Anden Bog - Kong Knuts Liv og Gerninger

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kong Knuts Liv og Gerninger

Oversat og oplyst af M. Cl. Gertz,


Anden Bog


Her begynder anden Bog.


1.

Efter sin Faders Død gjorde Knut sig rede til at fastholde Kongespiret; men til dette kunde hans Kræfter ikke strække til, fordi det skortede ham paa trofaste Mænd. Anglerne kunde nemlig ikke glemme, at hans Fader uretfærdigt havde angrebet og taget deres Land, og de samlede derfor alle deres Riges Kræfter til Hobe for at fordrive ham, saasom han kun var en ung Mand.(1) Da Kongen havde bragt dette i Erfaring, fandt han paa det Raad til at værne om sin Ære, at han i al Hemmelighed ved trofaste Venners Hjælp lod Flaaden holde i Beredskab til sig, ikke fordi han af Frygt vilde fly fra en Krigs Trængsler og Farer, men i den Hensigt at raadføre sig med sin Broder Harald, der jo var Danernes Konge, angaaende denne vanskelige Sag. Og saa søgte han da hen til sin Faders Flaade, fik den besat med friske Rorkarle og gav derpaa Vindene og Havet de kongelige Sejl i Vold. Imidlertid førte han ikke hele den krigsstyrke tilbage med sig, der sammen med hans Fader og ham selv var kommen ind i Landet. Thi Thorkil, der, som vi ovenfor have sagt, var Høvedsmand over Krigsmagten, vilde, da han saa, at Landet var saare godt, hellere blive ved at opholde sig i et saa frugtbart Land efter at have sluttet Fred med Indbyggerne Dér, end som en forjagen Mand vende hjem igen til egen Arne. Dog gjorde han, efter hvad nogle sige, ikke dette, fordi han agtede sin Herre ringe, men med den Tanke, at naar Kongen efter at have faaet friske Kræfter og modtaget Hjælp af sin Broder vendte tilbage for at bekrige Anglernes Rige, vilde han selv enten ved sit Raad søge at bevæge Rigets Stormænd til Underkastelse, eller ogsaa, hvis dette ikke lykkedes, falde Fjenderne i Ryggen, naar de kæmpede imod hans Herre, og hugge dem ned uforvarende. Og at der virkelig er Sandhed heri, fremgaar af dette, at han beholdt den største Del af Krigerne tilbage hos sig, og at Kongen ikke tillod mere end tresindstyve Skibe at drage bort med ham selv.(2)


2.

Saa kom da Kongen efter en lykkelig Fart hjem, til sit Fødelands Egne. Alle Folk der, tidligere hans Faders trofaste Mænd, undrede sig over, at han vendte tilbage saa ene og forladt, i det mindste af en Konge at være, og det Rygte fløj af Sted og fyldte straks Kong Haralds Kongeborg, at hans ældre Broder, nemlig Knut, var ankommen til hans Lands Kyster. Kongen og med ham hele hans Hær gribes af Forundring, og skønt de endnu intet vidste, anede de dog forud de haarde Tilskikkelser, der havde ramt ham. Udvalgte Krigere fra Kongens nærmeste Omgivelser skikkes da ud til ham, og opsadlede Heste sendes ham i Møde; thi Haralds broderlige Kærlighed drev ham til at sørge omhyggeligt for sin Broders Ære. Og da denne nu omsider i ærefuldt Optog, som det jo sømmer sig for en Konge, nærmede sig for at træde over sin Broders Tærskel, kom hans Broder selv ham i Møde lige ved Indgangen, og de slyngede gensidigt Armene tæt om hinandens Legeme og gav hinanden mange, mange kærlige Kys. Taarerne, dem de begge udgød dels af Kærlighed og dels for deres Faders Død, flød ned paa deres Hals og vædede den; kun med Nød fik de deres Graad kvalt og kvægede sig derefter ved indbyrdes Samtale. Og mens nu der hver især af Brødrene udspurgte den anden, om, hvad der var hændet ham, og ligeledes fortalte, hvorledes det var gaaet ham selv, tiltalte Knut, som var den ældste, sin Broder saaledes:

«Jeg er kommen hid, kære Broder, dels af Kærlighed til dig, men dels ogsaa for at undvige det barbariske Raseri, der med uforudset Dumdristighed har rejst sig imod mig; dog er det ikke, fordi jeg er bange for Krig og Kampe, thi dem vil jeg tværtimod atter opsøge til Fremme for min Berømmelse, men for at jeg, belært ved dine Raad og støttet af væbnet Hjælp fra dig, kan vende tilbage med Vished for Sejren. Det allerførste, som du nu skal gøre for mig, hvis du da ikke af Avind staar min Berømmelse imod, er dette, at du skal dele med mig først Danernes Rige, der jo er vor Arvelod, som du alene sidder inde med, og dernæst Anglernes Rige, dersom vi ved forenede Bestræbelser kunne føje det til vor Arvelod. Besid du med Held og Lykke det ene af disse Riger, hvilket af dem du nu end maatte vælge, og jeg vil da paa samme Maade besidde det andet. For denne Tings Skyld vil jeg tilbringe Vinteren her sammen med dig, for at du kan have tilstrækkelig Tid til at overveje dit Raad, og tillige for at Skibene og Hæren, saaledes som tjenligst er, kan blive sat i krigsdygtig Stand, at det ikke skal skorte os paa det nødvendige, naar Kampens Tid kommer. Vor Landsmand Thorkil har forladt os, som han forlod vor Fader, og er bleven siddende der ovre i Landet og har holdt en stor Del af vore Skibe tilbage; og saavidt jeg tror, vil han optræde som vor Modstander, men han skal dog ikke faa Overmagten.«

Efter at Kong Harald havde hørt dette, som han kun ugerne hørte, tog han til Orde og svarede sin Broder saaledes: »Jeg glæder mig over din Ankomst, kære Broder, og er dig taknemlig, fordi du har besøgt mig; men det falder mig haardt at høre, hvad du Dér siger om Rigets Deling. Den Arvelod, som vor Fader med dit eget Bifald har overgivet mig, styrer jeg; men det gør mig ondt, at du har mistet din Arvelod, som var større end denne, og jeg er rede til at yde dig Hjælp, men mit Rige vil jeg ikke indlade mig paa at dele. « Da Knut hørte dette og i sit stille Sind tænkte, at hans Broder havde Ret i, hvad han sagde, svarede han: »Lad os ikke tale mere om dette nu for Øjeblikket; det kan jo være, at Gud alene, uden os, ordner denne Sag paa det bedste.«

De forbleve herefter en Tid lang sammen, idet de førte Samtaler med hinanden af lignende Art saavel som om forskellige andre Ting og sad til Bords sammen ved de kongelige Gæstebud; ogsaa udbedrede de deres Skibe og satte Krigshæren i bedre Stand. Endvidere gjorde de i Forening et Tog mod Vendernes Land (3) og hjemførte deres Moder (4), som opholdt sig der.


3.

Imidlertid var der en blandt de Angliske Fruer, som lod sig udruste et Skib, og efter af have taget Kong Svens Legeme op af Graven (— han var nemlig bleven begravet der i hendes Land —) og nedlagt det i vellugtende Urter samt indsvøbt det i Ligklæder stak hun i Søen med det og landede efter en heldig Overfart ved Danernes Havne og naaede sit Maal.(5)

Hun sendte da et Bud til begge Brødrene og lod dem melde, at deres Faders Lig var der; de skulde skyndsomst komme og modtage det og stede det til Hvile i den Grav, han havde ladet indrette til sig. Glade ile de hid, modtage Liget med Hæder og gravægge det med endnu større Æresbevisninger i det Kloster, som samme Konge havde ladet opføre til den hellige Trefoldigheds Ære (6), i det Gravsted, han havde 'indrettet til sig selv.

Da dette var besørget og Sommersolen alt nærmede sig, skynder Knut paa, at han med en ny og frisk Krigsmagt kan vende tilbage og tage Hævn for den ham overgaaede Uret. Men som han nu engang vandrer omkring nede ved Kysten, faar han pludseligt Øje paa nogle faa Sejl midt ude paa Havet. Det var Thorkil; ihukommende, hvad han havde gjort mod Sven, samt at han for nylig uden Orlov fra sin Herre Kong Knut egenraadig var bleven tilbage i det Angliske Land, kom han nemlig nu med ni Skibe og deres Krigsmandskab for at opsøge sin Herre og give ham til Kende, at det ikke var for at skade hans Sag, at han var bleven tilbage, da Knut drog bort. Da han kom, vovede han dog ikke uden Tilladelse at lægge til ved Kysten, men efter at have kastet Anker sendte han Folk med Budskab forud og, bad om, at det maatte være ham tilladt at sejle ind i Havnen. Saa snart det var bleven tilstedt, gik han op i Land og bad sin Herre om Naade; og efter at han, skønt det kostede meget Besvær, havde vundet Udsoning med ham, gav han ham Troskabed paa, at han for Eftertiden vilde tjene ham med Trofasthed. Han forblev saa mere end en hel Maaned hos ham og opfordrede ham til at vende tilbage mod Anglerne, idet han sagde, at det vilde være let for ham at overvinde dette Folk, hvis Land jo vidt og bredt var vel bekendt for dem begge. Desuden, sagde han, havde han i Anglernes Land efterladt tredive Skibe tillige med en Hærstyrke af de paalideligste Folk (7), der, saa snart de indfandt sig, vilde modtage dem med Ære og vejlede dem paa deres Tog gennem hele Landets Omraade.


4.

Da bød Kong Knut sin Moder og Broder Farvel og søgte atter hen til de Steder, som stødte op til den krummede Strandbred (8), hvor han allerede havde forsamlet to Hundrede Skibe (9), et prægtigt Skue! Thi her var der en saa stor Rigdom paa Vaaben, at eet af disse Skibe, selv om det havde bristet alle de øvrige paa Vaaben, havde kunnet forsyne dem dermed i det overflødigste Maal. Der var fremdeles der saa mange forskellige Slags Skjolde, at man skulde have troet, der her var forsamlet Hærskarer fra alle mulige Folkeslag. Ogsaa vare Snækkerne saa rigt smykkede, at øjnene blendedes, naar man saa paa dem, og for dem, der betragtede dem paa lang Afstand, tog det sig ud, som vare de af luende Ild snarere end af Tømmer. Thi naar Solen stundom kastede sine Straalers Glans paa dem, gav her de funklende Vaaben Genskinnet af dem tilbage, og hist Rir flammende Ildglimt ud fra de paa dem hængende Skjolde. Guldet glødede paa Stævnene, Sølvet blinkede i de forskelligt formede Skibsmærker. Saa storslaaet var nemlig den Flaade udrustet, at hvis dens Herre ønskede at betvinge noget Folk, vilde Skibene alene indjage Modstanderne Skræk, førend Krigsmændene om Bord paa dem begyndte nogen Kamp. Thi hvem af Fjenderne vilde vel kunne se paa disse paa Stævnene anbragte Billedværker, disse med Guldets Blink forfærdeligt funklende Løver, disse Metalmennesker med den truende gyldne Pande, disse Drager af det rene, glødende Guld, disse Tyre, der truende varslede Død og Undergang med deres af Guld straalende Horn, og dog ikke gribes af nogen Frygt og ræddes for den Konge, som havde en saa vældig Krigsmagt? Hertil kom saa, at der blandt det hele store Mandskab, som var med paa Toget, ikke fandtes en eneste Træl, ikke en eneste, som fra Træl var bleven Frigiven, ingen, der var af uædel Byrd, ingen, der var svækket af Alderdom; nej, alle vare ædelbaarne, alle stod i deres fuldmodne Alders stærke Kraft, alle vare fuldt ud duelige til en hvilken som helst Slags Kamp, alle saa rappe og raske, at de med Ringeagt kunde se ned paa Hestfolks Hurtighed.


5.

Saa herlig var altsaa den Krigerskare, som gik om Bord paa de stolte, prangende Skibe og efter at have lettet Anker og løst Fortøjningstovene fra Kysten begav sig ud paa Havet (10), og den fejede hen over Bølgerne med saadan Fart,, at man skulde have troet, det var paa bevingede Skibe, den fløj hen over Voverne; det var næppe, at Stævnene stønnede (11) i det vældige Hav. Men paa Kongeskibet havde alle de øvrige med Ærbødighed deres Opmærksomhed henvendt; thi intet ønske fandt Rum hos de andre undtagen blot dette, at de med hele deres Iver maatte kunne udvide deres Konges Herskermagt. Og saa landede de da i glimrende Orden for gunstig Vind ved Sandwich (12), der er den navnkundigste af alle Anglernes Havne; og efter at man havde kastet Anker, begive Spejdere sig i Smaabaade ind til Kysten. Der udforske de i største Hurtighed det nærmest liggende Strøg af Landet, vende derpaa ilsomt tilbage til de kendte Skibe og forkynde Kongen, at Tusinder af Fjender stod rede der til at gøre Modstand. Thi Landets Indbyggere, som brændte af, den hedeste Iver efter at krige mod Kongen og Danerne, havde her samlet saa store Krigerskarer, som de troede vare tilstrækkelige for dem til Kampen, og i tætte Klynger og med endrægtig Hu fløj de hid, hvor de skulde finde Døden for Ædlingenes Haand.


6.

Da saa Thorkil, at nu var det Øjeblik kommen, da han kunde lægge sin Troskab mod sin Herre for Dagen, og han sagde: »Jeg skal sørge for at vinde dette Slag for min Herre med mine Folk, og ikke vil jeg tillade, at min Konge, saa glødende hidsig en Yngling som han jo er, styrter sig ind i denne Kamp for selv at bære Vaaben paa Fjenden. Thi vinder jeg Sejr, vil min Sejrsros gaa over paa Kongen selv; men falder jeg, eller maa jeg vende Ryggen, ville Anglerne ikke vinde saa stor Ære derved, eftersom Kongen da endnu vil være tilbage, og han vil baade optage Kampen paa ny og maaske som Sejrherre hævne min Skade.« Da nu dette Ord syntes alle at være forstandigt, og Kongen gav sit Samtykke, gik Thorkil.op paa Land fra Skibene med sine Mænd og førte sin ordnede Hær lige frem mod Anglernes Landstorm, som dengang havde samlet sig ved det Sted, som kaldes Scorastan (13). Nu var det rigtignok paa Danernes Side Krigsmandskabet fra fyrretyve Skibe og mere til, der var gaaet i Land; men dette Antal var endda ingenlunde ligt med Halvdelen af Fjenderne. Imidlertid brød Danernes Fører, som stolede mere paa Krigernes Tapperhed end paa Mængden, over tvært med al Tøven og lod Krigstrompeten gjalde; og mens han selv skred frem i forreste Række og i Tanken stadigt bønfaldt Gud om Hjælp, nedmejede han med sit Sværds Æg alt, hvad der kom ham i Vejen. Men Anglerne, som i Begyndelsen vare de stærkeste, anrettede et grueligt Mandefald mellem Danerne og myrdede dem i den Grad, at de nær havde vundet Sejr og tvunget deres Modstandere til at flygte, hvis ikke Føreren ved sin opmuntrende Tiltale havde holdt dem tilbage og bragt dem til at ihukomme deres Mandemod, saa de undsaa sig ved at fly. Han sagde nemlig, at der ikke var nogen Udvej for dem til at undslippe; paa Landet havde de jo Fjenderne, og deres Skibe laa langt fjernede fra Kysten; derfor maatte de alle til Hobe bukke under og falde, hvis de, ikke sejrede. Herved bragtes de til at fatte mere Mod, og de viste paa Stand der i Slaget, hvor farlig Fortvivlelsen er. Thi da de jo fortvivlede om at finde nogen Tilflugt, hvis de veg, gik de løs paa Fjenderne med saa vildt et Raseri, at man ikke blot saa de dødes Kroppe falde til Jorden, men ogsaa de levendes styrte, idet de søgte at undvige Huggene (14). Omsider havde de da vundet den ønskede Sejr, og derefter gav de sig til at jorde deres Landsmænds Legemer, for saa vidt de kunde finde dem. De plyndrede ogsaa Fjenderne for deres Rustninger og Vaaben og vendte saa tilbage og gjorde sig rede til at kaste sig over det tilgrænsende Strøg af Landet.


7.

Dette var den første Hædersglans, Thorkil kastede over Knuts Vaaben, og til Løn for dette fik han da ogsaa senere hen i Tiden en stor Del af Landet (15). Men nu ved denne Lejlighed vendte han tilbage til sin Herre og forkyndte ham og sine Fæller, hvorledes det var gaaet ham, og ved det Bytte, han bragte med sig, forstærkede han deres glødende Kamplyst, idet de bleve glade ved det rige Rov og den heldigt vundne Sejr. Det Forbillede, han havde givet, ansporede Erik, en Høvding og Stormand fra det Land, som man kalder Norge (16); han var nemlig ogsaa med blandt Kong Knuts Tjenere og havde allerede længe været hans Vasal; det var en rask Krigsmand, værdig til enhver Æresbevisning. Han gik efter at have erholdt Tilladelse dertil i Land med sine Folk, angreb et Strøg af Landet og røvede Bytte der, faldt over Smaabyerne og ødelagde dem, betvang Fjenderne, der mødte ham, og tog mange af dem til Fange, hvorpaa han omsider sejrrig vendte tilbage til sine Fæller med Byttet (17).

Efter hans Tilbagekomst forbød Kongen, der ønskede at skaane Landet, yderligere Plyndringer i det; derimod gav han Befaling til, at man skulde belejre Byen London, Landets Hovedstad, saasom Stormændene og en Del af Hæren havde søgt Tilflugt i den foruden en meget stor Mængde af det menige Folk, idet Byen er overmaade folkerig. Og da hans Fodfolk og Hestfolk ikke formaaede fuldstændigt at udføre dette (— Byen omsluttes nemlig paa alle Sider af en Flod, der i visse Maader næsten ligner et Hav ), lod han den tæt omringe af taarnbesatte Krigsskibe og holdt den saaledes under den stærkeste Belejring.

Da nu Gud, som hellere vil frelse alle Mennesker end fordærve dem (18), saa, at disse Folk led under en saa svær Fare, førte han den Fyrstes Sjæl, som herskede inde i Staden, ud af Legemet og stedte ham til den evige Hvile, for at efter hans Død Indgangen kunde staa uhindret aaben for Knut og begge Folkefærd faa Lejlighed til for en kort Stund at aande frit, naar der var sluttet Fred. Og saaledes skete det da ogsaa. Thi efter at have- begravet deres Fyrste med Ære og raadslaaet om, hvad der kunde bringe dem Frelse, bestemte Byens Borgere sig til at sende Underhandlere til Kongen og forebringe ham deres Ønsker, nemlig at han vilde række dem Haanden og modtage Byen i fredelig Underkastelse. Og da Knut syntes, at det nok var værd at gaa ind paa dette, blev Fredspagten sluttet og Dagen til hans Indtog i Byen fastsat (19). Men en Del af Hæren derinde vilde ikke rette sig efter Borgernes Bestemmelse, og i Løbet af Natten forud for den Dag, paa hvilken Kongen holdt sit Indtog, forlod de hemmeligt Byen sammen med den afdøde Fyrstes Søn (20) for atter at prøve paa, om de efter at have samlet en talløs Hærskare maaske skulde kunne magte at holde Kongen ude fra deres Land, naar han var kommen ind i Byen. Og de undte sig ikke Hvile, før de fik næsten alle Anglerne flokket sammen om sig; thi disse vare dem endnu mere hengivne end Knut. Men Knut drog ind i Byen London og tog Sæde paa Rigets Kongestol (21). Imidlertid troede han dog ikke, at Londons Indbyggere endnu vare ham rigtig tro; derfor lod han ogsaa i Løbet af den Sommer sin Krigsflaade udbedre og fornye (22), for at han ikke, hvis Modstandernes Hær muligvis angreb Byen, selv skulde blive forræderisk udleveret af sine Fjender derinde til dem udenfor og saaledes omkomme. Og for at sikre sig derimod, trak han sig som en klog Mand paa ny tilbage for en Tid, gik om Bord paa Skibene og forlod Byen og søgte med sine Folk over til den Ø, som kaldes Scepey (23); der tilbragte han saa Vinteren i Fred og ventede paa, hvorledes Sagerne vilde stille sig.


8.

Saa kom nu, da Knut veg bort, Eadmund (— dette var nemlig den unge Kongesøns Navn, som havde samlet Hæren —) til London med en Folkesværm, der ikke var ringe, men talløs. Med Bram og Brask drager han ind i Byen, og øjeblikkelig slutte alle der sig til ham, adlyde ham og hylde ham og opfordre ham til at optræde som en tapper Mand, idet de sige, at de hellere vilde have ham til Konge end Danernes Fyrste. Paa hans Side stod ogsaa den fornemste Jarl Eadrik, en Mand af stor Klogskab, men paa den anden Side en Rænkesmed og Vendekaabe; til hans Ord laante Eadmund Øre i alle Sager. For øvrigt fortæller man, at selve den unge Kongesøn paa den Tid skal have tilbudt den Herre Knut en Tvekamp, dengang han veg bort; men den forstandige Konge skal have givet ham følgende Svar: »Jeg skal indfinde mig i det belejlige Kampøjeblik, naar jeg uden at tænke med Ængstelse paa Tilfældets Luner har Sikkerhed for Sejren; men du, som higer efter Tvekamp ved Vintertide, se du til, at du ikke skal svigte Mødet paa en endnu mere passende Tid.« Og dermed drog Kongen, som det er fortalt, til Scepey, hvilket Navn paa Dansk betyder. »Faareøen«, og overvintrede der, saa godt han kunde det. Eadmund derimod tilbragte den sidste Del af Vinteren i London efter at have hjemforlovet sin Hær.


9.

Men da Vinterens Tid svandt, samlede han hele Fastens Tid igennem paa ny sit Krigsfolk, og straks efter Paaskedagene traf han Anstalter til at fordrive Kongen og Danerne fra Anglernes Landomraade; og det var hans Tanke at komme med en talløs Mængde Folk og falde pludseligt over dem. Men Rygtet herom var ikke gaaet ubemærket forbi Danernes Øren, og de lod da deres Skibe ligge bag sig og søgte op paa det tørre Land og beredte sig til at tage imod alt, hvad der maatte komme dem i Møde. De havde nemlig et Banner, som gav et vidunderligt Varselstegn (24); og rigtignok tror jeg, at dette maaske kan synes Læseren utroligt, men alligevel vil jeg indflette det i mit sandfærdige Skrift, fordi det er sandt. Det var nemlig vævet af den reneste og hvideste Silke, og der var ikke anbragt Billedet af nogen som helst Skikkelse derpaa, men ikke des mindre saa man i Krigens Tid stadigt en Ravn paa det, ret som var den indvævet deri; naar dens Landsmænd skulde sejre, tog det sig ud, som om den gabede med Næbbet og baskede med Vingerne og stod urolig paa Benene, men naar de skulde lide Nederlag, var den fuldstændig rolig, og alle dens Lemmer hang slappe ned. Thorkil, han som havde ført an til det første Slag, saa nu efter dette Tegn og sagde saa: »Lader os kæmpe mandigt, Fæller, thi for os vil der ingen Fare være; derom vidner jo den urolige Ravn paa vort varslende Banner.« Da Danerne hørte dette, voksede deres Dristighed, og dækkede af deres haarde Jærnkjortler mødte de Anglerne paa den Plads Æskenedun (25), hvis Navn vi paa Dansk kunne oversætte ved »Asketræernes Bjærg«. Men før Kampen her endnu var kommen i Gang, henvendte Eadrik, der, som vi have sagt, var den ypperste af Eadmunds Jarler, følgende Tale til sine Folk : »Lader os flygte, mine Fæller, og unddrage vort Liv fra den overhængende Død, ellers ville vi omkomme her paa Stedet; thi jeg ved, hvor haarde Halse Danerne ere.« Og dermed tilhyllede han Banneret, som han bar i sin højre Haand, vendte Ryggen til Fjenderne og drog saaledes en stor Del af Krigerne bort fra Slaget. For øvrigt gjorde han, efter hvad visse Folk sige, ikke dette af Frygt, men af Svigefuldhed, hvad man senere hen fik klare Beviser for (26); at han nemlig underhaanden havde lovet Danerne dette, jeg ved ikke for hvilken Gunstbevisning, lyder manges bestemte Paastand paa. Da nu Eadmund saa dette og var stedt i Trængsler paa enhver Kant, sagde han: »Angler, enten skulle I kæmpe i Dag, eller ogsaa maa I alle til Hobe underkaste eder. Kæmper da for Friheden og Fædrelandet som Mænd med Hjertet paa det rette Sted; thi disse, som løbe deres Vej, ere jo nogle feje Krystere, saa at de kun vilde være vor Hær til Besvær, hvis de ikke gik bort.« Og med disse Ord styrtede han sig midt ind imellem Fjenderne, idet han nedhuggede Danerne trindt omkring sig og ved dette sit Forbillede gjorde sine Ædlinge mere ivrige til at kæmpe.


10.

Saa begyndte da det sværeste Slag mellem fodfolket, idet Danerne trods deres ringere Antal ikke kendte til at vige (27), men hellere valgte at lade sig nedsable til Hobe end at udsætte sig for Faren ved en Flugt. De gøre derfor mandigt Modstand og holde Slaget, som var begyndt ved Dagens niende Time (28), gaaende lige til Aften; det var ikke med deres gode Vilje, naar de blot stillede sig til Modværge mod de andres Sværd, nej, meget mere stod deres Lyst til selv at trænge ind paa de andre med Odden af deres egne Sværd. Paa begge Sider falde væbnede Mænd i stort Tal, men flest dog paa den Side, hvor det overlegne Antal var. Og da det saa aftnedes og Nattens Tider stundede til, bragte deres Higen efter Sejr dem til at glemme Mørkets Ulemper; thi hverken ræddedes de for Mørket, da nu en alvorligere Bekymring stormede ind paa dem, ej heller holdt de det for stemmende med deres Værdighed at vige endogsaa for Natten, alt imens de kun brændte efter at faa Overhaand over Fjenden. Og hvis ikke den klart straalende Maane netop havde vist dem Fjenden, vilde hver især have hugget sin egen Krigskammerat ned i den Tro, at han var en Uven, som stod ham imod, og ingen paa nogen af Siderne vilde være bleven i Live, uden hvem Flugten havde frelst. Imidlertid begyndte Anglerne at udmattes og lidt efter lidt at tænke paa Flugt, da de saa', at det var Danernes endrægtige Vilje enten at sejre eller at omkomme alle sammen lige til sidste Mand. Det, tog sig nemlig i denne Stund ud for dem, som om Danernes Tal voksede og deres Tapperhed steg under den saa langvarige Kamp. Og de havde virkelig ogsaa Ret i deres Formodning, naar de mente, at deres Tapperhed steg; thi nu, da de vare blevne æggede ved Sværdets Brod og bragte ud af sig selv ved deres Landsmænds Fald, syntes de mere at rase end at kæmpe. Dette havde da til Følge, at Anglerne vendte Ryg: de styrte afsted paa Flugt uden Tøven, nogle ad en Vej, andre ad en anden, idelig synkende til Jorden foran deres Modstandere, og herved øgedes Æren for Knuts Hædersdaad og Sejr, medens deres Fyrste Eadmunds Ære sank ved hans Flugt (29). Men maatte denne end overvunden vige for de stærkere og trække sig tilbage, havde han dog endnu ikke opgivet alt Haab; han begav sig hen til sikre Steder med den Hensigt, at han nu rigtig for Alvor vilde samle en stærkere Mængde Krigsfolk og saa paa ny forsøge, om han dog ikke maaske kunde faa lidt Held med sig. Men Danerne forfulgte ikke Flygtningene Over nogen lang Strækning, fordi deres Ubekendtskab med Stederne og Nattens Mørke holdt dem tilbage (30); Anglerne derimod, som kendte Egnen godt, slap hurtigt udenfor Fjendernes Rækkevidde og lod dem blive tilbage ved Byttet, medens de selv søgte hen til lidet sømmelige Tilflugtssteder.


11.

Allerede var mere end Halvdelen af Natten gaaet hen, og Sejrherrerne tilbragte nu, glade over deres Sejr, det af den, som var tilbage, mellem de faldnes Lig. Men i Nattens Løb gav de sig ikke af med at røve Bytte fra de faldne, men foreløbig søgte de efter deres egne Folk og forsamlede sig, for at de kunde være mere trygge, alle sammen paa een Plads, hvor de saa bleve ved at staa. Men da det alt begyndte at gry ad Dag, fandt de, at mange af deres Landsmænd vare faldne i Slaget, og disses Lig jordede de, saa godt de kunde. De trak ogsaa Rustningerne af deres Modstanderes Lemmer, men lod deres Aadsler blive liggende der til Bytte for Vilddyr og Rovfugle. Derefter vendte de tilbage til deres Skibe og drog paa ny til London (31), hvor de raadslog om Udveje, der bedre fremmede deres Tarv. Paa samme Maade raadslog ogsaa Anglerne med deres Fyrste om deres Tarv og anraabte Gud om Hjælp i denne Sag med Bøn om, at de, som saa mange Gange vare blevne overvundne i Vaabenfærd, dog i det mindste maatte finde en Støtte i et eller andet Raad, saa de kunde forblive i Landet.


12.

Nu vendte ogsaa Eadrik, der tidligere var flygtet og havde trukket sig ud af Krigen, tilbage til sin Herre og sine Fæller; og man tog imod ham, fordi han var en Mand, som kunde finde paa gode Raad. Han traadte da op midt i Hærforsamlingen og henvendte følgende Tale til alle: »Rigtignok hade I mig vel næsten alle sammen, fordi jeg veg ud af Krigen; men alligevel, dersom I kunde beslutte eder til at lyde det Raad, jeg nu vil give eder i min Tale, vilde I kunne vinde en større Sejr ved min Raadgivning, end om I stod imod disse Mænd med hele Landets Vaaben. Jeg har nemlig prøvet Danernes Sejre tilstrækkeligt, saa jeg ved, at vor Modstand er ganske forgæves; og det er af den Grund, at jeg har unddraget mig fra Slaget, for at jeg bag efter kunde gavne eder med Raad, ikke derimod, som I mene, fordi jeg skulde være slagen af nogen Frygt. Jeg vidste jo, at det ikke kunde være andet, end at jeg maatte flygte; men hvad var saa det bedste, at trække sig tilbage saaret eller velbeholden? Upaatvivleligt er det dog stundom at regne lige med en sikker Sejr, ved Flugt at slippe bort fra en stærkere Fjende, hvem man ikke kan modstaa ved Vaaben. Alle vi, som her ere til Stede, have jo desværre maattet flygte; men for at denne Ulykke ikke skal ramme os yderligere, lader os saa række Danerne Haanden og gøre os dem til fredelige Forbundsfæller, for at vi i det mindste paa denne Maade kunne undgaa Flugt og Kampenes Farer. Men imidlertid lader dette sig ikke gøre paa anden Maade end ved en Deling af vort Rige. Og efter min Mening er det da ogsaa bedre, at vor Konge besidder Halvdelen af Riget med Fred, end at han overvunden skulde miste det hele paa een Gang.


13.

Hans Tale behagede Stormændene, og Eadmund maatte ogsaa, hvor ugerne han end gjorde det, dog give sit Samtykke til dette. Eadrik fik derpaa udvalgt Underhandlere og sendte dem af Sted til Knuts Skibe, for at de skulde tilbyde Danerne Haandslag og igen modtage det af dem. I det første øjeblik, da Danerne nu saa dem komme, tænkte de sig, at det var Spejdere; Men da de opdagede, at de kom nærmere hen til dem, kaldte de dem hid og begyndte at spørge dem om, hvad de søgte. Og da de saa erfarede af dem, at de kom for at slutte Fred, bleve de glade og fremstillede dem for deres Konges Blikke; de ønskede nemlig inderligt Fredens Lykke, da de alt vare trætte af Kampene og den uafladelige Omtumlen paa Søen. Sendemændene hilsede da Kongen med Fred og sagde : »Vor Fyrste og vore Stormænds talrige Forsamling har sendt os til dig, Konge, med Bøn om, at du vil enes med dem om Fred, give os Haandslag og Gisler og til Gengæld modtage det samme af os tillige med Halvdelen af Riget. Hersk du i Ro og Fred i den nordlige Del, men lad vor Eadmund staa lige over for dig i Landets sydlige Strøg. For denne Tings Skyld ere vi komme til dig i denne Sendefærd; handl du nu forstandigt og samtyk i vort ønske; i modsat Fald ville vi, om vi end baade een og to Gange ere blevne slagne af Marken af eder i Krig, dog endnu en Gang med større Voldsomhed styrke vore Kræfter for at føre Krig med eder.” Kongen gav dem ikke Svar herpaa uden Overlæg, men efter at have ladet dem træde til Side holdt han Raadslagning med sine Mænd, og da det var gjort, enedes han senere hen fredeligt med dem. Hans Mænd havde nemlig forestillet ham, at mange af deres Folk vare gaaede bort, og der var ingen, som kunde træde i Stedet for de døde, eftersom de vare fjernede langt fra deres eget Fædreland; paa Anglernes Side vare ganske vist ogsaa overmaade mange blevne dræbte, men deres Tal formindskedes dog ikke saa meget, eftersom de jo stod paa deres egen Grund, saa at der altid fandtes nogen, som kunde udfylde dens Plads, der døde. Saa kaldte Kongen da paa ny Underhandlerne for sig og sagde til dem: »Jeg gaar ind paa de Forslag, Ungersvende, som I som Sendemænd have bragt, og i Overensstemmelse med, hvad I have sagt, skal det halve Land frit tilhøre mig; men dog skal eders Konge, hvem han saa end monne blive, ogsaa betale en Skatteafgift af sin Del til min Hær. Thi dette skylder jeg den, og derfor gaar jeg ikke ind paa Fredsslutningen paa noget andet Vilkaar.«


14.

Saa blev da Fredspagten bekræftet (32), der blev stillet Gisler fra begge Sider, og saaledes blev Hæren udløst af Kampenes Møje og vandt til sin Glæde den forønskede Fred. Men ihukommende sin egen gamle Lære, nemlig at ethvert Rige, der er splidagtigt i sig selv, ikke længe kan vedblive at bestaa (33), førte Gud ikke lang Tid herefter Eadmunds Sjæl ud af Legemet (34) af Medynk med Anglernes Rige, paa det at ikke, hvis begge vedbleve at leve, Følgen deraf skulde blive den, at ingen af dem sad trygt paa sin Kongestol, og at Riget Dag for Dag førtes sin Undergang i Møde ved den fornyede Strid. Men efter at den unge Konge var død, blev han jordet i det kongelige Gravsted, og længe og meget blev han begrædt af sit Lands Folk; Gud skænke ham al Glæde paa sin himmelske Trone! Hvorfor Gud har villet, at han skulde dø, kom straks derefter klart for Dagen; thi hele Landet valgte nu paa Stand Knut til Konge over sig, og ham, hvem det forhen stod imod med al Kraftanstrengelse, underkastede det sig nu af egen fri Vilje med samt alt, hvad dets var (35).


15.

Saaledes overtog altsaa efter den guddommelige Barmhjertigheds Vilje den kraftige Knut Eneherredømmet i Riget. Med Ædelsind ansatte han sine Jarler og Grever i de forskellige Landsdele (36) og beherskede siden Anglernes Rige i Fred lige indtil sit Endeligt. Endnu stod han i sin første blomstrende Ungdomsalder (37), men desuagtet gjorde hans usigelige Klogskab ham stærk. Dette førte til, at han elskede dem, som han havde hørt forhen havde tjent Eadmund i Krigen trofast uden Svig, hvorimod han hadede dem, om hvem han havde faaet at vide, at de vare rænkefulde og i Krigens Tid havde vaklet frem og tilbage mellem begge Parter med svigefuldt Vendekaaberi; ja, dem hadede han saa stærkt, at han en Dag (38) lod mange af Stormændene dræbe for slig Svigagtigheds Skyld. Blandt dem var Eadrik, han, som var flygtet fra Krigen; da han krævede Belønninger af Kongen netop for dette, ret som om han havde gjort det for at skaffe ham Sejren, sagde Kongen, mørk i Hu: »Vil du, som har bedraget din Herre med Svig, kunne være tro mod mig? Jeg skal betale dig den Løn, du har fortjent, men saaledes, at den Svigagtighed ikke for Fremtiden skal behage dig.« Og saa kaldte han paa sin Jarl, Erik, og sagde til ham: »Betal denne Mand, hvad vi skylde ham; jeg mener, slaa ham ihjel, for at han ikke skal svige os!« Ufortøvet svang Erik sin tveæggede Økse i Vejret og afhuggede med et kraftigt Hug hans Hoved. Af dette Eksempel maa Krigere lære, at de skulle være trofaste mod deres Konge, ikke troløse.


16.

Efter at alle Sager saaledes vare blevne ordnede paa tilbørlig Vis, manglede der Kongen intet undtagen en højbaaren Ægtehustru. Han bød da, at man allevegne skulde lede efter en saadan til ham, for at han, naar hun var funden, lovligt kunde bejle til hende og, naar han havde vundet hende, gøre hende delagtig i sit Herredømme. Altsaa iler man rundt omkring til alle Sider, gennem Kongeriger og gennem frie Byer, og søger efter en kongelig Brud; men man maatte søge vidt og bredt, før man endelig engang med Nød og næppe fandt den værdige. Denne Herskerbrud fandt man da i Galliens Grænseland og, nærmere bestemt, i det Landskab Normandie; hun var af den ædleste Byrd og saare rig paa Skatte, men særligt var hun dog fremfor alle andre Kvinder paa hendes Tider rigt udstyret med Skønheds og Klogskabs lystelige Gave; hun var jo da ogsaa en berømt Kongedatter (39). Paa Grund af disse fremragende Egenskaber attraaedes hun højlig af Kongen, og særligt ogsaa af den Grund, at hun var oprunden af den sejrrige Æt, som havde vundet sig en Del af Gallien mod Frankernes og deres Fyrstes Vilje (40). Hvorfor dvæler jeg imidlertid herved med mange Ord? Man sender Bejlere til den højtstaaende Kvinde, man sender kongelige Gaver, man sender endelig ogsaa indstændigt bedende Ord. Men hun erklærer bestemt, at hun aldrig vilde blive Knuts Brud, medmindre han med Ed tilsagde hende, at han aldrig vilde lade nogen anden Ægtefælles Søn blive Konge efter sig, men kun hendes, hvis Gud muligvis skænkede hende en Søn med ham. Det hed sig nemlig, at Kongen havde faaet Sønner med en anden Kvinde (41); derfor vilde hun klogelig varetage sine egnes Tarv, og hun forstod med snildt Sind forud at faa bestemt, hvad der vilde komme dem til Gavn. Møens (42) Ord vandt nu altsaa Kongens Bifald, og Kongens ønske vandt ogsaa Møens Behag, da han havde givet det edelige Løfte; og saaledes blev, Gud være takket, Fru Emma, den højbaarneste blandt Kvinder, den saare tapre Konge Knuts Ægtefælle. Gallien glæder sig, og lige saa glæder Anglernes Land sig, da denne saa kostelige Skat føres over Havets Flade. Gallien, siger jeg, glæder sig over, at det har født til Verden en saa herlig Kvinde, der var en saa mægtig Konge værdig; men Anglernes Land glæder sig ved, at det har modtaget slig en Kvinde i sine Byer. 0, hvilken lykkelig Begivenhed, attraaet med tusinde Gange tusinde Ønsker og endelig engang, skønt med Nød og næppe, gjort til Virkelighed ved Frelserens Naades Styrelse! Dette var, hvad begge Parters Hære allerede længe havde attraaet heftigt, at nemlig denne saa herlige Kvinde kunde blive knyttet ved Ægteskabets Baand til denne saa herlige Mand, den værdige Frue til den værdige Herre, saa at dette kunde bringe de krigerske Rørelser til Ro. Thi kunde der vel tænkes noget større og attraaværdigere, som man maatte ønske; end at Krigens tabbringende og ulystelige Møjsommeligheder maatte endes ved Fredens milde Ro, medens hidtil Ligemænd stormede sammen til Kamp med Ligemænd i Legemskraft og Aandsdygtighed, og snart disse snart derimod hine under Krigslykkens Vekslen vandt Sejr, men ikke uden stort Tab for dem selv?


17.

Men da de nu, i Kraft af den guddommelige Styrelse, og efter at der lang Tid igennem havde gaaet mange Mellembud mellem dem gensidigt, endelig havde besluttet at forbinde sig ved det ægteskabelige Baand (43), saa er det næsten utroligt, hvilket Overmaal af Glæde der pludseligt opkom hos dem begge, skænket af den ene til den anden. Thi Kongen glædede sig over, at han uventet havde vundet en saa ædelbaaren Bruds Ægteleje; og hendes Glæde opflammedes dels ved hendes Ægtefælles saa højt fremragende Manddom, dels ogsaa ved det lykkeforkyndende Haab om fremtidigt Afkom. Usigeligt glædede ogsaa begge Hære (44) sig, idet de haabede, at deres Magt skulde blive styrket ved fælles Kræfter; og Begivenhedernes Gang i den følgende Tid godtgjorde da ogsaa Haabets Rigtighed. Thi saare mange Folkeslag bleve betvungne ved Krig, og saare mange Folkefærd, vidt forskellige indbyrdes i Livsindretninger som og i Sæder og Sprog, bleve nødte til for evig Tid at udrede aarlige Skatteafgifter til Kongen og Kongens Efterkommere (45). Dog, hvad underligt er der i, om en saa mægtig og saa udmærket Konge overvandt dem, der modsatte sig ham, i Vaabenfærd, naar han ogsaa dels ved sin rundhaandede Gavmildhed, dels ved sin naadige Beskyttelse bragte saare mange til af egen fri Vilje at give sig under hans Herskervælde? Det er sandelig ikke til at undres over. Thi Guddommens Naade yder sin Bistand dér, hvor Retfærdighed og Retskaffenhed raader og vejer alt paa lige Vægtskaal.


18.

Dog, hvorfor dvæler jeg vidtløftigt herved? Der blev, som jeg har sagt, stor Glæde, da disse saa herlige to forenede sig i Ægteskab; men endnu langt større blev Glæden, siger jeg, da den Lykke timedes dem, at de fik mandligt Afkom. Thi det varede ikke længe, før den højædle Dronning, efter Frelserens Naades Vilje, bragte en Søn til Verden (46). Og da nu begge Forældre glædede sig over ham med en højst inderlig og, om jeg saa maa sige, ganske enestaaende Kærlighed, sendte de de øvrige ægte ædelbaarne Kongebørn (47) over til Normandiet, for at de kunde blive opdragne dér, men denne Søn, som jeg her har nævnet, beholdt de tilbage hos sig selv, saasom han engang skulde være Arving til Riget. Og saa rensede de da, som Sæd er blandt rettroende Kristne, deres højtelskede Kærlighedspant ved Bad i Daabens hellige Kilde, og de gav ham et Navn, som i visse Maader indeholdt et Varsel om hans fremtidige store Egenskaber. Han fik nemlig Navnet Hardeknut, saa at han gengav sin Faders Navn med et Tillæg. Og forsker man efter dettes Betydning i det teutoniske Sprog, saa vil man i Sandhed deraf kunne skønne, hvad for en Mand og hvor herlig han har været (48). »Harde« betyder nemlig »hurtige eller »stærke, og begge disse Egenskaber, ja endnu noget langt større end disse, kunde erkendes hos ham fremfor alle, eftersom han har overgaaet alle Mænd i sin Tid i alle mulige udmærkede Egenskaber. Men jeg er nu ude af Stand til at opregne alle hans Fortrin; derfor vil jeg, for at jeg ikke skal komme altfor langt bort fra mit Emne; gaa tilbage til, hvor jeg før slap, og følge min Fortællings Traad.


19.

Efter at nemlig Drengen, om hvem vi her tale, var vokset til, lod hans Fader, der endnu levede i sin fulde Lykke, hele det Rige, som var hans Herskerbud undergivet, aflægge en bindende Ed til ham, og senere hen sendte han ham med en Skare udvalgte Krigere over til Danernes Rige for at tage Eneherredømmet over det (49). Medens Knut nemlig i Begyndelsen kun styrede Danernes Rige (50), vandt han sig efterhaanden Herredømmet over fem Riger, nemlig Danmark, Anglerlandet, Briterlandet (51), Skotland (52) og Norge, og blev deres Hersker.

Han traadte fremdeles i Venskab og fortroligt Forhold til Kirkens Mænd, i den Grad, at Biskopperne regnede ham for en Medbiskop paa Grund af den Støtte, han overalt ydede Religionen, og ligeledes betragtede Munkene ham ikke som en verdslig Mand, men som en Klosterbroder paa Grund af den Spægelse, han i sin højst ydmyge Fromhed paalagde sig. Han værnede med Iver om umyndige og Enker, han støttede forældreløse og fremmede, han undertrykte uretfærdige Love saavel som dem, der fulgte saadanne, han holdt Retfærdighed og Billighed højt og dyrkede dem (53), han opbyggede Kirker og skænkede dem Æresgaver, han hædrede Præsterne og Gejstligheden med høje Værdigheder, han paabød alle sine Undersaatter Fred og Endrægtighed (54), saaledes at man om ham havde kunnet sige dette Vers af Maro (55), hvis et saadant Udsagn ikke havde ligget udenfor den rette kristelige Tro:

Stadigt det regner i Nat; der er Skuespil atter i Morgen; Cæsar, Styrelsen halvt deler med Juppiter du.


20.

Paa alle Maader beflittede han sig paa, hvad der er Gud velbehageligt, og. derfor, naar som helst han havde erkendt, at noget godt burde gøres, forsømte han det ikke, men var ivrig for at sætte det i Værk. Thi hvilken Kirke gives der vel, som ikke endnu den Dag i Dag glæder sig ved hans Gaver? Men for ikke at tale om, hvad han har gjort for dem, som vare i hans eget Kongerige, saa velsigner Italien hver Dag hans Sjæl, Gallien bønfalder om, at den maa nyde Salighed i fuldeste Maal, og mere end alle andre beder Flandern om, at han maa glædes i Himlen hos Kristus. Disse Lande rejste han nemlig igennem, da han stævnede til Rom (56); og som det klart fremgaar af mange Beviser, udøvede han paa denne Rejse saa talrige Barmhjertighedens Gerninger, at hvis nogen skulde ville beskrive alle disse, vil han, om han end gør utallige Bind deraf, dog nødes til omsider at give tabt og tilstaa, at han næppe endda er kommen igennem den mindste Del. Jeg vil nu ikke indlade mig paa at fortælle, hvad han har gjort paa hvert enkelt Sted; men alligevel, for at man kan fæste mere Tro til, hvad jeg forsikrer, vil jeg blot for et Eksempels Skyld omtale, hvad han har gjort i Hellig Audomarus's By alene (57), hvilket jeg ogsaa mindes at jeg har set med mine egne øjne.

Efter at han var traadt ind i Klostrene (58) og man der havde modtaget ham med stor Hæder, skred han ydmygt frem og med vidunderlig Ærbødighed, idet han holdt øjnene fæstede paa Jorden; og medens han udgød rigelig fremvældende Taarers Floder, om jeg maa bruge dette Ord, anraabte han med al Inderlighed Helgenerne om deres Forbøn hos Gud. Men da det saa var kommen dertil, at han vilde belæsse de hellige Altre med sine kongelige Offergaver, o! hvor ofte fæstede han da ikke først taarefulde Kys paa Gulvet, hvor ofte slog han sig da ikke for sit ærværdige Bryst med egen Haand, hvor dybe Suk drog han ikke, hvor tit bad han ikke om, at den himmelske Mildhed ikke maatte nære Fortørnelse mod ham! Omsider blev der paa hans Vink rakt ham en Offergave af hans Ledsagere, og det ikke en ringe Gave eller en saadan, som kunde indesluttes i en Pengepung; nej, der bragtes ham en vældig Gave, som en med Pallium beklædt Mand (59) bar i sit udspændte Kappeskød, og den tog Kongen selv med egne Hænder og lagde den paa Alteret som en glad Giver efter den apostoliske Formaning (60). Dog, hvorfor siger jeg blot: »Alteret« ? jeg kan jo huske, at jeg har set, at han gik omkring til alle Kroge i Klostrene og ikke gik forbi et eneste Alter, hvor ringe det end var, uden at han gav det Gaver og trykkede søde Kys paa det. Derefter kom de fattige, og de fik ligeledes straks Gaver alle sammen, en for en. Dette og andet, som vækker endnu mere Beundring end dette, har jeg set udført af den Herre Knut, jeg eders ringe Hustjener, Hellig Audomarus og Hellig Bertinus, da det skete i eders Klostre; udvirker da til Løn for disse Velgerninger, at denne herlige Konge maa leve i de himmelske Boliger, saaledes som eders Tjenere, Kannikerne og Munkene, bede om i deres daglige Bønner!


21.

Saa skulle da alle Konger og Fyrster lære at efterligne denne Herres Handlinger, han som ydmygede sig til det laveste, for at han kunde formaa at stige op til det høje, og som med Glæde bortskænkede det jordiske, for at han skulde kunne opnaa det himmelske. Thi han havde ikke glemt sin egen Stillings Kaar, at han nemlig skulde dø i Verden og forlade alt, hvad der kan attraas her i Jordelivet; og derfor var det, at han i levende Live paa ærefuld Maade delte med Gud og hans hellige Steder de Rigdomme, som han ikke kunde tage bort med sig ved sin Død, paa det at han ikke, hvis han beflittede sig paa Havesyge, maaske skulde leve forhadt af alle, og der ikke skulde findes nogen, som vilde bede om noget godt for hans Sjæl, og paa det at han ikke til Efterfølger skulde faa en anden, som vilde leve med Gavmildhed paa hans Kongesæde og harmes over hans Gridskhed. Men at dette ikke skulde ske, det har han fuldt ud sørget for, og sine Efterkommere har han efterladt et godt Eksempel paa Rundhaandethed og alskens Godhed; og dette følge da ogsaa de, Gud være takket, endnu bestandigt, udmærkede som de ere i Rigets Styrelse og ved alle Dyders Glans.


22.

Efter at saa denne herlige Konge var vendt tilbage fra Rom og havde dvælet en Tid lang i sit eget Rige og ordnet alle dets Anliggender vel, vandrede han bort til Herren for at krones ved hans højre Side af selve Herren, alle Tings Skaber (61). Hans Død vakte Sorg hos alle dem, til hvem Budskabet derom naaede, men mest dog hos hans Trones hengivne Tjenere, af hvilke de fleste gerne vilde være gaaede.i Døden sammen med ham, hvis dette ikke havde stridt imod Guds Vilje.


23.

Hans Dronning, Fru Emma, sørgede tillige med Landets Børn; fra fattige saavel som mægtige lød der Sørgeklager, Biskopperne og Klerkene græd med samt Munkene og Nonnerne; men gid han i Himmelens Kongeborg maa glædes lige saa meget, som der sørgedes over ham i Verden! De her nede græd over, hvad de havde tabt; maatte de hist oppe tage med Glæde imod hans Sjæl og lykønske sig til dens Komme! De her nede begravede hans afsjælede Legeme; maatte de hist oppe føre hans Aand op til det høje, hvor den skal glædes i evig Hvile! Over hans Bortgang græd alene Jordens Børn, men gid ogsaa Himlens Borgere sammen med Jordens Børn maa gaa i Forbøn for hans Aand. Lader os indstændigt bede Gud om, at hans Ære maa vokse med hver Dag; og lader os, eftersom han har fortjent dette ved sin Godhed, daglig raabe:

Knuts Sjæl hvile i Fred! Amen!

Her ender anden Bog.




Noter

1): Englands Stormænd siges det i en engelsk Kilde, besluttede endrægtigt, at de ikke mere vilde taale nogen dansk Konge i deres Land, og efter deres Kaldelse vendte da den af Sven fordrevne Konge Æthelred tilbage fra Normandiet i Fastetiden 1014; Knut drog bort til Danmark straks efter Paasken.
2): Saaledes synes Knut dog ikke at have opfattet Thorkils Færd, efter hans Udtalelser at dømme nedenfor i Kap. 2 Sl. Thorkil er næppe blevet rigtig udsonet med Sven og heller ikke med Knut før dennes Hjemrejse til Danmark; han vilde efter Svens Død gerne selv spille den store Rolle, og engelske Forfattere fortæller om Røvertog af ham i Landet paa denne Tid, ligesom det ogsaa fortælles, at Kong Æthelred for at standse hans Angreb og vinde ham for sig betalte ham og hans Krigsmagt en meget stor Tribut. Forfatteren af dette Skrift modsiger da ogsaa selv sin Beretning her, idet han ndfr. Kap. 3 siger, at Thorkil var bleven tilbage uden Orlov af Knut.
3): Sakse omtaler også dette Tog og siger, at det var rettet saavel mod Sclavia (Vendernes Land) som mod Sembia (eller Sambia, Islændernes Samland, det nuværende Østpreussen). Dette sidste Land havde tidligere Hagen, en Søn af Harald Blaatand, betvunget, og hans Hær havde bosat sig der; men efter Hagens Død havde Semberne gjort Oprør mod de Danske, og det var vel Grunden til, at Knut og Harald nu gjorde dette Tog. For øvrigt foretog Knut senere efter Haralds Død et Tog mod Sembia 1019 og betvang Landet paa ny.
4): Gunhild, en Datter af den polske Hertug Miseco og Søster til hans Efterfølger Bolizlav; Sven havde senere forskudt hende og sendt hende hjem til Polen, da han vilde ægte Sigrid Storraade. Sakse lader ved en mærkelig Fejltagelse Knut være en Søn af Sven og Sigrid; de havde kun Datteren Estrith, senere Ulf Jarls Hustru.
5): Thietmar af Merseburg fortæller, at Kong Æthelred efter sin Hjemkaldelse havde villet hævne sig paa Kong Sven og tilintetgøre hans Lig; men dette forhindrede den nævnte Frue (som formodentlig maa have været af dansk Slægt) efter Opfordring af sine Frænder. Sven var imidlertid bleven bisat i York, de Danskes Hovedstad i England.
6): i Roskilde. For øvrigt er Efterretningen lidt unøjagtig; Sven blev begravet i Hellig Trefoldigheds Kirke, som hans Fader Harald Blaatand havde bygget, men Sven udvidet og fuldført.
7): Dette var formodentlig den kongelige Livvagt, Huskarlene eller Tingmændene, som kong Sven havde omgivet sig med efter at være bleven Englands Konge; de vare altsaa blevne tilbage under Thorkils Førerskab, da Knut drog bort. Men under Thorkils Fraværelse i denne første Del af Aaret 1015 bleve Huskarlene forræderisk overfaldne af Englænderne og næsten alle sammen nedhuggede; blandt dem omkom Thorkils Broder Hemming. Ejlif, en Broder til Ulf Jarl, undslap heldigt til Danmark og bragte Melding om Ulykken, idet han opfordrede Knut og Thorkil til at tage Hævn.
8): Et hyppigt Udtryk hos latinske Digtere.
9): Jomsvikingasaga siger 800 Skibe, Adam af Bremen endog 1000!
10): Det var i August 1015, at Knut sejlede ud paa Toget.
11): Udtrykket er hentet fra Vergils Æneide III, 561.
12): Efter en engelsk Angivelse i Dagene mellem den 15. August og 8. September 1015.
13): Hos angelsachsiske Historieskrivere Sceorstan, i Knytlingasaga Skorstein; nu hedder Stedet Sherstone (i Wiltshire). Man skulde efter Forfatteren her tro, at dette Slag stod straks efter Knuts Ankomst til England; men de angelsachsiske Kilder sætte det til d. 25. Juni 1016, og Knytlinga omtaler to tidligere Slag og sætter Slaget ved Skorstein efter Æthelreds Død, foruden at det dér fremstilles, som om Knut led et Nederlag; Angelsachsere sige, at Slaget var meget blodigt, og at Hærene skiltes, uden at nogen kunde betragte sig som Sejrherre. Forfatteren af Skriftet her har sikkert taget Fejl i det mindste med Hensyn til Tiden eller Stedet; men sikkert er det, at Knut sejrede i det første Slag, som efter Knytlinga stod ved Lindisey.
14): Jeg er ikke sikker paa Tekstens eller Oversættelsens Rigtighed her, men kan intet bedre give.
15): Da Knut var bleven Enekonge, delte han 1017 England i fire Dele: Wessex. Northumberland, Østangel og Mercia; det første styrede han selv direkte, de andre overdrog han henholdsvis til Erik af Norge, Thorkil den Høje og Eadrik Streona.
16): Det er Erik Jarl, Søn af den store Hakon Jarl, gift med Svens Datter Gyda og altsaa Knuts Svoger. Efter at have hjulpet Sven til Sejr over Olaf Tryggvason i Slaget ved Svold var han bleven sat til at styre en Del af Norge som Jarl under Svens Herredømme. Da Knut drog til England, sendte han Bud til Erik og fik ham til at komme sig til Hjælp med en Hær; han ydede især Knut god Tjeneste ved Belejringen af London 1016. Knut gjorde ham, som sagt, siden til Jarl i Northumberland, og han blev i denne Stilling, til han døde, uvist naar.
17): I Knytlingasaga findes en udførlig Skildring af Eriks Krigsbedrifter, bygget paa Islænderen Thord Kolbeinssons Eriksdrapa.
18): Efterklang efter Luk. Evang. 9,56.
19): Forfatteren her synes at antage, at Belejringen af London er bleven paabegyndt allerede før Udgangen af 1015, og antager vist ogsaa, at Æthelred er død i dette Aar eller i Begyndelsen af 1016. Hans Tidsregning er dog sikkert unøjagtig;thi efter de engelske Kilders vistnok paalidelige Angivelse døde Æthelred først Mandagen d. 28. April 1016, og Knut kom først til London med sin Flaade lidt senere, efter Paasken (hvilket dog ikke hindrer, at Byens Belejring kan have været begyndt noget tidligere). Den forsvaredes nu efter Æthelreds Død af hans Dronning Emma (- hvem vor Forfatter efter sin hele Tendens med Skriftet ikke godt kunde nævne her -) tillige med hendes Stifsønner Eadmund Jærnside og Æthelstan, hvem Æthelred havde avlet med en tidligere Hustru eller Frille. Efter Thietmar, som i Modsætning til vor Forfatter først lader Belejringen begynde i Juli 1016, hvilket sikkert er meget for sent, indlod Emma, da hun var bleven belejretet halvt Aar, sig i Underhandlinger med Knut om Byens Overgivelse; og skønt de Vilkaar, der stilledes hende, vare meget haarde (- saaledes forlangtes det, at begge Æthelreds Sønner skulde dræbes -), tvang Nøden hende dog til at gaa ind derpaa. Imidlertid lykkedes det de to Brødre at undslippe Byen før dens Overgivelse.
20): Eadmund Jærnside.
21): En engelsk Forfatter siger, at alle Englands Biskopper, Abbeder, Jarler og store Adelsmænd i en Forsamling enstemmigt valgte Knut til deres Konge og Herre og begav sig til ham i Southhampton, hvor de sluttede Fred med ham og tilsvor ham Troskab, medens de i hans Paahør fornægtede hele Æthelreds Æt og brød med den; og Knut lovede da paa sin Side at ville være dem en trofast Herre for Gud og Alverden. Men derefter fulgte saa Londons Tilslutning til Eadmund (se Kap. 8).
22): Jeg véd ikke, om dette er den rette Oversættelse af Ordene: unde et navium stipendia illa aestate restaurare fecit; men jeg kan ikke finde nogen anden Mening i dem.
23): Sheepey, se Kap. 8 Sl., nu Sheepey i Themsens Munding.
24): Det er det berømte "Ravnebanner", som allerede i meget tidligere Tider omtales som de danske Vikingers Mærke i England; Sagnet fortalte, at det var vævet af tre af Regner Lodbrogs Døtre i en Middagsstund. For øvrigt berettes det, at Danerne havde tabt det i en Kamp i England; hvorledes de havde faaet det igen, forlyder der intet om.
25): I den angelsachsiske Krønike Assandun, i Knytlinga Assatun (nu Ashington); Slaget angives at have staaet d. 18. Oktober 1016. Senere hen (1020) byggede Knut og Thorkil en Kirke dér til Minde om Slaget og for de mange faldnes Sjæle. Hvorvidt den fra Sakse bekendte Fortælling om Tymme Sjællandsfar skal sættes i Forbindelse med dette Slag eller et andet, er ganske uvist.
26): idet Knut lønnede hans Forræderi ved at give ham det store Jarledømme Mercia.
27): Horatius' Oder 1,6,6.
28): d.v.s. midt paa Eftermiddagen
29): Teksten er her noget forvansket, saa at Oversættelsen ikke er ganske sikker.
30): Udtrykkene her minde om Sallusts Jugurtha Kap. 52 og 97.
31): Byen faldt straks efter Sejren ved Ashington paa ny i Knuts Haand og anerkendte ham for Konge.
32): ved et Møde mellem Knut og Eadmund paa Øen Olanege (Olney) i Floden Severn, kort Tid efter Slaget ved Ashington.
33): Matth, Evang. 12, 25.
34): Eadmund døde i London (eller Oxford) d. 30. November 1016. At hans Død skyldtes Svig af Eadrik Streona paa Tilskyndelse af Kong Knut, er en Paastand, der først opdukker i senere Kilder og sikkert savner al Grund.
35): Knut sammenkaldte efter Eadmunds Død alle Englands Biskopper, Jarler og Stormænd til en Forsamling i London; og da de, som havde været Vidner til hans Fredsslutning med Eadmund, her erklærede, at de med Vished vidste, at Kong Eadmund ikke havde bestemt nogen Del af sit Rige for sine Brødre, valgte alle enstemmigt Knut til. Konge og svore ham Troskabsed. Hans Regering som Englands Enekonge begyndte da med Aar 1017. Eadmunds Brødre og smaa Sønner bleve fjernede ud af Landet.
36): Se ovenfor S. 33, Anm. 2.
37): Han var da henved 23 Aar gammel.
38): Det var Juledag 1017. Ogsaa Thorkil faldt siden i Unaade hos Knut og blev 1021 forvist fra England og sendt til Danmark, hvor han blev dræbt straks efter sin Ankomst.
39): Saaledes maa vel Ordene utpote regina famosa oversættes, idet regina ogsaa betyder regis filla; men Udtrykket er da overdrevent, se næste Anm.
40): Det var Emma, en Datter af Hertug Richard den Første, som herskede i Normandiet 943-96 og var en Sønnesøn af Rollo (Rolf Ganger, Robert I), der havde, tvunget Frankerkongen Karl den Enfoldige til at overgive ham Normandiet som Len. Hun var 1002 bleven gift med Kong Æthelred af England, med hvem hun havde to Sønner, Alfred og Edvard, og hun var paa denne Tid vel noget over 30 Aar gammel. Formodentlig havde hun forladt England, efter at hendes Stifsøn Eadmund var bleven Konge, og skal derefter have opholdt sig i Rouen. Det siges, at det var Thorkil, som tilraadede Knut at ægte hende.
41): nemlig med Alfiwa (eller Ælfgiva), en Datter af den engelske Jarl Ælfhelm; hun var dog næppe virkelig ægteviet til Knut. De havde to Sønner, Sven, som efter Olaf den Digres Forjagelse af Knut blev sat til Konge i Norge, og Harald Harefod, som efter Knuts Død tilrev sig Kongedømmet i England.
42): Saaledes kalder virkelig Forfatteren Emma, virgo; han søger omhyggeligt at undgaa at omtale, at hun forud havde været gift og faaet Børn med Æthelred; se ndfr. Kap. 18.
43): Brylluppet stod i Juli 1017.
44): Anglernes og Danernes.
45): Knut vandt jo efterhaanden Herredømmet over Briternes Land (Wales), Skotland, Norge og mange Egne af Vendernes Land, foruden over England, og Danmark.
46): vistnok i Forsommeren 1018.
47): Saaledes maa vel Ordene vero liberales filion oversættes; ellers ved jeg ikke, hvad de kunne betyde. Der menes, skønt Forfatteren undgaar at sige det ligefrem, Emmas og Æthelreds to Sønner, som bleve sendte over til deres Morbroder Hertug Richard den Anden (død 1026). Siden de kaldes  »ægte ædelbaarne«, maa Forfatteren have betragtet Æthelreds andre Børn af en tidligere Forbindelse (med Ælfleda) som Slegfredbørn.
48): Forfatterens etymologiske Forklaring er værdiløs og ikke til at stole paa. Hardeknut hed Gorm den Gamles Fader, en mægtig Søkonge, og dette Navn har Knut optaget og givet sin og Emmas Søn. Hvad Betydning Navnet har, er meget omtvistet. — »Teutonisk« sædvanlig : »germanisk«; her : »dansk«.
49): Beretningen her er meget unøjagtig. Hardeknut kom til Danmark for at opfostres hos Ulf Jarl, og det var denne, som fik ham udraabt til Danmarks Konge 1026, da Nordmændene og Svenskerne under Knuts Fraværelse overfaldt Danmark. Knut blev meget vred derover, men efter at have faaet Fjenderne forjagne udsonede han sig dog igen med sin Søn og tilstod ham noget senere Kongenavn.
50): Ogsaa dette er urigtigt; Knut blev først Danmarks Konge, da hans Broder Harald døde 1018.
51): d. v. s. de britiske Smaariger i Wales og paa de hosliggende Øer.
52): Hvorledes Knut har bragt dette Rige i Afhængighedsforhold til sig, vides der intet sikkert om.
53): I et Brev, som han skrev til Anglernes Folk fra Rom, siger han: »Vide skal man da, at jeg ydmygt har lovet selve Gud fra nu af at føre mit Liv retfærdigt i alle Maader og at styre de mig undergivne Riger og Folk med Retfærd og Fromhed og overholde Billighed i alle mine Domme; og hvis jeg i min Ungdoms Hidsighed eller Ligegyldighed hidtil har gjort noget imod, hvad Ret var, agter jeg med Guds Hjælp at raade Bod paa det alt sammen. Derfor besværger og paabyder jeg mine Raadgivere, hvem jeg har betroet mit Kongedømmes Raadslagninger, at de paa ingen Maade, hverken af Frygt for mig eller af Gunst mod nogen mægtig Person fra nu af maa samtykke i nogen Uretfærdighed eller lade noget saadant spire frem i hele mit Rige.«
54): Thietmar fortæller, at Knut 1018 lod Mandskabet paa tredive Skibe dræbe, fordi de havde drevet Sørøveri (eller Vikingefærd).
55): d. v. s. den romerske Digter Vergilius Maro; i den Levnedsbeskrivelse af ham, som tillægges Donatus, anføres dette Epigram, som han skal have digtet til Ære for Cæsar Augustus og til Pris over hans lykkelige Regering. Det er den sidste Verslinie, det her kommer an paa.
56): I denne By var Knut i Paasken 1027.
57): nu St. Omer i Nordfrankrig (Artois), tæt ved Grænsen af Flandern. Foruden Hellig Audomarus, efter hvem Byen har sit Navn, æredes her særligt Hellig Bertinus i et prægtigt Kloster, hvoraf der endnu er store Ruiner.
58): eller vel snarere de Kirker, til hvilke Klostrene vare knyttede.
59): Pallium er et Baand, som hører til Munkenes Dragt, men ogsaa til de fornemste Gejstliges; her menes der dog snarest en Munk.
60): 2 Korinth. 9, 7.
61): Knut døde d. 12. November 1035 i Shaftesbury.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.