Snehus (iglo) – Foto: Maurizio Ceol, (CC.) Wikimedia
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
40. Anertorsuak. Flugt mod Nord.
Sønnens Reise til Akilinek. Kamp med en Avarkiarsuk
Anertorsuak havde ingen Sødskende, men derimod mange Sødskendebørn, med hvilke han boede sammen. Engang fangede de i Forening en storspragled Sælhund. Men det var paa den Tid, da de ikke deelte i Fællesskab, men enhver vilde tage det meste han kunde. Da de saaledes flensede sammen, hændtes det at Nogen skubbede til Anertorsuak, saa at han faldt over paa en af sine Sødskendebørn, kom til at jage Kniven i ham og derved dræbe ham. Den dræbtes Brødre havde nær strax hævnet sig paa Anertorsuak, men da han oplyste dem om at det var skeet uforsætlig, lode de ham foreløbig gaae. Men fra den Tid af havde han dem dog til Fjender, og saa tidligt som muligt brød han op om Foraaret og flygtede nordpaa, eftersom der siges, at der er mindre Plads til at undflye sydefter. Han havde i sin Baad en Fiskeand som Amulet, ved dens Hjælp gav han overalt, hvor han kom forbi Folk, sin Baad Udseende af en Fiskeand, for at ingen skulde kunne fortælle hvad Vei han havde taget. Først seent paa Efteraaret gik de paa Land ved Grændsen af den Haviis, som aldrig bryder op, og her opslog han sin Vinterbolig. Paa dette Sted fødte hans Kone en Søn og to Døttre. Sønnen opdrog han fra Lille af med Omhu, idet han stadig formanede ham til at øve sine Kræfter, eftersom Faderen var flygtet fra sit egentlige Hjem for at undgaae Fjender. Da han voxede til, pleiede han om Vinteren at drive Fangst ved Hvidfiskenes Aandehuller, og paa Grund af Afstanden byggede han sig et Sneehuus ude paa Isen. Hans Søster, der var nok saa stærk som han selv, pleiede at ledsage ham, saa at de pleiede at tilbringe hveranden Nat i Sneehuset og hveranden hos Forældrene. Engang skulde de saaledes overnatte i Sneehuset, Broderen havde været hele Dagen paa Fangst, men da han kom tilbage om Aftenen, var Søsteren forsvunden. Han gik da hjem til Forældrene, men heller ikke der var hun at finde. En Dag og Nat over blev han siddende stille og vilde hverken nyde noget eller tale. Først om Morgenen forlangte han Mad og spiste ganske lidt. Derefter gik han ud og kom først hjem seent paa Aftenen, medbringende en Kæmpehare, som han havde fanget til at oprettes som Trækdyr for hans Slæde. Atter en anden Gang kom han hjem med en Kæmperæv til samme Brug og endelig kom han med en Avark’iarsuk. Men da han havde bragt den sidste, sagde Faderen: »eftersom du har kunnet magte den, vil du ikke kunne overvindes af Mennesker alene, thi jeg har hørt fortælle, at en Avark’iarsuk kan knuse Steen imellem sine Tænder.« Derpaa anskaffede han sig en Slæde, og afrettede Haren og Ræven til at trække den, men Avark’iarsuken turde han ikke bruge dertil af Frygt for at den skulde sønderslide Slæden. Saaledes udrustet drog han til Akilinek og fandt sin Søster, der var bleven røvet af en eenøiet Mand, hos hvem hun dog havde det godt. Den Eenøiede vilde ved Afreisen give ham et Par Hvalrostænder med i Foræring og lod derfor et Hvalroshoved bringe ind og vilde save Tænderne af, men Svogeren sagde at det var Synd at skjære det over, han burde trække dem hele ud. Da den Eenøiede forgjeves prøvede dette, sagde Svogeren: »du har jo slet ingen Kræfter, af veien med dig,« og derpaa greb han Hvalroshovedet og trak Tænderne ud med den ene Haand, saa det knagede i dem. Senere kom den Eenøiede med Kone og Børn engang over at besøge sine Slægtninge hiinsides Havet, kjørende i en Slæde med 5 Rensdyr for, (— dette Stykke er næsten en Gjentagelse af I, Side 112—114 —), og forblev der i længere Tid. Engang sagde hans Svoger til ham: »ifjor engang saae jeg nogle Spor paa Indlandets Iis, men uden at forfølge dem, de viste hen til en Revne i Isen. Følg med mig imorgen, saa ville vi gaae efter dem.« Den næste Dag tidlig gik de ud, forsynede med mange Bindseler og toge Retningen ad Indlandet til. Ved Randen af Jøkelen fandt de en stor Steen med sort Overflade. Han sagde til den Eenøiede: »da du ikke er behændig nok, skal du blive her og see til.« Derpaa bandt han Arme og Been faste paa ham, lagde ham op paa Stenen med Ansigtet vendt imod Isen, og begav sig saa væbnet med sin Tok op paa denne. Da han kom til en Revne stødte han i Isen og lod nogle Brokker falde ned, hvorpaa han vendte sig om og løb ned paa Landet igjen. Strax hørtes der et frygteligt Brøl, og frem kom Uhyret, lugtende til Mandens Spor og farende lige ned imod ham. Men han stod rolig opreist, og da Dyret havde naaet ham, vare de begge som indhyllede i en Støvsky. Da de atter bleve synlige, kom han hen til Svogeren, løsnede hans Baand og sagde: »nu er der ingen Fare mere, jeg har bundet den baade om Snuden og om Fødderne.« Da de kom hen til den, var det en Kilivfak, og de slæbte den hjem i Forening paa deres Skuldre. Om Foraaret sagde Anertorsuaks Søn: »det duer ikke at blive paa det samme Sted, lader os drage sydpaa.« Derpaa begave han og Svogeren sig sydpaa i Kajak, begge forsynede med Blærepile, hvis Blærer vare hele udpustede Sælhundeskind. De traf paa nogle Folk, som havde en Befalingsmand, og da denne fornærmede den Eenøiede, hævnede Svogeren ham ved at kaste Befalingsmanden til Jorden. Han mindedes da tillige sin Faders Fortælling om deres tidligere Hjemsted sydpaa, som hans Fjender havde forjaget ham fra. Pladsens øvrige Beboere glædede sig over at være befriede for Magthaveren. De talte indbyrdes om, hvilke Dyr de stærke Fremmede vel maatte kunne magte. Han sagde: »jeg pleier ikke at maale mig med andre Dyr end Avark’iarsuker.« Da de hørte dette, vendte de sig om og sagde: »mon han mener dem, om hvilke der siges, at de knuse Steen med deres Tænder?« Da de havde tilbragt Sommeren der, droge de atter tilbage til hans Fader. Om Foraaret drog den Eenøiede atter tilbage til Akilinek, og lod senere aldrig høre mere fra sig.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 81-83
