tider ogsaa fortrinsviis Navnet Eykt, og denne Eykts Plads i Døgnet bestemmes nøagtig i den ovenmeldte Thorlaks og Ketils Christenret. (Cap. 18): Efter Eykt skulde der om Løverdagen holdes hellig og ikke arbeides, «og det er Eykt» , hedder det, «naar den sydvestlige Verdenskant deles i Trediedele, og Solen har gjennemgaaet de to Trediedele, men endnu ikke den tredie (þá er eykt, er utsuðrsætt er deild í þriðjunga, ok hefir sól gengna tvá luti, en einn ógengit). Eykt maa altsaa regnes, efter denne nærmere Bestemmelse og Indskrænkning, fra Kl. 3 1/2 til 4 1/2 e. M. Staðr bemærker Grændse, og anvendt paa Solens Opgang og Nedgang betegner det før Middag Begyndelsen og efter Middag Enden af Eykten; Dagmálastaðr bliver altsaa Kl. 7 1/2 f. M. og Eyktarstaðr Kl. 4 1/2 e. M. Solen stod altsaa op Kl. 7 1/2 og gik ned Kl. 4 1/2 paa den korteste Dag, der saaledes var 9 Timer lang. Af denne Observation lader Stedets geographiske Brede sig bestemme til 41º 24" 10". Breden af Seaconnet Point og af Sydspidsen af Conannicut Island er 41º 20" og af Point Judith 41º 23", hvilke tre Næs begrændse Indløbene til den nu saakaldte Mount-Hope-Bay, hvilken de Gamle maa have benævnt Hopsvatn. Denne Angivelse stemmer saaledes nøie med de øvrige Data, og henviser netop til den samme Egn.
Den Expedition, som Thorvald Eriksøn affærdigede fra Leifsboder til Undersøgelse af de sydligere Kyststrækninger, medtog en 4 til 5 Maaneder. De have da rimeligviis undersøgt Kysterne af Connecticut og New-York, og vel endogsaa af New-Jersey, Delavare og Maryland. De fandt Landet smukt og skovrigt, og kun kort imellem Skov og Hav, og hvide Sandstrækninger; der vare mange Øer og meget grundt; en træffende Beskrivelse. Eskimoerne boede i hine Tider langt sydligere end i vore Dage. Dette sees af de gamle Beretninger og synes end ydermere at vinde Bekræftelse ved Skeletter fra gamle Tider, som ere opgravede af Jorden i Egne endogsaa søndenfor de her omtalte. Overfor det af Eskimoerne beboede Land, i Nærheden af Viinland, laae et andet Land, hvor der efter deres Udsigende boede Folk, som gik i hvide Klæder og bare Stænger foran sig, hvorpaa der vare fæstede Flige, og raabte høit. Dette Land formener den gamle Beretnings Forfatter at være det i andre Oldskrifter omtalte saa kaldte Hvítramannaland (de hvide Mænds Land) eller Irland it mikla (det store Irland), sandsynlig den Deel af Nordamerica fra Chesapeak-Bay og sydefter: Nord- og Syd-Carolina, Georgien og Florida. Blandt de fra Vest-Florida for en Deel Aar siden udvandrede Shawaneser, der nu boe i Ohio, er bevaret et gammelt Sagn, som synes her at kunne tjene til Bekræftelse, at Florida skal engang have været beboet af et hvidt Folk, der var i Besiddelse af Jernredskaber. Efter Navnet og de gamle Beretninger at slutte har det rimeligviis været en irsk, christen Befolkning, der saaledes før Aar 1000 har været nedsat i denne Egn. Den mægtige Høvding Ark Marsox fra Reykenæs paa Island blev i Aaret 983 af Storm forslaaet derhen, og han blev døbt i dette Land, hvilket den samtidige Rafn Limeriksfarer, som længe havde opholdt sig i Limerik paa Irland, først berettede. Den islandske Historiker Are Frode, Landnamas ældste Forfatter, som selv nedstammede i fjerde Led fra Are Marson, yttrer herom, at hans Farbroder Thorkel Gellerson, hvis Udsagn han paa et andet Sted erklærer for meget paalidelige, havde hørt Islændere berette, at Jarlen Thorfinn Sigurdsøn paa Orkenøerne havde sagt dem, at Are var bleven kjendt i Hvítramannaland, og kunde ikke komme bort derfra, men blev dog der holdt i stor Anseelse. Denne Beretning viser saaledes, at der til de Tider har været Færdsel mellem Vesterlandene (Orkenøerne eller Irland) og dette americanske Land.
Det maa efter al Sandsynlighed have været i dette Land Bjørn Asbrandsøn, med Tilnavn Bredevigskæmpe, henlevede den sidste Deel af sit Liv. Hans Kjærlighedsforstaaelse med Thuride paa Frodaa, Søster til Snorre Gode paa Helgafell, voldte ham Broderens, den mægtige Herredsforstanders, Fjendskab og Efterstræbelse. Efter hendes Mand Thorodds Opfordring sagsøgte denne Bjørn paa Thorsnæs Thing, og foranledigede derved hans Landsforviisning paa tre Aar. Bjørn drog da til Danmark og derfra til Venden, hvor han blev optagen i det berømte Heltesamfund i Jomsborg under Palnatoke, og deeltog med Jomsvikingerne i Slaget paa Fyrisvolde i Sverrig. Da han efter flere Aars Fraværelse i Udlandet var vendt tilbage til Island, fortsatte han sine Besøg hos Thuride, til hvis Søn Kjartan, der var Ridt samme Aar han afreiste, man holdt ham for Fader. At han heller ikke selv fragik dette, skjønnes af hans Svar, da man engang henvendte det Spørgsmaal til ham, hvad Thorodd vel vilde sige derom, hvem af dem Drengen Kjartan tilhørte. Bjørn kvad da denne Vise:
- Da vil den ædelbaarne
- Kvinde Thorodds Gisning
- Sande, naar hun føder
- Mig lignende Sønner;
- Stedse mig den smækre,
- Sneehvide Kvinde elsked,
- Ogsaa end jeg til hende
- Gjenkjærlighed nærer.
Bjørns Besøg paa Frodaa vare Thorodd til Besvær, men han følte ikke Kraft til at hindre dem. Han beklagede sig igjen for sin Svoger Snorre Gode, og denne drog nu med et Følge af tyve Mand til Kamb, Bjørns Gaard, i den Agt at overfalde og dræbe ham. Skjøndt uforberedt lod Bjørn sig dog ikke overraske. Imidlertid bestemte dette uventede Møde ham til at give Snorre det Løfte at forlade Island, i det han erklærede ham, at han ikke kunde aflade sine Besøg til Thuride, saa længe de begge vare i samme Herred. Anden Dagen efter red han sønder til Hraunhavn, for at gaae til Søs, og fik strax om Sommeren Plads paa et Skib. Dette skete i Aaret 999. De bleve meget silde færdige, og afseilede med NO- Vind, hvilken Vind holdt længe ved denne Sommer; og om ham, tilføier Saga-skriveren, havde man siden i langomTid ingen Efterretning.
Gudleif Gudlagsøn, Broder til Thorfinn, den berømte Historieskriver Snorre Sturlusøns Stamfader, havde gjort en Handelsreise til Dublin; dette tildrog sig i Kong Olaf den Helliges seneste Levetid, omtrent 1027; men da de seilede fra Dublin, og agtede sig vester om Irland tilbage til Island, overfaldtes de af længe vedholdende nordøstlige Vinde, som dreve dem langt vesterpaa i Oceanet og i Sydvest. Og langt ud paa Sommeren kom de omsider til et stort Land; men de vidste ikke, hvilket Land det var. Da de vare landede, kom Beboerne til dem i betydelig Mængde, mange Hundrede; disse anfaldt, grebe og bandt dem. De kjendte der intet Menneske, men det syntes dem at deres Sprog lignede mest det irske. Man raadslog dernæst, om de skulde dræbes eller fordeles i Bygderne og gjøres til Trælle. Medens dette blev forhandlet, kom en stor Flok til, i hvilken der bares et Banner. Under dette red en stor og anseelig Mand, som da var meget til Alders og hvid af Haar. Til hans Afgjørelse overdroges deres Sag. Han lod Gudleif med Følge komme for sig; og da de kom for denne Mand, tiltalte han dem paa Nordisk (á norrænu), og spurgte, fra hvilket Land de vare. De sagde ham at de fleste af dem vare Islændere. Han spurgte dem da, hvilke de vare, som vare Islændere. Gudleif sagde at han var en Islænder, og han hilste da paa den gamle Mand, som optog hans Hilsen vel, og spurgte fra hvad Kant af Island han var. Han sagde at han var fra Borgerfjords Herred. Da spurgte han, fra hvilket Sted i Borgerfjorden han var, og Gudleif sagde ham det. Derefter spurgte den gamle Mand næsten om enhver af de anseeligere Mænd i Borgerfjorden og Bredefjorden; og da de talte herom, spurgte han ham nøaigtig ud om alt, først om Snorre Gode og om hans Søster Thuride paa Frodaa, og dernæst om hendes Søn Kjartan, som da var Eier af Gaarden Frodaa. Da Landets Indbyggere bleve urolige og vilde have en Bestemmelse, valgte den gamle Mand tolv af sine Mænd afsides med sig til Raadslagning; og noget derefter kom han til dem, og sagde da til Gudleif: «Jeg har nu med Landets Indbyggere aftalt eders Sag, og have de overgivet den til min Afgjørelse; og jeg vil nu give eder Lov at reise, hvorhen I ville, end skjøndt det maa synes eder, at Sommeren nu næsten er forbi, saa vil jeg dog raade eder at I drage herfra, thi her er Folket ikke at troe og ondt at have med at gjøre, og de formene derhos at der er skeet Brud paa Loven til deres Skade.» Gudleif spurgte: «Hvad skulle vi sige, hvis Skjæbnen forunder os at komme tilbage til vort Fødeland, hvo der har skjenket os denne Frihed.» Han svarede: «Derom underretter jeg eder ikke, thi jeg synes ikke om, at mine Frænder og Fostbrødre skulle gjøre en saadan Reise hertil, som I vilde have gjort, dersom I ikke havde nydt godt af min Bistand; men nu er min Alder rykket saa vidt frem, at jeg kan vente hver Time at Alderdommen vil ende mine Dages Tal; og om jeg kunde leve end en Tid, da ere her mægtigere Mænd end jeg, som kun ville tilstaae Udlændinger, der komme hid, liden Fred, ihvorvel de ikke ere her i Nærheden hvor I ere landede.» Derefter lod han deres Skib sætte i seilfærdig Stand, og blev der hos dem, indtil de fik Bør og afseilede. Men førend de skiltes, trak han en Guldring af sin Haand og overleverede til Gudleif, og tillige et godt Sværd, og sagde til ham: «Hvis Skjæbnen forunder dig at komme til Island, da skal du bringe dette Sværd til Bonden Kjartan paa Frodaa, men Ringen til hans Moder Thuride.» Gudleif spurgte: «Hvad skal jeg sige om, hvo der sender dem disse Kostbarheder?» Han svarede: «Siig, at den sender dem, som var en bedre Ven af Huusfruen paa Frodaa end af Goden paa Helgafell, hendes Broder; men hvis nogen Mand tykkes vide, hvo der har eiet disse Kostbarheder, da siig disse mine Ord, at jeg fraraader enhver at drage til mig, thi det er den farligste Færd, naar det ikke netop gaaer dem saa heldig med Landingsstedet, som det er gaaet eder; thi dette Land her er af vid Udstrækning og har kun faa Havne, og alle Steder kunne Udlændinger vente Ufred, naar det ikke træffer sig saaledes, som det nu er gaaet eder.» Efter dette afseilede Gudleif; de kom til Irland silde om Høsten, og vare i Dublin om Vinteren. Men om Sommeren efter seilede de til Island, og Gudleif afleverede da de ham anbetroede Kostbarheder; og Folk holde det for vist , tilføier Sagaskriveren, at denne Mand har været Bjørn Bredevigskæmpe, ihvorvel man ikke har andre Bekræftelser derpaa, end de som nu ere anførte.
At de Gamle have haft Begreb om Sydamericas Nordkysts Strygning imod Østen, derom synes en Bemærkning i flere af Islændernes gamle geographiske Optegnelser at vidne. Det siges der, at nogle troe, at Viinland strækker sig fra Africa (gangi af Affrica). Men om denne Angivelse har sin Grund i virkelige Opdagelsesreiser til denne Kyst eller i Beretninger om samme, eller i den blotte Formodning, er vanskeligt at afgjøre; dog er det neppe troligt, at selve de gamle Nordboer ere komne saa langt mod Sønden, da de i dette Tilfælde vel vilde have efterladt derom oplysende astronomiske og klimatologiske Bemærkninger.
At Forbindelsen mellem Viinland og Grønland har været fortsat i den følgende Tid og endnu vedligeholdt i det 12te Aarhundrede, sees af den korte Annal-Efterretning, at den grønlandske Biskop Erik, rimeligviis af christelig Iver for at omvende Landsmænd eller bestyrke dem til Vedholdenhed i Troen, er i Aaret 1121 dragen over til Viinland. Da der intet berettes om Udfaldet af hans Reise, men vi af Udtrykket allene kunne see at han er kommen dertil, maa man antage at han er forbleven der nedsat.
Den efter Tidsfølgen næste Begivenhed, om hvilken Beretning er opbevaret i Oldskrifterne, er en Opdagelsesreise i Americas Polar-Egne, som nogle Præster lode foretage fra Bispesædet Gardar paa Grønland i Aaret 1266. Beretningen derom er uddraget af et Brev fra Præsten Halldor i Grønland til den forhenværende grønlandske Præst Arnald, som da var bleven Hofpræst hos den norske Konge Magnus Lagabæter. Alle betydelige Mænd paa Grønland havde i den Tid store Skibe og Skuder, byggede til at sende nordpaa, at drive Jagt og Fiskeri om Sommeren. De nordlige Egne, som de besøgte, kaldtes Norðrsetur. Hovedstationerne vare Greipar og Kroksfjarðarheiði. Det første af disse har, saavidt skjønnes, været beliggende tæt søndenfor Disco, men at de Gamle have færdedes langt nordligere paa denne Kyst sees af den paa Øen Kingiktorsoak paa 72 º 55". Br. i Aaret 1824 fundne høist mærkelige Runesteen. Det sidstnævnte Sted var længere bortfjernet imod Nord. Hensigten med Reisen angives at være den, at undersøge Egnene længere nordefter, end man hidtil pleiede at fare, altsaa norden for Kroksfjarðarheiði, hvor de havde deres Sommeropholdsteder, og som de altsaa jevnligen pleiede at besøge. Om denne Undersøgelsesreise hedder det saaledes. De seilede ud af Kroksfjarðarheiði; derpaa overfaldt dem Søndenvind med Mørke, saa at de maatte lade Skibet gaae for Vinden; men da Uveiret skilte sig og det blev lyst, saae de mange Øer og alskens Fangst, baade Sæler og Hvale og en stor Mængde Bjørne. De kom lige ind i Havbugten (allt í hafsbotninn), og der vare ogsaa lisbjerge sønder for dem, saa langt de kunde øine. De traf der nogle Kjendemærker paa, at Skrællinger havde i ældre Tider opholdt sig der (fundu þeir þar nokkrar Skrælingavistir fornligar), men de kunde ikke gaae i Land for Bjørnene. Siden seilede de tilbage i tre Døgn, og traf da igjen Spor af Skrællingers Ophold paa nogle Øer søndenfor Snæfell (Sneefjeld), et tidligere bekjendt Fjeld. Siden seilede de sønder paa langsmed Kroksfjarðarheiði en stor Dagsroning Jacobsmessedag; det frøs da der om Nætterne, men Solen skinnede baade Nætter og Dage, og var ikke høiere, da den var i Sønder, end at, naar en Mand lagde sig tværs i en sexaaret Baad, udstrakt mod Rælingen, saa traf Skyggen af det Bord, der var nærmest mod Solen, i Ansigtet paa ham, men om Midnat var den saa høi som hjemme i Bygden, naar den er (høiest) i Nordvest. Siden seilede de tilbage hjem til Gardar. Kroksfjarðarheiði var, som vi ovenfor have bemærket, tidligere og jevnligen besøgt af Grønlænderne. Navnet viser at denne Fjord var omgiven af øde Høilande, og Reisebeskrivelsen at det var en betydelig Fjord, indenfor hvilken var en vidtløftig Seilads af mange Dage. Der berettes nemlig, at de seilede ud af denne Fjord ind i et indre Hav, og lige ind i Havbugten, og at deres Tilbagerejse medtog flere Døgn. Af den førstnævnte af de to paa Jacobsmessedag angivne Observationer kan intet sikkert Resultat udledes, da man ikke med nogen Bestemthed kan vide Baadens Dybde, eller egentlig Dybden af den liggende Mands Leie, samt Bordets Høide i Forhold dertil, for deraf at udfinde den Vinkel, som Bordet har dannet med Mandens Ansigt, hvilken Vinkel efter Angivelsen skal svare til Solens Middagshøide paa Jacobus eller den 25de Juli. Antager man den efter Rimelighed ikke at have været fulde 33º, men dog henimod, maa Stedet have ligget omtrent paa 75º n. Br. Det har ingen Sandsynlighed for sig, at Vinkelen kan have været større, og at altsaa Stedet kan have ligget sydligere. Et sikkrere Resultat giver imidlertid den anden Observation. For den 25de Juli var i det 13de Aarhundrede:
Antages nu Bygden, og navnligen Bispesædet Gardar i Igalikko - Fjordens nordre Arm, hvor Ruinerne af en større Kirke og en Mængde flere Bygninger nu vidne om et Hovedsæde for den fordums Bebyggelse, altsaa paa 60º 55" n. Br., er Solhøiden paa den længste Dag i NV sammesteds = 3º 40", og denne lig den nordlige Solhøide paa Jacobus og Parallelen 75º 46", som falder lidet nordenfor Barrow-Strædet, saasom inde i Wellington Channel eller tæt nordenfor samme. Den af de grønlandske Præster foranstaltede Undersøgelses-Expedition maa saaledes have gaaet til Egne, som i vore Dage ere blevne nøiere undersøgte og geographisk bestemte af William Parry, John og James Ross og flere britiske Sømænd paa deres ikke mindre dristige og farefulde Expeditioner.
De islandske Præster Adalbrand og Thorvald Helges Sønner, som gjorde den nærmest derefter optegnede Opdagelse, ere af Islands Historie ellers bekjendte som indviklede i de svære Stridigheder, der paa den Tid herskede mellem den norske Konge Erik Præstehader og Geistligheden og som paa Island især yttrede sig imellem den kongelige Statholder Rafn Oddson og den Skalholtske Biskop Arne Thorlakson. Annaler, som ere optegnede af Samtidige, have derom den korte Beretning ved Aaret 1285, at de opdagede det nye Land (Nyland) i Vester fra Island (fundu nýja land). Dette Land, til hvilket Lande-Rolf paa den norske Konge Erik Præstehaders Befaling faa Aar derefter (1288 til 1290) agtede at gjøre en Expedition, maa rimeligviis have været Newfoundland, hvis senere Gjenopdagelse skyldes Venetianeren Giovanno Gabota, sædvanlig benævnt Johan Cabot. Denne, der var ansat som Handelsagent i Bristol, havde i Aaret 1495 ved en Underhandling med den danske Krone paa ny forskaffet Bristols Kjøbmænd Andeel i Handelen paa Island, hvilken Underhandlings heldige Udfald vandt ham Kong Henrik den Syvendes Tillid, der i Forening med Bristols og Londons Kjøbmandskab forsynede ham med Skibe til en Opdagelsesrejse imod Nordvest, hvorom han gjorde Forslag. Det hedder ved denne Leilighed, at hans videnskabelige Indsigter og den heldige Fremgang, der havde kronet Genueseren Columbus's Foretagende, bragde ham paa den Mening, at der maatte være Land at opdage i Nordvest. Gjenstanden for Cabots Underhandling med den danske Regjering var Handelen paa Island, om hvilket Land og dets Forhold han altsaa maa i den Anledning have skaffet sig Underretning. Han har da sikkert faaet Kundskab om hine Præsters Reise, der har foranlediget ham til den Plan, hvis Udførelse lykkedes ham saa vel, at han i 1497 gjenfandt hint Land, hvis Gjenopdagelse saaledes med Føie kan tillægges hans videnskabelige Indsigter, nemlig hin historiske Kundskab, som Anledning. Hvad der synes at bestyrke denne Formodning, er det Navn, som tillagdes Øen, nemlig Newfoundland, Terra nova, der har en saa paafaldende Lighed med Udtrykket i den islandske Annalberetning. I andre Annaler nævnes Opdagelsen af Dúneyjar ved Aaret 1285. Disse Duunøer have vel været nogle af de i Nærheden af Newfoundland beliggende mindre Oer, hvor der fmdes en overordentlig Mængde Søfugle, mest Anas Canadensis.
Forbindelsen med de americanske Lande var i Island i længere Tid afbrudt og ikke paaagtet. Det var ogsaa oprindelig fra Grønland den var gaaet ud og var knyttet, og der har den høist sandsynlig vedligeholdt sig, uden at de sparsomme Efterretninger, som haves fra Grønland i de efter Landets Opdagelse følgende Aarhundreder, have meddeelt noget desangaaende, til hvis Erindring de Begivenheder, som ere fortalte og bevarede, ikke have frembudt nogen Anledning, da saadanne Reiser ikke have staaet i Berøring med dem. Dette, og at Forbindelsen endogsaa har vedvaret ind i det 14de Aarhundrede, bekræftes ved den vigtige Annal-Efterretning, som er den sidste vore Oldskrifter have bevaret os angaaende America, om en Reise til Markland, som paa et Skib med en Besætning af 17 Mand foretoges fra Grønland i Aaret 1347, formodentlig for at hente Bygningstømmer og andre Fornødenheder derfra. Paa Tilbagereisen fra Markland blev Skibet forslaaet ved Storm, og kom med Tab af Anker til Straumsfjord paa Islands Vesterland. Det skjønnes af denne i øvrigt kun optegnet af en Samtidig, 9 Aar efter Begivenheden, at Forbindelsen mellem Grønland og det egentlige America har været vedligeholdt endogsaa saa langt ned i Tiden, thi det hedder udtrykkelig om Skibet, at det havde faret til Markland (hafði farit til Marklands, höfðu sótt til Marklands), der saaledes nævnes som et endnu til den Tid bekjendt og befaret Land.
Efterat have gjort sig bekjendt med selve de authentiske Actstykker, som nu ere tilgængelige for alle, vil enhver erkjende Visheden af den historiske Kjendsgjerning, at de gamle Nordboer i det 10de og 11te Aarhundrede have opdaget og befaret en stor Strækning af Nordamerikas østlige Kystlande, og vil derhos ledes til den Overbevisning, at Forbindelsen mellem Grønland og de egentlig americanske Lande ikke i de nærmest følgende Aarhundreder har været aldeles afbrudt. Hovedsagen er vis og uomtvistelig; derimod vil adskilligt af Fortællingernes Enkeltheder i disse, som i alle andre Oldskrifter, der endnu maatte være dunkelt, ved fortsatte Granskninger og yderligere Fortolkninger kunne nøiere oplyses. Det er ogsaa i den Henseende vigtigt at have selve Kildeskrifterne i det gamle Grundsprog udgivne, for at enhver kan tye til dem og selv overveie Fortolkningerne.
Der findes i Massachusetts og Rhode Island, de Lande som vare Maalet for de gamle Nordboers tidligste Undersøgelses-Expeditioner, saa vidt skjønnes ikke ganske utydelige Spor af deres Ophold og Nedsættelse samme steds. Desangaaende henviser jeg til de i Antiquitates Americanæ indeholdte Vink og til den her følgende Meddelelse[1].
Fodnoter
- ↑ Se forfatterens artikkel Bemærkninger om en gammel bygning i nordboernes Vinland.
