Angakok-fortællinger (P. Egede)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Hans Egede (forfatterens far) prædiker på Grønland - Louis Moe, 1898.

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

»Efterretninger om Grønland«
Uddrag af Paul Egedes dagbøger 1721 til 1788


Angakok-fortællinger

Poul Egede

En angakok-seance

En aften kom en angekkok til os, som efter at have spist lod sig binde på hænder og fødder med hovedet mellem benene, lod en tromme med stok (de bruger kun een trommestok) lægge ved sin side. Derpå blev alle lamperne slukket, undtagen een lille, som blev sat under bænken og dækket med et skind. Straks var den bundne mand løs, slog på sin tromme og sang. Nogle af kvinderne satte sig omkring mig og min bror, stemte i med ham og spurgte os ofte, om vi var bange. En af dem talte til denne angekkok med en kælen og klagende stemme, hvorpå han igen skulle spørge Tomarsuk, der svarede med en grov og skælvende røst. De spurgte igen, om vi var bange? Men skønt vi virkelig var det, svarede vi dog altid nej! Efter en times forløb kom min far ind i dette fæle mørke hus, kaldte på os og spurgte, hvad der var på færde og om vi var bange. Da han satte sig, holdt de på ham, for at han ikke måtte komme der hen, hvor vi sagde, at angekkokken sad, og da de blev ved med sang og trommen, gik han bort, idet han sagde: »Befal jer Gud i vold, mine børn! Kan I sove, så sov kun og vær ikke bange«. I gangen mærkede han den, som han sluttede skulle forestille Tornarsuk, heksemesterens konsulent. Dette hekseri varede nok til kJ. 2 om natten. Om morgenen spurgte de igen, om vi var bange? Angekkokken havde bildt dem ind, at han havde været i himlen. (S. 20).

Troskonfrontation

På denne rejse fik jeg siden med en slem angekkok at gøre. »Jeg har hørt«, sagde han, »at de forbifarende fortæller, at der har været en jomfru i jeres land, som havde en søn der var en stor angekkok og kunne gøre forunderlige ting, helbrede alle slags sygdomme, endog gøre døde levende, og at jeres fædre har slået denne store angekkok ihjel, og at han siden blev levende og for til himmels. Hvis han var kommet her til os, ville vi have elsket ham og været ham lydige. Så tossede mennesker er der ikke her hos os. Hvilke tossede mennesker! – dræbe den, der kunne gøre levende! Hvorfor dræbte han ikke disse stygge mennesker? og kom over til os, vi ville bedre have skønnet derpå«. Da jeg sagde, at det ikke var vore forfædre, men en anden nations, svarede han: »I er kablunakker alle sammen. Det er ikke troligt, hvad du siger. Dersom en sådan rosværdig angekkok blev født i vort folk, så ville han opdage, at vi har et bedre sind end kablunakkerne. I vil ikke tro os — så vil jeg heller ikke tro jer«. (S. 28).

En angakok-seance

En angekkok, som hørte mig tale om hellige ting, tilbød at forklare mig, hvordan jeg kunne blive lige så stor en angekkok, som han selv var. Jeg bad ham da om at lære det, hvortil han også straks var villig. »Der er mange angekkokker«, sagde han, omen kun få angekkut poglit — angekkokker som har sække på, og de som skal blive det, må først være almindelige angekokker, gøre ligesom før er sagt, slukke lysene, så der bliver helt mørkt inde, dog skal de ikke være bundne. Herpå kommer en hvid bjørn gennem indgangen og bider sådan en heksemester i tåen, slæber ham til stranden og kaster ham i havet Der er da straks en hvalros parat som griber ham ved hans mandlige lem, og æder ham op tilligemed den hvide bjørn. Lidt efter bliver hans ben, det ene efter det andet kastet ind på gulvet hvor han havde hekset og når de er der allesammen, stiger hans ånde op af jorden og forener sig igen med benene, så han bliver levende. (Ss. 51-52).

Angakokkens bedrifter

En nat kom en angekkok med nogle andre om bord til os. Her på 69° er solen højt på himlen kl. 12 om natten. Heksemesteren roste sig af, at han havde 3 koner, at han havde skåret en syg op og taget indvoldene ud af ham, renset dem og stoppet dem ind og blæst åbningen til igen. At han havde skåret et stykke af sig selv og fortæret det og var dog straks derefter igen i hel stand. I himlen havde han ikke været. Vel havde han en gang forsøgt derpå, men faldt straks ned på jorden som død og var nær frosset ihjel, om ikke en af hans landsmænd havde fundet ham. Hans følge sad ivrige efter at høre, hvad jeg ville svare hertil. Udfaldet ' blev da således, at han blev vred og tog bort. (S. 59).

Året før pralede en angekkok med, at han havde sat et stykke til en piges sjæl, som hun havde mistet. Han havde taget sjælen af en søfugl, som kaldes serbak – tejst. Men en anden angekkok havde drevet den ud igen og givet hende en anden. Angekkokkerne kan indbilde hvem de vil, at de ikke har nogen tarnek, man tror straks på dem og de får en gave for at reparere sjælen med en ny tarrak. Alle levende dyr, siger de, har tarrak, og de små fugle de bedste. Man kan ikke vide, om de har fået den tanke af deres liflige sang. Selv kan de ikke give nogen grund hertil. (Ss. 92-93).

I Malikaut, nu Jakobshavn, blev en gammel kone dræbt efter angivelse af en angekkok for, at hun var en heks. De, som fortalte mig det, mente, at hun var uskyldig, fordi hun blødte stærkt, da hun blev stukket under ribbenene. Efter deres mening har rigtige hekse intet blod og har tomme og ubrugte tarme. Den angekkok, som havde anklaget hende, havde som den første lagt hånd på hende. Imod ham er opstået en modstander, som vil synge ham på, som det hedder, gøre viser om ham. Men da j angekkokken har hørt, at han vil ydmyge ham, vover han ikke at give møde og havde heller ikke andet imod ham, end at han havde holdt af den andens medhustru.

En anden angekkok har for kort tid siden lavet et luftspring og er faret til himmels for at skaffe sæler til landet, eftersom de lider nød og ikke har noget at spise, men de siger, at de siden den tid har haft endnu mindre fangst, og i det hus, hvor angekkokken bor, slet ingen. De havde også lagt mærke til, at alle, som havde opsøgt ham på grund af skørbug, var døde. (S. 107).

Her blev også talt om en gammel angekkok ved Isfjorden, som havde sagt at den storm, som indtraf nytårsdag, kom deraf, at luften var blevet vred, fordi angekkokken havde aflagt et besøg samme dag, han havde udøvet sit hekseri. Thi dermed havde han vanhelliget dagen, da der ovenpå en sådan handling måtte følge 3—4 dages hvile. Dette havde hans tornak, som er en haj, advaret ham om. Det omtalte forfærdelige vejr havde forskrækket dem så meget, at de troede, verden skulle forgå eller jorden i de mindste væltede om. Overalt var der sket skade på både, slæder og andre redskaber. Store sten var væltet ned fra bjergene og lå oven på sneen og isen. (Ss. 107-108).

En angekkok, som fandt mig sengeliggende af en brystsvaghed, spurgte jeg, om han ville helbrede mig. Men da han sluttede, at det ikke var mit alvor, undskyldte han sig med, at han ikke kunne og sagde, at han kun var kommet herhen for at hente sin kone, som var løbet fra ham. Da der blev svaret ham, at hun ikke var kommet til os, kunne han ikke vide, hvor hun var gået hen, da der ikke kunne ses noget spor efter hende i den nyfaldne sne. En af vore tilhængere spurgte ham, om han som angekkok ikke kunne finde hende. Angekkokkeme var vant til at se i mørke, og det måtte altså være en let sag for ham at finde hende. Han svarede intet, tog sin pels på og gik skamfuld bort, idet han bad, at vi ikke ville huse hende, hvis hun kom til os, men vise hende hjem, hvilket blev lovet ham.

Fordi en hval sank under flænsningen, har de herrer angekkokker straks foregivet, at enten har der, da dyret blev fanget, været en kvinde på båden, der har været klædt i en pels, brugt ved istandgørelse af et lig, eller en kvinde, som havde født en abort eller havde gammelt tøj på. Thi til en sådan fangst ifører de sig gerne det bedste, de har. (S. 122).

En angekkok bliver til en illiseetsok

Som noget nyt og usædvanligt blev der fortalt mig, at en angekkok var blevet til en illiseetsok. De mente derfor, at han meget snart blev slået ihjel, thi lige så meget som de ærede de første, så foragtede og hadede de de andre. De første er deres vismænd, spåmænd, læger og præster, som skal rådspørge Tornarsuk ligesom de hedenske præster deres orakler. Illiseetsok er derimod en trold, som gør ondt, dræber folk med dødelige ord og med sit hekseri forjager fugle, fisk og dyr fra landet og havet. Derfor betænker de sig ikke på at slå sådanne skadelige folk ihjel, partere dem og kaste dem i havet.

En blev meget fortørnet over en angekkok, for i stedet for at hans syge kone blev kureret af ham, blev både han selv og børnene syge, og han spurgte derfor, om han ikke måtte skyde ham ihjel. Da jeg nu ikke kunne tillade ham det, bad han om noget af det, vi bruge til at dræbe ræve med, det kunne puttes i smør og brød, som han gerne ville spise. Jeg svarede, at jeg havde det ikke, og selv om jeg havde det fik han det dog ikke. »Nu kommer den gamle medlidenhed igen«, sagde han. Jeg svarede, at jeg ikke troede, at nogen var illiseetsok og at manden var uskyldig og ikke kunne gøre det, de beskyldte ham for og at det var onde mennesker, der havde opdigtet sådan noget om ham. Han kunne ikke hekse mere end jeg, han måtte gerne forhekse mig, om han kunne, jeg var aldeles ikke bange for ham. De løgnagtige angekkokker burde straffes, siden de er så lumpent sindede, at de vil skille uskyldige mennesker ved deres liv. (Ss. 123-124).

En angakok-seance

Min bror kaptajn Egede, som var inspektør ved hvalfangsten, berettede mig blandt andet hvordan han havde behandlet en angekkok, som ville agere doktor. Da han kom ind i teltet til den syge, kom en angekkok og sagde: »Vi er nok kommet i samme ærinde«. Og selv om min bror truede ham, at det ikke ville gå ham godt, hvis han dristede sig til at øve sin kunst i hans nærvær, gik han hen til den syge, forandrede sin stemme, blæste på den syge og sagde: »Far ud du syge sjæl, jeg vil i stedet give dig en bjørnesjæl, som er sund og god«. Så tog han til trommen og begyndte at synge: »Pauna aja ja«, og blæste en gang imellem på patienten. Og da han skulle hente bjømesjælen op fra himmelen, faldt han hen i en henrykkelse og afmagt ved sengen. For at vække ham op af drømmen tog min bror en spand vand og hældte over ham, som efter sædvane sad nøgen på gulvet. Han vågnede straks derved og i forbitrelse tog han til en kniv og ville have stukket ham ihjel. Så fik han et tryk for panden og blev spurgt, om bjørnens sjæl var kommet i ham. Han sagde, at han nok skulle vinde lejlighed til at skyde en pil i ham, men han blev forekommet således, at han glemte at hævne sig. Hans følge og kammerater undte ham en sådan revselse, eftersom han var dristig og tvang de syge til at underkaste sig hans kur. De som havde hentet min bror, førte ham igen til skibet og ville have betalt ham, fordi han havde tugtet heksemesteren. (Ss. 158-159).

Fodnoter

Kilde

Poul Egede: Efterretninger om Grønland, uddragne af en Journal holden fra 1721 til 1788. Genudgivet af Mads Lidegaard, 1988 (Det Grønlandske Selskabds Skrifter, nr. XXIX).