Angakokken fra Kakortok (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
101. Angakokken fra Kakortok
En stor Angakok, som havde sin Vinterplads lidt nordenfor Kakortok, hørte, at der nordpaa skulde findes et smukt og behageligt Land, hvorfor han begav sig paa Reise og kom til Nouk. Han havde en Datter, ved Navn Kakamak, og ligeledes en Søn. Da de droge fra Nouk, kom de til Pisugfik, hvor der var en Angakok ved Navn Kajuernek, som var den eneste, der havde været langt nordpaa. Da den Reisende udspurgte ham angaaende Nordlandets Beskaffenhed og Behagelighed, svarede han: »Rigtignok er næsten hele Kysten særdeles smuk, men der gives dog intet Land som kan lignes med Iluligsat.« Da Sydlændingen havde hørt dette, reiste han strax videre, og langt om længe naaede de Iluligsat, dengang Jorden allerede begyndte at fryse. De bleve neppe engang rigtig færdige med at bygge deres Huus, som derfor blev for lille, eftersom Græstørven frøs for dem. Medens de overvintrede her, friede en smuk ung Mand til Kakamak, uden at hendes Forældre vidste noget af det, og hun blev frugtsommelig ved ham. Der siges, at hendes Broders Kone var meget beskeden og lidet talende, hvorimod Kakamak var en stolt Qvinde, som brugte Mund og skjændte paa Svigerinden. Men denne taug dertil, og Forældrene ændsede det heller ikke. Nu fortalte engang en af Stedets Beboere til Angakokkens Kone, at hendes Datter levede i Forstaaelse med den unge Mand. Da hendes Mand kom hjem, talte hun ikke derom, men da de havde lagt sig om Aftenen, fortalte hun ham om deres Datter Kakamak. Men han lod strax Baaden tage ned og gjøre istand til Afreise. Folk troede at han blot vilde gjøre en Udflugt, men han vilde reise sydpaa, og da de havde ladet Baaden, kaldte han paa Kakamak, at hun skulde sætte sig i den. Ved at høre dette kom hiin unge Mand frem og sagde: »jeg vil have Kakamak.« Men Angakokken svarede: »min Datter Kakamak faaer ingen til Hustru; selv om hun bliver taget med Magt, vil jeg hente hende igjen!« — Med disse Ord stødte han fra Land, og reiste uafbrudt Nat og Dag sydefter, indtil de kom til en lille Ø Alangok, hvor de første Gang sloge Telt op. Paa dette Sted gjorde Kakamak hemmeligen Barsel, og dræbte sit Foster. Efter nogen Tids Ophold, da hun var bleven rask igjen, reiste de videre og byggede deres Vinterbolig ligeoverfor Nouk. Først paa Vinteren pleiede Angakokken paa Sælhundefangst at møde en lille sort Kajakmand; engang sagde han til denne, at han skulde tage hans Datter Kakamak. Den anden sagde; »jeg vilde nok have hende, men Qvinderne sige, at jeg er altfor sort.« Angakokken brød sig ikke om hvad han sagde, men førte ham til sin Datter og sagde: »siden du er saa lystig og forfængelig, vil jeg her give dig en god Erhverver til Mand.« Kakamak sagde ikke et Ord, men om Aftenen tog hun ham dog. Engang kom denne hendes Mand hjem med tre Sælhunde, men da han ikke havde Tobak i Haanden, og vilde sætte sig hos hende, sparkede hun ham ned af Brixekanten, hvorpaa han reiste sig og satte sig paa Sidebrixen. Der siges nemlig at Kakamak holdt meget af Snuus, og da Manden havde lært hende at kjende, bragte han engang sin Fangst til Nouk og solgte den der for Tobak, hvorover hun blev rigtig glad. Omsider fik Kakamak en Søn, hvorover Bedstefaderen blev meget lykkelig; men engang hændtes det pludselig, da den lille begyndte at løbe omkring paa Brixen, at han udstødte et Skrig, hvorpaa Blodet styrtede ud af Næse og Mund, og han døde med det samme. — Anden Gang fik hun en Søn, men da denne havde opnaaet samme Alder, som den forrige, døde han paa samme Maade. Men da det endelig ogsaa gik ligesaa med den tredie, foretog Bedstefaderen som Angakok en Aandebesværgelse. Men da han intet opdagede, sagde han: »fordi de ere mig for nær i Slægt, kan jeg intet opdage; henter derfor Kajuernek.« — De droge derpaa hen med en Baad og hentede Kajuernek. Da denne om Aftenen havde manet, udsagde han følgende: »at dengang Kakamaks Børn døde, havde hendes Svigerinde skjændt paa hende og sagt, at hun var brødefuld og havde en Angiak, og at det var denne Angiak, som havde dræbt Børnene.« — Da Broderkonen hørte dette, sagde hun ikke et Ord. Fremdeles manede Kajuernek og udsagde: »jeg seer hist nordfra en Kajak komme, Kajakken er af et Hundehoved. Nu kommer den nærmere, nu er den i Huusgangen, men den kan ikke komme op igjennem Indgangen.« — Derpaa udspurgte Angakokken ham saaledes; »hvem har du til Pose, nævn din Pose« (d. e. »Moder« i Angakok-Sproget). — Da de derpaa lyttede under almindelig Taushed, hørtes der fra Opgangen en Barnestemme, som sagde: »jeg har Kakamak til Pose.« — »Hvor har du hjemme?« — »Paa Øen Alangok er jeg født.« — Da den sagde dette, raabte Broderkonen: »nei, Kakamak har ikke gjort saaledes, jeg er Moderen, nævn din Moder!« — Atter hørtes der en Bamerøst fra Huusgangen: »Kakamak er min Moder,« — og atter: »paa Øen Alangok er jeg født, alle mine vordende yngre Brødre har jeg dræbt!« — Kajuernek bød den at komme ind, men det varede længe inden den kom, hvorefter han forfulgte den, løbende om paa Brixen. Nu kunde ogsaa den anden Angakok see den, men tilsidst smuttede den ind ved Siden af Loftsbjelken, hvor der nemlig var et lille Hul. — Kajuernek sagde: »eftersom den har dræbt flere Mennesker, er den vanskelig at fange.« — Da de efter Aandebesværgelsen søgte efter Kakamak, fandt de hende heelt inde i en Krog paa Brixen fuld af Graad og uden at sige et Ord. Da hun nu saaledes var bleven taus, skjændte Broderkonen dygtigt paa hende, til Gjengjæld fordi hun tidligere havde brugt onde Ord. Den følgende Dags Aften forsøgte Kajuernek paany at fange Angiakken, men forgjæves; den smuttede atter ud igjennem en lille Aabning, hvorfor Kajuernek opgav det. — Efter den Tid siges der at Kakamak mistede sin Stolthed, men Faderen, hvis Sind var formørket, besluttede at flytte bort fra Stedet, og han drog til Niakungunak, hvor de bosatte sig hos en heel Deel Brødre. Henad Vinteren gik han og hans Søn i Selskab med disse Mænd paa Rensjagt, de skjøde mange Rensdyr med Bue og Pile, men da hans Søn fik de fleste, bleve de andre Mænd misundelige derover og dræbte ham. Herover blev Angakokken saa bedrøvet, at han flyttede tilbage og atter bosatte sig ligeoverfor Nouk, hvor han døde.
