Angakokken og de kristne missionærer (Glahn)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Uddrag af
»Henric Christopher Glahns
dagbøger 1763-68«
Angakokken og de kristne missionærer
Henric Christopher Glahn
Kjøbenhavn
1921
D. 28. Oktober 1763
I Dag fik jeg den bedrøvelige Tidende, at een af vore Døbte havde ladet hexe over sig af en Hexemester,[1] som bor i Huus med ham. Saa snart jeg havde spurgt dette, bad jeg Hr. Capitainen, som en, i Sproget bedre øvet, at han vilde gaae med mig i hans Huus, hvor vi foreholdt ham hans Vantroe og Hiertets Haardhed, og det offentligen, saa at alle tilstædeværende hørdte det. Han nægtede det i Begyndelsen, men til sidst undskyldte sig, skydende Skylden paa andre, som havde forført ham. Han forsikkrede tillige, at han ikke havde nogen Troe til sligt. Men alt dette var kun en Sminke, som han satte paa sin Gierning; Thi, endskiøndt han den gandske Sommer igiennem var paamindet, at han skulde lade sine hedenske Vederstyggeligheder fare efter det Løfte han havde giort, da han blev døbt, saa var han dog reyst Nord efter alleneste for der ligeledes at lade hexe over sig af en anden ærværdig Fader.
D. 29. Oktober 1763J Dag kom den Angekkok, som havde hexet her, ind til Hr. Capitainen. Han tiltalte ham, og da han for ham havde tilstaaet sin Forseelse, sendte han ham ind til mig med følgende Seddel: "Nærværende tilstaaer sin Feyl, og siger, at han for "længe siden havde ophørt med sin Kunst, men at andre har plaged ham for at øve det, men nu vil han aldrig meere øve det Narreri." Saavidt Capitainen. Det samme igientog han for mig, og lovede Forbedring.
D. 3. Juni 1764
Allursak [2], en Hexemester som jeg besøgte, bad mig at underviise sig og sin Hustroe. Enten det var en Frugt deraf, at jeg i Vinter overbeviiste ham om, at Munden ikke hielper for Sygdomme, som Angekkut paastaae, idet en Mand, som var hexet over af en anden Angekkok, langt berømmeligere end denne, døde, eller det kom af dennes unge Søns Død, eller og fordj han var nysgierrig, ligemeget hvorfore denne Hexemester bad mig underviise sig, saa fyldestgiorde jeg med Fornøyelse hans Begiæring, og i Andledning af de omtalte Døde tog jeg Leyligheden i Agt og talte med ham om Døden, noget Grønlænderne ey gierne gider hørt om, viiste ham af Exempler at vore Forfædre ere døde, at den og den nu nyelig er død, at han vel ikke kunde nægte, at han jo og viste, at han skulde døe, at han vel ønskede, at hans Siel maatte være lykkelig efter Døden etc: etc: etc: og at dette var det jeg vilde lære ham etc: etc: etc:
D. 28. Oktober 1766
Vi have i disse Dage havt et forfærdeligt haart Veyr, og da nogle af de Danske ere Nord, andre Synder efter paa Togt, staae vi i stor Frygt for, at nogle af dem ere komne til Skade.
Man fortaalte mig i Aften, at en Hexemester paa Kepingarsok skulde have sagt, at han i en af Dagene vilde ved sit Angekutterie forskaffe got Veyr. Det var en af vore Døbte, som fortaalte mig dette, hvorfore jeg spurgte den, om den og troede, at det stoed i Angekuttens Magt, at giøre dette. Min Døbte svarede: Ney! og jeg lagde til, at man af denne Angekkoks Tale kunde slutte sig til hans List; thi da det nu i saa lang Tiid havde været ont Veyr, og det saae ud til, at det endnu i nogle Dage ikke vilde blive bedre; saa holdt han det ikke for raadeligt endnu at bruge sin Kunst; men vil i en af Dagene, naar Luften seer ud til Forandring, at vi uden Hexerie kunde faae got Veyr, hexe, og tilegne sig og sin Kunst Æren for det, som dog naturlig Viis maae skee, neml: at got Veyr maae afløse det onde; og paa saadan en Maade kan du og jeg og enhver som vil give Agt paa Veyrligets Forandring, blive paa en let Maade til gode Angekkut.
D. 8. December 1766
Den første i denne Maaned kom Kiøbmanden hiem fra en Togt. Han fortaalte, at da en af Folkene fik en meget stærk Tandpiine, raadede han ham omsider til at gribe til Grønlændernes sædvanlige Middel, som er, at boere op i Tanden.
Karlen kunde ikke komme afsted, med dette Arbeyde, hvorfore en vis Hexemester Ikingut [3] paatog sig det. Han giorde sin Forrettning got og Karlen var vel fornøyet dermed, da Angekkokken i det samme faldt, som i en Besvimelse. Hold paa Manden og slaa Vand paa ham, raabte Kiøbmanden; han besvimer. Besvimelsen tog til, og det syntes, han fik et virkeligt Slag. Kiøbmanden løb til for at hielpe ham med hvad han kunde, men da begyndte Grønlænderne at lee, og bad ham, ingen Umage at giøre sig, saasom det kun var en Henrykkelse, han, som en Angekkok, var falden i. Efter nogle dybe Suk og nogle derpaa følgende heftige Skrig, kom Manden sig ogsaa virkeligen igien.
Paa denne Reyse var Kiøbmanden ogsaa tvende Gange tilstede ved deres overtroiske Forrettninger, hvis almindelige Ceremonier, jeg ey tviler om, at jo allerede andre har fortalt, hvorfore jeg ey vil opholde mig derved, men allene antegne hvad der egentlig blev forrettet, hvilket bestod deri, at Angekkokken skulde giøre Forespørsel til Tornarsuk [4] om et Barns Sygdom. Efter mange Spørsmaale og liige saa mange Svar, kom dette endeligen ud, at Barnet var sygt, fordi Moderen i hendes Afholds Tiid havde spiist Lallerne af en Sæl. Ved denne Leylighed bad man ogsaa Angekkokkens Tornak [5] at tilkiende give, hvad Aarsagen kunde være, at Imne [6] var i sin bedste Alder død af en Byld. Svaret var dette: Ipernak [7] saa heed en gammel Kierling, som var tilstæde, er Grønlænderne meget hadelig og derfore bære disse ogsaa et stort Fiendskab til hende. Hendes egne Døttre hade hende ogsaa meget for denne hendes Udyds Skyld. I hvor meget de nærværende end bade Tornak at forklare sig nærmere, med hvilke og den mistænkte Kierling stemmede i, maatte man dog lade sig nøye med den Underrettning, man havde faaet. Et foregivet Syn af en, i Fior druknet, Mand, som vilde trænge sig ind i Gangen, giorde at Angekkokken loed, som han forskrækkedes og af den Aarsag maatte holde op med Forrettningen.
Det er min Maade, at jeg gemeenl: giør mine egne Betænkninger over det, jeg seer eller hører. De tiene mig til en uskyldig Tidsfordriv i min Enlighed og mine Bøger og de erstatte fuldkommen Manglen af andet Sælskab. De Tanker jeg havde i Andledning af sidst anførte Svar, vil jeg antegne. Man seer af dette Svar, med hvor megen Overlæg en Angekkok beskylder en anden for at være Illiseetsok, idet de ikke strax udsige det, men søge først at giøre dem mistænkte for at øve Haandverket, og naar de derpaa merke, at Almuen er, formedelst adskillige uventede Dødsfald eller andre ulykkelige Hendelser, noksom bleven bestyrket i denne, for disse ulyksalige Mennesker saa ufordeelagtige Meening, bryde de først ret løs dermed, og aabenbare alle de Mord og Ulykker, som de finde for got at sige, at de have forvoldet.
Af denne Omgang slutter jeg mig ogsaa til Aarsagen af de gode Illiseetsut deres Standhaftighed; thi man vil forsikkre, og jeg har ikke Aarsag at tage den Berettning i Tvil, at man har fundet Illiseetsut, som, utvungne, have tilstaaet, og idet de skulde dræbes, ikke vildet nægte, at de vare Mestere eller Mesterinder i denne, for dem selv saa skadelige, Konst. Aarsagen til denne ugemeene Standhaftighed synes at være denne: At naar de høre sig at være mistænkte, da gruble de saalænge derpaa, giøre sig maaskee ogsaa virkelig Umage for at erhverve sig god Indsigt og større Færdighed i denne farlige Konst, men blive herover tilsidst forrykte i Hovedet og troe det at være virkeligt, som allene har Sted i en forvirret Hierne. leg meener denne er den naturligste Maade til at forklare deres ugemeene Standhaftighed paa; thi at de med Fandens Konster skulde udrette dette, de beskyldes for, eller at de virkeligen skulde kunde giøre det, som andre sige om dem, at de selv troe om sig, kan jeg ikke troe. I det ringeste skulde man ikke see det paa de fleeste, som have Ord for at forstaa dette Haandverk. . .
Det synes ved den anførte Tildragelse værd at legge Merke til, at Angekkokken Usorâk, som søger at giøre den elendige Kierling mistænkt for Mord, befinder sig selv i meget slibrige Omstændigheder, i det baade hans egen Moder og Svigermoder og hans Søsters Svigermoder ere af andre beskyldte for at være Illiseetsut. Dette gik i Foraaret saa vidt, at Refkuls Grønlændere, som toge Angmakset i vores Fiord, offentligen i deres Stridsviiser bebreidede den heele Families gamle Kierlinger, at de vare onde Folk, som ved deres Illiseetsokkerie havde skildt mange af deres Landsmænd ved Livet, og dette jog saadan Skræk ind i disse gamle Matroner, at de fik deres Sønner og deres Svigersønner til, i Hui og Hast at forlade Fiorden, kom ikke heller tilbage igien, førend deres Modstandere havde forladt vore Grændser. Deres Familie er ellers een af de største i dette Distrikt; og har derfore af Grønlænderne faaet det Navn af Amisut ɔ: en Flok Sælhunde.
Siden her handles om Illiseetsut og Angekkut, synes det ikke ubekvemt at tilføye en Anmærkning, at ligesom dette Distrikt tager af paa Folk og Hedningene paa Mængde, voxe Angekkutternes og Illiseetsutternes Tal. Da jeg kom her til Stædet, vare her ikke fleere end tre Angekkut i det heele Distrikt; men nu ere her til visse 10 eller tolv. Paa Kepingasok Øen allene boer i Vinter følgende: 1) Ortlena, 2) Kugluiak 3) Kajuerne 4) Unniok 5) Kollitsak, og 6) Sillargak [8] foruden een eller to gamle Kierlinger, som ogsaa have Ord for at være Angekkut, endnu en Jomfrue, som i forrige Vinter fik sin Tornak, saa at der ere fleere Angekkut i Aar paa denne Øe end der ere Hoveder for Familier. Hvor mange Illiseetsut der ere, veed jeg ikke tilvisse. Om det er til Hinder for Missionens Udbreedelse, at saa mange legge Vind paa disse skadelige Studeringer, er et Spørgsmaal, som besvares baade med Ja og Ney. Af de sidstes Meening er jeg; thi da smaae Poge og unge Tøyter legge sig derefter, og give sig ud for at kunde noget meere end almindeligt, førend de have lært Haandverket til Gavns, saa geraade Konstnerne i Foragt og med Konstnerne Konsten, og glemme fornuftige Missionsbetientere ikke at giøre deres dertil.
Fodnoter
Kilde
Fra Henric Christopher Glahn: Henric Christopher Glahns Dagbøger for årene 1763-64, 1766-67 OG 1767-68, udgivet i anledning af 200-aaret for Kolonisationens Begyndelse som et Bidrag til Kendskabet til gamle Dages Grønland. Udgaven besørget ved H. Ostermann. København, 1921, ss. 10, 12, 32, 56-57, 75-78.