Anhang (Strengleikar)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif


Strengleikar


Anhang


Levninger af 4 Membranblade, 666 b qv. i den arne-magnæanske Haandskriftsamling i Kjöbenhavn, hvilke paa Grund af Haand og Format maae antages at have henhört til de i Slutningen af den Upsalske Codex manglende Blade.


1ste Blad[1]

1ste Spalte. . . . kvað . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . na i heim . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . yggen. ne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . iazc af slikum . . . . . . . . . . . . . . . . . car yðr at elska . . . . . . . . . . . . þit þui vel a leið . . . . . . . . . . . . . . na hana. oc rœða . . . . . . . . . . . . ðo þeir hann með h . . . . . . . . . . . . . . . diz nockoð. Um . . . . . . . . . . . . . . . or at skemta sér an . . . . . . . . . . tan gat fra honum . . . . . . . . . . . er hann hafðe a meyn . . . . . . . . . . . gr hans i harm . . . . . . . . . . gan a meynni. A Þ . . . . . . . . . . . hvarki eta ne drec . . . . . . . . . . sinn oc reckiusveine . . . . . . . . . . . . ioc meit mec kvað . . . . . . . . . . alldre fa. þa mællt . . . . . . . . . . minn kvað hann. þar þa. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4de Spalte. . . . . . . y . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . af . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . hallda af . . . . . . . . . . . . . . . . . . Rumaborgar kei. . . . . . . . . . . . . . . . . . hofðingia. En ec . . . . . . . . . . . . . . . . ir firir sva lengi . . . . . . . . . . . . þui nest þagðe . . . . . . . . . . . . einninn settiz niðr . . . . . . . . . . . . . matte engv svara[2] . . . . . . . . . . vað hann hui þegir . . . . . . . . . . . . licar oc gongvm siðan . . . . . . . . . . . varir við ocr. Ec . . . . . . . . . . . kal mæla. hon vill . . . . . . . . . . lifa on hennar hin . . . . . . . . . . . niv caus oc yðr. oc . . . . . . . . leic minn. þa er gec . . . . . . . . . . firir lit(!)soc. En þo . . . . . . . . . . . . helldr er þessi goð . . . . . . . . . . enn heyrðe kæring hans. . . . . . . . . .


2det Blad[3]

1ste Spalte. . . . lega . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . þer han . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .þer havit . . . . . . . . . . . . . . ga yðr eftir . . . . . . . . . . . . . . . . . eina heui oc her . . . . . . . iggit af vnnasto yðarr . . . . . . . . . . . . ir ef yðr likar. oc festi . . . . . . . . . az bannd sitt. oc lét ofan sig . . . . . . þa við oc skilduz þau af þeirre . . . . . . . ugaðe oc mællti at þessa ast man . . . . . . er hann ma ei sva mart við hana rœða se . . . kyssa hana eða halsfaðma eftir vili . . . . hit zama ihugaðe mæren. hon . . . . . . . . yuirlit sinum af þeirro nyio ast. er þa . . . . . . . fengit með miclu meinlæti oc angr . . . . . . m. biðu þau bæðe þa nott til dags at . . . . . . . . iðr sva sem þau hofðu firir mælt. N . . . . . . . sem þau hofðu fyrr funnizc. þa stoðo . . . . . . . ðe arla upp. oc er þau komo bæðe þa . . . . . ti mæren fyrst (til) hans. hiarta mitt k . . . . . oc unnaste minn oc þagðe hon þa oc ihugaðe . . . . einninn mællti þa til hennar. Unnasta . . . . friðazta. keisarenn hevir orð sent me . . . . . . þinum. oc skulu við skiott fara til hans . . .

4de Spalte. . . . . . . . . . . . . . . . . . a . . . . . . . . . . . . . . . . . þess . . . . . . . . . . . . . . . . . . . hann er . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . En ec veit . . . . . . . . . . . . . . . . kvað keisaren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . þat ma vel vera herra . . . . . . . . . . . . . hann villde af syni yð . . . . . . . . . . . . Nu ma ec sanna a honum . . . . . . . . . . . mic kvað keisarenn. þat veit . . . . . . . . helgi herra. at alldre man . . . . . . . . fyrr en (ec) heui utlægt hann or riki mi . . . . . . . . . skal ec stefna honum i brot. En ef . . . . r fara riki sinu firir orðzendingum mi . . . . . . . al ec samna ollum her minum. oc skal . . . . . . . . az hann oc borg hans.

Þa for keisarenn heim oc la alla þa nott ahyggiofullr um þetta. at firir ko . . . toganum. oc or riki sinu(!). Um morgonenn . . . . . . . æf gera oc var þat upphaf bræfsens. at . . . . . bauð hertoga Placenzo borgar. at . . . . . . fare or riki sinu. fyrr en land hans er . . . . . En ef hann dvels i riki sinu halfan ma . . . man hann engan finna þann er honum vili . . . . . . gi viðr hialpa. þui at þa skal borg hans . . . . or oc allt hyski hans drepit oc hertekit . . . .


3die Blad

1ste Spalte. . . . . . . . hann i se . . . . . . . . . . . . e or komiz meðan. . . . . . . . . . . er þesse vandræðe upp va . . . . . . . . . . . keisaranom þessarre raðagerð . . . . . . . sunar keisarans. oc sagðe honum al . . . . . . . . . . allz ecki hverso hertoginn skal vera utl . . . . . . . . . at keisarinn er honum reiðr. Nu sem sveinn . . . . . fðe heyrt orð hans alldri sva fyrr var hann ha . . . . fullr oc gec þa ser einnsaman fra oðrum monnum oc gret mioc af miclum harm. Reckiusveinn hans er var fehirðir hans. oc ubrigðelegr vinr. kom til herra sins. oc þegar sem hann fann at herra hans hafðe sva mikinn harm. þa rannzacaðe hann þegar oc eftirleitaðe ef hann hefðe nockoð tiðennda fregit. Ia kvað sveinninn. nu tyni ec unnasto minni. Hertoginn man nu vera rekinn or riki sinu. þui at keisarenn man gera honum mikinn ufrið. Seg mer nu kvað hann hveria hio(l)p þu villt mer gera. þui at ec ann þér. oc ec try þer yuir alla lifannde menn. villtu hialpa mér at ec tyna ei lifi minu. oc at ec drepi ei sialfan mek. Ia herra kvað hann. eftir mætti minum. Far nu kvað hann til unnastu minnar. oc spyr hana ef hon vili fylgia mer. oc þola oc bera með mer illt oc gott. Þa svaraðe fehirðir hans. Firir guðs sakir hui mæla þér slict. hvert vili þér hafa hana. hon er ei von at vera gongukona. Ec a einn foður broður oc er hann hofuðkonungr yuir ollu Spanialannde. ec skal hafa hana til hans. eftir þui sem ec hygg hann man vel viðr mer taca oc uirðolega fagna mer oc henni. En þer skolut fylgia ocr oc vera hofðingi occar. far skiot kvað sveinninn oc klæz ollum klæðom. oc faret i Placenzina oc dveliz þar til þess er þu hittir unnasto mina. oc seg henni allt þat sem satt er. at (ec) sœre hana oc bið sakar astar occarrar. þa komi hon til min með þér. sva at engi lutr dveli hana. þui at ec skal brott stelaz . . . . . . . . . .

2den Spalte[4]. . m . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . oc ge . . . . . . . . . . . . . . . . . þegar h . . . . . . . . . . . . . . . . . . ef hon vill . . . . . . . . . . . . . . . . . . . sia hann sem ec . . . . . . . . . . gan mat eta fyr . . . . .

Sva buit for þ . . . . . . . . . . . . sveininn i brott . . . . . . . . . . . gratannde um nottena þ . . . . . . . . . . nnenn til Placenzo borgar. oc k . . . . . . . . . . dags. oc þann hinn zama dag fann . . . . . . na. oc sagðe henni kveðiu unnasta he . . . . . . . at hann er kominn eftir henni. Herra kvað. . . . hvat skal ec gera eða hverso skal ec þanga . . fara. oc foður minn oc moðor firir lata. með hverium hætti ma ec eftir sitia. Ec hygg at sonnu oc veit ec at visu. at hugr unna[s]ta mins er með þeim hætti. eftir þui sem ec hygg. at skiot man honum snuaz . . . dauða. ef ec hafne hann at hugga. En . . . . erom bæðe saman. þa man hann gera v . . . . sinn á mér. En ei at siðr þo at mér . . . . iz til vandræða. þa vil ec gera vili . . . . . . Reckiusveinninn er heyrðe rœður h . . . . svaraðe henni heyvesklega. Hin . . . . . kvað hann kom diarflega oc glaðl . . . . fagnaðe til unnasta þins. þui at . . . . . . . . . . . .

3die Spalte[5]. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ca . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . henndr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . morgvm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . morgum oc sœ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . a með miclum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ar latum oc samþyc . . . . . . . . . . . . . . . . . fagnaðe er þa fen . . . . . . . . . . . . þau ollum harm. er fyr . . . . . . . . . . . oc sofnaðo þar bæðe a ve . . . . . . . . . . . er daga tóc. Nu sem reckiv . . . . . . . . . þau sofannde er með þeim var a . . . . . e þau mioc horðvm orðvm at þau vill[d]v þar sofa a almennilegum vege. oc lét allilla at þeim. Siðan mællti reckiusveinninn til herra sins. hvat raðe skolu vit nu hafa at biarga þér oc unnasto þinni. Ef faðer þinn mætti na henni þa minndi hann harða refsing gera henni. þa svaraðe sveinnenn heilhuglega. Ec g . . ei set með hverium hætti við bæðe me . . . biargaz oc holpen vera. firir guðs sacar . . . ec þec hialpar oc miskunnar. ef þu villt . . . . þa ocr oc sysla ocr mat oc drycc. þa sko . . . . it fara i fylki þetta oc þar vera full . . . anð allt til þess er þetta fylki se fri . . oc ufriðenom hætti. Herra kvað reck . . . veinnenn. þér hauit vel mællt oc þat kosit . . . azt ber. Ganget nu kvað hann i fylsnir . . . . . . . . . . . . . .

4de Spalte. . . . . . . . . . . œiarens . . . . . . . . . . . . . i þui bili er bvf . . . . . . . . . . . gag til matar sins. Er . . . . . . . . . . . búfcar þeirra. oc koma hvern dag . . . . . . . . . oc fœra ser mat oc drycc. þa me . . . . . . . . . . . mataz til þess er ec kœm oðru . . . yccar. þa gengu þau inni hellinn. oc ha . . . þau allan vilia sinn. En sa er gæta skylldi þeirra var þan dag allan með bufear hirðvm. hveriu sinni er hann kom or borginni. þa fœrðe þeim mat oc drycc. hann bio iamnan ner hellinum. oc var vorðr þeirra. oc varðmaðr. sva at oft gat hann skilt þat sem þau mællto. oc set þat sem þau at hofðuz. oc með þessum hætti lifðu þau oc undu vel.

Nv samir mer at segia yðr hvat keisarenn at hafðez. hann um settiz með ollvm her sinum Placenzoborg siðan er hann hafðe tynt syni sinum. sva at hverr maðr um allt riki hans oc at hertoginn hafðe tynt dottur sinni. þeim mun var ufriðrenn harðare. borgin var oll um sez af her keisarans. sva at þeir vunnv þa hinn hæsta turn. hertoginn komz brott or vm nótt oc for or þui lannde. Keisarenn let allt niðr briota kastala oc turna oc borgar veggi. oc allt svmaret sat hann um borgena. fyrr en keisarenn hafðe eytt[6] allt oc unnit. Þau er i hellinum hafðo leynz sætto þeim tima er herrinn skylldi brott fara. oc sogðv at þau máttu or fara hellenom. sva sem hafðo fyrr raðet oc ætlat[7]. En þeim varo seen onnur orlog. þui at keisarenn sem hann var brott[8]. oc leyui geuit ollu liðeno hverium at fara i frialsi heim til sinna hibila. þa hofz þar sva mikil illveðre. at hvarki menn ne bvfé mátto vt ganga ór husum vndir beran himin. hvarki matti sea gras ne velli. sva gerðizc mikit sniofall. at engir varo hamrar ne dalar er ei varo fullir oc fonnum huldir. oc la þessi snior alla vikuna. sva at ei mincaðe . . . . .


4de Blad

1ste Spalte. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . þa er hann . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . hellinum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . var. oc . . . . . . . . . . oc gratande at leita. hann . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . þuiat þ . . . . . . . . heyra ne finna dyr . . . a hellinum . . . . . . . . . er af toc þann hinn micla snio. þa m[œddi hun]grenn þau sva at naliga varo þau fa . . . . . sveinninn toc at kæra unnasto sina. oc mæ . . . . hann þa harmfullri roddu. hin friða unnasta min kvað hann oc hin sœta. at visu heui ec svikit þec. þui at ef ec hefða ei vnnat þér. þa værer þu rikulega gift oc agæt frú mikils rikis. en sacar heimsku minnar oc illrar dirfðar. þa er nu hertoginn faðer þinn brott rekinn oc moðer þin utlæcz. Þu unnir mér sva mikit oc truðir mer sva vel. at þu firir lezt hvetvitna at koma til min. Nv verðo vit bæðe her deyia saman. hiarta mitt er fallit er licamr minn skelfr. halsfaðma mec oc leg mec i faðm þinn oc kyss mec. at mer se hugro oc huggan af þér. þui at bæðe skolu vit i senn deyia. Þa toc at þeyia oc mincaðe snioenn. sva at þa matti sea hellinn. þa liop hann þannog með skunnda. oc er hann kom þar þa heyrðe hann kæring þeirra. oc gecc hann fram oc fann þau bæðe saman liggiannde i faðme. En hann settiz þa á kne firir þau oc huggaðe þau til matar. En þau varo sva þunnmegin oc sva mioc faren af fastunni. at matr teði þeim þa allzecki. sva at þann hinn sama dag luku þau lifi sinu firir kvelld. En adr mællte þau mart við reckiusveininn oc sœrðo hann oc baðo at hann leti bera lic þeirra til bœiarens oc klæða lic þeirra. Oc gerðe hann sem þau baðo. oc gecc eftir monnum til bœiarens oc leiddi þa til hellissens. oc tocu þeir barnanna lic oc baro til bœiarens oc logðv bæðe i eina steinþro oc grofo innan borgar i einni kirkiu. sva som siolf hafðo þau[9] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . vin . . . . . . . . . . . . . . . . . . sveinninn . . . . . . . . . . . .

K . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . fra alldre tiðe . . . . . . . . . var yuir skipaðr . . . . . . . upp gor . . . . . . . . . . . . . . . . . . þa farenn . . . riki. oc for. . . . . . . . borg oc dvaldez þar þrea d . . . . . . . . . . er funnin varo. oc athug . . . . . . bæðe saman. oc spurðe hann þ . . . . . . . sem hann kom i fostrland sitt . . . . . . . . lif þeirra fagran strengleic. oc segia . . . . . . er at þessi strengleicr er fegrstr all . . . . . . . . strenglecrenn tveggia elskannda. oc . . . . . . þesarre sogv.


Grelentz saga

Nv vil oc segia yðr einn atburð um mann þann er Grelent var kallaðr. Sa strengleicr er um hann var gor er hinn fegrsti með goðvm notvm oc vel licandom. Grelent var fœddr i Kornbretalannde. dyrlegr maðr oc vel kunnande. hann var hinn friðazte karlmaðr vel vaxinn skepnu. hinn bazti drengr oc hinn milldazti. hann var nefndr i aucnefni Grelent var viðr konungi þeim er þa daga var yuir Bretlande. hellt mikinn vfrið imoti gronnum sinum. Hann stefndi hvaðan æva riddarom til sin. oc hellt þa með sér mikinn fiollda[10]. Oc kom Grelent með þeim oc toc konungr vel með honum. þui at hann var hinn friðazti maðr. Konungr tignaðe oc sœmde hann einkennilega yuir aðra. En Grelent var hinn iðnazte i hversdaglegom atreiðvm oc angraðe mioc (u)vini konungs oc sina. Drotning fra frægð[11] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ara . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . æll af . . . . . . . . . . . . . þa at . . . . . . . . . . . . . . . . . . . hiarta. þa . . . . . . . . . . . . min kvað hann mioc . . . . . . . . . . . . . . . . gerir hann sec vin . . . . . . . . . . . . . . . . . . gen. Ec vil kvað hon . . . . . . . . . . . . . . . . þui at ec em nu i mikill . . . . . . . . . . . . . . ac oc seg honum at hann komi til . . . . . . . . . . honum ast mina oc astar þoc . . . . . . . . . . . . . fru kvað hann gefa honum micla . . . . . . . . . . . . bioz sveinninn oc gec i fra henni. oc . . . . . . . est til herbyrgis Grelennz. oc kvadde . . . . teislega oc sagðe honum ærende sitt at hann . . . gi til drotningar at rœða við hana. En hann þegar villdi ei dvelia. oc mællti vinr kvað hann far firir. ec man fylgia þer. Þa steig Grallent á gangara sinn oc komo þeir baðer i castalann firir konung. stigv þeir af hestum sinum. oc gengo þaðan til drotningar. Sem hon leit þa. þa kallaðe hon þa til sin oc tignaðe þa mioc oc sœmde. Hon tóc Grelent i faðm sinn oc halsfaðmaðe hann astsamlega oc mællti mart til hans kurteislega. En hann svaraðe henni heyvesklega oc ecki þat er til astar horfði. Þa þagðe hon lengi oc hugsaðe mart. oc þótti henni kynlect at hann bað ei astar hennar. ne elska sec með astar þocca. Hon spurðe þui nest ef hann atti nockora vnnasto. eða ef honum licar at unna. þui at drengskapr hans oc reysti gerir hann verðvgan ricrar astar. Fru kvað hann. engre ann ec. þat er ei allra manna at unna kurteisum konom. þeim samir at vera reyndr[12] i fullkomnum goðleic. er girniz at vera verðugr ricrar astar. Margit rœða við margar um astir[13] er ei k . . . astum . . . . . . . . . . . . . . . . . kurteisi er astar þocca . . . . . . . . . . . .

Drotning sem hon he . . . . . . . . . . . sv svor Grelennz. þo at . . . . . . . . . . . fyrr gengit fyrstr at elska. þa . . . . . . . svorum hans mart i huga. oc mællte . . . . . til hans. Grelent vnnaste kvað hon. ec an . . . . . . með ollum hug oc hiarta. oc iatte ec þér . . . allan astar þocca. ver þu minn. ec skal vera þin. Fru min kvað hann. guð þacki þér. En engvm kosti ma þetta vera. þui at (ec) em leiguriddare konungsens. oc heui ec heitið honum trvnað oc trygleic. firir þui vil ec alldre gera honum skom ne sviuirðing ne niðazc á hofðingiaskap hans. Sem hann hafðe þetta mællt. þa toc hann leyui oc gecc i brott. Nu er drotning sa hann sva buit ifrá sér ganga. þa andvarpaðe hon af ollu hiarta oc var hon þa sva rygg oc reið at hon vissi ei hvat hon skillde at hafazc. En ei at siðr hellt hon fram ast oc ætlan sinni. Hon sendi honum ricar fornir. en hann hafnaðe at fullo. oc villdi engum kosti þiggia ne viðr taca. Nu ser hon oc finnr at þess er engi vón er hon villdi með honum. þa spillti hon allt þat er hon matte hans male firir konungenom. oc gearna villde hon koma honum i vanndræðe. En meðan er ufriðrenn stoð. þa dvaldizc Grelent með konungenom. oc upp neytti hann allt féar þat er hann hafðe til þess er allz ecki var eftir. oc let konungr segia at hann hafðe ecki til at giallda honum mala hans. þui at drotning talmaðe oc mællti oft i meinmæli við konung. at hann skylldi allz ecki gefa honum. oc sagðe at hann var illz eins verðugr. oc at hann skylldi honum brott visa or þvi fylki. Hvat skal nu Grelent at hafazc. ei er kynlect at hann se ryggr. þui at allt þat er hann atti var uppi. sva at allzecki var eftir. þat er hann mætti veðsetia nema mottvll einn er litils var verðr. oc sveinn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .


Indholdet af Fortællingens övrige Deel er efter den franske Text fölgende:

Grelent var ved Kongens og Dronningens Unaade og Had bragt i en fortvivlet Stilling af Fattigdom og Hjælpelöshed. En Dag i Mai Maaned forlod han sin Bolig for at ride ud paa Landet; hans Ridetöi og Klæder var alt saa usselt, at det vakte Borgernes Spot, da han red gjennem Staden, uden at dog Ridderen i sin Nedslagenhed lagde Mærke dertil. Han kom i en Skov, gjennemströmmet af en Elv; her sprang pludselig en ganske hvid Hind op foran ham. Grelent forfulgte den længe med Iver, men kunde ikke naae den, skjönt han var den ganske nær. Under denne Jagen kom han ud paa en Slette. Her var en klar Kilde og han saa en ung Pige bade sig i Kilden, medens to andre Piger opvartede hende; hendes Klæder vare ophængte i et Træ. Da Grelent blev opmærksom paa hende, glemte han Hinden og hensank i Beundring af hendes Skjönhed. Han drillede hende först ved at bemægtige sig hendes Klæder; siden erklærede han hende sin Kjærlighed. Hun svarede ham först med Stolthed; men han overvandt hendes Modstand, og til Slutning lovede hun ham sin Gjenkjærlighed, ja tilstod, at hun selv havde fremkaldet Mödet ved Kilden. Hun lovede at ville skjænke ham Rigdom i Overflod og at ville jævnligen besöge ham; men eet Löfte maatte han gjöre hende, nemlig at han aldrig med et Ord skulde aabenbare deres Forbindelse eller omtale hende for Nogen. Derpaa skiltes de. Strax Grelent var kommen hjem igjen til sin Bolig, indfandt der sig hos ham en Riddersvend med en uforlignelig Stridshest, de herligste Klæder og Guld og Sölv i Mængde; alt, erklærede Svenden, var en Gave til ham fra hans Elskede, og Svenden selv skulde træde i hans Tjeneste, om han önskede det. Nu indrettede Grelent sin Bolig med Pragt, klædte sig herligen, levede höit, spredte sine Gaver rigeligen til alle Kanter, og vandt saadan Anseelse hos Stadens Borgere, at de agtede ham ikke mindre end sin Herre; han tilbragte Dage og Nætter i Lyst og Glæde under jævnlige Besög, af sin Elskede. Da næsten et Aar saaledes var forlöbet, förte hans Pligt ham atter til Kongens Hof, hvor alle Baroner mödte ved Pintstid, og bleve bevertede af Kongen. Ved saadan Leilighed havde Kongen indfört den Skik, at han efter Maaltidet lod sin Dronning stige op paa en Forhöining, hvor hun viste sig uden Kaabe for de samlede Herrer, at disse kunde beundre hendes Skjönhed og herlige Skabning. Dette skede ogsaa nu; og Kongen henvendte sig til de Omstaaende med det Spörgsmaal, om de nogensinde havde seet en saa fuldkommen skjön Kvinde. Alle forsikkrede Kongen om, at de ei havde fundet hendes Mage. Grelent alene taug og smilede; thi han tænkte paa sin Elskede, hvormeget hun overgik Dronningen. Men Dronningens Öie hvilede hemmelig paa ham, og hun forbittredes over hans Ringeagt. Hun anklagede ham strax for Kongen, som den der spottede hende, medens de Andre kappedes om at bevidne hende sin Beundring. Kongen kaldte Grelent og spurgte ham i Alles Paahör om Aarsagen til hans Taushed og spodske Smil. Grelent svarede med Ærbödighed, at han ei havde kunnet være enig i de Andres Ros, da han troede, at Dronningens Lige var at finde; og da Kongen trængte heftigere indpaa ham, erklærede han, at han kjendte en Kvinde der var mange Gange skjönnere end hun. Dronningen blev rasende; hun opfordrede sin Herre til at lade Grelent fremföre den Kvinde, han roste saa höit; en Sammenligning skulde da finde Sted mellem dem begge; fandtes hun ligesaa skjön som Dronningen, da skulde Grelent være sageslös; men hvis ikke, skulde Kongen skaffe Dronningen Ret for den Krænkelse, der var hende tilföiet. Kongen böd, at Grelent skulde gribes og sættes i Fængsel, indtil han havde fremfört den Skjönhed, han havde omtalt; dog lod han sig siden for saavidt formilde, at Grelent fik sin Frihed mod Borgen og Udsættelse paa et Aar; næste Pintse skulde han möde for Kongen og dennes Baroner, at svare for sig. Nedslagen forlod Grelent Hoffet, og hans Sorg tiltog da han kom til sin Bolig og der ikke længere fandt sin Svend, som hans Elskede havde sendt ham; han kaldte sin Elskede, men hun aabenbarede sig ei for ham; han anraabte hende om Naade og önskede sig Döden, men alt forgjæves. För Aaret var rundet var Grelent saa hentæret af Sorg og Savn, at hans Styrke og Mod saagodt som var aldeles knækket. Til den bestemte Tid blev han afhentet af sine Borgensmænd og fört for Kongen; men paa dennes Spörgsmaal, hvor hans Elskede var? kunde han kun svare, at han ikke medbragte hende; det var ham en Umulighed; Kongen fik gjöre ved ham hvad han vilde. Kongen henvendte sig da til de forsamlede Herrer og böd dem dömme Grelent; han mindede dem om, at den ei kunde tjene ham troligen, som forhaanede hans Dronning. Herrerne traadte nu sammen for at danne Retten; men længe herskede Taushed blandt dem, da det gjorde dem ondt at fælde en saa herlig Ridder. Da man endelig skulde til at begynde Forhandlingerne, traadte en Svend ind, der bad dem dvæle et Öieblik; thi tvende Jomfruer nærmede sig saa skjönne, at man ei fandt deres Mage i Riget; maaskee kom de for at redde Ridderen. Kvinderne, som ankom, vare af udmærket Skjönhed og pragtfuldt klædte; de stege af sine Pasgjængere, som de overlode til Svendene, og traadte for Kongen. De bade ham udsætte Dommens Afsigelse en liden Stund, da deres Frue agtede at komme for at tale til Grelents Gunst. Kort efter kom til Paladset tvende andre Jomfruer, endnu skjönnere end de förste; de fremsatte den samme Begjæring. Baronerne betragtede dem med Beundring og maatte indrömme, at de overgik Dronningen i Skjönhed. Men da deres Frue kom, reiste den hele Forsamling sig; hendes Skjönhed var uforlignelig, og hendes Klæders Pragt og hendes Ridetöis Kostbarhed uvurderlig. Hun red lige hen for Kongen, steg der af og overlod Hesten til sig selv. Hun henvendte sig til Kongen med Ynde og bad ham höre hende: Forsamlingens Hensigt var at dömme Grelent for hans Opförsel den Gang da Dronningen viste sin Skjönhed; han talede ved denne Leilighed ilde, idet han vakte Kongens Vrede, men han sagde dog Sandhed, forsaavidt han paastod at ingen Kvinde kunde sammenlignes med hans Tankers Gjenstand i Skjönhed; nu kunde man betragte hende, og saa dömme om Grelent burde frifindes eller ei. Alle som med een Mund udraabte, at Fruen havde Ret, og Kongen selv bifaldt deres Dom og erklærede Grelent frifunden. Imedens dette foregik pönsede Ridderen paa, hvorledes han kunde fölge sin Elskede, og lod sig bringe sin hvide Stridshest. Da Fruen havde opfyldt Öiemedet for sin Komme, tog hun Afsked med Kongen, steg til Hest og drog afsted med sine Jomfruer. Grelent fulgte hende i flyvende Gallop gjennem Staden, idelig anraabende hende om Naade; men hun fortsatte sin Færd uden at svare ham. Endelig kom de til en klar og dyb stærkt strömmende Flod; Fruen styrer sin Hest ud i Strömmen, Grelent gjör det samme trods hendes Advarsel, at han vilde drukne. Vandet gaaer over hans Hoved, men Fruen griber Hestens Bidsel og förer den tilbage til Aabredden. Hun beder ham paany at fjærne sig, hvis han vil undgaae Döden, og rider derpaa atter ud i Strömmen. Grelent kan ikke overtale sig til at give Slip paa hende; han styrter sin Hest i Vandet, men Strömmen river ham fra den, og han er paa Veien at drukne. Da anraabe alle Jomfruerne sin Frue om at have Medlidenhed med ham; hun lader sig röre, griber ham fat i hans Klæder, förer ham til den anden Bred og lader ham fölge sig til sit Land. Indbyggerne i Bretagne sige, at Grelent fremdeles lever der. Grelents Stridshest, som undslap af Strömmen, savnede sin Herre; den vendte tilbage til Skoven og gav sig ikke Fred Nat eller Dag. Man forsögte at gribe den, men det vilde aldrig lykkes. Længe efter hörte man hvert Aar, paa den Tid da Grelent var forsvunden, Hestens Trampen og Vrinsken i det den sögte sin Herre. „Tidenden om den gode Hest og om Ridderen, som fulgte sin Elskede, spurgtes over hele Bretagne. Bretonerne gjorde en Sang (un lai) derom og kaldte den Graalent-Mor“.



Fotnoter

  1. Af dette Blad er den överste Deel bortskaaren, og den tilbageblevne Halvdeel er saaledes beklippet, at der kun er tilovers Levninger af förste og fjerde Spalte, nemlig de förste Ord i hver Linie af hin, og de sidste af denne.
  2. Her har et Cap. sluttet.
  3. Med dette Blad forholder det sig som med det förste, paa det nær, at her i Almindelighed er mere tilbage af Linierne.
  4. Her ere 11 Linier aldeles bortskaarne og de övrige mere eller mindre defekte.
  5. Her er det samme at bemærke som ved anden Spalte.
  6. r. f. heytt
  7. r. f. ælat
  8. her er noget udraderet, synes at have været farenn
  9. Her beg. 2den Spalte, hvor 4 Linier ere bortskaarne, samt de övrige helt til Enden af denne Strengleik mere eller mindre defekte.
  10. r. f. fiolldi
  11. Her begynder 3die Spalte, hvor de tre förste Linier ere bortskaarne og de paafölgende 15 mere eller mindre defekte.
  12. r. f. reyndir
  13. Her beg. 4de Spalte.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.