Andet Kvad om Atle (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Det andet Kvad om Atle
(Atlamál)

1. Vidt de gruelige Frasagn

spurgtes, om hvorlunde fordum

Mændene i Samraad stode,

knytted dem med stærke Eder;

Enigheden steg, men siden

kom der Frygt, og Baandet brødes,

grumt de Gjukesønner sveges.

2. Voxede de Drotters Skjæbne

— slige burde Døden spare —

dengang raaded Atle ilde,

skjønt ej ellers Kløgt han savned,

styrted sine stærke Støtter,

mod sig selv han stred, da listig

han til sine Maage skikked

Bud, at brat de skulde komme.

3. Snild var Gudrun, ej hun savned

Mandevid, og grant hun hørte,

hvad i Løn de talte sammen;

da var gode Raad helt dyre,

Brødrene hun vilde hjælpe,

men nu skulde Snekken fare

over Søen og dem hente,

og hun selv kom ikke did.

4. Runer risted hun, men Vinge

— altid var til ondt han rede —

ændred dem, før frem de raktes;

foer saa Atles Mænd paa Fjorden

did, hvor Gjukes Sønner bode.

5. Gildeglæde blev i Hallen,

Baalet tændtes, ingen frygted

Svig, da Atles Mænd var komne;

hvad fra Søsteren dem bragtes,

hængte de paa Søjlen, tænkte,

at det ingenting betød.

* * *

6. Høgne bød de gjøre Følge,

om saa Gunnar vilde komme,

klart det var, paa Svig de pønsed,

havde blot de set sig for.

7. Gunnar lovede at komme,

dersom Høgne vilde følge,

Høgne lovede at gjøre,

hvad hans Broder tyktes bedst.

8. Kostbera, den snilde Kvinde,

Høgnes Viv, kom nu i Hallen,

hilsede de baade Brødre,

glad var ogsaa Gunnars Hustru,

Glaumvør, sørged for de komne,

ej paa Gjæstfrihed det skorted.

9. Mjøden bar de om i Hallen,

intet savnedes ved Gildet,

mange var de Horn, som tømtes,

indtil nok der tyktes drukket,

gik da Kjæmperne at sove,

ud gik ogsaa Mand og Viv.

10. Derom kunde alle melde,

at Kostbera Runer skjønned;

nu ved Ildens Skjær hun raaded

Runerne og bed i Læben,

Vinge havde svært dem vildet,

tunge vare de at tyde.

11. Gik de saa til deres Leje,

Høgne og hans snilde Hustru,

længe laa hun, før hun sovned;

drømte saa den bolde Kvinde

talte om det, da hun vaagned,

dulgte Drotten ej sin Drøm.

12. »Høgne, du at fare tænker,

tag mod Raad og gjør det ikke,

faa er fuldt i Runer kyndig,

til en anden Gang du bie;

Runerne, din Søster risted,

raaded jeg, den lyse Kvinde

bød dig ej til denne Færd.

13. Et der er, som mest mig undrer,

endnu kan jeg ej det fatte,

hvad der voldte, at den vise

Kvinde vildt har Runer ristet,

thi der tykkes underst ligge

Bud om eders bratte Bane,

om I giver jer paa Færden,

vist en Stav din Søster fattes,

eller andre volde det.«

14. »Alle Runer ere onde,

aldrig jeg paa sligt forstod mig,

ej jeg til det Onde søger,

om jeg ej har ondt at lønne;

gode Gaver jeg mig venter,

Guld og Gods, og frygter ikke,

vil man end mig gjøre ræd.«

15. Lidet agted sligt den Gjæve,

vendte sig og vilde sove,

endnu tav dog ej hans Hustru:

»Til jert Fald I stunder, spaar jeg,

om I ej fra Færden lade,

Gjæstevenskab hos Kong Atle

faar I ej for dennesinde.

16. Høgne hør, hvad nys jeg drømte,

aldrig skuffe mine Drømme,

vist jeg tror, det gaar jer ilde,

jeg dit Lagen saae i Luer,

Flammer leged her i Hallen.«

17. »Klæder ligger der herinde,

som ej meget værd I skatter;

brat, jeg tænker, vil de brænde,

derom varsled vel mit Lagen.« 

Lidet agted sligt den Gjæve,

vendte sig og vilde sove,

end dog ej hans Hustru tav.

18. »Tyktes mig, en Bjørn var kommen

ind i Hallen, Bjælker brød han,

rysted sine brede Labber,

saa det jaged Rædsel i os,

i sit Gab han tog os begge,

ej vi evned os at værge,

Gny og Bulder var at høre.«

19. »Vejret voxer, snart det raser,

Storm jeg tænker varsler Bjørnen.« 

Lidet agted sligt den Gjæve,

vendte sig og vilde sove,

endnu tav dog ej hans Hustru.

20. »Saa jeg saae en Ørn herinde,

frem igjennem Hallen foer den,

Blod var paa dens sorte Vinger,

vist jeg tror, det Vanheld varsler,

paa os alle Blod den stænked,

af dens Lader det mig tyktes,

det var Atles Ham, jeg saae.«

21. »Kvæg skal slagtes, Blod da flyder,

ofte varsler Ørn om Oxe,

Atles Sind er ærligt, tror jeg,

hvad saa du end ser i Drømme.« 

Endt var Talen, begge tav.

22. Glaumvør vaagned, om det samme

talede den ædle Kvinde,

kvad, at Drømmen varsled ilde,

bad saa Gunnar blive hjemme,

ikke lod han dog sig sige,

trode fast, han skulde fare

ej blot frem, men ogsaa hjem.

23. »Galgen tyktes mig dig vented,

og jeg saae dig hænge i den,

saae, du laa i Ormegaarden,

mens du leved, saae jeg Orme

gnave dig, og alt faldt sammen,

raad nu du, hvad det betyder.«

24. »Højt skal snart vort Banner vaje,

derom varslede din Galge,

Drøm om Orme Guld os lover.« 

Kvinden bad ham blive hjemme,

ikke lod han dog sig sige,

trode fast, han skulde fare

ej blot frem, men ogsaa hjem.

25. »Blodigt Sværd, mig tyktes,

droges af din Brynje — tungt at sige

slige Drømme til sin Husbond —

midt igjennem dig stod Sværdet,

tyktes mig, mens Ulve hyled.«

26. »Hundeglam vi faa at høre,

tænker jeg, thi Drøm om Vaaben

varsler tidt, vi møde Hunde.« 

Kvinden bad ham blive hjemme,

ikke lod han dog sig sige,

trode fast, han skulde fare

ej blot frem men ogsaa hjem.

27. Saa jeg saae en Aa herinde,

gjennem Hallen frem den bruste,

over Bænkene den vælted,

dine og din Broders Fødder

brød den, vilde ikke vige,

vel maa Sligt om noget varsle.«

28. »Agre, tænker jeg, betyder

Aaen, som du saae sig brede;

tidt om Fødderne vi hildes,

naar vi paa en Kornmark skride.« 

Kvinden bad ham blive hjemme,

ikke lod han dog sig sige,

trode fast, han skulde fare,

ej blot frem, men ogsaa hjem.

29. »Døde Kvinder saae jeg komme

hid i Nat i fagre Klæder,

dig de vilde kaare, Gunnar,

byde dig til deres Bænke,

nu er dine Diser svage.«

30. »Nu det er for sent at melde

sligt, thi Færden er besluttet,

ikke vil mit Ord jeg svigte,

og at fare har jeg lovet;

men ej længer vil jeg dølge,

at jeg tænker, det gaar ilde,

rimeligt mig tykkes, Livet

levnes os blot stakket Stund.«

31. Men saasnart blot lidt det lysned,

gik de ivrige fra Lejet

for til Færden sig at skynde,

skjøndt de andre bad dem blive;

fem blot foer, langt flere Kjæmper

blev tilbage der i Hallen,

ilde var kun det betænkt.

32. Der var Gunnar, der var Høgne,

begge Konning Gjukes Sønner,

Snævar, Solar, Høgnes Sønner,

som den femte fulgte Orkning,

Høgnes milde, blide Maag.

33. End var Atles Mænd i Følget,

begge Kvinderne dem fulgte,

ledte deres Mænd af Gaarde,

med de Fagre foer, til Fjorden

skilte dem, bestandig bad de

Kjæmperne om ej at fare,

men de agted ej derpaa.

34. Kvad da Glaumvør, Gunnars Hustru,

Ord til Vinge, som hun tyktes

vel var værd til ham at sige:

»Ikke véd jeg, om I lønner

som forskyldt min Gjæstemildhed,

men den kalder jeg en Niding,

der som Gjæst har Ondt isinde.

35. Svor da Vinge, lidt han spared

sligt, skjønt kun paa Svig han tænkte,

bad, at Jætter maatte tage

ham, ifald ej sandt han talte,

bød dem hænge ham i Galgen,

om han Fred og Venskab brød.

36. Blid i Sinde kvad saa Bera,

ønsked godt for sine Venner,

»sejler sæle og faar Sejer,

maa det gaa, som jeg det ønsker,

ve dem, som det hindre vil«.

37. Høgne trøsted dem og svared:

»vær ved godt Mod, gode Kvinder,

hvordan end vor Skjæbne bliver;

mange ønske godt som Bera,

og det gaar ej, som de ønsker,

mangen hjælper det kun lidet,

at han følges godt af Gaarde.«

38. Tidt de saae sig om til Afsked,

indtil Skjæbnen gik imellem,

og de hver gik sine Veje;

Glaumvør gik med Graad til Lejet,

smilende til Væven Bera.

39. Vældig rode de, saa Snekken

rysted under deres Aarer,

stærke var de Tag, de toge,

som i Raseri de rode,

Tolle brast og Hamler sprængtes,

ikke lod de Anker falde,

førend de fra Borde gik.

40. Og en liden Stund derefter

— derom er ej mangt at melde —

saae de for sig Budles Kongsgaard;

højt det hvén i Borgeledet,

dengang Høgne op det rusked;

kvad da Vinge Ord, som aldrig

burde have været sagt:

41. »Farer fjernt fra Huset, Kjæmper,

farligt er det did at søge,

snart jeg bærer jer paa Baalet,

flux I skal for Sværdhug falde;

fagert bad jeg Eder komme,

Svig der var dog i min Tale, —

eller bier her imedens

jeg faar eders Galge rejst.«

42. Kvad da Høgne, — lidet tænkte

han at vige, aldrig frygted

han, naar Modet var paa Prøve —:

»tror du, at du kan os skræmme?

sjelden tror jeg sligt dig lykkes;

om du gjør din Tale længer,

øges blot din egen Ufærd.«

43. Saa til Hel de sendte Vinge,

lagde deres Øxer paa ham,

mens han snapped efter Vejret.

Høgne raabte, saa det runged:

»Gjæster er i Gaarde komne,

Gjæstemildhed trænges nu.«

44. Flokkedes da Atles Kjæmper,

klædte sig i Staal og Plade,

og gik rustede til Muren;

da blev vrede Ord der skiftet:

»før I Vinge vog, vi agted

alt at tage eders Liv.«

45. Lo da Høgne højt og traadte

paa den slagne Vinges Lig og sagde:

»lidet ser man eders Hensigt,

endnu er I ikke rede,

og vi har en Mand alt fældet,

givet ham en Plads i Helhjem,

han var en af eders Flok.«

46. Rasende det Ord dem gjorde,

højt de gamle Kæmper brølte,

tog til Buerne og sigted,

vrede skjød de, som de evned,

skjærmed sig med deres Skjolde.

47. Tidender i Hallen spurgtes,

om hvad de derude øved,

højt de hørte Trællen sige:

»blodig Brad nu bydes Ørnen,

snart skal Arveøl vi drikke,

nu skal Niflungerne fare

ned at gjæste Niflhjem.«

48. Grum blev Gudrun, da hun hørte

dette Ord om Sorg og Kvide,

vild sprang op hun fra sit Sæde,

sine Ringe bort hun slængte,

kastede dem rundt omkring sig,

saa de dyre Smykker brast.

49. Saa gik Gudrun ud af Hallen,

ikke blidt hun aabned Døren,

foer ej frem, som var hun frygtsom,

hilsede de komne Gjæster,

kyssed sine bolde Brødre,

bragte dem sin sidste Hilsen,

vist oprigtig hun den mente,

saa den bolde Kvinde kvad:

50. »Uden Frugt jeg Midler søgte

til at vare jer for Færden, —

Ingen kjæmper mod sin Skjæbne, —

hid I kom, det skal saa være.« 

Snildt hun talte saa og prøved,

om de ej forliges kunde;

ej om Fred de vilde høre,

Alle svared nej dertil.

51. Saae den ædelbaarne Kvinde,

at med Sværd der skulde leges,

hærded saa sit Sind til Kampen,

kasted Kaaben, greb til Sværdet,

sine Brødres Liv hun værged,

ikke var hun spag i Striden,

da med Sværd i Haand hun stod.

52. Tvende Mænd for Gudrun segned,

Atles Broder var den ene,

bære maatte de ham siden,

thi hans ene Fod var borte;

og den anden saa hun hugged,

at han aldrig mer sig rejste,

thi til Helhjem hun ham skikked,

dog ej hendes Hænder skjalv.

53. Vidt gik Rygtet ud i Verden,

om hvorlunde Gjukes Datter

og hans Sønner stod i Striden,

videre foer intet Frasagn,

Vaaben klang og Brynjer sledes,

tunge Hug paa Hjælme faldt.

54. Saa de stred den hele Morgen,

stred til Middag alt var leden,

mer end nok var da der kjæmpet,

Blodet strømmed over Marken,

atten hunske Kæmper laa der,

ogsaa Beras tvende Sønner

blege laa hos hendes Broder.

55. Vred tog Atle da tilorde:

»svart er sligt et Syn at skue,

Skylden lægger jeg paa Eder;

tred’ve bolde Mænd vi vare,

nu er elleve tilbage,

hugget i vor Flok I har.

56. Brødre fem vi var, da Budle

døde, nu staar jeg alene,

tvende sendte I til Helhjem,

tvende hugged I tilskamme,

mine Frænder I mig røved,

tidt for Guld og Gods I sveg mig,

og min Søsters Død I voldte,

det er Atles største Sorg.

57. Gode vare mine Maage,

ej jeg dølger det, men lidet

baader det mig, onde Kvinde,

da du kom, veg Freden fra mig,

hvad til Tarv os skulde tjene,

vakled fra den Stund du kom.«

58. »Tidt har du fortalt mig, Atle,

hvad du nu igjen fortæller,

men hvad mig er timet, Atle,

derom ej et Ord du melder,

grumt du har min Moder myrdet

for at tage hendes Skatte,

mine bolde Søstersønner

sulted du ihjel i Hulen.

59. Stor var Sorgen, endnu større

vilde du den skulde vorde,

vilde fælde mine Brødre,

le jeg maa, naar du fortæller,

om hvad Sorg du maatte lide,

glad skal Guderne jeg takke,

om det maa dig ilde gaa.«

60. »Nu jeg ægger eder Jarler:

øger denne Kvindes Kummer,

stor hun er i Ord og Lader,

lad os høre hende klage,

se jeg gad, om intet mægter

hendes Graad at presse frem.

61. Griber Høgne og med Kniven

skjærer Hjertet af hans Side,

skynder jer, mit Bud at lyde,

griber saa den grumme Gunnar,

og i Galgen op ham klynger,

byder Ormene til Fest.«

Høgne kvad:

62. »Gjør som det dig lyster, Atle,

glad jeg paa min Skjæbne bier,

ikke skal du se mig modløs,

værre Kaar har før jeg prøvet;

mens vi endnu havde Kræfter,

evned vi os vel at værge,

saart nu vore Vunder svide,

ene faar du raade nu.«

63. Kvad da Bejte, Atles Bryde,

lad os tage Hjalle fangen,

og lad Høgnes Liv os spare,

kun til Hælvten Atle lyde;

Hjalle værdig er til Døden,

thi hvorlænge han end lever,

altid bliver han et Drog,«

64. Ræd da blev den stakkels Madsvend,

sad ej stille, smidig blev han,

om fra Krog til Krog han rendte,

usæl, raabte han, var Kampen,

at hans Liv den skulde koste,

usæl var den Dag at kalde,

da fra Svinene han toges,

og fra al den anden Gammen,

som han fordum havde havt.

65. Dog de greb den stakkels Madsvend,

kom med Kniven, Trællen brølte,

endnu før han Odden kjendte;

om han bare maatte leve,

loved han at gjøde Jorden,

gjøre alt det værste Arbejd,

om han bare maatte leve.

66. Høgne agted paa hans Klager,

Faa som han vist havde handlet,

vilde Trællen fri fra Døden:

»mig skal mindre Mén det volde,

om vi denne Leg skal lege,

hvorfor vil hans Skraal I høre?«

67. Greb de saa den bolde Konning,

andet Valg de ikke havde,

kunde ikke længer tøve,

Mændene med Undren hørte,

hvordan Høgne lo i Døden,

vel han bar sin bittre Kval.

* * *

68. Saa tog Gunnar til sin Harpe,

rørte den med Fodens Fingre,

slog den saa, at Kvindetaarer

randt, og alle Kjæmper sørged,

som fik Harpens Klang at høre;

Tagets Bjælker brast isønder,

da han for sin Søster kvad.

69. Saa de dyre Helte døde,

end det aarle var paa Dagen,

længer leved deres Stordaad,

faa som dem har Jorden skuet,

bedre Mænd den aldrig saae.

70. Atle tyktes, han var Stormand,

da han over dem var skredet,

Søsteren han Sorgen meldte,

pralende han den forkyndte:

»Gudrun, se, nu er det Morgen,

dine Venner har du mistet,

selv du har en Del af Skylden,

for hvad der idag er sket.«

71. »Atle du er glad og farer

frem og lyser Drab tilhænde,

men ifald du alt faar prøvet,

tænker jeg, skal du det angre;

jeg skal om en Arv fortælle,

som jeg fik fra mine Brødre:

ej Ulykken fra dig viger,

førend ogsaa jeg er død.«

72. »Imod Sligt et Værn jeg kjender,

Raad, som sig langt bedre sømmer,

tidt forkaste vi det Gode.

Tærner jeg til Trøst dig giver,

snehvidt Sølv og røde Ringe,

som du selv det vælge vil.«

73. »Haab ej det, saa gaar det aldrig,

Baand jeg brød for mindre Aarsag,

vild jeg før dig tyktes, Atle,

nu er vildere jeg vorden;

medens endnu Høgne leved,

føjed jeg mig tavs i alt.

74. Samme Kongsgaard saae os fostres,

mangen Leg vi sammen legte,

fulgtes ad i Mark og Lunde,

Grimhild gav os Guld og Smykker,

aldrig evner du at bøde

mine Brødres Død, og aldrig

faar du mer mig glad at se.

75. Ak, men Kvinders Kaar er kranke,

let kan Mændene dem magte,

hugges Kvistene af Træet,

snart det falder, snart det falder,

om I tage bort dets Rødder,

ene faar du raade, Atle«.

76. Ej Godtroenhed han savned,

da paa slige Ord han trode,

svær var Svigen ej at kjende,

om man brugte sine Øjne;

falsk var Gudrun i sit Hjerte,

talte andet, end hun tænkte,

lod, som hun var vel tilmode,

bar paa begge Skuldre Kappen.

77. Arveøl hun gjorde rede

efter sine døde Brødre,

ogsaa Atle vilde fejre

sine døde Frænders Minde,

og tilsidst var alting rede,

lavet til til Drikkegildet,

da blev Larm og Gny i Hallen.

78. Grumt var hendes store Hjerte,

grumt hun haded Budleætten,

Storhævn vilde hun nu tage

over Atle, og hun kaldte

paa de Pilte smaa, som legte

glade udenfor ved Væggen;

bange blev de, græd dog ikke,

spurgte, hvad hun vilde dem.

79. »Spørger ikke, hvad jeg vil jer,

eder begge vil jeg dræbe,

længe har det alt mig lystet

imod Ælde jer at skjærme.« 

»Myrd os, om det saa dig lyster,

Ingen mægter det at hindre,

stakket Ro din Vrede følger,

om du øver denne Daad.«

80. Deres unge Liv hun myrded,

dræbte sine raske Sønner,

ej hun som en Moder handled,

da hun sine Børn lod bløde.

Atle spurgte, hvor de drev nu

deres Spil og muntert legte,

thi han intetsteds dem saae.

81. »Jeg skal sige dig det, Atle,

ej skal Grimhilds Datter dølge,

hvad der blev af dine Sønner;

ej vil det dig Glæde volde

at faa det at vide, Atle;

Ve du vakte mig og Vaande,

da du mine Brødre vog.

82. Fra den Stund, da dem du fældte,

lukked sjelden jeg mit Øje;

haardt jeg loved mig at hævne,

du skal se, at jeg det mindes;

det var Morgen, da du meldte

mig om mine Brødres Bane,

nu er Aften kommen, Atle,

nu skal du faa Nyt at høre.

83. Dine Sønner, som du vilde

mistet sidst af Alt i Verden,

har du mistet, Drik jeg brygged,

bød dig deres Blod at drikke,

deres Hjerter har jeg taget,

stegt paa Spid og budet dig dem,

Kalvehjerter jeg dem kaldte.

84. Ene var du om det Maaltid,

spiste Alt og levned Intet,

vel du tyggede din Føde,

spared ikke dine Tænder.

Nu har jeg fortalt dig Atle

din og dine Sønners Skjæbne,

faa kan ønske sig den værre,

det er mig, som har den voldet,

ej dog praler jeg deraf.«

85. »Gudrun, grum og grusom var du,

da du øved slig en Udaad,

blanded Blod af mine Sønner

i min Mjød; dem har du myrdet,

som du sidst var til at myrde,

stakket Stund du Ro mig giver

for det Onde, som du gjør.«

86. »Taabe var du, da du trode,

Atle, paa din Hustrus Venskab,

altid har din Æt jeg hadet;

ét endnu min Sjæl begjærer,

Livet fra dig selv at tage;

Intet er for Ondt at regne,

som mod slig en Mand man gjør.

87. Fordum havde du alt øvet,

hvad ej Verden før har skuet,

raset grusom som en Galning,

øget har du nu din Brøde,

øvet, hvad vi nylig spurgte,

øvet Storsvig, nu du fejrer

her dit eget Arveøl.«

88. »Brændt paa Baalet skal du vorde,

stenes først, saa har du vundet

det, hvorefter du har tragtet.« 

»Sligt til Morgenen du gjemme,

skjønnere min Død skal blive,

naar jeg bort fra Jorden gaar.«

89. Sammen sad de, bistre Blikke

skiftedes og bister Tale,

ingen af dem kjendte Glæde;

Harmen steg i Høgnes Ætling,

paa et Storværk nu han tænkte,

sagde Gudrun sine Tanker,

om hvor gram han Atle var.

90. Hun om Høgnes Død ham minded,

priste ham, om han ham hævned,

dræbt blev Atle, kort det vared,

Høgnes Søn og Gudrun vog ham.

91. Brat han reves op af Søvnen,

kjendte, hvor hans Vunder blødte,

kjendte, Bind til intet nytted,

»siger mig, hvem har mig fældet?

ilde er der med mig leget,

det er ude med mit Liv.«

92. »Ej skal Grimhilds Datter dølge,

at hun volder nu din Bane,

Høgnes Søn har ogsaa voldet,

at af Saarsved nu du mattes,

han har hævnet Høgnes Død.«

93. Drotten rejste sig paa Lejet,

pressed Haanden over Saaret:

»troløs dette Drab du øved,

ondt det er, sin Ven at svige,

svige den, som paa dig tror.

94. Raad de gav mig, og jeg lød dem,

foer at bejle til dig, Gudrun;

du var en navnkundig Enke,

Storsind, sagde de, du havde,

ej mit Haab jeg kjendte svigte,

da vi prøved det, du fulgte

hid, og mange Mænd foer med.

95. Stateligt var alt at skue,

ej det skorted os paa Hæder,

stolte Mænd var med i Følget,

nok af Kvæg i vore Hjorder,

nok af Guld og Gods vi havde,

mange ydede os Skat.

96. Brudeskat jeg gav dig, Kvinde,

gav dig mange dyre Skatte,

gav dig Trælle, gav dig Tærner,

gav dig Gangere og Vogne,

gav dig, hvad som var til Hæder,

ej det skorted dig paa Sølv.

97. Alt du agtede for Intet,

ændsed ej det Land, jeg ejed,

Landet, jeg fra Budle arved,

tidt du lod din Husbonds Moder

sidde grædende, og aldrig

fandt jeg mer i mine Haller

nogen, der var glad som før.«

98. »Det er Løgn, du taler, Atle,

lidet dog paa det jeg agter,

sjelden var jeg blid i Sindet,

du har gjort det endnu værre;

Kamp var mellem eder Brødre,

Tvist I havde med hverandre,

Hælvten af dit Hus tog Hel.

99. Trende Søskende vi vare,

trodsige vi tyktes alle,

foer af Landet, fulgte Sigurd,

hver af os sin Snekke styred,

lod staa til, som Skjæbnen vilde,

indtil østerpaa vi kom.

100. Først en Konning der vi fældte,

gjorde Landet til vort eget,

Herser ginge os tilhaande,

Rædsel havde alle for os,

frem af Skoven dem vi kaldte,

som vi vilde Frihed skjænke,

sæl vi evned den at gjøre,

som var intet i sig selv.

101. Fældtes saa den hunske Konning,

brat blev vore Kaar da andre,

tungt var i saa ung en Alder

Enkenavn at faa at bære;

Kval dog tyktes det mig være

til Kong Atles Gaard at komme;

før en Kjæmpe var min Husbond,

tungt var Tabet, som jeg led.

102. Aldrig, naar du kom fra Thinge,

spurgtes det, at Sag du søgte

eller havde tvunget andre,

altid veg du, aldrig stod du,

altid var du spag, hvor Konger

skulde have Kongemod.«

103. »Det er Løgn, du taler, Gudrun,

lidet bødes saa vor Skade,

alt har nu du hugget sønder;

tag nu, Gudrun, af din Rigdom,

hvad som trænges til min Hæder,

naar de bære mig til Graven.«

104. »Aldrig mens du var ilive

elsked jeg dig, men i Døden

skal det ej paa Hæder skorte,

Knorr og Kiste skal jeg kjøbe,

svøbe dig i vokset Lagen,

skaffe Alt, som kan behøves,

som var jeg dig god og huld.«

105. Atle døde, Frænder, sørged,

Alt, hvad Gudrun loved, holdt hun,

foer saa for sig selv at dræbe,

ej dog gik det, som hun vilde,

ej hun døde dennegang.

106. Sæl er hver, som siden avler

slig en Æt som Konning Gjukes;

altid skal dens Minde leve,

og for alle Folk skal kvædes

Gjukeættens Sørgesang.

---