Andet Gudrunskvad (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


32. Andet Gudrunskvad


Kong Thjodrek var hos Atle, og havde der mistet de fleste af sine Mænd. Thjodrek og Gudrun klagede deres Sorger for hinanden. Hun talte og sagde:


1.
Som Jomfru skjær
I Buret jeg sad,
Fostret af Moder,
Ved Brødre glad,
Til Gjuke med Guld
Mig styrede ud,
Mig styrede ud
Som Sigurds Brud.


2.
Blandt Gjukes Sønner
Sigurd knejste,
Som Urt der over
Straa sig rejste,
Som højbenet Hjort
Blandt Vildt man saae,
Som luerødt Guld
Mod Sølvet graa.


3.
Indtil mine Brødre
Mig vilde fornegte
At have saa udvalgt
Mand tilægte,
I Seng og Sæde
Ej Ro de fandt,
Før Sigurds Liv
De fra ham vandt.


4.
Til Thinge løb Grane,
Der hørtes et Gny,
Men Sigurd selv
Kom ikke til By,
I Skum man alle
Gangerne saae
Tilrakkede, som
Fra Strid de gaae.


5.
Grædende gik jeg
Til Grane ud,
Med vaade Kinder
Jeg bad den om Bud:
Den luded og gjemte
Sit Hoved bag Kviste,
At Herren var død,
Det Hesten vidste.


6.
Længe jeg vakled
Og uvis bæved,
Før jeg Besked
Af Føreren kræved.


7.
Gunnar skulede,
Høgne gav Svar,
Hvorledes Sigurd
Ombragt var:
"Til Bytte for Ulve
Er slagen ned
Guthorms Bane,
Ved Flodens Bred."


8.
"Sigurd mod Sønden
Søge Du kan.
Der, hvor Du hører
Over din Mand
Ravne skrige,
Ørne skrige,
Ulve tude,
Aadselrige."


9.
"Høgne! hvor kunde
Du nænne slige
Rædsomme Ting
Mig Arme at sige?
Gid Ravnene maatte
Dit Hjærte slide
Langt borte fra Folk
Over Landet vide."


10.
Men Høgne svared —
Den ene Gang
Sorgens Vælde
Hans Mod betvang —:
"Gudrun! hvis Ravnene
Sled mit Hjærte,
Vilde det vist
Forøge Din Smerte."


11.
Fra Stævnet monne jeg
Eensom vanke,
For Ulvenes Levninger
Op at sanke;
Ej Hænder jeg vred
Med Graad og Skrig,
Da sulten jeg sad
Ved Sigurds Lig,
Ej tog jeg Paa Veje
Med Klynk og Klage,
Som Kvinder pleje.


12.
Ved Sigurd sad jeg
I kvalfuld Døs,
Da tyktes mig Natten
Maaneløs;
Naar Ulvene blot
Mig vilde æde,
Saa syntes mig dette
Den største Glæde,
Eller jeg kunde
Til Ilden bæres,
Og brat som Birkens
Ved fortæres.


13.
Fem samfulde Døgn
Fra Fjæld jeg rejste,
Til Hallen hos Half
For mit Øje knejste,
Syv Halvaar sad jeg
I Enkestand,
Hos Thora Hakons
I Danmarks Land.


14.
Hun virked i Guld,
Mig at husvale,
Danske Svaner
Og sydlandske Sale.


15.
Ædlingers Lege
Vi bildede der,
Kongens Thegner,
En kunstig Færd,
Huniske Kjæmper,
Røde Skjolde,
Sværdfolk, Hjælmfolk
I Følget sig holde.


16.
Sigmunds Skibe
Skride fra Havn,
Med gyldne Master
Og udskaaren Stavn;
Med Sieggeir sydlig
I Fives Land
Sigar kjæmper
Paa Teppets Rand.


17.
Da spurgte Grimhild,
Den gothiske Kvinde,
Hvorledes jeg monne
Mig nu befinde:
Hun kastede Væven,
Lod Sønnerne hente,
Indtrængende spurgte,
Om det var at vente,
At Søstren de vilde
Sønnen bøde,
Og gjælde for Manden,
De sloge tildøde.


18.
Gunnar var rede
Til Guld at byde,
Høgne med ham
Vilde Bøder yde;
Hun fritted, hvo villig
Var at gaae,
For Heste at sadle,
Vogne faae,
Gangere ride,
Høge opsende,
Pile lade
Fra Taxbuen rende.


19.
Da Valdar Danske
Med Jarislev,
Den tredje Ejmod
Og Jariskar
Ind saae jeg stige,
Konger lige;
I røde Peltse
De sig svøbte,
Blanke Brynjer
Og Hjælme støbte
Bare alle de
Langbards Helte,
Rødbrune Lokker
Og Skalmsværd i Belte.


20.
Alle da vilde
Skjænk mig føre,
Skjænk mig føre
Og smigre mit Øre,
At sikkre de kunde
Mig Bod for Sorgen,
At Lid jeg fæsted
Til denne Borgen.


21.
En Drik mig Grimhild
At nyde bad,
Isnende bitter,
Til Glemsel af Had,
Den Drik var styrket
Med Jordens Kraft,
Med svalkold Sø,
Med Soningssaft.


22.
Ristede, rødnede
Monne stande
Alskens Runer
Paa Hornets Rande,
Alle de overgik
Min Forstand:
Den lange Lyngfisk
Fra Haddingers Land,
Axets Vippe,
Dyrets Slippe.[1]


23.
Af fæle Ting
Den Drik bestod,
Saft af Træer,
Arnens Sod,
Dyrs Indvolde
Fra Offerdøden,
Agern, Svinets
Lever søden;
Ved den der øves,
At Hadet døves.


24.
Drikken jeg nød,
Da var i Forglem,
Hvert Ord af Sigurd
I fordums Hjem;
Ind for mig trende
Konger gik,
Før selv hun mig
I Tale fik.


25.
"Guld, jeg Gudrun!
Dig overlader,
Arv i Mængde
Efter din Fader,
Lødvers Borge,
Ringe røde
Og Sigurds Saltøj,
Før han døde."


26.
"Hunske Piger
Som Guldstads lave
Og væve med Spjæld
En lystelig Gave;
Til Budles Rigdom
Vi styre Dig ud,
Den raader Du ene
Som Atles Brud."


27.
"Ikke ønsker jeg
Ægtestand,
End mindre Brynhilds
Broder til Mand;
Med Budles Søn
At nyde Livet
Og øge Slægten
Er mig ej givet."


28.
"Til Herrerne ikke
Du Had skal bære,
Vi selv den sande
Aarsag ere;
Og føder du Søn,
I ham, min Datter!
Sigurd og Sigmund
Dig leve atter."


29.
"Ej jeg paa Glæden
Mig ind kan vælte,
Ikke jeg regner
Paa nye Helte,
Siden Ravne
Og Aadselpak
Gruligen Sigurds
Hjærteblod drak."


30.
"Den Konge blandt Alle
Jeg byrdigst fandt,
I andre Maader
Han Bifald vandt;
Hav ham, indtil
Dig Ælde betager,
Men mandløs vær,
Hvis ham Du vrager!"


31.
"Du vogte Dig for,
Med slig en Vægt
Paa mig at nøde
Den Ulykkesslægt:
Visselig volder han
Gunnars Fald,
Hjærtet af Høgne
Han rive skal,
Jeg selv ej helmer,
Før livsuforsagt
Den Sværdlegs Kjæmpe
Af Live er bragt."


32.
Grædende Grimhild
Greb det Ord,
Som Sønnerne varsled
Et ynkeligt Mord
Og hele Slægten
Saa stor Fortred:
"Jeg skjænker Dig Land
Og Folk dermed,
Vinbjerg og Valbjerg,
Hvis Ja Du vil give,
Brug dem med Helsen,
Mens Du er ilive."


33.
"Velan! Af Konger
Jeg denne vil have,
Men takker ej Slægten
For slig en Gave,
Ikke jeg Manden
Min Yndest lover,
Ved Brødrenes Drab
Sine Børn han vover."


34.
Snart Allemand
Tilhest Man saae,
Og Vogne med Vælske
Fruer paa;
Syv Dage vi rede
I Kuldens Land,
Syv andre vi pløjede
Bølgernes Vand,
Saa fore vi syv
Paa det tørre Land.


35.
Der Portens Vogtere
Aabnede Lede
For højen Borg,
I Gaarde vi rede.


___________


36.
Atle mig vækked —
Just Frændernes Død
Mig onde Paafund
I Tankerne gjød.


37.
Sligt Norner ham nys
Velvilligen spaaede,
Han vaagned — og jeg
Skulde Varslerne raade:
"Jeg drømte, Gudrun!
Du monne mig stinge,
Gjukes Datter!
Med giftig Klinge."


38.
"Jern tyder paa Ild
Og Kvindevrede,
At Knipskhed og Elskov
Er Dig tilrede;
Jeg tænder hos Dig
En Elskov hed,
Den lindrer og læger,
Skjøndt Du er mig led."


39.
"Jeg syntes, i Haven
Mig gik til Spilde
De Ymper, som gjerne
Jeg drive vilde,
Revne med Rode
Med blodige Pletter,
Baarne for Borde
Til mig som Retter."


40
"Jeg syntes, at Høge
Mig fløj fra Hold,
Ikke med Bytte
Men Døden ivold;
Men Høgenes Hjærter,
Blodige raa,
Bedrøvet jeg aad
Med Honning paa."


41.
Saa syntes det mig,
At Hvalpe tvende
Ynkeligt hylende
Slap mig af Hænde,
Til Aadsel forvandledes
Hvalpenes Kjød,
Nødtvungen den ækle
Spise jeg nød."


42.
"Snart paa Salsgulvet
Mændene møde,
Da skulle Høveder
Hovedet bøde,
Kort før Dag,
Om nogle Nætter,
Man vist dem fælder
Og Folket mætter."


___________


43. Ej vilde jeg siden
Med Sligt for Øje
I Ægtesengen
Sove og løje. —
Nu staaer det mig klart,
Jeg gjør det snart.




Noter:

  1. De tre Runer ere rimeligviis: ᚦ (Torn) ᚠ (Frø) og ᚢ (Ur) d. e. Forbogstaverne til Navnene Thor, Frey og Odin.