Anmærkninger Odins Ravnesang (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Odins Ravnes Sang
Eller Fortale-Digtet


Anmærkninger til Odins Ravnesang


1. Denne Strophe er vistnok meget dunkel, og dens Mening kan vel nu ikke udvikles ganske tydelig i Overensstemmelse med Forfatterens Begreber. Ved Alfader menes enten Odin, Himlens Gud, eller ogsaa den ældste Alfader Surtur, Empyræets og tillige i visse Maader Universets Hersker. Ved Alfer forstaaes her Elementar-Aanderne, maaske mod Sædvane, alle overhoved. Vanerne ere Luftguderne, ellers kaldte de Vise. Ved Nornerne forstaaes her vel Tidens Gudinder, som vise Begivenhederne.[1] Ogsaa antoge Spaaqvinder i gamle Dage undertiden deres Navne. Ividia kan forklares for Skovbeboerinde (hvorfor den latinske Oversætter har valgt Ordet Oreade), men her menes vel den gamle Jættinde i Skoven, der beskrives i Valas Spaadom, som saa mange Uhyrers og Ulykkers Moder, rimeligvis identisk med den berygtede Angurbode, hvorfra saa mange rædsomme Plager (Död, Vulkaner, Havets Ödelæggelse) udgik over Jorden og Menneskeslægten. Derfor heder det her: Jættinden föder (hvorved) Menneskene lide, Thurserne glædes, men Valkyrierne sörge (ved Forventningen om Verdens Undergang, hvorved ogsaa selve Valhall forstyrredes). Man kan og mærke sig at Ividia betyder det Træe, hvorpaa Misteltenen voxte, da den ogsaa kan siges (ved Balders Död) at frembringe de derved foraarsagede Uheld.

2. Aserne anede en forestaaende Ulykke uagtet de ikke egentlig vidste, hvori den bestod. Spaadoms-Runerne, blandede ved Lodkastning,[2] eller udforskede paa anden Maade, forvildredes ganske. "Af Angest herover skiftede Aserne Farve" vil Originalens korte, men udtryksfulde Udtryk verpir (eller lit-verpir) sige.[3] Urde, Skjæbnens höjeste Gudinde eller den ypperste Norne, under hvis Herredömme selv Asa-guderne staae, bevogtede nu Odrærer, Visdommens Kar eller Kjedel, saa at Fremtidens Bog var fuldkommen lukket for dem. See Ordbogen under Odrærer; om Orakel-Kjedler overhoved see Anm. til Hymisqvida Str. 1.

3. I denne Strophe fortælles, hvorledes Guderne satte Mistillid til deres egen Visdom, og besluttede, uden Ophold at tye til Andre, som de ansaa for klogere, nemlig Dværgene Thrain og Dain (Alfernes eller Dværgenes ypperste Runemester efter Runekapitlet i Havemaal). Jfr. Herefter Str. 13. De forklare Gudernes Anelser eller Drömme, paa en noget utydelig, men dog overhoved sörgelig Maade. Deres hele Svar synes at indeholdes i de to fölgende Stropher.

4. Drömmetydernes Forklaring er denne: "(De fire) Dverge (som bære Himlene) nedsynke da mod det chaotiske Svælgs, Ginnunga- Gabets, Mörke (at Ginnunga nidi)." Jfr. Varianterne. Tit vil Albrænderen (Alsvidr) her, efter min Mening, Surtur (ikke Solens Hest) nedstyrte dem, men tit ogsaa opsamle, eller opreise dem igjen. Denne Forklaring vilde stemme paa det nöjeste overens med Stoikernes og Indernes (især Bodaisternes) Systemer, hvormed jeg troer at det eddiske overhoved har en radikal Forbindelse.

5. Her beskrives Hovedscenerne af Verdens Undergang; dog vilde Spaamændene ikke udtrykkelig tale om Gudernes egen Undergang, men undskylde sig med, at den övrige Videnskab om Fremtidens Skjæbne ligger saa dybt begravet i Mimers Kilde, at de ikke kunne udgrunde den. De formode halvvejs at Aserne kunne selv slutte sig til Resten.

6. Her begynder en ny men ikke ret forstaaelig Episode om Idunna. Hun synes at være den bekiendte Gudinde af dette Navn, men nedsegnet fra Yggdrasils Ask (Himmel og Jord under Et) til Afgrunden. Ellers siges hun her at være af Alfe-Æt, og Datter af Ivalde (rettere Ývalde, udtalt paa samme Maade), denne Dværgenes Stammefader, Kabir eller jordiske Natur-Aand. See om begge i den mythologiske Ordbog. Idunna maatte være klog som den vise Brages Hustru. Hun synes derfor at være bleven sendt til Underverdenen, for at udforske den i Mimers Kilde skjulte Visdom - hvis hendes Ophold der ikke var det som omtales i andre Myther, da hun bortförtes med Vold til Jotunheim af Jætten Thiasse, og holdtes der fængslet, indtil Loke hentede hende tilbage. Her siges hun at dvæle i Dalene, nemlig i den dybe Afgrund. I Plattydsk betyder Dal ned, nede o. s. v., og synes at være beslægtet med lignende Ord i de kaukasiske Asers eller Oszeiters Sprog. Veien til Helheim siges ogsaa at gaae (over Egnene ved Mimers Brönd) gjennem dybe og dunkle Dale.

7. Idunna fanges, formodentlig af de underjordiske, Gudernes fiendske Magter, og hensættes under Verdenstræets nordlige Stamme, hvor hun aldeles ikke befinder sig vel hos Jættens Nörves Datter, nemlig Natten; vant til et meget bedre Liv og skiönnere Boliger i det himmelske Asgaard.

8. Ordet Nanna er maaske her Egennavnet for Baldurs bekjendte Hustru. Mueligvis ville da Strophens förste Linier sige saa meget, at Guderne saa hende sörge over ulykkelige Anelser om hendes Ægtemands forestaaende Död - men Ordet (betragtet som hálfkénning) betegner ogsaa, ligesom jeg her har oversat det, en Gudinde eller Qvinde, samt synes da at svare bedre til det foranstaaende og efterfölgende. Vigg kan vel tages paa selv samme Maade, men her betegner det dog sandsynligvis Jordens[4] Helligdom, dens inderste eller underste Steder eller Boliger, altsaa Dybet eller Underverdenen. Til Ulve (Var-Ulve) forvandlede Troldfolk sig for at udöve deres Kunster, som ikke forsmaaedes selv af Odin eller Freya. Da den hvide Magie ikke hjalp Aserne længer, maatte de til at udspeide Underverdenens mest forborgne Hemmeligheder; til dette Öjemeds Opnaaelse tilsendte de Idunna en magisk Ulveham, ved hvis Iförelse hun ganske forandrede Sind og Skikkelse.

9. Vidrer eller Væir-giveren kaldes Odin som Himmel- og Luft-gud. Himmelbroens Vogter er Guden Heimdall. Efter den almindelige Maade har jeg vel oversat Giallar-sunnu-gátt(som poëtisk Omskrivning) ved Qvinden, - men jeg troer dog at disse Ord her betyde den skinnende Giallas Bevogterinde,da Gioll eller Gialla, denne Underverdenens Flod, hvorover Vejen til Helheim laa, havde en skinnende Guldbro. Jfr. 1ste D. S. 176. Loptur (den luftige, Luftfarende) er et af Lokes Navne.

10. Udtrykket Gandr, som jeg har oversat ved Uhyre (maaske især af Sphinxernes eller Cherubernes Art) kan ellers betyde baade en Ulv og en Drage eller Slange. Det brugtes siden om de levende eller fortryllede Dyr (ogsaa visse Redskaber eller andre ting) hvorpaa Troldfolk mentes at fare gjennem Luften; deraf Gand-reid, en saadan Luftfart. Paa slige, muelig dog ikke andet end Stormene (efter 17de Strophe, da ogsaa de kaldes Ulve eller Drager i Digtersproget) rede eller svævede Heimdall, Brage og Loke til Underverdenen (jfr. Harbards Sang Str. 44. 45) efter min Oversættelse, da Heimdall ogsaa kan kaldes Herskeren, som den höjeste af de tolv Maanedsguder (see 1ste D. S. 215. o. fl.) De latinske Oversættere havde anseet denne Strophes Hælvte for at handle om Odins og de övrige Guders Luftfart til et af Himlens Slotte, især Vingolf (ommeldt Str. 17), da Odin menes ved Herskeren (Rögner, et Navn som ellers tillægges ham), de övrige ham fölgende Guder ved Ordet Regin. Denne Mening har ogsaa meget for sig. Odin begiver sig til Lidskjalf eller Zenith (hvorhen Lyden virkelig samler sig) og lytter derfra til sine Udsendingers forventede Samtale med Idunna i Dybet.

11. Veigaselia er, efter den förste Bemærkning, den, som giver ungdommelig Kraft, men Idunnas Æbler forynge Guderne. Siden forstodes det, meget naturlig, ved Vin-giverinde eller Skjænkerinde, da Idunna vilde svare til Grækernes Hebe. Veigr er Kraft, Styrke, men Veig Vin, stærk Drik; uden Tvivl af samme etymologiske Oprindelse. Jfr. det latinske Vigor vegere o. s. v. Gudernes samvandrende (Helte) ere Einherierne; maaske sigtes her ogsaa til Menneskene overhoved. Dybets og Dödningverdenens Himmel eller Dække er naturligvis Jorden. G. Paulsen har bemærket, at Virgil kalder Jorden den höje Æther med Hensyn til Underverdenens Beliggenhed (Æneid. VI. 436).

12. Om Idunna manglede Mælet formedelst hendes forvandlede Skikkelse, Jætternes Ondskab eller Skjæbnens Beskikkelse - sees ikke af Digtets Udtryk. Det sidste er det sandsynligste, naar 2den og 5te Str. jævnföres hermed. Maaskee hendes hyppige Taarer antyde, ikke allene de, i Baldurs Död, forestaaende store Ulykker, men ogsaa den eneste Maade, hvorved de kunde afvendes, som netop bestod i Naturens almindelige Graad.

13. Elivage bestaaer dels af Afgrundens chaotiske Vande, dels af det ubefarlige Ocean, der mentes at omgive Jorden, og have sit Udspring fra hine. Den derved boende iskolde Jætte er vel især Udgaards-Loke, Mörkets Hersker. Den Torn eller Vaand som han fremstöder derfra hver Nat og hvormed (Dvergen eller Alfen) Dain[5] dvs. den Bedövende, nemlig Sövnen, berörer alle Mennesker, er Mörket, der voxer op over Himmelen af Yggdrasils Stamme. I Mythen om Baldur spille Hödur og hans Mistelten den selv samme Rolle, men der gjelder det om den lyse Aarstids, her om Dagens Fordrivelse. I visse Fjeld-Egne fremkommer Uvæirets Mörke först i Skikkelse af en skydannet Vaand eller Gren. Som et indlysende Eksempel anförer jeg en Beretning fra Præsten Hr. Vigfus Benedictsen i Island (aldeles ikke given med Hensyn til Oplysningen af dette eller noget andet eddisk Sted, men fremsat i et officielt Dokument): "Ovenfor Öster-Myrdalen, oppe til Fjelds, ligger der en Række af Dale, som kaldes Sofndalene. Naar man ser en mörkagtig Sky trække derfra op paa Luften, i Skikkelse af en Gren eller Vaand, siger man det er et vist Tegn til langvarigt Uvæir. Denne Tro er almindelig i fire vidtlöftige Böygder, hvorfra Phoenomenet kan sees. Det er bekjendt under Navn af Sofndals-Vaanden eller Grenen." Lignende Beskrivelser gives os af Reisende over visse forfærdelige Uvæirs Begyndelse fra smaa, men idelig voxende Skyer, i de hede sydlige Lande. Ellers sigter hin eddiske Digterskildring ogsaa til den ældgamle Overtroe om Sövntornen, hvorved Menneskene bragtes til at daane eller falde i Sövn, - og den er endnu, skjönt i en anden Skikkelse, vel bekjendt, saavel blandt Almuen i Island under dette gamle Navn, som i Danmark under Benævnelsen Sövnpryn. Midgaard er her enten Jordens af Menneskene beboede Kreds, eller den derover udbredte Skyeluft, hvorigjennem hin mythiske Gren frenstödes af Mörkets Dæmon.

14. Heri indeholdes en skjön allegorisk Beskrivelse af Nattesövnens stærke Kraft. Den Sværdbærende hvide eller lyse Asa er Heimdall, Gudebroens Bevogter. Jfr. Hyndlas Sang Str. 36. Som Maanedsgud forestaaer han ellers Krebsens Himmeltegn, der begynder med Sommersolhverv, da hans Sövn er kortere end de övrige Zodiakalguders. Dog betages han selv af Svimmel og Nætterne forlænges paa ny. Strophens sidste Deel sigter til Sövnens almindelige Virkninger.

16. Heimdalls Gjallarhorn (som nævnes i Texten) siges der at höre Odin til (som Asa-hærens Anförer) og Heimdall da at bevare denne skingrende Trompet. Naals Frænde eller Afkom er Loke. See Indledningen til Ægers Gjestebud. Skjalden Brage blev tilbage hos sin fortryllende Ægtemage (Idunna) i det mörke Land.

17. Vingolf er ellers det Himmelslot hvori Gudinderne siges at have deres Bolig; det betyder vel den undre Deel af den ætheriske Himmelhvælving. Her siges Guder og Gudinder at være forsamlede der til et höjtideligt Gilde. Ved Forniots Frænder eller Aander mener Originalen öjensynlig Vindene, hin mythiske Jættes Sönner. Jfr. Str. 10.

19. Om Galten Sörimner see 1ste D. S. 238 og om Mimers Mjöd S. 61. Ellers vil Nogle, at ogsaa Odin bærer Tilnavnet Mimer. Skögul var en af de skjænkende Valkyrier. See Grimnersm. 36te Str.

20. De höje Guder talte helst med den höjtboende eller höjhjertede Heimdall, Gudinderne derimod med den pæne, listige og muntre Loke. Ellers anmærker jeg at Textens ofram er det samme som of-fram (of fram) og saaledes fuldkommen forstaaeligt (dvs. fram yfir Undorn) hvorfor de latinske Oversætteres sögte Gisninger reent maa bortfalde.

22. Natten er Eftertankens Veninde; dette bevidnes ligeledes af forskjellige græske og latinske Ordsprog og Talemaader.

23. Jeg fölger denne Orden i Strophens förste Deel, hvorom Udgiverne havde skrevet og gjættet saa meget: Rindar fódur-lardr rann med röstum, fenrisvalla módur. Lardr (lardur) er her egentlig det dunkle Ord. Det findes dog endnu i det Islandske, ligesom Udgiverne have anmærket, og betyder der uden Tvivl, Kraft, Styrkens Ævne, eller, hvad man sædvanlig kalder Saft og Kraft tillige. Det synes at være beslægtet med det latinske Lardum Spek, Flesk, der overhoved ansaaes af de Gamle som en særdeles nærende og styrkende Föde. Jfr. Det græske λαρινος mædsket, λαρος söd, velsmagende o. s. v. Da Ordet Fódur (her Foder) er forbundet med Lardr, er Bemærkelsen ganske utvetydig. Her tales altsaa, efter disse Læsemaader, om den som nærer Jorden, nemlig Solen. Antager man derimod en anden Orden, nemlig denne: Fenris Fódur-lardr rann módr med röstum Rindar valla, kan Strophen oversættes saaledes: Fenrers (dvs.: Fenris-Ulvens eller Dybets Uhyres) Nærer eller Næring, randt mödig ned til de Jordens Sletter omgivende Strömme, dvs.: Oceanet. Her vilde Talen være enten ligefrem a) om Sol eller Maane, som begge engang skulde opsluges af Dybets Uhyre, og ellers forekomme som Freyrs eller Freyas Galt, i de mythiske Afbildninger; eller b) om Tyr, som i Skálda kaldes Fenrers eller Fenrisulvens Fosterfader eller Nærer, fordi Ulven, som bekjendt, opslugte Tyrs Haand. Anseer man denne Læsemaade for den rigtige, er det mærkeligt, at Talen her er om Tyr som et Himmel-Legeme, altsaa enten som den hornbærende Maane, eller som Planeten Tyr. Udtrykket renna (rann) bruges ellers om Solens, Maanens eller en Stjernes Op- eller Nedgang. Udtrykket mödig synes her at tilkjendegive den sidste. Hropt betegner her vel Odin (eller ogsaa Hallens Dörvogter). See 1ste D. S. 209. Rimfaxe er, som bekjendt, Nattens Hest, der fremdrager hendes Vogn over Himmel og Jord.

24. Denne Strophe indeholder en herlig Beskrivelse over Dagens og Morgenrödens Frembrud. Dellings Sön er Dagen, Mannheim Menneske-Verdenen. Dverges Bedaarer kaldes Dagslyset eller Solen, især med Hensyn til Mörk-Alferne, der sagdes at forsvinde eller forstenes ved Dagens Komme eller Solens Straaler. See 1ste D. S. 78 og Indledningen til Alvismaal.

25. Nogle mene at disse to Linier höre til foregaaende Strophe, og at Talen er om Solens Port (efter Ordet Heste-Port, dvs.: tjenende til dens Gjennemkjörsel). Det er heller ikke usandsynligt, - men da dette er Digtets eneste Sted, hvor Strophernes regelmæssige Inddeling afbrydes, fölger jeg her den sædvanlige, som og kan give en sammenhængende Mening. Her skildres ellers Nattens og dens Uhyrers Flugt for Lyset til det fjærne Nord og til de dybe Huler under Adel- eller Ur-Træet Yggdrasils der fremskydende yderste Stamme. Man seer af dette Sted, at de her opregnede Væsener alle egentlig höre til Mörkets og Kuldens Rige.

26. Ved de Helte eller Fyrster, som reiste sig (fra Leiet) menes her enten de menneskelige paa Jorden, eller de guddommelige i Himlen. Alfers Bestraaler kaldes Solen af förommeldte Aarsager. Nu fordrives Natten selv til det yderste og underste Niflheim (den evige Taageverden). Den tidlig glandsende Bro er Bif-röst eller Regnbuen, hvorpaa Heimdall, Ulvrunes Sön, opstiger. (See Hyndlas Sang Str. 35, o. f.) Det er ogsaa ham som ellers throner paa Himmelbjerg eller Himmelens Spidse, ved Sommer-Solhverv, samt sammenkalder Guderne ved sin Basuns höje Klang, der da ogsaa efterlignedes af Gudernes Præster eller Folkets Hövdinger, ved den bekjendte store Sommerfest, som endnu fejres af de nordiske Folk, endog af Kjöbenhavnerne (i Dyrehaugetiden) med vedbörlig Sang og Klang, selv af gjaldende Trompeter. Vel er Asagudernes egentlige Dyrkelse forlængst glemt; dog er den selv i Döden liflige Baldur, og den lyse men stöjende Heimdall, endnu tilstede ved den af dem stiftede Höjtid, uden at deres Nærværelse anses af den glædedrukne Mængde. - Snart vil den dog föle de sörgelige virkninger af Baldurs Hedenfart; de besynges pophetisk i det næstfölgende Digt, ikke allene som aarlig gjentagne ved de brændende Hundedage og den dræbende Vinterkulde, men endog som Verdens sidste store Brand og Undergang i det Store.




Noter:

  1. Maaske ogsaa Himlens eller Stjernernes Löb hvoraf man udgrandskede tilkommende Begivenheder (i det mindste for Aarets og Aarstidernes Gang, og alt det Vigtige som deraf maatte fölge).
  2. See min Indledning til Havamaal og Odins deri indeholdte Runesang.
  3. Hvis det ikke tillige betyder rynkede eller sammenkrympede, thi Aserne bleve graahærdede og gamle efter den foryngende Idunnas Bortförelse af Thiasse. See den yngre Edda S. 81. Nyerups Overs. S. 104.
  4. Vigg (fæm.) betyder nemlig den Bærende; Opholdende, og dette Navn kan da passe ret vel til Jorden.
  5. Han nævnes her foran Str. 3 samt i Odins Runesang eller Havamaals 146de Strophe, som Alfernes Runemester.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.