Anden Sang om Sigurd Fåvnesbane
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
Heimskringla Reprint
Den ældre Edda
Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870
Sigurd gik til Hjalpreks Stod og valgte sig deraf en Hest, som siden blev kaldt Grane. Da var Regin, Hrejdmars Sön, kommet til Hjalprek; han var dueligere til Arbejd end enhver anden Mand og af Vækst som en Dværg. Han var klog, ond og kyndig i Trolddom. Regin opdrog og underviste Sigurd og elskede ham meget. Han fortalte Sigurd om sine Forældre, og hvorledes det var sket, at Odin, Høner og Loke var komne til Andvarefos; i den Fos var mange Fisk. Der var en Dværg, der hed Andvare; han var længe i Fossen i en Geddes Lignelse og fangede sig der sin Mad. Odder hed vor Broder, sagde Regin; han fór ofte ned i Fossen i en Odders Lignelse; han havde fanget sig en Laks og sad på Åbredden og åd med lukkede Öjne. Loke slog ham ihjæl med en Sten; Aserne tykkedes sig at have været meget heldige og flåede Bælgen af Odderen. Samme Aften toge de ind til Hreidmar og viste deres Fangst. Da greb vi dem og bestemte de Løsepenge for deres Liv, at de skulde fylde Odderbælgen med guld og ligeledes bedække den udenpå med det røde guld. Da sendte de Loke afsted for at skaffe guld tilveje; han kom til Ran og fik hendes Næt og drog da til Andvarefos og kastede Nættet ud for Gedden. Den løb i Nættet. Da sagde Loke:
1.
"Hvad er det for en Fisk,
som render i Flod
og kan ej for Ve sig værge?
Løs nu dit Hoved
ud fra Hel;
skaf mig Flodens Flamme."
Gedden.
2.
"Andvare jeg hedder;
Oin hed min Fader;
i mangen Fos har jeg faret.
En ynkelig Norne
bestemte i Oldtid,
at jeg skulde i Vandet vade."
Loke.
3.
"Sig mig, Andvare!
om du vil eje
Liv i de levendes Sale:
Hvilken Straf få
Mændenes Sönner,
når de kæmpe med onde Ord."
Andvare.
4.
"Straf få tilvisse
Mændenes Sönner,
de, som i Vadgelme vade.
Usande Ord,
löjede anden Mand på,
ere Ris, som revse længe."
Loke så alt det Guld, som Andvare ejede, men da han havde hentet det frem altsammen, da beholdt han endnu en Ring, men Loke tog den fra ham. Dværgen gik ind i Stenen og sagde:
5.
"Dette Guld,
som Gust har ejet,
skal tvende Brødres
Bane vorde
og volde Kiv
mellem otte Konger.
Ingen skal nyde,
hvad jeg ejed."
Aserne hentede da Guldet til Hrejdmar; de fyldte Odderbælgen og satte den på Fødderne. Da skulde Aserne stable Guldet op og skjule den. Men da det var gjort, gik Hreidmar frem og så et Læbehår og bød dem at skjule det. Da drog Odin Ringen Andvareseje frem og skjulte Håret. Loke sagde:
6.
"Guld er dig givet;
gylden Bøde
du har for mit Hoved.
Ej bliver Skæbnen
god for din Sön.
Det vorder eder begge til Bane."
Hrejdmar.
7.
"Gaver du gav,
men ej venlige Gaver,
gav ej med ærlig Hu.
Havde jeg vidst
eders onde Vilje,
jert Liv I havde bødet til Bod."
Loke.
8.
"End er værre
- det tykkes jeg at vide -
Slægtninges Strid om en Mø.
End monne de Fyrster
ufødte være,
som Had skulle høste heraf."
Hrejdmar.
9.
"For det røde Guld
skal jeg da råde,
så længe jeg lever.
Din Trudsel jeg agter
ej et Fnug.
Nu kan I gå jer Gang."
Fåvne og Regin krævede af Hrejdmar Slægtningebod efter deres Broder Odder; han sagde nej, men Fåvne gennemborede sin Fader Hreidmar med et Sværd, medens han sov. Hrejdmar kaldte på sine Døttre:
10.
"Lynghejd og Lovnhejd!
Mit Liv er ledet.
Meget er ondt, som ej ændres."
Lynghejd.
"Ej kan Søster af Broder,
selv om sin Fader hun misted,
tage Hævn for sin Harm."
Hrejdmar.
11.
"Om end du ej føder
Fyrsten Sönner,
så avl en Datter,
du Ulv af en Kvinde!
Skaf Møen en Mand
- dertil meget hun trænger -;
din Harm engang
hendes Sön skal hævne."
Da døde Hreidmar, men Fåvne tog alt Guldet; da gjorde Regin Fordring på sin Fædrenearv, men Fåvne sagde nej dertil. Da lagde Regin Råd op med Lynghejd, sin Søster, om hvorledes han skulde få sin Fædrenearv. Hun sagde:
12.
"Blideligt skal du
din Broder bede
om Arv og höjmodig Hu.
Ej det sig sömmer
med Sværd i Hånd
Gods af Fåvne at fordre."
Dette fortalte Regin Sigurd. En Dag, da han kom hjem til Regin, blev han vel modtaget. Regin sagde:
13.
"Hid er Sigmunds
Sön nu kommen,
den snarrådige Svend,
til Salene vore.
Mere Mod han har
end en gammel Mand;
grisk efter Kamp
er den grådige Ulv.
14.
Jeg vil den kække
Konge føde;
til os er Ylvingers
Ætling kommen.
Han bliver den stolteste
Helt under Solen;
gennem alle Lande er spændt
hans Skæbnes Væv."
Sigurd var da stadig hos Regin, og denne sagde da til Sigurd, at Fåvne lå på Gnitahede og var i en Orms Lignelse. Han havde en Rædselshjelm, som alt levende ræddedes for. Regin gjorde Sigurd et Sværd, som hed Gram. Det var så hvast, at han holdt det ned i Rhinen og lod en Uldtot, drive for Strömmen; det gennemskar da Uldtotten såvel som Vandet. Med det Sværd kløvede Sigurd Regins Esse. Derpå æggede Regin Sigurd til at dræbe Favne. Sigurd sagde:
15.
"Höjt ville le
Hundings Sönner,
de, som Ølimes
Liv har ødet,
hvis bedre det synes
Fyrsten at søge
de fagre Ringe
end Faderhævn."
Kong Hjalprek gav Sigurd Skibe og Folk, at han kunde hævne sin Fader. De fik en stor Storm og krydsede udenfor et höjt Næs. En Mand stod på Bjerget og sagde:
16.
"Hvo rider der
Rævils Heste
over höje Bølger,
over brusende Hav?
Sejldyrene ere
svedbestænkte;
mod Vind kan ej Havets
Heste gå."
Regin.
17.
"Her er jeg og Sigurd
på Søens Træer.
Bør er givet
os til Bane.
Over Stævn den bratte
Brænding styrter;
Skuderne tumle.
Hvo er den, som spörger."
Manden.
18.
"Hnikar jeg hed,
da jeg Hugin glæded
efter Kamp på Valen,
du unge Völsung!
Nu kan du kalde
Karlen på Bjerget
Feng eller Fjölne.
Med jer vil jeg fare."
De lagde da til Land; Manden gik ombord på Skibet, og Været lagde sig. Sigurd sagde:
19.
"Sig mig, Hnikar!
såsandt du kender
Varsler for Guder og Mænd:
hvilke Varsler
ere bedst på Val,
når Sværdene svinges?"
20.
"Om Mænd det vidste,
er der mange gode
Varsler, når Sværde svinges.
Følger den sorte
Ravn, da spår det forvist
Held for Sværdenes Svinger.
21.
Det er det andet,
når ud du er vandret
og er til Rejsen rustet,
at du ser tvende
tapre Mænd
på Toft med hinanden tale.
22.
Det er det tredje,
når du hører tude
Ulv under Askens Grene,
Sejr du da fanger
over hjelmklædte Fjender,
hvis du ser dem foran dig fare.
23.
Ej skal man i Kamp
sit Åsyn vende
mod Månens sildigt
skinnende Søster.
Sejr da have
de kampglade Helte,
når se de kunne
eller fylke i Kile.
24.
Da er der Fare,
hvis på Fod du snubler,
når til Slaget du stunder.
Onde Diser stå
ved dine Sider:
de ville dig såret se.
25.
Kæmmet og tvættet
være den kloge Mand
og om Morgenen mæt.
Ej han ved,
hvor han om Aftenen er.
Ondt det varsler at ile."
Sigurd havde en stor Kamp med Lyngve Hundingssön og hans Brødre; der faldt Lyngve og hans to Brødre. Efter Kampen sagde Regin:
26.
"Nu er den blodige Örn
med Sværdets Egg
ristet på Bag,
af Sigmunds Bane.
Ingen ædlere
Arving af Konger
gör Valen rød
og har glædet Ravn."
Sigurd drog hjem til Hjalprek. Da æggede Regin Sigurd til at dræbe Fåvne.
Noter:
1. Flodens Flamme, dvs.: Guld.
18 Hugin, dvs.: Odins Ravn. Manden er Odin.
22. Linie 6: dem, dvs.: Ulvene.
23. Månens sildigt skinnende Søster, dvs.: den lavtstående Sol.
